bjoerna.dk     Kultursociolog Bjørn Andersen    post@bjoerna.dk


Georg Brandes' Holberg-bog: Biografier fra Holberg til Rahbek

Udvidet digital udgave 2007


Version 3.5a - 04.07.2007 [en trykfejl rettet 21.07.2012].

Vil du printe teksten rigtigt ud, så hent en pdf-fil ved at klikke hér




SUPPLERENDE BIOGRAFIER FRA »DANSK BIOGRAFISK LEXICON« 1. udgave og fra enkelte andre kilder

De personer - der er udvalgt til denne samling - har haft betydning i samfundslivet i 1700-tallet eller særlig betydning i forhold til Holberg eller hans værker i samme periode. Flere personer vil blive tilføjet efter behov i 2007/2008.

Ekstra knap 100 biografier kan findes på: http://bjoerna.dk/Holberg/Brandes-2007-Biografier-Extra.htm. Dén fil vil senere blive bygget sammen med denne. Fælles alfabetisk navneliste for de to filer kan foreløbig findes på: http://bjoerna.dk/Holberg/Brandes-2007-Biografier-Navneliste.htm.

De 250 og de 100 biografier (plus Brandes' bog m.v.) kan findes i én samlet PDF-fil på ca. 10 MB. Brug Adobe Reader's bogmærkefunktion til at finde rundt: http://bjoerna.dk/Holberg/Holberg-Brandes-Biografier.pdf

Se dertil de ca. 55 biografier i Brandes-bogen. Se endvidere nyere udgaver af disse biografier og af de nedenfølgende i: 3' udgave af »Dansk Biografisk Leksikon« (1979-1984).

Se evt. sammenligningen af hvem der er med i de forskellige udgaver af DBL på: http://www.litteraturpriser.dk/hbog/dbla.htm og frem. Stort set alle danske som norske og islandske, hvis biografier findes nedenfor, kan også findes i DBL 3' udgave. Nogle undtagelser er Thomas Angell (Throndhjem [Trondheim]) og Lars Larsen Forsæt (syd for Throndhjem [Trondheim]), men der er muligvis et par til [dette vil blive kontrolleret mere systematisk senere].

En mulighed er - for de få kvinders vedkommende - også at konsultere »Dansk Kvindebiografisk Leksikon« på: http://www.kvinfo.dk/side/170/. Her kan findes yderligere informationer.

På et senere tidspunkt, formentlig i efteråret 2007, vil der blive udarbejdet en oversigt over personernes fordeling på »faggrupper« eller ske en opdeling af databasen (svarende til opdelingen i 1. udg. af Brandes-bogen).

Kommentarer, forslag og spørgsmål er velkomne og kan sendes til: Bjørn Andersen.







DET KONGELIGE TEATER 1748-1761 / CITAT FRA CARL BRUUN

Nicolai Abraham Abildgaard
Peter Christian Abildgaard
Søren Abildgaard
Daniel Jensen Adzer
Frederik Svane Africanus, se: http://bjoerna.net/havrebjerg/
Iver Als
Peder Als
Christoff Heinrich Amthor
Peder Kofod Ancher
Thomas Angell
Georg David Anthon
Johan Samuel Augustin

Torkil Baden [Forvalter]
Poul Badstuber
Matthias Bagger [Matthias Olsen Bagger]
Jens Baggesen [Jens Immanuel Baggesen]
Caspar Bartholin
Hans Bartholin
Johan Bernhard Basedow
Georg Wilhelm Baurenfeind
Knud Ahasverus Becker [Knud Ahasverus Becher]
Knud Nielsen Benstrup
Johan Severin Bentzon
Andreas Peter Bernstorff
J.H.E. Bernstorff
Jacob Christian Bie
Steen Andersen Bille
Jens Bing
Andreas Bjørn
Johannes Bartholomæus Bluhme
Johannes Bormann [Bornemann]
Henrik Bornemann
Birgitte Cathrine Boye
Enevold Brandt
Iver Brinck [Iver Brink]
Broder Brorson
Hans Adolf Brorson
Nicolai Brorson [Niels Brorson]
Malthe Conrad Bruun
Oluf Bruun
Balthazar Johannes de Buchwald
Johannes de Buchwald
Johan Bülow

Johan Frederik Carøe
Guiseppe Casorti
Peter Clausen
Thomas Clausen
Johan Frederik Clemens
Thomas Christensen Clitau
Christian Colbjørnsen
Antonio Como
Frédéric de Coninck
Christian Cramer
Johan Andreas Cramer
Peter Cramer

Werner Dam
Christian Conrad Greve Danneskjold-Laurwigen
Frederik Greve Danneskjold-Samsøe
Benjamin Dass
Peter Dass [Petter Dass]
Bartholomæus Deichman
Georg Detharding
Johan Christian Drewsen

Hans Poulsen Egede
Poul Hansen Egede
Hans Henrik von Eickstedt
Nicolai Eigtved
Dorthe Engelbretsdatter [Dorthea Engelbretsdatter; Dorthe Engebretsdatter]
Laurids Engelstoft
Johan Bartram Ernst
Johan Conrad Ernst
Enevold Ewald
Johannes Ewald

Peder Ditlev Faber
Diderich Christian Fester
Esaias Fleischer
Per Forskål
Lars Larsen Forsæt
Jacob Fortling
Christian Fædder

Christian Carl Gabel
Vincenzo Galeotti
Peder Severin Garboe
Frederik Eiler Gjedde
Johan Gram
Ove Høegh-Guldberg [Ove Høgh Guldberg]
Johan Ernst Gunnerus
Jean Henri Huguetan Greve af Gyldensten
Carl Frederik Ehrensvärd Gyllembourg
Thomasine Christine Gyllembourg-Ehrensvärd
Joachim Gynther se: http://bjoerna.net/havrebjerg/

Ludolf Hammeken
Christine Harboe
Jens Harboe
Ludvig Harboe
Caspar Frederik Harsdorff
Joachim Hassing
Frederik Christian von Haven
Jens Haven
Niels von Haven
Peder von Haven
Peter Andreas Heiberg
Joost van Hemert
Peter van Hemert
Ole Hersleb
Peder Hersleb
Bemærk en stilmæssig sammenligning med Holberg
Henrik Hielmstjerne [Henrik Hjelmstjerne]
Andreas Hojer,
Se endvidere artikel i Brandes' Holberg-bog
Hans Holck [Agent Holck]
Peder Holm
Peter Nicolai Holst
Christian Frederik Holstein
Johan Ludvig Holstein
Ulrik Adolf Holstein
Peder Horrebow
Jean Henri Huguetan [Greve af Gyldensten]
Andreas Christian Hviid
Matthias Hviid
Elias David Häusser
Jens Sørensen Høberg
Ove Høegh-Guldberg [Ove Høgh Guldberg]
Wille Høyberg
Christian Fædder Høyer
Cornelius Høyer
Jacob Høyer
Lyder Sørensen Høyer
Marcus Haggæus Høyer
Jens Pedersen Høysgaard

Nicolas Henri Jardin
Juliane Marie Jessen
Nicolai Jacob Jessen
Ole Judichær
Jens Juel
Hans Christensen Juul

Abraham Kall
Johan Christian Kall
Terkel Klevenfeldt
Friedrich Gottlieb Klopstock
Jens Kraft
Christian Carl Kramer [Christian Carl Cramer]
Johan Cornelius Krieger

Poul Abraham Lehn
Jacob Lodberg
Barthold Johan Lodde
Odvardt Helmoldt von Lode
Gert Londemann
Volrad August v.d. Lühe
Frederik Christopher Lütken
Otto Diderik Lütken
Frantz Julius Lütkens
Poul Løvenørn

Árni Magnússon [Arni Magnusson]
Christian Martfelt
Ferdinand Martini
Hector Gotfred Masius
Adam Gottlob Moltke
Hans Mossin
Bredo von Munthe af Morgenstierne
Caspar Wilhelm von Munthe af Morgenstierne
Otto Christopher von Munthe af Morgenstierne
Frands Mygind

Carsten Niebuhr
Hans Nobel

Henrik Ocksen
Johannes Ocksen
Georg Christian Oeder
Eggert Ólafsson
Guðmundur Ólafsson
Jón Ólafsson [1705-1779]
Jón Ólafsson [1731—1811]
Hark Oluf, omtales under: Ludolf Hammeken
Oluf Christian Olufsen

Domenico Pelli
Abraham Pelt
Carl Gustav Pilo
Frederik Daniel de Pilloy
Carl Adolf von Plessen
Christian Ludvig von Plessen
Christen Henriksen Pram

Christian Ramus
Joachim Frederik Ramus
Johan Daniel Ramus [Johan David Ramus]
Hans Rigsgreve Rantzau
Frederik Otto Rappe
Christian Christopher Reenberg
Morten Reenberg
Thøger Reenberg
Lorentz Christian Reersløw [Lorentz Christian Reerslew]
Niels Lunde Reiersen
Anna Sophie Reventlow
Christian Ditlev Frederik Greve Reventlow
Elie Salomon François Reverdil
Niels Ditlev Riegels
Jørgen Riis [Jørgen Ries]
Børge Riisbrigh
Ivar Rosenkrantz [Iver Rosenkrantz]
Peder Rosenstand-Goiske [teolog]
Peder Rosenstand-Goiske [dramaturg]
Casper Peter Rothe
Tyge Jesper Rothe
Christian Friis Rottbøll
Christian Michael Rottbøll
Niels Ryberg
Poul Pedersen Rytter
Mikkel Røg

Jacques Francois Joseph Saly
Paolo Scalabrini
Christian Scavenius
Johan Adolph Scheibe
Heinrich Carl Greve Schimmelmann
Heinrich Ernst Greve Schimmelmann
Gerhard Schøning
Johann Elias Schlegel
Bernhard Schnabel
Johan Vilhelm Schrøder
Johan Sigismund Schulin
Christian Sehested
Claus Seidelin
Frederik Sneedorff
Jens Schielderup Sneedorff
Jørgen Jørgensen Sorterup
Otto Sperling d.y.
Hans Steenbuch
Otto Lorentzen Strandiger
Adam Struensee
Carl August Struensee
Johann Friedrich Greve Struensee
Ambrosius Stub
Christian Stub
Brødrene Støttrup

Otto Thott
Albert Thura
Christian Thura
Laurids Thura
Diderik de Thura
Laurids Lauridsen de Thurah
Johann Clemens Tode
Peder Tordenskjold
Thormod Torfæus (Torvesen)
Gerhard Treschow [industridrivende]
Gerhard Treschow [præst, forfatter]

Johannes Nicolaj Ulsøe
Georg Ursin

Ditlev Vibe
Poul Vinding

Christian Frederik Wadskiær
Caspar von Wessel
Caspar Wessel [Matematiker]
Johan Herman Wessel
Bemærk sammenligninger med Holberg
Ole Christopher Wessel
Johannes Wiedewelt
Jacob Benignus Winsløw
Ludvig Winsløw
Niels Bruun Winsløw
Peder Jacobsen Winsløw
Peter Christian Winsløw

Nikolaus Ludwig Zinzendorf [Zinsendorf]

Christopher Hartmann Ørsted

Niels Ebbesen Aagaard
Arent Nicolai Aasheim




Frederik 3.
Christian 5.
Frederik 4.
Christian 6.
Frederik 5.
Juliane Marie
Christian 7.
Arveprins Frederik
Frederik 6.
Christian 8.




Anna Sophie Magdalene Frederikke Ulrikke




Abildgaard, Nicolai Abraham, 1743—1809, Maler

Af Jul. Lange

Billede

Nicolai Abildgaard tegnede de fleste af illustrationerne til Jens Baggesen's oversættelse af »Niels Klim«. En enkelt blev dog tegnet af Jens Juel. Alle illustrationerne blev stukket af Clemens.

Nicolai Abraham Abildgaard, 1743—1809, Maler. A. er født i Kjøbenhavn (døbt 11. Sept. 1743); hans Fader var Arkivtegneren Søren A.. Da han som Dreng ansaas for at have ringe Evner, sattes han i Lære hos en Malermester; men det maa erindres, at hans Hjem og Omgivelser samtidig bøde hans, da den en Gang var vaagnet, ualmindelige Trang til Dannelse Næring. Som Malersvend arbejdede han paa Dekorationer under Prof. J.E. Mandelberg og besøgte nu ogsaa det nye Kunstakademi, hvor han fra 1764 til 1767 vandt Medaillerne. Tre Konkursarbejder [dvs. Konkurrencearbejder] af ham (Malerier over gammeltestamentariske Æmner) bevares paa Kunstakademiet; de vise tydelig, at det, som Akademiet paa hin Tid meddelte sine Elever og atter krævede af dem, kun var en aldeles overfladisk Praxis i at lave et Billede i en Manér, som for den, der ikke saa nøjere til, kunde minde om Nic. Poussin, le Brun og de øvrige franske Malere. Naturen kastede man kun et flygtigt Blik paa gjennem en tankeløst overleveret Kunststils Briller. Det blev senere A. selv, som først indlagde sig Fortjeneste af at højne Niveauet for Akademiets Malerskole meget betydelig; dog maa det her strax bemærkes, at hans Stræben ingensinde gik i Retning af at sætte Kunsten i noget nærmere, mere direkte Forhold til Naturen og Virkeligheden. Han var bestandig erklæret Idealist, endog i den Grad, at han ikke gav sig af med at male Portrætter; han øste Kunsten i alt væsentligt op af den ældre, klassiske Kunsts Kilder. Selv hvor han i et eller andet satirisk Æmne tegner eller maler noget, som skal forestille den samtidige Virkelighed, er Stilen i hans Fremstilling alligevel ikke formet over Virkeligheden, men over den store Kunsts Traditioner.

For en dansk Maler af denne Retning er Udenlandsrejsen den vigtigste Sag af alle. Den store Guldmedaille, som han havde vundet, gav ham Adkomst til et Stipendium; men han maatte vente paa det i 5 Aar (til 1772). Medens det tidligere havde været det almindeligste, at de rejsende Kunstnere først gik til Paris, begav A. sig lige til Rom og forblev der, med Udflugter til Neapel osv., i 5 Aar, ivrig beflittet paa at udvide og uddybe sin kunstneriske Dannelse. Efter nedarvet Skik studerede han Annibale Carraccis Freskomalerier i Palazzo Farnese, dernæst Rafael, som han, i alt Fald senere, skattede højere end alle andre Malere, og Michelangelo, der dog synes at have haft mere Indflydelse paa ham end Rafael. For Koloritens Skyld kopierede han Titians store Altertavle med den nøgne Sebastiansfigur (nu i Vatikanets Galleri): den pragtfulde, dybe, rødlig gyldne Karnation og den fede Paasætning af Farven i denne Skikkelse fik en overordentlig bestemmende Indflydelse paa hans egen Farvegivning hele hans Liv igjennem. Men alsidig anlagt, som han var, studerede han alle Kunstens Grene: Skulptur, Arkitektur, Dekoration og erhvervede sig meget betydelige Kundskaber i Mythologi og Antikviteter saa vel som i Anatomi og Perspektiv. Antikens plastiske Sans beundrede og studerede han i dens Skulptur og i dens Vaseformer, Bygningsformer, Møbler; Levningerne af dens Malerkunst, som man den Gang netop begyndte at faa Øjet op for, interesserede ham; men han synes ikke at have vurderet dem saa højt, som de fortjene.

Med Rette benyttede han sit Ophold i Italien mere til Studium end til Produktion. Det betydeligste Maleri, han frembragte, var »den jamrende Philoktet« (i den kgl. Malerisamling). Det laa godt for A. hele hans Liv igjennem at vælge en enkelt, betydningsfuld Skikkelse til Gjenstand for Maleri eller Tegning: han komponerede vel meget kunstfærdig; men et dramatisk Sammenspil mellem flere Figurer blev aldrig hans Sag, det hæmmes af hans overvejende Interesse for den enkelte Figurs Stilling og Linjer. Hans Philoktet, som man ikke kan frakjende virkelig Alvor, men heller ikke sige fri for Affektation, vidner i Henseende til Behandlingen af Legemet om et meget dybtgaaende Studium: enkelte Partier, som højre Arm og Haand, ere næsten uovertræffelige; andre Ting rigtignok mindre vel lykkede (den bløde, slappe Ryg); Farven er glødende, stilfuld og skjøn, men ganske vist ikke studeret efter Naturen. Senere, da A. mere malede sine Figurer »ud af Hovedet«, henfaldt han til en Ensformighed, som har været paafaldende for alle: Skikkelserne blive alle lange og smalle ligesom hans egen, deres Gang krumknæet og slæbende; Bevægelsen af Figurens enkelte Dele følges hyppig ikke rigtig ad, falder ikke sammen til en hel, sandt opfattet Bevægelse; heri føler man allermest Savnet af et skarpt og hurtigt Blik for det virkelige Livs Fænomener. Dog bliver der bestandig noget vist storladent ved hans Skikkelser, og det bør stærkt fremhæves, at man vilde kunne sammensamle et lille Galleri af tegnede og malede Abildgaardske Figurer, maaske mest fra hans senere Periode, af en ren og glimrende Skjønhed, Frembringelser af en virkelig udmærket Kunst.

I Juni 1777 forlod A. Rom med Haab om at kunne blive Professor ved Akademiet i Kjøbenhavn, efter at Als var død Aaret i Forvejen. Han stod nu virkelig som en af Evropas lærdeste akademiske Malere, i lignende Betydning som man kan bruge dette Udtryk om hans samtidige: Mengs, Fussli, Julien de Parme, Reynolds, Benjamin West; hans Navn var kjendt og anset flere Steder i Evropa. Inden Hjemkomsten opholdt han sig nogle Maaneder i Paris. Her fik Poussins Stil, der jo tidlig havde indvirket paa ham gjennem Overlevering, vistnok ny Betydning for ham; man synes ogsaa at spore Indflydelse af Eustache Lesueur. Det manglede ikke paa Opfordringer til at gjøre Medlemsarbejde for Optagelse i det franske Akademi; men han undslog sig af Mangel paa Tid — ikke af Stolthed, udtalte han senere, skjønt han med det samme erklærede, at han ikke satte alt for megen Pris paa denne Ære.

I Dec. s. A. er han atter i sit Fædreland. Han udvirker extraordinært, at han strax kan blive agreeret ved Akademiet, tager derefter fat paa sit Medlemsarbejde (»Svend Tveskjæg og de danske Kvinder«), bliver Medlem af Akademiet næste Foraar, ansøger strax om at blive Professor og opnaar det. Samtidig med en flittig Virksomhed i Akademiet er han i de første 16—17 Aar derefter tillige meget produktiv som Kunstner. Hans store monumentale Værker skulle vi strax omtale; men foruden dem udgaar der fra hans Atelier en Mængde mindre, hvortil Æmnerne vare tagne fra alle Haande litterære Kilder — undertiden mindre bekjendte, eftersom A. satte mere Pris paa Anseelse for Lærdom end paa at blive let forstaaet. Der var græsk Mythologi og romersk Historie, Scener fra det gamle Norden efter Saxe eller efter Ewalds Behandlinger, Ossianske eller Shakespearske Skikkelser, Illustrationer til Niels Klim, som udkom i Clemens' smukke Stik. Skulde noget særlig fremhæves, kunde det vel blive hans smaa Malerier med enkelte Figurer af de to heroiske Skjalde Homer og Ossian, eller hans Sokrates i Fængselet (alle ligeledes stukne af Clemens). Tillige syslede han med Modellering, Kobberstikkunst, Læsning og Forfattervirksomhed osv.

Omtrent 1780 bød den danske Regering ham som »kongl. Historiemaler« en højst ærefuld Virksomhed: de største monumentale Opgaver, som kunde falde i en dansk Malers Lod, og en efter Datidens Priser anselig Løn derfor (1.000 Rdl. d. C. = 3.200 Kr. aarlig). Den overdrog ham nemlig at udføre fædrelandshistoriske Malerier til Christiansborgs Riddersal, det betydningsfuldeste Rum af verdslig Karakter i hele Landet. Paa de større Vægfelter for neden skulde den nyere Tids Historie fremstilles i et Billede fra enhver af de oldenborgske Kongers Regeringstid, i Salens øvre Del Æmner fra de ældre kristelige Kongers Historie, og i Loftet allegoriske Malerier med Hentydning til Rigets Tilstand under Oldtidens hedenske Konger. Til disse Billeder — Oliemaleri paa Lærred i fuld Farve — sluttede sig andre, malede graat i graat som Relieffer. Nogle af Hovedbillederne vare rent historiske Malerier, f. Ex. Christian IV i Slaget ved Femern, havde til Dels endog en temmelig tør administrativ Karakter, som Christian VI's Oprettelse af Dokken, Flaadearsenalet og Brandkassen i Kjøbenhavn. Men paa andre Malerier vare historiske og allegoriske Figurer blandede mellem hverandre efter det Exempel, som Rubens havde givet i sit berømte Galérie Medicis. Frederik V var forherliget som »den hyperboræiske Apollo«, tronende paa Skyer, omgivet af Minerva medica (Hentydning til Hospitalerne), Juno Lucina (Fødselsstiftelsen), »Freden«, »Kunstakademiet«, Neptun osv. Dette allegoriske Element var eneraadende i fire Dørstykker, som A. malede i »Souveræn-Gemakket« paa Christiansborg, og som forestillede Hovedepokerne i Evropas Historie.

Den Slags Allegori ansaas af Tidsalderens Æsthetikere for »Kunstens højeste og vanskeligste Trin, som kun Malere af første Rang kunde opnaa«, og A. erhvervede sig Navn af en »højst genial Allegorimaler«. Man beundrede f. Ex., at han for at minde om Krudtets Opfindelse havde fremstillet »Europa« siddende paa en Kanon, der er omstrøet med Bomber og Kugler. »Europa« saas her — med Hensyn til Søfart og Handel — med et Kompas i den ene Haand og et Par Vægtskaale i den anden. »Vægtskaalene staa i Ligevægt, men ere tomme — hvor sindrig udtrykkende!» udraabes der. (Der skal dog en ret sindrig Læser eller Beskuer til at fatte, hvori det sindrige her egentlig bestaar.) Disse dybsindige Ideer ansaa man for særlig udviklende for den unge Kronprins: »Store, og sikkert — derom kan ej tvivles uden af dem, som intet kjende til hans Karakter — frugtbare, gavnrige Tanker maa gjennemstrømme hans Sjæl ved ethvert Blik, han kaster paa dem.«

Det var, som man ser, en Slags kunstnerisk Hieroglyfskrift. A. vilde selv have vedkjendt sig dette Udtryk: han beundrede de gamles »vittige Billedsprog« og paastod, at »der var et sandt Billedsprog hos Grækerne som Hieroglyferne hos Ægypterne«. Han satte en Stolthed i at kunne dechiffrere den kunstige Sammenstilling af Symboler paa sent antike Monumenter; man har fra hans Haand en virkelig sindrig og lærd Fortolkning af en antik Marmortavle med Solens Billede (Minerva 1793, II). Men Hieroglyfer kunne kun læses af indviede, og et Chiffersprog duer kun for dem, der ere i Besiddelse af Nøglen til samme. Derfor arbejdede A. kun for et lærd og yderst faatalligt Publikum, eller maaske egentlig for slet intet, og havde ogsaa, som han ved Lejlighed røber, en Følelse af »at fattes Venner, som forstode ham«. For det større Publikum nærede han en souveræn Foragt. Et satirisk Billede af ham, »le sort des artistes«, stukket af Clemens, viser Publikum foran et Maleri: det bestaar af Personer med Æselsører, Svine- og Faarehoveder, af Kalkuner og Gæs osv. Billedet har følgende Motto af la Fontaine:

»Ceci s'adresse à vous, esprits du dernier ordre,
Qui n'étant bons à rien, cherchent sur tout à mordre.«


Dette er jo meget fornemt; men det er des værre for en Kunstner en mer end halvt ulykkelig Stilling at staa i et saa aldeles fjærnt Forhold til dem, der skulle se hans Billeder.

Han var unægtelig ikke saa ganske kommet paa sin rette Hylde. Derfor ligger det Spørgsmaal nær, om han da egentlig var kaldet til at være Kunstner, et Spørgsmaal, som Høyen, senere tiltraadt af Weilbach, har besvaret benægtende. Det skal være ene ved Arbejde, ved Flid, at han har naaet sine Resultater; »det var en begavet og aandrig Mand, som invita Minerva søgte at blive Kunstner«. Men det er ikke rigtigt. Ingen Kunstner i Verden er blevet fremragende uden stor Flid; men ingen har frembragt Arbejder som mange af A.'s alene ved Flid. Han havde store Naturgaver netop til det egentlig kunstneriske i Kunsten, et overordentlig sikkert Øje for Form og et endnu finere for Farve: han staar endnu som en af de faa danske Malere, der med Rette kunne kaldes Kolorister. Ogsaa for den rent mekaniske, praktiske Del af sin Kunst havde han udmærkede Evner: han var en Virtuos, en dreven Tekniker. Det, som det skortede ham paa, var ikke Kaldet og Evnen, men det rette Kunstnersind, der finder sig rigtig fyldestgjort ved Udøvelsen af Kunsten. Med sin overlegne Intelligens og stærke Selvfølelse vilde han fremfor alt være en af de Mænd, som gik i Spidsen for Udviklingen. Der har været Tider, da de forreste Pladser virkelig indtoges af Kunstnerne; men det kunde ikke blive Tilfældet i en Tid, der var saa mægtig bevæget af filosofiske og politiske Kampe som A.'s, tilmed i et Land, hvor Kunsten var ny og en lidet anerkjendt Magt. Derfor havde han ikke nok i sin Kunst, selv om han paa de gamle Renaissancemestres Vis vilde udøve alle Kunster. Han vilde være Leder og Styrer, Tænker, Forsker, Kritiker, Lærd. Og dette virkede tilbage paa hans Malerkunst: for at give den en Stemme med i Diskussionen gjorde han den mere filosofisk og pædagogisk, end dens Natur tillod; den led Skade paa sin æsthetiske Uskyldighed, erstattede den umiddelbare Følelse ved spidsfindig udspekulerede Hentydninger, saa at til Slutningen Forklaringen i Katalogen blev mere vigtig end Malerierne selv.

Christiansborgs Brand i Febr. 1794 blev en afgjørende Begivenhed i A.'s Liv. »Nu brænder mit Navn«, raabte den ærgjerrige Mand. Han havde den Gang afleveret 10 af de større Malerier, af hvilke kun tre frelstes. Ej alene Fortidens Arbejde gik til Grunde, ogsaa Fremtidens Virksomhed og dens Løn indskrænkedes med ét. Den kraftige Mands Virkelyst led et alvorligt Knæk: Arbejdet i Atelieret smagte ham i lang Tid ikke, som Maler frembragte han i 6 Aar saa godt som intet. Arkitektur og Dekoration synes i denne Mellemtid at have været mere tillokkende for ham. Han ledede Dekorationen af det Levetzau'ske Palais paa Amalienborg (for Tiden Udenrigsministerium) [nuværende Christian VIII's Palæ]; i det plastiske Arbejde deltog hans unge Ven Thorvaldsen. Gjenopførelsen af store Partier af Kjøbenhavn efter Branden 1795 gav ham ikke alene flere dekorative Opgaver, men gjorde ham endog til udøvende Arkitekt: Vinhandler Lorenzens Gaard paa Nytorv opførtes efter hans smukke Plan (desuden vistnok en stor Gaard paa Gammeltorv). Han syslede ogsaa med Planer til Christiansborgs Gjenopførelse. Men i Begyndelsen af det nye Aarhundrede fik han under forandrede huslige Forhold ny Lyst til Malerkunsten. Han udførte med megen Omhu fire Malerier, som fremstille Scener af Terents' Komedie »Andria« (i den kgl. Malerisamling), desuden et Par fine Smaabilleder af Appulejus' »Gyldne Æsel« (sammesteds). I de terentsiske Billeder har A., som Høyen fremhæver, mindre tænkt paa at fremstille det antike Theater end Hverdagslivet i en antik By: det er derfor en Inkonsekvens, at Davus optræder med den komiske Maske for Ansigtet. Meget i disse Malerier minder for Resten endnu om Poussin.


Foto: Bjoern Andersen

Frihedsstøtten i København mellem Vesterport Station og Hovedbanegården, i baggrunden Axelborg. Déngang på terrænet mellem voldene og 'søerne'. På obelisken står:

KONGEN / BØD / STAVNSBAANDET / SKAL OPHØRE / LANDBOE LOVENE / GIVES / ORDEN OG KRAFT / AT / DEN FRIE BONDE / KAN VORDE / KIEK OG OPLYST / FLITTIG OG GOD / HÆDERLIG BORGER / LYKKELIG

Foto: Bjørn Andersen, 2007.


A., som i sin Ungdom havde oplevet den Struenseeske Periode i Danmark, senere i Rom Jesuiterordenens Ophævelse og i Paris de stærke Brydninger, der gik forud for Revolutionen, hyldede afgjort frisindede og fritænkerske Anskuelser. Han var saa temmelig en Præstehader og vistnok en meget lunken Beundrer af Kongerne, om han end med sin Pensel forherligede den oldenborgske Stamme. Hvor Regeringen selv optraadte i den nye Tids Aand, som ved Bondeemancipationen, samstemmede han med den: han var en af Indbyderne til Indsamling for Frihedsstøtten (1792), han gav Tegning til dette Monument som Helhed og til de to Relieffer paa Fodstykket. Men for Resten kom hans Anskuelser, især i den sidste Tid af det 18. Aarh., tit i Strid med konservative Avtoriteter og Traditioner. I en (anonym) Artikel i »Minerva« 1798 protesterer han i en irriteret Tone imod, at en Hædersmedaille for Biskop Balle havde faaet Mottoet: »Religionens Ven, Statens Ven« (»Vi ville ikke engang betragte disse Ord i deres videste og mest forhadte Betydning, — at ingen skulde være Statens Ven uden tillige at være Religionens« — — men »hvad har Politik med Dogmatik, Stat med Religion, nogen menneskelig eller borgerlig Myndighed med min Tro at gjøre?«). Han var den Gang Omgangsven med den franske Republiks Repræsentanter og med P.A. Heiberg. Da Heiberg i Følge Hof- og Stadsrettens Dom af 24. Dec. 1799 skulde gaa i Landflygtighed, tegnede A. til hans Stambog et Billede af en kvindelig Skikkelse, som i fortvivlet Sorg og Skam skjuler Ansigtet i Hænderne, medens Retfærdighedens Symboler ligge henslængte paa Jorden. Han snærtede ogsaa Samfundstilstandene i satiriske Billeder i en Aand, som minder om P.A. Heibergs polemiske Digte (»Lykkens Tempel«, malet paa en Kakkelovnsskjærm, og Laterna-magica-Billeder, stukne af Clemens m. m.). Det kan være hvast og sindrigt og i kunstnerisk Henseende pikant og smukt; men det er, ligesom Billederne til Niels Klim, ganske blottet for umiddelbart komisk Lune.

I sit Forhold til Akademiet og sine Kunstfæller begyndte A. som Opponent og endte som Despot. Allerede da han ansøgte om Rejsestipendium, optraadte han som Reformator, idet han krævede Stipendierne tildelte ikke som hidtil efter Anciennitet, men efter Konkurrence. Han havde Ret i Principet og vandt Sejr, maaske ved Struensees Indblanding; naturligvis høstede han selv Fordelen deraf. Næppe er han blevet Professor (1778), før han nedlægger Indsigelse imod den Bestemmelse, at Professorerne selv skulle betale deres Patenter, og erklærer sig utilfreds med sin Løn som kgl. Historiemaler (til Dronning Juliane Marie sagde han: »Deres Majestæt, jeg tjener nu paa det samme som en Hyrekusk«). Ogsaa denne Gang føjede man ham. Senere, da han ansaa sig for moden til at blive Akademiets Direktør, 1787, nedlagde han Indsigelse mod den forrige Direktørs, Wiedewelts, Gjenvalg; foreløbig uden Held, dog opnaaede han næste Gang sit Ønske, idet han enstemmig valgtes til Direktør for Perioden 1789—91. Saa længe hans ældre Kolleger Wiedewelt og især Harsdorff levede, kunde hans Indflydelse næppe være eneraadende, om man end allerede tidligere kunde høre ham kaldt »den almægtige Abildgaard«; men da de faldt fra eller svækkedes, var der ikke længere nogen indenfor Akademiet, som kunde holde ham Stangen. Han var uafbrudt dets Direktør fra 1801 til sin Død 1809. Akademiet kunde paa mange Maader være tjent med en saa dygtig Mand til Leder; han har bl.a. Fortjeneste af dets Forsyning med Gibsafstøbninger og andet Apparat. Men han kunde optræde overmaade egenraadig og havde en Tilbøjelighed til at samle saa meget af Akademiet og overhovedet af Landets monumentale Kunstøvelse i sin Person som muligt. Foruden at være Professor ved Modelskolen vilde han ogsaa være Professor i Mythologi og i Anatomi; dog føjede Regeringen ham ikke heri, saa lidt som i hans Ønske om at lede Christiansborgs Gjenopførelse. Mødte han Vanskeligheder fra Akademiet, trak han sig gjærne som den vrede Achilles tilbage i sit Telt; det skete navnlig 1798—1800.

Som Personlighed er A. blevet meget strængt bedømt fra forskjellige Sider. En samvittighedsfuld Historiker som Werlauff (Hist. Tidsskr. 4. Række, 4. Bd.), der endog har overdrevne Forestillinger om hans kunstneriske Betydning, siger, at »han fra Karakterens Side var mindre anset; man antog og har stedse antaget, at han i høj Grad var Egoist og derfor søgte at fjærne eller nedtrykke alle fremspirende Talenter, i hvilke han troede at kunne befrygte nogen Rival«. Denne Dom kan, som ogsaa Weilbach har antydet, ikke anses for retfærdig. A. har en Gang ved Lejlighed ytret: »Hvad de franske kalde Jalousie de métier, tror jeg ikke, man med Rette skal kunne beskylde mig for, i det mindste er jeg mig det ikke selv bevidst.« Naar man til Støtte for Anklagen nævner hans bekjendte Sammenstød med A.J. Carstens, da denne i sin Ungdom opholdt sig i Kjøbenhavn, maa det erindres, at Carstens selv netop meddeler, at A. efter at have set hans tidligste Forsøg vilde drage ham frem og drage ham til sig. At det kort efter kom til et skarpt Brud imellem dem, er ikke saa underligt, eftersom Carstens fra sin Side medbragte en lignende Lyst til at »nedlægge Indsigelser«, som var ejendommelig for A., ja endog aabenbart brændte af Lyst til at udmærke sig som Oprører; han karakteriserer selv sin Færd paa et lidt senere Standpunkt som »starrsinniger Trotz«.

Vistnok krævede A. meget for sig selv: Magt, Indflydelse, en rundelig og anset Tilværelse; men han satte Pris paa det virkelige og solide Venskab og var ikke ligegyldig for andres Interesser, naar de vare Interesse værd. Dette bevises især af hans Forhold til Thorvaldsen, som er mindeværdigt i vor Kunsts Historie. A. synes tidligere end nogen anden at have haft en bestemt Overbevisning om Thorvaldsens Betydning, og det uagtet den unge Kunstners naive, bløde, drømmende Natur, der var saa utilgængelig for lærde Kundskaber, var meget forskjellig fra hans egen. Han tog sig med den utrætteligste Iver af Thorvaldsens Sager og gjorde ham uundværlige Tjenester. Og hans Venskab for Thorvaldsen gjaldt ikke alene den lovende Kunstner, men strakte sig til hans rent menneskelige Forhold. Under Begyndelsen af Thorvaldsens Ophold i Italien hjalp A. uafladelig hans fattige Forældre. En Ytring af den gamle Fader i et Brev til Sønnen i Rom fortjener at anføres til Modvægt mod hint Ry for Egoisme: »Der er ingen af dine Venner, der har gjort mig noget godt, undtagen Hr. Justitsraad Abildgaard.«

Men i Venskab gjælder det ikke alene om positive Tjenester, men ogsaa om Maaden, hvorpaa de ydes: af Maaden kjender man Hjærtelaget. Og heri har der vistnok tit været noget stødende ved A.'s Færd. Han synes temmelig hensynsløst at have paabyrdet Thorvaldsen Hverv og Kommissioner, der voldte Omkostninger, uden at være tilstrækkelig redebon til at dække disse. Og han taler lidt vel meget om sin Protektion. »Vær De ganske rolig«, skriver han, »jeg har en Gang været saa heldig at kunne bidrage noget til Deres Vel, og jeg slipper sjældent halvgjort Arbejde. Hvad jeg kan gjøre for Dem, kan De lide paa, skal ikke blive forsømt.« A. kunde med Sandhed udtale disse Ord; men man synes dog at mærke igjennem dem et Sind, der ingenlunde glemmer sig selv for Vennens Interesser, men tager den Opgave at virke for dem som et Stykke Arbejde, der tiltaler hans stolte Energi, hans Lyst til at sætte sin Vilje igjennem. Desuden var han overdrevent lidt følsom i sin Udtryksmaade, som da han i et Brev af 17. Jan. 1804, rent i forbigaaende og midt inde mellem andre Ting, melder Thorvaldsen — hans Moders Død! (»Om De ikke allerede véd det, vil jeg herved lade Dem vide, at Deres Moder er død og begraven for en 14 Dage siden; naar Deres Fader trænger, kommer han til mig, og jeg giver ham den Understøttelse, jeg formaar, som jeg for Fremtiden skal vedblive for Deres Skyld.«) Intet Under, at Thorvaldsen baade ved Indholdet og Formen af denne Meddelelse følte et Stik i Hjærtet, som i længere Tid gjorde ham bittert stemt mod A. Og dog var det A., som i Gjerningen ogsaa havde hjulpet her, i det han havde lagt de fornødne Penge ud til Moderens Begravelse. Han brugte senere det Udtryk, at han havde »betalt hendes Begravelse«; men af et Brev fra Gotskalk Thorvaldsen ser man dog, at det denne Gang var et Laan.

Vi fremdrage dette Træk exempelvis til Oplysning om hans Handlemaade i rent menneskelige Anliggender. Ligesom hans Kunst har hans personlige Væsen baaret Præg af Viljens og Intelligensens Overvægt over den umiddelbare Følelse. Han har desuden vistnok manglet en vis naturlig Ynde, været haard og kantet af Væsen ligesom af Figur, kold, arrogant og bydende i sin Tale, selv hvor han mente det godt. Deraf forstaar man let, at han har stødt an imod manges Egoisme, hvilket atter tilstrækkelig forklarer, at han selv er blevet udskreget som en stor Egoist. Paa hin Tid, da den offentlige Stemme kun gjorde sig lidet gjældende om Kunstens Anliggender, maatte Kritiken lige saa vel som Kunsten mest udøves fra oven, fra Akademiet og dets styrende Mænd. Sikkert har mangt et lille Kunstneræmnes Indbildskhed vaandet sig for hans hvasse, spodske Ord og ment sig berettiget til at jamre over, at han ingen Rival vilde taale ved Siden af sig, selv om vedkommende aldeles manglede Evne til at blive hans Rival. Om han end »fra Karakterens Side var mindre anset«, saa har han dog sikkert i det mindste været anset for at have Karakter, hvilket ikke er nogen ringe Ros.

En samtidig Tegning viser A. i et af hans smukke, rummelige Værelser paa Charlottenborg: den lange, magre Skikkelse sidder fordybet i sine Tanker, med Ryggen støttet mod en Kommode, hvori han har sin Samling af Mønter, Kobberstik osv.; Fødderne med Tøfler paa strækker han hen imod Kakkelovnen. En opslagen Bog har han lagt fra sig; en stor Reol med Bøger staar umiddelbart ved Siden af ham. Det har vistnok været en Yndlingssituation for A., som en Vennehaand (formodentlig Sergel [den svenske billedhugger Johan Tobias Sergel]) her har skildret. Han lagde megen Vægt paa en skjøn, solid, kunstnerisk Udstyrelse af sit Hjem, gav selv Tegninger til sine Møbler efter antike Motiver, i en Stil, som den Gang var ny i Danmark, og omgav sig med en ret kostbar Samling af Billedværker, Bøger og alle Haande Kunstsager. Hjemmet havde ikke altid været lykkeligt for ham. Hans første Hustru; f. Oxholm, skal have været »en meget lunefuld Person«; Ægteskabet opløstes ved Skilsmisse, og en Søn af det døde. Senere, som en Mand paa 60 Aar, 1803, indgik han et nyt Ægteskab med en smuk og aandrig ung Kone, som var skilt fra sin Mand (Juliane Marie f. Ottesen, f. i Ostindien 1770, død 1848, forhen gift med Kammerjunker A. Hauch). Det skal have været et virkeligt Inklinationsparti, og det gjorde den aldrende Mand lykkelig. Paa et af sine seneste Malerier, en af Illustrationerne til Terents' »Andria«, har A. malet sig selv i Mellemgrunden som en antik Borger, staaende i sin Husdør med sin Hund, medens den unge Hustru sidder uden for Døren med Barnet paa Skjødet — en Gruppe af ualmindelig Skjønhed. Det er et idealiseret Billede af hans sene huslige Lykke. Ægteskabet skjænkede ham to Sønner og en Datter. Han forøgede endnu dette Familielivs Skjønhed ved at kjøbe et yndigt lille Landsted, Spurveskjul, ved Frederiksdal; der døde han 4. Juli 1809, efterladende sig rundelige Kaar for sin Familie.

Hans Portræt er malet af Juel og modelleret i Medaillon af hans Ven, den berømte Sergel. Senere har Saabye modelleret en Statue af ham efter samtidige Portrætter.



Til: Indholdsfortegnelsen




Abildgaard, Peter Christian, 1740—1801, Veterinær

Af B. Bang

Peter Christian Abildgaard blev født i Kjøbenhavn 22. Dec. 1740. Hans Fader var Søren A. Han meddelte Sønnen den første Undervisning og lærte ham ikke blot de gamle Sprog og Tegnekunsten, men lod ham allerede meget tidlig læse kemiske og mineralogiske Bøger. Fra sit 12. til sit 16. Aar gik A. dernæst i Kathedralskolen, men blev saa taget ud af 5. Klasse og sat i Lære i et Apothek, fordi Faderen ikke mente at kunne faa Raad til at holde ham frem ad den studerende Vej.

Heldigvis kom han til den bekjendte Apotheker J. F. Cappel, som var en dygtig Kemiker, og hos ham kom han tillige i Berøring med en ung Mand, F. H. Müller, der senere vandt et stort Navn som teknisk Kemiker. Her var altsaa Lejlighed til at lære Kemien grundig, og A.s Biograf, E. Viborg, fortæller ogsaa, »at han, der om Dagen maatte passe sin Dont som Lærling i Apotheket, ofte brugte Natten til kemiske Forsøg, medens han sædvanlig anvendte Morgenstunden til at udvide sine Skolekundskaber«. Hos Cappel blev han i 4 Aar og vandt i høj Grad hans Yndest, men da det 5te Aar kom, meldte han ganske uventet sin Principal og sin Fader, at han vilde være Student. Uagtet deres Modstand satte han sin Plan igjennem og blev akademisk Borger i sit 20. Aar (1760). Efter at have underkastet sig den filosofiske Examen og taget Baccalaureigraden ved en Afhandling »de utilitate chemiæ in oeconomia reipublicæ« 1762 studerede han Medicin. Han blev snart yndet af Universitetets Lærere, tegnede for E. Pontoppidan [se om Erik Pontoppidan i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] til »Danske Atlas« og blev Amanuensis hos Prof. de Buchwald.

Imidlertid begyndte i 1762 Kvægpesten, der i Aarene 1745—51 havde hærget Danmark umaadelig, igjen at vise sig, og Frederik V besluttede nu efter Bernstorffs Raad at sende 3 unge Medicinere til Lyon, hvor Bourgelat i 1760 havde grundet den første Veterinærskole, for at de der kunde lære at behandle Kvægsygen. Valget faldt blandt andre paa A., og herved blev han ført ind paa den Vej, som senere fortrinsvis skulde gjøre ham berømt. Han kom til Lyon i 1763. Forholdene her tiltalte i Begyndelsen hverken ham eller hans Rejsefæller. Uagtet det foruden deres særlige Opgave med Hensyn til Kvægpesten tillige i al Almindelighed var paalagt dem at lægge sig efter Veterinærkunsten, havde de egentlig ingen Forestilling om, at de skulde tage fat paa en hel ny og stor Videnskab. A. fortæller selv, at de nærmest tænkte paa at dyrke de Studier, de allerede havde paabegyndt, og kun ved Siden af søge at indhente Erfaring om Behandlingen af Kvægpesten. Men nu fandt de i Lyon en Anstalt, der med de menneskelige Lægeskoler som Forbillede lagde Vind paa det theoretiske Studium især af Hesten og dens Sygdomme. Særlig Hestens Anatomi dyrkedes, »maaske mere end ret var«. Pathologien og Therapien stode derimod paa svage Fødder. »Den Videnskab, som Skolen højtidelig lovede, skulde først grundlægges«, siger A. De saa snart, at Helbredelseskurene kun kunde kaldes Forsøg, og at disse »experimenta«, der vare overladte til ukyndige Elever, sjælden anstilledes saaledes, at man deraf kunde høste grundig Kundskab om Sygdommens Natur og Lægemidlernes Virkning. Undervisningen led ogsaa af store Mangler, idet Bourgelat selv blot skrev sine Forelæsninger og lod dem holde af ukyndige Kirurger, fordi det ikke passede for en Mand af hans Stand at holde Forelæsninger.

Medens en af A.s Rejsefæller aabent udtalte sig om disse Mangler og derved fornærmede Bourgelat saa meget, at han maatte drage bort, kastede A. sig derimod med sin vanlige Energi ind i Studiet og underkastede sig til sine Rejsefællers Forundring ganske den Disciplin, som var indført for Skolens Lærlinge, der gjennemgaaende vare af langt ringere Opdragelse. Han lærte alt, hvad der kunde læres, og vandt Bourgelats Yndest, saa at han endog nogenlunde fandt sig i, at A. ogsaa søgte Undervisning hos Bourgelats Modstander Dr. Vitet. Man gjorde ham smigrende Tilbud om at faa Ansættelse ved Skolen i Lyon, men han afslog dem og vendte efter 2 1/2 Aars Ophold der tilbage til Kjøbenhavn i 1766.

Her var imidlertid Frederik V død, og Interessen for Veterinærvæsenet var kølnet. Det lykkedes dog A.s Velynder, Livmedikus Berger, at sætte igjennem, at han beholdt sit Stipendium (250 Rdl.) i 2 Aar og blev udsendt for at søge at bekæmpe den endnu herskende Kvægpest. Hermed havde han imidlertid intet Held, og da han nu troede at maatte opgive ethvert Haab om at komme til at virke for Veterinærvæsenet, kastede han sig paa ny over Lægevidenskaben, som han i øvrigt ogsaa i Lyon havde dyrket ved Siden af Veterinærfagene, og i 1768 fik han den medicinske Doktorgrad ved en Afhandling »de venæsectione in suppressis menstruis«. Derpaa praktiserede han som Læge i Kjøbenhavn, og uagtet han maatte kæmpe imod en hel Del Fordom og Ringeagt paa Grund af hans tidligere Syslen med Dyrlægekunsten, lykkedes det ham dog at samle sig en god og anset Praxis, støttet som han var af en Del af de mere fremragende Lægers Yndest. Theoretisk syslede han dog endnu noget med Veterinærvæsenet og udgav saaledes i 1770 sin fortrinlige lille Bog: »En Dansk Heste- og Qvæg-Læge. Efter Kgl. allernaadigst Befaling forfærdiget til Bøndernes Brug og Nytte« (82 S.). Denne Bog har haft en overordentlig stor Udbredelse, er udkommen i 5 Oplag paa Tysk og 8 paa Svensk og blev endnu i 1883 udgivet i 13. (ganske vist stærkt omarbejdede) Oplag paa Dansk. I 1771 udgav han, ligeledes med kgl. Understøttelse, 1ste Bind af »Unterricht von Pferden, Kühen, Schaafen und Schweinen» (256 S.), indeholdende disse Husdyrs, navnlig Hestens, Bedømmelseslære og Læren om deres Avl og Pleje. Bogen havde allerede i 4 Aar ligget færdig i Manuskript paa Dansk. 2det Bind, som skulde indeholde Sygdomslæren, udkom des værre aldrig.

Denne Bog gav Anledning til, at Struensee efter Geders Tilskyndelse opfordrede A. til at indgive Forslag om Oprettelsen af en dansk Veterinærskole. A. havde paa dette Tidspunkt egentlig slet ingen Lyst til at afbryde sin gode Livsstilling som Læge og begynde paa et saa stort og vanskeligt Foretagende, men han gav dog efter for Bergers indtrængende Formaninger om at gjøre sine veterinære Kundskaber frugtbringende for sit Fædreland. Kort efter indtraadte imidlertid Struensees Fald, men paa samme Tid optraadte der en meget dødelig Lungesyge i de kgl. Stutterier, og Arveprinsen søgte A.s Raad herom. Da det var lykkedes ham i kort Tid at standse Sygdommen, bleve Forhandlingerne om Oprettelsen af en Veterinærskole gjenoptagne, og 3. Jan. 1773 blev det efter A.P. Bernstorffs Indstilling resolveret, at A. med en Gage af 1.200 Rdl. skulde paa egen Bekostning indrette en saadan. Nu kastede han sig med megen Energi over Sagen, kjøbte en Ejendom med stor Grund paa Christianshavn, og allerede 13. Juli samme Aar aabnede han sin Skole, ved hvilken han i de første Aar var den eneste Lærer. Hans aarlige Løn kunde naturligvis ikke forslaa til Afholdelsen af Udgifterne til Skolens Indretning og Drift, men det varede heller ikke længe, inden Staten ofrede noget mere paa den nye Anstalt, som den endelig overtog helt i 1776. Senere afkjøbte den tillige A. hans anselige Bibliothek, mineralogiske og fysikalske Samling, hvorved Skolen i denne Henseende blev bedre udstyret end nogen af Udlandets Veterinærskoler. Dens første Elever vare Officerer og Korporaler af Kavalleriet og Beriderne fra de kgl. Stalde. Senere kom Lærlingene væsentlig til at bestaa af Underofficerer og Fanesmede fra Kavalleri og Artilleri samt af civile Lærlinge, en fra hvert Stift i Danmark og Norge. Studietiden var 3 Aar. Desuden modtog en Del Smedesvende af Lavet en kortere Uddannelse for at blive brugbare som Kursmede. Fra 1776 af blev der holdt 1 eller 2 unge Medici eller Chirurgi som Pensionærer og Hjælpelærere ved Skolen. Den første af disse, der kom til at gjøre Veterinærvæsenet varig Nytte, var Erik Viborg. Han virkede fra 1783 som anden Lærer ved Skolen, men synes at have voldet A. mange Bryderier ved sin urolige, forfængelige og intrigante Karakter. Desuagtet ophørte A. aldrig at hjælpe og støtte ham og bedømte hans Færd paa den elskværdigste og mest overbærende Maade. En anden meget talentfuld og ham altid inderlig hengiven Elev fik A. senere i J. V. Neergaard. Ogsaa adskillige fremmede besøgte A.s Skole, og ligesom denne efterhaanden tilkæmpede sig megen Anseelse her hjemme, indtog den i det hele en fremragende Stilling mellem Datidens veterinære Læreanstalter.

Ganske uden Kritik blev A.s Virksomhed dog ikke. Den bekjendte skarpe og hensynsløse Riegels angreb ham saaledes i sin Bog »de fatis faustis et infaustis Chirurgiæ« (1787) meget heftig, navnlig i hans Egenskab af Lærer i Dyreanatomi, idet han siger, at der »om Dyrenes Anatomi som Videnskab hersker stor Tavshed«, og at A. »elsker og driver hellere Hofsager end de Ting, der høre til Dyrlægekunsten«. For saa vidt der til Grund for dette Angreb har ligget andet end personlig Uvilje, har det sikkert beroet paa et Fejlsyn paa Skolens Opgave, der ikke væsentlig var at være en videnskabelig Anstalt til Studiet af Dyreanatomi, men som i første Linje skulde være en praktisk Skole for Dyrlæger. »Hellere ulærd end unyttig«, siger A. i Fortalen til sin »Heste- og Kvæglæge«, og i sit Svar til Riegels hævder han, at saa vist som Bondens Ruin ofte følger af hans Husdyrs Sygdom og Død, maa Veterinærskolen anses for en af Statens nyttigste Indretninger, og han tror, at den Tid og det Arbejde, han har anvendt paa dens Fremme, ere vel anvendte, ja bedre, end om han havde sørget mere for sit Ry ved lærde Værker. Riegels' Angreb fremkaldte ogsaa de mest anerkjendende Udtalelser om A.s Virksomhed fra Skolens Direktion.

Ligesom saa mange andre af Datidens bedste Mænd saa ogsaa A. sin højeste Opgave i at fremme det nyttige, det, der kunde tjene til Landets Fremgang og Borgernes Lykke. Til dette Maal arbejdede han hele sit Liv utrættelig og paa mangfoldige Maader. Som Medlem af Stutteridirektionen virkede han meget til Hesteavlens Forbedring, og ikke mindre ivrig arbejdede han paa Ophjælpningen af Faareavlen, navnlig ved Indførelsen af det spanske finuldede Faar, over hvis Levemaade han paa en Rejse i Spanien 1793 gjorde interessante Iagttagelser. I Forening med E. Viborg udgav han i 1800 et udførligt og grundigt Arbejde (128 S.) »Vejledning til en forbedret Faareavl og de spanske Faars Behandling i Danmark og Norge«.

Viborg tillægger ham stor Fortjeneste af Kvægpestens endelige Udryddelse ved Hjælp af Spærring og Nedslagning (1781). Om denne Sygdom skrev han i 1779 en udførlig Afhandling, som indeholder mange interessante Iagttagelser. Den er oversat paa Tysk af Viborg og udgiven i hans »Sammlung von Abhandlungen für Thierarzte und Oekonomen« l, 1795 (88 S.). Praktisk vigtige vare ogsaa de Forbedringer, han indførte ved Hestebeslaget, i det han afpassede det nøje efter Fodens Bygning og grundede det paa fysiologiske Principer, som i det væsentlige vare rigtige.

I Aarene 1774—78 var han Præsident i Landhusholdningsselskabet, og det kan næppe betvivles, at han har haft væsentlig Andel i den betydelige Virksomhed til Landbrugets Fremme, som paa den Tid udfoldedes.

I de første Aar, efter at Veterinærskolen var oprettet, vedblev A. at virke som Læge, og i 1775 blev han endog Stadsfysikus. Som saadan virkede han, efter Viborgs Vidnesbyrd, »adskilligt godt for det offentlige og var en ivrig Deltager i Jordemoderkommissionens, Karantænekommissionens og Collegii medici Forretninger«. Senere se vi ham meget virksom i Selskabet for druknedes og skindødes Redning. To Taler af ham ved dette Selskabs Aarsmøder ere offentliggjorte i »Bibliothek for Physik, Medicin og Oekonomie« 1798 og 1800. Sit Lægeembede og sin Praxis nedlagde han i 1782, da Veterinærskolen lagde mere og mere Beslag paa hans Tid og Arbejdskraft.

Ved Siden af sin mangesidige Virksomhed i forskjellige praktiske Retninger fandt A. Tid til videnskabelige Arbejder i Naturvidenskabens forskjellige Grene. I disse var han hjemme som faa, og han har leveret mangfoldige, om end i Regelen ikke omfangsrige, Arbejder paa Fysikens, Kemiens, Mineralogiens, Zoologiens og Fysiologiens Omraade. Han spillede en meget betydelig Rolle i det videnskabelige Liv her hjemme og stod i jævnlig Forbindelse med mange Naturforskere i Udlandet, hvor hans Navn overalt havde en god Klang. Han var Medlem af en Mængde lærde Selskaber i Udlandet, og 1791 tilbød man ham Stillingen som Direktør for Veterinærskolen i Hannover. Af det danske Videnskabernes Selskab blev han Medlem 1775, og fra 1795 til sin Død var han dets Sekretær. Som saadan holdt han i 1797 en Mindetale over A.P. Bernstorff, der havde været Selskabets Præsident. Denne meget vel skrevne Tale (57 S.) roser Molbech (i sin »Vidensk. Selskabs Historie«) som »en af de bedste, værdigste og mest passende Taler, der ved lignende Anledninger ere hørte i dette Selskabs Sale«.

Af A.s mineralogisk-kemiske Undersøgelser fortjener især at anføres, at han var den første, der foretog en kemisk Undersøgelse af Kryolith og gav den Navn. Han paaviste, at den indeholdt Fluor og Aluminium, medens den tredje Bestanddel, Natrium, først fandtes senere. Hans mineralogiske Samlinger vare betydelige; en stor Del af dem blev kjøbt til Prins Christian Frederik, men gik des værre til Grunde ved Slotsbranden 1794. Ved A.s Død blev en betydelig og værdifuld Mineralsamling kjøbt til det den Gang paatænkte Nationalmusæum; den findes nu i Universitetets mineralogiske Musæum.

Hans zoologiske Arbejder ere vel for største Delen Smaaartikler, men om hans Virksomhed i denne Retning saaledes end ikke er særdeles omfangsrig, er den dog (efter en Kjenders Udtalelser) »egnet til at indgyde Respekt og bærer Vidnesbyrd om en fremragende videnskabelig Begavelse«. Dette træder vel tydeligst frem i hans Afhandling om Slimaalen, Myxine, (»Schrift. der Ges. naturforsch. Freunde«) og i hans Bemærkninger om en hos Hundestejlen snyltende Bændelorm, Schistocephalus solidus, (i. Bd. af »Naturhist.-Selskabets Skrifter«). For det første af disse Dyr paaviste A. gjennem en anatomisk Undersøgelse, at det ikke som hidtil sædvanlig antaget hørte til Linnés Vermes, men var et Hvirveldyr. For Ormens Vedkommende paaviste han ved Fodringsforsøg — en den Gang ukjendt Methode —, at den i Hundestejlens Krophule levende Snylter, naar Hundestejlen fortæres af Vandfugle, udvikler sig videre i disses Tarme, som han rigtig formoder, til Kjønsmodenhed. Ogsaa hans Afhandlinger om Infusionsdyrenes Oprindelse (3. Bd. af Nat.-Selskabets Skr.) og om Megatheriet (Vid. Selskabs Skr., Ny Samling 5. D.), som han maatte snige sig til delvis at aftegne under sit Besøg af Musæet i Madrid, indeholde gode og træffende Bemærkninger. Hans øvrige zoologiske Arbejder — heri indbefattede de temmelig omfattende Bidrag til O. Fr. Müllers »Zoologia Danica« 3. og 4. Bd. — ere væsentlig af arts-beskrivende Natur.

Blandt hans fysiologiske Arbejder bør nævnes Bemærkninger om Granden, hvorfor Næsen altid mangler hos enøjede Monstra, Forsøg over Elektricitetens Indvirkning paa Dyr, over Blodkarrenes Indsugningsevne, over Hovedets Reproduktion hos Snegle, over Aandedrættet og over Kulstoffets Mængde i Blodet. Ogsaa disse Arbejder vidne om hans videnskabelige Begavelse og sunde kritiske Sans.

At han ogsaa paa Fysikens Omraade hørte til Tidens kyndigste Mænd her hjemme, kan man skjønne deraf, at det kort før hans Død blev ham tilbudt at blive Lærer i dette Fag ved Universitetet, hvilket han dog afslog, l Forening med E. Viborg udgav han i 1800 en stor Lærebog, »Indledning til almindelig Naturkyndighed for Dyrlæger« (324 S.), i hvilken Kapitlerne om Lyset, Elektriciteten, Magneten og Jordkloden ganske ere hans Arbejde. Denne Bog blev oversat paa Svensk og paa Tysk.

At A. maatte nære en levende Interesse for alt, hvad der kunde fremme Studiet af Naturvidenskaberne og Udbredelsen af Naturkundskab i vide Kredse, er en Selvfølge. Dette gav sig ogsaa mange Vidnesbyrd, af hvilke særlig fortjener at fremhæves, at han er den egentlige Stifter af Naturhistorieselskabet (1789), som en Tid lang spillede en ikke ringe Rolle i det videnskabelige Liv her hjemme.

For at fuldstændiggjøre Billedet af A. fortjener det at omtales, at han i sine yngre Dage var Medarbejder af flere af Datidens kritiske og æsthetiske Journaler. I en af dem (»Alm. dansk Bibliothek«, 1778) findes der af ham under Mærket Andreas Naalemager enkelte vittige, satiriske, smaa Afhandlinger.

Efter et Liv, der trods hans svage Helbred lige til det sidste var viet til utrætteligt Arbejde til Gavn for hans Fædreland, døde A. pludselig af et apoplektisk Tilfælde 21. Jan. 1801. Hans Død vakte almindelig Beklagelse, og hans Minde hædredes i Tale og Skrift af adskillige ansete Mænd. Det kan heller ikke betvivles, at A. hørte til Fædrelandets bedste Sønner. Han var et lyst og skarpsindigt Hoved, havde ualmindelige Kundskaber og besad fortrinlig Fremstillingsevne. Han havde stor praktisk Dygtighed og synes at have besiddet lykkelige Gaver til at arbejde sammen med andre. Hertil bidroge hans fine Dannelse og vindende Væsen, men. først og fremmest hans ualmindelig elskværdige Karakter.

A. ægtede 1767 Margrethe Christine Jagenreuter, Datter af Borgerkaptajn J., og fik med hende 2 Døtre. Den ene af dem blev gift med Kapitajnlieutenant Oxholm, den anden med Kammersekretær og Kommiteret Stoud.

Henvisning


Ludvig Holberg om kvægsygen, se: http://bjoerna.net/holberg/Kvaegsyge.htm



Til: Indholdsfortegnelsen




Abildgaard, Søren, 1718—91, Arkivtegner

Af Henry Petersen

Søren Abildgaard var Søn af Tolder Peder A. i Flekkefjord og Hustru Anne Sørensdatter og fødtes 18. Febr. 1718. Familiens formodede Nedstammen fra den danske Adelsfamilie af dette Navn har ikke kunnet bevises. A. gik i Skole i Christianssand og blev Student 1737. Noget Examensstudium har han ikke lagt Vind paa, og naar vi allerede finde ham gift 1739 med Anne Margrethe Bastholm, skyldes det vistnok et tidligt udviklet Tegnetalent, at han har fundet et nøjsomt Udkomme. I 1751 malede han et Miniaturportræt af Langebek [se om Langebek i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], det eneste Billede af denne, der kjendes, og i 1753 og 54 træffe vi ham som Langebeks Ledsager paa Rejse i Sverige og i Østersøprovinserne med det Hverv at tage Faksimiler af Haandskrifter og tegne de Segl og Monumenter, der fandtes at have Betydning for Fædrelandets Historie. Hans oprindelige Interesser gik, som maaske allerede hans Valg af Professor Horrebov til Privatpræceptor antyder, i Retning af Naturvidenskaberne, og for disses praktiske Anvendelse, særlig hvad Jordbundslæren angik, har han haft en udviklet Sans, der i Litteraturen viser sig ved en Række økonomiske Smaaafhandlinger saasom: Om Kalk og Kalkbrænderi, om Mergel, om Tørveproduktion, om Bliantserts i Norge, om Stutteri og Fiskeri o. s. fr. Endog medens han fulgte Langebek i Sverige, fik han Tid til at »paafinde en Komposition af Ler til Porcellæn«, som han lod brænde i Stockholm med et saa heldigt Resultat, at den svenske Regering, som Langebek vidner, bød ham et Par Hundrede Plåtar for Opfindelsen, et Tilbud, han dog ikke modtog.

Da A. kom tilbage fra sin 2 Aars Rejse med Langebek, var »hans forrige Levebrød kommet i andres Hænder«. Han indgav da 1755 en Ansøgning om at maatte blive Arkivtegnemester ved det kgl. Gehejmearkiv, indtil han kunde blive befordret til nødtørftigt Levebrød i Byen. Ansøgningen, der var varmt anbefalet af Langebek, bevilgedes i Sept. samme Aar, men Embedet var ulønnet, og allerede i Jan. 1756 indgiver A. en ny Ansøgning om mod fri Befordring og et lignende Gratiale af 300 Kr., som han havde haft paa sin svenske Rejse, at maatte aftegne »Monumenta Patriæ« saa vel i Hovedstaden som i Provinserne. Ogsaa denne Ansøgning bilagdes med en indtrængende Anbefaling af Langebek, til hvis egne Bestræbelser for at indsamle alt Materiale til Oplysning om Fædrelandets Historie de paatænkte antikvariske Rejser vilde afgive et betydningsfuldt Supplement. Og endnu i samme Maaned bevilgedes Ansøgningen — én Mand til Ærgrelse, Samleren Højesteretsassessor Klevenfeldt, der først havde Fortjenesten af at have ladet Segl og Gravstene aftegne og derfor betragtede A.s Forehavende som Indgreb i sit Domæne.

A.s Rejser strakte sig gjennem et Tidsrum af 21 Aar, 1756—76. Hans Tegninger, der ere udførte med Tusch, enkelte med Farve, bevares nu, 918 i Tallet, i det med Oldsagmusæet forbundne antikvarisk-topografiske Arkiv. Den langt overvejende Del er Gravmonumenter, ligesom det i det hele kun var de Monumenter, der bare Aarstal, Navne og Inskriptioner og saaledes fremtraadte som historiske Kilder, for hvilke Datidens Opmærksomhed var vakt, og som man fandt Interesse i at afbilde. Tegningerne vise en før ukjendt Bestræbelse for Proportionernes korrekte Gjengivelse og for Indgaaen i Detaillen, for saa vidt man da vidste at erkjende dens Interesse. I Læsning af Indskrifter har A. vist stort Mesterskab og Taalmodighed; sikkert nok skylder han Langebek sin første Undervisning heri.

A. havde ikke blot Gravstenene til Maal, naar han med sit kgl. Kommissoriepas meldte sig hos Herremænd eller Præster; han spurgte — som hans i antikvarisk-topografisk Arkiv bevarede fynske og jyske Rejsedagbøger udvise — om gamle Dokumenter og Portrætter paa Herregaardene, og i Kirkerne gjorde han Notitser om Inventariegjenstande, der bare Navne og Vaabenmærker, om Klokkeindskrifter og om Epitafier, hvilke Tiden ikke tillod ham at aftegne. For Døbefonternes Skulpturer og for Kirkernes Arkitektur og Bygningshistorie havde man endnu ikke Øje paa hans Tid. Om Dysser og Høje træffe vi derimod ikke sjælden Notitser med Beskrivelser og Maal. A. er den første sagkyndige Antikvar, der gjennemrejser Landet og til Dels Sogn for Sogn søger Oplysning om Mindesmærkerne. Alle tidligere Underretninger om disse vare indvundne ved Beretninger fra Præsterne af højst forskjellig Værdi.

I Firserne i forrige Aarhundrede var der Planer oppe om Udgivelse af Gravstenstegningerne i Kobberstik ved G. Haas under A.s Korrektur, men de strandede paa Omkostningerne. I 1859 er en enkelt Suite, de antvorskovske Monumenter, bleven bekostet udgiven af Fuldmægtig Anton Petersen. Af andre lejlighedsvis udgivne Monumenttegninger af A. maa særlig henvises til den mesterlige Tegning af den nu tabte Gravplade over Biskop Niels Jepsen i Værket over Roskilde Domkirkes Gravstene ved J.B. Løffler.

A. døde 2. Juli 1791. Efter et Vers over ham i Adresseavisen havde han længe været lidende, men var sig bevidst til Dødsstunden, i hvilken han sendte sin Slægt sin sidste Tanke. Hans fremragende Karaktertræk vare Nøjsomhed og Flid. Efter Tradition i Familien skal han til Tider have været sær og vanskelig, hvad der vel kunde stemme med Skildringer i Langebeks Breve fra Rejsen i Sverige, hvorefter A. ikke hørte til dem, der toge mødende Rejsegjenvordigheder med let Sind. Hans Hustru overlevede ham. I en mærkelig Grad gik A.s Begavelse som Kunstner og hans praktiske Sans over for Naturens Frembringelser i Arv til hans to Sønner, Maleren Nicolai A. og Veterinæren Peter Christian A. — Der er i Familien bevaret to forskjellige Miniaturportrætter af A. fra hans ældre Dage; hans Ansigt viser en skarp Profil og magre Træk.



Til: Indholdsfortegnelsen




Adzer, Daniel Jensen, 1731—1808, Medaillør

Af F.J. Meier

Daniel Jensen Adzer, af sønderjysk Æt, var født i Kjøbenhavn og Søn af Smeden Jonas Jensen A., en Slægtning af Smeden Daniel Preisler, der var Brandmajor i Kjøbenhavn under den store Brand 1728. Han blev Guldsmedsvend og lagde sig derpaa efter Medaillørkunsten. Det lykkedes ham at komme til Paris, hvor han uddannedes af gode Lærere, og senere til Rom, hvor han var sammen med Harsdorff, Billedhuggeren Stanley den yngre o. a., og hvorfra han i 1764 kom tilbage til Danmark. 1766 blev han Medlem af Akademiet i Kjøbenhavn paa en Medaille over dettes Præses Grev Moltke. I den følgende Snes Aar udførte A. Stemplerne til en stor Del større og mindre Medailler, blandt hvilke kan nævnes Medaillen paa Frederik V's Død, Medaillen pro meritis, Medaillerne over begge Bernstorfferne osv. [J.H.E. Bernstorff og Andreas Peter Bernstorff] A. var en flittig og duelig Kunstner, men hans Arbejder staa dog tilbage for Arbiens i Henseende til aandfuld Opfattelse og kunstnerisk Smag. Han havde adskillige Gange Uheld med sine Stempler, saaledes med dem til Medaillerne paa Moltke og paa Arveprins Frederiks Giftermaal; det ene Stempel til denne sidste sprang i Hærdningen, hvisaarsag A. i Skrivelse af 23. Juni 1774 klager sig fortvivlet for Akademiets Direktør Wiedewelt og beder ham »have Medlidenhed med en bedrøvet og sorrigfuld Medaillør, som er den usleste Dyr, der kan være til paa Jorden«. Efterhaanden blev A. forglemt og fortrængt af andre og yngre Kræfter og hensad i i sin Medlemsbolig i øverste Stokværk paa Charlottenborg næsten uden Sysselsættelse. Hans Indtægter, som aldrig havde været rundelige, vare som en Følge heraf i den sidste Snes Aar af hans Liv meget smaa, og ved sin Død 4. April 1808 efterlod han sin Enke Christiane Frederikke f. Schaeffer, Datter af en ruineret Snedker, i Nød og Trang, saa at Akademiet maatte anbefale hende til Kongens Naade. A.'s Broder J.L. Jensen A. var K.L. Rahbeks Lærer [se om Rahbek i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]]; hans Datter Cathrine giftede sig ind i Familien Bügel.



Til: Indholdsfortegnelsen




Als, Iver, 1722—70, Skuespiller

Af Edgar Collin

Iver Als var en Søn af Caspar Johan A., der først var Bogbinder i Horsens og senere en fortræffelig »Lakerer« i Kjøbenhavn. Moderens Navn var Marie Margrethe f. Zeuthen. Sammen med sin et Aar yngre Broder [...] Professor Peder A. [Broderen var - jf. nedenfor - født i 1725 eller 1726], fik han en udmærket Opdragelse i Hjemmet, men Kjærlighed til Kunsten drev ham til at søge Ansættelse som Skuespiller. Da Prøvekomedierne 14. April 1747 toge deres Begyndelse i Bergs Hus i Læderstræde med »Den politiske Kandestøber«, tildelte C.A. Thielo [se om Thielo i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] den unge Student A. Mester Hermans Rolle, og han vandt ved sit Spil ikke blot Publikums, men ogsaa Holbergs Tilfredshed, saa at han strax blev engageret som Skuespiller af første Klasse med 6 Rdl. om Ugen. Han virkede dog kun kort Tid ved Scenen, thi allerede i Slutningen af samme eller maaske snarere i Begyndelsen af næste Theateraar trak han sig tilbage fra Skuepladsen. Nogle have ment, at Grunden hertil var ulykkelig Kjærlighed, men den bør naturligere være at søge deri, at hans Forældre have faaet ham til at opgive den paa hin Tid saa ringeagtede Stilling som Aktør. Der kjendes ikke noget Portræt af A., men han skal have været en smuk ung Mand med en usædvanlig elegant Figur, et godt Organ og en Dannelse og Intelligens, der stode ikke saa lidt over de fleste af hans Kollegers. I det første Aar var det mest Gammelmands- og udprægede Karakterroller i det holbergske Repertoire, der bleve ham til Del, og Holberg siges at have taget sig hans Bortgang [= tilbagetrækning] meget nær. Nogle Aar senere tilbød han imidlertid paa ny Theatret sin Tjeneste og debuterede atter 12. Febr. 1751 som Per Andersen (Arnolphe) i »Fruentimmerets Skole«. Han fik snart Ord for at høre til den danske Komedies ypperste Bærere, mange hidtil slet besatte Roller fandt i ham en fortræffelig Fremstiller, og saa megen Vægt blev der lagt paa ham, at det offentlig bekjendtgjordes, at Herman von Bremen »efter Autors Vilje« skulde spilles af ham. Hans mangesidige Talent skaffede ham et betydeligt Repertoire, men da han var et Mønster paa Orden og Akkuratesse, gjorde man ham samtidig til Inspektør ved Theatret, og hans betydelige Arbejde i denne Retning var Aarsagen til, at han efterhaanden afgav en stor Mængde af sine Roller. A. optraadte sidste Gang 9. Okt. 1769 som Buurman i »Crispin Lakaj og Doktor«, blev faa Dage derefter alvorlig syg og døde 30. Avg. 1770.



Til: Indholdsfortegnelsen




Als, Peder, 1725 (ell. 26) —76, Maler

Af F.J. Meier

Peder Als var Broder til ovfr. nævnte Iver A. og født i Kjøbenhavn 16. Maj 1725 (ell. 1726). Han lærte under Pilo og var den første, som vandt Kunstskolens store Guldmedaille (1755) for »Loths Udgang fra Sodoma«. Dette Billede kjøbtes af Kong Frederik V, som for det og for et Portræt af sig selv, Legemsstørrelse, som Ordensherre og i »romansk« Dragt, udført 1756, betalte Kunstneren 300 Rdl. Ved kongelig Resolution af 22. Dec. 1755 var der tilstaaet A. et Rejsestipendium paa 400 Rdl. aarlig i 6 Aar. Midt i 1756 drog han til Rom. Her synes Als — ligesom Tilfældet var med flere andre af Akademiets første Pensionærer, som Almer og Antonius Müller, der døde som Munk i Rom, — at have følt sig tiltalt af det katholske Væsen og af den romerske Gudstjenestes sanselige Pragt og Glans; her hjemme beskyldte man ham endog, skjønt uden Grund, for at have apostaseret. Det lykkedes ham hurtig at faa Plads i Rafael Mengs' Værksted. Hos denne eller hos Wiedewelt, der ogsaa var i Rom paa den Tid, lærte han den store Winckelmann at kjende og malede hans Portræt, som efter Winckelmanns egen Dom var et fortræffeligt Billede og meget lignende, hvad der ikke altid skal have været Tilfældet med Portrætter fra A.s Haand. Skjønt A., som der meldes, hos Mengs først maatte lære at glemme alt, hvad han havde lært her hjemme, arbejdede og studerede han dog flittig og gjorde adskillige Kopier efter gode Mestre som Correggio, le Lorrain og Raphael Sanzio. Han kunde uden Tvivl være bleven en respektabel Historiemaler, hvis man her hjemme havde undet ham Tid til at blive det, men hans Ansøgning om at blive borte og nyde sit knappe Stipendium i 8 i Steden for i 6 Aar, blev afslaaet, skjønt Mengs havde givet den den Paategning, at et forlænget Ophold udenlands var nødvendigt for A., hvis han skulde være Historiemaler; han maatte saaledes vende hjem, 1762, som Portrætmaler, og som saadan agreeredes han 1763 af det samme Akademi, hvis Stipendium han havde nydt som Historiemaler. Det følgende Aar blev han Medlem af Akademiet. Han var ligeledes Medlem af Academia Clementina i Bologna; naar og hvor han var bleven det, vides ikke. I 1765 fik A. en kgl. Gave af 400 Rdl. og blev næste Aar Professor ved Akademiet og »kongelig Hof-Historie(!)- og Portrætmaler« med 800 Rdl. C. aarlig. Han blev nu meget sysselsat, og skjønt den Betaling, der den Gang ydedes for Kunstværker, kun var saare ringe — Portrætter i fuld Legemsstørrelse til Hest 600 Rdl., helt Korpus 100—500 Rdl., yderst sjældent derover, Knæstykke 50 Rdl., Brystbillede 20 Rdl. —, levede A., der ikke var gift, dog sorgfrit, ja endog paa en større Fod, end Tilfældet ellers var med de danske Kunstnere, der næsten alle vare fattige: han havde Embedsbolig paa Charlottenborg, holdt Tyende og havde Loge hos Scalabrinis Italienere. A. var en smuk, anselig Mand, men besværet af Fedme. Han tog sig faderlig af sin afdøde Broders uforsørgede Døtre og erklærede dem i sit Testamente for sine Hovedarvinger. Han døde paa Charlottenborg 8. Juli 1776.

Af hans Arbejder kan nævnes: Wiedewelts Portræt i Akademiet, sammes paa Rosenborg, Jardins og Preislers, hvilke han malede for Receptionen, Akademiets Æresmedlem Grev Schmettaus, ligeledes i Akademiet, Caroline Mathildes i Oberstuniform (1771), af Kongen skjænket til Grev Rantzau-Ascheberg, og Christian VII i Legemsstørrelse, hvilket var hans sidste Arbejde, og som han ikke naaede at faa fuldendt. Hans Portrætter ere ret vakre, men Koloriten i dem som Helhed mørk og mat, Karnationen er noget jordagtig, og de tilbagetrædende Partier, som Underansigt og Hals, lide af uheldige graagrønne Toner. A. malede ogsaa Miniaturbilleder, saaledes flere Gange Christian VII.



Til: Indholdsfortegnelsen




Amthor, Christoff Heinrich, o. 1678-1721, Historiograf

Af A.D. Jørgensen

Christoff Heinrich Amthor, Søn af den grevelig Stolbergske Kansler Joachim Huldrich A., var født i Stolberg (i Thüringen) ved Aar 1678. Han kom som Dreng i Huset hos sin Farbroder Ehrenfried Amthor, dansk Etatsraad og Over-Krigs- og Land-Kommissær i Hertugdømmerne, der levede i barnløst Ægteskab med sin Hustru Anna Sabine f. Claudi. De boede i den kongelige Del af Holsten, først i Glückstadt, senere i Rensborg [Rendsborg; Rendsburg]. I Aaret 1694 dimitteredes han til Universitetet i Kiel, hvorefter han gik til andre tyske Højskoler [Universiteter]. Han lagde sig efter Lovkyndighed, Statsvidenskab og Historie og blev en Discipel af Thomasius, hvis Iver for den nationale Ret og Modersmaalet han tilegnede sig. Ligeledes optraadte han som Digter i Tidens legende, dels fade, dels svulstige Maner.

Allerede i Aaret 1702 blev han Enkemand; hans første Hustru var Anna Gørritzen. Aaret efter, i sit 26. Aar, ansattes han som ordentlig Professor i Statsvidenskab og Privatret i Kiel, hvor han ægtede en Datter af den ældste Professor i Fakultetet, Prokansler og Justitsraad Nicolaus Martini. Som Professor optraadte han med megen Iver for den nye Tids Ideer; han brugte endog Modersmaalet ved enkelte af sine Forelæsninger og udgav Skrifter i det. Han søgte at fremkalde et alvorligt Selvarbejde hos de studerende, større videnskabelig Sans og jævnlig Indøvelse af det lærte. 1712 blev han Professor i national (den slesvigske og holstenske) Ret, som han særlig havde dyrket. I de samme Aar skrev han i eget og andres Navn en stor Mængde Lejlighedsdigte og Festsange.

Men imidlertid droges han ind i de samtidige politiske Begivenheder. Som opdragen af en kongelig Embedsmand fulgte han den danske Sag med sin fulde Sympathi og skrev bl.a. Hædersdigte til Kongen i Anledning af hans Sejrvindinger. Da det afgjørende Brud med Gottorp derefter indtraadte, modtog han Udnævnelse til dansk Kancelliraad (21. Avg. 1713) og søgte strax efter sin Afsked af den hertugelige Tjeneste uden dog at kunne faa den. Han forlod derfor Kiel og modtog Udnævnelse til Medlem af den under 4. Nov. s. A. oprettede Overret for det gjenforenede Hertugdømme Slesvig. Aaret efter blev han desuden kongelig Historiograf og Præsident i Staden Rensborg [Rendsborg; Rendsburg].

Han udfoldede nu en betydningsfuld Forfattervirksomhed til Oplysning af Hertugdømmernes, særlig Sønderjyllands offentlige Ret, ligesom han kastede sig ind i den samtidige litterære Strid med Sverige og Gottorp for at retfærdiggjøre den danske Politik og paavise dens Nødvendighed. Af størst Betydning ere hans Skrifter om Ridderskabet og om Sønderjyllands historiske Forhold til Kronen, der begge fik Betydning for den følgende Tids politiske Omvæltninger (»Historischer Bericht von dem vormaligen und gegenwärtigen Zustande der Schleswig-Holsteinischen Ritterschaft und ihrer Privilegien.« 1714. »In jure et facto gegründeter Beweis der vielfältigen Treulosigkeiten, so das jetzt regierende konigl. dähnische Haus von dem fürsti. Holstein-Gottorpischen bisher erlitten, worin . . . gezeiget wird, dass das Herzogthum Schleswig durch offenbare Rebellionen und böse Intriguen der damahligen Holsteiner von der Krohne Dänemark zum erstenmal abgerissen etc. Auf allergnädigstem Befehl.« 1715). I Aaret 1717 udgav han i Flensborg [Flensburg] en betydelig Samling af sine Digte (»Poetischer Versuch einiger teutschen Gedichte»). 1719 kaldtes han til Kjøbenhavn, hvor der anvistes ham Bolig paa Rosenborg. Han sysselsattes nu med at skrive den regerende Konges Aarbøger efter Aktstykker i Arkiverne, men naaede kun til i to Folianter at faa det første Aar (1699—1700) gjort færdigt. Efter Fredens Ratifikation i Efteraaret 1720 henvendte det tyske Kancelli sig til ham for at konferere med ham om de fremtidige Former for Sønderjyllands Styrelse, men han oplevede ikke at se Indlemmelsen fuldbyrdet. Han døde 21. Febr. 1721 paa Rosenborg, kun et Par og 40 Aar gammel. Vistnok maa han henregnes til de mest nidkjære og begavede Mænd, som stode paa dansk Side i den lange og vanskelige Kamp med Huset Gottorp.



Til: Indholdsfortegnelsen




Ancher, Peder Kofod, 1710—88, Retslærd

Af H. Matzen

Peder Kofod Ancher er født 14. Juni 1710 i Østerlarsker paa Bornholm, Søn af Sognepræst Jørgen A. og Hustru Johanne f. Kofod. 1722 sattes han i Sorø Skole under Rektor Sneedorf og dimitteredes derfra i 1726 til Kjøbenhavns Universitet. Aaret efter bestod han den filosofiske Prøve med Udmærkelse i Logik, Arithmetik og Geometri, men maadelig i Metafysik. Derpaa studerede han Theologi og bestod i 1730 den theologiske Embedsexamen med laudabilis. Hans Lyst og Evne laa dog i anden Retning og fik Lejlighed til at udfolde sig, efter at den retsvidenskabelige Examen var bleven indført i 1736. A. bestod den 1738 som den sjette i Rækken og konkurrerede i Aaret 1740 om det ved Scheidts Oprykning i afdøde Hojers Post ledigblevne andet juridiske Professorat. Efter Konkurrencens Slutning udvalgtes A., H. Stampe [se om Stampe i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] og B. Møllmann til at holde Prøveforelæsninger i et halvt Aar, og saa sejrede endelig den første, i det han 19. Maj 1741 udnævntes til Professor juris. Aaret efter disputerede han for den juridiske Doktorgrad og indgik Ægteskab med Sophie Amalie Bildsøe, en Præstedatter fra Kjettinge, med hvem han blev Fader til [...] Professor, Dr. theol. L. Ancher. Efter denne Hustrus Død i 1746 giftede han sig i 1751 paa ny med Johanne Maria Sevel, som overlevede ham, og ved hvem han blev Fader til en Datter, Ane Sophie, gift med Justitsraad H. H. de Kløcker i Arendal.

Efter Scheidts Bortrejse i 1748 rykkede A. op til første Professor og Dekanus i Fakultetet, i hvilken Egenskab han kreerede en Række Doktorer i den hurtig fremblomstrende Retsvidenskab, hvoriblandt Obelitz, Dons og J. E. Colbjørnsen. Sin regelmæssige Lærervirksomhed vedblev han indtil 1756. I den Tid disputerede han og holdt Forelæsninger over dansk Civilret, dansk og romersk Retshistorie, Strafferet, Proces, Kirkeret og dansk-norsk Statsret m. fl., af hvilke Forelæsninger de fleste endnu findes i Haandskrift paa det kgl. Bibliothek og Christiania [Kristiania] Universitets Bibliothek. Men da han havde et svagt Bryst og ikke kunde taale at holde mange Forelæsninger, i Særdeleshed fordi han havde den Vane at tale »fort, hidsigt og stærkt«, blev han adskillige Gange syg af for megen Talen og faldt 1756 i en svær Sygdom, der i 8 Maaneder fængslede ham til Sygelejet. Med kgl. Understøttelse gjorde han i det følgende Aar ligesom et Par Gange senere en Baderejse til Pyrmont, men naaede dog ikke at blive rask nok til atter at kunne holde offentlige Forelæsninger. Disse lod han derfor efter Datidens Skik besørge af Vikarer, hvoriblandt Sevel og J. Erichsen, medens han selv vedblev at beklæde Professoratet og varetog de øvrige dertil hørende Forretninger, endog private Forelæsninger, indtil han døde som Universitetets Senior 5. Juli 1788. Ligeledes holdt han Sædet i Konsistorium, beklædte efter Omgang 4 Gange Rektoratet og udførte akademiske Hverv, som Eforatet for Borchs Kollegium. I 1776 varetog han tillige med H. Stampe [se om Stampe i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] som Universitetets delegerede dettes Tarv mod Guldbergs snilde Forsøg paa at overliste Universitetet ved et foreslaaet Mageskifte.

Med sit Professorat forenede han endnu andre Embeder, i det han i 1753 var bleven udnævnt til Assessor i Overadmiralitetsretten og Generalavditør i Søetaten, hvilket Embede han dog ligeledes i 1764 fik Tilladelse til at lade forrette ved sin Svoger, Sevel, og da han i 1776 efter Ansøgning afskedigedes derfra, beholdt han Gagen, 500 Rdl., sin Livstid, medens Efterfølgerne, først J. E. Colbjørnsen, derefter J. Nørregaard,- saa længe nøjedes med de andre Indtægter. End videre udnævntes han i 1753 til virkelig Justitsraad, hvilket i Datiden var det samme som Assessor i Højesteret, hvor han gjorde Tjeneste efter Tilsigelse i vigtige og vidtløftige Sager. I 1766 blev han Etatsraad, 1770 virkelig Etatsraad, 1774 tillige Konferensraad. Efter Overleveringen af hans Udgave af Jyske Lov i Aaret 1783 modtog han fra Kongen gjennem Guldberg en med Kongens Navnetræk og Omskriften »merito« prydet Brillantring samt Tilsagn om en Pension for hans Enke paa 300 Rdl. af Kongens Kasse.

Den Frihed for Embedsforretninger, der var indrømmet A., muliggjorde ham Overtagelse af en Række særlige Hverv. I sine Levnedsoptegnelser skildrer han udførlig, hvorledes han i 1770 sendtes til sin Fødeø for at mægle mellem Regeringen og Bornholmerne, der i Henhold til deres Privilegier nægtede at betale de da paalagte Skatter. Det lykkedes A. fuldstændig at bilægge Konflikten og tilvejebringe Forstaaelse baade om Skatterne og om Privilegierne. Samme Aar var han Medlem af en Kommission, der paadømte en Ægteskabssag mellem Herman Løvenskiold og Ingeborg Akeleye, og 1772 sad han i den Kommission, der dømte Struensee og Brandt, i hvilken Sag han efter Anmodning forfattede species facti. Endnu i 1784 udnævntes han paa Foranledning af Hertugen af Augustenborg til Medlem af den Kommission, der dømte i den Laurvigske Arvesag, men det Mindretals-Votum, A. selv anden afgav til Fordel for Hertugen, underkjendtes i Højesteret.

Blandt de Lovkommissioner, i hvilke A. havde Sæde, nævner han selv i sine Optegnelser forskjellige vedrørende Undervisningsvæsenet, hvorom dog ingen Oplysninger have kunnet findes. Derimod var han med til at udarbejde Krigsartikelsbrevet for Landtjenesten ved Søetaten af 29. Juli 1756 og havde Sæde i den Kommission, der var nedsat til at gjennemse Landsloven. Den sad fra 1737 indtil sin stille Bortgang i 1772 og udarbejdede nogle særlige Love, hvoriblandt Lov af 14. Okt. 1773 om Selvejergaardes Arv paa Bornholm, hvilken A. er Forfatter af; men til at gjennemse Landsloven naaede den ikke. A. var Medlem af Kommissionen fra 1743, men først efter at Etatsraad Lousen var død, paatog han sig i 1758 efter forudgaaende Forhandling med Grev J. L. Holstein gjennem Prokansler Pontoppidan [se om Erik Pontoppidan i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] at affatte et Udkast. Under 31. Marts 1759 indgav han et udførligt Promemoria til Kommissionen med en fuldstændig Plan til Arbejdets Udførelse, hvilken vandt Bifald. Med vanlig Flid fremmede han dernæst Arbejdet, som Kommissionens Akter i Kongerigets Arkiv vise. Men den øvrige Kommission lod hans Udarbejdelser henligge ureviderede, og derved gik Sagen i Staa. For at fralægge sig Ansvaret herfor indgav han 25. Febr. 1777 en Erklæring til Kongen, hvoraf udførlige Uddrag ere bevarede i det nævnte Arkiv.

Da A. saa, at det ikke blev til noget med Lovgivningsarbejdet, fattede han den glædelige Beslutning at skrive en udførlig dansk Lovhistorie.

A.s videnskabelige Virksomhed skyldes i første Række hans Forbindelse med Universitetet, ved hvilket han holdt Festtaler og Disputatser samt fra 1748—79 som Dekan i det juridiske Fakultet affattede dettes Betænkninger. Dertil kom hans Forhold til forskjellige lærde Selskaber. Han var saaledes «Opseer» for det i 1746 af Magister Eilschov [se om Eilschov i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] dannede Selskab for Udgivelse af filosofiske, historiske og økonomiske Skrifter, som dog fristede en kort Tilværelse. Efter Forslag af Grev J. L. Holstein optoges han 1750 i det danske og blev senere ogsaa Medlem af det norske Videnskabernes Selskab. End videre tog han efter Grev Bernstorffs Foranledning Del i Datidens økonomiske Bestræbelser og blev 1769 Medlem af det danske Landhusholdningsselskab. Til de saaledes fremkaldte Skrifter slutte sig endelig endnu de mest betydningsfulde, der skyldes Forfatterens frie Initiativ, fremgaaet af hans egen videnskabelige Lyst.

A. var en selvlært Mand, der i det væsentlige skyldte egen Granskning sin Dannelse. Professor Thestrup paaankede dette i sin Censur over A.s Konkurrenceafhandling; men takket være hans videnskabelige Selvstændighed, blev A. netop en Banebryder i den danske Retsvidenskab. Denne Udviklingsmaade medførte ogsaa, at han ikke, som f. Ex. Henrik Stampe [se om Stampe i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], søgte udenlandske Lærdes Undervisning. Han rejste kun én Gang i videnskabeligt Øjemed 1772—73 for at undersøge danske Haandskrifter i Antikvitetsarkivet i Stockholm. Ellers vare hans Rejser Bade- og Rekreationsrejser, paa hvilke Bibliotheker og Haandskrifter synes at have interesseret ham mere end lærde Mænd. Han brevvexlede derfor ogsaa kun med saadanne fremmede, der selv søgte ham, saasom den kejserlige Hofraad Baron Senkenberg, Hofraad Platner i Leipzig og Hr. Fellenberg i Genf [Genève].

A. var i Besiddelse af et vist Lune, der i »Brevet til ingen om intet i Lov og Ret« (1765) boltrede sig saa lystig, at det vakte Anstød, og Forfatteren i en Alvorsmands Skikkelse maatte gjendrive sig selv. Han synes derfor ogsaa at have yndet Holberg — hvem han valgte til sin private Præceptor — og Molière og forsøgte sig endog selv en Gang imellem i Skjæmtevers; men i øvrigt laa Æsthetiken ham fjærnere. I Fortalen til T. Reenbergs Skrifter behandler han saaledes det haartrukne Æmne, om en Digter kan være Jurist, indtil han med Møje har sammenskrevet saa meget, som »ungefær kan udgjøre den sædvanlige Størrelse af en Fortale«. Hans Dannelse var derfor mere af den lærde Art. Theologien, som han havde studeret i sin Ungdom, synes dog først at have sysselsat ham stærkere i Slutningen af hans Liv. »En Mand ved Gravens Bred skriver dette«, hedder det i Afhandlingen om »Den fornuftige Gudsdyrkelse« (1781), »for at have Tanker for Øje, som han kan føre med sig ind i Evigheden.« Derimod var han vedblivende optaget af Filosofien, men var dog ikke nogen spekulativ Natur, i det han ogsaa her altid havde et praktisk Maal for Øje. Efter vidtløftig at have kritiseret Wolffs Mening om Dyrenes Fornuft slutter han med at lade den Ting staa ved sit Værd og indskærper Menneskene de Pligter, Fornuften paalægger dem. Bryder han en Lanse med Bayle om det Spørgsmaal, hvor vidt Lysten til det gode eller Afsky for det onde virker stærkest hos et Menneske, sker det af Hensyn til Besvarelsens Betydning for Sædelære, Naturret og Statskunst. Fra dette praktiske Synspunkt er det særlig Sæde- og Retslæren, der interessere ham, og skjønt han godtgjør Kjendskab til forskjellige Folks fremragende Tænkere i ældre og nyere Tid, er det dog fortrinsvis den Wolff'ske Filosofi, der da herskede i Tyskland, som han har dyrket, og hvis brede demonstrative Methode har sat mindre heldige Spor i hans ældre Disputatser. A.s Syslen med økonomiske Spørgsmaal har affødt en Afhandling om Handelen, som ikke frembyder videre Interesse.

Hans retsvidenskabelige Belæsthed fremgaar tilstrækkelig af hans »Anvisning for en dansk Jurist« (1755), som er et ligefrem Mønster for en juridisk Encyklopædi, hvorfor den ogsaa nød den sjældne Ære at udkomme i anden forøgede Udgave (1777).

Naar A. i sine akademiske Skrifter paa ganske unødvendig Maade glimrer med sin udbredte Læsthed, følger han derved kun Datidens Skik. Dens akademiske Frembringelsesform var Disputatsen, som A. ogsaa benyttede. Men Pligten til regelmæssig at disputere var mindre yndet af Professorerne, og dette bidrog vistnok til, at Disputatserne jævnlig vare mindre gode. Blandt A.s Disputatser findes ogsaa hans svageste Arbejder. Bedst lykkede ere de politiske, særlig de, hvori han forsvarer den dansk-norske Regeringsform mod Datidens revolutionære Tænkere. Rousseau er ham bekjendt, i det der f. Ex. blandt A.s Excerpter paa det kgl. Bibliothek findes Uddrag af hans »Discours sur l'inégalité«, men han nævnes dog kun i forbigaaende. Derimod fører A. en udførlig og dygtig Polemik mod Montesquieus Skrift »De l'esprit des loix«. Mindre tilfredsstillende ere hans privatretlige Afhandlinger. De, som henhøre til den almindelige Del, yde intet Udbytte af den trættende Vandring gjennem Theser og Scholier, og selv hans tingligretlige Konkurrenceafhandling om Præskription er i Form og Indhold forfejlet. De arveretlige Afhandlinger, f. Ex. om syvende Mands Grænsen, som han senere omarbejdede og afsluttede paa Dansk, betegne et Fremskridt derved, at han har opgivet den Wolff'ske Methode og mere og mere er kommet ind paa den historiske Behandling, som giver selv hans mindre gode Afhandlinger paa sine Steder Værdi; thi i denne Retning laa hans enestaaende Begavelse, der har gjort ham til Grundlæggeren af den danske Retshistorie.

A.'s Længsel efter en national Retsvidenskabs Fremblomstring giver sig atter og atter Luft i Klager over den danske Rets langvarige Tilsidesættelse ved Universitetet, og han havde Lyst og Evne til at afhjælpe Savnet. Med utrættelig Flid samlede han et rigt Materiale, hvorpaa alene et grundigt Studium kan bygges, og var i Besiddelse af den rette kritiske Sans til at sigte og prøve det. »Historieskriverne maa tages paa en juridisk Fod; man anser dem som Vidner og bør derfor prøve deres Udsigende som andre Vidners.« Ædruelig og forsigtig holder han sig paa Kjendsgjerningernes Grund; men han behersker dem med den videnskabelige Evne, der kan øjne og fremstille den historiske Udviklings Gang gjennem deres brogede Mangfoldighed. Hans nationale Sans er saa inderlig og sand, at han overalt med Klarhed og Styrke hævder den danske Rets Ejendommelighed og Selvstændighed; men tillige har han det frie og overskuende Blik, der kan se de enkelte Landes Forhold i den almindelige Udviklings Lys. Ved Betragtningen heraf tager han det samme Hensyn til Folkenes Slægtskabsforhold, som Nutidens Videnskab godkjender, og fremhæver endog den sammenlignende Sprogvidenskabs Betydning paa dette Punkt, i det han i Afhandlingen om »Sprogkunstens Nytte« spørger, hvorfor man ikke skulde kunne bruge Sprogenes Slægtskab og Oprindelse til at finde Folkenes Oprindelse.

A.s utrættelige Flid og intuitive Evne til at gribe det Stof, som har Interesse, har medført, at der næppe endnu findes noget retshistorisk Spørgsmaal i den danske Ret, hvis Granskning ikke kan tage sit Udgangspunkt fra hans Arbejder. Ypperst iblandt dem staar »Den danske Lovhistorie« (1769—76), og hans Gravskrift hædrer ham derfor ogsaa særlig som den danske Lovhistories Forfatter. Efter eget Sigende havde han først tænkt at skrive den paa Latin til Udfyldning af Stubs Disputatser, og han udarbejdede ogsaa nogle Kapitler, hvoraf et endnu findes i Haandskrift paa det kgl. Bibliothek, men selve Stoffet og dets Omfang nødte ham dog heldigvis snart til at forandre denne Plan. At Lovhistorien ikke er noget egentlig systematisk Arbejde, men nærmest en Samling af Afhandlinger og Aktstykker, saa vel som at hans Anskuelser om forskjellige vigtige Spørgsmaal ere noget ubestemte og skiftende, kan ikke bebrejdes Forfatteren. Derimod er hans Blik paa Rettens historiske Tilblivelsesformer hildet noget af Forholdene under Enevælden, og dette har øvet en mindre heldig Indflydelse paa hans herhen hørende Undersøgelser. Endelig har han vel Fortjenesten af at have fremdraget en stor Del Lovhaandskrifter, men hans Behandling af dem tilfredsstiller ikke Nutidens Krav, saaledes som hans Udgave af Jyske Lov (1783) godtgjør, og Savnet i den her nævnte Retning er ikke blevet afhjulpet af hans Efterfølgere.

Om A.s trykte Skrifter henvises til Nyerups Lit.-Lex. Et Maleri af ham, der er malet 1785 af Portrætmaler Fuchs og ejes af Familien, fremstiller ham siddende paa Kathederet med den venstre Haand hvilende paa hans Lovhistorie, medens han paa højre Haand bærer den tidligere omtalte Brillantring. Efter dette Maleri er hans Billede i Medaillonen paa det juridiske Fakultets Jubilæumsskrift (1879) tegnet. Et Skyggerids af ham findes foran i Barens' »Juridiske Lommebog« (1795). Hans Gravsted kjendes ikke, men en Gravskrift er opbevaret fra Søn til Søn.



Til: Indholdsfortegnelsen




Angell, Thomas, 1692—1767, Kjøbmand, Legatstifter

Af H. J. Huitfeldt-Kaas

Thomas Angell er født i Throndhjem [Trondheim] 29. Dec. 1692 og er Søn af Albert A., Kancelliraad og Præsident i Throndhjem (f. 1660 død 1705) og Sara Thomasdatter Hammond, senere gift med Kancelliraad Søren Bygball. Farfaderen, Lorentz Mortensen A., Kjøbmand og Raadmand i Throndhjem (død 1697), var født i Angel i Slesvig, hvoraf Familienavnet. Den fra Faderen arvede Formue forøgedes af Thomas A. og hans ældre Broder, Etatsraad Lorentz A. (f. 1692 død 1751), til en betydelig Rigdom; den sidstes Del overgik med hans eneste Datter, Karen A., til den bekjendte Historiker, Kammerherre P. F. Suhm [se om Suhm i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]]; Thomas A.s, der stadig voxede, antoges ogsaa, da han var ugift, i alle Fald til Dels at ville tilfalde denne, men det viste sig ved hans Død, der indtraf i Throndhjem 19. Sept. 1767, at han ved Testamente af 28. Sept. 1762 og Kodiciller af 1763 og 1765 havde testamenteret alt sit Gods: Kapitaler, Aktier, Jordegods, Savbrug, Kongetiender osv. til velgjørende Øjemed, hvoriblandt især kan mærkes: 1) Thomas Angells Hus, en Stiftelse for 16 (senere 18, nu 28 Personer af begge Kjøn, som der erholde Hus med Lys og Ved samt en Maanedspenge. Legatstifterens trængende Familie er nærmest berettiget til Optagelse, dernæst fattige Standspersoner eller Borgerfolk; 2) Angellsstuerne, ligeledes en Stiftelse for 16 fattige Personer af Borgerstand af begge Kjøn; Familien har Fortrinsret. End videre uddeles aarlig større Summer til Fattighuset i Throndhjem, til Vajsenhuset, til husarme og til Skoler. En Tredjedel af Legatets Renter skulle efter Testamentet egentlig stadig oplægges, hvilket dog ikke altid er sket, i det de have været anvendte til forskjellige offentlige og private Indretningers Fremme. Legatets Ejendomme og Regnskabsvæsen bestyres af en lønnet Forstander, Stiftelsens Inspektion udnævnes af Regeringen. En i Throndhjem bekjendt Anekdote udleder A.s Bortskjænken af den hele Formue med Forbigaaelse af sin Broderdatter og hendes Mand fra den Omstændighed, at man en Aften under et Selskab hos Suhm forsømte at skaffe A. hans sædvanlige Grød. De Angellske Stiftelser have været af overordentlig Betydning, navnlig for Throndhjems By, hvis Fattigvæsen heri har haft sin væsentligste Støtte. Dette forstod man allerede strax ved A.s Død, og hans Begravelsesdag fejredes derfor i Throndhjem med usædvanlige og storartede Ceremonier.



Til: Indholdsfortegnelsen




Anthon, Georg David, 1714—81, Arkitekt

Af F.J. Meier

Georg David Anthon var Elev af og Konduktør hos Eigtved og blev 1748 udnævnt til Lærer i Geometri og Arkitektur, med en aarlig Løn af 100 Rdl. Kur., ved Kunstakademiet, som den Gang var i Enken Lüders' Hus ved Gammel Strand. I 1751 blev han kgl. Bygningsinspektør, 1761 Hofbygmester og Inspektør over alle kongelige Slotte. Hans Virksomhed som Lærer ved Akademiet varede ved til 1760; i 1759 søgte han om at blive Medlem af Akademiet, men skjønt dette fandt hans indsendte Arbejde tilfredsstillende som og, »at han til fulde fortjente til akademisk Medlem at vorde optaget«, tilkjendegav det ham dog, »at denne Værdighed aldeles ikke kunde skikke sig med at være Informator«. A. blev aldrig Medlem af Akademiet. Han var en maadelig Arkitekt og uden Smag: han vilde saaledes nedrive baade Børstaarnet og Rosenborg Slots Hovedtaarn og erstatte dem ved Kuppelbygninger, hvad dog Harsdorff fik forhindret. A. har bygget Frederikskirkens Taarn paa Christianshavn og ombygget Bregentved. En kort Tid, efter Eigtveds Død, ledede han det hensygnende Arbejde paa Marmorkirken. Han udgav i 1759 en »Anvisning til den civile Bygningskunst«, som oplevede 3 Oplag. A. døde 30. Avg. 1781. Han havde 28. April 1755 ægtet Eigtveds Datter Anne Margrethe og havde med hende en Søn, Adam Gottlob, f. 1756.



Til: Indholdsfortegnelsen




Augustin, Johan Samuel, 1715—85, astronomisk Forfatter og Embedsmand

Af Schjellerup


Foto: Bjoern Andersen

Engageret i udgivelsen af »Peder Paars« med Clemens' kobberstik.
»Første Mand af Stand, som havde anordnet at blive begravet paa Assistenskirkegaarden«.
Foto: Bjørn Andersen, 2007.


Johan Samuel Augustin er født 31. Marts 1715 i Oldenswort af en gammel ejderfrisisk Familie. Da han var 2 Aar gammel, døde Faderen, Joh. Sam. A., hvorpaa hans Morbroder og Formynder, Corniels Bischoff i Tetenbüll, lod ham opdrage i Fødebyen af Farbroderen, Steffens A. Efter endt Skolegang studerede han ved Universiteterne i Kiel, Jena og Leipzig. Det var hans Hensigt efter sin Hjemkomst at studere Jura, men han foretrak at tage imod en Informatorplads, der blev ham tilbudt. Hos Wiedeburg i Leipzig havde han faaet Smag for Mathematik og Astronomi, hvilke Videnskaber han senere dyrkede med stor Iver, hvad hans store Bibliothek og Instrumentsamling (Katalog udg. af Erichsen) noksom bære Vidnesbyrd om. Han var ogsaa en virksom Deltager i Udgivelsen af »Peder Paars« med Kobbere af Clemens. 1750 fik han Ansættelse i Krigskancelliet i Kjøbenhavn, i hvilket han 1757 avancerede til første Sekretær. Det kgl. danske Videnskabernes Selskab optog ham 1775 som Medlem. Han døde ugift som Etatsraad 26. April 1785 og var den første Mand af Stand, som havde anordnet at blive begravet paa Assistenskirkegaarden. Hans Portræt findes i ovennævnte Katalog over hans Bogsamling.

Foruden nogle Oversættelser paa Tysk har han udgivet: »Briefe des Joaber Adaders aus der Sonne an Pyrophilus auf Kosten der Pyrophilaner« (s.l. 1748). Desuden i 12. Del af Videnskabernes Selskabs Skrifter: »Om Forskjellen imellem Tycho Brahes og Picards Meridian af Uranienborg« samt »Adskillige Steders Længde og Bredde i Norge«. Derimod ere de i 1781 og 1782 forelæste Afhandlinger: »Om Tycho Brahes skrevne Observationer og deres Skæbne« samt »Om Vejrligets besynderlige Forandringer i Januar 1782« ikke udkomne i Trykken.



Til: Indholdsfortegnelsen




Baden, Torkil, 1734—1805, Forvalter, landøkonomisk Forfatter

Af J.P. Petersen

Torkil Baden fødtes i Vordingborg som Søn af [...] Jacob B., Rektor ved Vordingborg lærde Skole. T. B., der blev dimitteret fra Vordingborg Skole 1754, havde i 1761—62 Ansættelse som Assistent ved de geografiske Opmaalinger, som paa den Tid lededes af Professor P. Kofod. 1763 blev han Hovmester hos Grev Bernstorff og senere Forvalter paa dennes Gods ved Kjøbenhavn. 1770 blev han udnævnt til kgl. Inspektør ved det vordingborgske Distrikt og nogle Aar efter til Inspektør ved Kongens Gods Baadesgaard paa Laaland [Lolland]. 1780 blev han Kammerraad. Han var korresponderende Medlem af det kgl. danske Landhusholdningsselskab. Døde 14. Nov. 1805. Gift 1. (1767) med Johanne Sørensen, 2. (1798) med Charlotte Helene Riisbright [Riisbrigh?]. — B. var en varm Talsmand for Gjennemførelsen af de store Landboreformer i Slutningen af det 18. Aarhundrede. Hans første Skrift, som han tilegnede Kongen, »Agerbruget og Landvæsenet i Sjælland i Henseende til dets Udspring og indbyrdes Forhold« (1770), var et første Forsøg paa at give en historisk Udvikling af Landbrugets Udvikling gjennem Tiderne og de Forhold, som betingede dets daværende usle Tilstand, et Arbejde, der vidner om ikke ubetydelig historisk Kundskab og megen Skarpsindighed. Hans andet, noget større Arbejde, »Beskrivelse over den paa Godset Bernstorff i Gjentofte Sogn under Kjøbenhavns Amt iværksatte nye Indretning i Landbruget, fremlagt i nogle Breve til en Proprietær« (1774), er et varmt og dygtigt Forsvar for den nye Tingenes Orden, som, til Dels under hans egen Medvirkning, var gjennemført paa Bernstorff Gods med Indførelse af Arvefæste, og Skriftet indeholder tillige gode Oplysninger om Datidens Landbrug. I Anledning af et 1773 udgivet Skrift, »Efterretning om de kgl. Domæners forrige og nuværende økonomiske Forfatning i Vordingborg Amt«, blev han indviklet i en temmelig vidtløftig og skarp Strid med E. Fleischer, som affødte en Del Indlæg af mindre Værd. Han paabegyndte ogsaa i 1782 at lade trykke en Traktat »om Hartkornets rette Brug og Benyttelse«, men ophørte dermed, efter at nogle faa Ark vare blevne færdige.



Til: Indholdsfortegnelsen




Badstuber, Poul, —1739—, Fabrikejer

Af C. Nyrop

Poul Badstuber tilhører en Kobbersmeddeslægt og er formentlig en Søn af Kobbersmed Lorents B., der ejer en Gaard paa Nørregade i Kjøbenhavn og i April 1681 paa 4 Aar forpagter Dronning Charlotte Amalies lille Kobbermølle ved Lundtofte (d. v. s. Nymølle ved Lyngby). Sønnen, der ogsaa var Kobbersmed i Kjøbenhavn, gik videre end Faderen. 1719 erhvervede han Brede og 1738 Nymølle som sin Ejendom og drev paa disse Møller et betydeligt Kobber- og Messingværk, en Le- og Skæreknivfabrik samt et Staaltraadsværk. 31. Maj 1728 fik han et i Tidens Aand affattet Privilegium med Enerettigheder og Indførselsforbud. Han betragtede da ogsaa sin Virksomhed som noget overordentligt; ved en testamentarisk Disposition af Dec. 1739 bestemte han, at Brede, Nymølle og Gaarden paa Nørregade i Kjøbenhavn skulde blive samlede hos hans 2 ældste Sønner, Lorents og Andreas, og at Samtiden havde Tillid til ham som Forretningsmand, kan ses deraf, at endog Legatmidler indsattes hos ham til Forrentning. Men Tilliden blev skuffet, i Juni 1746 gik han pludselig fallit; for at skaffe Orden i Boet fik han under 1. Juli s. A. et Protektorium mod personlig Arrest paa 3 Maaneder, men en Ansøgning fra ham om et lignende Protektorium paa Livstid blev ikke tilstaaet, og han synes saa at have forladt Landet. Brede og Nymølle bleve ved Avktionsskjøde af Dec. 1746 for 19.000 Rdl. overdragne til et Interessentskab af Kjøbenhavns største Handelsmænd. B.s Hustru, Engelke f. Legang, døde i Avg. 1736 paa Brede; deres vistnok ældste Barn, en Datter Anna, var født 1714 og ægtede i 1733 Præsten i Søllerød, Anders Jensen Cramer.



Til: Indholdsfortegnelsen




Bagger, Matthias Olsen, ca. 1683-ca. 1744 eller senere, Bibliothekar

Af Christian Bruun

Matthias Bagger [Matthias Olsen Bagger] var født [o. 1683] i Christianssand [Kristiansand] [som Søn af Hører, senere Sognepræst Ove Hansen Bagger], blev Student fra Sorø Skole 1701 (18 eller 15 Aar gammel); paavirket af jesuitiske Præster hos den franske Gesandt i Kjøbenhavn gik han over til den katholske Tro, opholdt sig nogle Aar ved Jesuiter-Kollegiet i Strasburg, besøgte Kjøbenhavn, hvor han 1706 tog Baccalaureus-Graden, drog atter udenlands, blev Underbibliothekar ved det kgl. Bibliothek i Madrid, maatte forlade denne Stilling og gik til Mexiko, hvor han opholdt sig 3 Aar. Senere blev han Abbé og første Aumonier hos Grev Staremberg, kejserlig Ambassadør i London; her traadte han ud af den katholske Kirke og maatte opgive sin Stilling. Som hans Liv hidtil havde været uroligt og omflakkende, saaledes vedblev det at være, han var ved 1725 bleven ansat som Tolk ved det kgl. Bibliothek i Paris, men optog sin Løn og flygtede, senere var han i Italien. Af og til besøgte han Danmark, sidste Gang, som det synes, 1740—42; han besøgte da Holberg, og Hans Gram [se om Hans Gram i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] lod ham arbejde, for sig med at oversætte Knytlinga Saga paa Latin. 1744 var han i London, hvorfra han indgav en Ansøgning til Christian VI om at blive ansat ved Kongens Bibliothek i Kjøbenhavn, dog uden Held. Hans senere Skæbne saa vel som hans Dødsaar ere ubekjendte.

[Holberg omtaler Bagger i Første Levnedsbrev og langt senere i Epistel 311. Holberg opfatter Bagger som et menneskeligt perpetuum mobile, en vægelsindet. I Epistel 311 oplyser Holberg at Bagger var irriteret over omtalen af sig i levnedsbrevet. Bemærk i epistlen i øvrigt Holberg's omtale af Niels Klim i »underjordisk Dragt«].



Til: Indholdsfortegnelsen




Baggesen, Jens (Immanuel), 1764—1826, Digter

Af P. Hansen

Billede

Jens Baggesen's »Comiske Fortællinger«, 1785

Jens Baggesen [Jens Immanuel Baggesen]: Kun i Omrids kan denne mærkelige danske Forfatters stærkt bevægede ydre Livsførelse og lige saa urolig springende aandelige Udviklingsgang skildres her. Han kom til Verden 15. Febr. 1764 i den fattige lille Bæltstad Korsør, hvor Faderen, Bagge B., var Kornmaaler ved Fæstningens Oplagshus og Skriver ved Amtstuen; med sin et Aar ældre Hustru, en Skipperdatter der fra Byen, havde han ikke mindre end 10 Børn. Jens var en svagelig, stille og indesluttet Dreng, der uhyggelig tidlig blev hjemsøgt af religiøse og erotiske Anfægtelser, saa han allerede inden sit 9. Aar havde gjort flere Forsøg paa at tage sig af Dage; under »den strænge, tragisk religiøse Moders« Førelse voxede Børneflokken op »ligesom i bestandig Bøn til Gud«. Modvægten til denne Kuelse dannede i Drengens Sind hans romantiske Trang til Vovestykker, om hvilken han skriver i et Brev fra sine sidste Leveaar, at »det øverste af Master og Taarne alt som Barn var hans Yndlingsopholdssted«. Det tarvelige Liv i Hjemmet gav saaledes dog i visse Maader de extreme Elementer i hans Natur Næring, uden at nogen Ballast af regelbundet Arbejde tilvejebragte den fornødne Ligevægt, thi den paa én Gang umodne og overmodne Dreng nød indtil sit 13. Aar kun en højst nødtørftig, af alskens tilfældig Læsning suppleret Undervisning, medens hans smukke Haandskrift, tagen i Tjeneste af Postmesteren og Amtsforvalteren, bidrog sin Del til hans Underhold. 1777 kom han i Slagelse Latinskole. Han fandt her Tid baade til at forelske sig, at føre Dagbog over sine exalterede Stemninger og ensformige Oplevelser og at skrive Digte saa vel af munter som af alvorlig Art, og nogle af disse poetiske Forsøg, som uden hans Vidende kom Ewald for Øje, indbragte ham »et med Blyant skrevet apollonisk Opmuntringsvink« fra den dødssyge Digter. 18 Aar gammel dimitteredes B. fra Latinskolen med et meget godt Testimonium, i hvilket ogsaa hans digteriske Begavelse var omtalt. Skjønt yderst svag af Helbred maatte han i Kjøbenhavn føre den fattigste Students Tilværelse, løbe lange Veje for at ernære sig ved Timeinformationer og stundum, af Mangel paa egen Bolig, søge Nattely hos en Ven eller endog under aaben Himmel. Men hverken hans livlige Hoved eller hans let bevægelige Følelse tog Skade af disse Gjenvordigheder, og den usædvanlige Opvakthed, som var over ham, skaffede ham desuden snart Venner og Velyndere. Pram, som alt paa den Tid var en afholdt Digter og indtog en betrygget Stilling i Samfundet, aabnede sit nystiftede Hjem for B., hvem han i et Brev til Rahbek [se om Rahbek i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] betegnede som »en Dreng, der har alle mulige Talenter til at blive en god og stor Digter,« og karakteriserede som »en underlig, enthusiastisk, melankolsk, ubeskrivelig én«. I et Par af Pram udgivne Nytaarsgaver for 1783 og 1784 debuterede B. som Lyriker og vandt saa meget Bifald for en den Gang sjælden Fylde og Lethed i Udtrykket, at Bebudelsen af et større Arbejde fra den 20-aarige Forfatters Haand samlede det højst usædvanlige Antal af 1.200 Subskribenter. I Begyndelsen af 1785 saa dette Værk Lyset under Titelen »Komiske Fortællinger«, indeholdende »Poesiens Oprindelse«, en Wesselsk Behandling af Eddamythen om Suttungsmjøden, »Katten eller Elskovs Magt«, første Afsnit af »Deukalion og Pyrrha«, en Travestering af Ovid, samt »Jeppe«, hvor der over Motiver fra Holbergs Komedie og et gammelt Æventyr er bygget en Skildring af Bondens Trællestand og udtalt Tanker om hans Frigjørelse i Overens stemmelse med Tidsalderens emancipatoriske Stræben.

B. har paa et senere Trin af sin Udvikling fremhævet, at det ikke var af indre Tilskyndelse, han ved sin Debut slog ind paa den komiske Digtning. Den overvejende Del af hans Læsning havde haft den alvorlige poetiske Litteratur til Gjenstand, fra den havde han modtaget de dybeste Indtryk, og det var Gjengivelsen af saadanne, der voldte ham størst Tilfredsstillelse. Men da de Kjendere, hvis Dom han søgte, afgjort fandt mere Behag i hans komiske Forsøg, stillede han deres Indsigt over sin egen Fornemmelse og betraadte det Spor, de anviste ham. Udfaldet godtgjorde, at han derved ogsaa traf det større Publikums Smag. De komiske Fortællinger henreve Læseverdenen ved deres aandfuldt konverserende Form, ved den til en hidtil ukjendt Fuldkommenhed drevne Behandling af det metriske Sprog, ved den elegante Lethed, hvormed de foretoge Overgangene fra Alvor til Spøg, fra erotisklyriske Stemninger til satiriske Forstandsræsormementer, samt ikke mindst ved den Gratie, hvormed de halvt som i Leg berørte de politiske, sociale og religiøse Spørgsmaal, som vare oppe i Tiden, og behandlede dem i dennes noget frivole og til oppositionel Kritik stemte Aand. De kyndigste i Litteraturen hilste denne Forfatterdebut som noget ualmindelig lovende, og Wessel selv, hvis komiske Fortællinger disse Digtninger fortsatte, uden dog at naa Forbilledets friske Naivitet, hyldede B. som den opgaaende Sol og ønskede ham Lykke paa hans Vandring. Men ikke blot for det bredere Publikum var B. nu med ét Slag bleven Dagens Helt; ikke blot de litterære Kredse søgte at tilegne sig ham, som da han knyttedes til det nylig stiftede Tidsskrift »Minerva«, hvor han bl.a. offentliggjorde de versificerede Fortællinger »Emma« og »Censurens Oprindelse«. Ogsaa Samfundets øverste Cirkler, hvor tillige den videst omfattende Dannelse havde hjemme, aabnede sig for den unge Digter: hos Schimmelmanns, Reventlows, Bernstorffs og Stolbergs deltog B. i et under de fineste og yppigste Former blomstrende aandeligt Liv, der havde Tidens højeste Interesser til Æmne, og med den vidunderlige Tillempningsevne, som allerede tidlig var en fremtrædende Bestanddel af B.s Væsen, fandt den borgerlig fødte og i fattige Forhold opvoxede Digter sig hurtig til rette i de rige adelige Omgivelser, fængslende Mændene ved sin livfulde Tilegnelse af de ledende Tanker og forkjælet af Damerne som en Gratiernes Sanger, der ikke forlangte bedre end at inspireres af deres Skjønhed og Vid. I de danske litterære Kredse, hvor demokratiske og nationale Følelser begyndte at fæstne sig til Modstand mod Adelsoverlegenhed og tysk Indflydelse, var man med lige saa megen Harme som Beklagelse Vidne til et Erobringsværk, der endog — da B. havde forsøgt sig med tyske Poesier — truede med at berøve det danske Sprog dets talentfuldeste Digter. Denne Stemning fik Luft i en skarp og paa adskillige Punkter ubillig Polemik imod B.s Operatext »Holger Danske« (1789), som havde det Uheld at blive overvurderet af de tyske Kredse og derved udfordrede til Protest, uden at der til Gunst for B. toges noget Hensyn til, at han kort forinden havde godtgjort baade sin Kjærlighed til og sit Mesterskab i det danske Sprog ved sin ypperlige Oversættelse af Holbergs »Niels Klim«.

B.s yderst sensible Natur følte sig paa det pinligste berørt af denne litterære Modgang, og han modtog under disse Omstændigheder med dobbelt Taknemmelighed det Tilbud om en Udenlandsrejse, som hans Velynder Prinsen af Augustenborg, Universitetets Patron, gjorde ham. Medens »Holgerfejden« vedblev at brede sig her hjemme, tiltraadte B. da i Foraaret 1789 denne sin første større Rejse, hvis Begyndelsesafsnit — Turen gjennem Tyskland indtil Indtrædelsen i Schweits — han 1792 og 93 skildrede i de 2 Bind af »Labyrinthen«, der høre til vor Litteraturs ypperste Prosaværker og indtage en Førsterangsplads blandt Rejseberetninger overhovedet ved Opfattelsens friske Oprindelighed og den uforlignelig livfulde Fremstilling, hvis Stil og Methode paa ethvert Punkt slutter sig paa den inderligste Maade om Æmnet. At Forfatterens hyppige Extase-Tilstande, hans stundum affekterte Begejstring og usunde Sværmen hist og her skæmme Fremstillingen for en ædruelig Nutidslæsers Smag, viser jo kun, at B. gav sig, som han var, i denne lyrisk-episke Rejseskildring.

B. havde endnu kun opholdt sig et Par Maaneder udenlands, da Efterretningen om den franske Revolutions Udbrud naaede ham og hensatte hans let bevægelige Sind i en fuldkommen Frihedsrus; hans Hjærte »bankede af Rædsel og af brændende Henrykkelse ved de Tings Forventelse, som skulle komme over Jorderige«; paa Rhinbroen ved Strasburg »bemægtigede Taarnet, Bogtrykkerkunsten og Revolutionen sig hele hans Fantasi«, og ved Betrædelsen af Schweits' [Schweiz'] republikanske Jord ligger Landet for ham som »det herlige, hellige, frie, lyksalige*, »hvis Indbyggere endnu den Dag i Dag bevare den eneste Rest af Frihed, det forkjælede Evropa har tilbage». Efter en Bjærgvandring i den bedste Sommertid havnede han i Begyndelsen af Sept. ved Thunersøen, hvor han første Gang traf sammen med Bernerinden Sophie Haller, Datterdatter af den som Naturforsker og Digter berømte Albrecht v. H. En heftig Forelskelse betog B. ved Bekjendtskabet med den smukke unge Pige, og efter at han havde fortsat dette som Gjæst i hendes Hjem i Bern, vandt han et Par Maaneder efter hendes Haand og Familiens Samtykke. Hans nærmeste Bestræbelser gik nu ud paa at sikre sig en saadan Stilling i Danmark, at han kunde hjemføre hende som sin Hustru; efter at han havde afsendt de hertil stræbende Forklaringer og Anmodninger, begav B. sig paa et kort Besøg til Paris, hvor han svælgede i Frihedsjubel og bl.a. »dansede en Solo paa Bastillens Ruiner« under de tilstedeværende Pariseres Bifaldsklap. Ved Tilbagekomsten til Bern fandt han alting ordnet paa bedste Maade af Velynderne der hjemme, holdt Bryllup i Begyndelsen af Marts 1790 og begav sig i Juni paa Rejsen hjem efter, en langsom Tur op igjennem Tyskland med Besøg i mange Byer og hos endnu flere litterære Berømtheder. Henimod Slutningen af Okt. gjensaa han Kjøbenhavn.

Men hans Fædreland blev ham ikke længe noget blivende Sted; med hans Giftermaal begyndte for B. det ustadige Liv, som gjorde ham til en farende Svend uden Stunder til at gro fast nogensteds; hindredes han end derved fra at slaa sig til Ro paa vundet Ry og spinde sig ind i fastslaaede Opfattelsesmaader, saa fremmede paa den anden Side dette Vandringsliv hans Naturs oprindelige Drift til flygtig Omskiftelighed, til vexlende Paavirkning af de mest uligeartede Indflydelser og til at lægge Kraften stærkere paa de forjættende Begyndelser end paa den udholdende Gjennemførelse.

Efter Udgivelsen af »Labyrinthen« og 2 Bind »Ungdomsarbejder«, blandt hvis nye Indhold Fragmentet »Forfatterens Liv og Levned« især er at fremhæve, forlod B. i Foraaret 1793 paa ny Danmark med Hustru og Barn, begge svagelige og trængende til et mildere Klima; atter ved denne Lejlighed var det Prinsen af Augustenborg, der traadte hjælpende til ved at sikre Digteren en regelmæssig Indtægt som Honorar for de Studier i — pædagogisk Øjemed, det med en Slags gjensidigt venskabeligt Bedrag aftaltes, at han skulde sysselsætte sig med i Udlandet. Efter nogle Maaneders Omflakken i Tyskland naaede Familien Bern, hvor den forøgedes med endnu en Søn (Karl Albrecht Reinhold); men kort efter havde B. den Sorg at miste sin førstefødte. Medens hans Hustru søgte Hvile i sit Barndomshjem, rejste B. til Wien og Norditalien og vendte først tilbage i April 1794, benyttede Sommertiden til en Alpevandring sammen med sin Hustru, Wielands Datter og en tredje Dame og tilbragte Efteraaret ved Genfersøen [Genève-søen]. I Begyndelsen af 1795 tiltraadtes Hjemrejsen til Danmark, for B.s Vedkommende afbrudt af en Maaneds Udflugt til Paris, hvor Jakobinerne vare paa Højdepunktet af deres Magt; skjønt B. kom i nær Berøring med flere af de terroristiske Optrin, bevarede han sin Begejstring for Revolutionen. I Juli naaede han med Hustru og Barn sin Beskytters gjæstfrie Herresæde Augustenborg paa Als, hvor hans tredje Søn (August) kom til Verden. Vinteren tilbragtes i Kiel, og først i Sommeren 1796, efter mere end 3 Aars Fraværelse, opslog han atter sit Telt bag den danske Hovedstads Volde.

Heller ikke dette Ophold blev af Varighed. Ved Protektion havde B. faaet Pladsen som Viceprovst paa Regensen, en Stilling, som kun lidet passede for hans Naturel; han klager i et Brev over, at han idelig tager fejl mellem de 35 Nøgler, som vare betroede ham, og over, at han paa én Gang er bleven gjort til »Provst, Reparationsopsynsmand, Dørvogter, Husvært, Natvægter, Gaardskarl, Universitetsbud og, hvad véd jeg alt«. Han kunde dog til andre Tider skjønne paa, at han havde »noget fast og en ordentlig, bestemt Stilling, Tid til overs for mig selv, Lejlighed til at udsaa megen god Sæd og opelske mangen smuk Plante, saa megen Uafhængighed, som kan forenes med et Embede, en taalelig Bolig og Udsigt til Forbedring af mine Omstændigheder«. Han havde derfor, efter sit eget Sigende, aldrig været »sattere og virksommere« end da, han underviste i Dansk og Æsthetik hos Christiani paa Vesterbro og tog Del i forskjelligt litterært Organisationsarbejde. Men i Hjemmet selv laa Spiren til dets Splittelse: Sophie B.s Helbred blev mere og mere vaklende, og skulde en Katastrofe undgaas eller endog blot forhales, maatte det syge Bryst aande en mildere Luft. Allerede i Marts 1797 maatte B. bryde op paa ny. Maaneden efter er han i Kiel med Hustruen og de to Smaabørn, men kun faa Uger efter krævede Døden sit Offer. Forpint, fortvivlet, legemlig og aandelig syg, stundum Afsindighed nær, bragte den unge Enkemand de moderløse Drenge til Bedstemoderen i Bern, rejste med hende og dem fra Sted til Sted i Schweits [Schweiz], besøgte alene Norditalien og gjæstede sin Hustrus rige Slægt i Milano. I Sept. 1798 begav han sig endelig med Børn og Svigermoder paa Vejen hjemad, men lagde atter Routen over det tillokkende republikanske Paris. Her gjorde han Bekjendtskab med den genfiske Ministerresident Reybaz, hvis smukke og talentfulde Datter Fanny bragte den følsomme Digters Hjærte til at blusse i Luer, efter at det allerede forinden havde røbet sin Fængelighed ved forskjellige erotiske Anfægtelser, som havde ført til mere eller mindre fremskredne Planer om nyt Ægteskab. Han bejlede og fik Ja. For at ordne sine hjemlige Forhold begav han sig til Kjøbenhavn, hvor hans Embedsstilling havde været holdt aaben for ham under den lange Fraværelse, og hvor han — efter at hans Opera »Erik Ejegod«, med Musik af Kunzen, var bleven opført tidlig paa Aaret — end ydermere forefandt sin Udnævnelse til Medlem af det kgl. Theaters Direktion. I Juni det følgende Aar, 1799, holdt han Bryllup i Paris og hjemførte sin Hustru.

Ej heller dette Ægteskab skaffede B. huslig Hygge og rolige Livsvilkaar. Fanny, en kølig Natur, der havde ægtet B., efter at en tidligere Forelskelse var glippet, brød sig ikke om at forstaa det Sprog, hvori hendes Mand digtede, holdt sig fornemt borte fra hans Omgangskreds og betragtede med lidet dulgt Ringeagt et selskabeligt Liv, der stod saa langt tilbage for de glimrende sociale Forhold, hvorunder hun tidligere havde levet. Sygelig og kuldskær trivedes hun ej heller legemlig i vort Klima, og efter at hun i Maj 1800 havde bragt en Datter til Verden, maatte B. paa ny tænke paa at forandre Domicil. Han fik Rejsetilladelse for et Par Aar med Bibeholdelse af sin Gage og ikke uden Ønsker om, at han vilde blive borte med det samme, thi hans Mæcener begyndte nu at blive noget trætte af ham. Samme Efteraar brød han med Familie op til Paris. Ved en Afskedsfest i Dreiers Klub blev der sunget en Sang til hans Pris; dens Forfatter hed Adam Oehlenschläger, og den greb B. saa stærkt, at han omfavnede den unge Digter og testamenterede ham »sin danske Lyra«, som han nu ikke havde i Sinde at slaa mere. Som for at slutte af med sin danske Fortid begyndte B. paa Udgivelsen af sine »Samtlige Værker«, hvoraf dog kun ét Bind udkom — en af de mange Begyndelser uden Afslutning, som betegne hans litterære Liv. Sin Overgang til en anden Litteratur manifesterede B. ved Udgivelsen af sit idylliske Epos i Hexametre »Parthenai's oder die Alpenreise« (1802) og de 2 Bind »Gedichte« (1803), der især ere mærkelige ved deres Railleri med Goethe. Men samtidig var han optagen af nordisk-mythologiske Æmner og skriver i et af sine Rimbreve fra denne Periode, at han »ingen Sinde var saa pæredansk som her, hvor alt er ganske fransk«, i det han »dansker, fynsker, jysker Dag og Nat«. Et ganske kort Besøg i Kjøbenhavn Sommeren 1802 sikrede ham, ved Kronprinsens Anbefaling, en Regeringspension paa 800 Rdl. aarlig, og med den samme Sum lovede hans Ven og Velynder Adam Moltke [Adam Gottlob Ditlev Moltke [1765-1843]] at støtte ham i 3 Aar. Men dette forslog ikke til at holde Næringssorgerne borte fra det franske Hjem, hvis Uhygge forøgedes ved Fannys idelige Migraine og hendes Faders apoplektiske Hjælpeløshed, hvortil kom Sorgen over den lille Datters Død og B.s egne legemlige Lidelser.

