bjoerna.dk Kultursociolog Bjørn Andersen post@bjoerna.dk Georg Brandes' Holberg-bog: Biografier fra Holberg til Rahbek Udvidet digital udgave 2007 Version 3.5a - 04.07.2007 [en trykfejl rettet 21.07.2012]. |
SUPPLERENDE BIOGRAFIER FRA »DANSK BIOGRAFISK LEXICON« 1. udgave og fra enkelte andre kilder
De personer - der er udvalgt til denne samling - har haft betydning i samfundslivet i 1700-tallet eller særlig betydning i forhold til Holberg eller hans værker i samme periode. Flere personer vil blive tilføjet efter behov i 2007/2008.
Ekstra knap 100 biografier kan findes på: http://bjoerna.dk/Holberg/Brandes-2007-Biografier-Extra.htm. Dén fil vil senere blive bygget sammen med denne. Fælles alfabetisk navneliste for de to filer kan foreløbig findes på: http://bjoerna.dk/Holberg/Brandes-2007-Biografier-Navneliste.htm.
De 250 og de 100 biografier (plus Brandes' bog m.v.) kan findes i én samlet PDF-fil på ca. 10 MB. Brug Adobe Reader's bogmærkefunktion til at finde rundt: http://bjoerna.dk/Holberg/Holberg-Brandes-Biografier.pdf
Se dertil de ca. 55 biografier i Brandes-bogen. Se endvidere nyere udgaver af disse biografier og af de nedenfølgende i: 3' udgave af »Dansk Biografisk Leksikon« (1979-1984).
Se evt. sammenligningen af hvem der er med i de forskellige udgaver af DBL på: http://www.litteraturpriser.dk/hbog/dbla.htm og frem. Stort set alle danske som norske og islandske, hvis biografier findes nedenfor, kan også findes i DBL 3' udgave. Nogle undtagelser er Thomas Angell (Throndhjem [Trondheim]) og Lars Larsen Forsæt (syd for Throndhjem [Trondheim]), men der er muligvis et par til [dette vil blive kontrolleret mere systematisk senere].
En mulighed er - for de få kvinders vedkommende - også at konsultere »Dansk Kvindebiografisk Leksikon« på: http://www.kvinfo.dk/side/170/. Her kan findes yderligere informationer.
På et senere tidspunkt, formentlig i efteråret 2007, vil der blive udarbejdet en oversigt over personernes fordeling på »faggrupper« eller ske en opdeling af databasen (svarende til opdelingen i 1. udg. af Brandes-bogen).
Kommentarer, forslag og spørgsmål er velkomne og kan sendes til: Bjørn Andersen.
Abildgaard, Nicolai Abraham, 1743—1809, Maler
»Ceci s'adresse à vous, esprits du dernier ordre,
Abildgaard, Peter Christian, 1740—1801, Veterinær
Henvisning
Abildgaard, Søren, 1718—91, Arkivtegner
Adzer, Daniel Jensen, 1731—1808, Medaillør
Als, Iver, 1722—70, Skuespiller
Als, Peder, 1725 (ell. 26) —76, Maler
Amthor, Christoff Heinrich, o. 1678-1721, Historiograf
Ancher, Peder Kofod, 1710—88, Retslærd
Angell, Thomas, 1692—1767, Kjøbmand, Legatstifter
Anthon, Georg David, 1714—81, Arkitekt
Augustin, Johan Samuel, 1715—85, astronomisk Forfatter og Embedsmand
Baden, Torkil, 1734—1805, Forvalter, landøkonomisk Forfatter
Badstuber, Poul, —1739—, Fabrikejer
Bagger, Matthias Olsen, ca. 1683-ca. 1744 eller senere, Bibliothekar
Baggesen, Jens (Immanuel), 1764—1826, Digter
Bartholin, Caspar, 1655—1738, Generalprokurør, Læge
Bartholin, Hans, 1665—1739, Theolog
Basedow, Johann Bernhard, 1724—90, Pædagog
Henvisning
Baurenfeind, Georg Vilhelm, o. 1725—63, Kobberstikker
Becker, Knud Ahasverus, 1681—1738, Godsejer, Landsdommer [Knud Ahasverus Becher]
Benstrup, Knud Nielsen, o. 1691—1742, Søofficer og Overfabrikmester
Bentzon, Johan Severin, 1692-1741, Kancellisekretær
Henvisninger
Bernstorff, Andreas Peter Greve, 1735—97, Statsminister
Bernstorff, Johan Hartvig Ernst Greve, 1712—72, Statsmand
Bie, Jacob Christian, o. 1738-[senere end 1775], Forfatter
Bille, Steen Andersen, 1751—1833, Søofficer og Gehejmestatsminister
Bing, Jens, 1681—1751, Læge
Henvisning
Bjørn, Andreas, -1750, Handelsmand og Teaterdirektør
Bluhme, Johannes Bartholomæus, 1681—1753, Hofpræst
Bormann, Johannes, Bibliotekar
Bornemann, Henrik, 1646—1710, Biskop
Boye, Birgitte Cathrine, 1742—1824, Digterinde
Brandt, Enevold Greve, 1738— 72, Hofmand
Brinck, Iver, 1665-1728, Præst
Brorson, Broder, 1692—1778, Biskop
Brorson, Hans Adolf, 1694—1764, Biskop, Salmedigter
Brorson, Nicolai (eller Niels), 1690—1757, Præst
Bruun, Malthe Conrad, 1775—1826, Digter, Publicist og Geograf
- - -
Bruun, Oluf, 1711—68, Byfoged, Godsejer
Henvisning
Buchwald, Balthazar Johannes de, 1697—1763, Læge
Buchwald, Johannes de, 1658—1738, Læge
Bülow, Johan, 1751—1828, Hofmand og Beskytter af Videnskaben
Carøe, Johan Frederik, 1742—1819, Borgmester
Casorti, Giuseppe, 1749—1826, Mimiker
Clausen, Peter, o. 1721—84, Generalgouvernør
Clausen, Thomas, 1677—1724, Generalsuperintendent
Clemens, Johan Frederik, 1749—1831, Kobberstikker
Clitau, Thomas Christensen, 1694—1754, Forfatter
Colbjørnsen, Christian, 1749—1814, Justitiarius i Højesteret
Como, Antonio, —1756—, Balletmester
Coninck, Frédéric de, 1740—1811, Handelsmand
Cramer, Christian, 1699—1764, Skolemand
Cramer, Johan Andreas, 1723—88, Theolog
Cramer, Peter, 1726—82, Maler
Dam, Werner [Verner Dam], 1700-tallet (død 1762), Øltapper
Danneskjold-Laurwigen, Christian Conrad Greve, 1723—83. Søofficer
Danneskjold-Samsøe, Frederik Greve, 1703—70, Generaladmiral-Lieutenant, Statsminister
Dass, Benjamin, 1706—75, Skolemand og Lærd
Dass, Peter [Petter Dass], 1647—1708, Præst og Digter
Deichman, Bartholomæus, 1671—1731, Biskop
Detharding, Georg, 1671—1747, Læge
Drewsen, Johan Christian, 1777—1851, Landøkonom, Industridrivende og Politiker
Egede, Hans Poulsen, 1686—1758, Missionær
Egede, Poul Hansen, 1708—89, Missionær
Eickstedt, Hans Henrik von, 1715—1801, Officer
»Af Jomfru X.s Strømpebaand
Eigtved, Nicolai, 1701-1754, Arkitekt
Henvisninger
Dorthe Engelbretsdatter 1634—1716, Digterinde
»Gaar nu, gaar hen, I ni berømteste Gudinder,
»Se, Lammens Bryllupstraktement
»forsmædelig skamfuter
»Fire Fjæle er min Pragt,
Engelstoft, Laurids, 1774—1851, Historiker
Ernst, Johan Bartram, 1663—1722, Politimester
Ernst, Johan Conrad, 1666—1750, Arkitekt
Ewald, Enevold, 1696—1754, Præst
Ewald, Johannes, 1743—81, Digter
Faber, Peder Ditlev, 1768—1847, Præst og landøkonomisk Forfatter
- - -
Fester, Diderich Christian, 1732—1811, Forfatter
Forskål, Per, o. 1736—1763, Naturforsker
Forsæt, Lars Larsen, 1731—1812, Bonde
Fortling, Jacob, 1711—61, Stenhugger, Lervarefabrikant og Bygmester
Fædder, Christian, 1710—93, Borgmester
DET KONGELIGE TEATER 1748-1761 / CITAT FRA CARL BRUUN
Nicolai Abraham Abildgaard
Peter Christian Abildgaard
Søren Abildgaard
Daniel Jensen Adzer
Frederik Svane Africanus, se: http://bjoerna.net/havrebjerg/
Iver Als
Peder Als
Christoff Heinrich Amthor
Peder Kofod Ancher
Thomas Angell
Georg David Anthon
Johan Samuel Augustin
Torkil Baden [Forvalter]
Poul Badstuber
Matthias Bagger [Matthias Olsen Bagger]
Jens Baggesen [Jens Immanuel Baggesen]
Caspar Bartholin
Hans Bartholin
Johan Bernhard Basedow
Georg Wilhelm Baurenfeind
Knud Ahasverus Becker [Knud Ahasverus Becher]
Knud Nielsen Benstrup
Johan Severin Bentzon
Andreas Peter Bernstorff
J.H.E. Bernstorff
Jacob Christian Bie
Steen Andersen Bille
Jens Bing
Andreas Bjørn
Johannes Bartholomæus Bluhme
Johannes Bormann [Bornemann]
Henrik Bornemann
Birgitte Cathrine Boye
Enevold Brandt
Iver Brinck [Iver Brink]
Broder Brorson
Hans Adolf Brorson
Nicolai Brorson [Niels Brorson]
Malthe Conrad Bruun
Oluf Bruun
Balthazar Johannes de Buchwald
Johannes de Buchwald
Johan Bülow
Johan Frederik Carøe
Guiseppe Casorti
Peter Clausen
Thomas Clausen
Johan Frederik Clemens
Thomas Christensen Clitau
Christian Colbjørnsen
Antonio Como
Frédéric de Coninck
Christian Cramer
Johan Andreas Cramer
Peter Cramer
Werner Dam
Christian Conrad Greve Danneskjold-Laurwigen
Frederik Greve Danneskjold-Samsøe
Benjamin Dass
Peter Dass [Petter Dass]
Bartholomæus Deichman
Georg Detharding
Johan Christian Drewsen
Hans Poulsen Egede
Poul Hansen Egede
Hans Henrik von Eickstedt
Nicolai Eigtved
Dorthe Engelbretsdatter [Dorthea Engelbretsdatter; Dorthe Engebretsdatter]
Laurids Engelstoft
Johan Bartram Ernst
Johan Conrad Ernst
Enevold Ewald
Johannes Ewald
Peder Ditlev Faber
Diderich Christian Fester
Esaias Fleischer
Per Forskål
Lars Larsen Forsæt
Jacob Fortling
Christian Fædder
Christian Carl Gabel
Vincenzo Galeotti
Peder Severin Garboe
Frederik Eiler Gjedde
Johan Gram
Ove Høegh-Guldberg [Ove Høgh Guldberg]
Johan Ernst Gunnerus
Jean Henri Huguetan Greve af Gyldensten
Carl Frederik Ehrensvärd Gyllembourg
Thomasine Christine Gyllembourg-Ehrensvärd
Joachim Gynther se: http://bjoerna.net/havrebjerg/
Ludolf Hammeken
Christine Harboe
Jens Harboe
Ludvig Harboe
Caspar Frederik Harsdorff
Joachim Hassing
Frederik Christian von Haven
Jens Haven
Niels von Haven
Peder von Haven
Peter Andreas Heiberg
Joost van Hemert
Peter van Hemert
Ole Hersleb
Peder Hersleb
Bemærk en stilmæssig sammenligning med Holberg
Henrik Hielmstjerne [Henrik Hjelmstjerne]
Andreas Hojer,
Se endvidere artikel i Brandes' Holberg-bog
Hans Holck [Agent Holck]
Peder Holm
Peter Nicolai Holst
Christian Frederik Holstein
Johan Ludvig Holstein
Ulrik Adolf Holstein
Peder Horrebow
Jean Henri Huguetan [Greve af Gyldensten]
Andreas Christian Hviid
Matthias Hviid
Elias David Häusser
Jens Sørensen Høberg
Ove Høegh-Guldberg [Ove Høgh Guldberg]
Wille Høyberg
Christian Fædder Høyer
Cornelius Høyer
Jacob Høyer
Lyder Sørensen Høyer
Marcus Haggæus Høyer
Jens Pedersen Høysgaard
Nicolas Henri Jardin
Juliane Marie Jessen
Nicolai Jacob Jessen
Ole Judichær
Jens Juel
Hans Christensen Juul
Abraham Kall
Johan Christian Kall
Terkel Klevenfeldt
Friedrich Gottlieb Klopstock
Jens Kraft
Christian Carl Kramer [Christian Carl Cramer]
Johan Cornelius Krieger
Poul Abraham Lehn
Jacob Lodberg
Barthold Johan Lodde
Odvardt Helmoldt von Lode
Gert Londemann
Volrad August v.d. Lühe
Frederik Christopher Lütken
Otto Diderik Lütken
Frantz Julius Lütkens
Poul Løvenørn
Árni Magnússon [Arni Magnusson]
Christian Martfelt
Ferdinand Martini
Hector Gotfred Masius
Adam Gottlob Moltke
Hans Mossin
Bredo von Munthe af Morgenstierne
Caspar Wilhelm von Munthe af Morgenstierne
Otto Christopher von Munthe af Morgenstierne
Frands Mygind
Carsten Niebuhr
Hans Nobel
Henrik Ocksen
Johannes Ocksen
Georg Christian Oeder
Eggert Ólafsson
Guðmundur Ólafsson
Jón Ólafsson [1705-1779]
Jón Ólafsson [1731—1811]
Hark Oluf, omtales under: Ludolf Hammeken
Oluf Christian Olufsen
Domenico Pelli
Abraham Pelt
Carl Gustav Pilo
Frederik Daniel de Pilloy
Carl Adolf von Plessen
Christian Ludvig von Plessen
Christen Henriksen Pram
Christian Ramus
Joachim Frederik Ramus
Johan Daniel Ramus [Johan David Ramus]
Hans Rigsgreve Rantzau
Frederik Otto Rappe
Christian Christopher Reenberg
Morten Reenberg
Thøger Reenberg
Lorentz Christian Reersløw [Lorentz Christian Reerslew]
Niels Lunde Reiersen
Anna Sophie Reventlow
Christian Ditlev Frederik Greve Reventlow
Elie Salomon François Reverdil
Niels Ditlev Riegels
Jørgen Riis [Jørgen Ries]
Børge Riisbrigh
Ivar Rosenkrantz [Iver Rosenkrantz]
Peder Rosenstand-Goiske [teolog]
Peder Rosenstand-Goiske [dramaturg]
Casper Peter Rothe
Tyge Jesper Rothe
Christian Friis Rottbøll
Christian Michael Rottbøll
Niels Ryberg
Poul Pedersen Rytter
Mikkel Røg
Jacques Francois Joseph Saly
Paolo Scalabrini
Christian Scavenius
Johan Adolph Scheibe
Heinrich Carl Greve Schimmelmann
Heinrich Ernst Greve Schimmelmann
Gerhard Schøning
Johann Elias Schlegel
Bernhard Schnabel
Johan Vilhelm Schrøder
Johan Sigismund Schulin
Christian Sehested
Claus Seidelin
Frederik Sneedorff
Jens Schielderup Sneedorff
Jørgen Jørgensen Sorterup
Otto Sperling d.y.
Hans Steenbuch
Otto Lorentzen Strandiger
Adam Struensee
Carl August Struensee
Johann Friedrich Greve Struensee
Ambrosius Stub
Christian Stub
Brødrene Støttrup
Otto Thott
Albert Thura
Christian Thura
Laurids Thura
Diderik de Thura
Laurids Lauridsen de Thurah
Johann Clemens Tode
Peder Tordenskjold
Thormod Torfæus (Torvesen)
Gerhard Treschow [industridrivende]
Gerhard Treschow [præst, forfatter]
Johannes Nicolaj Ulsøe
Georg Ursin
Ditlev Vibe
Poul Vinding
Christian Frederik Wadskiær
Caspar von Wessel
Caspar Wessel [Matematiker]
Johan Herman Wessel
Bemærk sammenligninger med Holberg
Ole Christopher Wessel
Johannes Wiedewelt
Jacob Benignus Winsløw
Ludvig Winsløw
Niels Bruun Winsløw
Peder Jacobsen Winsløw
Peter Christian Winsløw
Nikolaus Ludwig Zinzendorf [Zinsendorf]
Christopher Hartmann Ørsted
Niels Ebbesen Aagaard
Arent Nicolai Aasheim
Frederik 3.
Christian 5.
Frederik 4.
Christian 6.
Frederik 5.
Juliane Marie
Christian 7.
Arveprins Frederik
Frederik 6.
Christian 8.
Anna Sophie Magdalene Frederikke Ulrikke
Af Jul. Lange
Nicolai Abildgaard tegnede de fleste af illustrationerne til Jens Baggesen's oversættelse af »Niels Klim«. En enkelt blev dog tegnet af Jens Juel. Alle illustrationerne blev stukket af Clemens.
For en dansk Maler af denne Retning er Udenlandsrejsen den vigtigste Sag af alle. Den store Guldmedaille, som han havde vundet, gav ham Adkomst til et Stipendium; men han maatte vente paa det i 5 Aar (til 1772). Medens det tidligere havde været det almindeligste, at de rejsende Kunstnere først gik til Paris, begav A. sig lige til Rom og forblev der, med Udflugter til Neapel osv., i 5 Aar, ivrig beflittet paa at udvide og uddybe sin kunstneriske Dannelse. Efter nedarvet Skik studerede han Annibale Carraccis Freskomalerier i Palazzo Farnese, dernæst Rafael, som han, i alt Fald senere, skattede højere end alle andre Malere, og Michelangelo, der dog synes at have haft mere Indflydelse paa ham end Rafael. For Koloritens Skyld kopierede han Titians store Altertavle med den nøgne Sebastiansfigur (nu i Vatikanets Galleri): den pragtfulde, dybe, rødlig gyldne Karnation og den fede Paasætning af Farven i denne Skikkelse fik en overordentlig bestemmende Indflydelse paa hans egen Farvegivning hele hans Liv igjennem. Men alsidig anlagt, som han var, studerede han alle Kunstens Grene: Skulptur, Arkitektur, Dekoration og erhvervede sig meget betydelige Kundskaber i Mythologi og Antikviteter saa vel som i Anatomi og Perspektiv. Antikens plastiske Sans beundrede og studerede han i dens Skulptur og i dens Vaseformer, Bygningsformer, Møbler; Levningerne af dens Malerkunst, som man den Gang netop begyndte at faa Øjet op for, interesserede ham; men han synes ikke at have vurderet dem saa højt, som de fortjene.
Med Rette benyttede han sit Ophold i Italien mere til Studium end til Produktion. Det betydeligste Maleri, han frembragte, var »den jamrende Philoktet« (i den kgl. Malerisamling). Det laa godt for A. hele hans Liv igjennem at vælge en enkelt, betydningsfuld Skikkelse til Gjenstand for Maleri eller Tegning: han komponerede vel meget kunstfærdig; men et dramatisk Sammenspil mellem flere Figurer blev aldrig hans Sag, det hæmmes af hans overvejende Interesse for den enkelte Figurs Stilling og Linjer. Hans Philoktet, som man ikke kan frakjende virkelig Alvor, men heller ikke sige fri for Affektation, vidner i Henseende til Behandlingen af Legemet om et meget dybtgaaende Studium: enkelte Partier, som højre Arm og Haand, ere næsten uovertræffelige; andre Ting rigtignok mindre vel lykkede (den bløde, slappe Ryg); Farven er glødende, stilfuld og skjøn, men ganske vist ikke studeret efter Naturen. Senere, da A. mere malede sine Figurer »ud af Hovedet«, henfaldt han til en Ensformighed, som har været paafaldende for alle: Skikkelserne blive alle lange og smalle ligesom hans egen, deres Gang krumknæet og slæbende; Bevægelsen af Figurens enkelte Dele følges hyppig ikke rigtig ad, falder ikke sammen til en hel, sandt opfattet Bevægelse; heri føler man allermest Savnet af et skarpt og hurtigt Blik for det virkelige Livs Fænomener. Dog bliver der bestandig noget vist storladent ved hans Skikkelser, og det bør stærkt fremhæves, at man vilde kunne sammensamle et lille Galleri af tegnede og malede Abildgaardske Figurer, maaske mest fra hans senere Periode, af en ren og glimrende Skjønhed, Frembringelser af en virkelig udmærket Kunst.
I Juni 1777 forlod A. Rom med Haab om at kunne blive Professor ved Akademiet i Kjøbenhavn, efter at Als var død Aaret i Forvejen. Han stod nu virkelig som en af Evropas lærdeste akademiske Malere, i lignende Betydning som man kan bruge dette Udtryk om hans samtidige: Mengs, Fussli, Julien de Parme, Reynolds, Benjamin West; hans Navn var kjendt og anset flere Steder i Evropa. Inden Hjemkomsten opholdt han sig nogle Maaneder i Paris. Her fik Poussins Stil, der jo tidlig havde indvirket paa ham gjennem Overlevering, vistnok ny Betydning for ham; man synes ogsaa at spore Indflydelse af Eustache Lesueur. Det manglede ikke paa Opfordringer til at gjøre Medlemsarbejde for Optagelse i det franske Akademi; men han undslog sig af Mangel paa Tid — ikke af Stolthed, udtalte han senere, skjønt han med det samme erklærede, at han ikke satte alt for megen Pris paa denne Ære.
I Dec. s. A. er han atter i sit Fædreland. Han udvirker extraordinært, at han strax kan blive agreeret ved Akademiet, tager derefter fat paa sit Medlemsarbejde (»Svend Tveskjæg og de danske Kvinder«), bliver Medlem af Akademiet næste Foraar, ansøger strax om at blive Professor og opnaar det. Samtidig med en flittig Virksomhed i Akademiet er han i de første 16—17 Aar derefter tillige meget produktiv som Kunstner. Hans store monumentale Værker skulle vi strax omtale; men foruden dem udgaar der fra hans Atelier en Mængde mindre, hvortil Æmnerne vare tagne fra alle Haande litterære Kilder — undertiden mindre bekjendte, eftersom A. satte mere Pris paa Anseelse for Lærdom end paa at blive let forstaaet. Der var græsk Mythologi og romersk Historie, Scener fra det gamle Norden efter Saxe eller efter Ewalds Behandlinger, Ossianske eller Shakespearske Skikkelser, Illustrationer til Niels Klim, som udkom i Clemens' smukke Stik. Skulde noget særlig fremhæves, kunde det vel blive hans smaa Malerier med enkelte Figurer af de to heroiske Skjalde Homer og Ossian, eller hans Sokrates i Fængselet (alle ligeledes stukne af Clemens). Tillige syslede han med Modellering, Kobberstikkunst, Læsning og Forfattervirksomhed osv.
Omtrent 1780 bød den danske Regering ham som »kongl. Historiemaler« en højst ærefuld Virksomhed: de største monumentale Opgaver, som kunde falde i en dansk Malers Lod, og en efter Datidens Priser anselig Løn derfor (1.000 Rdl. d. C. = 3.200 Kr. aarlig). Den overdrog ham nemlig at udføre fædrelandshistoriske Malerier til Christiansborgs Riddersal, det betydningsfuldeste Rum af verdslig Karakter i hele Landet. Paa de større Vægfelter for neden skulde den nyere Tids Historie fremstilles i et Billede fra enhver af de oldenborgske Kongers Regeringstid, i Salens øvre Del Æmner fra de ældre kristelige Kongers Historie, og i Loftet allegoriske Malerier med Hentydning til Rigets Tilstand under Oldtidens hedenske Konger. Til disse Billeder — Oliemaleri paa Lærred i fuld Farve — sluttede sig andre, malede graat i graat som Relieffer. Nogle af Hovedbillederne vare rent historiske Malerier, f. Ex. Christian IV i Slaget ved Femern, havde til Dels endog en temmelig tør administrativ Karakter, som Christian VI's Oprettelse af Dokken, Flaadearsenalet og Brandkassen i Kjøbenhavn. Men paa andre Malerier vare historiske og allegoriske Figurer blandede mellem hverandre efter det Exempel, som Rubens havde givet i sit berømte Galérie Medicis. Frederik V var forherliget som »den hyperboræiske Apollo«, tronende paa Skyer, omgivet af Minerva medica (Hentydning til Hospitalerne), Juno Lucina (Fødselsstiftelsen), »Freden«, »Kunstakademiet«, Neptun osv. Dette allegoriske Element var eneraadende i fire Dørstykker, som A. malede i »Souveræn-Gemakket« paa Christiansborg, og som forestillede Hovedepokerne i Evropas Historie.
Den Slags Allegori ansaas af Tidsalderens Æsthetikere for »Kunstens højeste og vanskeligste Trin, som kun Malere af første Rang kunde opnaa«, og A. erhvervede sig Navn af en »højst genial Allegorimaler«. Man beundrede f. Ex., at han for at minde om Krudtets Opfindelse havde fremstillet »Europa« siddende paa en Kanon, der er omstrøet med Bomber og Kugler. »Europa« saas her — med Hensyn til Søfart og Handel — med et Kompas i den ene Haand og et Par Vægtskaale i den anden. »Vægtskaalene staa i Ligevægt, men ere tomme — hvor sindrig udtrykkende!» udraabes der. (Der skal dog en ret sindrig Læser eller Beskuer til at fatte, hvori det sindrige her egentlig bestaar.) Disse dybsindige Ideer ansaa man for særlig udviklende for den unge Kronprins: »Store, og sikkert — derom kan ej tvivles uden af dem, som intet kjende til hans Karakter — frugtbare, gavnrige Tanker maa gjennemstrømme hans Sjæl ved ethvert Blik, han kaster paa dem.«
Det var, som man ser, en Slags kunstnerisk Hieroglyfskrift. A. vilde selv have vedkjendt sig dette Udtryk: han beundrede de gamles »vittige Billedsprog« og paastod, at »der var et sandt Billedsprog hos Grækerne som Hieroglyferne hos Ægypterne«. Han satte en Stolthed i at kunne dechiffrere den kunstige Sammenstilling af Symboler paa sent antike Monumenter; man har fra hans Haand en virkelig sindrig og lærd Fortolkning af en antik Marmortavle med Solens Billede (Minerva 1793, II). Men Hieroglyfer kunne kun læses af indviede, og et Chiffersprog duer kun for dem, der ere i Besiddelse af Nøglen til samme. Derfor arbejdede A. kun for et lærd og yderst faatalligt Publikum, eller maaske egentlig for slet intet, og havde ogsaa, som han ved Lejlighed røber, en Følelse af »at fattes Venner, som forstode ham«. For det større Publikum nærede han en souveræn Foragt. Et satirisk Billede af ham, »le sort des artistes«, stukket af Clemens, viser Publikum foran et Maleri: det bestaar af Personer med Æselsører, Svine- og Faarehoveder, af Kalkuner og Gæs osv. Billedet har følgende Motto af la Fontaine:
Qui n'étant bons à rien, cherchent sur tout à mordre.«
Dette er jo meget fornemt; men det er des værre for en Kunstner en mer end halvt ulykkelig Stilling at staa i et saa aldeles fjærnt Forhold til dem, der skulle se hans Billeder.
Han var unægtelig ikke saa ganske kommet paa sin rette Hylde. Derfor ligger det Spørgsmaal nær, om han da egentlig var kaldet til at være Kunstner, et Spørgsmaal, som Høyen, senere tiltraadt af Weilbach, har besvaret benægtende. Det skal være ene ved Arbejde, ved Flid, at han har naaet sine Resultater; »det var en begavet og aandrig Mand, som invita Minerva søgte at blive Kunstner«. Men det er ikke rigtigt. Ingen Kunstner i Verden er blevet fremragende uden stor Flid; men ingen har frembragt Arbejder som mange af A.'s alene ved Flid. Han havde store Naturgaver netop til det egentlig kunstneriske i Kunsten, et overordentlig sikkert Øje for Form og et endnu finere for Farve: han staar endnu som en af de faa danske Malere, der med Rette kunne kaldes Kolorister. Ogsaa for den rent mekaniske, praktiske Del af sin Kunst havde han udmærkede Evner: han var en Virtuos, en dreven Tekniker. Det, som det skortede ham paa, var ikke Kaldet og Evnen, men det rette Kunstnersind, der finder sig rigtig fyldestgjort ved Udøvelsen af Kunsten. Med sin overlegne Intelligens og stærke Selvfølelse vilde han fremfor alt være en af de Mænd, som gik i Spidsen for Udviklingen. Der har været Tider, da de forreste Pladser virkelig indtoges af Kunstnerne; men det kunde ikke blive Tilfældet i en Tid, der var saa mægtig bevæget af filosofiske og politiske Kampe som A.'s, tilmed i et Land, hvor Kunsten var ny og en lidet anerkjendt Magt. Derfor havde han ikke nok i sin Kunst, selv om han paa de gamle Renaissancemestres Vis vilde udøve alle Kunster. Han vilde være Leder og Styrer, Tænker, Forsker, Kritiker, Lærd. Og dette virkede tilbage paa hans Malerkunst: for at give den en Stemme med i Diskussionen gjorde han den mere filosofisk og pædagogisk, end dens Natur tillod; den led Skade paa sin æsthetiske Uskyldighed, erstattede den umiddelbare Følelse ved spidsfindig udspekulerede Hentydninger, saa at til Slutningen Forklaringen i Katalogen blev mere vigtig end Malerierne selv.
Christiansborgs Brand i Febr. 1794 blev en afgjørende Begivenhed i A.'s Liv. »Nu brænder mit Navn«, raabte den ærgjerrige Mand. Han havde den Gang afleveret 10 af de større Malerier, af hvilke kun tre frelstes. Ej alene Fortidens Arbejde gik til Grunde, ogsaa Fremtidens Virksomhed og dens Løn indskrænkedes med ét. Den kraftige Mands Virkelyst led et alvorligt Knæk: Arbejdet i Atelieret smagte ham i lang Tid ikke, som Maler frembragte han i 6 Aar saa godt som intet. Arkitektur og Dekoration synes i denne Mellemtid at have været mere tillokkende for ham. Han ledede Dekorationen af det Levetzau'ske Palais paa Amalienborg (for Tiden Udenrigsministerium) [nuværende Christian VIII's Palæ]; i det plastiske Arbejde deltog hans unge Ven Thorvaldsen. Gjenopførelsen af store Partier af Kjøbenhavn efter Branden 1795 gav ham ikke alene flere dekorative Opgaver, men gjorde ham endog til udøvende Arkitekt: Vinhandler Lorenzens Gaard paa Nytorv opførtes efter hans smukke Plan (desuden vistnok en stor Gaard paa Gammeltorv). Han syslede ogsaa med Planer til Christiansborgs Gjenopførelse. Men i Begyndelsen af det nye Aarhundrede fik han under forandrede huslige Forhold ny Lyst til Malerkunsten. Han udførte med megen Omhu fire Malerier, som fremstille Scener af Terents' Komedie »Andria« (i den kgl. Malerisamling), desuden et Par fine Smaabilleder af Appulejus' »Gyldne Æsel« (sammesteds). I de terentsiske Billeder har A., som Høyen fremhæver, mindre tænkt paa at fremstille det antike Theater end Hverdagslivet i en antik By: det er derfor en Inkonsekvens, at Davus optræder med den komiske Maske for Ansigtet. Meget i disse Malerier minder for Resten endnu om Poussin.
Frihedsstøtten i København mellem Vesterport Station og Hovedbanegården, i baggrunden Axelborg. Déngang på terrænet mellem voldene og 'søerne'. På obelisken står:
KONGEN / BØD / STAVNSBAANDET / SKAL OPHØRE / LANDBOE LOVENE / GIVES / ORDEN OG KRAFT / AT / DEN FRIE BONDE / KAN VORDE / KIEK OG OPLYST / FLITTIG OG GOD / HÆDERLIG BORGER / LYKKELIG
Foto: Bjørn Andersen, 2007.
A., som i sin Ungdom havde oplevet den Struenseeske Periode i Danmark, senere i Rom Jesuiterordenens Ophævelse og i Paris de stærke Brydninger, der gik forud for Revolutionen, hyldede afgjort frisindede og fritænkerske Anskuelser. Han var saa temmelig en Præstehader og vistnok en meget lunken Beundrer af Kongerne, om han end med sin Pensel forherligede den oldenborgske Stamme. Hvor Regeringen selv optraadte i den nye Tids Aand, som ved Bondeemancipationen, samstemmede han med den: han var en af Indbyderne til Indsamling for Frihedsstøtten (1792), han gav Tegning til dette Monument som Helhed og til de to Relieffer paa Fodstykket. Men for Resten kom hans Anskuelser, især i den sidste Tid af det 18. Aarh., tit i Strid med konservative Avtoriteter og Traditioner. I en (anonym) Artikel i »Minerva« 1798 protesterer han i en irriteret Tone imod, at en Hædersmedaille for Biskop Balle havde faaet Mottoet: »Religionens Ven, Statens Ven« (»Vi ville ikke engang betragte disse Ord i deres videste og mest forhadte Betydning, — at ingen skulde være Statens Ven uden tillige at være Religionens« — — men »hvad har Politik med Dogmatik, Stat med Religion, nogen menneskelig eller borgerlig Myndighed med min Tro at gjøre?«). Han var den Gang Omgangsven med den franske Republiks Repræsentanter og med P.A. Heiberg. Da Heiberg i Følge Hof- og Stadsrettens Dom af 24. Dec. 1799 skulde gaa i Landflygtighed, tegnede A. til hans Stambog et Billede af en kvindelig Skikkelse, som i fortvivlet Sorg og Skam skjuler Ansigtet i Hænderne, medens Retfærdighedens Symboler ligge henslængte paa Jorden. Han snærtede ogsaa Samfundstilstandene i satiriske Billeder i en Aand, som minder om P.A. Heibergs polemiske Digte (»Lykkens Tempel«, malet paa en Kakkelovnsskjærm, og Laterna-magica-Billeder, stukne af Clemens m. m.). Det kan være hvast og sindrigt og i kunstnerisk Henseende pikant og smukt; men det er, ligesom Billederne til Niels Klim, ganske blottet for umiddelbart komisk Lune.