B. stod nu ved Indgangen til Fyrrerne, i den bedste Mandsalder, og havde alt bag sig en Livsbane saa bugtet og broget, saa rig paa ydre og indre Oplevelser som hidtil ingen dansk Digters. Fra et fattigt Barndomshjem og et glædeløst Skoleliv var han ligesom med ét Ryk bleven løftet op i Dagens fulde Lys, beundret som en uforlignelig Digter og henflyttet til de Samfundets Højder, hvor Kampen for det nødtørftige ikke kjendes, og hvor Livet er rigt, skjønt og indholdsfyldigt. Og med den samme Smidighed i Væsen, som gjorde ham hjemme i de fornemme Kredse, tilegnede han sig i den tidlige Alder, da Udlandet alt aabnede sig for ham, hvad der paa hans Rejser kom ham i Møde af ejendommeligt og udmærket. Han traadte i Forbindelse med sin Tids aandelige Notabiliteter: Claudius og Klopstock, Voss og Burger, Wieland og Herder, Schiller og Iffland, Reinhold og Fichte, Lavater og Jacobi, Pichegru og Sieyes, Benjamin Constant og Mdm. Staël, — alle kjendte han dem af personlig Omgang, og med de allerfleste af dem var Samkvemmet ikke af den løse Visitart, som vore Dages hurtige Rejsemaade afføder; det fortsattes endog for en Del i betydningsfulde Brevvexlinger, omhandlende Tidens højeste Idéindhold (her maa især nævnes den efter B.s Død udgivne Brevvexling med Kantianeren K. L. Reinhold). Dette Idéindhold opfattedes i B.s klare Hoved som i et Spejl, men paavirkede af hans let bevægelige Følelse og hurtig vakte Fantasi skiftede Indtrykkene ogsaa som Spejlbilleder. Som hans erotiske Passion for en »Zemire« (Ungdomsforelskelsen i Mariane Eggers) afløstes af hans Elskovslyrik til »Seline« (Fru Pram), denne af hans Kjærlighedskvad til »Palmine« (Sophie Haller) og saaledes videre, paa lignende Vis vexlede ogsaa hans poetiske og intellektuelle Idealer. Hans tidlige Forherligelse af Voltaire fornægtedes, da han blev greben af Rousseau; med brændende Begejstring omfattede han Kants fra »den rene Fornufts« kølig-klare Sfære hentede Filosofi og hyldede den store Tænker ved at antage hans Fornavn, men med ikke mindre Varme omsluttede han F. H. Jacobis ogsaa mod Kant rettede theosofiske Mystik; han var som et Barn af sin Tid Skeptiker og Rationalist, hyppig vælgende Dogmerne og deres professionelle Hævdere til Skive for sin Satire, men til andre Tider gjorde han »et Saltomortale« ud i Troen og søgte Hvile der. Snart var det Homer, snart Virgil, der satte ham i fyldigst Forhold til Oldtiden, og snart atter ryddede han Digtning og Fortid til Side som unyttigt Skrammel for at fordybe sig i Naturvidenskaberne med stærk, men kortvarig Energi. Men hvor hurtig end hans Interesser skiftede Æmne, havde de dog langt mere end en dilettantisk Viden til Udbytte, thi B. var et af sin Tidsalders bedste Hoveder og livligst opfattende Aander, der over for intellektuel Tilegnelse havde den samme mærkelige Selvforvandlingsevne, som satte ham i Stand til ikke blot at tækkes og vinde, men ligefrem at fortrylle de Mennesker, han kom i Berøring med. Hvorledes hans Overblik over Tidens ledende Ideer forbandt sig med hans poetiske Inspiration, have vi et Vidnesbyrd om i de storslaaede Planer til Digtning, som han undfangede: han vilde skrive sin Samtids Epos i en gjennemført Allegorisering af Revolutionens Begivenheder, han vilde behandle den sejrrig frembrydende Naturerkjendelse i en anden episk Allegori »Uranion eller Lysets Helte«, han tænkte paa »et Heltedigt uden Krig« med Verdensomsejleren Cook til Midtpunkt og »Opdagelsen af Jordens Sydpol og af Menneskeslægtens Sydpol, Videnskabernes og Kunstens Triumf« til Æmne; ja han troede en Tid lang i den nordiske Mythologi at have fundet det Billedsprog, i hvilket Verdensgaaderne klarest lode sig tyde. At ingen af disse vidtspændende Planer kom til Udførelse, vidner igjen om Digterens Mangel paa Evne til at isolere sig fra de idelige nye Paavirkninger for standhaftig at fastholde en enkelt Tanke. Men man har tillige Lov til at formode, at om end et paa mange Maader fængslende Idéliv vilde have udfoldet sig i disse Digterværker, vilde det være sket paa Bekostning af den umiddelbart betagende, simple og enfoldige poetiske Skjønhed. Thi B. er som Digter størst paa det mindre Omraade; hvor han svimler odehøjt eller profeterer bardedybt, bliver han lige saa søgt og usand, som han er yndefuld naturlig i sine med al deres store Kunst saa skjælmsk legende Rimbreve saa vel som i de mange lyriske Smaadigte, hvor Sprogets sødeste Velklang forbinder sig med Stemningens harmoniske Hvile til en i dansk Digtning uovertruffen Fuldendthed. Vi nævne af saadanne Digte det tidlig undfangne »Da jeg var lille«, »Gjensyn og Tilbageblik» med de berømte Linjer »Ak, ingensteds er Roserne saa røde« osv., »Citherspilleren« (»Jeg vandrer fra By og til By«), »Erindringer« (»Naar Børn sig om mig slynge«). Hertil kan føjes de lige saa fortræffelige tyske Digte, som ere lagte Digterens omvankende Skjærsliber-Jeg i Munden, hans »Dichterlied« (»Der Dichter liebt den guten Wein«) og den navnkundige »gesammte Trinklehre« (»Seit Vater Noah in Becher goss«). I det vi anføre disse Prøver paa B.s tyske Digtning, staa vi paa ny ved en Dobbelthed i hans Væsen: hans Flagren mellem de to Sprog, Modersmaalet og Verdenssproget, som skiftevis drog ham til forskjellige Sider, en Spaltning, som hans Ægteskaber med udenlandske Hustruer nødvendigvis maatte forøge.

I denne splittede Personlighed, sygelig af Helbred, urolig af Temperament, ustadig flakkende imellem Ideernes Omraader som imellem vor Verdensdels Lande, hjemme for en Stund, hvor han slog sig ned, men snart atter dreven videre af sin Hvileløshed, — i denne af modstridende Bestanddele interessant sammensatte Natur fik Tidsalderens Gjæring et følsomt-mærkende Udslag. B. var orienteret ogsaa paa de nye Idéstrømningers Omraade, og mere end én Gang forsøgte han at tilpasse sit Væsen efter deres Krav. Men alt som den nye Tid tydeligere og tydeligere aabenbarede sit Indhold, viste det sig, at han, i den Alder han nu havde naaet, trods alle indre Brydninger dog i det hele og store stod som et sammenfattet Udtryk for det tilbagelagte Aarhundrede i Modsætning til det nye. For Poesiens Vedkommende gav dette sig til Kjende ved hans stadig tiltagende Uvilje imod den romantiske Digtning, en Uvilje, som polemisk fik Luft i det paa denne Tid skrevne, om end først efter hans Død udgivne store dramatiske Digt: »Der vollendete Faust oder Romanien in Jauer«. Hvad Romantikken ejede af dybt, gjorde nærmest et Indtryk af Uklarhed paa ham, dens Mystik var ham kras Overtro, og mod dens Vilkaarlighed oprørtes hans Formsans. I det følgende Tidsrum bliver B. derfor, med betinget Ret, Hævderen af Fornuftmæssighed i Modsætning til fantastiske Overgreb, af Lovmæssighed i Modsætning til genialsk Anarki og af sproglig Regelbundenhed i Modsætning til personligt Forgodtbefindende.

Hvad B. havde lært at kjende af Oehlenschlägers Ungdomsdigtning, havde gjennemgaaende ikke tiltalt ham, hvor stærkt han end i bevægede Øjeblikke kunde begejstres for enkelte Partier af den; den unge Digters overmodige Selvfølelse havde stundum krænket den ældre, og Følelsen af, at en nyopgaaende Sol med ufortjent Hast fordunklede hans egen i det danske Folks Øjne, bidrog til at nære Bitterheden. Forholdet mellem de to Digtere var køligt, da B. i Sommeren 1806, under Oehlenschlägers store Udenlandsrejse, gjæstede Kjøbenhavn og gjorde Bekjendtskab med A.S. Ørsted og hans Hustru, Oehlenschlägers Søster Sophie. Et exalteret Venskab i Tidens sentimentale Smag opstod mellem B. og den 24-aarige unge Kone, hvis Længsler Ægteskabet ikke helt havde opfyldt, og hvis for alle intellektuelle Indtryk modtagelige Natur paavirkedes livlig af den verdenskyndige og vidtbevandrede B.s fængslende Underholdning, paa samme Tid som hun »omvendte ham til Goethe« og ved at føre ham ind i denne Digters Verden tillige forberedte ham til en bedre Opfattelse af Broderens Poesi. I det Oehlenschlägers Betydning nu virkelig gik fyldigere op for B. end nogensinde tidligere, og i det han fandt det ubetimeligt at staa halvvejs paa en spændt Fod med Broderen, medens han tilbad Søsteren, tilskrev han paa Oehlenschlägers Fødselsdag 14. Nov. 1806 denne sit berømte indholdsvægtige og mesterlig formede Rimbrev »Noureddin til Aladdin«, i hvilket han, hyldende Oehlenschläger som den største, tilbød ham Fostbroderskab og Samarbejde. Oehlenschlägers Svar røbede, at den unge Digter fuldt vel var sig sit Værd bevidst, og afslog den tilbudte Alliance; de Bemærkninger, han med rette gjør om B.s Misforstaaelse af den digteriske Aladdin-Skikkelse, viste tydelig nok Kløften mellem de to Naturer som mellem de to Tidsaldres Livsidealer, hvad B. ogsaa med lønlig Smerte fornam og gav et vemodig-skjønt Udtryk i sit Gjensvar »til Digteren Adam Oehlenschläger«.

I Slutningen af 1806 udkom B.s »Skjæmtsomme Rimbreve«, om hvilke Forfatteren med rolig Selvfølelse udtaler, at »dersom der i hans Modersmaal gives noget i Stil, Sprog og Versemaal lettere, rundere og mere flydende, har han haft Uret i at drage disse Smaadigte frem for Lyset«; men ikke blot i den gratiøse Form og det spillende Vid have disse uforlignelige Improvisationer deres litterære Værd: de yde tillige deres Bidrag til Opfattelsen af B.s Personlighed ved at vise os ham i Tankeudvexling med adskillige af de Kvinder og Mænd, hans bevægede Livsgang havde bragt ham i Berøring med. Samtidig med Rimbrevene udkom 1. Del af »Æventyrer og komiske Fortællinger«, indeholdende af nyt den med den fuldendteste Verskunst fortalte »Theateradministratoriade«; nogle Maaneder efter udkom 2. Del med lutter tidligere trykte Fortællinger, deriblandt »Ja og Nej eller den hurtige Frier«.

Ved Udgivelsen af disse Bind vilde B. fastslaa i Publikums Omdømme, hvad hans Digtning hidtil havde ydet, hvor den havde givet sit bedste. Efter at have paapeget dette Resultat vendte han sig i »Gjengangeren og han selv eller Baggesen over Baggesen« polemisk imod den ældre Tids Poesi og den Del af sin egen, han ikke vilde have betragtet som et væsentligt Udtryk for sit digteriske Jeg; med hvas Satire svinger han Svøben over Litteraturens forkomne Tilstand, over dens lave Idealer og den inkompetente Kritik; han bebuder, at han som den hjemvendte Odysseus, i Pagt med Sønnen Telemakos, Rigets Arving (Oehlenschläger), vil slaa et Dommedagsslag for Kunstens og Sprogets af frække Bejlere hjemsøgte Penelope og atter bringe Orden i Huset. Men fra nu af ved positive Bidrag til den nye Tidsaands Digtning, ikke længer ved negativ Satire; thi i Fortalen til de strax efter »Gjengangeren« udkomne »Nye blandede Digte« udtaler han, at den »skjæmtsomme Rolle«, han hidtil havde spillet »til Dels imod sin oprindelige Lyst, til Dels ogsaa maaske imod sin egentlige Naturevne«, nu er afsluttet, og at han hermed begynder paa »en ny Periode af sit Digterliv og med samme sin egentlige Kunstbane«. Fortalen til den nye Udgave af »Labyrinthen« — under Titelen »Digtervandringer«, hvoraf kun ét Bind udkom — udviklede omstændeligere hans forandrede poetiske Trosbekjendelse, i hvilken navnlig Naturfænomenernes Anvendelse som digteriske Æmner betones. Denne Tilnærmelse til Naturfilosofien i Forening med B.s nu hurtig tiltagende Anerkjendelse af den forhen forkjætrede Goethe og hans forstaaende Blik for Oehlenschlägers Betydning viser os ham stærkt i Færd med smidig at akkomodere sig efter det nye; men at han dybest inde hørte en anden Stemningsverden til, viste baade hans mangelfulde Ydelser i den nye Retning og hans nu og da spontant frembrydende Polemik imod den, saaledes den 1810 udgivne »Karfunkel- oder Klingklingel-Almanach, ein Taschenbuch für vollendete Romantiker und angehende Mystiker«.

Det i litterær Henseende saa mindeværdige Timaaneders Ophold i Danmark afsluttedes i Forsommeren 1807, da B. atter begav sig til sit franske Hjem i Marly. Efterretningen om Kjøbenhavns Bombardement og Flaadens Tab i Eftersommeren samme Aar fremkaldte B.s Sømandssange, skrevne i Knud Sjællandsfars Navn. Aaret efter udkom den tyske Digtsamling »Heideblumen«, indledet med et Digt »an Lilia« dvs. Sophie Ørsted, og Prøver af Heltedigtet »Oceania«, under hvilket Navn Planen til det fornævnte Epos om Cooks Verdensomsejling nu forsøgtes virkeliggjort, — atter en Begyndelse uden Fortsættelse. Filosofiske og mathematiske Studier sysselsatte ham stærkt i de nærmest følgende Aar, og han kom til et nyt indre Omslag, i hvilket Troen tog Magten fra den tidligere Forstandsdyrkelse, og det forhen forgudede Kantske System viste sig for ham som »den haardeste og huleste filosofiske Nød«. Sygdom og Svaghed hørte baade til hans og hans Hustrus jævnlige Hjemsøgelser, og Pengenød forbitrede ham yderligere Livet. Under disse sørgelige Forhold ansøgte han Regeringen om Bistand og kaldtes 1811 til Professor i dansk Sprog og Litteratur ved Universitetet i Kiel. Under Krigen fik B. Tilladelse til at bosætte sig i Kjøbenhavn, hvortil han ankom med Kone og Barn i Avg. 1813 og strax indvikledes i den litterære »Jødefejde«, i hvilken han navnlig tørnede voldsomt sammen med »Fritimernes« bekjendte Forfatter Th.C. Bruun.

Men en langt større og mere indgribende Polemik stod for Døren: den langvarige »Baggesenske Fejde«, som medførte en Partisplittelse af den bitreste Art og afstedkom en Række voldsomme Optrin, indtil efter Aars Forløb Krigstilstanden omsider endte med B.s frivillige Exil som Følge af Opinionens tiltagende Uvilje over hans Færd. B. begyndte Polemikken i J.K. Høsts Ugeblad »Dannora« og fortsatte den siden i den samme Udgivers »Nordiske Tilskuer« saa vel som i de af ham selv stiftede Tidsskrifter »Lille Søndag-Aften«, »Søndagen», »Skuddagen« og »Danfana«. I Hovedstadens Dagblade og i selvstændige Flyveskrifter fremkom Indlæggene fra Modstanderne, hvis betydeligste Talsmænd vare C. Molbech (med Maanedsskriftet »Athene«), Poul Møller, Hauch, A.E. Boye (under Psevdonymet »Peder Wegner«), P. Hiort, Sibbern og paa et enkelt Tidspunkt Grundtvig, som dog senere delvis sluttede sig til B. og modtoges af ham som en saare kjærkommen Forbundsfælle.

Sin kritiske Udrensning — der jo var bebudet i »Gjengangeren« — begyndte B. med en Række Anmeldelser af Oehlenschlägers Tragedier. »Hakon Jarl« betegnedes, trods enkelte Udsættelser, som Digterens Mesterstykke, »Axel og Valborg« fremhævedes, med Paavisning af Mangler ved de 2 sidste Akter, i en udførlig og værdifuld Kritik som et betydeligt Arbejde, rigt paa store Skjønheder, medens »Correggio« angav det »sceniske Vendepunkt«, fra hvilket det var gaaet ned ad Bakke, og »Hugo von Rheinberg« samt Syngespiltexterne »Røverborgen« og »Ludlams Hule« stempledes som den fuldbyrdede Tilbagegangs værdiløse Produkter, hvis Usselhed lagdes frem til Beskuelse i en lige saa vittig som skaanselløs kritisk Redegjørelse.

Eftertiden har givet B. Ret i denne Dom, men for hans Samtid var den en haard og utilbørlig Tale, som fortjente skarp Modsigelse. Hvad den halvhundredaarige B., som tilmed havde tilbragt saa stor en Del af sin Tid uden for Fædrelandet, ikke lagde tilstrækkelig Mærke til, var den Omstændighed, at der var opvoxet en ny Slægt med andre poetiske Idealer end hans og med en Ungdom, hos hvem just Oehlenschlägers Digtning havde aabnet Øjnene for disse Idealer. At denne Ungdom med sværmerisk Begejstring hyldede sin Digter og sluttede sig sammen til Værn om ham, naar han blev angreben, var lige saa naturligt, som at den ikke var noksom kritisk moden til at kunne se nogen synderlig Forskjel mellem den Oehlenschläger, hvis første rige Produktion havde indviet en Litteratur-Epoke af aldrig hidtil kjendt Skjønhed og Fylde, og den Oehlenschläger, der efter Hjemkomsten 1810 havde lagt sig til Hvile paa sine Lavrbær og i Kraft af den Myndighed, han øvede, bød sine Tilhængere umodne Arbejder og halvfærdige Fabrikater i Flæng med sin Muses ægtefødte Værker. B., hvis Kritik just gik ud paa at indprente denne Forskjel og i Sprogets som i Smagens og Kunstens Navn at protestere imod Sjuskeriet, talte følgelig for døve Øren eller for Øren, der troede at kunne kjende Niddets Stemmeklang i hans advarende Røst og endog fandt hans Anerkjendelse fremtvungen og modvillig, naar han midt i Fordømmelsen af Oehlenschlägers paa denne Tid just særlig talrige poetiske Misfostre med ubetinget Ros fremhævede Digtninger som »Helge« og »Den lille Hyrdedreng«. Tonen i B.s Persiflage blev af denne Grund mere og mere bitter, hans Spot mere og mere hensynsløs, medens just hans overlegne Vittighed bragte de pathetiske Oehlenschlägerianere i det yderste Raseri. I et Par Tilfælde blev endog det litterære Forum ombyttet med det juridiske og Hof- og Stadsretten paakaldt som Mellemmand, saaledes i Anledning af P. Hiorts »Tolv Paragrafer om Jens Baggesen« og samme Forfatters grundløse Plagiatbeskyldning angaaende B.s Operatext »Trylleharpen«.

B.s polemiske Hovedskrifter fra denne Fejdetid ere: den store allegoriske Fortælling paa Vers »Pindsvinet«, »Kritisk Vurdering af Ludlams Hule«, en versificeret Fortælling »Den nyeste skjønne Litteratur eller de sex Dages Arbejde«, det komiske Læredigt »Per Vrøvler«, fremkaldt af en Oehlenschlägersk Skydebanevise, det store satiriske Digt »Asenutidens Abrakadabra eller Skjaldbørnelærdommens Kjærne«, »Breve til Adam Oehlenschläger fra Jens Baggesen«, affødte af førstnævntes saare uheldige »Rejse, fortalt i Breve til mit Hjem«; en Fortale, hvori B. appellerede til »Fædrelandets studerende Ynglinger«, havde den uventede Virkning at fremkalde en Udfordring til latinsk Disputats fra 12 navngivne studerende (»Tylvten«), hvilket mærkelige Forslag B. dog ikke gik ind paa.

Midt under Kampens Gjald og Gny lød der dog ogsaa bløde Toner fra B.s Harpe, og hans Aand husede baade dybe Tanker og lyse Stemninger, som ikke paavirkedes af Krigshumøret. Fra denne Tid skriver sig det forunderlig gribende Fragment »Thora fra Havsgaard«, den yndefulde Digtning »Balders Igjenkomst eller Digte til Nanna« og de i Højde med Rimbrevene staaende »Poetiske Epistler« — Arbejder, som under de givne Forhold naturligvis maatte savne den rette Anerkjendelse. Gaaden »Det evige Sindbillede« sysselsatte dog nogle af Tidens bedste Hoveder, men fremkaldte ogsaa Grundtvigs »Rimelige Strøtanker ved Kalundborgs i Livet vel meriterede Stads-Satyrikus Jens Baggesens Grav«. Senere stillede — som allerede kortelig nævnt — Grundtvig sig væsentligst paa Baggesens Side med sin store Afhandling »Om Digterne Oehlenschläger og Baggesen«, med Indlægget »Om Tylvten, til vedkommende« o. fl. a. Skrifter.

Oehlenschläger havde kun én Gang taget direkte til Orde mod B. i en »Erklæring til Publikum«, men ved adskillige Allusioner i sine Skrifter (»Fiskeren«, »Hroars Saga«, »Robinson i England«, »En Rejse«) bidraget til at nære Forestillingen om ham som en af Misundelse inspireret Modstander. I sit sidste paa Dansk udgivne Skrift »Rosenblade med et Par Torne« (1819) afsluttede B. Striden med nogle satiriske Udfald imod Oehlenschläger (bl.a. Parodierne »Shak Peer eller Adam Vævers Romance« og »Robinson i England«), men tillige med det skjønne Digt »Jubelæblet eller den gamle Harpespiller«, hvor Oldingen, »hvis Tid er omme«, ser Sangens Livsæble gløde frem i Træet, som han har vandet med sit Hjærteblod, og fuld af Fryd vil gribe det, — da en Dreng træder ind i Lunden, og den gamle i sit Dødsøjeblik maa se, at »da hans Offers Frugt var moden, faldt den ned i Drengens Skjød«; Tanken giver et lignende Billede som i Rimbrevet »Noureddin til Aladdin«, med hvilket den lange Kamp oprindelig indvarsledes ved dets Fremhævelse af Modsætningen mellem de to Digternaturer.

B., der allerede 1814 var bleven entlediget fra sit Professorat i Kiel, forlod for sidste Gang Danmark i Efteraaret 1820 og drog med Familie til Paris. En Del af Vinteren maatte han her tilbringe i Gjældsfængsel, og Sygdom, hans stadige Svøbe fra Ungdommen af, tærede alt mere og mere paa hans Kraft. I et og samme Aar — 1822 — døde hans Hustru Fanny og hans Søn af Ægteskabet med hende, den usædvanlig begavede Paul. Efter deres Død opholdt han sig mest i Schweits [Schweiz], altid lidende, men ogsaa altid sysselsat, dels med filosofiske Studier og religiøs Tænkning, dels med Arbejdet paa sit store humoristiske Epos »Adam und Eva oder die Geschichte des Sündenfalls«, der udkom efter hans Død. I Somrene 1825 og 26 brugte han Badekure i Karlsbad og Teplitz, men uden at hans Sygdom, en haardnakket og farlig Nyrelidelse, bedredes i nogen væsentlig Grad. I Avg. 1826 prøvedes end ydermere Marienbad, hvorfra B. dødssyg naaede Dresden. Her kom hans Søn August til ham, og B. gik gjærne ind paa hans Forslag, at forsøge paa at naa tilbage til Fædrelandet. I Sygevogn og Bærestol transporteredes Patienten langsomt den vidtstrakte Vej, saa medtagen, at man ventede Døden den ene Dag lige saa godt som den anden. Da man naaede Hamborg, maatte Hjem vandringen standse — ved Grænsen af Fædrelandet. Døende blev B. bragt til Frimurer-Hospitalet, hvor han udaandede ved Daggry 3. Okt. 1826. Hans Sønner bragte Liget til Kiel, hvor den afdøde efter sit Ønske jordedes hos sin første Hustru. I Danmark vakte Efterretningen om B.s Bortgang megen Deltagelse, men kaldte ogsaa for en lille Stund de hadefulde Røster til Orde igjen, indtil Forargelsen standsedes med Myndighed af den Digter og Kritiker, der tog B.s smagshævdende Gjerning i Arv: J.L. Heiberg. Til det kgl. Theaters Sørgefest havde Oehlenschläger skrevet Mindedigtet og saaledes paa den smukkeste Maade formanet al tidligere Modstand til at forsones ved den bortgangne Digters Grav.

»Jens Baggesens danske Værker« udkom 1827—32 i 12 Bind, udgivne af Forfatterens Sønner og C.J. Boye; 2. Udgave saa Lyset allerede 1845—47. »Jens Baggesens poetische Werke in deutscher Sprache«, ligeledes udgivne af Karl og August B., udkom i 5 Bind 1836. Hans Biografi, »udarbejdet fornemmeligen efter hans egne Haandskrifter og efterladte litterære Arbejder«, udgaves i 4 Bind af Aug. Baggesen 1843—56 men er ingenlunde nøjagtig i sine Angivelser, lige saa lidt som den samlede Udgave af de danske Skrifter er behandlet med den ønskelige Omhyggelighed. 1831 udkom »Aus Jens Baggesens Briefwechsel mit K.L. Reinhold und F.H. Jacobi« i 2 Dele, 1855 »Fragmente«, 1858 og 1863 »Philosophischer Nachlass« i 2 Bind. Den paalideligste og bedst orienterende Fremstilling af B.s Liv og Digtning har Kr. Arentzen givet i sit store litteraturhistoriske Værk »Baggesen og Oehlenschläger«, 8 Bind, 1870—78.



Til: Indholdsfortegnelsen




Bartholin, Caspar, 1655—1738, Generalprokurør, Læge

Af G.L. Wad og Julius Petersen

Caspar Bartholin var født i Kjøbenhavn 10. Sept. 1655 og Søn af [...] Professor Thomas B. (død 1680). Kun 15 Aar gammel blev han Student (1671), og hans Studier, eller maaske mest hans Faders Indflydelse, skaffede ham allerede 1674 Udnævnelse til Professor philosophiae ved Universitetet, dog saaledes at han kunde fortsætte sine Studier i Udlandet. Han tiltraadte samme Foraar sin 3-aarige Rejse, paa hvilken han studerede bl.a. ved Leidens Universitet og besøgte Frankrig, Italien o. fl. St, i det han overalt gjorde sig bemærket ved sin for en saa ung Mand usædvanlige Lærdom; man har da ogsaa fra denne Tid adskillige Skrifter fra hans Haand om saare forskjellige Æmner, dels hentede fra Lægevidenskaben, dels fra den klassiske Arkæologi. Efter sin Hjemkomst tiltraadte han sit Professorat og begyndte sin Virksomhed med Forelæsninger over Anatomi og Fysik; 1678 havde hans Fader den Glæde at kreere ham til Dr. med., næppe 23 Aar gammel; efter dennes Død (1680) blev B. Medlem af det medicinske Fakultet; hvis Dekanat han senere (fra 1704) kom til at bestyre i 34 Aar; Rektor ved Universitetet var han 1687 og siden oftere, medens han tillige havde forskjellige andre akademiske Tillidshverv. For øvrigt gav den Maade, hvorpaa han og hans Slægt, Bartholiner og Wormer, fremmede deres egne Interesser ved Universitetet — især ved bestandig at sørge for, at de flest mulige Professorater overdroges dem —, Anledning til en 1707 fremkommen anonym Klage, der til Dels satte en Stopper for Slægtens Nepotisme.

Indtil 1701 vedblev B. at docere Anatomien, og efter den Tid har hans Virksomhed som Universitetslærer næppe været stor, saa meget mere som der efterhaanden var blevet lagt Beslag paa hans Kræfter og Tid i ganske andre Retninger. Som saa mange andre Embedsmænd fik han nemlig Sæde i Højesteret (1691), hvormed 1694 fulgte Titel af Justitsraad, 1708 af Etatsraad, og 1719 betroede Kongen ham den ansvarsfulde og omfattende Post som Generalprokurør [til 1729]. Det gik ham som flere andre, at hans Brugbarhed skaffede ham saa mange Embeder, at man ikke fatter, hvorledes han kunde overkomme dem. Efter at han 1722 var bleven Konferensraad, udnævntes han 1724 til Deputeret for Finanserne og [indtil 1730] Præses i Rentekammeret. Den største Hædersbevisning blev ham til Del, da Kongen 1729 gav ham det hvide Baand, som endnu aldrig havde smykket nogen borgerlig og selv til adelige uddeltes sparsomt; til sit Valgsprog tog B. »invia virtuti nulla est via« [meningen er at B. vil søge at åbne ufarbare veje; sentensen er hentet fra Ovid's Metamorfoser XIV 113, der igen refererer til Vergil's Aeneiden VI' sang, hvor Aeneas og Sibyllen slipper afsted ad en bagvej; sentensen også brugt om Karl X Gustav's tur over Bæltet]. To Aar efter optoges han med sin Slægt i Adelsstanden. Han døde 11. Juni 1738 som Senior Universitatis. Efter sin Fader havde han arvet Hagestedgaard, som han solgte 1686. Han ægtede i Sept. 1679 Anna Fabricius, f. 10. Nov. 1643, død 18. Febr. 1713, Datter af Lægen, Dr. jur. & med. Christian F. og Enke efter Assessor Jørgen Reitzer.

B.s litterære Arbejder ere talrige fra den Epoke af hans Liv, da han endnu ikke var overlæsset med uvidenskabelige Embedspligter; efter den Tid ere de kun faa, som naturligt er. Som ovenfor nævnt har han leveret flere Arbejder i den klassiske Arkæologi (om de gamles Øresmykker, om de gamles Fløjter); men sin største Betydning har han som lægevidenskabelig Forfatter. Naar Riegels i de stærkeste Udtryk bebrejder B., at han sveg sit egentlige Kald, Videnskabsmandens, for at være Adelens Haandlanger og arbejde i Kollegierne, er dette næppe ganske uden Grund, og at han blev trukken frem af den Reventlowske alt formaaende Slægt, er der ogsaa andet, der tyder paa, end Riegels' Udsagn alene. Hvorledes B.s Virksomhed uden for Universitetet har været, er det nu vanskeligt at dømme om; det taler for hans Uundværlighed, at han efter de ved Frederik IV's Død indtraadte store Forandringer beholdt sine Embeder og belønnedes af den nye Konge med Adelsbrevet.


— Thomas Bartholins Søn Caspar blev født saa sent, at Faderen, der tidlig trak sig tilbage fra den egentlige lægevidenskabelige Professorvirksomhed, ikke i saa Henseende kunde være hans Lærer. I Anatomi og Fysiologi — de Fag, som han i Overensstemmelse med de Bartholinske Traditioner, i det mindste i den tidligere Del af sit Liv, særlig dyrkede — var derimod Steno hans væsentlige Lærer, og de Arbejder, han i denne Retning har publiceret, vise alle en tydelig Paavirkning af Lærerens Synspunkter og Ideer. Dennes betydningsfulde Opdagelser paa Kjertelsystemets [kirtelsystemets] Omraade førte Discipelen dog videre paa en hæderlig og ret fremtrædende Maade; saaledes opdagede han, først hos en Kalv (1682), senere ogsaa hos andre Dyr, en særlig vid Udførselsgang fra den ene af Spytkjertlerne (glandula sublingvalis), hvilken han beskrev i en 1684 i Kjøbenhavn udgiven Afhandling, og som fremdeles bærer hans Navn (Kjertelens mindre Udførselsgange ere væsentlig opdagede af Steno, men bære i øvrigt Navn efter Leipzigeranatomen Rivinus, der ogsaa beskjæftigede sig med disse Undersøgelser). Nogle Kjertler ved Indgangen til de kvindelige Kjønsorganer fremtræde ligeledes ofte i Haandbøgerne under B.s Navn, fordi han først har paavist og beskrevet dem hos Mennesket (i et Brev til den romerske Anatom Riva 1677), medens de dog allerede forinden vare paaviste hos Koen af den berømte Pariseranatom Duverney. I en til 3. Udgave af Lysers »Culter anatomicus« (1679) tilføjet Afhandling giver han forskjellige gode Vink med Hensyn til Dissektion og anatomisk Demonstration, ligesom han ogsaa i en vis Modsætning til Steno stærkt accentuerer Mikroskopets Betydning for anatomiske Undersøgelser, men for øvrigt slutter han sig ogsaa her til sin Lærer og til de af denne givne Anvisninger. Foruden de nævnte Arbejder publicerede han som medicinsk Professor et ret betydeligt Antal Dissertationer af anatomisk og fysiologisk Indhold, dog næppe nogen af særlig fremragende Betydning.



Til: Indholdsfortegnelsen




Bartholin, Hans, 1665—1739, Theolog

Af Fr. Nielsen

Hans Bartholin var en Søn af [...] Professor Thomas B. og blev født paa Hagestedgaard 16. April 1665. Indtil sin Faders Død (1680) blev han undervist i sit Hjem paa Hagestedgaard, men senere kom han i Kjøbenhavns Skole, og i Aaret 1683 blev han Student. Allerede 1684 rejste han udenlands for i Holland, England og Frankrig at studere de østerlandske Sprog og den bibelske Filologi. I Paris sluttede han et nøje Venskab med sin Landsmand C.C. Reenberg [Morten Reenberg], som ved at besøge ham daglig fik ham trukket ud af daarligt Selskab — en Vennetjeneste, som H. B. aldrig glemte. I 1688 blev han hjemkaldt for at overtage et Professorat i Filosofi og en Adjunktur i Theologi ved Universitetet, og efter faa Aars Forløb blev han Provst ved Kommunitetet og Professor i det hebraiske Sprog. Endelig blev han 1693 Medlem af det theologiske Fakultet, og som saadant forsvarede han for den theologiske Doktorgrad en Afhandling: »De Deo triuno«, den sidste theologiske Doktorpromotion i lange Tider; først 1736 træffe vi den næste. H. B. var Medlem af den Kommission, der efter kongelig Ordre traadte sammen for at gjennemse Baggers Alterbog og for, navnlig med Kingos Salmebog som Grundlag, at udarbejde »en fuldkommen Salmebog« baade til Kirkebrug og til Husandagt. Da Sjællands Bispestol blev ledig 1710, ventede mange at se H. B. som Henrik Bornemanns Efterfølger; men Christen Worm, en Ætling af en anden berømt Professor-Familie, blev foretrukket for ham, efter Sigende fordi Jacob Lodberg gjennem sin Ven, Hofpræsten F. J. Lütkens, havde modarbejdet hans Valg. Det var Venskabet med Magister Reenberg, der havde bragt H. B. i Fejde med Lodberg, og Striden mellem de to Theologer drejede sig navnlig om det Spørgsmaal, hvorvidt Englene vare skabte i de 6 Dage eller før disse. Det første paastod H. B., og han har i en lærd Disputats bekæmpet den modsatte Opfattelse som Socinianisme. H. B. var nemlig ikke blot en lærd, men ogsaa en ivrig orthodox Theolog. I sine »Elementa theologica« (1710), der i en Del Aar vare en yndet theologisk Lærebog, har han givet en Fremstilling af Dogmatikken, der i visse Maader kan betragtes som en Vejledning til Forstaaelse af Jesper Brochmands berømte System. Og i H. B. havde Pietismen en af sine bitreste Modstandere. Da Pietisterne begyndte at arbejde for Missionen, søgte han i nogle Theses, der kun foreligge i Haandskrift (Ny kgl. Saml. 4. 1151), at gjendrive deres store Forventninger om Hedningernes Omvendelse; da de i 1723 fik deres egen Katekisme, anbefalet af Biskop Worm, advarede han mod Bogen som farlig for den rene Lære (Thottske Saml. 4. 1578)> og kort før sin Død samlede han alle sine Indvendinger mod Pietismen i et lille, ligeledes kun haandskrevet, Skrift, »Underretninger om en Del Pietisters Vildfarelse« (Gl. kgl. Saml. 4. 1495), der er at betragte som Orthodoxiens Svanesang i Danmark. Pietisterne havde imidlertid ikke ladet H. B. uden Svar. Den sværmerske Degn paa Laaland [Lolland] Christian Mundt mente endog at kunne bevise, at H. B. hverken forstod »Begyndelsens Elementer i Guds synderlige Ord eller den almindelige Katekismus«, og han erklærede, at i H. B.s »Elementer« var der »ikke én Trosartikel ret lært efter Troens Maade i Profeternes og Apostlernes Skrifter uden den ene Artikel om den hellige Skrift,« som B. efter hans Mening endda ikke forstod. I Aaret 1731 nedlagde H. B. alle sine Embeder og trak sig tilbage til Herregaarden Kongsdal, der dog ikke var hans Ejendom; her døde han i (Marts; 1739. 6 Aar tidligere havde han mistet sin Hustru, Anna Maria Reitzer, Datter af Assessor Jørgen R.



Til: Indholdsfortegnelsen




Basedow, Johann Bernhard, 1724—90, Pædagog

Af L. Koch

Johan Bernhard Basedow er født i Hamborg, hvor Faderen var Parykhandler. Han besøgte Gymnasiet i sin Fødeby 1741—44, hvor Reimarus var hans Lærer; de næste to Aar studerede han i Leipzig, levede derefter i 4 Aar i Hamborg og fik da en Plads som Huslærer hos Gehejmeraad Qvalen paa Burghorst i Holsten. Til Fordel for sin Elev opfandt han her mange sindrige Maader, hvorpaa Kundskaberne kunde gjøres anskuelige. Hans Methode maa have vakt hans Principals Tilfredshed; thi han anbefalede ham til Bernstorff; B. havde desuden under sit Ophold paa Burghorst erhvervet sig Magistergraden i Kiel for en Afhandling om en ny Undervisningsmethode, og han ansattes nu som Professor i Tysk og de skjønne Videnskaber ved Sorø Akademi 1753. Han kom her i Forbindelse med hele den Kreds af tyskfødte Mænd, der angav Tonen i de højere Kredse i Kjøbenhavn, og da han 1757—58 udgav sin »Die praktische Philosophie für alle Stände«, roste Cramer den med stærke Ord i »Der nordische Aufseher«. I Sorø viste sig strax baade de heldige og uheldige Sider hos B. Hans kraftige, om end raa Veltalenhed, hans store Arbejdskraft og den Energi, hvormed han fremsatte sine Anskuelser, gjorde Indtryk paa Eleverne; men hans raa Ligegyldighed ikke blot for Formerne, men for ligefrem Sømmelighed, hans Forfængelighed og ingenlunde dadelfrie Vandel vakte ogsaa Forargelse. Ikke desto mindre lod man ham holde Forelæsninger over Theologi; han søgte selv Tilladelse dertil i Aaret 1757 for at forbedre sine Indtægter, da han med en Løn af 400 Rdl. umulig kunde »iagttage den pligtmæssige Velstand«. B. vilde egentlig heller ikke Kristendommen til Livs, tvært imod vilde han forsvare den mod Deisterne, men dette skulde ske ved at afføre den alle ubibelske Udvæxter, f. Ex. Læren om evige Helvedstraffe. Dette fremtraadte dog ikke skarpere, end at Cramer kunde sige om ham: »Saa lidt som han skjuler sin Højagtelse for Fornuften, viser han dog en langt større Ærbødighed for Aabenbaringen«. Men B. skulde snart faa med en Mand at gjøre, der, endskjønt han ikke var Theolog, dog havde et skarpere Blik for, hvad der laa paa Bunden af hans Theologi. I Aaret 1760 blev Grev F. Danneskjold-Samsøe Hovmester [Den daglige leder, ca. = Direktør] paa Sorø. Han tog strax B. for sig, og denne indrømmede ham, »at han favoriserede Materialisternes Lærdom, ja roste endog disse falske Lærere som de, der vare de bekvemmeste til at omvende Naturalister, Deister og Atheister«. Danneskjold vilde dog ikke ligefrem undertrykke B.s Skrifter; men han satte den hidtil under Fødder traadte Censur igjen i dens fulde lovlige Kraft, og B., der indsaa hans Hensigt, holdt op at skrive. Derimod var det ikke muligt at bringe ham til at opgive sine Vildfarelser; »hans stolte Hensigt, Drivfjeder af alle hans Handlinger, at blive Hæresiark tillod ham det ikke«. Det blev da forment ham at læse over Theologi; men han benyttede nu sine Forelæsninger over Grammatik til at bibringe Tilhørerne sine theologiske Meninger. Danneskjold vilde da have ham anbragt i et civilt Embede; men han blev 1761 ansat ved Gymnasiet i Altona. Det røbede ikke megen Menneskekundskab, at han næsten 1 1/2 Aar efter vedblev at skrive til Danneskjold for at overbevise denne om Rigtigheden af de af ham forfægtede religiøse Anskuelser.

I Altona havde han langt mindre Arbejde i sit Embede end i Sorø, og han begyndte nu at udfolde en betydelig litterær Virksomhed, hvor han fortsatte Kristendommens Renselse for ubibelske Udvæxter paa en Maade, som ikke lod nogen af dens Hovedlærdomme uantastede. Han kom da i Strid med det hamborgske Præsteskab, deriblandt med Pastor J.M. Gøtze [Götze], der siden skulde gjøre sig bekjendt som Lessings Modstander. B. arbejdede i disse Aar med en Iver, der undertiden næppe lod ham have Tid til at spise og sove; han dikterede, saa den ene Skriver blev træt efter den anden; men de Værker, han udgav, bare rigtignok ogsaa kjendelige Spor af Hastværk. Han maatte selv forlægge sine Bøger, da de vare komne i saa daarligt Ry, hvilket kostede ham mere, end han havde Raad til. Hans Familie sukkede og klagede; men han selv bevarede sit Mod.

Danneskjold skulde endnu en Gang faa Lejlighed til at mødes med sin gamle Uven. I den korte Tid, han efter Christian VII's Tronbestigelse var Medlem af Konseillet, skrev han et langt Brev til Kongen, i hvilket han med Paakaldelse af Kongelovens Forpligtelse for ham til at holde Haand over den rene Lære formanede ham til at afskedige en saa skadelig Mand som B. Der er ingen Tvivl om, at Danneskjold, der var en oprigtig religiøs Mand, virkelig har følt sig oprørt over B.s Vranglære; men det har vel heller næppe den Gang, da han satte alt i Bevægelse for at styrte Bernstorff, været ham imod at gjøre et Angreb paa en af de mange Tyskere, der ved hans Gunst vare komne ind i Landet. Det er uvist, om Danneskjolds Skrivelse er kommen Kongen i Hænde; men da den er affattet i Okt. 1767, samme Maaned, som han fik sin Afsked og blev forvist fra Kjøbenhavn, har den næppe kunnet afgjøre B.s Skæbne. Men dennes Skribentvirksomhed, og særlig hans »Philalethie« (1764), havde, som alt anført, ogsaa uden for Danmark vakt en ubehagelig Opsigt, og hvor tolerant end Bernstorff kunde være, har han dog næppe ønsket at beholde Forfatteren i Statens Tjeneste; han fik 1768 sin Afsked eller fik Fritagelse for sine Forretninger, men beholdt sin Gage. Det var først efter denne Tid, han, begejstret af Rousseaus Ideer, med Iver kastede sig over Opdragelsens Forbedring; men hans Virksomhed i denne Retning tilhører Tyskland. Han udarbejdede en Plan til Skolevæsenets Forbedring, som skal være bleven bifaldet af Bernstorff, og som udkom 1768. Han udstedte et Opraab til at subskribere paa hans »Elementærværk«, og da han anbefaledes af Lavater og mange andre ansete Mænd i Tyskland, modtog han i faa Aar 15.000 Rdl. Mindre heldig var han, da han senere forlangte Publikums Understøttelse til Oprettelse af sit »Philanthropinum, eine Schule der Menschenfreundschaft für lernende und junge Lehrer«. Det kom dog i Stand i Dessau 1774, men vilde ikke trives.

B. døde i Magdeburg 25. Juli 1790. Hans sidste Ord vare: »Ich will secirt sein zum Besten meiner Mitmenschen«. B. er af de Mænd, man har vanskeligt ved at tage alvorlig. Latterligheden, Raaheden, Markskrigeriet, det uforsvarligste Jaskeri ligge saa tykt uden paa, at man fristes til Tvivl om, at der er noget godt inden for; og dog har dette været Tilfældet; det kan allerede sluttes af det Indtryk, han har gjort paa mange af de bedste af sine samtidige. Skulde man sige, hvad der stod som Hovedopgaven for hans paa Reformplaner saa rige Tid, saa var det at tilvejebringe en bedre Opdragelse. Derom vare alle Tidens Ordførere enige. Men en stor Reform trænger ogsaa til saadanne Mænd, der berusede af den nye Vin blindt gaa i Spidsen for Stormkolonnen mod det gamle; en saadan Mand var B. - L.C. Sander, der selv havde været Lærer ved Filanthropinen i Dessau, siger, at han aldrig har hørt Mage til hans kraftige Deklamation, og kalder ham Pædagogikkens Mirabeau. Deri er der noget træffende; thi han havde virkelig en betydelig Evne til at rive Menneskene med sig i den Retning, som Tidens Strøm var ved at tage. Det er med rette sagt, at han var lige saa berygtet som berømt og lige saa berømt som berygtet; vi ville kun tilføje, at han fortjente at være begge Dele.

Henvisning


Se omtale: i Carl Henrik Koch: »Dansk oplysningsfilosofi«, Gyldendal, København 2003.
Kommentar til Koch's bog kan findes i afsnittet »Holberg's filosofi og hans behandling af teodicéproblemet« i:
»Et åbent sind? Om Holberg's tænkning. Kommentarer« [4-5 MB].



Til: Indholdsfortegnelsen




Baurenfeind, Georg Vilhelm, o. 1725—63, Kobberstikker

Af F.J. Meier

Georg Wilhelm Baurenfeind var født i Nürnberg og blev indkaldt til Kjøbenhavn for at stikke Kobbere for Klevenfeldt. Han synes imidlertid ikke at have svaret til de Forventninger, man havde gjort sig om ham, og han kom derfor under sin Landsmand J.M. Preislers Haand, under hvilken han lærte saa godt, at han 1754 fik Akademiets lille og 1759 dets store Guldmedaille, den sidste paa et Stik efter N. Poussins »Brændende Tornebusk«. Da Frederik V snart efter udsendte den lærde Expedition til Arabien, blev B., som hurtig havde opnaaet en ikke ringe Anseelse som Tegner, Maler og Kobberstikker, sendt med Expeditionen som »Tegnemester«. Tropernes Hede lagde ham imidlertid hurtig i Graven: han afgik ved Døden paa Havet mellem Mokka og Bombay 29. Avg. 1763. Af hans Arbejder kan nævnes: Iver Rosenkrantz (1757, efter J.S. Wahl), Frederik V i Salvingsdragt (1758, efter Pilo), A.G. Moltke (halv Figur, sort Kunst, efter Pilo) og en Del kongelige Portrætter. B. malede ogsaa i Olie.



Til: Indholdsfortegnelsen




Becker, Knud Ahasverus, 1681—1738, Godsejer, Landsdommer [Knud Ahasverus Becher]

Af G.L. Wad

Becker var Søn af Færgemand Ahasverus B. ved Hvalpsund, Lovns Sogn, hvor han fødtes 7. Sept. 1681. Som Dreng kom han i Tjeneste hos Landstingshører Peder Bering i Viborg, af hvem B., der var »ikke lidet skalkagtig«, ikke lærte noget godt. Efter at have færdedes mellem forskjellige Folk kom han, henimod 30 Aar gammel, i Frederik IV's Tjeneste og styrede i en lang Aarrække som Anna Sophie Reventlows Ridefoged Vallø Gods. 1718 fik han Titel af Vice-Landsdommer over Laaland [Lolland] og Falster, hvortil der først 1734 knyttedes Funktion som Landsdommer. Som Godsinspektør laa B. jævnlig i Strid med Kjøge By og havde et slet Rygte for sin Haardhed mod Bønderne, og denne hans Strænghed blev ikke bedre, efter at han 1729 havde kjøbt Bækkeskov Gaard og Gods i Sydsjælland; han ydede her Bevis for den Sætning, at Herremænd af lav Herkomst ofte ere de ubarmhjærtigste Herrer mod deres Bønder. Hans Hovbønder sammenrottede sig derfor om at myrde ham ved given Lejlighed, og da han 12. Avg. 1738 var reden ud til dem i Enghaven ved Gaarden og der irettesatte og slog en af dem med sit Spanskrør og tog til Pistolen, kastede de sig efter Aftale over ham og myrdede ham med Høtyve, River o. lign. Forbryderne straffedes paa Livet. B.s Enke, Helene Marie f. Brummondt, f. 1706, Datter af Hofskrædder, Kommerceraad B., ægtede siden Etatsraad Hans Folsach til Gjessinggaard og døde 22. Nov. 1769. Endnu paavises ved Bækkeskov Stedet, hvor B. myrdedes, og i Almuens Mund lever Sagnet endnu om den haarde Bondeplager.



Til: Indholdsfortegnelsen




Benstrup, Knud Nielsen, o. 1691—1742, Søofficer og Overfabrikmester

Af C. With

Knud Nielsen Benstrup var søn af en Byskriver i Ebeltoft; han blev Sekondlieutenant 1714, Premierlieutenant 1719, Kapitajnlieutenant 1723 og Kommandørkapitajn 1731. I sin Ungdom studerede han Skibsbyggeri i Frankrig og blev efter sin Tilbagekomst 1729 ansat som Fabrikmester paa Holmen sammen med Lieutenant Bragenæs, 2 Aar efter at Admiral Judichær, der i en lang Aarrække havde ledet Skibsbyggeriet, var blevet afskediget som Følge af en Krigsretsdom. Bragenæs døde imidlertid samme Aar, han var bleven ansat, og efterfulgtes af Kapitajnlieutenant Thura, med B. som overordnet. I Modsætning til Judichærs brede og langsomt sejlende, men stive Skibe lagde B. Hovedvægten paa skarpe, fine Linjer, hvorved Flaaden kom i Besiddelse af adskillige velsejlende Orlogsskibe. Hans System billigedes dog ikke af alle Flaadens Officerer, navnlig ikke af de ældre. Klagerne over hans Konstruktioner maa dog nu anses som ugrundede, thi Marinebestyrelsen bandt i for høj Grad hans Hænder, i det den anviste alt for smaa Summer til hvert enkelt Skib, da den foretrak at have mange smaa i Stedet for færre, men større Kampskibe. 1731 udnævntes B., samtidig med at han var bleven forfremmet til Kommandørkapitajn, til Overfabrikmester. Af Karakter synes han at have været heftig og opfarende, om end ærlig og rettænkende; det varede derfor heller ikke længe, inden han kom paa en spændt Fod med Marinens den Gang altformaaende Overbestyrer, den dygtige, men herskesyge Grev F.C. Danneskjold-Samsøe, til hvilken Kommandørkapitajnerne Suhm og Kragh samt Underfabrikmesteren Thura strax sluttede sig. I 1734 nedsattes en kgl. Kommission med det Hverv at undersøge og bedømme B.s sidste Nybygning, Orlogsskibet »Christianus Sixtus«, som efter Afløbningen var blevet lidt for dybt stikkende, og over hvilket den for øvrigt som Skibskonstruktør uduelige Thura havde fremført Klage. Kommissionen bestod af Kommandørkapitajnerne Suhm, Kragh, Neuspitzer og Coningh samt Kapitajnerne Thura, Lütken og Lützow; dens Flertal afgav en for B. ufordelagtig Dom, hvorimod Lütken og Lützow toge ham kraftig i Forsvar. For at komme til Klarhed i Sagen lod Kongen (Christian VI) dem alle møde for sig, og ved den Lejlighed udtalte Lütken sig saa djærvt, at han paadrog sig saa vel Kongens som Danneskjolds Unaade, hvilket atter havde til Følge, at han Aaret efter blev afskediget paa en lige saa uretfærdig som formløs Maade. B. selv fik senere Tilladelse til at forsvare sig mod de rejste Beskyldninger, men gjorde dette i et saa heftigt og uærbødigt Sprog, at man lod ham stille for en Krigsret, der dømte ham til at have sit Embede forbrudt og desuden til Fængsel i Kastellet. Her forblev han til Dokkens Indvielsesdag, 26. Maj 1739, da han atter benaadedes og med en Pension af 800 Rdl. aarlig fik Tilladelse til at tage Bopæl i Riget, hvor som helst uden for Kjøbenhavn. Han valgte Æbeltoft og levede der til sin Død, 26. Febr. 1742. I sin Funktionstid havde han konstrueret 14 Orlogsskibe og 1 Fregat. At Marinen var daarlig tjent med at miste denne dygtige Mand, fremgik strax deraf, at man Aaret efter hans Bortfjærnelse saa sig nødt til at indkalde den franske Konstruktør L. Barbe, i det hverken Kragh, Thura eller Overskibsbygmesteren Andr. Thuresen formaaede at magte Skibsbyggeriet paa Holmen.



Til: Indholdsfortegnelsen




Bentzon, Johan Severin, 1692-1741, Kancellisekretær


Billede

Oktober 2006: Udsnittet er fotograferet efter et matrikelkort fra 1789, der er tegnet af Stockfleth. Kortet befinder sig i arkivet hos Kort- og Matrikelstyrelsen i København NV. Kortet er omtegnet i 1861, fremgår det af en bemærkning på bagsiden.

Forskellige topografiske detaljer er ikke tegnet ind på kortet, fordi formålet var et andet - at aftegne matriklerne. Én af de ting der ikke er tegnet med er Skidenrenden, der løb ind i Tude Å, lige øst for Brorupgaard.

Johan Severin Bentzon ejede Broupgaard nær Havrebjerg. Christian Tostrup [Christian Thostrup], Holbergs søstersøn, var foged hos ham. Holberg lånte Bentzon penge og overtog Brorupgaard 1740 (af 13.4.1740), formentlig bistået af Tostrup. Desuden forpagtede Holberg i dét år Havrebjerg Kongetiende af Slagelse Hospital. Bentzon havde - ifølge Holberg - ikke investeret seriøst i bygninger, bøndergårde eller drift.

Bentzon var gift med Frederikke Louise Bentzon ifølge G.L. Wad's artikel om hende i DBL. Hun fødtes 10. Nov. 1702 paa Bragnæs i Norge, hvor hendes Fader, Poul Glud, var Amtmand; hendes Moder, Ingeborg Marie Bording (Datter af Professor Laurids B.), dræbtes ved et Vaadeskud af sin Mand. I ung Alder blev hun 1719 gift med Kancellisekretær Johan Severin Bentzon, f. 27. April 1692, Ejer af Estvadgaard, som hun efter hans Død, 9. Maj 1741, blev Ejerinde af, da Ægteskabet var barnløst. Kort før sin Død oprettede hun, efter derom mellem hende og hendes Ægtefælle truffen Aftale, ved Testamente af 4. Marts 1745 sit Gods til en Stiftelse for Enker efter og ugifte Døtre af Mænd af Adelen eller i Rangen, hvilken Stiftelse endnu bestaar, i det dog Gaarden er solgt og substitueret med en Kapital; ogsaa de fattige i Viborg betænkte hun. Fru B. døde 16. Marts 1745 og ligger begraven i Estvad Kirke ved sin Mands Side.

Henvisninger


Se nærmere om Brorupgaard i »Havrebjerg Kirke« på: http://bjoerna.net/havrebjerg/

Se nærmere om Christian Tostrup og Holberg's familie i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]]



Til: Indholdsfortegnelsen




Bernstorff, Andreas Peter Greve, 1735—97, Statsminister

Af E. Holm

Foto: Bjoern Andersen

A.P. Bernstorff foran Bernstorff Slot. Statuen er udført af Andreas Stephan Mygind Paulsen i 1904 (f. 1836, d. 1915). Foto: Bjørn Andersen, 2007.

Andreas Peter Greve Bernstorff hørte til en hannoveransk Adelsslægt og var født i Hannover 28. Avg. 1735. Han var Søn af en Landraad og meget velstaaende Godsejer, Andreas Gottlieb Friherre B.; Moderen, en født v. Weitersheim, omtales som en begavet og karakterstærk Dame. Det fik stor Betydning for hans Udvikling i religiøs Henseende, at han i Overgangsaarene, inden han blev voxen, havde Generalsuperintendent Jacobi i Celle, en udmærket dygtig Mand, til Lærer. Den, der kom til at bestemme hans Løbebane, var imidlertid hans Farbroder, ndfr. nævnte Johan Hartvig Ernst Bernstorff, der fra Aaret 1751 afgjørende traadte i dansk Statstjeneste som Minister. Han havde Blik for Brodersønnens ypperlige Evner, og efter hans Raad søgte A.P. B. ved akademiske Studier i Leipzig, Gøttingen [Göttingen] og Genf [Genève] og ved længere Udenlandsrejser i Italien, Frankrig, England og Holland at forberede sig til Statsmandsgjerningen. Det var med stor Kjærlighed, han siden stedse fra denne Tid mindedes Digteren Gellert i Leipzig; han var saa heldig i Gøttingen at høre en Kapacitet som Achenwall, Statistikkens Grundlægger, i Genf at leve sammen med Necker, i Italien at gjøre Bekjendtskab med Hertugen af Choiseul og Forfatteren til Anacharsis, Barthélemy. Af hvad han saa paa sine Rejser, var der dog lidet, der fængslede ham i den Grad som Synet af det for hin Tid fortrinlige Agerbrug, visse Dele af England den Gang udmærkede sig ved. Erindringen derom skulde faa stor Virkning paa en vigtig Side af hans senere Livsgjerning.

Da han i disse Ungdomsaar en Gang opholdt sig nogen Tid i sin Fødeegn Hannover, søgte den ledende Minister her, Münchhausen, at overtale ham til at gaa i hannoveransk Tjeneste; men Onkelens Exempel og Ønsket om at optræde paa en noget større Skueplads bragte ham til at foretrække dansk Statstjeneste. Allerede 1755 var han paa en Maade bleven indviet til denne ved at blive udnævnt til dansk Kammerjunker. En anselig Løbebane i Danmark ventede den unge Mand, saa snart han havde endt sine »Lehr-« og »Wanderjahre«. Han fik 1759, da han kun var 24 Aar gammel, Sæde i tyske Kancelli, altsaa under Onkelens umiddelbare Tilsyn; men ved Siden deraf blev han 1760 Deputeret i det vestindisk-guineiske Rente- og Generaltoldkammer, og kort efter traadte han som Deputeret ind i General-Landøkonomi- og Kommercekollegiet; han forenede dermed 1765 at blive Deputeret i Rentekammeret. Som en Følge af en Omdannelse af Kollegierne snart efter Christian VII's Tronbestigelse blev han (1768) første Deputeret i Generaltoldkammeret og anden Deputeret i Kommercekollegiet. Tillige havde han (1767) faaet Sæde i Overskattedirektionen, der nærmest var det øverste Kollegium paa det finansielle Omraade. Det er en Selvfølge, at han imidlertid havde faaet Danebrogsordenen (1766), ligesom han 1765 var bleven Ridder af Ordenen de l'union parfaite; nogle Aar senere (1769) fik han Gehejmeraadstitel. Greve var han bleven 1767, da hans Farbroder blev belønnet med at faa Greveværdigheden, ikke blot for sig selv, men ogsaa for sin Broder, A.P. B.s Fader, og det hele friherrelige Bernstorffske Hus. Reverdil har fra denne Del af hans Liv givet en Karakteristik af ham som baade meget kundskabsrig, ubøjelig retskaffen og meget husholderisk i sine egne Forhold. Han anbefalede ham af den Grund, skjønt forgjæves, til at blive Overhofmarskal hos Kongen efter Adam Gottlob Moltkes Afskedigelse fra denne Stilling. Men han tilføjer, at A.P. B. kun lidet havde Evne til at vinde Folk, fordi han var i højeste Grad paastaaelig og egensindig. »Med en Oldgransker«, siger han, »tvistedes han om Mønter, med en Staldmester om Heste, med en rejsende om, hvad der foregik i dennes Fædreland, og han var, kort sagt, stedse vis i sin Sag, som om det, hvorom Talen var, var det, han havde sat sig bedst ind i.« Reverdil plejer ikke at lægge Fingrene imellem ved sin Kritik af andre Personligheder; men det er rimeligt, at der virkelig har været en ikke ringe Egensindighed hos B. i hans yngre Dage. Hans lovprisende Biograf Eggers fremhæver det som et Træk hos ham, medens han var Barn, og det hedder i en meget rosende Karakteristik, som en fremmed Diplomat nogle Aar senere har givet af ham, at han havde den Fejl vanskelig at kunne lade sig overbevise. Dertil kom en vis Svaghed for at høre sig selv tale. Men med Stivheden i hans Karakter hang ogsaa Paalidelighed og Trofasthed sammen.

Saa nøje som han var knyttet til Farbroderen, var det naturligt, at han delte dennes Unaade, da Struensee kom til Magten. Han forlod (1770) Statstjenesten og tillige Kjøbenhavn. Da Reverdil nogen Tid senere traf ham i Hamborg, udtalte han, at det var hans faste Agt ikke mere at overtage noget Embede; men da han efter Struensees Fald i Anledning af en privat Sag kom til Kjøbenhavn, lod han sig dog overtale til atter at tage Plads i Regerings-kollegierne. Han blev i Slutningen af 1772 første Deputeret i Finanskollegiet, Økonomi- og Kommercekollegiet samt Bjærgværksdirektoriet. Det havde hidtil været paa det økonomiske og finansielle Omraade, han havde virket. Man har ikke Indtryk af, at hans Gjerning her betegner noget Fremskridt. Hvor stor Interesse han end havde for Agerbruget, synes det ikke, som han er bleven paavirket af de fysiokratiske Grundsætninger, der den Gang begyndte at slaa igjennem. I det mindste blev han staaende ved det gammeldags, stive Beskyttelsessystem, og han var ikke kommen ud over den Tro, at det var muligt ved alskens kunstige Midler at opelske en kraftig Industri. Kun peger det i en noget friere Retning, at han var en Modstander af Monopoler. Derimod blev det en god og tidssvarende Virkning af, hvad han havde set i England, at han ivrig tilraadede Onkelen at gjennemføre de Forandringer i Fæstebøndernes Stilling paa Godset Bernstorff, der danne et af de første vigtige Skridt til Forberedelse af de store Landboreformer.

Da A.P. B. blev kaldt tilbage til den dansk-norske Stats-tjeneste, skrev en begejstret Tilhænger af ham, Cramer [Johan Andreas Cramer], til Suhm [se om Suhm i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]]: »Hvor har jeg dog takket Gud, og hvilken Glæde har jeg ikke følt over, at den unge B. er bleven kaldet tilbage! Der faar I en Mand med de største Talenter, den mest uegennyttige Redelighed og med en Kraft i Karakteren, i hvilken Visdom parrer sig med Mod.« Denne Spaadom skulde i væsentlige Henseender gaa i Opfyldelse, efter at A.P. B. i April 1773 var bleven flyttet over i den Stilling, hvortil han særlig var skikket, da han nemlig blev stillet i Spidsen for den udenrigske Styrelse og med det samme fik Sæde i Gehejmestatsraadet. Han voxede i denne nye Stilling efterhaanden op til at blive en af de ypperste Statsmænd i vort Fædrelands Tjeneste. 29. Febr. 1776 blev han Ridder af Elefanten.

Kort Tid før han traadte ind i Regeringen, var Udenrigsministeren Osten bleven afskediget, fordi han ikke var nogen grata persona i Petersborg. Øjeblikket var vigtigt. Endelig syntes det, at man vilde kunne naa det længe eftertragtede Maal at faa det holstenske Mageskifte bragt i Orden; men man frygtede for, at Ostens Personlighed skulde staa i Vejen. Denne blev derfor fjærnet, og efter at Schack-Rathlou midlertidig nogle Uger havde ledet Sagerne, lagdes de i B.s Hænder. Han kom da til at indvie sin Virksomhed som Udenrigsminister ved at bringe Underhandlingerne med Rusland og Storfyrst Poul til Afslutning. Resultatet af dem blev Mageskiftetraktaten af 1. Juni 1773, hvorved Storfyrst Poul som fuldmyndig i Egenskab af holsten-gottorpsk Hertug i alt væsentligt stadfæstede den foreløbige Traktat af 1767 (se Art. J.H.E. Bernstorff). Men hertil føjede Rusland en dobbelt Alliancetraktat med Danmark-Norge af 12. Avg. 1773. Dels blev der sluttet en defensiv Alliance, som fastsatte de tvende Staters gjensidige Forpligtelser i Tilfælde af, at en af dem blev angreben. Dels fastsatte en anden Traktat, hvorledes begge Stater skulde holde sig rede til, naar det rette Øjeblik kom, f. Ex. naar der blev sluttet Fred mellem Rusland og Tyrkiet, da at kunne faa den ved Revolutionen af 19. Avg. 1772 i Sverige dannede Statsforfatning kuldkastet og dermed den ældre Forfatning af 1720 tilbageført i dette Land.

Der kan hverken gives A.P. B. nogen Ære eller tillægges ham noget Ansvar for disse Traktater. Forhandlingen var allerede, inden han blev Minister, ført saa vidt, at der kun kunde være Tale om at gaa ind paa dem. Det var J.H.E. Bernstorffs Politik, der nu omsider havde baaret sin Frugt. Men at denne Politik havde været den rette, derom nærede A.P. B. ingen Tvivl. Den havde, som nedenfor vil blive paavist med Hensyn til J.H.E. Bernstorff, foruden at sigte til at ende de dansk-gottorpske Forviklinger tillige haft til Formaal at give Danmark-Norge Sikkerhed imod den formentlige Fare, der truede fra det gottorpske Kongehus i Sverige, hvis dette med en stærk Kongemagt i Hænderne kom til at føle sig som Herre over Statens Stridskræfter uden at behøve de svenske Stænders Samtykke til at bruge dem. For at naa begge disse Øjemed havde Regeringen i Kjøbenhavn siden 1765 stærkt nærmet sig til Rusland. Saaledes som Stillingen var bleven, efter at Gustav III 19. Avg. 1772 havde omdannet den svenske Statsforfatning til Gavn for sin egen Magt, indeholdt den for saa vidt en særlig Fare for Danmark-Norge, som han ikke blot var en begavet Konge, men ogsaa af Hjærtet hadede det danske Kongehus og det danske Folk. Forbitrelse over den Iver, Regeringen i Kjøbenhavn havde vist for sammen med Rusland og England at hindre Udviklingen af en stærk Kongemagt i Sverige, skærpede hans nedarvede gottorpske Had imod Naboriget og forøgede hans Lyst til at skille Norge fra Danmark og lægge det under sin egen Krone. Hans Uvilje blev endnu mere næret ved den Fordel, Danmark-Norge vandt ved Mageskiftet, saa meget mere som han holdt sin Families Rettigheder for brøstholdne derved, at dette havde ført til, at Storfyrst Poul overlod Oldenborg og Delmenhorst til en yngre Linje. En russisk Statsmand udtalte nogle Aar senere, at den paa Mageskiftetraktaten saa hurtig følgende Alliancetraktat havde været Betingelsen for, at Rusland havde villet indlade sig paa hin Traktat. Ingen kan heller være i Tvivl om, at Cathrine II [Katarina 2. den Store] mente ved denne Alliance at kunne holde Danmark-Norge fast knyttet til sig og derved paa en Maade i sit Ledebaand. Men den føltes dog i det mindste strax fra dansk Side som en Støtte for Staten imod den saa stærkt mistænkte Nabo paa Sveriges Trone.

Særlig A.P. B. mente under disse Forhold at kunne se med Ro paa Forholdet til Sverige. Inden han blev Minister, havde der været en febrilsk Uro over Regeringen. Det var næsten kommet til det Punkt, at det vakte Mistanke, saa snart en Svensker rejste i Norge, naar Gustav III talte med en Nordmand, naar der i en eller anden Fæstning blev sat en Lavet under en Kanon eller et forfaldent Stykke Mur blev repareret, eller naar der blev samlet et Par Regimenter til Øvelser. B. derimod fandt, at »den evindelige Ængstelse« var et unyttigt Selvplageri, han holdt Staten for at være Sverige voxen, og oven i Kjøbet gjorde Forbundet med Rusland, »at vi kunne sætte os ud over en Frygt, som blot Svaghed hos os selv kunde undskylde«. Imidlertid vilde en Krig fra Gustavs Side altid volde Plage og alvorlige Pengetab, og imod sligt mente B., at man kun kunde være sikker, »naar Gustav ikke kunde føre Krig, ikke give nye Love, ikke paalægge nye Afgifter uden Medvirken fra de samlede Stænders Side. Dette var vistnok fastsat, men intet værnede om Forfatningen, naar Landet ingen Sikkerhed havde for, at Stænderne bleve sammenkaldte.« Ellers kunde Loven omgaas; man maatte derfor søge at bringe det dertil, at Gustav III blev forpligtet til at sammenkalde Stænderne hvert 3. Aar. Videre Forandringer i den svenske Forfatning holdt B. for overflødige. For at opnaa sligt mente han, at Rusland og Danmark havde Ret til at slutte sig sammen med Oppositionen i Sverige imod Kongen, og han søgte endog at drive Cathrine II frem i den Retning. Men hvor ivrig Kejserinden end havde været for at fastslaa Aftaler 1773 med Danmark-Norge, der vare truende for Gustav III, gjorde hun ikke senere Alvor deraf. De russiske Ministre hørte kun »med den yderste Lede« Tale om de svenske Forhold. Aarene gik rolig hen.

I det B. endnu paa denne Tid gik ud fra, at Sverige var Danmark-Norges »altid virksomme og uforsonlige Fjende«, ja »dets eneste naturlige Fjende, saa længe Grænselandene til Holsten ejedes af svagere Magter«, kom han til ogsaa at opfatte Frankrig, der stedse i denne Tid stod Sverige nær og betalte det Subsidier, som en »fjendtlig Magt«, medens Frankrigs bitre Modstander England ikke mindre end Rusland maatte gjælde for at være Statens »naturlige Ven«. Den store og fordelagtige Handelsforbindelse, hvori man stod med England, forøgede hans Interesse for denne Stat. Dette var en Hovedgrund til, at han under den nordamerikanske Frihedskrig, især da Frankrig optraadte paa Amerikanernes Side, holdt det for at være en Ulykke, saafremt England bukkede under. Vistnok havde de Stridspunkter, som gjentagne Gange under de store Søkrige vare komne op imellem Danmark-Norge og England, ogsaa under denne Krig fremkaldt alvorlig Uenighed imellem Regeringerne i London og i Kjøbenhavn. Der klagedes særlig med Bitterhed fra dansk-norsk Side over, at Englænderne fortolkede Begrebet Kontrabande paa en traktatstridig Maade og derved lagde utaalelige Hindringer i Vejen for de danskes og Nordmændenes Handel paa de Lande, der vare Englands Fjender. Men B. haabede at kunne løse denne Konflikt uden noget Brud. Da Rusland stod i et venskabeligt Forhold til England, og dets Holdning under den store Krig kunde tænkes at ville faa stor Vigtighed, foreslog han denne Stat et Nevtralitetsforbund (28. Sept. 1778), hvorefter begge Riger skulde værne om deres Skibsfart ved fælles Rustninger og i Forening søge at faa England til at gaa ind paa visse billige Grundsætninger med Hensyn til de nevtrale Staters Skibsfart. Men dette afslog Kejserinden; hun vilde ikke indlade sig paa andet end nogle Forholdsregler for at værne om Handelen paa Nord rusland, og disse havde ingen Interesse for Danmark-Norge. Samtidig afslog B. at ville slutte sig til et Forslag fra Sveriges Side om et væbnet Nevtralitetsforbund, et Forslag, som Gustav III ogsaa sendte til Rusland. Den Kjendsgjerning, at Sverige stod i nøje Venskabsforhold til Frankrig, var tilstrækkelig til at skræmme B. fra at gaa ind paa dets Forslag. Han maatte holde det for utvivlsomt, at England vilde tillægge det en imod det fjendtlig Retning, og et Brud med England, mente han, var en Ulykke for den dansk-norske Stat.

Den Sympathi for England, som denne Opfattelse under de daværende Forhold naturlig førte med sig, maatte styrkes end mere, da Spanien 1779 forenede sig med dets Fjender. I Tillid til denne Stemning henvendte den engelske Regering sig endog i Vinteren 1779—80 til Danmark-Norge med Opfordring til, at det sammen med den selv og Rusland skulde danne en Trippelalliance med det Formaal at bringe de bourbonske Magter til at gaa ind paa billige Fredsvilkaar. Medens her i Kjøbenhavn Arveprins Frederik, d. v. s. Guldberg, holdt dette for at være alt for voveligt, mente B., at det var Pligt for »enhver ægte dansk« at virke for Englands Opretholdelse. Men hans Politik sejrede ikke. Den blev umulig derved, at Rusland afslog at indlade sig paa en saadan Alliance. Ja, denne Stat fjærnede sig endog stærkt fra Englands Interesser; Ministeren Panin fik Kejserinden til at forkynde Verden, at hun vilde stifte et væbnet Forbund med det Formaal at sikre den nevtrale Skibsfart i Krigstider (10. Marts). Dette Forbund skulde omfatte alle nevtrale Magter, og hun opfordrede strax Regeringerne i Kjøbenhavn og Stockholm til at tiltræde det. De folkeretlige Sætninger, som Forbundet skulde gjennemføre, vare nøjagtig de samme, som B. havde opstillet i det Forslag, han i Sept. 1778 havde gjort til et dansk-russisk Forbund, saaledes Sætningen, at frit Skib gjør fri Ladning, at Blokade bør være effektiv for at have Gyldighed, osv. Men ingen kunde tage fejl af, at saaledes som Nevtralitetsforbundet nu traadte frem i russisk Form, vilde det ved den almindelige Karakter, det havde, faa en imod England rettet Spids. Det var netop denne Stat, der bestred Sætningen: »frit Skib gjør fri Ladning«, og Forbundet var bestemt til at omfatte dels en Stat som Sverige, der var fransksindet, dels Holland, som England paa Grund af Handelsnid aldrig vilde indrømme at drive sin Handel, beskyttet af andre Magter. [Se om folkeretsforfatteren Martin Hübner i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]].

Men, hvor lidet tilfreds B. end var med at se Forbundet komme frem i en saadan Skikkelse, var det umuligt at afslaa at tiltræde det. Dette skete 9. Juli 1780. Da han imidlertid nærede Tvivl om, at Forbundet vilde faa stor praktisk Betydning, og det forekom ham vigtigt at komme til Enighed med England om et af de vigtigste Stridspunkter, Spørgsmaalet om, hvad der skulde forstaas ved Krigskontrabande, havde han 4. Juli, altsaa inden Danmark-Norge tiltraadte Forbundet, afgjort denne Sag ved en Særtraktat med England. Dette vakte stærk Vrede i Petersborg, hvor det — uden tilstrækkelig Grund — blev opfattet som Vidnesbyrd om, at han ikke loyalt vilde gjennemføre Forpligtelserne over for Forbundets andre Medlemmer. Da Budskabet derom kom til Kjøbenhavn, bleve Arveprinsen og Guldberg saa bange for de Virkninger, Ruslands Vrede kunde faa, at B. maatte gaa af som Minister (13. Nov. 1780). Det var ikke alene den udenrigske Styrelse, han derved opgav; men han havde efter Mageskiftets Gjennemførelse tillige staaet i Spidsen for det tyske Kancelli. Skjønt B. var falden, fordi han havde villet følge en selvstændig Politik over for Rusland, grebe Arveprinsen og Guldberg sikkert ikke ugjærne Lejligheden til at faa ham fjærnet. Han havde i vigtige Spørgsmaal været uenig med Guldberg. Som født Tysker holdt han ikke af »Indfødsrettens« Indførelse, og hans Opfattelse af Landboforholdene var ganske forskjellig fra Guldbergs. Endnu mindre fandt han Behag i den stigende Tilbøjelighed hos Enkedronningen og Arveprinsen til at regere ved Kabinetsordrer. Faa den anden Side mente Guldberg, at B. tog for meget Hensyn til England, for lidet til Rusland. Han og Arveprinsen havde endog bag B.s Ryg givet Statsafsendingen i Petersborg Ordrer, der gik i en anden Retning end de, B. sendte. Guldberg nærede en saadan Uvilje imod ham, at han højst uretfærdig har sigtet ham for Underfundighed.

Efter sin Afgang fra Ministeriet trak B. sig tilbage til sine Godser i Holsten og Meklenborg (Borstel og Dreilützau); men der gik ikke lang Tid hen, førend den unge Kronprins og hans Venner, misfornøjede med Enkedronningen og Guldberg, hemmelig bade ham om Raad med Hensyn til en Regeringsforandring, hvorved der kunde gjøres Ende paa den daværende Styrelse. Da denne Forandring virkelig fandt Sted 14. April 1784, kom B. selvfølgelig strax tilbage i sine gamle Embeder, og han blev nu i dem indtil sin Død.

Det er hans Virksomhed i dette Tidsrum, der især har givet ham det smukke Navn i vor Historie. Han var afgjort den Mand, der havde mest at sige, da Kronprinsen nøje sluttede sig til ham.

Skjønt det var Reventlow og Colbjørnsen i Forening med Kronprinsen selv, der havde Hovedfortjenesten af at gjennemføre de store Landboreformer, havde det stor Betydning for denne Sags Fremme, at B. i Gehejmestatsraadet var en varm Talsmand for dem over for den Modstand, der her rejstes imod dem, og han viste for Slesvigs og Holstens Vedkommende den samme Iver ved at arbejde paa Livegenskabets Ophævelse, saaledes at denne var at anse for en afgjort Sag allerede inden hans Død (1797). Landboreformerne vare kun én Side, om end den vigtigste, af Styrelsen i disse Enevældens 13 smukkeste Aar, under hvilke Regeringen med fast Haand holdt Middelvejen imellem Struensees udskejende Reformiver og Guldbergs stive Konservatisme. B. som Regeringens betydeligste Mand har virket overordentlig til at paatrykke den dette Præg og til at skabe det tætte Baand, der i denne Tid bandt Folket til Regeringen.

I Anledning af den Iver, med hvilken Folk efter Christiansborg Slots Brand 1794 skøde sammen til en ny Slotsbygning og samtidig til Flaaderustninger, skrev B. til en Ven: »Jeg er i Sandhed stolt af at tilhøre et Folk, der viser saa megen Sjæl og Energi, at enhver baade maa lykønske sig selv og sin Nabo dertil . . ., og hvad der fremfor alt rører mig, er, at jeg ser, hvor meget Tanken om at opretholde Danmarks Uafhængighed har Del deri.« Saadanne Ord ere et slaaende Vidnesbyrd om, med hvilken Kjærlighed han, den fødte Tysker, sluttede sig til sit nye Fædreland og dets Folk. Svaret derpaa var en Folkeyndest, saa stor, at den bragte en svensk Diplomat til at udtale om ham: »Det er lykkedes ham i den Grad ligesom at naturalisere sig i Landet, at hvis man skal dømme efter den Tone, der hersker iblandt Kjøbenhavns Borgere og hos Embedsklassen, vilde han ikke kunne fjærnes uden Fare.«

Man vil kunne paa vise Træk, der vidne om, at B., som kunde meget godt Dansk, havde Sans for dansk Aandsliv og Videnskabelighed, og dette blev ogsaa anerkjendt, f. Ex. i det han i en Række Aar var Præsident i Videnskabernes Selskab (valgt 14. Nov. 1788); men hans Dannelse var tysk-fransk, ikke dansk, og han, Stolbergernes Svoger, levede overvejende i en tysk Selskabskreds her i Kjøbenhavn. Det Baand, der knyttede ham saa nøje til Folket her hjemme, var Tilliden til ham som Statsmand og Kjærligheden til ham som den ædle, humane Karakter. I det der dannede sig et gjensidigt Tillidsforhold imellem ham og Folket, følte han sig oplagt til at gaa ind paa de Tanker om den offentlige Menings Betydning, som friere Aander i det 18. Aarhundrede havde været Talsmænd for. Han paastod endog en Gang i Statsraadet, at Nationens Vilje maatte være Lov for Kongen, og han viste denne sin Synsmaade i Gjerningen ved med Styrke at opretholde Trykkefriheden. Reskriptet af 3. Dec. 1790 gav, saaledes som Regeringen fortolkede det, al ønskelig Frihed i saa Henseende. »I er vistnok«, ytrede han en Dag til en svensk Diplomat, »forbavset over, hvad der bliver trykt her. Det er min Grundsætning ikke at bryde mig derom, thi sligt falder til Jorden af sig selv, naar man ikke giver sig af dermed, og Forfølgelsen vilde kun endnu mere ophidse Sindene.«

Samtidig med at den dansk-norske Stat gjennemgik en vigtig Reformperiode, vare Forholdene udad til for det meste meget alvorlige. B. havde anet rigtig ved at forudse uheldige Virkninger af den Form, Rusland gav det væbnede Nevtralitetsforbund. Det havde fremkaldt et Brud imellem denne Stat og England, og dermed havde Forholdene i Nordevropa undergaaet en Forandring, som i Følge Danmark-Norges Beliggenhed kunde blive følelig for denne Stat. Dette skulde snart vise sig i Virkeligheden.

Da nemlig Cathrine II's Politik 1787 bragte hende i Krig med Tyrkerne, besluttede Gustav III, netop for en Del i Tillid til det spændte Forhold, hvori Rusland stod til England saa vel som til Preussen, at angribe Cathrine. Forinden overraskede han Regeringen i Kjøbenhavn ved uventet at komme her til 29. Okt. 1787. Han vilde formaa Danmark-Norge til at slutte sig sammen med ham imod Rusland eller til i det mindste at love at forblive nevtralt under en Krig imellem ham og denne Stat. Det var et dristigt Forsøg. 4 Aar tidligere havde han vitterlig arbejdet paa pludselig at overfalde Danmark-Norge, og han var kun bleven afholdt derfra ved Kejserindens Trusler om ikke at ville taale det. Efter et saadant Vidnesbyrd om hans Sindelag vilde det have været Vanvid at bryde med Rusland for hans Skyld, og foruden at hans Forslag blev afslaaet, udtalte B. under Samtaler med ham, at hvis han angreb Rusland, var Danmark paa Grund af sin Traktat med denne Stat (af 1773) nødt til at optræde imod ham. Da han desuagtet begyndte Krigen mod Kejserinden, og hun krævede Hjælp af Regeringen i Kjøbenhavn, mente denne ikke at kunne svigte sin traktatmæssige Pligt. Men den gik kun nødig til Kampen. Saa lidt B. ønskede Gustav III Sejr paa Russernes Bekostning, saa lidt holdt han det paa den anden Side for at stemme med Danmark-Norges Tarv, at Rusland mulig kom til at gjøre Erobringer fra Sverige. Om selv at vinde Land fra denne Stat havde B. ikke den ringeste Tanke. Han satte derfor igjennem, at Hjælpen blev ydet saa lille, som det efter en maaske tvivlsom Fortolkning af Traktaten af 1773 gik an. Da saa efter Ruslands Ønske Hjælpen blev givet derved, at 12.000 Mand under Landgrev Carl af Messens Anførsel trængte fra den norske Grænse ned mod Gøteborg [Göteborg], var han ængstelig for, at denne Fyrste og tillige Kronprinsen skulde bringe Staten i en vanskelig Stilling ved alt for stor Krigsiver. Denne vanskelige Stilling var allerede givet ved Englands og Preussens tydelige Uvilje over Danmark-Norges Deltagelse i Krigen, og den fandt særlig sit Udtryk ved den Iver, hvormed den engelske Statsafsending i Kjøbenhavn, Elliot, kastede sig ind i Striden. Hans Trusler, der støttedes af Preussen, nødte Regeringen i Kjøbenhavn til at trække sig ud af Krigen (1789). Naturligvis vilde den russiske Regering nødig erkjende, at dens Forbundsfælle havde Ret til at vige for slige Trusler, og B. blev denne Gang om muligt endnu mere ilde omtalt i Petersborg, end han havde været det i 1780.

Men snart kom der endnu mere truende Tider. Hvorledes vilde man stille sig over for Frankrig, det blev det store Spørgsmaal, der fra Aaret 1791 med stedse stærkere Alvor paatrængte sig de ledende Statsmænd i Evropa. For B. var der i saa Henseende ingen Tvivl. Han havde visselig ingen Sympathi for de franske Revolutionsmænd; men han bestred af Princip de andre Staters Ret til at blande sig i Frankrigs indre Forhold, og han holdt dem for saa meget mere uberettigede dertil, som han mistænkte dem for at forbinde egennyttige Planer dermed. Han saa Østerrigs, Preussens og Ruslands Politik i Lys af deres Færd i Polen under dette Riges ulykkelige Opløsning 1793 og 1795. For Danmark-Norge ventede han ingen anden Frugt end den at blive Bold for de store Magters Politik; dets Tarv krævede klart og tydelig, at det blev holdt uden for Krigen. Den Kurs holdt han med urokkelig Fasthed baade over for indtrængende Forestillinger fra de tre Østmagters Side 1792 og over for lignende endnu stærkere Opfordringer 1793 baade fra Preussens, Ruslands og Englands Side. End ikke Afsendelsen af en russisk Flaade paa 23 Linjeskibe til de danske Farvande skræmmede ham, han gjennemskuede klart Cathrine II, at hun ikke vilde drive Sagen paa Spidsen. Den sejrrige Gjendrivelse, hvorved han paaviste det uretfærdige i Fordringen til Danmark-Norge, gav ham et fortjent Ry rundt omkring i Evropa.

Samtidig dermed traadte hans Politik over for Sverige ind i et nyt Stadium. Gustav III, der havde bevaret sit Had imod ham og den dansk-norske Regering, var bleven skudt 1792 og derved død bort fra sine æventyrlige Planer om at føre an i et royalistisk Korstog imod Frankrig. Hertug Carl af Sødermanland, der efter hans Død overtog Regentskabet for sin umyndige Brodersøn, Gustav IV, ønskede efter Tilskyndelse af sin altformaaende Raadgiver Reuterholm, i Modsætning til den afdøde Konge, blot at holde Sverige uden for Krigen. Der var saaledes givet et Grundlag for Overenskomst imellem Regeringerne i Stockholm og Kjøbenhavn, og hvor meget der end var levnet af gammel gjensidig Uvilje, hvor tilbøjelige Hertug Carl og Reuterholm end vare til at se skjævt til B., denne »Sansculotminister«, der i mistænkelig Grad var befængt med frisindede Meninger, kom det dog 27. Marts 1794 til et væbnet Nevtralitetsforbund imellem de tvende skandinaviske Stater. De enedes om i Fællesskab at holde Eskadrer i Søen for i paakommende Tilfælde at kunne udøve Repressalier imod den af de krigførende Stater, der paa traktatstridig Maade forulempede deres Undersaatters Skibsfart. Uheldigvis skortede det ikke paa Uenigheder. B. var i Følge sin hele Natur en forsigtig Statsmand og søgte at styre imellem Skjærene, saaledes at han saa vidt muligt undgik store Konflikter. Han mente, at man saa meget, det lod sig gjøre, skulde opsætte at gribe til Repressalier imod Englænderne, der under denne Krig ligesom under tidligere Søkrige vare vanskeligst at have at gjøre med. Det svenske Regentskab, der hældede stærkt over imod Frankrig, havde langt mere Lyst til at byde England Spidsen. Men trods alt dette gjorde Forbundet god Nytte ved gjentagne Gange at bringe England til at holde inde med sine Overgreb, og det var den aldeles fremherskende Folkemening i den dansk-norske Stat, at B.s Politik var den rette, og at man skyldte ham Taknemmelighed, ikke blot fordi han holdt Staten uden for Krigen, men ogsaa for det Opsving, den udenrigske Handel tog i disse Aar. En Del Mænd i Kjøbenhavn gave denne Mening Udtryk ved at lade slaa en Medaille, der foruden hans Portræt havde i Præget en Kompasnaal med Underskrift: »Uden Misvisning«. De Rivninger, B. havde med den svenske Regering, hindrede ham heller ikke fra nu at se, at der burde arbejdes hen imod »en oprigtig og fuldstændig Harmoni« imellem de nordiske Stater. Fortidens Politik over for Sverige burde kastes helt over Bord. »Vi vilde«, skriver han 1795 i en Instrux for sin Søn som Statsafsending i Stockholm, »ikke have den ringeste Grund mere til enten at støtte Frankrig eller Rusland i Sverige, enhver fremmed Indflydelse skader den Venskabets og Fornuftens Indflydelse, der er den eneste, vi attraa at have .... Nu for Tiden har man mere og mere erkjendt det rigtige og hellige ved den Grundsætning, at ingen Magt har Ret til at blande sig i et andet Lands indre Forhold . . . Vort Ønske er, at Sverige maa blive lykkeligt, og det kan det ikke være, naar det er sønderrevet af Partier og uforsonlige Fjendskaber.«

Det er et velgjørende Indtryk, man ved at overse B.s Løbebane har af en Personlighed, der stedse voxer sig større, og hos hvem med Aarene Mildhed og Humanitet i stigende Grad træde frem ved Siden af en kraftfuld Personlighed. Ikke mindre beundringsværdige vare hans Arbejdskraft og den Omhu, med hvilken han røgtede sin Statsmandsgjerning. Trods de Plager, Podagraen Aar for Aar hjemsøgte ham med i den senere Del af hans Liv, holdt han med Sjælsstyrke og kristelig Resignation ud, indtil Sygdommen faa Uger før hans Død omtaagede hans Forstand. Han døde 21. Juni 1797, ikke fuldt 62 Aar gammel. Der var Landesorg ved hans Død, og det med Grund; han var i lige Grad Gjenstand for Folkets Kiærlighed og Beundring.

B. var 2 Gange gift, begge Gange med Søstre af de fra Tysklands Litteraturhistorie bekjendte Brødre Greverne Christian og Frederik Leopold Stolberg. Hans første Hustru, Henriette Frederikke Stolberg (f. 1747 død 1782), fødte ham 6 Sønner og 3 Døtre; Aaret efter hendes Død ægtede han Søsteren Augusta Louise, som fødte ham en Søn, der døde som Barn.



Til: Indholdsfortegnelsen




Bernstorff, Johan Hartvig Ernst Greve, 1712—72, Statsmand

Af E. Holm

Billede

Bernstorff Slot, bygget af Nicolas Henri Jardin. Slottet bruges i dag af Beredskabsstyrelsen. Fotograferet en dag hvor der var mere røg i køkkenet end ønskeligt. Foto: BA, 2007.

Johan Hartvig Ernst Greve Bernstorff blev født 13. Maj 1712 og var en Søn af en hannoveransk Adelsmand, Joachim Engelke Friherre B. til Gartow, Wotersen og flere Godser. Efter at hans Morfader, Andreas Gottlieb Bernstorff, havde spillet en vigtig Rolle som hannoveransk Minister hos Kong Georg I af England, blev han den næste fremragende Statsmand af denne Familie. Han var selv Farbroder til [...] A. P. B. For en Del opdraget hos Morfaderen vandt han dernæst sin Uddannelse paa intelligente unge Adelsmænds Vis i hin Tid, dels ved Ophold paa forskjellige Universiteter, dels ved Udenlandsrejser. Saaledes lagde han Grunden til den rige Aandsudvikling og den sjældne Sprogfærdighed i flere evropæiske Sprog, særlig i Fransk, som udmærkede ham senere. Beslægtet med Familien Plessen blev han af de tvende Brødre af dette Navn [Carl Adolf von Plessen og Christian Ludvig von Plessen], der vare Statsministre under Christian VI, bragt i Forbindelse med denne Konge, der gjorde ham til Kammerjunker og (1733) sendte ham som »Envoyé« til Kursachsen. Den polske Tronfølgekrig udbrød netop paa den Tid, og da Kurfyrsten af Sachsen ved den naaede at blive Konge af Polen, var Dresden et Sted, hvor den unge B. fik rig Lejlighed til baade at komme ind i det evropæiske Diplomatis Finesser og bugtede Veje og til paa nært Hold at følge Løsningen af vigtige politiske Knuder. Nogle Aar senere (1737) lod Christian VI ham repræsentere den dansk-norske Stat ved den tyske Rigsdag i Regensburg, og han gjorde god Gavn under de Forhandlinger med Hannover, som Strid om Amtet Steinhorst fremkaldte (1739). Endelig fik han, da han 1744 blev sendt til Frankrig som Gesandt, den diplomatiske Stilling, der paa den Tid havde størst Vigtighed for Regeringen her hjemme. Han havde her en betydningsfuld Del i de Forhandlinger, der førte til en nøje Tilknytning mellem vort Fædreland og Frankrig (1749) og samtidig ogsaa hidførte Mageskiftetraktaten (1750) med den svenske Tronfølger Adolf Frederik.

Den Gang B. skulde sendes til Frankrig, skrev den franske Statsafsending i Kjøbenhavn til sin Regering med afgjort Uvilje om ham. Hans hannoveranske Byrd gjorde ham i den mistænksomme franske Diplomats Øjne til en farlig Person, der havde engelske Sympathier, og med den i den diplomatiske Verden ganske almindelige Letfærdighed i Domme forberedte han sin Regering paa, at B. var »en lidet paalidelig Karakter« og saa meget mere farlig, som han var »dygtig, af et vindende Væsen og elskværdig i Selskabslivet«. Det blev kun disse sidste Egenskaber, man kom til at gjøre Bekjendtskab med i Paris, thi han var i Virkeligheden saare langt fra at være fjendtlig stemt imod Frankrig, og den franske Udenrigsminister fik i sine Depecher til Statsafsendingen i Kjøbenhavn Lejlighed til ikke alene at fremhæve den store »Veltalenhed«, som B. kunde udfolde i sine Forhandlinger med ham, men ogsaa til at omtale hans fremragende Begavelse, Behageligheden ved at forhandle med ham (»sa douceur«) og den ubegrænsede Tillid og Højagtelse, han selv havde for ham.

Men Regeringen havde Brug for den prøvede, talentfulde Diplomat paa et endnu større Omraade. Udenrigsministeren Schulin var svagelig, han ønskede at have B. til Hjælp, og denne blev derfor kaldt hjem (1750). Han medbragte et Kjendskab til det evropæiske Diplomati, der maatte kunne faa den største Værd for ham, saa meget mere som han personlig havde knyttet nøje Forbindelser med betydelige Personligheder, især i Paris; han havde tilegnet sig den fine Verdensmands overlegne Væsen, uden at Dybden i hans Karakter eller Inderligheden i hans religiøse Følelser led derved, og han kjendte til Bunds Forholdet mellem de forskjellige Magter og, hvad der i saa Henseende kunde have Betydning for den dansk-norske Stats ydre Stilling. Skjønt født i Udlandet havde han vundet en alvorlig Kjærlighed til vort Fædreland; men det kunde let blive betænkeligt, at dets indre Forhold, dets Styrelse og Hjælpekilder vare ham lige saa ubekjendte som dets Sprog og nationale Ejendommeligheder.

Da han kom til Kjøbenhavn, var Schulin død. Det blev strax tilbudt ham at træde ind i dennes Stilling; men han holdt sig for bunden ved et Tilsagn, han havde givet Prinsen af Wales om en Gang at overtage en Ministerstilling i Hannover. Da imidlertid denne Fyrste døde 20. Marts 1751, faldt Hindringen bort, og han tiltraadte nu Pladsen som Udenrigsminister og den dermed forbundne Ledelse af det tyske Kancelli. Samtidig blev han Medlem af Konseillet. Allerede tidligere var han (1736) bleven Kammerherre og (1746) Ridder af Danebrog, i hvilken Anledning han valgte sig et Valgsprog, som hans Liv ikke gjorde til Skamme, nemlig Ordene: »integritas et rectum custodiant me«. Gehejmeraadstitelen fik han 1749.

Det blev en imponerende Stilling, B. beklædte en lang Række Aar her hjemme. Støttet af A.G. Moltke, der ikke kjendte til nogen Skinsyge over for ham, og høj agtet af Frederik V indtog han indtil dennes Død den ypperste Plads i Regeringen, og hans Ord havde afgjørende Vægt i alle de Sager, der kom til Forhandling i Konseillet. Men hans Hovedgjerning var Ledelsen af den udenrigske Styrelse. Frederik V's personlige Mangel paa Initiativ og Virkelyst bidrog til, at han her blev den altbestemmende. I Frederik IV's Tid var saa godt som ingen vigtig Depeche sendt nogen Statsafsending, med mindre den var underskreven af selve Kongen. Ogsaa Christian VI havde fulgt de udenrigske Forhandlinger i stor Detail. Ved J.H.E. B.s Korrespondance ligesom senere under hans Brodersøn A.P. B. føler man, at de vare de raadende, saa fuldt som nogen ansvarlig Udenrigsminister i en konstitutionel Stat kan være det.

Lige siden den store nordiske Krig var der blevet arbejdet paa at sikre, hvad der var vundet ved denne Krig, nemlig den gottorpske Del af Slesvig, og Spørgsmaalet om, hvorledes en endelig Udjævning af Striden med Huset Gottorp kunde bringes til Veje, havde været alvorlig oppe. Mageskiftetraktaten med den svenske Tronfølger Adolf Frederik 1750 var det sidste Skridt paa denne Bane. Derimod var et Forsøg, der samtidig var gjort paa at komme til en lignende Afgjørelse med Chefen for den ældre gottorpske Linje, den russiske Tronfølger Hertug Carl Peter Ulrik, ganske slaaet fejl. Opgaven maatte blive for B. at vinde et heldigere Resultat over for denne Linje, og han viede med Trofasthed og Talent sit Liv dertil. I nøje Forbindelse med den gottorpske Sag stod Spørgsmaalet om Magtens Fordeling i Norden. Siden Rusland efter den store nordiske Krigs Slutning ikke alene var blevet den overlegne Stat ved Østersøen, men ogsaa den Magt, til hvis Hjælp Gottorperne ivrigst bejlede, havde Tanken om det nødvendige i et godt Forhold imellem de skandinaviske Stater for det meste haft Raaderum hos Regeringen i Kjøbenhavn, især fra Christian VI's Tid. Atter her optog B. den foregaaende Tids Politik. Uheldigvis havde denne sunde og forstandige Stræben store Hindringer at besejre, dels ved de Levninger af det gamle Nationalhad, der havde holdt sig paa begge Sider af Sundet, dels derved, at ogsaa her Gottorpernes Had til Danmark greb forstyrrende ind. Da Adolf Frederik besteg Tronen i Sverige, vare hans Stemninger i saa Henseende kun alt for godt kjendte, og de næredes end mere af hans herskelystne, intrigante Dronning, Louise Ulrikke. Kun nødtvungne havde de samtykket i Mageskiftet af 1750, og med ikke mindre Vrangvilje vare de gaaede ind paa at lade deres ældste Søn Gustav, den senere Gustav III, der den Gang kun var 5 Aar gammel, blive trolovet med den jævnaldrende danske Prinsesse Sophie Magdalene, Frederik V's Datter. Det gjaldt fra gammel Tid som en Kjendsgjerning, at en enevældig Kongemagt var ulige farligere for Nabostaterne end en Kongemagt, der var bunden af Landets Stænder. Fra det Stade havde svenske Adelsmænd i det 17. Aarhundrede set skjævt til Enevældens Indførelse i Danmark, og det var den samme Opfattelsesmaade, der bragte de dansk-norske Konger i det 18. Aarhundrede efter den svenske Kongemagts Svækkelse ved Carl XII's [Karl 12.] Fald til i høj Grad at ønske, at den ikke atter vandt i Styrke. Man havde under Carl XII prøvet, hvor farlig den kunde være. Da saa Dødsfjenderne kom paa Tronen 1751, stod det dobbelt stærkt som en Livssag for B. om muligt at hindre en Forfatningsudvikling i Sverige, der kunde give Kongen her fri Raadighed over Rigets Stridskræfter.

Samtidig med at B. havde slige Opgaver at løse, kom han til at se den ene store evropæiske Forvikling efter den anden krydse hans Veje, store Begivenheder indtraf, der stærkt lagde Beslag paa Opmærksomheden, Forudsætninger, som det havde været naturligt at gaa ud fra, bristede, hvad der havde gjældt som det naturlige og sikreste Alliancesystem, slog fejl, og nye Midler maatte gribes for at naa Maalet. B. viste sig under alt dette som en overlegen Statsmand. Han havde en Sindets Ligevægt, der aldrig svigtede, en Sejhed, som ikke slappedes ved Skuffelser og uventede Hindringer, et fint politisk Instinkt til at gjætte sig af lidt til Sagernes rette Sammenhæng, stor Omtanke og Forsigtighed ved Afslutning af Overenskomster, en betydelig Aarvaagenhed, saaledes at han kastede Øjnene til alle Sider, en ualmindelig Arbejdsdygtighed, endelig en rig Aand, som idelig forstod at skabe Udveje og at knytte nye Traade, naar de gamle brast. Ja, det var næsten, som om han æggedes ved Vanskeligheder, og som om han fandt en Nydelse i nye Kombinationer. Det 18. Aarhundrede var en gylden Tid for Diplomatiets Kunster med idelige Forsøg paa at skabe Alliancesystemer og Koalitioner under den Række af store Krige, der fulgte hverandre i Hælene. B. havde saa at sige en dygtig Kunstners Selvbevidsthed paa dette Omraade; men da han af Princip fordømte enhver Krig, der ikke var nødvendig som Forsvarskrig, var han allerede for saa vidt oplagt til kun at bruge Diplomatiens Midler for at opnaa en fredelig Afgjørelse af de forskjellige Stridsspørgsmaal; og da det var faldet i hans Lod at blive Leder af en Stat med forholdsvis svage Kræfter, var han ogsaa herved mest henvist til at forsøge, hvad der kunde udrettes ad Underhandlingers Vej. Det er vel endog et Spørgsmaal, om han ikke har haft vel sangvinske Forhaabninger i saa Henseender og troet, at Noter og Depecher kunde strække til, hvor der i Virkeligheden behøvedes et kraftig ført Sværdhug.

Den Hovedbegivenhed, som først ret bragte ham en Række Vanskeligheder at kæmpe med, var den preussiske Syvaarskrig. Skjønt Frankrig den Gang indtog en fremragende Plads i B.s politiske System, saaledes som det traadte frem ved en Alliance- og Subsidietraktat med denne Stat af 27. Febr. 1754, lykkedes det ham dog at holde Danmark-Norge uden for denne Krig og den med den i nær Forbindelse staaende store Sø- og Kolonialkrig imellem Frankrig og England. Som sædvanlig frembød denne Søkrig store Vanskeligheder og Farer for den nevtrale Skibsfart, især paa Grund af de engelske Kaperes Overgreb, der begunstigedes af Regering og Domstole. Da den dansk-norske Skibsfart i den nærmest foregaaende Tid havde taget et godt Opsving baade i Middelhavet og i Vestindien, var der dobbelt Anledning til at gaa ind paa Forslag fra Sveriges Side om at sikre de skandinaviske Staters Handel og Skibsfart ved et væbnet Nevtralitetsforbund. En saadan Samvirken kunde maaske ogsaa skabe et nærmere Forhold mellem Regeringerne i Kjøbenhavn og Stockholm, thi uagtet Hattepartiet, der den Gang var det herskende i Sverige, havde fælles Interesse med den dansk-norske Regering over for Adolf Frederiks og hans Dronnings Arbejde paa at vinde en udvidet Kongemagt, var Forholdet imellem de tvende Regeringer kun koldt. Høpken [Anders Johan von Höpken], der var den ledende Statsmand i Sverige, hadede Danmark med et ægte gammelsvensk Had og viste idelig Kulde og Mistro. Det Forbund, som de tvende Stater trods dette nu enedes om (12. Juli 1756), blev affattet med stor Forsigtighed, for saa vidt B. fik forhindret, at Fordringen paa, at frit Skib gjør fri Ladning, blev optaget deri. Han vidste, at Englænderne aldrig vilde indrømme dette, og det stred ogsaa imod den dansk-engelske Handels- og Skibsfartstraktat af 1670. Uheldigvis var det kun kort Tid, Forbundet kunde gjøre Gavn. Aaret efter dets Afslutning forenede Sverige sine Vaaben med Frankrig imod Preussen; derved blev Forholdet vanskeligere over for Preussens Forbundsfælle England, og det forøgede Høpkens og hans Partivenners Uvilje mod Danmark-Norge, da de saa, at dette ikke vilde gjøre samme Svingning, men forblev nevtralt. Allerede 1758 var Nevtralitets-forbundets Rolle udspillet. [Se om folkeretsforfatteren Martin Hübner i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]].

Samtidig var det et naturligt Ønske hos B. at holde Landkrigen saa langt borte som muligt fra Danmarks Grænser. De Hjemsøgelser, Meklenborg var udsat for fra preussisk Side, vidnede klart om, hvor farligt det var at være Nabo til de krigførende Magter. Det lykkedes ham at sikre Hamborg og Lybek [Lübeck] imod at blive dragne ind i Krigen, og da Slaget ved Hastenbeck (26. Juli 1757) havde aabnet Hannover for de franske Hære, gik han med Glæde ind paa en Opfordring, som baade fra hannoveransk og fra fransk Side rettedes til Danmark om at mægle en Overenskomst.

Statholderen i Oldenborg, Grev Lynar, blev strax sendt til Hannover for at bringe en saadan i Stand, og det lykkedes ham ogsaa at faa afsluttet den saakaldte Konvention i Kloster Zeven (10. Sept. 1757); men da hverken den franske Regering eller Kong Georg III vilde ratificere den, havde Mæglingen været frugtesløs. Gjentagne Forsøg, som B. senere under Krigen efter Opfordring fra fransk Side gjorde paa at mægle Stilstand eller Fred imellem Frankrig og England, vare lige saa resultatløse. Da Krigen imidlertid syntes let at kunne naa op til Elben, havde Regeringen i Kjøbenhavn maattet bestemme sig til at opstille et temmelig anseligt Korps i den kongelige Del af Holsten som Værn for Statens Sydgrænse. Dette, der var givet i Forholdene, forstod B. at drage Fordel af til at slutte en meget heldig Traktat med Frankrig (4. Maj 1758), hvorefter Danmark til Vederlag for at holde 24.000 Mand i Holsten indtil Krigens Ende og sikre Hamborg, Lybek og den gottorpske Del af Holsten imod fjendtlige Indfald skulde opnaa dels den franske Regerings Hjælp til Afslutning af et forholdsvis heldigt Pengelaan i Frankrig, dels at Hoffet i Versailles vilde arbejde paa ved Fredslutningen eller om muligt forinden at faa en Overenskomst og et Mageskifte i Stand imellem Kongen af Danmark og Storfyrst-Tronfølgeren i Rusland, Hertug Carl Peter Ulrik. Østerrig gav snart efter (i. Nov. 1758) denne Traktat sin Garanti.

B. kunde i Anledning heraf med en vis Ret udtale, at man havde sikret sig at komme til at »dele Frankrigs og Østerrigs Lykke uden at udsætte sig for at lide ved deres Ulykke«. Men Krigens Gang blev ikke en saadan, at Traktaten kunde bringe Fordele, og Syvaarskrigen hidførte snart truende Forhold. Det laa i Sagen selv, at den gottorpske Hertugs Stilling som Tronfølger i Rusland maatte give Forholdet til denne Magt en særegen Betydning. Det saa ogsaa ud, som om en Forbindelse her kunde faa Vægt ved Siden af de Tilsagn, man havde faaet fra Frankrig og Østerrig. Omtrent samtidig (21. og 28. Marts 1760) tiltraadte Rusland den dansk-franske Traktat af 4. Maj 1758 og Regeringen i Kjøbenhavn et Forbund, Rusland (20. Marts 1759) havde sluttet med Sverige om at sikre Handelen og Skibsfarten paa Østersøen ved Udelukkelse af alle fremmede Magters Krigsskibe og Kapere der fra. Men dette var kun en tilsyneladende Fordel. Rusland og Østerrig sluttede netop nu (1. April 1760) en hemmelig Overenskomst, hvorved Wienerhoffet ganske ugenert erklærede den Garanti for ugyldig, som det 1732 havde givet den danske Krone for hele Slesvigs Besiddelse, og tillige baade garanterede Storfyrsten hans Lande i Tyskland og lovede atter at handle i Overensstemmelse med Kejserinden af Rusland til Bevarelse af det slesvig-holstenske Huses Interesser. En anden Traktat af samme Dato tilsikrede Rusland Ret til at beholde Østpreussen, saafremt Østerrig ved den endelige Fred gjenvandt hele Schlesien. Kejserinde Elisabeth i Rusland følte vistnok ingen Interesse for Storfyrstens gottorpske Politik; men hun var for sløv til at lægge noget Tryk paa ham, og hans Uvilje imod enhver blot nogenlunde rimelig Overenskomst med Danmark fik i Øjeblikket stor Indflydelse paa Ruslands Holdning.

Uagtet B. ingen Meddelelse modtog om disse Aftaler, anede han med sin Evne til at forstaa en halvkvædet Vise hurtig Uraad. Han havde kun liden Sympathi for Frederik II, hvis Erobrings-politik forekom ham at pege i en Retning, der kunde blive farlig for hele Evropa og blandt andet ogsaa for Danmark; men han frygtede ikke mindre en for stor Overvægt hos Rusland, og en Plan som den, at denne Stat skulde kunne udvide sin Magt over Østpreussen, forekom ham saa farlig, at han alvorlig tænkte paa endog at kaste Danmark-Norge ind i Krigen som Frederik II's Forbundsfælle for at hindre det. Kun saafremt Storfyrsten samtidig uden noget som helst territorialt Vederlag overlod den danske Konge sin Del af Holsten og frafaldt alle Fordringer paa det gottorpske Slesvig, vilde man kunne finde sig deri. Dette lod han endog med Ord, der ikke vare til at misforstaa, udtale til selve den russiske Regering. Men den hele Storm drev over, da Rusland snart mente at maatte frafalde Fordringen paa Østpreussen. Derimod var det frugtesløst, at B. i disse Aar stærkt vilde fremme Forhandlingen med Storfyrsten; denne svarede med at opstille utrolige Fordringer. Da saa B. søgte at drive Frankrig frem til at trykke paa den russiske Regering i Sagen og derfor sendte sin Brodersøn A.P. B. til Frankrig, saa døde netop Kejserinde Elisabeth (5. Jan. 1762); Carl Peter Ulrik besteg den russiske Kejsertrone og kunde nu bruge det mægtige Riges Hjælpemidler til at faa Hævn over Danmark.

Aaret 1762 er det smukkeste i B.s Liv. Aldrig viste hans Forening af politisk Takt, Omtanke og Fasthed sig klarere. Stillingen var vistnok i høj Grad farlig, thi Hjælp fra Frankrig og Østerrig kunde der ikke tænkes paa. Selv om de havde villet yde en saadan, vare de ude af Stand til at gjøre noget, i den Grad vare de medtagne af Krigen. Men dette skræmmede ikke B. fra at vove en alvorlig Kamp. Det var ikke tomme Ord, naar han for ikke længe siden havde udtalt, at »Slesvig var Kongen ved sin Krone forpligtet til at bevare, saa længe der var et Værge i hans Rige og en Blodsdraabe i det danske Folks Aarer«. Han fandt fuld Støtte hos Frederik V og hos sine Embedsbrødre i Konseillet, og samtidig med at der forsøgtes, hvad der kunde udrettes ad Underhandlingens Vej, i det mindste for at vinde den nødvendige Tid til Rustninger, bleve alle Forberedelser til Krig trufne saa godt, det var muligt. Det Valg, han gjorde af en Hærfører ved at indkalde den franske General St. Germain, kunde ikke træffes bedre. Enhver véd, at Kampen imellem den russiske og den danske Hær, da de stode opstillede over for hinanden i det meklenborgske, kun blev forhindret ved Budskabet om, at Kejseren var styrtet fra Tronen af sin Hustru [Katarina 2. den Store] (8. Juli 1762). Det Haab, B. havde haft om at finde Støtte i den russiske Misfornøjelse over Krigen, gik i Opfyldelse, førend han kunde vente det. Da Cathrine II strax stillede sig i et venskabeligt Forhold til Hoffet i Kjøbenhavn, havde man kun Grund til at glæde sig over ikke at have firet for Kejser Peter. En Indskrift i Fredensborg Slotshave: »fortissima consilia tutissima« vidner om Tilfredsheden derover.

Kunde det imidlertid haabes, at den gamle Strid nu vilde blive udjævnet? Cathrine II var forfængelig, pirrelig og herskelysten. Hun blev strax i høj Grad opirret over, at Regeringen i Kjøbenhavn i Henhold til gamle Bestemmelser vilde tiltage sig Regentskabet, saa længe hendes Søn Poul, der var fulgt efter Faderen som Hertug i Holsten-Gottorp, var umyndig. B. maatte lade alle Krav i saa Henseende falde, og han saa med megen Uro paa, hvorledes hendes Karakter vilde udvikle sig, især da han frygtede for, at hendes Følelser imod Danmark ikke vare stort venligere, end Peter III's havde været. Rent galt syntes det at skulle blive, da der gik Rygter — og det i det mindste til Dels sande Rygter — om, at hun begunstigede den svenske Dronnings Planer om en Udvidelse af Kongemagten. En saadan Forbindelse var efter B.s Mening en Fare for Danmark-Norges Sikkerhed ikke mindre end for Sveriges Selvstændighed, og han var rede til at vove en Krig for at sikre »Lovenes og Frihedens Forsvarere i Sverige«. »Intet«, skrev han til sin Ven, den svenske Rigsraad C. F. Scheffer, »skulde afholde den danske Konge fra at dele Sveriges Skæbne.« Men nu skete et vigtigt Omslag i Cathrine II's Politik, maaske under Indflydelse af den Mand, der fra denne Tid blev hendes vigtigste Raadgiver i den ydre Politik, Nikita Panin. Hun foretrak at knytte Danmark-Norge til sig ved at komme det i Møde med Hensyn til det holstenske Mageskifte og at støtte den indre Splid i Sverige ved at bevare den frie Forfatning der, samtidig med at hun kastede sig ind i de polske Sager efter August III's Død (1763).

Dette Omslag maatte klare Horisonten for B. De seneste Aar havde vist, at Frankrigs Støtte intet var værd, naar det kneb, og oven i Kjøbet begyndte Hoffet i Versailles, der med god Grund fandt, at Sverige var magtesløst under dets indre Partikampe mellem »Hattene« og »Huerne«, at ønske en Forfatningsudvikling her til Gavn for Kongemagten. Hvad kunde i et saadant Øjeblik synes heldigere end Vendingen i den russiske Politik? Om end med Varsomhed lod B. da vort Fædreland 1763—65 foretage en afgjort Svingning bort fra Frankrig og over imod Rusland. En Forbundstraktat af 11. Marts 1765 beseglede det nye Forhold til Kejserinden, som lovede sin Hjælp til en Udjævning af den gottorpske Strid, og at der snart skulde blive arbejdet paa en foreløbig Traktat herom. Tillige enedes man om at virke for Opretholdelsen af »Sveriges Frihed og lovmæssige Regeringsform«. Medens Frankrig og Rusland under Syvaarskrigen havde været Forbundsfæller, traadte de paa denne Tid i stærk Modsætning til hinanden, og efter at den bekjendte franske Statsmand Choiseul i en Række Aar under venskabelige Former havde brevvexlet med B., udtalte han nu i et iskoldt Brev til denne, at Frankrig opfattede Danmark-Norge som staaende uden for sit Alliancesystem. 3 Aar senere nægtede den franske Regering endog ligefrem at udbetale Subsidier, som Danmark-Norge havde til gode hos den.

Det var ikke med glade Følelser, at B. havde fjærnet sig fra Frankrig, til hvilket Land han havde følt sig draget ved stærke sympathetiske Baand; men ulige mere kom det dog til at gaa ham til Hjærte at se sin Politik truet i selve Danmark. Ved Frederik V's Død (1766) tabte han den sikre Støtte, han hidtil havde haft i denne Konge. Christian VII's Tronbestigelse førte til Aar, hvor alt syntes usikkert her hjemme som en Følge af den unge Konges ondskabsfulde Lunefuldhed og de Rænker fra forskjellige Sider, der spandtes ved Hoffet. Gjentagne Gange var B. udsat for Anklager og hemmelige Angreb. Det mærkeligste af disse kom fra en dygtig og fædrelandssindet, men tillige lidenskabelig og trættekjær Mand, Frederik Danneskjold-Samsøe. Denne, der i Sommeren 1766 af Kongen blev sat i Spidsen for Marinen og fik Sæde i Konseillet, udtalte i en Skrivelse til Kongen, at han ikke kunde tilraade at »konservere B., en Mand, der har været Fædrelandet til største Fordærvelse, og under hvis Ministerie det er saa yderlig forfaldent«, han stemplede ham endog som »en snedig, sødtalende Hofmand« og angav en Række Punkter, hvorved han mente, at B. havde gjort stor Skade. Hans værste Sigtelse var, at B. skulde have virket til at forøge Statsgjælden ved sine diplomatiske Underhandlinger og ved at udvirke Statsunderstøttelse til Fabrikker. B. havde fremdeles handlet uforsvarlig ved ikke at faa den Forlovelse hævet, som tidligere var indgaaet imellem den danske Prinsesse Sophie Magdalene og den svenske Kronprins Gustav, men derimod tilraadet et Ægteskab imellem dem; B. foragtede endelig den danske Nation og brugte kun fremmede, osv. Disse Anklager vare det første stærke Udtryk af en ingenlunde unaturlig Misstemning, som Landets uheldige finansielle og økonomiske Stilling og den stærke Indtrængen af fremmede skabte, og som i længere Tid blev almindelig. Men skjønt der ganske sikkert under B.s Ægide fandt en Indstrømning Sted af fremmede, der havde alvorlige Skyggesider, saa var det uretfærdigt at sigte ham for at have ringeagtet den danske Nation og ikke at have villet bruge indfødte. Hans Anvendelse af Pengemidler i den udenrigske Politik, som han ogsaa maatte høre ilde for, var fuldt forsvarlig. For øvrigt hørte Ledelsen af Finanserne ikke under B. Derimod havde denne, der siden 1752 havde været Deputeret i General-Landøkonomi- og Kommercekollegiet, unægtelig overensstemmende med sin Tids almindelige økonomiske Fejlsyn alt for meget søgt at fremme Industriens Udvikling, hvor lidt end de naturlige Betingelser for, at denne kunde trives, vare tilstede. En skammelig Ensidighed var det fremdeles at glemme, hvor trofast B. havde sluttet sig til Danmark, der for ham stadig var »Fædrelandet«. Han var saa langt fra at have været Lykkejæger her i Landet, at han tvært imod havde brugt store Summer her, som han havde fra sine tyske Godser, og at han endelig paa Bernstorff Gods havde indført den Forbedring af Bøndernes Kaar, der blev et saa lysende Exempel. Medens Danneskjold ikke havde angrebet B.s udenrigske Politik, var der andre, der brøde Staven over den og paastode, at han lod sig tage ved Næsen af Rusland, Kejserinden vilde aldrig lade Mageskiftetraktaten blive til Virkelighed, men drev blot Forhandlingerne som en Skinmanøvre. Det lykkedes B. ved et Forsvarsskrift sejrrig at gjendrive Danneskjolds Sigtelser, og de hemmelige Intriger, der flere Gange bleve spillede imod ham, blandt andet af den herværende preussiske Statsafsending Borch, sloge heldigvis fejl. Skjønt Kongen næppe ugjærne havde ladet B. falde, dristede han sig dog ikke dertil paa et Tidspunkt, da der førtes en saa vigtig Forhandling med Rusland, og det lykkedes omsider B. ved den provisoriske Mageskiftetraktat af 22. April 1767 at bringe den gottorpske Strid til en relativ Afslutning. Kejserinden lod herved paa sin umyndige Søn Pouls Vegne alle Krav paa den gamle hertugelige Del af Slesvig falde, og det fastsloges, at den gottorpske Del af Holsten skulde mageskiftes med Fyrstendømmerne Oldenborg og Delmenhorst. Den endelige Afgjørelse af Sagen kom vistnok først til at finde Sted 1773, og det faldt ikke i B.s Lod at opleve den; men et stort Resultat var dog allerede naaet, et Resultat, der ikke var kjøbt for dyrt ved forskjellige Pengeforpligtelser, som den danske Konge maatte paatage sig, eller ved at Arveprins Frederik maatte give Afkald paa den Ret, han en Del Aar tidligere havde opnaaet til at faa Bispedømmet Lybek [Lübeck], naar den daværende Fyrstbiskop døde. B. havde, siden han overtog sin Ministerstilling i Kjøbenhavn, modtaget flere Udmærkelser. Han var 31. Marts 1752 bleven Ridder af Ordenen de l'union parfaite og den 8. Juli s. A. Ridder af Elefanten. Nu efter Mageskiftetraktatens Afslutning blev han tillige med sin Broder Andreas Gottlieb og dennes Børn optaget i den danske Grevestand.

Samtidig med at B. havde arbejdet paa at faa Konflikten med Gottorperne udjævnet, havde han, saa vidt det stod i menneskelig Magt, søgt at værne om Foreningen med Slesvig ved at afkjøbe Augustenborgerne og Fyrsterne af Sønderborg-Beck deres Arveret til Glücksborg. Da Hertugerne af Glücksborg vare de eneste af de sønderborgske Linjer, der ejede et Len i Slesvig, og om hvis Ret til dette Land der efter den gottorpske Mandslinjes Uddøen kunde blive Spørgsmaal, havde B. ved hine Kjøb begrænset denne Ret til den Linje, der i Øjeblikket ejede Gliicksborg. Dens Uddøen 1779 stillede for stedse den danske Kongefamilies Eneret til Slesvig uden for al berettiget Tvivl.

Da B. var det betydeligste Medlem af Konseillet, har han selvfølgelig haft stor Indflydelse paa meget af, hvad der siden 1751 blev foretaget vedrørende Landets indre Forhold, uden at det er muligt bestemt at sige, hvad der skyldes ham personlig. En Række Handelstraktater med forskjellige Middelhavsstater ere et Vidnesbyrd om, hvorledes han ad diplomatisk Vej arbejdede paa at fremme den danske og norske Skibsfart. Naar han 1769 var med at oprette Landhusholdningsselskabet, hvis første Præsident han var, og søgte at støtte »Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse«, giver ogsaa det Indtryk af, at han stærkt voxede sammen med Forholdene her hjemme. Det lyder derfor utroligt, om det end bevidnes fra paalidelig Side, at han, der var her i over 20 Aar, aldrig lærte Landets Sprog. Hvis det virkelig har været Tilfældet, var det en vitterlig Fejl. De andre betydelige Tyskere, der spillede en Rolle her hjemme i Midten af Aarhundredet, Mænd som Schulin, A.G. Moltke og selv Lynar, stode i saa Henseende over ham.

Saa længe indtil Mageskiftet var en fuldbragt Kjendsgjerning, var Danmark-Norge nødt til at slutte sig nøje til Rusland. At Kejserinden agtede at holde skarpt Øje med den dansk-norske Regerings Politik, blev ogsaa paa den hensynsløseste Maade udtalt ved den foreløbige Traktats Afslutning af de tvende Mænd, der paa hendes Vegne havde drevet Forhandlingen, Holsteneren Saldern og Russeren Filosofow, og den første af disse teede sig med et Overmod, som om han var den vigtigste Mand her i Kjøbenhavn. Men dette skræmmede ikke B., der holdt Forbindelsen med Rusland for nødvendig for Danmark-Norges Sikkerhed i det hele og troede paa Muligheden af at hævde en selvstændig Stilling ved Siden af den mægtige, lunefulde og pirrelige Kejserinde. Den Politik, som Frankrig under Choiseuls Ledelse netop nu slog ind paa med Tanken om at modarbejde Rusland paa alle Kanter, drev ham end mere over til at knytte en ny Alliance med Rusland, den af 13. Dec. 1769, der var endnu tættere end nogen tidligere. Et Hovedpunkt i denne var Aftaler om, at saadanne Forandringer i den svenske Forfatning, der tjente til at udvide Kongemagtens Rettigheder, skulde opfattes af de tvende Stater som et Angreb fra Sveriges Side, og Rusland indsatte en Paragraf, hvorefter i Tilfælde af en Krig Kongen af Danmark skulde beholde de Erobringer, han mulig gjorde ved den norske Grænse. Alt tyder paa, at B. slet ikke har tænkt paa at gjøre Erobringer fra Sverige; hans Politik var baade fredelig og venskabelig ment; men det var en paafaldende Fejltagelse af ham, naar han troede, at Svenskerne selv kunde være tjente med Bevarelsen af en Statsforfatning som den, de den Gang havde, og at derfor de dansk-russiske Bestræbelser for at opretholde denne vare til deres eget bedste. Ikke mindre var det en Illusion, naar han troede ved sin Alliance med Rusland at kunne hæve Danmark-Norge ti) en Sømagt af første Rang, der som saadan vilde kunne hævde en Plads ved Siden af Rusland.

Traktaten af 13. Dec. 1769 var den sidste vigtige Handling af B. 3 Fjerdingaar derefter blev han styrtet af Struensee (15. Sept. 1770). Efter sin Afskedigelse levede han mest i Hamborg og paa Godset Wotersen, indtil han allerede døde 18. Febr. 1772. Hans Enke, Charitas Emilie f. v. Buchwald, med hvem han havde levet i lidt over 20 Aars lykkelige, men barnløse Ægteskab, overlevede ham indtil 1820.

Da han fik sin Afsked, var hans første Udbrud: »Almægtige, velsign dette Land og Kongen.« Det var et naturligt Udtryk for den Kiærlighed, hvormed han omfattede vort Fædreland. At han tillige har været en af de talentfuldeste og samvittighedsfuldeste Statsmænd, der have ledet dettes Styrelse, kan der ingen Tvivl være om.



Til: Indholdsfortegnelsen




Bie, Jacob Christian, o. 1738-[senere end 1775], Forfatter

Af A. Jantzen

Jacob Christian Bie har erhvervet et sørgeligt Navn i den danske Litteraturhistorie, og noget Lyspunkt i denne Mands Liv er det vanskeligt at finde. Han var født i Throndhjem [Trondheim] o. 1738 og blev Student fra sin Fødebys Skole 1755. Blottet for alle Subsistensmidler forlod han sit Fødeland (gid jeg aldrig var kommet uden for Norges Grænser, sukkede han med rette senere) og maatte i Kjøbenhavn søge Livsophold ved Pennen. Nogle frække »Originale danske moralske Fabler« paa Vers udgav han 1765. For at vinde Prof. Kratzensteins »Imprimatur« [censurgodkendelse] brugte han den List at dedicere Fru Kratzenstein, der var ham fuldstændig ubekjendt, Bogen ved en indsmigrende Fortale. Men næppe vare Fablerne udgivne, førend Bogen blev konfiskeret, da B. i den 6. Fabel »om Bæveren« havde tilladt sig hensynsløst at kritisere en Sag, der var afgjort ved kgl. Resolution. Samtidig blev Forfatteren dømt til at hensættes paa Christiansø; men han unddrog sig ved Flugten. Efter et Aars Landflygtighed blev han benaadet. Hans økonomiske Elendighed blev ved disse Forhold yderligere forværret, og han maatte bestandig skrive for at leve. Han kunde rime i alle Genrer. En højst uvittig »Jacobi Ilias, en Beskrivelse af den store Drikkehelt Biberius i alexandrinske Vers«, gik Side om Side med »Tanker over Juleevangelierne og Lidelseshistorien, i Sange udførte«, samt nye »Moralske Tanker i bunden Stil«. Han var imidlertid bleven gift, og af Medynk med hans slette Omstændigheder fik han Bestalling som Prokurator (1768), men misbrugte strax sin Stilling ved en studs og uforskammet Optræden, hvorfor han efter kongelig Ordre fik en alvorlig Irettesættelse og Advarsel. Da saa Struensee ved Reskript af 14. Sept. 1770 ophævede Censuren, begyndte den store Syndflod af Trykkefrihedslitteraturen med et Flyveskrift af B.: »Philopatreias' trende Anmærkninger, 1. om de dyre Tider og Handelens Svaghed, 2. om Rettergang, 3. om Gejstlighedens Indkomster«, noget overfladisk Tøjeri, fremsat i en utaalelig, selvbehagelig Bredde; men stærkest synes det dog at have ligget ham paa Sinde at komme Præsterne (saa vel som Klokkerne og Graverne) til Livs paa Grund af deres formentlig urimelig høje Indtægter. »Hvor mange Landsbypræster er der ikke«, siger han, »om hvilke man kan sige med Asaph: Deres Øjne blive borte for deres Ansigts Fedme.« Skriftet gjorde overordentlig Opsigt og fremkaldte en hel Litteratur baade for og imod (jvfr. Bibi. Dan. II, 908 f.); men selv havde han kun ringe Glæde deraf. I Juli 1769 havde han i Hvidovre Kirke prædiket og valgt til Text Højsangen 3, 1: »Jeg ledte om Nætterne i min Seng efter den, min Sjæl elskede« (Thottske Saml. 4to. 410), og skjønt han fremlagde Vidnesbyrd for, at Prædikenen af de tilstedeværende blev hørt med Stilhed og Andagt uden Latter, kom det dog for Dagen, at han til Slutning havde bedet for adskillige navngivne offentlige Fruentimmer i Smaagaderne i Kjøbenhavn; han blev derfor af Højesteret 1771 dømt til Rasphuset paa 6 Aar; og Aaret efter dømtes han til at have forbrudt Haand, Ære og Boslod, fordi han havde udfærdiget et falsk Privilegium med Kongens Underskrift. Han blev imidlertid benaadet med livsvarig Rasphusstraf, og fra »det kummerfulde Fængsel« udsendte han nu den ene poetiske Klagesang efter den anden, snart til sin »fraværende Melicerte«, snart med Bønskrift til Schack-Rathlou »for at faa udlirket nogle Dukater til Rejsepenge«, snart til »den ædelmodigste Prins Frederik fra den ulyksalige B.« Ved kgl. Reskript af 13. Okt. 1775 løslodes han mod at bortsendes til Guinea og forblive der paa Livstid. Senere kom han alligevel med Hustru og Børn til Ostindien, hvor han havde nære Slægtninge, og døde som Lieutenant i engelsk Tjeneste i Bengalen. Hans Hustrus Navn var Mette Margrethe B., og en Datter af ham blev som Enke gift med Kastelspræst, senere Biskop i Viborg N. E. Øllgaard.



Til: Indholdsfortegnelsen




Bille, Steen Andersen, 1751—1833, Søofficer og Gehejmestatsminister

Af C. With

Steen Andersen Bille blev født 22. Avg. 1751 i Assens, hvor Faderen, [...] Kontreadmiral Daniel Ernst B., den Gang laa paa Indrullering. Allerede i 11 Aars Alderen traadte han, skjønt svagelig af Legemsbygning, i Marinens Tjeneste som Kadet, efter at han Aaret forinden havde gjort et Prøvetogt. Som Kadet deltog han ogsaa i Fregatten »Hvide Ørn«'s Togt 1765, da Storme og Modvind opholdt Skibet saa længe i Østersøen, at man til sidst frygtede, det skulde være gaaet under, og fra Prædikestolene Landet rundt lod opsende Bønner for dets Frelse. Som en af de dygtigste paa sit Hold udnævntes han 16. Marts 1768 til Sekondlieutenant og var samme Aar saa vel som 1773 tjenstgjørende i Linjeskibet »Norske Løve« under sin Faders Kommando. Sidstnævnte Aar forfremmedes han til Premierlieutenant. 1775 havde B. sin første selvstændige Kommando: et bevæbnet Fartøj, tilhørende Agent Bodenhoff, som tillige med andre krydsede i Bælterne i Anledning af en i Hertugdømmerne udbrudt Kvægpest. 2 Aar efter rejste han til Vestindien for at overtage Kommandoen over en lille armeret Brig i General-Toldkammerets Tjeneste. I henved 2 Aar forblev han i dette Hverv, der tiltalte ham særdeles meget, stiftede intimt Venskab med Waltersdorff og Oxholm, som begge senere bleve Generalgouvernører, og var meget paaskjønnet af Koloniernes daværende Generalgouvernør, General Clausen. Strax efter sin Hjemkomst gik han som næstkommanderende med Fregatten »Bornholm« (Kapitajn Schønning) tilbage til Vestindien. Det var paa denne Rejse, at Fregatten led meget i Storm og Søgang i de vestindiske Farvande, hvorved mange af Besætningen bleve syge. Blandt disse befandt sig ogsaa B., som maatte efterlades i St. Thomas, medens »Bornholm« gik med en Konvoi til Guadeloupe. Dens lidet energiske Chef havde paa samme Rejse en Affære mod tre engelske Kapere, der fratoge ham hele Konvoien. At B. ikke personlig havde været tilstede paa Kampdagen, græmmede ham bag efter, dog kan det til Undskyldning for Chefen anføres, at han havde 60 Mand paa Sygelisten.

1781 udnævntes B. til Kapitajnlieutenant og fik strax efter Orlov for at gaa i Koffardifart som Fører af det ostindiske Kompagnis Skib »Kjøbenhavn«, noget nær en af de sletteste Sejlere, Landet ejede. Efter en meget farefuld og besværlig Rejse til Holland, Norge og Ostindien bragte han omsider 1784 sit Skib lykkelig og vel tilbage, dog ikke uden at have døjet mange Fataliteter undervejs. Inden Skibet naaede Kap, udbrød der Skjørbug om Bord, hvorved 12 Mand døde, og den øvrige Besætning blev saa medtagen, at han, efter at være kommen til Ankers, ikke havde en eneste Matros tjenstdygtig. Under Opholdet i Kapstaden var han tilmed saa uheldig at brække en Arm, hans egen Skibslæge havde faa Dage forinden skudt sig, saa han maatte nøjes med Forbinding af en Barbér, som gjorde sine Sager saa slet, at B. bevarede Mindelser deraf hele Livet. Ankommen til Bengalen havde han ydermere den Ærgrelse at maatte sende sin Overstyrmand hjem som Arrestant for Besvigelser mod Selskabet.

I nogle Aar herefter var B. ikke udkommanderet, hans Helbred havde lidt en Del i Ostindien, og han benyttede nu sin Fritid til Rejser, dels til tyske Bade og dels til et længere Ophold i Paris. 1788 tog han imidlertid fat paa ny og havde en Række Chefskommandoer; saaledes var han Aaret efter som 38-aarig og nylig forfremmet til Kapitajn Admiral Schindels Flagkapitajn i Linjeskibet »den prægtige«, et af de stolteste Skibe, den danske Flaade nogen Sinde har besiddet. 1790 var han som Chef paa Besejlingstogt mellem Fregatterne »Kronborg« og »Havfruen«, hvoraf han førte sidstnævnte, og efter adskillige andre Kommandoer i 1795 med Fregatten »Frederiksværn« som Chef for Kadetterne. Ved denne Lejlighed erhvervede han sig de unge Menneskers aldrig senere svigtende Kjærlighed, simpelt hen ved at give dem Lov til at spise sig mætte hver Dag, noget, hvortil de ikke tidligere havde været vante. 1796 foretoges en i Marinens Historie særdeles interessant Besejling mellem Fregatten »Kronborg«, et gammelt Skib af Gerners Tegning, og Fregatten »Najaden«, den unge talentfulde Hohlenbergs første Konstruktion. B. var Chef for »Kronborg« og sejlede saa dristig og dygtig med dette Skib, at »Najaden«, endog den førtes af den dygtige (senere Admiral) Krieger, aldrig kom den forbi.

Vi komme nu til et af de vigtigste Afsnit i B.s Liv og vel nok det, der bedst afgiver Bidrag til Bedømmelsen af hans Dygtighed og Konduite. I Foraaret 1797 vare Forholdene i Middelhavet blevne af en saa alvorlig Natur, at man følte Nødvendigheden af en ny energisk Ledelse i den lille Flaadestyrke, der skulde optræde som Forsvarer af de danske Interesser i dette Farvand. Den almindelige Krigstilstand, hvori Evropa med Undtagelse af de skandinaviske Riger den Gang befandt sig, og som ikke mindst gik ud over Koffardiskibene, havde efterhaanden skaffet det nevtrale Danmark, hvis Politik lededes af den indsigtsfulde A.P. Bernstorff, en saa udbredt Søfart paa Middelhavet, at det blev en Velfærdssag for Landet at bevare den. Men baade franske, spanske og engelske Kapere saa vel som de barbariske Magter paa Afrikas Nordkyst foruroligede stadig Søfarten. Mavrerne [Maurerne] havde man hidtil nogenlunde holdt i Tømme ved aarlige Tributafgifter; men nu erklærede Tripolis pludselig Danmark Krig, bemestrede sig en Del danske Handelsskibe og kastede Besætningerne i Slaveri. Det blev B. betroet at klare disse Forhold. Han afgik med Fregatten »Najaden« tidlig paa Foraaret, naaede 2. Maj Maltas Havn, hvor han traf den i Middelhavet stationerede Brig »Sarpen« (Kapitajn Holck) samt en liden armeret Chebek (Premierlieutenant Munck), med hvilke Skibe han 12. ud for Lampedusa mødte Fregatten »Thetis« (Kapitajn Lorenz Fisker). Efter at Overlevering havde fundet Sted, vendte »Thetis« om for at sejle hjem, medens B. med sin Styrke samlet gik til Tripolis, som han naaede 15. Dagen benyttede han til at udspejde Fjendens Styrke, som befandtes at være 10 Sejlere, dels Fregatter, dels Brigger og Chebekker, stod saa ud efter for Natten og mødte 16. Maj om Eftermiddagen den tripolitanske Flaade. Efter 2 Timers hidsig Kamp, hvor et Entringsforsøg mod Fregatten blev forpurret ved en behændig Manøvre, og hvor Fjenden led meget af Granatilden fra de danske Skibe, flygtede Barbarerne i største Hast og Forvirring tilbage til Havnen, som B. derefter blokerede, indtil det 25. lykkedes ham at faa Freden gjenoprettet mod en Udbetaling af 75.000 Pjastre. Fra 1797 til 1801, i hvilken Tid Eskadren efterhaanden steg til 3 Fregatter og 2 Brigger, vedblev B. nu at beskytte den danske Handel, dels ved at underhandle, dels ved stadig Konvoiering. Den Takt, Energi og Kløgt, han ved mangfoldige Lejligheder lagde for Dagen under Forhold, hvis Vanskelighed her ikke til fulde kan beskrives, geraader B. til den største Ære; den anerkjendtes ogsaa hjemme fra, i det han forfremmedes til Kommandørkapitajn samt udnævntes til Kammerherre. Ikke alene over for de barbariske Magter, hvis Fordringer paa Presenter og andre Ydelser altid vare overdrevne, maatte der handles med megen Snildhed, men navnlig over for den langt overlegne engelske Søstyrke gjaldt det om at være fast og værdig, uden dog at spænde Buen for stramt. Den engelske Regering havde til sine Chefer udstedt Ordre om saa vidt muligt at hævde Retten til Visitation af Konvoier; dette var et Punkt, hvorpaa B. aldeles ikke kunde gaa ind, og talrige vare de Lejligheder, hvor han og hans underlagte Skibschefer vare lige paa Nippet at maatte forsvare deres Standpunkt med Kanonskud. Til nogen egentlig Kamp kom det dog aldrig, og B.s korrekte Optræden bidrog efterhaanden til, at Forulempelserne bleve sjældnere. Et Tilfælde, hvor en Kamp om rene Formaliteter mellem ikke krigførende Magters Skibe virkelig begyndte, uden dog at føre til anden Blodsudgydelse, end at 2 Mand saaredes, oplevede Kapitajn van Dockum med Fregatten »Havfruen« Juledag 1799, da han med Skud maatte søge at forhindre 3 engelske Fregatter fra at visitere hans Konvoi, hvad der dog kun til Dels lykkedes. Han blev senere opholdt af de engelske Avtoriteter i Gibraltar og havde mange Fortrædeligheder, inden han slap ud igjen. B. havde dog den Sorg, da han i Begyndelsen af 1801 hjemkaldtes, at se sit skjønne Værk, det danske Flags Anerkjendelse overalt i Middelhavet, i Begreb med at briste paa ny, da en Krig med Tunis blev uundgaaelig. Denne lykkedes det vel hans Afløser, Generaladjudant, Kapitajn Kofoed at besværge ved en Udbetaling af en stor Sum Penge, men andre Uheld fulgte paa, Skyerne trak lidt efter lidt sammen over Danmark, Englands Angreb 1801, Opgivelsen af den bevæbnede Nevtralitet og Krigen derefter 1807 ødelagde hurtig alle de Fordele, Landet i de foregaaende Aar havde erhvervet sig. — Det maa her omtales, at en af de Fregatter, som vare B. underlagte, nemlig »Hvide Ørn« (Kapitajn v. Osten), i Aaret 1800 havde den sørgelige Skæbne at kuldsejle vesten for Korsika en mørk Nat mellem 29. og 30. Dec., uden at Konvoiskibene observerede Ulykken, hvorved hele Besætningen druknede.

Ved sin Tilbagekomst til Danmark 1801 kom B. strax igjen i Virksomhed, i det der 2. April betroedes ham Kommandoen over Defensionens venstre Fløj: Linjeskibene »Danmark« og »Trekroner«, Fregatten »Iris«, Briggerne »Sarpen« og »Nidelven« samt en større Deling Kanonbaade, hvilken Styrke dog ikke kom til at gribe synderlig aktivt ind i Slagets Gang. Da imidlertid den engelske Kontreadmiral Graves med 5 Linjeskibe, efter at Slaget havde staaet paa i 4 Timer, og Defensionens sydligste Fløj omtrent var opreven, drog sig nordligere, var han saa uheldig at komme paa Grund under Batteriet Trekroners Kanoner. B. anmodede da om at maatte gjøre et Anfald mod Graves' Division; men Nelson, der lige saa hurtig havde indset det farefulde i Graves' Stilling, havde da allerede indledet Underhandlinger om Vaabenstilstand, hvilken han som bekjendt senere ogsaa erholdt, og hvorved han fik Tid til at slæbe sine Skibe af Grunden. Der blev saaledes intet af B.s Udfald. Samme Aar havde han Kommandoen over »Norge«, det første Linjeskib, Hohlenberg havde konstrueret. Skibet blev sendt paa Besejling med »Danmark«. Udfaldet af Prøven imødesaas med megen Spænding i Marinen, men gav dog ikke noget tilforladeligt Resultat; dog maatte det vel nærmest regnes som en Sejr for Hohlenberg. Dette var B.s sidste Søtogt.

1803 blev han Deputeret i Admiralitetskollegiet og avancerede 1804 til Kommandør; 1804 fik han tillige Sæde i den afrikanske Konsulatskommission, i Karantænekommissionen samt Sødefensionskommissionen. Da Englænderne imidlertid 1807 paa ny viste sig i vore Farvande, og Situationen blev spændt, tyede man strax til B. igjen, udnævnte ham til kommanderende under General Peymann og navnlig til Chef for Søforsvaret. Hans og hans undergivnes Virksomhed her gavnede vel i og for sig ikke Sagen stort, da Hovedmanden i Forsvaret, General Peymann, kun saa lidet var Opgaven voxen; men de mange Udfald, Kanonbaadene gjorde baade mod de engelske Kystbatterier og den engelske Flaade, der forgjæves søgte at bombardere Hovedstaden fra Søsiden, bør dog billigvis regnes B. til Ære, lige saa meget som at han traf Dispositioner til at sænke eller ødelægge Flaaden, hvis Kapitulation blev uundgaaelig. Til den Ende blev der hugget Huller i Skibene i Flaadens Leje, og Master og Kor opstabledes parate til Opbrænding; men Ordren at fuldføre disse Forberedelser indløb som bekjendt aldrig. Af de Kampe, B. lod foretage, ere navnlig bekjendte: Kanonbaadenes Angreb 17. Avg. mod den engelske Flaade, deres Understøttelse af Udfaldet mod Classens Have 26. og 31. Avg., Angrebet mod Enighedsværns Batteriet af Kanonbaadene i Kalvebodstrand, ved hvilken Lejlighed den unge Kadet Buhl fik Ilddaaben og mistede en Arm, samt Angrebene 21. og 23. Avg. og 1. og 2. Sept. af vore Kanonbaade mod de fjendtlige Bombarderfartøjer paa Kjøbenhavns Red. Da Kjøbenhavn 7. Sept. overgav sig, underskrev B. ikke Kapitulationen; han forlangte forgjæves at maatte gjøre et Udfald med alt, hvad der kunde føre Vaaben; »men«, skrev han senere til Kronprinsen, »jeg indsaa godt, at mit Forslag ikke nyttede andet end til at skaffe mig og mine Søkrigere en ærefuld Død, imidlertid kunde man dog have vundet saa megen Tid, at Flaaden kunde være bleven ødelagt forinden«.

Da Danmark efter Flaadens Udlevering baade kom i Krig med England og Sverige, var B. som Deputeret i Admiralitetet en virksom Deltager, ja egentlig Sjælen i Tilvejebringelsen af det Kanonbaadsforsvar, der efter Evne og med et fortvivlet Mod forsvarede vore Farvande; hans vækkende Indflydelse og patriotiske Sindelag gav sig Udslag i mangfoldige Breve til og fra Marinens tapreste Officerer. Og da Landet efter Krigen og Tabet af Norge 1815 atter skulde rejse et Søforsvar, var det atter B., der bragte dette paa Fode, og som ved en fornuftig Økonomi endogsaa tilvejebragte et anseligt Reservefond for Etaten. Ved selve Norges Adskillelse fungerede han som kgl. Kommissarius og skilte sig med Værdighed og Takt fra dette vanskelige Hverv. I de paafølgende Aar steg han fra Grad til Grad, i 1825 blev han Viceadmiral samt ved Admiral Wleugels Død første Deputeret i Admiralitetet, 4 Aar derefter virkelig Admiral og modtog endelig 1831 Udnævnelse til Gehejmestatsminister. 1811 var han bleven dekoreret med Storkorset af Danebrog.

1790 ægtede B. en Datter af Konferensraad, Generalavditør Vilh. Bornemann, Frederikke Vilhelmine B. (f. 1776 død 1851), med hvem han havde 2 Sønner og 2 Døtre. Hans yngste Søn var [...] Viceadmiral Steen Andersen B. (død 1883).

Ligesom B. i sin offentlige Stilling stedse vidste at indklæde den Værdighed, hvormed han bestandig fremtraadte, i de venligste Former, saaledes var han i sit private Liv af den elskværdigste Omgang. Sit Valgsprog: »Gjør Ret og frygt ingen« holdt han trolig lige til sin Død, der indtraf i hans 82. Aar 15. April 1833, efter at han havde tjent sin Konge og sit Land med Hæder i 70 Aar.



Til: Indholdsfortegnelsen




Bing, Jens, 1681—1751, Læge

Af Julius Petersen

Jens Bing fødtes i Throndhjem [Trondheim] i Avg. 1681. Hans Forældre vare Byfoged og Raadmand Jens B. og Clara f. Meldahl (eller Bruse). Han uddannede sig først som Apotheker og forestod i nogle Aar Apotheket i Ribe, men fik da Lyst til at studere Medicin, lagde sig efter Humaniora og immatrikuleredes 1705 ved Kjøbenhavns Universitet. Han var derpaa Alumnus paa Borchs Kollegium sammen med Holberg. I 1709 skal han være bleven Medikus ved Flaaden, 1712 erhvervede han sig den medicinske Doktorgrad, fik snart en betydelig Praxis og nød megen Anseelse som Læge, ligesom han ogsaa var Livmedikus hos Grev Danneskjold-Laurwigen og andre fornemme Herrer. 1717 konkurrerede han med A. Hojer og J. Buchwald til det ledige medicinske Professorat, men denne sidste sejrede. 1726 blev han Kancelliraad, 1727 Justitsraad og 1746 Etatsraad. Han vedblev at være ugift og boede i lang Tid sammen med Hans Gram [se om Hans Gram i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]]. Han døde 10. Okt. 1751 og blev begravet i Frue Kirke. En betydelig Del af sin Formue testamenterede han til Universitetet, navnlig til fattige Studenter.

Henvisning


Frederik Eiler Gjedde



Til: Indholdsfortegnelsen




Bjørn, Andreas, -1750, Handelsmand og Teaterdirektør

Af O. Nielsen


Billede


Ikke alt var selvfølgelig Holberg, og dog! AB var én af de fire direktører for Teatret!

Andreas Bjørn's værft på Christianshavn.

Scanning fra: Carl Bruun: »Kjøbenhavn. En illustreret Skildring«, bd. 2, s. 722 (P.G. Philipsens Forlag, Kbhvn. 1890).

Bogen kan downloades til undervisningsbrug m.v. fra: http://www.eremit.dk/ebog/bkh/2/index.html


A. B. eller, som han oprindelig hed, Anders Bjørnsen, er i Følge Borgerskabsprotokollen født i Skjelskør; efter Svigersønnens Udsagn var han en Bondesøn. 1730 tog han Borgerskab i Kjøbenhavn som Kjøbmand og drev i de første Aar Tømmerhandel, men kom snart ind paa større Foretagender. Han opfyldte den Grund paa Christianshavn, der nu hedder Wilders Plads, men længe bevarede Navnet Bjørns Plads, som ved hans Død var 6 Tdr. Land stor; han indpælede den Kanal, der skiller Pladsen fra Strandgade, og bebyggede i denne sidste Gade Grunden mellem Baadsmandsstræde og Kanalen. Paa det store Inddæmningsforetagende fik han kgl. Privilegium 18. Juli 1735, og her anlagde han et Skibsværft, der blev drevet i en Maalestok, som man hidtil ikke havde kjendt i Kjøbenhavn. Han byggede her henved 50 Skibe og opnaaede 1742 den Begunstigelse, at alle hans Arbejdere bleve forskaanede for borgerlig Tynge; 1747 fritoges de for enhver Lavstvang. Hans Plads blev ogsaa en Tid benyttet af Skydeselskabet det danske Kompagni, og da Kong Frederik V blev Medlem af dette, gjorde B. paa egen Bekostning en stor Fest for ham. Det fortælles, at det var en yndet Fornøjelse for samme Konge at være tilstede, naar Agent B.s Skibe løb af Stabelen. B. var desuden en af Stadens driftigste Kjøbmænd. 1747 var han Medstifter af det almindelige Handelskompagni, til hvilket en Del af hans Plads blev overdraget, og som navnlig drev Handel paa Island og Finmarken og senere paa Grønland. Ved hans Død laa der 2 Skibe færdige paa hans Værft, hvilke paa hans egen Bekostning skulde have gjort Opdagelsesrejser i Grønland. Han var ogsaa Medlem af det islandske og det vestindiske Handelskompagni. 1748 udnævntes han til en af de 4 Direktører for det nye Theater. Han døde 27. Jan. 1750. Hans Hustru hed Karen Lentz; deres eneste Barn, Karen, var gift med den bekjendte Forfatter Tyge Rothe.



Til: Indholdsfortegnelsen




Bluhme, Johannes Bartholomæus, 1681—1753, Hofpræst

Af L. Koch

Johannes Bartholomæus Bluhme er født 1. Nov. 1681 i Tønder, hvor Faderen, Christopher B., var Rektor; Moderen hed Cathrine Thomsen. Han blev undervist af Faderen, til han 1700 tog til Universitetet i Rostock. Efter at have opholdt sig her i 2 Aar rejste han til Kjøbenhavn for at øve sig i det danske Sprog, »som i Amtet Tønder til gejstlige Betjeninger er højst fornødent«. Professor Fecht i Rostock havde anbefalet ham til den lærde Joh. Brunsmann, Præst ved Vartov og Forfatter af »Kjøge Huskors«. Denne tog sig ogsaa af ham og flyede ham bl.a. Speners og Franckes Skrifter. I Kjøbenhavn tog han Attestats og prædikede første Gang paa Dansk. Efter et Ophold i Tønder drog han 1704 til Kiel, hvorfra Faderen det næste Foraar maatte hente ham syg hjem. Han laa i 17 Uger mellem Liv og Død; i denne Korsets Skole lærte Gud ham mere til hans Sjæls Salighed, end han havde lært paa Universitetet. — Efter en Prøveprædiken valgtes han 1707 til Præst i Borne (paa Tysk Bohren) i Angel, og »efter en og anden Vanskelighed« blev han ordineret af Generalsuperintendent Dr. Muhlius. Samme Aar ægtede han Ida Amalie, Datter af Pastor Georg Jønsius i Borne. Efter at han havde afslaaet flere Kaldelser, blev han 1728 første Præst ved Mariekirken i Rensborg [Rendsborg; Rendsburg]. Men Aaret efter hørte Frederik IV ham her, hvorefter han stævnedes til Odense for atter at prædike for Kongen, som derpaa kaldte ham til tysk Hofprædikant i Steden for Conradi. Da Christian VI 1733 afskedigede sin Konfessionarius J. Frauen [se om Johan Frauen i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]; brug søgefunktionen], fik B. hans Embede, men ikke Titelen.

B. tilhører helt den halleske Skole og maa anses for en ægte Discipel af Spener og Francke. Samtidig med at han kaldedes til Konfessionarius, kom Grev Zinsendorf til Kjøbenhavn og fremkaldte den stærke religiøse Bevægelse, der udmærker dette Tidsrum. B. sluttede sig helt til den, og ved sit nære Forhold til Kongen fik han den største Indflydelse paa de Foranstaltninger, hvorved denne søgte dels at lede Opvækkelsen, dels at dæmme for den, naar den brød ud i Separatisme. Kongen raadførte sig i disse Sager bestandig med B., hvem han ærede og elskede som en Fader. Denne har ofte søgt at formilde Kongen, naar han fandt, at dennes Vrede gik for vidt. Det er et Træk, som kun kan hædre en Konfessionarius, at han havde Mod til at formane Kongen til en mildere Fremgangsmaade mod hans Faders Enke, Anna Sophie (Reventlow); thi dette var ganske vist at røre ved et ømt Sted. Ligeledes bad han for sin afskedigede Formand, at Kongen vilde tilgive ham, uagtet han netop var bleven fjærnet for sine utilbørlige Prædikener mod Pietisterne. Endelig fandt ogsaa den haardt forurettede Orlogskapitajn Fr. Lütken en Talsmand i ham, saa Lütken, der var afskediget uden Pension, fik en ny Ansættelse.

I Aaret 1735 blev J. L. Holstein, der tilhørte den pietistiske Retning, Oversekretær i det danske Kancelli, og fra nu af fik B. Indflydelse paa mange offentlige Foranstaltninger. Allerede tidligere havde han bevirket, at der ansattes Kateketer ved de kjøbenhavnske Kirker. Efter at Kongens forrige Lærer, Konferensraad J.W. Schrøder, havde gjort Forslag til Konfirmationens Indførelse, blev det overdraget ham og B. at udarbejde Anordningen derom 1736. Da General-Kirkeinspektionskollegiet blev oprettet 1737, blev han et indflydelsesrigt Medlem af det, ligesom han havde Sæde baade i den forberedende og den endelige Kommission, der udarbejdede Anordningen for Almueskolevæsenet i Danmark og Norge af 1739, men som tillige det følgende Aar maatte tilraade at indskrænke disse Anordninger væsentlig, da de Forudsætninger, hvorpaa de vare byggede, ikke holdt Stik. Som Medlem af General-Kirkeinspektionen maatte B. deltage i de Bestræbelser, som især efter 1740 gjordes for at standse de separatistiske Bevægelser, der udbrøde baade i Danmark, Norge og Holsten. Medens Biskop Hersleb arbejdede ivrig for at sætte Skranker for disse, modsatte B. sig de dertil sigtende Foranstaltninger saa længe som muligt; det var hans Overbevisning, at det var Uret at anvende verdslig Tvang i aandelige Sager, og at Separatisterne vel maatte lade sig tale til Rette, naar Præsterne kun anvendte Flid og Omhu nok herpaa. Men netop denne Forudsætning bristede bestandig. Separatismen optraadte i mere og mere uhyggelige Former, og det viste sig nødvendigt enten at tilstaa en virkelig Religionsfrihed, hvad ingen, heller ikke B., tænkte paa, eller at lade Statsmagten træde til for at opretholde Kirkens Enhed. B. gik derfor til sidst, om end kun modstræbende, ind paa de ovenfor omtalte Foranstaltninger, der ogsaa ganske rigtig kom til at betegne Slutningen af den pietistiske eller, som den maaske rettere burde kaldes, herrnhutiske Bevægelse.

B. er kommet til at staa for Eftertiden som en Inkarnation af Bigotteri, næsten som Christian VI's onde Aand, der fik Skyld for hele det pietistiske Præg, denne Konge yndede at paatrykke Folket, og der er Vidnesbyrd nok om, at hans samtidige heller ikke have set paa ham med venlige Øjne. I hvad der her er meddelt om ham, vil der ikke findes nogen Grund til at fælde en saadan Dom over ham. Men den store Indflydelse, han udøvede, var i en mærkelig Grad underjordisk; den føltes alle Vegne, uden at han selv fremtraadte, hverken for at kræve Æren eller for at bære Ansvaret for, hvad der skete. Han var en Mand, der nok ønskede at have Indflydelse, men som ikke brød sig om at have den Stilling, som svarede dertil. Derfor blev han heller aldrig virkelig Konfessionarius, men nøjedes i en Tid, da Rangsygen ellers grasserede saa stærkt, med en Hofprædikants Rang. Saa priseligt nu end dette kunde være, var det ikke saa underligt, at det vakte Misfornøjelse, at en Mand, der hverken ved sin Stilling var berettiget dertil, eller som traadte frem for at bære Ansvaret, havde den største Indflydelse paa Afgjørelsen af alle kirkelige Sager. Naar Kongen i de bevægede Aar 1732—34 ofte sendte Kancelliet egenhændige Kladder til de Reskripter, der skulde udfærdiges, mente man, formodentlig med rette, at B. stod bag ved; det samme var Tilfældet, da Pietismens uforsonlige Modstander, Præsten ved Nicolai Kirke, H. Mossin, dømtes fra sit Embede, og ved mange andre Lejligheder; men en saadan Indflydelse maatte være saa meget betænkeligere, som Christian VI var en mistænksom Mand, der gjærne ad Omveje vilde skaffe sig Underretning om Personer og Forhold. Dertil kom, at B. fremfor alt var Kongens Raadgiver ved Embedsbesættelser, og her er det utvivlsomt, baade at han er optraadt som en ensidig Partimand, der foretrak Pietister ved enhver Lejlighed, og at han ikke har haft Menneskekundskab nok til at bedømme, hvor Fromheden var oprigtig, og hvor den var en Kappe, der kunde vendes efter Hofvinden, ligesom de Mænd, der paa hans Anbefaling bleve ansatte, langtfra altid gjorde Fyldest i Embederne. Men selv om han, hvad der sikkert som oftest var Tilfældet, anbefalede værdige og dygtige Kandidater, paadrog han sig alle deres Uvilje, der med eller uden hans Skyld bleve tilsidesatte. Det var en af Kirkekollegiets Tanker at danne et Seminarium theologicum, det vil sige en Fortegnelse over værdige Kandidater; den blev aldrig udført officielt; men i Virkeligheden har B. haft en saadan Fortegnelse, og det var ikke til Skade for dem, der stode paa hans Liste.

Da Christian VI laa for Døden paa Hirschholm, sendtes der Bud efter B.; men Kongen var død, før han naaede Slottet. I den Ligtale, han holdt over ham, har han sat ham et smukt Minde. — Under Frederik V blev hans Stilling i det udvortes uforandret; han vedblev endog, i det mindste en Tid, at give Kongen Kandidatlister; men efterhaanden maatte han miste sin Indflydelse. Han døde 26. Okt. 1753. Af Skrifter har han kun efterladt en Disputats og to Klageprædikener over Christian VI og Dronning Louise.



Til: Indholdsfortegnelsen




Bormann, Johannes, Bibliotekar

Holberg mødte Johannes Bormann [Bornemann] i Paris; Bormann blev ifølge Holberg født på Fyn, blev student fra Odense 1694 og immatrikuleret på Københavns Universitet. Efter nogle år rejste han til Paris hvor han på et tidspunkt fik arbejde som bibliotekar ved Abbé Jean Paul de Bignon's bibliotek; senere skal han - pga 'sin slette administration' være blevet afskediget og leve i elendighed. Holberg beskriver Bormann som en meget vægelsindet person. Se nærmere hos Aage Kragelund: »Ludvig Holbergs Tre Levnedsbreve«, bd. I, s. 107 ff. og bd. III, s. 30 f.].



Til: Indholdsfortegnelsen




Bornemann, Henrik, 1646—1710, Biskop

Af S.M. Gjellerup

Henrik Bornemann blev født 3. Jan. 1646 i Kjøbenhavn og var Søn af [...] Lic. jur. Phil. Jul. B. 1657 kom han som forældreløs med sine to Brødre, Christian og Joh. Adolph, i Huset hos en Slægtning i Viborg, men vendte 1659 tilbage til Kjøbenhavn. 1662 blev han Student og tog 1668 theologisk Examen. 1669 udnævntes han til Subrektor ved Frue Latinskole og forfremmedes 1671 til Konrektor og 1672 til Rektor. Til dette Embede føjedes desuden 1674 Professoratet i Logik og Metafysik ved Universitetet. 1675 blev han kaldet til Sognepræst ved Frue Kirke, Stiftsprovst og Provst over Sokkelund Herred og deltog derefter fra 1682 af i Forarbejderne til det nye Kirkeritual. 1683 udnævntes han til Biskop over Aalborg Stift og blev s. A. Dr. theol. per bullam [pr. kongeligt dekret]. Han hørte til den gamle, stive orthodoxe Skole og viste sig meget nidkjær i at hævde sin gejstlige Værdighed baade over for Stiftsøvrigheden og over for Præsterne. I øvrigt søgte han at forbedre Katekisationen i Skolerne og udarbejdede selv en Katekismusforklaring for Degne og Skoleholdere. 14. Okt. 1693. blev han udnævnt til Biskop over Sjællands Stift og skjænkede, førend han forlod Aalborg, betydelige Legater til Byens Kirker, Skoler og fattige. Kort efter at han havde tiltraadt sit nye Embede, indvikledes han i en forargelig Strid med den theologiske Professor H. Vandal. Denne, der følte sig tilsidesat ved Bispevalget, anklagede B. for at føre Vranglære i sin Katekismusforklaring. Skjønt Vandal vistnok havde Ret, kunde B. dog med Føje beklage sig over den Hadefuldhed, hvormed hans Modstander forfulgte ham. Men han selv førte dog Striden paa en lidet sømmelig Maade og optraadte med en utilbørlig Hidsighed. Vandal maatte efter et Par Aars Forløb afgjøre Sagen med en Undskyldning, der var saa meget mere nødvendig, som disse to Mænd efter deres Embedsstilling ofte nødtes til at arbejde sammen i forskjellige gejstlige Sager. Saaledes havde de begge Sæde i den Kommission, der 1698 bragte den Kingoske Salmebogssag til endelig Afslutning. B. havde i det hele taget Nød med at styre sin skarpe Tunge og beredte sig derfor ogsaa ofte vel fortjente Ydmygelser. Ligesom han en Gang i Stridens Hede havde sagt til Vandal: »Gud skal dømme eder, at I skal have Uro i eders Dødsstund, og, sand for Gud, I skal brænde derfor i Helvedes Afgrund. Jeg skal paa mine Knæ bede Gud, at I skal aldrig faa nogen Kirke eller noget Stift at forestaa«, saaledes sagde han paa et Landemode i Roskilde til en Provst, der havde udtalt sig vel dristig: »Jeg skal ikke lade af, før jeg ser jert Hoved sidde paa en Stage«. Men Provsten blev ham ikke Svar skyldig. Han mindede ham kun om, at han gjorde bedst i at lade Hovedet sidde paa den Stage, hvorpaa Gud havde sat det. I Modsætning til denne ubændige Hidsighed maa det dog fremhæves, at B. var. ualmindelig godgjørende, især over for fattige Studenter.

1699 holdt han en latinsk Ligprædiken over Christian V, og Aaret efter salvede han Frederik IV og Dronning Louise. Med dette Kongeskifte begyndte et nyt Afsnit i den danske Kirkes Historie, der ogsaa fik Betydning for B., for saa vidt som han fra sit Standpunkt maatte stille sig i Modsætning til de pietistiske Bevægelser, der naaede her ind fra Tyskland. I Begyndelsen spores de nærmest paa rent praktiske Omraader som filanthropiske Bestræbelser for at fremme Almuens Oplysning og ophjælpe Fattigplejen, og disse Bestræbelser understøttede han efter bedste Evne. Men han var for pedantisk til at kunne indlade sig paa noget Foretagende, der i mindste Maade kunde forrykke de bestaaende statskirkelige Forhold. Selv Spørgsmaalet om Hedningemissionen afviste han som Sværmeri. Frederik IV havde lige fra sine første Regeringsaar af haft et aabent Øje for denne Sags Betydning, og da han, understøttet af sin Hofpræst, F.J. Lütkens, arbejdede paa at fremme Missionen i Trankebar, lod han denne opfordre B. til at udpege nogle unge Mænd, der kunde sendes ud som Missionærer. Men Sjællands Biskop afviste haardnakket denne Opfordring og bidrog derved selv til at bane Vejen for Pietismen. Lütkens henvendte sig til de pietistiske Professorer i Halle, og disse sendte to unge Mænd, H. Plütschau og B. Ziegenbalch, til Kjøbenhavn. 1705 fik B. Befaling til at ordinere »disse Sværmere«. Allerede samme Aar maatte han søge Kongens Tilladelse til at lade foretage Undersøgelse angaaende gudelige Forsamlinger, der holdtes hos to kjøbenhavnske Borgere. Husandagten lededes af tyske Studenter, der tillige udbredte pietistiske Skrifter. I sine Bestræbelser for at standse disse Udskejelser understøttedes han dog af Lütkens, og efter deres Forslag udgik Forordningen af 2. Okt. 1706, som forbød alle Forsamlinger i Husene af særsindede Personer, »der føre en egen Lære, som ikke stemmer med Bibelen og den rene augs-burgske Konfession«. Dermed var Bevægelsen foreløbig trængt tilbage, og B. døde, inden Pietismen fik Overtaget. — Han havde 1672 ægtet Susanne Worm, Datter af den berømte Ole W. Hun døde 1674. Aaret efter giftede han sig med Anne Würger, Datter af H. W., der havde været Christian IV's og Frederik III's Agent i Lybek [Lübeck]. Hun var den Gang Enke efter Præsten H. Buck ved Petri Kirke og døde 1698. B. døde 31. Dec. 1710 og bortgav i sit Testamente 3300 Rdl. i Legater. Hans Samtid nævner ham som en fremragende Taler. Iblandt hans Skrifter maa fremhæves »Salvingsakten ved Frederik IV's og Dronning Louises Kroning«, et stort Pragtværk i Folio, som han udgav 1702. Hans Taler ved denne Fest udmærke sig ved en sjælden Højhed og Kraft. B. var for lange Tider den sidste sjællandske Biskop, der bar Skjæg. Han plejede sit lange hvide Hageskjæg med særlig Omhu, og naar han rejste, bar han det i en sort eller rød Fløjels Pung. Men i hans sidste Aar vakte den danske Gejstlighed hans Forargelse ved at optage en Mode, der allerede i Christian V's Tid havde udbredt sig i de højere Samfundsklasser: man ragede sit Skjæg af og bar Allongeparyk.



Til: Indholdsfortegnelsen




Boye, Birgitte Cathrine, 1742—1824, Digterinde

Af A. Jantzen

Birgitte Cathrine Boye blev født i Gjentofte ved Kjøbenhavn 7. Marts 1742 som ældste Barn af kgl. Jagtbetjent Jens Johannissen og Hustru Dorthe Henriksdatter. De oplærte hende efter deres Kaar med megen Omhu og indprentede hende Gudsfrygt fra hendes tidlige Alder. 21 Aar gammel blev hun gift med kgl. Skovrider Herman Michelsen Hertz, med hvem hun drog til sit nye Hjem ved Vordingborg. Hun blev i dette Ægteskab Moder til 4 Børn, blandt hvilke den yngste Søn, Jens Michael, døde 1825 som Biskop i Ribe. Sit Hus og sine Børn omfattede hun med Omhu og Kjærlighed; i den Fritid, der levnedes hende, søgte hun ved god Læsning at udvide sine Kundskaber og at tilegne sig fremmede Sprog, navnlig for at kunne lære Udlandets Digterværker at kjende. Da de skjønne Videnskabers Selskab 1773 udstedte offentlig Indbydelse til enhver, der følte Kald og Lyst til at dyrke den hellige Poesi, til at indsende Arbejder, konkurrerede ogsaa Mad. Hertz med 20 Salmer, som fremfor alle andres Forsøg saaledes sloge an, at 18 af dem senere optoges i den saakaldte Guldbergske Salmebog; for de første 10 Salmer havde hun lagt Davids 104. Salme til Grund; deriblandt var den til Skræk og Advarsel ofte citerede »Naturen sov ved tændte Nattefakler«; for de øvrige var Luk. 9, 18—36 det bibelske Grundlag. Senere føjedes hertil et helt Væld af Salmer, dels originale, dels oversatte, saa den nævnte Salmebog talte henved halvandet Hundrede af hendes Frembringelser; hun blev saaledes den, der overvejende gav Samlingen dens Præg. Samtiden lovede hende Udødelighed for denne Virksomhed; nu nævnes hendes Navn som Salmedigterinde næsten kun nedsættende. 13 af Salmerne have dog bjærget sig over i Roskilde Konvents Salmebog. Det er Gellert og Klopstock, der ere hendes Forbilleder; men »hun var heldigere«, siger C.J. Brandt, »naar hun travede jævnt med Gellert, end naar hun vilde flyve højt med Klopstock«. — Imidlertid var Salg af kongelige Domæner besluttet, og hendes Mands Stilling var truet, hvorved Familien kunde blive brødløs. Da ilede hun til Kjøbenhavn, søgte Guldberg, som hun endnu ikke personlig kjendte; ved hans Anbefaling fik hun Understøttelse af Arveprins Frederik, der paa sin Bekostning lod hendes to Sønner optage i Helsingørs Skole. Da Skovrider Hertz døde 1775, oprandt der en meget trang Tid for hende; men Guldberg, der var bleven hendes Velgjører, opmuntrede hende til fortsat digterisk Virksomhed, og »vor danske Karschin«, som hun ikke med urette er bleven kaldet (første Gang vist af J. Baden), satte ikke sit Lys under en Skjæppe. 1778 indgik hun andet Ægteskab med daværende Kontrollør ved Maltmøllen, senere Toldskriver og Justitsraad, Hans Boye. Hun forsøgte sig nu ogsaa i den dramatiske Poesi. Flere af hendes Arbejder i denne Retning bleve gunstig modtagne, saaledes Hyrdestykket »Melicerte« (1780) og navnlig »Gorm den gamle, et heroisk Sørgespil« (1781). Hun blev anden Gang Enke 1815, men henlevede nu sin Alderdoms Dage sorgfrit og i ret gode Omstændigheder. Hun døde i sit 83. Aar 17. Okt. 1824 i Kjøbenhavn.



Til: Indholdsfortegnelsen




Brandt, Enevold Greve, 1738— 72, Hofmand

Af E. Holm

Enevold Greve Brandt var Broder til [...] Chr. B. (død 1805) og født i Kjøbenhavn. Han blev efter at have nydt privat Undervisning Student ved Kjøbenhavns Universitet og studerede Jura her. Kun 17 Aar gammel blev han Hofjunker, hvorefter han i nogen Tid studerede ved Sorø Akademi. Han bestod her (Sept. 1756) Examen med Ære. Det saa ud, som om han vilde gaa Embedsvejen, i det han (1759) blev Assessor auscultans i Højesteret og 1764 Assessor i denne Ret. Imidlertid havde han (1760) faaet Kammerjunkertitel. Efterhaanden valgte han at gjøre Karriere ved Hoffet; men han tørnede her sammen med Christian VII's Yndling Holck og dristede sig endog til at tilskrive Kongen et Brev, hvori han i lige Grad angreb sin Rival og roste sig selv (2. Maj 1768). Svaret derpaa var en Ordre fra Kongen om at forlade Kjøbenhavn inden 24 Timer og de kongelige Stater i Løbet af 8 Dage, det blev forbudt ham mere at vise sig i dem. Under Kongens snart paafølgende Udenlandsrejse skaffede han sig dog Adgang til ham i Paris, og han maa snart efter være bleven taget til Naade igjen. I det mindste blev han (Juli 1769) udnævnt til Kammerherre og fik kort derefter Sæde i den oldenborgske Regering.

Allerede tidligere havde han gjort Struensees Bekjendtskab, og da denne stræbte at gjøre sig til Herre over Christian VII, mente han at kunne faa Gavn af B., og han introducerede ham derfor i Sommeren 1770 hos Kongen paa Gottorp. Ved denne Lejlighed skal Holck være bleven meget ubehagelig berørt ved hans Komme og have lagt dette saaledes for Dagen, at B. udbrød til ham: »Hr. Greve, jeg tror, De er bange for Spøgelser« (les spectres). »Nej ingenlunde,« svarede Holck; »men jeg har Afsky for Gjengangere« (les révenants). Han havde Grund dertil, da han nu blev fjærnet, og B. ved Struensees Ophøjelse i den følgende Tid kom til at indtage den ypperste Plads blandt Kongens nærmeste Omgivelser. Foruden det Hverv at holde den allerede aandssvækkede Christian VII med Selskab blev det overdraget ham under Titel af Directeur des spectacles at styre Hoftheatret og det kongelige Theater, han fik Overtilsyn med den kongelige Malerisamling og Kunstkammeret, og omsider (Nov. 1771) udnævntes han til Grand maitre de la garderobe, hvorved der bl.a. overdroges ham Opsyn med alle de Betjente, der havde at gjøre med Kongens personlige Opvartning. Han havde imidlertid ogsaa været en af de første, der bleve dekorerede med den i Anledning af Kongens Fødselsdag (29. Jan. 1771) oprettede Mathildeorden, og 30. Sept. 1771 ophøjedes han samtidig med Struensee i Grevestanden.

B. var et ubetydeligt Menneske, der hverken fortjente den Lykke, han gjorde, eller den forsmædelige Lod, som til sidst blev ham til Del. Han var styg, men maa have haft en vis Lethed ved at bevæge sig i Verden. Var han end fri for store Laster, saa gjør han et frastødende Indtryk ved den Letfærdighed, der prægede hans Færd, og ved den Lavhed, hvormed han for at opnaa en i ydre Henseende glimrende Stilling lod sig overdrage det Hverv af Struensee at have Tilsyn med Kongen. Der paahviler ham en stor Del af Ansvaret for den usømmelige Tone, der i den Struenseeske Tid herskede ved Hoffet; han var med ved de utilbørlige Tilsidesættelser, der vistes Kongens Broder, Arveprins Frederik, i det han lod denne fjærne fra den kongelige Loge i Theatret; det var uanstændigt, at han lod sig udbetale ikke mindre end 60.000 Rdl. af den kongelige Partikulærkasse; men mest forarges man over den Hensynsløshed, med hvilken han behandlede Kongen. Var det end sikkert en lidet misundelsesværdig Lod at holde denne med Selskab, saa skyldte han ham ydre Ærbødighed, og intet kan undskylde den Frækhed af ham, i Anledning af en fornærmelig Udtalelse af Kongen, at prygle denne. Det var saa meget mere utilgiveligt, som det ikke skete i Hidsighed, men med Overlæg efter Aftale med Strueasee som en Slags Afstraffelse.

Hvor meget man end kan fristes til at opfatte B. og Struensee som et Par sammensvorne, var Forholdet imellem dem alt for grundet paa Egoisme til længe at kunne blive godt. I et bittert Brev til Struensee (Efteraaret 1771) klagede B. over den nedværdigende Rolle, han selv spillede, og sagde Struensee højst ubehagelige Sandheder om den Vilkaarlighed og det Despoti, han udøvede. Han var taabelig udelikat nok til med det samme at antyde, at han vilde blive tilfreds, hvis Struensee skaffede ham — Grevskabet Rantzau i Holsten. Der er ogsaa al Sandsynlighed for, at B. har haft Planer om at deltage i Skridt til at styrte Struensee. Det kom imidlertid til at gaa anderledes, da han selv tillige med denne blev Offer for den Sammensværgelse, der førte til begges Fængsling 17. Jan. 1772. Med sin vante Letsindighed synes han i Fængselet ikke at have anet, hvad Anklagerne imod ham kunde bringe over hans Hoved. Blød og let bevægelig, som han var, lod han sig imidlertid let paavirke i kristelig Retning af Holmens Provst Hee, da denne besøgte ham i Fængselet, og efter at Dødsdommen var fældet (25. April 1772), besteg han sammen med Struensee som en angergiven Kristen Skafottet (28. April). Den barbariske Dødsdom var ens for dem begge, i det først den højre Haand, saa Hovedet huggedes af dem, hvorefter deres Lig sattes paa Stejle; men han fik det Fortrin, at Henrettelsen kom til at begynde med ham. En saadan Straf var monstrøs i Forhold til, hvad han havde gjort sig skyldig i, og Stampe [se om Stampe i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], der selv havde haft Sæde iblandt Dommerne, fandt det oprørende, at Dommen var bleven stadfæstet af Statsraadet og Kongen. Maaske havde det personlige Had, denne følte mod B., sin Del i, at Straffen ikke blev formildet. — B. var ugift.



Til: Indholdsfortegnelsen




Brinck, Iver, 1665-1728, Præst

Af A. Jantzen


Billede


Den engelske ambassadør i København 1689-1692 - Robert Molesworth - udgav i 1694 sin: »An Account of Denmark as It was in the Year 1692«. Molesworth's hensigt var formentlig især at påvirke den politiske udvikling i England ved at beskrive hvor galt det kunne gå, når man - som i Danmark - havde indført et enevældigt styre. Dertil kom at man i Danmark var temmelig tæt allieret med det enevældige Frankrig, selv om der var ret tætgte familiemæssige relationer mellem det danske og det engelske kongehus. Molesworth var stærkt kritisk over forholdene i Danmark - fx med hensyn til undertrykkelsen af bønderne - og det er stort set kun vores retssystem, der hvilede på »Danske Lov af 1683«, der fandt synderlig nåde. Bogen fik stor udbredelse i Europa og nævnes stadig som et godt eksempel på en landebeskrivelse fra dén tid. Mange i Danmark læste bogen - og lod sig irritere over den. Der blev gjort forskellige forsøg på at imødegå bogen, men det er Molesworth's bog og ikke de danske modangreb der huskes.


Iver Brinck blev født 19. Nov. 1665 paa Valderhavg i Bergens Stift og var Søn af Inspektør Diderik B. fra Aalborg og Hustru Helene Hansdatter. Han gik i Skole i Christiania [Kristiania] og blev Student i Upsala 1681; men Aaret efter kom han til Kjøbenhavn og lod sig indskrive ved Universitetet der. 1683 rejste han tilbage til Norge og var Huslærer i flere højtstaaende Familier. 1686 er han atter i Kjøbenhavn, Alumn paa Valkendorfs Kollegium og Dekan paa Klosteret. I nogen Tid var han ogsaa i Huset hos Ulrik Christian Gyldenløve, hvis Yndest han i særlig Grad skal have erhvervet. Ved den forfærdelige Theaterbrand paa Amalienborg 1689 var B. selv i Livsfare, og hans forlovede omkom i Flammerne. Samme Aar blev han Feltpræst ved de engelske Hjælpetropper og fulgte disse under alle Krigsbegivenhederne i Irland indtil 1691. Saa blev han kaldet til Præst for den danske Menighed i London og var saare virksom for, at Menigheden fik sin egen Kirke, som stod til 1864, da den blev afløst af en ny. Medens B. virkede i London, udgav den forhenværende engelske Gesandt i Kjøbenhavn Rob. Molesworth sit berygtede Skrift: »An account of Denmark, as it was in the year 1692«. Ved Hjælp af en ung, særdeles anset Jurist, Dr. King, hvem B. leverede de faktiske Oplysninger til Gjendrivelse af Molesworths uretfærdige Beskyldninger, fremkaldte han det dygtige Modskrift: »Animadversions on a pretended account of Denmark« (London 1694), som yderligere befæstede B.s Anseelse og Yndest hos den danske Regering. Samme Dag han kom til Kjøbenhavn 1702, døde Sognepræsten ved Holmens Kirke, Mag. G. Winecken; uden Ansøgning blev han da kaldet til dennes Eftermand. Da Frederik IV til sin store italienske Rejse 1708 skulde have en Rejsepræst og Konfessionarius med, faldt Valget paa B., som saa fulgte Kongen paa hele den interessante Rejse. Medens B. var i Udlandet, blev Aalborg Bispestol ledig; den blev tilbudt ham; men han foretrak at blive i Kjøbenhavn og ombyttede kort Tid efter Holmens Kirke med Nicolai Kirke (1711). Som Sognepræst ved sidstnævnte Kirke døde han 25. Juni 1728. Hans Skrifter ere ikke betydelige. Foruden nogle Disputatser har han forfattet en poetisk Omskrivning af Højsangen (1695 og oftere) og en Salmesamling, »En Kristens Tanketøjle«, som har været en meget udbredt Opbyggelsesbog baade i Danmark og Norge og er optrykt paa ny endnu i dette Aarhundrede; herfra er Nadversalmen i Roskilde Konvents Salmebog Nr. 718 (»Op sødeste Sang«) taget. Tillige kan nævnes en nitid udstyret Ligprædiken i Folio over Fru Berthe Scheel til Selsø (1720), den første og den største Bog, der er udgaaet fra Phønixbergs Trykkeri. Endnu maa tilføjes, at B. ogsaa paa forskjellig Maade lagde sin Interesse for Modersmaalets Dyrkning for Dagen og ytrede sin Harme over dets Tilsidesættelse, ligesom han var Rostgaards Medarbejder ved den danske Ordbog. B. var 2 Gange gift, 1. med Ambrosia Michelsen, hvis Fader var bosiddende i London (jvfr. om hendes Død Giessing, Jubellærere II, 2, 294), 2. med Konferensraad Hans Seidelins Datter Sophie S., ved hvem han blev Stamfader for Slægten Brinck-Seidelin. Efter B.s Død ægtede hans Enke Biskop Chr. Ramus i Odense.



Til: Indholdsfortegnelsen




Brorson, Broder, 1692—1778, Biskop

Af A. Jantzen

Broder Brorson var den mellemste af det bekjendte Trekløverblad fra Randrup Præstegaard (s. nedenanførte Nicolai B. og Hans Adolf B.). Han blev født 12. Sept. 1692 og bar samme Navn som Faderen. 12 Aar gammel mistede han denne, men fik snart en omhyggelig Stiffader i Eftermanden i Præsteembedet, Oluf Holbek, der læste med sine Stifsønner, til de kunde optages i Ribe Skole. Sammen med sin yngste Broder, den senere bekjendte Salmedigter, dimitteredes han til Universitetet 1712, tog Attestats 1714 og studerede derpaa et Aar i Kiel. Her fra tog han hjem til Randrup og blev Huslærer hos Biskop Thura i Ribe. Af denne blev han kaldet til Rektor i Lemvig 1719. Her virkede han i 3 Aar, til han af Trøjborgs Ejer blev kaldet til Præst i Mjolden i Ribe Amt, altsaa i umiddelbar Nærhed af sit Hjem og sine Slægtninger, og derefter sammen med sin Broder Hans Adolf, der ved Stiffaderens Død var bleven dennes Eftermand i Randrup, ved Paasketid 1722 ordineret af Biskop Thura. Begge Brødrene bleve ligeledes paa samme Dag indsatte i deres Embeder af deres Farbroder, der var Herredets Provst. B. var ligesom sine Brødre en nidkjær Præst, der ganske levede i sin Embedsgjerning, og besad derhos megen Veltalenhed. Da Christian VI 1736 foretog en Rejse til Hertugdømmerne, havde Bluhme henledet Kongens Opmærksomhed paa B. Han maatte da prædike for Kongen paa Koldinghus, vandt Bifald og var nu udset til at beklæde højere Embede. Strax efter Kongens Hjemkomst fra Rejsen udnævntes B. til Stiftsprovst i Ribe; og da Biskop Mumme døde i Aalborg 1737, blev han dennes Eftermand. Da han i Anledning af Bispevielsen opholdt sig i Kjøbenhavn, prædikede han atter for Kongen, der i høj Grad blev bevæget ved hans Forkyndelse og næsten syntes, det var Skade, den Mand skulde være Biskop; »thi saa har ingen Nytte af den Gave« (Mnemosyne IV, 401). Men Chr. Worm, som skulde have bispeviet ham, døde netop i de Dage, og B. rejste hjem til Ribe og modtog Bispevielsen i Ribe af M. Anchersen. I samfulde 41 Aar sad han nu som Biskop i Aalborg og var i sin kraftfulde Alder højt anset for sin Dygtighed; hans Betænkning tillagdes særlig Vægt ved vanskelige Sagers Afgjørelse. Ved Jubelfesten 1749 tilbød det theologiske Fakultet ham Doktorværdigheden, men han frabad sig Æren; først ved næste Jubelfest, 1760, disputerede han og modtog Graden. Ved Christian VII's Salvingsfest 1766 fungerede den gamle Biskop og prædikede. Aaret før hans Død blev Stiftsprovsten, Professor Studsgaard, ham adjungeret, men B. forrettede dog som oftest selv alle Embedsgjerninger lige til sin Død, 29. Avg. 1778. Hans Hustru, en Provstedatter fra Agerskov, Antonette Margrethe f. Riise, overlevede ham i 2 Aar. De havde talrige Børn og Børnebørn. Foruden sin Doktordisputats har han kun udgivet Prædikener. En enkelt Salme af ham findes i Tillægget til Broderens »Troens rare Klenodie« (udg. 1742).



Til: Indholdsfortegnelsen




Brorson, Hans Adolf, 1694—1764, Biskop, Salmedigter

Af A.D. Jørgensen

Hans Adolf Brorson var født 20. Juni 1694 i Randrup Præstegaard, i den daværende nørrejyske Enklave midt paa Nordslesvigs Vestkyst. Hans Fader, Broder Brodersen, var Præst i Randrup efter sin Fader, Bondesønnen Broder Pedersen; hans Moder, Cathrine Margrethe, var en Datter af Forvalteren paa Trøjborg Nicolai Clausen (Oldefader til Georg Zoegas Moder). Navnet Brodersen, som var tillagt ham efter Faderen, og som han i sin Ungdom synes selv at have brugt, forandrede han senere til Brorson. — Den første Undervisning fik han i Hjemmet af sin Fader og efter dennes Død af sin Stiffader, Præsten Oluf Holbek. 1712 blev han Student fra Ribe Skole sammen med sin noget ældre Broder »Broder«, medens den ældste, Niels (Nicolai), var dimitteret et Par Aar i Forvejen. I Kjøbenhavn studerede han ligesom Brødrene Theologi; men medens de to ældre tilendebragte deres Uddannelse i den sædvanlige Tid, fordybede H. A. sig i alle Haande frie Studier, saaledes at Aarene gik, uden at han fik Examen. Han kom ind paa de den Gang fremspirende Naturvidenskaber, ligesom han lagde sig efter Historie og Sprog, og det synes, at han i høj Grad har været optagen af den samtidige Verdenslitteratur, for saa vidt som den den Gang var tilgængelig her hjemme. Denne Sysselsættelse indvirkede imidlertid uheldig paa hans Sundhed saa vel som paa hans Sinds Ligevægt, og den Smule, som kan oplyses om ham i de Aar, tyder paa, at han var kommen uden for den ellers fastsatte Vej for en flittig og flink Student. I Foraaret 1715 fik han nemlig vel den ene af de for Ribestudenter forbeholdte Pladser paa Borchs Kollegium; men det oplystes senere, at han havde givet en ældre Ripenser, Christoffer Pedersen fra Ballum, altsaa hans Fætter, 23 Rdl. for at opnaa denne Begunstigelse. Vedkommende mistede ved denne Lejlighed sin Plads; men det samme overgik kort efter ogsaa B., fordi han ikke havde efterkommet sin Forpligtelse til at disputere. Foraaret efter (1717) forlod han Kjøbenhavn uden Examen for igjen at komme paa ret Kjøl i Hjemmet.

Efter et kortere Ophold hos den ældste Broder, Niels, som var bleven Sognepræst i Bedsted, mellem Tønder og Aabenraa, og i Randrup hos Stiffaderen blev han Huslærer hos sin Morbroder Nicolai Clausen, som efter den danske Okkupation af de gottorpske Amter havde forenet Embedet som Amtsforvalter i Løgumkloster med sin Stilling som Godsforvalter paa Trøjborg. De fredelige Omgivelser i den lille By og Livet i en beslægtet Familiekreds, i Amtsforvalterboligen ved den store og skjønne Klosterkirke, synes at have gjengivet B. baade den tabte Ro i Sindet og den trygge Hvile i Kirkens Lære. Erik Pontoppidan [se om Pontoppidan i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] siger om ham: »Han søgte at anvende sin Ensomhed til en inderligere Omgang med Gud i Christo, i hvilken Aandens Skole han under mange Prøvelser erfor Guds Troskab, ja ret fornam og saa, hvor venlig Herren er imod dem, som haabe paa ham.« Det var den pietistiske Bevægelse, som fra Tyskland var i Færd med at gaa nord paa, der nu greb ham saa vel som hans Brødre med hele den Magt, som en dyb og stærk aandelig Rørelse har i en sløv og aandsforladt Tidsalder. Medens Niels B. begyndte at holde gudelige Forsamlinger i Bedsted, og Enevold Ewald, Digterens Fader, i Højst, modnedes denne Retnings Salmedigter i Løgumkloster, — de 3 Sogne støde sammen paa den flade Hedestrækning, som betegner Halvøens saakaldte Højderyg.

Efter godt 4 Aars Ophold i Løgumkloster udnævntes B. i Avg. 1721 af Biskop Thura til Rektor i Holstebro; men i samme Maaned aabnede der sig en ulige bedre Udsigt for ham, i det hans Stiffader i Randrup døde, og Morbroderen skaffede ham Løfte om at blive hans Efterfølger; Kaldsretten hørte nemlig til Trøjborg Gods. Sarnme Efteraar fik han sin Examen i Kjøbenhavn og tiltraadte derefter Embedet i det følgende Foraar. Kort efter ægtede han sin Morbroders Datter, den 16-aarige Cathrine Stenbæk Clausen, hvis Lærer han havde været i Løgumkloster. Samtidig var Broder B. bleven Præst i Mjolden, Nabosognet til Randrup.

Uet var under disse Forhold og Omgivelser, at B.s rige Salmedigtning blev til. I sit Barndomshjem, som sin Faders og Farfaders Efterfølger i Præsteembedet, i et lykkeligt Familieliv og mildt bevæget af de rige aandelige Brydninger i hans første Ungdom, fandt han det Væld af inderlig og dyb religiøs Poesi og den jævne, folkelige Tone, som i Forening have gjort hans Salmer til de bedst kjendte og mest afholdte i den dansk-norske Kirke. B. var en stor Elsker af Sang og Musik, han yndede især Folkevisens Tonefald og andre iørefaldende Melodier; hele Timer kunde han daglig sysselsætte sig med Øvelser af den Art, og hans Broder delte denne Lyst. Det var da især Trangen til at faa andre Ord til Melodierne end de tilfældige, verdslige, ofte stødende Vers, som fremkaldte den unge Præstemands aandelige Digtninger, og denne Oprindelse var det vistnok for en stor Del, som strax gjorde dem saa yndede og især knyttede dem saa nær til Menigmand. De Tanker og Stemninger, som han helst gav Udtryk, vare tilmed saa almenmenneskelige og almenkristelige, at de kunde forstaas af den enfoldigste og samtidig deles af den mest udviklede og aandelig erfarne. Og endelig kom hertil den Rigdom, som lagde sig for Dagen i Valget af Æmner og tilsvarende Rythmer; alle det religiøse Livs Grundstemninger og alle Kristendommens Grundtanker syntes at ligge hans Hjærte lige nær: Glæde over Skabningen og Menneskelivet og Smerte over Døden og Forkrænkeligheden, Angest og Fortrøstning, Tro og Anfægtelser, Kjærlighed til Næsten og Forargelse over det onde, — alt kom til at gjenlyde i hans Sang med det samme ejendommelige Præg af hans Personlighed.

Det var nærmest ydre Forhold, som foranledigede B. til at lade sine Salmer komme offentlig frem. I Okt. 1729 opgav han sit Landsbykald for at modtage Ansættelse som dansk Diakon i Tønder ved Siden af den nylig ansatte udmærkede Præst J. H. Schrader, en af den nye Retnings første Mænd her i Landet. Denne udgav kort efter en omfattende tysk Salmebog, ved hvis Samling og Ordning ogsaa B. skal have været virksom. For hans egen Menigheds Vedkommende bestod fra tidligere Tid det Misforhold, at man brugte tyske Salmer ved den danske Gudstjeneste, og det var muligvis nærmest dette, som foranledigede ham til at udgive, ikke blot hvad han havde liggende af egne Salmer, men ogsaa at foretage en talrig Række Oversættelser fra Tysk. Saaledes fremkom Indholdet af den i 1739 samlede og senere utallige Gange optrykte Bog: »Troens rare Klenodie«, i en Række smaa Hæfter, af hvilke de fleste endnu haves i enkelte Exemplarer. Det 1. Hæfte udkom henimod Slutningen af 1732 og har følgende Titel: »Nogle Julesalmer, Gud til Ære og kristne Sjæle, især sin elskelige Menighed, til Opmuntring; til den forestaaende glædelige Julefest enfoldig og i Hast sammenskrevne af H. A. B.« I dette lille Hæfte fandtes samlet nogle af de mest bekjendte af B.s Salmer: »I denne søde Juletid«, »Mit Hjærte altid vanker«, »Hvordan takke vi Vorherre«, »Frisk op, endnu en Gang«, »Her komme dine arme smaa«, og fremfor alt den berømte Sang: »Den yndigste Rose er funden«. I de følgende Højtider fortsattes Udgivelsen af »Paaskesalmer« osv., af hvilke dog ingen paa langt nær naaede op ved Siden af Julesalmerne. Derefter fortsattes med lignende Smaasamlinger: »Troens Grund«, »Troens Midler« osv.; de udkom i Aarene 1734—35. »Troens rare Klenodie« indeholdt i den 1. Udgave noget over 250 Salmer, af hvilke de fleste selvfølgelig vare Oversættelser fra Tysk. Af disse have dog mange faaet varig Borgerret hos os, og ingen tænker mere paa, at de ere overførte fra et andet Sprog; saaledes: »Kom Helligaand, kom hjærtemild«, »O Gud, Fornuften fatter ej«, »Bryd frem, mit Hjærtes Trang at lindre«, »Vor Sjæl er dertil født og baaren«, »Vor Tro er den Forvisning paa«, »Alle Vegne, hvor jeg vanker«, »Falder paa dig Modgangs Hede«, »Vægter, vil det mørke Rige ej bortvige?«. Paa den anden Side ere ikke faa af de originale nu glemte; de synes væsentlig at være fremgaaede af en Bestræbelse for at skaffe passende Ord til Gudstjenestens praktiske Behov, uden at den digteriske Beaandelse i disse Tilfælde havde indfundet sig. Men selv om man saaledes vil indskrænke Tallet af de virkelig udmærkede eller betydelige Salmer til en ringe Brøkdel af, hvad Forfatteren og med ham Samtiden fandt værdigt til at trykkes den ene Gang efter den anden, saa bliver der endda nok tilbage til at sikre B. en Plads blandt vore ypperste Salmedigtere. Af bekjendte originale foruden de foran nævnte Julesalmer skal her kun nævnes: »Kom Hjærte, tag dit Regnebræt«, »Lad dit Rige alle Vegne bredes ud«, »Et helligt Liv, en salig Død«, »Op, al den Ting, som Gud har gjort«, »O giver Lyd, I Folk, i alle Verdens Riger«, »Ak, vidste du, som gaar i Syndsens Lænke«, »Jeg gaar i Fare, hvor jeg gaar«, »Vor Trængsel, hvor besværlig den ogsaa synes kan«, »Min Død er mig til gode«, »Naar mit Øje, træt af Møje«, »Her vil ties, her vil bies!«. De sidstnævnte høre til hans sidste Aar og udkom først efter Digterens Død sammen med en Række mindre betydelige under den fælles Titel: »Svanesang«.

Kong Christian VI blev snart opmærksom paa de 3 begavede Brødre, »det rare Kløverblad fra Randrup«, som de kaldtes. 26. Juli 1737 kaldedes Broder til Biskop i Aalborg, og Hans Adolf udnævntes til hans Efterfølger som Stiftsprovst i Ribe; 5. Maj 1741 blev han selv Biskop i Ribe efter M. Anchersen. Det var en Overlevering i hans Familie, at Kongen var bleven grebet af det bekjendte Vers: »Gik alle Konger frem i Rad osv.«, havde ladet ham kalde og derefter tilbudt ham Bispestolen, og selv om det næppe kan være gaaet til paa den Maade, er det dog mere end sandsynligt, at det nok saa meget var Salmedigteren som Præsten, der kaldedes til Stiftsprovst og senere til Biskop.

B.s Embedsførelse blev til sin Tid Gjenstand for stærke Angreb, men maa, efter hvad der senere er bleven oplyst, have været upaaklagelig og velsignelsesrig. Han var en nidkjær Tilsynsmand over for Præsterne i sit udstrakte Stift, til sine Tider stræng og myndig nok, men ikke mindre hensynsfuld og kjærlig, lige opmærksom paa det kirkelige Liv i Menighederne, Ungdommens Undervisning og Bispeembedets verdslige Forretninger. Samtidig fortælles der, at hans Prædiken i Domkirken altid samlede talrige Tilhørere, saa Folk langvejs fra endog lejrede sig paa Gulvet for at kunne deltage i Gudstjenesten. — Selv var han af et tungsindigt Temperament og havde i sine senere Aar et svagt Helbred. Han udførte dog til det sidste sine Embedspligter, naar ikke Sygdom gjorde ham det umuligt. B. var 2 Gange gift; efter sin første Hustrus Død (1741) ægtede han Præstedatteren Johanne Christiane Rise fra Agerskov; af hans talrige Børneflok døde de fleste i en ung Alder. — Ved Hundredaarsfesten for Enevældens Indførelse 1760 blev han af Universitetet kreeret til Doktor i Theologien. B. døde 3. Juni 1764, 70 Aar gammel; han blev jordfæstet i Ribe Domkirke, i hvis Mur der 100 Aar efter hans Død indsattes en Mindetavle.



Til: Indholdsfortegnelsen




Brorson, Nicolai (eller Niels), 1690—1757, Præst

Af A. Jantzen

Nicolai (eller Niels) Brorson var ældste Broder til ovenanførte Broder B. og Hans Adolf B. Han blev født i Randrup 23. Juli 1690, blev Student fra Ribe Skole 1710; men paa Grund af Pesten maatte han rejse hjem igjen Aaret efter, vendte tilbage til Universitetet 1712, laa paa Regensen og blev efter tilendebragte Examiner Hører ved Ribe Skole 1714. To Aar efter blev han Præst i Bedsted ved Løgumkloster. Ved hans ihærdige Arbejden fremkaldtes stærkt religiøst Liv i Egnen, og adskillige unge Theologer søgte til hans Hus for at vejledes af ham. Opvækkelsen gik i udpræget pietistisk Retning, hvad der ikke mindst lagdes for Dagen ved Forsamlingerne i hans Hjem. Heftige Sammenstød mellem Pietisterne og »de orthodoxe« kunde ikke undgaas. Da Christian VI opholdt sig paa Koldinghus 1734, maatte B. prædike for ham, og Aaret efter blev han Pontoppidans [se om Erik Pontoppidan i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] Eftermand som Slotspræst i Frederiksborg. Her fortsatte han ligesom i Bedsted med stadige Katekisationsøvelser og med at fremelske Forsamlingslivet, men kom i Konflikt med General-Kirkeinspektionskollegiet i Anledning af Kirketugtens Udøvelse. Dette forhindrede dog ikke, at han 1738, da Magister Mossin ved Nicolai Kirke i Kjøbenhavn var bleven afsat, blev kaldet til Sognepræst der. Han tiltraadte dette Embede under meget vanskelige Forhold, i det en stor Del i Sognet holdt med den afsatte Præst, og Provsten, der indsatte ham, ikke undlod at advare Menigheden mod den nye Præsts Lærdomme. Men B.s Sagtmodighed og kjærlige Vandel vandt snart Hjærterne, ligesom hans Husbesøg skaffede ham megen Yndest, selv om han med Hensyn til Begavelse som Prædikant stod tilbage for sine tvende Brødre. Tilbud om at ombytte sit Embede med en Bispestol fristede ham derfor ikke, han foretrak at forblive i sin Stilling. Da den danske Skueplads blev gjenaabnet ved Frederik V's Tronbestigelse, var B. blandt de Præster, der fra Prædikestolen ivrede mod Besøg i Theatret som noget sjælefordærvende (Kirkehist. Saml. 3. R. II, 569). Af Skrifter har han kun udgivet et pietistisk Kontroversskrift; men i Tillægget til »Troens rare Klenodie« (udg. 1742) findes 3 Salmer af ham, deriblandt den bekjendte »Amen raabe hver en Tunge«. B. døde 30. Marts 1757. Han var 4 Gange gift og havde talrige Efterkommere.



Til: Indholdsfortegnelsen




Bruun, Malthe Conrad, 1775—1826, Digter, Publicist og Geograf

Af H. Schwanenflügel og S.B. Thrige

Malthe Conrad Bruun Han fødtes i Thisted 12. Avg. 1775 og var en Søn af Justitsraad, Amtsforvalter og Herregaardsejer Adolf Christian B. (der igjen var en Søn af den bekjendte Frederik Rostgaards Datter Conradine [og af Oluf Bruun; se om Rostgaard i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]]) og Anne Christine Lange f. v. Hoff. Allerede som halvvoxen Dreng skal M.C. B., da det ved et Middagsgilde hos hans Forældre kom paa Tale, hvad han skulde blive til, have svaret sin Moder: »Jeg vil haabe, jeg en Gang kommer til at staa ved Heibergs Side!« Efter at han 1790 var bleven privat dimitteret og »indkaldt« til Artium, begyndte han at studere Theologi, men opgav dog snart dette Studium, paavirket af Rationalisten Otto Horrebow, hvis Bekjendtskab han havde gjort ved Universitetet. Ogsaa Juraen lagde han snart paa Hylden. Men i denne spædlemmede, bly, lidt frygtsomme Yngling, hvis lange gule Haar, røde Kinder og blaa Øjne skaffede ham Navnet »Jomfru Bruun« mellem Studenterne, og hvis ravjyske Udtale og Hvergarns Kjole lode formode, at han var »et Guds Ord fra Landet«, — i ham boede der en letfængelig Sjæl og en ustyrlig Attraa efter at kaste sig ind i Tidens Bevægelser. Han blev da Digter og Publicist. Som Digter hører han sikkert til sin Tids betydeligere. Hans Poesier ere som oftest i den pathetiske Stil og have ideale Begreber til Gjenstand (»Menneskeadel«, »Oprigtighed«, »Kjækhed«, »Dyden«, »Sandheden«, »Nøjsomhed«). Betydeligst er dog hans publicistiske Virksomhed.

Allerede før han havde fyldt sit 20. Aar, begyndte han Udgivelsen af det lille Ugeblad »Vækkeren« (1794), hvori han fremsætter de Rousseauske Anskuelser om Lighed og Broderskab. Men Bladet kom ikke længere end til de første 3 Numre, saa blev der anlagt Sag mod Forlæggeren, da Tidsskriftet udgaves anonymt. Nogle Tumulter mellem de kjøbenhavnske Tømmersvende formentes at være foranledigede ved nogle Udtalelser i »Vækkeren«. Dette var sikkert grundløst, men »Vækkeren«'s Forlægger idømtes dog 200 Rdl.s Mulkt. En Del af denne Sum blev imidlertid dækket ved Subskription. Hvad B. udtalte, havde mange Lyst til at høre, og hans flydende Pen, et Særsyn i hine Tider, beundredes af alle. — De ældre liberale Publicister, Heiberg og Rahbek [se om Rahbek i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], vare lidt betænkelige ved at se denne 19-aarige Yngling tumle saa flot med de Ideer, som de mente med Sindighed og Kløgt burde fremsættes for Publikum; hvorfor B. stiklede til dem i sin Satire »Oprørssnuserne« (1795). Men Forholdet til Rahbek blev dog efterhaanden det bedste; derimod blev det aldrig til Venskab mellem B. og Heiberg. En Gang i Begyndelsen af 1796 kom det endogsaa i Anledning af Besættelsen af en Hovedrolle i en Tragedie til et skandaløst Optrin imellem dem. B. kaldte sin politiske Meningsfælle for »en Løgner«; Heiberg svor, at han vilde sagsøge B. derfor. Denne saakaldte »Dyvekefejde« bilagdes dog af begges Venner; Forsoningen fejredes med Middagsgilder; men til Heibergs blev B. ikke indbudt.

B. havde, siden »Vækkeren« blev standset, imidlertid ikke været ledig. Navnlig havde han, medens Heiberg en Stund pavserede, været frugtbar som politisk Visedigter. Som saadan havde han alt tidligere skrevet den ironiske »Aristokratisk Selskabssang«; nu skrev han i samme Dur en »Engelsk Ministervise«, i Anledning af, at den antirevolutionære Burke havde brugt Udtrykket »den svinske Pøbel«. Men ogsaa som Journalist fortsatte han sin Virksomhed. Foruden et Flyveskrift »Om Trykkefrihedens Rettigheder« (1795), hvori han beklager sig over den Modsigelse, der finder Sted mellem Colbjørnsens liberale Pressereskript af 1790 og vedkommende § i »Danske Lov«, udgiver han i Foraaret 1795 10 Numre af et lille Ugeblad, »Patrioten«, et Bevis paa, hvor hurtigt et Hoved denne Forfatter besad. Næppe har den Kantiske Filosofi naaet dansk Grund, før hans rastløse Aand strax er helt oppe i den og søger at deducere sine politiske Theorier ud af dens Grundsætninger. Det lille Ugeblad blev dog pludselig afbrudt; rimeligvis har det trods al sin Klarhed været Læserne og det store Publikum for abstrakt. — B.s paafølgende Skrift, Samfundssatiren »Jerusalems Skomagers Rejse til Maanen« (1795—96), af samme Art som Holbergs »Niels Klim«, paadrog Forfatteren en Generalfiskalsag, da Navnene Adina (Dania) og Anifah (Hafnia) vare let gjennemskuelige. Dog, takket være Advokat Klingbergs udmærkede Forsvar, slap han denne Gang for videre Tiltale. Ikke saa heldig var han med »Aristokraternes Katekismus« (1796), i Anledning af hvilken Biskop Balle optraadte som Angiver for det danske Kancelli. B. fik Ordre til at møde for Retten. Men da andre for kort Tid siden domfældte Brochureforfatteres Skæbne svævede ham for Øje, besluttede han efter sine Venners Raad at søge Sikkerhed paa fremmed Grund. Han ilede ud til Strandmøllens Ejer, Drewsen [faderen til Johan Christian Drewsen], og bad ham om Hjælp til at komme bort. Skjønt denne hverken kjendte B. eller billigede hans Færd, ynkedes han dog over det unge Menneske og skjulte ham paa »Springforbi«, indtil han kunde se Lejlighed til at skaffe ham over til Hven. Her indrettede B. sig da for en Stund. Venner kom over og besøgte ham. Selv aflagde han i Smug et Besøg hos Clavs Pavels, der var Præst i Hørsholm. Men i Længden kjedede han sig ovre paa den lille Ø og spejdede efter Lejlighed til at forlade den. En saadan tilbød sig, da han havde forfattet en Ode ved den yngre Bernstorffs Død 1797; den fandt Gjenklang i alle danskes Hjærter; B. benyttede denne Stemning til at bede Regeringen om Tilgivelse, og han erholdt den paa den Betingelse, »at han for Fremtiden vilde gjøre bedre Brug af sine Evner«.

Hjemkommen til Hovedstaden og hyldet som Nationaldigter, følte B. sig atter inspireret til Sang, da Efterretningen om Billes Sejr ved Tripolis naaede Danmark. Ogsaa denne »Ode« vakte Opmærksomhed; og nu synes det, som B. en kort Tid har været Dagens Æmne: alle indsaa nu, hvilke overordentlige Evner den 22-aarige unge Mand besad, og Prof. theol. Cl. Frees Horneman, B.s ældre Omgangsven, maatte høre ilde for, at han ikke havde holdt sin yngre Ven tilbage fra den oppositionelle Journalistiks Afveje. — B. kunde dog ikke holde sig rolig. I Anledning af, at Assessor Peter Collett havde faaet sin Afsked, fordi han i en litterær Anmeldelse havde udtalt, »at den dydige Atheist synes ham i sin Person at realisere det højeste Ideal af menneskelig Fuldkommenhed«, udgav B. 3 Smaaskrifter: »Tria juncta in uno« (1797), hvoraf de to sidste ere forfattede af ham. I det ene erklærer han, at den Regering, der bruger Magt for at undertrykke andres Tanker, handler mod Guds Indretning og opfordrer til Opstand; thi naar Tanken ikke længer er fri, naar en Regering ikke længer vil høre Grunde, saa »bør man bruge Kugler og Dolke«. I det andet, »En besynderlig Trykkefrihedslov i Abessinien«, haaner han den formentlige Modsigelse mellem Trykkefrihedsreskriptet af 1790 og Regeringens Optræden mod de liberale Publicister. — For disse to Smaaskrifter blev der atter af Generalfiskalen anlagt Sag mod B. Han flygtede atter til Hven og der fra til Sverige, men blev som mistænkelig snart udvist her fra. Imidlertid vare hans Sager ikke blevne forbedrede i Hjemmet ved hans Udgivelse af en spydig Piece: »Bevis for, at en monarkisk Regering ikke er forbunden til at bortgive Embeder efter de søgendes Duelighed« (1798); ogsaa denne blev nu inddraget i hans Proces og, hvad der var det værste, Sagen angaaende »Aristokraternes Katekismus« optagen paa ny. I Slutningen af Aaret 1800 faldt Højesteretsdommen i B.s Sag; den lød paa »Forvisning fra Kongens Riger og Lande«. Men da var B. allerede langt borte.

B. tog nu Ophold i Paris. Men her fandt han ved sin Ankomst den revolutionære Begejstring stærkt afsvalet: Napoleon Bonapartes Sejre beskæftigede alle Gemytter. Denne Stemning havde ogsaa sin Virkning paa B.s kamæleontiske Naturel, og i 1806 finde vi ham som ivrig Medarbejder af det Napoleonistiske Organ »Journal d'empire«. Da »Kongen af Rom« blev født 1811, stemte han sin Lyre i Anledning af denne lykkelige Begivenhed i Kejserens Familie. Efter Slaget ved Waterloo blev han derimod Medarbejder af »Quotidienne«, et Blad, som var en erklæret Modstander af den faldne Kejser, og udgav en Apologi for den hjemvendte Bourbon Ludvig XVIII. For dette politiske Vendekaaberis Skyld maatte B. da ogsaa i den satiriske »Dictionnaire des girouettes« se sit Navn betegnet med flere Vejrhaner.

Trods sit poetiske Talent, sit hurtige Hoved og sin sjældne Skrivefærdighed hører B. dog kun med til Skummet paa Tidens Bølger; og dette viser sig saa meget mere, som han i den historiske Situation har en Mand som P.A. Heiberg ved sin Side, en stolt Karakter, der alle Dage stod, hvor han stod. Forholdet mellem de to Skæbnefæller var da heller ikke det bedste. Faa den anden Side tør det ikke nægtes, at B. ved sin publicistiske Virksomhed i sit Fædreland har gavnet dettes Frihedsudvikling. Højesteretsdommens Virkning blev, paa B.s Ansøgning, hævet 18. Jan. 1826. Enkelte af hans gamle Venner, som J.P. Mynster, glædede sig ved Tanken om atter at gjense ham i Fødelandet. Men allerede 14. Dec. s. A. døde B. i Paris.

- - -


— Under Navnet Malte-Brun virkede Malthe Conrad Bruun i Paris især som geografisk Forfatter og var 1821 en af Stifterne af det geografiske Selskab i Paris og derefter dets Hovedsekretær. I Frankrig gjaldt han for Evropas første Geograf; men hans Betydning bestaar dog mere i, at han bidrog til Udbredelsen af geografiske Kundskaber i Frankrig, end i, at han har ydet noget væsentligt til den geografiske Videnskabs Udvikling. Blandt hans Skrifter maa fremhæves: »Géographie mathématique, physique et politique de toutes les parties du monde« (16 Bind, 1803—7, i Forening med flere), »Annales des voyages« (24 Bind, 1808—15), »Nouvelles annales des voyages« (30 Bind, 1819—26), »Précis de la géographie universelle« (8 Bind, 1810—29), »Tableau historique et physique de la Pologne« (1807). Af blandet Indhold er »Le Spectateur«, som han udgav 1814—15. Flere af hans Afhandlinger ere efter hans Død samlede og udgivne af Nachet: »Melanges scientifiques et littéraires de Malte-Brun«, 1828.



Til: Indholdsfortegnelsen




Bruun, Oluf, 1711—68, Byfoged, Godsejer

Af O. Nielsen

Oluf Bruun, Søn af Præsten Peder Jacobsen Brunov i Dragstrup paa Mors, er født 6. April 1711. 1733 blev han Huslærer hos Ritmester v. d. Maases Enke, Conradine Sophie f. Rostgaard, paa Tybjærggaard. Det vakte stor Bevægelse i Familien, da det erfaredes, at B. og Fru v. d. Maase 1736 havde holdt Bryllup, hendes Forældre [se om F. Rostgaard i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] gjorde hende arveløs, og hendes Børn af første Ægteskab bleve hende fratagne; det hjalp ikke, at B. før Brylluppet havde faaet sin Titel af Studiosus ombyttet med Kancelliassessor. 1736 kjøbte han Gjerdrup Hovedgaard i Sjælland. Da han solgte Gaarden 1750, flyttede han til en Gaard, han ejede ved Vordingborg. 1753 blev han Birkedommer for Hammer, Baarse og Jungshoved Birker, Justitsraad 1761 og Byfoged i Kjøbenhavn 1763, i hvilken Stilling han døde 30. Dec. 1767. Efter sin første Hustrus Død 1758 ægtede han Margrethe Frederikke v. Storm. B. var en dygtig Mand, der i sin Ungdom var vel anset for sine gode Kundskaber og senere som Landmand og Embedsmand. Hans Børn af første Ægteskab have efterladt en talrig Efterslægt. Hans Interesse for Stavnsbaandets Løsning bevirkede, at han 2 Maaneder før sin Død blev Medlem af en Kommission til Landvæsenets Fremme. Hans Sønnesøn var [...] Malthe Conrad B.

Henvisning


Se under Albert Thura.



Til: Indholdsfortegnelsen




Buchwald, Balthazar Johannes de, 1697—1763, Læge

Af Julius Petersen

Balthazar Johannes de Buchwald var født i Kjøbenhavn 22. Jan. 1697 og en Søn af daværende Livkirurg Johannes de B., der tidlig vakte hans Interesse for Lægekunsten. 1714 blev han immatrikuleret ved Universitetet og kort efter Alumnus paa Borchs Kollegium. 1719 blev han Assistent hos Lægen ved Kvæsthuset Hieronymus Laub, 1720 disputerede han for den medicinske Doktorgrad og rejste strax efter til Holland, hvor han hørte Boerhaaves Forelæsninger, men for øvrigt lagde sig særlig efter Fødselshjælpen under Vejledning af de berømte Obstetrikere Deventer, Roonhuyze og Ruysch; i Helmstedt hos den berømte Kirurg Heister fortsatte han sine Studier videre. Efter sin Tilbagekomst blev han 1725 Landfysikus for Laaland [Lolland] og Falster med 300 Rdl. i Løn og med Bopæl i Maribo, hvorfra han 1739 drog til Kjøbenhavn for efter heldig at have konkurreret med Lodberg Friis, Søren Hee og J. H. Becker at blive sin Faders Efterfølger i den medicinske Professorpost, og de sædvanlige officielle Hædersbevisninger bleve ham nu efterhaanden til Del. 1745 blev han Medlem af det kgl. Videnskabernes Selskab, 1749 Justitsraad, 1760 Etatsraad; Universitetsrektor var han gjentagne Gange. Han havde det Fortrin for sin Fader at have faaet den skolerette lærde Dannelse, men kunde i øvrigt langt fra maale sig med denne i overlegen Dygtighed, og nogen fremragende Universitetslærer blev han aldrig. Dog fortjener han ingenlunde et saa nedsættende Skudsmaal, som Riegels har givet ham, »der vel kunde arve Faderens Professorat, men ikke hans Evner. I ethvert Tilfælde har han Fortjeneste af Anatomien, som han flittig demonstrerede paa Kadaver, og ganske særlig af det Fag, der fra hans Ungdom var hans Yndlingsfag, Fødselshjælpen. Paa Laaland-Falster virkede han utrættelig for Uddannelse og Anbringelse af Jordemødre og udgav den første danske Jordemoderbog, »Ny Jordemoderskole« (1725), i øvrigt væsentlig efter Deventer og den svenske Fødselshjælper Johan v. Hoorn. Som Professor var han et virksomt Medlem af Jordemoderkommissionen og holdt regelmæssige Forelæsninger for Jordemødre, ligesom han ogsaa fik udvirket, at Fødselshjælp blev obligatorisk Examensfag for alle, der søgte Fysikatposter (Reskr. 2. Jan. 1761), og at de medicinske Studenter erholdt Adgang til praktisk Uddannelse i Faget. Han begyndte end videre efter Faderens Forbillede at holde Forelæsninger ogsaa for disse, hvilken Opgave dog først fuldt ud løstes af Berger. Ogsaa Kirurgien, navnlig »Chirurgia medica«, læste han flittig over. B. var gift først med Gundel Marie f. Rodriguez, Datter af Præst ved Trinitatis Kirke R., og derefter med Dorothea Johanne Juel, f. Holst (død 1780), Enke efter Amtsforvalter J. Han og hans Hustru oprettede et Legat paa 4.000 Rdl. for fattige medicinske Studenter. Hans Død indtraf 21. Avg. 1763.



Til: Indholdsfortegnelsen




Buchwald, Johannes de, 1658—1738, Læge

Af Julius Petersen

Johannes de Buchwald var født i Meldorf i Ditmarsken 7. April 1658 og en Søn af Sogneskriver Ditlef B. og Magdalene Boie, Datter af en dansk Officer. Da han 1668 mistede begge sine Forældre, kom han først i Huset hos en Farbroder og blev derpaa 1674 sendt til Kjøbenhavn, hvor han kom i Lære hos sin Morbroder Niels Boie, en anset Amtsmester. 1680 fik han sit Lærebrev som Bartskærsvend og foretog derefter den i Lavsartiklerne paabudte 4 Aars Rejse, der strakte sig over forskjellige af Tysklands og Hollands store Byer, hvor han overalt med Iver søgte at tilegne sig lægevidenskabelige Kundskaber, og endte i Wien, hvor han forblev et helt Aar, først havde Plads hos den kejserlige Livkirurg Hawelant og derefter paa Grund af sin anerkjendte Duelighed blev Huskirurg hos den danske Gesandt Baron Liliencron, hos hvem han forblev under Byens Belejring af Tyrkerne i 1683. I Okt. samme Aar kom han tilbage til Kjøbenhavn og gjorde i nogen Tid Tjeneste som Skibskirurg. Han tørstede imidlertid bestandig efter yderligere Uddannelse og foretog snart igjen en længere Rejse til Holland og navnlig til Paris, hvor han i en for den Tid usædvanlig klar Erkjendelse af, at Medicin og Kirurgi stode i det nøjeste Sammenhæng, gav sig til et indgaaende Studium af den egentlige Medicins forskjellige Fag og Hjælpevidenskaber, medens han dog fremdeles med Forkjærlighed dyrkede Kirurgien.

Ved hans Tilbagekomst til Kjøbenhavn 1689 overdrog hans tidligere Principals Enke ham sit Barberamt, saaledes at han blev indskreven i Lavet som Amtsmester. Samtidig blev han Kirurg ved Kvæsthuset og blev hurtig en anset Operatør, der blandt andet foretog den vanskelige Stenoperation hos Ole Borch. Et Par Aar efter fik han igjen Lejlighed til som Livbartskær hos Kronprinsen (fra 1692) i dennes Følge at foretage en længere Rejse, hvilken han ligeledes ivrig benyttede til at udvide sine Kundskaber. Derefter levede han i Ro som Amtsmester til 1697, da han paa ny foretog en Studierejse og denne Gang til Leiden, hvor han blev immatrikuleret og sammen med sin Ven J. B. Winsløw, den senere saa berømte Anatom, i nogle Maaneder med en overordentlig Energi dyrkede Studiet af hele Lægevidenskaben, i hvilken han derpaa lod sig examinere af Professorerne Bidloo, Hottonius og Dekkers og af disse kreere til Licentiatus. Herved fik han Ret til at disputere for Doktorgraden i Medicinen, men de lærde theoretiske Medicinere i Kjøbenhavn begyndte nu at se paa den saa energisk fremadstræbende Barbér med skjæve Øjne, og rimeligvis af dette Hensyn lod han efter sin Tilbagekomst hele 3 Aar hengaa med fortsatte Studier, navnlig i Anatomi hos Caspar Bartholin jun., inden han af denne lod sig kreere til Doktor (1700), hvorved han fuldstændig løftedes op fra sit lave Haandværkslav og nu hurtig avancerede til bestandig fornemmere Stillinger. Han blev først Overmedikus ved Kvæsthuset, 1707 titulær kgl. Livlæge, 1711 under Krigen øverste Feltmedikus med overordentlig Myndighed, 1717 fik han Justitsraadstitelen og steg bestandig i Yndest og Indflydelse hos Kongen. Endnu samme Aar naaede han efter en sejrrig Konkurrence med Jens Bing [...] og Andreas Hojer det attraaede Toppunkt af videnskabelig Værdighed: et Professorat i det fornemme medicinske Fakultet.

Ogsaa i denne Stilling vedblev han at virke med Energi baade som Lærer og praktisk Kirurg og fik navnlig Betydning ved lige over for den lærde medicinske Theoretiseren at hævde den praktiske Kirurgis hidtil forsømte Stilling i Fakultetet, ligesom han ogsaa arbejdede til Fremme for det den Gang til Bartskærlav og Kirurger knyttede og af de fornemme Læger ringeagtede Fag Fødselshjælpen, hvorover han holdt Forelæsninger ved Universitetet — hvad der ikke var sket tidligere. Allerede 1713 havde han bevirket Oprettelsen af en Jordemoderkommission, hvorved Læredøtrenes Beskikkelse blev gjort afhængig af en Examen, der afholdtes af Kommissionen, hvis vigtigste Medlem han selv var.

At denne saa praktisk dygtige og fortjente Mand sammen med sin kæmpemæssige Energi, Ærgjerrighed og velgrundede Selvfølelse har frembudt skarpe og i det hele mindre behagelige Kanter, er rimeligt nok, og Dette var vistnok en Hovedgrund til, at flere af hans lærde Universitetskolleger aldeles ikke kunde forsone sig med den fordums Barbersvend, der var og vedblev at være meget forskjellig fra de typiske lærde; det er ham, der af Ludvig Holberg i Peder Paars stilles i Gabestokken som Jens Blok, ligesom ogsaa Gram [se om Hans Gram i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] synes at have betragtet ham med nogen Ringeagt. Paa den anden Side omtaler Ole Rømer ham med den største Højagtelse og Anerkjendelse, og det samme er Tilfældet med J. B. Winsløw, der erklærer at skylde B.s Undervisning meget. — Allerede som ganske ung Svend havde han giftet sig med en fattig Slægtning, Anna Margrethe Buchwald (død 1735), med hvem han havde 12 Børn, hvoraf to Sønner bleve fremragende Læger og den ene hans Efterfølger i Professoratet. Efter at han gjentagne Gange havde været Universitetsrektor og 1728 var bleven udnævnt til Etatsraad, døde han af Vattersot 24. Oct. 1738.



Til: Indholdsfortegnelsen




Bülow, Johan, 1751—1828, Hofmand og Beskytter af Videnskaben

Af E. Holm

Johan Bülow blev født 29. Juli 1751 i Nyborg, hvor hans Fader, Major Christian Wind B., var Vicekommandant. Hans Moder var Vibeke Magdalene Brockenhuus-Løvenhjelm. Da hans Forældre døde, inden han var stort over 1 Aar gammel, blev han opdraget hos en Onkel, Godsejer J. Lehn til Hvidkilde [bror til Abraham Lehn; se om denne i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]]. Allerede medens han var Barn, blev han (1760) ansat som Kornet i Hæren, 6 Aar senere (1766) udnævntes han til »reforme Sekondlieutenant« ved det fynske Dragonregiment, og 1769 ansattes han som virkelig Sekondlieutenant ved Livgarden til Fods, i hvilken Stilling han overværede dette Korpses Rejsning mod Struensee Juleaften 1771. Han avancerede det følgende Aar til Premierlieutenant i samme Hærafdeling. Men det blev dog ikke den militære Vej, B. følte sig oplagt til at følge. Hans Plejeforældre havde ladet ham nyde en omhyggelig Privatundervisning og ved deres tidlige Død (1760 og 1767) efterladt ham en lille Kapital, der satte ham i Stand til at uddanne sig videre, særlig ved Sorø Akademi, hvor han trods sin Officersstilling fik Lejlighed til at frekventere Undervisningen — om end med nogen Afbrydelse — fra April 1768 til Marts 1771. Det var ham et uforglemmeligt Ophold, saaledes som han senere skulde vise det i Gjerningen, og skjønt han næppe nogen Sinde har gjort dybere Studier i nogen Retning, blev den aandelige Vækkelse og den Interesse for videnskabelige Arbejder, han vandt i disse Aar, bestemmende for en Hovedside af hans følgende Liv. Den Kjendsgjerning, at han vidste adskillig mere end en almindelig Gardeofficer, har sandsynlig virket meget til, at han (Okt. 1773) blev udnævnt til anden Kammerjunker hos den 5-aarige Kronprins Frederik og 2 Aar senere blev første Kammerjunker hos den samme. Ved sit nøje Samliv i en Række Aar med den opvoxende Prins vandt han dennes levende Yndest, og da han 4. April 1784 blev udnævnt til Marskal hos ham, kom han derved i Spidsen for hans Hofstat. Samme Dag fik han Ret til at bære Kammerherrenøglen, der allerede 1779 var bleven givet ham »i Lommen«, og 9. Maj 1784 blev han benaadet med Danebrogsordenen.

B. var i disse Aar bleven en Modstander af den Guldbergske Styrelse, og han var en af dem, der virkede ivrigst med til Regeringsforandringen 14. April 1784, hvorved nye Mænd og nye Grundsætninger kom til Magten samtidig med Kronprinsens Indtrædelse i Statsraadet. Han har senere ladet sin litterære Veninde Dorothea Biehl [se om hende i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] efter det Materiale, han stillede til hendes Raadighed, udarbejde en Fremstilling af Forberedelserne til denne Begivenhed og selve dens Forløb. Dagen derefter overgav han den 16-aarige Kronprins en Slags Memoire med alskens Raad for Regeringens Førelse, betitlet »En tro Tjeners Tanker for hans Herre«. Ved Siden af adskilligt, der var affattet i almindelig Frasestil og uden særlig Interesse, indeholdt dette Skrift en tydelig Opfordring til at undgaa at lade nogen enkelt Personlighed faa en saadan Magt som den, Struensee og bag efter Guldberg havde haft, og han tilraadede som et Hovedpunkt Reformer i Bøndernes Stilling.

Den høje Hofcharge, B. indtog, gav ham i de følgende Aar i en Del enkelte Tilfælde Lejlighed til at udøve Indflydelse og bragte ham i Forbindelse med adskillige Mænd. Da han havde stor Samlelyst og betydelig historisk Interesse, søgte han fra forskjellige Sider at skaffe sig Aktstykker til Oplysning om Statens Historie, og han traadte samtidig i Brevvexling med Personligheder i meget uensartede Livsstillinger for ad den Vej at vinde baade Belærelse om mange Forhold og Kjendskab til vort Fædrelands Udvikling. Iblandt de betydeligere Mænd, han ved sin Stilling hos Kronprinsen kom i Berøring med, var han nærmest knyttet til Schack-Rathlou og Henrik Stampe [se om ham i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], medens han stod i et køligere Forhold til A.P. Bernstorff og havde en udpræget Uvilje imod Chr. D. Reventlow. Skjønt han vedkjendte sig visse Fremskridtsidéer, syntes han kun lidet om den Maade, paa hvilken Styrelsen efter 1784 søgte at gjennemføre disse, og de, der angrebe Regeringens vigtigste Mænd, fandt aabent Øre hos ham. Han, der tidligere havde været med at styrte Guldberg, vexlede derfor nu tit Breve med denne og tillige med den tidligere Diplomat, Kammerherre P.C. Schumacher, der var en ivrig Tilhænger af Guldberg og ikke kjendte nogen større Nydelse end i sine Breve til B. at hudflette Bernstorff og Reventlow.

Hvis man kan tro ham selv, afholdt han sig samvittighedsfuldt fra at blande sig i Statssager, hvorimod han indskrænkede sig til at søge at paavirke Kronprinsens Karakter og Grundsætninger. Her synes han at have haft de bedste Formaal og kun at have arbejdet paa at give den unge Fyrste Kjærlighed til, hvad der var ædelt og godt. Men uheldigvis tabte efterhaanden det varme Forhold sig, der havde været mellem ham og hans tidligere Myndling. Skjønt han agtede dennes Arbejdsomhed og Iver for sin Gjerning, vakte Prinsens, utvivlsomt lidet heldige, Lidenskab for at exercere Soldater hans Misbilligelse, og han ængstedes ved noget haardt i Kronprinsens Karakter, som oftere traadte frem, ligesom ved hans Mangel paa højere aandelige Interesser. Paa den anden Side bleve B.s idelige Formaninger og en vis, maaske noget vranten Mentortone, han kunde forfalde til, i Længden Kronprinsen utaalelige, især da denne allerede meget tidlig havde høje Tanker om sin Herskerstilling. Om han end paa den store Politiks Omraade helt bøjede sig for A.P. Bernstorff og ligeledes lod baade Reventlow og Schimmelmann have vidt Spillerum, vaagede han i adskillige Forhold skinsyg over sin Magt. Dette maatte Aar for Aar gjøre B.s Stilling vanskeligere, især da Kronprinsen, ingenlunde uden Grund, mere og mere opfattede ham som uvillig stemt imod den daværende Styrelse i det hele. Det kunde ej heller være heldigt for ham, at de Forsøg mislykkedes, som han i længere Tid gjorde paa at skræmme Kronprinsen fra en nærmere Forbindelse med Prins Carl af Hessen, der efter hans Overbevisning havde haft en fordærvelig Indflydelse paa Christian VII, og som han derfor nødig saa Kronprinsen komme i Berøring med. Til Trods for B.s gjentagne Formaninger ægtede denne dog Prins Carls Datter Marie Sophie Frederikke, og hans Forhold til Svigerfaderen var i flere Aar meget intimt. Skjønt Prins Carl udtalte de varmeste Venskabsforsikringer til B., har man Grund til at tvivle om Oprigtigheden af dem.

Vistnok opnaaede B. i disse Aar forskjellige Udmærkelser. Foruden at det Ord, han havde for at have Indflydelse hos Kronprinsen, bragte Gustav III af Sverige til (1787) at gjøre ham til Kommandør af Nordstjærneordenen, blev han (31. Juli 1790) i Anledning af Kronprinsens Formæling udnævnt til Gehejmeraad og fik rige Presenter, der blev overdraget ham Tilsyn med Kunstkammeret, og han blev (30. Nov. 1792) »virkelig Ordenssekretær«. Men han havde dog i flere Aar en stærk Følelse af, at Kronprinsens Tillid til ham var i Aftagende, og Livet ved Hoffet blev ham stedse mere trykkende. Endelig kom Slaget. Et halvt Aar efter sin sidste Udnævnelse faldt han i komplet Unaade. Efter at Kronprinsen først lejlighedsvis havde stiklet til hans Brevvexling med Guldberg, hvem han selv paa denne Tid næsten havde Afsky for, greb han med en paafaldende Iver nogle urimelige Sigtelser, der vare fremsatte imod B. for at være i Ledtog med en Slags Skandskriftforfatter, Kancelliraad Hans Holm, og en taabelig, halvlitterær Æventyrer, Porcellænshandler M. Brabrand [...]. Det var forgjæves, at B. søgte personlig at retfærdiggjøre sig over for Kronprinsen; denne svarede med isnende Kulde og afskedigede ham fra hans Stillinger 4. Juni 1793, utvivlsomt baade et vilkaarligt og højst uforstandigt Skridt. B. var en Mand med baade større Dygtighed og langt alvorligere aandelige Interesser end de, der senere dannede Frederik VI's personlige Omgivelser. Om end hans Oppositionsaand imod den daværende Styrelse var ensidig og for det meste uberettiget, var den paa ingen Maade traadt saaledes frem, at den gjorde hans Fald forsvarligt.

Efter at være faldet i Unaade flyttede B. til Herregaarden Sanderumgaard i Fyn. Da han 21. Maj 1785 havde ægtet Else Marie Hoppe, en Datter af Konferensraad H., en hæslig og saare lidet begavet, men rig Dame, satte den Formue, han derved vandt, ham i Stand til at leve som en meget velstaaende Godsejer. Han kom aldrig mere i nogen Statsstilling eller Hofcharge, og der gik en Række Aar hen, inden Frederik VI's Unaade tabte sig. Imidlertid gjorde han dog B. (1808) til Gehejmekonferensraad med Rang i 1. Klasse Nr. 10 (3 Aar senere med Rang i Nr. 8), 1817 fik B. Elefantordenen og 1824 Rang med Gehejmestatsministre. Ogsaa havde Kongen 1822 bevilget ham en aarlig Pension paa 2.000 Rdl., da han, som ikke tidligere havde haft Pension, i de nærmest fore gaaende Aar havde lidt store Pengetab. Han døde 22. Jan, 1828. Da hans eneste Datter allerede var død i det for ham saa uheldige Aar 1793, efterlod han sig ingen Børn. Hans Enke døde 1835.

Hvad der mest har gjort B. hæderlig bekjendt, er den storartede Rundhaandethed, med hvilken han understøttede videnskabelige Udgiverforetagender og Rejser (jvfr. en Opregning deraf i Erslews Forf. Lex.). Han angav selv i en Skrivelse til Kongen 1822, at han siden 1800 havde brugt 41.000 Rdl. paa den Maade. De interessante Samlinger af Breve og andre historiske Aktstykker, som han havde gjort, ere i den nyeste Tid komne Videnskaben til gode, i det han testamenterede dem til Sorø Akademi. Ogsaa har han efterladt sig vigtige Dagbogsoptegnelser.



Til: Indholdsfortegnelsen




Carøe, Johan Frederik, 1742—1819, Borgmester

Af O. Nielsen

Johan Frederik Carøe, født i Randers 2. Nov. 1742 og Søn af Kjøbmand Hans C. og Maren f. Schnell. Han tog dansk-juridisk Examen 1767, blev 1769 Raadmand i sin Fødeby og 1773 Borgmester. Samtidig havde han flere andre Embeder, i det han 1769—72 var konstitueret Byfoged samt Herredsfoged i Sønder Hald, Øster Lisbjærg og Rugsø Herreder og fra 1775 til sin Død Birkedommer og Skriver i Dronningborg Birk, medens han 1804 gik af som Borgmester. I de 50 Aar, i hvilke han var Embedsmand, og af hvilke han i de 35 var Medlem af Magistraten, opnaaede han en Indflydelse og Anseelse, hvoraf næppe nogen før eller siden har været i Besiddelse i Randers. Han ophjalp Kommunens slette økonomiske Tilstand, i det han 1772 udarbejdede en Vedtægt, i Følge hvilken Byens Jorder bleve opdyrkede og ved Udleje kunde indbringe betydelige Summer, saa ikke alene Gjælden kunde afbetales, men der blev Raad til mange store Udgifter; et nyt Raadhus blev opført 1778, St. Mortens Kirke fik et nyt Taarn 1796, et Sprøjtehus byggedes 1800. Med store Bekostninger ryddedes Havnen for Sten, og den opmudredes saaledes, at efter 13 Aars Arbejde Aar 1.800 større Fartøjer kunde lægge til ved Byen. Det skyldtes ogsaa ham, at Landevejen mod Syd, der hidtil ofte havde staaet under Vand, nu blev farbar. Han oprettede en Spindeskole for fattige Pigebørn, der 1789 forandredes til en almindelig Arbejdsanstalt, hvorved alt Tiggeri blev afskaffet, hvorom han selv skriver, at dette skete i Randers førend i nogen anden By. Det var ogsaa ham, der bevirkede, at det gamle Helligaandshus blev indrettet til Latinskole og Rektorbolig, hvorved han reddede Skolen fra at blive nedlagt. I det hele tog Randers et stort Opsving i hans Tid baade i Henseende til Handel og Industri. Om hans Interesse for denne sidste vidner en trykt Indberetning fra ham til Selskabet for indenlandsk Kunstflid, af hvilket han var korresponderende Medlem. Han karakteriseres som en udmærket dygtig, men tillige højst myndig Mand. Regeringen paaskjønnede hans Fortjenester ved 1790 at udnævne ham til Justitsraad og 1805 til Etatsraad, og Randers By lod hans Portræt ophænge i Raadhussalen. Han blev 1771 gift med Anne Marie Hansen, en Halvsøsterdatter til Legatstifteren Niels Brock. Han døde 24. Okt. 1819.



Til: Indholdsfortegnelsen




Casorti, Giuseppe, 1749—1826, Mimiker

Af Edgar Collin

Guiseppe Casorti fødtes 4. Dec. 1749 af Forældrene Pasquale C. og Theresa Rinaldi. C., som hørte til en omrejsende Artistfamilie, blev 18. Maj 1776 i Nærheden af Genf [Genève] gift med Antoinette Damatte (eller Tonietta Damato) og kom ved det 19. Aarhundredes Begyndelse til Kiøbenhavn, hvor han i Avg. og Sept. 1801 paa Hoftheatret gav Forestillinger med et af ham og hans Landsmand Cetti styret Linedanser- og Pantomimeselskab.

Senere paa Aaret drog Selskabet til Christiania [Kristiania], som det atter besøgte i 1804, men C. bosatte sig dog snart i Kjøbenhavn og gav Forestillinger paa det af ham opførte Vesterbros Theater. Naar Pantomimen i Danmark som i intet andet Land har holdt sig saa temmelig uforandret i den gamle italienske Skikkelse, skyldes dette fremfor nogen C., der ikke blot selv var en uovertræffelig Pjerrot, hvis Optræden ofte overværedes af en Kunstner som Frydendal for det komiske Studiums Skyld, men tillige skrev de fleste af sine Pantomimer, »Harlekin Skelet«, »Harlekin mekanisk Statue« m. fl., til hvilke Sujettet for en Del var hentet fra Gherardis »Théâtre-Italien«. Vesterbros Theater, hvis vigtigste Kræfter foruden C. og Hustru vare Kuhn, Petoletti, Brødrene Price, Lewin (Luin) m. fl., blev drevet af C. til hans Død, 11. Juli 1826. Han døde barnløs, men efterlod sig 2 Adoptivdøtre, der begge bleve gifte, den ene med Petoletti, der har komponeret Musik til flere af C.s Pantomimer.



Til: Indholdsfortegnelsen




Clausen, Peter, o. 1721—84, Generalgouvernør

Af G. Kringelbach

Clausen, Peter, o. 1721—84, Generalgouvernør, var først Kjøbmand og Kasserer i det vestindiske Kompagnis Tjeneste, blev derefter af Kompagniet 1751 beskikket til Gouvernør (»Opperhoved«) paa St. Croix og fik 1752 sin Bestalling bekræftet af Kongen. Efter at Staten selv havde overtaget Øerne 1755, blev han efter Ansøgning entlediget, fik 1758 Oberstlieutenants og 1762 Obersts Karakter. Da Regeringen i 1766 ønskede at faa inddrevet betydelige udestaaende Fordringer hos Beboerne af de vestindiske Øer, blev den daværende Gouvernør, v. Prøck, tilbagekaldt og C., der var anset for at være en meget energisk Mand, sendt over til Øerne som Generalgouvernør for 3 Aar. Efter Udløbet af disse lod han sig overtale til fremdeles at forblive i sin Stilling, men indvikledes snart i alvorlige Stridigheder med Kommandanten paa St. Thomas og St. Jan, Ulrich Wilhelm v. Roepstorff, der vel først afskedigedes, men til Gjengjæld under Struensees Regimente udnævntes til Generalgouvernør i Steden for C. Denne afløste imidlertid atter i 1773 Roepstorff og forblev nu indtil sin Død, 29. Juni 1784, paa St. Croix i sin Stilling som Generalgouvernør for de vestindiske Øer, i de sidste 3 Aar dog assisteret af en Vice-Generalgouvernør. Han var meget afholdt og vandt almindelig Anerkjendelse for sin nidkjære Virksomhed; Regeringen viste ham sin Paaskjønnelse ved 1767 at udnævne ham til Generalmajor, 1773 til Ridder af Danebrog og 1780 til Generallieutenant. Han var gift med Anna Marie f. Creutzer (død 11. Sept. 1783), en Datter af Kapitajn Johan Jacob C., der 1733 havde været med at dæmpe en farlig Negeropstand paa St. Jan.



Til: Indholdsfortegnelsen




Clausen, Thomas, 1677—1724, Generalsuperintendent

Af S.M. Gjellerup

Clausen, Thomas, 1677—1724, Generalsuperintendent, blev født i Flensborg [Flensburg] 29. April 1677 af borgerlige Forældre og gik i Fødebyens Latinskole. Sine Studier fuldendte han i Sachsen og var derefter en kort Tid ansat som Informator paa Glücksborg. 1706 blev han Lærer ved Flensborg [Flensburg] Skole og 1709 Konrektor. De kirkelige Bevægelser i Hertugdømmerne fulgte han med stor Interesse og optraadte især skarpt imod Anabaptisten Otto Lorensen Strandiger [Otto Lorentzen Strandiger]. Et tysk Lykønskningsdigt til Kong Frederik IV i Anledning af hans Hjemkomst fra Italien og Tyskland 1709 har maaske henledet Kongens Opmærksomhed paa ham. Da Frederik IV 1712 havde besluttet at indgaa morganatisk Ægteskab med Anna Sophie Reventlow, som han forinden havde ophøjet til Fyrstinde af Slesvig, lod han C. foretage Vielsen. At han den Gang var ordineret Præst, véd man ellers intet om. S. A. blev han udnævnt til tysk Hofprædikant hos Fyrstinden. 1714 blev han Dr. theol. per bullam [pr. kongeligt dekret], og 4. April 1721 viede han Fyrstinden til Kongen ved den højre Haand. 12. Sept. s. A. udnævntes han til slesvig-holstensk Generalsuperintendent og til Provst over Gottorp og Rensborg [Rendsborg; Rendsburg] Amter, hvortil 1722 tillige føjedes Ejdersted. Han bestræbte sig for at forbedre Kirkevæsenet, fik Provsterne berøvet den Jus vocandi, de hidtil havde haft i Hertugdømmerne, og forfulgte Pietisterne, f.Ex. Enevold Ewald, med stor Strænghed. Han var gift med en flensborgsk Skippers, Martin Ulriks, Datter og havde med hende 2 Sønner og 2 Døtre. 23. April 1724 døde han i Hamborg paa Rejsen til et tysk Bad.



Til: Indholdsfortegnelsen




Clemens, Johan Frederik, 1749—1831, Kobberstikker

Af F.J. Meier

Johan Frederik Clemens blev født 29. Nov. 1749 i Golnau nær ved Stettin [siden afslutningen af 2' Verdenskrig: Szczecin (i Polen)] og var Søn af en fattig sachsisk Væver, Johan David C. (f. 1710, død i Kjøbenhavn 1782). Faderen flyttede til Danmark, hvorhen han var indkaldt som Klædevæver, medens C. endnu var et lille Barn, og medtog sin Søn. I sit 15. Aar kom C. i Lære hos en drikfældig Malermester, hvor han sysselsattes med simpelt Dekorationsarbejde, med at male kgl. Navnechiffre i Flag o.l.. Da han var bleven Malersvend, kom han til Mandelberg, der til sine mange Dekorationsarbejder benyttede ikke faa dygtige Malersvende, og her lærte C. Abildgaard, Bradt, Lymann og andre senere bekjendte Kunstnere at kjende. Samtidig hermed havde han flittig søgt Akademiets Undervisning. Allerede i 1760, da han endnu var saa lille af Væxt, at han maatte staa paa en Skammel for at naa op til Tegnebordet, havde han meldt sig til Undervisning paa Akademiet, men var bleven afvist som alt for ung og lille af Tegnemesteren Hans Clio. Men den gamle Billedhugger Simon Stanley fattede Interesse for den bortviste Purk og fik ham optaget i Tegneskolen. Allerede i 1765 vandt C. begge Akademiets Sølvmedailler. Saly, som den Gang var Akademiets Direktør, raadede ham til at blive Billedhugger, men da han følte sig hendragen til Kobberstikkeriet, anbefalede Saly ham til J.M. Preisler, der dog i Førstningen omtrent lod ham skjøtte sig selv. Den stakkels forladte Knøs, der ligesom sine gamle Forældre havde Nød med at bjærge det daglige Brød, tabte dog ikke Modet, men arbejdede trøstig videre paa egen Haand, og da han endelig havde gjort et Blad efter et Stik af Daullé, fik Preisler Øjnene op for det Geni, der laa skjult i Ynglingen, og blev fra nu af hans hengivne Ven og Beskytter.

Snart efter vandt C. en anden indflydelsesrig Beskytter: Theatermaler Cramer, hvis Bekjendtskab han havde gjort, anbefalede ham til Wiedewelt, hvis kyndige Øje snart opdagede den unge Mands store Talent, og som til sin Død vedblev at være hans velvillige og faderlige Ven og Velynder. For Wiedewelt stak han Tegningerne til Pragtudgaven af »Peder Paars« (1772) og tjente saaledes i nogen Tid det daglige Brød for sig og sine gamle Forældre, hvem han stadig maatte understøtte. De nævnte Illustrationer hæve sig dog hverken for Tegningernes eller Stikkenes Vedkommende over det almindelige, naa næppe endda det.

I 1773 blev der, navnlig ved Wiedewelts og Augustins Bestræbelser, gjort Udveje for et Rejsestipendium til C., som saa, efter at have fuldendt sit bekjendte Stik efter Als' Portræt af Mandelberg, 1774 forlod Kjøbenhavn. Han begav sig strax til Paris, hvor han tegnede flittig, ogsaa efter den levende Model, og nød godt af den navnkundige Willes og de Launays Vejledning. I Paris forlovede han sig med Marie Jeanne Crevoisier (f. 16. Nov. 1755), Datter af en afdød Urmager. Hendes Moder havde indgaaet et nyt Ægteskab, hvorfor Datteren havde taget Bolig hos en Tante. I Paris stak C. en Del, særlig Portrætter, og nød snart saadan Anseelse som Kunstner, at Akademiet der tilbød at optage ham til dets Medlem paa et nyt og godt Stik. Et saadant er imidlertid ikke gjort paa en Maaned eller to, og da C.'s 3aarige Stipendium udløb just paa samme Tid, søgte han om Tilladelse til at blive i Paris endnu i nogen Tid. Akademiet kunde imidlertid ikke bevilge dette, da »visse høje Personer« absolut vilde have C. hjem for at stikke Pladerne til Wandalls Værk over Mindestenene paa Arveprins Frederiks Gods Jægerspris; C, blev endog, som han selv beretter, kaldt hjem ved en Kabinetsordre og maatte saaledes gjøre Afkald paa de parisiske Lavrbær. Dog lykkedes det hans Venner at udvirke Tilladelse for ham til paa Hjemrejsen at opholde sig nogen Tid i Schweits [Schweiz] for at stikke Bonnets Portræt efter Juel.

C. forlod saa Paris (1777) sammen med Juel og gik til Genf [Genève]. Her udførte han saa sit navnkundige Stik af Bonnet, uden Tvivl det ypperste, en dansk Kobberstikker endnu havde ydet. Sent paa Efteraaret 1778 forlod C. saa endelig Genf og kom tilbage til Kjøbenhavn, hvor han fandt sin gamle Fader endnu i Live, men syg og affældig. Den gamle havde den Gang Plads som Spindemester ved Almindeligt Hospital og døde et Par Aar efter. Et Aars Tid før Faderens Død havde C. i Paris ægtet sin trolovede (1781); ved Wiedewelts Bestræbelser var det lykkedes ham at blive udnævnt til kgl. Hofkobberstikker med 400 Rdl. aarlig Løn, og han mente nu at kunne forsørge en Familie. Han havde været sin Bruds Vejleder i Kobberstikkerkunsten — og hun har stukket adskillige endnu seværdige Blade — som hun hans i Fransken.

Skjønt C. allerede 1778 var bleven agreeret ved Akademiet i Kjøbenhavn, blev han dog først Medlem 1786 paa sine bekjendte fortræffelige Stik »Kronprins Frederik« og »Louise Augusta«. Aaret efter fremsendte han til Akademiet sin fortrinlige »Sokrates« efter Abildgaard og sin »Ossian« efter samme Mester; Stikkene til »Niels Klim« skrive sig ligeledes fra denne Tid. Om C. eller Terkel Kleve skulde stikke Ewald — efter C.'s egen Tegning —, gik ikke af uden Kamp; til sidst satte dog Wiedewelt igjennem, at C. fik Arbejdet, og det skjønt Kleve kraftig protegeredes af Enkedronning Juliane Marie. Ved sit kunstneriske Talent vandt C. hurtig Anseelse her hjemme som i fremmede Lande, og hans venlige og beskedne Væsen gjorde ham afholdt af alle. Selv den iltre og stundum alt andet end elskværdige Abildgaard viste ham dog i det hele taget Velvilje og Interesse. Med Preisler, Mandelberg, Wiedewelt og Juel levede C. i nøje og hjærteligt Venskab.

I 1787 fik C. en Indbydelse til Berlin for at stikke en af Frederik II's Revuer efter Englænderen Cunninghams Tegning, og i 1788 rejste han med kgl. Tilladelse til den nævnte By, hvor han opholdt sig i 4 Aar, ikke altid under de behageligste Forhold, da Cunningham, med hvem han ofte maatte konferere, og hos hvem han en Tid lang boede, var en raa og brutal Person. I Berlin sluttede han Venskab med den ældre Schadow og Chodowiecky og hædredes med en Medlemsplads i Akademiet der, men havde den Sorg at miste sin Hustru, der blev bortrevet af Brystsyge. Hans Stik efter Cunningham er godt — hvad der af Konturfejl kan være at paaanke ved det, bærer ikke C., men Cunningham Skylden for —; da det var fuldført, gik C. med kgl. Tilladelse 1792 til London for at stikke »Montgomerys Død« efter Amerikaneren Trumbull. Dette udmærkede Arbejde var han 3 paa 4. Aar om og fik det betalt med 1.050 Guineer, en Pris, som uden at være høj dog stod i en skærende Modsætning til den kummerlige Betaling, der ydedes her hjemme for Kunstværker af enhver Art.

I 1795 vendte C. tilbage til Danmark, ihvorvel han havde modtaget flere hædrende og fordelagtige Tilbud fra Udlandet. Skjønt tysk af Fødsel og Herkomst var han dog dansk med Liv og Sjæl, om end det Land, hvor han var opvoxet og havde vundet de første Palmer, og hvor han ogsaa vilde, at hans Støv skulde hvile, intet større havde at byde ham. Hans Løn steg vel efterhaanden til 800 Rdl., og i 1797 fik han Fribolig paa Akademiet, men i 1810 maatte han døje den ufortjente Krænkelse, at Georg Haas, der bestandig havde været hans Uven og som Kunstner stod langt under ham, blev foretrukken for ham til Professor ved Modelskolen, og først i 1813 blev C. Professor i Kobberstikkerkunsten og i 1818 extraordinær Professor ved Modelskolen. Den Gang trykkede Alderen ham allerede meget, hans Syn svækkedes Dag for Dag, og hans Stik fra denne sidste Del af hans Liv hæve sig ikke over det almindelige.

Efter sin første Hustrus Død havde C. i England ægtet (1795) Ann Rees, Datter af en Bygmester i Wales; hun var født 1768. Med hende førte C. et lykkeligt, om end tarveligt Familieliv. Den skjønneste Sommertid plejede han at tilbringe hos sin Ven og Velynder Bülow paa Sanderumgaard. I 1804 havde han den Sorg at miste sin Søn, Johan David C., en haabefuld 22-aarig Søofficer. Efter sin Hustrus Død i 1824 faldt han stærkt og hurtig sammen og hensov endelig, legemlig og aandelig nedbrudt, 5. Nov. 1831.



Til: Indholdsfortegnelsen




Clitau, Thomas Christensen, 1694—1754, Forfatter

Af P. Stolpe

Thomas Christensen Clitau, Søn af en Jordbruger, er født paa Bygholm ved Horsens og blev Student 1714 fra Odense Gymnasium. Efter et Ophold i Udlandet (o. 1727), især i Jena og Halle, informerede han i Kjøbenhavn i Lovkyndighed og levende Sprog og blev Regimentsavditør. Han var en flersidig begavet Mand: Jurist, Historiker, Poet, Musiker og sprogkyndig. Han talte og skrev de fleste nyere og begge de gamle Sprog og var ikke ubevandret i flere østerlandske, men synes at have manglet Evne eller Lejlighed til at koncentrere sine Studier. Hans »Overensstemmelse og Forskjel imellem den romerske og danske Ret« (1736) — den første Behandling af Romerretten paa Modersmaalet — og »Juridisk Examen ved Spørgsmaal og Svar« (1746) ere Haandbøger til Vejledning ved Examensstudiet. Sine fleste Digte — ogsaa i fremmede Sprog — samlede han 1738 i »Poetisk Tidsfordriv« og roser dem med vidtdreven Selvfølelse som prosodiske Modeller for unge Digtere. Deres flydende Sprog er ogsaa deres eneste Fortrin. Fra 1735 var han Medarbejder ved de »Lærde Tidender«; som deres Redaktør (o. 1740—48) har han Fortjeneste af at have indført den litterære Kritik i Dagspressen. Imod v. Havens og Høysgaards Retskrivningsreformer stod han som Forkæmper for det bestaaende (»Journal over den grammatikalske og orthografiske Krig«, 1742; »Commentarius kaldet Adde unum tribus«, 1743). Da Tidenderne 1745 aabnede et Angreb paa Ries' »Danske Spectator«, svarede denne med et voldsomt Udfald, hvori C.'s Selvtilfredshed skarpt og vittig persifleredes. Den iltre C. svarede med en Stævning, men Højesteretsdommen (1747) gik ham imod. Forinden havde han dog faaet en litterær Oprejsning, i det han havde forfulgt Ries' nye Ugeblad »Den politiske Tilskuer« med sine »Dubia«, indtil Bladet maatte ophøre. 1748 blev han Notarius publicus i Bergen, hvor han døde ugift 9. Jan. 1754. I Manuskript efterlod han »Theatrum sapientiæ et stultitiæ humanæ sive historia philosophica«. Sine Efterladenskaber testerede han til et Legat for en blind i Bergen. Hans kobberstukne Billede findes i hans Hovedværker.



Til: Indholdsfortegnelsen




Colbjørnsen, Christian, 1749—1814, Justitiarius i Højesteret

Af E. Holm

Christian Colbjørnsen var født paa Sørum Gaard i Romerike i Norge samme Dag som Christian VII, 29. Jan. 1749 (efter en anden Angivelse 1. Febr.). Han var Sønnesøn af en Broder til de [...] navnkundige Brødre Peder og Hans Colbjørnsen og til den ovfr. omtalte berømte Præstekone i Norderhov Anna Colbjørnsdatter. C.s Fader, Colbjørn Jacobsen C., var Regimentskvartermester, men døde allerede 1761; Moderen hed Anna Dorothea f. Røring (død 1773). En Amtmand Christian Petersen, en dansk født Mand, der var fjærnere besvogret med Familien [...], tog sig af den 12-aarige Dreng, og efter at han havde ladet ham nogle Aar gaa i Latinskolen i Christiania [Kristiania], førte han ham ind i praktisk juridisk Virksomhed. Omtr. 1771 træffe vi C. i Kjøbenhavn, hvor hans ældre Broder Jacob Edvard C. [...] var en anset Sagfører. Først et Par Aar senere blev C. indskrevet som Student (17. Juli 1773) og — hvad der maa kaldes en exempelløs kort akademisk Bane — allerede 2 Dage efter blev han juridisk Kandidat med Laudabilis. 3 1/2 Maaned derefter (11. Nov. 1773) fik han Bestalling som Højesteretsadvokat. Overvejende praktisk som C.s Udvikling havde været, var det naturligt, at han aldrig blev en egentlig lærd Jurist. Han stod i saa Henseende afgjort tilbage for Broderen. Men det er som praktisk Jurist og som Embedsmand, han har vundet sit store Navn, og højst sandsynlig har i saa Henseende hans Uddannelse haft sine meget heldige Sider. Han gjorde hurtig Lykke som Advokat ved sin Skarphed i Tanken og sin slagfærdige Veltalenhed, og det var formodentlig som en Anerkjendelse deraf, at han 1776 fik Titel af Justitsraad; men han havde en skrøbelig Helbred, han følte sig overanstrengt ved Proceduren, og 1778 søgte han Exspectance paa Amtmandskabet i Stavanger Amt. Det ser ud, som om han ved denne Lejlighed har faaet Løfte om Embedet, naar det blev ledigt; men da dette skete (1781), blev dog ved en kongelig Kabinetsordre en 21-aarig Adelsmand, P.U.F. Benzon, hvis Kvalifikation var, at han havde dansk-juridisk Examen, foretrukket for ham, uagtet Rentekammeret gjorde opmærksom paa, hvor dygtig en Ansøger C. var [...]. Saaledes maatte C. blive i Kjøbenhavn, hvad der skulde vise sig at være en stor Lykke.

Imidlertid var han 1780 bleven Kammeradvokat, en Stilling, der knyttede ham nøje til Rentekammeret. Da han 1781 i et Anfald af Mismod over Vanskeligheder ved sin Stilling og maaske ogsaa over sin Sygelighed ønskede at blive fri for Kammeradvokatstillingen, fraraadede Rentekammeret det i en for ham meget smigrende Forestilling til Kongen, og det blev afslaaet med nogle stærke Udtalelser om den kongelige Tilfredshed og Naade. Baandet imellem ham og Kammeret blev endnu tættere, da Chr. D.F. Reventlow snart efter Regeringsforandringen 1784 blev stillet i Spidsen for dette Kollegium. Men samtidig kom C. efterhaanden saaledes paa Kant med Højesterets Justitiarius, Grev Osten, at han følte sin Stilling utaalelig. Vistnok blev der, hvad der maatte gjælde for en Begunstigelse, givet ham (25. Juni 1783) Tilsagn om, at han, naar han en Gang fratraadte sin Advokatur, skulde nyde »Anciennitet til Sæde og Løn« som Højesteretsassessor ved forefaldende Vakance; men at Forholdet maa være blevet meget slet, viste sig et Par Aar senere. Da C. i en Skrivelse til Rentekammeret (21. Marts 1785) havde udtalt sig spidst om et ham af Højesteret tilkjendt Salær i en Sag, han havde ført som Kammeradvokat, og Rentekammeret havde ytret sig paa en tilsvarende Maade til Kancelliet, gav det Osten Anledning til ved en yderst nærgaaende Skildring af C.s Optræden at udvirke en kongelig Resolution, som denne med rette fandt saa unaadig, at han faa Dage efter under Paaskud af Sygelighed fratraadte sin Advokatstilling (9. Juni 1785) og trak sig tilbage til en Bondegaard, han havde kjøbt i Nærum. Kort efter at han havde opgivet sin Plads, gav Osten atter i en ny Skrivelse til Regeringen sit Had imod ham Luft, blandt andet ved at fremstille ham som den, der under en Sag, hvori ingen Kontrapart var mødt, paa en mistænkelig Maade havde fordulgt et Hoveddokument og derved let havde kunnet fremkalde en uretfærdig Dom.

Rentekammeret havde under alt dette gjort, hvad det kunde, for at støtte C., og det varede ikke længe, inden dets Chef, Reventlow, skaffede ham en glimrende Oprejsning. 25. Avg. 1786 udkom den kongelige Resolution om Sammenkaldelsen af den store Landbokommission, og blandt dem, Reventlow fik optaget i denne, var C., der endog blev Kommissionens Sekretær og dermed den, der i Virkeligheden ledede dens Forhandlinger. Snart efter traadte han (1787) ind i Højesteret som Assessor. Da det første Afsnit af Kommissionens Forhandlinger var endt 19. Maj 1788, blev han nogle Maaneder senere (29. Avgust 1788) til Løn for sin udmærkede Virksomhed i den hævet til at indtage den vigtige Stilling som Generalprokurør i Kancelliet. Han beklædte denne Plads indtil 1804, da han blev udnævnt til Justitiarius i Højesteret, i hvilket Embede han virkede til sin Død, 17. Dec. 1814. Samtidig var han avanceret med Hensyn til Titler og Ordensdekorationer: han var 1790 bleven Etatsraad, 1792 Konferensraad, 1809 Kommandør af Danebroge, 1811 Storkors, 1812 Gehejmekonferensraad. Han var 2 Gange gift, 1. (1776) med en Enke Johanne Mouritzen, f. Piper (død 1782), 2. (1782) med Engelke Margarete f. Falbe (død 1848), Datter af Etatsraad J. C. F. Han efterlod sig 4 Døtre.

C.s Hovedvirksomhed knytter sig til de store Landboreformer, og han har ved den indlagt sig Fortjenester som faa her hjemme. Allerede inden han kom ind i Landbokommissionen, havde han i en Betænkning, han efter Rentekammerets Opfordring afgav om Fæsteforholdet (4. Marts 1785), udtalt de vigtigste af de Grundsætninger, som han senere søgte at gjennemføre paa Landbolovgivningens Omraade; han var under det første Afsnit af den store Landbokommissions Forhandlinger en uovertræffelig Sekretær, der ved flere »Promemorier« gav et ypperligt Grundlag for Drøftelsen, og han affattede de udførlige, fortrinlig redigerede Forestillinger, der laa til Grund for de tvende Hovedlove, Forordningen af 8. Juni 1787 om Fæstevæsenets Ordning og den af 20. Juni 1788 om Stavnsbaandets Ophævelse. Maa han end med Hensyn til denne sidste Lov dele Æren med flere andre af Kommissionens Medlemmer, særlig med Reventlow, hvis Fortjeneste vel endog her er nok saa stor som hans, saa var Fæsteloven af 8. Juni 1787 næsten helt og holdent hans Værk. Efter at han var bleven Generalprokurør, opgav han sin Stilling som Sekretær i Kommissionen, og han deltog senere, som det synes, kun lidet i dens Forhandlinger; men dermed var hans Arbejde for Landboreformerne ingenlunde endt. Hans Udnævnelse til Generalprokurør havde for Landbosagen den Vigtighed, at det danske Kancelli, hvis betydeligste Medlem han var i en Række Aar, blev draget over til at blive Rentekammerets og Landbokommissionens ivrige Forbundsfælle. En Række Forordninger var et Vidnesbyrd derom, især den af 19. Marts 1790, ved hvilken Regeringen fastslog, at det maatte opfattes som Meningen af Danske Lovs 3—13—1 og 4, at alle Fæstebreve skulde gjælde for Bondens og hans Hustrus Levetid. I de følgende Aar sluttede blandt andre de Lovbestemmelser sig hertil, der tilsigtede at fremme Afløsningen af Hoveriet, indtil den afgjørende Hovedforordning derom udkom 6. Dec. 1799. Ganske kort Tid efter at C. var traadt ind i Kancelliet, blev det ogsaa overdraget ham i Forbindelse med Generalkrigskommissær Wildenrath at lede de saakaldte Extrasessioner omkring i Landet for derved at gjennemføre Loven om Stavnsbaandets Løsning. Han gjorde dette med stor Iver og Dygtighed.

C.s Virksomhed for Landboreformerne stod i nøje Sammenhæng med, at han stærkt var grebet af sin Tids Ideer. Man mærker dette paa den ene Side, hvor de saa at sige gik i negativ Retning, thi i religiøs Henseende var han Fritænker, om det end ikke fattedes ham paa religiøs Følelse; men det træder ogsaa stærkt frem ved den Styrke, hvormed han omfattede det bedste i Tidens Stræben, dens Humanitetsideer, dens Lære om Menneskerettighederne. Det er en hos ham idelig tilbagevendende Sætning, at Staterne ere grundede for at værne om Borgerfrihed og Borgersikkerhed, eller, som han ogsaa har udtrykt sig, »Menneskene have sluttet sig sammen i Stater for det almindelige bedstes Skyld, og derved forstaas det hele Selskabs og hvert enkelt Menneskes mulige Lyksalighed«. Denne Lyksalighed kunde kun findes i Friheden. »Ingen Følelse,« har han sagt, »er mere indprentet hos Mennesket end Lyst til Frihed . . . Friheden er Naturens første og ypperligste Gave til den ædleste af sine Skabninger.« Denne C.s stærke Følelse for Friheden — vel at mærke den personlige Frihed eller, hvad man den Gang kaldte den borgerlige Frihed, ikke derimod den politiske Frihed — næredes ved en levende Uvilje imod den Standsulighed, der havde været fremherskende i tidligere Tider. Han, der dog stod A.P. Bernstorff og Reventlow saa nær, følte en instinktmæssig Uvilje imod al Adel i og for sig, og han afskyede alt, hvad der kunde kaldes aristokratiske Forrettigheder. Det var da ogsaa hans Opfattelse, at Statsforandringen her hjemme 1660 var bleven nødvendig, fordi »Statslegemet svækkedes, og Folket mishandledes under Aristokratiets tunge Aag, uden at Kongerne (hvis Magt var indskrænket ved aftvungne Haandfæstninger) kunde afhjælpe den offentlige Nød, men maatte ofte med det sukkende Folk lade sig nøje med at beklage deres egen og Landets Skæbne«. Altsaa Kongen og Folkets store Masse vare naturlige Venner, forudsat at man fra begge Sider forstod Opgaven ret. »Regenter,« har han ytret i en Tale, han holdt 1794, »ere ikke de, der ved Misbrug have tiltaget sig dette ædle Navn. Nej! I Landsfædre, det er den eder af Folket overdragne Magt, vi hylde, det er denne, vi kalde Regering, det er eders herlige Daad, vi prise, naar vi se eder med vældig Haand at bryde Lenstyranniets forhadte Lænker, Tronens Rettigheder ere uadskillelige fra Folkets, fordi begges Fordele ere væsentlig de samme.«

C. stod, som man kan se heraf, fuldstændig paa den oplyste Enevældes Standpunkt; han mente, som mange paa hans Tid, at netop ved den stærke Kongemagt kunde den sociale Ligheds og den personlige Friheds Sag bedst gjennemføres. Og paa denne Sag satte han sin kraftige, ildfulde Personlighed ind, den helligede han sine rige Evner. Lige saa højt man maa beundre den Arbejdsiver og Nidkjærhed, der udmærkede ham, lige saa stærkt fængsles man af den Skarphed i Opfattelsen, den Klarhed i Fremstillingen og den Kraft i Bevisførelsen, der udmærke de betydeligere af hans Betænkninger og Indlæg. Hertil kom en Veltalenhed, der ganske vist undertiden for meget har sin Tids deklamatoriske Præg til at kunne tiltale os, men hvori der dog ogsaa tit kan være en mægtig Flugt og ægte Pathos, og som i høj Grad vakte Samtidens Beundring. Disse Egenskaber i Forbindelse med et rigt Fond af spydig Vittighed gjorde ham tillige til en farlig Modstander, naar det kom til alvorlige Kampe. Og dem gave Landbospørgsmaalene jævnlig Lejlighed til. Skade kun, at han mere end én Gang lod sig rive hen af sit lidenskabelige Temperament til at bruge Kampmidler, der ikke vare ham værdige. Saaledes da han — for øvrigt med fuldstændig Berettigelse og i mange Henseender med glimrende Held — rettede et voldsomt Angreb imod de 103 jyske Proprietærer, der i Sommeren 1790 i et saakaldt Tillidsskrift, de overrakte Kronprins Frederik, skarpt havde kritiseret de stedfundne Reformer. Men heller intet kunde overgaa den Forbitrelse, han ved dette sit Angreb paa »Jydernes Proprietærer« vakte imod sig hos dem og deres Venner. Særlig den lidenskabelige Kammerherre Lüttichau til Aakjær og Dybvad gik løs paa ham med saa hidsige og ubesindige Udtalelser, at C. sagsøgte ham og fik ham idømt en klækkelig Bøde som Injuriant (1791).