I sit Forhold til Akademiet og sine Kunstfæller begyndte A. som Opponent og endte som Despot. Allerede da han ansøgte om Rejsestipendium, optraadte han som Reformator, idet han krævede Stipendierne tildelte ikke som hidtil efter Anciennitet, men efter Konkurrence. Han havde Ret i Principet og vandt Sejr, maaske ved Struensees Indblanding; naturligvis høstede han selv Fordelen deraf. Næppe er han blevet Professor (1778), før han nedlægger Indsigelse imod den Bestemmelse, at Professorerne selv skulle betale deres Patenter, og erklærer sig utilfreds med sin Løn som kgl. Historiemaler (til Dronning Juliane Marie sagde han: »Deres Majestæt, jeg tjener nu paa det samme som en Hyrekusk«). Ogsaa denne Gang føjede man ham. Senere, da han ansaa sig for moden til at blive Akademiets Direktør, 1787, nedlagde han Indsigelse mod den forrige Direktørs, Wiedewelts, Gjenvalg; foreløbig uden Held, dog opnaaede han næste Gang sit Ønske, idet han enstemmig valgtes til Direktør for Perioden 1789—91. Saa længe hans ældre Kolleger Wiedewelt og især Harsdorff levede, kunde hans Indflydelse næppe være eneraadende, om man end allerede tidligere kunde høre ham kaldt »den almægtige Abildgaard«; men da de faldt fra eller svækkedes, var der ikke længere nogen indenfor Akademiet, som kunde holde ham Stangen. Han var uafbrudt dets Direktør fra 1801 til sin Død 1809. Akademiet kunde paa mange Maader være tjent med en saa dygtig Mand til Leder; han har bl.a. Fortjeneste af dets Forsyning med Gibsafstøbninger og andet Apparat. Men han kunde optræde overmaade egenraadig og havde en Tilbøjelighed til at samle saa meget af Akademiet og overhovedet af Landets monumentale Kunstøvelse i sin Person som muligt. Foruden at være Professor ved Modelskolen vilde han ogsaa være Professor i Mythologi og i Anatomi; dog føjede Regeringen ham ikke heri, saa lidt som i hans Ønske om at lede Christiansborgs Gjenopførelse. Mødte han Vanskeligheder fra Akademiet, trak han sig gjærne som den vrede Achilles tilbage i sit Telt; det skete navnlig 1798—1800.
Som Personlighed er A. blevet meget strængt bedømt fra forskjellige Sider. En samvittighedsfuld Historiker som Werlauff (Hist. Tidsskr. 4. Række, 4. Bd.), der endog har overdrevne Forestillinger om hans kunstneriske Betydning, siger, at »han fra Karakterens Side var mindre anset; man antog og har stedse antaget, at han i høj Grad var Egoist og derfor søgte at fjærne eller nedtrykke alle fremspirende Talenter, i hvilke han troede at kunne befrygte nogen Rival«. Denne Dom kan, som ogsaa Weilbach har antydet, ikke anses for retfærdig. A. har en Gang ved Lejlighed ytret: »Hvad de franske kalde Jalousie de métier, tror jeg ikke, man med Rette skal kunne beskylde mig for, i det mindste er jeg mig det ikke selv bevidst.« Naar man til Støtte for Anklagen nævner hans bekjendte Sammenstød med A.J. Carstens, da denne i sin Ungdom opholdt sig i Kjøbenhavn, maa det erindres, at Carstens selv netop meddeler, at A. efter at have set hans tidligste Forsøg vilde drage ham frem og drage ham til sig. At det kort efter kom til et skarpt Brud imellem dem, er ikke saa underligt, eftersom Carstens fra sin Side medbragte en lignende Lyst til at »nedlægge Indsigelser«, som var ejendommelig for A., ja endog aabenbart brændte af Lyst til at udmærke sig som Oprører; han karakteriserer selv sin Færd paa et lidt senere Standpunkt som »starrsinniger Trotz«.
Vistnok krævede A. meget for sig selv: Magt, Indflydelse, en rundelig og anset Tilværelse; men han satte Pris paa det virkelige og solide Venskab og var ikke ligegyldig for andres Interesser, naar de vare Interesse værd. Dette bevises især af hans Forhold til Thorvaldsen, som er mindeværdigt i vor Kunsts Historie. A. synes tidligere end nogen anden at have haft en bestemt Overbevisning om Thorvaldsens Betydning, og det uagtet den unge Kunstners naive, bløde, drømmende Natur, der var saa utilgængelig for lærde Kundskaber, var meget forskjellig fra hans egen. Han tog sig med den utrætteligste Iver af Thorvaldsens Sager og gjorde ham uundværlige Tjenester. Og hans Venskab for Thorvaldsen gjaldt ikke alene den lovende Kunstner, men strakte sig til hans rent menneskelige Forhold. Under Begyndelsen af Thorvaldsens Ophold i Italien hjalp A. uafladelig hans fattige Forældre. En Ytring af den gamle Fader i et Brev til Sønnen i Rom fortjener at anføres til Modvægt mod hint Ry for Egoisme: »Der er ingen af dine Venner, der har gjort mig noget godt, undtagen Hr. Justitsraad Abildgaard.«
Men i Venskab gjælder det ikke alene om positive Tjenester, men ogsaa om Maaden, hvorpaa de ydes: af Maaden kjender man Hjærtelaget. Og heri har der vistnok tit været noget stødende ved A.'s Færd. Han synes temmelig hensynsløst at have paabyrdet Thorvaldsen Hverv og Kommissioner, der voldte Omkostninger, uden at være tilstrækkelig redebon til at dække disse. Og han taler lidt vel meget om sin Protektion. »Vær De ganske rolig«, skriver han, »jeg har en Gang været saa heldig at kunne bidrage noget til Deres Vel, og jeg slipper sjældent halvgjort Arbejde. Hvad jeg kan gjøre for Dem, kan De lide paa, skal ikke blive forsømt.« A. kunde med Sandhed udtale disse Ord; men man synes dog at mærke igjennem dem et Sind, der ingenlunde glemmer sig selv for Vennens Interesser, men tager den Opgave at virke for dem som et Stykke Arbejde, der tiltaler hans stolte Energi, hans Lyst til at sætte sin Vilje igjennem. Desuden var han overdrevent lidt følsom i sin Udtryksmaade, som da han i et Brev af 17. Jan. 1804, rent i forbigaaende og midt inde mellem andre Ting, melder Thorvaldsen — hans Moders Død! (»Om De ikke allerede véd det, vil jeg herved lade Dem vide, at Deres Moder er død og begraven for en 14 Dage siden; naar Deres Fader trænger, kommer han til mig, og jeg giver ham den Understøttelse, jeg formaar, som jeg for Fremtiden skal vedblive for Deres Skyld.«) Intet Under, at Thorvaldsen baade ved Indholdet og Formen af denne Meddelelse følte et Stik i Hjærtet, som i længere Tid gjorde ham bittert stemt mod A. Og dog var det A., som i Gjerningen ogsaa havde hjulpet her, i det han havde lagt de fornødne Penge ud til Moderens Begravelse. Han brugte senere det Udtryk, at han havde »betalt hendes Begravelse«; men af et Brev fra Gotskalk Thorvaldsen ser man dog, at det denne Gang var et Laan.
Vi fremdrage dette Træk exempelvis til Oplysning om hans Handlemaade i rent menneskelige Anliggender. Ligesom hans Kunst har hans personlige Væsen baaret Præg af Viljens og Intelligensens Overvægt over den umiddelbare Følelse. Han har desuden vistnok manglet en vis naturlig Ynde, været haard og kantet af Væsen ligesom af Figur, kold, arrogant og bydende i sin Tale, selv hvor han mente det godt. Deraf forstaar man let, at han har stødt an imod manges Egoisme, hvilket atter tilstrækkelig forklarer, at han selv er blevet udskreget som en stor Egoist. Paa hin Tid, da den offentlige Stemme kun gjorde sig lidet gjældende om Kunstens Anliggender, maatte Kritiken lige saa vel som Kunsten mest udøves fra oven, fra Akademiet og dets styrende Mænd. Sikkert har mangt et lille Kunstneræmnes Indbildskhed vaandet sig for hans hvasse, spodske Ord og ment sig berettiget til at jamre over, at han ingen Rival vilde taale ved Siden af sig, selv om vedkommende aldeles manglede Evne til at blive hans Rival. Om han end »fra Karakterens Side var mindre anset«, saa har han dog sikkert i det mindste været anset for at have Karakter, hvilket ikke er nogen ringe Ros.
En samtidig Tegning viser A. i et af hans smukke, rummelige Værelser paa Charlottenborg: den lange, magre Skikkelse sidder fordybet i sine Tanker, med Ryggen støttet mod en Kommode, hvori han har sin Samling af Mønter, Kobberstik osv.; Fødderne med Tøfler paa strækker han hen imod Kakkelovnen. En opslagen Bog har han lagt fra sig; en stor Reol med Bøger staar umiddelbart ved Siden af ham. Det har vistnok været en Yndlingssituation for A., som en Vennehaand (formodentlig Sergel [den svenske billedhugger Johan Tobias Sergel]) her har skildret. Han lagde megen Vægt paa en skjøn, solid, kunstnerisk Udstyrelse af sit Hjem, gav selv Tegninger til sine Møbler efter antike Motiver, i en Stil, som den Gang var ny i Danmark, og omgav sig med en ret kostbar Samling af Billedværker, Bøger og alle Haande Kunstsager. Hjemmet havde ikke altid været lykkeligt for ham. Hans første Hustru; f. Oxholm, skal have været »en meget lunefuld Person«; Ægteskabet opløstes ved Skilsmisse, og en Søn af det døde. Senere, som en Mand paa 60 Aar, 1803, indgik han et nyt Ægteskab med en smuk og aandrig ung Kone, som var skilt fra sin Mand (Juliane Marie f. Ottesen, f. i Ostindien 1770, død 1848, forhen gift med Kammerjunker A. Hauch). Det skal have været et virkeligt Inklinationsparti, og det gjorde den aldrende Mand lykkelig. Paa et af sine seneste Malerier, en af Illustrationerne til Terents' »Andria«, har A. malet sig selv i Mellemgrunden som en antik Borger, staaende i sin Husdør med sin Hund, medens den unge Hustru sidder uden for Døren med Barnet paa Skjødet — en Gruppe af ualmindelig Skjønhed. Det er et idealiseret Billede af hans sene huslige Lykke. Ægteskabet skjænkede ham to Sønner og en Datter. Han forøgede endnu dette Familielivs Skjønhed ved at kjøbe et yndigt lille Landsted, Spurveskjul, ved Frederiksdal; der døde han 4. Juli 1809, efterladende sig rundelige Kaar for sin Familie.
Hans Portræt er malet af Juel og modelleret i Medaillon af hans Ven, den berømte Sergel. Senere har Saabye modelleret en Statue af ham efter samtidige Portrætter.
Til: Indholdsfortegnelsen
Af B. Bang
Heldigvis kom han til den bekjendte Apotheker J. F. Cappel, som var en dygtig Kemiker, og hos ham kom han tillige i Berøring med en ung Mand, F. H. Müller, der senere vandt et stort Navn som teknisk Kemiker. Her var altsaa Lejlighed til at lære Kemien grundig, og A.s Biograf, E. Viborg, fortæller ogsaa, »at han, der om Dagen maatte passe sin Dont som Lærling i Apotheket, ofte brugte Natten til kemiske Forsøg, medens han sædvanlig anvendte Morgenstunden til at udvide sine Skolekundskaber«. Hos Cappel blev han i 4 Aar og vandt i høj Grad hans Yndest, men da det 5te Aar kom, meldte han ganske uventet sin Principal og sin Fader, at han vilde være Student. Uagtet deres Modstand satte han sin Plan igjennem og blev akademisk Borger i sit 20. Aar (1760). Efter at have underkastet sig den filosofiske Examen og taget Baccalaureigraden ved en Afhandling »de utilitate chemiæ in oeconomia reipublicæ« 1762 studerede han Medicin. Han blev snart yndet af Universitetets Lærere, tegnede for E. Pontoppidan [se om Erik Pontoppidan i:
Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] til »Danske Atlas« og blev Amanuensis hos Prof. de Buchwald.
Imidlertid begyndte i 1762 Kvægpesten, der i Aarene 1745—51 havde hærget Danmark umaadelig, igjen at vise sig, og Frederik V besluttede nu efter Bernstorffs Raad at sende 3 unge Medicinere til Lyon, hvor Bourgelat i 1760 havde grundet den første Veterinærskole, for at de der kunde lære at behandle Kvægsygen. Valget faldt blandt andre paa A., og herved blev han ført ind paa den Vej, som senere fortrinsvis skulde gjøre ham berømt. Han kom til Lyon i 1763. Forholdene her tiltalte i Begyndelsen hverken ham eller hans Rejsefæller. Uagtet det foruden deres særlige Opgave med Hensyn til Kvægpesten tillige i al Almindelighed var paalagt dem at lægge sig efter Veterinærkunsten, havde de egentlig ingen Forestilling om, at de skulde tage fat paa en hel ny og stor Videnskab. A. fortæller selv, at de nærmest tænkte paa at dyrke de Studier, de allerede havde paabegyndt, og kun ved Siden af søge at indhente Erfaring om Behandlingen af Kvægpesten. Men nu fandt de i Lyon en Anstalt, der med de menneskelige Lægeskoler som Forbillede lagde Vind paa det theoretiske Studium især af Hesten og dens Sygdomme. Særlig Hestens Anatomi dyrkedes, »maaske mere end ret var«. Pathologien og Therapien stode derimod paa svage Fødder. »Den Videnskab, som Skolen højtidelig lovede, skulde først grundlægges«, siger A. De saa snart, at Helbredelseskurene kun kunde kaldes Forsøg, og at disse »experimenta«, der vare overladte til ukyndige Elever, sjælden anstilledes saaledes, at man deraf kunde høste grundig Kundskab om Sygdommens Natur og Lægemidlernes Virkning. Undervisningen led ogsaa af store Mangler, idet Bourgelat selv blot skrev sine Forelæsninger og lod dem holde af ukyndige Kirurger, fordi det ikke passede for en Mand af hans Stand at holde Forelæsninger.
Medens en af A.s Rejsefæller aabent udtalte sig om disse Mangler og derved fornærmede Bourgelat saa meget, at han maatte drage bort, kastede A. sig derimod med sin vanlige Energi ind i Studiet og underkastede sig til sine Rejsefællers Forundring ganske den Disciplin, som var indført for Skolens Lærlinge, der gjennemgaaende vare af langt ringere Opdragelse. Han lærte alt, hvad der kunde læres, og vandt Bourgelats Yndest, saa at han endog nogenlunde fandt sig i, at A. ogsaa søgte Undervisning hos Bourgelats Modstander Dr. Vitet. Man gjorde ham smigrende Tilbud om at faa Ansættelse ved Skolen i Lyon, men han afslog dem og vendte efter 2 1/2 Aars Ophold der tilbage til Kjøbenhavn i 1766.
Her var imidlertid Frederik V død, og Interessen for Veterinærvæsenet var kølnet. Det lykkedes dog A.s Velynder, Livmedikus Berger, at sætte igjennem, at han beholdt sit Stipendium (250 Rdl.) i 2 Aar og blev udsendt for at søge at bekæmpe den endnu herskende Kvægpest. Hermed havde han imidlertid intet Held, og da han nu troede at maatte opgive ethvert Haab om at komme til at virke for Veterinærvæsenet, kastede han sig paa ny over Lægevidenskaben, som han i øvrigt ogsaa i Lyon havde dyrket ved Siden af Veterinærfagene, og i 1768 fik han den medicinske Doktorgrad ved en Afhandling »de venæsectione in suppressis menstruis«. Derpaa praktiserede han som Læge i Kjøbenhavn, og uagtet han maatte kæmpe imod en hel Del Fordom og Ringeagt paa Grund af hans tidligere Syslen med Dyrlægekunsten, lykkedes det ham dog at samle sig en god og anset Praxis, støttet som han var af en Del af de mere fremragende Lægers Yndest. Theoretisk syslede han dog endnu noget med Veterinærvæsenet og udgav saaledes i 1770 sin fortrinlige lille Bog: »En Dansk Heste- og Qvæg-Læge. Efter Kgl. allernaadigst Befaling forfærdiget til Bøndernes Brug og Nytte« (82 S.). Denne Bog har haft en overordentlig stor Udbredelse, er udkommen i 5 Oplag paa Tysk og 8 paa Svensk og blev endnu i 1883 udgivet i 13. (ganske vist stærkt omarbejdede) Oplag paa Dansk. I 1771 udgav han, ligeledes med kgl. Understøttelse, 1ste Bind af »Unterricht von Pferden, Kühen, Schaafen und Schweinen» (256 S.), indeholdende disse Husdyrs, navnlig Hestens, Bedømmelseslære og Læren om deres Avl og Pleje. Bogen havde allerede i 4 Aar ligget færdig i Manuskript paa Dansk. 2det Bind, som skulde indeholde Sygdomslæren, udkom des værre aldrig.
Denne Bog gav Anledning til, at Struensee efter Geders Tilskyndelse opfordrede A. til at indgive Forslag om Oprettelsen af en dansk Veterinærskole. A. havde paa dette Tidspunkt egentlig slet ingen Lyst til at afbryde sin gode Livsstilling som Læge og begynde paa et saa stort og vanskeligt Foretagende, men han gav dog efter for Bergers indtrængende Formaninger om at gjøre sine veterinære Kundskaber frugtbringende for sit Fædreland. Kort efter indtraadte imidlertid Struensees Fald, men paa samme Tid optraadte der en meget dødelig Lungesyge i de kgl. Stutterier, og Arveprinsen søgte A.s Raad herom. Da det var lykkedes ham i kort Tid at standse Sygdommen, bleve Forhandlingerne om Oprettelsen af en Veterinærskole gjenoptagne, og 3. Jan. 1773 blev det efter A.P. Bernstorffs Indstilling resolveret, at A. med en Gage af 1.200 Rdl. skulde paa egen Bekostning indrette en saadan. Nu kastede han sig med megen Energi over Sagen, kjøbte en Ejendom med stor Grund paa Christianshavn, og allerede 13. Juli samme Aar aabnede han sin Skole, ved hvilken han i de første Aar var den eneste Lærer. Hans aarlige Løn kunde naturligvis ikke forslaa til Afholdelsen af Udgifterne til Skolens Indretning og Drift, men det varede heller ikke længe, inden Staten ofrede noget mere paa den nye Anstalt, som den endelig overtog helt i 1776. Senere afkjøbte den tillige A. hans anselige Bibliothek, mineralogiske og fysikalske Samling, hvorved Skolen i denne Henseende blev bedre udstyret end nogen af Udlandets Veterinærskoler. Dens første Elever vare Officerer og Korporaler af Kavalleriet og Beriderne fra de kgl. Stalde. Senere kom Lærlingene væsentlig til at bestaa af Underofficerer og Fanesmede fra Kavalleri og Artilleri samt af civile Lærlinge, en fra hvert Stift i Danmark og Norge. Studietiden var 3 Aar. Desuden modtog en Del Smedesvende af Lavet en kortere Uddannelse for at blive brugbare som Kursmede. Fra 1776 af blev der holdt 1 eller 2 unge Medici eller Chirurgi som Pensionærer og Hjælpelærere ved Skolen. Den første af disse, der kom til at gjøre Veterinærvæsenet varig Nytte, var Erik Viborg. Han virkede fra 1783 som anden Lærer ved Skolen, men synes at have voldet A. mange Bryderier ved sin urolige, forfængelige og intrigante Karakter. Desuagtet ophørte A. aldrig at hjælpe og støtte ham og bedømte hans Færd paa den elskværdigste og mest overbærende Maade. En anden meget talentfuld og ham altid inderlig hengiven Elev fik A. senere i J. V. Neergaard. Ogsaa adskillige fremmede besøgte A.s Skole, og ligesom denne efterhaanden tilkæmpede sig megen Anseelse her hjemme, indtog den i det hele en fremragende Stilling mellem Datidens veterinære Læreanstalter.
Ganske uden Kritik blev A.s Virksomhed dog ikke. Den bekjendte skarpe og hensynsløse Riegels angreb ham saaledes i sin Bog »de fatis faustis et infaustis Chirurgiæ« (1787) meget heftig, navnlig i hans Egenskab af Lærer i Dyreanatomi, idet han siger, at der »om Dyrenes Anatomi som Videnskab hersker stor Tavshed«, og at A. »elsker og driver hellere Hofsager end de Ting, der høre til Dyrlægekunsten«. For saa vidt der til Grund for dette Angreb har ligget andet end personlig Uvilje, har det sikkert beroet paa et Fejlsyn paa Skolens Opgave, der ikke væsentlig var at være en videnskabelig Anstalt til Studiet af Dyreanatomi, men som i første Linje skulde være en praktisk Skole for Dyrlæger. »Hellere ulærd end unyttig«, siger A. i Fortalen til sin »Heste- og Kvæglæge«, og i sit Svar til Riegels hævder han, at saa vist som Bondens Ruin ofte følger af hans Husdyrs Sygdom og Død, maa Veterinærskolen anses for en af Statens nyttigste Indretninger, og han tror, at den Tid og det Arbejde, han har anvendt paa dens Fremme, ere vel anvendte, ja bedre, end om han havde sørget mere for sit Ry ved lærde Værker. Riegels' Angreb fremkaldte ogsaa de mest anerkjendende Udtalelser om A.s Virksomhed fra Skolens Direktion.
Ligesom saa mange andre af Datidens bedste Mænd saa ogsaa A. sin højeste Opgave i at fremme det nyttige, det, der kunde tjene til Landets Fremgang og Borgernes Lykke. Til dette Maal arbejdede han hele sit Liv utrættelig og paa mangfoldige Maader. Som Medlem af Stutteridirektionen virkede han meget til Hesteavlens Forbedring, og ikke mindre ivrig arbejdede han paa Ophjælpningen af Faareavlen, navnlig ved Indførelsen af det spanske finuldede Faar, over hvis Levemaade han paa en Rejse i Spanien 1793 gjorde interessante Iagttagelser. I Forening med E. Viborg udgav han i 1800 et udførligt og grundigt Arbejde (128 S.) »Vejledning til en forbedret Faareavl og de spanske Faars Behandling i Danmark og Norge«.
Viborg tillægger ham stor Fortjeneste af Kvægpestens endelige Udryddelse ved Hjælp af Spærring og Nedslagning (1781). Om denne Sygdom skrev han i 1779 en udførlig Afhandling, som indeholder mange interessante Iagttagelser. Den er oversat paa Tysk af Viborg og udgiven i hans »Sammlung von Abhandlungen für Thierarzte und Oekonomen« l, 1795 (88 S.). Praktisk vigtige vare ogsaa de Forbedringer, han indførte ved Hestebeslaget, i det han afpassede det nøje efter Fodens Bygning og grundede det paa fysiologiske Principer, som i det væsentlige vare rigtige.
I Aarene 1774—78 var han Præsident i Landhusholdningsselskabet, og det kan næppe betvivles, at han har haft væsentlig Andel i den betydelige Virksomhed til Landbrugets Fremme, som paa den Tid udfoldedes.
I de første Aar, efter at Veterinærskolen var oprettet, vedblev A. at virke som Læge, og i 1775 blev han endog Stadsfysikus. Som saadan virkede han, efter Viborgs Vidnesbyrd, »adskilligt godt for det offentlige og var en ivrig Deltager i Jordemoderkommissionens, Karantænekommissionens og Collegii medici Forretninger«. Senere se vi ham meget virksom i Selskabet for druknedes og skindødes Redning. To Taler af ham ved dette Selskabs Aarsmøder ere offentliggjorte i »Bibliothek for Physik, Medicin og Oekonomie« 1798 og 1800. Sit Lægeembede og sin Praxis nedlagde han i 1782, da Veterinærskolen lagde mere og mere Beslag paa hans Tid og Arbejdskraft.
Ved Siden af sin mangesidige Virksomhed i forskjellige praktiske Retninger fandt A. Tid til videnskabelige Arbejder i Naturvidenskabens forskjellige Grene. I disse var han hjemme som faa, og han har leveret mangfoldige, om end i Regelen ikke omfangsrige, Arbejder paa Fysikens, Kemiens, Mineralogiens, Zoologiens og Fysiologiens Omraade. Han spillede en meget betydelig Rolle i det videnskabelige Liv her hjemme og stod i jævnlig Forbindelse med mange Naturforskere i Udlandet, hvor hans Navn overalt havde en god Klang. Han var Medlem af en Mængde lærde Selskaber i Udlandet, og 1791 tilbød man ham Stillingen som Direktør for Veterinærskolen i Hannover. Af det danske Videnskabernes Selskab blev han Medlem 1775, og fra 1795 til sin Død var han dets Sekretær. Som saadan holdt han i 1797 en Mindetale over A.P. Bernstorff, der havde været Selskabets Præsident. Denne meget vel skrevne Tale (57 S.) roser Molbech (i sin »Vidensk. Selskabs Historie«) som »en af de bedste, værdigste og mest passende Taler, der ved lignende Anledninger ere hørte i dette Selskabs Sale«.
Af A.s mineralogisk-kemiske Undersøgelser fortjener især at anføres, at han var den første, der foretog en kemisk Undersøgelse af Kryolith og gav den Navn. Han paaviste, at den indeholdt Fluor og Aluminium, medens den tredje Bestanddel, Natrium, først fandtes senere. Hans mineralogiske Samlinger vare betydelige; en stor Del af dem blev kjøbt til Prins Christian Frederik, men gik des værre til Grunde ved Slotsbranden 1794. Ved A.s Død blev en betydelig og værdifuld Mineralsamling kjøbt til det den Gang paatænkte Nationalmusæum; den findes nu i Universitetets mineralogiske Musæum.
Hans zoologiske Arbejder ere vel for største Delen Smaaartikler, men om hans Virksomhed i denne Retning saaledes end ikke er særdeles omfangsrig, er den dog (efter en Kjenders Udtalelser) »egnet til at indgyde Respekt og bærer Vidnesbyrd om en fremragende videnskabelig Begavelse«. Dette træder vel tydeligst frem i hans Afhandling om Slimaalen, Myxine, (»Schrift. der Ges. naturforsch. Freunde«) og i hans Bemærkninger om en hos Hundestejlen snyltende Bændelorm, Schistocephalus solidus, (i. Bd. af »Naturhist.-Selskabets Skrifter«). For det første af disse Dyr paaviste A. gjennem en anatomisk Undersøgelse, at det ikke som hidtil sædvanlig antaget hørte til Linnés Vermes, men var et Hvirveldyr. For Ormens Vedkommende paaviste han ved Fodringsforsøg — en den Gang ukjendt Methode —, at den i Hundestejlens Krophule levende Snylter, naar Hundestejlen fortæres af Vandfugle, udvikler sig videre i disses Tarme, som han rigtig formoder, til Kjønsmodenhed. Ogsaa hans Afhandlinger om Infusionsdyrenes Oprindelse (3. Bd. af Nat.-Selskabets Skr.) og om Megatheriet (Vid. Selskabs Skr., Ny Samling 5. D.), som han maatte snige sig til delvis at aftegne under sit Besøg af Musæet i Madrid, indeholde gode og træffende Bemærkninger. Hans øvrige zoologiske Arbejder — heri indbefattede de temmelig omfattende Bidrag til O. Fr. Müllers »Zoologia Danica« 3. og 4. Bd. — ere væsentlig af arts-beskrivende Natur.
Blandt hans fysiologiske Arbejder bør nævnes Bemærkninger om Granden, hvorfor Næsen altid mangler hos enøjede Monstra, Forsøg over Elektricitetens Indvirkning paa Dyr, over Blodkarrenes Indsugningsevne, over Hovedets Reproduktion hos Snegle, over Aandedrættet og over Kulstoffets Mængde i Blodet. Ogsaa disse Arbejder vidne om hans videnskabelige Begavelse og sunde kritiske Sans.
At han ogsaa paa Fysikens Omraade hørte til Tidens kyndigste Mænd her hjemme, kan man skjønne deraf, at det kort før hans Død blev ham tilbudt at blive Lærer i dette Fag ved Universitetet, hvilket han dog afslog, l Forening med E. Viborg udgav han i 1800 en stor Lærebog, »Indledning til almindelig Naturkyndighed for Dyrlæger« (324 S.), i hvilken Kapitlerne om Lyset, Elektriciteten, Magneten og Jordkloden ganske ere hans Arbejde. Denne Bog blev oversat paa Svensk og paa Tysk.
At A. maatte nære en levende Interesse for alt, hvad der kunde fremme Studiet af Naturvidenskaberne og Udbredelsen af Naturkundskab i vide Kredse, er en Selvfølge. Dette gav sig ogsaa mange Vidnesbyrd, af hvilke særlig fortjener at fremhæves, at han er den egentlige Stifter af Naturhistorieselskabet (1789), som en Tid lang spillede en ikke ringe Rolle i det videnskabelige Liv her hjemme.
For at fuldstændiggjøre Billedet af A. fortjener det at omtales, at han i sine yngre Dage var Medarbejder af flere af Datidens kritiske og æsthetiske Journaler. I en af dem (»Alm. dansk Bibliothek«, 1778) findes der af ham under Mærket Andreas Naalemager enkelte vittige, satiriske, smaa Afhandlinger.
Efter et Liv, der trods hans svage Helbred lige til det sidste var viet til utrætteligt Arbejde til Gavn for hans Fædreland, døde A. pludselig af et apoplektisk Tilfælde 21. Jan. 1801. Hans Død vakte almindelig Beklagelse, og hans Minde hædredes i Tale og Skrift af adskillige ansete Mænd. Det kan heller ikke betvivles, at A. hørte til Fædrelandets bedste Sønner. Han var et lyst og skarpsindigt Hoved, havde ualmindelige Kundskaber og besad fortrinlig Fremstillingsevne. Han havde stor praktisk Dygtighed og synes at have besiddet lykkelige Gaver til at arbejde sammen med andre. Hertil bidroge hans fine Dannelse og vindende Væsen, men. først og fremmest hans ualmindelig elskværdige Karakter.
A. ægtede 1767 Margrethe Christine Jagenreuter, Datter af Borgerkaptajn J., og fik med hende 2 Døtre. Den ene af dem blev gift med Kapitajnlieutenant Oxholm, den anden med Kammersekretær og Kommiteret Stoud.
Ludvig Holberg om kvægsygen, se: http://bjoerna.net/holberg/Kvaegsyge.htm
Til: Indholdsfortegnelsen
Af Henry Petersen
Da A. kom tilbage fra sin 2 Aars Rejse med Langebek, var »hans forrige Levebrød kommet i andres Hænder«. Han indgav da 1755 en Ansøgning om at maatte blive Arkivtegnemester ved det kgl. Gehejmearkiv, indtil han kunde blive befordret til nødtørftigt Levebrød i Byen. Ansøgningen, der var varmt anbefalet af Langebek, bevilgedes i Sept. samme Aar, men Embedet var ulønnet, og allerede i Jan. 1756 indgiver A. en ny Ansøgning om mod fri Befordring og et lignende Gratiale af 300 Kr., som han havde haft paa sin svenske Rejse, at maatte aftegne »Monumenta Patriæ« saa vel i Hovedstaden som i Provinserne. Ogsaa denne Ansøgning bilagdes med en indtrængende Anbefaling af Langebek, til hvis egne Bestræbelser for at indsamle alt Materiale til Oplysning om Fædrelandets Historie de paatænkte antikvariske Rejser vilde afgive et betydningsfuldt Supplement. Og endnu i samme Maaned bevilgedes Ansøgningen — én Mand til Ærgrelse, Samleren Højesteretsassessor Klevenfeldt, der først havde Fortjenesten af at have ladet Segl og Gravstene aftegne og derfor betragtede A.s Forehavende som Indgreb i sit Domæne.
A.s Rejser strakte sig gjennem et Tidsrum af 21 Aar, 1756—76. Hans Tegninger, der ere udførte med Tusch, enkelte med Farve, bevares nu, 918 i Tallet, i det med Oldsagmusæet forbundne antikvarisk-topografiske Arkiv. Den langt overvejende Del er Gravmonumenter, ligesom det i det hele kun var de Monumenter, der bare Aarstal, Navne og Inskriptioner og saaledes fremtraadte som historiske Kilder, for hvilke Datidens Opmærksomhed var vakt, og som man fandt Interesse i at afbilde. Tegningerne vise en før ukjendt Bestræbelse for Proportionernes korrekte Gjengivelse og for Indgaaen i Detaillen, for saa vidt man da vidste at erkjende dens Interesse. I Læsning af Indskrifter har A. vist stort Mesterskab og Taalmodighed; sikkert nok skylder han Langebek sin første Undervisning heri.
A. havde ikke blot Gravstenene til Maal, naar han med sit kgl. Kommissoriepas meldte sig hos Herremænd eller Præster; han spurgte — som hans i antikvarisk-topografisk Arkiv bevarede fynske og jyske Rejsedagbøger udvise — om gamle Dokumenter og Portrætter paa Herregaardene, og i Kirkerne gjorde han Notitser om Inventariegjenstande, der bare Navne og Vaabenmærker, om Klokkeindskrifter og om Epitafier, hvilke Tiden ikke tillod ham at aftegne. For Døbefonternes Skulpturer og for Kirkernes Arkitektur og Bygningshistorie havde man endnu ikke Øje paa hans Tid. Om Dysser og Høje træffe vi derimod ikke sjælden Notitser med Beskrivelser og Maal. A. er den første sagkyndige Antikvar, der gjennemrejser Landet og til Dels Sogn for Sogn søger Oplysning om Mindesmærkerne. Alle tidligere Underretninger om disse vare indvundne ved Beretninger fra Præsterne af højst forskjellig Værdi.
I Firserne i forrige Aarhundrede var der Planer oppe om Udgivelse af Gravstenstegningerne i Kobberstik ved G. Haas under A.s Korrektur, men de strandede paa Omkostningerne. I 1859 er en enkelt Suite, de antvorskovske Monumenter, bleven bekostet udgiven af Fuldmægtig Anton Petersen. Af andre lejlighedsvis udgivne Monumenttegninger af A. maa særlig henvises til den mesterlige Tegning af den nu tabte Gravplade over Biskop Niels Jepsen i Værket over Roskilde Domkirkes Gravstene ved J.B. Løffler.
A. døde 2. Juli 1791. Efter et Vers over ham i Adresseavisen havde han længe været lidende, men var sig bevidst til Dødsstunden, i hvilken han sendte sin Slægt sin sidste Tanke. Hans fremragende Karaktertræk vare Nøjsomhed og Flid. Efter Tradition i Familien skal han til Tider have været sær og vanskelig, hvad der vel kunde stemme med Skildringer i Langebeks Breve fra Rejsen i Sverige, hvorefter A. ikke hørte til dem, der toge mødende Rejsegjenvordigheder med let Sind. Hans Hustru overlevede ham. I en mærkelig Grad gik A.s Begavelse som Kunstner og hans praktiske Sans over for Naturens Frembringelser i Arv til hans to Sønner, Maleren Nicolai A. og Veterinæren Peter Christian A. — Der er i Familien bevaret to forskjellige Miniaturportrætter af A. fra hans ældre Dage; hans Ansigt viser en skarp Profil og magre Træk.
Til: Indholdsfortegnelsen
Af F.J. Meier
Til: Indholdsfortegnelsen
Af Edgar Collin
Til: Indholdsfortegnelsen
Af F.J. Meier
Af hans Arbejder kan nævnes: Wiedewelts Portræt i Akademiet, sammes paa Rosenborg, Jardins og Preislers, hvilke han malede for Receptionen, Akademiets Æresmedlem Grev Schmettaus, ligeledes i Akademiet, Caroline Mathildes i Oberstuniform (1771), af Kongen skjænket til Grev Rantzau-Ascheberg, og Christian VII i Legemsstørrelse, hvilket var hans sidste Arbejde, og som han ikke naaede at faa fuldendt. Hans Portrætter ere ret vakre, men Koloriten i dem som Helhed mørk og mat, Karnationen er noget jordagtig, og de tilbagetrædende Partier, som Underansigt og Hals, lide af uheldige graagrønne Toner. A. malede ogsaa Miniaturbilleder, saaledes flere Gange Christian VII.
Til: Indholdsfortegnelsen
Af A.D. Jørgensen
Allerede i Aaret 1702 blev han Enkemand; hans første Hustru var Anna Gørritzen. Aaret efter, i sit 26. Aar, ansattes han som ordentlig Professor i Statsvidenskab og Privatret i Kiel, hvor han ægtede en Datter af den ældste Professor i Fakultetet, Prokansler og Justitsraad Nicolaus Martini. Som Professor optraadte han med megen Iver for den nye Tids Ideer; han brugte endog Modersmaalet ved enkelte af sine Forelæsninger og udgav Skrifter i det. Han søgte at fremkalde et alvorligt Selvarbejde hos de studerende, større videnskabelig Sans og jævnlig Indøvelse af det lærte. 1712 blev han Professor i national (den slesvigske og holstenske) Ret, som han særlig havde dyrket. I de samme Aar skrev han i eget og andres Navn en stor Mængde Lejlighedsdigte og Festsange.
Men imidlertid droges han ind i de samtidige politiske Begivenheder. Som opdragen af en kongelig Embedsmand fulgte han den danske Sag med sin fulde Sympathi og skrev bl.a. Hædersdigte til Kongen i Anledning af hans Sejrvindinger. Da det afgjørende Brud med Gottorp derefter indtraadte, modtog han Udnævnelse til dansk Kancelliraad (21. Avg. 1713) og søgte strax efter sin Afsked af den hertugelige Tjeneste uden dog at kunne faa den. Han forlod derfor Kiel og modtog Udnævnelse til Medlem af den under 4. Nov. s. A. oprettede Overret for det gjenforenede Hertugdømme Slesvig. Aaret efter blev han desuden kongelig Historiograf og Præsident i Staden Rensborg [Rendsborg; Rendsburg].
Han udfoldede nu en betydningsfuld Forfattervirksomhed til Oplysning af Hertugdømmernes, særlig Sønderjyllands offentlige Ret, ligesom han kastede sig ind i den samtidige litterære Strid med Sverige og Gottorp for at retfærdiggjøre den danske Politik og paavise dens Nødvendighed. Af størst Betydning ere hans Skrifter om Ridderskabet og om Sønderjyllands historiske Forhold til Kronen, der begge fik Betydning for den følgende Tids politiske Omvæltninger (»Historischer Bericht von dem vormaligen und gegenwärtigen Zustande der Schleswig-Holsteinischen Ritterschaft und ihrer Privilegien.« 1714. »In jure et facto gegründeter Beweis der vielfältigen Treulosigkeiten, so das jetzt regierende konigl. dähnische Haus von dem fürsti. Holstein-Gottorpischen bisher erlitten, worin . . . gezeiget wird, dass das Herzogthum Schleswig durch offenbare Rebellionen und böse Intriguen der damahligen Holsteiner von der Krohne Dänemark zum erstenmal abgerissen etc. Auf allergnädigstem Befehl.« 1715). I Aaret 1717 udgav han i Flensborg [Flensburg] en betydelig Samling af sine Digte (»Poetischer Versuch einiger teutschen Gedichte»). 1719 kaldtes han til Kjøbenhavn, hvor der anvistes ham Bolig paa Rosenborg. Han sysselsattes nu med at skrive den regerende Konges Aarbøger efter Aktstykker i Arkiverne, men naaede kun til i to Folianter at faa det første Aar (1699—1700) gjort færdigt. Efter Fredens Ratifikation i Efteraaret 1720 henvendte det tyske Kancelli sig til ham for at konferere med ham om de fremtidige Former for Sønderjyllands Styrelse, men han oplevede ikke at se Indlemmelsen fuldbyrdet. Han døde 21. Febr. 1721 paa Rosenborg, kun et Par og 40 Aar gammel. Vistnok maa han henregnes til de mest nidkjære og begavede Mænd, som stode paa dansk Side i den lange og vanskelige Kamp med Huset Gottorp.
Til: Indholdsfortegnelsen
Af H. Matzen
Efter Scheidts Bortrejse i 1748 rykkede A. op til første Professor og Dekanus i Fakultetet, i hvilken Egenskab han kreerede en Række Doktorer i den hurtig fremblomstrende Retsvidenskab, hvoriblandt Obelitz, Dons og J. E. Colbjørnsen. Sin regelmæssige Lærervirksomhed vedblev han indtil 1756. I den Tid disputerede han og holdt Forelæsninger over dansk Civilret, dansk og romersk Retshistorie, Strafferet, Proces, Kirkeret og dansk-norsk Statsret m. fl., af hvilke Forelæsninger de fleste endnu findes i Haandskrift paa det kgl. Bibliothek og Christiania [Kristiania] Universitets Bibliothek. Men da han havde et svagt Bryst og ikke kunde taale at holde mange Forelæsninger, i Særdeleshed fordi han havde den Vane at tale »fort, hidsigt og stærkt«, blev han adskillige Gange syg af for megen Talen og faldt 1756 i en svær Sygdom, der i 8 Maaneder fængslede ham til Sygelejet. Med kgl. Understøttelse gjorde han i det følgende Aar ligesom et Par Gange senere en Baderejse til Pyrmont, men naaede dog ikke at blive rask nok til atter at kunne holde offentlige Forelæsninger. Disse lod han derfor efter Datidens Skik besørge af Vikarer, hvoriblandt Sevel og J. Erichsen, medens han selv vedblev at beklæde Professoratet og varetog de øvrige dertil hørende Forretninger, endog private Forelæsninger, indtil han døde som Universitetets Senior 5. Juli 1788. Ligeledes holdt han Sædet i Konsistorium, beklædte efter Omgang 4 Gange Rektoratet og udførte akademiske Hverv, som Eforatet for Borchs Kollegium. I 1776 varetog han tillige med H. Stampe [se om Stampe i:
Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] som Universitetets delegerede dettes Tarv mod Guldbergs snilde Forsøg paa at overliste Universitetet ved et foreslaaet Mageskifte.
Med sit Professorat forenede han endnu andre Embeder, i det han i 1753 var bleven udnævnt til Assessor i Overadmiralitetsretten og Generalavditør i Søetaten, hvilket Embede han dog ligeledes i 1764 fik Tilladelse til at lade forrette ved sin Svoger, Sevel, og da han i 1776 efter Ansøgning afskedigedes derfra, beholdt han Gagen, 500 Rdl., sin Livstid, medens Efterfølgerne, først J. E. Colbjørnsen, derefter J. Nørregaard,- saa længe nøjedes med de andre Indtægter. End videre udnævntes han i 1753 til virkelig Justitsraad, hvilket i Datiden var det samme som Assessor i Højesteret, hvor han gjorde Tjeneste efter Tilsigelse i vigtige og vidtløftige Sager. I 1766 blev han Etatsraad, 1770 virkelig Etatsraad, 1774 tillige Konferensraad. Efter Overleveringen af hans Udgave af Jyske Lov i Aaret 1783 modtog han fra Kongen gjennem Guldberg en med Kongens Navnetræk og Omskriften »merito« prydet Brillantring samt Tilsagn om en Pension for hans Enke paa 300 Rdl. af Kongens Kasse.
Den Frihed for Embedsforretninger, der var indrømmet A., muliggjorde ham Overtagelse af en Række særlige Hverv. I sine Levnedsoptegnelser skildrer han udførlig, hvorledes han i 1770 sendtes til sin Fødeø for at mægle mellem Regeringen og Bornholmerne, der i Henhold til deres Privilegier nægtede at betale de da paalagte Skatter. Det lykkedes A. fuldstændig at bilægge Konflikten og tilvejebringe Forstaaelse baade om Skatterne og om Privilegierne. Samme Aar var han Medlem af en Kommission, der paadømte en Ægteskabssag mellem Herman Løvenskiold og Ingeborg Akeleye, og 1772 sad han i den Kommission, der dømte Struensee og Brandt, i hvilken Sag han efter Anmodning forfattede species facti. Endnu i 1784 udnævntes han paa Foranledning af Hertugen af Augustenborg til Medlem af den Kommission, der dømte i den Laurvigske Arvesag, men det Mindretals-Votum, A. selv anden afgav til Fordel for Hertugen, underkjendtes i Højesteret.
Blandt de Lovkommissioner, i hvilke A. havde Sæde, nævner han selv i sine Optegnelser forskjellige vedrørende Undervisningsvæsenet, hvorom dog ingen Oplysninger have kunnet findes. Derimod var han med til at udarbejde Krigsartikelsbrevet for Landtjenesten ved Søetaten af 29. Juli 1756 og havde Sæde i den Kommission, der var nedsat til at gjennemse Landsloven. Den sad fra 1737 indtil sin stille Bortgang i 1772 og udarbejdede nogle særlige Love, hvoriblandt Lov af 14. Okt. 1773 om Selvejergaardes Arv paa Bornholm, hvilken A. er Forfatter af; men til at gjennemse Landsloven naaede den ikke. A. var Medlem af Kommissionen fra 1743, men først efter at Etatsraad Lousen var død, paatog han sig i 1758 efter forudgaaende Forhandling med Grev J. L. Holstein gjennem Prokansler Pontoppidan [se om Erik Pontoppidan i:
Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] at affatte et Udkast. Under 31. Marts 1759 indgav han et udførligt Promemoria til Kommissionen med en fuldstændig Plan til Arbejdets Udførelse, hvilken vandt Bifald. Med vanlig Flid fremmede han dernæst Arbejdet, som Kommissionens Akter i Kongerigets Arkiv vise. Men den øvrige Kommission lod hans Udarbejdelser henligge ureviderede, og derved gik Sagen i Staa. For at fralægge sig Ansvaret herfor indgav han 25. Febr. 1777 en Erklæring til Kongen, hvoraf udførlige Uddrag ere bevarede i det nævnte Arkiv.
Da A. saa, at det ikke blev til noget med Lovgivningsarbejdet, fattede han den glædelige Beslutning at skrive en udførlig dansk Lovhistorie.
A.s videnskabelige Virksomhed skyldes i første Række hans Forbindelse med Universitetet, ved hvilket han holdt Festtaler og Disputatser samt fra 1748—79 som Dekan i det juridiske Fakultet affattede dettes Betænkninger. Dertil kom hans Forhold til forskjellige lærde Selskaber. Han var saaledes «Opseer» for det i 1746 af Magister Eilschov [se om Eilschov i:
Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] dannede Selskab for Udgivelse af filosofiske, historiske og økonomiske Skrifter, som dog fristede en kort Tilværelse. Efter Forslag af Grev J. L. Holstein optoges han 1750 i det danske og blev senere ogsaa Medlem af det norske Videnskabernes Selskab. End videre tog han efter Grev Bernstorffs Foranledning Del i Datidens økonomiske Bestræbelser og blev 1769 Medlem af det danske Landhusholdningsselskab. Til de saaledes fremkaldte Skrifter slutte sig endelig endnu de mest betydningsfulde, der skyldes Forfatterens frie Initiativ, fremgaaet af hans egen videnskabelige Lyst.
A. var en selvlært Mand, der i det væsentlige skyldte egen Granskning sin Dannelse. Professor Thestrup paaankede dette i sin Censur over A.s Konkurrenceafhandling; men takket være hans videnskabelige Selvstændighed, blev A. netop en Banebryder i den danske Retsvidenskab. Denne Udviklingsmaade medførte ogsaa, at han ikke, som f. Ex. Henrik Stampe [se om Stampe i:
Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], søgte udenlandske Lærdes Undervisning. Han rejste kun én Gang i videnskabeligt Øjemed 1772—73 for at undersøge danske Haandskrifter i Antikvitetsarkivet i Stockholm. Ellers vare hans Rejser Bade- og Rekreationsrejser, paa hvilke Bibliotheker og Haandskrifter synes at have interesseret ham mere end lærde Mænd. Han brevvexlede derfor ogsaa kun med saadanne fremmede, der selv søgte ham, saasom den kejserlige Hofraad Baron Senkenberg, Hofraad Platner i Leipzig og Hr. Fellenberg i Genf [Genève].
A. var i Besiddelse af et vist Lune, der i »Brevet til ingen om intet i Lov og Ret« (1765) boltrede sig saa lystig, at det vakte Anstød, og Forfatteren i en Alvorsmands Skikkelse maatte gjendrive sig selv. Han synes derfor ogsaa at have yndet Holberg — hvem han valgte til sin private Præceptor — og Molière og forsøgte sig endog selv en Gang imellem i Skjæmtevers; men i øvrigt laa Æsthetiken ham fjærnere. I Fortalen til T. Reenbergs Skrifter behandler han saaledes det haartrukne Æmne, om en Digter kan være Jurist, indtil han med Møje har sammenskrevet saa meget, som »ungefær kan udgjøre den sædvanlige Størrelse af en Fortale«. Hans Dannelse var derfor mere af den lærde Art. Theologien, som han havde studeret i sin Ungdom, synes dog først at have sysselsat ham stærkere i Slutningen af hans Liv. »En Mand ved Gravens Bred skriver dette«, hedder det i Afhandlingen om »Den fornuftige Gudsdyrkelse« (1781), »for at have Tanker for Øje, som han kan føre med sig ind i Evigheden.« Derimod var han vedblivende optaget af Filosofien, men var dog ikke nogen spekulativ Natur, i det han ogsaa her altid havde et praktisk Maal for Øje. Efter vidtløftig at have kritiseret Wolffs Mening om Dyrenes Fornuft slutter han med at lade den Ting staa ved sit Værd og indskærper Menneskene de Pligter, Fornuften paalægger dem. Bryder han en Lanse med Bayle om det Spørgsmaal, hvor vidt Lysten til det gode eller Afsky for det onde virker stærkest hos et Menneske, sker det af Hensyn til Besvarelsens Betydning for Sædelære, Naturret og Statskunst. Fra dette praktiske Synspunkt er det særlig Sæde- og Retslæren, der interessere ham, og skjønt han godtgjør Kjendskab til forskjellige Folks fremragende Tænkere i ældre og nyere Tid, er det dog fortrinsvis den Wolff'ske Filosofi, der da herskede i Tyskland, som han har dyrket, og hvis brede demonstrative Methode har sat mindre heldige Spor i hans ældre Disputatser. A.s Syslen med økonomiske Spørgsmaal har affødt en Afhandling om Handelen, som ikke frembyder videre Interesse.
Hans retsvidenskabelige Belæsthed fremgaar tilstrækkelig af hans »Anvisning for en dansk Jurist« (1755), som er et ligefrem Mønster for en juridisk Encyklopædi, hvorfor den ogsaa nød den sjældne Ære at udkomme i anden forøgede Udgave (1777).
Naar A. i sine akademiske Skrifter paa ganske unødvendig Maade glimrer med sin udbredte Læsthed, følger han derved kun Datidens Skik. Dens akademiske Frembringelsesform var Disputatsen, som A. ogsaa benyttede. Men Pligten til regelmæssig at disputere var mindre yndet af Professorerne, og dette bidrog vistnok til, at Disputatserne jævnlig vare mindre gode. Blandt A.s Disputatser findes ogsaa hans svageste Arbejder. Bedst lykkede ere de politiske, særlig de, hvori han forsvarer den dansk-norske Regeringsform mod Datidens revolutionære Tænkere. Rousseau er ham bekjendt, i det der f. Ex. blandt A.s Excerpter paa det kgl. Bibliothek findes Uddrag af hans »Discours sur l'inégalité«, men han nævnes dog kun i forbigaaende. Derimod fører A. en udførlig og dygtig Polemik mod Montesquieus Skrift »De l'esprit des loix«. Mindre tilfredsstillende ere hans privatretlige Afhandlinger. De, som henhøre til den almindelige Del, yde intet Udbytte af den trættende Vandring gjennem Theser og Scholier, og selv hans tingligretlige Konkurrenceafhandling om Præskription er i Form og Indhold forfejlet. De arveretlige Afhandlinger, f. Ex. om syvende Mands Grænsen, som han senere omarbejdede og afsluttede paa Dansk, betegne et Fremskridt derved, at han har opgivet den Wolff'ske Methode og mere og mere er kommet ind paa den historiske Behandling, som giver selv hans mindre gode Afhandlinger paa sine Steder Værdi; thi i denne Retning laa hans enestaaende Begavelse, der har gjort ham til Grundlæggeren af den danske Retshistorie.
A.'s Længsel efter en national Retsvidenskabs Fremblomstring giver sig atter og atter Luft i Klager over den danske Rets langvarige Tilsidesættelse ved Universitetet, og han havde Lyst og Evne til at afhjælpe Savnet. Med utrættelig Flid samlede han et rigt Materiale, hvorpaa alene et grundigt Studium kan bygges, og var i Besiddelse af den rette kritiske Sans til at sigte og prøve det. »Historieskriverne maa tages paa en juridisk Fod; man anser dem som Vidner og bør derfor prøve deres Udsigende som andre Vidners.« Ædruelig og forsigtig holder han sig paa Kjendsgjerningernes Grund; men han behersker dem med den videnskabelige Evne, der kan øjne og fremstille den historiske Udviklings Gang gjennem deres brogede Mangfoldighed. Hans nationale Sans er saa inderlig og sand, at han overalt med Klarhed og Styrke hævder den danske Rets Ejendommelighed og Selvstændighed; men tillige har han det frie og overskuende Blik, der kan se de enkelte Landes Forhold i den almindelige Udviklings Lys. Ved Betragtningen heraf tager han det samme Hensyn til Folkenes Slægtskabsforhold, som Nutidens Videnskab godkjender, og fremhæver endog den sammenlignende Sprogvidenskabs Betydning paa dette Punkt, i det han i Afhandlingen om »Sprogkunstens Nytte« spørger, hvorfor man ikke skulde kunne bruge Sprogenes Slægtskab og Oprindelse til at finde Folkenes Oprindelse.
A.s utrættelige Flid og intuitive Evne til at gribe det Stof, som har Interesse, har medført, at der næppe endnu findes noget retshistorisk Spørgsmaal i den danske Ret, hvis Granskning ikke kan tage sit Udgangspunkt fra hans Arbejder. Ypperst iblandt dem staar »Den danske Lovhistorie« (1769—76), og hans Gravskrift hædrer ham derfor ogsaa særlig som den danske Lovhistories Forfatter. Efter eget Sigende havde han først tænkt at skrive den paa Latin til Udfyldning af Stubs Disputatser, og han udarbejdede ogsaa nogle Kapitler, hvoraf et endnu findes i Haandskrift paa det kgl. Bibliothek, men selve Stoffet og dets Omfang nødte ham dog heldigvis snart til at forandre denne Plan. At Lovhistorien ikke er noget egentlig systematisk Arbejde, men nærmest en Samling af Afhandlinger og Aktstykker, saa vel som at hans Anskuelser om forskjellige vigtige Spørgsmaal ere noget ubestemte og skiftende, kan ikke bebrejdes Forfatteren. Derimod er hans Blik paa Rettens historiske Tilblivelsesformer hildet noget af Forholdene under Enevælden, og dette har øvet en mindre heldig Indflydelse paa hans herhen hørende Undersøgelser. Endelig har han vel Fortjenesten af at have fremdraget en stor Del Lovhaandskrifter, men hans Behandling af dem tilfredsstiller ikke Nutidens Krav, saaledes som hans Udgave af Jyske Lov (1783) godtgjør, og Savnet i den her nævnte Retning er ikke blevet afhjulpet af hans Efterfølgere.
Om A.s trykte Skrifter henvises til Nyerups Lit.-Lex. Et Maleri af ham, der er malet 1785 af Portrætmaler Fuchs og ejes af Familien, fremstiller ham siddende paa Kathederet med den venstre Haand hvilende paa hans Lovhistorie, medens han paa højre Haand bærer den tidligere omtalte Brillantring. Efter dette Maleri er hans Billede i Medaillonen paa det juridiske Fakultets Jubilæumsskrift (1879) tegnet. Et Skyggerids af ham findes foran i Barens' »Juridiske Lommebog« (1795). Hans Gravsted kjendes ikke, men en Gravskrift er opbevaret fra Søn til Søn.
Til: Indholdsfortegnelsen
Af H. J. Huitfeldt-Kaas
Til: Indholdsfortegnelsen
Af F.J. Meier
Til: Indholdsfortegnelsen
Af Schjellerup
Engageret i udgivelsen af »Peder Paars« med Clemens' kobberstik.
»Første Mand af Stand, som havde anordnet at blive begravet paa Assistenskirkegaarden«.
Foto: Bjørn Andersen, 2007.
Johan Samuel Augustin er født 31. Marts 1715 i Oldenswort af en gammel ejderfrisisk Familie. Da han var 2 Aar gammel, døde Faderen, Joh. Sam. A., hvorpaa hans Morbroder og Formynder, Corniels Bischoff i Tetenbüll, lod ham opdrage i Fødebyen af Farbroderen, Steffens A. Efter endt Skolegang studerede han ved Universiteterne i Kiel, Jena og Leipzig. Det var hans Hensigt efter sin Hjemkomst at studere Jura, men han foretrak at tage imod en Informatorplads, der blev ham tilbudt. Hos Wiedeburg i Leipzig havde han faaet Smag for Mathematik og Astronomi, hvilke Videnskaber han senere dyrkede med stor Iver, hvad hans store Bibliothek og Instrumentsamling (Katalog udg. af Erichsen) noksom bære Vidnesbyrd om. Han var ogsaa en virksom Deltager i Udgivelsen af »Peder Paars« med Kobbere af Clemens. 1750 fik han Ansættelse i Krigskancelliet i Kjøbenhavn, i hvilket han 1757 avancerede til første Sekretær. Det kgl. danske Videnskabernes Selskab optog ham 1775 som Medlem. Han døde ugift som Etatsraad 26. April 1785 og var den første Mand af Stand, som havde anordnet at blive begravet paa Assistenskirkegaarden. Hans Portræt findes i ovennævnte Katalog over hans Bogsamling.
Foruden nogle Oversættelser paa Tysk har han udgivet: »Briefe des Joaber Adaders aus der Sonne an Pyrophilus auf Kosten der Pyrophilaner« (s.l. 1748). Desuden i 12. Del af Videnskabernes Selskabs Skrifter: »Om Forskjellen imellem Tycho Brahes og Picards Meridian af Uranienborg« samt »Adskillige Steders Længde og Bredde i Norge«. Derimod ere de i 1781 og 1782 forelæste Afhandlinger: »Om Tycho Brahes skrevne Observationer og deres Skæbne« samt »Om Vejrligets besynderlige Forandringer i Januar 1782« ikke udkomne i Trykken.
Til: Indholdsfortegnelsen
Af J.P. Petersen
Til: Indholdsfortegnelsen
Af C. Nyrop
Til: Indholdsfortegnelsen
Af Christian Bruun
[Holberg omtaler Bagger i Første Levnedsbrev og langt senere i Epistel 311. Holberg opfatter Bagger som et menneskeligt perpetuum mobile, en vægelsindet. I Epistel 311 oplyser Holberg at Bagger var irriteret over omtalen af sig i levnedsbrevet. Bemærk i epistlen i øvrigt Holberg's omtale af Niels Klim i »underjordisk Dragt«].
Til: Indholdsfortegnelsen
Af P. Hansen
Jens Baggesen's »Comiske Fortællinger«, 1785
B. har paa et senere Trin af sin Udvikling fremhævet, at det ikke var af indre Tilskyndelse, han ved sin Debut slog ind paa den komiske Digtning. Den overvejende Del af hans Læsning havde haft den alvorlige poetiske Litteratur til Gjenstand, fra den havde han modtaget de dybeste Indtryk, og det var Gjengivelsen af saadanne, der voldte ham størst Tilfredsstillelse. Men da de Kjendere, hvis Dom han søgte, afgjort fandt mere Behag i hans komiske Forsøg, stillede han deres Indsigt over sin egen Fornemmelse og betraadte det Spor, de anviste ham. Udfaldet godtgjorde, at han derved ogsaa traf det større Publikums Smag. De komiske Fortællinger henreve Læseverdenen ved deres aandfuldt konverserende Form, ved den til en hidtil ukjendt Fuldkommenhed drevne Behandling af det metriske Sprog, ved den elegante Lethed, hvormed de foretoge Overgangene fra Alvor til Spøg, fra erotisklyriske Stemninger til satiriske Forstandsræsormementer, samt ikke mindst ved den Gratie, hvormed de halvt som i Leg berørte de politiske, sociale og religiøse Spørgsmaal, som vare oppe i Tiden, og behandlede dem i dennes noget frivole og til oppositionel Kritik stemte Aand. De kyndigste i Litteraturen hilste denne Forfatterdebut som noget ualmindelig lovende, og Wessel selv, hvis komiske Fortællinger disse Digtninger fortsatte, uden dog at naa Forbilledets friske Naivitet, hyldede B. som den opgaaende Sol og ønskede ham Lykke paa hans Vandring. Men ikke blot for det bredere Publikum var B. nu med ét Slag bleven Dagens Helt; ikke blot de litterære Kredse søgte at tilegne sig ham, som da han knyttedes til det nylig stiftede Tidsskrift »Minerva«, hvor han bl.a. offentliggjorde de versificerede Fortællinger »Emma« og »Censurens Oprindelse«. Ogsaa Samfundets øverste Cirkler, hvor tillige den videst omfattende Dannelse havde hjemme, aabnede sig for den unge Digter: hos Schimmelmanns, Reventlows, Bernstorffs og Stolbergs deltog B. i et under de fineste og yppigste Former blomstrende aandeligt Liv, der havde Tidens højeste Interesser til Æmne, og med den vidunderlige Tillempningsevne, som allerede tidlig var en fremtrædende Bestanddel af B.s Væsen, fandt den borgerlig fødte og i fattige Forhold opvoxede Digter sig hurtig til rette i de rige adelige Omgivelser, fængslende Mændene ved sin livfulde Tilegnelse af de ledende Tanker og forkjælet af Damerne som en Gratiernes Sanger, der ikke forlangte bedre end at inspireres af deres Skjønhed og Vid. I de danske litterære Kredse, hvor demokratiske og nationale Følelser begyndte at fæstne sig til Modstand mod Adelsoverlegenhed og tysk Indflydelse, var man med lige saa megen Harme som Beklagelse Vidne til et Erobringsværk, der endog — da B. havde forsøgt sig med tyske Poesier — truede med at berøve det danske Sprog dets talentfuldeste Digter. Denne Stemning fik Luft i en skarp og paa adskillige Punkter ubillig Polemik imod B.s Operatext »Holger Danske« (1789), som havde det Uheld at blive overvurderet af de tyske Kredse og derved udfordrede til Protest, uden at der til Gunst for B. toges noget Hensyn til, at han kort forinden havde godtgjort baade sin Kjærlighed til og sit Mesterskab i det danske Sprog ved sin ypperlige Oversættelse af Holbergs »Niels Klim«.
B.s yderst sensible Natur følte sig paa det pinligste berørt af denne litterære Modgang, og han modtog under disse Omstændigheder med dobbelt Taknemmelighed det Tilbud om en Udenlandsrejse, som hans Velynder Prinsen af Augustenborg, Universitetets Patron, gjorde ham. Medens »Holgerfejden« vedblev at brede sig her hjemme, tiltraadte B. da i Foraaret 1789 denne sin første større Rejse, hvis Begyndelsesafsnit — Turen gjennem Tyskland indtil Indtrædelsen i Schweits — han 1792 og 93 skildrede i de 2 Bind af »Labyrinthen«, der høre til vor Litteraturs ypperste Prosaværker og indtage en Førsterangsplads blandt Rejseberetninger overhovedet ved Opfattelsens friske Oprindelighed og den uforlignelig livfulde Fremstilling, hvis Stil og Methode paa ethvert Punkt slutter sig paa den inderligste Maade om Æmnet. At Forfatterens hyppige Extase-Tilstande, hans stundum affekterte Begejstring og usunde Sværmen hist og her skæmme Fremstillingen for en ædruelig Nutidslæsers Smag, viser jo kun, at B. gav sig, som han var, i denne lyrisk-episke Rejseskildring.
B. havde endnu kun opholdt sig et Par Maaneder udenlands, da Efterretningen om den franske Revolutions Udbrud naaede ham og hensatte hans let bevægelige Sind i en fuldkommen Frihedsrus; hans Hjærte »bankede af Rædsel og af brændende Henrykkelse ved de Tings Forventelse, som skulle komme over Jorderige«; paa Rhinbroen ved Strasburg »bemægtigede Taarnet, Bogtrykkerkunsten og Revolutionen sig hele hans Fantasi«, og ved Betrædelsen af Schweits' [Schweiz'] republikanske Jord ligger Landet for ham som »det herlige, hellige, frie, lyksalige*, »hvis Indbyggere endnu den Dag i Dag bevare den eneste Rest af Frihed, det forkjælede Evropa har tilbage». Efter en Bjærgvandring i den bedste Sommertid havnede han i Begyndelsen af Sept. ved Thunersøen, hvor han første Gang traf sammen med Bernerinden Sophie Haller, Datterdatter af den som Naturforsker og Digter berømte Albrecht v. H. En heftig Forelskelse betog B. ved Bekjendtskabet med den smukke unge Pige, og efter at han havde fortsat dette som Gjæst i hendes Hjem i Bern, vandt han et Par Maaneder efter hendes Haand og Familiens Samtykke. Hans nærmeste Bestræbelser gik nu ud paa at sikre sig en saadan Stilling i Danmark, at han kunde hjemføre hende som sin Hustru; efter at han havde afsendt de hertil stræbende Forklaringer og Anmodninger, begav B. sig paa et kort Besøg til Paris, hvor han svælgede i Frihedsjubel og bl.a. »dansede en Solo paa Bastillens Ruiner« under de tilstedeværende Pariseres Bifaldsklap. Ved Tilbagekomsten til Bern fandt han alting ordnet paa bedste Maade af Velynderne der hjemme, holdt Bryllup i Begyndelsen af Marts 1790 og begav sig i Juni paa Rejsen hjem efter, en langsom Tur op igjennem Tyskland med Besøg i mange Byer og hos endnu flere litterære Berømtheder. Henimod Slutningen af Okt. gjensaa han Kjøbenhavn.