Stillingen som Generalprokurør førte C. ind paa en Række andre Lovgivningsarbejder. Hans Indflydelse var saa betydelig, at den største Del af de mange Kancelliet vedrørende Love, der udkom i det sidste Tiaar af det 18. Aarhundrede, nøje stemmede overens med hans Forslag, ligesom det ved Princip- og Lovfortolkningsspørgsmaal sædvanlig var hans Mening, der blev fulgt. Flere af sine Betænkninger med Forslag til vigtige Love offentliggjorde han i Schlegels Tidsskrift »Astræa«, og et Fragment af ham over Grundsætningerne til en ny Kriminallov, som han udarbejdede, da han (1800) var bleven Medlem af en Kommission, der blev nedsat for at arbejde i den Retning, blev først trykt i »Juridisk Arkiv« XIX; senere udgav Ørsted det paa ny i »Arkiv for Retsvidenskaben og dens Anvendelse« VI, i det han ledsagede det med et Forord og nogle Noter. Men det overvejende Flertal af C.s Betænkninger og Koncepter til Lovforslag ligger endnu utrykt i vore Arkiver. Da her kun exempelvis kan nævnes enkelte af hans Lovarbejder, skal blot anføres Forordningen af 20. Febr. 1789 angaaende nærmere Bestemmelse af Straffe for Tyve og Hælere, Forordningerne af 5. April 1793 om Fængslernes bedre Indretning, af 5. Juli 1793 om en forbedret Politiindretning for Kjøbenhavns Vedkommende, af 10. Juli 1795 om Forligelseskommissioners Stiftelse og af 3. Juni 1796 om Rettens vedbørlige og hurtige Pleje.

En fortrinlig Affattelse og et sundt praktisk Blik have altid været fremhævede som i høj Grad udmærkende C.s Lovarbejder, ligesom de ogsaa vidne om Organisationstalent og om Evne til at fjærne unyttige Omsvøb. Forordningen om Indretningen af Forligelseskommissioner virkede efter alle samtidiges Skjøn paa en velgjørende Maade til at formindske Processernes Tal, og den om Rettens hurtige og vedbørlige Pleje betegnede et betydningsfuldt Fremskridt i Udviklingen af vor Retspleje. Den fastslog i renset Form en stor Del af de Sætninger, som igjennem Praxis havde givet Processen en helt anden Form end den i Danske Lov hjemlede og forudsatte. I kriminalprocessuel Henseende betegner den et Vendepunkt i Udviklingen, i det den lod Processen gaa over til at blive, hvad den endnu er, inkvisitorisk i Steden for som tidligere akkusatorisk, og dette var efter de daværende Forhold en utvivlsom Forbedring, hvad enten man stiller sig paa Anklagerens eller den tiltaltes Standpunkt. Anvendelsen af Benægtelsesed i Straffesager forsvandt med det samme.

Den Lyst, C. altid havde til at gjøre almindelige Grundsætninger gjældende, viste sig ogsaa i hans rent juridiske Betænkninger; men hvor stærkt han end her var paavirket af Datidens Forkjærlighed for visse Almentheorier, hvor abstrakt anlagt han end for saa vidt var, saa holdt hans sunde Blik ham dog inden for de rette Grænser. I det han paa Strafferettens Omraade lige saa godt, som naar han drøftede Landboforholdene, gik ud fra Samfundets Opgave at værne om Borgerfrihed og Borgersikkerhed i Forening, søgte han alle Vegne, hvor det var muligt, at bygge paa Grundlaget af Datidens Humanitetsideer. »Straffenes Grader,« har han udtalt, »bør afvejes paa Retfærdigheds Vægtskaal i Forhold til enhver Forbrydelses Natur. Men Retfærdighed bør ledes af Mildhed, saa at den i at beskytte imod Forurettelser paa den ene Side sætter tillige paa den anden Side Grænser for den fornærmede Medborgers Hævn.« Det var udgaaende fra dette Princip, at han f. Ex. ved Straffene for Tyveri søgte at faa et billigere og mere passende Forhold fastslaaet imellem Misgjerningens forskjellige Grader og Straffene for dem, ligesom Forordningen herom af 20. Febr. 1789 ogsaa har den Betydning, at den indeholdt en Anerkjendelse af, at Straf bør sigte til den dømtes Forbedring. Man mærker en lignende human Aand i Forordningen af 5. April 1793 om en bedre Indretning af Fængslerne, for at »de, som formedelst Misgjerninger ere tiltalte og hæftede, ikke, medens Søgsmaal imod dem for Retterne forfølges, skulle udsættes for større Lidelser end de, der ere nødvendige Følger af deres Friheds Indskrænkelse og deres Personers Bevogtning, indtil deres Skæbne ved endelig Dom er bleven afgjort«. I god Overensstemmelse hermed fik han ved en Forordning af 5. Juli 1793 indført de to extraordinære Sessioner af Højesteret i Sommerens Løb, som endnu pleje at holdes, og som skulde bruges til Justitssagers Afgjørelse, især for ikke unødvendig at forlænge Varetægtsarresten. Ved en anden Forordning af samme Dato fik han slaaet fast, at enhver, der ved en underordnet Ret dømtes til Strafarbejde, skulde, inden Exekutionen maatte begynde, spørges, om han ønskede Appel.

Landboreformerne havde skabt C. en ganske overordentlig Yndest i de toneangivende Kredse i Kjøbenhavn, og hans Ry naaede rundt omkring iblandt Bønderne. Dette Ry blev endnu større ved Reskriptet af 3. Dec. 1790 om Trykkefriheden, som han vitterlig var Fader til, og som gjorde Ende paa den vilkaarlige Straffemyndighed, Politimesteren siden Forordningen af 20. Okt. 1773 havde haft over for de Forfattere, som Regeringen vilde til Livs. C. gjaldt i flere Aar med rette som Trykkefrihedens varme Forsvarer. Men i Længden var det umuligt for ham at gaa sammen med adskillige af dem, der først i Halvfemserne havde hørt til hans varme Beundrere. Medens den franske Revolutions Paavirkning førte til, at mere eller mindre vidtgaaende politiske Frihedsideer kom i Omløb, holdt han fast ved, at Enevælden maatte opretholdes i dens fulde Omfang. Efterhaanden som Kritikken af den dansk-norske Stats Forfatningsforhold under Indflydelse af Revolutionsideerne fik et mere og mere glubsk Præg, slog Regeringen løs med Pressesager. Men dermed var Bruddet imellem ham og de fremskredne Førere for, hvad man kan kalde det liberale Parti, afgjort. Han havde vitterlig sin Del i, at Pressesagerne bleve anlagte, og man vendte sig med Bitterhed imod ham som Renegaten. Da der 1799 blev anlagt Sag imod P.A. Heiberg for hans »Politisk Dispache« og »Sproggranskning«, antoge Angrebene paa C., særlig fra Heibergs Side, en yderst lidenskabelig, ja ligefrem infamerende Karakter.

Men endnu havde C. ikke vist Lyst til at komme bort fra den gjældende Trykkefrihedsordning, og han bekæmpede endog ikke uden Skarphed Forslag, der fremkom i den Retning. Da sendte Kejser Poul i Efteraaret 1799, forbitret over formentlige jakobinske Lyster her hjemme, Regeringen en truende Opfordring til at tøjle Pressen, og dette Tryk fik ulykkeligvis i høj Grad en forøget Vægt ved den politiske Stilling i Øjeblikket, der bragte Regeringen til saare nødig at lade det komme til et Brud med Rusland. Men unægtelig passede Kejser Pouls Opfordring ikke ilde til de Stemninger, der under Forbitrelsen over Pressens utvivlsomme Udskejelser havde Overhaand hos Kronprins Frederik og i hans Omgivelser. Det blev altsaa besluttet, at Trykkefriheden skulde indskrænkes, og C. fik som Generalprokurør Ordre til at udarbejde en Forordning med dette Formaal, i det der tillige blev tilsendt ham Hovedtrækkene af et Udkast til en saadan. C.s egen Opfattelse havde samtidig utvivlsomt undergaaet en Forandring; han var bleven bitter over det hele Omslag i Stemningen, og hvor lidt han end selv vilde tage Initiativet til en ny Forordning, synes han ikke uvillig at have adlydt den Ordre, han fik. Saaledes fremkom Forordningen af 27. Sept. 1799, der vistnok lod Pressen her hjemme have en bedre Stilling, end den havde i de fleste evropæiske Lande, men dog lige saa sikkert indeholdt Bestemmelser af langt mere reaktionær Natur, end Forholdene gjorde nødvendige.

Det nøje Sammenhæng med Forordningens Tilblivelse var den Gang ubekjendt, og C.s Fjender fik travlt med at vælte hele Ansvaret for den over paa ham, ja med at sigte ham for at have faaet den udstedt som et Middel til Hævn over P.A. Heiberg. Da nu ogsaa dennes Domfældelse fulgte nær efter Forordningen, blev C. Gjenstand for et Had, der ikke var mindre end den Beundring, man havde vist for ham nogle Aar tidligere. Netop nu ramte ogsaa en alvorlig Skuffelse ham. Den gamle Kancellipræsident Chr. Brandt [...] veg paa denne Tid sin Plads, og C. maatte synes selvskreven til at blive hans Efterfølger; men da blev han sat til Side for en Adelsmand, den for øvrigt vel begavede og grundhæderlige Frederik Moltke, der tidligere havde været Stiftamtmand i Christiania [Kristiania] Stift og nu var første Deputeret i General-Toldkammeret. [Anders Sandøe] Ørsted har ment, at C.s store Upopularitet i dette Øjeblik skræmmede Regeringen fra at give ham Præsidentstillingen; men det er dog et Spørgsmaal, om ikke selve den Reaktionsaand, som C. ved Udarbejdelsen af Forordningen af 27. Sept. 1799 paa en Maade havde rakt Haanden, her vendte sig imod ham. Det passede ikke til den at stille ham, den borgerlig fødte Mand, i Spidsen for det vigtigste Regeringskollegium. C. synes tidligere at have staaet i et venskabeligt Forhold til Moltke; men han følte dog dennes Udnævnelse som en bitter Krænkelse. Da han som ung Mand havde søgt Amtmandspladsen i Stavanger, var en aldeles ukvalificeret Adelsmand bleven foretrukket for ham, nu efter at han — bortset endog fra Virksomheden i Landbokommissionen — i en Række Aar havde gjort det betydeligste Arbejde og baaret det største Ansvar paa et af Statsstyrelsens vigtigste Omraader, saa han sig atter tilsidesat for en Adelsmand. Skjønt han i flere Aar arbejdede i ydre god Forstaaelse med Moltke og havde fortsat væsentlig Del i vigtige Lovarbejder, var der en Brod i hans Indre. Det var, som om den gamle Bitterhed imod Fødselsaristokratiet kun ventede paa en Lejlighed til at bryde løs.

Denne kom (1803), da et Andragende fra en borgerlig født Mand, Generaladjudant Lindholm, om at faa sine Døtre indskrevne i Vemmetofte Kloster bragte C. til at opstille den Paastand, at Retten til at opnaa Adgang til dette adelige Kloster ikke alene tilkom de adelig fødte, men ogsaa Døtrene af »Embedsmænd i Rangen«. Sagen var tilsyneladende ikke af stor Betydning; men da Moltke bestred Rigtigheden af C.s Paastand, kom det til en Kamp imellem dem, der vidnede om, at en dybere Modsætning laa bag ved den. Med en paafaldende Lidenskab greb C. Lejligheden til over for sin adelig fødte Modstander at skildre den aristokratiske Aand, som han mente efter Frederik IV's Død havde faaet Magten her hjemme. Det var Tonen fra hans Indlæg i Landboreformsagen, men skærpet ved personlig Bitterhed, der her atter kom frem. Ingen kan tage fejl af, at det skulde være et Sidehug til Moltkes formentlig aristokratiske Standpunkt, naar han efter at have fremhævet det Dødshug, Landboreformerne havde rettet imod Levningerne af »det stygge Lensvæsen«, udbryder: »Men Aristokratiets Aand turde maaske endnu skjule sig iblandt disse Ruiner og lure paa Fremtiden.«

Skjønt C. under Debatten viste sig baade Moltke og de andre Kancellideputerede, der støttede denne, i høj Grad overlegen, kan der næppe være Tvivl om, at han med Hensyn til det egentlige Stridspunkt ikke havde Ret. Derimod var det en vitterlig retshistorisk Fortjeneste, at han henledede Opmærksomheden paa Betydningen af de hidtil ganske oversete Privilegier for de kongelige Betjente af 11. Febr. 1679 og paa det Vidnesbyrd, de gave om Christian V's Ønske at hæve Embedsstanden i Klasse med Adelen.

Efter denne Strid holdt Regeringen en fortsat Samvirken imellem C. og Moltke for umulig, og for ikke at vise sig partisk fjærnede Kronprinsen dem begge fra Kancelliet, Moltke vendte tilbage til General-Toldkammeret som dets Chef med Titel af Præsident, C. blev Justitiarius i Højesteret, og denne Stilling, i hvilken han aabenbart har følt sig lykkelig, beholdt han til sin Død. Moltke og han vare begge for brave Mænd til at bevare Naget imod hinanden. De udsonedes fuldstændig.

C.s Virkomhed for Landboreformerne var særlig kommen Danmark til gode; men skjønt han aldrig gjensaa Norge, efter at han som ungt Menneske havde forladt det, bevarede han Kjærligheden til det fuldt ud. Man ser ham ogsaa med Hensyn til det vise sig som den store Bondeven, i det han stræbte at faa fjærnet, hvad der der oppe fandtes af et Slags Stavnsbaand ved det unge Mandskabs Forpligtelse til at tage Tjeneste i de Sogne, i hvilke det var født. I Slutningen af sit Liv havde han stor Del i Omordningen af de med Hensyn til Odelsretten gjældende Bestemmelser. Man kan forstaa, hvor dybt Norges Adskillelse fra Danmark ved Kielerfreden maatte gaa en Mand som ham til Hjærte. Han saa for mørkt paa den hele Stilling i Evropa til at tro paa, at der ved Christian Frederiks Udvælgelse til norsk Konge skulde kunne banes Vej til en Gjenforening med Danmark. Lige saa lidt troede han paa, at Norge vilde faa Lov til at blive staaende som et Rige helt for sig. Derimod haabede han, at der skulde kunne skabes det en friere Stilling til Sverige. Med den Tanke for Øje gav han sine Følelser for sine gamle Landsmænd Luft, i det han 19. Maj 1814 skrev til Christian Frederik: »Søg derfor, min naadigste Herre, at tilmægle dette tro Folk de bedste Vilkaar, der nu (maaske aldrig siden) kunne erholdes som et føderativt Rige med Sverige. Aldrig har da nogen gavnet Norge saa meget som De. Da skal jeg velsigne Dem fra min Grav.«

C. var en sjælden udpræget Personlighed. Han havde skarpe Kanter, var herskelysten, taalte ikke let Modsigelser, og hvor meget han end indtil det smagløse holdt af at tale om sine svage Evner, havde han megen Selvfølelse. Den Tone, hvori han lod Kancelliet skrive til andre Avtoriteter, var ikke altid den behageligste. Men han var tillige en Mand med varme Følelser, med en flammende Begejstring for vort Folks Vel, med ædle Formaal og uforfærdet i at kæmpe for det, der efter hans Overbevisning var det rette. Han syntes som skabt til at spille en stor Rolle som Statsmand i et Land med en fri Forfatning; men blev han, Enevældens Embedsmand, end indskrænket til overvejende at virke i Kommissioner og i et Regeringskollegium, var det dog lykkeligvis paa et Tidspunkt, da det gjaldt store sociale Spørgsmaal, og hvor der var Lejlighed for en rig Personlighed til ogsaa at gjøre sig gjældende for Offentligheden. Man kan beklage, at Forordningen af 27. Sept. 1799, der ikke har været til Velsignelse, er redigeret af ham; men det kan ikke fordunkle hans store Fortjenester eller svække Højagtelsen for ham som Karakter.

Det gik C. som mange stærke og tillige kantede, men i Grunden ædle Naturer, at Alderdommen mildner dem uden dog at svække dem. En af hans yngre Venner har skildret hans Dødsleje paa følgende Maade: »Ja end skue vi ham, den blide, elskværdige Olding, hvis matte Legeme er nedbøjet under en langvarig Sygdoms utaalelige Lidelser, men hvis evig unge Sjæl tindrer i det levende Øje, fremlyser i hele hans sindrige Tale og modner hvert Arbejde, der, skjønt udkastet paa Sygelejet, synes at bære Præg af Ungdommens usvækkede Kraft. Rigets dueligste, Rigets første Embedsmænd samles hos ham for at bevidne Oldingen, der staar ved Gravens Bred, deres mest uskrømtede Medlidenhed; men C. taler, man lytter paa den sunde Sjæls Ytringer, Sygdommen glemmes, spillende Vid og dyb Granskning kappes om fortjent Bifald. Sygestuen vorder Visdoms Skole, og mangen en Tanke, vigtig for Danmarks Fremtids Lykke, undfanges ved C.s Smerteleje.«



Til: Indholdsfortegnelsen




Como, Antonio, —1756—, Balletmester

Af Edgar Collin

Italieneren A.C. kom tillige med sin Hustru, Anna f. Geringhelli, henholdsvis som første Danser og første Danserinde til Kjøbenhavn med det Operaselskab, som Italieneren Pietro Mingotti i 1755 havde samlet, og optraadte fra Nov. s. A. paa det kgl. Theater. Da Mingotti ved Theateraarets Slutning gik fallit, blev C. tillige med sin Hustru fra 1. Okt. 1756 engageret til det kgl. Theater, hvor han saaledes blev den første Balletmester med Forpligtelse til at komponere Balletter og uddanne Figuranter. Som Balletkomponist var han aldeles betydningsløs, og hans Hustru, der i den første Tid ved sit Koketteri havde vundet en Del Bifald, sank snart i Publikums Gunst, dels paa Grund af sin frække Dans, dels paa Grund af sit usædelige Levned. Men i den berygtede Theaterdirektør Fædder havde hun en Tilbeder, der holdt sin Haand over Ægteparret og skaffede det alle Haande Gunstbevisninger, saa at C. endog 1761 udnævntes til Hofdansemester. Publikums Uvilje mod Ægteparret, som udviste den mest brutale Adfærd mod det underordnede Dansepersonale, tog imidlertid saaledes til, at der i 1762 flere Aftener var stor Tumult i Theatret, og skjønt man endelig opnaaede en Forsoning, var Stillingen for C. og hans Hustru dog bleven saa ubehagelig, at de søgte om og fra 9. Marts 1763 fik deres Afsked fra det kgl. Theater.



Til: Indholdsfortegnelsen




Coninck, Frédéric de, 1740—1811, Handelsmand

Af Jul. Schovelin

Frédéric de Coninck var af gammel brabantsk Æt [Brabant i Nederlandene], der i det 18. Aarhundrede havde nedsat sig i Holland, hvor C. fødtes 5. Dec. 1740 i Haag. Han var Søn af Jean de C. og Susanne Esther f. de Rapin. Som 23-aarig kom han til Kjøbenhavn og tog i 1765 Borgerskab som Grosserer. Med Held og Dygtighed forstod han at udnytte de glimrende Konjunkturer, som just den følgende Periode skabte for Danmarks oversøiske Handel, beskyttet af den væbnede Nevtralitet. Navnlig tjente han i Slutningen af i78oerne med sine 5 Ostindiefarere store Penge og skabte en, selv efter Datidens Kjøbmandsforhold, betydelig Formue. Af nu bekjendte Bygninger ejede han bl.a. det Moltkeske Palais i Bredgade og Dronninggaard i Nordsjælland. I 1790 var han Medstifter af »Groshandlernes nøjere Forening«, der senere udviklede sig til det nuværende Grosserersocietet, og i det hele indtog han stadig en fremskudt Plads i Handelsstanden, ligesom han ogsaa blev udnævnt til Etatsraad. Da Krigen brød ud i 1807, led han ikke alene kolossale Tab, mistede Skibe og Varer osv., men blev tillige indviklet i en højst ubehagelig Retssag. Da Kjøbenhavns Amt under Hovedstadens Belejring var blottet for Embedsmænd, paatog han sig nemlig sammen med tvende andre Engelskhærens Forsyning for at befri Amtets Beboere for Plyndring og Vold. For dette sit Forhold blev han anklaget for Forræderi, en Beskyldning, han til Trods for en fuldstændig og ærefuld Frikjendelse tog sig meget nær, og som vistnok har bidraget til at fremskynde hans Død. Han døde 4. Sept. 1811. Hans sjældne personlige Egenskaber og store Godgjørenhed gjorde ham til en ualmindelig afholdt og efter sin Død savnet Mand. — 7. Jan. 1770 ægtede han Marie de Joncourt (f. 1747 død 1821), med hvem han havde flere Børn.



Til: Indholdsfortegnelsen




Cramer, Christian, 1699—1764, Skolemand

Af Joakim Larsen

Christian Cramer er født 26. Febr. 1699 i Haderslev af borgerlig Stand. Hans Fader hed Hans Christian C., Moderen Guner Jesdatter. Efter at have tjent ved Hestgarden blev han dansk Skoleholder i Aarhus 1721, tog Studenterexamen 1728 og blev 1741 Klokker og Underdegn ved Aarhus Domkirke. Han døde 24. Jan. 1764. C. er bleven bekjendt som Forfatter af en Række Lærebøger i Regning og Mathematik, af hvilke den første, »Arithmetica Tyronica eller grundig Veiviisning practice at lære ald fornøden Huus- og Handels-Regning fremsat ved en nye og fordeelagtig Lære-Maade«, var et for sin Tid fortjenstligt Arbejde og blev Mønster for de fleste danske Regnebøger indtil vor Tid. Fra dens Fremkomst 1735 til langt ind i det 19. Aarhundrede udkom den i en Mængde Oplag, de første udgivne af Sønnen Hans Christian C., der blev Faderens Efterfølger i Aarhus.



Til: Indholdsfortegnelsen




Cramer, Johan Andreas, 1723—88, Theolog

Af A. Jantzen

Johan Andreas Cramer var Søn af en fattig Landsbypræst i Jöhstädt (St. Georgenstadt) i sachsiske Erzgebirge og blev født 27. Jan. 1723. Efter at have gjennemgaaet den berømte sachsiske Fyrsteskole i Grimma drog han 19 Aar gammel til Universitetet i Leipzig, hvis største theologiske Lys den Gang var J.A. Ernesti, der ogsaa øvede en stærk Indflydelse paa C. 1745 tog han Magistergraden og begyndte at holde Forelæsninger. Men ved Siden af Theologien dyrkede han tillige fra sine første Studenterdage flittig de skjønne Videnskaber. Han blev Medarbejder af det den Gang i vide Kredse udbredte Maanedsskrift »Belustigungen des Verstandes und Witzes« og kom i nær Omgang med Gellert, Rabener o. fl. Men Misfornøjelse med dette Tidsskrifts Ledelse fremkaldte et nyt, det saakaldte »Bremer Beiträge«, og blandt Stifterne deraf indtog C. en fremragende Plads. Denne Virksomhed ledede til et nøje Bekjendtskab med Digteren Klopstock, med hvem C. en Tid boede Dør om Dør. Imidlertid blev C. 1748 Præst i Crellwitz, en Landsby mellem Magdeburg og Halle. Han ægtede Johanne Charlotte Radicke (død 1777), en Datter af Skrædder R., hans Husvært i Leipzig, og benyttede den landlige Ro til flittig videnskabelig Syssel. Her fortsatte han et i Leipzig paabegyndt moraliserende Ugeblad, »Der Schutzgeist«, udgav en Oversættelse af Chrysostomus' Prædikener og Smaaskrifter med oplysende Anmærkninger (10 Bind, 1748—51) og arbejdede videre paa sit ligeledes i Leipzig begyndte Hovedværk, en Bearbejdelse af Bossuets »Discours sur l'histoire universelle« med Fortsættelse deraf — men »Fortsættelsen« er mange Gange større og betydeligere end, hvad der angives som Værkets Stamme. Som Digter — mest af religiøs Poesi — og Prædikant gik hans Ry vidt omkring og bevirkede, at han 1750 blev kaldet til Quedlinburg, Klopstocks Fødeby, som Overhofprædikant og Konsistorialraad. Vennen Klopstock blev imidlertid indkaldt til Danmark ved Bernstorffs og Moltkes Indflydelse og kom til Kjøbenhavn ved Paasketid 1751. En tysk, litterær Koloni begyndte at strømme ind i Landet, og paa Klopstocks Anbefaling blev ogsaa C. kaldet her til som Hofpræst i Marts 1754, altsaa i en Alder af 31 Aar.

Sin Anseelse som Prædikant og religiøs Digter vidste han fremdeles at hævde og blev i høj Grad yndet af Hoffet. Snart blev hans samt Præsten B. Münters Huse Samlingssteder for en betydelig Kreds af højere Embedsmænd og af Videnskabens og Kunstens Dyrkere. Disse to Familier boede lige over for hinanden i St. Pederstræde i Kjøbenhavn. Om Sommeren levede C. i de første Aar i Lyngby; senere (1761) kjøbte han for en ringe aarlig Afgift Gaarden Sandholm i Blovstrød Sogn, en Mils Vej fra Hørsholm, hvor Enkedronningen Sophie Magdalene boede. C. prædikede da paa Hørsholm Slot i Dronningens Kabinet, og en af C.s Sønner fortæller, hvorledes Enkedronningen undertiden besøgte hans Fader paa Sandholm, og Drengen havde mere end én Gang siddet paa hendes Skjød. Ved Sophie Magdalenes Yndest opnaaede C. da ogsaa den ene Begunstigelse efter den anden for sin lille Landejendom. Han var en ivrig Jordbruger og den første, der indførte Kartoffeldyrkning der i Egnen. Landlivet om Sommeren styrkede hans Arbejdskraft; og den litterære Virksomhed, han udfoldede ved Siden af sin Præstegjerning, var meget betydelig. I Kjøbenhavn fuldendte han en poetisk Oversættelse af Davids Salmer (4 Bind, 1755—64), skrev en omfangsrig Kommentar til Hebræerbrevet (2 Bind, 1757), 5 Bind Passionsprædikener (1759—65), mere end 20 Bind andre Prædikener og samlede en Del af sine ældre Arbejder i »Bremer Beiträge« tillige med flere Afhandlinger under Titelen »Vermischte Schriften« (1757). 1765 udnævntes han til tillige at være Professor i Theologi. Han holdt Forelæsninger (paa Tysk og Latin) over Dogmatik og Moral, men stadig kun for meget faa Tilhørere; en og anden Gang foredrog han ogsaa Kirkehistorien — noget usædvanligt i de Tider —, særlig Kjætterhistorien, men til sidst var der kun to, der besøgte Forelæsningen, og af dem var hans ældste Søn den ene. Kirkehistorien var i øvrigt C.s Hovedstudium, og den tidligere nævnte Fortsættelse af Bossuet forøgedes i Kjøbenhavn med et 4. og 5. Bind. Han maatte indhente speciel kongelig Tilladelse for at kunne bruge det store kgl. Bibliotheks ellers utilgængelige Skatte under sine Studier. Afhandlingerne om Skolastikken i dette hans store historiske Værk have endnu betydeligt Værd og vidne om C.s dybe og alvorlige Indtrængen i Æmnet. Ved Christian VII's Salving 1767 fik han den theologiske Doktorgrad. Men C.s Betydning for Danmark ligger dog ikke væsentlig i hans Virksomhed som lærd Theolog eller som Prædikant, men derimod i hele hans fremmende Indvirkning paa Aandslivet overhovedet og paa Smagsretningen. Hvad der end fra et ensidig nationalt Standpunkt kan udsættes paa den tyske indvandrede Koloni, hvortil han hørte, nægtes kan det umulig, at den har bragt en stærk og en frugtbar Kulturstrømning med sig for Danmark. Med 1758 begyndte C. Udgivelsen af et Ugeblad af blandet Indhold, »Der nordische Aufseher«, og det holdt sig gjennem 3 Aargange. Dets nærmeste Forbillede kan søges i de moraliserende engelske Ugeskrifter. C. skrev selv de fleste Stykker; Klopstock var flittig Medarbejder. Populærfilosofiske og theologiske Betragtninger afvexle med religiøse Digte og kritisk-æsthetiske Afhandlinger.

C.s rosende Anmeldelse og Kritik i Ugebladet (Nov. 1758) af Tullins »Majdagen« henledede først det store Publikums Opmærksomhed paa dette Lejlighedsdigt, og Tullins Ry som Digter var grundfæstet fra nu af. Et Aar efter bringer Bladet Meddelelse om »Selskabet til de skjønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse«, hvis egentlige Stifter vel ikke kjendes, men i hvis Grundlæggelse C. uden Tvivl har haft den væsentligste Andel, og i hvis Virksomhed med Prisopgaver og Bedømmelsen af disses Besvarelser han under sit Ophold i Kjøbenhavn tog levende Del. Hans theologiske Anskuelse lærer man ogsaa fyldig at kjende gjennem hans Ugeblad: Bibelen er en moralsk Bog, hvis Formaal er at danne retskafne, dydige Mennesker. Fritænkerne kunne ogsaa godt have Glæde af at studere Bibelen som Smagsværk; den kunde da skaffe dem rig æsthetisk Nydelse; thi hvilke Skjønheder indeholder den ikke! — C. staar her som Repræsentant for den sentimental-æsthetiske Kristendom, der bliver Overgangstrinnet til den udprægede Rationalisme. I sine Prædikener førte C. et djærvt Sprog mod de herskende løse Sæder i Hofkredsen. Han konfirmerede Christian VII som Kronprins 1765 og bevarede sin Anseelse ogsaa de første Aar efter hans Tronbestigelse. Men da Tøjlesløsheden ved Hoffet bredte sig, steg ogsaa hans indtrængende og alvorlige Paamindelser. »Hans Venner skjælvede, han ikke.« Da Struensee kom til Styret, maatte C. imidlertid dele Skæbne med saa mange andre Embedsmænd. Han fik 1771 sin Afsked med 800 Rdl. i Pension. Men næppe rygtedes hans Afskedigelse, før der sendtes ham 2 forskjellige Indbydelser fra Tyskland. Han modtog Kaldelsen som Superintendent i Lybek og tiltraadte denne Stilling i Sept. s. A. Den vigtigste Sag, han fik fremmet under sit Ophold i Lybek [Lünbeck], var Udgivelsen af en ny Katekisme, hvis ukirkelige, evdæmonistiske Præg strax falder i Øjnene ved dens første Spørgsmaal: »Ønske vi Mennesker ikke altid at være fornøjede og glade?« Længe blev han dog ikke her. Efter Struensees Fald lod den nye Regering sig det være magtpaaliggende at vinde C. tilbage inden for den danske Stats Omraade, og 1774 udnævntes han til første theologiske Professor i Kiel og Prokansler ved Universitetet. I denne fremragende Embedsstilling udrettede han meget. Mange Reformer baade i Højskolens Administration og ved dens Examiner og Øvelser gjennemførtes af ham; han fik oprettet et Pastoralseminarium, sørgede for sin nye Katekismes Indførelse i Hertugdømmerne og udarbejdede ogsaa den Salmebog (1. Udg., Altona 1780), som har været almindelig benyttet langt hen i det 19. Aarhundrede. Af dens 914 Psalmer ere 244 af C. selv og 31 omarbejdede af ham; men nu til Dags faar dette Arbejde en stræng Medfart at Hymnologerne. I øvrigt havde C. i Kiel mange møjsommelige Bryderier med Universitetslærerne, klager i sine Breve til Vennerne i Kjøbenhavn dybt derover og udtaler sin inderlige Længsel efter Danmarks Hovedstad, som han [under sin Embedstid i Kiel besøgte flere Gange, bl.a. i Sommeren 1785].

Men i Aarene umiddelbart før Regeringsskiftet 1784 havde C. været Medvider i Kronprinsens Plan; gjennem Dr. Münter i Kjøbenhavn modtog han Kronprinsens Breve til videre Besørgelse til Grev A.P. Bernstorff, med hvem C. stod i inderlig Venskabsforbindelse, og som den Gang opholdt sig paa sine Godser Borstel og Dreilützau i Holsten og Meklenborg. C. blev før selve Regeringsskiftet forfremmet fra Prokansler til Kansler (Jan. 1784, jvfr. Hist. Tidsskr. IV, 346).

Hans første Hustru døde 1777, og samme Aar mistede han 2 voxne Døtre. 1781 indgik han andet Ægteskab med Konferensraad C. L. Scherewiens Enke, Margrethe Maria f. de Falsen (død 1795), hvorved han blev Ejer af Gaarden Søbo ved Faaborg. Her opholdt han sig efter den Tid regelmæssig hver Sommerferie og udhvilede efter Bryderierne i Kiel. Det var en stor Glæde for ham i Sommeren 1782 her at modtage en Uges Besøg af Gehejmeraad A.G. Carstens og dennes Broder. Med Carstens stod han til sin Død i den fortroligste Brevvexling, og disse hans Breve ere endnu for en stor Del bevarede (i den Bøllingske Brevsamling paa St. kgl. Bibliothek). Efter et langt og smertefuldt Sygeleje døde C. i Kiel Natten mellem 11. og 12. Juni 1788. Blandt hans Sønner vare den bekjendte kielske Professor Carl Fr. C., der blev afsat 1794 og døde som Boghandler i Paris 1807, og [...] Bibliothekar A. W. C.



Til: Indholdsfortegnelsen




Cramer, Peter, 1726—82, Maler

Af F.J. Meier

Peter Cramer var født i Kjøbenhavn 24. Avg. 1726. Han lagde sig først efter Historiemaleriet og konkurrerede i 1756 til Guldmedaille — der var den Gang 3, alle af lige Værd, en for hvert af Kunstfagene —, men uden at opnaa en saadan, hvorpaa han med Held kastede sig over Theatermaleriet. I dette Fag ydede han fortræffelige Ting og havde i den sidste halve Snes Aar af sit Liv fast Ansættelse som Theatermaler ved Skuespilhuset paa Kongens Nytorv. Skjønt C. aldrig var uden for Danmarks Grænser, havde han dog tillige, som Avtodidakt og med ikke ringe Held, lagt sig efter Genremaleriet, og hans Smaabilleder, til hvilke han ofte hentede Æmnerne fra dansk Folkeliv, pristes i høje Toner af hans samtidige, der for ramme Alvor satte ham ved Siden af, ja endog over Teniers og Ostade, og hans »smaa Figurer« var det nu rent umuligt at tænke sig bedre gjort. Man var endog saa indtaget i hans »smaa Figurer«, at man lod ham male saadanne som Staffage paa andres Billeder, saaledes paa to Kongen tilhørende Arkitekturstykker af Tauras. Ogsaa gjorde han Portrætter og nydelige Konversationsstykker og tegnede »skuffende« i Bouchers Smag. l 1777 blev han agreeret ved Akademiet som Genremaler og 1778 Medlem. Mange af C.s Billeder ere stukne af Clemens, Haas o. a.

C. var en venlig, hjælpsom Mand og støttede de unge Kunstnere efter Evne. Det var saaledes ham, der anbefalede den unge Clemens og Emaillemaleren Ruch til Wiedewelt, og han havde Del i, at Ruch — des værre til liden Baade for denne selv — tilkaldtes fra London. I sine yngre Aar havde C. en smuk Syngestemme og var en yndet Koncertsanger i det musikalske Akademi i Raadhusstræde. 1774 mistede han sin gamle Moder, og ugift og ensom, som han nu var, begyndte han snart at føle Livet som en Byrde, og i de sidste Aar af sit Liv søgte han sin Husværts, en Vintappers, Kjælder langt oftere, end ønskeligt var. Han døde, beklaget af mange, 17. Juli 1782.



Til: Indholdsfortegnelsen




Dam, Werner [Verner Dam], 1700-tallet (død 1762), Øltapper

Werner Dam levede i 1700-tallet. Han var fodgarder, dvs. soldat i 'Livgarden til Fods', og etablerede senere - omkring 1733 - et gartneri, et øltapperi eller et ølbryggeri og et traktørsted hvor Værnedamsvej ligger. I begyndelsen af 1700-tallet havde vejen intet navn, senere talte man om en vej hvor Werner Dam havde et sted - deraf vejnavnet.



Kilde: Evan Bogan: »Københavns Gadenavne«, Bogans Forlag, København 1993, og Bent Jørgensen: »Storbyens Stednavne«, Gyldendal 1999.

Til: Indholdsfortegnelsen




Danneskjold-Laurwigen, Christian Conrad Greve, 1723—83. Søofficer

Af C. With

Christian Conrad Greve Danneskjold-Laurwigen, Søn af [...] Ferd. Ant. Greve D.-L. Allerede 17 Aar gammel blev han fra Kadet udnævnt til Kapitajn, nærmest paa Foranledning af Marinens daværende mægtige Bestyrer, Grev F. Danneskjold-Samsøe, og uagtet der kort forinden var truffet den Bestemmelse, at Hensynet til Dygtighed skulde være den eneste Adkomst til Avancement. D.-L.s Karriere, der egentlig mere skyldtes Fødsel og indflydelsesrige Forbindelser end Evner og smuk Karakter, var lige saa hurtig som glimrende: 1744 forfremmedes han til Kommandørkapitajn, 1746 til Kommandør, 1755 til Kontreadmiral, 1758 til Viceadmiral, 1767 til Admiral, ja i April 1783 udfærdigedes der endog Bestalling som Generaladmiral-Lieutenant for ham, men han var da faa Dage forinden afgaaet ved Døden. I Aaret 1744 udnævntes D.-L. til militær Assessor i Admiralitets- og General-Krigskommissariatskollegiet og 1761 til Deputeret i samme Kollegium; 1749 blev han Marinens Generaladjudant, hvilken Bestilling han beholdt under hele Frederik V's Regering. Foruden disse Bestillinger hædredes han desuden 1743 med Titelen af Kammerherre, 1747 dekoreredes han med Danebrogsordenen, 1758 med Enkedronningens Orden, 1764 erholdt han Rang med Gehejmeraader og 1769 Elefantordenen. Af større Kommandoer har D.-L. haft følgende: 1748 var han Chef for en Eskadre paa 4 Fregatter i Nordsøen; 1762 under den bevæbnede Nevtralitet førte han en Eskadre paa 6 Linjeskibe og 2 Fregatter, med hvilke der overførtes 2.700 Mand Tropper til Slesvig; 2 Aar senere var han endelig øverstkommanderende for en Øvelseseskadre af Smaafartøjer paa Kjøbenhavns Red.

I Aaret 1760 oprettedes det første Privattheater i Hovedstaden, væsentlig paa Foranledning af D.-L. En Skuespillerinde, Jomfru Mette Marie Rose [se om Jfr. Rose i note til biografisk artikel om Christopher Pauli Rose i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], blev herved bekjendt med Greven, hvis udsvævende Tilbøjeligheder førte ham til i Marts 1765 at forsøge et Bortførelsesattentat mod hende. Hendes Fader tog imidlertid Sagen saa alvorlig, at den til sidst kom Kongen for Øre. D.-L. faldt i Unaade og fik Befaling til ufortøvet at begive sig til sine Godser i Norge. Her forblev han indtil 1766 efter flere Gange forgjæves at have bønfaldet Kongen om Tilgivelse; først paa hans foran nævnte mægtige Slægtnings, Grev F. Danneskjold-Samsøes, Forbøn lykkedes det ham at erholde Kongens Naade igjen, hvorefter han ilede tilbage til Hovedstaden efterladende sig et alt andet end godt Eftermæle i Norge, hvis Befolkning han paa Grund af sit usædelige Levned og sine lidet hæderlige Pengeforhold havde opirret i høj Grad [...].

I Danmark havde F. Danneskjold-Samsøe med Titel af Overintendant imidlertid med megen Dygtighed, men tillige med stræng Myndighed bestyret Marinens Anliggender. Paa Grund af sidstnævnte Egenskab havde han erhvervet sig en Del Uvenner, der tragtede efter at styrte ham. Uagtet det just ikke er bevist, synes dog meget at tyde paa, at D.-L. ved at slutte sig til disse væsentlig har bidraget til, at hans tidligere Forsvarer og trofaste Støtte blev fjærnet fra Bestyrelsen, hvilket skete i Okt. 1767. D.-L. overtog hans Embede, først med Titel af Overkrigssekretær og Deputeret i General-Krigskommissariatet, senere (14. Juni 1769) som Intendant over Søetaten, alt til liden Baade for Marinen, der herved kom i Hænderne paa en daarlig og upaalidelig Administrator. Følgerne viste sig snart. Flaaden kom i Forfald, og en Expedition, som under Schoutbynacht F.C. Kaas udsendtes til Algier for at tugte Barbarerne, mislykkedes ganske, da de medgivne Bombardérfartøjer viste sig at være ubrugelige. D.-L. fik i den Anledning en Irettesættelse af Kongen. 18. Sept. 1770 afskedigedes han endelig af aktiv Tjeneste, og hans Embeder inddroges. Han trak sig da atter tilbage til Norge og døde 9. April 1783 paa sin Ejendom Rolighed ved Lavrvik.

D.-L. blev 5. Sept. 1743 gift med Dorthe Sophie v. Holstein, f. 15. Okt. 1713, død 9. Juli 1766, Datter af Stiftamtmand Chr. Fred. v. H. (død 1747) og Birte Scheel f. v. Schack.



Til: Indholdsfortegnelsen




Danneskjold-Samsøe, Frederik Greve, 1703—70, Generaladmiral-Lieutenant, Statsminister

Af E. Holm

Frederik Greve Danneskjold-Samsøe var yngre Søn af Christian Gyldenløve og Dorothea Krag. Han var født 1. Nov. 1703. Uet blev bestemmende for hans Liv, at han allerede i sit 9. Aar tillige med sin ældre Broder Christian D.-S. [...] kom til England, hvor han forblev, indtil han havde fyldt 16 Aar. Han lagde sig der efter det, der senere blev hans Livsgjerning, nemlig efter alt, hvad der vedrørte Søvæsen, Skibsbyggeri og Mekanik. Efter at have forladt England opholdt han sig en kort Tid i Paris, men gjenoptog derpaa i Holland sine maritime Studier.

Da han kom tilbage til Danmark 1721, 18 Aar gammel, havde han ondt ved at vinde sin kongelige Onkel Frederik IV's Velvilje. I Søetaten fik han ingen Ansættelse; men han maatte tage til Takke, først med Kommando over et Kompagni Ryttere, siden med at faa et Kompagni i Fodgarden at føre, og det endda kun for en kort Tid; han fik snart sin Afsked. Dog blev han 1729 hædret med Gehejmeraadstitel. Da Christian VI korn paa Tronen, søgte han atter Ansættelse, og saa blev den til Søvæsenet opdragne Mand ansat som — Assessor i Højesteret og i Hofretten. Men heldigvis kom Kongen dog under Vejr med, hvad han egentlig duede til, og gjorde ham til Deputeret i Søkommissariatet (1731). Han forstod snart at gjøre sig gjældende her; men hans Kritik over adskilligt i Marinens Styrelse bragte ham i Strid med General Løvenørn, der i Christian VI's første Aar havde den øverste Ledelse af Søetaten ligesom ogsaa af Landetaten. Da D.-S. forelagde sine Udsættelser for Kongen, fandt de i det mindste efterhaanden dennes Tilslutning, og Resultatet blev, at Christian VI, trods sit varme Venskab for Løvenørn, besluttede at skille Søetatens Styrelse fra Landetatens, og efter at Løvenørn havde fratraadt Marinen 26. Marts 1735, overdroges dennes Ledelse til D.-S., dog saaledes at han først 23. Nov. blev udnævnt til Oversekretær. Det følgende Aar blev den øverste Styrelse endnu fuldstændigere lagt i hans Haand, i det han samtidig fik Titel af Intendant. Som saadan vedblev han at virke under hele Christian VI's Regering. 1738 blev han Gehejmekonferensraad og 1743 Generaladmiral-Lieutenant.

Ingenlunde alt i D.-S.s Kritik af Forholdene under hans Forgænger var berettiget. Det er et yderst skjævt Billede, han selv senere har givet af Flaadens Tilstand, som den var, da han overtog Styrelsen. Intet kunde være uretfærdigere end at paastaa, at den var bleven forsømt af Løvenørn, thi der var blevet bygget betydeligt i hans Tid, og en sagkyndig fransk Admiral har den Gang i en Indberetning derom til sin Regering udtalt en meget anerkjendende Dom over det Arbejde, der blev udført paa Holmen. D.-S. kunde med rette have kritiseret, at man byggede Linjeskibene for smaa; men i det Sted angreb han selve den talentfulde Konstruktør Benstrup og voldte hans og hans Forsvarer Fr. Lütkens Fald [...]. Dog maa det nævnes, at han nogle Aar senere udvirkede, at Kongen tildelte Benstrup en aarlig Pension paa 800 Rdl. Hvor ensidig han var optraadt imod Benstrup, viste sig, da han kom i Spidsen for Søetaten, thi han havde ondt ved at komme til Klarhed om, hvorledes Linjeskibene skulde bygges, og han maatte efter faa Aars Forløb tage sin Tilflugt til en fransk Konstruktør, Barbe, hvis Princip for Skibsbygningen var det samme som Benstrups, kun anvendt paa Skibe af større Dimensioner, hvorved det først kom til sin rette Anvendelse.

Men trods dette betegner D.-S.s Styrelse et tydeligt og stort Fremskridt. Han var et afgjort administrativt Talent, der havde Øjnene med sig i forskjellige Retninger, og samtidig med at han gavnede Marinen paa mange Omraader, forstod han at vise forstandig Økonomi. Den Flaade, der kunde raades over paa den Tid, da Christian VI døde, talte 29 Linjeskibe og en Mængde mindre Skibe; han havde strax fra sin første Tid taget fat paa at skaffe Flaaden en Dok, hvortil der selvfølgelig var den største Trang, og ved Hjælp af en indkaldt hollandsk Vandbygmester, Dumreicher, gjennemførte han i Løbet af 4 Aar med stor Energi dette Foretagende, som de stedlige Forhold gjorde vanskeligt; han uddybede Flaadens Leje og Kjøbenhavns Havn saaledes, at Orlogsskibene nu først fuldt kunde ekviperes der, og det var under ham,, at Flaaden fik flere af sine vigtigste Arsenalbygninger, som den har brugt til den Dag i Dag. Ikke mindre tænkte han paa at sikre Havnen ved faste Søbatterier, en Plan, der dog først senere blev udført. Alt, hvad der vedrørte Skibenes Ekvipering, kom i en tidligere ukjendt Orden, og det var ham, der gjenoptog og fuldt udviklede, hvad der tidligere var forsøgt for at skaffe Flaaden dens nødvendige Mandskab ved Indrullering, men var kommet i Forfald. Nu grundlagdes 1739—41 det Indrulleringsværk baade i Danmark, Norge og Slesvig, som har holdt sig indtil de nyeste Tider. Samtidig arbejdede han med Iver paa at skaffe Marinen en god Søofficersstand ved at lade Officererne faa en meget bedre Uddannelse, end de tidligere havde haft. Den skarpe Opmærksomhed, han havde henvendt paa Havneforholdene ved Kjøbenhavn, bragte ham ind paa den storartede Tanke at uddybe Kalvebodstrand saaledes, at Skibsfarten syd fra til Kjøbenhavn kunde gaa den Vej. Men han gav rigtignok sin Plan et aldeles overdrevent Omfang. Samtidig med at Kalvebodstrand skulde uddybes, var det nemlig hans Mening, at man skulde forsænke Drogden, saa al Skibsfart til og fra Østersøen nødvendigvis kom til at gaa igjennem Kjøbenhavns Havn. Dette vilde aabenbart baade have vakt andre Østersøstaters Forbitrelse og vilde desuden kun have ført til en udstrakt Brug af Flinterenden og Store Bælt, hvilke Løb han dog ikke kunde spærre. Men som et Middel til at forbedre Indsejlingen til Kjøbenhavn havde hans Tanke sin store Berettigelse.

Uheldigvis forenede D.-S. et vanskeligt Temperament med sin ualmindelige Dygtighed. Han var aabenbart ikke let at arbejde sammen med, og det blev ikke bedre ved hans Oplagthed til at finde det galt, andre gjorde. Selv Christian VI skrev betegnende nok om ham til Schulin: »Grev D. er meget sensibel; men efterdi han er os nyttig, ville vi gjærne menagere ham saa meget som muligt«. Det var godt for D.-S., at Christian VI, der interesserede sig meget for Flaaden, havde denne Opfattelse af hans Dygtighed, thi der skete gjentagne Gange Forsøg paa at styrte ham. Snart hed det, at Dokken var et forfejlet Arbejde, der aldrig vilde blive til noget, snart fik Kongen Meddelelser saa ad den ene, saa ad den anden Vej om, at D.-S.s Beretninger om Flaadens Tilstand gave en aldeles falsk Forestilling derom, eller det hed sig, at Arbejdet gik rent i Staa paa Holmen, og at der intet blev udført der ude. Farligst var det maaske, da selve Holmens Chef, Admiral Suhm — Historikerens Fader —, som tidligere havde staaet ham meget nær, optraadte imod ham med den Klage til Kongen, at Havnen ikke var i den Tilstand, som D.-S. havde indberettet. Men hvor tilbøjelig Christian VI end var til Mistænksomhed, saa tog han med Besindighed paa al denne onde Snak, han lod Forholdene omhyggelig undersøge, og det uretfærdige i Sigtelserne imod D.-S. traadte da tydelig frem.

Imidlertid havde Kongen ogsaa ladet denne faa stor Indflydelse paa et andet Omraade, det var, da han 5. Dec. 1735 oprettede General-Landøkonomi- og Kommercekollegiet. D.-S. har aabenbart været Sjælen i dette, hvis Præses han var fra dets Oprettelse til Marts 1739. For saa vidt det var Kollegiet, der fremkaldte Stiftelsen af Banken i Kjøbenhavn, hvis Virksomhed begyndte 1737, har D.-S. her arbejdet i en heldig Retning. Man kan heller ikke miskjende, at der var noget fædrelandssindet i den Iver, som blev udfoldet for at udvikle Handel og Industri; men det hele Forsøg paa at skabe Vindskibelighed [dvs. Driftighed] ved et til stor Yderlighed drevet Beskyttelsessystem med Forbud paa Indførsel af en Masse Varer var dog i sin Grund en stor Misforstaaelse.

Allerede under Frederik IV var D.-S. paa en Tid, da han ellers havde ondt ved at arbejde sig frem, bleven Danebrogsridder (1722), hvad der vel altsaa er bleven opfattet som en Æresbevisning, der ikke kunde nægtes ham, en Konges Sønnesøn. Christian VI synes at have haft en egen Smag med Hensyn til sine Hædersbevisninger. I det mindste lod han ved Dokkens Indvielse D.-S. kun faa en Sølvmedaille, medens hver af Konseillets Medlemmer fik en Guldmedaille. Senere skjænkede han ham efter en af Anklagerne imod ham som et Oprejsningstegn sit Portræt, indfattet i Brillanter, til at bære paa Brystet. Derimod blev D.-S. besynderlig nok ikke under ham Ridder af Elefanten. Denne Orden skjænkedes ham først ved Frederik V's Kroning 1747. Den blev den Gang sendt ham med den Tilføjelse, at dette Exemplar af Ordenen var det, Christian VI selv havde baaret, og at Kongen derfor troede, den vilde være ham dobbelt kjær.

Men dog kom denne udsøgte Hædersbevisning nærmest som et Plaster paa et Saar. D.-S. var meget snart efter Christian VI's Død bleven afskediget fra sin Stilling i Søetaten. Han var nu i adskillige Aar pensioneret Embedsmand, blev fristet af Frederik II af Preussen til at træde i hans Tjeneste for at organisere ham en Marine, men modstod det og levede i Ro, først paa Søllerødgaard, som han havde ejet en Række Aar, saa i Aarhus, hvor han kunde være i Nærheden af Marselisborg, som han havde faaet efter sin Farbroder Ulrik Chr. Gyldenløves Død (1719). Men da kaldte Kongen ham tilbage til Virksomhed i Statens Tjeneste, dog ikke inden for Marinens Omraade, men som Overhofmester ved Sorø Akademi (1760). Embedskarrieren under Enevælden slog tit besynderlige Bugter, saaledes ogsaa her. Men den virksomme Mand tog sig med Iver af de ham hidtil ganske fremmede Forretninger. Der var altid noget af en stærk Personlighed i, hvad han tog sig for, og han skal have arbejdet Akademiet hæderlig op i de 4 Aar, han tilbragte der, indtil hans mange Klager over den pekuniære slette Stilling, hvorunder Regeringen lod Akademiet lide, bevirkede, at han fik sin Afsked (1764). Man har et Par Taler af ham fra denne Tid, den ene holdt kort efter, at han havde mistet sin Hustru, som han havde levet meget lykkelig med. De vise en dyb religiøs Følelse og et for Ungdommen varmt Sind, der særlig tiltaler, fordi det Sprog, hvori han udtrykte disse Stemninger, har et paafaldende naturligt og simpelt Præg. Efter hans Død udgaves hans »Samling af Morgen- og Aftenbønner« (2 Dele, 1775), dels originale, dels frie Oversættelser. Hans stærkt religiøse Stade bragte ham til at se med lidet venlige Øjne paa den som Pædagog bekjendte Basedow, hvem han paa Grund af hans fritænkerske Meninger holdt for en farlig Ungdomslærer, og han fik ham fjærnet fra Sorø Akademi, hvor han var Professor. Da senere Basedow havde faaet et Professorat i Altona, søgte D.-S., haardnakket som han var, ogsaa at faa Regeringen til at fjærne ham der fra og derimod at lade ham faa en Stilling af en helt anden Slags, i hvilken han ingen Skade kunde gjøre [...].

To Aar efter, at D.-S. havde forladt Sorø, indtraf en ny Svingning i hans Liv. Da Christian VII havde tiltraadt Regeringen, henvendte D.-S. sig strax til ham med en Fremstilling af, hvor uheldig Søetatens Styrelse var ordnet, og da den daværende Overkrigssekretær, F. Chr. Rosenkrantz, forgjæves havde stræbt at tilbagevise hans Angreb, udnævnte Christian VII ham — ikke uden stærk Tilskyndelse af sin Svoger Carl af Hessen — 1. Avg. 1766 til Medlem af Konseillet. 25. samme Maaned blev han atter stillet i Spidsen for Marinen som Overkrigssekretær for Søetaten og »Surintendant de marine«. Aarene havde imidlertid lige saa lidt svækket den lidenskabelige Mands Stridslyst som hans Virkelyst. Det var ham ikke nok at styre Søetaten, og i en Memoire, han overleverede Kongen, angreb han J.H.E. Bernstorff skarpt som en skadelig Minister [...]. Men Bernstorff forsvarede sig saa kraftig, at Angrebet prellede af, og det varede ikke længe, inden D.-S. selv maatte vige sine Stillinger i Konseillet og i Søetaten (27. Okt. 1767). Man har i tidligere Tid givet den temmelig uværdige Mand, der blev hans Efterfølger i Søetaten, Grev Danneskjold-Laurwigen [...], Skylden for at have faaet ham styrtet; men højst sandsynlig har han ogsaa haft en særlig Fjende i den hos Kongen meget formaaende russisk-holstenske Diplomat Saldern, der var forbitret paa ham, fordi han var en Modstander af det holstenske Mageskifte og af den stærke Tilnærmelse til Rusland, der den Gang var betegnende for J.H.E. Bernstorffs udenrigske Politik. D.-S. overlevede kun kort sin sidste Afskedigelse, han døde allerede 18. Juli 1770 paa Marselisborg.

I sit Ægteskab med Dorothea f. Komtesse Wedell-Wedellsborg (død 1763), som han var bleven gift med i en Alder af 21 Aar 31. Juli 1724, havde han haft 3 Sønner og 6 Døtre. Kun 1 Søn og 2 Døtre bleve voxne. Dels som Formynder en Tid lang for en Brodersøn, dels som Styrer af sine egne Sager viste han paafaldende ringe økonomisk Sans; men han har aabenbart som Embedsmand haft administrative Evner som faa her hjemme, og hvad der end var af lidenskabeligt og trættekjært ved hans Natur, ere hans Fortjenester ubestridelige. De have været lige saa store, som hans Fædrelandsfølelse var varm.



Til: Indholdsfortegnelsen




Dass, Benjamin, 1706—75, Skolemand og Lærd

Af A.E. Erichsen

Benjamin Dass fødtes 15. Avg. 1706 paa Gaarden Skar i Alstahovg Præstegjæld i Nordlandene. Hans Fader, Jacob D. (Brodersøn af efternævnte Peter D.), var Gaardbruger og levede i trange Kaar. Moderen, Juditha Carstensdatter, var Søster af Digteren Marcus Volquartz. Da Finnernes Missionær Thomas v. Westen i 1719 opholdt sig i Alstahovg, blev han opmærksom paa D. og tog ham med sig til Throndhjem [Trondheim] for at uddanne ham for Missionen. Efter 7 Aars Undervisning i Throndhjems Kathedralskole, der paa den Tid tillige var indrettet som Forskole for vordende Missionærer, blev D. Student i 1726. Da Th. v. Westen døde det følgende Aar, opgav D. al Tanke om Missionsvirksomhed og benyttede sit lange Ophold i Kjøbenhavn til omfattende Studier i klassisk Filologi, Theologi og Historie. Han sluttede sig navnlig til Professor Hans Gram [se om Hans Gram i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], der tog sig meget af ham. 10. Dec. 1734 udnævntes han paa Grams Anbefaling til Rektor ved Throndhjems Kathedralskole. Efter at han 15. Jan. 1735 havde taget Magistergraden, ilede han til Throndhjem for at indtage sin nye Stilling.

Throndhjems Skole var, da D. overtog den, i den sørgeligste Forfatning, næsten i Opløsningstilstand. Han begyndte med at befri den for en Del gamle og umulige Disciple og udarbejdede derefter en Plan for Undervisning og Disciplin, der vidner om en paa den Tid ualmindelig pædagogisk Indsigt. D. var som Rektor og Lærer alvorlig og stræng; »vor forkjælede Tidsalder«, siger Johan Nordahl Brun, »havde vel kaldt ham Tyran«. Han holdt skarpt Øje med Disciplenes Sæder, var sparsom paa Ros, af sine Dimittender krævede han meget; man ventede sig derfor ogsaa ved Universitetet, hedder det, mere af D.s Dimittender end af andre. Fra mange af hans Elever er der opbevaret Udtalelser om den Taknemmelighed, de nærede mod denne strænge, men varmtfølende Lærer, som vakte deres Æresfølelse, skabte Lysten hos dem til Studeringer og understøttede dem, naar de vare trængende. Alle ere enige om, at han efterlod Skolen i en blomstrende Tilstand. Med sin overordnede, den myndige Biskop Eiler Hagerup, var D. fra første Færd af kommen paa en spændt Fod. Biskoppen havde faaet ansat som Konrektor sin egen 18-aarige og for en saadan Stilling aldeles uskikkede Søn, og for øvrigt søgte han ved enhver Lejlighed at gjøre sig gjældende paa en for Rektoren krænkende Maade; da denne heller ikke vilde give Slip paa den ham tilkommende Myndighed, kom det gjentagne Gange endog i Disciplenes Paahør til uhyggelige Optrin. Ogsaa med Nannestad, Biskop fra 1748, fandt der Rivninger Sted. Efterhaanden blev D. træt af Skolelivets Besværligheder, og da han som ugift kunde nøje sig med en ringere Indtægt, besluttede han at fratræde. Det lykkedes ham at faa sin kjæreste Elev, Gerhard Schøning, udnævnt til sin Eftermand 15. Jan. 1751, mod at denne afstod ham en liden Del af Embedets Indtægter som Pension.

Som Rektor havde D. efterhaanden lagt sig til et anseligt Bibliothek, ligesom han var ivrig Samler af Mønter, Medailler og Kobberstik. Ogsaa til videnskabelige Sysler havde han faaet Tid og havde bl.a. ikke ringe Del i den Oversættelse af det nye Testamente, der udarbejdedes under Grams [se om Hans Gram i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] Avspicier, og hvoraf den første Prøve udkom 1742. Efter sin Afsked ofrede han sig helt for Videnskaberne. Endnu blev han et Par Aar boende i Throndhjem [Trondheim]og sluttede i denne Tid et varmt Venskab med Suhm [se om Suhm i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], som samtidig med Schøning havde bosat sig i denne By. I 1753 flyttede han til Kjøbenhavn, hvor han tilbragte 16 Aar i litterært Otium og under fortrolig Omgang med Langebek [se om Langebek i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], Luxdorph [se om Luxdorph i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], Hjelmstjerne og andre samtidige lærde. Han var Medarbejder i de 1756 og 1757 udkomne »Efterretninger om nye Bøger og lærde Sager«. Han arbejdede paa Biografier af sine Velgjørere v. Westen og Gram og af den fortjente throndhjemske Biskop Erik Bredal; men, blottet for litterær Ærgjerrighed, som han var, fik han intet udgivet; hans Forarbejder ere imidlertid komne senere Forfattere til gode. En stor Del af hans Tid optoges med at yde Vennerne i Throndhjem [Trondheim], Suhm og Schøning, litterær Hjælp: han skaffede dem Afskrifter fra Hovedstadens Arkiver, Excerpter af Bøger, modtog og gjennemgik deres Manuskripter, forhandlede med Bogtrykkerne og læste Korrekturen; ogsaa deres store Bogindkjøb besørgedes væsentlig af ham. Hvor indholdsrig hans Brevvexling med disse fraværende Venner har været, kan skjønnes af de endnu bevarede, af Nyerup (i »Suhms Levned og Skrifter« S. 189 ff.) offentliggjorte 25 Breve til Suhm. »De udgjøre«, siger Nyerup, »en sammenhængende Udsigt over det danske lærde Væsen i Aarene 1755—63.« Stilen i disse Breve er fyndig og pikant; i sin Dom om Personer og Bøger er han højst uforbeholden, oftest træffende, hyppig ogsaa skarp og sarkastisk. Senere Litteraturhistorikere, som Nyerup og N. M. Petersen, henvise jævnlig til D.s Kritik.

Baade Schøning og Suhm [se om Suhm i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] forlode Throndhjem [Trondheim] i 1765, den første for at overtage et Professorat i Sorø; Suhm opslog sin Bopæl i Kjøbenhavn. Fra nu af havde D. i nogle Aar sit egentlige Hjem hos Suhm, i hvis Hus han ogsaa havde faaet Plads til sin Bogsamling. I 1769 flyttede han til Sorø, hvor han haabede at gjenvinde sin svækkede Helbred, og boede hos Schøning; men da denne 1773 tiltraadte sin videnskabelige Norgesrejse, vendte D. tilbage til Kjøbenhavn, sygere end før. Han lagde sig ind paa Frederiks Hospital, hvor han døde 5. Maj 1775. Han testamenterede Schøning den værdifuldeste Del af sin Bogsamling, nemlig alt, hvad der henhørte til nordisk Litteratur, samt alle sine Manuskripter paa den Betingelse, at det efter Schønings Død skulde tilfalde Videnskabsselskabet i Throndhjem. D.s og Schønings Bøger udgjøre Grundstammen for dette Selskabs værdifulde Bibliothek.

Suhm [se om Suhm i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] giver mangesteds i sine Skrifter Bidrag til D.s Karakteristik. Af alle sine Venner satte han D. højst i Trofasthed og Oprigtighed. Han kunde være opbrusende og »sur«, men han var altid rede til at ofre baade sin Tid og sine Penge til andres bedste. »Han var en Mand af grundig og stor Lærdom, af fin og sikker Smag, næsten ikke uerfaren i nogen Videnskab, gik enhver lærd til Haande i mange Maader. Hans Disciple, Throndhjem [Trondheim] og Akademiet vidne, at en dueligere Rektor end han kan ikke være.«



Til: Indholdsfortegnelsen




Dass, Peter [Petter Dass], 1647—1708, Præst og Digter

Af A.E. Erichsen

Peter Dass fødtes paa Gaarden Nord Herø i Alstahovg i Nordlandene og var Søn af Peter Don D. eller Dundas, som o. 1630 var indvandret til Norge og bosatte sig paa Helgeland, hvor han ægtede Fogeddatteren Maren Falch. Som Barn mistede D. sin Fader og blev sat i Huset hos Sognepræst Niels Mikkelsen Arctander i Nærø, der var gift med hans Moders Søster. Af denne Præst blev han undervist sammen med sin Fætter Peter Jespersen, den senere kongelige Konfessionarius. Derefter gik han 5 Aar i Bergens Kathedralskole, der paa den Tid havde flere duelige Lærere, saasom den bekjendte Topograf Edvard Edvardsen. Fra Skolegangen i Bergen skriver sig ganske vist D.s Dygtighed i at behandle det latinske Sprog, som han har benyttet i endnu bevarede poetiske og prosaiske Frembringelser. Han blev Student 1665. Efter et Par Aars Ophold i Kjøbenhavn, hvor han havde vanskeligt ved at slaa sig igjennem, fik han Plads som Huslærer i Vefsen paa Helgeland hos Præsten Jacob Wirthmand, hvis Stifdatter Margrethe Andersdatter nogle Aar senere blev hans Hustru. Omtr. 1672 blev han personel Kapellan i Nesne paa Helgeland for en meget ringe Løn. Da han ved den Tid stiftede Familie, var hans Stilling i nogle Aar meget trykket; »jeg som en anden Bonde arbejded' for mit Brød«, hedder det i hans rimede Avtobiografi.

En væsentlig Forbedring i D.s Kaar indtraadte, da han i 1681 blev residerende Kapellan i Nesne, men endnu mere, efter at han 1689 var bleven befordret til Sognepræst i Alstahovg. Dette var paa den Tid det største og mest indbringende Kald i det nordenfjældske Norge og omfattede ikke mindre end 8 nuværende Præstegjæld; under Sognepræsten stode i flere af de underliggende Sogne residerende Kapellaner. Efterhaanden blev D. i dette rige Kald en formuende Mand. Men Møje og Farer vare forbundne med hans Stilling. Han havde jævnlig Kirkerejser at foretage i aaben Baad milevis over farlige Havstykker; dog blev af den Grund, forsikrer hans første Biograf (Sønnesønnen A. C. D.), næppe nogen Gudstjeneste forsømt af D. Skjønt han fra Barnsben af var vant til den strænge nordlandske Natur, har han dog mangen Gang følt dens Tryk; »mens andre kan frydes ved straalende Sol, er vi Elementernes Slaver«, klager han i et af sine Rimbreve. Derhos maatte en Mand med D.s stærke litterære Interesser mangen Gang bittert savne Omgang med aandsbeslægtede deroppe »i et Land, hvor ej findes Skrift eller Bøger«. Men foruden »Guds Ord og Samvittigheds Glæde« havde han megen Hygge af Samkvemmet med talrige Slægtninger og Venner, som boede rundt om paa Helgeland; med Præsten i Nabosognet Brønø, den lærde Magister Peter Bredal, førte han en livlig latinsk Brevvexling, hvorved ogsaa theologiske Æmner kom paa Bane. I endnu fortroligere Forhold stod han til Svogeren Steen Wirthmand, der ogsaa optraadte som Digter. En velkommen Afvexling i det ensformige Liv dannede hans Bergens-rejser. I Bergen, Nordlændingernes egentlige Hovedstad, fandt han en Travlhed og et Liv, som tiltalte ham, og der gjorde han Bekjendtskab med Datidens fejrede Digterinde, Dorothea Engebrektsdatter.

D. begyndte tidlig at føle den tiltagende Alders Skrøbeligheder. I sine sidste Leveaar led han af Stensmerter, som voldte ham megen Pine. Dog vedblev han at digte lige til det sidste. Han døde i Avg. 1708, 61 Aar gammel. Af hans 2 Sønner døde den ene som Student, den anden, Anders D., som i nogle Aar havde været Faderens Personelkapellan, blev dennes Eftermand som Sognepræst i Alstahovg.

I sine Velmagtsdage var D. en mere end almindelig sund og djærv Personlighed, skikket til at vinde og imponere sine Omgivelser. Som Præst og Digter nød han i sin Kreds den største Anseelse, og næppe har nogen Nordmand fra de senere Aarhundreder levet saa længe i Folkets Traditioner som han. Navnlig i Nordlandene blev »Hr. Petter« en Sagnfigur, om hvem de vidunderligste Ting fortaltes, og paa hvem ogsaa Sagn fra andre Kanter overførtes. — Det er dog fornemmelig som Digter, D. har Krav paa at mindes. Den Tid, hvori han virkede, Slutningen af »det lærde Tidsrum», var en for Poesien og allermest den verdslige Digtning gold Periode, i hvilken metriske Kunststykker og ilde anbragt Lærdom alt for ofte traadte i Steden for virkelig poetisk Løftelse. D., hvis Liv henrandt fjærnt fra de toneangivende Kredse, indtager ogsaa som Digter en afsondret Plads. Han taler selv ofte om sit Ubekjendtskab med den lærde Poesi og betragter sin Digtning som en ringere Art. Sin Læsekreds søgte han lige s'aa meget blandt »de kofteklædte Bønder« som mellem de mere oplyste Stænder. Han er bevidst Folkedigter, og det har til Fuldkommenhed lykkedes ham at blive det. Han er den eneste norske Forfatter fra Tiden før Holberg, hvis Arbejder endnu ere Folkelæsning.

D.s første Arbejder vare Lejlighedsdigte, og han fortsatte med denne Produktion lige til sin Død. Det meste deraf er gaaet tabt, men man har bevaret Titlerne paa ikke mindre end 127 saadanne Digte. Af dem, som ere i Behold, ere adskillige utilbørlig udtværede og ordrige; ikke sjælden støder man paa Smagløsheder, og Forfatteren synes ikke altid at have givet sig Tid til at afrunde og affile. Imidlertid vil man ogsaa i disse Lejlighedsvers hyppig overraskes ved D.s Evne til at træffe et smukt og tiltalende Udtryk for sin Stemning. De fleste af dem fremkaldtes ved Begivenheder i de helgelandske Familier, som udgiorde hans Omgangskreds; enkelte angaa Tildragelser i Udenverdenen, der have gjort Indtryk paa Forfatteren, saasom de mærkelige Viser om Bergens Ødelæggelse ved Ildebranden i 1702. Til denne Digtning maa ogsaa henregnes hans Rimbreve, hvoraf navnlig de til Dorothea Engebrektsdatter udmærke sig ved megen Kvikhed; end videre 2 Digte fra Slutningen af hans Liv, hvori han skildrer sit Levnedsløb og sin Sygdom, og som have holdt sig i stor Yndest blandt Almuen, saa at de fremdeles udkomme i særskilte Aftryk efter gamle Opskrifter. Om betydelige Gaver som satirisk Digter vidner den fortræffelige »Dale vise« (»Fjældbyggen agter paa Tiden«), hvori Forfatteren med megen Djærvhed og Anskuelighed opruller en Række Folkelivsbilleder til Belysning af Helgelændingernes Hovedfejl: Urenlighed, Processyge og Usædelighed.

Af D.s større Arbejder har intet vundet større Navnkundighed end hans »Nordlands Trompet«. Det var paabegyndt allerede i 1678, lagdes flere Gange hen og var først færdigt mod Slutningen af Aarhundredet. »Nordlands Trompet« er en poetisk Beskrivelse af hele det nuværende Tromsø Stift, hvoraf Forfatteren gjennem Selvsyn kun kjendte den sydlige Del, Helgeland; hvad han fortæller om de nordligere Dele, hviler paa mundtlige Efterretninger fra andre. Naar D. her optræder samtidig som Topograf og Digter, falder det ham ikke et Øjeblik ind at lade den poetiske Frihed tumle sig paa den faktiske Sandheds Bekostning. Digtet er en indtil de mindste Smaating sand og troværdig Skildring af Forholdene nord paa. Øernes Beliggenhed, Fjordenes Retning, de herskende Vinde, Dyrelivet paa Land og Hav gjøres der lige saa nøje Rede for som Lofotfisket, Handelsforholdene og Befolkningens daglige Levemaade. Der er lange Opregninger og en Indgaaen i Enkeltheder, som vilde være overvældende, hvis ikke den kjække, livsglade Tone, Forfatterens levende Interesse for sit Æmne og hans Kiærlighed til det fattige og nøjsomme Folk, hvis Bedrift han skildrer, gik som en belivende Strømning gjennem det hele Digt. Dertil komme de mange Steder af virkelig poetisk Skjønhed, de letflydende Vers og det heldig valgte Metrum. Det er ved disse Egenskaber, at »Nordlands Trompet« i Norge er bleven en Folkebog som maaske intet andet Skrift uden for den gudelige Litteratur.

Derimod kan Forfatteren ingenlunde siges i de enkelte Udtryk at have lagt an paa at skrive populært. Vistnok findes her, fordi Æmnet førte det med sig, en Mængde norske Betegnelser, som tidligere, ikke vare fremkomne i Skriftsproget; men ved Siden deraf vrimler der af franske og tyske Ord, ligesom den romersk-græske Gudeverden stadig optræder indgribende i Nordlændingens Livsforhold. Den enfoldige Læser lod sig ikke forstyrre af saadanne Enkeltheder.

Af D.s religiøse Digtninger er hans Katekismus-Sange (»Dr. Mort. Luthers lille Katekismus, forfattet i bekvemme Sange under føjelige Melodier«) saa vel i Omfang som i indre Værd den betydeligste. Dette Arbejde havde han færdigt 1698, da det undergaves hans Biskops Censur. Han har dediceret Bogen til sin Fætter Dr. Peter Jespersen og sine mange Slægtninger paa Helgeland. I Dedikationen beder han P. Jespersen tage sig af Bogens Trykning, hvilket denne vistnok ogsaa har gjort, thi den første Udgave udkom 1714, nogle Maaneder før P. Jespersens Død. Digteren har villet, at »de unge skulde lære sin Katekismus syngende«; han har derfor ved alle Sangene givet Anvisning paa kjendte Melodier, hvoraf mange ere laante fra verdslige Viser. I intet af sine øvrige Skrifter lægger D. en saadan Færdighed i Versets Behandling for Dagen, ingensteds er hans Foredrag varmere og mere indtrængende. Endnu kan man læse det ene efter det andet af disse lange Digte uden at trættes. Af Katekismus-Sangene har Landstad gjort et forholdsvis rigeligt Udvalg i sin Salmebog og derved ladet D. for første Gang komme til Orde i den norske Kirkesang. — Ikke mindre Yndest og Udbredelse blandt Almuen vandt D.s »Aandelige Tidsfordriv eller bibelske Visebog«. Den indeholder en Samling af Fortællinger fra det gamle Testamente, som Digteren har gjenfortalt paa Vers. Særlig tiltalende har Almuen fundet Sangen om Jephtas Løfte (»Det hændte sig Jephta, den Gileads Mand«), som blev sungen overalt i Landet. — D.s »Evangelier sangvis forfattede« udgaves sammen med Svogeren Steen Wirthmands Sange over Epistlerne. Skjønt unægtelig af noget ringere Værd end hans øvrige gudelige Digtning har dog ogsaa Evangelie-Sangene kunnet glæde sig ved meget stor Udbredelse. — Dette gjælder ikke om de bibelhistoriske »Digte om Ruth, Esther og Judith«, der allerede snart efter sin første Udgivelse (1723) synes at være saa godt som glemte. Og dog røbe ogsaa disse Digte, for at bruge Welhavens Udtryk om dem, »et Digteranlæg eller, om man vil, en ubevidst Kunst, som i gunstigere Tider og Forhold kunde have naaet den højeste Udvikling«.

Uagtet D.s større Skrifter alle vare fuldt færdige til Trykken, endog med Fortaler og Tilegnelser, fra hans Haand, udkom intet af dem og sandsynligvis heller ingen af hans mindre Digte, medens han levede. Dog var hans Digtning allerede spredt viden om i hans levende Live. Biskop Krog i Throndhjem [Trondheim] sang ved hans Død: »Den norske Maro, Dass, er død, hvis Digtergejst som Honning flød ud af Parnassi Top«. Udbredelsen af hans Værker skete en Tid lang gjennem Afskrifter, hvoraf der endnu haves mange bevaret, af »Nordlands Trompet« f. Ex. ikke mindre end 12. Da de først vare udkomne i Trykken, fulgte af de fleste Oplag paa Oplag. De optryktes (ofte slet nok) som herreløst Gods af Bogtrykkere, ikke alene i Kjøbenhavn og Christiania, men ogsaa i Aalborg og i alle de norske Byer, som havde et Trykkeri. Af de omfangsrige Katekismus-Sange haves Rede paa 25 fuldstændige Udgaver, hvorhos flere Sange af denne Bog tryktes særskilt og udkom som anonyme Gadeviser. Der er ingen Tvivl om, at D.s Digte gjennem hele det 18. Aarhundrede og den første Halvdel af det følgende have været den norske Almues Yndlingslæsning. Fra Nordkap til Lindesnæs, fra Havet til de inderste Bygder har han været kjendt som ingen anden norsk Digter. Allermest har han naturligvis været skattet i Nordland, hvor man sammenfattede hans Forfatterskab under Navnet »Hr. Petter-Digt«, og hvor han lige til vor Tid har fundet talrige Efterlignere. Blandt de højere Klasser bleve derimod D.s Skrifter lidet paaagtede. Det stadfæstede sig, som A. C. Dass siger i sin Udgave af »Nordlands Trompet«, at denne Poet »levede før den polerede Alder«. Han fjærnede sig alt for langt fra, hvad man i det 18. Aarhundrede betragtede som mønstergyldig Poesi, til at hans jævne og ukunstlede Vers kunde finde Naade. Det er egentlig først i vore Dage, at denne Digter har faaet den ham tilkommende Plads i vor Litteraturs Historie. Hans »Samlede Skrifter«, udgivne af A. E. Erichsen, udkom i 3 Bind 1874—77.



Til: Indholdsfortegnelsen




Deichman, Bartholomæus, 1671—1731, Biskop

Af E. Holm

Bartholomæus Deichman blev født 5. Febr. 1671 i Kjøbenhavn. Hans Fader, Peder D., var Byfoged her; hans Moder hed Else Pedersdatter. Efter at han 1688 var bleven Student, tog han allerede 3 Maaneder efter Baccalaureusgraden; det følgende Aar studerede han i Leipzig og Jena, og 1690 underkastede han sig theologisk Embedsexamen i Kjøbenhavn. En ny Rejse, særlig til Holland, varede kun kort; men derpaa naaede han, 22 Aar gammel, at blive Feltpræst ved de danske Tropper, der som Auxiliærtropper kæmpede med i Kong Vilhelm III's Hær imod Franskmændene (1693). Det er karakteristisk for Hærforholdene, at den Vanskelighed, han som Præst i et dansk Hærkorps i Førstningen havde at kæmpe med, var, at han ikke havde den rette tyske Udtale. Han vandt imidlertid efterhaanden saa stor Anseelse, at han, efter at have gjort Tjeneste paa denne Maade i 3 Aar, i Juni 1696 blev ansat som Hofprædikant og Skriftefader hos Prins Carl, der netop den Gang var paa en Udenlandsrejse [...]. Det gav ham Lejlighed til et 3 Aars Ophold i forskjellige Lande, indtil han tidlig i 1699 kom med Prinsen tilbage til Danmark.

En højst besynderlig Række Avancementer ligesom ventede paa ham. Under selve sin Rejse var han bleven kaldet til at blive Præst i Helsingør, naar den daværende Præst der døde; men inden denne Begivenhed indtraf, blev han ansat som Præst i Kolding. Han foretrak imidlertid at blive Stiftsprovst i Odense, hvad han opnaaede allerede i April 1699; men det var kun et flygtigt Besøg, han gjorde i denne By, thi i Efteraaret samme Aar forflyttedes han som Superintendent til Grevskaberne Oldenborg og Delmenhorst. Han kom imidlertid end ikke til at tiltræde dette Embede; thi inden han blev færdig til at rejse der over, blev han i Sommeren 1700 (12. Juni) Biskop i Viborg. Denne Gang var det endelig for at virke paa samme Sted i længere Tid.

En saadan Løbebane vidner om, at han havde gjort Opsigt og havde Velyndere ved Hove. Uagtet han aldrig er optraadt som egentlig Videnskabsmand, var han en Mand med litterære Interesser og en stor Bogelsker; han har aabenbart været en ualmindelig begavet Mand og en livlig, opvakt Natur; han roses for Veltalenhed, og den Tro, Regeringen havde haft til, at han, skjønt endnu ung, skulde kunne udfylde en Biskops vigtige Embede, blev for saa vidt ikke skuffet, som han udfoldede stor administrativ Dygtighed. Men allerede i Viborg viste sig det, der har været hans Lod, ogsaa efter hans Død, at der er fældet de mest forskjellige Domme om ham. Da han 1713 forlod Viborg for at drage til Christiania [Kristiania], hvorhen han var kaldet som Biskop det foregaaende Aar, holdt en bekjendt Præst, Magister Tychonius [se om Tychonius i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], en Afskedstale til ham, der var affattet i de mest lovprisende Udtryk og blev udgivet under den betegnende Titel: »Idea episcopi consummatissimi« (Billede af en Biskop uden Fejl). Men samtidig var der Smædeskrifter i Omløb om ham, hvori han sigtedes for Nepotisme, Gjerrighed og Løsagtighed. I det mindste et af disse kan man ikke uden videre slaa en Streg over, thi det var forfattet af en baade anset og vel begavet Mand, Digteren og Landsdommeren Tøger Reenberg. Der falder ogsaa en stærk Mistanke paa ham for vel ugenert at have indlemmet Bøger, han laante af sit Stifts Præster, i sit eget Bibliothek. Der kan næppe være Tvivl om, at Skyggesiden ved D., det, at han var en bundverdslig, egenraadig og i flere Henseender egennyttig Mand, allerede tydelig har vist sig under hans Liv i Viborg.

Men Hovedafsnittet af hans Virksomhed knytter sig til hans Bispegjerning i Christiania [Kristiania], hvorhen han, som nys anført, flyttede 1713. Der er paa en Maade noget imponerende ved den Rolle, han spillede. Det var, som om han nødvendigvis maatte være med, naar det gjaldt vigtige Sager der oppe, selv om de laa det kirkelige nok saa fjærnt. Han blev draget ind med i Styrelsen af Kongsberg Sølvværk, hvis Forhold den Gang gave meget at tænke paa, og han indlod sig her paa at gjøre Forslag om rent tekniske Enkeltheder; han fik at gjøre med Perlefiskeriet, der var et — for øvrigt saare ringe — Regale, med de kongelige Skove, Landevejene, Stutterivæsenet osv., og samtidig blev han udnævnt til »Kommissær« ved en Mængde Retssager. Dette sidste kan for en Del kun forklares af, at han nød Tillid hos Folk, der for deres Vedkommende gjærne lagde Afgjørelsen af slige Sager i hans Haand. Hvilken Fristelse for ham til helt at bukke under for den Lejlighed, der saaledes var til at udøve Indflydelse i verdslig Henseende! Han var af Naturen kun alt for tilbøjelig dertil. Derimod synes han ikke at have følt sig opfordret til at spille en Rolle med ved Landets Forsvar under den store nordiske Krig. I det mindste vidner det ikke om krigersk Mod, at han ved Carl XII's Indfald i Norge 1716 ansøgte Regeringen om at faa Tilladelse til enten at rejse til Danmark eller til at tage Ophold i Bergens Stift. Fornuftigvis fik han det Svar, at han »skulde forblive i det ham anbetroede Stift og sig ej der ud af maatte begive, efterdi der kunde være saadant, som hans Tilstedeværelse kunde behøve«.

Det var især efter den store nordiske Krig, at han ret havde Spillerum for sine Kræfter. Man har paastaaet, at han tidligere som Biskop i Viborg havde begunstiget Frederik IV's Forhold til Anna Sophie, da han bortførte hende fra Clausholm; men der foreligger langtfra tilstrækkeligt til at begrunde en saadan Sigtelse. Derimod er det sikkert, at han blev hendes varme Tilhænger, efter at hun var bleven Dronning, og at han brugte den Hofyndest, han forstod at vinde, til at hjælpe sine Slægtninger frem. Hans ene Svigersøn, Jacob Rasch, der var Rektor i Christiania [Kristiania], fik sin Gage betydelig forøget, en anden, Peter Matthias Tanche, fik Exspektance paa Throndhjems [Trondheim] Bispestol, naar den blev ledig, en Brodersøn opnaaede et Landsdommerembede i Sjælland, og hans yngste Søn fik Bestalling som Kapitajn i Infanteriet og dermed Ret »til at nyde et eller andet vakant blivende Kompagni«.

I Aaret 1724 skrev han et langt Brev til Kongen, der gjentagne Gange er blevet trykt og indeholdt et Forsvar for det norske Folk. Vistnok findes der de mest forunderlige Overdrivelser i dette Brev, hvor han skildrer, hvad det norske Folk havde lidt ved Krigen. Han gaar til saadanne Yderligheder som til at paastaa, at i det mindste en Tredjedel af Landets Indbyggere var bortsmeltet og over Halvdelen af dets Formue gaaet tabt. Men enhver maa sande alt, hvad han siger til Ros for Nordmændenes Fædrelandssind, Troskab og Tapperhed under den store nordiske Krig. Der er for saa vidt ikke Grund til andet end at anerkjende hans varme Sindelag for det Folk, hos hvem han nærmest virkede, og hans Brev kan anføres som et af de for øvrigt ikke faa Vidnesbyrd, man har om, at dansk fødte Embedsmænd i Norge kunde voxe stærkt sammen med Befolkningen der oppe. Kun har man ondt ved at tro paa, at der fra nogen Side, der havde Betydning, er blevet fremført saadanne taabelige Anklager imod Nordmændene som de, han her gik til Felts imod. Det ser stærkt ud, som om det lille Skrift har været rettet imod Mænd, der advarede Kongen imod at ophidse Stemningen i Norge ved at gaa ind paa visse Reformer der oppe, som D. var ivrig for.

Han havde nemlig med stor Iver kastet sig ind i flere Sager, der havde mere end almindelig Vigtighed for Norge. Beskatningen her hvilede paa et meget forældet og indviklet Grundlag, og det var rimeligt nok, om man søgte at naa en lignende Simpelhed som den, der i Danmark var vundet ved Hartkornsberegningen. En Amtmand Nobel havde i længere Tid arbejdet for at faa en Reform i den Retning i Gang, og efter at Regeringen havde besluttet at forsøge derpaa, fik D. ogsaa at gjøre dermed. Han kastede sig derover med sin vante, næsten krampagtige Virksomhedslyst. Saa meget mere tog han sig det nær, da Sagens Gjennemførelse til sidst fandt en Modstand, som han ikke formaaede at bryde. Den blev (Dec. 1724) stillet i Bero, og der er næppe Tvivl om, at, hvor sund en Tanke der end laa til Grund for Reformplanen, var det en lidet praktisk Vej, ad hvilken Nobel og D. søgte at gjennemføre den. De Mænd, som her især havde stillet sig i Vejen for ham, vare Statholderen i Norge, Ditlev Vibe, og den daværende Overkrigssekretær, Ministeren for Flaade og Hær, Admiral Gabel. Medens D. i denne Sag vistnok havde et norsk patriotisk Formaal, fristes man ved to andre Spørgsmaal, som han samtidig var ivrig for, til at søge hans Hovedmotiv i Lysten til at indynde sig hos Kongen. Det var, da han arbejdede for og ogsaa naaede at faa solgt Kirkerne i Norge for derved at skaffe en Del Penge i Statskassen, aabenbart et i sine Virkninger for den norske Kirke højst uheldigt Foretagende, og da han gjenoptog en ældre Tanke om at sælge Præstegaardene i Norge, saaledes at enhver Præst skulde være nødt til at tilforhandle sig den Præstegaards Bygning, som var forundt ham til Bolig. Men dette Forslag, der utvivlsomt vilde have vakt almindelig Misfornøjelse i den norske Gejstlighed, gik, da det kom til Stykket, ikke igjennem. Især Oversekretæren i det danske Kancelli, Frederik Rostgaard [se om Rostgaard i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], arbejdede derimod, saa Kongen lod det falde (Sept. 1724).

Paa flere Punkter havde D. saaledes lidt Nederlag; men det stod ikke i Sammenhæng med, at hans Yndest var taget af. Det skulde aabenbart være et Bevis paa, at det modsatte var Tilfældet, naar han 1. Dec. 1724 fik Titel af Konferensraad — unægtelig en højst paafaldende Titel for en Biskop, men som kun alt for godt passede til den stærkt verdslige Side ved hans Virksomhed. Han glemte imidlertid ikke dem, der havde været hans Modstandere i de nys nævnte Sager. Det er umuligt andet end at stille hans vrede Stemning imod dem i Forbindelse med, at han i Dec. 1724 hidsede Kongen til at skride ind imod saadanne Embedsmænd, der havde forbrudt sig imod Forordningen af 23. Okt. 1700, i Følge hvilken det var Embedsmændene strængt forbudt at tage imod »Skjænk og Gave«. I det Kongen æggedes ved Angivelsen om, at slig Misbrug gik i Svang, forøgedes hans Ophidselse derved, at det blev paastaaet, at de, der forbrøde sig paa den Maade, havde for Skik at dække sig ved Dronning Anna Sophies Navn, som om det var til hende, de Penge indbetaltes, som de krævede for at skaffe Folk Embeder, Titler, Adelsbreve osv. saaledes kom det til den uhyggelige Gehejmekommission (Dec. 1724) eller, som den ogsaa kaldtes af Folk paa Grund af de Eder, der krævedes af dem, som forhørtes af den, Bandekommissionen [udtales formentlig derfor: 'banne' ...]. Disse Undersøgelser fremkaldte ved den Maade, hvorpaa de bleve ledede, i flere Aar en uhyggelig Stemning i vide Kredse. Og som D. var den, der fra først af gav Stødet til denne Kommission, saaledes vare de vigtigste Personligheder, som den ramte, netop de to Mænd, som nylig havde været hans ivrigste Modstandere, Rostgaard og Gabel. D. deltog vel kun selv en kort Tid i Kommissionens Forhandlinger i Kjøbenhavn, men dog længe nok til at se Rostgaard i Konseillet blive dømt til Afskedigelse. Senere røgtede han Kommissionens Gjerning i Norge.

D. havde tillige med flere andre Medlemmer af denne Kommission (23. Marts 1726) faaet en Decharge, »hvorved endog de kongelige Souveræner i Regeringen forbydes at have nogen Tiltale imod dem«. Men hvornaar har en saadan Udtalelse bundet en Konges enevældige Efterfølger? D. var netop den af alle Anna Sophies virkelige eller formentlige Tilhængere, hvem Christian VI's Vrede ramte haardest, da han 12. Okt. 1730 besteg Tronen. Ikke usandsynlig har den nye Konge troet paa det Rygte, der havde fortalt om, at D. havde hjulpet med til fra først af at fremme Frederik IV's Kjærlighedsforhold til Anna Sophie. Allerede 6 Dage efter sin Tronbestigelse sendte Christian VI Statholderen D. Vibe Befaling til at suspendere ham, og 24. Nov. blev der givet Vibe Ordre til at meddele D. hans Afsættelse. Ja, Kongen berøvede D. endog det Naadensaar, der tilkom ham, og dette var ligefrem en Vilkaarlighed, thi dømt for en Forbrydelse var han ingenlunde. Naturligvis krævede D. retslig Undersøgelse. Hvor sikkert det end er, at adskilligt i hans Færd havde været lidet tiltalende, er det dog et Spørgsmaal, om han havde gjort sig skyldig i noget, der retfærdiggjorde hans Afsættelse. Han havde utvivlsomt i det hele passet sit Embede forsvarlig og kunde maaske med rette sige, at han gjorde sit bedste for, at man ikke skulde glemme Biskoppen over Konferensraaden. Det var ogsaa aldeles overvejende Regeringen selv, der havde draget Gavn af hans administrative Dygtighed paa de mange verdslige Omraader. Man kan derfor kun finde det forargeligt, at Christian VI og hans nærmeste Raadgivere aabenbart vare meget utilfredse med, at ingen fremkom med graverende Sigtelser imod den faldne Biskop. Ivar Rosenkrantz udtalte med rene Ord sin Misstemning derover i et Brev til Vibe, og Regeringen søgte endog at opmuntre til at fremkomme med Anklager. Men imidlertid døde D. 17. April 1731, vistnok for en stor Del knust af Græmmelse. Der fremkom efter hans Død nogle Beskyldninger imod ham for det selv samme, han havde faaet Rostgaard dømt for, nemlig for at have ladet sig bestikke. Men vi kjende kun Anklagerne, og om der end ved dem falder en stærk Mistanke over ham, berettige de ikke til at domfælde ham.

D. var gift med Else Rosenmeier, der overlevede ham indtil 1745. Af deres Børn bleve 6, 3 Sønner og 3 Døtre, voxne, blandt hine [...] Kancelliraad Carl D. og Generalmajor Peter D.



Til: Indholdsfortegnelsen




Detharding, Georg, 1671—1747, Læge

Af Julius Petersen

Georg Detharding tilhørte en anset tysk Lægeslægt og fødtes 13. Maj 1671 i Stralsund, hvor hans Fader, Georg D., senere Livlæge hos Hertugen af Meklenborg, den Gang praktiserede. Hans Moders Navn var Anna Cathrine Nesen. Sine medicinske Studier begyndte han i Rostock, men fortsatte dem derefter ved fremmede Universiteter og opholdt sig navnlig længe i Leiden hos den berømte Anatom Nuck. Her fra drog han over England og Frankrig tilbage til Tyskland, til berømte Lærere i Leipzig og Altdorf, hvor han 1693 disputerede for Doktorgraden og efter en yderligere Rejse, navnlig i Italien, ogsaa blev kreeret (1695), i det han samtidig fik smigrende Tilbud om at blive der som Professor. Han rejste dog hjem og overtog 1697 et Professorat i Rostock, hvor han derefter under en 35-aarig Universitetsvirksomhed vandt en ikke ringe Anerkjendelse, navnlig som anatomisk Docent, og for øvrigt var en overordentlig frugtbar og utrættelig Forfatter af akademiske Programmer og Disputationer. Universitetets Rektorat beklædte han 4 Gange. 1714 blev han optaget i det kejserlig Leopoldinske Akademi under Navnet »Andronicus«.

Ved den kjøbenhavnske Professor Frankenaus Død 1732 modtog D. i en Alder af 62 Aar en Kaldelse som hans Efterfølger i det medicinske Fakultet og blev derefter Gjenstand for de sædvanlige officielle Udmærkelser i Danmark. Allerede 1734 valgtes han til Universitetsrektor, 1743 blev han virkelig Justitsraad og Medlem af det danske Videnskabernes Selskab. Men nogen egentlig Anerkjendelse eller Paaskjønnelse fandt han ikke her til Lands i kompetente Kredse, og fra national Side kunde man heller ikke paa Forhaand nære særlig Sympathi for den indkaldte Tysker. Gram [se om Hans Gram i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] siger haanlig i et Brev til Grev Chr. Rantzau [se om Rantzau i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], at »D., som vi fik fra Rostock, var en stor Mand der ude, men sandelig intet Miraculum her«, og gjør sig lystig over hans akademiske og litterære Præstationer. Og 2 Aar efter sin Ankomst her til, paa en Tid, hvor han beklædte Rektorværdigheden, blev han under en Disputation, hvor han førte Forsædet, paa det groveste forhaanet af en ung Opponent ex auditorio, en i øvrigt begavet og velanskreven Student Frands Mygind, der netop stod i særlig nært Forhold til Gram [se om Hans Gram i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]]. Mygind relegeredes som Følge af sin uartige Optræden (og gjorde derefter glimrende Karriere i Udlandet), men D. formaaede efter Entomologen Professor J. C. Fabricius' Vidnesbyrd aldrig ret at hæve sig efter den lidte Forsmædelse. Riegels kalder D. en »Bogpjaltelæge, der aldeles ikke gavnede enten Videnskaberne eller deres Dyrkere«.

Paa god Vilje fra D.s Side synes det dog ikke at have skortet, og hans ringe Virkeevne har vel til Dels i det mindste været en Følge af hans allerede fremrykkede Alder i Forbindelse med de ugunstige Forhold for Medicinen ved Kjøbenhavns Universitet i den daværende Tidsperiode. De til Undervisningen fornødne Institutter laa endnu ved hans Tiltrædelse af Embedet i Grus efter Ildebranden 1728. Et lille Anatomikammer lykkedes det først 1740 at faa indrettet i Studiegaarden, og dette skete netop ved D.s usvækkede Interesse for Anatomien og oven i Kjøbet kun ved pekuniært Tilskud fra ham selv, hvilket dog senere blev ham tilbagebetalt. De anatomiske Forelæsninger og Demonstrationer heri overtoges imidlertid efterhaanden af B. Buchwald. Som en ny Disciplin indførte D. legal Medicin [retsmedicin, i dag betyder 'legal medicin' 'lovlig medicin'], hvorover han i et Par Aar indbød til Forelæsninger, og som han synes at have viet en særlig Interesse. Ogsaa til Forelæsninger over Experimentalfysik indbød han (det særlige Professorat i Fysik var inddraget ved den nye Fundats) og fremhævede i Lektionskatalogen, at han havde kjøbt en stor Samling fysiske Instrumenter. Hans Gram [se om Hans Gram i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] omtaler imidlertid ogsaa disse hans Bestræbelser med Ringeagt.

Men i ethvert Tilfælde var han i litterær Henseende vedblivende meget flittig og ihærdig og publicerede i sin kjøbenhavnske Periode ligesom tidligere særdeles talrige Disputatser og andre Afhandlinger, mellem hvilke et Skrift om Epidemier af Marskfeber i Ejdersted vandt særlig Anerkjendelse, i det mindste i Tyskland. Ogsaa flere andre Afhandlinger fra den praktiske Medicins Omraade, saaledes t.Ex. hans Dissertation om den store Koppeepidemi i Grønland, vidne hæderlig om gode videnskabelige og praktiske Indsigter og udviklet kritisk Sans, medens dog unægtelig det overvejende Flertal deraf tyder paa, at han fuldt tilhørte det 17. Aarhundredes skolastisk-lærde Tid og paa ingen Maade var i Stand til at repræsentere den nye realistisk-rationelle Retning i Medicinen. En lille populær og særlig paa de studerende beregnet Anvisning af ham: »Elementa diætæ s. regulæ physico-medico-ethicæ« indeholder adskillige meget fornuftige og praktiske Vink, men er dog ogsaa Gjenstand for Grams spottende Kritik. At han, i øvrigt i fuld Forstaaelse med sin Fakultetskollega Joh. Buchwald, søgte at hindre Simon Krügers Bestræbelser for at udvikle en praktisk Kirurgi uafhængig af Universitetet, var fra et videnskabeligt Fakultetsstandpunkt baade selvfølgeligt og under visse Forudsætninger forsvarligt. I den fortsatte Kamp mod Krüger kom han imidlertid fuldstændig til kort. — D. døde 19. Okt. 1747. Han var gift med Maria f. Reuschen, Datter af en meklenborgsk Konsistorialraad, og havde i dette Ægteskab 7 Børn, af hvilke en Søn, Georg Christoph D., blev hans Efterfølger ved Rostocks Universitet.



Til: Indholdsfortegnelsen




Drewsen, Johan Christian, 1777—1851, Landøkonom, Industridrivende og Politiker

Af C. Nyrop


Foto: Bjoern Andersen

Strandmøllen i 2007 ved Mølleåens udløb i Øresund. Udløbet er flyttet siden Drewsens tid, og bygningen er bygget om. Nærmere kan læses i Jan Møller's »Mølleåen«, 1992. Foto: Bjørn Andersen, 2007.

Længere oppe ad åen ligger Rådvad, hvor den tidligere kongelige kammertjener Nicolai Jacob Jessen etablerede virksomhed i 1758; virksomheden gik imidlertid omkuld; siden blev der anlagt en industrivirksomhed på stedet - der med tiden blev fabrik for køkkenknive og andet køkkenudstyr. Fra engang i 1970'erne bor denne virksomhed i Brønderslev. I dag har Center for Bygningsbevaring i Raadvad, forskellige håndværkere - og private familier - til huse i de gamle bygninger, se: http://www.bygningsbevaring.dk/

Endnu længere oppe af åen ligger Brede, se: http://www.natmus.dk/sw4937.asp, der i slutningen af 1700-tallet var ejet af Peter van Hemert. Foto: Bjørn Andersen, 2007

Johan Christian Drewsen er født 23. Dec. 1777 paa Strandmøllen, nord for Kjøbenhavn, hvor hans fra Hannover stammende Slægt fra 1693 havde drevet Papirfabrikation (fra 1718 som Møllens Ejer). Hans Fader var Papirmøller Chr. D. (f. 1745 død 1810) og Moderen dennes 2. Hustru, Anna f. Wesseltoft (død 1791). Uden at blive overbebyrdet med boglig Viden voxede D. op i det livlige Hjem paa Strandmøllen, hvor f. Ex. baade Rahbek [se om Rahbek i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] og Oehlenschläger kom, og hvorhen Malthe Conrad Bruun tyede, da han 1793 fandt det raadeligt at flygte til Hven. D. lærte efter Familiens Tradition Papirmageriet og blev zünftig Papirmagersvend, men hans Hu stod til at blive Officer for at gaa i fransk Tjeneste. Den store Revolution havde betaget ham med mægtige Tanker om Frihed og Tapperhed. Men alt blev anderledes. Han saa Johanne Ophelia Rosing (f. 11. Juni 1778 død 18. Okt. 1824), Datter af Skuespiller Michael R., og nu satte han hele sin livlige Energi ind paa at vinde og hjemføre hende. 10. Nov. 1798, da han endnu ikke var fuldt 21 Aar gammel, stod deres Bryllup, og nu var han forvandlet til en fredelig Borger. Hans Lyst til Krigerstanden blev dog paa en Maade tilfredsstillet. Da Englænderne 1801 angrebe Danmark, indtraadte han som Lieutenant i Landeværnet, og da han 1807 laa med sin Bataillon i Kjøbenhavn, deltog han som frivillig i Livjægernes Udfald 31. Avg. i Classens Have. 1808 afskedigedes han fra Landeværnet; 1813 brugtes han til at indhente Efterretninger fra Skaane om, hvad Svenskerne havde i Sinde.

Da han 1798 holdt Bryllup, fik han af sin Fader en Bondegaard i Smidstrup, o. 1 Mil nord for Strandmøllen, og her begyndte han sin for det danske Landbrug saa betydningsfulde Virksomhed, som han senere fortsatte i Lundtofte. Ved Studiet af navnlig tyske Agerdyrkningsskrifter, ved Forhandling med Egnens bedste Landmænd — fornemmelig Præsten H.J.C. Høegh i Gjentofte og dennes Kollega B.F. Rønne i Lyngby samt Frederik de Coninck paa Frederikslund ved Dronninggaard og hans Broder Jean de Coninck — samt ved egen Erfaring dannede han sig efterhaanden selvstændige Meninger og brød fuldstændig med al gammel Slendrian. Han arbejdede personlig med i Marken, og med urokkelig Bestemthed bibragte han Folkene, der i Begyndelsen vare uvillige, den Overbevisning, at hvad »Herren« én Gang havde sat sig i Hovedet, det maatte ske. Først og fremmest lagde han Vægt paa gode Redskaber; i Steden for den klodsede Hjulplov indførte han saaledes Svingploven, men han indførte ogsaa Kartoffelavl i det store, Roeavl, Vexeldrift, Staldfodring osv., alt betydningsfulde Reformer, og hvad han saaledes efterhaanden kæmpede sig frem til, vilde han ikke bevare for sig selv. Han blev landøkonomisk Forfatter, og 1813 fik han det kgl. danske Landhusholdningsselskabs Sølvmedaille for et Skrift om Vexeldrift ligesom 1817 dets Guldmedaille for en Afhandling om Kløveren. Og i dette Selskab, som han 1812 indtraadte i, blev han hurtig en betydende Person. 1814 blev han Medlem af dets Skriftkomité, 1815 af dets første Agerdyrkningskomité, og fra 1819—30 var han en af dets 3 Præsidenter. Han var ogsaa stadig virksom. Han oversatte Alb. Thaers »Grundsætninger for Landøkonomien« (I—IV, 1816—19), stiftede 1818 sammen med J. Collin »Agerdyrkningsselskabet for Kjøbenhavns Amt« (der for øvrigt kun bestod til 1824), foretog 1819 en landøkonomisk Rejse i Tyskland, var i Aarene 1820—30 virksom ved en Række Prøvepløjninger, lod i 1825 smedde Mønsterplove ved Strandmøllen og udgav sammen med Fr. de Coninck og Pastor Rønne »Landøkonomiske Tidender« (I—VII, 1815—17), som han fortsatte alene (VIII—IX, 1818—19; »Nye landøkonomiske Tidender« I—IV, 1819—25), kun en kort Tid assisteret af J. Collin. 1834 udgav han endelig sit vigtige Skrift »Landøkonomiske Betragtninger« (2. Opl. 1842) og i 1841 og 1842 nogle Smaaskrifter om Silkeavl og Morbærtræer.

Den Friskhed og Frejdighed, der gjennemstrømmer hele hans landøkonomiske Virksomhed, maatte nødvendigvis gjøre Indtryk. I vide Kredse blev han en anerkjendt Avtoritet, men uden Modstand trængte han ikke igjennem. Forholdet til Professor C. Olufsen, i hvis »Økonomiske Annaler« han i 1807 debuterede som Forfatter, udviklede sig til en bitter Polemik, og der foreligger ogsaa andre polemiske Artikler af ham, f. Ex. imod Hertugen af Augustenborg og Landvæsenskommissær C.F.J. Dalgas. Hans ivrige Begejstring for alt nyt i Forbindelse med, at han paa Avtodidakters Vis kunde staa uvidende om væsentlige Forudsætninger, undlod i det hele ikke at berede ham Vanskeligheder, men hans store naturlige Begavelse kom ham paa den anden Side næsten altid til Hjælp. D. trak sig aldrig ængstelig tilbage, men forsvarede livlig sine Meninger, og at han anerkjendtes, kan ses deraf, at han i 1835 blev optagen som Medlem af Videnskabernes Selskabs fysiske Klasse. Staten anerkjendte ham ved 1817 at udnævne ham til — Kammerraad, en Titel, som han beholdt hele sit Liv.

Som han optraadte i Agerbruget, optraadte han ogsaa i Industrien. 1810 døde hans Fader, og da han nu overtog Strandmøllen, blev han ogsaa her trods de trykkede Tider en energisk Reformator. Allerede 1790 havde Dampmaskinen holdt sit Indtog i Danmark, men det var dog først under D. paa Strandmøllen, at Landet blev fortroligt med Dampen. 1821 anskaffede han en Dampmaskine, som 1829 kom til at drive en Papirmaskine, den første i Norden, og 1835 havde Strandmøllen ikke mindre end 3 Dampmaskiner paa henholdsvis 6, 20 og 40 Hestes Kraft og 2 Papirmaskiner. Medens den i 1827 kun producerede 15.000 Ris Papir, var dens Produktion i 1843 84.000 Ris. D. forsvarede sejerrig Maskinpapiret over for en Række Angribere, der holdt paa det tidligere, haandforarbejdede Bøttepapir, og 1841 indforskrev han en fransk Papirmager, for at alt kunde blive bedst muligt. Han holdt sig imidlertid langtfra udelukkende til Papirfabrikationen. En i 1821 indtraadt Forhøjelse af Oljetolden lod ham anlægge Oljemøller, som Toldens Nedsættelse i 1831, under hans kraftige Protest, dog igjen bragte til at forsvinde, 1827 var han Medanlægger af en Fajancefabrik, Søholm, i Nærheden af Bellevue paa Strandvejen, en Tid tænkte han paa at anlægge et Garnspinderi paa Strandmøllen, og han arbejdede ivrig for det i 1841 stiftede »Dansk Silkeselskab«. Med Haand og Mund kæmpede han imod den overleverede Sætning, at Danmark ikke var og ikke kunde blive et Fabrikland, han stræbte fremad i stort og smaat — 1824 fik han saaledes den første hydravliske Presse her til Landet —, men han fordrede Industrien beskyttet gjennem Tolden. Han udtalte sig oftere bestemt imod Frihandelstheorien. Den manglede Erfaringens Stempel, og han saa ingen Grund til, at Danmark i denne Retning skulde tjene som Prøveklud.

Dette kunde synes dikteret af personlige Interesser, hvad han ogsaa fik at høre, thi han fordrede høj Indførselstold paa Papir og et fuldstændigt Forbud mod Udførsel af Klude, men D.s kraftige og energiske Optræden var aldrig præget af Egennytte, den havde vide Horisonter. Hans Maal var tidlig de brede Lags Udvikling, hvad han tydelig lagde for Dagen. Fra 1816—36 skrev han økonomiske Meddelelser i Almanakkerne, 1835 var han Medstifter af Trykkefrihedsselskabet, fra 1836—38 deltog han i Udgivelsen af »Læsning for Almuen«, og fra 1838—41 udgav han alene »Til Underholdning for Menigmand«, ligesom han oftere holdt Foredrag i den 1838 stiftede Industriforening i Kjøbenhavn. Det var dog særlig Bondestanden, han som Landmand var kommen i nær og fortrolig Forbindelse med, der ejede hans Interesse. Han havde derfor med Sympathi fulgt bl.a. Schweitseren Fellenbergs landøkonomiske Opdragelsesanstalt i Hofwyl, og hvor frit, næsten revolutionært han saa paa vore Landboforhold, udtrykker han kraftig i sine ovenfor nævnte »Landøkonomiske Betragtninger« (1834). »Frivillig eller tvungen«, siger han, »tidligere eller sildigere ville de privilegerede Klasser blive nødte til at opgive formentlige og i en mørk Tidsalder erhvervede eller tillistede Rettigheder, der stride mod Tidens Aand og Menneskets Værd. Bonden vil opleve den Tid, da ej blot hans Legeme er lige saa frit som hver anden Borgers, men og hans Ejendom, hans Tid ene er underkastet egen Vilje. Herremanden vil blive nødt til at pløje sin egen Mark, og Adelsmandens og Borgerens Søn vil miste den lidet ærefulde Rettighed at lade Bondens Søn værne om sig i Fejdens Tid.«

Det er den vordende bondevenlige Politikers fuldt færdige Program, som her klart lægges frem, og det skulde hurtig faa praktisk Betydning. Da der i Dec. 1834 foretoges Valg til de af Frederik VI indførte raadgivende Stænderforsamlinger, blev D. i sin Egn valgt til Deputeret. Han gav som saadan Møde i Roskilde Stænderforsamling, og i de skarpe Sammenstød, som det kom til her mellem de konservative og frihedsvenlige Anskuelser, stod D. paa de sidstes Side. Han blev en af Roskilde Stænders frisindede Førere og øvede en afgjørende Indflydelse paa de fleste Deputerede af Bondestanden. Han talte og virkede for Petitioner angaaende Formildelse af Jagtlovgivningen, Indskrænkning af de offentlige Frirejser [på bøndernes bekostning], Afløsning af Hoveriet, Salg af offentlige Stiftelsers, Lens og Stamhuses Bøndergods, Forbedring af Landsbyskolelærernes Kaar, Indførelse af almindelig Værnepligt, Jødernes Valgbarhed, almindelig Ret for alle Aviser til Postforsendelse, fuld Offentlighed i Stænderforsamlingernes Forhandlinger osv. Enhver Frihedsbestræbelse var han paa Forhaand en Ven af, kun ikke paa det kirkelige Omraade, som han synes at have staaet fjærnt. Og at hans Virksomhed fulgtes og anerkjendtes, ses tydelig bl.a. deraf, at han ved Omvalgene i 1841 gjenvalgtes til Deputeret endog 3 Steder.

D. var for øvrigt ingen stor Taler, men han var i Besiddelse af et vist tørt Humor, der i Forbindelse med hans Udtalelsers djærve, for ikke at sige skarpe, ja undertiden bitre Præg ikke undlod at gjøre Virkning, og hans Optræden i 1844, da han sammen med Prokurator Balthasar Christensen havde indgivet et Forslag, der gik ud paa, at Bondestanden »fuldstændig skulde emanciperes til virkelig Frihed og Lighed for Person, Ejendom og Virksomhed med Statens øvrige Borgere«, gjorde ham i vide Kredse populær. Medens Forslagsstillerne i Forsamlingen bleve Gjenstand for en Række skarpe personlige Angreb, strømmede det ind med Taknemmeligheds- og Hengivenhedsadresser til D., der stod som en betydelig Skikkelse, og det med Grund. Foruden at være Stænderdeputeret var han ogsaa Medlem af Kjøbenhavns Amtsraad og Formand for den ved hans Initiativ skabte ivrige »Landkommunalforening for Kjøbenhavns Amt«. Den ved Anordningen af 13. Avg. 1841 angaaende Landkommunevæsenet skabte Adgang til Selvstyre blev i vid Maalestok benyttet af Frihedspartiet, der den Gang endnu stod samlet og enigt, hvorfor vi ogsaa se D. lige saa ivrig for det danske Sprog i Slesvig som for Bondeemancipationen. Han var en af de 18, der indbøde til at give P. Hjort Lorenzen, der 1842 i den slesvigske Stænderforsamling »vedblev at tale Dansk«, en Hædersgave, og det blev ham, der ved Skamlingsbank-Festen 18. Maj 1843 overrakte Lorenzen det ved en Nationalsubskription anskaffede Sølvdrikkehorn. Han var mellem de 22, der med H.N. Clausen i Spidsen indbøde til Dannelsen af en Fond for Oprettelsen af danske Undervisningsanstalter i Nordslesvig, og han var i 1844 Medlem af den saakaldte »Syvstjærne«, der med J.F. Schouw som Leder bl.a. fremkaldte en af 20.960 Underskrifter bedækket Adresse til Kongen om det danske Sprog i Slesvig.

Datidens politiske Liv slog sig imidlertid ikke til Ro ved Pengeindsamlinger og Indgivelsen af Adresser. Det agiterede ved Afholdelsen af Fester og Banketter med politiske Udtalelser, og D. mødte med »uopslidelig Ungdommelighed« som Taler paa den kgl. Skydebane ved Kjøbenhavn, paa Himmelbjærget, i Egebæksvang og mange andre Steder. I Juni 1845 var han saaledes tilstede ved et Møde paa Ulkestrup Mark i Holbæk Amt, men her forkølede den 68-aarige Mand sig, og et uheldigt Fald forværrede hans Tilstand. Han blev syg, og Sygdommen varede til ind i 1848. Han blev forhindret i at give Møde i Stænderne, hvortil han 2. Gang var bleven gjenvalgt 1847, men derfor var han ikke ledig. I Dec. 1845 indbød han sammen med Balthasar Christensen til Oprettelsen af et »Bondevennernes Selskab«, der ogsaa stiftedes 1. Juni 1846, og for hvilket Kapitajn A.F. Tscherning blev Formand. Den syge D. blev kun Medlem af Selskabets Bestyrelse, men hvor levende han paaskjønnedes, kan bl.a. ses deraf, at Bønderne i Kjøbenhavns Amt i Dec. 1846 overrakte ham en Gulddaase med hans Navn i Brillanter. Betegnende er det ogsaa, at da en større Deputation af Bønder fra Østifterne 14. Febr. 1848 ønskede at overrække Kongen forskjellige Adresser, men kun blev kølig modtagen ved Hoffet, svarede den ved en Demonstration til Ære for D. Den begav sig til hans Bolig, hvor den takkede ham for hans mangeaarige Virksomhed for Bondestandens Opkomst.

Med det nye politiske Liv, som brød frem ved Frederik VII's Tronbestigelse i Jan. 1848, syntes D.s gode Helbred at skulle vende tilbage. Han var mellem de 45 ansete Mænd, der 23. Febr. protesterede mod Forfatningsreskriptet af 28. Jan., og da Bondevenneselskabet med Valgene til den grundlovgivende Rigsforsamling for Øje principielt modarbejdede Valg af de Stænderdeputerede, der havde stemt for Kongevalg, viste han sig som den gamle selvstændige Karakter. Han brød med Selskabet, støttede de af det bekæmpede Kandidater og stillede sig selv imod dets Kandidat i Holbæk Amts 2. Valgkreds (Tvede Kro). Han faldt her, men desuagtet blev han folkevalgt Medlem af Rigsforsamlingen, i det han blev valgt i Frederiksborg Amts 2. Valgkreds (Esrom).

Alder og Svagelighed undlode dog ikke nu at gjøre sig gjældende. Han spillede kun en mindre Rolle i Rigsforsamlingen, hvor han selvfølgelig stemte for Grundloven, men betegnende for den store Agtelse, han vedblivende nød, er, at Bondevenneselskabet i Okt. 1849 henvendte sig til ham om paa ny at træde ind i dets Bestyrelse, hvad han ogsaa gjorde, men kun for i Marts 1851 endelig at udmelde sig, ligesom han allerede i Juli 1850 havde nedlagt sit Mandat som Folketingsmand for Kjøbenhavns Amts 2. Valgkreds (Lyngby). Han følte sig uskikket til videre Deltagelse i det offentlige Liv, og 25. Avg. 1851 døde han da i Kjøbenhavn efter 11 Dages Sygeleje. — Hvad hans industrielle Virksomhed angaar, skal her endnu kun meddeles, at han allerede i 1840 havde optaget sine Sønner Christian og Michael D. som sine Kompagnoner i Strandmøllen (Drewsen & Sønner), at han i 1844 selv var udtraadt af dette Firma, og at han i 1848 havde tilskjødet Sønnerne Strandmøllen.

Fra Kjøbenhavn førtes hans Lig til Strandmøllen, og 30. Avg. 1851 samledes her et umaadeligt Følge; et storartet og højtideligt Ligtog drog gjennem Dyrehaven til Søllerød Kirkegaard, hvor Begravelsen fandt Sted. — Efter at hans første Hustru, som ovfr. nævnt, var død i 1824, havde han 16. April 1828 ægtet Emmy Richter (f. 15. Nov. 1800), Datter af Klædekræmmer Hans R.; hun overlevede ham til 4. Maj 1880.



Til: Indholdsfortegnelsen




Egede, Hans Poulsen, 1686—1758, Missionær

Af Fr. Nielsen

Hans Poulsen Egede blev født paa Gaarden Harstad i Throndenæs Sogn i Nordlandene 31. Jan. 1686. Hans Fader, Sorenskriver Poul Hansen E., var en Søn af Sognepræst i Vester Egede paa Sjælland Hans Jensen (Ravn) Colding, hvis Børn toge et nyt Efternavn efter deres Fødested, i Følge et Familiesagn oprindelig for derved at blive skjelnede fra nogle Skolekammerater, der ogsaa bare Navnet Ravn. I deres Segl havde Egederne siden en Ravn, der stod paa en Egestub. H. E.s Moder, Kirstine Hind, var en Sorenskriverdatter fra Senjens Fogderi, under hvilket ogsaa hans Faders Embede hørte. Hans Morbroder Peder H., Sognepræst for Sand Menighed, var hans første Lærer, men det var Kapellanen Niels Schielderup paa Hammerøen, der 1704 dimitterede ham til Kjøbenhavns Universitet med et meget rosende Vidnesbyrd. I Schielderups Sogn fandtes der en Del hedenske Lapper, men det var dog ikke under Opholdet paa Hammerøen, at Loddet blev kastet for E.s Fremtid. Schielderup, der for øvrigt skal have været baade en nidkjær og en velstuderet Præst, synes nemlig ikke at have taget sig særlig af de Hedninger, der boede i hans Nærhed.

Allerede i Avg. 1705 kunde H. E., efter i Løbet af 1 l/2 Aar at have tilendebragt sine theologiske Studier, vende hjem til Norge med Ret til at søge Præstekald og med en Anbefaling for stor Flid og hurtigt Nemme. Denne var udstedt af hans kjøbenhavnske Privatpræceptor, Prof. theol. Hans Bartholin, en orthodox Theolog af den gamle Skole, der senere optraadte som en ivrig Modstander af Pietismens store Forhaabninger om Hedningernes Omvendelse [...]. Knap 2 Aar efter sin Hjemkomst (15. April 1707) blev E. ordineret til Præst for Vaagen, en af Lofotenøerne, og kort efter ægtede han den 13 Aar ældre Gertrud Rasch, hvis Fader, Niels R., ejede Gaarden Vebestad i Nordlandene. Da han et Aars Tid havde været Præst, randt det ham en Gang i Hu, at han havde læst, at der i gamle Dage havde været Kristne i Grønland; men han havde en Formodning om, at dette ikke længer var Tilfældet. Ved at spørge sig for hos en Svoger, der havde faret paa Grønland, fik han at vide, at der i den sydlige Del af Landet kun var vilde Hedninger, og om Østerbygden kunde Svogeren intet sige, fordi ingen vovede sig der til af Frygt for Drivisen. Denne Meddelelse vakte, som han selv siger, hans hjærtelige Medynk med disse arme Menneskers elendige Tilstand, og han følte strax stor Lyst til at prædike Christus for dem, saa meget mere, som Grønlands Indbyggere efter hans Mening maatte være Efterkommere af Nordmænd, der i længst forsvundne Dage som Nybyggere havde nedsat sig i det fjærne Land. Da han ikke kunde slippe de stakkels Grønlændere af Tanker, sendte han (1710), for dog at gjøre noget, sin egen Biskop (i Throndhjem [Trondheim]) og Bispen i Bergen, Hvalfangernes Stapelstad, et »allerunderdanigst Forslag til Grønlændernes Omvendelse og Oplysning*. Biskop Randulff i Bergen glædede sig over hans Tilbud om selv at bringe Grønlænderne Evangeliet, men mindede dog om de sproglige Vanskeligheder, der vilde være forbundne med Udførelsen af en saadan Plan. Biskop Krog i Throndhjem var ogsaa glad over E.s Plan, især fordi han havde erfaret, at der tilforn havde været Bisper i Grønland, som havde »dependeret« af den throndhjemske Bispestol; og han havde vilde Fantasier om de »utrolige Herligheder«, der maatte kunne findes i et Land, som umulig kunde være meget langt fra Cuba og Hispaniola, »hvor den store Abondance af Guld fandtes«.

Det var imidlertid ikke Haabet om at finde Guldstøv, der bragte E. til at fastholde Planen om en grønlandsk Missionsvirksomhed, til Trods for at hans Hustru ved sin Modstand mod den gjorde ham »næsten desperat«. Han havde en Følelse af, at det var Guds Vilje, at han skulde gaa til det fjærne, uvejsomme Land, og til sidst lovede hans trofaste Hustru ham ogsaa, at hun som en tro Sara med Glæde vilde følge ham. Efter at Gertrud Rasch's Modstand var brudt, sendte E. paa ny Breve til nogle af de norske Bisper og til Missionskollegiet for at faa Planen udført; men fra alle Sider kom der det Svar, at han maatte have Taalmodighed, i det mindste indtil Danmark havde faaet Fred. I Ventetiden groede Indvendingerne mod hans Plan, og for at værge denne skrev han da i Jan. 1715: »En skrift- og fornuftgrundet Resolution og Erklæring over de Objektioner og Forhindringer angaaende det Forsæt til de hedenske Grønlænderes Omvendelse«. Forgjæves tilbød han, for personlig i Danmark at kunne virke for sin Livssag, at opgive sit Embede mod en ringe Pension, indtil han var bleven hjulpen paa anden Maade. Han fik til Svar, at Vaagen Kald var alt for daarligt til, at nogen kunde overtage det paa de Betingelser, og paa samme Tid indløb der en, for øvrigt usand, Skipperhistorie om nogle Søfolk, der vare blevne dræbte og spiste af de »vilde« Grønlændere. Men E. kunde trods alt ikke opgive sin Plan. 1717 skrev han til Biskoppen i Throndhjem [Trondheim], at han uden Betingelser gav Afkald paa sit Embede, og efter en oprivende Afsked med Slægt og Venner rejste han til Bergen. Nogle mente, at han var afsindig, andre troede, at han havde haft Syner og Aabenbaringer, men atter andre »dømte retsindig og kristelig« om hans Forehavende, og da der efter Carl XII's Død blev indledet Fredsunderhandlinger, rejste han til Kjøbenhavn for selv at forelægge Kongen sin Plan. Thomas v. Westen, der den Gang var i Hovedstaden, har rimeligvis banet Vej for ham baade hos Kongen og i Missionskollegiet, og i Nov. 1719 udgik der til Stiftsbefalingsmanden og Magistraten i Bergen en kongelig Skrivelse, der bød de bergensiske Kjøbmænd overveje, paa hvilke Betingelser Handelen paa Grønland fra deres By kunde drives med Fordel.

Dette Skridt førte dog ikke til noget, og E. græmmede sig over Bergensernes Kræmmerpolitik i en Sag, der efter hans Overbevisning gjaldt mange Menneskesjæles evige Frelse. En ny Henvendelse til Regeringen bar heller ingen Frugter, og E. og hans Hustru havde rig Lejlighed til at erfare, at Spot og Skade følges ad. Til sidst lykkedes det ham dog, ved først selv at tegne sig for et Bidrag paa 300 Rdl., at tilvejebringe 8—10.000 Rdl., og for denne Sum blev der kjøbt et Skib, som fik Navnet »Haabet«. Regeringen gav derpaa sit Minde til, at dette Skib gik paa Grønlandstogt, og 15. Marts 1721 blev E. udnævnt til Missionær i Grønland med 300 Rdl. i aarlig Løn og 200 Rdl. til Udrustning. Efter 11 trange Aar stod han da endelig ved sine Ønskers Maal, og med godt Mod lettede han Anker 3. Maj. »Haabet«, der var fulgt af 2 andre Skibe, kunde imidlertid paa Grund af Modvind først 12. Maj stikke i rum Sø.

Efter en Maaneds lykkelig Sejlads fik E. og hans Fæller Grønlands Sydspidse i Sigte, men Isen tillod dem ikke at gaa i Land, og 24. Juni saa det ud, som om de smaa Skibe skulde blive skruede sønder og sammen af Isen. Et af Skibene fik en alvorlig Læk, og Kapitajnen paa »Haabet« opfordrede E. og hans Hustru til at berede sig paa Døden. Men da Taagen næste Morgen lettede, opdagede E. med Tak til Gud, at den stærke Storm havde adsplittet de truende Isflager, og 3. Juli landede han og hans Ledsagere paa Vestkysten i en god Havn paa Øen Imeriksok under den 64. Breddegrad. E. kaldte Stedet »Haabets Havn«, og han udsaa sig strax en Byggeplads til et Hus, der kunde være Vinterbolig for ham og hans Ledsagere. I Løbet af en Maaned blev dette opført af Tørv og Sten og indvendig beklædt med Brædder, og 31. Avg. holdt han i det sin første Prædiken paa grønlandsk Grund. Da han saaledes havde skaffet sig og sine Ledsagere Ly mod Vinterkulden, spredtes han og de til forskjellige Sider for at lære Egnen at kjende og for at undersøge, hvad der fandtes af Vildt og Fisk.

Grønlændernes Mistænksomhed lagde i Begyndelsen mange Hindringer i Vejen for de fremmedes Virksomhed, men lidt efter lidt fik de Tillid til E., og han begyndte at lære deres Sprog, først og fremmest en hel Række Gloser, som han lokkede ud af dem, efter at han havde opdaget, hvorledes Spørgsmaalet: »Hvad hedder det?« blev udtrykt paa Grønlandsk. Senere fik han ogsaa gjennem sine Børn god Hjælp til Udvidelse af sine Sprogkundskaber; thi hans Sønner bleve snart ved at færdes mellem grønlandske Børn fortrolige med det fremmede Tungemaal. Men Sproget var dog længe en Bom for hans Virksomhed. Han maatte begynde med »saa sagteligen at stamme med Grønlænderne og ved Tegn søge at give dem nogen Impression i Hjærtet af Gud«, og det holdt haardt i det fattige grønlandske Sprog at finde Ord for det, der var udtrykt paa Sokrates' og Platos Modersmaal. Men den Kiærlighed, der brændte i ham, bragte ham ogsaa lykkelig over disse Vanskeligheder, og de grønlandske Troldmænd (Angekut) lærte deres Landsmænd at se en stor Angekut i den fremmede Missionær. Den største Vanskelighed mødte E. fra hans egne Folk. Da det første Aar var gaaet, uden at det Skib, man havde ventet fra Hjemmet, var kommet, vilde de fleste vende tilbage til Norge. Hans Ledsagere vare allerede i Færd med at pakke sammen for at søge hjem med en af de hollandske Hvalfangere, da der endelig (Juni 1722) kom 2 Skibe fra Fædrelandet. Da disse ikke blot medbragte Levnedsmidler, men ogsaa gode Løfter fra Kongen og Missionskollegiet, rejstes Modet hos E.s lille Skare, og der blev udsøgt en bedre Plads til en ny Nybygd, som fik Navnet »Godthaab«. E. begyndte nu ogsaa at tage grønlandske Børn i sit Hus for at lægge Grunden til en Skole, og i Tiden fra Mandag til Fredag rejste han i Regelen om for at være saa nyttig som muligt for Grønlænderne og for at dygtiggjøre sig selv til paa deres Modersmaal at meddele dem det bedste, han ejede. Han maatte bekjende, at han »ingen synderlig Andagt eller Bevægelse havde fornummet hos dem«, men det var ham dog en Trøst, at de »snart viste mere Andagt end tilforn ved med Jesu Navns Paakaldelse at lægge sig til at sove og igjen opstaa«. Hvor han kom, flokkedes de om ham for at indbyde ham til at tage Plads i deres Hytter, og han var i Løbet af et Aars Tid naaet saa vidt, at han kunde gjøre det første Udkast til en grønlandsk Katekisme, som han kaldte »Enfoldige Kristendomsspørgsmaal«.

1723 bragte Skibet fra Hjemmet ham en Medarbejder, Albert Top, der blev sendt til Nepisene, hvor der blev oprettet en ny Koloni, og Top kunde fortælle, at Interessen for E.s Gjerning var voxet i de forenede Riger. Kongen havde besluttet, at Grønland skulde undersøges, og paa et til dette Øjemed opsendt Skib foretog E. i Høsten 1723 en lang og vanskelig Rejse, der imidlertid gav ham rigelig Lejlighed til at forkynde Evangeliet. 10. Jan. 1724 holdt han sin første Prædiken paa Grønlandsk, og hans Arbejde bar nu saa gode Frugter, at han allerede kunde melde hjem om større Alvor og Agtpaagivenhed baade hos gamle og unge. Det var ham ogsaa en stor Opmuntring at erfare, at Kongen, efter at Forsøget paa at holde det bergensisk-grønlandske Kompagni oppe ved et Lotteri var glippet, ved en Kollekt i Danmark og Norge havde tilvejebragt 50.000 Rdl, der bleve skjænkede til Kompagniet. Denne Sum var dog ikke stor nok, og 1727 maatte Regeringen selv tage Sagen i sin Haand. E. vedblev, selv efter at Handelen var bleven kongelig, at være Leder af Handelsforetagendet, men denne Stilling bragte ham ofte i et skjævt Forhold til Grønlænderne, og lidt efter lidt trak han sig tilbage fra Overtilsynet med Kjøbmandskabet for helt at ofre sig for Missionen. Regeringens Omsorg havde ogsaa ført til, at der var blevet sendt Soldater og Slaver der op, og disse havde man inden Afrejsen fra Danmark ladet indgaa Ægteskab med løse Kvindfolk fra Børnehuset. Saadanne Kolonister vare naturligvis en tvivlsom Forøgelse af den danske Kreds, og baade Soldaterne og Slaverne førte et ryggesløst Liv til stor Forargelse for Grønlænderne. Desuden bleve Soldaterne snart kjede af at være der oppe, og der udbrød et Mytteri, saa at E.s Liv endog var i Fare. Men trods alle Hindringer gjorde han sin Gjerning, støttet af en stadig voxende Skare Medarbejdere, og efter 1729 begyndte han med større Frimodighed at meddele Børn og voxne Daaben, for de sidstes Vedkommende dog kun, hvor han fandt en forholdsvis betydelig Kristendomskundskab forenet med klare Vidnesbyrd om oprigtig Tro.