Men hans Fædreland blev ham ikke længe noget blivende Sted; med hans Giftermaal begyndte for B. det ustadige Liv, som gjorde ham til en farende Svend uden Stunder til at gro fast nogensteds; hindredes han end derved fra at slaa sig til Ro paa vundet Ry og spinde sig ind i fastslaaede Opfattelsesmaader, saa fremmede paa den anden Side dette Vandringsliv hans Naturs oprindelige Drift til flygtig Omskiftelighed, til vexlende Paavirkning af de mest uligeartede Indflydelser og til at lægge Kraften stærkere paa de forjættende Begyndelser end paa den udholdende Gjennemførelse.
Efter Udgivelsen af »Labyrinthen« og 2 Bind »Ungdomsarbejder«, blandt hvis nye Indhold Fragmentet »Forfatterens Liv og Levned« især er at fremhæve, forlod B. i Foraaret 1793 paa ny Danmark med Hustru og Barn, begge svagelige og trængende til et mildere Klima; atter ved denne Lejlighed var det Prinsen af Augustenborg, der traadte hjælpende til ved at sikre Digteren en regelmæssig Indtægt som Honorar for de Studier i — pædagogisk Øjemed, det med en Slags gjensidigt venskabeligt Bedrag aftaltes, at han skulde sysselsætte sig med i Udlandet. Efter nogle Maaneders Omflakken i Tyskland naaede Familien Bern, hvor den forøgedes med endnu en Søn (Karl Albrecht Reinhold); men kort efter havde B. den Sorg at miste sin førstefødte. Medens hans Hustru søgte Hvile i sit Barndomshjem, rejste B. til Wien og Norditalien og vendte først tilbage i April 1794, benyttede Sommertiden til en Alpevandring sammen med sin Hustru, Wielands Datter og en tredje Dame og tilbragte Efteraaret ved Genfersøen [Genève-søen]. I Begyndelsen af 1795 tiltraadtes Hjemrejsen til Danmark, for B.s Vedkommende afbrudt af en Maaneds Udflugt til Paris, hvor Jakobinerne vare paa Højdepunktet af deres Magt; skjønt B. kom i nær Berøring med flere af de terroristiske Optrin, bevarede han sin Begejstring for Revolutionen. I Juli naaede han med Hustru og Barn sin Beskytters gjæstfrie Herresæde Augustenborg paa Als, hvor hans tredje Søn (August) kom til Verden. Vinteren tilbragtes i Kiel, og først i Sommeren 1796, efter mere end 3 Aars Fraværelse, opslog han atter sit Telt bag den danske Hovedstads Volde.
Heller ikke dette Ophold blev af Varighed. Ved Protektion havde B. faaet Pladsen som Viceprovst paa Regensen, en Stilling, som kun lidet passede for hans Naturel; han klager i et Brev over, at han idelig tager fejl mellem de 35 Nøgler, som vare betroede ham, og over, at han paa én Gang er bleven gjort til »Provst, Reparationsopsynsmand, Dørvogter, Husvært, Natvægter, Gaardskarl, Universitetsbud og, hvad véd jeg alt«. Han kunde dog til andre Tider skjønne paa, at han havde »noget fast og en ordentlig, bestemt Stilling, Tid til overs for mig selv, Lejlighed til at udsaa megen god Sæd og opelske mangen smuk Plante, saa megen Uafhængighed, som kan forenes med et Embede, en taalelig Bolig og Udsigt til Forbedring af mine Omstændigheder«. Han havde derfor, efter sit eget Sigende, aldrig været »sattere og virksommere« end da, han underviste i Dansk og Æsthetik hos Christiani paa Vesterbro og tog Del i forskjelligt litterært Organisationsarbejde. Men i Hjemmet selv laa Spiren til dets Splittelse: Sophie B.s Helbred blev mere og mere vaklende, og skulde en Katastrofe undgaas eller endog blot forhales, maatte det syge Bryst aande en mildere Luft. Allerede i Marts 1797 maatte B. bryde op paa ny. Maaneden efter er han i Kiel med Hustruen og de to Smaabørn, men kun faa Uger efter krævede Døden sit Offer. Forpint, fortvivlet, legemlig og aandelig syg, stundum Afsindighed nær, bragte den unge Enkemand de moderløse Drenge til Bedstemoderen i Bern, rejste med hende og dem fra Sted til Sted i Schweits [Schweiz], besøgte alene Norditalien og gjæstede sin Hustrus rige Slægt i Milano. I Sept. 1798 begav han sig endelig med Børn og Svigermoder paa Vejen hjemad, men lagde atter Routen over det tillokkende republikanske Paris. Her gjorde han Bekjendtskab med den genfiske Ministerresident Reybaz, hvis smukke og talentfulde Datter Fanny bragte den følsomme Digters Hjærte til at blusse i Luer, efter at det allerede forinden havde røbet sin Fængelighed ved forskjellige erotiske Anfægtelser, som havde ført til mere eller mindre fremskredne Planer om nyt Ægteskab. Han bejlede og fik Ja. For at ordne sine hjemlige Forhold begav han sig til Kjøbenhavn, hvor hans Embedsstilling havde været holdt aaben for ham under den lange Fraværelse, og hvor han — efter at hans Opera »Erik Ejegod«, med Musik af Kunzen, var bleven opført tidlig paa Aaret — end ydermere forefandt sin Udnævnelse til Medlem af det kgl. Theaters Direktion. I Juni det følgende Aar, 1799, holdt han Bryllup i Paris og hjemførte sin Hustru.
Ej heller dette Ægteskab skaffede B. huslig Hygge og rolige Livsvilkaar. Fanny, en kølig Natur, der havde ægtet B., efter at en tidligere Forelskelse var glippet, brød sig ikke om at forstaa det Sprog, hvori hendes Mand digtede, holdt sig fornemt borte fra hans Omgangskreds og betragtede med lidet dulgt Ringeagt et selskabeligt Liv, der stod saa langt tilbage for de glimrende sociale Forhold, hvorunder hun tidligere havde levet. Sygelig og kuldskær trivedes hun ej heller legemlig i vort Klima, og efter at hun i Maj 1800 havde bragt en Datter til Verden, maatte B. paa ny tænke paa at forandre Domicil. Han fik Rejsetilladelse for et Par Aar med Bibeholdelse af sin Gage og ikke uden Ønsker om, at han vilde blive borte med det samme, thi hans Mæcener begyndte nu at blive noget trætte af ham. Samme Efteraar brød han med Familie op til Paris. Ved en Afskedsfest i Dreiers Klub blev der sunget en Sang til hans Pris; dens Forfatter hed Adam Oehlenschläger, og den greb B. saa stærkt, at han omfavnede den unge Digter og testamenterede ham »sin danske Lyra«, som han nu ikke havde i Sinde at slaa mere. Som for at slutte af med sin danske Fortid begyndte B. paa Udgivelsen af sine »Samtlige Værker«, hvoraf dog kun ét Bind udkom — en af de mange Begyndelser uden Afslutning, som betegne hans litterære Liv. Sin Overgang til en anden Litteratur manifesterede B. ved Udgivelsen af sit idylliske Epos i Hexametre »Parthenai's oder die Alpenreise« (1802) og de 2 Bind »Gedichte« (1803), der især ere mærkelige ved deres Railleri med Goethe. Men samtidig var han optagen af nordisk-mythologiske Æmner og skriver i et af sine Rimbreve fra denne Periode, at han »ingen Sinde var saa pæredansk som her, hvor alt er ganske fransk«, i det han »dansker, fynsker, jysker Dag og Nat«. Et ganske kort Besøg i Kjøbenhavn Sommeren 1802 sikrede ham, ved Kronprinsens Anbefaling, en Regeringspension paa 800 Rdl. aarlig, og med den samme Sum lovede hans Ven og Velynder Adam Moltke [Adam Gottlob Ditlev Moltke [1765-1843]] at støtte ham i 3 Aar. Men dette forslog ikke til at holde Næringssorgerne borte fra det franske Hjem, hvis Uhygge forøgedes ved Fannys idelige Migraine og hendes Faders apoplektiske Hjælpeløshed, hvortil kom Sorgen over den lille Datters Død og B.s egne legemlige Lidelser.
B. stod nu ved Indgangen til Fyrrerne, i den bedste Mandsalder, og havde alt bag sig en Livsbane saa bugtet og broget, saa rig paa ydre og indre Oplevelser som hidtil ingen dansk Digters. Fra et fattigt Barndomshjem og et glædeløst Skoleliv var han ligesom med ét Ryk bleven løftet op i Dagens fulde Lys, beundret som en uforlignelig Digter og henflyttet til de Samfundets Højder, hvor Kampen for det nødtørftige ikke kjendes, og hvor Livet er rigt, skjønt og indholdsfyldigt. Og med den samme Smidighed i Væsen, som gjorde ham hjemme i de fornemme Kredse, tilegnede han sig i den tidlige Alder, da Udlandet alt aabnede sig for ham, hvad der paa hans Rejser kom ham i Møde af ejendommeligt og udmærket. Han traadte i Forbindelse med sin Tids aandelige Notabiliteter: Claudius og Klopstock, Voss og Burger, Wieland og Herder, Schiller og Iffland, Reinhold og Fichte, Lavater og Jacobi, Pichegru og Sieyes, Benjamin Constant og Mdm. Staël, — alle kjendte han dem af personlig Omgang, og med de allerfleste af dem var Samkvemmet ikke af den løse Visitart, som vore Dages hurtige Rejsemaade afføder; det fortsattes endog for en Del i betydningsfulde Brevvexlinger, omhandlende Tidens højeste Idéindhold (her maa især nævnes den efter B.s Død udgivne Brevvexling med Kantianeren K. L. Reinhold). Dette Idéindhold opfattedes i B.s klare Hoved som i et Spejl, men paavirkede af hans let bevægelige Følelse og hurtig vakte Fantasi skiftede Indtrykkene ogsaa som Spejlbilleder. Som hans erotiske Passion for en »Zemire« (Ungdomsforelskelsen i Mariane Eggers) afløstes af hans Elskovslyrik til »Seline« (Fru Pram), denne af hans Kjærlighedskvad til »Palmine« (Sophie Haller) og saaledes videre, paa lignende Vis vexlede ogsaa hans poetiske og intellektuelle Idealer. Hans tidlige Forherligelse af Voltaire fornægtedes, da han blev greben af Rousseau; med brændende Begejstring omfattede han Kants fra »den rene Fornufts« kølig-klare Sfære hentede Filosofi og hyldede den store Tænker ved at antage hans Fornavn, men med ikke mindre Varme omsluttede han F. H. Jacobis ogsaa mod Kant rettede theosofiske Mystik; han var som et Barn af sin Tid Skeptiker og Rationalist, hyppig vælgende Dogmerne og deres professionelle Hævdere til Skive for sin Satire, men til andre Tider gjorde han »et Saltomortale« ud i Troen og søgte Hvile der. Snart var det Homer, snart Virgil, der satte ham i fyldigst Forhold til Oldtiden, og snart atter ryddede han Digtning og Fortid til Side som unyttigt Skrammel for at fordybe sig i Naturvidenskaberne med stærk, men kortvarig Energi. Men hvor hurtig end hans Interesser skiftede Æmne, havde de dog langt mere end en dilettantisk Viden til Udbytte, thi B. var et af sin Tidsalders bedste Hoveder og livligst opfattende Aander, der over for intellektuel Tilegnelse havde den samme mærkelige Selvforvandlingsevne, som satte ham i Stand til ikke blot at tækkes og vinde, men ligefrem at fortrylle de Mennesker, han kom i Berøring med. Hvorledes hans Overblik over Tidens ledende Ideer forbandt sig med hans poetiske Inspiration, have vi et Vidnesbyrd om i de storslaaede Planer til Digtning, som han undfangede: han vilde skrive sin Samtids Epos i en gjennemført Allegorisering af Revolutionens Begivenheder, han vilde behandle den sejrrig frembrydende Naturerkjendelse i en anden episk Allegori »Uranion eller Lysets Helte«, han tænkte paa »et Heltedigt uden Krig« med Verdensomsejleren Cook til Midtpunkt og »Opdagelsen af Jordens Sydpol og af Menneskeslægtens Sydpol, Videnskabernes og Kunstens Triumf« til Æmne; ja han troede en Tid lang i den nordiske Mythologi at have fundet det Billedsprog, i hvilket Verdensgaaderne klarest lode sig tyde. At ingen af disse vidtspændende Planer kom til Udførelse, vidner igjen om Digterens Mangel paa Evne til at isolere sig fra de idelige nye Paavirkninger for standhaftig at fastholde en enkelt Tanke. Men man har tillige Lov til at formode, at om end et paa mange Maader fængslende Idéliv vilde have udfoldet sig i disse Digterværker, vilde det være sket paa Bekostning af den umiddelbart betagende, simple og enfoldige poetiske Skjønhed. Thi B. er som Digter størst paa det mindre Omraade; hvor han svimler odehøjt eller profeterer bardedybt, bliver han lige saa søgt og usand, som han er yndefuld naturlig i sine med al deres store Kunst saa skjælmsk legende Rimbreve saa vel som i de mange lyriske Smaadigte, hvor Sprogets sødeste Velklang forbinder sig med Stemningens harmoniske Hvile til en i dansk Digtning uovertruffen Fuldendthed. Vi nævne af saadanne Digte det tidlig undfangne »Da jeg var lille«, »Gjensyn og Tilbageblik» med de berømte Linjer »Ak, ingensteds er Roserne saa røde« osv., »Citherspilleren« (»Jeg vandrer fra By og til By«), »Erindringer« (»Naar Børn sig om mig slynge«). Hertil kan føjes de lige saa fortræffelige tyske Digte, som ere lagte Digterens omvankende Skjærsliber-Jeg i Munden, hans »Dichterlied« (»Der Dichter liebt den guten Wein«) og den navnkundige »gesammte Trinklehre« (»Seit Vater Noah in Becher goss«). I det vi anføre disse Prøver paa B.s tyske Digtning, staa vi paa ny ved en Dobbelthed i hans Væsen: hans Flagren mellem de to Sprog, Modersmaalet og Verdenssproget, som skiftevis drog ham til forskjellige Sider, en Spaltning, som hans Ægteskaber med udenlandske Hustruer nødvendigvis maatte forøge.
I denne splittede Personlighed, sygelig af Helbred, urolig af Temperament, ustadig flakkende imellem Ideernes Omraader som imellem vor Verdensdels Lande, hjemme for en Stund, hvor han slog sig ned, men snart atter dreven videre af sin Hvileløshed, — i denne af modstridende Bestanddele interessant sammensatte Natur fik Tidsalderens Gjæring et følsomt-mærkende Udslag. B. var orienteret ogsaa paa de nye Idéstrømningers Omraade, og mere end én Gang forsøgte han at tilpasse sit Væsen efter deres Krav. Men alt som den nye Tid tydeligere og tydeligere aabenbarede sit Indhold, viste det sig, at han, i den Alder han nu havde naaet, trods alle indre Brydninger dog i det hele og store stod som et sammenfattet Udtryk for det tilbagelagte Aarhundrede i Modsætning til det nye. For Poesiens Vedkommende gav dette sig til Kjende ved hans stadig tiltagende Uvilje imod den romantiske Digtning, en Uvilje, som polemisk fik Luft i det paa denne Tid skrevne, om end først efter hans Død udgivne store dramatiske Digt: »Der vollendete Faust oder Romanien in Jauer«. Hvad Romantikken ejede af dybt, gjorde nærmest et Indtryk af Uklarhed paa ham, dens Mystik var ham kras Overtro, og mod dens Vilkaarlighed oprørtes hans Formsans. I det følgende Tidsrum bliver B. derfor, med betinget Ret, Hævderen af Fornuftmæssighed i Modsætning til fantastiske Overgreb, af Lovmæssighed i Modsætning til genialsk Anarki og af sproglig Regelbundenhed i Modsætning til personligt Forgodtbefindende.
Hvad B. havde lært at kjende af Oehlenschlägers Ungdomsdigtning, havde gjennemgaaende ikke tiltalt ham, hvor stærkt han end i bevægede Øjeblikke kunde begejstres for enkelte Partier af den; den unge Digters overmodige Selvfølelse havde stundum krænket den ældre, og Følelsen af, at en nyopgaaende Sol med ufortjent Hast fordunklede hans egen i det danske Folks Øjne, bidrog til at nære Bitterheden. Forholdet mellem de to Digtere var køligt, da B. i Sommeren 1806, under Oehlenschlägers store Udenlandsrejse, gjæstede Kjøbenhavn og gjorde Bekjendtskab med A.S. Ørsted og hans Hustru, Oehlenschlägers Søster Sophie. Et exalteret Venskab i Tidens sentimentale Smag opstod mellem B. og den 24-aarige unge Kone, hvis Længsler Ægteskabet ikke helt havde opfyldt, og hvis for alle intellektuelle Indtryk modtagelige Natur paavirkedes livlig af den verdenskyndige og vidtbevandrede B.s fængslende Underholdning, paa samme Tid som hun »omvendte ham til Goethe« og ved at føre ham ind i denne Digters Verden tillige forberedte ham til en bedre Opfattelse af Broderens Poesi. I det Oehlenschlägers Betydning nu virkelig gik fyldigere op for B. end nogensinde tidligere, og i det han fandt det ubetimeligt at staa halvvejs paa en spændt Fod med Broderen, medens han tilbad Søsteren, tilskrev han paa Oehlenschlägers Fødselsdag 14. Nov. 1806 denne sit berømte indholdsvægtige og mesterlig formede Rimbrev »Noureddin til Aladdin«, i hvilket han, hyldende Oehlenschläger som den største, tilbød ham Fostbroderskab og Samarbejde. Oehlenschlägers Svar røbede, at den unge Digter fuldt vel var sig sit Værd bevidst, og afslog den tilbudte Alliance; de Bemærkninger, han med rette gjør om B.s Misforstaaelse af den digteriske Aladdin-Skikkelse, viste tydelig nok Kløften mellem de to Naturer som mellem de to Tidsaldres Livsidealer, hvad B. ogsaa med lønlig Smerte fornam og gav et vemodig-skjønt Udtryk i sit Gjensvar »til Digteren Adam Oehlenschläger«.
I Slutningen af 1806 udkom B.s »Skjæmtsomme Rimbreve«, om hvilke Forfatteren med rolig Selvfølelse udtaler, at »dersom der i hans Modersmaal gives noget i Stil, Sprog og Versemaal lettere, rundere og mere flydende, har han haft Uret i at drage disse Smaadigte frem for Lyset«; men ikke blot i den gratiøse Form og det spillende Vid have disse uforlignelige Improvisationer deres litterære Værd: de yde tillige deres Bidrag til Opfattelsen af B.s Personlighed ved at vise os ham i Tankeudvexling med adskillige af de Kvinder og Mænd, hans bevægede Livsgang havde bragt ham i Berøring med. Samtidig med Rimbrevene udkom 1. Del af »Æventyrer og komiske Fortællinger«, indeholdende af nyt den med den fuldendteste Verskunst fortalte »Theateradministratoriade«; nogle Maaneder efter udkom 2. Del med lutter tidligere trykte Fortællinger, deriblandt »Ja og Nej eller den hurtige Frier«.
Ved Udgivelsen af disse Bind vilde B. fastslaa i Publikums Omdømme, hvad hans Digtning hidtil havde ydet, hvor den havde givet sit bedste. Efter at have paapeget dette Resultat vendte han sig i »Gjengangeren og han selv eller Baggesen over Baggesen« polemisk imod den ældre Tids Poesi og den Del af sin egen, han ikke vilde have betragtet som et væsentligt Udtryk for sit digteriske Jeg; med hvas Satire svinger han Svøben over Litteraturens forkomne Tilstand, over dens lave Idealer og den inkompetente Kritik; han bebuder, at han som den hjemvendte Odysseus, i Pagt med Sønnen Telemakos, Rigets Arving (Oehlenschläger), vil slaa et Dommedagsslag for Kunstens og Sprogets af frække Bejlere hjemsøgte Penelope og atter bringe Orden i Huset. Men fra nu af ved positive Bidrag til den nye Tidsaands Digtning, ikke længer ved negativ Satire; thi i Fortalen til de strax efter »Gjengangeren« udkomne »Nye blandede Digte« udtaler han, at den »skjæmtsomme Rolle«, han hidtil havde spillet »til Dels imod sin oprindelige Lyst, til Dels ogsaa maaske imod sin egentlige Naturevne«, nu er afsluttet, og at han hermed begynder paa »en ny Periode af sit Digterliv og med samme sin egentlige Kunstbane«. Fortalen til den nye Udgave af »Labyrinthen« — under Titelen »Digtervandringer«, hvoraf kun ét Bind udkom — udviklede omstændeligere hans forandrede poetiske Trosbekjendelse, i hvilken navnlig Naturfænomenernes Anvendelse som digteriske Æmner betones. Denne Tilnærmelse til Naturfilosofien i Forening med B.s nu hurtig tiltagende Anerkjendelse af den forhen forkjætrede Goethe og hans forstaaende Blik for Oehlenschlägers Betydning viser os ham stærkt i Færd med smidig at akkomodere sig efter det nye; men at han dybest inde hørte en anden Stemningsverden til, viste baade hans mangelfulde Ydelser i den nye Retning og hans nu og da spontant frembrydende Polemik imod den, saaledes den 1810 udgivne »Karfunkel- oder Klingklingel-Almanach, ein Taschenbuch für vollendete Romantiker und angehende Mystiker«.
Det i litterær Henseende saa mindeværdige Timaaneders Ophold i Danmark afsluttedes i Forsommeren 1807, da B. atter begav sig til sit franske Hjem i Marly. Efterretningen om Kjøbenhavns Bombardement og Flaadens Tab i Eftersommeren samme Aar fremkaldte B.s Sømandssange, skrevne i Knud Sjællandsfars Navn. Aaret efter udkom den tyske Digtsamling »Heideblumen«, indledet med et Digt »an Lilia« dvs. Sophie Ørsted, og Prøver af Heltedigtet »Oceania«, under hvilket Navn Planen til det fornævnte Epos om Cooks Verdensomsejling nu forsøgtes virkeliggjort, — atter en Begyndelse uden Fortsættelse. Filosofiske og mathematiske Studier sysselsatte ham stærkt i de nærmest følgende Aar, og han kom til et nyt indre Omslag, i hvilket Troen tog Magten fra den tidligere Forstandsdyrkelse, og det forhen forgudede Kantske System viste sig for ham som »den haardeste og huleste filosofiske Nød«. Sygdom og Svaghed hørte baade til hans og hans Hustrus jævnlige Hjemsøgelser, og Pengenød forbitrede ham yderligere Livet. Under disse sørgelige Forhold ansøgte han Regeringen om Bistand og kaldtes 1811 til Professor i dansk Sprog og Litteratur ved Universitetet i Kiel. Under Krigen fik B. Tilladelse til at bosætte sig i Kjøbenhavn, hvortil han ankom med Kone og Barn i Avg. 1813 og strax indvikledes i den litterære »Jødefejde«, i hvilken han navnlig tørnede voldsomt sammen med »Fritimernes« bekjendte Forfatter Th.C. Bruun.
Men en langt større og mere indgribende Polemik stod for Døren: den langvarige »Baggesenske Fejde«, som medførte en Partisplittelse af den bitreste Art og afstedkom en Række voldsomme Optrin, indtil efter Aars Forløb Krigstilstanden omsider endte med B.s frivillige Exil som Følge af Opinionens tiltagende Uvilje over hans Færd. B. begyndte Polemikken i J.K. Høsts Ugeblad »Dannora« og fortsatte den siden i den samme Udgivers »Nordiske Tilskuer« saa vel som i de af ham selv stiftede Tidsskrifter »Lille Søndag-Aften«, »Søndagen», »Skuddagen« og »Danfana«. I Hovedstadens Dagblade og i selvstændige Flyveskrifter fremkom Indlæggene fra Modstanderne, hvis betydeligste Talsmænd vare C. Molbech (med Maanedsskriftet »Athene«), Poul Møller, Hauch, A.E. Boye (under Psevdonymet »Peder Wegner«), P. Hiort, Sibbern og paa et enkelt Tidspunkt Grundtvig, som dog senere delvis sluttede sig til B. og modtoges af ham som en saare kjærkommen Forbundsfælle.
Sin kritiske Udrensning — der jo var bebudet i »Gjengangeren« — begyndte B. med en Række Anmeldelser af Oehlenschlägers Tragedier. »Hakon Jarl« betegnedes, trods enkelte Udsættelser, som Digterens Mesterstykke, »Axel og Valborg« fremhævedes, med Paavisning af Mangler ved de 2 sidste Akter, i en udførlig og værdifuld Kritik som et betydeligt Arbejde, rigt paa store Skjønheder, medens »Correggio« angav det »sceniske Vendepunkt«, fra hvilket det var gaaet ned ad Bakke, og »Hugo von Rheinberg« samt Syngespiltexterne »Røverborgen« og »Ludlams Hule« stempledes som den fuldbyrdede Tilbagegangs værdiløse Produkter, hvis Usselhed lagdes frem til Beskuelse i en lige saa vittig som skaanselløs kritisk Redegjørelse.
Eftertiden har givet B. Ret i denne Dom, men for hans Samtid var den en haard og utilbørlig Tale, som fortjente skarp Modsigelse. Hvad den halvhundredaarige B., som tilmed havde tilbragt saa stor en Del af sin Tid uden for Fædrelandet, ikke lagde tilstrækkelig Mærke til, var den Omstændighed, at der var opvoxet en ny Slægt med andre poetiske Idealer end hans og med en Ungdom, hos hvem just Oehlenschlägers Digtning havde aabnet Øjnene for disse Idealer. At denne Ungdom med sværmerisk Begejstring hyldede sin Digter og sluttede sig sammen til Værn om ham, naar han blev angreben, var lige saa naturligt, som at den ikke var noksom kritisk moden til at kunne se nogen synderlig Forskjel mellem den Oehlenschläger, hvis første rige Produktion havde indviet en Litteratur-Epoke af aldrig hidtil kjendt Skjønhed og Fylde, og den Oehlenschläger, der efter Hjemkomsten 1810 havde lagt sig til Hvile paa sine Lavrbær og i Kraft af den Myndighed, han øvede, bød sine Tilhængere umodne Arbejder og halvfærdige Fabrikater i Flæng med sin Muses ægtefødte Værker. B., hvis Kritik just gik ud paa at indprente denne Forskjel og i Sprogets som i Smagens og Kunstens Navn at protestere imod Sjuskeriet, talte følgelig for døve Øren eller for Øren, der troede at kunne kjende Niddets Stemmeklang i hans advarende Røst og endog fandt hans Anerkjendelse fremtvungen og modvillig, naar han midt i Fordømmelsen af Oehlenschlägers paa denne Tid just særlig talrige poetiske Misfostre med ubetinget Ros fremhævede Digtninger som »Helge« og »Den lille Hyrdedreng«. Tonen i B.s Persiflage blev af denne Grund mere og mere bitter, hans Spot mere og mere hensynsløs, medens just hans overlegne Vittighed bragte de pathetiske Oehlenschlägerianere i det yderste Raseri. I et Par Tilfælde blev endog det litterære Forum ombyttet med det juridiske og Hof- og Stadsretten paakaldt som Mellemmand, saaledes i Anledning af P. Hiorts »Tolv Paragrafer om Jens Baggesen« og samme Forfatters grundløse Plagiatbeskyldning angaaende B.s Operatext »Trylleharpen«.
B.s polemiske Hovedskrifter fra denne Fejdetid ere: den store allegoriske Fortælling paa Vers »Pindsvinet«, »Kritisk Vurdering af Ludlams Hule«, en versificeret Fortælling »Den nyeste skjønne Litteratur eller de sex Dages Arbejde«, det komiske Læredigt »Per Vrøvler«, fremkaldt af en Oehlenschlägersk Skydebanevise, det store satiriske Digt »Asenutidens Abrakadabra eller Skjaldbørnelærdommens Kjærne«, »Breve til Adam Oehlenschläger fra Jens Baggesen«, affødte af førstnævntes saare uheldige »Rejse, fortalt i Breve til mit Hjem«; en Fortale, hvori B. appellerede til »Fædrelandets studerende Ynglinger«, havde den uventede Virkning at fremkalde en Udfordring til latinsk Disputats fra 12 navngivne studerende (»Tylvten«), hvilket mærkelige Forslag B. dog ikke gik ind paa.
Midt under Kampens Gjald og Gny lød der dog ogsaa bløde Toner fra B.s Harpe, og hans Aand husede baade dybe Tanker og lyse Stemninger, som ikke paavirkedes af Krigshumøret. Fra denne Tid skriver sig det forunderlig gribende Fragment »Thora fra Havsgaard«, den yndefulde Digtning »Balders Igjenkomst eller Digte til Nanna« og de i Højde med Rimbrevene staaende »Poetiske Epistler« — Arbejder, som under de givne Forhold naturligvis maatte savne den rette Anerkjendelse. Gaaden »Det evige Sindbillede« sysselsatte dog nogle af Tidens bedste Hoveder, men fremkaldte ogsaa Grundtvigs »Rimelige Strøtanker ved Kalundborgs i Livet vel meriterede Stads-Satyrikus Jens Baggesens Grav«. Senere stillede — som allerede kortelig nævnt — Grundtvig sig væsentligst paa Baggesens Side med sin store Afhandling »Om Digterne Oehlenschläger og Baggesen«, med Indlægget »Om Tylvten, til vedkommende« o. fl. a. Skrifter.
Oehlenschläger havde kun én Gang taget direkte til Orde mod B. i en »Erklæring til Publikum«, men ved adskillige Allusioner i sine Skrifter (»Fiskeren«, »Hroars Saga«, »Robinson i England«, »En Rejse«) bidraget til at nære Forestillingen om ham som en af Misundelse inspireret Modstander. I sit sidste paa Dansk udgivne Skrift »Rosenblade med et Par Torne« (1819) afsluttede B. Striden med nogle satiriske Udfald imod Oehlenschläger (bl.a. Parodierne »Shak Peer eller Adam Vævers Romance« og »Robinson i England«), men tillige med det skjønne Digt »Jubelæblet eller den gamle Harpespiller«, hvor Oldingen, »hvis Tid er omme«, ser Sangens Livsæble gløde frem i Træet, som han har vandet med sit Hjærteblod, og fuld af Fryd vil gribe det, — da en Dreng træder ind i Lunden, og den gamle i sit Dødsøjeblik maa se, at »da hans Offers Frugt var moden, faldt den ned i Drengens Skjød«; Tanken giver et lignende Billede som i Rimbrevet »Noureddin til Aladdin«, med hvilket den lange Kamp oprindelig indvarsledes ved dets Fremhævelse af Modsætningen mellem de to Digternaturer.
B., der allerede 1814 var bleven entlediget fra sit Professorat i Kiel, forlod for sidste Gang Danmark i Efteraaret 1820 og drog med Familie til Paris. En Del af Vinteren maatte han her tilbringe i Gjældsfængsel, og Sygdom, hans stadige Svøbe fra Ungdommen af, tærede alt mere og mere paa hans Kraft. I et og samme Aar — 1822 — døde hans Hustru Fanny og hans Søn af Ægteskabet med hende, den usædvanlig begavede Paul. Efter deres Død opholdt han sig mest i Schweits [Schweiz], altid lidende, men ogsaa altid sysselsat, dels med filosofiske Studier og religiøs Tænkning, dels med Arbejdet paa sit store humoristiske Epos »Adam und Eva oder die Geschichte des Sündenfalls«, der udkom efter hans Død. I Somrene 1825 og 26 brugte han Badekure i Karlsbad og Teplitz, men uden at hans Sygdom, en haardnakket og farlig Nyrelidelse, bedredes i nogen væsentlig Grad. I Avg. 1826 prøvedes end ydermere Marienbad, hvorfra B. dødssyg naaede Dresden. Her kom hans Søn August til ham, og B. gik gjærne ind paa hans Forslag, at forsøge paa at naa tilbage til Fædrelandet. I Sygevogn og Bærestol transporteredes Patienten langsomt den vidtstrakte Vej, saa medtagen, at man ventede Døden den ene Dag lige saa godt som den anden. Da man naaede Hamborg, maatte Hjem vandringen standse — ved Grænsen af Fædrelandet. Døende blev B. bragt til Frimurer-Hospitalet, hvor han udaandede ved Daggry 3. Okt. 1826. Hans Sønner bragte Liget til Kiel, hvor den afdøde efter sit Ønske jordedes hos sin første Hustru. I Danmark vakte Efterretningen om B.s Bortgang megen Deltagelse, men kaldte ogsaa for en lille Stund de hadefulde Røster til Orde igjen, indtil Forargelsen standsedes med Myndighed af den Digter og Kritiker, der tog B.s smagshævdende Gjerning i Arv: J.L. Heiberg. Til det kgl. Theaters Sørgefest havde Oehlenschläger skrevet Mindedigtet og saaledes paa den smukkeste Maade formanet al tidligere Modstand til at forsones ved den bortgangne Digters Grav.