Efterhaanden som Missionens Fremtid syntes sikret, kunde E. se lysere paa sin Gjerning; men Sorger skiftede idelig med Glæder. 1726 fremkaldte det sædvanlige danske Skibs Udeblivelse en pinlig Hungersnød; 1727 havde han nær bragt sig selv og sine Husfolk i Ulykke ved en Luftforgiftning, der var en Følge af et af hans Forsøg paa ved Kemiens Hjælp at finde de vises Sten. 1731, da Budskabet om Frederik IV's Død naaede Grønland, indløb der tillige en kongelig Befaling til at opgive det hele Foretagende og til at nedlægge Nybygderne af økonomiske Grunde. Det lykkedes dog E. at faa den kommanderende Officers Tilladelse til at beholde 10 Matroser, der frivillig vilde blive i Grønland, og derved frelstes Missionen. Allerede næste Aar kom der nemlig Bud om, at Grev Zinzendorf under sit Ophold i Kjøbenhavn havde omstemt Christian VI med Hensyn til »den grønlandske Affære«. 1733 bragte imidlertid Forbindelsen med Danmark en stor Ulykke over Landet, i det Børnekopperne kom ind ved et dansk Skib, og de indfødte bukkede i Hobetal under for Farsoten. Der var Egne, som næsten døde ud, og blandt Ofrene for den ødelæggende Sygdom var ogsaa en ung Grønlænder, i hvem E. havde haabet at faa en indfødt Evangelist. Med Smerte sagde han til sig selv, at han, der kun vilde bringe de stakkels Hedninger Frelse og Salighed, var kommen til at bringe dem Undergang og Fordærvelse, og han og hans trofaste Hustru søgte med den største Opofrelse at yde de syge al den Pleje, de kunde. Gertrud Rasch fik i denne trange Tid et Knæk, som hun ikke forvandt, og 21. Dec. 1735 lukkede E. hendes Øjne »i det trøstelige Haab om en glædelig Samling igjen i Guds Herlighedsrige«, men tillige med en levende Følelse af, at den Berømmelse, han kunde give hende, »ikke rakte til den Højde, som hendes Gudsfrygt og kristelige Dyder fortjente«. Det Aar, der bragte Koppesygdommen til Grønland, havde ogsaa bragt E. nye Medarbejdere, 3 Herrnhuter: Christian David og de to Fættere Matthæus og Christian Stach, som Zinzendorf med Christian VI's Minde sendte der til. De herrnhutiske Missionærer havde lagt Vejen om ad Kjøbenhavn, og der havde de erfaret, at den pietistiske Kreds, som da gav Tonen an, ikke havde meget tilovers for den orthodoxe E. Da de kom til Grønland, saa de paa E. med Fordomme, og Forholdet blev strax mindre godt. De tilhørte en anden Aandsretning, og de mødte med store Fordringer og en krænkende Overlegenhed. Alle Manglerne og Skrøbelighederne ved E.s Arbejde bleve strax udfundne og meldte til Herrnhut og Kjøbenhavn, og med pietistisk Ensidighed brøde de helt Staven over E.s Prædikener, som de maaske kun forstode lidet af, fordi de hverken kunde Dansk eller Grønlandsk. Den store Strid mellem den herrnhutiske Pietisme og den orthodoxe Lutherdom skulde nu ogsaa udkæmpes paa Grønlands Kyster. Herrnhuterne nøjedes ikke med at kalde E. en uomvendt Mand, men de beskyldte ham endog for at have beriget sig selv paa Missionens Bekostning. En saa skamløs Bagvaskelse maatte de dog tage tilbage, men de holdt fast ved, at han »ikke vandrede i Troen for Gud«, og de vilde ikke modtage Nadveren af hans Haand. Denne Strid nagede E. dybt, men han lønnede Herrnhuternes Had med Kiærlighed ved at besøge dem flittig, da de vare blevne syge. Dog, da hans Hustru døde, var hans legemlige Kraft brudt; han led baade af Skjørbug og Brystsvaghed. Til de legemlige Lidelser kom ogsaa svare Anfægtelser, og under disse modnedes hans Beslutning om at forlade Grønland, i det han haabede at kunne gavne Grønlænderne mere ved at virke for sin Livssag i Danmark end ved at blive ude paa Missionsmarken, hvor han ikke længer kunde trives. 29. Juli 1736 holdt han sin Afskedsprædiken over Jes. 49, 4. I den udtalte han en stræng Dom over sit eget Arbejde, men priste Guds Trofasthed, og da han sluttede sin »Omstændelig og udførlig Relation angaaende den grønlandske Missions Begyndelse og Fortsættelse« (1738), vidnede han: »Som jeg ikke for timelig Fordels og Nyttes Skyld er rejst til Grønland, saa er jeg ligeledes ikke heller for timelig Fordels og Nyttes Skyld igjen rejst der fra, men Guds Ære alene og disse arme vankundige Menneskers Oplysning har, er og skal være mit eneste Øjemærke, ja Hjærtets uafladelige Ønske indtil min Død«.

Disse Ord vare intet tomt Mundsvejr. Kort efter at E. 24. Sept. var kommen til Kjøbenhavn, blev der paa hans Tilskyndelse oprettet et grønlandsk Seminarium, paa hvilket Studenter skulde uddannes til Missionærer og Waisenhusdrenge til Kateketer, og ved dette blev E. Lærer i det grønlandske Sprog. 18. Marts 1740 blev han end videre udnævnt til Superintendent eller Biskop for Grønland, og som saadan skulde han have Opsyn »saa vel med at udvælge og forestille [Missions-]Kollegiet bekvemme og dygtige Seminarister som med under Kollegiets Approbation at forfatte Instruktioner for dem og have Indseende med deres Embedsførelse og endelig efter Embedspligt at erindre, hvad videre til at befordre Grønlændernes Omvendelse maatte for nødvendigt og rigtigt eragtes«. Disse Hverv søgte E. at udføre med den Troskab og Ihærdighed, som han hele sit Liv havde lagt for Dagen. Da han syntes at mærke, at hans legemlige Kræfter vendte tilbage, fremkom han endog paa ny med et Forslag til et Togt, der skulde søge at opdage Østerbygden, og han haabede selv med sin yngre Søn Niels ved sin Side at kunne være Togtets Fører. Hans Forslag vandt imidlertid ikke Regeringens Bifald, og under sit Arbejde paa det grønlandske Seminarium havde han ofte Grund til at klage over den statskirkelige Maade, paa hvilken Missionens Sager bleve afgjorte. Waisenhusbørnene bleve uden Hensyn til deres Anlæg kommanderede ind paa Seminariet, og Missionstjenesten i Grønland sank hurtig ned til at være det første Trin paa Præstestigen for de Kandidater, der af en eller anden Grund ikke strax kunde vente Embeder hjemme. Kom der af og til unge Mennesker med Hjærter, der brændte for Missionen, havde de i Regelen faaet deres Vækkelse ved Herrnhutismens Paavirkning, og i saa Tilfælde kunde E. opleve en Gjentagelse af Sammenstødet med Herrnhuterne ude paa Missionsmarken [...]. Disse Forhold og Vanskeligheden ved at faa den knappe Løn til at slaa til i Hovedstaden bragte ham til 1747 at søge om Tilladelse til at nedlægge sin Gjerning for at tilbringe Alderdommen i en mindre By. Han var overbevist om, at hans ældste Søn, Poul E., der havde været hans Medhjælper baade i Grønland og i Kjøbenhavn, med friskere og større Kræfter vilde kunne fortsætte hans Arbejde ved Seminariet, og han haabede, at Pengene vilde strække videre uden for Hovedstaden.

Da Regeringen havde bevilget E.s Ansøgning, forlod han Kjøbenhavn, og efter at have besøgt sine Børn, der vare bosatte paa forskjellige Steder i Danmark, slog han sig ned i Stubbekjøbing, hvor hans Datter Kirstines Mand, L.J. Alsbach, var Sognepræst. Kort efter sin Hjemkomst havde han giftet sig paa ny (1740) med Majorinde Mettea Thrane, f. Dau, »et midaldrende, sær forstandigt og husraadigt Fruentimmer«, der gjorde sit bedste for at faa den tarvelige Løn til at slaa til. Ogsaa i Stubbekjøbing fulgte han den grønlandske Missionssag med livlig Deltagelse, og det glædede ham at se de store Tjenester, som hans Søn stadig ydede Missionen ved sine sproglige Arbejder. Selv havde han 1742 udgivet en Traktat (»Elementa fidei Christianæ«), der indeholdt Saliggjørelsens Orden, Luthers lille Katekisme, nogle Bønner, Salmer og Daabsformularer paa Grønlandsk, og hans Skrift »Det gamle Grønlands nye Perlustration«, der første Gang udkom 1729, blev 1741 udgivet i udvidet Skikkelse. Den 2. Udgave af Bogen blev, ligesom den 1., oversat paa Tysk, og derved blev Udlandets Opmærksomhed henledet paa Grønland og den grønlandske Mission.

E.s Liv gled lige saa stille hen i Stubbekjøbing som i Kjøbenhavn. »Man kjendte ham«, siger en Slægtning (J. J. Lund), der har skrevet hans Levned, »som den sande Kristen og skjulte Veldæder, som med største Flid tildækkede sin Godgjørenhed mod Byens fattige, og for at kunne gjøre meget godt af smaa Indkomster levede som en stor Økonom. Hvert et Skridt, han gjorde, var ærværdigt, og hans Levned var Opbyggelse«. Det maadeholdne Liv, han førte, gjorde, at han, »alt sit Slæb uagtet, bevarede en grønnende Sundhed i en høj Alder«. 1758 fik han imidlertid, uden at være syg, en sikker Forudfølelse af, at hans Bortgang var nær forestaaende; han troede, at nogle salige afdøde havde vinket ad ham, og 5. Nov. 1758 døde han af en smitsom Syge stille og fredelig. Kort efter blev han stedet til Hvile paa Nicolai Kirkegaard i Kjøbenhavn ved Gertrud Rasch's Side.

Den dansk-norske Kirke har haft mange Mænd med større aandelige Gaver end H. E., men den har ikke haft mange, der have været hans Lige i Ydmyghed og selvfornægtende Kjærlighed. Missionshistorien kjender større Skikkelser, men det vil ikke være let at nævne nogen, der i Troskab har overgaaet denne Evangelist, for hvem Maalesnorene faldt paa de lidet gjæstmilde Steder »højt i Nord, hvor ingen Sangfugl bygger«.



Til: Indholdsfortegnelsen




Egede, Poul Hansen, 1708—89, Missionær

Af Fr. Nielsen

Poul Hansen Egede, Søn af [...] H. P. E., blev født i Vaagen Præstegaard 9. Sept. 1708. Da Faderen opgav sit Embede i Nordlandene, fulgte P. E. med sine Forældre, først til Bergen og Kjøbenhavn, senere (1721) til Grønland. Saa snart han havde lært lidt af det grønlandske Sprog, blev han sat til at undervise grønlandske Børn i den kristelige Børnelærdom, men i Begyndelsen høstede han som oftest kun Spot for sit Arbejde, fordi han ikke udtalte det fremmede Tungemaal rigtig. Det varede dog ikke længe, inden han ved sit lette Nemme gjorde saa store Fremskridt i Grønlandsk, at han blev en god Støtte for sin Fader. Han var en modig Knøs, der med Uforfærdethed klatrede om paa de stejle Bjærge, og han lærte at bruge Bue og Pil og at styre en Kajak som en indfødt.

1728 blev han sendt til Kjøbenhavn for at faa en ordentlig boglig Uddannelse. Han og de Grønlændere, der fulgte med ham, bleve først forestillede ved Hove og derpaa indkvarterede paa Waisenhuset, indtil den store Ildebrand tvang dem til at søge Ly andensteds. Frederik IV syntes godt om den frejdige Yngling med det smidige Legeme, og hvis P. E. havde turdet følge sit eget Hoved, havde han taget imod Kongens Tilbud om at gjøre ham til Søkadet. Men det var hans Faders Vilje, at han skulde være Missionær i Grønland, og for at han kunde dygtiggjøre sig til den Gjerning, blev han 1729 overgivet til en Privatlærer, Student Peder Palstrup, der »mod allernaadigst Løfte om konvenabel Emploi« uden Kost og Løn lovede at gjøre ham færdig til Universitetet i Løbet af 2 Aar. Dette Løfte blev imidlertid ikke holdt, og da Missionskollegiets Formand 1733 vilde sende P. E. op til Grønland sammen med de herrnhutiske Missionærer, var han endnu saa langt tilbage i sine theologiske Studier, at han maatte bede om Tilladelse til at blive et Aar til i Danmark for at naa saa vidt, at han kunde tage Plads paa »tredje Stol« ved Examensbordet. Denne Bøn blev opfyldt, og 1734 afgik P. E. da til Grønland efter at være ordineret til Præst og Missionær sammen med Andreas Bing; en tredje Missionær, der blev ordineret samme Dag, Martin Ohnsorg, var kort i Forvejen med et andet Skib rejst til Godthaab. P. E. ventede ogsaa selv at komme der til, men da Skibet var kommet lige ud for Godthaab, meddelte Kapitajnen ham, at han havde Ordre til at gaa til Diskobugten, 100 Mil længere mod Nord, hvor der paa Kjøbmand Jacob Severins Bekostning skulde anlægges en ny Koloni, der siden blev kaldet Christianshaab. Saa snart P. E. havde sat Arbejdet der i Gang, rejste han til Godthaab for at besøge sine Forældre; under hans Fraværelse skulde Bing sørge for den nye Koloni. Allerede 1735 maatte Bing imidlertid af Mangel paa Levnedsmidler forlade Christianshaab og overvintre paa Godthaab. Da H. Egede (1736) vendte tilbage til Danmark, overlod han Missionen paa Godthaab til Bing og Ohnsorg, medens P. E. gik til den nye Koloni, hvor han udfoldede en stor Virksomhed under Kampe med Angekut, ofte knuget af en Sygdom, som han havde paadraget sig ved sine lange Rejser og Opholdet i en usund Bolig.

Samtidig med selve Missionsgjerningen havde P. E. haft et stort bogligt Arbejde for. Han, der i højere Grad end Faderen var bleven hjemme i det grønlandske Sprog, begyndte baade paa en grønlandsk Bibeloversættelse og en grønlandsk Ordbog. Inden Udgangen af 1737 var han allerede færdig med Oversættelsen af 1. Mosebog, men han tøvede med Udgivelsen, fordi nogle af de kristne Grønlændere, der havde hjulpet ham, vare bange for, at en Del af denne Bogs Indhold, t.Ex. Fortællingerne om Kains Brodermord og Patriarkernes Polygami, kunde volde Grønlænderne Skade og Forargelse. 1739 lagde han, efter at have fuldendt Oversættelsen af de 3 første Mosebøger, det gamle Testament til Side og tog, ogsaa paa Opfordring af sin Fader og et Medlem af Missionskollegiet, fat paa Gjengivelsen af de 2 første Evangelier, der forelaa paa Grønlandsk efter et Aars Tids Forløb. Dernæst lagde han Haand paa Pontoppidans Forklaring [se om Erik Pontoppidan i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], der ikke alene blev oversat, men omarbejdet af Hensyn til Grønlændernes Tarv. Denne Side af hans Gjerning tog saa stærkt paa hans Syn, at han frygtede for Blindhed. Hans Øjne vare blevne saa daarlige, at han kun kunde taale at skrive ved det korte Dagslys, og selv med Læsningen gik det kun smaat ved kunstigt Lys. Derfor begyndte han til Grønlændernes store Sorg at tale om Hjemrejse. »Munden er god«, sagde de til ham; »selv om du ej kan se, kan du nok derfor gjøre Nytte hos os. Tal derfor ej om at gaa til dit Fædreland; Gud gjør nok dine Øjne klare.« Deres Kiærlighed kunde dog ikke holde ham tilbage fra at gjøre det, der efter hans egen Overbevisning var det bedste for Missionssagen. 24. Juli 1740 holdt han Afskedsprædiken, og derpaa vendte han med Regeringens Tilladelse tilbage til Danmark efter at være afløst af 2 nye Missionærer, Alsbach og Wedzel.

Efter Hjemkomsten til Danmark mærkede han imidlertid snart, at hans Arbejde vilde finde en alvorlig Hindring i de knappe Pengemidler. Hans rige Ven Severin, der ejede Dronninglund, tilbød ham Sognekaldet der, men han foretrak at blive i Kjøbenhavn, da Christian VI for at skaffe ham Vartov Præstekald forflyttede Præsten der 1741. Da hans Fader 1747 forlod Hovedstaden, blev han endnu fastere knyttet til det grønlandske Seminarium. 1758 blev han Præpositus eller Provst for Grønland, 1761 fik han Titel af Professor; 1774 blev han Tilforordnet i Missionskollegiet og Direktør ved Waisenhuset, og 1779 fik han Titel og Rang som Biskop over den grønlandske Mission.

Som Præst ved Vartov og Docent ved det grønlandske Seminarium fortsatte han sit Oversætterarbejde. 1744 var han færdig med de 4 Evangelier, 1758 med Apostlenes Gjerninger, 1766 med hele det nye Testament. 1756 udgav han en forbedret Bearbejdelse af Katekismen; 1783 fulgte et grønlandsk Ritual, 1787 en Oversættelse af Thomas fra Kempens Bog om Christi Efterfølgelse. Og endda havde han faaet Tid til at fuldende den grønlandske Ordbog (1750), til at udarbejde en grønlandsk Grammatik (1760) og til at hjælpe med til Udgivelsen af en grønlandsk Salmebog og Bønnebog. 1788 udgav han under Titelen »Efterretninger om Grønland, uddragne af en Journal, holden fra 1721 til 1788« en Oversigt over sine Oplevelser i Missionens Tjeneste. Denne Bog, der blev oversat paa flere fremmede Sprog, gjorde stor Lykke, da mange af dem, der ikke delte P. E.s kristne Tro, havde Interesse for Grønlænderne som et Folk i den i Slutningen af det 18. Aarhundrede saa meget priste Naturtilstand.

6. Juni 1789 døde P. E., æret af alle som Grønlands Lærer. Han var 3 Gange gift, først med Elisabeth Marie f. Frauen (død 1752, Datter af Justitsraad F.), med hvem han havde en Datter, der blev Stammoder til Slægten Glahn. Aaret efter sin første Hustrus Død ægtede han Marie Kirstine Thestrup (død 1768), Datter af Højesteretsassessor C. F. T., og 1771 giftede han sig med hendes Søster, Christiane Amalie T., der overlevede ham i 6 Aar.



Til: Indholdsfortegnelsen




Eickstedt, Hans Henrik von, 1715—1801, Officer

Af S.A. Sørensen

Hans Henrik von Eickstedt er født 14. Juli 1715 og en Søn af [...] Valentin v. E. og dennes 2. Hustru. Efter først at have nydt Undervisning i Hjemmet og derpaa studeret i Kjøbenhavn blev E. 1732 Kornet ved 5. jyske Kavalleriregiment, 1737 Kapitajnlieutenant ved 2. jyske Kavalleriregiment, 1738 Ritmester, 1746 Major, 1754 Oberstlieutenant, 1759 Oberst, 1766 Chef for Regimentet, der nu hed sjællanske Dragonregiment, og 1769 Generalmajor. E. var paa dette Tidspunkt den opadgaaende Sol i Hæren. Fra begge Lejre havde de ledende i det politiske Drama, der nu snart skulde begynde at spille, Øjnene henvendte paa ham som en Mand, man vist maatte søge at sikre sig. Hans Regimentschef, Grev Holck, havde 1763 i Konduitelisten til Saint-Germain banet ham Vejen med følgende Karakteristik: »Ein Däne; vornehmer Extraction; ein habiler Mann; von ihm kan nicht zu viel Gutes gesagt werden«, og E.s hofmandsmæssige Optræden, hans legemlige Kraft og Styrke og Ry som Idrætsmand gjorde Resten. Men Holcks Dom var misvisende, for saa vidt der var taget Sigte paa andet end det rent ydre; thi E. var uden aandelig Energi og Dannelse, af en svag og uselvstændig Karakter, vellystig og usædelig indtil Skandale.

1771 blev han med sine Dragoner kaldt fra Næstved til Kjøbenhavn af Struensee for at være denne til Støtte under den voxende Gjæring, men det lykkedes Juliane Marie at drage ham over til sit Parti, og det var som bekjendt E. og Chefen for falsterske Regiment, Oberst Køller, i hvis Hænder den praktiske Udførelse af Hofrevolutionen af 17. Jan. 1772 blev lagt. De nye Magthaveres Taknemmelighed mod E. kjendte ingen Grænse. Han overvældedes med Smiger, der tildeltes ham en stor Pengebelønning, og han udnævntes samme Dag, Omvæltningen fandt Sted, eller i den nærmeste Tid derefter til hvid Ridder (Valgsprog: »Gud, Kongen og Landet tro«), Statsminister, General af Kavalleriet, Kommandør for Livgarden til Hest, Kommandant i Kjøbenhavn, Deputeret i Generalitets- og Kommissariatskollegiet. Det følgende Aar fritoges han for de to sidstnævnte Stillinger, men blev i det Sted Kavalleriinspektør i Sjælland og Fyn og fik overdraget det ansvarsfulde Hverv som Overhofmester hos Kronprins Frederik. 1776 udnævntes han til Ridder af Elefanten. 1777 stilledes han i Spidsen for Overtilsynskommissionen ved det kgl. Theater, 1783 blev han Medlem af Overbankdirektionen. Flere af disse Embeder savnede han Indsigt og Alvor til at bestride, og i ingen af dem lagde han Dygtighed for Dagen. Mest bekjendt er han bleven for sin Theaterstyrelse, i hvilken, som paa andre Omraader, han lod sig lede af en af sine mange Elskerinder, den kapriciøse Skuespillerinde Jfr. Møller, senere Mad. Frydendahl, - hende, om hvem der blev sunget:

»Af Jomfru X.s Strømpebaand
Fik Officererne Kokarder«,


da E. 1780 ved kgl. Resolution havde udvirket, at Landetaten, og kun den alene, skulde bære røde og gule Kokarder paa Hattene. Til sidst blev man dog ved Hove kjed af E.; om en Bagatel synes der at være kommen en Kurre paa Traaden mellem ham og Guldberg, der hidtil gjensidig havde støttet og ladet sig beundre af hinanden, og paa Kronprinsens Konfirmationsdag, 4. April 1784, blev E. ved kongelig Haandskrivelse, i hvilken han først komplimenteredes for sine Fortjenester og udnævntes til Overkammerherre, afskediget fra alle sine Embeder og i lempelige Udtryk forvist Hoffet.

E. var gift med Marie Lucie f. Krakewitz, f. o. 1728, død 24. Avg. 1800 i Rostock, Datter af meklenborgsk Kammerjunker Ernst Gustav v. K. og Louise Amalie f. Kosboth. Efter sin Fader arvede han Godserne Hohenholz og Glasow, men afstod dem 1741 til Broderen Alexander Ernst E.; gjennem Moderens Slægt kom han i Besiddelse af Boltinggaard i Fyn; han ejede desuden Louisenlund i Sjælland. Han havde som Herremand ingen Interesse af Godsbestyrelsen, men overlod den til Forpagteres og Forvalteres eget Tykke, og det siges, at en smuk Kone eller Datter i Regelen maatte skikkes forud, hvis hans Bønder skulde kunne vente, at han vilde tage sig af deres Anliggender. Han har stiftet et Legat for fattige paa Boltinggaards Gods. Døde 13. Avg. 1801 paa Boltinggaard og ligger begravet i et af ham 1776 i kunstnerisk og yndefuld Stil indrettet Kapel i Ringe Kirke.



Til: Indholdsfortegnelsen




Eigtved, Nicolai, 1701-1754, Arkitekt

Af F.J. Meier


Eigtveds skuespilhus, Kgs. Nytorv


Det Kongelige Teater. Eigtved's skuespilhus på Kongens Nytorv fra 1748; der kunne rummes knap 800 tilskuere. Tegningen tryktes første gang i Erik Pontoppidan's »Danske Atlas«, bind 2, København 1764. Her scannet fra Carl Bruun's: »Kjøbenhavn. En illustreret Skildring af dets Historie, Mindesmærker og Institutioner«. Tredie Del, København 1901, s. 236. Her står at der var en latinsk indskrift over prosceniet: »Nil dictu faedum visuqve haec limina tanget«, dvs.: »Intet hæsligt Ord eller Skue komme paa dette Sted«. Teatret blev åbnet 18.12.1748 - på Dronning Louise's fødselsdag - med Molière's »Amphitryon«. Grundstenen var blevet lagt 4.7.1748, så byggeriet er gået temmeligt hurtigt. Se i øvrigt nedenfor.

Teatret blev ombygget og udvidet af C.F. Harsdorff i 1774. Tegninger af Eigtved's og Harsdorff's teaterhuse er udstillet på Teatermuseet, Chrstiansborg Ridebane: http://www.teatermuseet.dk/


Nicolai Eigtved [født som Niels Madsen] var en Bondesøn fra Landsbyen Egtved i Skjoldenæsholms Birk og født 22. Juni 1701. Han blev sat til Gartneriet, men saa sit Snit til at komme udenlands, og i Udlandet vendte han Gartneriet Ryggen og kastede sig med Iver over Studiet af Arkitekturen. Han arbejdede og studerede i Berlin, Merseburg o. a. St. og var i 1725 i Warschau, og her interesserede Arkitekten Oberst Pöppelmann, der bl.a. virkede ved Opførelsen af Zwingeren i Dresden, sig for ham, tog ham i sin Tjeneste som Konduktør og skaffede ham et Patent som Lieutenant i Ingeniørerne. I Lejren ved Zeithain indlagde E. sig Ære ved sine Militærtegninger og gjorde her Bekjendtskab med den danske General Løvenørn, som efter sin Tilbagekomst til Danmark henledede Christian VI's Opmærksomhed paa ham. Christian VI kaldte nu E. hjem, og med Titel af Kapitajn afskedigedes han af polsk-sachsisk Tjeneste. E. følte imidlertid, at han endnu trængte til at lære og lære meget, og Christian VI lod ham da rejse til Italien (1732), hvor han opholdt sig i 3 Aar, og hvorfra han vendte hjem som en for sin Tid ganske habil Arkitekt. Paa Hjemrejsen opholdt han sig i nogen Tid i München og Wien, hvor han gjorde gode Tegninger henholdsvis af Residensslottet og Prins Eugens Palais (dvs. Belvedere), hvilke Tegninger Christian VI afkjøbte ham.

Efter sin Hjemkomst til Danmark blev E. 1735 udnævnt til Kapitajn af Fortifikationen, steg efterhaanden til Hofbygmester, Kirkeinspektør og Oberst og blev meget benyttet. Han — og Boye Junge — ombyggede saaledes i 1743 og følgende Aar Prinsens Palais i Kalveboderne, han opførte de 4 Palaiser paa Amalienborg, Slottet Sophienberg ved Rungsted, det gamle kgl. Theater o. a. m., ombyggede Bregentved, virkede ved Opførelsen af Christiansborg Slot, Fredensborg osv. og ledede en Tid Arbejdet paa »Marmorkirken«. Skjønt E.s Arbejder ingenlunde ere dadelløse, ere de dog for deres Tid agtværdige; som Arkitekt staar han omtrent i Højde med den samtidige Thurah, - for ikke at tale om hans nærmeste Forgængere, Ernst, Häusser og Krieger.

Snart efter sin Tilbagekomst til Fædrelandet traadte E. i nøje Forhold til Kunstakademiet, som hidtil med Schulin som Direktør og Miani og le Clerc som Ledere havde ført en kummerlig Tilværelse. Da Miani i 1745 forlod Danmark, blev Inspektionen overdraget til E., som nu under 28. Dec. 1747 fremsendte Forslag til Akademiets Ophjælpning, hvilke Forslag approberedes af Frederik V 12. Febr. 1748. Herved kom der endelig en Slags Orden i den fattige Kunstskoles forvirrede Sager. E. er saaledes Akademiets første egentlige Organisator, dets første Direktør de facto, den første danske, som dukker op af det Ocean af Udlændinger, der oversvømmede Akademiet. Han styrede dette med Ære, fra 1751 som Direktør, i nogle Aar. Men han, Hjemmefødningen, Bondesønnen, Obersten, der havde ægtet en Kammerjomfru, fortrængtes snart fra Højsædet; det blev ham ikke forundt at se den af ham styrede Kunstskole som en national. E. fjærnedes kort efter Akademiets Indflytning paa Charlottenborg, og efter at de af ham udarbejdede »Statutter« vare blevne underskrevne af Professorerne, fra Direktoratet, som den fra Frankrig indforskrevne og i lang Tid almægtige Saly derpaa indtog, og afgik faa Uger efter ved Døden, 7. Juni 1754.


Foto: Bjoern Andersen


Mindeplade for Eigtved; opsat i Frederiksgade mellem Bredgade og Amalienborg. Foto: Bjørn Andersen, 2007.


Det Lov tog E. med sig i Graven, at han havde været, om ikke en stor, saa en højst agtværdig Kunstner, dertil en hæderlig, retskaffen Mand, velvillig og hjælpsom mod alle. Der vidnes til hans Ære, at han hverken skammede sig ved sin ringe Byrd eller ved sine fattige Slægtninger. Han havde 24. Maj 1743 ægtet Sophie Christine Walther (f. 1726), Kammerjomfru hos Prinsesse Louise. E.s efterladte hensade i temmelig trange Kaar, skjønt der tilstodes Enken en Pension af 300 Rdl. K. aarlig. Det lidet, den afdøde havde ejet, havde han sat i norske Marmorbrud, da han havde opnaaet at faa en Del af Leverancen af det til den nye Kirke i Frederiksstaden nødvendige Marmor; efter hans Død nød Enken i nogle Aar godt af denne Leverance, indtil den i 1771, temmelig pludselig og uventet, ophørte, og da hun paa den Tid endnu sad inde med store Forraad baade i Kjøbenhavn og ved Bruddene i Norge, led hun store Tab og blev vel sagtens i Bund og Grund ødelagt. Hun afgik ved Døden midt i Okt. 1795.

Henvisninger


http://www.ses.dk/portal/portal_2/html/chapter09.htm

http://www.kglteater.dk/OmTeateret/Teatrets%20historie/250%20aar.aspx



Til: Indholdsfortegnelsen




Dorthe Engelbretsdatter 1634—1716, Digterinde

Af Julius Paludan

Dorthe Engelbretsdatter [Dorthea Engelbretsdatter; Dorthe Engebretsdatter] var født i Bergen 16. Jan. 1634 og Datter af Rektor, senere Præst ved Domkirken, Engelbret Jørgensen og Anna Wrangel. Hun synes at have tilbragt nogle Ungdomsaar i Kjøbenhavn; men allerede 1652 blev hun gift med sin Faders Kapellan, siden hans Efterfølger i Embedet, Ambrosius Hardenbeck, der døde som Provst 1683. Hun nød et godt Navn baade som Hustru og Moder og indlagde sig ved Siden deraf et ikke ringe Ry ved sin religiøse Digtning, men fristede den tunge Skæbne at miste baade sin Mand og alle sine 9 Børn, deriblandt 2 Sønner i en voxen Alder, inden hun selv, 82 Aar gammel, lukkede sine Øjne i sin Fødeby 19. Febr. 1716.

Hendes Samling af Salmer, Morgen- og Aftensuk, »Sjælens Sangoffer« (1678), blev flere Gange eftertrykt og med Forøgelser paa ny oplagt lige ned til vore Dage. 1685 og ofte senere udkom det »Andægtige Taareoffer for bodfærdige Syndere«, en versificeret Bearbejdelse, til Dels i Alexandrinere, af Præsten Peder Møllers Andagtsbog »Trøst- og Taarekilde« (1677—79), knyttet til Fortællingen om den bodfærdige Magdalena og inddelt i 4 Afsnit: »Den taaregydende«, »den fodtørrende«, »den kyssende« og »den salvende Synderinde«. Endelig udgav Digterinden sit »Kristelige Valet fra Verden« (1698) og sin »Ligsang«.

Skjønt ganske jævnaldrende med Kingo tilhører D. E. en tidligere, nærmest tysk paavirket Retning i Salmedigtningen. Samtiden stillede hende lige med ham, og de talrige Æredigte foran hendes Arbejder prise hende som den 10. Muse; Kingo selv skriver:

»Gaar nu, gaar hen, I ni berømteste Gudinder,
at bukke eder dybt for en af Nordens Kvinder!«


Det usædvanlige i, at en Kvinde optraadte som Digter, er aabenbart medvirkende til denne Overvurdering; Reenberg i »Forsamling paa Parnas« var derimod ugalant nok til at bedømme det samme Fænomen paa helt modsat Maade. Vore Dages Smag vil næppe engang stille D. E. ved Siden af samtidige religiøse Digtere af anden Rang som Peter Dass eller Frederik Brandt. Hendes Digtning præges af Tidens tunge Livssyn, en livstræt Lede ved »Ormesækken« og en sygelig Dvælen ved Syndeskylden og dens »blodige Tvæt«, som i Forbindelse med hendes egne huslige Ulykker, til hvilke hun ofte vender tilbage, gjøre Tonen saare drøvelig. De oftest trivielle Tanker skæmmes yderligere ved smagløst Udtryk og Misbrug af Fremmedord, naar hun f. Ex. synger om Nadveren:

»Se, Lammens Bryllupstraktement
gav han dig som en høj Present«


eller om Djævelen, som

»forsmædelig skamfuter
de, som var hans Kanuter.«


Lettere tilgive vi hende de »selvgjorte danske Gloser« eller rettere Norvagismer, som Reenberg laster, og i formel Henseende ere hendes Vers lette og korrekte, enkelte virkelig ganske smukke, som Aftensalmen »Dagen viger og gaar bort«:

»Fire Fjæle er min Pragt,
hvorudi jeg bliver lagt
med et Lagen og lidt mer,
ejer ikke saa en Fjer.«


Den ret friske Tilegnelse foran »Sangofferet« saa vel som hendes i Wielandts [se om Wielandt i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] og Høpfners Verssamlinger og Schønaus »Lærde Fruentimmer« optagne Lejlighedsdigte, poetisk Polemik mod Kritikere eller Eftertrykkere og Rimbrevvexling med P. Dass, Præsten Joh. Olavius i Randers o. a. bære Vidne om, at hun heller ikke ganske manglede den for Bergenserne ejendommelige aandelige Livlighed og det Lune, hvorpaa hendes yngre Bysbarn Holberg snart skulde give saa glimrende Prøver. Men ikke sjælden falder Lunet dog i det platte og plumpe, hvilket hine Dages drøjere Smag let saa igjennem Fingre med, selv hos en Kvinde. Hvor lidt der den Gang fordredes i Retning af Aand, ses bedst af den almindelige Beundring for de bekjendte og oftere, bl.a. i N. M. Petersens Litteraturhistorie, gjentagne Impromptuer, som D. E. vexlede med Kingo under sit andet Besøg i Kjøbenhavn, hvor hun synes at have nydt ikke saa lidt Opmærksomhed. Om Tiden for dette Ophold ere hendes Biografer uenige; men efter Dateringen af flere herhen hørende Vers tør det med temmelig Sikkerhed sættes kort efter, at hun var bleven Enke, fra Slutningen af 1684 til Avg. 1685.



Til: Indholdsfortegnelsen




Engelstoft, Laurids, 1774—1851, Historiker

Af Johannes C.H.R. Steenstrup

Laurids Engelstoft er født 2. Dec. 1774 i Gislum Præstegaard ved Hobro. Hans [...] Fader, Provst, Mag. Chr. E., gav ham den første Undervisning og dermed tillige Grundvolden til hans Viden i de klassiske Fag, til hvilke baade Fader og Søn følte sig stærkt hendragne. 15 Aar gammel kom han i Randers Skole og fandtes efter 1 1/2 Aars Undervisning saa vel forberedt, at han kunde afgaa til Universitetet (1791). Her tog han 1. og 2. Examen og i April 1796 theologisk Embedsexamen med Udmærkelse. Han syntes endog strax at skulle træde i præstelig Virksomhed, i det Grev Rosencrone tilbød ham et Kald, til hvilket han havde Kaldsret. E. var et Øjeblik i Tvivl, men besluttede saa at følge den videnskabelige Vej, til hvilken han ved sin hurtige Tilegnelsesevne, sit klare Overblik og sin Lyst til Studier maatte føle sig selvskreven. Med sin Ven Børge Thorlacius havde han drevet fælles Studier; begge vare nu fuldt beskæftigede med at besvare Universitetets Prisopgaver, og der tilkjendtes 1797 Thorlacius Guldmedaillen for en filologisk og E. for en historisk Afhandling (om Kvindekjønnets huslige og borgerlige Kaar hos Skandinaverne før Kristendommens Indførsel). Endnu samme Aar disputerede E. for den filosofiske Doktorgrad »de Hieronymo Stridonensi«, en Afhandling, der vandt megen Anerkjendelse. Med offentlig Understøttelse kunde Thorlacius og E. nu drage til Udlandet. Efter et længere Ophold i Gøttingen [Göttingen] og Besøg i en Del af Tysklands andre Byer droge de over Holland og Belgien til Frankrig.

Dette Ophold i Frankrig var betydningsfuldt for E.s senere Udvikling og gav hans hele Dannelse og Aandsretning et Præg, som aldrig udslettedes. Netop da de to Venner i Nov. 1798 kom til Paris, udbrød den anden Koalitionskrig; da Bonaparte 18. Brumaire næste Aar holdt sin Tordentale til de 500's Forsamling, maatte den tilstedeværende E. flygte ud af Vinduet, og næppe vare han og Thorlacius paa Hjemvejen komne over Frankrigs Grænse, førend Marengosejrens Ry naaede dem. E. var henrykt over saaledes i 1 1/2 Aar at leve midt i Verdensbegivenhederne, som han opmærksomt iagttog. Samtidig med at han flittig studerede i Bibliothekerne over historiske og filologiske Æmner, fulgte han, som alt tidligere i Tyskland, Forelæsninger over naturvidenskabelige Fag, rejste nogle Maaneder med danske Botanikere til Pyrenæerne, æsthetiserede og øvede sig i fremmede Sprog, red og fægtede, kort sagt, den lille, blondlokkede Nordbo tabte enhver jysk Tunghed, og der kom en fransk Elegance over hans Person og hele Væsen. Han bragtes desuden, vistnok for bestandig, ud af et saadant Forhold til Theologien, at han vilde kunne overtage præstelig Gjerning.

Efter Rejsens brede, nydelsesrige Veje fulgte ved Hjemkomsten i Sommeren 1800 de trangere Stier ad Embedsbanen. E. maatte udslette et mindre gunstigt Indtryk, som han havde bibragt de styrende, og efter at have offentliggjort en i Paris begyndt Afhandling om »Philip August og Ingeborg« (1801), der ligesom det tidligere Arbejde, om Kvindekjønnets Stilling i Oldtiden, vidner om en sjælden Fremstillingsevne og omhyggelige Studier, udnævntes han (1802) til Adjunkt i Historie og Geografi ved det filosofiske Fakultet, 1803 til Professor extraord. Gage opnaaede han dog først 1805, og han maatte saaledes dels ved Undervisning i Schouboes Institut, dels ved en Ansættelse som Sekretær ved det kgl. Bibliothek (1803—5) tjene det fornødne til sit Underhold.

Paa Kathedret var E. en aandfuld og tiltalende Forelæser. Om Ordet end ikke fødtes hurtig paa hans Læber, antog det altid den skjønne Form; han stod anskuende over for sit Æmne og kaldte Hovedpunkterne frem; det spændte, hvilende Øjelaag over det glansfulde Øje aabenbarede en Mand, der søgte at finde Overblik og Standpunkter og stræbte efter at oplyse Tankerne i Verdensstyrelsen. E. yndede historiske Paralleler, og han lod ofte Strejflys virke klarende, kun følte Tilhøreren stundum et Savn ved, at E. havde ladet sig nøje med at henkaste Tanker om en mulig Forstaaelse uden selv at forsøge den dybere Indtrængen. Under hele sin Universitetsvirksomhed — han blev 1817 Professor ordinarius — bestræbte han sig for ogsaa uden for Læresalen at træde de studerende nær. Hans gjæstfrie Hjem — 1805 blev han gift med Magdalene Cathrine Estrup (f. 1786 død 1878), Datter af Pastor P. E. og Søster til Historikeren E. — stod aabent for mangfoldige studerende, som her nøde godt af hans belærende Samtale eller traf sammen med fremragende Mænd i Lærdommens og Digtningens Verden. Da der indkom 600 Rdl. for hans Universitetstale om den akademiske Borgerrets Betydning (1809), gav han disse til et Stipendium for studerende til Anskaffelse af Bøger. Islandske Studenter, der i E. fandt en god Beskytter, lode hans Portræt stikke i Kobber ved Eckersberg (1830).

Stiftelsen af Direktionen for Universitetet og de lærde Skoler 1805 havde imidlertid været en skæbnesvanger Begivenhed for E.s Virksomhed. Ved sin store Arbejdsdygtighed, sine omfattende Kundskaber og sin Lyst til at gribe ind i praktiske Forhold var han som selvskreven til at træde i Direktionens Tjeneste, og dens Existens og E.s Liv vare paa en egen Maade knyttede sammen. Han blev 1805 dens Sekretær, 1812 Assessor i Direktionen og var fra 1817—32 og derpaa igjen fra 1840—48, da Direktionen opløstes, Medlem af den. Han kastede sig med største Iver ind i denne Gjerning, og hans »Universitets- og Skoleannaler« (1806 — 13) vidne bedst om, med hvor megen Opmærksomhed han fulgte alle Skolespørgsmaal i Udlandet og søgte at fremdrage alt nyttigt og oplysende om Universitetet og de lærde Skoler her hjemme, om deres Historie, Institutioner, nuværende Virkemaade og Undervisningens Resultater. Opdragelsen havde altid ligget E. paa Hjærte, allermest for saa vidt den skabte Folkekarakteren, og i et tankevægtigt Skrift, som han skrev under et Ophold i Rensborg [Rendsborg; Rendsburg] 1807—8, da han som Direktionens Referent fulgte Regeringen her ned, »Tanker om Nationalopdragelsen, betragtet som det virksomste Middel til at fremme Almenaand og Fædrelandskærlighed« (1808), udviklede han, hvorledes den unge skulde opdrages til at føle sig som Landets Søn, som Arvtager af en stor Fortid. Kjendskabet til Landet, som det var og er, maatte derfor staa i første Linje, ligesom Opdragelsen burde være militær, Legeme og Aand uddannes i fuld Harmoni, og Staten ved Udmærkelser tilskynde til sand Borgeraands Væxt. — E. har sin Andel i de Reformer, som Universitetet og Skoleundervisningen i Løbet af næsten et halvt Aarhundrede undergik, og har derved indlagt sig megen Fortjeneste; et i særlig Grad fremragende administrativt Talent tør man dog maaske næppe tillægge ham. I øvrigt benyttedes hans Arbejdsdygtighed ved mange Lejligheder; saaledes klager E. 1813 i et Brev over, at hans Helbred havde faaet et mærkeligt Stød under den norske Universitets-Kommissions Forhandlinger i den forudgaaende Vinter, da han efter 5 à 6 Timers Seance maatte, til Dels om Natten, udkaste Breve og Forestillinger, hvorved han paadrog sig en alt for stærk Anspændelse. For Sorø Akademis Gjenfødelse (1822) og følgende Udvikling var E. levende interesseret.

Haarde Klager kunde den historiske Videnskab dog føre over at være svigtet af en højt begavet Dyrker. E.s foran nævnte historiske Afhandlinger og ligeledes hans »Blik paa Forsvarsvæsenets Forfatning og Tilstand i det byzantinske Rige under Kejser Justinian I« (1815) og »Wiens Belejring af Tyrkerne 1683 (1817) maa kaldes mønsterværdige, hvad historisk Granskning og Fremstilling angaar, men de bleve ikke efterfulgte af mange eller af store Arbejder. Han udgav sammen med Jens Møller »Historisk Kalender«, 3 Bind (1814—17), og skrev sammen med Werlauff »Kjøbenhavns Universitetsbygnings Historie« (1836), han var Medredaktør af »Journal for udenlandsk Litteratur« og »Maanedsskrift for Litteratur«. I øvrigt var det nærmest ved et mere tilfældigt Fund af Aktstykker eller ved Begivenheder, der danne Paralleler til Fortidens Forhold (især naar det gjaldt Fædrelandets Forsvar), at han optraadte som Forfatter (Saaledes om »Christian IV's Forsøg paa at afskaffe Vornedskabet«, »Kjøbenhavns Stilling og Farer i Sommeren 1700«). I nogle mindre Afhandlinger har han ogsaa omhandlet Statistikken, i hvilket Fag han holdt Forelæsninger for de juridiske studerende. Men altid gjennemgik Stoffet en Støbning i den smukke, ofte elegante Form, som var E. egen. Et Udvalg af hans Skrifter udgaves i 3 Bind af Samfundet til den danske Litteraturs Fremme 1859—62. E. var den sidste af vore lærde, som skrev elegante latinske Vers.

Naar E. et Aar før sin Død skrev: »Mit hele Liv har mest været Opofrelser«, og han derved sikkert tænkte paa, hvorledes han ved praktisk Gjerning var dreven bort fra højere Kald, saa han den Gang, som ofte i sin senere Levetid, vist ikke dybt nok til Bunds i sit eget Sind. Det er en Historikers Lod saa at sige ved hvert enkelt Studium at skulle paa ny tjene sig op fra menig til Officer; han maa længe gjøre trættende og pinligt [pinefuldt] Arbejde, inden han naar til at befale og lede, men til den første Art Gjerning følte E. sig noget for fornem. Et Arbejde i Slid og Møje uden æsthetisk Tilfredsstillelse tiltalte ikke E. Vel havde E., som P.A. Munch siger, »et sjældent historisk Instinkt«, men Instinkt uden Studier paa første Haand hjælper kun halvvejs. E. vilde hellere iagttage Samtiden og nedskrive, hvad der meddeltes ham om denne og den nærmeste Fortid, — han begyndte endog en Brevvexling med sin Kollega Thorlacius om Dagens Begivenheder i det Øjemed at være Kilde for Eftertiden, og mange Optegnelser om Samtiden og om Traditionen fra den nærmest forudgaaende Tid findes fra hans Haand. For den nye historiske Arbejdsmaade, som efterhaanden brød sig Vej, kom han derfor til at staa noget fjærn, og da E. ingenlunde i sin senere Levetid vandt Paaskjønnelse for sin administrative Virksomhed, kom der et vist Misforhold ind i den i øvrigt saa højt fortjente Mands Liv. Men hans varme Fædrelandskærlighed og Omsorg for, at ægte Borgeraand trivedes — tidlig havde han gjort opmærksom paa det danske Sprogs ulykkelige Stilling i Slesvig, og Tanken om Enheden i de nordiske Folks Fortid og Skæbne havde grebet ham stærkt —, hans utrættelige Arbejdslyst og betydelige videnskabelige Fortjenester maatte alle erkjende.

E. var 1811 bleven udnævnt til Justitsraad og 1836 til Konferensraad og Ordenshistoriograf. 1840 blev han Kommandør af Danebrog. 1845 blev han som Universitetets Senior fritaget for at holde Forelæsninger, og 1848 udnævntes han, samtidig med at han entledigedes af Universitetsdirektionen, til Storkors af Danebrog. 1812 var han bleven Medlem af det danske Videnskabernes Selskab, 1813 af Danske Selskab, hvis Forstander han var fra 1829 til sin Død. Sine sidste Aar tilbragte han i Stilhed og døde 14. Marts 1851.



Til: Indholdsfortegnelsen




Ernst, Johan Bartram, 1663—1722, Politimester

Af O. Nielsen

Johan Bartram Ernst, født i Kjøbenhavn 30. Okt. 1663, Søn af Kræmmer Johan Adolf E. og Helene Sophie M[...] [og formentlig bror til Johan Conrad Ernst]. Han blev Student 1681, studerede i Tyskland, Italien, Frankrig, Holland og England og rejste siden udenlands som Hovmester for unge Adelsmænd. Derpaa blev han Lærer for Christian V's Søn Prins Christian og ledsagede denne paa den Udenlandsrejse, paa hvilken han døde 1695. 1697 blev han Assessor i Hofretten og ernærede sig som juridisk Konsulent og Forretningsfører. Han var ogsaa Medarbejder ved Aviserne, indtil han 1701 blev beskikket til en af Censorerne ved disse; samtidig udarbejdede han Christian V's »Tageregister«, en udførlig kronologisk Udsigt over de vigtigste Begivenheder under denne Konges Regering, der udkom anonymt 1701. Samme Aar blev han beskikket til Politimester Rasch's Medhjælper og til Kancelliraad, 1703 til Borgmester i Kjøbenhavn, 1704 til Justitsraad; det var ham en Skuffelse, da O. Rømer 1705 blev Rasch's Efterfølger, men allerede 1710 døde Rømer, og E. blev nu Politimester. 1717 udnævntes han til Etatsraad og døde 22. Dec. 1722. Han var gift med Vilhelmine Justine Dotzem fra Preussen. Som Politimester havde han en Del Modgang. I den første Tid rasede Pesten, og 1716 fandt man Smædeskrifter om ham opslaaede paa Børsen og Raadhuset, hvorfor han udvirkede en kgl. Befaling til at lade disse Skrifter brænde af Bøddelen paa Nytorv og til at vise E. al Respekt og Høflighed. Under den langvarige Krig med Sverige var det en vanskelig Sag for det lidet talrige Politi med kun 10 Betjente at holde Orden paa de militære, og han kunde kun udvirke et Reskript 1717, hvorved det blev forbudt civile Personers Lakajer at bære Kaarde. Han blev endog selv udsat for ærerørige Ord og Anklager af sin forrige Politibetjent Nagel og kunde ikke hindre en Skandale som Kadetternes Storm paa Regensen 1719.



Til: Indholdsfortegnelsen




Ernst, Johan Conrad, 1666—1750, Arkitekt

Af F.J. Meier

Johan Conrad Ernst var [formentlig] Broder til Johan Bartram Ernst. Om hans Ungdom og kunstneriske Uddannelse vides intet. Han var allerede i de sidste Aar af det 17. Aarhundrede kgl. Bygmester, blev senere Hofretsassessor, i 1709 Kancelliraad, derpaa Justitsraad, endelig 1729 endog Etatsraad, altsaa en meget fornem Mand for den Tid. Som kgl. Bygmester blev han i 1696 sendt til Stockholm for til Kjøbenhavn at hjembringe den af Nicod. Tessin d.y. forfærdigede Model til et nyt og stort Residensslot, som Christian V havde til Hensigt at opføre paa det afbrændte Amalienborgs Grund, en Plan, der aldrig kom til Udførelse. Nogle Aar senere virkede E. under Generalbygmester Vilhelm Platens Overledelse ved Opførelsen af Frederiksberg Slot. Da Platen nedlagde sit Embede som Generalbygmester, blev E. hans Efterfølger (1716) med 1.000 Rdl. K. aarlig Løn. Et Par Aar før havde han været virksom paa Kjøbenhavns Slot, opført Kongens Boldhus (ved Kanalen ud for Boldhusgaden) o.a.m. Fra 1718—21 omdannede han Operahuset til et Landkadetakademi og havde en kort Tid Overledelsen ved Fredensborg Slots Opførelse i sin Haand. I 1719 opførte han Kancellibygningen paa Slotsholmen [Den Røde Bygning], og i 1731 og de følgende Aar ledede han de vidtløftige Arbejder paa Hørsholm Slot. Endnu i 1734 var han Generalbygmester, men i 1735 afskediget.

E. var 23. April 1703 bleven viet til Magdalene Foss (f. 1676 død 1718). Efter sin første Hustrus Død ægtede han 6. Juli 1719 Margrethe Elisabeth Weinmann, Enke efter Borgmester Anders Jacobsen; hun overlevede ham. E. var en anset og velhavende Mand, ejede Godset Avnsøgaard ved Kalundborg og førte et herskabeligt Hus i sin Ejendom i Stormgade. Han døde i 1750 og blev 8. Okt. s. A. gravsat i Viskinde Kirkes Kapel ved Kalundborg.



Til: Indholdsfortegnelsen




Ewald, Enevold, 1696—1754, Præst

Af A.D. Jørgensen

Enevold Ewald var Søn af Præsten Niels Enevoldsen (Evald) (f. 1658 død 1733) og Mette Magdalene Prætorius (f. 1671 død 1729) og født i Højst, mellem Tønder og Aabenraa, 29. Avg. 1696. Faderen var en Præstesøn fra Nabosognet Bylderup, men dansk Student fra Frederiksborg Skole; Moderens Forfædre havde i 3 Slægtled været Præster i Højst. E. var en tidlig vakt og alvorlig Dreng, der alt før sit 14. Aar, som han selv fortæller, havde gjennemlæst hele Bibelen 4 Gange. Som hjemmehørende i Hertugen af Gottorps Lande sendtes han til tyske Universiteter, rimeligvis først til Kiel, senere til Jena og Halle. Faa det sidstnævnte Sted stod den Gang Pietismen i sin højeste Flor, og E. paavirkedes meget stærkt af dens indtrængende og vækkende Forkyndelse. Han gjenoptog her sin flittige Bibellæsning og opnaaede, om end ikke uden Anfægtelser, at komme til aandelig Hvile i en fast Tillid til det aabenbarede Ord; hans Kjendskab til Bibelen var enestaaende, og de store Flidsværker, som han senere forfattede, havde deres sikre Grund i disse Ungdomsstudier. Efter at være vendt tilbage til sit Hjem optraadte han her som den første Forkynder af den pietistiske Kristendomsopfattelse; han holdt Forsamlinger, prædikede og katekiserede og havde stort Tilløb fra hele Egnen; det kirkelige Tilsyn holdt ikke af denne Bevægelse, men det gik dog af uden Sammenstød. Han udgav ved denne Tid sine første Smaaskrifter, baade i bunden og ubunden Stil.

Da i Aaret 1727 det store Waisenhus oprettedes i Kjøbenhavn, kaldtes E., der var bleven bekjendt i Hovedstaden ved gjentagne Besøg og Gjæsteprædikener, til Lærer og et Par Maaneder efter til Præst ved denne Opdragelsesanstalt. Hans Virksomhed her faldt i to Perioder; i de første Aar vakte han Opsigt ved sin Veltalenhed og ved de Tanker, han fremsatte, senere gik han mere og mere op i sine lærde Værker. E. synes at have været den første, som bragte Pietismen til Kjøbenhavn; hans Prædikener havde stort Tilløb; selv da Waisenhuset var brændt, og der maatte holdes Gudstjeneste i Ridehuset, flokkedes rige og fattige om hans Talerstol; »en større Prædikant og Katekisator haver Danmark næppe haft«, siger en samtidig. Det var dog ikke blot den Inderlighed og den Veltalenhed, hvormed han forstod at fremsætte sine Tanker, der droge Folk til ham, men ogsaa de efter Tidens Lejlighed kjætterske Meninger, han fremsatte. Saaledes vovede han at paastaa, at der maatte skjelnes mellem den indre, sande Kristendom og den udvortes Kirke med dens Naademidler, og at Mennesket først efterhaanden kunde vinde Naade hos Gud ved Selvopdragelse i Taalmodighed og Troskab; ligeledes krævede han Taalsomhed over for anderledes troende. Følgen blev da ogsaa, at han droges ind i den forargelige Strid mellem Hovedstadens Præster og underkastedes Forhør og andre Ubehageligheder; han beholdt dog sit Embede mod at holde en Kapellan, som var fri for hans Anfægtelser med Hensyn til Absolutionen (1734).

Der havde i disse Aar samlet sig en talrig fri Menighed om E., men senere synes denne igjen til Dels at have opløst sig, og det blev vanskeligt for ham at komme ud af det med de meget smaa Indtægter ved Waisenhuset, som han dog ikke vilde forlade. Saaledes nødtes han til at paatage sig andre anstrængende Arbejder; han oversatte opbyggelige Skrifter og begyndte derefter en brydsom Forfattervirksomhed: 1741—42 udkom i 2 Bind et »Tidsregister over det gamle og det nye Testamentes Kirkehistorie« og 1744—50 i 5 Bind Prædikener over Mosebøgerne med deres Spaadomme og i 3 Bind den bekjendte »bibelske Konkordans«. Endelig udgav han et Par mindre Skrifter med opbyggelige Digte og en Anvisning til Bibellæsning. — E. blev 1747 tit. Professor theol. og i det følgende Aar Medlem af Missionskollegiet og Waisenhusets Direktion. Han var 2 Gange gift; hans første Hustru, som han ægtede 1730, kjendes ikke af Navn; anden Gang ægtede han (o. 1739) Marie Wulf (f. 1715), Datter af en Kjøbmand Matthias W., hvis Enke Marie [Marie Wulf] havde været stærkt indviklet i Sagen om de gudelige Forsamlinger. Hans Helbred var alt den Gang svagt og nedbrødes yderligere ved Overanstrængelse; om Sommeren maatte han opholde sig paa Landet. Senere formaaede han næsten slet ikke at røgte sit Embede, i hele Aar talte han kun faa Gange. Han døde 17. Nov. 1754; hans Enke ægtede 4 Aar efter Hørkræmmer og Overformynder Peder Hulegaard, men blev atter Enke 1769 og døde 27. April 1791. Af deres 3 Sønner var Digteren Johannes E. [...] den mellemste.



Til: Indholdsfortegnelsen




Ewald, Johannes, 1743—81, Digter

Af A.D. Jørgensen

Johannes Ewald var Søn af Waisenhuspræsten Enevold E. og født i Kjøbenhavn 18. Nov. 1743. Saa længe Faderen levede, undervistes han i Hjemmet, Waisenhusets Gaard paa Nytorv, sammen med sin 3 Aar ældre Broder Matthias og havde i den Tid forskjellige Lærere. Af hvad han selv lejlighedsvis fortæller, fremgaar det, at han havde en levende Fantasi, og at denne tidlig udvikledes, først ved Børneæventyr, senere ved Læsning om Oldtidens Helte i Grækenland og Rom og af Kirkens og Missionens Historie; men det er vanskeligt at følge ham i den Opfattelse, at hans Forældre og Lærere forsyndede sig ved saaledes at nære hans Indbildningskraft og varme Følelse for det ualmindelige og det menneskelig store. Da Faderen med sit aldeles nedbrudte Helbred vel maatte forudse sin nære Død, medens Sønnerne nu efter deres Alder skulde sendes i en offentlig Skole, blev der truffet Bestemmelse om, at den ældste skulde til Roskilde, medens den mere begavede J. sendtes til Slesvig, hvor Faderen havde Slægtninger, rimeligvis for at faa en fyldigere tysk Opdragelse; han skulde i Huset hos Rektoren, Licht, en bekjendt udmærket Lærer. Overfarten foregik selvfølgelig med Skipper og var altsaa afhængig af dennes Afrejse, og det var derfor tilfældigt, at denne netop kom til at foregaa faa Timer før Faderens Død, Dagen før Drengen fyldte sit 11. Aar.

Opholdet i Slesvig varede i henved 4 Aar, i hvilken Tid han tilegnede sig de almindelige Skolekundskaber, ligesom han opnaaede en vis Færdighed i at skrive latinske og tyske Vers. Uden for Skoletiden havde han Adgang til Rektorens temmelig betydelige Bogsamling, i hvilken han bl.a. fandt en Samling nordiske Heltesagaer; Licht elskede nemlig alt, hvad der var dansk, og søgte at paavirke sine Elever til at lære og dyrke Sproget, hvis Nytte og Skjønhed han fremhævede for dem. Hvad E. i øvrigt fortæller om sit Ophold i Slesvig, tyder paa en stadig Udvikling af hans medfødte poetiske og æventyrlige Sans, medens han endnu var uimodtagelig for selve Digtningens Skjønhed. Saaledes løb han bort efter at have læst Robinson for over Holland, paa Vejen til Indien, at strande paa en øde Ø, og Rektoren indhentede ham først 4 Mil fra Byen. Ligeledes drev han med den største Lidenskab Krigslegen som en Efterligning af den samtidige Syvaarskrig i Tyskland, og han var stærkt optagen af gjentagne Forelskelser. Derimod kjedede Oldtidens Digtere ham til Trods for Lærernes Bestræbelser for at aabne hans Sans for deres Skjønheder. »Jeg havde tvende (Lærere)«, siger han, »og de vare begge for brave Mænd, de havde for megen Indsigt og for sund Smag til, at de enten ikke selv skulde have følt eller ikke have anprist mig Yndigheder, som det næsten var vanskeligt at overse eller at være kold imod. Jeg bilder mig meget mere ind, at min Sjæl da var alt for virksom, alt for meget i Gjæring til, at blotte Tanker eller Billeder kunde berolige den; det var Handling, som den brændte efter.«

I Sommeren 1758, i sit 15. Aar, kom E. tilbage til Kjøbenhavn og tog med Ære sin Studenterexamen. Han kom i Pensionat hos den formuende Hørkræmmer (islandsk Kjøbmand) og Overformynder Peder Hulegaard, der et halvt Aar efter ægtede hans Moder, som boede i samme Hus, det sydlige Hjørnested ved Kultorvet og Frederiksborggade. Samme Efteraar var det, han gjorde Bekjendtskab med den jævnaldrende Arense Hulegaard og ved deres første Møde blev fuldstændig betagen af hendes Skjønhed og Ynde. Hun var Datter af Overformynderens afdøde Broder Oluf H., og hendes Stiffader, Oluf Mandix, var en velhavende islandsk Kjøbmand og Ejer af Gislingegaard og Gods. E. kom i et tilfældigt Ærende op til Familien, der boede paa Vestergade; men næppe havde han set og talt med Arense, før han følte sig greben af den heftigste Forelskelse; han tabte Sans og Tanke for alt andet og var som ude af sig selv. Som i en Drøm naaede han hjem, fast bestemt paa at vinde denne Pige og saa ikke begjære andet eller mere af jordisk Lyksalighed; han var pludselig vaagnet til en ny Bevidsthed og et selvstændigt Liv. Hans første Plan var nu i en Fart at fuldende sit theologiske Studium; men medens den nærmeste Tid snart bragte ham Vished for, at Arense delte hans Følelser, blev det ham tillige klart, at han havde farlige Medbejlere i Mænd, hvis Alder stod i et rimeligere Forhold til Arenses end hans 15 Aar. Han fik da den Indskydelse at forkorte Vejen til en selvstændig og anset Stilling i Samfundet ved at gaa i udenlandsk Krigstjeneste, og da han kunde være sikker paa, at hverken hans Moder eller hendes Mand, der med stor Omhu tog sig af Stifsønnerne, vilde billige en saadan Plan, løb han sin Vej efter at have forsynet sig rigelig med Rejsepenge af Faderens Beholdning. Broderen, som var fulgt med og vel endogsaa var den, som fra først af havde tilskyndet til Flugt, fortrød snart, hvad han havde gjort, og skrev hjem fra Hamborg, hvorefter han hentedes tilbage; men J. lod sig hverve til preussisk Husar og fortsatte sin Rejse syd paa med en Skipper ad Elben. Det var i Foraaret 1759; han tjente nogen Tid som menig Infanterist i den preussiske Hær, men løb derpaa over til Østerrigerne, da han følte sig bedragen ved ikke at være bleven Husar. Efter halvandet Aars Soldaterliv kom han tilbage til sit Hjem, grundig kureret for sine Drømme om en æventyrlig Lykke, men vistnok tillige svækket ved de unaturlige Strabadser, som hans uudviklede og fintbyggede Legem havde været udsat for; den forfærdelige Gigtsygdom, som senere ødelagde ham og i Forbindelse med Udskejelser hidførte hans tidlige Død, antoges at stamme fra denne Tid.

Efter sin Tilbagekomst tilendebragte E. i forholdsvis kort Tid sit Embedsstudium; i Sommeren 1762 blev han theologisk Kandidat med bedste Karakter, han blev forlovet med Arense og fik Fribolig med Stipendium paa Valkendorfs Kollegium. Det synes nu at have været hans Plan at søge en videregaaende videnskabelig Uddannelse, snarest til en Lærervirksomhed ved Universitetet. Saaledes kom han ogsaa til at kappes med jævnaldrende Venner i lettere litterære Sysler, uden at egentlig digterisk Virksomhed fra først af synes at være kommen ham i Tanke. Han skrev en Afhandling om en guddommelig Forløsers Nødvendighed og et allegorisk Stykke: »Lykkens Tempel«, begge i Stil med de Æmner og Former, som Jens Schielderup Sneedorf havde indført i sin »Patriotiske Tilskuer«. Han blev personlig bekjendt med denne udmærkede Forfatter, som opmuntrede og vejledede ham, men til stort Tab for Litteraturen og særlig for E. alt døde et Par Aar efter (1764). Samtidig løstes Forholdet til Arense, hvorefter hun ægtede en anden (Hørkræmmer Rasmus Riber), et Brud, som bragte E. til helt at opgive sine tidligere Planer for det borgerlige Liv; han besluttede nu, siger han, »at slentre Livet igjennem«.

Naar E. senere var tilbøjelig til at henføre sit Livs Ulykker til Tabet af Arense, gjorde han sig dog utvivlsomt skyldig i en Forvexling af Grund og Følge. Han tabte i Virkeligheden sin ungdomselskede, fordi hans Sind af Naturen var ustadigt og hans Vilje svag, og det var de samme Fejl, som, yderligere udviklede, paaførte ham hans andre Ulykker. Efter at have anstrængt sig til det yderste i et Par Aar med sine Studier synes han at være falden til Ro i spredte og tilsyneladende hensigtsløse Sysler, medens han tillige sorgløst hengav sig til et muntert og uregelmæssigt Ungdomsliv i Selskab med ligesindede Venner, gode Hoveder og gode Kammerater, men farlige for et Menneske med hans lidenskabelige Temperament. Og da nu samtidig hans geniale digteriske Begavelse begyndte at bryde frem og foruroligede ham med sine gjærende Ideer og smertelige Stemninger, kan det ikke forundre, at Følelsen for Arense traadte i Baggrunden, ligesom det paa den anden Side var naturligt, at hun, der, som han siger, var »en dejlig, en fin og skarpsindig, en ædel, en majestætisk Arense«, under disse Omstændigheder brød Forholdet til den umandige Bejler, der ikke forstod at skjønne paa hendes Værd. Saaledes som det kom, blev Bruddet dog snarest en Befrielse for Digteren, der nu kunde hengive sig til sit Kald uden noget ydre trykkende Baand eller nogen borgerlig Forpligtelse, om det end tillige gav Anledning til, at han mere uforbeholdent hengav sig til sine Udskejelser. Først senere, da Arenses Ægteskab blev ulykkeligt og hans egen Skæbne saa haard, vaagnede den første Ungdoms rige Følelse paa ny og sønderrev hans Hjærte med Anger og Sorg. Arense glemte heller ikke ham, og skjønt hun senere omtalte ham med Bitterhed, slap hun ham dog aldrig af Syne og var blandt de Venner, paa hvis Hjælp han altid kunde gjøre Regning.

Den første Opgave, som E. herefter gav sig i Lag med, var et Læredigt om Guds Godhed, knyttet til Historien om Skabelsen, Syndefaldet og Forjættelsen. Det blev i det følgende Foraar (1765) indleveret til de skjønne Videnskabers Selskab, der dog forkastede det, hvorefter han lovede sig selv i 2 Aar at studere Digtekunsten saa grundig, at han kunde blive Danmarks første Digter. Han henvendte nu sin Opmærksomhed dels paa det klassiske Skuespil i Frankrig og den antike Digtning, dels paa Klopstock og hans store Heltedigt »Messias«. Først senere lærte han Wielands prosaiske Oversættelse af Shakspeare at kjende; men den forfejlede da heller ikke sin Virkning paa ham. Han tog nu sin »Adam og Eva« frem igjen, omarbejdede den i fransk-dramatisk Form og udgav den i Aaret 1769 som sit første og omfangsrigeste Digterværk. Det modtoges med levende Anerkjendelse og stillede ham uimodsagt paa den Plads, han havde villet kæmpe for, paa Toppen af det danske Parnas. »Adam og Eva« er dog til Trods for den rige og sublime Poesi, der er nedlagt i det, mere en Hyldest til Fortiden end et Løfte om en ny Fremtid. Det er Digterens Barndoms Verden, hans Faders inderlige Fortrolighed med og veltalende Forkyndelse af Kristendommens Livsanskuelse, der finder sit storslaaede Udtryk i dette Drama, som hos os kun har sin Tilknytning i den lutherske Salmedigtning hos Kingo og Brorson, den eneste alvorlige Digtning af noget Værd siden Middelalderen. Først derefter bliver E. selvstændig skabende, med et fuldt personligt Indhold i sin Gjerning.

Forberedelserne hertil gaa gjennem en ny Række Studier og Øvelser, saa vel som gjennem nye Tilskikkelser og Fejl. Efter at være kommen i Forbindelse med den tyske litterære Koloni, Klopstock, Cramer osv., og efter at have lært Engelsk for at kunne læse Shakspeare [Shakespeare] og Ossian i Grundsproget gjorde han sit første Forsøg i nordisk Digtning, Sørgespillet »Rolf Krage«, efter Saxes Fortælling. Den prosaiske Dialog, som var stærkt paavirket af Klopstock og Ossian, gjorde dog kun ringe Virkning, og Stykket har sin største Betydning i Litteraturen som et første Forsøg paa at benytte Oldtidssagnene i moderne Digtning. Som saadant vedblev E. bestandig selv at sætte særlig Pris paa det, og det blev udgivet (1770) af en Kreds af Mænd af alle Samfundsklasser og fra alle Landets Egne; saa store Forventninger knyttedes der alt nu til E.s Foretagender. Umiddelbart efter fattede hans tyske Velyndere den Plan paa offentlig Bekostning at faa ham sendt til Skotland og de højnordiske Øer for at indsamle Folkesange i Ossians Smag, og han forberedte sig ivrig dertil, da Bernstorffs Fald (Sept. 1770) spredte den hele Kreds og standsede alle Regeringens Foranstaltninger til Litteraturens Fremme. Samtidig hermed blev Digterens Helbred mere og mere nedbrudt, og de Skuffelser, han led, bragte ham til for en Tid helt at opgive enhver Modstand mod sine Lidenskaber. Gigtsygdommen plagede ham, som det ses af Breve, alt i Foraaret 1769; senere i Aarets Løb forværredes den, medens han arbejdede paa »Rolf Krage«, og i det følgende Foraar laa han paa Frederiks Hospital. Selv her kunde han ikke give Afkald paa sit uregelmæssige Liv, og han kom saaledes til en Gang, da han havde forladt Hospitalet, at tilbringe en Nat paa Gaden. Lægen forbød ham at drikke Punch og anbefalede The; men saa drak han Punch af en Thepotte. Efter at være udskreven fra Hospitalet sendte Moderen ham paa Landet; han kom til at bo paa Rygaard ved Lyngbyvejen hos en god Bekjendt, Torkil Baden, Godsforvalter paa Bernstorffs Gods. Han omtales fra den Tid som ligefrem forfalden til Drik, ligesom han ofte var sengeliggende; men da man den Gang endnu nærede Planer om at sende ham paa Rejser, maa han dog have forstaaet at bevare i det mindste det ydre Skin. Der fortælles i øvrigt, at han var saa uheldig at blive kastet af en Hest og i Faldet at faa et Stød i Siden, som blev Anledning til Sygdommens senere kroniske Karakter. Fra denne Tid lod han sig helt glide ned i »Pølen«, ubekymret om Folks Snak og kun svagt holdt oppe af sin Moders og sine Venners Advarsler.

Efter Tilendebringelsen af sine større dramatiske Digtninger havde han selv følt Mangelen af virkelig Menneskekundskab, psykologiske Iagttagelser. Han havde da begyndt at gjøre Optegnelser i den Retning, i rigtig Erkjendelse af, at han kun saaledes kunde naa frem til indholdsrige Virkelighedsskildringer. Efter Sneedorfs Exempel holdt han sig dog i sine Studier til de mindst sammensatte Typer, Børn og Almuesfolk fra Land og By. Han søgte Omgang med saadanne; saaledes fortælles der, at han om Aftenen samlede Karle og Piger ved sit Sygeleje i Farvergade, lod dem snakke og more sig, ogsaa med Dans og Punch, medens han iagttog deres Tænke- og Udtryksmaade. Disse Studier førte ham da ogsaa til at skrive en Afhandling om »Pebersvende« og senere at dramatisere den som Holbergsk Komedie; han vilde paa én Gang virke som »Patriot« til Samfundets Forbedring, i dette Tilfælde imod den ugifte Stand, og vise sit Kjendskab til og sin Forstaaelse af jævne Folks Maade at være paa. Der kan ingen Tvivl være om, at jo disse Øvelser i høj Grad bidroge til at udvikle baade hans Stil og Herredømme over Sproget som ogsaa hans Blik for Menneskelivet og Menneskenaturen; men for Litteraturen ere de i øvrigt uden synderligt Værd.

Men hans egne Oplevelser, hans Lidelser og Forvildelser, hans Anger og Fortvivlelse, hans viljeløse Hengivelse i Lidenskaben og hans religiøse Selvbesindelse og Kamp for at rive sig løs og vende tilbage til det Samfund, som han havde trodset, — alle disse fristende og smertelige Følelser havde imidlertid gjort ham til en lyrisk Digter af højeste Rang. Hvilken sjælden Evne han i den Henseende sad inde med, havde første Gang vist sig, da han skulde skrive en Sørgekantate over Frederik V (Jan. 1766); det lykkedes ham her i faa og simple Ord at give et rørende Udtryk for de Følelser, som havde grebet alle ved den folkekjære Konges Død, og det blev denne »Solo« (»Hold, Taare, op at trille«), der til hans egen Overraskelse første Gang bragte hans Navn paa alles Læber. Senere havde hans lyriske Sprogkunst givet sig Vidnesbyrd i »Adam og Eva« og flere samtidige Kantater; men det var dog først nu, under de vanskeligste sjælelige Brydninger, at ogsaa hans Lyrik naaede sin Fuldendelse. Fra Vinteren efter Opholdet paa Rygaard ere Digtene »Pønitenten« og »Hvo kan opholde Ormens Liv«; noget senere bearbejdede han Syngestykket »Philemon og Baucis«, og ud paa Efteraaret offentliggjorde han: »Da jeg var syg«. Samtidig begyndte Rækken af de berømte Lejlighedsdigte, Bryllups- og Sørgesange, der til Dels afkjøbtes ham for en ringe Betaling, medens andre gjaldt nære Venner som Lieutenant Arnsbach og Fru Thonning. Fra denne Tid er ogsaa Digtet til Schleppegrell (»Haab og Erindring«) og til hans Moder (»Nyaarsønske«) samt »Nattetanker«.

Ved sin Moders Omsorg var E. imidlertid bragt ind under mindre sørgelige Forhold, i det han fra Efteraaret 1771 kom til at bo hos en Fuldmægtig Niels Winther i Vingaardsstræde, hvor han ikke blot havde det godt med Hensyn til sine ydre Fornødenheder, men ogsaa fandt en venlig Omgang; hans Moder og hengivne Venner kom jævnlig til ham, og han fik en ny og trofast Ven i Moderens Sognepræst, J.C. Schønheyder, senere Biskop i Throndhjem [Trondheim]. Som Sjælesørger støttede han E. i hans Kamp mod slette Vaner og uværdige Forvildelser, uden at det dog endnu kunde lykkes helt at afholde ham fra de mest paafaldende Udskejelser, saa snart han havde Penge, og Sygdom tillod ham at færdes ude. Deraf fulgte da atter bitter Fortrydelse og jævnlige Rivninger med hans Moder og de Folk, han boede hos. — Fra Opholdet i Vingaardsstræde hidrøre ikke blot de nævnte lyriske Digte, men ogsaa de Lystspil, E. har skrevet, det bekjendte Lejlighedsstykke »De brutale Klappere« (som han skrev i 36 Timer paa et Spækkebræt i Sengen), det prosaiske »Pebersvendene« og det versificerede »Harlekin Patriot«. I dette sidste søgte han fra et overlegent Standpunkt at give en satirisk Fremstilling af det store Røre, som var fremkaldt af den Struenseeske Regering og den patriotiske Reaktion imod den; og skjønt det ikke lykkedes ham at give dette Billed den umiddelbare komiske Kraft, som Holberg og Wessel raadede over, er dette Lystspil dog ikke blot et mærkeligt Tidsbilled, men ogsaa et Bevis paa Digterens Aandsfrihed og sunde Blik midt i hans Lidelser og Kampe.

I Foraaret 1773 flyttedes E. ud paa Landet, dels vel for sit Helbreds Skyld, dels for at fjærnes fra Hovedstadens Fristelser. Han kom til at bo i Rungsted hos den kongelige Fiskemester Oluf Jacobsen i Rungsted Kro, det nuværende Rungstedlund, en større Landejendom med Krohold, Ølbryggeri, Brænderi og Postexpedition; Stedets store og smukke Have strakte sig langs Strandvejen til og med den saakaldte »Ewalds Høj«, en Udsigtsbakke med Lysthus, som blev Digterens Yndlingsplads. Som det synes, var Konen i Huset en gammel Bekjendt af E. og hans Moder, rimeligvis fra deres Landophold i denne Egn i hans Barndom. Det var et dannet Hjem og kjærlige Mennesker, og der var i alle Maader sørget for, at han her kunde befinde sig vel, arbejde paa sine litterære Foretagender og vænne sig til et regelmæssigt Liv. Opholdet i Rungsted (til Efteraaret 1775) var da ogsaa den lykkeligste Periode i hans Digterliv.

Hans lyriske Digte fik her en Tilsætning af Naturskildring, der giver dem en endnu fyldigere Baggrund i Tankernes og Stemningernes Slægtskab med Omgivelsernes Skjønhed eller Vemod. Saaledes især i den berømte Ode »Rungsteds Lyksaligheder« og i Digtet til Datteren i Huset: »Solen flygter —«, saa vel som i de ypperlige Brudstykker »Vinteren« og »Aftenen« (»Ned fra Finlands nøgne Skjær«, »Skjul din Straale, skaan mit Hjærte«, »Indsvøbt i al sin Skræk«). Af størst Betydning blev dog det Digterværk, som fremstod i de to Somre her i Rungsted, Syngestykket »Balders Død«. Det var fremkaldt af Theaterstyrelsen, og den bekjendte Skjønaand Konferensraad A.G. Carstens deltog i dets endelige Redaktion for at gjøre det præsentabelt for de høje Smagsdommere, hvorved det dog kun vandt lidt og tabte adskilligt; men selv saaledes, som det kom til at foreligge trykt, blev det det første følgerige Forsøg paa for hele den danske og norske Læseverden at gjenføde Oldtidens Helteliv og Sagnene om vore Fædres Guder. Digteren havde opgivet den ubundne Stil fra »Rolf Krage« og valgt Verset, i hvis Behandling han nu havde naaet det højeste Mesterskab; samtidig var den jordiske Handling sammenknyttet med Kampen mellem Guder og Jætter, og de mest ejendommelig nordiske Myther, om Loke og Valkyrjerne, vare førte frem med en enestaaende lyrisk Kraft og Genialitet. Man kan vistnok uden Overdrivelse sige, at hele Oehlenschlägers og Grundtvigs oldnordiske Digtning har sin umiddelbare Kilde i E.s »Balder«.

Endelig skrev E. i Rungsted forskjellige Ting, som høre til det bedste af dansk Prosa i det 18. Aarhundrede. Det første var et paatænkt Ugeblad, »De fremmede«, i hvilket han i Romanform vilde nedlægge sine psykologiske Studier; det kom ikke ud i hans Levetid, men han fik ikke saa lidt skrevet af det, nok i alle Tilfælde til, at man deraf kan lære hans egen Synsmaade at kjende. Hans Fremstilling er let og flydende, om end noget vidtløftig; han er vittig og har gjort mange rigtige Iagttagelser; men i det hele og store er hans Opfattelse af Menneskene idealistisk spændt, fuld af grelle Modsætninger, saaledes som hans eget Liv havde lært ham det. Med langt større Fornøjelse læser man derfor hans egne Erindringer, hans saakaldte »Levned og Meninger«, som han ogsaa begyndte her og nedskrev for Schønheyder og Carstens. Han skrev om sin Flugt til Tyskland, om »Højen«, om sin Svaghed for »Vinen« og om Arense, — disse faa Kapitler, henkastede med løbende Pen, men gjennemtrængte af en saadan Rigdom af Poesi, af saa megen Lykke og Smerte, at de vel kunne siges i senere Tider alene at have vundet ham lige saa mange Venner som alle hans Digterværker tilsammen.

Des værre for E. døde hans Værtinde i Foraaret 1775, og dermed var Freden atter ude. Han havde hidtil med mindre Undtagelser levet et regelmæssigt Liv under hendes moderlige Tilsyn, men nu faldt han paa den Tanke at ville gifte sig, og det, som hans Venner paastode, med en aldeles uværdig Kvinde. Dette førte til pinlige Forhandlinger med Moderen og Schønheyder, og da intet andet hjalp, maatte han fjærnes fra Rungsted og føres til et nyt Opholdssted, Søbækhus ved Humlebæk, hos Godsforvalteren paa Krogerup, Herman Lem. Det varede en Stund, inden han her kunde komme til Ro; han blev trods alle Indsigelser ved sin Plan at ville gifte sig og sætte Bo, og Schønheyder maatte ty til de haardeste Ord og Trusler for at faa ham til at opgive denne fortvivlede Tanke. »Ligesom denne Elskovshandel er begyndt,« skriver han, »saa har De ogsaa hærdet Dem i den paa samme Maade, nemlig at gjøre Deres Indbildning skummende af Paafund og Drømmerier — og Deres Hjærte mere bittert og stormende mod alle andre Mennesker uden dem, der smigre Deres Naragtighed, Deres Stolthed og Deres Begjærlighed, at gjøre alt dette ved daglig Drukkenskab!« Den forfærdelige Sygdom, som nu tog nyt Tilløb og for en Tid bragte ham Døden nær, medens det mishandlede Legem ligesom bukkedes sammen, gjorde en sørgelig Ende paa denne Strid; da han igjen kom til Kræfter, var Rusen forbi, men han selv fattigere paa Venner, uden Arbejdslyst og Arbejdsevne. Kun en enkelt Lysstraale naaede ind i denne mørke Tid, Forholdet til Herskabet paa Krogerup, Kammerherreinde v. d. Maase og hendes Moder, Generalinde Moltke, hvis Søn Frederik han havde undervist som Dreng. Samme Frederik Moltke var nu Kammerjunker hos Enkedronningen og kom jævnlig fra Fredensborg til Krogerup, hvor han da ogsaa besøgte den syge Digter, som var Gjenstand for hans levende Beundring og nu ogsaa snart vandt hans personlige Venskab. Ad denne Vej kom E. da atter i Forhold til Hoffet; han fik nogen Understøttelse gjennem Guldberg, skrev en Ode om Indfødsretten og Festdigte til Dronningen og Arveprinsen og hævedes derved ogsaa i sine ældre Venners Øjne. Af varig Betydning ere dog kun faa Digte fra denne Tid, saaledes det betalte Bryllupsdigt: »Dæmp Harpens Klang!«, »Ode til Sjælen« og den prægtige Sang »Til min Moltke« [Moltke = Frederik Moltke]: »Sværdets Hvinen og Skraldet af Skjolde«.

I Efteraaret 1777 lykkedes det at faa E. tilbage til Hovedstaden; han kom nu til at bo hos en Tømmermesterenke, senere Læremoder i Waisenhuset, Ane Kirstine Skou, i Skindergade. Han nød her den kjærligste Pleje, og da der nu tillige synes at være faldet Ro paa hans ubændige Sind, bragte de sidste halvfjerde Aar, som han tilbragte i hendes Hus, en vemodig forsonende Afslutning paa hans korte Livsbane. Hans aabne, elskelige Natur havde altid vundet ham hengivne Venner; flere af dem, som han havde knyttet til sig i sin første Ungdom, samledes nu igjen med ham i Kjøbenhavn, saaledes Digteren P.M. Trojel, den senere Landsdommer Rogert, som komponerede Melodien til »Kong Christian«, Theologerne Bast og Milling o. fl. Fra en noget senere Tid skrev sig Venskabet med Kapitajn Abrahamson, den bekjendte patriotiske Digter og Forfatter, A.G. Carstens, Schønheyder, Etatsraad Jacobi, Medlem af Theaterbestyrelsen, og Fr. Moltke. Hertil kom nu de yngre, der havde dannet et »dansk Litteraturselskab«, og for hvem E. var den enestaaende danske Digter, især i Modsætning til det »norske Selskab«: Fr. Munter, Ove Malling, K.L. Rahbek [se om Rahbek i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], Fr. Sneedorf o. a. E. blev nu Gjenstand for en Hyldest, som man ikke tidligere havde kjendt over for litterære Berømtheder. Ved Opførelsen af »Balders Død«, først i en privat Kreds, senere paa Skuepladsen (1778), hilsedes han med Jubel; alt, hvad der kom fra hans Haand, modtoges med den største Anerkjendelse, og hans Venner taalte ingen Kritik mod ham, medens de søgte at efterligne hans Digtning. Under disse gunstige Forhold og venlig opmuntret af Theaterbestyrelsen fremkom hans sidste Digterværk, Syngespillet »Fiskerne« (1778). Som dramatisk Arbejde er dette ligesom de tidligere Stykker svagt, men dets Lyrik er af uforgængeligt Værd i sin Skildring af Havet og Menneskets Kamp med og paa det; her skal kun mindes om Arien: »Liden Gunver vandrer som helst i Kvæld«, Terzetten: »Trodsige og vilde brøle Bølgerne«, Koret: »Havets mægtige Betvinger« og vor senere Nationalsang: »Kong Christian stod ved højen Mast«. Efter Tilendebringelsen af dette Syngespil, der opførtes med stort Bifald, fremkom der kun lidet fra E.s Haand, om han end udkastede forskjellige Planer. Han fik endnu skrevet en Fortsættelse af Erindringerne, suppleret med Fortaler dels til sine samlede Skrifter, dels til enkelte af de vigtigste af dem, et enkelt lyrisk Digt (»Til min Moltke«: »Tro mig, Damon, vor Sjæl har sit bestemte Maal!«) og et mærkeligt Brudstykke: »Om Almuens Oplysning«, der viser, med hvor stor Kjærlighed han omfattede denne Sag og forstod dens Betydning. — En omhyggelig Udgave af E.s samlede Skrifter i 8 Dele er besørget af F.L. Liebenberg 1850—55.

Hans Helbred var meget omskifteligt, skjønt han stadig led; snart syntes Kræfterne at svinde bort, snart fattede han selv, somme Tider ogsaa hans Venner, Haab om en fuldstændig Helbredelse. Hans Kaar vare forholdsvis gode; han kunde ikke blot komme ud af det uden fremmed Hjælp, som redebon blev tilbudt ham, men tilbragte endog et Par Somre paa Landet, i Gjentofte. Men det viste sig dog snart, at hans Livskraft var udtømt; han blev mere og mere hjælpeløs, Smerterne rasede uafbrudt i det ødelagte Legem, og han behøvede hele sin Sindsstyrke for at holde Modet oppe og møde sine Venner med et venligt Smil. I den Henseende viste han et Herredømme over sig selv, som var hans dristige Digterflugt og hans stort anlagte Personlighed værdigt. Omsider overvældedes han dog af Smerterne og sin stærke Aandenød, og han længtes efter at udfries fra sine Lidelser. Under den lange Dødskamp formede han sin Angest og Nød i det sidste Digt: »Udrust dig, Helt fra Golgatha«. Døden indtraf 17. Marts 1781. Hans Jordfæstelse paa Trinitatis Kirkegaard blev en enestaaende Hyldest for den fattige og frændeløse Mand; et Følge, hvis Lige man ikke mindedes at have set, fulgte ham ubuden til Jorden, og unge Piger strøede Foraarsblomster paa hans Grav.

I vor Historie vil E. bestandig hævde sin Plads som den første store Digterpersonlighed, den første, som med Myndighed og Mesterskab brugte vort Sprog i Poesiens Tjeneste, og den første, som gjenfødte Nordens Heltealder i nyere Digtning.



Til: Indholdsfortegnelsen




Faber, Peder Ditlev, 1768—1847, Præst og landøkonomisk Forfatter

Af A. Jantzen og H. Hertel

Peder Ditlev Faber blev født i Stavreby Præstegaard (Jungshoved Sogn) ved Præstø 15. Sept. 1768. Hans Forældre vare Sognepræst Augustinus Christian F. og Jacobe f. Staal. Indtil sit 17. Aar blev han undervist i Hjemmet, kom derefter i Vordingborg Skole, hvorfra han blev Student 1787. Attestats tog han 1791 og begyndte 2 Aar efter som gift Mand og i sørgelig økonomisk Forfatning Præstegjerning som Kapellan i Vig og Asmindrup i Ods Herred. Da Faderen døde 1795, havde hans Familie uden hans Vidende og Vilje søgt Jungshoved Sognekald til ham og ogsaa opnaaet det til F.s store Overraskelse. I 15 Aar beklædte han Præsteembedet i sit Fødesogn, men 1810 meddeltes ham »efter Ansøgning« Afsked. Om Grunden til hans Fjærnelse fra Embedet foreligge forskjellige Beretninger. Selv har han benægtet, at det blev paalagt ham at søge Afsked, og angiver derimod som Grund sit svage Syn og svækkede Helbred. Men han havde længe været til Forargelse baade ved sit Levned og sin Lære. Han var Stokrationalist og gjorde sig nyttig paa mange forskjellige Maader, som lidet passede med hans Stand. Det var at regne for Smaating, at han skrev Balviser med Omkvæd »O Dans, du giør Hjærtet saa let og tilfreds«, og at han var Instruktør ved Kammerherre Wedels Theater i Næstved; men i Aviserne anmeldte han sig som Kommissionær ved Herregaardes Kjøb og Salg og overtog Inspektionen over Jordegodser, hvis Ejere vare fraværende. I Krigsaarene var han Landeværnsofficer. Som Landøkonom udfoldede han dog størst Virksomhed, som oftere paaskjønnedes ved Præmier (s. ndfr.), og han arbejdede paa Bibliothekers Oprettelse til Almuens Brug. Efter sin Afsked var han Forpagter paa Falster i adskillige Aar; 1812 fik han Bevilling som Kjøbmand, kjøbte 1823 Gaarden Rørdal ved Aalborg til sine Sønner, boede nogle Aar i Aalborg, men flyttede 1835 til Kjøbenhavn, hvor han døde 17. Marts 1847, lidet agtet, hvor han saa færdedes. Hans Pen løb meget let; men Kvantiteten af hans Forfatterskab stod i omvendt Forhold til Kvaliteten. Han har bearbejdet en Række Dramer af Kotzebue o.a., leveret en slet Oversættelse af Knigges »Om Omgang med Mennesker«, af Blumauers travesterede Æneide m. m. Forskjellige Tidsskrifter begyndte han ogsaa at udgive. I et saadant fra hans seneste Aar, »Frihedstræet« (1843 ff.), indledede han en Selvbiografi, som han haabede skulde tjene til Nytte og Morskab, ganske betegnende saaledes: »Vel sige Theologer, at Mennesket fødes i Synd; men jeg er dog uskyldig deri. Jeg har været fristet til at ønske, at jeg aldrig var født; men dette er vel en større Synd.« — Nyerup omtaler (Efterr. om Frederik III S. 118) en utrykt Beskrivelse af Jungshoved Sogn af F.

- - -


— Da P. D. Faber i 1810 havde nedlagt sit Embede, kastede han sig med stor Iver over Landbruget. Han var ikke blot praktisk Landmand, men ogsaa en flittig Forfatter. I en Aarrække drev han som Forpagter Gaardene Kringelborg og Christiansminde paa Falster, flyttede senere til Rørdal ved Aalborg og 1835 til Kjøbenhavn. Han hørte til Tidens fremmeligste Landmænd, og dels i selvstændige Skrifter, dels i Tidsskriftsartikler og gjennem Oversættelser var han Talsmand for landøkonomiske Fremskridt. Hans Forfattervirksomhed var meget omfattende, han skrev om Staldfodring og forbedret Kvægavl, om nye Redskaber, Kartoffeldyrkning og Hesteavl, om Betydningen af vel renset Sædekorn, Rodfrugtdyrkning osv. Af Landhusholdningsselskabet modtog han flere Guldmedailler for »Indretning af Bibliotheker til Almuens Brug«, og 1845 fik han af et fransk Selskab Præmie for en Afhandling »Om Blodiglens Natur og Beskaffenhed«. Af hans Skrifter kan nævnes: »Gives der Midler til at forbedre Landmandens Kaar, og hvilke ere disse?« (1823), »Anvisning til Husdyrenes Fodring og Pleje, grundet paa Erfaring« (1836) og en Dyrlægebog (1839). Dels alene, dels sammen med andre udgav han »Tilskueren for Landvæsenet« (1798—99) og »Tidende for Hesteelskere og Landmænd« (1830-31).



Til: Indholdsfortegnelsen




Fester, Diderich Christian, 1732—1811, Forfatter

Af C. Christiansen


Billede


Illustration til Fester's »Forslag til en Rydnings-Maskine«.

Diderich Christian Fester, født 3. Febr. 1732 i Boslunde, hvor hans Fader var Degn, kom efter Faderens Død i Huset hos en Morbroder, der var Degn i Lynge, blev derefter Tjener, først hos Konferensraadinde Lillienskjold, derefter hos Professor Wadskiær, hos hvem han var i over 9 Aar. Ved Samtale med Wadskjær vaktes hans Lyst til at lære Mathematik, skjønt Wadskjær ikke yndede denne Videnskab og lod ham høre ilde derfor. Efter grundig at have gjennemgaaet Euclids Elementer og ladet sig prøve deri af Professor Ziegenbalg læste han en Del navtiske og astronomiske Skrifter og udarbejdede en Afhandling om Kometer, som blev trykt 1759 med en Anbefaling af Chr. Horrebow. 1760 modtog han en Medaille for Opfindelsen af en Tærskemaskine, som han havde udtænkt i Anledning af en i det økonomiske Magasin stillet Opgave. Tærskemaskinen bestod kun af 12 Plejle, der vare anbragte paa en vandret Axe, men det udtales dog i Bedømmelsen, at F. af Naturen var dannet til noget ædlere end at gaa Ærender og akkommodere en Paryk. 1760 opgav da F. sin Tjenerstilling og ernærede sig ved at undervise i Mathematik samt ved Korttegning; han har saaledes tegnet de fleste Kort i Pontoppidans »Danske Atlas« [se om Erik Pontoppidan i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] og i Videnskabernes Selskabs Almanakker. Efter Pontoppidans Død (1764) ordnede og katalogiserede F. dennes efterladte Samlinger; han udgav ogsaa 1764 paa egen Bekostning en meget elementær Indledning til Landmaaling. Anbefalet til Biskop Gunnerus af Pontoppidans Enke og andre fik han 1768 Ansættelse som Mathematiker ved den Angellske Stiftelse i Throndhjem [Trondheim] med 200 Rdl. i Løn; tillige blev han Lærer ved Borgerskolen og Examinator i Navigation. 1783 blev han Mathematiklærer ved Kathedralskolen. 1771 giftede han sig med en Datter af Bager Hørberg i Stege, hvorved han, som han selv siger, tænkte at gjøre vel mod en fattig Pige, men var ikke heldig i sit Valg; hun blev sindssyg og døde 1781. I Throndhjem var F. virksom i mange Retninger. Han konstruerede Kjærneværker, Apparater til Rydning af Træer, udarbejdede en Mængde Kort og optraadte som Forfatter baade i bunden og ubunden Stil. Han var en meget yndet Taler og behandler som saadan de mest uligeartede Æmner. Da han 1794 vendte tilbage til Danmark med Pension, tog han Afsked med Throndhjem i en Avisartikel, hvori han udtaler, at han ikke tror at være nogen noget skyldig uden en Tale, som han havde forberedt sig til at holde i Kronprinsens Nærværelse; han er vis paa, at ædle Sjæle ikke ville glemme ham; dem, der ikke sætte tilbørlig Pris paa Ærlighed og sande Fortjenester, anmoder han om at glemme ham saa snart som muligt. Disse Ord synes at være betegnende for F.s Tænkemaade. Uden nogen egentlig Begavelse arbejdede han utrættelig og uegennyttig for det almene bedste; hvor flittig han har været, ses ogsaa af den Fortegnelse over hans litterære Arbejder, trykte og utrykte, han selv har udgivet; den indeholder 178 Nummere. Sin Skribentvirksomhed, navnlig i moraliserende Retning, fortsatte han til sin Død, men det synes, at Læseverdenens Interesse for den tabte sig. Efter nogle Aars Ophold i Kjøbenhavn flyttede han til Sorø, hvor han døde upaaagtet 5. Jan. 1811. At han, som det ofte er fortalt, skulde have understøttet Wadskjær, inden denne blev Professor, maa, som man ser af ovenstaaende, være en Fejltagelse.



Til: Indholdsfortegnelsen




Forskål, Per, o. 1736—1763, Naturforsker

Af Eugen Warming

Per Forskål blev født 1736 (eller maaske allerede 1732), sandsynligvis i Helsingfors [Helsinki], hvor Faderen, Johan F., af Fødsel en Finne, da var Præst. Han studerede først i Upsala [Uppsala], senere under Michaelis i Gøttingen [Göttingen] Theologi, Filosofi og østerlandske Sprog med den Tanke at blive Præst, men var ved Siden af en af Linnés Disciple. I Gøttingen disputerede han 1756 om et filosofisk Æmne for Doktorgraden. Efter sin Hjemkomst til Upsala fik han, der var en kritisk og skeptisk Natur, en Række alvorlige Ubehageligheder i Anledning af en frisindet Afhandling: »Tankar om den medborgerliga friheten« (1759); han blev stemplet som et uroligt Hoved, der satte sig op mod den borgerlige Orden og bestaaende Indretninger, og da der fra Danmark i Okt. 1759 kom Tilbud til ham om at følge en videnskabelig Expedition til Orienten som Naturforsker og sproglærd, greb han, for hvem Udsigterne i Hjemmet til en Stilling i Statens Tjeneste vare blevne slette, med Glæde dette Tilbud. Planen til Expeditionen stammede fra Michaelis, men var optagen af den ældre Bernstorff og gik ud paa en Gjennemforskning af Orienten for at samle Materialier til Forstaaelse og kritisk Oversættelse af Bibelen. Expeditionens Medlemmer skulde være: en orientalsk Sprogforsker, en Naturhistoriker, en Mathematiker og Geograf, en Læge og en Tegner. F., der blev udnævnt til dansk Professor, opnaaede først hen paa Sommeren 1760 at faa sit Pas og rejste derpaa til Kjøbenhavn, hvor han udgav et nyt Oplag af sin Gøttinger-Disputats. 1761 tiltraadtes Rejsen med Orlogsskibet »Grønland«, og efter at have anløbet en Del Havne og Øer i Middelhavet (s. hans »Flora Ægyptiaco-Arabica«) kom Expeditionen til Ægypten, hvor den forblev længere Tid. Derefter fortsattes Rejsen over Suez til Lohaia i det sydvestlige Arabien. Rejsen her er aflagt paa Niebuhrs Kort i »Flora Ægypt-Arab.«; den gik fra Lohaia syd paa ned til Mokka og der fra ind i Landet til Jerim, hvor F. døde 11. Juli 1763. Klimaet, det anstrængende Arbejde paa den omtrent 6 Maaneders Rejse og de mange Hindringer og Ærgrelser, som han var udsat for fra de arabiske Statholderes Side, havde indvirket nedbrydende paa hans Helbred.

Han havde særlig sluttet sig til Expeditionens Chef, Carsten Niebuhr, Ingeniørofficer i dansk Tjeneste, og denne samlede efter hans Død hans paa o. 1.800 større og mindre Papirstykker nedskrevne videnskabelige, zoologiske og botaniske, Optegnelser og udgav dem i Aarene 1775 og 1776 i 3 Værker (»Descriptiones animalium«, »Flora Ægyptiaco-Arabica« og »Icones rerum naturalium«). Meget faa Naturforskere have siden F.s Tid berejst Jemen [Yemen], og hans Værker ere fremdeles vigtige Kildeskrifter til Kundskab om dettes Dyr og Planter. Herom se Schweinfurth i Verhandl. d. Gesellsch. für Erdkunde zu Berlin 1889.



Til: Indholdsfortegnelsen




Forsæt, Lars Larsen, 1731—1812, Bonde

Af Yngvar Nielsen

Forsæt, Lars Larsen, 1731—1812, Bonde, født i Klæbo, Søndre Throndhjems [Trondheim] Amt, død sammesteds 10. Marts 1812. Han udmærkede sig ved sin Flid og Iver for at fremme Agerbruget i sit Distrikt og erholdt for disse sine Bestræbelser 2 Gange Præmie af det kgl. Videnskabers Selskab i Throndhjem. Den ene af disse var den af Arveprins Frederik opsendte Medaille »Minde for Vindskibelighed«, som i det hele kun er uddelt 2 Gange af nævnte Selskab. Han udmærkede sig ogsaa ved sin Omhu for Kirkerne, specielt for Kirkesangen. Han indsamlede 1.255 Rdl., hvoraf der oprettedes et Fond til bedste for Fattigvæsenet i Klæbo Præstegjæld.



Til: Indholdsfortegnelsen




Fortling, Jacob, 1711—61, Stenhugger, Lervarefabrikant og Bygmester

Af C. Nyrop

Jacob Fortling er født i Tyskland 23. Dec. 1711, men det vides ikke, naar han er kommen til Kjøbenhavn. 1744 fik han et Privilegium paa i 25 Aar at drive Stenbrud i Akershus Stift, og lignende Ret fik han senere paa Saltholm og i Throndhjems Stift. Han blev imidlertid ikke staaende som blot Hofstenhugger, i hvilken Egenskab han, en Tid i Kompagni med Hofbygmester N. Eigtved, navnlig leverede »norsk Marmor« til den 1749 paabegyndte Marmorkirke i Kjøbenhavn. Han anlagde et Kalkbrænderi (1749), et Mur-og Teglstensbrænderi (1752) og en Stentøjs- og Fajancefabrik (1755), alt i Kastrup paa Amager med Understøttelse af Staten, og her hen flyttede han ogsaa to af Staten begyndte Virksomheder, 1754 et af den i Jylland paabegyndt Okkerværk og 1760 det saakaldte Porcellænsværk ved Blaataarn (d.v.s. i eller ved Ryssenstens Bastion [Rysensteen] ved Langebro). Hans Virksomhed voxede stærkt op, men desuagtet kunde han i 1756 modtage Udnævnelse som Hofbygningsinspektør og i 1760 som Hofbygmester ved de kongelige Slotte paa Sjælland. Han døde imidlertid allerede 15. Juli 1761. Han var 2 Gange gift. Hans første Hustru, Dorthea, døde i Dec. 1746, og i Sept. Aaret efter ægtede han Anne Christine Hellesen, der overlevede ham.



Til: Indholdsfortegnelsen




Fædder, Christian, 1710—93, Borgmester

Af O. Nielsen

Christian Fædder er født i Horsens 4. Okt. 1710; hans Fader hed Jørgen F.; hans Moder, Maren f. Høyer, havde første Gang været gift med Christian Fischer til Lavindsgaard. F. kom i sin Ungdom til Kjøbenhavn som Tjener hos to unge Mennesker, der gave ham Lejlighed til at »lægge sig efter Pennen«, og siden blev han kgl. Lakaj, hvortil den Omstændighed formodentlig bidrog, at hans Halvbroder Mauritz Fischer var kgl. Livkarl. 1745 blev han Hoffourér, 1746 Hofskriver og ved Grev A.G. Moltkes Indflydelse 1749 Viceborgmester i Kjøbenhavn. Som Medlem af Magistraten blev han 1757 en af Direktørerne for Theatret, til hvis Bestyrelse han var aldeles uskikket, saa man blev nødt til at lade ham trække sig tilbage 1762, efter at hans Forhold havde fremkaldt flere Skandaler, ikke mindst paa Grund af hans Elskovsforbindelser med flere af det kvindelige Personale. Som Borgmester afskedigedes han med den øvrige Magistrat af Struensee, men efter dennes Fald blev han Politimester 1772 med Løfte om at blive virkelig Borgmester, naar hans Alder forbød ham længer at varetage Politimesterembedet, hvilket skete 1788. Han døde som Borgmester 7. April 1793, efter at han allerede 1776 var bleven udnævnt til Konferensraad. Hans Hustru, Johanne Marie f. v. Oste, Datter af Stadskapitajn Jan v. O., døde 1759. — F. er et Exempel paa ældre Tiders ubehagelige Embedsmænd. Han skildres som lige saa ydmyg og indsmigrende over for overordnede som hoven og opblæst imod undergivne. Som den, der intet havde lært og derfor maatte være paa sin Post over for andre, udtalte han altid med største Selvtillid sin Dom om hvilket som helst Æmne og affærdigede andres Meninger i en ringeagtende Tone. Den opblæste og bydende Maade, hvorpaa han optraadte i sin Embedsstilling, gjorde ham almindelig forhadt, hvorfor han ogsaa blev Gjenstand for Haan i satiriske Blade. Særlig ilde omtalt er hans Forhold til Litteraturen under Guldbergs Ministerium, som R. Nyerup karakteriserer saaledes: »Politimester F. var Censor og Statssekretæren (Guldberg) Overcensor, og nu blev Tænke-, Tale- og Samvittighedsfrihed lænkebundne. Gammeltorv, hvor F. i Højsædet med et Nik kunde ryste det danske Parnas, fortjente med rette sit Navn af Geniets Gehenna.« [Gehenna af hebraisk: Ge hinnom) - det jødiske helvede].



Til: Indholdsfortegnelsen




Gabel, Christian Carl, 1679—1748, Søofficer, Overkrigssekretær, Stiftamtmand

Af C. With

Christian Carl Gabel er født 10. Nov. 1679 og Søn af [...] Frederik G. G., der fra sin Ungdom bestemtes til Søen, findes ikke omtalt førend Aaret 1700; han var da alt Kapitajnlieutenant. Han forfremmedes derefter hurtig: 1704 til Kapitajn, 1710 til Kommandørkapitajn, Aaret efter til Kommandør, 1714 til Schoutbynaacht og 1715 til Viceadmiral. 1717 udtraadte han af de farende Officerers Tal for at overtage Stillingen som Overkrigssekretær, en Post, der nærmest maa sammenstilles med Krigs- og Marineminister nutildags, dog uden Stemme i Statsraadet (Konseillet). I denne Stilling forblev han indtil 1725, da han faldt i Unaade og afskedigedes; allerede 1726 erholdt han dog Embedet som Stiftamtmand i Ribe, hvor han forblev indtil sin Død 1748.

Som Skibschef deltog G. med Orlogsskibet »Sophie Hedevig« i Gyldenløves Eskadre i den løbende Fægtning mod Svenskerne, som fandt Sted 28., 29. og 30. Sept. 1712 under den pommerske Kyst, og som endte med, at de danske erobrede 100 Transportskibe; han var der paa det forreste Skib i Flaaden. 1714 var han først Delingschef i Admiral Rabens Eskadre, senere selvstændig opererende Eskadrechef i Østersøen med en mindre Styrke, til hvilken den bekjendte Fregat »Løvendals Galej«, ført af Peter Wessel [Peder Tordenskjold], hørte. I Aaret 1715 udsendtes G. tidlig i Foraaret med 8 Orlogsskibe foruden nogle mindre Fartøjer for at forhindre den svenske Eskadre paa 4 Orlogsskibe og 2 Fregatter under den yngre Wachtmeister i at plyndre paa de danske Kyster. Han traf sine Modstandere 24. April under Femern og leverede dem et 7 Timers Slag, der senere er bleven kaldt »Slaget paa Kolberger-Heide«; den underlegne svenske Styrke maatte flygte. Forgjæves søgte Wachtmeister at slippe nord ud af Store Bælt; ved forstandige Manøvrer tvang G. ham til at vende om, og han havde da med sine stærkt medtagne Skibe ingen anden Udvej end at sætte dem paa Grund ved Bülck, hvor han Natten igjennem gjorde sit yderste for at ødelægge dem. Heri blev han tidlig om Morgenen standset af Wessel, som med sin Fregat kom til og i sin Chefs, G.s, Navn erklærede, at ingen Svensker vilde blive skaanet, saafremt ikke Ødelæggelsen strax ophørte. Det blev ogsaa Wessel, som førte den fangne svenske Admiral til G. For denne Sejer, hvorved de danske erobrede 5 Orlogsmænd samt gjorde o. 1.800 Fanger, blev G. forfremmet til Viceadmiral samt udnævnt til Kammerherre, en Udmærkelse, der var temmelig enestaaende paa den Tid. Den svenske Hovedflaade paa 21 Orlogsskibe under Admiral Sparre var imidlertid løben ud og havde søgt at komme i Kamp med den danske Hovedstyrke under Admiral Raben. Efter et kort Ophold for Gøteborg [Göteborg] sluttede G. sig til Raben, som derefter 8. Avg. slog Svenskerne under Rygen [Rügen] og tvang dem tilbage til Carlskrona [Karlskrona]. Da Raben senere paa Aaret maatte gaa i Land som syg, fik G. en kort Tid Overkommandoen over Hovedflaaden og medvirkede da ved Stralsunds Erobring, som dog væsentligst udførtes af den bekjendte Viceadmiral Sehested.

I Aaret 1716 havde Carl XII [Karl 12.] overført Krigen til Norge, hvor han tidlig paa Foraaret truede forskjellige Punkter. G. fik da Ordre til med en Eskadre paa 7 Orlogsskibe og flere mindre Krigsfartøjer at overføre Tropper og afskære Fjenden Tilførsler. Uagtet han ved forskjellige Lejligheder gjorde god Fyldest, saa at Kongen endog fandt sig foranlediget til at bevidne ham sin Tilfredshed, blev det dog hans undergivne, Tordenskjold, som her vandt de største Lavrbær, i det han 8. Juli i Dynekilen dels erobrede, dels ødelagde den svenske Transportflaade, som skulde have bragt Kong Carl Tilførsler. Efter en kortere Kampagne i Aaret 1717, hvor G. skiftedes med Raben i Overkommandoen over Hovedstyrken i Østersøen, aftraadte han den 31. Maj for at overtage den vigtige Post som Overkrigssekretær. Samme Aar udnævntes han til Ridder af Danebrog.

Efter Fredslutningen var det saaledes G., som erholdt det vanskelige Hverv at bringe Orden i Marinens Administration. Ved alt for karrige Pengebevillinger var Flaadens Personel efterhaanden blevet bragt i en Tilstand af Demoralisation, som vanskelig lader sig beskrive. Mandskabet havde Løn til gode for 1 1/2 Aar; Officerskorpset var belemret med en Mængde udygtige Individer, det var dertil yderlig slet lønnet og nu, da Krigen var forbi, saa godt som uden Virksomhed; Skibene vare udslidte og forældede. Et betegnende Træk, som ret tydelig viser, i hvilken Grad Uorden havde bredt sig, er, at det faste Mandskabs Koner indgave Ansøgning til G. om Tilladelse til at »stjæle eller tigge«. G.s første Handlinger gik ud paa at raade Bod paa disse slette Forhold; han betalte Folkene deres Tilgodehavende, rømmede op i Officersstanden, indordnede det faste Mandskab, regulerede Udskrivningsvæsenet, forbedrede Skibsbyggeriet, gjorde forstandige Indkjøb af Tømmer, udvidede Holmene, forbedrede Retsvæsenet, uniformerede Personellet, kort sagt, han forbedrede paa mange Punkter og søgte øjensynlig efter det bedste. Administrationen centraliseredes efterhaanden mere og mere i hans Person, saaledes at han fik en betydelig Magt, og skjønt han senere er bleven haardt medtaget af samtidige og efterfølgende Historikere, saa kan det dog ikke nægtes, at han i de fleste Foretagender sigtende til Krigsvæsenets Opkomst var heldig. Det synes, som om hans Indflydelse hos Frederik IV ved denne Virksomhed er bleven meget stor; thi uagtet G.s Stilling ikke gav ham Adgang til Statsraadet, blev der dog givet ham mange betroede Hverv, der egentlig laa ganske uden for hans Embedsomraade. Ved et af disse — Reguleringen af visse Præstegaardsforhold i Norge — kom han i et spændt Forhold til den indflydelsesrige Biskop Deichmann i Christiania [Kristiania]; denne Mand beskyldte ham senere for at have taget imod Bestikkelser og rokkede derved allerede ved hans Stilling over for den mistænksomme Monark. Hans Forhold blev undersøgt, men Undersøgelsen førte dog ikke til noget afgjørende Resultat. Senere blev han dog styrtet, som man den Gang mente, fordi han havde ført hemmelige Underhandlinger bag Kongens og Konseillets Ryg med Hertug Carl Frederik af Holsten-Gottorp, der som Zar Peters Svigersøn boede i St. Petersborg, og hvis Interesser understøttedes af den russiske Politik. Senere Oplysninger have dog tilvejebragt en stærk Sandsynlighed for, at Samtiden i dette Stykke har gjort G. Uret, og at det snarere har været Kongen selv, der har ført disse Underhandlinger gjennem G., men uden Statsraadets Vidende. Da Forsøget nu mislykkedes, og Konseillet med Storkansleren Holstein i Spidsen blev beskyldt for dobbelt Spil, maatte det desavouere G., som da blev afskediget fra sin Stilling som Overkrigssekretær (1725).

G. udnævntes Aaret efter til Stiftamtmand i Ribe efter Gehejmeraad H. E. Kalneins Død. Ved Giftermaal var han alt tidligere kommen i Besiddelse af Herregaarden Bramminge i Byens Nærhed, og her opholdt han sig Resten af sit Liv. I Aaret 1731 udnævntes han til Gehejmeraad. Som Stiftamtmand tog han sig ivrig af Skole- og Kirkevæsenet og blev meget yndet; paa sit Gods var han ligeledes særdeles afholdt af alle sine underordnede, for hvem han altid havde Hjælp eller Arbejde til Rede; naar hertil føjes, at han stod paa den venskabeligste Fod med den ædle Rektor Christian Falster [se om Falster i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] i Ribe, da synes det utvivlsomt, at den haarde Dom, som hans samtidige, Historikeren Hojer, og andre fælde over ham, maa have været mere dikteret af personligt Nag eller manglende Kjendskab til Forholdenes sande Sammenhæng end begrundet i virkelige Forhold. Jens Møller skriver saaledes: »Det er, Himlen være lovet, et Særsyn at finde en Mand som denne G., der begynder sin Løbebane som Tordenskjolds værdige Medbejler, som en rask og modig Søhelt, men siden forvandles til en foragtelig Hofsnog«. Senere Forskere som Chr. Bruun og E. Holm have imidlertid dømt ham mildere og sikkert ogsaa retfærdigere. At han ikke var ganske uimodtagelig for Bestikkelse, medens han som Minister styrede Statens Krigsvæsen, er noget, man til Dels kan undskylde, naar det erindres, hvor almindeligt sligt var i hine Tider; i alt Fald var han det mindre end saa mange andre af hans samtidige.

G. gav sig meget af med Kjøb og Salg af Godser. Foruden Bregentved, som han kjøbte af sin Faders Bo 1709 og atter afhændede til Kongen 1718, ejede han saaledes til forskjellige Tider Christiansdal ved Odense, Oregaard og Enggaard ved Bogense, Giesegaard, Ringstedkloster, Ottestrup og Spanager paa Sjælland samt Bramminge i Jylland. — Han var gift 2 Gange: 1. med Frederikke Christiane Schult, Datter af Gehejmeraad Diderik S. og Ermegard Sophie Gabel; med hende havde han 8 Børn, som alle døde i ung Alder. Hans Hustru døde 1731. Aaret efter ægtede han Anna Benedicte Steensen, Datter af Oberstlieutenant Erik S. og Vibeke Urne; hun døde barnløs i Ribe 1756. — G. selv døde 3. Avg. 1748 og begravedes i Bramminge Kirke.



Til: Indholdsfortegnelsen




Galeotti, Vincenzo, 1733—1816, Balletmester og Balletkomponist

Af Edgar Collin

V. Tomaselli, hvis Kunstnernavn var Galeotti, fødtes i Florents 5. Marts 1733 og begyndte med at studere Medicin, men førtes af sin opvakte, poetiske Aand snart hen til Kunsten og lærte Dans tillige med Mimik og Komposition under den berømte Angiolini i Italien, hvorefter han drog til Paris for yderligere at uddanne sig under en Celebritet som Noverre. Han fik snart et anset Navn, modtog et Engagement i London, hvor han virkede i 3 Aar, tog atter tilbage til Italien og blev der fra kaldt til Kjøbenhavn, hvor han 6. Okt. 1775 begyndte sin langvarige og heldbringende Virksomhed som Balletmester. Den højtbegavede Italiener, der var udstyret med en levende Fantasi, en fin, lutret Smag, et nøje Kjendskab til alle sin Kunsts tekniske Hjælpemidler og et sikkert Blik for den rette Benyttelse af de artistiske Kræfter, som stode til hans Raadighed, er Grundlæggeren af den danske Ballet, thi hvad der i denne Retning før hans Tid var fremkommet paa den danske Scene, var uden al Betydning. Som ægte Kunstner havde G. den sande Opfattelse af Ballettens Væsen og Natur: han vilde have, at Balletten skulde være noget andet og mere end et blot og bart Tidsfordriv; Balletten skulde være et mimisk Kunstværk, hvori en bestemt Handling fremstilledes med en Intrige, som knyttedes og løstes paa en dramatisk naturlig og anskuelig Maade, og i hvilket Danse, Grupper, Optog og Effektsteder fremgik som en Selvfølge af Handlingen, saaledes at denne ikke afbrødes af dem, men fandt en Støtte i dem, samtidig med at der paatryktes Kunstværket et Præg af den Tid, hvorpaa det foregik, og af det Folk, til hvilket Handlingen var henlagt. Det var kun et faatalligt Personale, med hvilket G. kunde begynde sin Virksomhed i Kjøbenhavn, men han forstod udmærket at anvende det, og skjønt han selv som Danser allerede var ude over de bedste Aar, bevægede han med sin smukke Figur, sine ildfulde Øjne og sin levende Mimik sig dog saa anstandsfuldt, gratiøst og malerisk paa Bræderne, at man rent oversaa de Mangler, han kunde have som Bravourdanser.

Han debuterede som Balletmester paa den danske Skueplads 20. Okt. 1775 med Balletten »Kongen paa Jagt«, og saa vel denne som »Zigeunernes Lejr« og flere andre, der alle vare frie Bearbejdelser af hans Lærer Angiolinis Kompositioner, gjorde betydelig Lykke. Hvad der her bødes Publikum, var en koreografisk Kunst, det ikke tidligere havde kjendt, og selv en saa stræng Dommer som Rosenstand-Goiske, i hvis Øjne Balletten næsten var en Uting, maatte anerkjende G.s store Evner og har givet følgende Skildring af ham: »Hans Stof eller, hvad det samme er, hans Fabel og Plan er ordentlig dramatisk, hans Udførelse fuldkommen regelmæssig og hans Situationer pittoreske eller dannede ved skjønne Grupper. Men det, som gjør denne fortræffelige Mands Kunst og Smag Ære, er, at han, naar han tager sit Stof eller sin Fabel af et andet Skuespil, da ypperlig forstaar at ballettisere det, om jeg saa maa sige. Altid maa Tilskueren beundre den skjønne Forvirring, den Mængde af Personer, som bringes paa Skuepladsen, hvorved dog den ene ikke gaar den anden i Vejen, de mange Situationer og Tableaux, den ypperlige Aktion og Pantomime, som vises os, og overhovedet den Regelmæssighed og Sandsynlighed, der altid hersker i hans Kompositioner. Med ét Ord, man kan her sige: det er ikke alene Sanserne, denne Mand véd at fornøje, men det er endogsaa Sjælen.«

Efter et Aars Forløb fornyede G. sin Kontrakt med Theatret paa den Betingelse, at det ogsaa engagerede hans Hustru, Antonia f. Guidi, der var en anset Danserinde i Mailand [Milano]. Hun debuterede paa det kgl. Theater 26. Nov. 1778 i Balletten »Statuen«, men blev kort efter syg og døde 29. Juli 1780.

I sine første Aar i Kjøbenhavn udfoldede G. en meget stor Virksomhed og komponerede saaledes fra 1775—80 ikke mindre end 17 forskjellige Balletter, der næsten alle vandt stort Bifald, særlig »Marybones Have i London«, »Statuen«, »Linna og Valvais« samt »L'orphelin de la Chine«. Om en anden af hans Balletter, »Kjærligheds og Mistankens Magt«, skriver Overskou, at han her havde digtet et lille Skuespil, tiltalende ved Begivenheden, fuldt af Liv, Følelse, Lune og Afvexling, og alt med Anvendelse af yderst smaa Midler. At Publikums Interesse for denne Kunstretning efterhaanden steg, er lige saa naturligt, som at Landet søgte at sikre sig den dygtige Mand. Han blev derfor i 1781 ansat paa Livstid med Tilsagn om Pension, Meddelelse af Indfødsret og Haab om at blive Hofballetmester. I Aarenes Løb havde han faaet sig et Personale, med hvilket han var i Stand til at skride til de større og fuldkomnere Opgaver, som fremstillede sig for hans Kunstnerblik, og for disse Kræfter skabte han da i de kommende Aar de mange Balletter, der gjorde hans Navn berømt langt ud over Landets Grænser. Saaledes fremkom i 1786 den nydelige lille Humoreske »Amors og Balletmesterens Luner«, der Aaret efter fulgtes af hans første tragiske, med stort Bifald optagne Ballet »Semiramis«. Med Fireakts-Balletten »Telemach paa Kalypsos Ø« betraadte G. i 1792 en — som han troede — ny Vej, i det han tog Sangen med som understøttende Element for Dansen, og hvor meget der end kunde indvendes mod denne Sammenblanding, gjorde den ypperlige Balletkomposition, som støttedes af C.H. Prams Vers og Grevinde Ahlefeldts Musik [...], megen Lykke. Paavirket af Pram fremførte han i 1801 sin Treakts-Ballet »Lagertha«, der med rette af Datiden erkjendtes for et Mesterværk saa vel i Henseende til Handlingens Gang som til Danse, smagfulde Grupperinger og maleriske Optog. Ogsaa her havde han anvendt Sange og i Schall, der har sat Musik til mange af hans Arbejder, fundet en fortræffelig Komponist. Det paafølgende Aar bragte atter to nye Beviser paa G.s store Talent som Balletdigter i »Bjærgbøndernes Bøn og Spejlet« samt i »Nina eller den vanvittige af Kjærlighed«, og i Fireakts-Balletten »Rolf Blaaskjæg«, som skriver sig fra 1808, saa vel som i Femakts-Balletten »Romeo og Giulietta« fra 1811 lagde Oldingen tydelig for Dagen, at Aarene endnu ikke havde svækket hans Aandsevner. Derfor skriver Rahbek [se om Rahbek i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] ogsaa om ham efter hans Død: »Ikke drister jeg mig til at bedømme ham som egentlig Balletkomponist, mindst naturligvis med Hensyn paa, hvad der vedkommer den egentlige Dans; men det vover jeg at sige med Sandhed, at mellem de tragiske Digtere, jeg har kjendt, jeg har ingen genialere fundet, at hans Aands Ild langtfra at svækkes, endsige slukkes, med Aarene, tvært imod syntes bestandig at brænde klarere og stærkere, og at mellem samtlige de Kunstnere, vi her have tabt, ingen fra denne Synspunkt betragtet i højere Grad havde Adkomst til det Hædersminde, Cicero satte sin Ven og Lærer Roscius, at, skjønt han døde en Olding, syntes han dog, i Betragtning af hans mageløse Kunst, aldeles ikke at have burdet dø.«

G. har i alt komponeret 48 Balletter, som ere gaaede 2.181 Gange over Scenen; desuden har han komponeret 16 pantomimiske Prologer og Epiloger samt Entreer og arrangeret Danse og Optog til 25 Skuespil. Han blev, hvad der paa hin Tid var en stor Sjældenhed, for sin fortjenstfulde Virksomhed i 1812 benaadet med Danebrogsordenens Ridderkors og fik i 1814 Rang med Universitetets Professorer. Han døde 16. Dec. 1816, og med ham jordedes ogsaa hans Balletter. Vel gjorde man i 1833 et Forsøg paa at gjenoptage »Romeo og Giulietta«, men det mislykkedes, og kun hans lille Ballet »Amors og Balletmesterens Luner« har holdt sig indtil de sidste Aar.



Til: Indholdsfortegnelsen




Garboe, Peder Severin, 1711—71, Læge

Af G.L. WAd

Peder Severin Garboe var født 6. Maj 1711 i Vejrum og Søn af Præsten Mag. Henrik G. og Karen Sørensdatter; privat dimitteret 1728. kom til Christiania som Fuldmægtig hos Stiftamtmand J. Benzon, blev 1743 Proviants-, Ammunitions- og Materialforvalter ved Bergens Fæstning, 1745 tillige Viceborgmester i Bergen, hvor han oprettede det første Sukkerraffinaderi uden for Kjøbenhavn; 1749 tog han Afsked som Viceborgmester (Embedet som Forvalter ved Fæstningen havde han opgivet 1746) og rejste udenlands, hvor han studerede Medicin, blev 1762 Dr. med. i Halle og senere anhalt-bernburgsk Hofraad, vendte efter nogle Aars Forløb tilbage til Danmark, praktiserede en Tid i Helsingør og endelig i Kjøbenhavn, hvor han døde 13. Nov. 1771. Skjønt han omtales som den vidunderligen navnkundige Dr. G., efterlod han sig saa lidt, at hans Bo var insolvent; han skildres for øvrigt som en Særling. Foruden nogle smaa medicinske Afhandlinger har han udgivet nogle populære Skrifter i samme Fag. Gift 1. med Geske Johanne f. Kaa, Datter af Mag. Jochum K., Præst i Bergen; 2. med Maren f. Mathiasen (død 10. April 1810), Datter af Politimester i Bergen, Kancelliraad M.


Tilføjelse: Garboe var involveret i en »skandalesag«, jf. flg. fra biografien over Erik Pontoppidan [se om Pontoppidan i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]]: Ligesom P. i sin Tid havde søgt bort fra Kjøbenhavn, fordi han fandt sin Stilling rokket, saaledes var det ogsaa Vanskeligheder, dog af mere forargelig Karakter, der bevægede ham til at forlade Bergen. 1754 søgte han Rejsetilladelse til Kjøbenhavn. Den egentlige Grund, som dog ikke blev nævnet, var en skammelig Beskyldning af Bergens Viceborgmester Garboe, der var bleven Fader til et Barn ved en ugift Datter af Bergens Politimester Mathiesen. For at komme ud over disse Vanskeligheder lod han i en Provsteprotokol i Jylland, hvor Barnet blev døbt, tilføre, at P. delte Beskyldningen for Paterniteten med ham. P. fik dog fuldstændig Oprejsning for denne Tort, men vendte ikke tilbage til Bergen.

Se også artiklen om Jacob Høyer.



Til: Indholdsfortegnelsen




Gjedde, Frederik Eiler, 1641—1717, Søofficer, Stiftamtmand

Af C. With

Frederik Gjedde var Søn af [...] Ove G. Han nævnes første Gang 1677 som Chef for Orlogsskibet »Neptunus«, hvormed han 1. Juli deltog i Slaget paa Kjøge Bugt og sekunderede Niels Juel saa godt, at han med Ære omtaltes af denne til Kongen; kort Tid efter forfremmedes han til Schoutbynacht. 1687, udsendtes han som Viceadmiral til Nordsøen med en liden Eskadre for at forjage Sørøvere; 2 Aar senere var han atter underlagt Hovedflaaden under Niels Juel, der dog ikke udrettede noget dette Aar. 1695 førte han Kronprinsens Brud, Prinsesse Louise af Meklenborg, fra Warnemünde og var Aaret hernæst Chef for en Øvelseseskadre i Sundet. Aar 1700 havde han en Kommando i den store Flaade, som under Gyldenløve skulde forhindre Svenskerne under Wachtmeister i at forene sig med en engelsk-hollandsk Flaade; imod Forventning gik Wachtmeister gjennem Flinterenden, medens G. passede paa i Drogden, og Foreningen blev derved alligevel iværksat. Flaaden maatte nu indskrænke sig til at forsvare Hovedstaden og kunde saaledes ikke forhindre, at Svenskerne 4. Avg. landsatte Tropper ved Humlebæk; 14 Dage senere sluttedes dog Krigen ved Freden i Traventhal. 1702 blev G. hvid Ridder. 1704—6 var han ansat som Overdirektør for Norges Indrulleringsvæsen, af hvis Ordning han indlagde sig en Del Fortjeneste. 1707 udnævntes han til Gehejmeraad; 1710—12 og senere 1712—13 var han Medlem af General-Kommissariatet i Søetaten. 1713 afgik han fra Marinens Tjeneste og ansattes som Generalpostdirektør, derefter (s. A.) som Stiftamtmand i Fyn, hvor han forblev til sin Død, og hvor han ejede Godserne Hindema og Nordskov i Svendborg Amt.

G. var 3 Gange gift: 1. (1682) med Susanne Elisabeth Adeler (f. 13. Nov. 1663 død 3. Marts 1685), Datter af Admiral Cort A.; 2. (1687) med Sophie Amalie Løvenhjelm (f. 6. Sept. 1671 død 21. Okt. 1698), Datter af Generallieutenant Hans L.; 3. (1707) med Abel Cathrine v. Buchwald. Han havde 3 Sønner, for hvilke Ludvig Holberg i 1709 var Lærer. I en anonym Supplik fra Odense 1716 erholder G. kun et daarligt Skudsmaal; Beskyldningerne vare saa grove, at Kongen beordrede Summus Theologus, Dr. Bartholin til i Forening med 2 Provster at undersøge Sagen; forinden var G. imidlertid død, og Anklagen, som formodentlig, efter hvad der i øvrigt findes oplyst om ham, næppe har været retfærdig, bortfaldt dermed. I Skrivelser til Konseillet fra den Tid, han var i Admiralitetet, angaaende Stridigheder med Kollegiets øvrige Medlemmer om Lægen Jens Bing [...] viser han sig som en sindig og fordomsfri Karakter. Han døde i Odense 13. April 1717.



Til: Indholdsfortegnelsen




Gram, Johan, omkr. 1695-1747, student, skuespiller, pedel ved Universitetet

Johan Gram [Johan Wibe Gram?] var - så vidt vides - søn af en bonde på Ringsted-kanten. Han blev dimitteret til studentereksamen fra Ringsted. 1722-1723 var han skuespiller og spillede fx Jeppe. I 1730 blev han pedel ved Universitetet. Se: Just Justesens Betenkning over Comoedier.



Til: Indholdsfortegnelsen




Gunnerus, Johan Ernst, 1718—73, Biskop, Naturforsker

Af D. Thrap, Jonas Collin og E. Rostrup

Johan Ernst Gunnerus er født i Christiania [Kristiania] 26. Febr. 1718. Faderen, Erasmus G. (død 20. Nov. 1732 som Stadsfysikus), synes at have været Nordmand; Moderen, Anna f. Gerhard, var fra Skotland. G. kom 1729 i Christiania [Kristiania] Skole, hvorfra han dimitteredes 1737. Han glimrede ved Examen artium, og det kan ikke undre, naar der — efter hans egne Ord — næppe var nogen klassisk Avtor, han ikke allerede i Skolen havde læst foruden en hel Del ældre filologiske Skrifter. Hans dygtige Lærere, Rektor Jacob Raseri og Konrektor E. N. Arbien, fritoge ham for at læse den Tids »usle filosofiske Lærebøger«, og allerede som Skolediscipel kunde han holde filologiske Forelæsninger for Kammerater. I Kjøbenhavn blev han kun kort, da han snart maatte vende tilbage til sin fattige Moder, informere, prædike og paa egen Haand studere Filosofi og Theologi til 1740, da han atter drog til Kjøbenhavn og blev Baccalaureus. Han blev her nu i 2 Aar, fik da et kongeligt Stipendium og rejste til Halle, hvor han i 2 Aar studerede de forskjelligste Videnskaber, medens han tillige var Hovmester hos en liflandsk Adelsmand, v. Stahl. Da denne gik i fransk Tjeneste, drog han med 2 kurlandske Herrer, v. Medem, til Jena. Maaske det var Forholdet til disse, der strax ved Ankomsten 18. Dec. 1745 bekostede G.s Magisterpromotion, som førte ham til dette paa hin Tid ikke blomstrende Universitet. Her var imidlertid en Størrelse som Joachim Darjes, der kan have tiltrukket G., som slog sig ned her og i 2 Aar fortsatte sine Studier i de forskjelligste Retninger.