»Jens Baggesens danske Værker« udkom 1827—32 i 12 Bind, udgivne af Forfatterens Sønner og C.J. Boye; 2. Udgave saa Lyset allerede 1845—47. »Jens Baggesens poetische Werke in deutscher Sprache«, ligeledes udgivne af Karl og August B., udkom i 5 Bind 1836. Hans Biografi, »udarbejdet fornemmeligen efter hans egne Haandskrifter og efterladte litterære Arbejder«, udgaves i 4 Bind af Aug. Baggesen 1843—56 men er ingenlunde nøjagtig i sine Angivelser, lige saa lidt som den samlede Udgave af de danske Skrifter er behandlet med den ønskelige Omhyggelighed. 1831 udkom »Aus Jens Baggesens Briefwechsel mit K.L. Reinhold und F.H. Jacobi« i 2 Dele, 1855 »Fragmente«, 1858 og 1863 »Philosophischer Nachlass« i 2 Bind. Den paalideligste og bedst orienterende Fremstilling af B.s Liv og Digtning har Kr. Arentzen givet i sit store litteraturhistoriske Værk »Baggesen og Oehlenschläger«, 8 Bind, 1870—78.
Til: Indholdsfortegnelsen
Af G.L. Wad og Julius Petersen
Indtil 1701 vedblev B. at docere Anatomien, og efter den Tid har hans Virksomhed som Universitetslærer næppe været stor, saa meget mere som der efterhaanden var blevet lagt Beslag paa hans Kræfter og Tid i ganske andre Retninger. Som saa mange andre Embedsmænd fik han nemlig Sæde i Højesteret (1691), hvormed 1694 fulgte Titel af Justitsraad, 1708 af Etatsraad, og 1719 betroede Kongen ham den ansvarsfulde og omfattende Post som Generalprokurør [til 1729]. Det gik ham som flere andre, at hans Brugbarhed skaffede ham saa mange Embeder, at man ikke fatter, hvorledes han kunde overkomme dem. Efter at han 1722 var bleven Konferensraad, udnævntes han 1724 til Deputeret for Finanserne og [indtil 1730] Præses i Rentekammeret. Den største Hædersbevisning blev ham til Del, da Kongen 1729 gav ham det hvide Baand, som endnu aldrig havde smykket nogen borgerlig og selv til adelige uddeltes sparsomt; til sit Valgsprog tog B. »invia virtuti nulla est via« [meningen er at B. vil søge at åbne ufarbare veje; sentensen er hentet fra Ovid's Metamorfoser XIV 113, der igen refererer til Vergil's Aeneiden VI' sang, hvor Aeneas og Sibyllen slipper afsted ad en bagvej; sentensen også brugt om Karl X Gustav's tur over Bæltet]. To Aar efter optoges han med sin Slægt i Adelsstanden. Han døde 11. Juni 1738 som Senior Universitatis. Efter sin Fader havde han arvet Hagestedgaard, som han solgte 1686. Han ægtede i Sept. 1679 Anna Fabricius, f. 10. Nov. 1643, død 18. Febr. 1713, Datter af Lægen, Dr. jur. & med. Christian F. og Enke efter Assessor Jørgen Reitzer.
B.s litterære Arbejder ere talrige fra den Epoke af hans Liv, da han endnu ikke var overlæsset med uvidenskabelige Embedspligter; efter den Tid ere de kun faa, som naturligt er. Som ovenfor nævnt har han leveret flere Arbejder i den klassiske Arkæologi (om de gamles Øresmykker, om de gamles Fløjter); men sin største Betydning har han som lægevidenskabelig Forfatter. Naar Riegels i de stærkeste Udtryk bebrejder B., at han sveg sit egentlige Kald, Videnskabsmandens, for at være Adelens Haandlanger og arbejde i Kollegierne, er dette næppe ganske uden Grund, og at han blev trukken frem af den Reventlowske alt formaaende Slægt, er der ogsaa andet, der tyder paa, end Riegels' Udsagn alene. Hvorledes B.s Virksomhed uden for Universitetet har været, er det nu vanskeligt at dømme om; det taler for hans Uundværlighed, at han efter de ved Frederik IV's Død indtraadte store Forandringer beholdt sine Embeder og belønnedes af den nye Konge med Adelsbrevet.
— Thomas Bartholins Søn Caspar blev født saa sent, at Faderen, der tidlig trak sig tilbage fra den egentlige lægevidenskabelige Professorvirksomhed, ikke i saa Henseende kunde være hans Lærer. I Anatomi og Fysiologi — de Fag, som han i Overensstemmelse med de Bartholinske Traditioner, i det mindste i den tidligere Del af sit Liv, særlig dyrkede — var derimod Steno hans væsentlige Lærer, og de Arbejder, han i denne Retning har publiceret, vise alle en tydelig Paavirkning af Lærerens Synspunkter og Ideer. Dennes betydningsfulde Opdagelser paa Kjertelsystemets [kirtelsystemets] Omraade førte Discipelen dog videre paa en hæderlig og ret fremtrædende Maade; saaledes opdagede han, først hos en Kalv (1682), senere ogsaa hos andre Dyr, en særlig vid Udførselsgang fra den ene af Spytkjertlerne (glandula sublingvalis), hvilken han beskrev i en 1684 i Kjøbenhavn udgiven Afhandling, og som fremdeles bærer hans Navn (Kjertelens mindre Udførselsgange ere væsentlig opdagede af Steno, men bære i øvrigt Navn efter Leipzigeranatomen Rivinus, der ogsaa beskjæftigede sig med disse Undersøgelser). Nogle Kjertler ved Indgangen til de kvindelige Kjønsorganer fremtræde ligeledes ofte i Haandbøgerne under B.s Navn, fordi han først har paavist og beskrevet dem hos Mennesket (i et Brev til den romerske Anatom Riva 1677), medens de dog allerede forinden vare paaviste hos Koen af den berømte Pariseranatom Duverney. I en til 3. Udgave af Lysers »Culter anatomicus« (1679) tilføjet Afhandling giver han forskjellige gode Vink med Hensyn til Dissektion og anatomisk Demonstration, ligesom han ogsaa i en vis Modsætning til Steno stærkt accentuerer Mikroskopets Betydning for anatomiske Undersøgelser, men for øvrigt slutter han sig ogsaa her til sin Lærer og til de af denne givne Anvisninger. Foruden de nævnte Arbejder publicerede han som medicinsk Professor et ret betydeligt Antal Dissertationer af anatomisk og fysiologisk Indhold, dog næppe nogen af særlig fremragende Betydning.
Til: Indholdsfortegnelsen
Af Fr. Nielsen
Til: Indholdsfortegnelsen
Af L. Koch
I Altona havde han langt mindre Arbejde i sit Embede end i Sorø, og han begyndte nu at udfolde en betydelig litterær Virksomhed, hvor han fortsatte Kristendommens Renselse for ubibelske Udvæxter paa en Maade, som ikke lod nogen af dens Hovedlærdomme uantastede. Han kom da i Strid med det hamborgske Præsteskab, deriblandt med Pastor J.M. Gøtze [Götze], der siden skulde gjøre sig bekjendt som Lessings Modstander. B. arbejdede i disse Aar med en Iver, der undertiden næppe lod ham have Tid til at spise og sove; han dikterede, saa den ene Skriver blev træt efter den anden; men de Værker, han udgav, bare rigtignok ogsaa kjendelige Spor af Hastværk. Han maatte selv forlægge sine Bøger, da de vare komne i saa daarligt Ry, hvilket kostede ham mere, end han havde Raad til. Hans Familie sukkede og klagede; men han selv bevarede sit Mod.
Danneskjold skulde endnu en Gang faa Lejlighed til at mødes med sin gamle Uven. I den korte Tid, han efter Christian VII's Tronbestigelse var Medlem af Konseillet, skrev han et langt Brev til Kongen, i hvilket han med Paakaldelse af Kongelovens Forpligtelse for ham til at holde Haand over den rene Lære formanede ham til at afskedige en saa skadelig Mand som B. Der er ingen Tvivl om, at Danneskjold, der var en oprigtig religiøs Mand, virkelig har følt sig oprørt over B.s Vranglære; men det har vel heller næppe den Gang, da han satte alt i Bevægelse for at styrte Bernstorff, været ham imod at gjøre et Angreb paa en af de mange Tyskere, der ved hans Gunst vare komne ind i Landet. Det er uvist, om Danneskjolds Skrivelse er kommen Kongen i Hænde; men da den er affattet i Okt. 1767, samme Maaned, som han fik sin Afsked og blev forvist fra Kjøbenhavn, har den næppe kunnet afgjøre B.s Skæbne. Men dennes Skribentvirksomhed, og særlig hans »Philalethie« (1764), havde, som alt anført, ogsaa uden for Danmark vakt en ubehagelig Opsigt, og hvor tolerant end Bernstorff kunde være, har han dog næppe ønsket at beholde Forfatteren i Statens Tjeneste; han fik 1768 sin Afsked eller fik Fritagelse for sine Forretninger, men beholdt sin Gage. Det var først efter denne Tid, han, begejstret af Rousseaus Ideer, med Iver kastede sig over Opdragelsens Forbedring; men hans Virksomhed i denne Retning tilhører Tyskland. Han udarbejdede en Plan til Skolevæsenets Forbedring, som skal være bleven bifaldet af Bernstorff, og som udkom 1768. Han udstedte et Opraab til at subskribere paa hans »Elementærværk«, og da han anbefaledes af Lavater og mange andre ansete Mænd i Tyskland, modtog han i faa Aar 15.000 Rdl. Mindre heldig var han, da han senere forlangte Publikums Understøttelse til Oprettelse af sit »Philanthropinum, eine Schule der Menschenfreundschaft für lernende und junge Lehrer«. Det kom dog i Stand i Dessau 1774, men vilde ikke trives.
B. døde i Magdeburg 25. Juli 1790. Hans sidste Ord vare: »Ich will secirt sein zum Besten meiner Mitmenschen«. B. er af de Mænd, man har vanskeligt ved at tage alvorlig. Latterligheden, Raaheden, Markskrigeriet, det uforsvarligste Jaskeri ligge saa tykt uden paa, at man fristes til Tvivl om, at der er noget godt inden for; og dog har dette været Tilfældet; det kan allerede sluttes af det Indtryk, han har gjort paa mange af de bedste af sine samtidige. Skulde man sige, hvad der stod som Hovedopgaven for hans paa Reformplaner saa rige Tid, saa var det at tilvejebringe en bedre Opdragelse. Derom vare alle Tidens Ordførere enige. Men en stor Reform trænger ogsaa til saadanne Mænd, der berusede af den nye Vin blindt gaa i Spidsen for Stormkolonnen mod det gamle; en saadan Mand var B. - L.C. Sander, der selv havde været Lærer ved Filanthropinen i Dessau, siger, at han aldrig har hørt Mage til hans kraftige Deklamation, og kalder ham Pædagogikkens Mirabeau. Deri er der noget træffende; thi han havde virkelig en betydelig Evne til at rive Menneskene med sig i den Retning, som Tidens Strøm var ved at tage. Det er med rette sagt, at han var lige saa berygtet som berømt og lige saa berømt som berygtet; vi ville kun tilføje, at han fortjente at være begge Dele.
Se omtale: i Carl Henrik Koch: »Dansk oplysningsfilosofi«, Gyldendal, København 2003.
Kommentar til Koch's bog kan findes i afsnittet »Holberg's filosofi og hans behandling af teodicéproblemet« i:
»Et åbent sind? Om Holberg's tænkning. Kommentarer« [4-5 MB].
Til: Indholdsfortegnelsen
Af F.J. Meier
Til: Indholdsfortegnelsen
Af G.L. Wad
Til: Indholdsfortegnelsen
Af C. With
Til: Indholdsfortegnelsen
Oktober 2006: Udsnittet er fotograferet efter et matrikelkort fra 1789, der er tegnet af Stockfleth. Kortet befinder sig i arkivet hos Kort- og Matrikelstyrelsen i København NV. Kortet er omtegnet i 1861, fremgår det af en bemærkning på bagsiden.
Forskellige topografiske detaljer er ikke tegnet ind på kortet, fordi formålet var et andet - at aftegne matriklerne. Én af de ting der ikke er tegnet med er Skidenrenden, der løb ind i Tude Å, lige øst for Brorupgaard.
Bentzon var gift med Frederikke Louise Bentzon ifølge G.L. Wad's artikel om hende i DBL. Hun fødtes 10. Nov. 1702 paa Bragnæs i Norge, hvor hendes Fader, Poul Glud, var Amtmand; hendes Moder, Ingeborg Marie Bording (Datter af Professor Laurids B.), dræbtes ved et Vaadeskud af sin Mand. I ung Alder blev hun 1719 gift med Kancellisekretær Johan Severin Bentzon, f. 27. April 1692, Ejer af Estvadgaard, som hun efter hans Død, 9. Maj 1741, blev Ejerinde af, da Ægteskabet var barnløst. Kort før sin Død oprettede hun, efter derom mellem hende og hendes Ægtefælle truffen Aftale, ved Testamente af 4. Marts 1745 sit Gods til en Stiftelse for Enker efter og ugifte Døtre af Mænd af Adelen eller i Rangen, hvilken Stiftelse endnu bestaar, i det dog Gaarden er solgt og substitueret med en Kapital; ogsaa de fattige i Viborg betænkte hun. Fru B. døde 16. Marts 1745 og ligger begraven i Estvad Kirke ved sin Mands Side.
Se nærmere om Brorupgaard i »Havrebjerg Kirke« på: http://bjoerna.net/havrebjerg/
Se nærmere om Christian Tostrup og Holberg's familie i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]]
Til: Indholdsfortegnelsen
Af E. Holm
A.P. Bernstorff foran Bernstorff Slot. Statuen er udført af Andreas Stephan Mygind Paulsen i 1904 (f. 1836, d. 1915). Foto: Bjørn Andersen, 2007.
Da han i disse Ungdomsaar en Gang opholdt sig nogen Tid i sin Fødeegn Hannover, søgte den ledende Minister her, Münchhausen, at overtale ham til at gaa i hannoveransk Tjeneste; men Onkelens Exempel og Ønsket om at optræde paa en noget større Skueplads bragte ham til at foretrække dansk Statstjeneste. Allerede 1755 var han paa en Maade bleven indviet til denne ved at blive udnævnt til dansk Kammerjunker. En anselig Løbebane i Danmark ventede den unge Mand, saa snart han havde endt sine »Lehr-« og »Wanderjahre«. Han fik 1759, da han kun var 24 Aar gammel, Sæde i tyske Kancelli, altsaa under Onkelens umiddelbare Tilsyn; men ved Siden deraf blev han 1760 Deputeret i det vestindisk-guineiske Rente- og Generaltoldkammer, og kort efter traadte han som Deputeret ind i General-Landøkonomi- og Kommercekollegiet; han forenede dermed 1765 at blive Deputeret i Rentekammeret. Som en Følge af en Omdannelse af Kollegierne snart efter Christian VII's Tronbestigelse blev han (1768) første Deputeret i Generaltoldkammeret og anden Deputeret i Kommercekollegiet. Tillige havde han (1767) faaet Sæde i Overskattedirektionen, der nærmest var det øverste Kollegium paa det finansielle Omraade. Det er en Selvfølge, at han imidlertid havde faaet Danebrogsordenen (1766), ligesom han 1765 var bleven Ridder af Ordenen de l'union parfaite; nogle Aar senere (1769) fik han Gehejmeraadstitel. Greve var han bleven 1767, da hans Farbroder blev belønnet med at faa Greveværdigheden, ikke blot for sig selv, men ogsaa for sin Broder, A.P. B.s Fader, og det hele friherrelige Bernstorffske Hus. Reverdil har fra denne Del af hans Liv givet en Karakteristik af ham som baade meget kundskabsrig, ubøjelig retskaffen og meget husholderisk i sine egne Forhold. Han anbefalede ham af den Grund, skjønt forgjæves, til at blive Overhofmarskal hos Kongen efter Adam Gottlob Moltkes Afskedigelse fra denne Stilling. Men han tilføjer, at A.P. B. kun lidet havde Evne til at vinde Folk, fordi han var i højeste Grad paastaaelig og egensindig. »Med en Oldgransker«, siger han, »tvistedes han om Mønter, med en Staldmester om Heste, med en rejsende om, hvad der foregik i dennes Fædreland, og han var, kort sagt, stedse vis i sin Sag, som om det, hvorom Talen var, var det, han havde sat sig bedst ind i.« Reverdil plejer ikke at lægge Fingrene imellem ved sin Kritik af andre Personligheder; men det er rimeligt, at der virkelig har været en ikke ringe Egensindighed hos B. i hans yngre Dage. Hans lovprisende Biograf Eggers fremhæver det som et Træk hos ham, medens han var Barn, og det hedder i en meget rosende Karakteristik, som en fremmed Diplomat nogle Aar senere har givet af ham, at han havde den Fejl vanskelig at kunne lade sig overbevise. Dertil kom en vis Svaghed for at høre sig selv tale. Men med Stivheden i hans Karakter hang ogsaa Paalidelighed og Trofasthed sammen.
Saa nøje som han var knyttet til Farbroderen, var det naturligt, at han delte dennes Unaade, da Struensee kom til Magten. Han forlod (1770) Statstjenesten og tillige Kjøbenhavn. Da Reverdil nogen Tid senere traf ham i Hamborg, udtalte han, at det var hans faste Agt ikke mere at overtage noget Embede; men da han efter Struensees Fald i Anledning af en privat Sag kom til Kjøbenhavn, lod han sig dog overtale til atter at tage Plads i Regerings-kollegierne. Han blev i Slutningen af 1772 første Deputeret i Finanskollegiet, Økonomi- og Kommercekollegiet samt Bjærgværksdirektoriet. Det havde hidtil været paa det økonomiske og finansielle Omraade, han havde virket. Man har ikke Indtryk af, at hans Gjerning her betegner noget Fremskridt. Hvor stor Interesse han end havde for Agerbruget, synes det ikke, som han er bleven paavirket af de fysiokratiske Grundsætninger, der den Gang begyndte at slaa igjennem. I det mindste blev han staaende ved det gammeldags, stive Beskyttelsessystem, og han var ikke kommen ud over den Tro, at det var muligt ved alskens kunstige Midler at opelske en kraftig Industri. Kun peger det i en noget friere Retning, at han var en Modstander af Monopoler. Derimod blev det en god og tidssvarende Virkning af, hvad han havde set i England, at han ivrig tilraadede Onkelen at gjennemføre de Forandringer i Fæstebøndernes Stilling paa Godset Bernstorff, der danne et af de første vigtige Skridt til Forberedelse af de store Landboreformer.
Da A.P. B. blev kaldt tilbage til den dansk-norske Stats-tjeneste, skrev en begejstret Tilhænger af ham, Cramer [Johan Andreas Cramer], til Suhm [se om Suhm i:
Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]]: »Hvor har jeg dog takket Gud, og hvilken Glæde har jeg ikke følt over, at den unge B. er bleven kaldet tilbage! Der faar I en Mand med de største Talenter, den mest uegennyttige Redelighed og med en Kraft i Karakteren, i hvilken Visdom parrer sig med Mod.« Denne Spaadom skulde i væsentlige Henseender gaa i Opfyldelse, efter at A.P. B. i April 1773 var bleven flyttet over i den Stilling, hvortil han særlig var skikket, da han nemlig blev stillet i Spidsen for den udenrigske Styrelse og med det samme fik Sæde i Gehejmestatsraadet. Han voxede i denne nye Stilling efterhaanden op til at blive en af de ypperste Statsmænd i vort Fædrelands Tjeneste. 29. Febr. 1776 blev han Ridder af Elefanten.
Kort Tid før han traadte ind i Regeringen, var Udenrigsministeren Osten bleven afskediget, fordi han ikke var nogen grata persona i Petersborg. Øjeblikket var vigtigt. Endelig syntes det, at man vilde kunne naa det længe eftertragtede Maal at faa det holstenske Mageskifte bragt i Orden; men man frygtede for, at Ostens Personlighed skulde staa i Vejen. Denne blev derfor fjærnet, og efter at Schack-Rathlou midlertidig nogle Uger havde ledet Sagerne, lagdes de i B.s Hænder. Han kom da til at indvie sin Virksomhed som Udenrigsminister ved at bringe Underhandlingerne med Rusland og Storfyrst Poul til Afslutning. Resultatet af dem blev Mageskiftetraktaten af 1. Juni 1773, hvorved Storfyrst Poul som fuldmyndig i Egenskab af holsten-gottorpsk Hertug i alt væsentligt stadfæstede den foreløbige Traktat af 1767 (se Art. J.H.E. Bernstorff). Men hertil føjede Rusland en dobbelt Alliancetraktat med Danmark-Norge af 12. Avg. 1773. Dels blev der sluttet en defensiv Alliance, som fastsatte de tvende Staters gjensidige Forpligtelser i Tilfælde af, at en af dem blev angreben. Dels fastsatte en anden Traktat, hvorledes begge Stater skulde holde sig rede til, naar det rette Øjeblik kom, f. Ex. naar der blev sluttet Fred mellem Rusland og Tyrkiet, da at kunne faa den ved Revolutionen af 19. Avg. 1772 i Sverige dannede Statsforfatning kuldkastet og dermed den ældre Forfatning af 1720 tilbageført i dette Land.
Der kan hverken gives A.P. B. nogen Ære eller tillægges ham noget Ansvar for disse Traktater. Forhandlingen var allerede, inden han blev Minister, ført saa vidt, at der kun kunde være Tale om at gaa ind paa dem. Det var J.H.E. Bernstorffs Politik, der nu omsider havde baaret sin Frugt. Men at denne Politik havde været den rette, derom nærede A.P. B. ingen Tvivl. Den havde, som nedenfor vil blive paavist med Hensyn til J.H.E. Bernstorff, foruden at sigte til at ende de dansk-gottorpske Forviklinger tillige haft til Formaal at give Danmark-Norge Sikkerhed imod den formentlige Fare, der truede fra det gottorpske Kongehus i Sverige, hvis dette med en stærk Kongemagt i Hænderne kom til at føle sig som Herre over Statens Stridskræfter uden at behøve de svenske Stænders Samtykke til at bruge dem. For at naa begge disse Øjemed havde Regeringen i Kjøbenhavn siden 1765 stærkt nærmet sig til Rusland. Saaledes som Stillingen var bleven, efter at
Gustav III 19. Avg. 1772 havde omdannet den svenske Statsforfatning til Gavn for sin egen Magt, indeholdt den for saa vidt en særlig Fare for Danmark-Norge, som han ikke blot var en begavet Konge, men ogsaa af Hjærtet hadede det danske Kongehus og det danske Folk. Forbitrelse over den Iver, Regeringen i Kjøbenhavn havde vist for sammen med Rusland og England at hindre Udviklingen af en stærk Kongemagt i Sverige, skærpede hans nedarvede gottorpske Had imod Naboriget og forøgede hans Lyst til at skille Norge fra Danmark og lægge det under sin egen Krone. Hans Uvilje blev endnu mere næret ved den Fordel, Danmark-Norge vandt ved Mageskiftet, saa meget mere som han holdt sin Families Rettigheder for brøstholdne derved, at dette havde ført til, at Storfyrst Poul overlod Oldenborg og Delmenhorst til en yngre Linje. En russisk Statsmand udtalte nogle Aar senere, at den paa Mageskiftetraktaten saa hurtig følgende Alliancetraktat havde været Betingelsen for, at Rusland havde villet indlade sig paa hin Traktat. Ingen kan heller være i Tvivl om, at Cathrine II [Katarina 2. den Store] mente ved denne Alliance at kunne holde Danmark-Norge fast knyttet til sig og derved paa en Maade i sit Ledebaand. Men den føltes dog i det mindste strax fra dansk Side som en Støtte for Staten imod den saa stærkt mistænkte Nabo paa Sveriges Trone.
Særlig A.P. B. mente under disse Forhold at kunne se med Ro paa Forholdet til Sverige. Inden han blev Minister, havde der været en febrilsk Uro over Regeringen. Det var næsten kommet til det Punkt, at det vakte Mistanke, saa snart en Svensker rejste i Norge, naar Gustav III talte med en Nordmand, naar der i en eller anden Fæstning blev sat en Lavet under en Kanon eller et forfaldent Stykke Mur blev repareret, eller naar der blev samlet et Par Regimenter til Øvelser. B. derimod fandt, at »den evindelige Ængstelse« var et unyttigt Selvplageri, han holdt Staten for at være Sverige voxen, og oven i Kjøbet gjorde Forbundet med Rusland, »at vi kunne sætte os ud over en Frygt, som blot Svaghed hos os selv kunde undskylde«. Imidlertid vilde en Krig fra Gustavs Side altid volde Plage og alvorlige Pengetab, og imod sligt mente B., at man kun kunde være sikker, »naar Gustav ikke kunde føre Krig, ikke give nye Love, ikke paalægge nye Afgifter uden Medvirken fra de samlede Stænders Side. Dette var vistnok fastsat, men intet værnede om Forfatningen, naar Landet ingen Sikkerhed havde for, at Stænderne bleve sammenkaldte.« Ellers kunde Loven omgaas; man maatte derfor søge at bringe det dertil, at Gustav III blev forpligtet til at sammenkalde Stænderne hvert 3. Aar. Videre Forandringer i den svenske Forfatning holdt B. for overflødige. For at opnaa sligt mente han, at Rusland og Danmark havde Ret til at slutte sig sammen med Oppositionen i Sverige imod Kongen, og han søgte endog at drive Cathrine II frem i den Retning. Men hvor ivrig Kejserinden end havde været for at fastslaa Aftaler 1773 med Danmark-Norge, der vare truende for Gustav III, gjorde hun ikke senere Alvor deraf. De russiske Ministre hørte kun »med den yderste Lede« Tale om de svenske Forhold. Aarene gik rolig hen.
I det B. endnu paa denne Tid gik ud fra, at Sverige var Danmark-Norges »altid virksomme og uforsonlige Fjende«, ja »dets eneste naturlige Fjende, saa længe Grænselandene til Holsten ejedes af svagere Magter«, kom han til ogsaa at opfatte Frankrig, der stedse i denne Tid stod Sverige nær og betalte det Subsidier, som en »fjendtlig Magt«, medens Frankrigs bitre Modstander England ikke mindre end Rusland maatte gjælde for at være Statens »naturlige Ven«. Den store og fordelagtige Handelsforbindelse, hvori man stod med England, forøgede hans Interesse for denne Stat. Dette var en Hovedgrund til, at han under den nordamerikanske Frihedskrig, især da Frankrig optraadte paa Amerikanernes Side, holdt det for at være en Ulykke, saafremt England bukkede under. Vistnok havde de Stridspunkter, som gjentagne Gange under de store Søkrige vare komne op imellem Danmark-Norge og England, ogsaa under denne Krig fremkaldt alvorlig Uenighed imellem Regeringerne i London og i Kjøbenhavn. Der klagedes særlig med Bitterhed fra dansk-norsk Side over, at Englænderne fortolkede Begrebet Kontrabande paa en traktatstridig Maade og derved lagde utaalelige Hindringer i Vejen for de danskes og Nordmændenes Handel paa de Lande, der vare Englands Fjender. Men B. haabede at kunne løse denne Konflikt uden noget Brud. Da Rusland stod i et venskabeligt Forhold til England, og dets Holdning under den store Krig kunde tænkes at ville faa stor Vigtighed, foreslog han denne Stat et Nevtralitetsforbund (28. Sept. 1778), hvorefter begge Riger skulde værne om deres Skibsfart ved fælles Rustninger og i Forening søge at faa England til at gaa ind paa visse billige Grundsætninger med Hensyn til de nevtrale Staters Skibsfart. Men dette afslog Kejserinden; hun vilde ikke indlade sig paa andet end nogle Forholdsregler for at værne om Handelen paa Nord
rusland, og disse havde ingen Interesse for Danmark-Norge. Samtidig afslog B. at ville slutte sig til et Forslag fra Sveriges Side om et væbnet Nevtralitetsforbund, et Forslag, som Gustav III ogsaa sendte til Rusland. Den Kjendsgjerning, at Sverige stod i nøje Venskabsforhold til Frankrig, var tilstrækkelig til at skræmme B. fra at gaa ind paa dets Forslag. Han maatte holde det for utvivlsomt, at England vilde tillægge det en imod det fjendtlig Retning, og et Brud med England, mente han, var en Ulykke for den dansk-norske Stat.
Den Sympathi for England, som denne Opfattelse under de daværende Forhold naturlig førte med sig, maatte styrkes end mere, da Spanien 1779 forenede sig med dets Fjender. I Tillid til denne Stemning henvendte den engelske Regering sig endog i Vinteren 1779—80 til Danmark-Norge med Opfordring til, at det sammen med den selv og Rusland skulde danne en Trippelalliance med det Formaal at bringe de bourbonske Magter til at gaa ind paa billige Fredsvilkaar. Medens her i Kjøbenhavn Arveprins Frederik, d. v. s. Guldberg, holdt dette for at være alt for voveligt, mente B., at det var Pligt for »enhver ægte dansk« at virke for Englands Opretholdelse. Men hans Politik sejrede ikke. Den blev umulig derved, at Rusland afslog at indlade sig paa en saadan Alliance. Ja, denne Stat fjærnede sig endog stærkt fra Englands Interesser; Ministeren Panin fik Kejserinden til at forkynde Verden, at hun vilde stifte et væbnet Forbund med det Formaal at sikre den nevtrale Skibsfart i Krigstider (10. Marts). Dette Forbund skulde omfatte alle nevtrale Magter, og hun opfordrede strax Regeringerne i Kjøbenhavn og Stockholm til at tiltræde det. De folkeretlige Sætninger, som Forbundet skulde gjennemføre, vare nøjagtig de samme, som B. havde opstillet i det Forslag, han i Sept. 1778 havde gjort til et dansk-russisk Forbund, saaledes Sætningen, at frit Skib gjør fri Ladning, at Blokade bør være effektiv for at have Gyldighed, osv. Men ingen kunde tage fejl af, at saaledes som Nevtralitetsforbundet nu traadte frem i russisk Form, vilde det ved den almindelige Karakter, det havde, faa en imod England rettet Spids. Det var netop denne Stat, der bestred Sætningen: »frit Skib gjør fri Ladning«, og Forbundet var bestemt til at omfatte dels en Stat som Sverige, der var fransksindet, dels Holland, som England paa Grund af Handelsnid aldrig vilde indrømme at drive sin Handel, beskyttet af andre Magter. [Se om folkeretsforfatteren Martin Hübner i:
Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]].
Men, hvor lidet tilfreds B. end var med at se Forbundet komme frem i en saadan Skikkelse, var det umuligt at afslaa at tiltræde det. Dette skete 9. Juli 1780. Da han imidlertid nærede Tvivl om, at Forbundet vilde faa stor praktisk Betydning, og det forekom ham vigtigt at komme til Enighed med England om et af de vigtigste Stridspunkter, Spørgsmaalet om, hvad der skulde forstaas ved Krigskontrabande, havde han 4. Juli, altsaa inden Danmark-Norge tiltraadte Forbundet, afgjort denne Sag ved en Særtraktat med England. Dette vakte stærk Vrede i Petersborg, hvor det — uden tilstrækkelig Grund — blev opfattet som Vidnesbyrd om, at han ikke loyalt vilde gjennemføre Forpligtelserne over for Forbundets andre Medlemmer. Da Budskabet derom kom til Kjøbenhavn, bleve Arveprinsen og Guldberg saa bange for de Virkninger, Ruslands Vrede kunde faa, at B. maatte gaa af som Minister (13. Nov. 1780). Det var ikke alene den udenrigske Styrelse, han derved opgav; men han havde efter Mageskiftets Gjennemførelse tillige staaet i Spidsen for det tyske Kancelli. Skjønt B. var falden, fordi han havde villet følge en selvstændig Politik over for Rusland, grebe Arveprinsen og Guldberg sikkert ikke ugjærne Lejligheden til at faa ham fjærnet. Han havde i vigtige Spørgsmaal været uenig med Guldberg. Som født Tysker holdt han ikke af »Indfødsrettens« Indførelse, og hans Opfattelse af Landboforholdene var ganske forskjellig fra Guldbergs. Endnu mindre fandt han Behag i den stigende Tilbøjelighed hos Enkedronningen og Arveprinsen til at regere ved Kabinetsordrer. Faa den anden Side mente Guldberg, at B. tog for meget Hensyn til England, for lidet til Rusland. Han og Arveprinsen havde endog bag B.s Ryg givet Statsafsendingen i Petersborg Ordrer, der gik i en anden Retning end de, B. sendte. Guldberg nærede en saadan Uvilje imod ham, at han højst uretfærdig har sigtet ham for Underfundighed.
Efter sin Afgang fra Ministeriet trak B. sig tilbage til sine Godser i Holsten og Meklenborg (Borstel og Dreilützau); men der gik ikke lang Tid hen, førend den unge Kronprins og hans Venner, misfornøjede med Enkedronningen og Guldberg, hemmelig bade ham om Raad med Hensyn til en Regeringsforandring, hvorved der kunde gjøres Ende paa den daværende Styrelse. Da denne Forandring virkelig fandt Sted 14. April 1784, kom B. selvfølgelig strax tilbage i sine gamle Embeder, og han blev nu i dem indtil sin Død.
Det er hans Virksomhed i dette Tidsrum, der især har givet ham det smukke Navn i vor Historie. Han var afgjort den Mand, der havde mest at sige, da Kronprinsen nøje sluttede sig til ham.
Skjønt det var Reventlow og Colbjørnsen i Forening med Kronprinsen selv, der havde Hovedfortjenesten af at gjennemføre de store Landboreformer, havde det stor Betydning for denne Sags Fremme, at B. i Gehejmestatsraadet var en varm Talsmand for dem over for den Modstand, der her rejstes imod dem, og han viste for Slesvigs og Holstens Vedkommende den samme Iver ved at arbejde paa Livegenskabets Ophævelse, saaledes at denne var at anse for en afgjort Sag allerede inden hans Død (1797). Landboreformerne vare kun én Side, om end den vigtigste, af Styrelsen i disse Enevældens 13 smukkeste Aar, under hvilke Regeringen med fast Haand holdt Middelvejen imellem Struensees udskejende Reformiver og Guldbergs stive Konservatisme. B. som Regeringens betydeligste Mand har virket overordentlig til at paatrykke den dette Præg og til at skabe det tætte Baand, der i denne Tid bandt Folket til Regeringen.
I Anledning af den Iver, med hvilken Folk efter Christiansborg Slots Brand 1794 skøde sammen til en ny Slotsbygning og samtidig til Flaaderustninger, skrev B. til en Ven: »Jeg er i Sandhed stolt af at tilhøre et Folk, der viser saa megen Sjæl og Energi, at enhver baade maa lykønske sig selv og sin Nabo dertil . . ., og hvad der fremfor alt rører mig, er, at jeg ser, hvor meget Tanken om at opretholde Danmarks Uafhængighed har Del deri.« Saadanne Ord ere et slaaende Vidnesbyrd om, med hvilken Kjærlighed han, den fødte Tysker, sluttede sig til sit nye Fædreland og dets Folk. Svaret derpaa var en Folkeyndest, saa stor, at den bragte en svensk Diplomat til at udtale om ham: »Det er lykkedes ham i den Grad ligesom at naturalisere sig i Landet, at hvis man skal dømme efter den Tone, der hersker iblandt Kjøbenhavns Borgere og hos Embedsklassen, vilde han ikke kunne fjærnes uden Fare.«
Man vil kunne paa vise Træk, der vidne om, at B., som kunde meget godt Dansk, havde Sans for dansk Aandsliv og Videnskabelighed, og dette blev ogsaa anerkjendt, f. Ex. i det han i en Række Aar var Præsident i Videnskabernes Selskab (valgt 14. Nov. 1788); men hans Dannelse var tysk-fransk, ikke dansk, og han, Stolbergernes Svoger, levede overvejende i en tysk Selskabskreds her i Kjøbenhavn. Det Baand, der knyttede ham saa nøje til Folket her hjemme, var Tilliden til ham som Statsmand og Kjærligheden til ham som den ædle, humane Karakter. I det der dannede sig et gjensidigt Tillidsforhold imellem ham og Folket, følte han sig oplagt til at gaa ind paa de Tanker om den offentlige Menings Betydning, som friere Aander i det 18. Aarhundrede havde været Talsmænd for. Han paastod endog en Gang i Statsraadet, at Nationens Vilje maatte være Lov for Kongen, og han viste denne sin Synsmaade i Gjerningen ved med Styrke at opretholde Trykkefriheden. Reskriptet af 3. Dec. 1790 gav, saaledes som Regeringen fortolkede det, al ønskelig Frihed i saa Henseende. »I er vistnok«, ytrede han en Dag til en svensk Diplomat, »forbavset over, hvad der bliver trykt her. Det er min Grundsætning ikke at bryde mig derom, thi sligt falder til Jorden af sig selv, naar man ikke giver sig af dermed, og Forfølgelsen vilde kun endnu mere ophidse Sindene.«
Samtidig med at den dansk-norske Stat gjennemgik en vigtig Reformperiode, vare Forholdene udad til for det meste meget alvorlige. B. havde anet rigtig ved at forudse uheldige Virkninger af den Form, Rusland gav det væbnede Nevtralitetsforbund. Det havde fremkaldt et Brud imellem denne Stat og England, og dermed havde Forholdene i Nordevropa undergaaet en Forandring, som i Følge Danmark-Norges Beliggenhed kunde blive følelig for denne Stat. Dette skulde snart vise sig i Virkeligheden.
Da nemlig Cathrine II's Politik 1787 bragte hende i Krig med Tyrkerne, besluttede Gustav III, netop for en Del i Tillid til det spændte Forhold, hvori Rusland stod til England saa vel som til Preussen, at angribe Cathrine. Forinden overraskede han Regeringen i Kjøbenhavn ved uventet at komme her til 29. Okt. 1787. Han vilde formaa Danmark-Norge til at slutte sig sammen med ham imod Rusland eller til i det mindste at love at forblive nevtralt under en Krig imellem ham og denne Stat. Det var et dristigt Forsøg. 4 Aar tidligere havde han vitterlig arbejdet paa pludselig at overfalde Danmark-Norge, og han var kun bleven afholdt derfra ved Kejserindens Trusler om ikke at ville taale det. Efter et saadant Vidnesbyrd om hans Sindelag vilde det have været Vanvid at bryde med Rusland for hans Skyld, og foruden at hans Forslag blev afslaaet, udtalte B. under Samtaler med ham, at hvis han angreb Rusland, var Danmark paa Grund af sin Traktat med denne Stat (af 1773) nødt til at optræde imod ham. Da han desuagtet begyndte Krigen mod Kejserinden, og hun krævede Hjælp af Regeringen i Kjøbenhavn, mente denne ikke at kunne svigte sin traktatmæssige Pligt. Men den gik kun nødig til Kampen. Saa lidt B. ønskede Gustav III Sejr paa Russernes Bekostning, saa lidt holdt han det paa den anden Side for at stemme med Danmark-Norges Tarv, at Rusland mulig kom til at gjøre Erobringer fra Sverige. Om selv at vinde Land fra denne Stat havde B. ikke den ringeste Tanke. Han satte derfor igjennem, at Hjælpen blev ydet saa lille, som det efter en maaske tvivlsom Fortolkning af Traktaten af 1773 gik an. Da saa efter Ruslands Ønske Hjælpen blev givet derved, at 12.000 Mand under Landgrev Carl af Messens Anførsel trængte fra den norske Grænse ned mod Gøteborg [Göteborg], var han ængstelig for, at denne Fyrste og tillige Kronprinsen skulde bringe Staten i en vanskelig Stilling ved alt for stor Krigsiver. Denne vanskelige Stilling var allerede givet ved Englands og Preussens tydelige Uvilje over Danmark-Norges Deltagelse i Krigen, og den fandt særlig sit Udtryk ved den Iver, hvormed den engelske Statsafsending i Kjøbenhavn, Elliot, kastede sig ind i Striden. Hans Trusler, der støttedes af Preussen, nødte Regeringen i Kjøbenhavn til at trække sig ud af Krigen (1789). Naturligvis vilde den russiske Regering nødig erkjende, at dens Forbundsfælle havde Ret til at vige for slige Trusler, og B. blev denne Gang om muligt endnu mere ilde omtalt i Petersborg, end han havde været det i 1780.
Men snart kom der endnu mere truende Tider. Hvorledes vilde man stille sig over for Frankrig, det blev det store Spørgsmaal, der fra Aaret 1791 med stedse stærkere Alvor paatrængte sig de ledende Statsmænd i Evropa. For B. var der i saa Henseende ingen Tvivl. Han havde visselig ingen Sympathi for de franske Revolutionsmænd; men han bestred af Princip de andre Staters Ret til at blande sig i Frankrigs indre Forhold, og han holdt dem for saa meget mere uberettigede dertil, som han mistænkte dem for at forbinde egennyttige Planer dermed. Han saa Østerrigs, Preussens og Ruslands Politik i Lys af deres Færd i Polen under dette Riges ulykkelige Opløsning 1793 og 1795. For Danmark-Norge ventede han ingen anden Frugt end den at blive Bold for de store Magters Politik; dets Tarv krævede klart og tydelig, at det blev holdt uden for Krigen. Den Kurs holdt han med urokkelig Fasthed baade over for indtrængende Forestillinger fra de tre Østmagters Side 1792 og over for lignende endnu stærkere Opfordringer 1793 baade fra Preussens, Ruslands og Englands Side. End ikke Afsendelsen af en russisk Flaade paa 23 Linjeskibe til de danske Farvande skræmmede ham, han gjennemskuede klart Cathrine II, at hun ikke vilde drive Sagen paa Spidsen. Den sejrrige Gjendrivelse, hvorved han paaviste det uretfærdige i Fordringen til Danmark-Norge, gav ham et fortjent Ry rundt omkring i Evropa.
Samtidig dermed traadte hans Politik over for Sverige ind i et nyt Stadium. Gustav III, der havde bevaret sit Had imod ham og den dansk-norske Regering, var bleven skudt 1792 og derved død bort fra sine æventyrlige Planer om at føre an i et royalistisk Korstog imod Frankrig. Hertug Carl af Sødermanland, der efter hans Død overtog Regentskabet for sin umyndige Brodersøn, Gustav IV, ønskede efter Tilskyndelse af sin altformaaende Raadgiver Reuterholm, i Modsætning til den afdøde Konge, blot at holde Sverige uden for Krigen. Der var saaledes givet et Grundlag for Overenskomst imellem Regeringerne i Stockholm og Kjøbenhavn, og hvor meget der end var levnet af gammel gjensidig Uvilje, hvor tilbøjelige Hertug Carl og Reuterholm end vare til at se skjævt til B., denne »Sansculotminister«, der i mistænkelig Grad var befængt med frisindede Meninger, kom det dog 27. Marts 1794 til et væbnet Nevtralitetsforbund imellem de tvende skandinaviske Stater. De enedes om i Fællesskab at holde Eskadrer i Søen for i paakommende Tilfælde at kunne udøve Repressalier imod den af de krigførende Stater, der paa traktatstridig Maade forulempede deres Undersaatters Skibsfart. Uheldigvis skortede det ikke paa Uenigheder. B. var i Følge sin hele Natur en forsigtig Statsmand og søgte at styre imellem Skjærene, saaledes at han saa vidt muligt undgik store Konflikter. Han mente, at man saa meget, det lod sig gjøre, skulde opsætte at gribe til Repressalier imod Englænderne, der under denne Krig ligesom under tidligere Søkrige vare vanskeligst at have at gjøre med. Det svenske Regentskab, der hældede stærkt over imod Frankrig, havde langt mere Lyst til at byde England Spidsen. Men trods alt dette gjorde Forbundet god Nytte ved gjentagne Gange at bringe England til at holde inde med sine Overgreb, og det var den aldeles fremherskende Folkemening i den dansk-norske Stat, at B.s Politik var den rette, og at man skyldte ham Taknemmelighed, ikke blot fordi han holdt Staten uden for Krigen, men ogsaa for det Opsving, den udenrigske Handel tog i disse Aar. En Del Mænd i Kjøbenhavn gave denne Mening Udtryk ved at lade slaa en Medaille, der foruden hans Portræt havde i Præget en Kompasnaal med Underskrift: »Uden Misvisning«. De Rivninger, B. havde med den svenske Regering, hindrede ham heller ikke fra nu at se, at der burde arbejdes hen imod »en oprigtig og fuldstændig Harmoni« imellem de nordiske Stater. Fortidens Politik over for Sverige burde kastes helt over Bord. »Vi vilde«, skriver han 1795 i en Instrux for sin Søn som Statsafsending i Stockholm, »ikke have den ringeste Grund mere til enten at støtte Frankrig eller Rusland i Sverige, enhver fremmed Indflydelse skader den Venskabets og Fornuftens Indflydelse, der er den eneste, vi attraa at have .... Nu for Tiden har man mere og mere erkjendt det rigtige og hellige ved den Grundsætning, at ingen Magt har Ret til at blande sig i et andet Lands indre Forhold . . . Vort Ønske er, at Sverige maa blive lykkeligt, og det kan det ikke være, naar det er sønderrevet af Partier og uforsonlige Fjendskaber.«
Det er et velgjørende Indtryk, man ved at overse B.s Løbebane har af en Personlighed, der stedse voxer sig større, og hos hvem med Aarene Mildhed og Humanitet i stigende Grad træde frem ved Siden af en kraftfuld Personlighed. Ikke mindre beundringsværdige vare hans Arbejdskraft og den Omhu, med hvilken han røgtede sin Statsmandsgjerning. Trods de Plager, Podagraen Aar for Aar hjemsøgte ham med i den senere Del af hans Liv, holdt han med Sjælsstyrke og kristelig Resignation ud, indtil Sygdommen faa Uger før hans Død omtaagede hans Forstand. Han døde 21. Juni 1797, ikke fuldt 62 Aar gammel. Der var Landesorg ved hans Død, og det med Grund; han var i lige Grad Gjenstand for Folkets Kiærlighed og Beundring.
B. var 2 Gange gift, begge Gange med Søstre af de fra Tysklands Litteraturhistorie bekjendte Brødre Greverne Christian og Frederik Leopold Stolberg. Hans første Hustru, Henriette Frederikke Stolberg (f. 1747 død 1782), fødte ham 6 Sønner og 3 Døtre; Aaret efter hendes Død ægtede han Søsteren Augusta Louise, som fødte ham en Søn, der døde som Barn.
Til: Indholdsfortegnelsen
Af E. Holm
Bernstorff Slot, bygget af Nicolas Henri Jardin. Slottet bruges i dag af Beredskabsstyrelsen. Fotograferet en dag hvor der var mere røg i køkkenet end ønskeligt. Foto: BA, 2007.
Den Gang B. skulde sendes til Frankrig, skrev den franske Statsafsending i Kjøbenhavn til sin Regering med afgjort Uvilje om ham. Hans hannoveranske Byrd gjorde ham i den mistænksomme franske Diplomats Øjne til en farlig Person, der havde engelske Sympathier, og med den i den diplomatiske Verden ganske almindelige Letfærdighed i Domme forberedte han sin Regering paa, at B. var »en lidet paalidelig Karakter« og saa meget mere farlig, som han var »dygtig, af et vindende Væsen og elskværdig i Selskabslivet«. Det blev kun disse sidste Egenskaber, man kom til at gjøre Bekjendtskab med i Paris, thi han var i Virkeligheden saare langt fra at være fjendtlig stemt imod Frankrig, og den franske Udenrigsminister fik i sine Depecher til Statsafsendingen i Kjøbenhavn Lejlighed til ikke alene at fremhæve den store »Veltalenhed«, som B. kunde udfolde i sine Forhandlinger med ham, men ogsaa til at omtale hans fremragende Begavelse, Behageligheden ved at forhandle med ham (»sa douceur«) og den ubegrænsede Tillid og Højagtelse, han selv havde for ham.
Men Regeringen havde Brug for den prøvede, talentfulde Diplomat paa et endnu større Omraade. Udenrigsministeren Schulin var svagelig, han ønskede at have B. til Hjælp, og denne blev derfor kaldt hjem (1750). Han medbragte et Kjendskab til det evropæiske Diplomati, der maatte kunne faa den største Værd for ham, saa meget mere som han personlig havde knyttet nøje Forbindelser med betydelige Personligheder, især i Paris; han havde tilegnet sig den fine Verdensmands overlegne Væsen, uden at Dybden i hans Karakter eller Inderligheden i hans religiøse Følelser led derved, og han kjendte til Bunds Forholdet mellem de forskjellige Magter og, hvad der i saa Henseende kunde have Betydning for den dansk-norske Stats ydre Stilling. Skjønt født i Udlandet havde han vundet en alvorlig Kjærlighed til vort Fædreland; men det kunde let blive betænkeligt, at dets indre Forhold, dets Styrelse og Hjælpekilder vare ham lige saa ubekjendte som dets Sprog og nationale Ejendommeligheder.
Da han kom til Kjøbenhavn, var Schulin død. Det blev strax tilbudt ham at træde ind i dennes Stilling; men han holdt sig for bunden ved et Tilsagn, han havde givet Prinsen af Wales om en Gang at overtage en Ministerstilling i Hannover. Da imidlertid denne Fyrste døde 20. Marts 1751, faldt Hindringen bort, og han tiltraadte nu Pladsen som Udenrigsminister og den dermed forbundne Ledelse af det tyske Kancelli. Samtidig blev han Medlem af Konseillet. Allerede tidligere var han (1736) bleven Kammerherre og (1746) Ridder af Danebrog, i hvilken Anledning han valgte sig et Valgsprog, som hans Liv ikke gjorde til Skamme, nemlig Ordene: »integritas et rectum custodiant me«. Gehejmeraadstitelen fik han 1749.
Det blev en imponerende Stilling, B. beklædte en lang Række Aar her hjemme. Støttet af A.G. Moltke, der ikke kjendte til nogen Skinsyge over for ham, og høj agtet af Frederik V indtog han indtil dennes Død den ypperste Plads i Regeringen, og hans Ord havde afgjørende Vægt i alle de Sager, der kom til Forhandling i Konseillet. Men hans Hovedgjerning var Ledelsen af den udenrigske Styrelse. Frederik V's personlige Mangel paa Initiativ og Virkelyst bidrog til, at han her blev den altbestemmende. I Frederik IV's Tid var saa godt som ingen vigtig Depeche sendt nogen Statsafsending, med mindre den var underskreven af selve Kongen. Ogsaa Christian VI havde fulgt de udenrigske Forhandlinger i stor Detail. Ved J.H.E. B.s Korrespondance ligesom senere under hans Brodersøn A.P. B. føler man, at de vare de raadende, saa fuldt som nogen ansvarlig Udenrigsminister i en konstitutionel Stat kan være det.
Lige siden den store nordiske Krig var der blevet arbejdet paa at sikre, hvad der var vundet ved denne Krig, nemlig den gottorpske Del af Slesvig, og Spørgsmaalet om, hvorledes en endelig Udjævning af Striden med Huset Gottorp kunde bringes til Veje, havde været alvorlig oppe. Mageskiftetraktaten med den svenske Tronfølger Adolf Frederik 1750 var det sidste Skridt paa denne Bane. Derimod var et Forsøg, der samtidig var gjort paa at komme til en lignende Afgjørelse med Chefen for den ældre gottorpske Linje, den russiske Tronfølger Hertug Carl Peter Ulrik, ganske slaaet fejl. Opgaven maatte blive for B. at vinde et heldigere Resultat over for denne Linje, og han viede med Trofasthed og Talent sit Liv dertil. I nøje Forbindelse med den gottorpske Sag stod Spørgsmaalet om Magtens Fordeling i Norden. Siden Rusland efter den store nordiske Krigs Slutning ikke alene var blevet den overlegne Stat ved Østersøen, men ogsaa den Magt, til hvis Hjælp Gottorperne ivrigst bejlede, havde Tanken om det nødvendige i et godt Forhold imellem de skandinaviske Stater for det meste haft Raaderum hos Regeringen i Kjøbenhavn, især fra Christian VI's Tid. Atter her optog B. den foregaaende Tids Politik. Uheldigvis havde denne sunde og forstandige Stræben store Hindringer at besejre, dels ved de Levninger af det gamle Nationalhad, der havde holdt sig paa begge Sider af Sundet, dels derved, at ogsaa her Gottorpernes Had til Danmark greb forstyrrende ind. Da Adolf Frederik besteg Tronen i Sverige, vare hans Stemninger i saa Henseende kun alt for godt kjendte, og de næredes end mere af hans herskelystne, intrigante Dronning, Louise Ulrikke. Kun nødtvungne havde de samtykket i Mageskiftet af 1750, og med ikke mindre Vrangvilje vare de gaaede ind paa at lade deres ældste Søn Gustav, den senere Gustav III, der den Gang kun var 5 Aar gammel, blive trolovet med den jævnaldrende danske Prinsesse Sophie Magdalene, Frederik V's Datter. Det gjaldt fra gammel Tid som en Kjendsgjerning, at en enevældig Kongemagt var ulige farligere for Nabostaterne end en Kongemagt, der var bunden af Landets Stænder. Fra det Stade havde svenske Adelsmænd i det 17. Aarhundrede set skjævt til Enevældens Indførelse i Danmark, og det var den samme Opfattelsesmaade, der bragte de dansk-norske Konger i det 18. Aarhundrede efter den svenske Kongemagts Svækkelse ved Carl XII's [Karl 12.] Fald til i høj Grad at ønske, at den ikke atter vandt i Styrke. Man havde under Carl XII prøvet, hvor farlig den kunde være. Da saa Dødsfjenderne kom paa Tronen 1751, stod det dobbelt stærkt som en Livssag for B. om muligt at hindre en Forfatningsudvikling i Sverige, der kunde give Kongen her fri Raadighed over Rigets Stridskræfter.
Samtidig med at B. havde slige Opgaver at løse, kom han til at se den ene store evropæiske Forvikling efter den anden krydse hans Veje, store Begivenheder indtraf, der stærkt lagde Beslag paa Opmærksomheden, Forudsætninger, som det havde været naturligt at gaa ud fra, bristede, hvad der havde gjældt som det naturlige og sikreste Alliancesystem, slog fejl, og nye Midler maatte gribes for at naa Maalet. B. viste sig under alt dette som en overlegen Statsmand. Han havde en Sindets Ligevægt, der aldrig svigtede, en Sejhed, som ikke slappedes ved Skuffelser og uventede Hindringer, et fint politisk Instinkt til at gjætte sig af lidt til Sagernes rette Sammenhæng, stor Omtanke og Forsigtighed ved Afslutning af Overenskomster, en betydelig Aarvaagenhed, saaledes at han kastede Øjnene til alle Sider, en ualmindelig Arbejdsdygtighed, endelig en rig Aand, som idelig forstod at skabe Udveje og at knytte nye Traade, naar de gamle brast. Ja, det var næsten, som om han æggedes ved Vanskeligheder, og som om han fandt en Nydelse i nye Kombinationer. Det 18. Aarhundrede var en gylden Tid for Diplomatiets Kunster med idelige Forsøg paa at skabe Alliancesystemer og Koalitioner under den Række af store Krige, der fulgte hverandre i Hælene. B. havde saa at sige en dygtig Kunstners Selvbevidsthed paa dette Omraade; men da han af Princip fordømte enhver Krig, der ikke var nødvendig som Forsvarskrig, var han allerede for saa vidt oplagt til kun at bruge Diplomatiens Midler for at opnaa en fredelig Afgjørelse af de forskjellige Stridsspørgsmaal; og da det var faldet i hans Lod at blive Leder af en Stat med forholdsvis svage Kræfter, var han ogsaa herved mest henvist til at forsøge, hvad der kunde udrettes ad Underhandlingers Vej. Det er vel endog et Spørgsmaal, om han ikke har haft vel sangvinske Forhaabninger i saa Henseender og troet, at Noter og Depecher kunde strække til, hvor der i Virkeligheden behøvedes et kraftig ført Sværdhug.
Den Hovedbegivenhed, som først ret bragte ham en Række Vanskeligheder at kæmpe med, var den preussiske Syvaarskrig. Skjønt Frankrig den Gang indtog en fremragende Plads i B.s politiske System, saaledes som det traadte frem ved en Alliance- og Subsidietraktat med denne Stat af 27. Febr. 1754, lykkedes det ham dog at holde Danmark-Norge uden for denne Krig og den med den i nær Forbindelse staaende store Sø- og Kolonialkrig imellem Frankrig og England. Som sædvanlig frembød denne Søkrig store Vanskeligheder og Farer for den nevtrale Skibsfart, især paa Grund af de engelske Kaperes Overgreb, der begunstigedes af Regering og Domstole. Da den dansk-norske Skibsfart i den nærmest foregaaende Tid havde taget et godt Opsving baade i Middelhavet og i Vestindien, var der dobbelt Anledning til at gaa ind paa Forslag fra Sveriges Side om at sikre de skandinaviske Staters Handel og Skibsfart ved et væbnet Nevtralitetsforbund. En saadan Samvirken kunde maaske ogsaa skabe et nærmere Forhold mellem Regeringerne i Kjøbenhavn og Stockholm, thi uagtet Hattepartiet, der den Gang var det herskende i Sverige, havde fælles Interesse med den dansk-norske Regering over for Adolf Frederiks og hans Dronnings Arbejde paa at vinde en udvidet Kongemagt, var Forholdet imellem de tvende Regeringer kun koldt. Høpken [Anders Johan von Höpken], der var den ledende Statsmand i Sverige, hadede Danmark med et ægte gammelsvensk Had og viste idelig Kulde og Mistro. Det Forbund, som de tvende Stater trods dette nu enedes om (12. Juli 1756), blev affattet med stor Forsigtighed, for saa vidt B. fik forhindret, at Fordringen paa, at frit Skib gjør fri Ladning, blev optaget deri. Han vidste, at Englænderne aldrig vilde indrømme dette, og det stred ogsaa imod den dansk-engelske Handels- og Skibsfartstraktat af 1670. Uheldigvis var det kun kort Tid, Forbundet kunde gjøre Gavn. Aaret efter dets Afslutning forenede Sverige sine Vaaben med Frankrig imod Preussen; derved blev Forholdet vanskeligere over for Preussens Forbundsfælle England, og det forøgede Høpkens og hans Partivenners Uvilje mod Danmark-Norge, da de saa, at dette ikke vilde gjøre samme Svingning, men forblev nevtralt. Allerede 1758 var Nevtralitets-forbundets Rolle udspillet. [Se om folkeretsforfatteren Martin Hübner i:
Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]].
Samtidig var det et naturligt Ønske hos B. at holde Landkrigen saa langt borte som muligt fra Danmarks Grænser. De Hjemsøgelser, Meklenborg var udsat for fra preussisk Side, vidnede klart om, hvor farligt det var at være Nabo til de krigførende Magter. Det lykkedes ham at sikre Hamborg og Lybek [Lübeck] imod at blive dragne ind i Krigen, og da Slaget ved Hastenbeck (26. Juli 1757) havde aabnet Hannover for de franske Hære, gik han med Glæde ind paa en Opfordring, som baade fra hannoveransk og fra fransk Side rettedes til Danmark om at mægle en Overenskomst.
Statholderen i Oldenborg, Grev Lynar, blev strax sendt til Hannover for at bringe en saadan i Stand, og det lykkedes ham ogsaa at faa afsluttet den saakaldte Konvention i Kloster Zeven (10. Sept. 1757); men da hverken den franske Regering eller Kong Georg III vilde ratificere den, havde Mæglingen været frugtesløs. Gjentagne Forsøg, som B. senere under Krigen efter Opfordring fra fransk Side gjorde paa at mægle Stilstand eller Fred imellem Frankrig og England, vare lige saa resultatløse. Da Krigen imidlertid syntes let at kunne naa op til Elben, havde Regeringen i Kjøbenhavn maattet bestemme sig til at opstille et temmelig anseligt Korps i den kongelige Del af Holsten som Værn for Statens Sydgrænse. Dette, der var givet i Forholdene, forstod B. at drage Fordel af til at slutte en meget heldig Traktat med Frankrig (4. Maj 1758), hvorefter Danmark til Vederlag for at holde 24.000 Mand i Holsten indtil Krigens Ende og sikre Hamborg, Lybek og den gottorpske Del af Holsten imod fjendtlige Indfald skulde opnaa dels den franske Regerings Hjælp til Afslutning af et forholdsvis heldigt Pengelaan i Frankrig, dels at Hoffet i Versailles vilde arbejde paa ved Fredslutningen eller om muligt forinden at faa en Overenskomst og et Mageskifte i Stand imellem Kongen af Danmark og Storfyrst-Tronfølgeren i Rusland, Hertug Carl Peter Ulrik. Østerrig gav snart efter (i. Nov. 1758) denne Traktat sin Garanti.
B. kunde i Anledning heraf med en vis Ret udtale, at man havde sikret sig at komme til at »dele Frankrigs og Østerrigs Lykke uden at udsætte sig for at lide ved deres Ulykke«. Men Krigens Gang blev ikke en saadan, at Traktaten kunde bringe Fordele, og Syvaarskrigen hidførte snart truende Forhold. Det laa i Sagen selv, at den gottorpske Hertugs Stilling som Tronfølger i Rusland maatte give Forholdet til denne Magt en særegen Betydning. Det saa ogsaa ud, som om en Forbindelse her kunde faa Vægt ved Siden af de Tilsagn, man havde faaet fra Frankrig og Østerrig. Omtrent samtidig (21. og 28. Marts 1760) tiltraadte Rusland den dansk-franske Traktat af 4. Maj 1758 og Regeringen i Kjøbenhavn et Forbund, Rusland (20. Marts 1759) havde sluttet med Sverige om at sikre Handelen og Skibsfarten paa Østersøen ved Udelukkelse af alle fremmede Magters Krigsskibe og Kapere der fra. Men dette var kun en tilsyneladende Fordel. Rusland og Østerrig sluttede netop nu (1. April 1760) en hemmelig Overenskomst, hvorved Wienerhoffet ganske ugenert erklærede den Garanti for ugyldig, som det 1732 havde givet den danske Krone for hele Slesvigs Besiddelse, og tillige baade garanterede Storfyrsten hans Lande i Tyskland og lovede atter at handle i Overensstemmelse med Kejserinden af Rusland til Bevarelse af det slesvig-holstenske Huses Interesser. En anden Traktat af samme Dato tilsikrede Rusland Ret til at beholde Østpreussen, saafremt Østerrig ved den endelige Fred gjenvandt hele Schlesien. Kejserinde Elisabeth i Rusland følte vistnok ingen Interesse for Storfyrstens gottorpske Politik; men hun var for sløv til at lægge noget Tryk paa ham, og hans Uvilje imod enhver blot nogenlunde rimelig Overenskomst med Danmark fik i Øjeblikket stor Indflydelse paa Ruslands Holdning.
Uagtet B. ingen Meddelelse modtog om disse Aftaler, anede han med sin Evne til at forstaa en halvkvædet Vise hurtig Uraad. Han havde kun liden Sympathi for Frederik II, hvis Erobrings-politik forekom ham at pege i en Retning, der kunde blive farlig for hele Evropa og blandt andet ogsaa for Danmark; men han frygtede ikke mindre en for stor Overvægt hos Rusland, og en Plan som den, at denne Stat skulde kunne udvide sin Magt over Østpreussen, forekom ham saa farlig, at han alvorlig tænkte paa endog at kaste Danmark-Norge ind i Krigen som Frederik II's Forbundsfælle for at hindre det. Kun saafremt Storfyrsten samtidig uden noget som helst territorialt Vederlag overlod den danske Konge sin Del af Holsten og frafaldt alle Fordringer paa det gottorpske Slesvig, vilde man kunne finde sig deri. Dette lod han endog med Ord, der ikke vare til at misforstaa, udtale til selve den russiske Regering. Men den hele Storm drev over, da Rusland snart mente at maatte frafalde Fordringen paa Østpreussen. Derimod var det frugtesløst, at B. i disse Aar stærkt vilde fremme Forhandlingen med Storfyrsten; denne svarede med at opstille utrolige Fordringer. Da saa B. søgte at drive Frankrig frem til at trykke paa den russiske Regering i Sagen og derfor sendte sin Brodersøn A.P. B. til Frankrig, saa døde netop Kejserinde Elisabeth (5. Jan. 1762); Carl Peter Ulrik besteg den russiske Kejsertrone og kunde nu bruge det mægtige Riges Hjælpemidler til at faa Hævn over Danmark.
Aaret 1762 er det smukkeste i B.s Liv. Aldrig viste hans Forening af politisk Takt, Omtanke og Fasthed sig klarere. Stillingen var vistnok i høj Grad farlig, thi Hjælp fra Frankrig og Østerrig kunde der ikke tænkes paa. Selv om de havde villet yde en saadan, vare de ude af Stand til at gjøre noget, i den Grad vare de medtagne af Krigen. Men dette skræmmede ikke B. fra at vove en alvorlig Kamp. Det var ikke tomme Ord, naar han for ikke længe siden havde udtalt, at »Slesvig var Kongen ved sin Krone forpligtet til at bevare, saa længe der var et Værge i hans Rige og en Blodsdraabe i det danske Folks Aarer«. Han fandt fuld Støtte hos Frederik V og hos sine Embedsbrødre i Konseillet, og samtidig med at der forsøgtes, hvad der kunde udrettes ad Underhandlingens Vej, i det mindste for at vinde den nødvendige Tid til Rustninger, bleve alle Forberedelser til Krig trufne saa godt, det var muligt. Det Valg, han gjorde af en Hærfører ved at indkalde den franske General St. Germain, kunde ikke træffes bedre. Enhver véd, at Kampen imellem den russiske og den danske Hær, da de stode opstillede over for hinanden i det meklenborgske, kun blev forhindret ved Budskabet om, at Kejseren var styrtet fra Tronen af sin Hustru [Katarina 2. den Store] (8. Juli 1762). Det Haab, B. havde haft om at finde Støtte i den russiske Misfornøjelse over Krigen, gik i Opfyldelse, førend han kunde vente det. Da Cathrine II strax stillede sig i et venskabeligt Forhold til Hoffet i Kjøbenhavn, havde man kun Grund til at glæde sig over ikke at have firet for Kejser Peter. En Indskrift i Fredensborg Slotshave: »fortissima consilia tutissima« vidner om Tilfredsheden derover.