Han var tidlig bleven bekjendt som en af de dybere Wolfianere, man satte ham i Klasse med Baumgarten, Reusch, Meier o. fl., og man tør efter hans litterære Produktion antage, at det er de filosofiske Studier, der have fængslet ham her i de mange Aar, og at han maaske har haabet paa denne Vej at gjøre Lykke. Her har vel imidlertid Fattigdommen været ham en Hindring, da det ellers er vanskeligt at forstaa, at han ikke tog Doktorgraden. 1747 optraadte han som Forfatter med 2 latinske Traktater, hvori han vilde bevise, at de nyere Filosofers Lære om Friheden stemte overens med Theologernes. Forelæsninger havde han hidtil ikke holdt, men i Begyndelsen af 1748 blev J. E. Schubert, Præst i Stadthagen og Privatdocent i Jena, kaldet til Professor i Helmstedt, og G. paatog sig da at tilendebringe et af ham paabegyndt Kollegium. Efter at have disputeret pro venia docendi begyndte han da at holde Forelæsninger og synes her at være kommen paa sin rette Plads. Han tog derhos fat paa det betydelige Arbejde over Natur- og Folkeretten, som han tilendebragte i 4 Aar, i dét han læste [underviste] 8 Timer ugentlig hvert Semester og saa ved Siden heraf i 8 Bind (1748—52) udgav sit Arbejde som Fortolkning af Darjes' Kompendium (»Erklärung des Natur- und Völkerrechts nach den Grundsätzen des Herrn Darjes«), fra hvilket han i enkelte Punkter afveg. Har han nu ved dette Arbejde skaffet sig Venner og Beundrere inden den akademiske Ungdom, saa fik han ogsaa føle, hvor farligt det var at optræde mod en Størrelse som Darjes. Denne optraadte i et Skrift mod G., efter at den 1. Del af hans Værk var udkommen, og snart løftede flere sin Røst. G. blev ikke sine Modstandere Svar skyldig, men synes ikke at have befæstet sit Ry ved denne Strid, da de lærde Tidsskrifter, der med Velvilje havde omtalt hans tidligere Arbejder, forbigik dette hans betydeligste Værk med Tavshed. Om noget Avancement blev der ikke Tale for G. i Jena, men hans Dygtighed maatte erkjendes, og han blev mod Slutningen af sit Ophold her (1753) Adjunctus designatus ved det filosofiske Fakultet og begyndte at foredrage »Mathematikken og alle Filosofiens Dele«. Ved denne Tid blev han ogsaa optagen i det latinske Selskab, og dette var da alt, hvad han her opnaaede. Noget egentlig nyt og stort kan G. ikke siges at have baaret frem under sin ihærdige filosofiske Virksomhed i Tyskland, medens han vel maa betragtes som en dygtig Bearbejder af de Ideer, som bevægede Tiden inden det Leibnitz-Wolfske Systems Ramme. At han befæstede sit Ry inden den Kreds, hvor han arbejdede og stred, er rimeligt nok, om det end ikke er kommet saa vidt, som man senere antog (Suhm, Saml. Skr. VII, 50). Til hans Fædreland kan det næppe være naaet, da han ikke nævnes i »Kjøbenhavns lærde Tidender« alle de Aar, han var i Tyskland.

G. var ikke længer ung, og hvor vel han end befandt sig ved det tyske Studenterliv, med hvis Duelvæsen og ubundne Levemaade han ikke var ukjendt, maatte han dog nu tænke paa sin Fremtid. Maaske har en saadan Tanke ligget i Tilegnelsen af hans store Værk om Natur- og Folkeretten til Kong Frederik V. Muligens har man ogsaa nu søgt at finde en Plads til ham i Danmark, og da Herlufsholms Kald i Nov. 1754 blev ledigt, kaldedes han hertil, hvorhos han fik Titel af Professor og blev Lector lingvæ Hebraicæ ved Skolen 13. Dec. s. A. At han i Jena fik Tilbud om et Professorat, som Brodersønnen N. D. G. fortæller, er lidet rimeligt, medens det tør anses sikkert, at man der vilde have ham til Rektor ved Latinskolen. Herlufsholms Kald har han næppe søgt, da han ikke havde Attestats, og ingen Ansøgning fra ham er funden. Ved Paasketid 1755 kom han til Kjøbenhavn, hvor han snart fik Anledning til at optræde ved en af Professor Obelitz afholdt Disputats og vakte Opsigt, men ikke ubetinget Anerkjendelse. 12. Juni 1755 blev han ordineret efter at være fritagen for Attestats. Til Herlufsholm kom han imidlertid ikke, og som Præst kom han aldrig til at virke. Der blev indledet Forhandlinger med Kommunitetsprovsten N. Nannestad om at bytte Embede, og det lykkedes, saa G. 10. Sept. 1755 kunde udnævnes til Kommunitetsprovst, hvorhos han blev Biskoppens Vikar ved Universitetet. Han forlovede sig med en Jomfru Hagen, Søster til Professorinde Kratzenstein, men hævede snart Forbindelsen, gav sin forlovede Erstatning i Penge og paadrog sig ubehagelig Omtale. Det anfægtede ham dog ikke, og han begyndte strax en Forelæsningsvirksomhed, som vistnok paa den Tid var enestaaende i Kjøbenhavn. Han læste over Theologi, Logik, Metafysik, Natur- og Folkeret, — holdt 4 Kollegier om Dagen foruden sine akademiske Forelæsninger. Det klinger næsten utroligt, men hans Arbejdskraft maa have været lige saa stor som hans polyhistoriske Viden. Ved Siden af denne betydelige akademiske Gjerning gik ogsaa her en Forfattervirksomhed, der ikke ved sit Omfang alene maatte vække den største Opmærksomhed, og fra nu af have ogsaa de lærde Tidender nok at fortælle om ham. Endnu før han havde tiltraadt sin Lærestol, udkom hans »Institutiones theologiæ dogmaticæ«, hvori han efter Wolfs Methode søger at forklare de gamle Theologer, navnlig Baier, medens han dog ogsaa vil have fremført originale Tanker, navnlig til Klargjørelse af den Helligaands Vidnesbyrd og Maaden, hvorpaa det opkommer i Sjælen. Maalet for Verdensstyrelsen sætter han ikke i Guds Forherligelse, men i Menneskenes Lyksalighed, som han dog vil forlige med Læren om Helvedstraffenes Evighed. Han optræder her med stor formel Dygtighed, der ogsaa maa erkjendes i hans mindre theologiske Arbejder. Ved Siden af disse maa nævnes hans Metafysik (1757), der roses som et særdeles godt Arbejde. At han gjorde Lykke og samlede mange Tilhørere, blandt hvilke mærkes B. Riisbrigh og Tyge Rothe, maa vel ikke blot tilskrives hans Personlighed, Kraft og Iver, men ogsaa Forholdene ved Universitetet, hvor Wolfs Filosofi hidtil ikke havde fundet synderligt Indpas. Som en Nyhedernes Mand af uomtvistelig Dygtighed og temmelig utilhyllet Lyst til at fremhæve sig selv fandt han baade Modstandere og Misundere.

G. blev ikke længe i Kjøbenhavn. I Juli 1758 blev Throndhjems [Trondheim] Bispestol ledig, og G. blev under en Avdiens hos Kongen af denne lykønsket som dens Indehaver, hvortil han faa Dage efter (31. Juli) blev udnævnt. Det antages, at hans Stilling som Overhovmester i Grev Moltkes Hus har givet Anledning hertil. G. drog til Norge, medens B. Riisbrigh, J. Wøldike, C. G. Seydlitz og J. Sivertsen paa en Maade fortsatte hans Gjerning ved Foredrag og Disputatser over hans filosofiske Kompendier. Selv havde han begyndt paa kirkehistoriske Forelæsninger, og han traadte frem for sit Stifts Gejstlighed med kirkehistoriske Tanker i sit Hyrdebrev (1758), mod hvis Rettroenhed der intet er at bemærke, om det end kan ses, at dets Forfatter ikke hører den gamle Tid til. Han anbefaler sine Præster Joh. Arndt og Spener, medens han indtrængende lægger dem paa Hjærte at vedblive med videnskabelig, navnlig filosofisk, Syssel. Størst Interesse har dette Hyrdebrev ved den udførlige Fortegnelse over alle i Throndhjems Stift fødte eller bosatte Forfattere efter Reformationen. Han udtalte her, at han agtede at oprette et videnskabeligt Selskab, som han ogsaa strax med Suhm [se om Suhm i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] og G. Schøning satte i Værk. 1. Bind af dets Skrifter (1761) aabnede han med en Afhandling om Sjælens Udødelighed. Ved Jubelfesten 1760 blev han Dr. theol. Videnskabsselskabet blev 1767 kongeligt og har siden haft ikke ringe Betydning for Stiftet. G. satte sig til Formaal at virke for Videnskabelighed i sit Fødeland. Han begyndte med Historien, men fandt snart i Zoologien og Botanikken aldeles ubearbejdede Felter, hvor han kunde udrette mere. Hvad han her har bragt for Dagen omtales nedenfor, og her skal kun bemærkes den Iver, han optændte hos Præster og andre Mænd for at indsamle mærkelige Sager, og den Interesse, han saa ofte viste for at efterspore de overtroiske Forestillinger, der knyttede sig til forskjellige Planter og Dyr. Fra fjendtligt Hold (N. C. Friis) fik han Bebrejdelser for, at han brugte Tiden paa sine Visitatser til at fremme sine naturvidenskabelige Interesser. Dette er sikkert nok, men der er ingen Grund til den Tanke, at han for disses Skyld forsømte sit Embede. Dette fik den ovennævnte Forfatter selv bedst føle, da G. afslørede hans mislige Forhold som Kasserer for Missionen [...]. Han var en flittig Visitator, blev en varm Talsmand for Finnerne og en god Støtte for det i hans Tid virkende Seminarium Lapponicum. De Erklæringer, der ere fundne fra hans Haand, lade i Klarhed, Bestemthed og frimodige — til Dels noget hensynsløse — Udtalelser intet tilbage at ønske. For Bispearkivet indsamlede han en Del kirkehistoriske Aktstykker.

G. er en af de første — om ikke den første —, der har udtalt Ønsket om et Universitet i Norge — i en Tale paa Christian VII's Fødselsdag 1768 —, og det saa en Tid ud til, at han skulde blive Redskab til dets Opfyldelse. Ved Kabinetsordre af 4. Jan. 1771 paalagde Struensee Konsistoriet at udkaste en ny Plan for Universitetets Virksomhed. Der indkom flere Projekter, men der blev foreløbig intet Hensyn taget til dem, hvorimod Struensee om Sommeren efter Opfordring af Livlægen C. J. Berger kaldte G. til Danmark for at udarbejde nye Reformforslag. G. kom til Kjøbenhavn i Okt. 1771 og fik de indkomne Projekter til Behandling. Det gik hurtig, og allerede 16. Dec. fremkom han med sin Plan i 2 Udkast. Disses Enkeltheder findes i Nyerups Skildring af Tilstanden i Danmark og Norge i ældre og nyere Tider III, 2, 383 ff. Han vilde skaffe Universitetet en fastere Styrelse ved en Vicekansler, afskaffe Professorernes corpora, Rangordningen mellem Fakulteterne og Disputerøvelserne ved Kommunitetet, medens Forelæsningerne skulde ophjælpes. Der indløb en Mængde Breve til ham om, at han skulde arbejde for et Universitet i Norge, og han udkastede da ogsaa en Plan til et saadant, der skulde have sit Sæde i Christianssand [Kristiansand]. Hid vilde han i saa Fald have Videnskabsselskabet flyttet og ønskede selv her at være Vicekansler. Sin Amanuensis i Kjøbenhavn, J. H. Tauber, vilde han have til Professor i Norge og, da der herom ikke blev Tale, til Konrektor i Throndhjem [Trondheim] og Sekretær i Videnskabsselskabet. Hans inderlige Tilslutning til denne Repræsentant for den begyndende Rationalisme synes at betegne hos ham en Opgiven af den gamle Orthodoxi. Universitetsplanen faldt med Begivenheden 17. Jan. 1772, men meget af den kom op i en følgende Tid.

G. vendte tilbage til Throndhjem [Trondheim] i Sommeren 1772 og opgav snart al Tanke om Universitetssagerne. Til en Forandring i hans Stilling aabnede der sig en Udsigt, da Biskop Nannestad i Christiania [Kristiania] blev syg i Marts 1773, men inden han resignerede, var G. død under sin Visitats i Christianssund 25. Sept. 1773. Han var ugift, men efterlod dog en Gjæld paa 9.000 Rdl. Han var en slet Husholder og havde megen fattig Familie. Der er maaske ingen Nordmand, der forholdsvis har udrettet saa meget for den videnskabelige Dannelse blandt sine Landsmænd som G., og den Berømmelse, hvormed hans Navn er kommet til Efterverdenen, skriver sig væsentlig fra hans Virksomhed i Fødelandet, som han var inderlig hengiven. Om hans moralske Forhold har Jens Møller paa et Par Steder udtalt sig skarpt.


— Som videnskabelig Naturforsker indtager J. E. Gunnerus ikke nogen fremragende Stilling, men han maa betragtes som en intelligent og kundskabsrig Dilettant, der med Iver og Dygtighed benyttede den udmærkede Lejlighed, som hans udstrakte Visitatsrejser i forholdsvis lidet kjendte Egne gave ham, til at gjøre Iagttagelser og berige sin Indsigt i Naturvidenskaberne, navnlig i Zoologien. Resultaterne af sine Undersøgelser nedlagde han i en større Række Afhandlinger, af hvilke de fleste offentliggjordes i »Det throndhjemske Selskabs Skrifter« og »Det kgl. norske Videnskabernes Selskabs Skrifter«, bl.a. »Om Havhesten (Procellaria Grønlandiæ)«, »Om nogle lomartede Fugle«, »Om et Søtræ, kaldet Gorgonia flabelliformis« og »Kritiske Tanker om Kraken, Søormen og nogle flere Vidunder i Havet«, hvilket sidste Arbejde, der baade vidner om Lærdom og Skarpsindighed, dog først udkom adskillige Aar efter hans Død, nemlig i 1784. Han forener i denne Afhandling sin Opgave som gejstlig med sin Virksomhed som Zoolog, i det han søger at udrydde de overtroiske Forestillinger, som især hos den lavere Del af Befolkningen knyttede sig til Beretningen om disse Fabeldyr. Ved sine 2 Afhandlinger om Brugden (Sqvalus maximus), som »efter al Formodning har været den Fisk, som opslugede Profeten Jonas«, leverede han værdifulde Bidrag til denne interessante Hajfisks endnu paa mange Punkter uopklarede Naturhistorie og navnlig saadanne Oplysninger om dens mærkelige Gjællebarder, at det, om end først 100 Aar senere (ved Steenstrups Undersøgelser), lykkedes at fastslaa den rette Tydning af disse Organer ved Hjælp af hans Meddelelser. I »Det kjøbenhavnske Selskabs Skrifter« X (1770) findes en ret værdifuld Afhandling af G., betitlet »Nogle smaa rare og mestendelen nye norske Sødyr« og forsynet med en Tavle. — Det var dog ikke Zoologien alene, der fængslede G.s Interesse. Ogsaa paa Botanikkens og Mineralogiens Omraader gjorde han Undersøgelser (jvfr. ndfr.). Han udgav saaledes »Adskillige Anmærkninger, fornemmelig i Henseende til Mineralier i Nordland og Finmarken« (1761). Hvad der endnu existerer af G.s naturhistoriske Samlinger, findes i det throndhjemske Musæum.


— J. E. Gunnerus har ogsaa gjort sig fortjent ved botaniske Arbejder, særlig ved sin »Flora Norvegica«, en i sin Tid meget anset og med til Dels fortrinlige Kobbertavler udstyret Foliant, hvis 1. Del udkom i Throndhjem [Trondheim] 1766, 2. Del i Kjøbenhavn 1772, og som i henved et Aarhundrede var den eneste nogenlunde fuldstændige Fortegnelse over norske Planter. Over 1.100 Arter ere beskrevne og ledsagede af talrige Angivelser om deres Udbredelse i Norge; ligeledes ere mange gængse Trivialnavne meddelte, og særlig udførlig er for mange Arters Vedkommende angivet deres Anvendelse i de forskjellige Egne af Landet, hvilke økonomiske Meddelelser Forfatteren synes at have anset for Hovedsagen. Der findes ikke mindre end 350 blomsterløse Planter optagne i Floraen, et for den Tid ikke ringe Antal. G. har ogsaa efterladt ét paa hans mange og lange Visitatsrejser indsamlet Herbarium, der dog peger hen paa, at Bestemmelserne i hans Flora ikke altid ere paalidelige, ligesom de af ham opstillede nye Plantearter i mange Tilfælde ikke have kunnet bestaa for en senere Kritik. En paa den sydlige Halvkugle hjemmehørende Planteslægt Gunnera er af Linné opkaldt til Ære for ham.

Henvisning


Se omtale: i Carl Henrik Koch: »Dansk oplysningsfilosofi«, Gyldendal, København 2003.
Kommentar til Koch's bog kan findes i afsnittet »Holberg's filosofi og hans behandling af teodicéproblemet« i:
»Et åbent sind? Om Holberg's tænkning. Kommentarer« [4-5 MB].



Til: Indholdsfortegnelsen




Gyldensten, Jean Henri Huguetan Greve af, 1654—1749, Godsejer og Forretningsmand

Af E. Holm

Jean Henri Huguetan Greve af Gyldensten var født i Lyon og var Søn af en Boghandler og Bogtrykker. Skjønt han var Protestant, blev der ikke lagt Hindringer i Vejen for de omfattende Bankierforretninger, han en Tid lang drev i Frankrig. Dog foretrak han efter 1690 at bo en halv Snes Aar i Amsterdam, hvor han sammen med en Broder virkede som Boghandler. Siden finde vi ham atter i Frankrig. Paa den spanske Arvefølgekrigs Tid tjente han mange Penge ved Leverandørforretninger; men uheldigvis kom han paa Kant med den franske Regering om Pengesager (April 1705), og han maatte flygte til Holland, hvorfra han gik til England. Store Svingninger vedbleve at betegne hans Liv. Efter at han var gaaet fallit i England, og han der havde bragt adskillige store Huse til at fallere, synes han at have flakket om i forskjellige Lande, indtil han omsider 1711 flyttede til Danmark. Han havde fra sit bevægede Liv bjærget Titel af Baron af Odyk og en betydelig Rigdom, hvad onde Tunger vilde sætte i Forbindelse med, at han havde gjort svigagtig Fallit. Overhovedet har der været foranderlige Rygter i Gang om hans Levned, inden han kom til Danmark. Her anbragte han en Del af sine store Midler i Jordegods baade i selve Kongeriget og i Holsten. De fynske Godser Enggaard, Oregaard og Uggerslevgaard fik han 1720 gjort til et Grevskab under Navn af Gyldensten. Desuden nævnes han som Herre til Cronsburg i Holsten.

Han var tillige Kammerherre (fra 1714) og Ridder af Danebrog (fra 1717). Af offentlige Embeder synes han kun en Tid at have beklædt Stillingen som Envoyé ved de ober- og nederrhinske Kredse og den westfalske Kreds; men han indtog dog en meget fremskudt Stilling her hjemme. Foruden sine Rigdomme havde han under sit Livs stærke Omskiftninger vundet en betydelig Smidighed og Evne til at tumle med forskjellige Personligheder, og han var en særdeles begavet Mand med stor Kundskab i alt, hvad der vedrørte Pengeforretninger og Handelssager. Alt dette kastede i Frederik IV's og hans Stormænds Øjne et Dække over hans oprindelig lave Byrd og tvivlsomme Fortid. Han var jævnlig Gjæst ved Kongens Taffel, og han hørte til Storkansleren Grev U. A. Holsteins og hans Frues nærmeste Venner. Den franske Regering anbefalede sine Diplomater at være forsigtige over for ham, »der var bleven saa bekjendt ved sin Bankerot«; men de tilraadede stærkt at stille sig i et venskabeligt Forhold til ham. Baade hans Klogskab og hans Indflydelse gjorde det ønskeligt. Da det ostindiske Kompagni i 1722 stod paa svage Fødder, ansøgte det Kongen, om G., uagtet han ikke var Lutheraner, men reformert, maatte blive en af dets Direktører, et Ønske, Kongen ogsaa opfyldte. Efter Frederik IV's Død gjaldt det for tvivlsomt, om han kunde undgaa den Unaade, der ramte dem, som havde staaet denne Konge nær; men han forstod at holde sig oven Vande. Under den Iver, som Christian VI's Regering viste for Handel og Industri, gjaldt han ligesom hans uægte Søn Demercières [...] for omtrent uundværlig, og det var saa langt fra, at Kongen stødte ham bort, at han 1731 gjorde ham til Gehejmeraad (1738 Gehejmekonferensraad). Ogsaa var han med at give Raad ved Bankens Oprettelse 1736, og han tegnede sig til Glæde for Kongen for et stort Antal Aktier. Endnu 1742 omtaler en svensk Diplomat i Kjøbenhavn ham som ualmindelig kraftig baade paa Sjæl og Legeme. Han døde 14. Juni 1749.

Foruden den ovennævnte uægte Søn havde G. en Datter, der var født i et Ægteskab med en hollandsk Dame af Slægten Wassenaer. Denne Datter flygtede til Skaane med en Antoine Casado Marquis de Monteleone, Søn af den spanske Minister i Kjøbenhavn, og hun lod sig her vie til ham. Det kom i den Anledning til et Brud imellem hende og Faderen, der for øvrigt fik endnu mere Grund til Sorg ved hendes senere udsvævende Liv.

Fra en Datter af hende nedstamme de senere Besiddere af Grevskabet Gyldensten.

Henvisning


Se nærmere om Henrik VI greve af Reuss (1707-1783), amtmand, overhofmester Sorø Akademi i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave].



Til: Indholdsfortegnelsen




Gyllembourg, Carl Frederik (Ehrensvärd), 1767—1815, Politiker og landøkonomisk Forfatter

Af H. Schwanenflügel

Carl Frederik Ehrensvärd Gyllembourg blev født 7. Jan. 1767. Hans Forældre vare Carl Friherre Ehrensvärd, General og Chef for det svenske Artilleri (død 1770) og Anna Antoinette f. Gyllenborg. Som landflygtig antog G. Moderens Navn, kun lidt anderledes bogstaveret. — Den unge G.s Uvilje mod Gustav III's Regeringsforanstaltninger næredes ved Enkedronningens Hof, hvor han var bleven antagen som Page, og forøgedes, da han efter endt Officersexamen kom til at gjøre Tjeneste i Artilleriet, blandt hvis Befalingsmænd Kongen havde nogle af sine ivrigste Modstandere. Den Del af Oppositionen, som mente, at Kongens Død var den eneste Frelse for Fædrelandet, fandt derfor et af sine villigste Redskaber i den unge politiske Enthusiast G. Sammensværgelsen var slet forberedt, men den førte dog til, at Gustav III 16. Marts 1792 saaredes dødelig. G. dømtes af Svea Hofret til at miste Ære, Gods og Livet ved Halshugning; men Højesteret formildede Dommen til Landsforvisning og Tab af Adelskab og alle borgerlige Rettigheder, en Straf, der sikkert var alt for haard i Forhold til G.s Brøde, der kun bestod i, at han havde maattet love Oberst Liljehorn at bringe ham Melding om Kongens Død og var rede til at parere Ordre fra sin foresatte, Major Hartmansdorff, som ogsaa var impliceret i Sammensværgelsen. G. forlod nu sit Fødeland med den Beslutning at træde i fransk Krigstjeneste; men den jakobinske Revolution af 10. Avg. 1792 og navnlig Septembermyrderierne holdt ham tilbage. Efter at G. en Tid havde styret en Gaard, en af hans Venner havde kjøbt i Holsten, og i Direktoriets Periode atter gjort en forgjæves Rejse til Frankrig for at blive ansat i Militærtjenesten, besluttede han at bosætte sig i Danmark. I Kjøbenhavn traadte han i venskabeligt Forhold til flere frisindede Forfattere som Rahbek [se om Rahbek i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] og P.A. Heiberg og blev af den sidste indført i hans Hus. Dette skulde dog faa skæbnesvanger Betydning [...]. Da G. i Dec. 1801 var bleven viet til Heibergs fraskilte Hustru, bosatte Ægteparret sig paa den lille Gaard Ruhedal (Gyrstinge Sogn, Sorø Amt), som G., der altid havde haft Lyst til og Interesse for Landvæsenet, havde kjøbt. Da Ruhedal nogle Aar efter brændte, flyttede de til Hovedstaden. Her var det, at G. efter Modtagelsen af en Præmie fra det kgl. Landhusholdningsselskab søgte Avdiens hos dettes Præses, Kronprinsen, rimeligvis for samtidig at anbefale sig. Da imidlertid Kronprinsen paa sin ligefremme, barske Vis svarede G., at »den, som havde været utro mod én Herre, ogsaa kunde være det mod en anden«, indleverede G. en Memoire, hvori han gjennem en udførlig Beretning om Begivenhederne i Stockholm 1792 søgte at forsvare og undskylde sit Forhold i Katastrofen. Efter den Tid synes G. at være stegen i den unge Fyrstes Gunst, og da Gustav IV's afsindige Regimente under Napoleonskrigene i Aarhundredets Begyndelse havde bragt Sverige til Undergangens Rand, og et Tronskifte af alle fornuftige Svenskere ansaas for aldeles nødvendigt, var G. en af Frederik VI's ivrigste Agenter. Skandinaviske Sympathier, der den Gang begyndte at røre sig i begge Landene, og Lyst til at tjene sit nye Fædrelands Herre turde her have været lige virksomme hos G., og det var ham en stor Skuffelse, at den danske Tronkandidatur blev forkastet af det svenske Statsraad og Rigsdagens hemmelige Udvalg. Ogsaa for Norges nye Konstitution nærede G. megen Interesse, og han var den første, der i 1814 foreslog at gjøre »Dagen for Norges nye Skabelse til en national Højtidsdag«. — Som Ægtemand og Fader har han faaet det bedste Lov af sin Hustru og Stifsøn. Den Tone for Anstand og Høviskhed, som paa G.s Tid har været raadende i de svenske Adelskredse, skal (efter Traditionen) i ikke ringe Grad have meddelt sig baade til Fru Gyllembourg og J.L. Heiberg. G. døde 1815.



Til: Indholdsfortegnelsen




Gyllembourg-Ehrensvärd, Thomasine Christine, 1773—1856, Forfatterinde

Af P. Hansen

Thomasine Gyllembourg [Thomasine Christine Gyllembourg-Ehrensvärd] var en Datter af Stadsmægler og Dispachør i Kjøbenhavn Johan Buntzen i hans andet Ægteskab med Anna Bolette f. Sandgaard, som i en Alder af 17 Aar var bleven gift med den 23 Aar ældre Mand. Han var en hjærtensgod, paalidelig Karakter og tillige en højtbegavet, original Natur med mange Interesser uden for sin egentlige Livsgjerning, især med en Sans for astronomiske Studier, som gik i Arv til hans berømte Barnebarn; hun var af et stille, sværmerisk Naturel og hensank efter det første Barns, en Søns, Død i en Tungsindighed, der først spredtes, da Datteren Thomasine kom til Verden 9. Nov. 1773 som den ældste af 4 Søstre. Hun blev sine Forældres Afgud, men mistede allerede i en Alder af o. 8 Aar sin Moder. Faderen saa med Stolthed og Glæde hendes ualmindelige Evner udvikle sig og ytrede ofte: »Det er rent galt, at hun er bleven en Pige, hun burde være en Dreng«, hvorved han dog ingenlunde vilde antyde et maskulint Element i hendes Natur, men kun sigtede til hendes usædvanlige Begavelse; hun var tvært imod stille af Væsen, i høj Grad undselig og blufærdig, blød af Hjærte og med en stærk Trang til at vise og modtage Kiærlighed. Mindet om sin Moder holdt hun fast ved med sværmerisk Tilbedelse, ogsaa for sin Fader nærede hun den største Hengivenhed, og han fortjente den ved den Omhu, hvormed han dels selv, dels ved Hjælp af dygtige Lærere ledede hendes Undervisning i de forskjellige Retninger, som Tiden fordrede; ogsaa Musik lærte T., og hendes bløde, klare, barnlige Sangstemme uddannedes omhyggelig efter alle Kunstens Regler.

Som Translatør havde P.A. Heiberg jævnlig Forretninger med Buntzen, og deres Bekjendtskab førte til, at han blev den unge Piges Lærer i Tysk, Fransk og Italiensk. Da han efter et Par Aars Undervisning og kort efter hendes Konfirmation anholdt om hendes Haand, blev det af Buntzen betragtet som en stor Ære at faa »Rigsdalerseddelens« og de udmærkede Lystspils berømte Forfatter, den uforfærdede Polemiker og Frihedsmand til Svigersøn, og T. faldt det ikke ind, at der kunde være Tale om at afslaa et saa hædrende Tilbud; snarest undrede hun sig over, at en fremragende offentlig Personlighed som Heiberg kunde have ladet sine Tanker falde paa en Ubetydelighed som hende. De bleve viede 7. Maj 1790; han havde da fyldt sit 31., hun sit 16. Aar. Halvandet Aar efter blev Ægteparrets eneste Søn, Johan Ludvig, født.

»I de første Aar af deres Ægteskab,« fortæller Fru J.L. Heiberg, »støttede hun sig som et Barn tryg og frejdig op til sin Husbond med den Inderlighed, som var hende egen. Han glædede sig over hendes Ungdom, hendes Munterhed, hendes Ubevidsthed og en ejendommelig Naivitet, der fulgte hende hele Livet igjennem. Med en medfødt Ordenssans morede det hende at holde sit lille Hjem pænt og smukt, ligesom et Barn morer sig med at ordne sin første Dukkestue. Hun lyttede til sin kloge Mands Ord, saa op til ham som til en Herre, det nok var værd at tjene, var lykkelig, naar han roste hende for noget, og trak sig sky og bedrøvet tilbage, naar han dadlede hende. Hun var stolt af hans offentlige litterære Virksomhed, som hun fulgte med den højeste Interesse. Undertiden kunde den saakaldte ubetydelige lille Hustru betænkelig ryste paa Hovedet over hans noget kaade og hensynsløse offentlige Angreb, snart i én Retning, snart i en anden, men vovede dog ikke i sin Beskedenhed at tale til ham herom af Frygt for, at hendes Mening kunde være fejlagtig, da han jo maatte forstaa dette bedre end hun.« Har der i dette Ægteskab været Trang til Fortrolighed fra hendes Side, saa er den aabenbart ikke bleven gjengjældt fra hans. Aldersforskjellen forklarer dette for en Del, Temperamentsforskjellen mellem Forstands- og Følelsesmennesket endnu mere, og Heibergs udad til stærkt optagne Liv gjorde yderligere sit til at fjærne ham fra det ægteskabelige Samlivs dybere Fællesinteresser. Kort efter hans Giftermaal blev den første Justitssag rejst imod ham i Anledning af Indtogsvisen, og i de følgende Aar fulgte Aktionerne Haand i Haand med hans politiske Polemik, hvis Skarphed forøgedes ved den Tilsidesættelse, han mente at være bleven Gjenstand for, da han, trods de mest udmærkede Anbefalinger fra alle kompetente Myndigheder, blev forbigaaet ved Besættelsen af Embedet som Notarius publicus. Udsigten til en sorgfri og sikret økonomisk Tilværelse blev ham herved afskaaren, det litterære Arbejde kunde den Gang ikke føde en Mand, endsige en Familie, og Bitterheden over disse Forhold i Forbindelse med hans stigende Had til al avtoritær Vilkaarlighed avlede i hans Sind en Irritabilitet, der nærmest og hyppigst fik sit Afløb i Hjemmet. Naar han stundum lod sin Kone høre, at han aldrig havde været forelsket i hende, skete dette vistnok mindre for at krænke hende end for at vise sit aandelige Standpunkts Uanfægtelighed af underordnede Drifter; men naar han med sin skarpe Forstand skar igjennem hendes religiøse Følelse, som han antog for Uklarhed i Begreberne, uden at have Anelse om dens Sammenhæng med Kvindenaturens inderste Strænge, saa ramte han dybere, end han vidste, og rev ned, hvad der ikke let kunde bygges op igjen. At de galante Franskmænd og andre republikanske Meningsfæller, som samledes i den bekjendte Oppositionsmands Hus, bragte dets Frue deres ridderlige Hyldest og fortrylledes af hendes Elskværdighed og Ynde, smigrede vel hendes Ægtefælle; men hans egen spartanske Retsindighed havde ikke Rum for den Tanke, at der kunde spire nogen Fare frem af denne Omgang. Det gik den ellers saa skarpsindige Mands Oje uænset forbi, at der i Løbet af nogle Aar udviklede sig et stadig inderligere Fortrolighedsforhold mellem hans Hustru og en o. 30-aarig svensk Officer, den elegante og belevne Baron Carl Frederik Ehrensvärd, der, forvist fra sit Fædreland, opholdt sig i Kjøbenhavn under Navnet Gyllembourg [...]. Mellem Heiberg og ham bestod der et Venskab, som mest var fremgaaet af Overensstemmelse i politiske Anskuelser og efter svensk Skik havde antaget Form af Dusbroderskab. Et varmere Venskab knyttede dog Gyllembourg til den unge Kone, for hvem han var et velkomment Selskab l hendes mange ensomme Timer. Hendes Følelse sagde hende, at Venskabets stigende Varme ligesom gik hendes Mands Rettigheder noget for nær, og for at komme paa det klare med hans Opfattelse spurgte hun ham, om hendes Omgang med Gyllembourg foruroligede ham, da hun i saa Tilfælde var villig til at afbryde den: »Men vil du det, saa sig det nu, thi maaske vil jeg om et Aar ikke kunne det«. Heiberg svarede, at han ikke forlangte et saadant Offer, og sluttede med at sige: »Gjør i den Henseende, som om jeg ikke var til«, ligesom han tidligere, da hun ængstedes over en ung Franskmands lidenskabelige Kjærlighedserklæringer og betroede sine Ængstelser til sin Mand, havde svaret hende: »Aa, ikke andet, du har din Frihed«. Heibergs stolte Ligegyldighed, da hun søgte sin naturlige Støtte hos ham, gav hende større Sikkerhed i hendes Forhold til Ægtemanden og Tilbederen. Det blev hende klart, at enhver Tanke om, at hun var elsket af sin Mand, maatte bortkastes som en Illusion, og hun besluttede da, at han for Fremtiden skulde have en Søster og Veninde i hende, men heller intet mere, medens hun ikke mente at krænke Agtelsen for ham og sig selv ved at elske Gyllembourg i al Ærbarhed og Stilhed.

Den forandrede Situation gik først op for Heiberg i hele sit pinlige Omfang, da han i sin Livsskæbnes mest afgjørende Vending havde størst Behov for den Samlivets Hjælp, han saa overmodig havde vraget. Om Aftenen 7. Febr. 1800 sagde han Farvel til Hustru og Barn og kjørte, ledsaget til Frederiksberg Bakke af Ægteparret Rahbek [Knyd Lyhne og Kamma Rahbek, se om Knud Lyhne Rahbek i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], ad Roskilde Landevej for over Korsør, Odense og Kiel at naa Hamborg og saaledes tiltræde den Landsforvisning, som Hof- og Stadsretsdommen af 24. Dec. 1799 havde dømt ham til. Hans Indbo og Bøger bleve solgte ved Avktion for at skaffe ham de nødvendige Midler til Rejsen, og hans Svigerfader maatte tage sin Datter og hendes Barn i Huset til sig. Her var ogsaa Gyllembourg en velset Gjæst, hvis Besøg bleve hyppigere og hyppigere, kun af og til afbrudte ved korte Rejser ud paa Landet i Omegnen af Ringsted, hvor han stod i Underhandling om Kjøbet af Gaarden Ruhedal. Kjærlighedsforholdet mellem ham og Thomasine Heiberg voxede i Lidenskabelighed efter enhver saadan Adskillelse, og hvor megen Tilbageholdenhed de end paalagde sig i andres Nærværelse, blev deres Forhold dog snart bekjendt i den Buntzenske Kreds og delte den i Angribere og Forsvarere. Først 11. Sept. 1801, efter mange Tilløb og Opsættelser, underrettede hun sin Mand, der den Gang var i Paris, om Sagernes virkelige Stilling i et langt Brev, i hvilket hun, appellerende til »hans enthusiastiske Kjærlighed for Frihed og Sandhed, hans Had mod Fordomme, hans stolte Følelse af hans eget Værd, hans Foragt for den blinde Hobs Domme, hans Ædelmodighed, hans Hjærtes Godhed og endelig hans Venskab for hende«, gjorde ham den Tilstaaelse, at hendes Hjærte tilhørte en anden. Efter at have rekapituleret deres Ægteskabs Historie i den Hensigt at vise, hvor langt det har været fra et sandt Samlivs Ideal, beder hun ham bryde dets Baand og skjænke hende Friheden tilbage. »Tænk selv, kjære Heiberg! du taber intet ved dette Bytte. Din Elskerinde har jeg aldrig været, din Hustru har jeg i en Række af Aar heller ikke anset mig for at være; din Veninde! — ak, det vil jeg være mere, end jeg nogen Sinde har været det; og hvad vilde du med mig nu? Efter at have elsket saaledes, som jeg elsker Gyllembourg, kan jeg aldrig mere være din, jeg var uværdig til at være din Hustru, om jeg vilde være det, og, tør jeg sige det, du var uværdig til at være min Mand, om du kunde ville det.« Heibergs Svar var helt anderledes, end hans Hustru havde ventet; han forsikrede hende, at han »aldrig havde elsket hende saa inderlig, saa usigelig som i dette Øjeblik, da han svævede i den grusomme Frygt for at tabe hende«, at selv om hendes Forvildelser »vare stegne til den højest mulige Grad, vilde det intet koste ham at glemme og at elske hende endnu højere«; han anraaber hende om at frigjøre sig for den Forblindelse, hvori hun er hildet, og han vil nedlade sig til at ansøge Regeringen om Benaadning for at kunne vende tilbage til hende, ja, han vedlægger endog sin Ansøgning samt et Brev til sin Modstander Generalprokurør Chr. Colbjørnsen og bereder sig paa at bryde op til Hamborg for at være Udfaldet saa meget nærmere. Men dette lod sig ikke længer bøje efter hans Ønsker. Trods Bønner og Trusler, Stolthed og Ydmygelse maatte han erkjende, at den ulykkelige Situation var stærkere end han, og i et fra Hamborg 30. Okt. afsendt Brev gav han sin Hustru hendes Frihed tilbage. Allerede 17. Dec. næst efter blev Thomasine Heiberg Fru Gyllembourg-Ehrensvärd og tog Bolig paa Ruhedal.

Hendes Søn, Johan Ludvig, hvem hun havde maattet fraskrive sig Retten til at opdrage, kom i Huset hos hendes Søster Lise Jürgensen, gift med en Grosserer J., der under Sagens hele Forløb havde taget Parti for Heiberg; Moderen havde Lov til at besøge ham, men den 10-aarige Dreng maatte under ingen Betingelse sætte sine Ben i det Gyllembourgske Hus. Et halvt Aar senere blev hans Opdragelse betroet til Rahbeks [Knyd Lyhne og Kamma Rahbek, se om Knud Lyhne Rahbek i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], og han fik Bolig paa Bakkehuset, som han dog forlod efter 2 Aars Forløb. Efter at Gaarden Ruhedal i Begyndelsen af 1806 var brændt og Gyllembourgs som en Følge heraf flyttede til Kjøbenhavn, blev han lidt efter lidt, alt som hans Selvbestemmelse voxede i Overgangstiden fra Barn til Yngling, en jævnlig Gjæst hos sin Moder, hvem han elskede med en sværmerisk Hengivenhed, og han paavirkedes til sin Fordel af den fine og noble Selskabelighed, som Huset snart vandt Ry for; her færdedes Gyllembourgs adelige Slægtninge samt andre svenske Gjæster, og til de intime Omgangsfæller hørte Oehlenschläger, Weyse, Brødrene Ørsted, Baggesen, senere Poul Møller og andre af Tidens udmærkede Mænd, ældre som yngre. Allerede inden Gyllembourgs pludselige Død 1815 synes J.L. Heiberg endog at have været Medlem af sin Moders Husstand, skjønt hans Fader, der satte sin Stolthed i selv og uden noget fremmed Tilskud at sørge for sin Søns pekuniære Fornødenheder, vedblev at betragte sin lykkelige Medbejler som sin bitreste og lumskeste Fjende. Som Enke dannede Fru G. ved Hjælp af den Pension paa 600 Rdl., som Frederik VI ædelmodig tilstod hende, da Dødsboets Status havde vist sig at være meget mislig, sammen med sin Søn et nyt Hjem, mindre glimrende end det forrige, men ikke mindre tiltrækkende for Samtidens bedste Personligheder ved aandfuld Omgangstone og venlig Hygge. Under J.L. Heibergs Pariserophold (1819—22) tog Fru G. i Huset hos sin (Moders) Fætter Grosserer Andr. Buntzen [...] som Lærerinde for hans Børn, og da Sønnen 1822 blev ansat som Lektor i Kiel, fulgte hun ham her til. Fra 1825, da den første Vaudevilles gjennemgribende Succes gjorde det muligt for dens Forfatter at danne sig en litterær Tilværelse i Hovedstaden, boede Fru G. for Resten af sit Liv i Kjøbenhavn og kom efter Sønnens Giftermaal med Johanne Pätges 1831 i Huset hos dem. De 3 hvert for sig usædvanlige og højtbegavede Mennesker dannede et tæt sammenlevet, men for deres Tids intelligenteste Bevægelser og Personligheder gjæstfrit aabnet Hjem, indtil Fru G., endnu aandsfrisk i sin høje Alderdom, døde 1. Juli 1856, næsten 83 Aar gammel. Med P.A. Heiberg var hun for længst bleven forsonet; i Paris havde Sønnen overbragt ham et langt, paa én Gang ydmygt og værdigt Brev fra hende; det besvaredes med Varme og Hengivenhed af ham og affødte en, om ikke hyppig, saa dog aldrig afbrudt Brevvexling mellem de to forhenværende Ægtefæller. Til sin Svigerdatter sagde P.A. Heiberg 1836, da hun bragte ham en Hilsen fra Fru G.: »Vil du hilse hende igjen og sige hende, at af alle Kvinder er der ingen, som jeg nærer en større Agtelse for end for hende«. Af Fru G.s baade indad til og udad til dybt bevægede Liv, af hendes Erfaringer og Iagttagelser, af hendes Resignation ikke mindre end af de Kampe, den havde bragt til Ro og kunde skue tilbage paa, fremspirede der en sen, men til Gjengjæld saa meget mere moden og harmonisk Digtning, som har givet hende et stort Navn i dansk Litteratur og brudt en senere meget betraadt Vej, hvis første Spor dog ere dybere og varigere end noget af de efterfølgende. I hendes Livsskæbne og Oplevelser har hendes Forfatterskab sin Bund og Grund; dets ydre Anledning tager sig ud som en Tilfældighed. 1827 begyndte J.L. Heiberg paa »Kjøbenhavns flyvende Post«. Da han en Dag ikke var oplagt til at fylde Bladet og beklagede sig herover for hende, sagde hun: »Stakkels Ludvig, gid jeg kunde hjælpe dig!« »Det kunde du vist godt, i Fald du vilde«, svarede han, tog sin Hat og gik. I den ensomme Aften sad hun og tænkte paa disse hans sidste Ord, og inden hun den Nat gik til Hvile, var »Brevet fra en Lieutenant til Redaktionen af den flyvende Post« fuldt færdig skrevet. Hun sendte det afsted næste Morgen med det Spørgsmaal, om dette kunde hjælpe ham i hans øjeblikkelige Nød. Brevet blev optaget og gjorde stor Opsigt. Saaledes fortæller Fru J.L. Heiberg Oprindelsen til »Familien Polonius«. Det væsentlige i Beretningen er sikkert rigtigt, nemlig Heibergs Opfordring til Moderen, om det end kan antages, at Referatet er noget for sammentrængt. Brevet fra Lieutenanten stod at læse i det 4. Nummer af »Flyvende Post«, og at Heiberg allerede efter Udgivelsen af et Par Numre skulde være i Forlegenhed for Stof, lyder lidt usandsynligt, ikke mindre end den hurtige Affattelse af Manuskriptet, som fylder hele Bladet for 12. Jan. 1827. Den store Opsigt, Artiklen og dens Fortsættelse vakte, er derimod en ubestridelig Kjendsgjerning; i det den snildt var knyttet til et anonymt Avertissement i den folkelige Adresseavis, fik den et Aktualitetens og Virkelighedens Præg, som i høj Grad pirrede Kjøbenhavnernes Nysgjerrighed og holdt den fangen under hele Fortællingens Forløb, fordi man ikke kunde komme paa det rene med, om det var sine Medborgeres intime Forhold, man indviedes i, eller man var Gjenstand for en litterær Mystifikation. I den følgende Aargang af Sønnens Blad skrev Fru G. Fortællingerne »Den magiske Nøgle« og »En Hverdagshistorie«, efter hvilket sidste, fortræffelige Arbejde hun fra nu af tog Forfattersignatur, i det hun paa Titelbladet til de følgende Skrifter kaldte sig — med en tvetydig Betegnelse af Kjønnet — »Forf. til en Hverdagshistorie«. Under dette Mærke var Fru G. i henved en Snes Aar en virksom Skribentinde og en af Landets mest læste Forfattere. Et nyt Bind Hverdagshistorier var en Begivenhed i ethvert dannet Hjem og satte baade den private og den officielle Kritik i Bevægelse, mest for at udtale en Beundring og Tilslutning, der kunde blive Bøgerne til Del uden al Paavirkning af personlige Motiver, fordi det i lang Tid lykkedes at overholde en uigjennemskuelig Anonymitet og at føre Publikums Gisninger paa Vildspor ved adskillige aandfulde litterære Plaisanterier. De betydeligste af Hverdagshistorierne ere »Mesalliance«, »De lyse Nætter«, »Ægtestand«, »Extremerne«, »Jøden«, »Montanus den yngre«, »Én i alle«, »Korsvejen« og »To Tidsaldre«, den sidste af Novellerne, udgiven 1845. Ogsaa paa det dramatiske Omraade forsøgte Fru G. sig, med 4 Skuespil, af hvilke dog kun de 2, »Magt og List« og »Sproglæreren«, kom paa Scenen; under megen Uro faldt det første til Jorden efter 2 Opførelser 1832, hvorimod Enaktsskitsen »Sproglæreren« gik 22 Gange i Aarene 1832—39.

Fru G.s litterære Produktion fængslede hendes Samtids betydeligste Aander og fremkaldte deres Værdsættelse af denne Digtning. Hauch fremhævede i Oehlenschlägers [tidsskrift] »Prometheus« som en Egenskab ved Hverdagshistorierne, at de vare »udrundne af en aandelig Anskuelse, altsaa grundede paa Ideer, der ligesom lyse gjennem Stoffet; derved er en levende Form og virkelige Kunstværker under Digterens Hænder opstaaede, hvori alle Elementer, beherskede af det højere, organiserende Princip, inderlig have gjennemtrængt hverandre til et nyt helt«. Poul Møller anmeldte »Extremerne« i »Maanedsskrift for Litteratur« og bemærkede, at hvad der stiller denne som de tidligere Fortællinger saa højt over det meste af, hvad vor Litteratur ejer i samme Digtart, er »den sande poetiske Aandsfrihed, som hersker deri, der er lige saa langt fjærnet fra egoistisk Mangel paa Medfølelse som fra den ufrie Sindsbevægelse, der kommer af, at en Digters prosaiske Interesser have for stor Indflydelse paa hans poetiske Fantasier«. Søren Kierkegaard udgav 1846 »En litterær Anmeldelse« (af »To Tidsaldre«), tilegnet »den navnløse — og dog saa navnkundige, Forfatteren af en Hverdagshistorie«; han udhæver som noget sjældent og skjønt, at Forfatteren i 20 Aar har været sig selv og vist »den samme, næsten kvindelige Resignation, der dog indgyder Ærbødighed, den samme Beskedenhed i Fremtræden, den samme Afsideshed fra Alarmen og Tidens Fordringer, den samme Hjemlighed og trofaste Vedhængen ved en dansk Læseverden; thi ogsaa dette er saa skjønt, at Hverdagshistorien saa godt som ikke er oversat i noget fremmed Sprog: en Nøjsomhedens og Selvbevidsthedens Glæde over det lille Danmark«. Denne sidste Bemærkning har dog ikke længer fuld Gyldighed, thi de fleste af Novellerne ere oversatte paa Svensk og Tysk, nogle enkelte endog paa Fransk.

Den første fuldstændige Samling af Hverdagshistorierne udkom i 12 Bind 1849—51. Da 2. Udgave blev paabegyndt 1866, havde Forfatterinden hvilet i sin Grav i 10 Aar, og hendes Navn, der længe havde været nævnt i Forbindelse med den anonyme Digtning, sattes nu officielt paa Titelbladet, samtidig med at hendes til Sønnen henvendte »litterære Testament« meddeltes. Testamentet suppleres af en kortfattet, fin og sympathetisk Karakteristik af Fru G., skreven af hendes Svigerdatter. Den skildrer hendes Besindighed i Dommen om Personer og Forhold, hendes Frihed for al Affektation, hendes Afsky for det exalterede, hendes stærke Trang til at møde Kjærlighed hos sine Omgivelser. Hun havde en udpræget Skjønhedssans, som aabenbarede sig i de Fordringer til urban og elegant Optræden, hun stillede, saa vel som i den Sirlighed og Hygge, hvormed hun forstod at udstyre sit daglige Liv; hermed hænger det sammen, at hun af alle kvindelige Dyder satte de huslige højest. Det var derfor med en vis Undseelse og i det skjulte, hun drev sit Forfatterskab, og det var hende pinligt at overraskes ved Arbejdet eller at møde Hentydninger til det.

Et Ungdomsportræt af Fru G., det eneste existerende, er malet af Juel; Trækkene ere runde og bløde, Munden barnligglad smilende, Øjnene smukke og levende. Hvad Brystbilledet ikke giver nogen Forestilling om, er hendes lille og spinkle Skikkelse, der i hendes Alderdom sank saaledes sammen, at hun ikke var større end et Barn.



Til: Indholdsfortegnelsen




Hammeken, Ludolf - død 1759, Dansk konsul i Algier og Tunis

Ludolf Hammeken var født i Bergen. Han var dansk [dansk-norsk] konsul i Algier o. 1746-1751 og kom derefter til Tunis. Han var involveret i forhandlingerne om fredsaftaler med Algier og Tunis, der - mod betaling af årlige tributter til sultan og bey - skulle give fri sejlads for dansk-norske skibe, og som skulle forhindre at dansk-norsk-islandske søfolk og passagerer blev fanget af pirater. Hammeken døde i Tunis i 1759 og blev begravet dér.

Der blev i 1715 oprettet en statslig slavekasse, der skulle frikøbe tilfangetagne.

Blandt de hundreder fra Danmark-Norge-Island der var blevet fanget af pirater var Christian Børs fra Bergen og Niels Nielsen Moss fra Throndhjem [Trondheim]. Begge blev senere løsladt og har beskrevet fangenskabet.

Henvisninger

Holberg skriver i det første af sine levnedsbreve om sørøverne i Middelhavet, se Kragelund's udgave bd. I, s. 163 ff (og kommentar i bd. III, s. 36).

Artiklen ovenfor om Danneskjold-Laurwigen.

Sømanden Hark Oluf fra Nebel på Amrum (syd for Sylt) blev fanget i 1724 15 år gammel og ført til Constantine i Algier [Algeriet], hvor han blev slave hos den lokale hersker. Han blev siden én af herskerens officerer og blev leder af skatkammeret. I 1735 blev han frigivet og vendte hjem til sit fødested, hvor han slog sig ned som strandfoged og skrev om sin tid i Algier. Der blev gisnet om at han var blevet muslim, men det forsøgte han at afvise ved at lade sig konfirmere - efter sigende i algiersk dragt (konfirmationen blev indført i 1736).

»Pirater og kristne slaver« udgivet af Fiskeri & Søfartsmuseet i Esbjerg.

Bergens Sjøfartsmuseum: http://www.bsj.uib.no/index.htm



Til: Indholdsfortegnelsen




Harboe, Christine, o. 1682—1735, Gehejmeraadinde, Legatstifterinde

Af G.L. Wad

Christine Fuiren, Datter af Baron Diderik F. [...], ægtede 28. Marts 1703 [...] Gehejmeraad Jens Harboe, efter hvem hun allerede 7. Febr. 1709 blev Enke. En omhyggelig Opdragelse og Undervisning havde gjort denne ualmindelig begavede Kvinde til en særdeles dannet Dame, der med levende Interesse for litterære Sager forbandt Sans for Omgang med lærde og begavede Mænd. Mest vide vi i saa Henseende om hendes Forhold til Chr. Falster [se om Falster i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], der jævnlig besøgte hende paa Støvringgaard og i mange Retninger havde en betydelig Støtte i hende, hvorom hendes velskrevne og fornøjelige Breve til ham vidne. Ved Siden af de litterære Beskæftigelser forsømte hun ikke at tage sig af de praktiske Opgaver; som Ejerinde af Støvringgaard og Søndervang viste hun stor Dygtighed i Bestyrelsen af sine Godser, og hun hjalp ofte ved sin Klogskab Bønderne ud af Prokuratorernes Garn; dertil var hun godgjørende paa en forstandig Maade og understøttede uopfordret mange trængende. Til sine sidste Dage bevarede hun et godt Helbred, indtil hun 1734 begyndte at skrante; hun besøgte derfor Badene i Aachen, hvorfra hun i Følgeskab med en Del Bekjendte, Herrer og Damer, gjorde en Rejse gjennem Frankrig og England, som hun havde faaet Lyst til at se. Aaret efter, just som hun kom tilbage fra en Inspektionsrejse til Støvringgaard, blev hun syg i Kjøbenhavn og døde 24. Nov. 1735. »Blandt Mænd og lærde var hun lærd og behagelig og blandt Fruentimmer Kone og en fornuftig, vis og høj agtet Husmoder«, siger en samtidig om hende; som Bevis paa hendes ualmindelige Kundskaber anføres, at hun var hjemme i Latin, Tysk, Fransk og Italiensk. Allerede flere Aar før sin Død havde den barnløse Frue taget Bestemmelse om sin Formues Anvendelse i Fremtiden; først Dagen før sin Død naaede hun at underskrive Fundatserne for det Harboeske Fruekloster i Kjøbenhavn og Støvringgaard Jomfrukloster, til hvilke udmærkede Stiftelser hun legerede saa godt som hele sin meget betydelige Formue, der herved er bleven til stor Velsignelse for mangfoldige.



Til: Indholdsfortegnelsen




Harboe, Jens, 1646—1709, Overkrigssekretær

Af H.W. Barbou

Jens Harboe, Broder til [...] Andreas H. (død 1706), blev født i Helsingør 1646 (døbt 6. Nov.). Faderen var da Ridefoged paa Kronborg, og Sønnen begyndte sin Embedsbane i en lignende Stilling, i det han efter Anbefaling af Amtmand Enevold Parsberg, i hvis Tjeneste han havde staaet, 1669 beskikkedes til Ridefoged over Kongens Godser Frydendal og Kongsdal. 1674 blev han Notarius publicus i Kjøbenhavn, et Embede, han »frasagde sig« 1677, men allerede Aaret forud var han traadt ind i den militære Administration, i det han efter Landskrones [Landskrona] Erobring havde overtaget Forretningerne som Kommissarius i denne Fæstning. Her virkede han endnu, da han 10. Avg. 1678 blev kaldet til Krigssekretær.

H.s Tiltrædelse af denne Post betegner et Vendepunkt i Hærens og Flaadens øverste Styrelse, som i Enevældens første Tid var lagt i Hænderne henholdsvis paa et Krigs- og et Admiralitetskollegium, men som nu gik over til at blive en Kabinetsstyrelse. Kongen blev »sin egen Krigs- og Marineminister«: han traf personlig Bestemmelse selv i ubetydelige Spørgsmaal Krigsmagten vedrørende. Herved blev H.s Stilling som Krigssekretær eller, som han fra 1688 kaldtes, Overkrigssekretær en ganske anden end hans Forgængers. Denne havde været Kollegiernes Protokol- og Expeditionssekretær; H. blev Kongens militære Kabinetschef, der forelagde Kongen alle militære Sager, modtog hans Bestemmelse i disse og udfærdigede de deraf flydende Expeditioner, til Dels under sin egen Haand. Personal- og Kommandosager forberedtes i hans eget Bureau (Krigskancelliet). Han var derhos ordentligvis Deputeret i Generalkommissariatet, der behandlede de økonomiske Anliggender, og Medlem af de Kommissioner, der jævnlig nedsattes til Overvejelse af særlige Spørgsmaal.

Ogsaa i Sager, der laa uden for det militære, benyttede Kongen H.s administrative og finansielle Indsigt, navnlig fra 1691 i de vigtige Kommissioner i Raadstuen for Slottet. Men fra samme Tidspunkt, som hans Virksomhed saaledes udvidedes til nye Om-raader, maatte han bestaa en haard Kamp for at hævde sig i sit egentlige Embede. I Begyndelsen af 1692 maatte nemlig Overrentemester Peter Brandt [...] vige Pladsen for C.S. v. Plessen [1646-1723; Far til Carl Adolf og Christian Ludvig von Plessen, og i den Strid, der alt længe havde staaet mellem »Meklenborgerne« og »Oversekretærerne«, d. e. Hoffets og Administrationens Spidser, sank herved Vægtskaalen stærkt til Fordel for de førstnævnte, der nu havde faaet en af deres egne og tilmed en betydelig Personlighed i Spidsen for en af Statsstyrelsens vigtigste Grene. Plessen, der i det hele kun daarlig harmonerede med de borgerlig fødte Oversekretærer, ønskede særlig at faa H. fjærnet, fordi den under ham indførte Forretningsgang hindrede Plessen som Finansernes Chef i at faa Indseende med Militærvæsenet, og hans Bestræbelser gik derfor ud paa atter at faa dette henlagt under en Kollegialstyrelse, hvis Sager saa, ligesom de civile Kollegiers, skulde foredrages Kongen i Konseillet. Flere Gange lod det til, at denne Plan skulde lykkes, til andre Tider til, at H., der til sidst synes at være gaaet over fra Forsvar til Angreb, skulde fortrænge Plessen fra Rentekammeret. Saa længe Christian V levede, henstod Kampen dog uafgjort, men ved Tronskiftet maatte H. opgive Kampen og trække sig tilbage til Privatlivet. Ved sin hovmodige Optræden havde han skaffet sig mange Fjender og blandt dem ikke blot flere af den nye Konges nærmeste fortrolige, men ogsaa denne selv, hvis Ønsker han, saa længe han kun var Kronprins, havde fundet det ufornødent at tage Hensyn til. Plessen havde derfor let ved strax at faa H. afløst med en af sine Venner, Chr. Lente.

I 21 Aar havde H. beklædt sit vigtige Embede. De fra den skaanske Krig hjemvendte, mere eller mindre løst forbundne og uensartet organiserede Afdelinger vare i dette Tidsrum sammenarbejdede til en staaende Hær, og de Dele af denne, som, rigtignok i fremmed Tjeneste, deltoge i Tidens Krige, indlagde sig al Ære. Ogsaa Flaaden, hvis første Flagmand Niels Juel var i næsten hele Perioden, var holdt i god Stand, og begge Værns øverste Styrelse var bragt i et fast Spor, fra hvilket der under de næste 3 Konger kun skete en væsentlig Forandring ved Oprettelsen af et særligt Oversekretærembede for Flaaden. En vigtig Del af Æren herfor maa tilskrives H. »Droit et diligent« var den Devise, han havde valgt som Ridder af Danebrog; ved Retskaffenhed og Flid havde han vundet sin Konges Tillid, og alle Vidnesbyrd om den Maade, hvorpaa han benyttede sin Indflydelse hos den let paavirkelige Christian V, stemme med de Ord, som denne paa sit Dødsleje henvendte til H.: »I har handlet som en ærlig Mand!« Beviser paa Kongens Naade vare ogsaa i rigeligt Maal blevne ham til Del. Han var efterhaanden stegen til Admiralitetsraad (1680), Krigsraad (1682), Etatsraad (1684) og Gehejmeraad (1695); han var bleven hædret med et Adelsbrev eller maaske rettere Vaabenbrev (1684) og med Danebrogsordenen (1693), og endelig havde Kongen skjænket ham et Gods, først, som det synes, i den sekvestrerede gottorpske Andel af Slesvig, senere i det oldenborgske, hvor han 1689 oprettede en Domæne til et Riddergods for H. under Navn af Hoveneck. — I Danmark besad H. af Jordegods kun Søndervang, som hans 2. Hustru arvede; han ejede en Gaard paa Østergade i Kjøbenhavn og kjøbte af Magistraten en større Grund uden for Østerport, hvor han anlagde en Have, der i lang Tid bar hans Navn. Det bør ogsaa nævnes, at han tog livlig Del i industrielle og kommercielle Foretagender; navnlig satte han mange Penge i Skibsparter. Han blev herved en meget velhavende Mand og maatte gjentagende komme Statskassen til Hjælp med betydelige Forstrækninger.

H. var 2 Gange gift: 1. (1682) med Karen v. Meulengracht (f. 29. Juni 1655 død 28. Jan. 1702), Datter af Hans v. M. til Svendstrup; 2. (28. Marts 1703) med Christine Baronesse Fuiren [...], hvis Stiftelser ogsaa have bevaret H.s Navn for Efterverdenen. Derimod efterlod han ved sin Død, 7. Febr. 1709, ikke Børn.



Til: Indholdsfortegnelsen




Harboe, Ludvig, 1709—1783, Biskop, Kirkehistoriker

Af A. Jantzen

Ludvig Harboe var en slesvigsk Præstesøn fra Broager i Sundeved, hvor han fødtes 16. Avg. 1709. Hans Fader, Provst Johannes H., døde som Jubellærer 1757; Moderen hed Marie f. Petersen og var selv barnefødt i Broager Præstegaard. Efter en grundig Hjemmeundervisning blev H., 18 Aar gammel, sendt til Gymnasiet i Hamborg, hvor han opholdt sig i 2 Aar, studerede derefter ved Universiteterne i Rostock, Wittenberg og Jena og kom efter en videre Udenlandsrejse hjem til Broager 1732. Her fortsatte han sine theologiske Studier, indtil han 1735 rejste over til Kjøbenhavn. Hele H.s Dannelse og hans akademiske Studier havde været tyske; men snart efter sin Ankomst til Kjøbenhavn satte han sig med Iver ind i Studiet af Danmarks Historie og blev dens grundige Kjender og Dyrker. Han vandt den lærde H. Grams [se om Hans Gram i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] Yndest og blev Huslærer hos Præsten Rohn ved St. Petri Kirke. Til Dels efter Grams Opfordring begyndte han 1738 i Forening med Langebek [se om Langebek i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] at udgive »Dänische Bibliothek od. Sammlung von alten u. neuen gelehrten Sachen aus Dannemark«. Øjemedet var dels at give Udlandet fornøden Efterretning om de litterære Forhold i Danmark, dels at levere Biografier af afdøde og dalevende lærde. H. og Langebek naaede at faa udgivet 3 Bind; men Samlingen fortsattes derefter af Flensborgeren O. H. Moller, medens dog ogsaa de følgende Bind indeholde flere Afhandlinger af H., som kun ved sin Bortrejse fra Danmark forhindredes i selv at fortsætte Udgivelsen. Det var ogsaa i Aaret 1738, at H. begyndte sin Gjerning som Præst, i det han udnævntes til tysk Kapellan ved Garnisonskirken i Kjøbenhavn. Da Kastelskirken sammesteds paa denne Tid blev opført, blev han tillige den første Præst ved denne et halvt Aar efter (1739).

General-Kirkeinspektionskollegiet havde imidlertid ønsket, at der skulde sendes en Visitator til Island for at skaffe paalidelig Oplysning om Landets kirkelige Forhold og for at fremme det kirkelige Liv paa Øen ved at bringe Katekisationer i Gang, indføre Konfirmationen og Pontoppidans Forklaring m. m. Til dette Embede blev H. udset. Han tiltraadte Rejsen i Sommeren 1741, forsynet med Fuldmagt som Landets øverste gejstlige Øvrighed og med en udførlig Instrux fra Kirkekollegiet. Efter 8 Ugers Sejlads kom han til Holum, hvor Bispestolen den Gang var ledig. Han holdt strax Provstemøde for at sætte, sig ind i Forholdene, og saa snart Aarstiden tillod det det følgende Foraar, begyndte han flittig at visitere. Det havde fra Begyndelsen kun været Tanken, at hans Ophold paa Island skulde vare højst et Par Aar; men da Biskoppen i Skalholt døde 1743, ønskede han selv at udstrække Visitatsen ogsaa til Skalholt Stift, hvad der gjærne tilstodes ham. Den tidligere Rektor i Skalholt Jón Thorkelsson, som muligvis havde givet Anledning til hele Foretagendet ved under sit Ophold i Kjøbenhavn at henlede Kirkekollegiets Opmærksomhed paa de sørgelige Forhold i hans Hjem, tjente som Tolk og Notar under hele Rejsen. H. blev — hvad der ikke er at undres over — ved sin Ankomst til Island modtaget med Mistro og ikke synderlig Velvilje; men lidt efter lidt vandt han baade Præsters og Menigheders Tillid, og det lykkedes ham at faa afskaffet adskillige Misbrug og indført Forbedringer; en Række Forordninger 1742—45 om Kirke- og Skolevæsenet i Island (om Skriftemaal, Hustugt, Ægteskab m. m.) vidner om det flittige Arbejde, han fik udrettet; de skylde alle H. deres Fremkomst. Hans Navn har den Dag i Dag en god Klang i Island. I sit senere Liv viste han sig ogsaa altid som Islændernes Velynder og ydede dem Tjenester, naar Lejlighed gaves. Reskriptet af 4. Maj 1759 til Islands Biskopper, at der aarlig fra hvert Stift skulde sendes et ungt Menneske til Danmark for at uddannes i en af Sjællands Latinskoler og der understøttes med Stipendier, har ogsaa H. til Ophavsmand.

H.s Ophold paa Island kom til at vare over 4 Aar. Men allerede 1743 var han bleven udnævnt til Biskop i Throndhjem [Trondheim], dog saaledes, at Visitatsen paa Island hverken skulde fremskyndes eller afkortes af den Grund. Han kom først tilbage til Kjøbenhavn i Efteraaret 1745 og havde med sig en ung Islænder, der var bleven hans Yndling og Plejesøn, den senere Konferensraad, Dr. juris Jon Erichsen [...]. Efter at være bleven bispeviet drog han afsted til Throndhjem, hvortil han ankom i Juli 1746, men allerede forinden han naaede Stiftsstaden, havde han visiteret i adskillige Bygder. H. var ivrig for at faa indført de nye Bestemmelser om Almueskolevæsenet, men mødte stærk Modstand og mange Bryderier hos Befolkningen. I sine Indberetninger til Kirkekollegiet paataler han ogsaa flere usømmelige Folkeskikke, som gik i Svang, og som han havde Møje med at faa bekæmpet. Kun 2 Aar virkede H. i Throndhjems Stift, men fik dog berejst den største Del af Stiftet og naaede helt op til Vardøhus. 1748 drog han tilbage til Kjøbenhavn og ægtede 11. Sept. s. A. Biskop Herslebs Datter Frederikke Louise H. (f. 20. Juli 1720 død 24. Dec. 1780 [...]. Nogle Maaneder forinden var han bleven adjungeret sin Svigerfader som Medhjælper i Sjællands Stift, og ved hans Død 1757 blev han hans Efterfølger som Sjællands Biskop; 1756 var han bleven Generalkirkeinspektør. 1766 udnævntes han til Konfessionarius og viede 8. Nov. s. A. Kong Christian VII og Caroline Mathilde, hvem han ogsaa salvede 1. Maj 1767. Paa Grund af Svagelighed fik han 1782 sin Svigersøn N. E. Balle adjungeret i Bispeembedet, hvorfor Folkevittigheden talte om Arons Sorg over, at Ypperstepræsteembedet var blevet arveligt paa Spindesiden. Men H. var allerede stærkt bøjet af Sygdom, og han naaede ikke selv at bispevie Balle, men døde 15. Juni 1783 efter en lang og hæderlig Virksomhed.

H. faar almindelig Ros for sit milde, velvillige og rettænkende Væsen; men hans Bispetid indeholder for Kirkens Vedkommende ingen store Begivenheder eller Kampe; det er ligesom Vindstille forud for den kommende Storm. Fritænkeriet bredte sig i de højere Klasser, aandelig Sløvhed og Uvidenhed i Almuen. Regeringen havde sin særlige Opmærksomhed rettet paa Skoleundervisningen og paa Reformer ved Gudstjenesten. Det er H., der har konciperet Forordningen af 25. Maj 1759, der nærmere præciserer Bestemmelserne om Konfirmationen. Ved Kirkekollegiets Betænkning over adskillige Helligdages Afskaffelse var det H.s og Grev Thotts Votum, der fik Lovskraft i Forordningen af 26. Okt. 1770; naar 2. Helligdag paa de store Fester opretholdtes, støttede H. dette af Hensyn til, at Tjenestefolk, der ej kunde komme i Kirke den første Dag, dog kunde komme der den anden. — Den Pontoppidanske kjærnefulde Salmebog fra 1740 kunde ikke mere tiltale de »oplystes« Smag. H. og Ove Høegh-Guldberg fik da i Febr. 1777 Ordre til at sammentræde i en Kommission for at udarbejde en mere tidssvarende Samling Salmer. Guldberg udførte vel det meste Arbejde derved, og Fru B.C. Boyes [...] Poesier gave Samlingen sit Karaktermærke. Salmebogen udkom 1778 og befaledes indført i Kjøbenhavn fra Advent 1781, 1786 i samtlige Kjøbstæder og 1791 overalt paa Landet; men den naaede aldrig saa vidt og kom heller ikke til at udøve nogen virkelig Indflydelse i Menigheden, da den, selv hvor den allerede var indført, hurtig igjen blev fortrængt.

Som Forfatter er H. mere Historiker end Theolog. Han har givet værdifulde Bidrag til Islands og Norges Kirkehistorie i »Dänische Bibliothek« og »Danske Magasin«. Af det danske Videnskabernes Selskab var han Medlem og leverede i dettes Skrifter Afhandlinger om Reformationen i Island. Til Zwergs »Sjællandske Kleresi« skrev han Fortale (1757) og udarbejdede hertil en udførlig Afhandling om den bekjendte Kalvinist Johan a Lascos Ophold i Danmark under Christian III. Afhandlingen er ogsaa udgivet særskilt og oversat paa Tysk. Desforuden har man af H. flere kirkelige Lejlighedstaler og en Mindetale over Biskop Hersleb. Hans Prædikener roses af Samtiden som dygtige og kjærnefulde; men hans Organ var hult og frastødende. — Han var en stor Bogelsker og ejede et kostbart og sjældent Bibliothek; her i fandtes en betydelig Samling Manuskripter, indsamlede bl.a. under hans Ophold i Island og Norge. Da han rejste fra Norge, medtog han en Del af sin Stiftskistes bedste Indhold. Af Luthers Skrifter ejede han en temmelig fuldstændig Samling Originaludgaver, hvilken Samling var grundlagt af Gram og af hans Svigerfader, Hersleb.



Til: Indholdsfortegnelsen




Harsdorff, Caspar Frederik, 1735—99, Arkitekt

Af Erik Schiødte


Foto: Bjoern Andersen

Harsdorff's kolonnade (th henimod det tidligere Moltke's Palæ). Foto: Bjørn Andersen, 2007.

Caspar Frederik Harsdorff er født i Kjøbenhavn 26. Maj 1735 og Søn af en tysk, fra Nilrnberg indvandret Fader, der ernærede sig som Skoleholder, og en svensk Moder, Anne Marie Eriksdatter. Hans Fader hed Johan Christoph Harsdørffer, hvilket Navn Sønnen senere ændrede til det nu saa berømte Harsdorff. H. begyndte at lære Mathematik for at uddanne sig til Ingeniørofficer, men hans Hu stod til Bygningskunsten, og denne studerede han derfor ivrig, saa at han efter det nye Kunstakademis Stiftelse 1754 kunde nyde Jardins Undervisning og allerede 1756 opnaa den store Guldmedaille for »En Stadsport«. Saaledes blev H. den første Arkitekt, der her hjemme nød denne Udmærkelse, med hvilken der fulgte et 6-aarigt Rejsestipendium paa 400 Rdl. d. K. aarlig.

H. rejste til Paris og tilbragte der 4 Aar under flittigt Arbejde, medens han samtidig trods sine tarvelige økonomiske Forhold levede en ung Kunstners frie og glade Liv, baade sammen med franske Kammerater og med danske Venner, særlig Maleren J.P. Lund og Billedhuggeren C.F. Stanley; man fortæller flere Æventyr om ham, men noget paalideligt véd man næppe. Derimod véd man af hans egne og andres Udsagn, at han, saa snart han havde lært at tale nogenlunde ordentligt Fransk, gjorde solide Studier, navnlig under Arkitekten Blondels Vejledning, og at han samtidig øvede sig i at komponere paa egen Haand. I Forsommeren 1762 rejste han til Rom, og her fik han et helt nyt Blik paa sin Kunst.

Her saa han for første Gang i Virkeligheden Resterne af selve de antike Monumenter, og han forstod pludselig, at hele hans tidligere Udvikling var ufuldkommen, og at han maatte vandre ad helt nye Veje for at naa sit kunstneriske Maal. Hvad han hidtil havde beundret og studeret, var nu i hans Øjne kun en Andenhaandskunst, et Studium af de samme oprindelige Kilder, til hvilke han nu selv vendte sig, og af hvilke han øste i fulde Drag med al den Lidenskab, der laa i hans Sind, og med den næsten ubevidst sikre Forstaaelse, som var hans ægte Kunstnernatur egen. Han opmaalte og tegnede de antike Levninger, og han opfattede til Fuldkommenhed deres inderste Karakter og Væsen; dette er sikkert, thi derom vidne hans senere Arbejder. Derimod véd man ikke bestemt, om det var en ung romersk Arkitekts paa Kapitolium udstillede Prisarbejde, som slog ham ved sin Behandling og ledede ham ind paa den rette Vej, eller om det var en ung spansk Arkitekts Dovenskab med selv at tegne de Opmaalinger af Antikerne, som han skulde sende hjem, der gav H. Anledning til at udføre dette Arbejde for ham. Men dette er ogsaa temmelig ligegyldigt; nok er det, da H. kom hjem til Danmark i 1764, mødte han med en arkitektonisk Dannelse og en kunstnerisk Modenhed, der langt overgik alle hans samtidiges.

Først de ydre Omrids af hans Liv: 1764 blev han agreeret og fik som Opgave »Et kongeligt Palais, liggende paa en smuk Plads«. 1765 blev han Medlem af Akademiet, 1766 Professor i Perspektiv, 1770 kgl. Hofbygmester, 1771 efter Jardins udtrykkelige Ønske hans Efterfølger som Professor i Arkitektur. 1777—79 fungerede han som Akademiets Direktør og udnævntes derefter til Justitsraad. I Maj 1799 blev han syg paa sit Landsted »Rosenlund« ved Gammel Kongevej og døde sammesteds Natten mellem 23. og 24. Maj. 1770 havde han ægtet en Datter af Hofbygmester Fortling [...] Elisabeth Margrethe, f. 1749 og i 1765 allerede Enke efter Hofbilledhugger August Braun; hun overlevede ham i 13 Aar og døde 16. Juni 1812.

H. fik ikke tilnærmelsesvis de Arbejder at udføre, som hans sjældne Begavelse evnede; Forholdene vare ugunstige og Sansen for Kunst yderst ringe. I den første Periode efter sin Hjemkomst maatte han nøjes med at opføre nogle Privathuse og restavrere nogle Herregaarde. Og naar der endelig forelaa Opgaver, ved hvis Løsning han kunde faa Brug for sit kunstneriske Snille og sin rige Fantasi, saa vare de des værre af den Art, at de paa Grund af deres Bestemmelse og Materiale kun levede saa kort et Liv, at de ikke formaaede at bringe hans Navn til Efterverdenen. Naar der var Festligheder i Anledning af Fødselsdage eller andre Mærkedage i den kongelige Familie, overdroges det H. at komponere de pompøse Dekorationer, som opstilledes paa alfar Vej, og hans Opfindsomhed og fint udviklede Smag paatrykte disse Øjeblikkets Børn et Præg, som i højeste Grad vakte Samtidens Beundring. Flere af dem opstilledes senere i Fredensborg Slotshave for en kort Tid at modstaa den Ødelæggelsens Skæbne, som det skrøbelige Materiale nødvendigvis var udsat for.

Lad os kortelig gjennemgaa de forskjellige Arbejder, som det blev H.s Lod at udføre i sit Fædreland.

Uden for Kjøbenhavn har han bygget General Eickstedts Gravkapel i Ringe Kirke i Fyn og Gravkapellet i Karise Kirke ved Faxe for Grev Moltke 1766—69; sidstnævnte Kapel var paabegyndt af en fransk Arkitekt, rimeligvis Nicolas Jardin, men H. forandrede Anlægget efter sit eget Naturel og benyttede ved det lille Kapel allerede den samme Hovedidé i Karakteren, som han senere udformede videre i en langt rigere og pragtfuldere Grad ved Christian VI's og Frederik V's Gravkapel ved Roskilde Domkirke, 1774—79. Lige saa lidt som Christian IV i Renæssancetiden tog Hensyn til Kirkens Stil, men lod sit eget Kapel opføre efter sin egen Smag, lige saa lidt brød H. sig om at underordne sin kunstneriske Tanke under Helhedens Tidspræg; de arkæologisk-arkitektoniske Hensyn existerede overhovedet endnu ikke den Gang. Hvad han tilstræbte, var at skabe et værdigt Gjemmested for de høje Kongers og Dronningers Gravmonumenter; derfor er Bygningen simpel og enkelt i det ydre, kun virkende ved sine Forhold, sine store Flader og sin strænge Alvor, hvorimod der i det indre er anvendt en stilfuld Pragt i Dekorationen, som dog ikke helt er kommen til sin Ret efter Bygmesterens oprindelige Tanke. I 1779 standsedes nemlig Arbejdet paa Grund af Mangel paa Penge, og først mange Aar efter, da H. længst var død, fuldførtes det af hans Elev C.F. Hansen. Nu er det indre helt hvidt, hvorimod H. havde tænkt sig en velgjørende Brydning af lyse, harmoniske Toner, frembragte ved Anvendelsen af mørkere og lysere, graaligt og hvidt Marmor mellem hinanden. Fremdeles ombyggede han den ene Fløj af Hørsholm Slot og opførte et Par Pavilloner i Slotshaven. Hvad hans Virksomhed som Bygmester i Kjøbenhavn angaar, var det kun faa offentlige Hverv, der bleve ham overdragne. 1773 ombyggede han den lille Eremitagepavillon i Rosenborg Have og frembragte med faa og tarvelige Midler den lige saa stilfulde som yndefulde »Herkulesloge«. I det store kongelige Bibliothek indrettede og dekorerede han 1781—85 2 store Sale, og 1773—74 ombyggede han det kongelige Theater, men maatte des værre 18 Aar senere selv skæmme den noble Fagade ved Tilbygningen af de 2 Afstigningspavilloner, som de fornemme Klassers Trang til Bekvemmelighed gjorde nødvendige. Blandt hans Privatbygninger i Kjøbenhavn maa nævnes: Petersens Jomfrukloster paa Amagertorv, et Par Huse i Amaliegade, Gaarden Nr. 72 i St. Kongensgade, hans egen Gaard paa Kongens Nytorv, 1780, hvis mærkelige Form afhænger af den skjæve og kantede Grund, der stilledes til hans Raadighed. End videre Grosserer Peschiers Gaard ved Holmens Kanal, den nuværende Landmandsbank, hvor han med stor Finfølelse anvendte Mursten og Sandsten i Forening, l en senere Tid har Hetsch paabygget den en 3. Etage, og i de sidste Aaringer er den med respektfuld Forstaaelse restavreret af H. Storck. 1795 opførte han Løveapotheket og 1798—99 Agent Erichsens Gaard paa Kongens Nytorv, den nuværende Handelsbank, som des værre har mistet en Del af sin ejendommelige Karakter ved en moderniserende Restavration fra den seneste Tid. H. døde, før Bygningen var fuldt færdig, og har saaledes næppe nogen Del i de prægtige Dekorationer paa 1. Sal, som sandsynligvis skyldes indkaldte italienske Kunstnere. Endelig maa det bemærkes, at han udarbejdede et Projekt til en ny Bankbygning i Kjøbenhavn, der dog aldrig kom til Udførelse.

Naar man skulde karakterisere disse Harsdorffske Bygninger, maa man først og fremmest nævne deres beundringsværdige Simpelhed. Om end de indre Rum, bestemte for rige Handelsherrer, ofte ere prægtig dekorerede, saa vel plastisk som malerisk, saa har Bygmesteren dog i det ydre overalt foragtet al Brask og Bram og kun lagt an paa at virke ved Forholdenes Harmoni og ved Linjernes ædle Renhed. Som Forbillede har den antike Kunst bestandig staaet for ham, naturligvis fortrinsvis den romerske, som han nøje kjendte af Selvsyn, men mærkelig nok tillige den græske, til hvilken han kun kunde have et ringere Kjendskab; og med en forbavsende Forstaaelse er han saaledes trængt ind i den antike Kunsts Aand og Væsen, at hans egen Produktion paa en næsten fabuløs Maade er bleven præget deraf. Et eneste Exempel herpaa skal anføres: Ved Løveapotheket og ved sin egen Gaard, hvor han, som for øvrigt næsten overalt, anvendte den ioniske Stil, havde han paa Grund af de indskrænkede Forhold ikke Plads til at lade det ioniske Pilasterkapitæl udfolde sine brede Voluter, hvorfor han ganske simpelt vendte Kapitælets Side udad, noget, man den Gang aldrig havde set og derfor selvfølgelig forargedes over; og nu senere, ved nyere Fund i Pompeji, har man opdaget, at Oldtidens Kunstnere under lignende Forhold have anvendt ganske den samme Fremgangsmaade.

Det Arbejde, hvortil H.s Navn er knyttet med den største Hæder, og som længst vil vidne om ham som sin Tids største Bygmester, er Kolonnaden ved Amalienborg, og er det ikke en sørgelig Skæbnens Ironi, at dette vor genialeste Bygmesters genialeste Arbejde er udført i et saa forgængeligt Materiale som Træ? Da Christiansborg Slot 1794 gik op i Luer, blev Kongen nødt til at flytte Residensen til Amalienborg. Det gjaldt da at forbinde Moltkes og Schacks Palaiser paa en saadan Maade, at der let kunde finde Adgang Sted fra det ene til det andet. Opgaven blev stillet H. som kgl. Hofbygmester, og en Række Udkast viser, hvorledes han først forsøgte at løse den ved at anvende samme Stil som den, hvori Palaiserne ere opførte. Ved alle disse Projekter var der imidlertid den Svaghed, at man for at tilfredsstille Stilens Fordringer og de høje Herskabers Bekvemmelighed dækkede over Udsigten til Frederik V's skjønne Rytterstatue. H. fandt da paa at løse Opgaven ad en anden Vej. Han havde under sit Pariserophold stiftet Bekjendtskab med Le Roys Værk over de græske Ruiner, og han har senere truffet Stuarts og Revetts Værk »The antiquities of Athens«, hvoraf 2. Del udkom 1778, dette mærkelige Arbejde, det første, som gav den civiliserede Verden fyldestgjørende Besked om Grækenlands Bygningskunst i Oldtiden. Man fortæller, at H. var saa begejstret over disse Fremstillinger af den antike Kunst, at han efter de i Værket angivne Opmaalinger paa sit Kontor lod udføre store Detailtegninger i virkelig Størrelse, som han ophængte paa Væggene til sin og sine Elevers Glæde og kunstneriske Opdragelse. Opfyldt af Interesse for, hvorledes Oldtidens Mestre havde dannet Propylæerne, de store, aabne Gjennemgangsbygninger, ad hvilke Vejen førte til Templer og Slotte, optog han denne Idé og gjenfødte den saa levende, at der næppe før eller senere i den moderne Tid er fremkommet et Arbejde i ionisk Stil, som er saa fuldt ud præget af Antikens Aand. Heldigvis gjorde Kongen ingen Indvendinger mod hans Tegning, og i Løbet af et halvt Aar, 1795, fuldførtes dette Værk, som trods den store Stilforskjel paa den fineste og aandfuldeste Maade forbinder de 2 Palaiser, medens det samtidig, set fra Syd, danner en værdig Ramme om Rytterstatuen. I sine indbyrdes Forhold og i sin forstaaende Benyttelse af de antike Former staar dette Arbejde som et overraskende Udslag af kunstnerisk Gjenfødelsesevne.

Endnu et Arbejde af stort kunstnerisk Værd kunde H. have været saa lykkelig at udføre, hvis ikke Døden havde forhindret ham deri. Det var Fuldførelsen af Marmorkirken. Da en stor Del af Kjøbenhavn i 1795, Aaret efter Slotsbranden, var lagt i Aske, og bl.a. derved Nicolai Kirke var umuliggjort som Sognekirke, vaagnede Tanken paa ny om at fuldende den i 1770 standsede Opførelse af Marmorkirken. Man henvendte sig herom til H., og med ungdommelig Lidenskab tog den aldrende Mand fat paa denne Opgave. I Løbet af forholdsvis kort Tid lykkedes det ham at udarbejde 2 Projekter, af hvilke han fuldførte det ene i Model, et Arbejde, som har været opbevaret paa Kunstakademiet, indtil det ved Afstøbningssamlingens Overførelse til sit nye Lokale ødelagdes og fjærnedes med unænsom Haand. Dette Projekt var beundringsværdigt ved sin storladne Simpelhed; Kunstneren havde under Udarbejdelsen stadig haft Roms Pantheon for Øje, og der er ingen Tvivl om, at Kirken, opført i denne Skikkelse, vilde være bleven et karakteristisk og mærkeligt arkitektonisk Monument i Norden. Projektet vedtoges, trods alvorlig Modstand fra flere Professorers Side, men da Efterretningen herom bragtes den gamle og syge Kunstner, overvældede Glædesbudskabet ham, og de svage Kræfter svigtede. Han døde, som ovenfor nævnt, i Foraaret 1799.

Des værre eje vi saare lidet af H.s Efterladenskaber. Hans Akademitegning er forsvundet, hans Model ligesaa, og de fleste af hans Originaltegninger, som vare gaaede i Arv til hans Svigersøn Murmester Schaper, tilintetgjordes ved en Ildebrand. Hvad vi have tilbage, er det smukke Værk »C.F. Harsdorffs Værker« (1871), udgivet af Selskabet for nordisk Kunst, hvori hans Hovedarbejder ere gjengivne i dygtige Raderinger, og hvortil Høyen har skrevet en (af Julius Lange fortsat) saa kyndig og forstaaende Text, at dette Værk altid vil blive en Hovedkilde til Studiet af H.s Kunst.

Som et Exempel paa, hvor alsidig H. var, skjønt han selv saa fuldstændig gik op i Antiken, kan følgende anføres: Som kgl. Hofbygmester blev han ofte raadspurgt i vanskelige Spørgsmaal, og man maa beundre hans omfattende Blik og klare Dømmekraft. Han viste bl.a. en saadan Respekt for Christian IV's Renæssancebygninger, skjønt deres Stil laa hans Smag saa fjærnt, at det er hans Fortjeneste, at han ved sin vægtige Indflydelse forhindrede Virkeliggjørelsen af Hofbygmester Anthons taabelige Projekter om at omlægge S-Broen ved Frederiksborg Slot og at nedbryde Spiret paa Rosenborg Taarn og erstatte det ved en Ballustrade (!).

Thomas Thaarup satte de kjønne Ord paa hans Kiste: »Sjælden som Kunstner, som Menneske«.


Foto: Bjoern Andersen

Vagtafløsning foran det tidligere Moltke's Palæ. Foto: Bjørn Andersen, 2007.


Til: Indholdsfortegnelsen




Hassing, Joachim, korttegner; matematikstuderende


Billede

København efter branden i 1728. Se større format på: http://bjoerna.dk/billeder/Kbh-1728.gif.



Joachim Hassing har tegnet ovenstående kort der viser konsekvenserne af Københavns Brand 1728: »Den afbrændte Strekning findes betegnet med den guule Farve«. Kortet er gengivet i: »Kjøbenhavns Huse og Indvaanere efter Branden 1728«, København 1906.



Til: Indholdsfortegnelsen




Haven, Frederik Christian von, 1727—63, Orientalist [Frederik Christian van Haven]

Af Vilh. Thomsen

Frederik Christian von Haven var Søn af Lambert v. H., Kapellan og derefter Sognepræst i Vester Skjerninge, og Maren f. Wielandt og var født 1727 (døbt 3. Juli i Odense). Han blev Student fra Odense Skole 1745, theologisk Kandidat 1748, Magister 1750; lagde sig derpaa efter orientalske Sprog, som han studerede i Göttingen under J.D. Michaelis. Faa dennes Anbefaling blev han udset til som sprogkyndig at deltage i den af den danske Regering foranstaltede Rejse til Orienten under C. Niebuhr. Med Titel af Professor tiltraadte han Rejsen 1761, men døde undervejs i Mokka i Arabien 25. Maj 1763. Han synes for øvrigt ikke at have været dette Hverv fuldt voxen, hverken hvad Kundskaber eller personlige Egenskaber angaar, og hans Bidrag til Rejsens Udbytte indskrænkede sig væsentlig til at lede Indkjøbet af de ret betydelige Samlinger af Manuskripter, især arabiske og hebraiske, der hjemsendtes til det store kgl. Bibliothek. Nogle Breve fra ham og Dagbogsoptegnelser ere trykte i »Literarischer Briefwechsel von J. D. Michaelis« II (Lpz. 1795).



Til: Indholdsfortegnelsen




Haven, Jens, 1724—96, Missionær

Af Fr. Nielsen

Jens Haven var en Gaardmandssøn fra Vust Sogn i Han Herred. Han blev født 23. Juni 1724. I Landsbyskolen vakte han Opmærksomhed ved sit gode Nemme, men Sognets stærkt pietistiske Præst, Mag. Andreas Langgaard, var ikke tilfreds med hans selvglade Væsen og sagde en Gang under Konfirmationsforberedelsen til ham: »I Hovedet har du nok, Jens, men det er ogsaa alt det, du har«. Disse Ord gjorde et vist Indtryk paa Drengen, men i flere Aar forholdt han sig dog kun spottende og uvillig over for den pietistiske Vækkelse, der bredte sig i Sognet, og han tænkte endog paa ved Lejlighed at skyde Pastor Langgaard. Men da han en Dag blev sendt hjem fra Marken, blev han overfalden af et heftigt Uvejr, og Lynet slog ned tæt ved ham uden at gjøre ham Skade. Efter denne Oplevelse blev han helt forandret. Da han kort efter kom til Kjøbenhavn for at lære Snedkerhaandværket, holdt han sig til de vakte i Hovedstaden, og da han havde udlært (1748), rejste han til Herrnhut for at søge Optagelse i Brødremenigheden. Der traf han Præsten fra Vust, som ogsaa søgte Fred for sin Sjæl ved at slutte sig til Grev Zinzendorf">Zinzendorfs Kreds.

Under Opholdet i Herrnhut fattede H. den Beslutning at gaa ud som Missionær, og da han 1752 hørte, at en Herrnhuter, Broder Erhardt, var bleven myrdet af Eskimoerne paa Labrador, følte han et stærkt Kald til paa ny at tage Missionsgjerningen op blandt dette vilde Folk. En Landsmand, Jeppe Nielsen, der opholdt sig i Herrnhut, lovede at følge med ham paa den farlige Rejse, men foreløbig var der ingen Udsigt til Virkeliggjørelsen af denne Plan. 1758 maatte H. drage til Lichtenfels i Grønland, men under Missionsarbejdet der kunde han ikke glemme Labrador. Da han 1763 var paa et Besøg i Herrnhut, blev det ved Lodkastning afgjort, at han ikke skulde vende tilbage til Grønland, og da han ved at tage Varsel af Losungsbogen stødte paa 1. Sam. 14, 7: »Gjør alt det, som er i dit Hjærte!« følte han en endnu stærkere Drift til at gaa til Labrador.

I Febr. 1764 kunde han endelig med Menighedens Velsignelse og Anbefaling til Kommandanten i St. Johns rejse til New-Foundland, og fra St. Johns naaede han en Septemberdag i 1764 Labrador paa en irsk Fiskerbaad. Det første Møde med Eskimoerne syntes at varsle godt, og efter at have givet Løfte om snart at komme igjen sejlede han tilbage til New-Foundland og der fra til England. Da det engelske Handelsselskab ventede sig store Fordele for Handel og Fiskeri af den paatænkte Mission paa Labrador, opmuntrede det H. til ved Brødremenighedens Hjælp at faa Missionsarbejdet der organiseret, og 1765 blev der til Labrador afsendt en Fregat, som foruden H. tillige medførte 2 Tyskere, Hill og Schløzer, og den danske Præst C. L. Drachardt [...]. Først efter mange vanskelige Underhandlinger og gjentagne Rejser til Evropa lykkedes det H. at faa Missionen rigtig i Gang og at skaffe den fornødne Støtte, men saa længe hans legemlige Kræfter sloge til, holdt han ud paa den vanskelige Post, og Eskimoerne lærte bedre og bedre at skjønne paa »Jensingoak« (lille Jens). 1784 var den nidkjære Missionærs Helbred imidlertid saa nedbrudt, at han maatte søge Hvile i Herrnhut, og der levede han endnu 12 Aar, de sidste 6 som helt blind. Han døde 16. April 1796. 11. April 1771 var han i England ble ven viet til »en engelsk Søster«.



Til: Indholdsfortegnelsen




Haven, Niels von, 1709—77, Sprogmand

Af P.K. Thorsen

Niels von Haven er født 8. Sept. 1709 i Odense og Broder til [...] Jens v. H. (død 1778). Moderen var en Søsterdatter af Niels Slange, efter hvem Niels v. H. er opkaldt. 1729 blev han Student, 1732 Hører i Odense, 1734 Cand. theol., 1744 Magister, 1751 Professor designatus ved Gymnasiet i Odense, 1757 virkelig Professor i Græsk sammesteds. 24. Juli 1754 ægtede han Christiane Grüner (død 23. Nov. 1782), Datter af Elias Christian G., resid. Kapellan til St. Hans Kirke i Odense. De havde 9 Børn. Han døde 4. Avg. 1777. — N. v. H. udgav 1741 »Et lidet orthografisk Lexikon«, indeholdende et Udvalg af det danske Sprogs mest almindelige Ord. Det er ikke noget betydeligt Skrift; men det har dog Betydning den Dag i Dag, navnlig derved, at det ikke alene giver Ordenes skrevne Form, men ogsaa oplyser om deres Form i det daglige Omgangssprog. I dette Skrift foreslog v. H. nogle faa ubetydelige Forandringer af den traditionelle Orthografi, blandt andet Brugen af smaa Begyndelsesbogstaver ved Substantiver, hvilket gav Anledning til et plumpt Angreb af Th. Clitau i Wielandts »Lærde Tidender« (1741, Nr. 41) [se om Wielandt i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]]. Heraf udspandt sig en hidsig Pennefejde, der endogsaa foranledigede Clitau til at indgive en Klage til Konsistorium, uden at han dog derved opnaaede noget Resultat. Denne »orthografiske Krig« blev den ydre Foranledning til, at Høysgaards første grammatikalske Afhandling saa Lyset.



Til: Indholdsfortegnelsen




Haven, Peder von, 1715—57, Theolog

Af A. Jantzen

Haven, Peder von, 1715—57, Theolog, sidstanførtes yngre Broder, blev født i Odense 9. Avg. 1715, Student 1731 og tog Attestats 1734. Snart efter drog han til Udlandet, først til Tyskland, derefter i Sommeren 1736 til Rusland og blev efter nogen Tids Forløb Sekretær og Prædikant hos Nordmanden Admiral Peter Bredal [...], der var øverstbefalende over den asovske Flaade [den russiske flåde i det Asovske Hav, NØ for Krim] i Russernes Krig mod Tyrkerne. Efter Hjemkomsten, som blev fremskyndet i Anledning af Faderens Død 1739, tog han Magistergraden i Kjøbenhavn 1740, rejste saa til Holland og Tyskland til 1742 og udarbejdede derefter sin »Rejse i Rusland« (1743, 2. Udg. 1757), som er et dygtigt og velskrevet Arbejde, der nød den Ære at ledsages af anbefalende Forord af Holberg. Han levede en Tid hjemme i Odense, og fra dette Ophold stammer hans »Anfangsgründe der dänischen Sprache« (1744, 2. Udg. 1753), hvori han tager særligt Hensyn til Svensk og søger at vise, at Dansk, Norsk og Svensk godt kunne betragtes som et og samme Tungemaal. Men da Grammatikken udkom, var han allerede borte fra Landet igjen. I Slutningen af 1743 havde han modtaget Ordination for at gaa som Legationspræst til Rusland, og her forblev han da til 1746. Ved dette sit andet Ophold i Zarens Land forøgede v. H. yderligere sit Kjendskab til Folket og dets Tilstande, og Resultatet heraf er nedlagt i hans »Nye og forbedrede Efterretninger om det russiske Rige« (2 Dele, 1747), som er oversat saa vel paa Russisk som paa Fransk. Da Sorø Akademi gjenoprettedes 1747, blev han Professor theologiæ her og tillige Sognepræst i Sorø. Ved Indvielsesfesten 26. Juli s. A. i Kongens Nærværelse indledede han Festlighederne ved sin Prædiken, som senere blev trykt i »Prædikener« (1752). Den theologiske Doktorgrad erholdt han 1749 ved Jubelfesten for det oldenborgske Kongehus. 1754 blev han tillige Provst. Paa Sorø Akademi læste han over Kirkehistorie, Dogmatik og Moral og udgav 1756 et fuldstændigt theologisk System, det første paa Modersmaalet (»Om Theologien«), men rigtignok spækket med en Mængde Særheder. Han døde, kun 42 Aar gammel, 8. Avg. 1757 og efterlod som Enke Mariane f. Grüner (død i Kjøbenhavn 8. Juli 1799 i sit 81. Aar), ældste Søster til Professor Niels v. H.s Hustru. [...]. Nyerup, Lit. Lex. Hundrup, Doctores theol. S. 42. (Norsk) Hist. Tidsskr. 2. R. IV, 444. Bloch, Den fyenske Geistligheds Hist. I, 770 f. ^



Til: Indholdsfortegnelsen




Heiberg, Peter Andreas, 1758—1841, Publicist, Visedigter og Skuespilforfatter

Af H. Schwanenflügel

Peter Andreas Heiberg Forældre vare Mag. Ludvig H., Rektor ved Vordingborg lærde Skole, og Inger Margrethe f. Heiberg. H. fødtes 16. Nov. 1758 i Vordingborg. Da Faderen, som i høj Grad havde gjort sig fortjent af Vordingborg Skoles Reorganisation, allerede døde 31. Avg. 1760, flyttede Moderen med sine 2 Smaadrenge til sin Fader, Præsten ved Vemmetofte Mag. Peder H. (død 1775). Denne var allerede bleven stokblind i sit 40. Aar, men var ikke desto mindre en kraftig og virksom Mand. Allerede i Bedstefaderens Præstebolig viste Dattersønnen Tegn paa det satiriske Lune, som senere skulde udmærke ham. Trods alle smaa Skjælmsstykker samt de Følger deraf, som ikke altid kunde undgaas, have sikkert H.s Barndomsaar i Vemmetofte baade været frejdige og lykkelige. Men alvorlige bleve Dagene, da Moderen flyttede tilbage til Vordingborg, for at hendes Sønner kunde komme i Latinskolen der. 1774 blev H. dimitteret og tog Aaret derpaa Examen philos. Herefter opholdt han sig et godt Aars Tid hos sin Morbroder T.S. Heiberg, der var Præst i Kirke-Saaby. Han maa have benyttet Tiden vel her; thi allerede 1777 meldte han sig til den nylig indførte store filologiske Examen og opgav endogsaa langt mere, end der fordredes (fornemmelig i Græsk). Han klarede sig glimrende.

H. har aabenbart forment, at han nu »var noget«, og med Grund. Hvor meget maa det da ikke have saaret hans ærekjære Hjærte endnu i de ældres Selskab at blive behandlet som en Dreng eller et ubetydeligt, ungt Menneske. Stødt tilbage ved dette Forhold fra de ældres Side har H. søgt andet Selskab, der muligvis ikke altid var det bedste. Saa vidt vi kunne skjønne, har han for at hjælpe paa sin uheldige pekuniære Stilling og de Afhængighedsforhold, som fulgte heraf, søgt Lykken i Spil eller ved stadig forhøjede Indsatser i Tallotteriet. Han har været uheldig, gjort Gjæld, og da han ikke har kunnet betale den, er han af Frygt for Gjældsfængselet i Midsommeren 1779 flygtet til Sverige, hvor han har ladet sig hverve til Soldat. At noget kriminelt skulde have været Grunden til denne Flugt, er mindre end rimeligt. Senere, da Aar vare svundne, blev han af litterære Modstandere paa en tvetydig Maade sigtet for i sin Tid at have begaaet et Tyveri. H. tilbageviste ikke alene med Harme disse ondskabsfulde Sigtelser, men truede endog med at lade »Lovene tale«. Dette havde H. sikkert ikke vovet, hvis han virkelig havde forbrudt sig mod Lovene; thi det vilde ikke have faldet hans Modstandere vanskeligt gjennem Politiet at faa den formentlige, langtfra gamle Lovovertrædelse opsporet, og havde H. da vist sig at være skyldig, vilde han have været borgerlig fortabt. — Efter en Tid at have tjent som svensk hvervet Soldat lykkedes det H. ved sin Farbroder i Bergen, Klokker J. Heibergs Hjælp at kjøbe sig fri. En kort Stund opholdt han sig derpaa ved Upsala Universitet [Uppsala], hvor han agtede at tage Doktorgraden. Men snart opfordrede hans Farbroder ham til at komme til Bergen, hvor han mente Udsigterne for Brodersønnens Fremtid vare lysere. Der hen drog H. i Aaret 1782.

Her begynder et nyt Afsnit af H.s Liv. Efter en kort Tid at have tjent som Huslærer hos en Provst Krog blev han ansat som Kontorist hos en af Byens Storhandlere, Etatsraad Krohn. H.s Stilling var i Begyndelsen meget behagelig. Krohn havde særdeles Nytte af sin kundskabsrige og flittige Kontorist, og det sagdes almindelig rundt om i Byen, at Principalen i en nær Fremtid vilde gjøre ham til sin Svigersøn. Da forstyrredes pludselig det gode Forhold ganske. Et Bedrageri fra Krohns Side, som H. meget mod sin Vilje var bleven tvungen til at deltage i, vakte hans Harme i den Grad, at han ikke kunde lade være at meddele sin Broder i Kjøbenhavn det hele. Brevet blev læst af uvedkommende, og Grossererens Forbitrelse kjendte nu ingen Grænser. H. maatte strax forlade hans Hus. Efter 3 Aars Ophold i Bergen maatte H. drage tilbage til Kjøbenhavn. Men fra det Øjeblik af nærede han en sand Modbydelighed for alt Handelsvæsen.

I Kjøbenhavn fik han snart Ansættelse hos Notarius publicus, og 1787 erholdt han Bestalling paa at være Translatør i det spanske, portugisiske og flere Sprog. Allerede 1779 var han for første Gang optraadt i Litteraturen med en Oversættelse af Moses Mendelsohns »Phædon«. Nu udgav han en fri Oversættelse af Jean de Laveaux' satiriske Fortælling »Eusebius eller, hvad Frugt man høster af Dyden i vore Tider«. Dette Arbejde tilstillede han Rahbek (der paa hin Tid vel meget førte »Dyd« og atter »Dyd« i Pennen) med en spydig Dedikation [se om Rahbek i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]]. Herover udspandt der sig en lille litterær Bataille, hvorunder de unge Forfattere sagde hinanden en Del Grovheder; men det hele blev dog uden videre Følger. Under de sig nærmende politiske Brydninger fandt H. og Rahbek snart hinanden som frisindede Mænd. Omtrent samtidig med »Eusebiusfejden« udkom det første Nummer af »Rigsdalersedlens Hændelser«. Ideen til dette satiriske Tidsskrift, som udgaves med ubestemte Mellemrum, har H. faaet fra den engelske Forfatter Johnston, men Stødet, som angav dets Retning, er aabenbart kommet fra Riegels' »Kjøbenhavns Skilderi«, der allerede 1786 havde taget sin Begyndelse, og hvori Udgiveren med skaanselløs Bitterhed blottede Hovedstadens sociale Brøst. Ogsaa disse vilde H. til Livs, men hans Stil og Maade at polemisere paa have i meget et Fortrin for Riegels'. Mangt vil nu forekomme os antikveret i disse Flyveblade; men Interesse ville de altid beholde som Bidrag til Tidens Krønnike, og om, hvad H. forstaar ved Satireskrivning, give de mere end én Oplysning. Naar han saaledes siger: »En Satyricus maa sige den rene Sandhed, intet laste uden Overbevisning, ikke rose af Frygt og aldrig laste af Had, og naar han overbevises om et eller andet Sted at have fejlet, da bør han være lige saa villig til at erkjende sin Fejl, som han er haard i at forekaste andre deres. Paskvillanten derimod siger aldrig Sandhed«, — saa har H. aabenbart her villet udtale »en litterær Trosbekjendelse, som han i det hele og væsentlige kan siges aldrig at have svigtet«. »Rigsdalersedlens Hændelser« (2 Dele) sluttede med Udgangen af 1793.

Allerede 5 Aar forinden var H. optraadt som Skuespilforfatter med Intrigestykket »Forvandlingerne«. Æmnet er taget af en Novelle af Cervantes og ikke heldig lokaliseret; ikke des mindre gjorde Stykket Lykke og drev H. til fortsat Arbejde for Theatret. Samme Aar, som »Forvandlingerne« opførtes (1788), skrev han Karakterkomedien »Heckingborn«; men dette kan dog lige saa lidt som det foregaaende kaldes et godt dramatisk Arbejde. Højere end disse Stykker staar H.s Operaparodi »Holger Tyske« (1789), der fremkaldte en hel Fejde i Litteraturen, hvorunder det længe tilbageholdte Had mod den gjennem Enevældens Tider kun alt for meget Overhaand tagende Tyskhed kom til Udbrud. Medens H.s Operaparodi kun gav Anledning til denne »Holgerfejde«, og han selv ikke tog Del deri, fremkaldte en kritisk Bemærkning om Skuespillet »Heckingborn«, der fremsattes af Tode, som misbilligede, at Baggesen blev »epigrammatiseret« for sin Opera, et lille Fejdeskrift fra H., betitlet »Formaninger til den unge Tode«. Heri fingerede Forfatteren, at det var Todes Søn (en Dreng, han havde set med en Notitsbog i Theatret), som hin efter hans Formening uheldige kritiske Bemærkning skyldtes. Det hele var kun et sarkastisk Indfald af H., der skulde ramme Faderen og ikke Sønnen. Men det ganske spidsborgerlige Kjøbenhavn (for ikke at tale om Tode selv og hans uheldige Adjudant Gutfeldt) tog i høj Grad Forargelse af dette Indfald; og da H. havde erfaret, at det oven i Kjøbet havde forstyrret Todes »huslige Rolighed«, fandt han sig beføjet til offentlig at udtale sin Beklagelse over den Maade, han havde polemiseret paa, medens han samtidig forbeholdt sig Ret til at protestere mod Todes uefterrettelige Kritik.

Det var dog ikke som skjønlitterær Forfatter, H. skulde vinde Betydning i sit Fødelands Historie. Hans Navn er derimod uløselig knyttet til de politiske Bevægelser, som fandt Sted her hjemme i det 18. Aarhundredes sidste Decennium. — De første Efterretninger om Revolutionens Udbrud i Frankrig 1789 gjorde kun lidet Indtryk paa Hovedstadens intelligente Ungdom. Tvært imod, da Prinsregenten med sin Brud holdt sit Indtog i Kjøbenhavn i Sept. 1790, blev det unge Ægtepar modtaget af Befolkningens Jubel, og H. var selv med til paa taktfuld Maade at hylde dem i Sang og Kantater. Da hændte det sig, at H. i de samme Dage paa Opfordring fra et privat Selskab skrev en Vise, hvori han (med Motiver fra et vittigt Indtogstransparent hos en Skomager) snærtede »de Vonner, Vanner og De'er« og udtalte, at kun »Idioter« vare blevne behængte med Ordner ved denne Lejlighed, hvorimod fortjente Mænd vare blevne forbigaaede. For denne Vise, der uden H.s Medvirkning blev offentliggjort, blev han af Politiretten idømt en Bøde paa 150 Rdl. som den, »der havde tilladt sig en dumdristig Kritik af. Hs. Maj. Kongens Forhold«. Denne Sag gjorde H. meget populær: man fandt Politimesterens Tjenstiver i høj Grad utidig, ja selv Chr. Colbjørnsen dadlede ham derfor og fik Reskriptet af 3. Dec. 1790 udgivet, i Følge hvilket Trykkefrihedsmisbrug for Fremtiden skulde forfølges ved de almindelige Retter og ikke, som hidtil, paatales af Politimesteren. Fra nu af anvender H. sit Digtertalent saa godt som udelukkende i den politiske Satires Tjeneste. Hans Viser gjøre stormende Lykke hos det kjøbenhavnske Publikum, som efterhaanden stærkere og stærkere paavirkes af Luftningerne fra Frankrig.

Allerede tidligere havde H. spottet tysk Vindbeutleri og Frækhed i sit Enakts-Skuespil »Virtuosen« (1789). I Jan. 1792 opføres nu under stærk Tilslutning fra Publikums Side hans Femakts-Komedie »De Vonner og de Vanner«, hvori der polemiseres skarpt mod Korruptionen inden for vor den Gang halvtyske Landofficersstand. Som Kontrast hertil lader Forfatteren et hæderligt Lys falde over vor Flaades Befalingsmænd, der i Modsætning til Landetaten vare lige saa nationale som populære. Men paa højere Steder forargedes man over denne skarpe Skjelnen mellem »den røde« og »den blaa Kjoles« Bærere, og Stykket blev for Fremtiden forbudt. Det kunde ikke være synderlig opmuntrende for H. at se det første af hans dramatiske Arbejder, som ganske havde slaaet igjennem hos Publikum og lovede at skaffe Forfatteren saa vel som Theaterkassen en betydelig Indtægt, henlagt af rent illitterære Grunde. Denne hans Utilfredshed maatte forøges, da den nye Theaterchef, Grev Ahlefeldt, der selv havde opmuntret H. til at skrive Enakts-Stykker, forkastede et saadant, fordi han (efter Sigende) læste dets Titel galt: Hofsnogen i Steden for »Hofsorgen«. I den Strid, som derefter udspandt sig, havde H. aldeles det store Publikum paa sin Side. Men fra nu af tabte han Lysten til at skrive for Theatret. Der skulde ikke gaa lang Tid, inden ogsaa Lysten og Modet til at skrive politiske Viser blev ham berøvet.

26. Febr. 1794 brændte Christiansborg Slot. Ved denne Lejlighed, hvor den kongelige Families Fare og Tab vare Gjenstand for alle Hovedstadbeboeres Deltagelse, havde den engelske Gesandt Hailes vist en højst taktløs Opførsel. H. revsede ham skarpt herfor i en til Rahbeks »Danske Tilskuer« indsendt Artikel [se om Rahbek i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]]. I den Anledning klagede Hailes til Bernstorff, og denne lod «Tilskueren»'s Redaktør sagsøge. Men Hof- og Stadsretten frifandt ham. Hailes var meget forbitret. Kort efter skrev H. en ny politisk Vise. I dens 5. Vers havde han givet «King Georges (III) det Raad ikke at lade sig lede i sin Statsstyrelse af en Mand som den yngre Pitt (der paa den Tid var almindelig forhadt i Kjøbenhavn) og tilføjet:

»Han tror ej, Briten mukke tør,
hvor gal han endog Sagen gjør;
tror I, godt Folk! slig Politik
kan længe holde Stik?«


At H. ved denne »han« har forstaaet Pitt, er der ingen Grund til at tvivle om; men Bernstorff henførte »han« til »King George« og sørgede for, at Generalfiskalen efter allerhøjeste Ordre anlagde Sag mod H. Denne blev i Nov. 1794 af Hof- og Stadsretten dømt til en Mulkt paa 300 Rdl. Dommen var uforsvarlig og saa meget mere at beklage, som den senere blev benyttet til at aggravere hans Landsforvisningsdom.

Fra nu af synes H. at have besluttet ikke mere at optræde som offentlig Skribent. Forholdene medførte dog, at han ikke vedblivende kunde holde sig tilbage. Den vindige unge Republikaner M.C. Bruun [...], der som Dramaturg støttedes af Rahbek [se om Rahbek i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], havde i »Svada« væltet sig ind paa H., fordi denne forfægtede Mad. Preislers Ret til at spille Sigbrit i Samsøes Tragedie »Dyveke«. H. var ikke sen til at give den unge Mand Svar paa Tiltale, og Bruun replicerede atter paa en uforskammet Maade. Af dette Skjænderi mellem to ansete liberale Publicister kunde efter de kjøbenhavnske frisindedes Formening »kun Fanden have Fryd«, og de skyndte sig med at faa H. og Bruun forligte. Ikke desto mindre havde navnlig Bruuns Maade at polemisere paa vakt Anstød hos indflydelsesrige Mænd, og saaledes bidrog denne »Dyvekefejde« til, at Ønsket om en ny Presselov blev stærkere og stærkere. I den offentlige Debat, som i den Anledning udspandt sig, deltog H. med sin lille, klare »Draabe i det store Hav af Skrifter om Skrivefrihed« (1797). H. havde ikke skrevet denne lille Brochure af Lyst; »Sagens Vigtighed« ligesom tvang ham dertil. Og om den Dom, der senere drev ham i Landflygtighed, ogsaa heri fandt Udtalelser, der kunde forøge hans Skyld, saa var det dog navnlig den Del af hans Forfattervirksomhed, der faldt under og efter »Notarialfejden«, der fremkaldte Dommen.

Notarialfejdens Aarsag var følgende: H. havde i 10 Aar assisteret den gamle Notar Schmidt til dennes fuldstændige Tilfredshed. Schmidt havde derfor lovet ham, at han skulde gjøre alt for at faa ham udnævnt til sin Eftermand i Embedet. Dette synes H. ogsaa at have været saa sikker paa, at han opgav den visse Exspektance, han (i Maj 1790) havde faaet paa sin Svigerfaders Dispachørbestilling. Ikke desto mindre havde H. søgt 2. Deputeret i Kancelliet, Chr. Colbjørnsen, for at faa yderligere Stadfæstelse af sit Haab om Notarposten. Colbjørnsen havde da, efter H.s Sigende, »i meget smigrende Udtryk opmuntret dette Haab«». Da hændte det sig, at N.D. Riegels under H.s korte Sommerophold i Norge (1797) udgav nogle aabne Breve til ham. Disse fremkaldte et skarpt og haanligt Modskrift fra Colbjørnsens Side, hvori ogsaa H. fik et hvast Sideblik, fordi Riegels havde kaldt ham »sin Ven«. Riegels' Adfærd ved denne som ved flere andre Lejligheder var baade uklog og taktløs; thi da nu H. ansøgte om Notarposten, indstillede Colbjørnsen saa vel som de andre Kancelliherrer ikke H., men en Professor Olsen til Embedet. H. havde ikke kunnet vente sig andet af Kancellipræsident Brandt og 1. Deputeret, Schou; men paa Colbjørnsen, den erklærede Frihedsmand, der selv i sin Tid havde opmuntret ham til at bruge sin satiriske Pen, havde han sikkert haabet. At denne Skuffelse har fremkaldt Bitterhed i H.s Sind, er naturligt, og at den har forenet sig med den Mistænksomhed, som var ham medfødt og særlig udviklet under hans Livsskæbner, er rimeligt. I de Flyveskrifter, han udgav mod sin heldige Medbejler til Notarposten: »Suum cuiqve« og »Si tacuisses etc.«, mærker man tydelig, at han formener, det er Colbjørnsen, der staar bag ved det hele.

H. har paa dette Tidspunkt (Avg. 1798) følt sig stærkt trykket, ja forpint. Olsen havde til Regeringen indgivet Ansøgning om, at flere Translatører maatte blive ansatte, og H. mente, han havde gjort dette ikke alene for at hjælpe paa sig selv, men ogsaa for at skade H. i hans Brøderhverv. Hertil kom hans private Sorger. H. tilstaar selv, at han under disse ulykkelige Forhold har taget sin Tilflugt til farlige Stimulanser (rimeligvis Opium). Dette Forhold forklarer den Hensynsløshed, der fra nu af kan spores i hans Polemik, især i den berømte »Sproggranskning«, hvor hvert Ord er en rammende Pil. Det var her, han i Artiklen »Privilegier«, benyttende sig af den bibelske Fortælling om Achab og Naboth som et gjennemsigtigt Slør, sigtede Colbjørnsen for skammelig Adfærd i en Sag, hvorved en Mand i Nærum mistede sin Ret til at drive Erhverv som Krovært. Da der, efter at H.s »Sproggranskning« havde set Lyset, blev anlagt Sag mod ham af Regeringen for Udtalelser i dette saa vel som i andre af hans Skrifter, derimellem Afhandlingen »Politisk Dispache« i Kvartalsskriftet »For Sandhed«, troede hele den store Del af Publikum, der var paa H.s Side, og denne selv, at det var Colbjørnsen, der var Skyld i Sagsanlæggelsen og paa den Maade søgte at hævne sig. H. holdt under hele Processen Publikum a jour med Sagens Gang ved at udgive sine Forsvarsindlæg. Først da den nye Presseforordning af 27. Sept. 1799 fremkom, saa han sig nødsaget til at standse sin »Læsning for Publikum«. Ogsaa denne Forordning har H. tilskrevet Colbjørnsens Initiativ, men med urette. Det hele skyldtes en Pression fra den russiske Regerings Side; derimod har Colbjørnsen som Regeringens juridiske Konsulent tydeligvis Del i Ansvaret for, hvad der kom til at staa i Forordningens Paragraffer. For H.s Vedkommende fik den nye Lov tilbagevirkende Kraft, og 24. Dec. (Juleaften) 1799 faldt hans Dom: den lød paa, at han skulde forvises Kongens Riger og Lande. Hvad der synes at have været det mest tyngende Anklagepunkt i H.s Proces, var hans Ytring i »Suum cuiqve«, at han i sin Tid var bleven tiltalt for »Udtryk mod Master Pitt, som Kongen befalede skulde anses som brugte mod Kongen af Storbritannien«. H. forlod Kjøbenhavn 7. Febr. 1800. Forinden saa vel som under selve Afrejsen var han Gjenstand for den største Deltagelse og Hyldest fra den kjøbenhavnske Befolknings Side.

Skjønt H. aldrig mere skulde gjense sit Fødeland, er der dog ingen Tvivl om, at han saa vel som hans Venner inderlig har troet og ventet, at hans Landsforvisning blot skulde være foreløbig. Om en Tilbagekaldelse var der dog ikke Tale, dertil vare Regeringsmændene, ikke mindst Kronprins Frederik, alt for forbitrede over den Skribentvirksomhed, H. havde udfoldet i det sidste Par Aar, saa vel som over det Bifald, den havde vakt. Da hans Hustrus Utroskab var bleven ham bekjendt, viste han en Stund stor Iver for at faa Lov til at komme tilbage: han vilde endog være nøjet med et Fængselsophold i Citadellet, om han blot kunde faa Lov til at opdrage sin unge Søn Johan Ludvig [Heiberg]. Dog ogsaa denne Beslutning opgav han, stødt tilbage af den uærlige Maade, hvorpaa hans Hustru, der synes for alt i Verden ikke at ville have haft ham til Kjøbenhavn, omgikkes de Ansøgninger, han betroede i hendes Hænder. Af denne hans Hustru, Thomasine Christine f. Buntzen [Thomasine Gyllembourg], hvem han havde ægtet 7. Maj 1790, findes ovfr. [...] en egen Biografi.

I Paris fik H. Ansættelse i Bureau des traducteurs under Udenrigsministeriet. Ved sine solide Kundskaber, sin Arbejdsevne og sin Samvittighedsfuldhed vandt han snart den bekjendte Talleyrand og efter ham de andre Udenrigsministres Velvilje. Men under de meget forandrede Forhold efter Napoleon I's Fald fik han 1. Jan. 1817 en hæderlig Afsked med 3.000 Frs. i Pension. En stor Glæde nød H. et Par Aar efter ved at modtage sin Søn Johan Ludvig, der som ung Dr. phil. kom til Paris. Han søgte at gjøre ham hans 3-aarige Ophold i Verdensstaden saa behageligt og lærerigt som muligt. Men Sønnens Udgifter vare ikke lette at afholde, og efter hans Afrejse maatte den gamle indskrænke sine Fornødenheder til det mindst mulige.

I den sene Alder optog H. atter sin Forfattervirksomhed. Han udarbejdede og fuldendte en stor kriminalretlig Afhandling, som han allerede for Aar siden havde paabegyndt under de Rejser i Udlandet, han havde foretaget i Udenrigsministerens Følge. Af denne Afhandling udkom et Brudstykke, »Om Dødsstraffene«, i Christiania [Kristiania] 1820, hvori Forfatteren afgjort erklærer sig mod disse. 1822 udgaves i Paris hans »Lettres d'un Norvègien de la vieille roche, ou Examen des changemens, qui menacent la constitution du Royaume de Norvège«. Heri advarede den frisindede Forfatter det Folk, hvorfra han stammede, mod de Forslag, den svenske Regering gjorde til Forandring i den norske Konstitution. 1826 udkom i Christiania H.s »Politiske Aforismer«, medens en spansk Oversættelse af dette Skrift blev forbudt af »den hellige Kongregation i Rom«, »en uventet Ære, som Forfatteren reklamerede sin Andel af«. 1827 udkom den for H.s politisk-juridiske Standpunkt mærkelige Afhandling: »Hvad betyder Ordet »arbitrær«?«, 1828 »Enevældens Indførelse i Danmark«, 1829—30 de avtobiografiske Skrifter: »Tre Aar i Bergen« og »Erindringer«, alle i Norge. Intet af H.s senere Skrifter udkom i hans Fødeland. Da en Gang en Artikel af ham, trykt i Kjøbenhavn, var bleven mærket med den danske Censors »Imprimatur« [= må trykkes], havde han derved faaet en saadan Afsky for at udgive noget, der skulde bære dette Stempel, at han ikke forsøgte at faa nogen Bog ud paa dansk Forlag. Denne Kjendsgjerning staar dog i ingen som helst Forbindelse med nogen Animositet mod det danske Folk; tvært imod de danske, som kom til Paris, vare altid sikre paa at træffe den venligste Modtagelse og beredvilligste Vejledning hos H. H.s »Erindringer« handle mere om de mærkelige Mænd, Forfatteren er truffen sammen med, end om ham selv; kun én vigtig Oplysning give de os om H.: at han gjennem hele sin Landflygtighedsperiode har nydt de Folks Agtelse, han kom i Berøring med; og at vise dette turde ogsaa have været hans Hensigt med hint avtobiografiske Skrifts Udgivelse. — H. var nu over Støvets Aar og havde sikkert haabet snart at skulle gaa bort. Men des værre havde Skæbnen bestemt det anderledes. I Begyndelsen af 1830-erne udviklede en Øjensvaghed, der allerede for flere Aar siden havde ængstet ham, sig i den Grad, at han snart blev fuldstændig blind. Mere og mere følte han sig forladt og ensom. En enkelt Gang blev han oplivet af Sønnens og Svigerdatterens Besøg i Paris; men i Regelen mente han, at Sønnen forsømte ham utilbørlig med Breve. Endelig, 30. April 1841, kom den Død, den haardt prøvede Mand saa længe havde ventet paa.

Faa af H.s Skrifter kunne endnu have Interesse for det store Publikum, dertil have de alt for meget slaaet Rod i den Tid, hvori de ere fremkomne; men som Aktstykker til Tidshistorien ere de af betydeligt Værd. H. var egentlig ikke skabt til Partifører, dertil var han en alt for stejl Natur og selvstændig Karakter; ej heller var han i Stand til at opstille eller hensynsløst gjennemføre noget bestemt politisk Program, i saa Henseende var han for lidet doktrinær og alt for kritisk. Han havde Modbydelighed for Enevælden i den idolatoriske Form, visse Perioder af det 17. og 18. Aarhundrede kjendte den: han ønskede, at Regenterne skulde være Folket ansvarlige for deres Regerings Førelse; men han priste de forstandige og oplyste Konger, der vogtede sig for slette Raadgivere og samvittighedsfuldt sørgede for deres Undersaatters Tarv. Han hadede den Adelsmand, der henviste ham til sit Stamtræ, inden han nævnede ham sine Fortjenester; men han bøjede sig for den højbyrdige Mand, der aldrig glemte, at Adelskab forpligter (jvfr. H.s store Digt »Selvstændighed«, Bearbejdelse efter Churchill). Han satte den ærlige Republikaner højt, men afskyede Jakobinismens Udskejelser (jvfr. Fierval i »Menneskekjenderen«). Kun ét Sted, i »Politiske Aforismer«, har H. med udhævet Tryk fremsat sit politiske Ideal, og d. e. »en Regeringsform, der udelukker alt, hvad der er arbitrært« (dvs. al Vilkaarlighed og Egenmægtighed, som Lovene ikke kunne beskytte en imod). »Er blot en Stat saaledes organiseret og denne Organisation redelig holdt ved lige, er det H. ligegyldigt, om Statsoverhovedet kaldes Kejser eller Konge, Præsident eller Konsul.« Da H. mere end én Gang under sin Landflygtighed udtaler, at de Meninger, han har lidt for, saa langt fra at være forandrede, snarere i Aarenes Løb ere tiltagne i Styrke, maa vi lade det bero ved hin Erklæring; thi det turde dog være mindre korrekt at tillægge H. andre politiske Anskuelser end dem, han selv har tillagt sig paa en Tid, hvor intet som helst Hensyn kunde tvinge hans Tunge til Forsigtighed.

Faa have som H. med rette været Gjenstand for den offentlige Opmærksomhed og de frisindedes Tilslutning her hjemme; thi faa have vidst og endnu færre vist som han, at det egentlige Frihedssind, det eneste, der kan bære et Folks politiske Liv, bestaar i den ærlige Forstandighed, hvormed man vejer sine Meninger, den Uegennytte, hvormed man gjør dem gjældende, og den mandige Uforsagthed, hvormed man fastholder dem. At H.s kjøbenhavnske Medborgere i ham saa den ideale Frihedsmand, deres Stands liberaleste og dygtigste Repræsentant, er da vel forstaaeligt. H.s Landsforvisningsdom kan aldrig forsvares. Med Presseloven af 27. Sept. 1799, der drev ham ud af Landet, lammedes den danske Frihedsudvikling for et halvt Aarhundrede, og han efterlod i vort politiske og litterære Liv en tom Plads, som i over en Menneskealder ikke kunde fyldes.



Til: Indholdsfortegnelsen




Hemert, Joost van, 1696—1775, Handelsmand

Af G.L. Grove

Joost van Hemert fødtes i Kjøbenhavn 22. Jan. 1696. Faderen, Peter v. H. (f. 1648 død 1703), der stammede fra en nederlandsk Slægt, var Vinhandler og Grundejer sammesteds og hørte til Grundlæggerne af Stadens tysk-reformerte Menighed, til hvilken Familien i flere Generationer sluttede sig. Moderen, Susanne Margrethe v. Tangen, døde 1703 efter 20 Aars Ægteskab. J. v. H. tog 1727 Borgerskab som Grosserer i Kjøbenhavn, drev betydelige Bank- og Kommissionsforretninger og grundlagde et af vore anseligste Handelshuse, »Joost v. H. og Sønner«. I en lang Række af Aar førte han, indtil sin Død, som Medlem af Direktionen for det kgl. oktroierede Søassuranceselskab dettes Udenrigskorrespondance, og han var til forskjellige Tider i Spidsen for næsten alle de i hans Tid grundede større monopoliserede Handelsselskaber, saaledes fra 1743—52 Direktør i det asiatiske, 1747—54 i det vestindisk-guineiske, 1755—67 i det afrikanske Kompagni og 1757—69 i det almindelige Handelskompagni, ligesom han ogsaa 1737, Aaret efter Bankens Oprettelse, og siden flere Gange var Bankkommissær, v. H., der 1745 var bleven udnævnt til kgl. Agent og 1751 til Etatsraad, afgik ved Døden 25. Juni 1775. Han havde 6. Nov. 1725 ægtet Cornelia Decker (f. 31. Marts 1709 død 15. Nov. 1731) og 14. Okt. 1732 Petronelle Elisabeth Behagen, f. Mestecker (f. 13. Sept. 1703 død 19. Febr. 1778), Enke efter Anthony B.



Til: Indholdsfortegnelsen




Hemert, Peter van, 1734—1810, Handelsmand

Af G.L. Grove

Peter van Hemert, Peter, Søn af Joost van Hemert i hans andet Ægteskab, gik tidlig i Kompagni med Faderen, blev 1763 udnævnt til Agent med Justitsraads Rang og tog 1765 Borgerskab som Grosserer i Kjøbenhavn. Medens Faderen havde delt sine Interesser mellem de mange da bestaaende monopoliserede Handelsselskaber, var Sønnen navnlig interesseret i det asiatiske Kompagni, hvor han f. Ex. ejede over 50 Aktier i den gunstige Periode 1772—81, der bragte Aktiernes Værdi op fra 500 til 1.900 Rdl. Stykket. Tillige deltog han, da Handelen paa Ostindien ved den nye Oktroi for Kompagniet af 1772 gaves fri, for egen Regning og med egne Skibe i de følgende Aars opblomstrende Handel. Ogsaa paa Rangstigen steg v. H. i disse Aar, i det han 1776 udnævntes til Etatsraad, og hans Formue ansloges 1782 til o. 500.000 Rdl. Den Krise, der indtraadte for Danmarks Handel ved Udsigten til den amerikanske Krigs Ophør, bragte imidlertid ogsaa hans Hus til at vakle, skjønt Bankbestyrelsen endnu ved samme Tid benævner det et »af Landets ældste og mest akkrediterede Handelshuse«. Situationen klaredes dog den Gang, da Staten traadte hjælpende til og 1783 ydede først et Laan paa 100.000 Rdl. mod Sikkerhed i 6 Ostindiefarere og derefter et paa 200.000 Rdl. mod Sikkerhed i nogle vestindiske Fordringer. S. A. havde v. H., der sad i Direktionen for Asiatisk Kompagni, ogsaa her Uheld med sig, i det der opdagedes en Kassesvig paa over 1/3 Mill. Rdl., begaaet af den juridiske Direktør i Forbindelse med Kassereren og Bogholderen, hvilket foranledigede den øvrige Direktion baade Pengetab og andre Ubehageligheder.

Om end Huset atter hævede sig, i alt Fald i ydre Anseelse, blandt Landets første, havde det allerede faaet et Grundstød. Dets og v. H.s private Gjæld til Banken og Kongens Kasse var i 1792 over 500.000 Rdl. Det kneb med at betale de stipulerede betydelige Afdrag til Staten, og Aktiverne, Wodrofs Sejldugsfabrik, kjøbt 1783 for 40.000 Rdl., og Kobber- og Messingværkerne ved Brede, Nymølle og Fuglevad, som Faderen med flere af Hovedstadens større handlende havde kjøbt af Badstubers Fallitbo 1746 og Sønnen betydelig udvidet, saa vel som de endnu betydeligere vestindiske Fordringer, vare vanskelige at realisere. Den Skæbne, der havde truet 1783, var nok forhalet, men ikke afvendt. 1805 maatte v. H. gjøre Opbud, og hans Bo blev taget under Behandling af en Kommission. Resultatet af denne Behandling, der endnu 1822 ikke var sluttet, naaede v. H. dog ikke at se, da han 20. Maj 1810 døde i Huset hos sin Søn Jost Johan v. H., hvor han og hans Hustru imidlertid havde faaet deres Underhold. — Ved sine Ægteskaber var han traadt i Forbindelse med to andre i Handelsverdenen vel ansete tysk-reformerte Familier, i det han 3. Avg. 1763 havde ægtet Charlotte Fabritius (f. 2. Dec. 1745 død 17. Okt. 1766), Datter af Etatsraad Gotthilf Just F., og 11. Sept. 1769 Agatha Hooglandt (f. 5. Jan. 1746 død 11. Nov. 1823), Datter af Admiral H.



Til: Indholdsfortegnelsen




Hersleb, Ole, 1695— 1760, Præst

Af L. Koch

Ole Hersleb, Broder til den ndfr. nævnte Biskop Peder H., er født i Stod i Throndhjem [Trondheim] Stift. Han blev 1726 ansat som Præst ved Vartov, og her blev han inddraget i den stærke herrnhutisk-pietistiske Bevægelse i de første Aar af Christian VI's Regering. Han var mere og mere kommet til den Overbevisning, som han delte med alle sine Meningsfæller, at det var Haandspaalæggelsen og Syndsforladelsen i Skriftestolen, der vare Skyld i al den Ligegyldighed og Verdslighed, han mødte i sin Menighed, og som bevirkede, »at Omvendelsens Ord var paa de fleste spildt«. Han skrev da 5. Juni 1733 til Kongen og bad ham ikke blot om Fritagelse for selv at forrette Skriftemaalet efter Ritualet, men ogsaa om, at han vilde træffe Foranstaltning til en Forandring af dette, i hvilken Hensigt han lod medfølge en lang Skrivelse med mange Spørgsmaal, som han vilde, at det theologiske Fakultet skulde erklære sig over. Biskop Worm fik derefter Ordre til at kalde H. for sig, afkræve ham Løfte om, at han herefter vilde rette sig efter Kirkens Orden, og, hvis han nægtede dette, strax erklære ham for afsat. H., der allerede nogle Dage i Forvejen var bleven suspenderet og da havde søgt sin Afsked, fik denne paa Mødet hos Biskoppen 25. Juli, og endnu samme Dag udnævntes hans Eftermand. — Naar Kongen gik strængere frem mod H. end mod de andre Præster, der søgte Fritagelse for at sidde i Skriftestolen, har vel Grunden været, at H. ikke nøjedes med at forlange en personlig Begunstigelse, men tillige androg paa en Forandring af Kirkelovene. Om hans senere Liv vides ikke andet, end at han efter et Ophold i Tyskland vendte tilbage til Kjøbenhavn, hvor han døde 1760.