Kunde det imidlertid haabes, at den gamle Strid nu vilde blive udjævnet? Cathrine II var forfængelig, pirrelig og herskelysten. Hun blev strax i høj Grad opirret over, at Regeringen i Kjøbenhavn i Henhold til gamle Bestemmelser vilde tiltage sig Regentskabet, saa længe hendes Søn Poul, der var fulgt efter Faderen som Hertug i Holsten-Gottorp, var umyndig. B. maatte lade alle Krav i saa Henseende falde, og han saa med megen Uro paa, hvorledes hendes Karakter vilde udvikle sig, især da han frygtede for, at hendes Følelser imod Danmark ikke vare stort venligere, end Peter III's havde været. Rent galt syntes det at skulle blive, da der gik Rygter — og det i det mindste til Dels sande Rygter — om, at hun begunstigede den svenske Dronnings Planer om en Udvidelse af Kongemagten. En saadan Forbindelse var efter B.s Mening en Fare for Danmark-Norges Sikkerhed ikke mindre end for Sveriges Selvstændighed, og han var rede til at vove en Krig for at sikre »Lovenes og Frihedens Forsvarere i Sverige«. »Intet«, skrev han til sin Ven, den svenske Rigsraad C. F. Scheffer, »skulde afholde den danske Konge fra at dele Sveriges Skæbne.« Men nu skete et vigtigt Omslag i Cathrine II's Politik, maaske under Indflydelse af den Mand, der fra denne Tid blev hendes
vigtigste Raadgiver i den ydre Politik, Nikita Panin. Hun foretrak at knytte Danmark-Norge til sig ved at komme det i Møde med Hensyn til det holstenske Mageskifte og at støtte den indre Splid i Sverige ved at bevare den frie Forfatning der, samtidig med at hun kastede sig ind i de polske Sager efter August III's Død (1763).
Dette Omslag maatte klare Horisonten for B. De seneste Aar havde vist, at Frankrigs Støtte intet var værd, naar det kneb, og oven i Kjøbet begyndte Hoffet i Versailles, der med god Grund fandt, at Sverige var magtesløst under dets indre Partikampe mellem »Hattene« og »Huerne«, at ønske en Forfatningsudvikling her til Gavn for Kongemagten. Hvad kunde i et saadant Øjeblik synes heldigere end Vendingen i den russiske Politik? Om end med Varsomhed lod B. da vort Fædreland 1763—65 foretage en afgjort Svingning bort fra Frankrig og over imod Rusland. En Forbundstraktat af 11. Marts 1765 beseglede det nye Forhold til Kejserinden, som lovede sin Hjælp til en Udjævning af den gottorpske Strid, og at der snart skulde blive arbejdet paa en foreløbig Traktat herom. Tillige enedes man om at virke for Opretholdelsen af »Sveriges Frihed og lovmæssige Regeringsform«. Medens Frankrig og Rusland under Syvaarskrigen havde været Forbundsfæller, traadte de paa denne Tid i stærk Modsætning til hinanden, og efter at den bekjendte franske Statsmand Choiseul i en Række Aar under venskabelige Former havde brevvexlet med B., udtalte han nu i et iskoldt Brev til denne, at Frankrig opfattede Danmark-Norge som staaende uden for sit Alliancesystem. 3 Aar senere nægtede den franske Regering endog ligefrem at udbetale Subsidier, som Danmark-Norge havde til gode hos den.
Det var ikke med glade Følelser, at B. havde fjærnet sig fra Frankrig, til hvilket Land han havde følt sig draget ved stærke sympathetiske Baand; men ulige mere kom det dog til at gaa ham til Hjærte at se sin Politik truet i selve Danmark. Ved Frederik V's Død (1766) tabte han den sikre Støtte, han hidtil havde haft i denne Konge. Christian VII's Tronbestigelse førte til Aar, hvor alt syntes usikkert her hjemme som en Følge af den unge Konges ondskabsfulde Lunefuldhed og de Rænker fra forskjellige Sider, der spandtes ved Hoffet. Gjentagne Gange var B. udsat for Anklager og hemmelige Angreb. Det mærkeligste af disse kom fra en dygtig og fædrelandssindet, men tillige lidenskabelig og trættekjær Mand, Frederik Danneskjold-Samsøe. Denne, der i Sommeren 1766 af Kongen blev sat i Spidsen for Marinen og fik Sæde i Konseillet, udtalte i en Skrivelse til Kongen, at han ikke kunde tilraade at »konservere B., en Mand, der har været Fædrelandet til største Fordærvelse, og under hvis Ministerie det er saa yderlig forfaldent«, han stemplede ham endog som »en snedig, sødtalende Hofmand« og angav en Række Punkter, hvorved han mente, at B. havde gjort stor Skade. Hans værste Sigtelse var, at B. skulde have virket til at forøge Statsgjælden ved sine diplomatiske Underhandlinger og ved at udvirke Statsunderstøttelse til Fabrikker. B. havde fremdeles handlet uforsvarlig ved ikke at faa den Forlovelse hævet, som tidligere var indgaaet imellem den danske Prinsesse Sophie Magdalene og den svenske Kronprins Gustav, men derimod tilraadet et Ægteskab imellem dem; B. foragtede endelig den danske Nation og brugte kun fremmede, osv. Disse Anklager vare det første stærke Udtryk af en ingenlunde unaturlig Misstemning, som Landets uheldige finansielle og økonomiske Stilling og den stærke Indtrængen af fremmede skabte, og som i længere Tid blev almindelig. Men skjønt der ganske sikkert under B.s Ægide fandt en Indstrømning Sted af fremmede, der havde alvorlige Skyggesider, saa var det uretfærdigt at sigte ham for at have ringeagtet den danske Nation og ikke at have villet bruge indfødte. Hans Anvendelse af Pengemidler i den udenrigske Politik, som han ogsaa maatte høre ilde for, var fuldt forsvarlig. For øvrigt hørte Ledelsen af Finanserne ikke under B. Derimod havde denne, der siden 1752 havde været Deputeret i General-Landøkonomi- og Kommercekollegiet, unægtelig overensstemmende med sin Tids almindelige økonomiske Fejlsyn alt for meget søgt at fremme Industriens Udvikling, hvor lidt end de naturlige Betingelser for, at denne kunde trives, vare tilstede. En skammelig Ensidighed var det fremdeles at glemme, hvor trofast B. havde sluttet sig til Danmark, der for ham stadig var »Fædrelandet«. Han var saa langt fra at have været Lykkejæger her i Landet, at han tvært imod havde brugt store Summer her, som han havde fra sine tyske Godser, og at han endelig paa Bernstorff Gods havde indført den Forbedring af Bøndernes Kaar, der blev et saa lysende Exempel. Medens Danneskjold ikke havde angrebet B.s udenrigske Politik, var der andre, der brøde Staven over den og paastode, at han lod sig tage ved Næsen af Rusland, Kejserinden vilde aldrig lade Mageskiftetraktaten blive til Virkelighed, men drev blot Forhandlingerne som en Skinmanøvre. Det lykkedes B. ved et Forsvarsskrift sejrrig at gjendrive Danneskjolds Sigtelser, og de hemmelige Intriger, der flere Gange bleve
spillede imod ham, blandt andet af den herværende preussiske Statsafsending Borch, sloge heldigvis fejl. Skjønt Kongen næppe ugjærne havde ladet B. falde, dristede han sig dog ikke dertil paa et Tidspunkt, da der førtes en saa vigtig Forhandling med Rusland, og det lykkedes omsider B. ved den provisoriske Mageskiftetraktat af 22. April 1767 at bringe den gottorpske Strid til en relativ Afslutning. Kejserinden lod herved paa sin umyndige Søn Pouls Vegne alle Krav paa den gamle hertugelige Del af Slesvig falde, og det fastsloges, at den gottorpske Del af Holsten skulde mageskiftes med Fyrstendømmerne Oldenborg og Delmenhorst. Den endelige Afgjørelse af Sagen kom vistnok først til at finde Sted 1773, og det faldt ikke i B.s Lod at opleve den; men et stort Resultat var dog allerede naaet, et Resultat, der ikke var kjøbt for dyrt ved forskjellige Pengeforpligtelser, som den danske Konge maatte paatage sig, eller ved at Arveprins Frederik maatte give Afkald paa den Ret, han en Del Aar tidligere havde opnaaet til at faa Bispedømmet Lybek [Lübeck], naar den daværende Fyrstbiskop døde. B. havde, siden han overtog sin Ministerstilling i Kjøbenhavn, modtaget flere Udmærkelser. Han var 31. Marts 1752 bleven Ridder af Ordenen de l'union parfaite og den 8. Juli s. A. Ridder af Elefanten. Nu efter Mageskiftetraktatens Afslutning blev han tillige med sin Broder Andreas Gottlieb og dennes Børn optaget i den danske Grevestand.
Samtidig med at B. havde arbejdet paa at faa Konflikten med Gottorperne udjævnet, havde han, saa vidt det stod i menneskelig Magt, søgt at værne om Foreningen med Slesvig ved at afkjøbe Augustenborgerne og Fyrsterne af Sønderborg-Beck deres Arveret til Glücksborg. Da Hertugerne af Glücksborg vare de eneste af de sønderborgske Linjer, der ejede et Len i Slesvig, og om hvis Ret til dette Land der efter den gottorpske Mandslinjes Uddøen kunde blive Spørgsmaal, havde B. ved hine Kjøb begrænset denne Ret til den Linje, der i Øjeblikket ejede Gliicksborg. Dens Uddøen 1779 stillede for stedse den danske Kongefamilies Eneret til Slesvig uden for al berettiget Tvivl.
Da B. var det betydeligste Medlem af Konseillet, har han selvfølgelig haft stor Indflydelse paa meget af, hvad der siden 1751 blev foretaget vedrørende Landets indre Forhold, uden at det er muligt bestemt at sige, hvad der skyldes ham personlig. En Række Handelstraktater med forskjellige Middelhavsstater ere et Vidnesbyrd om, hvorledes han ad diplomatisk Vej arbejdede paa at fremme den danske og norske Skibsfart. Naar han 1769 var med at oprette Landhusholdningsselskabet, hvis første Præsident han var, og søgte at støtte »Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse«, giver ogsaa det Indtryk af, at han stærkt voxede sammen med Forholdene her hjemme. Det lyder derfor utroligt, om det end bevidnes fra paalidelig Side, at han, der var her i over 20 Aar, aldrig lærte Landets Sprog. Hvis det virkelig har været Tilfældet, var det en vitterlig Fejl. De andre betydelige Tyskere, der spillede en Rolle her hjemme i Midten af Aarhundredet, Mænd som Schulin, A.G. Moltke og selv Lynar, stode i saa Henseende over ham.
Saa længe indtil Mageskiftet var en fuldbragt Kjendsgjerning, var Danmark-Norge nødt til at slutte sig nøje til Rusland. At Kejserinden agtede at holde skarpt Øje med den dansk-norske Regerings Politik, blev ogsaa paa den hensynsløseste Maade udtalt ved den foreløbige Traktats Afslutning af de tvende Mænd, der paa hendes Vegne havde drevet Forhandlingen, Holsteneren Saldern og Russeren Filosofow, og den første af disse teede sig med et Overmod, som om han var den vigtigste Mand her i Kjøbenhavn. Men dette skræmmede ikke B., der holdt Forbindelsen med Rusland for nødvendig for Danmark-Norges Sikkerhed i det hele og troede paa Muligheden af at hævde en selvstændig Stilling ved Siden af den mægtige, lunefulde og pirrelige Kejserinde. Den Politik, som Frankrig under Choiseuls Ledelse netop nu slog ind paa med Tanken om at modarbejde Rusland paa alle Kanter, drev ham end mere over til at knytte en ny Alliance med Rusland, den af 13. Dec. 1769, der var endnu tættere end nogen tidligere. Et Hovedpunkt i denne var Aftaler om, at saadanne Forandringer i den svenske Forfatning, der tjente til at udvide Kongemagtens Rettigheder, skulde opfattes af de tvende Stater som et Angreb fra Sveriges Side, og Rusland indsatte en Paragraf, hvorefter i Tilfælde af en Krig Kongen af Danmark skulde beholde de Erobringer, han mulig gjorde ved den norske Grænse. Alt tyder paa, at B. slet ikke har tænkt paa at gjøre Erobringer fra Sverige; hans Politik var baade fredelig og venskabelig ment; men det var en paafaldende Fejltagelse af ham, naar han troede, at Svenskerne selv kunde være tjente med Bevarelsen af en Statsforfatning som den, de den Gang havde, og at derfor de dansk-russiske Bestræbelser for at opretholde denne vare til deres eget bedste. Ikke mindre var det en Illusion, naar han troede ved sin Alliance med Rusland at kunne hæve Danmark-Norge ti) en Sømagt af første Rang, der som saadan vilde kunne hævde en Plads ved Siden af Rusland.
Traktaten af 13. Dec. 1769 var den sidste vigtige Handling af B. 3 Fjerdingaar derefter blev han styrtet af Struensee (15. Sept. 1770). Efter sin Afskedigelse levede han mest i Hamborg og paa Godset Wotersen, indtil han allerede døde 18. Febr. 1772. Hans Enke, Charitas Emilie f. v. Buchwald, med hvem han havde levet i lidt over 20 Aars lykkelige, men barnløse Ægteskab, overlevede ham indtil 1820.
Da han fik sin Afsked, var hans første Udbrud: »Almægtige, velsign dette Land og Kongen.« Det var et naturligt Udtryk for den Kiærlighed, hvormed han omfattede vort Fædreland. At han tillige har været en af de talentfuldeste og samvittighedsfuldeste Statsmænd, der have ledet dettes Styrelse, kan der ingen Tvivl være om.
Til: Indholdsfortegnelsen
Af A. Jantzen
Til: Indholdsfortegnelsen
Af C. With
1781 udnævntes B. til Kapitajnlieutenant og fik strax efter Orlov for at gaa i Koffardifart som Fører af det ostindiske Kompagnis Skib »Kjøbenhavn«, noget nær en af de sletteste Sejlere, Landet ejede. Efter en meget farefuld og besværlig Rejse til Holland, Norge og Ostindien bragte han omsider 1784 sit Skib lykkelig og vel tilbage, dog ikke uden at have døjet mange Fataliteter undervejs. Inden Skibet naaede Kap, udbrød der Skjørbug om Bord, hvorved 12 Mand døde, og den øvrige Besætning blev saa medtagen, at han, efter at være kommen til Ankers, ikke havde en eneste Matros tjenstdygtig. Under Opholdet i Kapstaden var han tilmed saa uheldig at brække en Arm, hans egen Skibslæge havde faa Dage forinden skudt sig, saa han maatte nøjes med Forbinding af en Barbér, som gjorde sine Sager saa slet, at B. bevarede Mindelser deraf hele Livet. Ankommen til Bengalen havde han ydermere den Ærgrelse at maatte sende sin Overstyrmand hjem som Arrestant for Besvigelser mod Selskabet.
I nogle Aar herefter var B. ikke udkommanderet, hans Helbred havde lidt en Del i Ostindien, og han benyttede nu sin Fritid til Rejser, dels til tyske Bade og dels til et længere Ophold i Paris. 1788 tog han imidlertid fat paa ny og havde en Række Chefskommandoer; saaledes var han Aaret efter som 38-aarig og nylig forfremmet til Kapitajn Admiral Schindels Flagkapitajn i Linjeskibet »den prægtige«, et af de stolteste Skibe, den danske Flaade nogen Sinde har besiddet. 1790 var han som Chef paa Besejlingstogt mellem Fregatterne »Kronborg« og »Havfruen«, hvoraf han førte sidstnævnte, og efter adskillige andre Kommandoer i 1795 med Fregatten »Frederiksværn« som Chef for Kadetterne. Ved denne Lejlighed erhvervede han sig de unge Menneskers aldrig senere svigtende Kjærlighed, simpelt hen ved at give dem Lov til at spise sig mætte hver Dag, noget, hvortil de ikke tidligere havde været vante. 1796 foretoges en i Marinens Historie særdeles interessant Besejling mellem Fregatten »Kronborg«, et gammelt Skib af Gerners Tegning, og Fregatten »Najaden«, den unge talentfulde Hohlenbergs første Konstruktion. B. var Chef for »Kronborg« og sejlede saa dristig og dygtig med dette Skib, at »Najaden«, endog den førtes af den dygtige (senere Admiral) Krieger, aldrig kom den forbi.
Vi komme nu til et af de vigtigste Afsnit i B.s Liv og vel nok det, der bedst afgiver Bidrag til Bedømmelsen af hans Dygtighed og Konduite. I Foraaret 1797 vare Forholdene i Middelhavet blevne af en saa alvorlig Natur, at man følte Nødvendigheden af en ny energisk Ledelse i den lille Flaadestyrke, der skulde optræde som Forsvarer af de danske Interesser i dette Farvand. Den almindelige Krigstilstand, hvori Evropa med Undtagelse af de skandinaviske Riger den Gang befandt sig, og som ikke mindst gik ud over Koffardiskibene, havde efterhaanden skaffet det nevtrale Danmark, hvis Politik lededes af den indsigtsfulde A.P. Bernstorff, en saa udbredt Søfart paa Middelhavet, at det blev en Velfærdssag for Landet at bevare den. Men baade franske, spanske og engelske Kapere saa vel som de barbariske Magter paa Afrikas Nordkyst foruroligede stadig Søfarten. Mavrerne [Maurerne] havde man hidtil nogenlunde holdt i Tømme ved aarlige Tributafgifter; men nu erklærede Tripolis pludselig Danmark Krig, bemestrede sig en Del danske Handelsskibe og kastede Besætningerne i Slaveri. Det blev B. betroet at klare disse Forhold. Han afgik med Fregatten »Najaden« tidlig paa Foraaret, naaede 2. Maj Maltas Havn, hvor han traf den i Middelhavet stationerede Brig »Sarpen« (Kapitajn Holck) samt en liden armeret Chebek (Premierlieutenant Munck), med hvilke Skibe han 12. ud for Lampedusa mødte Fregatten »Thetis« (Kapitajn Lorenz Fisker). Efter at Overlevering havde fundet Sted, vendte »Thetis« om for at sejle hjem, medens B. med sin Styrke samlet gik til Tripolis, som han naaede 15. Dagen benyttede han til at udspejde Fjendens Styrke, som befandtes at være 10 Sejlere, dels Fregatter, dels Brigger og Chebekker, stod saa ud efter for Natten og mødte 16. Maj om Eftermiddagen den tripolitanske Flaade. Efter 2 Timers hidsig Kamp, hvor et Entringsforsøg mod Fregatten blev forpurret ved en behændig Manøvre, og hvor Fjenden led meget af Granatilden fra de danske Skibe, flygtede Barbarerne i største Hast og Forvirring tilbage til Havnen, som B. derefter blokerede, indtil det 25. lykkedes ham at faa Freden gjenoprettet mod en Udbetaling af 75.000 Pjastre. Fra 1797 til 1801, i hvilken Tid Eskadren efterhaanden steg til 3 Fregatter og 2 Brigger, vedblev B. nu at beskytte den danske Handel, dels ved at underhandle, dels ved stadig Konvoiering. Den Takt, Energi og Kløgt, han ved mangfoldige Lejligheder lagde for Dagen under Forhold, hvis Vanskelighed her ikke til fulde kan beskrives, geraader B. til den største Ære; den anerkjendtes ogsaa hjemme fra, i det han forfremmedes til Kommandørkapitajn samt udnævntes til Kammerherre. Ikke alene over for de barbariske Magter, hvis Fordringer paa Presenter og andre Ydelser altid vare overdrevne, maatte der handles med megen Snildhed, men navnlig over for den langt overlegne engelske Søstyrke gjaldt det om at være fast og værdig, uden dog at spænde Buen for stramt. Den engelske Regering havde til sine Chefer udstedt Ordre om saa vidt muligt at hævde Retten til Visitation af Konvoier; dette var et Punkt, hvorpaa B. aldeles ikke kunde gaa ind, og talrige vare de Lejligheder, hvor han og hans underlagte Skibschefer vare lige paa Nippet at maatte forsvare deres Standpunkt med Kanonskud. Til nogen egentlig Kamp kom det dog aldrig, og B.s korrekte Optræden bidrog efterhaanden til, at Forulempelserne bleve sjældnere. Et Tilfælde, hvor en Kamp om rene Formaliteter mellem ikke krigførende Magters Skibe virkelig begyndte, uden dog at føre til anden Blodsudgydelse, end at 2 Mand saaredes, oplevede Kapitajn van Dockum med Fregatten »Havfruen« Juledag 1799, da han med Skud maatte søge at forhindre 3 engelske Fregatter fra at visitere hans Konvoi, hvad der dog kun til Dels lykkedes. Han blev senere opholdt af de engelske Avtoriteter i Gibraltar og havde mange Fortrædeligheder, inden han slap ud igjen. B. havde dog den Sorg, da han i Begyndelsen af 1801 hjemkaldtes, at se sit skjønne Værk, det danske Flags Anerkjendelse overalt i Middelhavet, i Begreb med at briste paa ny, da en Krig med Tunis blev uundgaaelig. Denne lykkedes det vel hans Afløser, Generaladjudant, Kapitajn Kofoed at besværge ved en Udbetaling af en stor Sum Penge, men andre Uheld fulgte paa, Skyerne trak lidt efter lidt sammen over Danmark, Englands Angreb 1801, Opgivelsen af den bevæbnede Nevtralitet og Krigen derefter 1807 ødelagde hurtig alle de Fordele, Landet i de foregaaende Aar havde erhvervet sig. — Det maa her omtales, at en af de Fregatter, som vare B. underlagte, nemlig »Hvide Ørn« (Kapitajn v. Osten), i Aaret 1800 havde den sørgelige Skæbne at kuldsejle vesten for Korsika en mørk Nat mellem 29. og 30. Dec., uden at Konvoiskibene observerede Ulykken, hvorved hele Besætningen druknede.
Ved sin Tilbagekomst til Danmark 1801 kom B. strax igjen i Virksomhed, i det der 2. April betroedes ham Kommandoen over Defensionens venstre Fløj: Linjeskibene »Danmark« og »Trekroner«, Fregatten »Iris«, Briggerne »Sarpen« og »Nidelven« samt en større Deling Kanonbaade, hvilken Styrke dog ikke kom til at gribe synderlig aktivt ind i Slagets Gang. Da imidlertid den engelske Kontreadmiral Graves med 5 Linjeskibe, efter at Slaget havde staaet paa i 4 Timer, og Defensionens sydligste Fløj omtrent var opreven, drog sig nordligere, var han saa uheldig at komme paa Grund under Batteriet Trekroners Kanoner. B. anmodede da om at maatte gjøre et Anfald mod Graves' Division; men Nelson, der lige saa hurtig havde indset det farefulde i Graves' Stilling, havde da allerede indledet Underhandlinger om Vaabenstilstand, hvilken han som bekjendt senere ogsaa erholdt, og hvorved han fik Tid til at slæbe sine Skibe af Grunden. Der blev saaledes intet af B.s Udfald. Samme Aar havde han Kommandoen over »Norge«, det første Linjeskib, Hohlenberg havde konstrueret. Skibet blev sendt paa Besejling med »Danmark«. Udfaldet af Prøven imødesaas med megen Spænding i Marinen, men gav dog ikke noget tilforladeligt Resultat; dog maatte det vel nærmest regnes som en Sejr for Hohlenberg. Dette var B.s sidste Søtogt.
1803 blev han Deputeret i Admiralitetskollegiet og avancerede 1804 til Kommandør; 1804 fik han tillige Sæde i den afrikanske Konsulatskommission, i Karantænekommissionen samt Sødefensionskommissionen. Da Englænderne imidlertid 1807 paa ny viste sig i vore Farvande, og Situationen blev spændt, tyede man strax til B. igjen, udnævnte ham til kommanderende under General Peymann og navnlig til Chef for Søforsvaret. Hans og hans undergivnes Virksomhed her gavnede vel i og for sig ikke Sagen stort, da Hovedmanden i Forsvaret, General Peymann, kun saa lidet var Opgaven voxen; men de mange Udfald, Kanonbaadene gjorde baade mod de engelske Kystbatterier og den engelske Flaade, der forgjæves søgte at bombardere Hovedstaden fra Søsiden, bør dog billigvis regnes B. til Ære, lige saa meget som at han traf Dispositioner til at sænke eller ødelægge Flaaden, hvis Kapitulation blev uundgaaelig. Til den Ende blev der hugget Huller i Skibene i Flaadens Leje, og Master og Kor opstabledes parate til Opbrænding; men Ordren at fuldføre disse Forberedelser indløb som bekjendt aldrig. Af de Kampe, B. lod foretage, ere navnlig bekjendte: Kanonbaadenes Angreb 17. Avg. mod den engelske Flaade, deres Understøttelse af Udfaldet mod Classens Have 26. og 31. Avg., Angrebet mod Enighedsværns Batteriet af Kanonbaadene i Kalvebodstrand, ved hvilken Lejlighed den unge Kadet Buhl fik Ilddaaben og mistede en Arm, samt Angrebene 21. og 23. Avg. og 1. og 2. Sept. af vore Kanonbaade mod de fjendtlige Bombarderfartøjer paa Kjøbenhavns Red. Da Kjøbenhavn 7. Sept. overgav sig, underskrev B. ikke Kapitulationen; han forlangte forgjæves at maatte gjøre et Udfald med alt, hvad der kunde føre Vaaben; »men«, skrev han senere til Kronprinsen, »jeg indsaa godt, at mit Forslag ikke nyttede andet end til at skaffe mig og mine Søkrigere en ærefuld Død, imidlertid kunde man dog have vundet saa megen Tid, at Flaaden kunde være bleven ødelagt forinden«.
Da Danmark efter Flaadens Udlevering baade kom i Krig med England og Sverige, var B. som Deputeret i Admiralitetet en virksom Deltager, ja egentlig Sjælen i Tilvejebringelsen af det Kanonbaadsforsvar, der efter Evne og med et fortvivlet Mod forsvarede vore Farvande; hans vækkende Indflydelse og patriotiske Sindelag gav sig Udslag i mangfoldige Breve til og fra Marinens tapreste Officerer. Og da Landet efter Krigen og Tabet af Norge 1815 atter skulde rejse et Søforsvar, var det atter B., der bragte dette paa Fode, og som ved en fornuftig Økonomi endogsaa tilvejebragte et anseligt Reservefond for Etaten. Ved selve Norges Adskillelse fungerede han som kgl. Kommissarius og skilte sig med Værdighed og Takt fra dette vanskelige Hverv. I de paafølgende Aar steg han fra Grad til Grad, i 1825 blev han Viceadmiral samt ved Admiral Wleugels Død første Deputeret i Admiralitetet, 4 Aar derefter virkelig Admiral og modtog endelig 1831 Udnævnelse til Gehejmestatsminister. 1811 var han bleven dekoreret med Storkorset af Danebrog.
1790 ægtede B. en Datter af Konferensraad, Generalavditør Vilh. Bornemann, Frederikke Vilhelmine B. (f. 1776 død 1851), med hvem han havde 2 Sønner og 2 Døtre. Hans yngste Søn var [...] Viceadmiral Steen Andersen B. (død 1883).
Ligesom B. i sin offentlige Stilling stedse vidste at indklæde den Værdighed, hvormed han bestandig fremtraadte, i de venligste Former, saaledes var han i sit private Liv af den elskværdigste Omgang. Sit Valgsprog: »Gjør Ret og frygt ingen« holdt han trolig lige til sin Død, der indtraf i hans 82. Aar 15. April 1833, efter at han havde tjent sin Konge og sit Land med Hæder i 70 Aar.
Til: Indholdsfortegnelsen
Af Julius Petersen
Frederik Eiler Gjedde
Til: Indholdsfortegnelsen
Af O. Nielsen
Ikke alt var selvfølgelig Holberg, og dog! AB var én af de fire direktører for Teatret!
Andreas Bjørn's værft på Christianshavn.
Scanning fra: Carl Bruun: »Kjøbenhavn. En illustreret Skildring«, bd. 2, s. 722 (P.G. Philipsens Forlag, Kbhvn. 1890).
Bogen kan downloades til undervisningsbrug m.v. fra: http://www.eremit.dk/ebog/bkh/2/index.html
A. B. eller, som han oprindelig hed, Anders Bjørnsen, er i Følge Borgerskabsprotokollen født i Skjelskør; efter Svigersønnens Udsagn var han en Bondesøn. 1730 tog han Borgerskab i Kjøbenhavn som Kjøbmand og drev i de første Aar Tømmerhandel, men kom snart ind paa større Foretagender. Han opfyldte den Grund paa Christianshavn, der nu hedder Wilders Plads, men længe bevarede Navnet Bjørns Plads, som ved hans Død var 6 Tdr. Land stor; han indpælede den Kanal, der skiller Pladsen fra Strandgade, og bebyggede i denne sidste Gade Grunden mellem Baadsmandsstræde og Kanalen. Paa det store Inddæmningsforetagende fik han kgl. Privilegium 18. Juli 1735, og her anlagde han et Skibsværft, der blev drevet i en Maalestok, som man hidtil ikke havde kjendt i Kjøbenhavn. Han byggede her henved 50 Skibe og opnaaede 1742 den Begunstigelse, at alle hans Arbejdere bleve forskaanede for borgerlig Tynge; 1747 fritoges de for enhver Lavstvang. Hans Plads blev ogsaa en Tid benyttet af Skydeselskabet det danske Kompagni, og da Kong Frederik V blev Medlem af dette, gjorde B. paa egen Bekostning en stor Fest for ham. Det fortælles, at det var en yndet Fornøjelse for samme Konge at være tilstede, naar Agent B.s Skibe løb af Stabelen. B. var desuden en af Stadens driftigste Kjøbmænd. 1747 var han Medstifter af det almindelige Handelskompagni, til hvilket en Del af hans Plads blev overdraget, og som navnlig drev Handel paa Island og Finmarken og senere paa Grønland. Ved hans Død laa der 2 Skibe færdige paa hans Værft, hvilke paa hans egen Bekostning skulde have gjort Opdagelsesrejser i Grønland. Han var ogsaa Medlem af det islandske og det vestindiske Handelskompagni. 1748 udnævntes han til en af de 4 Direktører for det nye Theater. Han døde 27. Jan. 1750. Hans Hustru hed Karen Lentz; deres eneste Barn, Karen, var gift med den bekjendte Forfatter Tyge Rothe.
Til: Indholdsfortegnelsen
Af L. Koch
B. tilhører helt den halleske Skole og maa anses for en ægte Discipel af Spener og Francke. Samtidig med at han kaldedes til Konfessionarius, kom Grev Zinsendorf til Kjøbenhavn og fremkaldte den stærke religiøse Bevægelse, der udmærker dette Tidsrum. B. sluttede sig helt til den, og ved sit nære Forhold til Kongen fik han den største Indflydelse paa de Foranstaltninger, hvorved denne søgte dels at lede Opvækkelsen, dels at dæmme for den, naar den brød ud i Separatisme. Kongen raadførte sig i disse Sager bestandig med B., hvem han ærede og elskede som en Fader. Denne har ofte søgt at formilde Kongen, naar han fandt, at dennes Vrede gik for vidt. Det er et Træk, som kun kan hædre en Konfessionarius, at han havde Mod til at formane Kongen til en mildere Fremgangsmaade mod hans Faders Enke, Anna Sophie (Reventlow); thi dette var ganske vist at røre ved et ømt Sted. Ligeledes bad han for sin afskedigede Formand, at Kongen vilde tilgive ham, uagtet han netop var bleven fjærnet for sine utilbørlige Prædikener mod Pietisterne. Endelig fandt ogsaa den haardt forurettede Orlogskapitajn Fr. Lütken en Talsmand i ham, saa Lütken, der var afskediget uden Pension, fik en ny Ansættelse.
I Aaret 1735 blev J. L. Holstein, der tilhørte den pietistiske Retning, Oversekretær i det danske Kancelli, og fra nu af fik B. Indflydelse paa mange offentlige Foranstaltninger. Allerede tidligere havde han bevirket, at der ansattes Kateketer ved de kjøbenhavnske Kirker. Efter at Kongens forrige Lærer, Konferensraad J.W. Schrøder, havde gjort Forslag til Konfirmationens Indførelse, blev det overdraget ham og B. at udarbejde Anordningen derom 1736. Da General-Kirkeinspektionskollegiet blev oprettet 1737, blev han et indflydelsesrigt Medlem af det, ligesom han havde Sæde baade i den forberedende og den endelige Kommission, der udarbejdede Anordningen for Almueskolevæsenet i Danmark og Norge af 1739, men som tillige det følgende Aar maatte tilraade at indskrænke disse Anordninger væsentlig, da de Forudsætninger, hvorpaa de vare byggede, ikke holdt Stik. Som Medlem af General-Kirkeinspektionen maatte B. deltage i de Bestræbelser, som især efter 1740 gjordes for at standse de separatistiske Bevægelser, der udbrøde baade i Danmark, Norge og Holsten. Medens Biskop Hersleb arbejdede ivrig for at sætte Skranker for disse, modsatte B. sig de dertil sigtende Foranstaltninger saa længe som muligt; det var hans Overbevisning, at det var Uret at anvende verdslig Tvang i aandelige Sager, og at Separatisterne vel maatte lade sig tale til Rette, naar Præsterne kun anvendte Flid og Omhu nok herpaa. Men netop denne Forudsætning bristede bestandig. Separatismen optraadte i mere og mere uhyggelige Former, og det viste sig nødvendigt enten at tilstaa en virkelig Religionsfrihed, hvad ingen, heller ikke B., tænkte paa, eller at lade Statsmagten træde til for at opretholde Kirkens Enhed. B. gik derfor til sidst, om end kun modstræbende, ind paa de ovenfor omtalte Foranstaltninger, der ogsaa ganske rigtig kom til at betegne Slutningen af den pietistiske eller, som den maaske rettere burde kaldes, herrnhutiske Bevægelse.