Til: Indholdsfortegnelsen




Hersleb, Peder, 1689—1757, Biskop

Af S.M. Gjellerup


Billede


Mindetavle for Peder Hersleb i Hillerød. Foto: BA, 2007

Peder Herslebs Slægt lader sig føre tilbage til Reformationstiden, da en Korsbroder Jens i Viborg gik over til den lutherske Lære, ægtede en forhenværende Nonne og derefter blev Præst i Herslev og Viuf ved Kolding. Præstekaldet gik i en lang Aarrække i Arv i Slægten, uden at denne dog optog Bynavnet som Slægtnavn, og det er først en yngre Linje, som udvandrede til Norge henimod Midten af det 17. Aarhundrede, der tog Navnet Hersleb til Minde om sin tidligere Hjemstavn. Til denne Linje hørte P. H., der er født 25. Marts 1689 i Stod Præstegaard i Throndhjem [Trondheim]Stift og Søn af Præsten Christopher H. og Sophie Borch, en Præstedatter fra Stod. Han gik først i Skole hjemme og mindedes endnu i sine senere Aar med Taknemmelighed den religiøse Paavirkning, han skyldte sin fromme Moder (død 1718). Senere kom han i Throndhjem Skole, hvorfra han blev Student 1703. Efter at have taget Bakkalavrgraden 1704 deltog han i en Række Disputatser og blev til Løn for sin store Flid af Konsistoriet valgt til den første Alumnus i det nylig oprettede Elers' Kollegium [...]. 1707 tog han theologisk Examen og rejste derefter hjem og underviste sine yngre Søskende [vel bl.a. Ole Hersleb]. Samtidig hermed øvede han sig i at prædike og katekisere, men da han ikke følte sig dygtig eller værdig nok til at varetage en Præstegjerning, turde han ikke foreløbig tage nogen Bestemmelse for Livet, men gav dog sin Fader det Løfte, at han ikke før sit 30. Aar vilde gjøre noget Valg, der kunde afskære ham fra at blive Præst. Han tænkte en Tid paa at vælge den juridiske Bane og at fortsætte sine Studeringer i Udlandet. 1713 fulgte han en yngre Broder til Kjøbenhavn, hvor han deltog i en Disputats og udmærkede sig saaledes, at Konsistoriet tildelte ham Magistergraden som Æresgrad. Paa Forslag af kongl. Konfessionarius P. Jespersen blev han 1714 udnævnt til Feltpræst og trængtes saaledes meget imod sin Vilje ind i gejstlig Virksomhed. Han fulgte derefter Kronprinsens Regiment til Holsten og laa senere med forskjellige Troppeafdelinger i Nordtyskland, hvor han overværede Stralsunds Erobring. Medens han tjente som Feltpræst, fik han stor Øvelse i at prædike paa Tysk, hvilket blev af Betydning for hans senere Forfremmelse, og han maatte ofte prædike for Frederik IV, der den Gang opholdt sig ved Hæren.

1718 blev han uden Ansøgning kaldet til Præst i Gunderslev paa Falster, men allerede samme Aar, da Kongen kom til Nykjøbing, lod han ham prædike for sig og udnævnte ham derefter til Slotspræst paa Frederiksborg og Sognepræst i Hillerød og Herlev, skjønt Embedet ikke var ledigt. Formanden maatte derfor forflyttes til et andet Kald, og H. tiltraadte først Embedet 1719. S. A. ægtede han Bolette Hjort (død 1767), en Slægtning og Plejedatter af Konfessionarius P. Jespersen. I de 7 Aar, hvori han virkede i denne Stilling, maatte han ofte prædike for de kongelige Herskaber paa Frederiksborg, Fredensborg og Hirschholm, som oftest paa Tysk. Men 1725 blev han, atter meget imod sit Ønske, forflyttet til Kjøbenhavn som dansk Hofprædikant, blev 1727 Medlem af Missionskollegiet og Meddirektør for Waisenhuset, som han indviede i Foraaret 1728. Kort efter fulgte han Kronprins Christian og kronprinsesse Sophie Magdalene paa en Baderejse til Carlsbad. Paa Tilbagerejsen traadte de i Forbindelse med flere af de saakaldte »fromme Grevefamilier«, ogsaa med Grev Zinzendorf. Under nogle Dages Ophold i det den Gang berømte Halle besøgte de de store pietistiske Stiftelser, Waisenhuset og Pædagogiet, og mødtes med Grev Chr. E. Stolberg, der indbød dem til at lægge Rejsen over Wernigerode, hvor de dog kun opholdt sig en Dag. For H.s religiøse Udvikling har denne Rejse vistnok haft stor Betydning. Han havde faaet Lejlighed til at se den tyske Pietisme paa tilstrækkelig nært Hold til at føle sig frastødt af den. Den var allerede den Gang udartet til Separatisme og havde i de Egne, hvor den udfoldede sig under Beskyttelse af det højere tyske Aristokrati, skruet sig ind i Former, der truede med at lægge hele Livet i Spændetrøje. Over for disse Misvisninger maatte han med sin sunde, praktiske Sans og sin udprægede Personlighed nødvendigvis tage Afstand.

Da Frederik IV 1730 laa dødssyg i Odense, blev H. kaldt til ham og tjente ham paa hans Dødsleje. Dagen efter Kongens Død, da Christian VI besteg Tronen, var det en af hans første Regeringshandlinger at afskedige Biskop B. Deichman i Christiania [...] og udnævne H. til hans Efterfølger. Denne modtog dog Embedet under stor Modstræben. Men Kongen overvandt hans Betænkeligheder ved et Magtsprog og forøgede hans aarlige Indtægter med et personligt Tillæg paa 800 Rdl. Han blev dog endnu en Tid i Danmark, da han som Norges øverste Biskop skulde deltage i Kroningen 6. Juni 1731. Hans Virksomhed i det nye Embede blev af stor Betydning for den norske Kirke og fremkaldte en aandelig Vækkelse, som sporedes længe efter hans Tid. I Efteraaret 1737 blev han kaldt tilbage til Danmark, hvor han 27. Okt. udnævntes til Sjællands Biskop. 1738 indviede han Frue Kirke efter Branden. S. A. blev han optaget i General-Kirkeinspektionskollegiet, blev Medlem af Generaldirektionen for de fattiges Væsen, Deputeret for de fransk-tyske reformerte Menigheder og fik desuden mange forskjellige Hverv, som stode i fjærn Forbindelse med hans gejstlige Stilling. Han indtraadte ogsaa i Kommissionen for de lærde Skoler og havde en væsentlig Del i den nye Skoleforordning 1739. 4. Sept. 1747 salvede han Frederik V og Dronning Louise og fik Rang med Konferensraader. Paa Grund af Svagelighed fik han 1748 sin Svigersøn Biskop L. Harboe [...] i Throndhjem [Trondheim] udnævnt til sin Medhjælper og Efterfølger. H. døde 4. April 1757 og blev begravet i Holmens Kirkes Kapel.

H. maa nærmest henregnes til de ældre Pietister af A. H. Franckes og Ph. J. Speners Skole, hvis Forkjærlighed for filanthropiske Opgaver han delte. Men i hans Prædikener sporer man dog kun ringe Paavirkning fra denne Side, hvilket er saa meget mærkeligere, som hans vigtigste Virksomhed dog falder i den Periode, hvor den pietistiske Bevægelse naaede sin højeste Blomstring i Danmark. I en Prædiken om »den Kraft, der er i Guds Ord«, har han lejlighedsvis udtalt sig om Prædikekunsten. »Det er«, siger han, »Kunsten at prædike Guds Ord enfoldig og dog i sin Kraft, Saligheds Vej i sin Sammenhæng, saa enhver kan føle det i sit Hjærte, at han har selv fundet det; at kunne tale fyndig om Guds Riges Hemmelighed og det af Hjærtet, saa det kan gaa til Hjærterne, dertil fordres Følelse og Erfarenhed.« Og denne Kunst forstod han selv at øve. For sin Samtid stod han som et Mønster paa Veltalenhed. Suhm [se om Suhm i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], der havde hørt ham, siger: »H. besad en ugemen [dvs. ualmindelig] legemlig Veltalenhed, saa mig synes deri aldrig at have set eller hørt hans Lige«. Trangen til at høre ham var saa stor, at skjønt Vagten for Kirkedøren blev fordoblet, naar han skulde prædike, kunde den dog næppe holde den indstrømmende Mængde tilbage. Man bar ogsaa gjærne over med, at han prædikede langt ud over den fastsatte Tid; thi det maa tilføjes, at han havde ondt ved at begrænse sig. Han kunde til sine Tider i mærkelig faa Ord stille Tanker og Begreber klart og tydelig frem, ofte med et Vid og Lune, der mindede om hans store samtidige: Holberg. Men til andre Tider kunde han blive staaende ved en Lignelse, som han førte ud i de mindste Enkeltheder, indtil han endte i stor Uklarhed. Men en vækkende Betydning maa han have haft. Derom vidnede Breve til ham fra Tyskland, Trankebar og Batavia med Tak for den Opbyggelse, hans Prædikener havde bragt. Iblandt disse maa især fremhæves: »Livets Ord udi Dødens Stund« (1729), »Prædikener over adskillige Søndags- og andre Texter« (1741), »Offentlige Taler ved Kirke-, Bispe- og Præstevielser« (»I ere Jordens Salt«) (1740—56). En Samling af hans opbyggelige Taler udkom paa Tysk i 12 Bind (1743—57). Iblandt hans Skrifter maa ogsaa nævnes: »Guds Børns daglige Adgang til Naadestolen« (1748), en Bønnebog, der endnu læses af Almuen, især i Norge og Sverige. Endnu maa tilføjes, at H. var en kundskabsrig Mand, der fulgte godt med sin Tid. Han havde stor Indsigt i Fædrelandets Historie og opmuntrede til Udgivelsen af historiske Skrifter. Det skyldes ogsaa ham, at mange gamle Dokumenter fra Præste- og Kirkearkiver ere blevne bevarede. Naturvidenskabelige Skrifter læste han med stor Lyst. Han havde selv en Naturaliesamling, og til Mønter havde han stort Kjendskab.

Det er nødvendigt at fremhæve H.s Betydning som Prædikant, fordi den alt for hurtig blev glemt. Bastholm med sin »gejstlige Talekunst« og hele den rationalistiske Retning fremtraadte saa nær op efter hans Tid, at han blev stillet i Skygge derved. Dersom man nu vil sammenstille Bastholms og H.s Prædikener, vil man, naar Spørgsmaalet gjælder kristelig Inderlighed og Dybde, ikke være i Tvivl om, til hvilken Side Vægtskaalen maa synke. Men paa et andet Omraade har H. endnu større Betydning. Som praktisk Embedsmand og som gejstlig Tilsynsmand er han en af de mest fremragende, som den dansk-norske Kirke har at opvise. Allerede kort efter, at han var bleven Præst i Hillerød og Herlev, sporer man en Virksomhed af indgribende Betydning. Hans Forslag til Oprettelsen af en Skole for Bønderbørn i Herlev henledte Regeringens Opmærksomhed paa de uheldige Skoleforhold paa Landet og gav Stødet til Oprettelsen af de 240 Skoler paa Rytterdistrikterne, og hans Plan om Indretning af Fattighuse paa Landet fremkaldte Oprettelsen af Hospitalet i Hillerød, hvortil Frederik IV gav 24.000 Rdl. Men langt større Betydning fik han i sin Virksomhed som Biskop over Akershus Stift, hvor han bragte Kirkevæsenet ind i en hel ny Gænge og ved en vel gjennemført Forretningsgang nødte sine Embedsbrødre til en samvittighedsfuld Opfyldelse af deres Embedspligter. Han fordrede Katekisation i Kirker og Skoler og gav selv en praktisk Vejledning til dens Gjennemførelse. Han drev stærkt paa Husbesøg, og Konfirmationen var indført i hans Stift 2 Aar, førend den kongl. Forordning om dens Indførelse udkom. Han indgav ogsaa til Regeringen et Forslag til en Ritualforandring, nærmest med Hensyn til Skriftemaal og Absolution. Han sørgede for Oprettelsen af Hospitaler, Arbejdshuse, Enkekasser osv., og de Stiftelser, der stode under hans Tilsyn, sikrede han ved nye Fundatser. Han gjennemførte en stræng Regnskabsførelse i Stiftsmidlernes Forvaltning og hævede derved en Uorden, der havde hersket i 18 Aar, hvori ingen Regnskabsrevision havde fundet Sted. Han holdt Dagbog over sin Virksomhed og lod ikke uden stor Selvbebrejdelse nogen indgaaet Forespørgsel henligge ubesvaret Dagen over. Den samme udstrakte Virksomhed udfoldede han, efter at han var vendt tilbage til Danmark som Sjællands Biskop. Men i dette sit sidste Embede maatte han dog arbejde under Forhold, der vare lidet tilfredsstillende for ham. Han var en praktisk Mand med et sundt Blik paa Livet og havde et mærkeligt Greb paa at oprede en Sag og lægge den saaledes til rette, at den lod sig gjennemføre uden Vanskeligheder. Han var vant til at gribe hurtig ind, og han taalte intet Omsvøb. Der var noget af en Jurist i ham, og de Fundatser, han har udarbejdet for Stiftelser, der stode under hans Tilsyn, vække endnu Beundring og vidne baade om Omblik og Fremsyn. Men han følte sig i høj Grad hemmet af General-Kirkeinspektionskollegiet, der paa mange Maader indskrænkede Biskoppernes Selvstændighed. Han blev selv optaget i Kollegiet, som han siger, »for Skams Skyld«, fordi man ikke godt kunde udelukke Sjællands Biskop. Da man roste ham for den gode Orden og Skik, han havde gjennemført i Akershus Stift, svarede et af Kollegiets Medlemmer: »Lad ham kun komme her, vi skal nok holde ham saa varm, at han ikke mange Spring skal gjøre«. Dette lykkedes ogsaa. Han stod i Kollegiet ene over for et tætsluttet Flertal, der desuden ofte brugte Tiden, medens han var fraværende paa Visitatsrejser, til at tage Beslutninger, som han ikke kunde godkjende, men han havde dog undertiden Indflydelse nok til at kunne omstøde dem, naar han vendte tilbage. Han omtaler Kollegiet med stor Bitterhed, og efter Frederik V's Tronbestigelse indsendte han et Forslag om dets Ophævelse, der dog ikke blev taget til Følge.

H. har holdt Dagbog fra sin tidlige Ungdom til sine sidste Aar. Efter de Uddrag, man kjender af den, maa man have Grund til at forudsætte, at den fortjener at udgives, dersom den ellers endnu er bevaret.



Til: Indholdsfortegnelsen




Hielmstierne, Henrik, 1715—80, Gehejmeraad, Bogsamler

Af A. Jantzen

Henrik Hielmstierne, hvis borgerlige Navn var Henrik Henrichsen, blev født 1. Jan. 1715 i Kjøbenhavn, hvor hans Fader, Niels Henrichsen, var en rig islandsk Kjøbmand, der blev Raadmand, senere Justitsraad og Viceborgmester (død 9. Okt. 1745). Moderen hed Agnete Birgitte f. Finkenhagen (død 1763). Forældrene lode sig det være magtpaaliggende at give deres Børn den bedste Opdragelse og Uddannelse. H. blev undervist i Hjemmet, og H. Gram [se om Hans Gram i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] og A. Hojer, der vare Faderens Omgangsvenner (den sidste boede i Huset hos Faderen), vare ogsaa Raadgivere ved Valget af Lærere. De bekjendte theologiske Professorer P. Holm og C. L. Leth underviste Drengen, der i sit 18. Aar dimitteredes til Universitetet. Han studerede derpaa Theologi og tog Attestats 1736, skjønt han paatænkte at gaa den diplomatiske Vej. Ved daglig Omgang med A. Hojer og en anden som Bogelsker og Samler bekjendt Mand, Kapitajn Schulenburg (senere Generalavditør i Norge), som ogsaa boede i Faderens Gaard, blev hans Lyst til historiske Studier yderligere vakt, og tidlig gav han sig selv til at samle Bøger og Kunstsager, særlig nordiske Mønter. Allerede 1738 blev han Sekretær i det danske Kancelli. I denne Stilling begyndte han at gaa Kornmissionen til Ordning og Beskrivelse af den kongelige Møntsamling til Haande og lagde ved dette Arbejde god Indsigt og Kundskab for Dagen. Samtidig udarbejdede han en Fortegnelse over de ældste danske Bøger og beskrev deres Forfatteres Levned samt beskæftigede sig med Studiet af de ældre oldenborgske Kongers Historie, navnlig efter utrykte Kilder. I Begyndelsen af 1740 tiltraadte han en længere Udenlandsrejse til Tyskland, Frankrig og England og opholdt sig navnlig i Strasburg, Paris og London. Overalt, hvor han kom hen, stiftede han Bekjendtskab med fremragende lærde og Statsmænd og vedligeholdt Forbindelsen med adskillige af dem gjennem Brevvexling efter sin Hjemkomst. Historikeren Schøpflin i Strasburg og den berømte svenske Statsmand og Kunstkjender Grev C. G. Tessin, der paa den Tid var Gesandt i Paris, fortjene særlig at fremhæves blandt disse, fordi de ved deres Studier og Interesser fik en stor Betydning for H.s hele Aandsretning. H. kom hjem i Efteraaret 1742 med rige litterære og kunstneriske Skatte, men tillige aldeles inddrukket af franske Sæder og fransk Levevis. »Mr. Anrison« vakte en Del Opsigt i Kjøbenhavn, just ikke til sin Fordel. Han holdt kostbare Gjæstebud og samlede ved sit Bord Stadens fornemste og lærdeste Mænd. Allerede behøvede han én Sal til sit Bibliothek, én til sin Malerisamling; og i en anden Etage i Huset havde han sine Dagligværelser. Det blev ham foreslaaet at gaa som Legationssekretær til Madrid. Men da det kongl. danske Videnskabernes Selskab blev stiftet i Nov. s. A., blev H. strax ved første Møde efter Gehejmeraad Holsteins Ønske Selskabets Sekretær og maatte saaledes afslaa Tilbudet om den diplomatiske Post. Selskabets første Medlemmer vare foruden Præses, Grev Holstein, H. Gram og Pontoppidan [se om Pontoppidan i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], med hvem H. derved kom i nær Forbindelse. Allerede i 1743 blev H. optaget som Medlem af det londonske Videnskabers Societet. Sin Plads i Kancelliet bevarede han fremdeles -— fra 1750 som Assessor — lige til sin Afskedigelse her fra 1771 under Struensees Regimente. 1744 blev han Assessor i Højesteret. Næppe havde Langebek [se om Langebek i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] 1745 stiftet Selskabet for Fædrelandets Historie og Sprog (»det lille Selskab«), før H. lod sig forstaa med gjærne at ville optages som Medlem i dette, og hans Ønske herom blev villig imødekommet; han var da et virksomt Medlem af Selskabet lige til sin Død.

Da hans Fader ved Sygdom var forhindret i selv at styre sit store Gods Vesterbygaard ved Kalundborg, overtog H. i Foraaret 1745 dets Bestyrelse og begyndte at lægge sig efter Landvæsenet. Ved Faderens Død s. A. blev han Ejer af Godset. 3. Febr. 1747 ophøjedes han i Adelstanden med Navnet Hielmstierne, og 4. Avg. s. A. ægtede han Andrea Kirstine Kjærulf af adelig Byrd (f. 19. Jan. 1730, død i Kjøbenhavn 19. Okt. 1806), Datter af Kancelliraad Søren K. (død 1730) og Johanne Marie f. Bentzon. Ved dette Giftermaal blev H. Ejer af Mølgaard i Aalborg Amt og Holmgaard i Viborg Amt, men solgte dem begge allerede Aaret efter. Han steg nu fra den ene Værdighed til den anden. Ved Frederik V's Salving 1747 blev han Justitsraad, 1760 Etatsraad, 1766 Konferensraad, 1774 Ridder af Danebrog og tog til Symbolum: »Gloria in obseqvio«. 1776 blev han Justitiarius i Højesteret, hvilket Embede han beklædte til sin Død, 1777 Gehejmeraad. I Videnskabernes Selskab blev han Præses 1776 og Aaret efter Æresmedlem af Kunstakademiet. Han døde i Kjøbenhavn 18. Juli 1780.

I sine forskjellige Embedsstillinger vandt H. almindelig Højagtelse for Retsind, Dygtighed og utrættelig Flid. Luxdorph [se om Luxdorph i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] kaldte ham i det latinske Epigram, han satte under hans Billede, »en uforfærdet Hævder af Sandhed, et Forbillede paa Dyd og en Mand, som altid satte Fædrelandet over sin egen Person«. Suhm [se om Suhm i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] fremhæver, ved Siden af hans Duelighed, hans Paalidelighed og Trofasthed. Jacobi holdt Sørgetale over ham i Videnskabernes Selskab og stillede i denne »sin Velgjører og sin Ven« meget højt. H. var ikke produktiv som Forfatter. Nogle enkelte haandskrevne Ungdomsarbejder ere nævnte ovenfor. Trykt haves kun nogle Lejlighedstaler. Et Udkast til en Lovtale over Gram [se om Gram i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] , oplæst i Videnskabernes Selskab, blev efter hans Død trykt i Suhms »Nye Samlinger« IV, 165 ff. Sammen med Luxdorph og Langebek foranstaltede han Udgaven 1751 af O. Worms latinske Brevvexling. Hans Haandskrift og Orthografi vare paafaldende slette og skjødesløse; men hans lærde Brevvexling var meget vidtstrakt baade i yngre og ældre Aar. Det havde fra hans tidlige Ungdom været en Trang hos ham at samle Bøger; og i det han indskrænkede sig mest til dansk Litteratur og, hvad dermed stod i Forbindelse, og han derhos raadede over betydelige Pengemidler, fik hans Samling en enestaaende Fuldstændighed og Skjønhed. Han var omhyggelig for at erhverve de bedst vedligeholdte Exemplarer; og kunde han ej paa anden Maade komme i Besiddelse af litterære Sjældenheder, lod han dem aftrykke. Til sit Bibliothek gav han villig danske Videnskabsmænd Adgang. Da hans ældste Datter, hans eneste i Live værende Barn, 1773 ægtede Kammerherre, senere Greve, Rosencrone, bestemte H. ved Ægtepagten, at hans Samlinger af Danica, det være sig Bøger, Manuskripter, Landkort eller Portrætter, skulde evindelig konserveres i Familien og være et Fideikommis; og efter hans Død skulde en udførlig Katalog trykkes og Samlingerne forøges. Katalogen blev ogsaa udgivet (1782—86) i 3 anselige Kvartbind under Tilsyn af Suhm, som ledsagede den med Fortaler. I lang Tid stode Samlingerne ubenyttede; men Grev Rosencrone troede ikke at handle mod Stifterens patriotiske Hensigt ved at søge Bibliotheket forenet med et større offentligt. Han overdrog derfor Bogsamlingen til Kongen, hvorefter det ved kgl. Resolution af 6. Marts 1807 bestemtes, at den samlet skulde opstilles i det store kgl. Bibliothek og der bestandig udgjøre en særskilt Afdeling under Navn af »den Hielmstierne-Rosencronske Bogsamling«. Den er saaledes nu en af nævnte Bibliotheks herlige Skatte, der har været og stadig er en vigtig Hjælpekilde for Litteraturens Dyrkere. Stifterens Marmorbuste, modelleret af Thorvaldsen, er opstillet ved Samlingen.



Til: Indholdsfortegnelsen




Holck, Hans, 1726—83, Filanthrop, Journalist og Forfatter [Agent Holck]

Af Joakim Larsen

Hans Holck i Nyborg 12. Marts 1726. Da Forældrene, Peter Nielsen Dyrhauge og Margrethe f. Bolt, vare ubemidlede og havde 7 Børn, blev Sønnen sat i en Regne- og Skriveskole, uagtet han havde Lyst til Studering. Ved Læsning i sin Fritid erhvervede han sig dog en Del spredte Kundskaber og udvidede dem som ældre, uden dog paa noget Omraade at opnaa solid Dannelse. Efter at have lært Handelen i Nyborg tog han Tjeneste som »Kjøbmandskarl«, først i Flensborg [Flensburg] og siden i Kjøbenhavn, hvor han jævnlig søgte de opvaktes Forsamlinger. Her etablerede han sig 1754, og ved at han optog en Kompagnon i Forretningen, fik denne et betydeligt Opsving. Handelen alene kunde dog ikke tilfredsstille hans mangesidige Interesser. Han ønskede at udgive et Blad, og da han savnede Midler dertil, gik han en Omvej. Af Kammerjunker v. Ostens Arvinger lejede han 1759 Privilegiet paa at holde Adressekontor og kjøbte det senere. I Begyndelsen udsendte han kun én Gang om Ugen et skrevet Uddrag af de Bekjendtgjørelser, der indkom paa Kontoret, men snart efter lod han sin Adresseavis trykke, den udkom siden 4 Gange ugentlig, og Antallet af Subskribenter voxede fra 30 til flere Tusende. Det lille, 2-spaltede Blad i Kvart indeholdt ikke blot Bekjendtgjørelser, men ogsaa forskjellige Lister, Dagsnyheder, Digte m. m. Herover mødte H. Indsigelse, ikke blot fra de 2 andre Hovedstadsaviser, men fra mange flere, lige til Stodderkongerne, der tidligere havde været ene om at meddele Prædikantlisten. Til Trods for Modstanden udvidede han dog stadig Avisens Indhold. For at udbrede den uden for Kjøbenhavn søgte han om at faa den sendt med den ridende Post, men dette blev afslaaet, da Pladsen i Postsækken var optagen af »Den Berlingske Tidende«. Herover triumferede denne og antog Titelen »De til Forsendelse med Posten alene privilegerede kjøbenhavnske Tidender«. H. fik dog den agende Post til at besørge hans Avis og kaldte den nu »den med Posten forsendende«. 1767 fik Avisen et ugentlig Tillæg, der siden forandredes til en kritisk Journal over udkomne Bøger.

Af filanthropisk Iver fremkaldte H. en Række godgjørende Institutioner. 1765 oprettede han en Sygekasse og 1769 en Bespisningskasse for at skaffe Fattigfolk varm Mad om Vinteren. Af Medlidenhed med de mange tiggende Børn, som ofte bleve moralsk fordærvede ved deres vagabonderende Liv, oprettede han 5 Friskoler for fattige Børn 1771, en Foranstaltning af stor Betydning i Betragtning af Skolevæsenets daværende Tilstand. Til alle disse Foretagender paakaldte han den private Velgjørenhed. For Børn af bedre Klasser fik han Gratistskolen i Gang 1775 og Aaret efter Indfødsskolen. H. bevirkede, at Husene i Kjøbenhavn bleve nummererede, og udgav 1765 »Kjøbenhavns Handelsspejl«, Byens første Vejviser. For sin gavnlige Virksomhed blev han 1763 Agent, og 4 Aar efter blev han Grosserer. 1771 fik han Bevilling paa at anlægge et Bogtrykkeri.

Over sine mange andre Foretagender forsømte han imidlertid sin Forretning og maatte for at rejse Penge overlade Adressekontoret og Avisen til et Interessentskab. Desuagtet fallerede han 1773. Nu oprettede han et Avisudsalg og en Boghandel baade for de Bøger og Tidsskrifter, han selv udgav, og for dem, han tog paa Forlag efter at have faaet andre til at skrive dem efter hans Ideer. Emanuel Balling [...] og Niels Prahl vare hans vigtigste Medarbejdere. Af de henved 50 litterære Foretagender, der vare Frugten af denne Samarbejden, og som omhandlede Økonomi, Statistik, Historie, Moral, praktisk Filosofi, populær Medicin og Læsning for Børn, opnaaede kun »Aftenposten« nogen Betydning. Dette Blad begyndte at udkomme 17. Jan. 1772, da der efter H.s Mening aabnede sig en ny Æra for Danmark ved Struensees og Brandts Fald. I den 1. Aargang indeholder Bladet en Mængde Oplysninger om Hofrevolutionen, men rigtignok yderst ensidige. For øvrigt havde »Aftenposten« et meget broget Indhold: Nyheder fra Ind- og Udland, et »Handelsarkiv«, et »Børnespejl«, endog »Byrygter«, notable Forlovelser, Anekdoter og Gaader. Senere blev Indholdet ordnet i bestemte Rubrikker: »Landvæsenspost«, »Kommercepost«, »Kirkepost«, »Huspost« osv. Den sidste, der som Regel havde dialogisk Form, giver en ret anskuelig Skildring af Samfundsforhold og huslig Levevis i den Tids Kjøbenhavn. I det hele var Avisen kvikt skrevet, og med Hensyn til journalistisk Teknik var H. langt forud for sin Samtid. »Aftenposten« indeholdt ogsaa Digte ved Familiebegivenheder og versificerede Taksigelser for indkomne Gaver til H.s filanthropiske Foretagender. Disse poetiske Udgydelser, snart pathetiske og snart sentimentale, udmærke sig næsten alle ved en komisk Naivitet og en yderst ubehjælpsom Form, der gjorde dem til Skive for Samtidens Vittighed. Almindelig bekjendt er Wessels Railleri over »Sygekassens Patriark«. Herved fik H. et Skjær af Latterlighed over sin Person, og dette har for Eftertiden stillet hans fortjenstlige Virksomhed i Skygge. Vel fik han som Folkeskribent ingen blivende Betydning, men hans Dygtighed som Journalist i Forening med den menneskekjærlige Iver, hvormed han søgte at hjælpe syge og fattige og modarbejde Raahed og Uvidenhed, gjør ham fortjent til et hæderligt Eftermæle.

H. døde 2. Marts 1783. Han ægtede 1. (14. Okt. 1754) Bolette Thrane (død 12. Maj 1764) og 2. (12. Nov. 1764) Charlotte Sophie Topp.

Johan Herman Wessel's digt


Til Agent Holck

Agent Holck,
De Fattiges Tolk,
Sygekassens Patriarch!
Jeg dig sender her en Mark,
I det Haab, at Himmelen
Mig giver en Ducat igien.



INDRYKKET I AFTENPOSTEN

To Acteurer i een Rolle,
Tvende, beilende til Een,
Og to Hunde om eet Been,
Aldrig kunne Venskab holde.



LIGELEDES

Tør jeg besvære Aftenposten
Med ringe Raad imod Kiighosten:
Stød Nelliker en Morgen smaae,
Kom dem i Miød, og drik dem saa.
Hvis du er ikke inden Aften
Som den, der aldrig havde havt'en;
Saa kan du sige allenfals:
Hr. Medicus! Løgn i jer Hals!



Til: Indholdsfortegnelsen




Holm, Peder, 1706—77, Theolog

Af A. Jantzen

Peder Holm blev født i Norge, men begge hans Forældre vare af dansk Herkomst og tilhørte gamle danske Præsteslægter. Faderen, Jacob H. (død 1738), var Avktionsdirektør og boede paa Gaarden Moum ved Frederiksstad. Her blev H. født 6. Juni 1706; hans Moder hed Ida Sophie f. Ølgod (død 1716). Han sattes i Skole i Frederiksstad, hvorhen Forældrene vare flyttede, da Krigen med Sverige udbrød; men han blev privat dimitteret 1724; og da han rejste til Universitetet i Kjøbenhavn, forlod han Norge for bestandig. Efter at have taget Attestats 1726 blev han det følgende Aar Alumn paa Valkendorfs Kollegium og boede her i 5 Aar. Han blev efter H. Grams [se om Hans Gram i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] og Andr. Hojers Anbefaling Lærer for den unge Hielmstierne og blev i hele sit senere Liv nøje knyttet til denne sin Elev og hans Familie. 1732 fik han Magistergraden og begyndte at holde theologiske og filosofiske Forelæsninger. Rektoratet i Aarhus blev ham tilbudt; men efter sine Velyndere Grams og Hojers Raad foretrak han at blive i Kjøbenhavn for at søge at bane sig Vej til fast Ansættelse som Universitetslærer. 1735 blev han Provst paa Kommunitetet og omtrent samtidig Biskop Worms Vikar ved de offentlige Forelæsninger, 1738 Professor extraordinarius i Theologi og Filosofi og endelig 1746 ordentlig Professor i Theologi og Medlem af Konsistorium, i hvilket Embede han virkede til sin Død, 4. Juni 1777. Ved Jubelfesten 1749 for det oldenborgske Kongehus fik han den theologiske Doktorgrad. Han levede ugift.

H. har næsten intet udgivet. Naar nogle akademiske Disputatser, hans Fortale til J. Hees store Prædikensamling over Jesu Lidelseshistorie (1758) og hans Deltagelse i Bibeloversættelsen under Christian VI ere nævnte, er dermed hans Forfattervirksomhed udtømt; men dog har han sat sig et varigt Navn ved sin Virksomhed som Universitetslærer i over en Menneskealder. Han var en ivrig Tilhænger af den gamle, lutherske Orthodoxi og var selv overbevist om, at det dogmatiske Kollegium, han meddelte, var den ufejlbare Vej til Salighed. Han hadede og ivrede imod al Nyhedssyge og sporede Kjætteri, hvor andre vanskelig vilde kunne opdage sligt. Hans Foredrag var uendelig tørt og kjedsommeligt, hans Organ frastødende, og vanskeligt var det for ham at have Tilhørere, naar ikke Hensynet til Examen og Haabet om Stipendium gjorde sig gjældende hos disse. »Man skulde høre mans Kollegier, saa kunde man nok selv hjælpe dem til Stipendier«, skal han oftere have ladet sig forlyde med lige over for de studerende. Men i øvrigt er der ikke faa blandt hans Disciple, som med Paaskjønnelse have erkjendt den Godhed og redebonne Hjælpsomhed, der bleve dem til Del fra denne grundhæderlige, men snæversynede lærde.

Langt større Betydning end hans Virksomhed fra den theologiske Lærestol har H.s Deltagelse i Universitetets økonomiske Anliggender som Medlem af Konsistorium og af Kommunitetsdirektionen. Her arbejdede han med den utrætteligste Flid og med den største Interesse og indlagde sig virkelige Fortjenester; men paa disse Felter skaffede han sig ogsaa selv ved sin Stridighed og Egensindighed, der sørgelig tiltoge med Alderen, en uendelig Række Bryderier og Kvaler. Hans Indlæg og Vota svulmede op til lange Afhandlinger; i Kallske Samling, Fol., Nr. 148 findes opbevaret en tyk Bunke af hans Koncepter. Han er bleven kaldet »Universitetets Aristides« for den strænge og urokkelige Retfærdighed, hvormed han hævdede de ham betroede Stiftelsers Tarv; og vilde nogen prøve paa at indføre Reformer eller røre det allermindste ved Bestemmelserne i en eller anden Fundats, saa tordnede han mod en saadan formastelig Adfærd og truede med Guds Vrede paa Dommedag; dette fik bl.a. hans Kolleger Janson og Balle at føle, da der i 1775 af Guldberg var nedsat en Kommission, hvori ogsaa han selv havde Sæde, til Indførelse af en ny Studieindretning ved Kommunitetet og Regensen. Guldberg var i det hele taget hans bitreste Modstander; og Balle, som i sine yngre Aar havde været i Kridthuset hos H., havde senere som Professor paadraget sig hans stærke Fjendskab. Det har været et almindeligt Sagn, at H., der i 1774 var den eneste Doktor i det theologiske Fakultet, skulde have nægtet at kreere Balle ved hans Doktorpromotion i Anledning af Arveprinsens Formæling, fordi H. skulde have Mistanke til hans Orthodoxi og derfor skulde have ytret, at han »ej vilde lægge Haand paa den Kjætter«; men Anledningen til H.s Modstand ved denne Lejlighed var, at Balle havde injurieret ham og ikke vilde give ham Oprejsning og »derfor levede i vitterlig Synd«. H. stod i Kampen for det gamles Bevarelse aldeles isoleret; og næppe havde Døden lukket hans Øjne, før en Række af de Forandringer, han havde modarbejdet, blev gjennemført.



Til: Indholdsfortegnelsen




Holst, Peter Nicolai, 1699—1774, Præst

Af L. Koch

Peter Nicolai Holst er født i Kjøbenhavn 21. Jan. 1699, Søn af Grynmaaler paa Proviantgaarden Hans Pedersen H. og Anna Cathrine Sylvers, der blev anden Gang gift med Professor Hans Gram [se om Hans Gram i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]]. H. deponerede 1717 fra Frederiksborg Skole; han ejede nogle Midler efter Faderen, og da han havde Ophold hos Stiffaderen, vare hans Kaar bedre end de fleste Studenters den Gang. Men i det mindste senere paastod han, at hans Sind allerede fra Ungdommen af havde været trykket af Mismod og Samvittighedsskrupler. Han underkastede sig theologisk Attestats 1723, og efter at han nogen Tid havde »opvartet Aftensangen« for Præsten ved Vartov, O. Hersleb, samt prædiket andre Steder, ogsaa i Frue Kirke, blev han 1730 ved Stiffaderens Hjælp Kapellan ved Trinitatis Kirke i Kjøbenhavn. Baade Biskop Hersleb og Stiftsprovst Reenberg anbefalede ham den Gang paa en Maade, der noksom viser, at de ansaa ham for en ualmindelig lovende ung Mand; de rose baade hans Lærdom, hans opbyggelige Levned og hans Veltalenhed.

Men Aaret efter, at H. var bleven Præst, kom Grev Zinzendorf til Kjøbenhavn i Anledning af Christian VI's Kroning, og hans Ophold her gav Anledning til et heftigt Udbrud af pietistisk-herrnhutisk Bevægelse i de følgende Aar. Mellem de Præster, der bleve revne stærkest med af denne, var H. Han skal have deltaget i de Forsamlinger, Waisenhusets Præst, Ewald, holdt i sin Svigermoders Hus; men det var ikke Spørgsmaalet om Forsamlingernes Berettigelse, der blev Midtpunktet i Bevægelsen, men derimod Skriftemaalet, som i de herrnhutisksindede Præsters Øjne var en Vederstyggelighed, fordi Præsten her ingen Sikkerhed havde for, at han ikke tilsagde ubodfærdige Syndernes Forladelse. H. prædikede derimod i de stærkeste Udtryk og erklærede sig rede til at gaa ud af Sodoma, om ikke andet kunde være. Herved fortørnede han Gram, der ikke vilde se ham mere, hvad der sikkert har været ham en Sorg; thi han nærede en sønlig Kjærlighed til ham. Paa hans Ansøgning tillod dog Kongen, at der maatte ansættes en Kapellan hos ham, til hvem han maatte afstaa sin halve Løn, for at han skulde sidde i Skriftestolen for ham. Kongen havde vistnok Ret, naar han i Reskriptet herom siger, at den arme Mand pines af Samvittighedsskrupler; men har han troet, at den Haand, der blev rakt ham, vilde hjælpe ham over disse, har han taget meget fejl. Den stærke Bevægelse i ham selv saa vel som hos hans Omgivelser havde revet ham næsten viljeløst med sig, og uvilkaarlig dreves han videre og videre ud i sekteriske Meninger, der toge ethvert objektivt Grundlag bort under ham. Han afholdt sig selv fra den hellige Nadvere og prædikede med glødende Iver mod Statskirken og dens Sakramentforvaltning. Der blev da i Efteraaret 1734 nedsat en Provsteret over ham, og han kunde saa meget mindre undgaa at blive dømt, som der faa Maaneder i Forvejen var bleven udstedt et Reskript, der havde forbudt Præsterne at prædike mod deres Modstandere. Retten synes ikke at have været tilbøjelig til at gaa strængt til Værks; den nøjedes med at erklære H. for skyldig, og det var først, da Kongen forlangte, at der skulde afsiges en ordentlig Dom, han kjendtes uværdig til at bære Præstekjole og dømtes til »at overleveres til verdslig Øvrigheds Ret imod ham«. Kongen stadfæstede 3. Febr. 1735 Dommen, dog vilde han ikke vide af, at der skulde anlægges offentlig Sag mod H., men denne udvistes af Landet. Han rejste da til Tyskland, hvor han opholdt sig paa adskillige af de Steder, hvor de tyske Separatister havde Tilhold, især i Büdingen ved Frankfurt a. M.

Den glødende Iver, der havde fyldt ham i de Aar, han var Præst her hjemme, afkøledes hurtig, og i de faa Breve fra hans Ophold i Tyskland, der ere bevarede, udtaler han sig med anerkjendelsesværdig Sindighed om sin Færd i Kjøbenhavn, f. Ex. naar han 1740 skriver: »Gud var ogsaa til Dels med os, men Opvækkelsen kom i et vrangt Spor ... Vi stred vel for Guds Hus, men ikke altid med Forstand.« Da Gram døde 1748, indgav han Ansøgning om at maatte opholde sig et Par Maaneder i Kjøbenhavn, da der var tilfaldet ham nogen Arv efter Stiffaderen. Men da vare Forholdene her forandrede, Opvækkelsens Strøm var udløbet, og Kancelliet svarede, at han maatte blive her baade et Par Maaneder og mere, naar han vilde holde sig rolig. Han bosatte sig da i Ribe, hvor han levede af at holde Skole og døde i en høj Alder 11. Sept. 1774. Hans Efterladenskab, som han testamenterede Ribe Bys Fattigkasse, udgjorde 126 Rdl.

H.s Skæbne er i det smaa et Afbillede af hele den stærke herrnhutiske Bevægelse. Ligesom denne hurtig udløb i Kjøbenhavn, saaledes var det kun kort, han selv var opfyldt af de Tanker, der skulde forstyrre hans udvortes Lykke. Der er hos ham lidet ejendommeligt og originalt; han har kun behandlet de Spørgsmaal, som alle hans Meningsfæller den Gang behandlede, og han har intet nyt sagt om dem; det er kun lidet træffende, naar hans Biograf har kaldt ham »det 18. Aarhundredes Søren Kierkegaard«. Han var ikke nogen ensom Mand, men tvært imod en af Flokken. Det er dog ikke blot hans tunge Skæbne, der giver hans Liv Interesse, men den Sandhedskærlighed og redebonne Opofrelse, han har lagt for Dagen; gjennem hans Udtalelser baade i Opvækkelsestiden og siden gaar der en Strøm af Ydmyghed og Hengivenhed i Guds Vilje mod ham, som vi tør haabe har beredt ham en nøjsom og tilfreds Alderdom i hans smaa Kaar i Ribe. — Han synes ikke at have været gift, uagtet han 1732 taler om »de 7 Munde, Vorherre giver Mad ved mig«.



Til: Indholdsfortegnelsen




Holstein, Christian Frederik von, 1678—1747, Overhofmarskal

Af F.J. Meier

Christian Frederik von Holstein var en yngre Broder til [...] Storkansler Ulr. Adolf Greve H. (død 1737) og blev født 8. Maj 1678. Han kom tidlig ind i Hæren, blev 1694 Fændrik ved Prins Frederiks Regiment, 1695 Sekondlieutenant, 1699 Premierlieutenant, s. A. Kapitajn, 1701 forsat til Grenadererne og i 1707 Oberstlieutenant, dog uden Gage og Kompagni, i det østsjællandske nationale Infanteriregiment. Senere blev han Kammerjunker hos Prins Carl og Amtmand over Prinsens Godser, hvilken Stilling han fratraadte i 1718, Etatsraad og Kammerherre, og ved Anna Sophie Reventlows Ophøjelse til Dronning 1721 Overhofmester hos hende og kort efter hvid Ridder og Overhofmarskal hos Kongen. Som saadan blev han af Frederik IV sat i Spidsen for det norske Matrikuleringsarbejde, og da Kongen havde faaet Øje for, at H. sad inde med betydelige administrative Evner, afskedigede han ham 1724 fra Hofmarskalstillingen og gjorde ham til Præses i Politi- og Kommercekollegiet (indtil 1730). Da den store Ildsvaade, som ødelagde det meste af Kjøbenhavn, udbrød (Okt. 1728), var H. paa sin Gaard Cathrinebjærg [Katrinebjerg]; i Spidsen for 60 af sine Folk og medførende 40 Vogne ilede han øjeblikkelig ad den brændende By til for at bringe Hjælp, men kunde ikke blive indladt, da Frederik IV havde ladet Byens Porte lukke for at forhindre Soldaterne i at desertere. — H. var en hæderlig, arbejdsom og frimodig Mand, om han end stundum ved alt for stor Frimodighed kunde støde an mod Hofetiketten. Ogsaa efter at han havde opgivet Amtmandskabet over Prinsens Godser, stod han paa den venligste Fod med Prins Carl og Sophie Hedevig og varetog med Iver sit Herskabs Tarv. Da det under Zar Peters Ophold i Kjøbenhavn 1716 blev nødvendigt for Alvor at vise Zaren Tænder, tilbød H. Kongen i en Haandevending at tage samtlige Moskoviter og deres Zar til Fange, hvis Kongen for nogle Timer vilde give ham Kommandoen over Rytteriet. I 1729-1730 var H. Kongens-Stiftamtmand i Sjælland og Amtmand i Roskilde og Tryggevælde Amter. Han døde 29. Dec. 1747. 13. Juli 1704 havde han ægtet Birthe Scheel v. Schack (f. 20. Juli 1680 død 21. Sept. 1729).



Til: Indholdsfortegnelsen




Holstein, Johan Ludvig Greve, 1694—1763, Statsminister

Af E. Holm

Johan Ludvig Greve Holstein var Søn af [...] Joh. Georg v. H. (død 1730) og Ida Frederikke Joachime f. Bülow, han blev født 7. Sept. 1694 paa Godset Lübz i Meklenborg, der tilhørte hans Mormoder, og hvor hans Forældre den Gang opholdt sig. Faderen gav ham en omhyggelig Opdragelse; hans første Lærer var den samme J.V. Schrøder, der siden blev Lærer for Christian VI og en Tid lang paa det kirkelige Omraade hørte til dennes vigtige Raadgivere. Efter at H.s Fader i Aaret 1711 havde forestillet Sønnen for Frederik IV, der den Gang opholdt sig paa Kolding Slot, sendte han ham siden til Hamborg, hvor han et Aar igjennem studerede hos den berømte polyhistoriske lærde J. A. Fabricius og hos den ligeledes højt ansete Hübner [[se om Hübner i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]]]. Det følgende Aar studerede han i Kiel, men blev kaldt der fra for for en Tid at høre med til Frederik IV's Hofstat under Felttoget 1712—13, ved hvilken Lejlighed han udnævntes til Kammerjunker. Heldigvis fik han dog snart Tilladelse til at fortsætte sin Uddannelse paa forskjellige Universiteter og ved Rejser i Holland, England, Frankrig og Tyskland. Dette Afsnit af hans Liv endte 1716, efter hvilken Tid vi kun have at gjøre med ham som knyttet til den dansk-norske Stats Tjeneste. Han prøvede først sine Kræfter paa den diplomatiske Bane, da han i Slutningen af 1718 fulgte sin fjærne Slægtning Grev U. A. Holstein-Holsteinborg paa en vigtig Sendefærd til England; men han blev snart draget ind i andre Retninger. I Slutningen af 1721 (29. Dec.) blev han Hofmarskal hos Kronprins Christian, og 3 Aar senere fik han som Overkæmmerér Styrelsen af dennes Hofstat. Endnu medens hans Fader var Medlem af Konseillet, havde han saaledes opnaaet høje Stillinger, og han blev paa en Maade sin Faders Kollega, da han tillige blev Tilforordnet i Missionskollegiet (9. Juni 1727), hvis Præsident Faderen var. Samme Dag, han fik Sæde i Missionskollegiet, blev han ogsaa 1. Direktør for Waisenhuset.

Den nære Berøring, hvori H. ved sin Hofstilling under Frederik IV's Regering kom til Kronprinsen, blev af stor Betydning for ham. Selv om der er Træk, der tyde paa, at Prinsen ikke altid var tilfreds med ham, bleve dog Agtelse og Tillid hans fremherskende Følelser for H., og saa snart han kom paa Tronen efter Frederik IV's Død, gav han ham den vigtige Stilling som Stiftamtmand over Sjællands Stift og Amtmand over Kjøbenhavns og Roskilde Amter 11. Nov. 1730). Noget senere (18. Jan. 1732) forenede H. dermed det Hverv at være Skoleherre for Herlufsholm, og 11. Febr. 1734 blev han gjort til Deputeret for Finanserne, ligesom han i Slutningen af dette samme Aar kom til at indtage Pladsen som Præses i Missionskollegiet og Patron for Waisenhuset (17. Dec. 1734). Det var en rigtig Opfattelse af H.s Personlighed, der bragte Christian VI til at flytte ham over fra Hofchargerne til civile Embedsstillinger, og han følte sig saa tilfreds med hans Virksomhed i disse, at han besluttede at optage ham i sit Konseil. Der var ikke gaaet lang Tid, efter at Kong Christian havde besteget Tronen, inden han følte sig utilfreds med de Mænd, som han først havde taget til sine Ministre. De 2 af dem, Brødrene Plessen, vare traadte ud af Konseillet 1733 og 1734, og Ivar Rosenkrantz, der var det tredje vigtige Medlem af Konseillet og Oversekretær baade for danske og for tyske Kancelli, nød saa lidt Kongens Tillid, at denne gjærne vilde have ham bort fra hans Plads som Chef for Kancellierne. Allerede i Vinteren 1733—34 følte han sig for hos H., om denne i paakommende Tilfælde kunde være villig til at overtage Stillingen som Oversekretær i danske Kancelli, og han rettede i den Anledning nogle Spørgsmaal til ham, f. Ex. om han vilde give ham Efterretning om alt, hvad han erfarede i Kancelliet og Konseillet, eller hvad der ellers kunde gavne hans Tjeneste, og det, hvad enten han blev spurgt derom eller ikke, osv. Den Ophøjelse, han saaledes tiltænkte H., lod han da ogsaa blive ham til Del i Foraaret 1735. Da maatte Rosenkrantz 12. Maj vige sin Plads som Oversekretær i danske Kancelli til H., der samtidig fik Sæde i Konseillet. Disse høje Stillinger bevarede han ikke blot, saa længe Christian VI levede, men ogsaa under hans Efterfølger, Frederik V, lige indtil han selv døde, 29. Jan. 1763. Da ikke længe efter hans Indtræden i Statsministerstillingen Styrelsen af de kirkelige Sager for en stor Del lagdes under et eget Kollegium, det saakaldte General-Kirkeinspektionskollegium, blev han Præses i dette (Okt. 1737), og han afløste Rosenkrantz 3 Aar senere som Patron for Universitetet (18. Juli 1740). En Række Aar derefter føjede han et særligt Hverv til disse faste Stillinger, da han nemlig blev udnævnt til 1. Medlem af den i Aaret 1757 nedsatte Landvæsenskommission (26. Nov.). Han var tillige bleven Ridder af Danebrog (1727), Kammerherre (1731), Gehejmeraad (1733), Gehejmekonferensraad (1738), Ridder af Elefanten ved Frederik V's Kroning (1747), og i Aaret 1750 blev han gjort til Lensgreve til Ledreborg.

Hvad der strax falder i Øjnene, naar man følger et saadant Levnedsløb, er det, at han saa længe fik Lov til at sidde urokket i sine høje Embeder. Det er et Vidnesbyrd om den faste Tillid, begge de Konger havde til ham, under hvem han virkede som Minister. En talrig Række Breve fra Christian VI til ham, der endnu ere bevarede, vidne om det nøje Forhold, hvori denne Konge stillede sig til ham, et Forhold, der næppe var meget mindre inderligt end det, hvori han stod til Schulin. De Spørgsmaal, som Christian VI havde forelagt H., inden han tog ham til Minister, havde ganske vist kunnet give denne Indtryk af noget mistænksomt hos Kongen; men i Virkeligheden fik han senere kun Lejlighed til at glæde sig over den Tillid, Christian VI viste ham. Denne skrev til ham om stort og smaat, undertiden om de største Bagateller, der ikke havde det mindste med hans Embedsvirksomhed at gjøre; men han søgte ogsaa hans Raad i Spørgsmaal, hvorom han kun vilde henvende sig til en Mand, paa hvis Karakter han fuldt stolede. Den Gang i Aaret 1743 Planen om at faa Kronprins Frederik valgt til Tronfølger i Sverige var slaaet fejl, var Kongen i nogen Tid optagen af den Tanke, om han ikke skulde forsøge, i Tillid til den svenske Bondestands Hjælp, med Vaabenmagt at sætte Sønnens Valg igjennem; men han fik Samvittighedsskrupler, om en saadan Krig vilde være retfærdig, og den, hos hvem han da søgte Raad under denne Tvivl, var H. Hvad der imidlertid mest fyldte Kongens Korrespondance med H. og var Gjenstand for deres Samarbejde, var naturligvis de Sager, der hørte under H. som Embedsmand, og her traadte denne dels op som Kongens vigtige Raadgiver, dels som en Slags Expeditionssekretær for ham.

Det var en Mangfoldighed af Forretninger, der laa under H. i hans forskjellige Embedsstillinger. Som Medlem af Konseillet deltog han jævnlig i Overvejelser om vigtige udenrigske Spørgsmaal og i Forhandlinger med fremmede Diplomater; men den Rolle, han spillede paa dette Omraade, var næppe overvættes betydelig. Han stod her naturlig i Skygge, først for Schulin, siden for J.H.E. Bernstorff. Men der var Forhold nok i andre Retninger, hvor han udøvede stor Indflydelse, særlig som Oversekretær i Kancelliet og som Patron for Universitetet. Han indtog i Ordets fuldeste Forstand en Præsidents Stilling i danske Kancelli. Dette var efter Christian VI's Tronbestigelse blevet reorganiseret som et virkeligt Kollegium, medens det i Frederik IV's sidste Tid kun havde været et Expeditionsbureau for Konseillet, og H. forstod at hævde dets selvstændige Stilling, saaledes at det under hans Ledelse ikke sjælden gav Erklæringer, der slet ikke havde været refererede i Konseillet og faaet dettes Stadfæstelse; men ved Siden deraf afgjorde han i Virkeligheden ikke faa Sager paa egen Haand, uagtet man skulde have ventet at se dem blive behandlede af Kancelliet. Det laa imidlertid ikke i H.s Natur at se med Skinsyge paa andre begavede Mænd, og da under Frederik V Henrik Stampe [se om Stampe i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] som Generalprokurør tilførte Kancelliet sin fremragende Begavelse, forstod H. at stille sig i det rette Forhold til ham og lade ham i sandeste Forstand være Kancelliets juridiske Konsulent.

H. var næppe nogen udmærket begavet Mand; men han var en dygtig Natur, der saa sundt paa Sagerne, røgtede sin Gjerning i forskjellige Retninger med stor Samvittighedsfuldhed og havde betydelig Arbejdsevne. Han kunde vistnok optræde med Myndighed; men hans Embedsførelse var tillige præget af Humanitet. Et elskværdigt Træk hos ham var saaledes hans Lyst til i visse Tilfælde at faa Sager afgjorte med det gode, inden de kom til Kongens Kundskab. Da en Gang saaledes en Præst havde fornærmet Biskop Hersleb, opfordrede han ham til at gjøre Bispen Afbigt derfor, og i det han tilføjede en Irettesættelse, gav han denne en vis faderlig mild Form ved at ende den med følgende Ord: »Saa har jeg i Henseende, at jeg i mange Aar har kjendt Deres salige Fader for en kristelig og retsindig Præstemand og fremdeles gjærne saa hans Børn konserverede, villet give Deres Ærværdighed dette mit velmenende Raad«. Det hedder i en Biografi om ham, at han »fattedes Belevenhed i det udvortes Væsen«; men dette hindrede ham dog ikke i at gjøre sig i høj Grad yndet saa vel som agtet af dem, der kom i Forbindelse med ham. Baade Kofod Ancher og Hielmstierne have efter hans Død skildret hans Personlighed med megen Sympathi, og Holberg, der ikke skyldte ham noget som helst, har karakteriseret ham som den, der »stedse var den samme, udi Storm og Stilhed, udi Regn og Solskin, der talte lidt og tænkte des mere, var sanddru og ordholdig og intet lovede, uden hvad han agtede at holde, som hørte alle Forslag, men som drøftede og reformerede dem nøje, førend de af ham underskreves, som ved egen klog og ordentlig Økonomi viste, hvorledes en publique Husholdning kunde føres, som underhavende frygtede og tilligemed venererede og elskede«.

Det er tit sagt, at H.s Ophøjelse til Ministerstillingen hang sammen med, at han paa Grund af sine pietistiske Meninger var yndet af Dronning Sophie Magdalene og hendes Moder, den gamle Markgrevinde. Herom vides i Virkeligheden aldeles intet; men utvivlsomt var H. stærk religiøs; han holdt daglig Husandagt sammen med sine Tjenestefolk, og som ældre Mand lagde han sig efter Græsk for at kunne læse det nye Testamente i Grundsproget. Da han hældede til Pietismen, passede han for saa vidt godt til den Aand, hvori Christian VI ønskede Kirkesagerne ledede. Ogsaa fra Frederik V's Tid fortælles der Træk, som vise, at han havde Forkjærlighed for Præster af pietistiske Meninger; men over Kirkesagerne glemte han dog ikke Aandslivets andre Sider. Han var en fortræffelig Skoleherre paa Herlufsholm, hvor alt var i Forfald, da han kom i Spidsen for Stiftelsen, og hvor han skabte den glædeligste Forandring paa alle Punkter. Med stor Iver omfattede han ogsaa sine Pligter som Universitetets Patron; han overværede flere Gange endog Professorernes Forelæsninger, og han gjorde sig den Ulejlighed at undersøge, hvad Værd Kollegiestudenternes Disputatser havde — en Undersøgelse, der førte til højst bedrøvelige Resultater og til, at han anbefalede Konsistorium at skabe en Forandring heri. Det var ham nemlig vigtigt at faa at vide, hvilke Studenter man kunde vente sig noget godt af. Omsorgen for, hvad der stod i Forbindelse med Universitetet, maatte ligge ham saa meget nærmere, som han havde faaet en fortrinlig Uddannelse i sin Ungdom og stedse bevarede videnskabelige Interesser. Disse omfattede ikke blot Theologien, men han syslede ogsaa med Filosofi, i det han f. Ex. med Iver studerede Frands Baco, en Forfatter, man ikke paa Forhaand vilde tænke sig, at han særlig skulde have følt sig fængslet af, og fremfor alt havde han Sans for Historien og de med den i Forbindelse staaende Fag som Geografi, Genealogi og Heraldik. Han støttede da ogsaa paa forskjellig Maade flinke unge Mænd under deres videnskabelige Uddannelse, og han stod i Brevvexling med betydelige Videnskabsmænd i Udlandet som Fabricius, Mosheim og Gesner; men, hvad der var vigtigere, han kom i stærk personlig Berøring med nogle af vore egne mest fremragende Personligheder paa dette Omraade, særlig med Andreas Hojer og Hans Gram [se om Hans Gram i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]]. Hans Forhold til Hojer havde dog maaske nærmest Betydning for ham under deres Samvirken i Kancelliet og i General-Kirkeinspektionskollegiet. Forbindelsen med Gram var derimod af særlig Vigtighed for det videnskabelige Liv her hjemme. Da Kongen nemlig havde ladet dem begge faa Sæde i en Kommission, der skulde gjennemgaa hans Medaillesamling og sørge for Udarbejdelsen af en Katalog over den, gav denne deres Samvirken Anledning til Oprettelsen af Videnskabernes Selskab. Den første Tanke hertil fremsattes vistnok af Gram, der ønskede et Selskab stiftet efter Forbillede af et Antikvitetskollegium, som fandtes i Sverige. H. bragte et Forslag derom for Kongen, og da denne med Varme gik ind derpaa, førte fortsatte Forhandlinger til en Udvidelse af Planen, saaledes at Videnskabernes Selskab fra 13. Nov. 1742 kunde gjælde for stiftet. Der er ingen Tvivl om, at H.s Indflydelse hos Kongen var af stor Betydning ved denne Lejlighed, og den levende Interesse, han havde vist for Selskabets Stiftelse, bevarede han for det, saa længe han levede. Han var stedse dets Præsident, og det holdt sine Møder i hans Hus.

En af de første vigtige Beslutninger, der bleve trufne om dette Selskabs Virksomhed, var, at dets Skrifter skulde udgives paa Dansk, og efter H.s Stilling til det, kan der ingen Tvivl være om, at denne Bestemmelse var efter hans Hjærte. Det er værd at lægge Mærke hertil. Det er et Vidnesbyrd om, i hvilken Grad han, den tysk fødte Mand, i Tidens Løb var kommen til at føle sig som dansk.

Han valgte i det hele ganske at tilhøre Danmark; det var blandt den gamle danske Adels Familier, han søgte sin Brud, da han 1733 ægtede Hedevig Vind, og ved at sælge sine Familieejendomme i Meklenborg brød han det Baand, der knyttede ham til hans Stammeland. Derimod ønskede han at blive Lensbesidder i Danmark, og det lykkedes ham ved, hvad han tjente som rigt aflagt Embedsmand, og ved Salget dels af de meklenborgske Ejendomme, dels af sin Hustrus Herregaarde i Vendsyssel at samle saa meget, at han kunde kjøbe Lejregaard og tilstødende Landejendomme. Heraf oprettedes, endnu medens Christian VI levede, Stamhuset Ledreborg, der, som ovfr. antydet, i 1750 blev gjort til et Lensgrevskab. Opholdet herude var hans Yndlingsrekreation, og han fandt sin Glæde i at bygge en smuk Hovedbygning efter Tidens Mode og anlægge en prægtig Have med Springvand, Alleer og et Slags Vandfald. Der fandtes i denne Have som et Vidnesbyrd om hans historiske Sans et saakaldet »historisk og genealogisk peripatetisk Akademi«, hvor der ved Alleer var dannet et Slags genealogiske Tabeller over de danske, svenske og engelske Kongefamilier med hver enkelt Regents Navn, Fødsels- og Dødsaar samt vigtigste Bedrifter indhuggede i Stenstøtter. Desuden fandtes der Statuer i Legemsstørrelse af de mærkeligste iblandt dem ligesom ogsaa Brystbilleder af de oldenborgske Konger. Et betydningsfuldere Minde om hans aandelige Interesser efterlod han sig dog ved et Bibliothek paa 20.000 Bind og en Haandskriftsamling, der indeholder talrige Aktstykker af stor Interesse. Som ovfr. angivet var H. gift med Hedevig Vind, Datter af Christian V. til Vrejlev-kloster og Fuglsig. Hun var født 14. Marts 1707 og døde 3. Juli 1756. De havde 3 Børn.



Til: Indholdsfortegnelsen




Holstein, Ulrik Adolf Greve, 1664—1737, Storkansler

Af E. Holm

Ulrik Adolf Greve Holstein var født 14. April 1664; hans Fader, Adam Christoffer v. H. (f. 1631 død 1690), der ejede Netzeband og Buchholtz i Meklenborg, var traadt i dansk Tjeneste som Rytterofficer; Moderen hed Cathrine Christine Reventlow af Futterkamp (f. 1647 død 1704). Allerede som Dreng var H. bleven Page ved Christian V's Hof, hvor han ansattes til »daglig Opvartning« hos Kronprinsen, den senere Frederik IV, der den Gang var 7 Aar gammel. Han vedblev nu at staa i Prinsens personlige Tjeneste, denne fattede efterhaanden stort Venskab for ham, og da han besteg Tronen, gjorde han ham strax til Overkammerjunker. Der var ingen, han hellere vilde have med sig paa sine Rideture, og det var et tydeligt Udtryk af hans Venskab, da han optog ham i Friherrestanden og skjænkede ham det til Kronen hjemfaldne Fiurendal som Lensbaron! (Sept. 1700). Tilsyneladende skiltes Vennerne dog snart. Da Frederik IV i Aaret 1703 forelskede sig i den preussiske Statsafsending Baron Vierecks Datter, maatte han for at føje Elskerinden, der hadede H., fjærne denne fra Hoffet. Han blev i Vinteren 1703—4 Amtmand i Flensborg [Flensburg] Amt, og han beklædte dette Embede en Række Aar. Imidlertid gav Kongen ham et Bevis paa, at han ikke havde glemt ham, da han 1. Jan. 1708 ophøjede ham til Lensgreve. Samtidig blev Fiurendal tillige med Godset Trolholm, som H. havde kjøbt det foregaaende Aar, gjort til et Grevskab under Navn af Holsteinborg. Det var en Elskerinde, der havde søgt at drage Kongen bort fra ham; men senere skulde Frederik IV ved at forelske sig i en anden Kvinde blive bragt i et særlig nært Forhold til H.; det var, da han (1712) bortførte Anna Sophie Reventlow, en Halvsøster til H.s Hustru, fra Clausholm og lod sig vie til hende ved venstre Haand. Der falder en stærk Mistanke paa H. for at have begunstiget denne Forbindelse.

Trods dette Svogerskab gik der adskillige Aar hen, inden H. kom til at optræde paa en større Skueplads. Det var først i den store nordiske Krigs sidste Aar, at han fra sin Amtmandsplads kaldtes til egentlig Statsmandstjeneste. Han var i 1718 en af de 28 høje, dels fungerende, dels forhenværende Embedsmænd, hvis Raad Frederik IV æskede om, hvad der vilde være den rette Politik under Øjeblikkets »tvivlsomme og epineuse Konjunkturer«, og snart efter sendtes han i et vigtigt Ærende til England for at forsøge at skabe en nærmere Sammenslutning imellem Kong Georg I og Frederik IV. Han optraadte ved denne Lejlighed med Dygtighed og viste baade Ihærdighed og et klart Blik paa de forskjellige Forhold i den forviklede Stilling, som der maatte tages Hensyn til. Hans Opfattelse af den Politik, der i denne Tid burde følges, faldt sammen med den, hans fjærne Slægtning Johan Georg Holstein havde [...]; han mente med andre Ord, at Frederik IV under den Splid, der den Gang var udbrudt imellem Zar Peter og Georg I, burde forene sig med denne sidste.

Da Frederik IV efter den store nordiske Krigs Slutning kom i et spændt Forhold til Rusland, syntes Tilslutning til England særlig at maatte anbefale sig, og dette var en Grund mere til, at Kongen, der allerede 29. Sept. 1719 havde givet H. Sæde i Konseillet, 2 Aar senere stillede ham paa den øverste Plads i Embedsklassen ved at gjøre ham til Storkansler, saaledes at baade danske og tyske Kancelli lagdes under ham (20. Juni 1721). Samme Aar blev han Patron for Universitetet. Men den vigtigste Grund til denne Ophøjelse var dog utvivlsomt, at Kongen i April s. A. havde ladet sig vie ved højre Haand til hans Svigerinde Anna Sophie og 30. Maj havde kronet hende til sin Dronning. Hvid Ridder var H. imidlertid allerede bleven 1699, Ridder af Elefanten havde han været siden 1712.

Efter at H. var bleven hævet saa højt, som en Undersaat kunde blive det, vedblev han at hævde denne Plads, saa længe Frederik IV levede. Men det er et Spørgsmaal, om han fuldt har udøvet en Indflydelse, der svarede til Stillingen. I det mindste havde i flere Aar Admiral Gabel [...] utvivlsomt mere Kongens Øre end han, og i Frederik IV s sidste Aar holdt denne mere af at afgjøre de danske Kancellisager i Forbindelse med Oversekretæren Møinichen end ved Forhandling med H. Hvor lidt han dog havde tabt noget i Kongens personlige Velvilje, derom var blandt andet det et Vidnesbyrd, at denne bevilgede alle hans ægte Descendenter Sæde og Gang med Lensgrever og Lensgrevinder. Derimod var det en Selvfølge, at han mødte en mindre god Stemning hos Kronprinsen, den senere Christian VI. Denne hadede sin Stifmoder Anna Sophie alt for stærkt til ikke at overføre en Del Uvilje paa hendes nærmeste Slægtninge, og altsaa ogsaa paa hendes Søster Grevinde H. og selve Storkansleren. Han var derfor næppe kommen paa Tronen, førend han afskedigede H. fra hans høje Stillinger (Okt. 1730). Da han imidlertid ikke med Føje kunde sigte ham for nogen Brøde, og det desuden ikke havde været H., der i Frederik IV's sidste Regeringsaar havde haft mest at sige hos denne, gav han ham en anselig Pension (4.000 Rdl.), og han viste ham tillige det Hensyn, at han lod ham saa vel som hans Hustru spille en ret fremragende Rolle ved hans egen Salving. Fra nu af forsvandt H. i Privatlivet, og han døde faa Aar senere (21. Avg. 1737).

Hvor vigtige Embeder H. end beklædte, er det dog vanskeligt at danne sig en klar Forestilling om, hvad han har udrettet. Man tager næppe fejl, naar man antager, at hans Virksomhed som Patron ved Universitetet var betydningsløs, og der er Træk ved Kancellisagernes Behandling i hin Tid, som tyde paa, at det skortede ham paa Energi. Flere franske Diplomater have fældet blodige Domme, snart om hans Karakter, snart om hans Evner; men de ere vitterlig saa partiske, at man ingenlunde fuldt kan stole paa dem. Selv om der vistnok var noget smaaligt ved hans Forretningsførelse, der kunde gjøre det til en Plage at forhandle med ham, saa havde han dog flere gode Egenskaber, han var en forstandig Mand, tillige forsigtig og ikke let at overliste, og han havde en vis Sejhed, som undertiden var paa rette Plads ved de meget trælsomme Forhandlinger af forskjellig Slags, som der den Gang var fuldt op med, blandt andet netop over for de franske Diplomater. I personlig Omgang var han behagelig og venlig; en engelsk Diplomat, der havde meget med ham at gjøre, har endog karakteriseret ham som en meget god Mand, og han førte et gjæstfrit Hus.

Den Kjendsgjerning, at hans Hustru var en Halvsøster til Dronning Anna Sophie, virkede, som ovfr. antydet, ubestridelig til at styrke hans Stilling. Men ogsaa hendes egne personlige Egenskaber havde deres Betydning. Hun, hvis Pigenavn var Christine Sophie Komtesse Reventlow, var en Datter af Storkansler, Grev Conrad R. og Anna Margrethe Gabel, og hun var født 30. Okt. 1672. 16 Aar gammel blev hun gift med Grev Niels Friis til Frijsenborg [...], og da han døde 1699, ægtede hun det følgende Aar (24. Dec. 1700) H. Ogsaa denne sin anden Mand overlevede hun; hun døde først i sin høje Alderdom 27. Juni 1757, og efter at hun i sin Ungdom havde set Christian V i sit Hus, kunde hun som gammel Kone opleve at have dennes Sønnesøns Sønnesøn Christian VII, der den Gang var Dreng, som Gjæst hos sig. Foruden som U. A. H.s Hustru at være Lensgrevinde paa Holsteinborg bevarede hun stedse efter sin første Mands Død Indtægterne af de med Frijsenborg forenede Godser Boller og Møgelkjær.

Det var en imponerende Stilling, denne Kvinde indtog i det selskabelige Liv. Hendes Skjønhed lovprises i samtidige Beretninger i de stærkeste Udtryk, og hun forstod at forøge Virkningen deraf ved en ædel Anstand og en behagelig Talestemme. Hertil kom endelig ypperlige Evner, der satte hende i Stand til at udøve en betydelig Indflydelse paa sin Mand, om hvem det blev fortalt, at han betroede hende alle sine Hemmeligheder. Samtidig dermed gjaldt hendes Ord meget hos Halvsøsteren Dronning Anna Sophie, og derved i adskillige Tilfælde ogsaa hos selve Kongen. Da hun var gjæstfri ligesom hendes Mand, var det intet Under, at hendes Salon blev den første i Kjøbenhavn og i adskillige Aar Samlingsstedet for den fine Verden og de fremmede Diplomater. Lige saa lidt kan man undres over at se, hvorledes forskjellige Mænd i høje Stillinger søgte at vinde hendes Velvilje. Statens Diplomater vare ivrige for at udføre Smaahverv for hende i Udlandet, og de fremmede Statsafsendinger i Danmark satte Pris paa at staa paa en god Fod med hende. Hun var deres Tilflugt, naar det gjaldt om at fjærne forskjellige Vanskeligheder, som Etikettevæsen voldte, eller om at bryde igjennem det smaalige og pedantiske, der var ved Manden. For saa vidt det er sandsynligt, at hun har begunstiget Søsterens Forbindelse med Frederik IV, falder der en vis Skygge over hende; men ellers hører man ikke noget ufordelagtigt om hende, og hun synes som gammel Kone i sin egen Slægt at have været Gjenstand for stor Pietet. Et afgjort tiltalende Træk hos hende var den varme Interesse, hun viste de danske Skuespil i Frederik IV's Tid. I hendes og Storkanslerens Ægteskab fødtes 6 Børn.



Til: Indholdsfortegnelsen




Horrebow, Peder, 1679—1764, Astronom og Fysiker

Af Aug. Svedstrup

Peder Horrebow fødtes 14. Maj 1679 og var Søn af en fattig Fisker i Løgstør. Han viste tidlig betydelige Anlæg for Udførelsen af mekaniske Arbejder, saa han, da han i en Alder af 17 Aar kom i Aalborg lærde Skole, paa Grund af Faderens Fattigdom selv kunde bidrage til sit Underhold ved at stikke Signeter og reparere mekaniske og musikalske Instrumenter. 1703 blev han dimitteret fra Skolen og kom til Universitetet, hvor Ole Rømer strax fattede Interesse for hans Duelighed, tog ham i Huset hos sig og skaffede ham lidt Fortjeneste ved at lade ham assistere ved Inddelingen af astronomiske Instrumenter. 1705 tog han theologisk Embedsexamen, og et Par Aar efter maatte han overtage en Huslærerplads hos Baron Fr. Krag i Jylland. 1711 kom han tilbage. Rømer var da død og L. Schive ansat som Professor i Astronomi. H. nøjedes saa med en Ansættelse som Acciseskriver og giftede sig 18. Dec. s. A. med Anna Margrethe Rosing (død 1749), Datter af en kjøbenhavnsk Kjøbmand. I deres Ægteskab fik de 20 Børn, hvoraf de 13 levede. Efter Schives Død 1711 blev der udskrevet en Konkurrence mellem Navigationsdirektør Rasch paa Møen, H. og C. Lerche. De 2 sidste traadte dog tilbage af Hensyn til, at Rasch var en ældre Mand; muligvis vilde en Konkurrence heller ikke have nyttet H., da det synes, som om Familierne Worm og Bartholin havde en overvejende Indflydelse ved Besættelsen af Universitetets Embeder. Efter Rasch's Død 1714 henvendte H. sig personlig til Kongen, der tog sig venlig af ham og satte igjennem, at H. fik Pladsen efter en aflagt Prøve trods Professorernes Modstand. 2 Aar efter (1716) blev han Magister, 1720 blev han Universitetets Notar, og 1722 fik han Sæde i Konsistorium.

Ved sin Tiltrædelse fandt H. Observatoriet paa Taarnet i en meget daarlig Forfatning, saa han ansøgte om forskjellige Reparationer og Forbedringer, der ogsaa bleve bevilgede ham, hvorefter han i Aarene 1716—20 har anstillet en stor Del Observationer, hovedsagelig for at revidere Rømers 3 Dages Observationer i dennes Privatobservatorium Tusculanum ved Pilenborg. Disse Rømers Observationer havde H. i Forvaring; de skulle have været af meget stor Nøjagtighed og vare anstillede for at paavise Rigtigheden af det Kopernikanske System, hvorefter Jorden bevæger sig med Solen som Centrum. H. troede at komme til samme Resultat og udgav Skriftet »Copernicus triumphans« (1727). I disse Aar gav H. sig ogsaa af med lægevidenskabelige Undersøgelser og disputerede 1725 for den medicinske Doktorgrad. Disputatsen, et ubetydeligt Arbejde, er mærkelig ved den Aabenhed, hvormed H. tilstaar sin Ukyndighed i Lægevidenskab, og viser ham som en erklæret Tilhænger af den fra Tyskland indtrængende Stahlianisme. Den store Brand 1728 ødelagde det meste af Resultaterne af H.s Arbejder. Ilden sprang fra Trinitatis Kirke over paa Observatoriet, der var af Bindingsværk, og trængte ind i dette, saa H. mistede alle sine Ejendele og kun reddede et Skrin, indeholdende nogle af Rømers og hans egne Skrifter. Slaget traf Observatoriet og H. næsten lige haardt. H., der havde sin store Familie at forsørge, fik strax nogen Hjælp af sin Velynder Overceremonimester Lerche, der ogsaa lod Planetmaskinen i Taarnet reparere, forærede H. nogle Bøger og gav ham fri Adgang til sit Bibliothek. 1730 fik H. bevilget 300 Rdl. til Reparation af Taarnet og af Instrumenterne, men der gik lang Tid, inden det kom fuldstændig i Orden, og det fik aldrig saa gode Instrumenter som de, Rømer og H. havde konstrueret i Forening. Først 1741 blev Rundetaarn godt indrettet til Observatorium, da der blev bygget et mindre Taarn ovenpaa, og det blev forsynet med Ækvatoreal- og Meridianinstrument, men H.s observerende Virksomhed var nu ringe, medtaget, som han var, af Alder og Næringssorg. Sine Sønner Christian og Andreas lod han besørge Observationerne.

H. havde ikke alene været virksom som praktisk Astronom, ogsaa theoretisk har han udmærket sig. Han opfandt en ny Me-thode til at bestemme et Steds geografiske Bredde. Med samme Instrument observerer man 2 Stjærner med kjendt Deklination, udvalgte saaledes, at den ene kulminerer lige saa langt syd for Zenith som den anden nord for Zenith. Observeres først den ene og derefter den anden ved deres Passage gjennem Meridianen, vil Instrumentet i begge Tilfælde have samme Hældning mod Syd og mod Nord, saa Virkningerne af Fejl paa den inddelte Kreds undgaas. Methoden blev, uagtet dens Godhed, snart glemt og først i den nyeste Tid funden paa ny af en amerikansk Astronom, Talcott; den bærer nu begges Navn. Ved Universitetet holdt H. Forelæsninger over Astronomi og Fysik. Udenlands havde H. et anset Navn, var Medlem af Videnskabernes Selskaber i Paris og Berlin (ligesom ogsaa af det kjøbenhavnske), korresponderede med flere ansete udenlandske Astronomer og blev opfordret af Peter den store, der besøgte Kjøbenhavn 1716, til at følge ham til Rusland. — Af hans astronomiske Skrifter ere de vigtigste: »Ars interpolandi« (1731) og »Basis astronomiæ« (1734—35). En Udgave af hans mathematisk-fysiske Skrifter udkom 1740—41 i 3 Kvartbind. Hans ovfr. nævnte Søn Christian maatte fra 1753 overtage hans Arbejde, da han til sidst var fuldstændig arbejdsudygtig. Han døde 15. April 1764.



Til: Indholdsfortegnelsen




Hviid, Andreas Christian, 1749—88, Orientalist og Theolog

Af Fr. Nielsen

Andreas Christian Hviid, Søn af ndfr. nævnte Provst Matthias H., blev født i Kjøbenhavn 20. Okt. 1749. Efter at have modtaget Undervisning i Hjemmet kom han 1763 i Roskilde Skole, fra hvilken han blev dimitteret 1769. Han valgte det theologiske Studium, men det var kun den filologiske og kritiske Side af dette, som interesserede ham; han havde tidlig læst »den savoyardiske Præsts Bekjendelser« og der-igjennem faaet »Modbydelighed for den Slags Dogmatik, der vel driver paa Bibelen som Grunden til vor Tro, men uden at hente skarpe Beviser af denne«. Da han 1777 ved Guldbergs Protektion fik et Rejsestipendium, tog han til Gøttingen [Göttingen] for under J.D. Michaelis' og Heynes Vejledning at dyrke de østerlandske og klassiske Sprog og skærpe sin kritiske Sans. I Efteraaret 1778 forlod han den lille tyske Universitetsby for over Wien, hvor han vilde kollationere nogle Bibelhaandskrifter, at naa Italien. I Wien kom han i nærmere Forbindelse med Ærkebiskop Migazzi og den lærde pavelige Nuntius Garampi, der anbefalede ham til Kardinal Albani, den Gang Forstander for det vatikanske Bibliothek, og til Propagandaens Sekretær, den senere Kardinal Borgia. Under et 15 Maaneders Ophold i Rom fortsatte H. Kollationeringen af Bibelhaandskrifter, og ved indfødte Læreres Hjælp blev han bedre hjemme i de østerlandske Sprog. Som en Prøve paa sine Studier udgav han det 49. Kapitel i Genesis efter en arabisk Oversættelse i en samaritansk Triglotte paa det Barberiniske Bibliothek. Tillige granskede han flittig i Roms Kunstsamlinger, og i Kunstnernes Kreds var han en hyppig Gjæst. 1780 forlod han Rom for over Paris og Holland at vende tilbage til Kjøbenhavn. Kort efter sin Hjemkomst (1781) blev han Provst ved Kommunitetet og Regensen med Titel af Professor, og i de følgende Aar holdt han exegetiske og hermenevtiske [hermeneutiske] Forelæsninger ved Universitetet. Han havde hjembragt adskillige Frugter af sin Flid i Wien og Rom, men kun faa af disse kom Læseverdenen til gode. Derimod lykkedes det ham (1787) at faa udgivet 1. Bind af den Dagbog, han havde ført paa sin Rejse, og et Brudstykke af 2. Del, som var trykt før hans Død (3. Maj 1788), udgav A. Gamborg efter først paa sin døende Vens Forlangende at have tilintetgjort den endnu utrykte Del. Gjennem disse Dagbogsoptegnelser med de mange indstrøede Sentenser lære vi H. at kjende som en elskværdig og beskeden Mand og som en afgjort Tilhænger af den da herskende Rationalisme. 1782 havde han ægtet Maria Sophia Munch, Datter af Justitsraad, Sekretær og Revisor ved Postvæsenet Søren M.; hun overlevede ham.


Henvisning

Leif Grane om Hviid i: »Tradition og Kritik. Festskrift til Svend Ellehøj«, Den Historiske Forening, København 1984, s. 351 ff.


Til: Indholdsfortegnelsen




Hviid, Matthias, 1703—59, Præst

Af L. Koch

Hviid, Matthias, 1703—59, Præst, Søn af Birkedommer Jens H. og Anna f. Kohl, er født i Baarse ved Vordingborg 15. April 1703. Han deponerede 1722, fra Kjøbenhavns Skole, tog theologisk Attestats 1724 og blev 1725 Adjunctus ved den hollandske Menighed paa Amager, hvilket Embede han dog først tiltraadte efter at have rejst 2 Aar i Udlandet. Fra denne beskedne Stilling sprang han 1735, 32 Aar gammel, til at blive Holmens Provst; det næste Aar blev han Konsistorialraad, 1737 Medlem af Kirkeinspektionen og fik 1756 Rang med Biskopper. Han døde 11. Marts 1759. 1732 ægtede han Karen Fjelsted, Datter af Justitsraad og Stadthauptmand Michael F. i Kjøbenhavn. — H. har næppe været i Besiddelse af nogen særegen Duelighed, der kunde retfærdiggjøre, at han fik en saa høj Stilling. Men han var en ivrig Pietist, og han var blevet Hofpræst Bluhmes haandgangne Mand; denne brugte ham til at udføre forskjellige Hverv, naar han selv, der ikke gjærne vilde træde for meget frem, ønskede at holde sig i Baggrunden. Hvor vi se H. optræde, er det som Pietisternes Beskytter og de orthodoxes Modstander. Han bevirkede 1737, at 2 Studenter, Brødrene Støttrup, der som Sværmere vare satte i Citadellet, fritoges for at arbejde i Smedjen. Aaret efter, »i Forfølgelsens Tid«, sad han i den Kommission, der fældte saa stræng en Dom over Præsten H. Mossin. I Kirkeinspektionen holdt han, A. Hoier og Bluhme sammen; de afgjorde, siger Biskop Hersleb, Sagerne forud, saa de andre Medlemmer intet havde at sige. Den Indflydelse, H. her havde opnaaet, synes ogsaa at være steget ham til Hovedet. Da Hersleb skulde være Biskop paa Sjælland, og det blev sagt, at han havde holdt stræng Orden i Christiania Stift, skal H. have sagt: »Ja lad ham kun komme! Vi skal i Kirkeinspektionen nok holde ham saa varm, at han ikke mange Spring skal gjøre.«



Til: Indholdsfortegnelsen




Häusser, Elias David, 1687—1745, Officer, Bygmester

Af V.E. Tychsen

Elias David Häusser er født i Erfurt i Tyskland, hvor hans Fader - [David H. (1645-1709)] - var kurmainzlig »Ober-Stadt- und Landbaumeister« i Erfurt [; hans Moder var Johanna Maria Evander (1666-1741)]. Fra sin Ungdom lagde han sig efter Studiet af den civile og militære Arkitektur og opholdt sig nogen Tid ved Hertugen af Sachsen-Gothas Hof, hvor han underviste dennes Brødre i Mathematik og Militærarkitektur. For i Praxis at faa Anvendelse for sine Kundskaber gik han i polsk-sachsisk Krigstjeneste, i hvilken han avancerede til Lieutenant. Han deltog med sachsiske Tropper som Ingeniør i de af de allierede Armeer under Hertugen af Marlborough og Prins Eugen af Savoyen foretagne Erobringer af de spansk-nederlandske (belgiske) Fæstninger Tournay og Mons og den dermed i Forbindelse staaende Forcering af de franske Linjer Condé—Mons—Maubeuge i 1709 (den spanske Arvefølgekrig), men maatte i Anledning af Faderens samtidig indtrufne Dødsfald forlade Krigstjenesten og vende tilbage til Erfurt for at ordne nogle Familieanliggender. Da dette var sket, besluttede han sig til atter at drage udenlands, og han kom da til Kjøbenhavn i Begyndelsen af 1711. Her fik han Lejlighed til at forevise nogle af sine Rids for Kongen og blev efter Ansøgning 16. Febr. 1711 udnævnt til Sekondlieutenant ved Garden til Fods. Han deltog med denne i Felttoget i Meklenborg [Mecklenburg] og Pommern i 1711—12, men kaldtes i Nov. 1712 tilbage til Kjøbenhavn for at ansættes som Informator for Kronprinsen, den senere Christian VI, i Ingeniørkunsten. Han udnævntes til Kapitajn af Infanteriet i 1713 og erholdt Karakter som Major af samme Vaaben i 1716 samt vedblev at være Kronprinsens Lærer indtil 1719. I 1720 ansattes han som Ingeniørkapitajn ved den danske Fortifikationsetat, og han blev 1723 Oberstlieutenant af Fortifikationen og Chef for Fortifikationsetaten. Som saadan erholdt han følgende Udnævnelser: 1724 Generalkvartermester, 1731 Oberst af Infanteriet og 1735 Brigader af Infanteriet. Han afgik 3. Marts 1738 fra Fortifikationsetaten og blev Generalbygmester. I 1733—40 forestod han Opførelsen af Christiansborg Slot paa det nedbrudte Kjøbenhavns Slots Plads. Det nye Slot byggedes til Dels efter Planer, som vare indforskrevne fra Italien, og H. var saaledes ikke Bygmester i Ordets egentlige Forstand, om han end i flere Retninger maatte foretage Afvigelser fra det oprindelige Projekt for at omplante dette paa dansk Grund og afpasse det efter de stedlige Forhold og de særlige Krav, som stilledes. Det var navnlig Bygningens Skelet og ydre Arkitektur, som vare ham overdragne, medens dens indre Udsmykning paahvilede Thura og Eigtved. 1741 blev H. Kommandant i Nyborg, i hvilken Stilling han i 1742 udnævntes til Generalmajor. Han døde der 16. Marts 1745 efter langvarig Sygdom. — H.s Hustru, Christiane (Christine) Sophie, hvem han havde ægtet i de sidste Dage af 1713 eller i Begyndelsen af 1714, døde 1761 (begravet 13. Okt.) i Kjøbenhavn, 69 Aar gammel.



Til: Indholdsfortegnelsen




Høberg, Jens Sørensen, 1695—1727

Af Arthur Aumont

Jens Sørensen Høberg, dimitteredes 1716 fra Aalborg Skole til Universitetet, hvor han 1720 tog theologisk Examen; efter 1722 at have holdt Demisprædiken blev han s. A. Alumnus paa Valkendorfs Kollegium, og her skrev han 3 Disputatser. I Slutningen af 1722 indtraadte han i den danske Skuespillertroup i Grønnegade, hvor han spillede bl.a. Arverne og andre Dialektroller; Konsistorium fradømte ham herfor Kollegiepladsen, og efter megen Modstand flyttede H. i Sommeren 1723 der fra. Samtidig søgte han et Præstekald, men fik det ikke, og endnu i 1724 træffes H. blandt de danske Aktører, hvorefter han forsvinder.

- - -


»Salmonsens Konversations Leksikon« (2' udgave) skriver tilsvarende: Høberg, Jens Sørensen, dansk Skuespiller, f. c. 1695 i Høberg i Aalborg Stift, d. 1727 i Nykøbing Mors, havde afsluttet det teologiske Studium, da han 1722 meldte sig ved den første danske Skueplads i Lille Grønnegade, hvor han til 1725 i Holberg’s Komedier bl.a. spillede Arv, Jacob Skomager og Studenstrup. Rahbek [se om Rahbek i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] omtaler ham efter Schwarz’ Beretning som en »ikke ubetydelig Skuespiller«, men hans Navn er dog særlig blevet bevaret, fordi han, da Universitetet skred ind mod Studenternes Komediespil, mistede sin Plads paa Valkendorf’s Kollegium, uden at Holberg gjorde Indsigelse derimod. Siden hindrede H.’s sceniske Virksomhed hans Ansættelse som Præst.

Henvisning


Kirkebog for Nykøbing Mors. 30.11.1727 er Student Jens Høberg blevet begravet (facsimile er svær at læse).



Til: Indholdsfortegnelsen




Høegh-Guldberg, Ove, 1731—1808, Statsmand og historisk og theologisk Forfatter

Af E. Holm og L. Koch

Ove Høegh-Guldbergs Fader, Jørgen Høegh, var Kjøbmand, siden Bedemand, i Horsens, hvor Sønnen fødtes 1. Sept. 1731. Moderen, Helene Dorthea Ovesdatter f. Guldberg, var en Kræmmerdatter. Kaarene i Hjemmet vare meget smaa, og G. maatte som Barn spise paa Omgang hos nogle velhavende Borgere i Horsens. Det skyldtes Hjælp af hans Morbroder Dines Guldberg, Præst i Gylling, at han blev sat i Stand til at studere. Efter denne Morbroder antog han Navnet Guldberg, hvormed han altid betegnes. Men hans Forhold som Student (hvilket han blev 1749) vare saa fattige, at han maatte forlade Kjøbenhavn og ernære sig som Huslærer i Jylland, samtidig med at han læste til theologisk Embedsexamen. Efter at han havde taget den (1754), kastede han sig ind i videnskabelige Studier. Han maa have tildraget sig Opmærksomhed som en ung lovende Videnskabsmand. I det mindste blev han 1761 ansat som Professor eloqventiæ ved Akademiet i Sorø [Sorø Akademi], hvor han virkede indtil 1764. Hans videnskabelige Interesser vare og vedbleve hele hans Liv igjennem at være overvejende theologiske og historiske. Det var et Vidnesbyrd om hans Kiærlighed til den klassiske Oldtids Historie, at han i disse Aar udgav en Oversættelse af Plinius' »Lovtale til Trajan« med en Indledning om den romerske Statsforfatning (1763). Naar han 1761 offentliggjorde »Tanker om Milton og den saakaldte religiøse Poesi«, viste det, at han med sine historisk-theologiske Interesser forbandt en vis æsthetisk Sans. Denne fandt ogsaa et Udtryk deri, at han var Medstifter af Selskabet til de skjønne Videnskabers Fremme, og han vandt Præmien for Besvarelsen af en Opgave, dette Selskab udsatte, nemlig »Svar paa det Spørgsmaal, hvilken Indflydelse det har i de skjønne Videnskaber, naar oplyste Folk stræbe at overgaa hinanden« (udkommet 1761).

At han virkede saa faa Aar i Sorø, var en Følge af, at han 1764 blev kaldet til Lærer for Arveprins Frederik [...], en Stilling, han senere afløste med at blive Kabinetssekretær hos Prinsen (1771). Hans fornemme Elev var for lidet begavet til, at hans Undervisning kunde bære rige Frugter; men han brugte ved Siden deraf sin Tid til omfattende Studier. For en Del har han nedlagt Udbyttet deraf i sit betydeligste videnskabelige Arbejde: »Verdens Historie«, der udkom i 3 Bind (1768—72). Uheldigvis blev dette Værk kun et Fragment, der som en Følge af den paafaldende Vidtløftighed, hvormed Forfatteren behandlede de ældste Tiders og Jødernes Historie, ikke naaede længere ned i Tiden end til den peloponnesiske Krigs Slutning. Nu har dette Skrift kun litterærhistorisk Interesse; det er, som det naturlig maatte være, i kritisk Henseende meget svagt, uden noget sikkert Princip for Kritikken, og Forfatterens religiøse Orthodoxi er drevet til Yderligheder; men det vidner om en betydelig Læsning, og det staar højt, hvad Fremstillingen angaar. Der er baade Liv og Kraft der i, paa sine Steder virkelig Aandrighed. Samtidig holdt G. sig ikke borte fra den Drøftelse af forskjellige økonomiske og finansielle Spørgsmaal, som Trykkefriheden fremkaldte. Han skrev dels under Navnet »Philodanus«, dels anonymt et Flyveskrift: »Azan eller den for Gjæld udfriede Fyrste« (1771). Hans senere Virksomhed som Statsmand give flere Udtalelser af ham i disse Smaaskrifter Interesse; men han fandt en alvorlig Kritiker i Martfelt, der blandt andet udtalte om ham, at han ikke havde sagt »andet end det, enhver god Borger bør vide, som ikke vil passere for rent fremmed i Landets Økonomi og Kommerce«.

Den største Betydning havde dog disse Aar derved, at de banede Vejen for G. til at blive ledende Statsmand. Modsætningen imellem hans og Struensees Livsanskuelse og Grundsætninger var saa stor som vel tænkeligt; han mente, som han personlig har udtrykt det, at »Fædrelandet, rystet ved Struensees rasende Parti, hvert Øjeblik truedes med Undergang«, og hans Forbitrelse æggedes end mere ved de Krænkelser, som Arveprinsen og dennes Moder vare udsatte for. G. mente derfor fuldt ud at gjøre sin Pligt, da han deltog i Sammensværgelsen imod Struensee. Det var efter dennes Fald (17. Jan. 1772), at han kom til at spille sin vigtige Rolle i den Regering, der efter ham har faaet Navn af den Guldbergske Styrelse. Forordningen af 13. Febr. 1772 havde skullet gjøre Ende paa Kabinetsregering efter Struenseesk Mønster og tilsyneladende lagt Magten i Gehejmestatsraadets Hænder. G. selv fik ikke Sæde i dette, men vedblev at beholde Stillingen som Kabinetssekretær hos Arveprinsen. De Forfremmelser, der i den følgende Tid bleve ham til Del, vare vel i og for sig hurtige og store, men dog langsomme i Sammenligning med, hvad Struensees Karriere havde været. 11. Okt. 1774 udnævntes han til Gehejmekabinetssekretær hos Kongen, 14. Maj 1776 blev han Stats- og Gehejmekabinetssekretær, han fik Danebrogsordenen 29. Jan. 1776, blev adlet 11. Okt. 1777 (fra 1773 at regne) med Navnet Høegh-Guldberg, opnaaede 22. Nov. 1780 Titel af Gehejmeraad og fik 9 Dage efter (i. Dec.) Titel af Statsminister. Endelig blev han virkelig Statsminister og Medlem af Statsraadet 6. April 1784; men allerede 8 Dage efter afskedigedes han ved Regeringsforandringen 14. April 1784. Ved Siden deraf var han bleven Assessor i Skatkammeret 3. Juni 1773, Medlem af Overbankdirektionen og den extraordinære Finanskommission (13. April 1782) samt af den vedvarende Direktion for Sorø Akademi (9. Okt. 1782); endelig havde han Sæde i Kommissionen for Skolevæsenets Omordning og i en Kommission til »bedre Indretning af de kongelige Skuespil«.

Denne Opregning af hans forskjellige Stillinger og Værdigheder viser, at det ikke var mere end 8 Dage før hans Afskedigelse, at han fik Sæde i Statsraadet; men al Verden havde fra først af vidst, at han udøvede en overordentlig Indflydelse over dem, der under Christian VII's tiltagende Aandssvaghed [dvs. Sindssyge] kunde kaldes Statens Regenter, Arveprinsen og Enkedronning Juliane Marie. Vistnok ere Forholdene i den Guldbergske Styrelse endnu ikke tilstrækkelig oplyste. Han har selv senere undertiden let af, at man gav ham Ansvar for Beslutninger, hvori han slet ingen Del havde haft, og han har i sine Breve talt om Forholdsregler, han gjærne havde villet sætte igjennem, men uden at det var lykkedes ham. Vitterlig raadede A.P. Bernstorff for den udenrigske Styrelse fra 1773—80; Schack-Rathlou havde i mere end én Retning meget at sige; den ældre Schimmelmann, om hvem en samtidig Statsmand, Grev Osten, i Aaret 1776 skrev, at han nu »var det store Hjul«, havde indtil sin Død 1782 den afgjørende Mening paa det finansielle Omraade, og G. følte selv, at der maatte tages stærkt Hensyn til hans Ønsker. Det vilde under slige Forhold være meningsløst at opstille G.s Magt som jævnbyrdig med den, Struensee havde udøvet. Men det var dog fuldt berettiget, naar man allerede snart efter dennes Fald mente, at den, som det synes, ubegrænsede Tillid, G. fandt hos Enkedronning Juliane Marie og Arveprinsen, i det hele og store gav ham mere Indflydelse end nogen anden enkelt Mand, og det var ved Siden deraf umuligt at tage fejl af, at han spillede en vigtig Rolle i de forskjellige Direktioner og Kommissioner, hvori han havde Sæde. Allerede 1773 omtalte Grev Osten ham i et Brev som den, der raadede for »Regn og Solskin«, og Schimmelmann betegnede ham et Par Aar senere som en Mand, hvis Venskab nødvendigvis maatte kultiveres; men han fik stedse større og større Raaderum. Han angav selv senere i et Privatbrev, at han først fra Sept. 1783 »indflød med fuldstændig Virksomhed«, d.v.s. blev eneraadende paa det finansielle og økonomiske Omraade; men i andre Retninger var han det vitterlig allerede tidligere. Bernstorffs Fald i Nov. 1780 [...] var et slaaende Vidnesbyrd derom. Paa flere Punkter var der store Modsætninger imellem dem, blandt andet netop ogsaa, hvad den ydre Politik angaar. Hvor stor Betydning Bernstorff end tillagde Ruslands Venskab, holdt han dog tillige et godt Forhold til England for nødvendigt, G. derimod mente i den Grad at maatte anse Rusland for den vigtigste Forbundsfælle, at han udtalte: »Danmark trænger ej til England«. Medens Bernstorff derfor i Aaret 1780 kun nødig gik ind paa en væbnet Nevtralitet i den Form, som Rusland vilde have, fordi Venskabet med England let kunde bringes i Fare derved, fandt G. intet betænkeligt derved, og han gav paa denne Tid endog bag Bernstorffs Ryg den danske Statsafsending i St. Petersborg Ordrer, der pegede i en anden Retning end den, hvori Bernstorff instruerede denne. Føjer man dertil, at Forholdet imellem de to Statsmænd paa denne Tid var vanskeliggjort ved personlig Uvilje, i det mindste fra G.s Side, kan man være overtydet om, at det ikke var denne ubehageligt, da Forholdet til Rusland gav en passende Anledning til at afskedige Bernstorff. I hvilken Grad G. derefter følte sig som den, der havde mest at sige paa den store Politiks Omraade, viser den Instrux, han 6. Dec. 1780 udarbejdede for den nye Udenrigsminister, Grev Rosencrone, og som fik Kongens Underskrift, efter at Statsraadet havde tiltraadt den. Hovedpunktet i denne var, at Rusland ikke blot var »den bedste Bundsforvandt, thi den er for Sverige, vores Arvefjende, forskrækkelig«, men at Venskab med det gav Staten en saadan Sikkerhed, at den ikke trængte til nogen anden Forbundsfælle. Naar man brugte Forstand og handlede snildeligen, havde man ej heller noget »at frygte for Ruslands Overvægt eller at skjælve for en Dependance«. For øvrigt var G.s Udenrigspolitik afgjort fredelig, ogsaa over for Sverige, som han dog troede altid vilde bevare sit gamle fjendske Sindelag imod Danmark; han mente, at de skaanske Provinser maatte man en Gang for alle opgive Tanken om at gjenvinde, og at det var bedst at afholde sig fra al Indblanding i Svenskernes indre Sager. Heldigvis slap den dansk-norske Stat for Krig i G.s følgende Styrelsesaar, og Cathrine II [Katarina 2. den Store] viste sig paalidelig, da Gustav III i Aaret 1783 lagde Planer om at overfalde Danmark; men det skulde dog snart blive klart, hvor lidt G. havde haft Ret, naar han opfattede Rusland som en mageløs Støtte for Danmark.

Det friere Raaderum, G. havde faaet efter Bernstorffs Fald, viste sig snart ved forskjellige Forandringer, der fandt Sted i Sammensætningen af det høje Embedspersonale, og samtidig voxede Kabinetsregeringen ganske Statsraadets Indflydelse over Hovedet. G. havde selv været med at styrte Struensee, fordi han havde styret Staten ved vilkaarlige Kabinetsordrer; men dog blev han nu selv den, der regerede paa en lignende Maade, og Statsraadets Myndighed sank langt ned under den Plads, det efter Forordningen af 13. Febr. 1772 skulde have indtaget. Misfornøjelsen derover var i stærk Stigen; det var de høje Kollegier utaaleligt at skulle rette sig blindt efter Kabinettets Ordrer, og Publikum delte saa meget mere denne Misstemning, som Kabinetsordrerne kunde antage paafaldende stødende, ja »glubske« Former. Men G. synes ikke at have mærket dette Misnøje, og tillige oversaa han den Uvilje, han havde vakt imod sig hos den unge Kronprins. Det var kjendelig hans Haab, at han ogsaa, naar denne efter sin Konfirmation traadte ind i Statsraadet, da, støttet til Arveprins Frederik og Enkedronningen, kunde bevare stor Indflydelse paa Regeringen. Men dette hindredes ved Regeringsforandringen 14. April 1784. G. maatte nu som Retrætestilling tage imod at blive Stiftamtmand i Aarhus og, hvad der var forbundet dermed, tillige Amtmand over Havreballegaards og Stjærnholm Amter. Han virkede i disse Stillinger, indtil han efter eget Ønske fratraadte som Amtmand 1. April 1795 og som Stiftamtmand 22. Dec. 1802. Imidlertid havde han kjøbt Herregaarden Hald, hvor han levede sine sidste Aar, og hvor han døde 8. Febr. 1808. Alt tyder paa, at han har taget sit Fald som Statsmand med megen Resignation, han røgtede sit jyske Embede med stor Nidkjærhed og Dygtighed, samtidig med at det var ham kjært i sin Fritid at gjenoptage sine tidligere Studier eller, som han udtrykkede det, at gjenoprette gammelt Venskab med Muserne. Da han var en flittig Brevskriver, førte han tillige en stadig Brevvexling med forskjellige Mænd, og mange af hans Breve fra disse Aar kaste et vigtigt Lys baade over hans Synsmaader og over ham som Personlighed.

Der var noget helstøbt ved G., for saa vidt han hele Livet igjennem holdt fast ved visse Grundanskuelser, der vare bestemmende for hans Opfattelse i alle Retninger, i Statsstyrelsen ikke mindre end i det daglige Liv og i hans Domme om andre Mennesker. En af hans Sønner har karakteriseret ham som »en Frembringning af Tidsaanden fra 1660«. Ganske sikkert var han langt mere det 17. end det 18. Aarhundredes Mand. Det dobbelte Udgangspunkt, hvorfra G. i Kraft heraf bedømte alt, var hans religiøse Orthodoxi, der var uddybet til et inderligt Trosliv, og dernæst en stor Ærefrygt for Enevælden, skærpet ved personlig Hengivenhed for Dronning Juliane Marie og Arveprins Frederik. Hans Royalisme kunde antage et i vore Øjne smagløst Præg, naar han f. Ex. den Gang, da Kronprinsesse Marie Sophie Frederikke første Gang ventede sin Nedkomst, skrev i Breve til Johan Bülow om »det høje Foster« og »den høje Frugtsommelighed«. Vi forbavses ogsaa over den Styrke, med hvilken han i en Tilegnelse til Enkedronningen udtalte sin ærbødige Beundring af hendes Storhed; men der var kjendelig Alvor i hans royalistiske Følelse, som han i bogstavelig Forstand tog med sig i Graven. Han paabød nemlig, at de Breve, som han havde modtaget fra kongelige Personer, skulde lægges under hans Hoved i Ligkisten, naar han blev begravet. Den kongelige Magt i dens største Udstrækning som Enevælde var ham derfor, som hans Søn har udtrykt det, et fuldkomment »Noli me tangere«. Ingen dansk Undersaat kunde efter hans Mening tale om en Rigsdag uden at begaa Majestætsforbrydelse. Denne Ærefrygt drev ham ogsaa til at kræve, at der skulde tales om »de hedengangne Konger med Hede og Ømhed«. Han var angest og bange for al Kritik, selv af Styrelse og Regeringsgrundsætninger hos Fortidens Konger, hvorved navnlig Ungdommen kunde bringes til at tvivle om, at den enevældige Styrelse var den bedst mulige af alle Forfatningsformer. Intet var derfor rimeligere, end at han, der efter Suhms [se om Suhm i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] Udtryk var »vant til Slaveri«, forkastede den Plan til en friere Forfatningsform, som denne havde udarbejdet omtrent ved Tiden for Struensees Fald. Selv den i høj Grad loyale Jacob Baden fik som Redaktør af »Kritisk Journal« Erindringer fra Regeringen, d. v. s. fra G., om at være varsommere i sine Udtryk om Souveræniteten. Helt uden Paavirkning af det 18. Aarhundrede i politisk Henseende var G. vel ikke bleven, for saa vidt han ikke nærede den gamle orthodoxe lutherske Opfattelse af Staterne og Kongemagten som umiddelbart stiftede af Gud, og for saa vidt han tillige havde den Mening, at Kongerne vare til for Folkets Skyld. Derimod havde han helt ud det 17. Aarhundredes yderliggaaende Statsidé i Modsætning til det 18. Aarhundredes Fremhævelse af det Hensyn, der skulde tages til de enkelte Individers Krav. Alt burde, det var G.s Mening, afpasses efter det Begreb, han gjorde sig om, hvad Statens Tarv fordrede. Dette i Forbindelse med hans stærkt konservative Aand fremkaldte hans Uvilje imod de store Landboreformer. Han havde vistnok i tidligere Tid set, at Bøndernes Kaar i flere Retninger burde forbedres, han udtalte senere, at hvis ikke finansielle Hensyn havde gjort det umuligt, vilde han have ydet Bønderne forskjellig Hjælp for at forbedre deres økonomiske Kaar; men hans Styrelsestid fremkaldte ingen anden Reform end Forordningen om Fællesskabets Ophævelse (23. April 1781), og den betegnede ved Forordningen om Hoveriet af 12. Aug. 1773 et Tilbageskridt i Sammenligning med, hvad der var indført i Struensees Tid. Efter G.s Opfattelse var enhver Stand kun til, for at Staten kunde bruge den efter sit Tarv. Bondestandens Sag var det at gjøre det »haarde og ensdanne Arbejde«, og standsede det, kunde Staten ikke bestaa.

Men hvorledes, mente han, skulde det kunne andet end standse, hvis Bondestanden kunde røre sig frit? Den vilde foretrække alt andet Arbejde fremfor sit eget, og den vilde søge bort fra de magre Egne, der da kom til at ligge øde og folketomme. Hvorledes skulde Proprietærerne, der maatte indestaa Staten for Skatterne, kunne give Afkald paa Bøndernes Hoveri, og hvorledes skulde Staten kunne faa de Soldater, den behøvede, naar Bønderne ikke vare stavnsbundne? Selv om han fandt »Selvejerbønder ypperlige for Staten«, tænkte han sig ogsaa dem vedblivende bundne ved Stavnen. For den personlige Friheds forædlende Magt havde han intet Øje. Al Tale derom var efter hans Mening tomme Theorier, hverken »mere eller andet end, hvad Veddedøberne eller Anabaptisterne sagde og gjorde under Reformationens Begyndelse«. Han fandt samme Aand hos dem, der vilde have Bondens Baand løste, som hos dem, der vilde have de Baand sønderrevne, Fyrsterne havde om deres Undersaatter.

Ikke mindre stift vilde han baade paa det økonomisk-finansielle Omraade og, hvad Opdragelse og Undervisning angaar, gjennemføre et strængt regulerende, underlig snævert Statsstandpunkt. Det var, som om der ingensteds maatte finde nogen fri Rørelse eller Udvikling Sted, Individerne kunde det kun tillades at bevæge sig inden for de Skranker, som Staten efter G.s Opfattelse kunde være tjent med. Stemmende dermed maatte da ogsaa Grænserne trækkes for den Undervisning, de forskjellige Samfundsklasser maatte faa; Tanken om, hvad der kunde give Personligheden den bedste Udvikling, kom i Sammenligning dermed aldrig frem hos ham.

Som den gamle Tids Mand holdt G. selvfølgelig i det hele stærkt paa det historisk nedarvede. Intet laa ham fjærnere end Tilbøjelighed til at lytte efter, hvad man i Kraft af Theorier eller abstrakte Ræsonnementer vilde indføre af nyt. Jo mere netop det 18. Aarhundredes Tilstand gik i den Retning, desto mere følte han sig i skarp Modsætning til den. Ingenlunde uden Føje kunde han stemple det som Daarskab, naar man troede at kunne sætte et halvt Hundrede »abstrakte, smukt vendte Sætninger i Stedet for 2000 Aars lange, dyrekjøbte, ofte gjentagne Erfaringer«, og han havde den fuldeste Ret til at føle sig forarget ved det i lige Grad overfladiske og frække Fritænkeri, der bredte sig saa stærkt; men han stod paa den anden Side med sin stive Fastholden ved det gamle uden nogen Forstaaelse af det berettigede, der var i mange af Tidens Fremskridtsbestræbelser. Havde allerede Landboreformbevægelsen været ham en Forargelse, saa kan man tænke sig, hvad han dømte om den franske Revolution. Han kunde ikke se Spor af Berettigelse i den, kun en Kuldkastelse af alt, hvad der havde virkeligt Værd; Tanken om Menneskerettighederne var for ham omtrent det samme som Oprør imod Guds og Statens Love. Alt, hvad der i Tidens Stræben kunde henføres til dem, opfattede han som afskyligt, som blot førende til Revolution, og i de andre evropæiske Magters Kamp imod det revolutionære Frankrig saa han »en hellig Krig«. Allerede som Forkæmperen for Statens Avtoritet havde han fra tidlig Tid været uvillig stemt imod al politisk Kritik, og han har talt med Bitterhed baade om den »ubillige Holsteinismus«, om »Kjøbenhavns Sludder« og om »de foragtelige Christianiæ Raisonneurs«. Det varede ej heller længe, efter at han havde faaet Magten, inden han arbejdede paa at tøjle den af Struensee løsslupne Presse, og afholdt han sig end fra at lade det komme til Censur, saa blev Reskriptet af 20. Okt. 1773 — der for øvrigt stemmede med Kancelliets Forestilling — dog et stærkt Baand paa Pressen ved at give Politimesteren en vilkaarlig Myndighed til at skride ind imod den, og adskillige særlige Reskripter imod enkelte Forfattere forøgede Usikkerheden for Pressen. Intet kunde derfor mindre passe til hans Synsmaade end den frisindede Holdning, som Regeringen efter 1784 indtog over for Pressen. Jo mere denne virkede til at udbrede baade Frihedsideer og fritænkerske Meninger, jo mere den derved gjorde sit til at skabe, hvad han kaldte »det forroste 18. Seculi liderlige Ende«, desto mindre kunde han forstaa Regeringens Holdning. »Ve dem,« skrev han i et Brev 1797, »der undlade at bruge den Magt, Gud har lagt i deres Haand.«

Med saa stokkonservative Meninger og en saa stor Bornerthed i sin Synsmaade kunde G. umulig være en fremragende Statsmand. Og naar han som den ledende i Regeringen vilde angive de rette Grundsætninger baade for den ydre Politik og for Finansstyrelsen, faar man lige saa lidt Indtryk af en overlegen Aand. Det lader sig ej heller nægte, at den absolutistiske Magt, som han mente Staten stod sig bedst ved at lyde, fristede ham selv til Vilkaarligheder, da han var Herre over den. Men hvor meget man end kritiserer hos G., vilde det være ubilligt at overse, at hans Opfattelse af Vanskelighederne ved at emancipere Bondestanden deltes af dygtige samtidige Statsmænd i andre evropæiske Lande. Man maa heller ikke glemme, at han ingenlunde var konservativ i den Forstand, at han ikke skulde kunne se, at der trængtes til Forbedringer paa flere Omraader, hans Reform af det lærde Skolevæsen ved Forordningen af 11. Maj 1775 betegnede et afgjort Fremskridt, og han syslede med Tanker om forskjellige Reformer i den nærmeste Tid inden sit Fald. Men først og fremmest bør det erindres, at i én, og det meget vigtig, Henseende var hans Styrelse et stort Gode, nemlig ved den varme danske, fædrelandssindede Aand, der besjælede ham. Det er ikke for meget sagt, at det er ham, der har gjort vor Kongefamilie dansk. Først fra hans Tid kom siden Christian IV's Dage vort Modersmaal paa sin rette Plads ved Hove. Som han sikkert havde Del i, at der blev gjort Ende paa, at Tysk var Kommandosprog ved Hæren, saaledes indførte han Undervisning i det danske Sprog i Skolerne, og han lod Mallings »Store og gode Handlinger« tjene som Læsebog baade for at støtte denne Undervisning og for at nære fædrelandssindede Følelser. Det pegede i lignende Retning, naar han fik rejst Mindestene over fortjente Mænd ved Jægerspris, naar han vilde have Videnskabernes Selskabs Ordbog helt affattet i »det kjære danske Sprog«, og naar han syslede med Tanken om at faa oprettet en staaende national Hær. Endelig bragte den samme Aand ham til at faa udstedt Forordningen om Indfødsretten (15. Jan. 1776) som Værn imod Oversvømmelser af fremmede i alskens Embeder. Her havde han Retten paa sin Side i Modsætning til Bernstorff, der som den fødte Udlænding ikke havde Øje for, at der var Trang til en saadan Lov.

Til dette smukke og gode maa føjes, at han ikke blot i sine private Forhold var en meget elskværdig Mand, men at hans Fædrelandssind ogsaa fandt sit Udtryk i en stor personlig Uegennyttighed, hvad Penge angik, og i en uovertræffelig Pligtfølelse. Det gjør et saare tiltalende Indtryk at se ham, efter at Forordningen om Stavnsbaandets Ophævelse var givet, med den største Loyalitet gaa ind paa dens Gjennemførelse. »Naar nu«, skrev han i et Brev, »Stavnsbaandet er løsnet, og Mennesket, der af Naturen er fri, er ved Lovgiverens hellige Ord kaldet tilbage til en lovbestemt Frihed, saa ve den, der nu vilde krænke eller underminere den helligen forsikrede Rettighed, den, jeg nu anser som et væsentligt Stykke af Landets Konstitution, og derfor glæder mig over, at dette Stykke faar sin gode og faste Indfletning i de øvrige Dele.« Da han kort efter sit Fald 1784 skrev til en god Ven: »Staten er det blivende; vi andre, hvem vi end ere, ere kun Trækfugle«, udtalte han, hvad der var hans oprigtige Mening. For ham var Staten og Fædrelandet alt. Det er hans Ære, hvad man saa end kan kritisere hos ham som Statsmand.

G. var 2 Gange gift, nemlig med 2 Søstre, Døtre af en jysk Møller ved Navn Nørlem. Af disse døde den første, Cathrine Marie, meget tidlig, den anden, Lucie Emerence, hvem han ægtede 1769, var Moder til hans 6 Børn. Hun var født 1737 og døde 5. Sept. 1807.

- - -


— O. Høegh-Guldberg har, før han kom ind paa Statsmandsbanen, øjensynlig tænkt at bane sig en Vej som theologisk Forfatter. Det Spørgsmaal, der i hans unge Dage fyldte Theologernes Sind, var Kampen mod Fritænkeriet, og det var ogsaa som Deltager i denne, G. begyndte sin Forfattervirksomhed. I 2. Del af Rosenstand-Goiskes »Billige Tanker om ubilligt Fritænkeri« (1753) findes der 2 Breve; i det 1. fremsættes der nogle Tvivl mod Kristendommens Lære, i det 2. takkes der for Besvarelsen, hvorved Tvivlene ere overvundne. Disse Breve ere forfattede af G., og i »En omvendt Tvivlers Levnedsbeskrivelse« (1760) skildrede han siden den Mands Liv, der skulde have skrevet dem. Det faar staa hen, om han selv har næret Tvivlene, eller om han blot har tænkt sig ind i Tvivlerens Tankegang. Bogen vil ikke kunne gjøre Indtryk paa Nutidslæsere; vi forstaa ikke, hvorfor den skildrede Mands Opdragelse gjør ham til Fritænker, og endnu mindre, hvorfor han lidt efter lidt bliver troende igjen, men allermindst, at de tørre Demonstrationer i Rosenstand-Goiskes Skrifter gjøre det af med den sidste Rest af hans Vantro. G. har allerede her og i et lignende Skrift det næste Aar indtaget det Standpunkt, han hele sit Liv bevarede. Det er den Wolfiske Filosofis Opfattelse, at der umulig kan være Strid mellem den sunde Fornuft og den kristne Lærdom; Fritænkeriet er kun vildfarende Fornuft, og det eneste virkelige Omvendelsesmiddel er Ræsonnementet.

Det er paa det samme Standpunkt, han staar i sin »Den naturlige Theologi« (1765). Denne skal tjene til at »grundfæste Ungdommen i den allerhelligste Sandhed og vise dem det faste Baand, som er imellem den sunde Fornufts og den hellige Skrifts Lærdomme«. Den naturlige Theologi naar til at bevise en Aabenbarings Nødvendighed og fastsætte de Egenskaber, som denne, det vil sige den hellige Skrift, maa have. Faa dette Grundlag fortsættes der saa i »Den aabenbarede Theologi« (1773), hvor da Skriftens Lære fremsættes i Overensstemmelse med Kirkelæren. Begge Bøger ere afFattede som Grundlag for den Undervisning, han gav Arveprinsen. Deres Fortrin er, at de vare den første læselige, populære Fremstilling af den kristne Tros Indhold.

Da G. fik Indflydelse paa Statsstyreisen, var det ham magtpaaliggende at fremdrage saadanne Mænd, der som N.E. Balle vilde forene Tidens videnskabelige Fremskridt med Bevarelsen af Kirkelæren. Han skaffede ogsaa A. Birch Understøttelse til sin kritiske Udgave af det nye Testamente [...], og det var ham en stor Sorg, at dette Værk standsede, da der efter Schack-Rathlous Afgang 1788 ikke længer var nogen, der interesserede sig for det. Selv samlede G. tillige med Biskop Harboe den Salmebog (1778), der ogsaa i Almindelighed kaldes med hans Navn. Det viste sig her, hvor lidt Sans han havde for Kristendommens historiske Side; thi det gik stærkt ud over de bedste af Festsalmerne, og da Opgaven tillige var at optage »Lovsalmer fulde af den højestes Tilbedelse og da især gjorte i Davids Aand«, løstes den ved at benytte Mad. Boyes Salmer meget rigelig. Denne Salmebog fik som bekjendt kun et meget kort Liv.

Som Stiftamtmand i Aarhus tog G. igjen fat paa Theologien. Han udgav 1785 en »Tidsbestemmelse af det nye Testamentes Bøger« og 1794 »Det nye Testamente med Anmærkninger« (2 Bind). Ved dette haabede han selv at have rejst »et Bulværk mod Fritænkeriets Nyheder«; men Skribenten delte Skæbne med Statsmanden; det lykkedes ham hverken paa det ene eller det andet Omraade at dæmme mod den nye Tids Tanker.



Til: Indholdsfortegnelsen




Høyberg, Wille, —o. 1757, Litterat

Af Julius Paludan

Wille Høyberg var Søn af en Skomager i Nykjøbing paa Mors og gik i Skole her og i Aalborg, hvorfra han blev Student 1729, efter eget Sigende uden at have lært synderligt. Af Fattigdom maatte han konditionere som Huslærer i Jylland og Kjøbenhavn, bl.a. hos Professor P. Horrebow, og synes i en temmelig fremrykket Alder at have indstillet sig til 2. Examen, maaske mellem 1743—45, da han som Alumnus paa Valkendorfs Kollegium lod trykke Disputatser. Han naaede ikke videre, men døde som gammel Student o. 1757. Hans »Ærestøtte« over Christian VI (1746), »Poetisk Salveolje« til Frederik V (1747) og »Ihukommelsestegn paa Rachels Grav« over Dronning Louise (1752) ere, som allerede Titlerne angive, Dusinpoesi af Tidens sædvanlige Art, ti] Dels ikke engang paa Vers, men i den da moderne Lapidarprosa. Litterær Sans og Evne viser han derimod i sine »Kjøbenhavnske Samlinger af rare trykte og utrykte Piecer« (1755—56). Den 1. Samling, »Holbergiana«, siger sig udgiven af et Selskab, som dog nok kun bestod af H. og Oversætteren, senere Notarius publicus, Chr. Schmidt. Den har Fortjeneste ved at samle og bevare en Del af Holbergs Smaaskrifter, medens H.s efter Tidens Skik vidtløftige og diffuse Fortale ikke blot aander varm Beundring for Holberg, men tillige giver spredte Bidrag til den Holbergske Periodes Lærdomshistorie. Mindre heldig var H. i Valg af Indholdet af 2. Samling, »Tychoniana«, som udkom under hans eget Navn. Holbergs pedantiske Modstander, Stiftsprovst Tychonius i Viborg [se om Tychonius i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], nød imidlertid den Gang Ry navnlig som uforlignelig gejstlig Taler, og H. er ingenlunde ene om at stille ham op som Holbergs jævnbyrdige. Samlingen af Tychonius' Skrifter forblev dog ufuldendt. Ogsaa den indledes med en lang Fortale, hvoraf det interessanteste er et Forsvar for Brugen af de hos Tychonius mylrende Fremmedord.



Til: Indholdsfortegnelsen




Høyer, Christian Fædder, 1775—1855, Historiemaler

Af Ph. Weilbach

Christian Fædder Høyer, var Søn af Sognepræst Jens Offesen H. og Sophie Dorothea f. Helvad, og var født i Rerslev 24. Jan. 1775. [Han var Bror til Cornelius Høyer]. Han kom efter sin Konfirmation paa Kunstakademiet, hvis Skoler han gjennemgik, og vandt 1794 og 1797 de 2 Sølvmedailler. Derefter konkurrerede han om Akademiets Guldmedailler, som han vandt 1799 og 1803. Han var Elev af Abildgaard, der synes at have næret stort Haab til ham. Da han søgte det store Rejsestipendium, tilkjendtes det ham ogsaa paa en rosende Maade fra 1. Jan. 1806. Han var borte sine fulde 6 Aar og blev i Rom en god Ven af Thorvaldsen ligesom ogsaa af Bygmesteren P. Malling, der begge bevarede deres Venskab for ham. Fra Rom hjemsendte han »Hero ventende Leander« (kgl. Malerisamling), uden Tvivl hans bedste Arbejde, om det end vel meget ligner hans Lærer, uden dog at naa den Varme og Dybde i Farven, som denne havde i sine bedre Billeder. Men fra dette Øjeblik af er det næsten, som om Aanden er vegen fra H.; Abildgaard var død, og alle andre kunde med rette ikke se noget betydeligt i ham til Trods for den Lethed, hvormed han komponerede og anordnede meget store Billeder. »Sokrates tømmer Giftbægeret« (Kronborg) og Børsbilledet »Christian IV beærer Tyge Brahe med en Guldkjæde« ere svage i Udførelsen. Selv ved hans Medlemsbillede ønskede Akademiet, at det blev omarbejdet en Gang endnu, inden det blev ophængt; dog blev han Medlem 1812. Nu forbitrede den ene Skuffelse efter den anden hans ensomme Liv. Til kgl. Historiemaler vilde Akademiet ikke anbefale ham, til Professorer valgte det de 2 yngre Mænd Eckersberg og J.L. Lund, hvoraf den sidste ikke engang havde konkurreret; ved et tredje extraordinært Professorvalg stode dog Stemmerne lige mellem ham og Clemens, men Direktøren afgjorde Valget til Gunst for Clemens. Ikke engang Titel af Professor kunde han opnaa. Efter Dajons Død (1823) prøvede han igjen paa at blive Professor, men da dette heller ikke lykkedes, fik hans Udtalelser imod Akademiet et saadant Præg af Bitterhed, at han 1826 blev udslettet af Medlemmernes Tal og hans Receptionsstykke sat bort. Ikke desto mindre søgte han 1828 paa ny Professoratet efter Lorentzens Død. Endnu en Gang søgte hans Ven, Universitetets Bygmester, P. Malling, at slaa et Slag for ham, saa at denne Bygning kunde blive udsmykket af H. (1835); men han fik ingen Stemmer for sig. Med utrættelig Energi malede og udstillede han Aar for Aar, og da han døde ugift 23. Juni 1855, fandt man hans Bolig paa Graabrødretorv stopfuld af store Billeder.

Trods det, at han som Kunstner i saa ringe Grad naaede det Maal, der i hans Ungdom havde foresvævet ham, synes han dog at have været en i flere Henseender begavet, men urolig og stridbar Natur. Han kastede sig med Iver ind i Striden »om den nordiske Mythologis Brugbarhed for de skjønne Kunster«. Han paakaldte flere Gange den offentlige Mening i sin Strid med Akademiet baade i særskilte Piecer og i Blade; han udtalte sig adskillige Gange om sin Opfattelse af Kunsten, men det lader til, at ogsaa hans Forfatterskab har været en Røst i Ørkenen. Man kan føle Medlidenhed med en Natur, der saaledes tilbringer Livet i en trøstesløs Kamp med sin Skæbne, men maa mere undres over, at der har kunnet knytte sig saa stort et Haab til hans Ungdom, end over, at han fik saa krank en Lykke.



Til: Indholdsfortegnelsen




Høyer, Cornelius, 1741—1804, Miniaturmaler

Af F.J. Meier

Cornelius Høyer, Bror til Christian Fædder Høyer, var født paa Hammermøllen og var allerede som Dreng Elev af det under Eigtveds Avspicier reorganiserede Akademi, hvor han lagde sig efter Malerkunsten. Det var navnlig Miniaturmaleriet, han følte Kald for, og under en dygtig, ældre Mesters, Andreas Thornborgs, Vejledning gjorde han hurtige og store Fremskridt. Ved Akademiet vandt han dettes Præses Grev Moltkes og Direktøren Salys Velvilje ved sin Flid og Duelighed og fik begge Sølvmedaillerne, den store endogsaa 2 Gange. Med Understøttelse af Kongens Kasse drog han til Udlandet, først til Paris, hvor Bekjendtskabet med J.B. Massé blev af Betydning for ham, der fra til Rom og saa til Dresden, hvor han blev i 9 Maaneder, og hvor han blev Medlem af Akademiet paa en sovende Eros og Psyche med Lampen. I 1768 kom H. tilbage til Danmark, blev det næste Aar agreeret og 1770 Medlem af Akademiet. Det varede dog noget, inden denne fremragende Kunstner ret slog an her, og det var egentlig først fra Udstillingen 1778 at regne, at han ret blev vurderet for, hvad han var. Ogsaa i Udlandet nød han stor Anseelse, besøgte flere af Evropas Hovedstæder og fik navnlig en smigrende Modtagelse ved det kunstelskende Hof i Weimar (1788). Her hjemme var H. imidlertid efterhaanden bleven kgl. Hofminiaturmaler, Akademiets Sekretær, Kancelliraad, Professor og Justitsraad og havde faaet Embedsbolig paa Charlottenborg, men trods al denne Medbør og trods den store Anseelse, han med rette nød som Kunstner, vare hans Kaar kun smaa og hans hele Situation kun lidet misundelsesværdig. Af Karakter var han rethaverisk, trættekjær og mundgjæv og laa derfor jævnlig i Strid med sine Kunstbrødre, særlig med den lige saa rethaveriske, trættekjære og mundgjæve Abildgaard; med sin Hustru kunde han heller ikke forliges, og i 1786 drog hver sine Veje. Til al Lykke slog al denne Modgang ikke Penselen ud af Haanden paa ham, og mange fortræffelige Arbejder af ham, Miniaturer og Pasteller, ere bevarede og ville stedse sikre ham et anset Kunstnernavn. H. døde i Kjøbenhavn 2. juni 1804. Han havde 15. Okt. 1773 ægtet en af Hovedstadens største Skjønheder, Harsdorffs Svigerske, Frederikke Christiane Fortling, Datter af Hofbygmester J. F. [...]. Efter Skilsmissen fra hendes Mand og særlig efter hans Død bleve hendes Kaar trange; langt om længe kom hun i det Harboeske Fruekloster og døde der i 1829.



Til: Indholdsfortegnelsen




Høyer, Jacob, 1712—56, Rektor

Af D. Thrap

Jacob Høyer, født i Hjembæk paa Sjælland, hvor Faderen, Mag. Johan H., var Sognepræst. Han deponerede 1732 fra Roskilde, blev Alumnus paa Borchs Kollegium [1735-1740, da Hans Gram [se om Gram i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] var efor] og Decanus paa Klosteret, 1742 Magister og s. A. øverste Kollega ved vor Frue latinske Skole i Kjøbenhavn, hvorfra han 1749 blev kaldet til Rektor i Bergen. Pontoppidan [se om Pontoppidan i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] bad indtrængende om, at »den meget brøstfældige Skole maatte blive hjulpen ved en udi alle Dele suffisant Rektor«, og vidste næppe at finde nogen bedre end H. Det viste sig ogsaa snart, at han var Mand for at bringe Skolen i en bedre Tilstand, men saa skete den Ulykke, at Konrektor Poul Lakjær paa Grund af sin Delagtighed i de Begivenheder, der fremkaldte den i hin Tid meget bekjendte Garboeske Proces, blev suspenderet. Sagen mod ham endte først Aaret efter H.s Død med hans Frikjendelse, og i den længste Tid af sit Rektorat maatte H. derfor arbejde uden nogen Konrektor ved sin Side. Han havde Ry som en meget dygtig Skolemand og var kjendt i Samtiden ved sin Kamp for det bestaaende imod den dristige og højt begavede Reformator F.C. Eilschov [se om Eilschov i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] [...]. Foruden sit Skrift mod denne udgav han i Bergen 3 latinske Programmer; han viser sig at være paavirket af Wolf. Han døde 12. Jan. 1756. I Begyndelsen af 1752 blev han gift med Mette Carstine Sylow fra Throndhjem [Trondheim], der overlevede ham.



Til: Indholdsfortegnelsen




Høyer, Lyder Sørensen, 1706—57, Degn, Forfatter

Af Vilh. Bang

Lyder Sørensen Høyer var født i Aalborg, fra hvilken Bys Skole han blev Student 1725; var derefter i 4 Aar udenlands; blev 1731 typografisk Korrektør ved det kongl. og Universitetsbogtrykkeriet; 1739 Sognedegn i Grevinge i Ods Herred, hvor han døde 1757. Han har dels forfattet, dels oversat nogle gudelige Smaaskrifter, af hvilke et, »Aandelige, sjælerørende Betænkninger«, først udkom 1761, udgivet af hans Enke, Sophie Amalie f. Godsche (eller maaske snarere Godiche). I Manuskript efterlod han en ufuldendt Beskrivelse over Grevinge Sogn (Kgl. Bibl.) hvilken ligger til Grund for den 1887 af Ferd. Petersen udgivne historisk-topografiske Skildring af Grevinge.



Til: Indholdsfortegnelsen




Høyer, Marcus Haggæus, 1741—73, Kancellideputeret

Af G. Kringelbach

Marcus Haggæus Høyer, en Søn af Regimentskvartermester, Generalkrigskommissær Hans H. (død 1769, 71 Aar gammel) og Johanne f. Holmsted (død 24. Avg. 1772 i sit 59. Aar), fødtes i Kjøbenhavn. Efter at han 1766 i »To Breve om Bondestanden og Landhusholdningens Forbedring« [se artiklen om Hans Rigsgreve Rantzau] havde lagt sin Interesse for og Indsigt i Landbospørgsmaalene for Dagen, blev han 1767 Protokolfører for den Kommission, som da nedsattes for at gjøre Forslag til Landvæsenets Forbedring, s. A. Kancelliraad, 1768 Sekretær i General-Landvæsenskollegiet, 1769 Kommitteret sammesteds, 1770 Justitsraad og Medlem af General-Landvæsenskommissionen, som da afløste det nævnte Kollegium, 1771 tillige Deputeret i det danske Kancelli, i hvilken Egenskab han deltog i Forhandlingerne om Gjennemførelsen af den af Struensee projekterede nye Plan for Kancelliets Omordning, der traadte i Kraft 1. Maj s. A. H. blev selv Chef for Kancelliets 4. Departement, der foruden Kolonierne havde Behandlingen af Lenssagerne under sig. Efter Struensees Fald blev han, endnu forinden den i 1771 skabte Ordning var bleven kuldkastet, 1773 beskikket til Amtmand over Lundenæs og Bøvling Amter, men døde allerede 9. Febr. s. A., faa Dage efter sin Udnævnelse.


Tilføjelse: Har oversat »Cenie« - Komedie i 5 Akter af Mad. d'Happencourt de Graffigny. Stykket blev opført 5 gange på Det Kongelige Teater i perioden 1763-1765.



Til: Indholdsfortegnelsen




Høysgaard, Jens Pedersen, 1698—1773, Pedel og Klokker; Sprogmand og Mathematiker

Af P.K. Thorsen og H. G. Zeuthen


Billede


Illustrationen er et forblad i Henrik Bertelsen (red): »Danske Grammatikere« bd. V. Oprindelig udgivet 1923, genudgivet v/ Caroline C. Henriksen og Carl Behrend for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab / C.A. Reitzel, København 1979. Bd. V - og en stor del af bd. IV - er viet Høysgaard. Et udsnit af illustrationen kan ses over artiklen om kobberstikkeren Lode

Jens Pedersen Høysgaard er født Juledag 1698, blev Student fra Aarhus Skole 1719 og tog Bakkalavrgraden 1727. Om hans ydre Livsforhold vides ikke meget. I en Aarrække var han Universitetspedel (2. eller 3. Pedel). 9. Maj 1759 udnævnte Konsistorium ham »i Henseende til hans langvarige, tro Tjeneste ved Universitetet« til Klokker ved Trinitatis Kirke i Kjøbenhavn. Han fritoges ved denne Lejlighed enstemmig fra at stille den med Udnævnelsen forbundne ikke ubetydelige Kavtion, men maatte svare den vanlige Aarsafgift paa 150 Rdl. til Universitetets Vedligeholdelse. 1771 tilbød Konsistorium ham Klokkerembedet ved vor Frue Kirke, men han foretrak at blive, hvor han var, naar han kunde faa 100 Rdl.s Afslag i den aarlige Afgift, hvilket bevilgedes. Han døde som Klokker ved Trinitatis Kirke 21. April 1773. — H. var gift med Johanne Poulsdatter f. Calmer, der døde i Maj 1761, 58 Aar gammel. Siden ægtede han 10. April 1764 Anne Lucie Marcusdatter f. Pahl, Enke efter Pastor Frederik Boye [...]. Hun døde 21. Avg. 1770, 52 Aar gammel. Endnu en Gang indlod han sig i Ægteskab, i det han 6. Maj 1772 giftede sig med Cæcilie Birgitte Wormstrup fra »Prinsen« paa Vestergade.

H. indtager en høj Rang som Sprogforsker, navnlig som Fonetiker. Hans Studiers Gjenstand var det danske Sprog i talt og skreven Form, som han forefandt det i sin Samtid. Han nærede stor Interesse for Modersmaalet. »Enhvers Fædernesprog har noget i sig, som er hans Betragtning værd. Thi er det vel mere angelegent at vide, hvordan en Flue er skabt, end med nogenledes god Forstand og Indsigt at kjende, hvorledes den Evne, David kalder sin Ære, ytrer sig i sine daglige Virkninger, og hvorledes de samme ere beskafne? Det er vel saa, at et Land kan have mange Fordele af sit Sprog uden at kjende det saa grant; dog er det ikke en blot Kuriositet at kjende det efter Kunsten; men lad det hedde en Kuriositet! saa er denne nok saa god som mange andre.« Og Interessen for Sproget var hos H. forenet med en ganske mærkværdig Evne til at iagttage. Han havde — for at bruge Badens Ord om ham — stor naturlig Skarpsindighed til at forfølge Sproget i dets inderste Smutkroge og at opdage dets fineste Mekanisme.

H. begyndte sin Forfattervirksomhed i Aaret 1743 med Udgivelsen af 2 anonyme Smaaskrifter. Han havde tidligere samlet sproglige Iagttagelser, havde ogsaa tænkt paa at udgive dem, men denne Tanke var igjen bleven opgiven. Anledningen til Offentriggjørelsen kom i Følge hans egne Ord udefra. Det var Retskrivningsstriden mellem Th. Clitau og N. v. Haven.

Det første Skrift omhandler Retskrivningsspørgsmaalet og er holdt i en spøgende Tone. Han vil dømme i den gamle Retskrivningsstrid mellem Henrik Gerner og Peder Syv, da det dog var paa Tide, at denne Trætte blev bilagt. Han fremdrager 3 Stridspunkter: 1) Brugen af i eller j foran Vokaler, hvor han foretrækker det sidste; 2) Vokal- eller Konsonantfordobling til Angivelse af Vokalens Kvantitetsforskjel, hvor han forkaster begge Dele; 3) Tal-bøjning i Verbers Indikativ, hvor han foretrækker Opgivelsen af Talforskjellen; den volder undertiden Utydelighed og er til Plage at lære. Det andet lille Skrift handler om Accenterne og deres Brug. Heri fremstilles et helt Accentuationssystem: 1 Acutus eller Skarptone ´(Lóft, Fád), 2) Gravis eller Stødetone ` (Sèng, Knìv) — senere ombyttede han disse 2 Betegnelser —, 3) Circumflexus eller Vringeltone ^ (Bôrd, Stôl), 4) Apostrophicus eller Drægetone ' (Kio'l, Fa'r, Mo'r, efter kjøbenhavnsk Udtale); Jyderne have her, som H. ogsaa bemærker, »Vringeltone«. I den nærmest følgende Tid udgav H., ligeledes anonymt, 2 ret omfangsrige Skrifter, en accentueret Grammatik (1747) og en Syntax (1752). Hans sidste lille Skrift, et »Anhang« til den accentuerede Grammatik, udkom 1769. Han kalder det »første Anhang«, men der udkom aldrig mere. Paa »Anhangets« sidste Side angiver H. sig som Forfatter ved Mærket J. H. Paragrafinddelingen er fortløbende gjennem alle 3 Skrifter.

H.s Forfattervirksomhed har et dobbelt Formaal: han vil simpelt hen beskrive Sproget, som det er, og han vil give Vejledning i dets skriftlige og mundtlige Brug. Paa Grammatikkens Titelblad hedder det, at den er »udgiven de fremmede til Vilje, som allerede véd noget af Sproget, og især for de unges Skyld, som opdrages enten til Bogen eller Pennen«. Han fremsætter ogsaa sine Meninger om, hvordan Sproget burde være. »Man bør skrive«, hedder det (med Bevarelse af hans egen Retskrivning), »ligesom man tâler, nâar man tâler ræt; og dêrimòd, hvàd som er ræt skrevet, bør og læses, sòm det er skrevet. Eller páa en anden maade: dêrsom man er forsikred óm, at man tâler ræt, behø'ver man ikke at bekymre sig stôrt om nogen anden régel end at skrive, som man tâler« (Gramm. § 257). «Man bør éj al-ene af den rætte og behâgeligste ûdta'le at tage ànlédning til Skrive-regler, men end òg tvèrt imòd stræbe skriftlig ved fornùftige regler, dêls at vise dèt, som ùdta'len éj áltîd kan lære, dêls at rætte adskíllige ôrds mìsbrúg og fordærved udtale« (Gramm. § 258).

»Man fâaer at tage Euphoniam eller vèllyd i àgt, baade hvad Bo'g-stàvene og Aàndelàvene àngàaer, begge dele efter den beste Dialect eller lànd-sprôg. Men den beste Dialèct er efter de lærdeste og omhýgeligste Orthographisters skjønnende først dén i Roeskilde og dernæst den Kjøbenhávnske. Den Fyenske i Odinse og den Lollandske i Nachskov ere ogsaa ypperlige; men den sidste hâr en slettere Accènt énd den første, hvilket Lolliker og Fyenboer ikke saa vèl kan dømme óm som dén, hvis Dialèct viger længst fra dem begge« (Gramm. § 260). »Vil ellers nogen vide a'arságen, hvorfor jeg hôlder Roeskildfolkes Dialect for den beste, da èr det, fordi den ùdtâler næsten alle sine ôrd, ligesom de rættest skrives, saa at naar èt ôrd udsiges noget lèmlèsted eller règel-stridigt i dén, bliver der over ti ù-rìgtig prononcêrede i andre» (Gramm. § 261). Der er i alle disse Udtalelser intet andet, end hvad der er tænkt og sagt af mangfoldige baade før og efter H.s Tid. Men her er dog én Ting at mærke: H.s Meninger om det rigtige og det urigtige, om det gode og det slette i Sproget bragte ingen Forstyrrelse ind i hans Opfattelse og Fremstilling af det rent faktisk foreliggende. Han forstod skarpt at skjelne mellem Lyd og Bogstav, mellem Sproget i daglig Samtale og Sproget i Oplæsning, Deklamation og Foredrag.

Det er ved sine Iagttagelser af det danske Sprogs syntaktiske og endnu mere af dets fonetiske Ejendommeligheder, som det lægger sig for Dagen særlig i »Anhanget«, at H. rager op over sin Samtid. Hans egne Udtalelser oplyse bedst hans Undersøgelsesmethode: »Lad een sætte sig hen i en Krog for sig selv og der nævne i og u uden Fløjtelyd og Stemme! det er, lad ham hviske dem ud! han vil da befinde, at Aspirationen, som følger med i, modificeres til een Slags Hvislen og Aspirationen, som følger med u, til en anden. Nævner han dernæst, enten lydelig eller hviskende, den Stavelse ja (i hvilken j plejer at kaldes Consonant), da hører han ikke Vocalen i, men dens blotte Aspiration og Hvislen; og nævner han aj, hører han just den samme stumme Hvislen og ikke Vocalen i« (Anh. § 1941). »En hviskende Vocal har ligesaa vel som en Klarlydende ej alene sin Aspiration, men og sin væsentlige Form, som gjør den kjendelig fra de andre. Den er, saa at sige, Rendingen i den Klarlydende, da Tonen, egentligen forstaaet, er, Isletten« (Anh. § 1938). »Lad een nøje merke, hvad Stilling hans hele Mund fra Svelget af indtil Læberne er i, naar han nævner Vocalen u, og stræbe at beholde samme Stilling gandske uforandret!« (Anh. § 1940). »En hidsig og vreed Mand toner og aander sine Ord anderledes ud end en koldsindig og sagtmodig: men lad den vrede puste og tone enten de to forskjellige Ord Lágen og La'gen, eller de nok saa forskjellige fòrdŭm og fŏr dúm, hvordan han vil, saa skal man dog lige saa kjendelig kunne høre de samme Forskjel paa hvert Par fra háns Mund som fra déns, der taler mildest og venligst« (Anh. § 1956). Det er Henvisning til at bruge den sunde Fornuft og de naturlige Sanser i Steden for at fortabe sig i golde Spekulationer. Der gik over hundrede Aar hen, før der paa Fonetikkens Omraade kom noget frem i Danmark, der i Originalitet kan stilles ved Siden af H. s Iagttagelser.

- - -


— J. Høysgaard som Mathematiker. I 1767 udgav H. et lille Skrift: »Algebraisk Kvadratur eller tydelig Integralregning«. Det ene af de 2 Ark, hvoraf det bestaar, var dog udkommet i 1759, og H.s Beskæftigelse med Mathematikken ligger endnu 20 Aar tidligere. Ligesom Cramer [...] i det endnu mindre Skrift »Algebraisk Nulloregning eller tydelig Differentialregning« (1748) frigjør H. sig i sin Stræben efter virkelig Forstaaelse fra de Former, Intitesimalregningen havde antaget ved Leibnitz. Deres Behandlingsmaade kommer derved af sig selv til at stemme med den, som gik forud for den egentlige Differential- og Integralregning.



Til: Indholdsfortegnelsen




Jardin, Nicolas Henri, 1720—99, Arkitekt

Af F.J. Meier


Billede


Fra F.J. Meier: »Marmorkirken fra 1749 til 1772. Et Bidrag til Den Danske Kunsthistorie«, C.A. Reitzels Forlag, 1883. Her står: »Omrids af Jardins Plan til Marmorkirken med Angivelse af Ruinens Størrelse for faa Aar siden. Efter en Tegning af F. Larsen«. Marmorkirken (officielt: Frederikskirken) blev først planlagt af Eigtved [se mindepladen i artiklen om ham]; ved hans død i 1754 gav Thurah udkast, men opgaven gik imidlertid til Jardin. 1770 blev projektet dog opgivet af pengemangel - på Struensee's tilskyndelse, men byggeriet blev ikke genoptaget efter hans fald. Ruinen blev motiv for mange kunstnere op gennem 1800-tallet.

Nicolas Henri Jardin, født i St. Germain des Noyers, Dept. Seine-et-Marne, 22. Marts 1720, vandt 22 Aar gammel den store Pris for Arkitekturen og afrejste i 1744 til Italien, hvor han opholdt sig længe som Pariser-Akademiets Pensionær ved det franske Akademi i Rom. Han var allerede en habil Arkitekt, da han i 1754 vendte tilbage til Frankrig og slog sig ned i Paris. Hans Ven og Landsmand Saly, som den Gang var almægtig her hjemme paa Kunstens Enemærker, henledede Frederik V's Opmærksomhed paa J. som en Mester, der bedre end Eigtved eller nogen anden dansk Arkitekt vilde kunne gjøre deri i 1749 paabegyndte Frederikskirke i Kjøbenhavn til et arkitektonisk Vidunder, som man aldrig havde set Magen til her i Norden, og Legationen i Paris fik Paalæg om at vinde J. for Danmark. Ikke uden Vanskelighed bragtes der en »Notarialkonvention« mellem den danske Regering og J. i Stand, og skjønt den kgl. Bygningskommission her hjemme nærede store Betænkeligheder ved at gaa ind paa de fra J.s Side stillede Betingelser — de vare hverken faa eller smaa —, accepteredes dog disse paa Frederik V's udtrykkelige Befaling, og Kontrakt med J. afsluttedes 12. Okt. 1754 i Paris. J. traadte i Frederik V's Tjeneste med en aarlig Løn af 4.000 Dir. K. [...] og fik Tilladelse til at medtage sin 24-aarige, aldeles betydningsløse Broder Louis Henri J., der skulde lønnes med 1.000 Dir. K. aarlig. Brødrene kom til Kjøbenhavn samme Efteraar og bleve kort efter begge gjorte til Medlemmer af Akademiet og Professorer ved samme Kunstanstalt, — hvor de, som ikke forstode eller talte et Ord Dansk, skulde holde Forelæsninger for et Avditorium, der ikke talte eller forstod et Ord Fransk. Den ældste Broder blev senere, ved Thurahs Død, Intendant over alle kgl. Slotte og Bygninger; den yngste døde paa Charlottenborg 1759 uden at have bygget saa meget som blot et Bomhus eller gjort Nytte for en Skilling.

1. April 1756 overtog J. Ledelsen af Arbejdet paa Marmorkirken. Hans første Sæt Bygningstegninger forkastedes af Frederik V paa Grund af de kolossale Udgifter, de stillede i Udsigt; i Sommeren 1756 præsenterede J. paa Fredensborg nye Tegninger, som Kongen godkjendte, skjønt den kgl. Bygningskommission ogsaa fandt denne Plan alt for dyr. Frederik V gav Tilsagn om en aarlig Subvention af 50.000 Dir. K. til Kirkens Fuldførelse. (Der blev dog aldrig udbetalt mere end 40.000 Dir. K. aarlig.) J.s Kirkebygningsprojekt var smukt og storladent, men alt for kostbart efter vore hjemlige Forhold og kom kun for en ringe Del til Udførelse. I 1764 var man kun naaet 15 Alen over Fundamentet; det hed sig i 1770, at det endnu vilde vare 27 Aar, inden Bygningens Ydre var fuldendt, og derefter endnu 50 Aar, før den indre Udsmykning var til Ende. Under saadanne Omstændigheder bød en kgl. Resolution af 9. Nov. 1770, at Byggearbejdet skulde standses paa ubestemt Tid; Stilladser, Maskiner og en stor Del Materialier bortsolgtes ved offentlig Avktion, og J. afskedigedes fra sit Hverv som Kirkebygmester med en kgl. Gratifikation af 3.000 Dir. K. 26. Marts 1771 nedlagde han sit Professorat ved Akademiet og forlod Danmark.


Foto: Bjoern Andersen

Marmorkirken i København. I 1870 købte C.F. Tietgen tomten og finansierede byggeriet af en revideret udgave, som F. Meldahl tegnede og fik ansvaret for. Kuplen er udført i nybarok stil. Kirken blev indviet 1894. Foto: Bjørn Andersen, 2007.


Her hjemme havde han i 1762 opført Lystslottet Bernstorff ved Gjentofte, desuden det gule Palais i Amaliegade o. a. m., ligesom han var virksom ved Udsmykningen af Riddersalen paa Christiansborg og ved Omlægningen af Fredensborg Have og Park. J. havde i Danmark, der den Gang — som altid — for Udlændinger, navnlig Franskmænd, var et Kanaan, der flød med Mælk og Honning, samlet sig en betydelig Formue. I Paris gjorde Ludvig XV ham til kgl. Bygmester; i 1769 havde han givet ham det sorte Baand (St. Michaels Ordenen). I den store Revolutions blodige Dage trak J. sig tilbage til sin Fødeby, St. Germain des Noyers, og afgik der ved Døden i 1799. — I Kjøbenhavn havde han udgivet et Kobberværk i stor Folio med tilhørende kortfattet Text: »Plans, coupés et elevations de l'église royale de Frédéric V« (1765), til hvilket han selv stak et Par af Pladerne.



Til: Indholdsfortegnelsen




Jessen, Juliane Marie, 1760—1832, Forfatterinde

Af Nic. Bøgh

Juliane Marie Jessen, er Datter af nedenstaaende Etatsraad Nic. Jac. J. (død 1800) og fødtes 11. Febr. 1760 i Kjøbenhavn. Tidlig paavirkedes hun af hin Tids nationale Digtere og Skribenter, mest af Jacob Baden og af sin Morbroder og Lærer C.F. Jacobi [...], der mente, at hun havde Evne til at dyrke Muserne. Enkedronning Juliane Marie valgte hende til sin Lektrice, hvilken Stilling hun beklædte fra sit 27.—30. Aar, da hun maatte tage Afsked paa Grund af en Mavegigt, som i 8 Aar holdt hende paa Sygelejet, hvorefter hun stadig var svag og aflukket fra Verden. Efter Jacobis Død (1810) blev Rasmus Nyerup hendes litterære Vejleder. Tidlig havde hun angrebet Baggesen for at hævne hans Udfald mod Jacobi. I 1816 sendte hun ham imidlertid et Forsøg paa at løse hans Gaade »Det evige Sindbillede«, og fra nu af blev han hendes Ven, samtidig med at hun stillede sig skarpt imod Oehlenschläger. Mest bekjendt blev hun ved, at hun (1819) vandt den af Selskabet til de skjønne Videnskabers Fremme udsatte Præmie for en Nationalsang. Af 59 Besvarelser — deriblandt Jetsmarks »Duftende Enge« og Chr. Wilsters senere noget omarbejdede »Hvor Bølgen larmer højt fra Sø« — vandt Frk. J.s Prisen, skjønt hendes Sang »Dannemark, Dannemark, hellige Lyd!« er temmelig uheldig og affødte en Mængde berettigede Parodier. Det var Weyses Musik til den, som bevirkede, at den blev sungen. Hun har for øvrigt udgivet mange Digte, en Komedie osv. Agtet for sin ædle Karakter døde hun efter et fleraarigt Sygeleje i Frederiksberg By 6. Okt. 1832.



Til: Indholdsfortegnelsen




Jessen, Nicolai Jacob, 1718—1800, Kammertjener, Fabrikant og Etatsraad

Af G.L. Wad


Foto: Bjoern Andersen

Fileværket i Rådvad, bagsiden. Foto: Bjørn Andersen, 2007

Nicolai Jacob Jessen, født Nytaarsdag 1718, Søn af Diaconus i Neuenkirchen Tycho J. og Anna Elisabeth f. Schrøder, tjente i en Aarrække Frederik V som Kammertjener og fik som saadan 1759 Gavebrev paa den forhenværende Krudtmølle ved Raavad for der at anlægge et Filehuggeri, der blev beskyttet ved omfattende Privilegier. 1762 fik han desuden Stubbemøllen (Stampen) til en Sabelfabrik. Fabrikvirksomheden gik imidlertid kun daarlig, og trods mange Begunstigelser og Pengetilskud af Kongen gik Foretagendet 1765 fallit. Ved Struensees Fald var J., der ved sin Afgang efter Kongens Død var bleven Justitsraad, et virksomt Medlem af Sammensværgelsen og med sit Kjendskab til Christiansborgs indviklede Gange og talløse Døre, hvortil han endnu havde en Hovednøgle, var han hin 17. Jan. en habil Vejviser ved Overrumplingen; for sine Tjenester belønnedes han med 400 Rdl. aarlig. 1778 fik han det indbringende Embede som Kæmmerér ved Øresunds Toldkammer, blev s. A. Etatsraad og døde 16. Avg. 1800. Gift 8. Dec. 1758 med Marie Christine Jacobi (f. 5. Marts 1738 død 11. Febr. 1801), Søster til [...] Chr. Fr. J. [Far til Juliane Marie Jessen].



Foto: Bjoern Andersen

Vis à vis bagsiden. Foto: Bjørn Andersen, 2007



Til: Indholdsfortegnelsen




Judichær, Ole, 1661—1729, Søofficer

Af C. With

Ole Judichær var Søn af Præsten Niels Olufsen J. til Vamlingbo paa Gulland [Gotland]; Moderen hed Anne Nielsdatter Gardea; Navnet J. stammer fra en latinsk Tillempelse af Slægtens Ejendom Dommerarv paa Gulland. J. er født paa denne Ø 20. Marts (ell. 20. Febr.) 1661 og rejste, efter at Niels Juel 1676 havde erobret den, til Kjøbenhavn, hvor han, som 1683 blev Student og 1684 Baccalaureus, studerede Theologi. Han kom senere i Forbindelse med den ansete Videnskabmand Ole Rømer, der underviste ham i Mathematik og anbefalede ham til Niels Juel og Holmens daværende Fabrikmester, Admiral Henrik Span. Hos denne blev han antaget som Huslærer og skal have prædiket nogle Gange i Holmens Kirke; da Span imidlertid snart fik Øjet aabnet for hans mathematiske Anlæg, skaffede han ham 1690 Ansættelse paa Bremerholm som Viceekvipagemester, og kort efter antoges han som Skibskonstruktør og Leder af Skibsbygningsskolen. Skibsbyggeriet havde før hans Tid ikke været synderlig udviklet, man byggede mest efter Modeller, men uden noget videnskabeligt Grundlag. J. har indlagt sig Fortjeneste som den første, der indførte et saadant. Da det nybyggede Linjeskib »Danebrog«, ved hvis Tilblivelse han havde vigtig Del, 1692 løb af Stabelen, fik han som Anerkjendelse for sin Virksomhed Udnævnelse til virkelig Ekvipagemester og Fabrikmester. Som saadan vedblev han at virke lige indtil 1727 og konstruerede i den Tid ikke færre end 23 Linjeskibe og 9 Fregatter, der vel vare temmelig langsomt sejlende og fyldige i Linjerne, men dog anerkjendte som særdeles gode Kampskibe; kun med ét, det store »Fredericus Qvartus« paa 110 Kanoner (sat i Vandet 1699), var han absolut uheldig, da det var saa rankt, at det ikke kunde bruge sine underste Batterikanoner.

J. var for øvrigt en meget brugt og betroet Mand. Han udnævntes 1698 til Kommandørkapitajn, 1703 til Kommandør, blev 1708 Schoutbynacht, 1714 Viceadmiral og 1718 endog virkelig Admiral. 1705 fik han Sæde i Admiralitetet; allerede 5 Aar forinden førte han personlig en mindre Styrke til Flaaden som Eskadrechef, uagtet han jo egentlig ikke oprindelig var uddannet som Sømand. Ved den nævnte Lejlighed deltog han under U. C. Gyldenløve i Forsvaret af Hovedstaden mod den allierede svensk-engelsk-hollandske Flaades Bombardement. 1706 rejste han udenlands for at studere Skibsbyggeriet. Strax efter sin Hjemkomst 1708 drog han til Lithauen for at modtage Tømmer, herefter sendtes han til Fæstningen Christiansø for at besørge denne istandsat. Ved Admiral v. Støckens Afgang som Holmens Chef 1710 udvidedes hans Forretningsomfang paa Værftet betydelig, indtil man 4 Aar efter betroede ham Posten som Holmens Admiral. 1710 førte han under Gyldenløve en Eskadre i Slaget paa Kjøge Bugt, hvor Ivar Huitfeldt sprang i Luften. 1711 sattes han i Spidsen for Forsvaret, som skulde dække Sjællands Kyster; det paafølgende Aar havde han samme Kommando og anlagde samtidig ved Sænkning af nogle gamle Krigsskibe det første Batterifundament for Batteriet Tre Kroner. 1715 var det J., der som den sagkyndige udsendtes til Admiral Rabens Flaade efter Slaget 13. Avg. for at istandsætte denne, næste Aar fik han Overkommandoen over Kjøbenhavns Batterier og ledede Troppeoverførsler, 1718 udsendtes han med en anselig Styrke for at beskytte Handelen, fik derefter det Hverv at optage de af Peder Tordenskjold i Marstrand sænkede Skibe; senere satte man ham i Spidsen for Karantæneforanstaltningerne mod Pesten og 1721 tillige i en Kommission, der havde til Formaal at ordne Flaadens Regnskabsvæsen. Ved alle disse højst forskjellige Hverv gjorde J. god Fyldest og nød megen Paaskjønnelse, men da den store nordiske Krig var endt og Landets Finanser til Dels ødelagte, forandrede Forholdet sig ganske. Det synes, som om der da er opstaaet et daarligt Forhold hos de ledende Mænd i Marinen, og at disse hos den arbejdsomme, men ogsaa meget mistænksomme Frederik IV fandt villigt Øre for Angiveri. Et Parti, i Spidsen for hvilket Admiralerne P. Raben og F. Trojel stode, arbejdede paa at styrte den i mange Henseender fortjenstfulde Gabel [...] fra Stillingen som Marinens øverste Chef. Det lykkedes dem ogsaa at faa ham fjærnet 1725, men ikke tilfredse hermed fortsatte de Anklagerne videre; herunder blev J. ogsaa indviklet i Processen, hans stridige Karakter og hvasse Tilsvar forøgede Misstemningen mod ham, han beskyldtes for at have taget mod Bestikkelser, for uøkonomisk Tømmerindkjøb, for slet Administration paa Værftet og for Mangel paa Indsigt ved Anlægget af Batteriet paa Refshalen. De fleste af disse Beskyldninger vare overdrevne; men det kan paa den anden Side ikke nægtes, at Forholdene paa Holmen ikke vare, som de burde være. J. paastod, at Aarsagen til disse væsentligst laa deri, at Pengemidlerne vare for knappe; han havde imidlertid faaet Stemningen imod sig, væsentlig ved sin umedgjørlige Karakter, og medens Gabel gik fri, blev J. som Syndebuk for et uheldigt System dømt til at have sin Stilling forbrudt. Sagnet om, at han maatte lide den Krænkelse at forlade Holmen ad den »uærlige« Port, Slaveporten, er ganske ubeføjet. I Følge paalidelige Efterretninger blev han simpelthen »dimitteret« af Tjenesten 10. Nov. 1727, hvorefter han trak sig tilbage til Næstved. Han døde her 29. Sept. 1729. — J. blev 16. Sept. 1696 gift med Veronica Scavenia Foss (f. 1672 død 1745).



Til: Indholdsfortegnelsen




Juel, Jens, 1745—1802, Maler

Af F.J. Meier

Billede

Nicolai Abildgaard tegnede de fleste af illustrationerne til Jens Baggesen's oversættelse af »Niels Klim«. En enkelt blev dog tegnet af Jens Juel. Alle illustrationerne blev stukket af Clemens.


Jens Juel var uægte Søn af Vilhelmine Elisabeth Juel, Husjomfru paa Wedellsborg, og »en velfornemme Herre«, en Wedell eller Kammerherre Jens Juel (f. 1707 død 1775). Moderen, som var født i Jan. 1725 og døde i Marts 1799, var Søster til Degnen Johan Jørgensen J. i Balslev paa Fyen, og det var uden Tvivl i dennes Degnebolig (derimod ikke i Gamborg), at J.J. fødtes til Verden 12. Maj 1745. Moderen ægtede det følgende Aar »Studiosus« Jørgen Jørgensen (f. 1724 død 4. Juni 1796), som var bleven Degn og Skoleholder i Gamborg, en Mils Vej fra Balslev, og det staar derfor vel til at antage, at han har modtaget ikke alene Kald og Brød, men ogsaa Kone og Barn af hin »velfornemme Herres« Haand. I Gamborg Degnebolig henrandt J. s Barndom sorgfrit og rolig. Han ytrede tidlig Lyst til Malerkunsten, og Forældrene satte ham efter hans Konfirmation i Lære hos Maleren Gehrmann i Hamborg, hvor J. i 5—6 Aar mellem Stolper og Paneler sled sig frem til Malersvend, medens han samtidig dermed gjorde saa stor Fremgang i Malerkunsten, at han snart overfløjede sin ikke ganske uhabile Læremester og var godt paa Veje til at vinde sig et Navn som Kunstmaler (Portrætter, smaa Genrebilleder, Natstykker, Landskaber, af hvilke 2 bevares i Hamborgs Musæum, osv.). Noget over en Snes Aar gammel kom han til Kjøbenhavn, hvor han strax med ungdommelig Suffisance [selvsikkerhed] optraadte som Portrætmaler og virkelig ogsaa opnaaede baade Sysselsættelse og Anerkjendelse. Denne Medbør synes at have gjort den unge Mand meget selvtillidsfuld, og der fortælles, at da Als [...] tilbød ham sin Vejledning i Kunsten, modtog han ikke dette velvillige Tilbud »af Mangel paa Tid«. Et og andet kunde han dog den Gang nok have lært af Als, om han end snart overfløjede denne langt.

Han slap for at konkurrere om Sølvmedaillerne og vandt 1767 med Lethed Akademiets lille Guldmedaille. Nogen mere Møje kostede det ham at opnaa den store: i 1770 tilstedes den hverken ham eller nogen anden af de konkurrerende »Artister«; dog opnaaede han den det følgende Aar. Med at komme til Udlandet syntes det derimod at have lange Udsigter, Abildgaard kom først afsted, saa Almer, endelig dog ogsaa J.; en Del fornemme Damer havde interesseret sig for ham og sammenskudt de nødvendige Pengemidler. I 1772 forlod han Kjøbenhavn og var borte i 8 Aar. Først gik han til Rom, hvor han opholdt sig i 4 Aar i fortroligt Samliv med andre danske Kunstnere, som dels allerede vare i den evige Stad, dels efterhaanden kom dertil, som Abildgaard, Beeken, Almer, Dajon, Rude, Malcho. I Rom studerede og arbejdede han flittig; flere mindre Billeder skrive sig fra hans Ophold i denne By, bekjendt er navnlig Portrættet af en vanskabt Dværg, som den Gang tiggede paa Roms Gader (nu i den kgl. Samling); dets tekniske Udførelse er fortræffelig, men æsthetisk set er det uskjønt. Fra Rom drog J. til Paris, som den Gang var og i lang Tid havde været Portrætmaleriets fornemste Højskole. Hvor var der ikke her meget for ham at se og lære, mange fremragende Kunstnere at studere: Mignard, Vanloo, Rigaud, Seb. Bourdon, de Troy, og af yngre samtidige: le Toqué, Natoire, Greuze, Fragonard o. a. Disses og mange andres Værker havde han her for Øje — skjønt ikke samlede i noget Musæum —, og at han flittig har studeret disse Malere og deres Kunst, fremgaar tydelig af hans senere Produktion: den franske Portrætkunsts gode Egenskaber, dens aandrige Opfattelse og Karakteriseren, dens smagfulde Anordning af Figuren i Rummet, dens fine, om end noget sirlige og blødagtige, Gratie, dens delikate Udførelse, kunne uden Vanskelighed gjenfindes i mangfoldige af J.s Billeder, og uden Tvivl er det ligeledes de franske Mestre, han skylder den noble og tiltalende Kunst, hvormed han lader mange af sine Portrætfigurer fremtræde i en hel lille, kvikt komponeret Situation, optræde i et diskret behandlet Landskab, i en Have, ved Arbejdsbordet, i Atelieret, foran Staffeliet, ved Bordet med den opslagne Bibel, bringende friske Blomster fra Mark og Skov osv. Fra hans Pariserophold stammer et af hans i nævnte og i andre Henseender fortrinligste og interessanteste Billeder, Clemens ved Arbejdsbordet (nu i den kgl. Samling).

I 1777 forlod J. Paris og drog til Genf [Genève], hvor han hurtig kom i nær Forbindelse med Naturforskeren Bonnet (død 1793), der den Gang paa sit Landsted i Nærheden af den nævnte By samlede et helt lille Hof af danske Kunstnere om sig — foruden J. Kobberstikkeren Clemens, Emaillemaleren Pløtz, ovenomtalte Maler Simon Malcho o. a. —, og som kort efter blev Æresmedlem af det danske Kunstakademi. I Genf fik J. hurtig et vel fortjent Ry som fremragende Kunstner og malede en Hoben Portrætter, blandt dem ogsaa det fortræffelige Billede af Bonnet, hvilket Clemens stak lige saa fortræffelig i Kobber. At Bonnet, efter at være bleven Æresmedlem af Akademiet i Kjøbenhavn, i Breve til dette udtalte sig paa det fordelagtigste om sine 2 unge danske Venner, Maleren, der havde gjort hans Billede, og Kobberstikkeren, der havde overført det paa Pladen, forstaar sig af sig selv, og dette bidrog ikke lidet til at skaffe J. og Clemens et i øvrigt vel fortjent Ry her hjemme. J. blev godt og vel 2 Aar i Genf, stærkt sysselsat og med rette anset for en betydelig Mester, og maaske var han bleven der endnu længere, hvis ikke en, som det synes, meget flygtig Forelskelse i en Jomfru Holm, Datter af en senere Inspektør ved Fødselsstiftelsen i Kjøbenhavn, havde slaaet sig til der nede. Den i Kjærlighedssager ganske uerfarne Maler, som maaske kun havde fundet et rent kunstnerisk, æsthetisk Behag i den nævnte unge Piges sympathetiske Ansigtstræk, dem det for en Kunstner som ham lønnede sig Umagen at fængsle paa Lærredet, blev, som der siges, under Pigebarnets kyndige og erfarne Moders Paavirkning forlovet med Jfr. Holm, en Forbindelse, som dog hurtig opløste sig af sig selv, men som dog uden Tvivl væsentlig har bidraget til at drive ham bort fra Genf. (Hele dette Forhold og de nærmere Omstændigheder ved det ere endnu ikke tilstrækkelig opklarede.) Som det synes, har Familien Holm ladet sig det være magtpaaliggende at faa den brudte Trolovelse fornyet, i det mindste forlod den Genf kort efter J. og fulgte efter ham lige til Holsten, hvor den unge Pige temmelig pludselig bortreves af Døden, og J. saaledes udløstes af et Baand, han maaske i sin Uerfarenhed noget uoverlagt havde paalagt sig — eller ladet sig paalægge. J. slog sig foreløbig ned i Hamborg, hvor han blev et Aars Tid, og hvor han, som der meldes, malede en Del Portrætter af den rige Hansestads store Matadorer. Han kom her i nøje Bekjendtskab med Klopstock, som den Gang, efter at have vendt Danmark Ryggen, fra 1774 til sin Død boede i sit endnu existerende Hus i Königsstrasse; det var her, J. malede sit bekjendte Billede af »Messiaden«s Digter.

Endelig, efter 8 Aars Fraværelse, kom J. tilbage til Kjøbenhavn 1780. Først i April s. A. agreerede Akademiet ham paa et Par Portrætter og nogle romerske Studier og paalagde ham for Receptionen at gjøre et Portræt i hel Figur og naturlig Størrelse af Arveprins Frederik. Det var den Gang Skik ved Akademiet, at Aspiranterne til Medlemsværdigheden udbade sig, at nogle af Akademiprofessorerne som »Kommissærer« vilde syne og vurdere deres Receptionsarbejder; saaledes havde Wiedewelt og Mandelberg synet Abildgaards Medlemsstykke, og den gamle Mandelberg, Weidenhaupt og Abildgaard synede nu J.s. Det blev godkjendt og J. 4. April 1782 enstemmig valgt til Akademiets Medlem. Allerede tidligere var han bleven kongelig Hofportrætmaler. Efter gjentagne Gange forgjæves at have søgt om at blive Professor ved Akademiets Modelskole blev han fra April 1784 ansat som »adjungerende« Professor med Tilsagn om den første reglementerede Professorplads, der blev ledig, og da Mandelberg 2 Aar efter afgik ved Døden, fik J. den saaledes ledigblevne Plads. Men hvor lidet sikker en Kunstners, en Akademiprofessors Stilling i det hele den Gang var — man kunde fristes til at tilføje: hvor lidet agtet og æret, og det gjaldt selv en saa fremragende og udmærket Mester som J. —, hvor værgeløse Kunstnerne og hele deres Akademi stode over for en anmassende Stormands naadige eller unaadige Forgodtbefindende og vilkaarlige Overgreb, ses klart af Overhofmarskal Numsens Fremfærd mod J. i 1790: Numsen, der ogsaa fra Theatrets Historie er kjendt som en myndig og hovmodig Herre, fratog i Juni nævnte Aar uden videre J. hans Atelier paa Charlottenborg og henviste den forurettede Kunstner — ret som for at haane ham og hele Akademiet — til dette, som i Følelsen af sin Afmagt lige over for den overmodige Stormand »maatte nøjes med at beklage ham, J.«. Og Numsen var endda Akademiets Æresmedlem, og det nævnte Overgreb fandt Sted, medens den energiske Abildgaard, den eneste af alle Akademikerne, der i Ny og Næ vovede at vise Tænder, var Direktør.

I »Salonen« (dvs. Kunstudstillingen) 1794 havde det store Publikum rig Lejlighed til at beundre J.s fortrinlige Billeder, og hans Ry som en af Evropas største Portrætmalere var fra den Tid grundfæstet. Aaret før, under Wiedewelts 8. Direktorat, var han enstemmig valgt til Akademiets Kasserer for Tidsrummet 1793—95; ved Direktørvalget 23. Febr. 1795 — der var kun 5 stemmeberettigede tilstede — opnaaede J. og Bygmesteren Meyn hver 2 Stemmer, hvorfor Valget indstilledes til Præses', Arveprinsens, Afgjørelse; denne erklærede sig for J., der saaledes blev Akademiets Direktør. Hans Direktorat var kun lidet glædeligt: Byens Brand medførte en Invasion paa Charlottenborg af Politiretten og Politivagtmesteren og af brandlidte og reddet Gods — og af Lotteriet, som man end ikke under den almindelige Nød og Elendighed kunde undvære —, og det var endog paa højeste Steder under Overvejelse rent at fratage Akademiet Charlottenborg Slot. J. som Direktør stod selvfølgelig ganske magtesløs over for alle disse Kunstens Trivsel saa lidet fremmende Forhold. Hans Direktorat udløb i Marts 1797; 2 Aar efter blev J. for anden Gang Direktør. Da Harsdorff snart efter afgik ved Døden [1799], fik J. hans Bolig paa Charlottenborg, som han, des værre for den danske Kunst, saa hurtig maatte forlade [han døde i 1802].

Tallet paa J.s Arbejder er overmaade stort, hvorved dog maa bemærkes, at adskillige Portrætter fra den Tid udgives for Værker af J. uden at være det. Ved hans rige Produktion er det let forstaaeligt, at der ved flere af hans Billeder nok kunde være et og andet at udsætte, thi ikke ethvert Aasyn, Kunstneren skal overføre paa Lærredet, virker sympathetisk, end sige æggende eller inspirerende, og deraf er jo dog grumme meget afhængigt. Men som Regel ere Billederne fra hans Haand i høj Grad aandfuldt opfattede, habilt indstillede i Rummet og udførte med virtuosmæssig Dygtighed og med sand og dyb Kjærlighed til Opgaven, om han end ikke sidder inde med de store Hollænderes dybe og mættede Farver og brede, kraftige, marvfulde Pensel, ja maaske undertiden ikke hæver sig op til enkelte af deres ham nærmest forudgaaende Epigoner her hjemme (som f.Ex. Pilo i hans Billede af Æmilius Biehl). Men om det end maaske ikke kan nægtes, at Rokokotidens Portrætkunst, navnlig den franske, som J. jo havde staaet paa nært Hold ved, har kunnet brede ligesom et let Stænk af mild Sødlighed over en Del af hans Billeder, saa rager han desuagtet langt op over største Delen af hans samtidige Medbrødre i Portrætfaget og fører en fin, delikat, elegant og dog naturtro Pensel, som i enkelte Værker, f.Ex. det herlige Portræt af ham selv, siddende ved sin Hustrus Side i Atelieret med Paletten i Haand foran Staffeliet, i Adel og Ynde overgaar alt, hvad man af Portrætkunst hidtil havde set her hjemme. De talrigste af J.s Arbejder ere Brystbilleder, og det er ogsaa i dem, han naar sit højeste Mesterskab; hans Knæstykker og endnu mere hans hele Figurer og Grupper ere ikke aldeles dadelløse: man mærker undertiden i dem, at han ikke var Figurmaler, end mindre Historiemaler, skjønt han ganske vist havde vundet den store Guldmedaille som saadan (for »Mardochais Triumf«). — Foruden Portrætter og Portrætgrupper, af hvilke adskillige, som tidligere antydet, ved Anordning og Staffage nærme sig Genrestykkernes Kategori, leverede J. ogsaa Landskabsbilleder, ligesom han da ogsaa hyppig lod sine Portrætfigurer fremtræde paa en diskret holdt landskabelig Baggrund. Hans egentlige Landskabsbilleder — de romerske Studier undtagne — sysselsætte sig mest med dansk Natur, men skjønt det ingenlunde mangler dem paa poesifuld Stemning og Opfattelse eller paa naturtro Udførelse, lide de dog af en vis Tunghed i Farvetonerne, og hans Landskabsbilleder staa ikke fuldt i Højde med hans øvrige Produktion. I sine ældre Aar gjorde han ogsaa ikke faa Pastelbilleder, mest let henkastede og udførte, men derfor ikke mindre gratiøse og karakteristiske.

At give en Fortegnelse over J.s talrige Arbejder kan ikke ske her. Vi nøjes med, foruden de foran nævnte Værker af ham, i Flæng at nævne nogle enkelte: hans Portræt af Caroline Mathilde, af Kronprins Frederik som 14-aarigt Barn, af Arveprins Frederik, af Christian VII i Kroningsdragt med Regalierne, hel Figur, naturlig Størrelse (Rosenborg), det nydelige Raben-Levetzauske Familiestykke (1796), det Tuteinske Familiebillede, flere Portrætter af Familien Tuteins Medlemmer, Portræt af Joachim Godske Moltke (1796), af Suhm [se om Suhm i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], Bastholm (1781), Tode (1787), Ryberg, Billederne af 2 unge ostindiske Piger (Døtre af Generalkonsul Pingel, 1792—94), Portrætterne af Kunstnerens Moder og Stiffader, begge i Bondedragt, o. fl. Den kongelige Samling ejer en Del Billeder af J., men langtfra nok af en saa stor og udmærket Kunstner som han.

J. blev, som det af alt foranstaaende vil fremgaa, stærkt sysselsat og lod sig ræsonnabelt betale for sine Arbejder. Foruden hvad hans Pensel indbragte ham, havde han ellers kun grumme lidt at leve af, og hans Løn af Staten oversteg aldrig 400 Rdl. K. aarlig (Balletmester Galeottis Løn var 5 Gange saa stor). Økonomi i Husførelsen havde derfor nok været nødvendig for J., men baade han og hans Hustru kjendte næppe Økonomi af Navn, de vare glade, muntre, elskværdige Mennesker, som ikke brøde sig om den Dag i Morgen, som selv vilde leve og lade andre leve med sig, og Kunstnerens Kaar vare derfor bestandig alt andet end glimrende. Ved sin Død efterlod han kun Gjæld, og hans Enke solgte rask væk af Boets Ejendele og vilde uden Tvivl være nedsunken i Armod og Elendighed, hvis hun ikke havde opnaaet en lille Pension af Kongens Chatolkasse. Hun havde i sin Tid været en af Kjøbenhavns største Skjønheder, hed Rosine f. Dørschel, var Datter af den afdøde Slotsgartner ved Rosenborg Christoffer D. (f. 1719 død 1782) og Catharine f. Køhne og havde ægtet J. 9. Febr. 1790. De fik i deres Ægteskab en Hoben Børn, baade Sønner og Døtre, af hvilke de fleste dog døde i en meget ung Alder. 2 af Døtrene bleve efter hinanden gifte med C.V. Eckersberg [...]. — J. s og hans Hustrus Hjem var muntert, gjæstfrit og »vennehuldt«, som man den Gang sagde, og baade han og hun elskede og afholdte af alle, som kjendte dem eller kom i Berøring med dem.

Til deres stadige Omgangskreds hørte først og fremmest Hustruens ældre Søster Charite Elisabeth og hendes Ægtefælle, kongelig Gartner C.E. Døllner, dernæst de andre Damer af det Dørschelske Hus, Ungdomsvennen Abildgaard, Cornelius Høyer og Harsdorff og den disse 2 nærstaaende Fortlingske Familie, endelig Wiedewelt, Weidenhaupt, demens o. a. af den Tids mest fremragende Kunstnere. Og baade de unge Lærlinger og de gamle Lærere ved Akademiet og hele det dannede Selskab i Hovedstaden elskede og ærede den ypperlige Kunstner, og derfor var der stor Sorg, ikke alene i Akademiets Læresale og Professorboliger, men i alle dannede Kredse, da J. brat bortkaldtes af Døden, noget over 57 Aar gammel, 27. Dec. 1802, Dagen efter, at man havde fundet hans gamle og trofaste Ven Wiedewelts Lig i Sortedamssøen. J. efterlod sin Hustru frugtsommelig med deres 7. Barn. Hun overlevede ham i mange Aar og døde først 1831.

J. blev jordfæstet paa Assistens Kirkegaard. Paa hans sidste Hvilested lagde hans Ven Weidenhaupt en Gravsten med en kort Indskrift. Da Stenen i Tidernes Løb var stærkt medtaget og forvitret, blev den for henved en Snes Aar siden fornyet »af Venner og Beundrere af den afdødes Kunst«.



Til: Indholdsfortegnelsen




Juul, Hans Christensen, 1695—1769, Godsejer

Af O. Nielsen

Christensen Juul er født paa Erholm, hvor hans Fader formodes at have været Forpagter, 22. Marts 1695. Han oplærtes i Landvæsenet og var en Tid Forpagter paa Hindsgavl, ligesom han ejede Provstigaarden ved Assens. 1736 kjøbte han paa Avktion Hovedgaarden Tyrrestrup ved Horsens, hvilken Gaard endnu besiddes af hans Efterkommere paa Spindesiden. Han blev en virksom Godsejer paa det forarmede Gods, hvor han om Morgenen saas at ride omkring i Byerne og vække de sovende; han hjalp Bønderne baade til Besætning og Sædekorn og var i det hele en forstandig og omhyggelig Husbonde. En Retssag, som nogle af hans Bønder, ophidsede af en skalkagtig Degn, paaførte ham, navnlig paa Grund af en Jordlod, der blev lagt ind under Tyrrestrup, og fordi han havde ødelagt Galternes faldefærdige Begravelse i Søvind Kirke, tabte Bønderne; derimod fremkaldte en Angivelse af, at hans Søn havde jaget paa Kongens Vildtbane, en henved 20-aarig Proces. 1749 kjøbte J. Viskum og Hemmestrup. 28. Okt. 1716 blev han gift med Elisabeth Clausdatter fra Forpagtergaarden ved Billeskov; hun døde 11. Maj 1766, han selv 2. Okt. 1769.



Til: Indholdsfortegnelsen




Kall, Abraham, 1743—1821, Historiker

Af Johannes C.H.R. Steenstrup.

Abraham Kall var Søn af nedennævnte Professor J.C. K. og fødtes 2. Juli 1743 i Kjøbenhavn. Kun 13 Aar gammel blev han Student og i sit 19. Aar theologisk Kandidat (1762). Derpaa rejste han i o. 4 Aar udenlands, men opholdt sig kun i Tyskland, især i Gøttingen [Göttingen]. Under sin Rejse udnævntes han til Universitetsbibliothekar (1765) og blev efter Hjemkomsten tillige Professor designatus i Græsk (1770). Da imidlertid Professorposten i Historie og Geografi blev ledig, og ingen syntes mere værdig hertil end K., medens den græske Professur lettere lod sig besætte, maatte K. 1781 overtage denne Stilling, som han beholdt i 40 Aar til sin Død. S. A. blev han tillige Professor i Mythologi og Kunsthistorie ved Kunstakademiet.

K. havde en Hukommelse, der intet slap; han var end videre en overordentlig flittig Læser og Tilhører, og da omtrent ethvert Fag faldt lige let for hans store Tilegnelsesevne, naaede han tidlig en overordentlig Viden. Han havde i Ungdomsaarene haft størst Kjærlighed til Mathematik, men paavirket af sine Omgivelser skød han disse Studier til Side for at kaste sig over den græske Filologi. Hans første Arbejder vare da ogsaa Udgaver af græske eller romerske Forfattere eller Afhandlinger i disse Æmner, og selv efter at Historie var blevet hans Embedsfag, kom han gjærne tilbage til de græske Studier og sine lexikalske Samlinger. Hans første historiske Arbejde var »Den almindelige Verdenshistorie til Skolernes Brug« (1776), der skulde afløse Holbergs »Historia universalis« og i mange Udgaver holde sig gjennem et halvt Aarhundrede som den almindelige Lærebog i de lærde Skoler. Det var haard Kost, der bødes Disciplene; den med Enkeltheder overfyldte Bog meddelte paalidelig Kundskab i god Aand, men den stræbte kun i ringe Grad efter at lette Tilegnelsen, de store Mænd og de betydelige Begivenheder traadte ikke klart frem, og Fantasien kunde Bogen ikke sætte i Bevægelse.

K. har skrevet nogle faa Afhandlinger og udgivet en Del Aktstykker, men et større Arbejde foreligger ikke fra hans Haand. Han besad ingen selvstændige Synspunkter og arbejdede mest efter ydre Opfordring; hans gode kritiske Sans ledede ham ikke ud over Løsningen af de enkelte Spørgsmaal til videnskabelige Sætninger af større Vidde eller til systematisk Behandling af almindeligere Opgaver. Der manglede K. Udholdenhed til at føre et selvvalgt Maal til Ende; nye Interesser kvalte de ældre, og Ærgjerrighedens Drivefjeder besad han ikke. Hans Undervisning fra Kathedret var efter alles Vidnesbyrd lidet beaandet, i formel Henseende mangelfuld. Ikke des mindre blev K. af sin Samtid, til Dels med gode Grunde, opfattet som en af Universitetets største Prydelser, han var ogsaa en af de sidste Repræsentanter for de gamle Tiders ubegrænsede Erudition. Den Viden, som bar saa liden Frugt for K. selv, kom ved hans sjældne Redebonhed og Arbejdsvillighed til at tjene mangfoldige. Ikke blot Universitetet benyttede i høj Grad hans Kundskaber ved Programmer og andre Skrifter — 1798 beregnede han endog Almanakken —, enhver spørgende og søgende kunde være sikker paa hos K. at faa Hjælp og vejledende Vink. Han paatog sig Udgaven af 8. og 9. Bind af Suhms Danmarkshistorie [se om Suhm i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] og ledsagede dem med værdifulde kritiske Noter. I Videnskabernes Selskab, hvori han optoges 1780, gav han nogle Meddelelser, og i Danske Selskab for Fædrelandets Historie og Sprog, hvoraf han blev Medlem 1793, og hvis Formand han var fra 1816, gav han en Række Bidrag til »Nye danske Magasin«.

Humanitet, Velvilje og Frimodighed vare Hovedegenskaber i K.s Karakter, og de lyste ud af hans venlige Ansigtstræk; de bragte ham ogsaa til jævnlig at tage fat paa sociale Opgaver. Han var en af Stifterne af Selskabet for Borgerdyd (1785), han skrev efter Branden 1795 om den kjøbenhavnske Brandkasse, efter Bombardementet 1807 om samme Æmne, 1802 om et Understøttelsesselskab for ugifte Fruentimmer, 1810 udgav han en Advarsel mod Livrenteselskaber, og samtidig holdt han Forelæsning over Enkekassernes Theori.

K. var ualmindelig agtet og afholdt af sin Samtid. 1808 udnævntes han til Ordenshistoriograf, 1811 til Etatsraad, 1816 fritoges han for sin Forelæsningspligt. Universitetet fejrede 1817 med Program, Kantate og Tale hans 52 Aars Embedsjubilæum, og nogle Dage senere hyldedes han paa sin Fødselsdag af et stort Antal Borgere ved en Fest paa Skydebanen, hvor man i Sang og Tale priste den lærdeste Mand siden Grams Dage [se om Gram i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]]. — K. var gift med Marie Anna Sophie f. Rosenstand-Goiske (gift 1774 død 1825), Datter af [teologen] Professor P. R.-G.; han døde 5. Dec. 1821. Han efterlod sig foruden et stort Bibliothek en betydelig Formue. Hans Haandskriftsamling kjøbtes til det store kongl. Bibliothek og udgjør en særlig Afdeling af dettes Manuskriptsamling.



Til: Indholdsfortegnelsen




Kall, Johan Christian, 1714—75, Orientalist

Af J.C. Jacobsen

Johan Christian Kall var født 24. Nov. 1714 i Charlottenburg (ved Berlin), hvor hans Fader, Abraham K., var Præst. Kommer 1719 til Flensborg [Flensburg], hvortil hans Fader forflyttedes. Gaar i Flensborg [Flensburg] Skole til 1731, undervises derpaa i Hjemmet af Faderen i Theologi, Filosofi og semitisk Filologi. Studerer 1732—35 i Jena. Kaldes 1735 af Christian VI til Lærer for de kongl. Pager, 1738 til Lærer for Kronprinsen, paa hvis Bogsamlings Sammensætning han i den følgende Tid øver den afgjørende Indflydelse. Udnævnes 1738 til Professor i orientalske Sprog ved Universitetet. Var Rector magnificus 1753—54, 1761—62, 1770—71. Død som Konferensraad 6. Nov. 1775. Var gift med Elisabeth f. Wøldike (død 12. April 1791), Datter af Biskop Andreas W. i Viborg. — K. nød betydelig Anseelse som Universitetslærer. Af den 1739 nedsatte Kommission til Udarbejdelse af en ny selvstændig Bibeloversættelse var han Medlem sammen med de theologiske Professorer samt Hans Gram [se om Gram i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] og Enevold Ewald. I Forbindelse med de theologiske Professorer foretog han til Brug for de Kennicottske Samlinger Kollation af de - ved den af Staten foranstaltede orientalske Expedition til Indkjøb af orientalske Haandskrifter - erhvervede 7 hebraiske Haandskrifter til det gamle Testamente, som han tillige beskrev i et Program 1766. Af litterære Arbejder foreligger desuden fra hans Haand bl.a. en arabisk Grammatik for Begyndere, »Fundamenta lingvæ Arabicæ« (1760); fremdeles en med Noter forsynet Udgave af Fr. Rostgaards »Arabum philosophia popularis« [se om Rostgaard i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], Kommentar til en Samling arabiske Ordsprog (4 Hæfter, 1757—60, samlet 1764), samt en Række Programmer.



Til: Indholdsfortegnelsen




Klevenfeldt, Terkel, 1710—77, Genealog

Af C.F. Bricka

T. Kleve blev født 1710 (døbt 25. Avg.) i Kjøbenhavn. Hans Fader, Peder Iversen K., var Kjøbmand, men havde 1707 ægtet Brygger Ole Jørgensen Høibys Enke, Anne Sørensdatter Fohrmann (død 1744), og derved faaet en Bryggergaard paa Nørregade. 1711 blev han en af Stadens 32 Mænd, men samtidig holdt Pesten Indtog i hans Hus, gjorde lyst blandt de 2 Kuld Børn og bortrev ham selv. Aaret efter stod Enken tredje Gang Brud, i det hun blev gift med Hans Ursin, der nu overtog Bryggeriet, men som ved Siden heraf blev Prokurator ved alle Retterne i Danmark (1719) for senere at stige til Generalfiskal og Højesteretsassessor (død 1757). I et velhavende Hjem og med en, som det synes, omhyggelig Stiffader voxede K. op, blev Student 1728 (privat dimitteret) og tog det næste Aar Bakkalavrgraden. Kjøbenhavns store Ildebrand 1728 havde imidlertid berøvet Familien dens Velstand, og K., hvis Interesser gik i historisk Retning, og som vistnok helst havde levet for dem alene, maatte se at komme i Embede. 1734 udnævntes han til Sekretær i danske Kancelli, 1737 til Justitssekretær i Højesteret. Den sidste Stilling var ret indbringende, men forringedes betydelig i de første Aar, da K. efterhaanden maatte udrede 4.000 Rdl. i Pension til Formanden. Efter at have tjent nogle Aar i Retten følte han imidlertid sit Bryst angrebet, og for at gjenvinde sit Helbred foretog han da en næsten 4-aarig Udenlandsrejse (1741—45). Paa denne, der blev meget mere end en Sundhedsrejse, og som gik til Tyskland, hvor han hørte Forelæsninger i Gøttingen [Göttingen], Holland, Frankrig, hvor han opholdt sig længe i Paris, og England, førte han en udførlig, endnu bevaret Dagbog (i Universitetsbiblioteket). Medens han paa den ene Side var ivrig for at udvide sine historiske Kundskaber og dyrke sine Samlerinteresser, forsømte han paa den anden Side ikke at se sig godt om og stifte Bekjendtskab med en Mængde Mennesker, saa vel Landsmænd som Udlændinger, særlig i Samfundets højere Kredse. 1744 udnævntes han, endnu i Udlandet, til Assessor i Højesteret uden derfor at miste Justitssekretær-Stillingen.

Da han i Begyndelsen af 1745 vendte hjem, havde Langebek [se om Langebek i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] og hans litterære Venner lige stiftet »Selskabet til det danske Sprogs og Historiens Forbedring«, og i dette Selskab, der snart skulde vinde et godt Navn, optoges K. nu strax. Han overtog rimeligvis ogsaa strax sine Forretninger som Justitssekretær, hvorimod han først i Foraaret 1746 synes at være begyndt med at votere som Assessor. Varetog han imidlertid end vistnok sin Embedsgjerning, i hvert Fald i de tidligere Aar, med Samvittighedsfuldhed, ejede den dog ikke hans Hjærte. Det havde han skjænket den gamle danske Adels Genealogi, og paa dette Omraade blev han da ogsaa sin Samtids ypperste. Hvad han havde begyndt som ung Student, da han benyttede sine Sommerudflugter til Indsamling af historisk Materiale, fortsatte han med sjælden Udholdenhed og store Opofrelser. Han excerperede flittig, foretog Rejser omkring i Landet og over til Skaane, holdt Afskrivere til at kopiere gamle Breve og Tegnere til at udføre Afbildninger af Segl og Ligstene, indkaldte en Kobberstikker fra Nürnberg [...] for [efterhaanden at faa Tegningerne stukne, erhvervede sig store Samlinger af Breve, Manuskripter og Portrætter, anlagde en i hans Specialfag fortrinlig Bogsamling, fik Regeringen til at paalægge Stiftsøvrighederne at foranledige indsendt Oplysninger om alle adelige i begge Rigerne, kort sagt, han udfoldede en Virksomhed i stor Stil, der lovede lykkelige Resultater. Og medens dette stod paa, fik han Vidnesbyrd om, at han paaskjønnedes af sin Konge og sine Medborgere: 1747 blev han Justitsraad; s. A. ophøjedes han i Adelstanden med Navnet Klevenfeldt, en Udmærkelse, som efter hans eget Udsagn skete uden noget foregaaende Skridt fra hans Side; 1748 var han en af de Mænd, som efter Grams Død [se om Gram i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] overleverede Gehejmearkivet til Efterfølgeren, Langebek; 1750 optoges han paa denne sin Vens Forslag i Videnskabernes Selskab; 1751 blev han Formand for et juridisk Selskab; 1760 udnævntes han til Etatsraad (1767 virkelig Etatsraad), 1768 til Konferensraad.

Dette tilsyneladende saa lyse Billede havde imidlertid sine Skygger, der, alt som Aarene gik, bleve mørkere og mørkere. K. var en Samlernatur, en af dem, hvorpaa det 18. Aarhundrede var saa rigt. Foruden de nys nævnte Samlinger, hvoraf Haandskriftsamlingen ved hans Død beløb sig til over 550 Numre, Samlingen af malede Portrætter til over 350, samlede han ogsaa paa Mønter og Antikviteter og ejede Dukker, klædte i alle de Dragter, som brugtes i Norges forskjellige Egne; ja, paa sine senere Aar anskaffede han sig ogsaa en Mineraliesamling, foranlediget ved, at han paa den østerrigske Gesandts Anmodning skulde forsyne Samlingerne i Wien med Naturgjenstande fra de nordiske Lande, især Mineralier, ligesom han tidligere havde skaffet dem Mønter, og denne Samlen for andre førte saa til, at han ogsaa selv maatte have sig et Udvalg af Mineralier. Naar hans fleste Samlinger havde et temmelig beskedent Omfang, var det saaledes ikke Samlerlysten, det skortede paa. Men var han en født Samler, saa var han ogsaa som de fleste Samlere en uproduktiv Natur. Medens han saa sine Samlinger voxe og øgede sine Optegnelser, følte han sig med Aarene mindre og mindre i Stand til at afbryde Forberedelserne og koncentrere sin Kraft paa Løsningen af den foresatte Opgave, og samtidig saa han dette lykkes for andre. Det var mere, end han kunde taale. Hans Sind fyldtes med Bitterhed og Misundelse; han ansaa sig selv for miskjendt og forurettet, medens han fandt, at andre begunstigedes langt over Fortjeneste, og navnlig følte han det som en Indgriben i sine Rettigheder, naar andre vovede sig ind paa de Enemærker, han havde udsøgt sig. Glemmende al den Understøttelse, der var bleven ham selv til Del, men som ikke havde formaaet at hæve den Skat, han skinsyg rugede over, op for Dagens Lys, ærgrede han sig over den frugtbare Virksomhed, der udfoldedes omkring ham. Sin jævnaldrende Ven Langebek [se om Langebek i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] kom han saaledes efterhaanden til at nære Nag imod, især efter at Langebek var begyndt paa at lade Mindesmærker aftegne. Karakteristisk for K. er følgende Udtalelse af ham: »Havde jeg været rig, havde jeg gjort større Fordel ude [d. e. i Udlandet], men størst Fordel i Fædernelandet, hvor jeg for Aarsager har maattet staa tilbage for den rige Knejser [Langebek?], som Million Gange har pløjet med min Kalv og flagret med mine Vinger, indtil hans egne udgroede og førte ham over alle Bjærge«. Men i det K. fortabte sig i disse bitre Sammenligninger mellem sin og andres Skæbne og fandt en tarvelig Tilfredsstillelse i at betro sine lidenskabelige Tanker, der stadig kredsede om det samme, til Papiret — ofte ikke engang i Breve, men paa Steder, hvor de ligesom hengjemtes til Eftertiden —, var Ævret opgivet og hans Kraft brudt. Ogsaa ydre Forhold bidroge deres til dette sørgelige Udfald. Om end Udenlandsrejsen havde styrket hans Helbred, vedblev han dog at være en svagelig Mand, ofte hjemsøgt af Sygdomsanfald. Og lige saa galt stod det til med hans Pengeforhold. Skjønt i og for sig vistnok ikke ubetydelige, svarede hans Indtægter ikke til de Fordringer, han stillede til Livet, og da han ikke ejede Formue, gjorde han Gjæld. Fra Statens Side ydedes der ham ikke ringe Hjælp. Først eftergav Kongen ham (1745) Halvdelen af den ham til hans store Rejse gjorte Forstrækning paa 2.500 Rdl., rimeligvis som Tak for nogle fra Paris hjembragte illuminerede Haandskrifter, og 1751 tilstedes der ham en aarlig Understøttelse af 400 Rdl. til hans genealogiske Værk, ligesom han fik Penge til at rejse til Skaane for. Desuagtet maatte K. 1758 laane 4.000 Rdl. af Staten, den samme Sum, som han havde udredet i Pension af sit ene Embede. En medvirkende Aarsag til hans slette økonomiske Stilling vare uheldige Familieforhold, i det en Broder af ham, som havde været Præst, var bleven afskediget og holdtes i et Slags Fangenskab, og hans 5 Børn faldt nu K. til Byrde [...]; i de senere Aar synes desuden K.s Sportelindtægter at være tagne kjendelig af. For at forbedre sin Status paatog han sig mod Betaling at besørge Kommissioner i Regeringskollegierne for fraværende, og han vilde gjærne have unge Mennesker i Huset. Alt var forgjæves. Hans Gjæld voxede, og hans private Kreditorer trængte ind paa ham for at faa deres Tilgodehavende. — Som en stakkels svagelig, forgjældet Pebersvend sad K. med sine døde Skatte og bitre Tanker.

Aaret 1771 blev et Ulykkesaar i K.s Liv. Under Struensees Styrelse, der rørte op i saa meget, blev det uventet paalagt K. at tilbagebetale de 4.000 Rdl., og denne Fordring fastholdtes trods hans ynkelige Klager. Samtidig toges fat paa en Reform af Højesteret. Den nedsatte Kommission foreslog Afskedigelsen af et Par Assessorer, deriblandt K. paa Grund af hans tiltagende Alder og Skrøbelighed, hvilken sidste man satte i Forbindelse med hans »hel beknyttede Omstændigheder«, og den indstillede ham til en god Pension, for at han med Lyst kunde arbejde paa sit heraldiske Værk — det klinger næsten som Spot —, og til at faa sin Gjæld til Kongen eftergivet, da den dog vist var uerholdelig. Denne Indstilling fulgtes, kun at Pensionen nedsattes en hel Del, og i Dec. 1771 afskedigedes da K. fra begge sine Embeder i Retten. Han levede endnu nogle Aar, indtil Døden 14. April 1777 gjorde Ende paa hans lidet glædelige Liv. Et halvt Aar forinden havde han et Sted i sine Stamtavler, dette hans »genealogiske Kaos«, der »som Flyvesandet var voxet til Banker«, henvendt et Par Ord til en fremtidig Benytter og der i betegnet sig som »en 67 Aar gammel, skrøbelig, træskoknuset og ved Forurettelse fattiggjort Mand«.

Som antydet har K. kun udgivet lidet: i sine yngre Dage nogle Smaating, deriblandt et Par Æredigte, der vise, at han ikke var Digter, og i Videnskabernes Selskabs Skrifter (1754) en antikvarisk Afhandling, der er mærkelig ved sin Smagløshed. Af de kobberstukne Afbildninger af Monumenter og Segl, som han havde ladet udføre, men som ikke tilfredsstille Nutidens Fordringer til Korrekthed, henlaa der ved hans Død 2 smaa Rækker, og disse udgaves, som de forelaa, uden Text, af Skiftekommissionen i hans Dødsbo. (Nye Aftryk af den første Række udkom 1860.) Et og andet er senere kommet frem, bl.a. et lille Ungdomsarbejde om Elefantordenen og adskillige Breve. Som Brevskriver indtager K. en vis Rang; han kan udtale sig med ikke ringe Lune, ganske vist ikke af den godmodige Art. Hans Hovedbetydning ligger imidlertid i hans store utrykte Samlinger til den danske Adels Historie, hvilke Staten kjøbte paa hans Avktion og afgav til Gehejmearkivet. Det er et stort og rigt Materiale, som her er samlet og lagt til rette, navnlig i Stamtavlerne, og det var ikke for meget sagt, naar en Historiker (Werlauff) endnu 2 Menneskealdre efter K.s Død betegnede ham som »den bedste Kjender af den dansk-norske Adelshistorie og Genealogi«, omtrent samtidig med at en anden Historiker (Vedel Simonsen) mindre betænksomt tog Ordet for en Udgivelse af K.s Stamtavler. Som ingen af K.s Forgængere kan maale sig med ham, saaledes have hans Samlinger dannet Grundlaget for et helt følgende Aarhundredes Syslen med disse Æmner. At der derved er fremkommet mange Rettelser og Tilføjelser til hans Stamtavler, og at disse nu paa mange Punkter maa opgives, maa ikke gjøre Eftertiden uskjønsom over for Betydningen af K.s Livsværk.



Henvisning


Det lykkedes Klevenfeldt at irritere Holberg godt og grundigt. Klevenfeldt havde skrevet et sørgedigt i anledning af Hans Gram's død, hvor temaet - at udgive meget eller lidt - blev taget op. Der stod:

»Dog et, Han skrev ey nok! [siger man]. Ney, skrev ey for at skrive,
Ey prangde ud sit Pund, som Høkren gammel Smør;
Han ikke Aager-Kram med Lærdom vilde drive,
Men skenkte ud omsonst [gratis], ey lukte for sin Dør«

Holberg tog til genmæle i sin Epistel 289, der afsluttedes med at opfordre Klevenfeldt til at nedlægge sin pen. Tilsvarende er der en stikpille i slutningen af Ep. 290: »At jeg haver soldt mine Skrifter som en vis Versemager haver beæret med den Titul af Høkkerie, er en ganske honnete Handel [...]«

Se Bjørn Kornerup's kommentar s. 210 i: »Vita Johannis Grammi / Hans Grams Levned«, Det Kongelige Danske Selskab for Fædrelandets Historie i kommission hos Gyldendal, København 1942.

Se tilsvarende F.J. Billeskov Jansen: Kommentar til Epistel 289 (i hans udgave af Holberg's epistler).



Til: Indholdsfortegnelsen




Klopstock, Friedrich Gottlieb, 1724—1803, tysk Digter

Af C.A. Nissen

Friedrich Gottlob Klopstock, Søn af Gottlieb Heinrich K. og Anna Maria f. Schmidt, fødtes i Quedlinburg 2. Juli 1724. Efter at have gaaet i Gymnasiet i sin Fødeby kom han 1739 paa den bekjendte Opdragelsesanstalt Schulpforta ved Naumburg, og her fattede han allerede i sine sidste Skoleaar Planen til sit Hovedværk, »Messias«. I 1745 kom K. paa Universitetet i Jena, og Aaret efter drog han til Leipzig, hvor han studerede Theologi, men brugte den største Del af sin Tid til litterære Sysler; her forfattede han sine første Oder og de første Sange af »Messias«. I 1748 forlod K. Universitetet og tog en Huslærerplads i Langensalza, hvor han forelskede sig i sin Kusine Sophia Schmidt, som han forevigede i flere Oder under Navnet »Fanny«, uden at hun dog gjengjældte hans Tilbedelse. Han opgav nu sin Plads og saa sig om efter en Stilling, der kunde tillade ham at følge sit Digterkald, og fik ogsaa flere Tilbud, bl.a. fra Grev J.H.E. Bernstorff, som lovede at skaffe ham Pension i Danmark. Imidlertid foretrak K. en hjærtelig Indbydelse fra Schweitserdigternes Fører, Bodmer i Zürich, og rejste i 1750 til Schweits [Schweiz], hvor han blev modtagen med aabne Arme og stærkt feteret. Det kom imidlertid snart til et Brud med Bodmer, og da Bernstorff paa ny indbød ham og meddelte ham, at Kong Frederik V vilde tilstaa ham en Digtergage paa 400 Rdl., for at han kunde fuldende sin Digtning, samt Rejsepenge, for at han strax kunde efterkomme Kaldelsen, saa tøvede K. ikke længere, men begav sig i Febr. 1751 paa Vej til sit nye Hjem. Paa Gjennemrejsen tog han Afsked med sine Forældre og gjorde i Hamborg Bekjendtskab med en livlig ung Pige, Meta Moller, som nærede dyb Beundring for hans Digtning og Person, og som han strax forelskede sig i.

I April kom K. til Kjøbenhavn, hvor han blev særdeles venlig modtagen, og hvor han fandt to varme Velyndere i Grev Bernstorff og Overhofmarskal A.G. Moltke. Kongen, hvem han allerede havde bragt sin Hyldest i Dedikationsoden til »Messias«, modtog ham meget naadig og smigrende og lod ham indbyde til at tage med Hoffet til Fredensborg. Her levede K. meget behagelig og utvungent; han havde frit Ophold og kunde rekvirere Vin fra Kongens Kjælder, og han kunde tage til Kjøbenhavn, naar han lystede. Han udtaler sig ogsaa i Breve med stor Begejstring om den gode Modtagelse, det behagelige Ophold og den dejlige Natur, som han forherligede i Oden »Friedensburg«. Hos Kongen havde han en høj Stjærne, og paa hans Anbefaling blev hans Svoger H. Rahn indkaldt for at anlægge en Silkefabrik ved Mølleaaen. For Dronning Louise følte han stor Hengivenhed og Højagtelse; han blev dybt greben af hendes haarde Lidelser og tidlige Død, 19. Dec. 1751, og gav sine egne og Folkets Følelser Luft i Oden »An den König« (senere kaldet »Die Königin Louise«). K.s Forhold til Bernstorff blev mere og mere intimt; han spiste hos Ministeren én Gang om Ugen og havde fri Adgang til hans udmærkede Bibliothek, hvor han studerede Engelsk og især Tysklands Oldhistorie og nordisk Mythologi. Vinteren og Foraaret 1752 boede K. dels paa Bernstorff, dels hos sin Svoger Rahn i Lyngby. I Maj rejste han til Hamborg for at trolove sig med sin Meta, men i Eftersommeren kom han tilbage til Kjøbenhavn og blev her hele det næste Aar, i det han stadig udvidede sin Kreds og ved sin Anbefaling fik flere af sine Landsmænd kaldede til Danmark; saaledes fik Pædagogen Basedow Ansættelse ved Sorø Akademi, og K.s Ven og Beundrer J.A. Cramer blev udnævnt til Hofpræst, ligesom senere Resewitz blev Præst ved Petri Kirke. I Foraaret 1754 tog K. til Hamborg og holdt Bryllup; derpaa rejste de nygifte til Quedlinburg, hvor K. blev syg og maatte blive hele Sommeren, saaledes at han først i Okt. kunde vende tilbage til Kjøbenhavn. Her tilbragte han nu nogle lykkelige Aar i sit Hjem og i sin Vennekreds, beskæftiget med sin ideale Livsopgave. I 1755 blev den første Halvdel af Messiaden trykt i Kjøbenhavn paa Kongens Bekostning; i 1756 skrev K. sit første religiøse Drama, »Abels Tod«, og i disse Aar fremkom ogsaa nogle gudelige Oder og aandelige Sange, som vistnok vare bestemte til Kirkebrug, men de vare for højt anlagte for Menigmand og næppe heller rigtig sangbare. I Nov. 1758 mistede K. sin elskede Hustru Meta, som han har foreviget i flere Oder og især i Messiaden som »Cidli«; hun døde i Barselseng paa et Besøg hos sin Slægt i Hamborg, og K., som selv var syg, blev ved daarligt Vejr forhindret fra at være tilstede ved hendes Dødsleje. I 1759 og Begyndelsen af 1760 var K. igjen i Tyskland; i 1762 se vi ham atter i hans Fødeland, og denne Gang for længere Tid; han opholdt sig mest i Blankenburg, Quedlinburg og i Halberstadt hos sin Ven Gleim, hvor han skrev 2 nye religiøse Dramer, »Salomo« og »David«, lige saa tarvelige som det første. I 1764 kom K. tilbage til Kjøbenhavn og levede i sin sædvanlige Kreds, som dog forøgedes med Bernstorffs Svigerfader, Overhofmester, Grev Stolberg, der ved sin Død 1765 betroede sine Sønners Opdragelse til K. og Cramer, samt med Gerstenberg [...]. I 1767 skrev K. sine første tysk-patriotiske Dramer (»Bardiete«): »Hermanns Schlacht« og »Hermann u. die Fürsten«. I dette Aar falder hans ejendommelige anonyme Brevvexling med Anna Cäcilie Ambrosius (senere Fabricius [...]) i Flensborg [Flensburg], en Veninde af hans afdøde Meta.

I Jan. 1766 døde Frederik V, og det varede ikke længe, inden Bernstorffs Stilling blev prekær, og da hans Stjærne blegnede for den opgaaende Sol Struensee, forlod K. Danmark med sin Velynder. I 1771 blev K.s Stilling i Danmark ogsaa truet; paa en Rejse i Sydtyskland fik han en Skrivelse fra Danmark med Forespørgsel om, paa Grund af hvilke Fortjenester han nød Understøttelse af den danske Konge; K. havde først ikke ringe Lyst til at frasige sig Pensionen, men han betænkte sig dog, og der blev heller ikke fra dansk Side gjort Skridt til at unddrage ham den. Efter Bernstorffs Død 1772 blev K. efter Enkegrevindens Ønske i Nærheden af Hamborg, hvor han desuden følte sig fængslet ved Erindringen om sin Meta, som laa begravet i Ottensen. I Sept. 1772 stiftedes i Gøttingen [Göttingen] den saakaldte »Hainbund« under stærk Forgudelse af K. og blev samme Efteraar ved de unge Grever Stolberg bragt i skriftlig Forbindelse med K., som kun var alt for henrykt over den Virak, disse unge Enthusiaster ofrede ham, og som i Efteraaret 1773 selv kom til Gøttingen for at lade sig personlig fetere. Han var den Gang paa Rejse til Wien for at se, hvad der kunde udrettes hos Josef II for den tyske Digtekunst og dens Udøvere, efter at han tidligere gjennem den østerrigske Gesandt i Kjøbenhavn havde skaffet sig Tilladelse til at dedicere sin »Hermanns Schlacht« til denne Fyrste. Imidlertid fandt Regeringen i Wien K.s Planer og Forslag alt for utopiske, og man afspiste ham med en Guldmedaille.

I dette Aar var »Messias« bleven fuldendt og dermed hans Livs Hovedværk. Paavirket og til Dels fremkaldt af Miltons religiøse Digtning staar den som Epos tilbage for denne [John Milton skrev bl.a. »Paradise Lost«], stærkt udsmykket, som den er, med overnaturlige og upersonlige, ubibelske Figurer og uforstaaelige Metaforer, mere lyrisk end episk i Udførelsen, skreven i et kraftigt og klangfuldt, men tungt og upopulært Sprog, ligesom hans Oder, hvilket fuldt ud retfærdiggjør Lessings bidende Epigram, der ender saaledes: »Vir wollen weniger erhoben, wir wollen mehr gelesen sein«.

I 1774 fik K. en Anmodning fra Markgrev Carl Frederik af Baden-Durlach om at bosætte sig i Carlsruhe [Karlsruhe]. Efter et nyt Ophold og en ny Apotheose i Gøttingen rejste han til sin nye Velynder, der strax betalte hans Rejseudgifter og tilsikrede ham en aarlig Digtergage paa 528 Gylden samt udnævnte ham til Hofraad. K.s Ophold i Carlsruhe og paa Slottet i Rastatt var særdeles behageligt og utvungent, men allerede i Foraaret 1775 rejste han pludselig og uden Afsked til Hamborg, hvorfra han skrev et koldt Brev til Markgreven med et halvt Løfte om at komme tilbage, som han dog aldrig opfyldte. Den brave Markgreve var imidlertid højmodig nok til at lade ham beholde Pensionen til sin Død. I Hamborg blev K. holdt fast af en Kreds af Beundrere og Tilbedere, især Damer, iblandt hvilke en Enkefru v. Winthem, en Niece af Meta, samlede en Læsekreds i sit Hus til Forherligelse af Digterens Værker og Person. Her havde K. nu travlt med de samlede Udgaver af »Messias« (en af dem med en særlig, af ham selv opfunden Retskrivning) og med at rette paa Oversættelserne i fremmede Sprog. I 1787 udgav han sit tredje og sidste Bardiet: »Hermanns Tod«, og i sine sidste Aar skrev han en Række sproglige Afhandlinger i forskjellige Retninger, som ikke vare uden Betydning for det tyske Sprogs Udvikling.

En fransk Oversættelse af hans patriotiske Dramer indbragte ham den Udmærkelse, at den franske Nationalforsamling i Sept. 1792 meddelte ham et fransk Borgerdiplom, som han modtog, men sendte tilbage i 1794. K. holdt sig legemlig og sjælelig rask og rørig indtil sit 79. Aar, hvilket ikke mindst skyldtes hans sidste Flamme, den trofaste »Windeme« (Fru v. Winthem), som han havde ægtet i sit 67. Aar. Han døde efter et Par Maaneders Svagelighed 14. Marts 1803 og blev begravet i Ottensen ved sin Metas Side under uhyre Deltagelse af Hamborgs og Altonas Borgere.



Til: Indholdsfortegnelsen




Kraft, Jens, 1720—65, Filosof og Mathematiker

Af K. Kromann

Jens Kraft blev født i Frederikshald, mistede tidlig sin Fader, Anders K., der var Kapitajn ved det norske Infanteri, men blev opdraget hos sin Farbroder Major Jens K. til Rostrupgaard i Thy. Ved privat Undervisning blev han Student 1738 og derpaa Alumnus paa Borchs Kollegium, hvor han udgav et Par Disputatser (»Explicatio in Newtoni arithmeticam universalem«, 1741, og »Theoria generalis succincta construendi æqvationes analyticas«, 1742), der vidnede om en ikke ringe mathematisk Dygtighed. Han blev Dekan paa Klosteret og 1742 Magister, hvorefter han tiltraadte en fleraarig Udenlandsrejse. Efter sin Hjemkomst blev han Professor i Mathematik og Filosofi ved Sorø Akademi (1746). K. dyrkede nemlig tillige Filosofien og begyndte sin litterære Virksomhed med Udgivelsen af en Række efter den Tids Maalestok gode Lærebøger i »Logik« (1751), »Ontologi« (1751), »Kosmologi« (1752), »Psykologi« (1752) og »Naturlig Theologi« (1753). De 4 sidste have Fællestitelen »Metafysik« og stemple saaledes Forfatteren som en Tilhænger af Wolf, hvis Forelæsninger han havde hørt i Halle; dog røber han en vis Selvstændighed og er i Modsætning til sin Mester en ivrig Tilhænger af Newton. 1760 udgav han »Kort Fortælning af de vilde Folks fornemmeste Indretninger, Skikke og Meninger«, en Slags filosofisk Anthropologi, som vakte en ikke ringe Opsigt og blev oversat paa Tysk. Aaret efter begyndte J. S. Sneedorff Udgivelsen af sit Tidsskrift »Den patriotiske Tilskuer«, hvori han tog Ordet for en friere og naturligere Opdragelse af Ungdommen og ivrede mod al død Lærdom og videnskabeligt Pedanteri. Med fuld Ret gjorde han sig lystig over den daværende Filosofis abstrakt formalistiske Fremgangsmaade og spottede særlig den Wolfiske mathematiske Methode, der foredrog Filosofien som en Slags Geometri i Læresætninger, Beviser osv. uden at agte paa den afgjørende Forskjel mellem de mathematiske, selvskabte og de filosofiske, forefundne Udgangspunkter (Nr. 14). Skjønt Sneedorff dermed i Virkeligheden hverken var gaaet Filosofien eller de mathematiske Videnskaber for nær, og skjønt K. selv i Almindelighed havde taget en vis Afstand fra Wolfs mathematiske Methode, følte han sig dog opfordret til at træde i Skranken for »de grundige Videnskaber« over for »de smukke«, og han udsendte 1761 sine »Kritiske Breve til Videnskabernes Fremvæxt og Smagens Forbedring» og endnu samme Aar »Fortsættelse af de kritiske Breve«, hvori han fremhæver, hvorledes et Lands og Folks Velfærd til sidst dog beror paa de økonomiske og praktiske Forhold og disse atter paa de forskjellige theoretiske og anvendte Naturvidenskabers Højde og Rækkevidde, medens de saakaldte smukke Videnskaber i saa Henseende kun have en underordnet Betydning og tilmed let ved deres Sky for Grundighed og Objektivitet kunne foranledige Forvirring og Splittelse. Striden kulminerede og endte med Sneedorffs iltre Tillæg til Nr. 56 af »Tilskueren», der af K. optryktes med en Række skarpe Anmærkninger. I Virkeligheden havde de to Modstandere nærmest skudt forbi hinanden, og i det mindste Sneedorff synes ogsaa snart at have indset dette og fortrudt Kampen. K. kastede sig nu paa ny over mathematiske Arbejder og udgav paa kongelig Opfordring 1763 sit Hovedværk: »Forelæsninger over Mekanik« (Dynamik), og det følgende Aar 2. Del: »Forelæsninger over Statik og Hydrodynamik med Maskinvæsenets Theorier«, et Arbejde, der viser Forfatteren som en dygtig Fremstiller og som grundig hjemme i al sin Tids Mathematik og Fysik. Bogens 1. Del blev siden oversat baade paa Latin og Tysk.

Foruden de nævnte Arbejder har K. skrevet en Afhandling: »Systema mundi deductum ex principiis monadicis«, der blev optaget i Berliner-Akademiets Samling over Monaderne (Nr. 10). End videre skrev han forskjellige Afhandlinger i »Det kjøbenhavnske Selskabs Skrifter«: »Betænkninger over Newtons og Cartesii Systemer«, »Anmærkninger over de Ligheder [ligninger], i hvilke flere Værdier af den ubekjendte Størrelse ere lige store«, »Methode at bevise, hvorledes man i alle Tilfælde kan bestemme den ene ubekjendte ved en uendelig Følge af Terminis, som gives ved den anden, i de algebraiske Ligheder, som indeholde to ubekjendte«, »Om Sjælens Udødelighed«, »Om Træernes Natur« o. fl. Det er i den næstsidste af disse Afhandlinger, at K. (1754) kommer ind paa en vel dristig Sammenligning mellem Bevidsthedslivets Udvikling og de mathematiske Kurvers Ordinater; den sidste Afhandling er en Række Reflexioner over Saftstigningen hos Planterne, foranledigede ved, at Forfatteren har set et knækket Træ, der endnu kun hang ved Stubben ved en Strimmel Bark, sætte Frugt; Tankegangen har ikke, som N. M. Petersen antyder, noget med Goethes Plantemetamorfose at gjøre.

K. var 2 Gange gift; han døde 1765.

Henvisning


Se omtale: i Carl Henrik Koch: »Dansk oplysningsfilosofi«, Gyldendal, København 2003.
Kommentar til Koch's bog kan findes i afsnittet »Holberg's filosofi og hans behandling af teodicéproblemet« i:
»Et åbent sind? Om Holberg's tænkning. Kommentarer« [4-5 MB].



Til: Indholdsfortegnelsen




Kramer, Christian Carl [Christian Carl Cramer]

Lægen Christian Carl Kramer deltog i den arabiske ekspedition med Carsten Niebuhr m.fl., men døde tidligt.



Til: Indholdsfortegnelsen




Krieger, Johan Cornelius, 1683—1755, Bygmester

Af F.J. Meier

Johan Cornelius Krieger blev 1711 Gartner ved Orangerihuset i Rosenborg og 1721 tillige ved samme Slots Lyst- og Køkkenhave, en Stilling, han beklædte til 1749. Han havde med Flid lagt sig efter Arkitekturen, blev tidlig for kongl. Regning benyttet som Bygmester og blev i 1722 kongl. Bygningsinspektør og 1725 Overlandbygmester. Ved Opførelsen af Fredensborg, som 1720—21 byggedes af Marcantonio Pelli, førte K., efter Generalbygmester Ernst, Overtilsynet; han anlagde Slottets Have og Park og byggede Fredensborg Slotskirke (1725) samt Marskalshusene og andre »Dependensbygninger«. 1723 havde han opført en Pavillon ved (det gamle) Amalienborg, 1724 foretog han en delvis Ombygning af Vallø og var samtidig virksom paa Kjøbenhavns Slot, Odense Slot, Frydenlund o.a.St. 1725 byggede han »Christianshavns nye Bro«, ledede 1728 de vidtløftige Udbedringsarbejder paa Kronborg og anlagde s.A. en Agatslibemølle ved Arresø. 1737 opførte han det nye Orangeri ved Rosenborg. I sine sidste Leveaar byggede han det nuværende Moltkeske Palais paa Hjørnet af Bredgade og Dronningens Tværgade. Trods denne sin betydelige Virksomhed fordunkledes og fortrængtes han dog længe før sin Død af Thurah og Eigtved og sank efterhaanden i dyb Glemsel. 1749 var han bleven Justitsraad. Han døde i Kjøbenhavn 21. Sept. 1755. Han havde 8. Marts 1712 ægtet Anna Matthisen (f. 1692 død 1760), Datter af Klokker Søren M. (død 1740) og Maren Nielsdatter Banner (død 1719); ved hende blev han Stamfader til den vidt udbredte Kriegerske Slægt. — I 1729 udgav K. »Berechnungen u. Desseins auf 3 differente, grundgemauerte Gebäude« osv., efter hvilke han og Kong Frederik IV formente, at de ved Byens Brand 1728 ødelagte Bygninger passende kunde gjenopføres.



Til: Indholdsfortegnelsen




Lehn, Poul Abraham Baron, 1732—1804, Godsejer

Af E. Holm

Poul Abraham Baron Lehn, 1732—1804, Godsejer, Søn af [...] Abraham Lehn [se om Abraham Lehn i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], var født 9. Okt. 1732. Han, der hørte til sin Tids største Godsejere, arvede efter Faderen ved dennes Død Godserne Berritsgaard og Højbygaard paa Laaland [Lolland], ligesom der ogsaa ved en Farbroder Johan L.s Død tilfaldt ham de fynske Godser Hvidkilde, Nielstrup og Lundskov. Hertil føjede han ved Kjøb 1775 Orebygaard paa Laaland. I Aaret 1780 blev han gjort til Baron, og af hans fynske Godser oprettedes ved denne Lejlighed Baroniet Lehn; 4 Aar efter skete det samme med de laalandske Godser Orebygaard og Berritsgaard, hvoraf Baroniet Guldborgland stiftedes, hvorimod Højbygaard og Lungholm adskillige Aar senere (1803) kom til at danne et Stamhus.

L.s Liv faldt i den for vort Landbrug og vore Landboforhold saa vigtige Periode, der begyndte med den første Landbokommissions Nedsættelse 1757 og efterhaanden saa de store Landboreformer blive gjennemførte. Af Naturen mild og godhjærtet lod han sig i visse Retninger paavirke af den humanere Stemning, der gik igjennem Tiden, saaledes at han afgjort hørte til de gode Godsejere, der gjærne vilde sørge for deres Bønders Vel. Samtidig søgte han at drive dem frem til Flid, blandt andet ved at faa industriel Virksomhed i Gang paa sine Godser; han anlagde saaledes en Strømpe-væverfabrik paa et af dem. Det var et smukt Navn, han vandt som Godsejer. Selv Mænd iblandt Datidens Forfattere, der vare ivrige for Fremskridt, fremhævede hans Fortjenester i saa Henseende. August Hennings skrev rosende i »Minerva« om de »virkeligen store Indretninger, han gjorde paa Hvidkilde Gods, her, hvor man kunde se Bøndergaarde, opførte af Grundmur, ligge midt i deres Marker og lange Rader af Huse, som beboedes af flittige Vævere og andre Fabrikarbejdere«. Selv Godsejerfjenden Riegels kaldte ham »en Mand, der aldrig kan glemmes, saa længe Bondeavl og sandt Agerbrug bliver Danmark vigtigt«.

Men L. var alt andet end en Mand med en vid Synskreds. Det praktiske Blik, han havde, kunde vistnok bringe ham til fuldt at gaa ind paa det Fremskridt, der laa i Ophævelsen af Fællesskabet, og han gjennemførte denne Reform med en saadan Iver, at han naaede at faa udflyttet næsten alle Bønderbyer paa sine Godser. Han kunde ogsaa se, at Hoveriarbejdet var en Skole i Dovenskab, og »at 10 Hoverifolk næppe udrettede saa meget paa i Dag som 2 gode lejede Arbejdere«, han var ej heller blind for, at den Guldbergske Hoveriforordning af 13. Avg. 1773 var et Tilbageskridt fra Struensees af 20. Febr. 1771; men han kunde aldeles ikke gaa ind paa Landboreformer i stort Omfang. Da han paa Grund af sin Anseelse som Godsejer havde faaet Sæde i den bekjendte store Landbokommission af 1786, følte han sig meget ilde over for den Reformiver, der her særlig besjælede Reventlow, Colbjørnsen og V. Hansen. Ubehagelig berørt af Forhandlingerne holdt han sig jævnlig borte fra dem; men endnu stærkere traadte hans Uvilje imod Reformbevægelsen frem i et skriftligt Indlæg, hvori han navnlig bekæmpede den fremsatte Plan om at hæve Stavnsbaandet; han holdt det for den blodigste Uret imod Godsejerne at ville udskrive Soldater efter Mandtallet i Steden for efter Hartkornet; i Følge et besynderlig kortsynet Ræsonnement mente han, at det vilde være en Straf for de gode Godsejere, paa hvis Ejendomme Bønder gjærne vilde bo. Reventlow havde ikke svært ved at gjendrive ham. Det gik L. som mange andre af Datidens Godsejere, at de bleve Vidne til, hvorledes Velstanden og frisk Liv udviklede sig i Læ af de frygtede Reformer. Døden befriede ham for at se ydre Ulykker bringe økonomisk Trængsel over Landet. Han døde 24. Okt. 1804. Han blev 1761 gift med Erica Christine Cicignon, Datter af Oberst J. Fr. C.



Til: Indholdsfortegnelsen




Lodberg, Jacob, 1672—1731, Biskop

Af S.M. Gjellerup

Jacob Lodberg er født i Roskilde 27. Sept. 1672 og Søn af [...] Biskop C. J. L. Han gik i Skole i Ribe og senere i Fredericia, hvorfra han blev Student 1687. Efter at have fuldendt sine theologiske Studier var han en kort Tid Hører i Ribe, men rejste siden i Udlandet. Han opholdt sig 2 Aar i England, hvor han fik Adgang til den danske Prins Jørgen, der anbefalede ham til Christian V, som gav ham et Kanonikat i Ribe og Løfte paa et Professorat i Filosofi ved Universitetet, men førend et saadant blev ledigt, blev han 1699 Lektor ved Aarhus Skole, 1701 Sognepræst og Stiftsprovst i Christiania [Kristiania], 1706 Præst ved Nicolai Kirke i Kjøbenhavn og 1711 Præst ved Frue Kirke sammesteds og Stiftsprovst. Under sin Embedsvirksomhed i Kjøbenhavn traadte han i Venskabsforhold til Hofpræst F. J. Lütkens. Uden at være Pietister optraadte de dog meget frisindet over for denne Retning, hvis filanthropiske Bestræbelser de søgte at fremme. Da L. af de orthodoxe blev mistænkt for at være Pietist, kom han til at træde i skarp Modsætning til dem, især til Professor H. Bartholin [...] og Præsten M. Reenberg. Den sidstnævnte stiklede paa hans Ægteskab og lod ham høre, at dersom han havde taget en Trappetøs ligesom L., havde han ventelig været en større Mand. 1702 havde L. nemlig ægtet Maria Dorothea Schobel (død 1731), Datter af en tysk Kammerfrue hos Dronning Louise, der maaske nok har haft nogen Indflydelse paa hans senere Forfremmelse og i ethvert Tilfælde rigelig støttede hans filanthropiske Bestræbelser, især hans Oprettelse af Friskoler i Frue Sogn. 1714 blev han Medlem af Missionskollegiet og tog sig ihærdig af Missionen i Trankebar og Finmarken, ligesom han virkede for en Skærpelse af Kirkedisciplinen og en Forbedring af Kirkeritualet. 1716 kom han i Strid med Kjøbenhavns Fattigdirektion, der i Henhold til en kongelig Forordning forbød at give Tiggere Almisse. Han prædikede skarpt imod denne Bestemmelse, og da Biskop Worm krævede ham til Regnskab derfor, søgte han til Kongen, der gav ham Lov til at prædike om denne Sag, som han hidtil havde gjort, uden at nogen skulde kunne drage ham til Ansvar derfor. 1718 blev han Biskop i Fyn, hvor han oprettede en gejstlig Enkekasse og fortsatte sine Bestræbelser for at ophjælpe Skolevæsenet (Fundatsen for Mulernes Skole i Odense). For at fremme Ensartetheden i Katekisationen udgav han 1720 en Katekismusforklaring, som han dog maatte omarbejde paa Grund af nogle mindre vel overvejede Udtryk (man beskyldte ham for, at han uden tilstrækkeligt Forbehold havde henregnet Ridefogeder til Tyve). I sine sidste Aar led han af Fedtsyge, der til sidst næsten lukkede hans Øjne. Han døde 31. Dec. 1731.

Foruden en Række Disputatser har han udgivet en Ligprædiken over Manderup Due (1711) og efterladt sig i Haandskrift et Forslag om Skolevæsenets Forbedring, som vistnok har haft sin Betydning, men nu synes tabt.



Til: Indholdsfortegnelsen




Lodde, Barthold Johan, 1706—88, Forfatter

Af A. Jantzen

Barthold Johan Lodde blev født 31. Okt. 1706 i Kjøbenhavn. Faderen hed Christian Vilhelm L. Han gik i Skole i Kalundborg og skulde have været dimitteret der fra 1721, men Rektorens Sygdom forhindrede det; først Aaret efter kom han til Universitetet og tog derpaa Attestats 1726. I lange Tider søgte han Præstekald, men da han manglede Protektion, opnaaede han aldrig Embede og maatte udelukkende leve af litterære Arbejder. 1743 begyndte han med en Oversættelse af Richardsons berømte Roman »Pamela eller den belønnede Dyd«, hvis Fremkomst opvakte en stærk Bevægelse og betegner Romanens Gjennembrud her hjemme. Snart efter fulgte en Oversættelse af Erasmus af Rotterdams »Moria eller Daarligheds Berømmelse« (1745), ledsaget af Anmærkninger. Ikke mindst bekjendt er han som heldig Oversætter af Gellerts Fabler (udkom først arkevis 1751, senere flere Oplag). For Theatret har han oversat o. 30 franske Skuespil. Desforuden begyndte han 1754 et Ugeskrift, »Bikuben eller andres Tanker« (5 Bind i 4°, 1754—61; paa ny optrykt i 6 Bind i 8° 1778), for største Delen et Udvalg af engelske moralske Skrifter. Addison, Hervey og Young hørte til hans Yndlingsforfattere. Hans Oversættelser maa regnes blandt de dygtigste, hin Tid kjendte. Men tunge Kaar fulgte stedse den hæderlige og arbejdsomme Mand og bragte Bitterhed over hans Livsbetragtning; tillige svækkedes Synet stærkt med de tiltagende Aar. Uden Ven, uden Slægt og Frænder henlevede han sine sidste Aar i Boghandler Gyldendals Hus og døde mæt af Dage 1. Maj 1788. Aaret i Forvejen havde han endnu udsendt »En liden Samling af nogle faa sildigste poetiske Stykker« med Betragtninger over Alderdommen og Bearbejdelser efter Young.



Til: Indholdsfortegnelsen




Lode, Odvardt Helmoldt von, o. 1720—1757, Kobberstikker

Af F.J. Meier


Billede


Illustrationen er et udsnit af et forblad i Henrik Bertelsen (red): »Danske Grammatikere« bd. V. Oprindelig udgivet 1923, genudgivet v/ Caroline C. Henriksen og Carl Behrend for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab / C.A. Reitzel, København 1979. Bd. V - og en stor del af bd. IV - er viet Jens Pedersen Høysgaard.

Odvardt Helmoldt von Lode, Søn (eller yngre Broder) af Gustav v. L., Maler i Viborg og senere i Kjøbenhavn, omtales første Gang 1742, da han stak kongl. Navnechiffre paa et Theservice. Fra 1743 kalder han sig paa flere Blade »Chalc. Reg, Soc. Dan.«. 1745 stak han Titelkobberet til den s. A. i Altona udkomne Udgave af Erasmus Rotterodamus' »Daarligheds Berømmelse« og i de følgende Aar en Hob for deres Tid respektable Portrætter: Tyge Brahe, Norcross, Henning og A. G. Moltke, Erik Thott, Ole Worm, Tordenskjold, Caspar Rothe, Morten Reenberg (1746), Holberg (1752), J. L. Holstein (1757) o. fl. Først i 1755 fik han Akademiets store Fjerdingaarspræmie eller Sølvmedaille. 1754 havde han ægtet Vinhandlerdatteren Karen Nordrup. L.s Kaar vare smaa. 1755 bevilgedes det ham at maatte stikke de 12 oldenborgske Konger for en vis Betaling. Han fik Christian I færdig (1757), men døde saa, 3. Sept. 1757. Hans Enke døde 1763. — Hans Søster, Alexia v. L., stak ogsaa i Kobber, nemlig til »Den danske Atlas«.



Til: Indholdsfortegnelsen




Londemann, Gert, 1718—73, Skuespiller

Af Arthur Aumont

Gert Londemann blev født 21. April 1718 i Smidstrup i Ribe Stift, hvor hans Fader, Mag. Laurids Gertsen L. (f. 4. Dec. 1684 død 8. Okt. 1764), da var Sognepræst. Han opkaldtes efter sin Farfader, blev 1739 Student, tog derefter fat paa Theologien, men det gik kun trægt med Studeringerne, og endnu 1747, da Thielo [se om Thielo i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] søgte Skuespilleræmner til sit danske Theater, var han stadig kun Student. L., der mangen Gang havde moret sine Kammerater med munter og livagtig Efterligning af andres, maaske især Professorers og Præsters, Særegenheder og Latterligheder, følte nu i sig Kunstnerlysterne; længe vaklede han ikke, men meldte sig hos Thielo, bestod Prøven for Holbergs og Pilloys Dommerøjne, og 14. April 1747, da Forestillingerne begyndte i »Bergs Hus«, stod L., der havde Løfte paa at efterfølge sin Fader i Smidstrup Præstekald, paa Scenen som Henrik i »Den politiske Kandestøber«, og han spillede i Følge en mundtlig Beretning, der naaede Schwarz, allerede denne første Aften saa ypperlig, »som om han havde været en længe øvet Skuespiller«. Han fik hurtig flere Roller og blev snart Publikums Yndlingsskuespiller: »han havde«, fortæller saaledes P.F. Suhm [se om Suhm i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], »saadant et Herskab over Publikum, at han behøvede kun at røre en Finger for at faa dem til at le.« Efter alt at dømme brugte L. dette sit »Herskab« over Publikum med en sand souveræn Hensynsløshed, der brød sig fejl om, hvorvidt hans kaade Improvisationer og overstadige Uglspilstreger passede til Situationen eller ej, blot han kunde fremkalde Latteren, ja saa vidt drev han sine Pudsenmagerier, at han undertiden i en stiv og kjedelig Tragedie pludselig stak sit Ansigt frem og med et uimodstaaeligt Gavtyvesmil nikkede ned til sit kjære Publikum. Men, vidner J.C. Tode, der havde set L. i hans Manddomsdage og senere netop ud fra L.s Lyst til Improvisationer drog til Felts mod senere Skuespilleres Tilbøjelighed i denne Retning, »unægtelig klædte en L. al Ting godt«.

L. var Forvandlingskunstner paa en Hals: hans Ansigt med den lige Næse, den smalle Mund, de brede Kinder og den spidse Hage ejede vel ikke nogen ejendommelig Karakter, men det rummede i sin store Bevægelighed lige saa mange Masker, som hans Mæle ejede forskjellige Stemmer. Denne Forvandlingsevne kom ham til gode i mange Roller, først og fremmest som Oldfux i »Den Stundesløse«, men han havde ikke nødig at tage Maskeringskunstens Midler til Hjælp for at forvandle sig: en Aften, han spillede Henrik i »Maskeraden«, fik han Øje paa en bekjendt Højesteretsadvokat blandt Tilskuerne, og i Tamperetsscenen efterlignede han nu dennes Manerer og Tale saa tydelig, at alle gjenkjendte Originalen, men tillige saa fint, at Advokaten var den første til at klappe. L. spillede Tjenerne og Pudsenmagerne hos Holberg, Molière og Regnard, fremdeles den pantsatte Bondedreng, Jacob Skomager i »Jeppe paa Bjærget«, Skolemesteren i »Julestuen«, undertiden enkelte Gammelmandsroller og uden for dette burleske Felt mærkelig nok Molières »Tartuffe«, som han gjennemførte med stor Alvor, og hvor han, der ellers vakte Latter, fremkaldte Rædsel og Gysen. L. optraadte sidste Gang 10. Febr. 1773 som Crispin i »Det gavmilde Testament«; »Døden spillede paa hans Læber, og Sygdommen havde udbredt sine Plager og Rædsler over alle hans Ledemod, men«, vidner Rosenstand-Goiske, »jeg saa dog gjennem alle disse Lidelser intet uden den overgivne Crispin«. Dette synes netop at have været det centrale i L.s Kunst: trods alt, trods alle Haande Løjer og Lazzi, trods legemlig Svaghed illuderede han paa Scenen lige til sin sidste Dag. L. døde 3. Marts 1773; han havde 27. Okt. 1749 ægtet Bente Marie Møller, der overlevede ham til 1775.



Til: Indholdsfortegnelsen




Lühe, Volrad August v.d., 1705—78, Overpræsident

Af Louis Bobé

Volrad August v.d. Lühe, var Søn af dansk Kapitajn Diderik Otto v.d. L. til Dambek og Charlotte Amalie f. du Puits og fødtes 28. Okt. 1705. Ligesom de 3 ovennævnte Brødre, hans fjærnere Slægtninge, traadte han som ung i dansk Hoftjeneste, udnævntes 1735 til Kammerjunker, blev 1743 Overkammerjunker og 1745 Ridder af det hvide Baand. 1746 blev han Kammerherre og dekoreredes Aaret efter med Enkedronningens Orden. 1750 udnævntes han til Gehejmeraad og 1754 til Overpræsident i Kjøbenhavn, hvilket Embede han beklædte til 1771. 1764 blev han Gehejmekonferensraad, fulgte 1767 med Kongen til Holsten, fik 1768 Elefantordenen og fungerede som Maitre des requêtes ved Hoffet til Dec. 1770, da han afløstes af Struensee. 1771 udnævntes han til Ordenssekretær og optoges 1776 i den danske Adelstand. Ved Siden af sine forskjellige Hofcharger beklædte v. d. L. flere Tillidsposter. Som Overdirektør for Skuepladsen (fra 1754) under dennes i økonomisk Henseende vanskeligste Periode viste han en redelig Vilje til at ophjælpe dens Finanser. Hvad Repertoiret angaar, var han afhængig af Hoffet og dets Smag. Italienske Divertissements og Intermezzoer fortrængte Holbergs Komedier. Skjønt hine en Tid lang trak Hus, efterlod han dog ved sin Udtræden af Direktionen en tom Kasse. Fra 1771 var han Overdirektør for Frederiks Hospital, v. d. L. var Ejer af Skodsborg, den Gang kaldet Retræte, og kjøbte 1753 (Baroniet) Høgholm, som han dog atter afhændede 1761. Han døde 1. April 1778. I første Ægteskab var han 1747 bleven gift med Cathrine Marie f. v. Vieregg (f. 1717 f 1764), Datter af Jørgen Frederik v. V. til Zierstorff og Enke efter Kapitajn Christian Ludvig v. Hein til Zierstorff; hun var Dame de l'union parfaite. 1767 ægtede han Margrethe Komtesse Holck, Datter af Christian Christopher Greve H. [...]. Hun var født 1741, blev 1766 Hofdame hos Prinsesse Louise og 1768, da hendes Broder, Christian VII's bekjendte Yndling, havde fjærnet Fru v. Plessen, i dennes Sted Overhofmesterinde hos Dronning Caroline Mathilde og fik 1774 samme Stilling hos Enkedronningen. Hun ægtede efter v.d. L. s Død 1784 Generallieutenant, Gehejmeraad Christian Frederik Numsen (f. 1741 død 1811) og døde først 1826.



Til: Indholdsfortegnelsen




Lütken, Frederik Christopher, 1698—1784, Søofficer, økonomisk og religiøs Forfatter

Af hhv. C. With og H. Westergaard

Frederik Christopher Lütken, Søn af Joachim L., Kornet ved Garden til Hest, senere Regimentsskriver, (f. 1664 død 1743) og Margrethe Elisabeth f. Bilefeld (f. 1669 død 1754), blev født 27. April 1698 og 1709 Søkadet. Som saadan tog han Del i den store nordiske Krigs Søbegivenheder, var 1712 under Admiral Sehested med ved dennes Operationer i Farvandene omkring Rygen, 1715 under Raben i Søslaget ved Jasmund. 1716 udnævntes han til Maanedslieutenant og gjorde herefter i nogle Aar Tjeneste paa Hovedflaaden. 1719 deltog han under Tordenskjold i dennes Angreb paa Ny Elfsborg og Gøteborg [Göteborg]. I Slutningen af s. A. forfremmedes han til Sekondlieutenant, studerede nogle Aar Filosofi og Fysik, blev 1723 Premierlieutenant og gjorde et Par Aar senere et Togt med en Fregat, hvor han, som han selv siger, lærte at spille Fløjte. I de næstpaafølgende Aar studerede han paa ny, men kom i denne Fredsperiode for øvrigt ikke meget paa Togt. 1732 avancerede han til Kapitajnlieutenant, 1733 til Kapitajn. Det var ved denne Tid, at F. Danneskjold-Samsøe stræbte at blive Marinens øverste Chef, et Maal, han forfulgte med en vis Hensynsløshed, som tidlig eller sent maatte bringe ham paa spændt Fod med forskjellige af Søetatens mere fremragende Personer. Da Danneskjold over for Christian VI havde paatalt en Del formentlige Misbrug, fremkomne ved den ellers saa fortjenstfulde Fabrikmester K. N. Benstrups Bygning af visse Orlogsskibe, blev en Kommission 1734 nedsat for nærmere at undersøge Sagen [...]. Blandt Medlemmerne, der væsentligst bestode af Benstrups Modstandere, fik Kommandørkapitajn A. F. Lützow og L. ogsaa Sæde. Disse 2 nægtede sluttelig at underskrive Kommissionens Indstilling, L. fremkom endogsaa med et særskilt Indlæg, hvori han varmt forsvarede Benstrup, som utvivlsomt i det omhandlede Spørgsmaal havde Ret. For at komme til Klarhed over Sagen lod Kongen Kommissionen kalde for sig, og ved denne Lejlighed tog L. paa en saa djærv Maade Ordet, at han derved paadrog sig Kongens Unaade og Danneskjolds højeste Vrede. For utilbørlig Tale over for Regenten, og fordi han skulde have overskredet sin Kompetence i Kommissionen, nedsattes derefter en Ret, der uden at forhøre L. dømte denne til at have sin Stilling forbrudt. Det synes, som om Christian VI en Tid har vaklet i sin Beslutning, men sluttelig sejrede dog Danneskjolds Indflydelse, og 1737 fik L. Afsked uden Pension. Først senere — væsentlig ved Hofpræst Bluhmes Hjælp — erholdt han en ringe Pension og endelig (1739) en Ansættelse som Kontrollør ved Translationen i Øresunds Toldkammer (Helsingør). Som saadan levede L., indtil han 1777 efter Ansøgning fik sin Afsked. Han døde i Helsingør 1. Febr. 1784.

L., der blev adlet 1780, var gift 1. (1729) med Cornelia f. Siewers (fra Rusland), død 17. Juni 1745; 2. (1746) med Anna Cathrine f. Riis (med antaget Navn Stibolt), død 15. Marts 1781.

- - -


F. C. Lütken er optraadt som økonomisk Forfatter med en Samling »Økonomiske Tanker til højere Eftertanke« I—IX (1755—61), frimodige og friske Udtalelser, som ikke ere slupne helt ubeskaarne fra Censuren. Han kommer deri ind paa mange forskjellige Æmner, som vare oppe i Tiden. I Modsætning til sin [...] Broder O. D. L., der overgaar ham i Tankens Klarhed, hævder han Betydningen af en stor Folkemængde, men har for saa vidt frigjort sig for Merkantilismen, som han indser, at det ikke er Guld og Sølv, der beriger et Land, men »Arbejde og Mennesker«. Han bekæmper ogsaa Forestillingen om, at Luxus er gavnlig for et Land, naar den kun gjælder indenlandske Varer; han anser Luxus for skadelig, hvilket Udspring Varerne end have, og vil kun fremme de indenlandske Produkters Afsætning ved Forøgelse af Folkemængden, ikke ved Overdaadighed. Men i hele sin Beskyttelsespolitik og sin Frygt for, at Pengene skulle strømme ud af Landet, viser han sit Slægtskab med Merkantilisterne. — Paa Fordelingen lægger han en særlig Vægt. Den bør være saa ligelig som muligt; han beklager, »at en flittig Arbejdsmand skal for Mangel af Brød være saa bange for Børn som for en Ulykke«, og at der vises »Mangel paa Omsorg for at sætte friske forarmede til Arbejdes. — En sædelig Alvor gaar igjennem alt, hvad han skriver; jvfr. saaledes »Om Bankerotter«, »Om Sandhed« osv.

Ogsaa som religiøs Forfatter er L. optraadt. Han har bl.a. skrevet »Hellige Opmuntringer i mødige og tankefulde Stunder« (1764). Denne Andagtsbog, der er udkommen i flere Oplag, er særlig udarbejdet for hans nærmeste, men har ved sin enfoldige, jævne Inderlighed sikkert haft Ærende til adskillige andre.



Til: Indholdsfortegnelsen




Lütken, Otto Diderik, 1713—88, økonomisk Forfatter, Præst

Af H. Westergaard

Otto Diderik Lütken, som er en Broder til forannævnte F. C. L., blev født i Nordrup ved Slagelse 17. Marts 1713. Efter at være blevet Student i Sorø 1732 tog han 1737 theologisk Examen og ernærede sig derefter i nogle Aar som Huslærer, indtil han 1743 blev Sognepræst i Skjellerup og Ellinge paa Fyn. Her blev han nu til sin Død, 25. Jan. 1788, trods gjentagne fordelagtige Tilbud om Forflyttelse. Han var 3 Gange gift: 1. (1743) med Anna f. Pedersen (død 1751), Datter af Kancelliraad L. P. til Brolykke, 2. (1752) med Anna f. Aabye (død 1754), Datter af Rektor i Odense Th. A., 3. (1755) med Margrethe Schandorff f. Suhr (død 1778), Datter af Sognepræst i Utterslev P. S.

L. optraadte som Forfatter i Pontoppidans »Økonomisk Magasin« [se om Erik Pontoppidan i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]]], der udkom i Aarene 1757—64; en Del af Afhandlingerne i dette Tidsskrift blev optagen i hans »Undersøgninger angaaende Statens almindelige Økonomi« I—II (Sorø 1760), der er et Hovedværk i den danske nationaløkonomiske Litteratur. Hertil slutter sig bl.a. en »Undersøgning om Hindringer for Folkemængden« (1761). Uden at han synes at kjende synderlig meget til den samtidige fremmede Litteratur, som i øvrigt ogsaa endnu var forholdsvis uudviklet, behandler han en Række Spørgsmaal med en Skarpsindighed, som ikke er almindelig. De fleste økonomiske Forfattere paa hans Tid betragtede det som en Selvfølge, at Folkemængden ikke kunde være stor nok, og Litteraturen vrimlede af Forslag til Folkemængdens Forøgelse, Skat paa Pebersvende, Brudeudstyrsforsikringer osv. Imod dette Befolkningssværmeri optræder L. samtidig med den fysiokratiske Skole i Frankrig og vistnok ganske uafhængig af den. Han kommer til den samme Slutning som en Menneskealder senere Englænderen Malthus, at Folkemængden afhænger af Mængden af Næringsmidler, og at Menneskeslægten vil formere sig, indtil Næringsmidlernes Knaphed sætter Bom derfor.

Ogsaa med Hensyn til Spørgsmaalet om Luxus hæver han sig højt over en Mængde samtidige, navnlig i Tyskland, som vare hildede i merkantilistiske Forestillinger. En særlig Interesse viser han Landboforholdene, dels Landbrugspolitikken, f. Ex. Spørgsmaalet om Ophævelse af Jordfællesskabet, dels det praktiske Landbrug, som f. Ex. ved Afhandlinger om «De saakaldede onde Urter eller Morgenfruer og om Midler til at ophjælpe Stutterier.

Lejlighedsvis forsøgte L. sig som Digter, bl.a. ved »Sørgetanker over Enkesocieteter« og ved et Par prisbelønnede Pinse- og Julesalmer, skrevne i hans Ungdom; disse Frembringelser ville dog næppe falde i Nutidens Smag.



Til: Indholdsfortegnelsen




Lütkens, Frantz Julius, 1650—1712, Præst

Af S.M. Gjellerup

Frantz Julius Lütkens er født 21. Okt. 1650 i Dellien i Hertugdømmet Lauenborg og Søn af Møller Frantz L. og Anna Sophie Wolf. Efter at have fuldendt sin Skolegang paa Gymnasiet i Lüneburg studerede han fra 1668 af i Wittenberg, Jena og Hamborg. Da han havde afsluttet sine Universitetsstudier, søgte han praktisk Vejledning hos den bekjendte Bibeltheolog Superintendent Sandhagen i Lüneburg, den samme Mand, der fik saa stor Betydning for Pietisten Speners Udvikling. 1676 blev L. Rektor ved den Saldernske Skole i Brandenburg, 1679 Diakon i Magdeburg, 1685 første Præst, Provst og Prosuperintendent i Stargard og 1688 Provst og Kirkeraad i Berlin. Han stod allerede højt paa Embedsstigen og nød stor Anseelse hos den preussiske Regering, da han 1702 blev udnævnt til Medlem af et Konvent, der skulde forberede en Union imellem den lutherske og reformerte Kirke. Men han nægtede at forhandle og gjorde Rede for sit Standpunkt i et Stridsskrift, der vakte stort Røre. Da han derved tabte sin Anseelse, og hans Fremtid var usikker, modtog han 1704 en Kaldelse til Danmark som tysk Hofprædikant, Assessor i Konsistoriet og Professor theologiæ ved det ridderlige Akademi i Kjøbenhavn. S. A. blev han ved kongl. Diplom Dr. theol. L. var ikke Pietist, men stærkt paavirket af den filanthropiske Retning, der udgik fra Pietisterne i Halle og særlig omfattede Hedningemission og Almuens Oplysning. Frederik IV, som ønskede at grunde en Mission blandt de Hedninger, der fandtes inden for dansk Landomraade, fandt hos L. den Støtte, han tidligere forgjæves havde søgt her hjemme. Ved Hjælp af Missionærer, L. fik indkaldt fra Halle, grundlagdes Trankebarmissionen 1705, og L. førte Tilsynet med den til sin Død. At han ikke kunde udsende danske Mænd, havde sin Grund i den Uvilje over for Missionstanken, han mødte fra orthodox Side, særlig hos Sjællands Biskop H. Bornemann [...]. Samtidig hermed virkede han for Oprettelsen af Almueskoler i Kjøbenhavn og oprettede selv 2. Ligeledes indførte han Konfirmation i Petri tyske Menighed. Derimod tog han bestemt Afstand fra de egentlige pietistiske Bevægelser, og i Forening med Biskop Bornemann udarbejdede han Forslag til Forordningen af 2. Okt. 1706, der forbød gudelige Forsamlinger og Udbredelsen af pietistiske Skrifter. Han var Medlem af den Kommission, der forberedte Forordningen af 1. Avg. 1707 om en ny Form for den theologiske Embedsprøve. L. døde 12. Avg. 1712. Han ægtede 1. Rosina Elisabeth Prætorius (død 1709), Datter af Andreas P., Superintendent i Brandenburg, 2. (1711) Gertrud Stuve (død 1722), Datter af Stadshauptmand i Kjøbenhavn Barthel S. Hans Skrifter, der paa faa Undtagelser nær udkom i Tyskland og paa Tysk, de fleste efter hans Død, havde ingen Betydning for dansk Aandsliv.



Til: Indholdsfortegnelsen




Løvenørn, Poul (Vendelbo), 1686—1740, Officer og Statsmand

Af E. Holm

Poul Løvenørn [Poul Vendelbo Løvenørn] blev født 5. April 1686 i Horsens, hvor hans Fader var Haandværker og senere blev Bedemand. Faderen hed Thomas Poulsen, og han selv kom ved Daaben til at hedde Poul Thomsen; men det synes, som om Tilnavnet »Vendelbo« jævnlig har været brugt i Familien, og han kaldte sig selv senere Poul Vendelbo. Da han i Aaret 1705 var bleven dimitteret til Universitetet, levede han derefter som en bundfattig Student i Kjøbenhavn. Den, der stod ham nærmest, var en 4 Aar ældre Nordmand, den siden som Missionær i Finmarken navnkundige Thomas v. Westen. De vare, hedder det i en Levnedsbeskrivelse over den sidste, saa fattige, at de to, der boede sammen, kun havde én nogenlunde ordentlig Klædning, hvori de kunde vise sig paa Gaden, og som de altsaa maatte skiftes om at bruge. Men Fattigdommen kuede dem ikke. P. V. studerede Theologi og forsøgte sig som Prædikant; men efter hvad der senere, medens han endnu levede, blev fortalt om ham, gik han fra det midt i Prædikenen, og dermed tabte han Lysten til mere at komme paa Prædikestolen.

Nu hørte han ogsaa Opmuntringer til at prøve sine Kræfter paa helt andre Omraader. Det var netop paa denne Tid, at Peter den store havde Brug for alle de dygtige Kræfter, han kunde faa fra andre Lande, dels til at civilisere sine Russere, dels til at slaas med Svenskerne under den store nordiske Krig. Ingensteds var der den Gang i den Grad som i Rusland Lejlighed for en ung Mand til at gjøre Lykke. Det traf sig nu saaledes, at en danskfødt russisk Oberst Lange i Vinteren 1706—7 kom til Kjøbenhavn for at faa flinke unge Mennesker til at drage til Rusland. Iblandt dem, der fulgte hans Opfordring, var V., som i Foraaret 1707 rejste til Rusland. Han fandt her snart Lejlighed til at henvende sig til Zarens bekjendte Yndling Menzikof, og denne syntes saa godt om den smukke unge Mand, at han knyttede ham til sig. Først bragte han ham som Lærer for en Søn; men det varede ikke længe, førend han opfyldte V.s brændende Ønske om at blive Officer. Denne arbejdede sig saa energisk frem under disse for en dansk Student besynderlig fremmede Forhold, at han allerede 1708 blev Kapitajn. I denne Stilling udmærkede han sig under de Kampe, der førte til den svenske General Lewenhaupts Nederlag ved Liesna 8. Okt. 1708. Han blev nu Major og Adjudant hos Menzikof, og han var som saadan voldsomt med i Slaget ved Pultava [Poltava] (8. Juli 1709). Da efter dette Slag Menzikof med sine Tropper indhentede en stor Del af den svenske Hær, brugte den russiske Feltherre ham, den 23-aarige danske Mand, der kun havde været 2 1/2 Aar i Rusland, til at føre den Forhandling med de svenske Anførere, der førte til, at de kapitulerede med deres hele Korps paa 16.000 Mand. Til Belønning for den Dygtighed, han ved denne Lejlighed havde vist, gjorde Peter den store ham til Oberstlieutenant og Generaladjudant. Samtidig havde han ogsaa vist sig personlig elskværdig imod fangne Svenskere. I det mindste var der senere dem i Sverige, der huskede, hvorledes han saa meget som muligt havde stræbt at hjælpe fangne svenske Officerer og Soldater.

Den Fremgang, han havde haft i Rusland, klinger som et Æventyr, og man skulde tro, at det vilde blive dette Land, hans Fremtid skulde knyttes til. Men det blev dog vort Fædreland, der kom til at drage Gavn af hans Dygtighed. Under Forhandlinger imellem Frederik IV og Zaren sendte Menzikof med Peter den stores Tilladelse i Vinteren 1710—11 V. til Danmark, og her fandt Kongen sig saa tiltalt af ham, at han (14. Jan. 1711) ophøjede ham i den danske Adelstand under det Navn, som han sædvanlig nævnes med, Navnet Løvenørn; han erklærede tillige, at han vilde tildele ham virkelig Oberstlieutenants Charge i den danske Hær, naar han efter Krigens Ophør blev dimitteret med Zarens Tilladelse. Navnet Løvenørn var, som enhver ser, valgt for at betegne hans Forhold baade til Danmark og til Rusland; Løven hentydede til det danske Vaaben, Ørnen til det russiske; men ogsaa hans Stilling kom i flere Aar til at bære Mærke af denne Dobbelthed. Efter at Frederik IV havde kastet sig ind i den store nordiske Krig, skulde man synes, at det maatte være af største Vigtighed for ham og den russiske Zar at hjælpe hinanden imod deres fælles Fjende, Carl XII [Karl 12.]; men de havde dog ondt ved at enes. Under disse Forhold følte L. sig alt for meget som dansk til ikke helst at følge sin Konges og sit Fædrelands Interesser. Oven i Kjøbet blev han i Foraaret 1712 forlovet med Professor og Etatsraad Poul Vindings Datter Ingeborg, der 2 Aar efter blev hans Hustru; det var et nyt Baand, der knyttede ham til Danmark. I Aaret 1712 træffe vi ham, der imidlertid havde ladet sig ansætte som Generaladjudant hos Frederik IV, i en vigtig Sendelse til Zar Peter, der den Gang stod med en Hær i Pommern. Da det netop nu viste sig umuligt for Kong Frederik IV og Zaren at enes om at handle i Fællesskab, havde L. en højst vanskelig Stilling, og det endte ogsaa med et fuldstændigt Brud imellem ham personlig og Zaren. »Saa god en Moskoviter«, skrev han i et Brev, »som jeg var før, saa ond er jeg nu«, og han tog derfor formelig sin Afsked fra russisk Tjeneste. Meget snart efter dette gjorde Frederik IV ham til Oberst (28. Okt. 1712).

Det var et overordentlig omfattende Arbejde, L. udførte i de følgende Aar som Kongens Generaladjudant. Særlig interessant er det at se, at han, der i Rusland havde spillet en vigtig Rolle som Underhandler ved den Katastrofe, der ramte Svenskerne efter Slaget ved Pultava [Poltava], var med i en lignende Stilling ved den næste store Ulykke, hvormed de bleve hjemsøgte, nemlig Stenbocks Kapitulation 1713 ved Tønning. En endnu større Virksomhed udfoldede han, da selve denne Fæstning overgav sig (7. Febr. 1714). Her var han afgjort den, der drev hele Forhandlingen med Byens Kommandant. Han skrev i den Anledning, at hans Rejse der ned ved denne Lejlighed havde været den lykkeligste, han nogen Sinde havde gjort. Det stod strax klart for ham, hvor usigelig vigtigt det Fund af Aktstykker var, der blev gjort ved Byens Overgivelse, da det tydelig godtgjorde den gottorpske Regerings Nevtralitetsbrud.

Den Holdning, L. havde vist ved disse Lejligheder, gav Frederik IV et rigtigt Indtryk af, at der boede en Diplomat i ham. Det var derfor ham, der i Begyndelsen af 1719 og derefter i 1720 blev sendt til Stockholm for at drive de Underhandlinger, som omsider førte til den store nordiske Krigs Afslutning ved Frederiksborgfreden. Men ogsaa derefter blev der god Brug for ham. Stillingen i Norden, og man kan sige: i det hele i Evropa, var i nogle Aar meget spændt, og vort Fædreland havde næppe faaet Ende paa Krigen med Sverige, førend det blev stærkt truet af Rusland. Under disse Forhold fik det nye Kongerige Preussen baade paa Grund af sin forholdsvis stærke Militærmagt og sin geografiske Beliggenhed megen Vigtighed for Kong Frederik, og det var derfor et Vidnesbyrd om stor Tillid til L., at han valgte at bruge ham som sin Statsafsending i Berlin. L. kom der til i Febr. 1722, og han blev der indtil Efteraaret 1726. Et Par Maaneder efter sit Komme til Preussen blev han Danebrogsridder (16. April 1722).

Han udfyldte sin Plads ved det preussiske Hof med Dygtighed. Hans Depecher gjøre et særdeles godt Indtryk, de ere baade omhyggelig affattede og livlig skrevne; han forstod at bruge sine Øjne, havde Evne til at faa gode Forbindelser, var virksom og havde et klart Blik, saaledes at han i det hele opfattede den politiske Stilling rigtig. Det var ogsaa med stor Energi, at han arbejdede paa at drage Preussen bort fra Rusland. En betydelig Fordel havde han i sin vindende Personlighed. Som han var en anselig, statelig Mand, saaledes havde han noget frisk og hyggeligt ved sig og et næsten aldrig svigtende godt Humør — Egenskaber, hans Hustru, at slutte efter flere af hendes Breve, synes at have delt med ham. Han var, hvad der i en Virksomhed som hans kunde have sin Betydning, en fortræffelig Selskabsmand. Den bekjendte svenske Statsmand Karl Gustaf Tessin udtalte senere om ham, at han aldrig havde kjendt en Mand, der havde flere daarlige Malerier paa sine Vægge og bedre Vine i sin Kjælder, og han betegnede ham som »den personificerede Glæde«. Hans Lyst til Skjæmt kunde i hans yngre Dage have et endog meget drøjt Præg, et Træk, der minder om, at vi ere i den Holbergske Tid; men senere giver den kun hans Breve et vist jovialt Præg. Om det saa var under hans Ophold i Sverige ved den store nordiske Krigs Slutning, paa en Tid, da Svenskerne nærede et Had imod de danske, der overgaar enhver Beskrivelse, kom han i et saa venligt Forhold til flere svenske Herrer og Damer, at man, af hans Breve at dømme, skulde tro, at man var i vore Dage. Al denne Omgængelighed og Livlighed var ikke blot forenet med en betydelig Intelligens, men ogsaa med alvorlig Pligtfølelse og stor Arbejdsevne.

Et Held maa det vistnok kaldes, at den daværende, i flere Henseender brave, men tillige brutale og pirrelige preussiske Konge, Frederik Vilhelm, syntes udmærket om ham, og det ejendommelig nok, uagtet disse Følelser aldeles ikke gjengjældtes fra hans Side. Kongen vilde blandt andet absolut have ham med i sit den Gang bekjendte Tobaksselskab, saaledes at L. af Hensyn til ham holdt det for nødvendigt at lægge sig efter at ryge Tobak. Ogsaa var det med en paafaldende Aabenhed, at Frederik Vilhelm under timelange Samtaler og Rideture udtalte sig for ham om sin Politik.

Hvor stor en Velvilje L. end mødte ved Berliner-Hoffet, attraaede han dog efterhaanden stedse mere at komme bort der fra, nærmest af økonomiske Grunde, da Gagen ikke vilde strække til, og det ikke var muligt at faa den sparsommelige Frederik IV til at forhøje Lønningen. Omsider naaede han at blive kaldt hjem, som det synes ved at faa Dronning Anna Sophie og hendes Søster Storkanslerinden Grevinde Holstein til at interessere sig derfor. Han blev da Stiftamtmand i Aarhus. Om han for øvrigt herved fik det Embede, han ønskede, er tvivlsomt. Medens han i Aarene 1726—30 passede sit Stiftamtmandsembede, var det, at der udviklede sig en ret skarp Modsætning imellem dem, der hørte til Dronning Anna Sophies Kreds, og Kronprins Christians Venner. Iblandt de sidste stode flere, som Chr. Ludvig Plessen og Ivar Rosenkrantz, L. nær, og han var i disse Aar ikke synderlig vel anskreven ved Hove. Men Frederik IV havde dog ikke tabt sin gamle Tro paa hans diplomatiske Dygtighed, og da det i Begyndelsen af 1730 var kommet til en alvorlig Spænding imellem Preussen og England, to Stater, som det var Frederik IV vigtigt at se ikke kom i Haarene paa hinanden, sendte han atter L. til Berlin. Han blev ved Hoffet her modtaget formelig som en gammel Husven; men netop derved kom han i en meget vanskelig Stilling. Det var nu, at det bekjendte Familiedrama blev spillet ved det preussiske Hof, der førte til, at Kronprinsen, den senere Frederik den Store, fortvivlet over Faderens Mishandlinger, vilde flygte til Frankrig, men blev opsnappet og sat i Fængsel som Desertør, saaledes at der endog var Fare for, at Kongen vilde lade ham henrette. De voldsomste Familieoptrin, hvori ogsaa Dronningen var indviklet, stode i Forbindelse dermed. Ved denne Lejlighed havde L. den lidet misundelsesværdige Stilling at være begge Parters fortrolige. Kronprinsen havde endog vist ham saa stor Tillid, at han havde fortalt ham, at han vilde flygte, hvad L. paa det mest indtrængende fraraadede ham. En kort Tid vakte det den preussiske Konges store Fortrydelse, at L. ikke havde røbet ham, hvad Sønnen havde tænkt paa; men hans Vrede tabte sig dog hurtig, og baade han og Kronprinsen bevarede siden L. i den venligste Erindring. Men under alt dette var Opholdet i Berlin blevet L. utaaleligt, Jorden brændte under Fødderne paa ham. Det var derfor som en sand Befrielse, at han opfattede den Ordre, han netop nu fik til strax at vende hjem. Frederik IV var død 12. Okt. 1730, og den unge Konge, Christian VI, havde Brug for ham her hjemme.

De Mænd, som Kong Christian strax tog til sine vigtigste Raadgivere, Brødrene Plessen og Ivar Rosenkrantz, havde, som ovenfor omtalt, tidligere været L.s Venner, og han syntes derfor at maatte passe godt ved Siden af dem paa den høje Stilling, som Kongen nu overdrog ham, nemlig Pladsen som Overkrigssekretær, hvorved han baade blev, hvad vi vilde kalde Krigs- og Marineminister. Man skulde tro, at den joviale, livsglade L. kun lidet maatte falde i den sygelige, pieti