B. er kommet til at staa for Eftertiden som en Inkarnation af Bigotteri, næsten som Christian VI's onde Aand, der fik Skyld for hele det pietistiske Præg, denne Konge yndede at paatrykke Folket, og der er Vidnesbyrd nok om, at hans samtidige heller ikke have set paa ham med venlige Øjne. I hvad der her er meddelt om ham, vil der ikke findes nogen Grund til at fælde en saadan Dom over ham. Men den store Indflydelse, han udøvede, var i en mærkelig Grad underjordisk; den føltes alle Vegne, uden at han selv fremtraadte, hverken for at kræve Æren eller for at bære Ansvaret for, hvad der skete. Han var en Mand, der nok ønskede at have Indflydelse, men som ikke brød sig om at have den Stilling, som svarede dertil. Derfor blev han heller aldrig virkelig Konfessionarius, men nøjedes i en Tid, da Rangsygen ellers grasserede saa stærkt, med en Hofprædikants Rang. Saa priseligt nu end dette kunde være, var det ikke saa underligt, at det vakte Misfornøjelse, at en Mand, der hverken ved sin Stilling var berettiget dertil, eller som traadte frem for at bære Ansvaret, havde den største Indflydelse paa Afgjørelsen af alle kirkelige Sager. Naar Kongen i de bevægede Aar 1732—34 ofte sendte Kancelliet egenhændige Kladder til de Reskripter, der skulde udfærdiges, mente man, formodentlig med rette, at B. stod bag ved; det samme var Tilfældet, da Pietismens uforsonlige Modstander, Præsten ved Nicolai Kirke, H. Mossin, dømtes fra sit Embede, og ved mange andre Lejligheder; men en saadan Indflydelse maatte være saa meget betænkeligere, som Christian VI var en mistænksom Mand, der gjærne ad Omveje vilde skaffe sig Underretning om Personer og Forhold. Dertil kom, at B. fremfor alt var Kongens Raadgiver ved Embedsbesættelser, og her er det utvivlsomt, baade at han er optraadt som en ensidig Partimand, der foretrak Pietister ved enhver Lejlighed, og at han ikke har haft Menneskekundskab nok til at bedømme, hvor Fromheden var oprigtig, og hvor den var en Kappe, der kunde vendes efter Hofvinden, ligesom de Mænd, der paa hans Anbefaling bleve ansatte, langtfra altid gjorde Fyldest i Embederne. Men selv om han, hvad der sikkert som oftest var Tilfældet, anbefalede værdige og dygtige Kandidater, paadrog han sig alle deres Uvilje, der med eller uden hans Skyld bleve tilsidesatte. Det var en af Kirkekollegiets Tanker at danne et Seminarium theologicum, det vil sige en Fortegnelse over værdige Kandidater; den blev aldrig udført officielt; men i Virkeligheden har B. haft en saadan Fortegnelse, og det var ikke til Skade for dem, der stode paa hans Liste.
Da Christian VI laa for Døden paa Hirschholm, sendtes der Bud efter B.; men Kongen var død, før han naaede Slottet. I den Ligtale, han holdt over ham, har han sat ham et smukt Minde. — Under Frederik V blev hans Stilling i det udvortes uforandret; han vedblev endog, i det mindste en Tid, at give Kongen Kandidatlister; men efterhaanden maatte han miste sin Indflydelse. Han døde 26. Okt. 1753. Af Skrifter har han kun efterladt en Disputats og to Klageprædikener over Christian VI og Dronning Louise.
Til: Indholdsfortegnelsen
Til: Indholdsfortegnelsen
Af S.M. Gjellerup
1699 holdt han en latinsk Ligprædiken over Christian V, og Aaret efter salvede han Frederik IV og Dronning Louise. Med dette Kongeskifte begyndte et nyt Afsnit i den danske Kirkes Historie, der ogsaa fik Betydning for B., for saa vidt som han fra sit Standpunkt maatte stille sig i Modsætning til de pietistiske Bevægelser, der naaede her ind fra Tyskland. I Begyndelsen spores de nærmest paa rent praktiske Omraader som filanthropiske Bestræbelser for at fremme Almuens Oplysning og ophjælpe Fattigplejen, og disse Bestræbelser understøttede han efter bedste Evne. Men han var for pedantisk til at kunne indlade sig paa noget Foretagende, der i mindste Maade kunde forrykke de bestaaende statskirkelige Forhold. Selv Spørgsmaalet om Hedningemissionen afviste han som Sværmeri. Frederik IV havde lige fra sine første Regeringsaar af haft et aabent Øje for denne Sags Betydning, og da han, understøttet af sin Hofpræst, F.J. Lütkens, arbejdede paa at fremme Missionen i Trankebar, lod han denne opfordre B. til at udpege nogle unge Mænd, der kunde sendes ud som Missionærer. Men Sjællands Biskop afviste haardnakket denne Opfordring og bidrog derved selv til at bane Vejen for Pietismen. Lütkens henvendte sig til de pietistiske Professorer i Halle, og disse sendte to unge Mænd, H. Plütschau og B. Ziegenbalch, til Kjøbenhavn. 1705 fik B. Befaling til at ordinere »disse Sværmere«. Allerede samme Aar maatte han søge Kongens Tilladelse til at lade foretage Undersøgelse angaaende gudelige Forsamlinger, der holdtes hos to kjøbenhavnske Borgere. Husandagten lededes af tyske Studenter, der tillige udbredte pietistiske Skrifter. I sine Bestræbelser for at standse disse Udskejelser understøttedes han dog af Lütkens, og efter deres Forslag udgik Forordningen af 2. Okt. 1706, som forbød alle Forsamlinger i Husene af særsindede Personer, »der føre en egen Lære, som ikke stemmer med Bibelen og den rene augs-burgske Konfession«. Dermed var Bevægelsen foreløbig trængt tilbage, og B. døde, inden Pietismen fik Overtaget. — Han havde 1672 ægtet Susanne Worm, Datter af den berømte Ole W. Hun døde 1674. Aaret efter giftede han sig med Anne Würger, Datter af H. W., der havde været Christian IV's og Frederik III's Agent i Lybek [Lübeck]. Hun var den Gang Enke efter Præsten H. Buck ved Petri Kirke og døde 1698. B. døde 31. Dec. 1710 og bortgav i sit Testamente 3300 Rdl. i Legater. Hans Samtid nævner ham som en fremragende Taler. Iblandt hans Skrifter maa fremhæves »Salvingsakten ved Frederik IV's og Dronning Louises Kroning«, et stort Pragtværk i Folio, som han udgav 1702. Hans Taler ved denne Fest udmærke sig ved en sjælden Højhed og Kraft. B. var for lange Tider den sidste sjællandske Biskop, der bar Skjæg. Han plejede sit lange hvide Hageskjæg med særlig Omhu, og naar han rejste, bar han det i en sort eller rød Fløjels Pung. Men i hans sidste Aar vakte den danske Gejstlighed hans Forargelse ved at optage en Mode, der allerede i Christian V's Tid havde udbredt sig i de højere Samfundsklasser: man ragede sit Skjæg af og bar Allongeparyk.
Til: Indholdsfortegnelsen
Af A. Jantzen
Til: Indholdsfortegnelsen
Af E. Holm
Allerede tidligere havde han gjort Struensees Bekjendtskab, og da denne stræbte at gjøre sig til Herre over Christian VII, mente han at kunne faa Gavn af B., og han introducerede ham derfor i Sommeren 1770 hos Kongen paa Gottorp. Ved denne Lejlighed skal Holck være bleven meget ubehagelig berørt ved hans Komme og have lagt dette saaledes for Dagen, at B. udbrød til ham: »Hr. Greve, jeg tror, De er bange for Spøgelser« (les spectres). »Nej ingenlunde,« svarede Holck; »men jeg har Afsky for Gjengangere« (les révenants). Han havde Grund dertil, da han nu blev fjærnet, og B. ved Struensees Ophøjelse i den følgende Tid kom til at indtage den ypperste Plads blandt Kongens nærmeste Omgivelser. Foruden det Hverv at holde den allerede aandssvækkede Christian VII med Selskab blev det overdraget ham under Titel af Directeur des spectacles at styre Hoftheatret og det kongelige Theater, han fik Overtilsyn med den kongelige Malerisamling og Kunstkammeret, og omsider (Nov. 1771) udnævntes han til Grand maitre de la garderobe, hvorved der bl.a. overdroges ham Opsyn med alle de Betjente, der havde at gjøre med Kongens personlige Opvartning. Han havde imidlertid ogsaa været en af de første, der bleve dekorerede med den i Anledning af Kongens Fødselsdag (29. Jan. 1771) oprettede Mathildeorden, og 30. Sept. 1771 ophøjedes han samtidig med Struensee i Grevestanden.
B. var et ubetydeligt Menneske, der hverken fortjente den Lykke, han gjorde, eller den forsmædelige Lod, som til sidst blev ham til Del. Han var styg, men maa have haft en vis Lethed ved at bevæge sig i Verden. Var han end fri for store Laster, saa gjør han et frastødende Indtryk ved den Letfærdighed, der prægede hans Færd, og ved den Lavhed, hvormed han for at opnaa en i ydre Henseende glimrende Stilling lod sig overdrage det Hverv af Struensee at have Tilsyn med Kongen. Der paahviler ham en stor Del af Ansvaret for den usømmelige Tone, der i den Struenseeske Tid herskede ved Hoffet; han var med ved de utilbørlige Tilsidesættelser, der vistes Kongens Broder, Arveprins Frederik, i det han lod denne fjærne fra den kongelige Loge i Theatret; det var uanstændigt, at han lod sig udbetale ikke mindre end 60.000 Rdl. af den kongelige Partikulærkasse; men mest forarges man over den Hensynsløshed, med hvilken han behandlede Kongen. Var det end sikkert en lidet misundelsesværdig Lod at holde denne med Selskab, saa skyldte han ham ydre Ærbødighed, og intet kan undskylde den Frækhed af ham, i Anledning af en fornærmelig Udtalelse af Kongen, at prygle denne. Det var saa meget mere utilgiveligt, som det ikke skete i Hidsighed, men med Overlæg efter Aftale med Strueasee som en Slags Afstraffelse.
Hvor meget man end kan fristes til at opfatte B. og Struensee som et Par sammensvorne, var Forholdet imellem dem alt for grundet paa Egoisme til længe at kunne blive godt. I et bittert Brev til Struensee (Efteraaret 1771) klagede B. over den nedværdigende Rolle, han selv spillede, og sagde Struensee højst ubehagelige Sandheder om den Vilkaarlighed og det Despoti, han udøvede. Han var taabelig udelikat nok til med det samme at antyde, at han vilde blive tilfreds, hvis Struensee skaffede ham — Grevskabet Rantzau i Holsten. Der er ogsaa al Sandsynlighed for, at B. har haft Planer om at deltage i Skridt til at styrte Struensee. Det kom imidlertid til at gaa anderledes, da han selv tillige med denne blev Offer for den Sammensværgelse, der førte til begges Fængsling 17. Jan. 1772. Med sin vante Letsindighed synes han i Fængselet ikke at have anet, hvad Anklagerne imod ham kunde bringe over hans Hoved. Blød og let bevægelig, som han var, lod han sig imidlertid let paavirke i kristelig Retning af Holmens Provst Hee, da denne besøgte ham i Fængselet, og efter at Dødsdommen var fældet (25. April 1772), besteg han sammen med Struensee som en angergiven Kristen Skafottet (28. April). Den barbariske Dødsdom var ens for dem begge, i det først den højre Haand, saa Hovedet huggedes af dem, hvorefter deres Lig sattes paa Stejle; men han fik det Fortrin, at Henrettelsen kom til at begynde med ham. En saadan Straf var monstrøs i Forhold til, hvad han havde gjort sig skyldig i, og Stampe [se om Stampe i:
Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], der selv havde haft Sæde iblandt Dommerne, fandt det oprørende, at Dommen var bleven stadfæstet af Statsraadet og Kongen. Maaske havde det personlige Had, denne følte mod B., sin Del i, at Straffen ikke blev formildet. — B. var ugift.
Til: Indholdsfortegnelsen
Af A. Jantzen
Den engelske ambassadør i København 1689-1692 - Robert Molesworth - udgav i 1694 sin: »An Account of Denmark as It was in the Year 1692«. Molesworth's hensigt var formentlig især at påvirke den politiske udvikling i England ved at beskrive hvor galt det kunne gå, når man - som i Danmark - havde indført et enevældigt styre. Dertil kom at man i Danmark var temmelig tæt allieret med det enevældige Frankrig, selv om der var ret tætgte familiemæssige relationer mellem det danske og det engelske kongehus. Molesworth var stærkt kritisk over forholdene i Danmark - fx med hensyn til undertrykkelsen af bønderne - og det er stort set kun vores retssystem, der hvilede på »Danske Lov af 1683«, der fandt synderlig nåde. Bogen fik stor udbredelse i Europa og nævnes stadig som et godt eksempel på en landebeskrivelse fra dén tid. Mange i Danmark læste bogen - og lod sig irritere over den. Der blev gjort forskellige forsøg på at imødegå bogen, men det er Molesworth's bog og ikke de danske modangreb der huskes.
Iver Brinck blev født 19. Nov. 1665 paa Valderhavg i Bergens Stift og var Søn af Inspektør Diderik B. fra Aalborg og Hustru Helene Hansdatter. Han gik i Skole i Christiania [Kristiania] og blev Student i Upsala 1681; men Aaret efter kom han til Kjøbenhavn og lod sig indskrive ved Universitetet der. 1683 rejste han tilbage til Norge og var Huslærer i flere højtstaaende Familier. 1686 er han atter i Kjøbenhavn, Alumn paa Valkendorfs Kollegium og Dekan paa Klosteret. I nogen Tid var han ogsaa i Huset hos Ulrik Christian Gyldenløve, hvis Yndest han i særlig Grad skal have erhvervet. Ved den forfærdelige Theaterbrand paa Amalienborg 1689 var B. selv i Livsfare, og hans forlovede omkom i Flammerne. Samme Aar blev han Feltpræst ved de engelske Hjælpetropper og fulgte disse under alle Krigsbegivenhederne i Irland indtil 1691. Saa blev han kaldet til Præst for den danske Menighed i London og var saare virksom for, at Menigheden fik sin egen Kirke, som stod til 1864, da den blev afløst af en ny. Medens B. virkede i London, udgav den forhenværende engelske Gesandt i Kjøbenhavn Rob. Molesworth sit berygtede Skrift: »An account of Denmark, as it was in the year 1692«. Ved Hjælp af en ung, særdeles anset Jurist, Dr. King, hvem B. leverede de faktiske Oplysninger til Gjendrivelse af Molesworths uretfærdige Beskyldninger, fremkaldte han det dygtige Modskrift: »Animadversions on a pretended account of Denmark« (London 1694), som yderligere befæstede B.s Anseelse og Yndest hos den danske Regering. Samme Dag han kom til Kjøbenhavn 1702, døde Sognepræsten ved Holmens Kirke, Mag. G. Winecken; uden Ansøgning blev han da kaldet til dennes Eftermand. Da Frederik IV til sin store italienske Rejse 1708 skulde have en Rejsepræst og Konfessionarius med, faldt Valget paa B., som saa fulgte Kongen paa hele den interessante Rejse. Medens B. var i Udlandet, blev Aalborg Bispestol ledig; den blev tilbudt ham; men han foretrak at blive i Kjøbenhavn og ombyttede kort Tid efter Holmens Kirke med Nicolai Kirke (1711). Som Sognepræst ved sidstnævnte Kirke døde han 25. Juni 1728. Hans Skrifter ere ikke betydelige. Foruden nogle Disputatser har han forfattet en poetisk Omskrivning af Højsangen (1695 og oftere) og en Salmesamling, »En Kristens Tanketøjle«, som har været en meget udbredt Opbyggelsesbog baade i Danmark og Norge og er optrykt paa ny endnu i dette Aarhundrede; herfra er Nadversalmen i Roskilde Konvents Salmebog Nr. 718 (»Op sødeste Sang«) taget. Tillige kan nævnes en nitid udstyret Ligprædiken i Folio over Fru Berthe Scheel til Selsø (1720), den første og den største Bog, der er udgaaet fra Phønixbergs Trykkeri. Endnu maa tilføjes, at B. ogsaa paa forskjellig Maade lagde sin Interesse for Modersmaalets Dyrkning for Dagen og ytrede sin Harme over dets Tilsidesættelse, ligesom han var Rostgaards Medarbejder ved den danske Ordbog. B. var 2 Gange gift, 1. med Ambrosia Michelsen, hvis Fader var bosiddende i London (jvfr. om hendes Død Giessing, Jubellærere II, 2, 294), 2. med Konferensraad Hans Seidelins Datter Sophie S., ved hvem han blev Stamfader for Slægten Brinck-Seidelin. Efter B.s Død ægtede hans Enke Biskop Chr. Ramus i Odense.
Til: Indholdsfortegnelsen
Af A. Jantzen
Til: Indholdsfortegnelsen
Af A.D. Jørgensen
Efter et kortere Ophold hos den ældste Broder, Niels, som var bleven Sognepræst i Bedsted, mellem Tønder og Aabenraa, og i Randrup hos Stiffaderen blev han Huslærer hos sin Morbroder Nicolai Clausen, som efter den danske Okkupation af de gottorpske Amter havde forenet Embedet som Amtsforvalter i Løgumkloster med sin Stilling som Godsforvalter paa Trøjborg. De fredelige Omgivelser i den lille By og Livet i en beslægtet Familiekreds, i Amtsforvalterboligen ved den store og skjønne Klosterkirke, synes at have gjengivet B. baade den tabte Ro i Sindet og den trygge Hvile i Kirkens Lære. Erik Pontoppidan [se om Pontoppidan i:
Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] siger om ham: »Han søgte at anvende sin Ensomhed til en inderligere Omgang med Gud i Christo, i hvilken Aandens Skole han under mange Prøvelser erfor Guds Troskab, ja ret fornam og saa, hvor venlig Herren er imod dem, som haabe paa ham.« Det var den pietistiske Bevægelse, som fra Tyskland var i Færd med at gaa nord paa, der nu greb ham saa vel som hans Brødre med hele den Magt, som en dyb og stærk aandelig Rørelse har i en sløv og aandsforladt Tidsalder. Medens Niels B. begyndte at holde gudelige Forsamlinger i Bedsted, og Enevold Ewald, Digterens Fader, i Højst, modnedes denne Retnings Salmedigter i Løgumkloster, — de 3 Sogne støde sammen paa den flade Hedestrækning, som betegner Halvøens saakaldte Højderyg.
Efter godt 4 Aars Ophold i Løgumkloster udnævntes B. i Avg. 1721 af Biskop Thura til Rektor i Holstebro; men i samme Maaned aabnede der sig en ulige bedre Udsigt for ham, i det hans Stiffader i Randrup døde, og Morbroderen skaffede ham Løfte om at blive hans Efterfølger; Kaldsretten hørte nemlig til Trøjborg Gods. Sarnme Efteraar fik han sin Examen i Kjøbenhavn og tiltraadte derefter Embedet i det følgende Foraar. Kort efter ægtede han sin Morbroders Datter, den 16-aarige Cathrine Stenbæk Clausen, hvis Lærer han havde været i Løgumkloster. Samtidig var Broder B. bleven Præst i Mjolden, Nabosognet til Randrup.
Uet var under disse Forhold og Omgivelser, at B.s rige Salmedigtning blev til. I sit Barndomshjem, som sin Faders og Farfaders Efterfølger i Præsteembedet, i et lykkeligt Familieliv og mildt bevæget af de rige aandelige Brydninger i hans første Ungdom, fandt han det Væld af inderlig og dyb religiøs Poesi og den jævne, folkelige Tone, som i Forening have gjort hans Salmer til de bedst kjendte og mest afholdte i den dansk-norske Kirke. B. var en stor Elsker af Sang og Musik, han yndede især Folkevisens Tonefald og andre iørefaldende Melodier; hele Timer kunde han daglig sysselsætte sig med Øvelser af den Art, og hans Broder delte denne Lyst. Det var da især Trangen til at faa andre Ord til Melodierne end de tilfældige, verdslige, ofte stødende Vers, som fremkaldte den unge Præstemands aandelige Digtninger, og denne Oprindelse var det vistnok for en stor Del, som strax gjorde dem saa yndede og især knyttede dem saa nær til Menigmand. De Tanker og Stemninger, som han helst gav Udtryk, vare tilmed saa almenmenneskelige og almenkristelige, at de kunde forstaas af den enfoldigste og samtidig deles af den mest udviklede og aandelig erfarne. Og endelig kom hertil den Rigdom, som lagde sig for Dagen i Valget af Æmner og tilsvarende Rythmer; alle det religiøse Livs Grundstemninger og alle Kristendommens Grundtanker syntes at ligge hans Hjærte lige nær: Glæde over Skabningen og Menneskelivet og Smerte over Døden og Forkrænkeligheden, Angest og Fortrøstning, Tro og Anfægtelser, Kjærlighed til Næsten og Forargelse over det onde, — alt kom til at gjenlyde i hans Sang med det samme ejendommelige Præg af hans Personlighed.
Det var nærmest ydre Forhold, som foranledigede B. til at lade sine Salmer komme offentlig frem. I Okt. 1729 opgav han sit Landsbykald for at modtage Ansættelse som dansk Diakon i Tønder ved Siden af den nylig ansatte udmærkede Præst J. H. Schrader, en af den nye Retnings første Mænd her i Landet. Denne udgav kort efter en omfattende tysk Salmebog, ved hvis Samling og Ordning ogsaa B. skal have været virksom. For hans egen Menigheds Vedkommende bestod fra tidligere Tid det Misforhold, at man brugte tyske Salmer ved den danske Gudstjeneste, og det var muligvis nærmest dette, som foranledigede ham til at udgive, ikke blot hvad han havde liggende af egne Salmer, men ogsaa at foretage en talrig Række Oversættelser fra Tysk. Saaledes fremkom Indholdet af den i 1739 samlede og senere utallige Gange optrykte Bog: »Troens rare Klenodie«, i en Række smaa Hæfter, af hvilke de fleste endnu haves i enkelte Exemplarer. Det 1. Hæfte udkom henimod Slutningen af 1732 og har følgende Titel: »Nogle Julesalmer, Gud til Ære og kristne Sjæle, især sin elskelige Menighed, til Opmuntring; til den forestaaende glædelige Julefest enfoldig og i Hast sammenskrevne af H. A. B.« I dette lille Hæfte fandtes samlet nogle af de mest bekjendte af B.s Salmer: »I denne søde Juletid«, »Mit Hjærte altid vanker«, »Hvordan takke vi Vorherre«, »Frisk op, endnu en Gang«, »Her komme dine arme smaa«, og fremfor alt den berømte Sang: »Den yndigste Rose er funden«. I de følgende Højtider fortsattes Udgivelsen af »Paaskesalmer« osv., af hvilke dog ingen paa langt nær naaede op ved Siden af Julesalmerne. Derefter fortsattes med lignende Smaasamlinger: »Troens Grund«, »Troens Midler« osv.; de udkom i Aarene 1734—35. »Troens rare Klenodie« indeholdt i den 1. Udgave noget over 250 Salmer, af hvilke de fleste selvfølgelig vare Oversættelser fra Tysk. Af disse have dog mange faaet varig Borgerret hos os, og ingen tænker mere paa, at de ere overførte fra et andet Sprog; saaledes: »Kom Helligaand, kom hjærtemild«, »O Gud, Fornuften fatter ej«, »Bryd frem, mit Hjærtes Trang at lindre«, »Vor Sjæl er dertil født og baaren«, »Vor Tro er den Forvisning paa«, »Alle Vegne, hvor jeg vanker«, »Falder paa dig Modgangs Hede«, »Vægter, vil det mørke Rige ej bortvige?«. Paa den anden Side ere ikke faa af de originale nu glemte; de synes væsentlig at være fremgaaede af en Bestræbelse for at skaffe passende Ord til Gudstjenestens praktiske Behov, uden at den digteriske Beaandelse i disse Tilfælde havde indfundet sig. Men selv om man saaledes vil indskrænke Tallet af de virkelig udmærkede eller betydelige Salmer til en ringe Brøkdel af, hvad Forfatteren og med ham Samtiden fandt værdigt til at trykkes den ene Gang efter den anden, saa bliver der endda nok tilbage til at sikre B. en Plads blandt vore ypperste Salmedigtere. Af bekjendte originale foruden de foran nævnte Julesalmer skal her kun nævnes: »Kom Hjærte, tag dit Regnebræt«, »Lad dit Rige alle Vegne bredes ud«, »Et helligt Liv, en salig Død«, »Op, al den Ting, som Gud har gjort«, »O giver Lyd, I Folk, i alle Verdens Riger«, »Ak, vidste du, som gaar i Syndsens Lænke«, »Jeg gaar i Fare, hvor jeg gaar«, »Vor Trængsel, hvor besværlig den ogsaa synes kan«, »Min Død er mig til gode«, »Naar mit Øje, træt af Møje«, »Her vil ties, her vil bies!«. De sidstnævnte høre til hans sidste Aar og udkom først efter Digterens Død sammen med en Række mindre betydelige under den fælles Titel: »Svanesang«.
Kong Christian VI blev snart opmærksom paa de 3 begavede Brødre, »det rare Kløverblad fra Randrup«, som de kaldtes. 26. Juli 1737 kaldedes Broder til Biskop i Aalborg, og Hans Adolf udnævntes til hans Efterfølger som Stiftsprovst i Ribe; 5. Maj 1741 blev han selv Biskop i Ribe efter M. Anchersen. Det var en Overlevering i hans Familie, at Kongen var bleven grebet af det bekjendte Vers: »Gik alle Konger frem i Rad osv.«, havde ladet ham kalde og derefter tilbudt ham Bispestolen, og selv om det næppe kan være gaaet til paa den Maade, er det dog mere end sandsynligt, at det nok saa meget var Salmedigteren som Præsten, der kaldedes til Stiftsprovst og senere til Biskop.
B.s Embedsførelse blev til sin Tid Gjenstand for stærke Angreb, men maa, efter hvad der senere er bleven oplyst, have været upaaklagelig og velsignelsesrig. Han var en nidkjær Tilsynsmand over for Præsterne i sit udstrakte Stift, til sine Tider stræng og myndig nok, men ikke mindre hensynsfuld og kjærlig, lige opmærksom paa det kirkelige Liv i Menighederne, Ungdommens Undervisning og Bispeembedets verdslige Forretninger. Samtidig fortælles der, at hans Prædiken i Domkirken altid samlede talrige Tilhørere, saa Folk langvejs fra endog lejrede sig paa Gulvet for at kunne deltage i Gudstjenesten. — Selv var han af et tungsindigt Temperament og havde i sine senere Aar et svagt Helbred. Han udførte dog til det sidste sine Embedspligter, naar ikke Sygdom gjorde ham det umuligt. B. var 2 Gange gift; efter sin første Hustrus Død (1741) ægtede han Præstedatteren Johanne Christiane Rise fra Agerskov; af hans talrige Børneflok døde de fleste i en ung Alder. — Ved Hundredaarsfesten for Enevældens Indførelse 1760 blev han af Universitetet kreeret til Doktor i Theologien. B. døde 3. Juni 1764, 70 Aar gammel; han blev jordfæstet i Ribe Domkirke, i hvis Mur der 100 Aar efter hans Død indsattes en Mindetavle.
Til: Indholdsfortegnelsen
Af A. Jantzen
Til: Indholdsfortegnelsen
Af H. Schwanenflügel og S.B. Thrige
Allerede før han havde fyldt sit 20. Aar, begyndte han Udgivelsen af det lille Ugeblad »Vækkeren« (1794), hvori han fremsætter de Rousseauske Anskuelser om Lighed og Broderskab. Men Bladet kom ikke længere end til de første 3 Numre, saa blev der anlagt Sag mod Forlæggeren, da Tidsskriftet udgaves anonymt. Nogle Tumulter mellem de kjøbenhavnske Tømmersvende formentes at være foranledigede ved nogle Udtalelser i »Vækkeren«. Dette var sikkert grundløst, men »Vækkeren«'s Forlægger idømtes dog 200 Rdl.s Mulkt. En Del af denne Sum blev imidlertid dækket ved Subskription. Hvad B. udtalte, havde mange Lyst til at høre, og hans flydende Pen, et Særsyn i hine Tider, beundredes af alle. — De ældre liberale Publicister, Heiberg og Rahbek [se om Rahbek i:
Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], vare lidt betænkelige ved at se denne 19-aarige Yngling tumle saa flot med de Ideer, som de mente med Sindighed og Kløgt burde fremsættes for Publikum; hvorfor B. stiklede til dem i sin Satire »Oprørssnuserne« (1795). Men Forholdet til Rahbek blev dog efterhaanden det bedste; derimod blev det aldrig til Venskab mellem B. og Heiberg. En Gang i Begyndelsen af 1796 kom det endogsaa i Anledning af Besættelsen af en Hovedrolle i en Tragedie til et skandaløst Optrin imellem dem. B. kaldte sin politiske Meningsfælle for »en Løgner«; Heiberg svor, at han vilde sagsøge B. derfor. Denne saakaldte »Dyvekefejde« bilagdes dog af begges Venner; Forsoningen fejredes med Middagsgilder; men til Heibergs blev B. ikke indbudt.
B. havde, siden »Vækkeren« blev standset, imidlertid ikke været ledig. Navnlig havde han, medens Heiberg en Stund pavserede, været frugtbar som politisk Visedigter. Som saadan havde han alt tidligere skrevet den ironiske »Aristokratisk Selskabssang«; nu skrev han i samme Dur en »Engelsk Ministervise«, i Anledning af, at den antirevolutionære Burke havde brugt Udtrykket »den svinske Pøbel«. Men ogsaa som Journalist fortsatte han sin Virksomhed. Foruden et Flyveskrift »Om Trykkefrihedens Rettigheder« (1795), hvori han beklager sig over den Modsigelse, der finder Sted mellem Colbjørnsens liberale Pressereskript af 1790 og vedkommende § i »Danske Lov«, udgiver han i Foraaret 1795 10 Numre af et lille Ugeblad, »Patrioten«, et Bevis paa, hvor hurtigt et Hoved denne Forfatter besad. Næppe har den Kantiske Filosofi naaet dansk Grund, før hans rastløse Aand strax er helt oppe i den og søger at deducere sine politiske Theorier ud af dens Grundsætninger. Det lille Ugeblad blev dog pludselig afbrudt; rimeligvis har det trods al sin Klarhed været Læserne og det store Publikum for abstrakt. — B.s paafølgende Skrift, Samfundssatiren »Jerusalems Skomagers Rejse til Maanen« (1795—96), af samme Art som Holbergs »Niels Klim«, paadrog Forfatteren en Generalfiskalsag, da Navnene Adina (Dania) og Anifah (Hafnia) vare let gjennemskuelige. Dog, takket være Advokat Klingbergs udmærkede Forsvar, slap han denne Gang for videre Tiltale. Ikke saa heldig var han med »Aristokraternes Katekismus« (1796), i Anledning af hvilken Biskop Balle optraadte som Angiver for det danske Kancelli. B. fik Ordre til at møde for Retten. Men da andre for kort Tid siden domfældte Brochureforfatteres Skæbne svævede ham for Øje, besluttede han efter sine Venners Raad at søge Sikkerhed paa fremmed Grund. Han ilede ud til Strandmøllens Ejer, Drewsen [faderen til Johan Christian Drewsen], og bad ham om Hjælp til at komme bort. Skjønt denne hverken kjendte B. eller billigede hans Færd, ynkedes han dog over det unge Menneske og skjulte ham paa »Springforbi«, indtil han kunde se Lejlighed til at skaffe ham over til Hven. Her indrettede B. sig da for en Stund. Venner kom over og besøgte ham. Selv aflagde han i Smug et Besøg hos Clavs Pavels, der var Præst i Hørsholm. Men i Længden kjedede han sig ovre paa den lille Ø og spejdede efter Lejlighed til at forlade den. En saadan tilbød sig, da han havde forfattet en Ode ved den yngre Bernstorffs Død 1797; den fandt Gjenklang i alle danskes Hjærter; B. benyttede denne Stemning til at bede Regeringen om Tilgivelse, og han erholdt den paa den Betingelse, »at han for Fremtiden vilde gjøre bedre Brug af sine Evner«.
Hjemkommen til Hovedstaden og hyldet som Nationaldigter, følte B. sig atter inspireret til Sang, da Efterretningen om Billes Sejr ved Tripolis naaede Danmark. Ogsaa denne »Ode« vakte Opmærksomhed; og nu synes det, som B. en kort Tid har været Dagens Æmne: alle indsaa nu, hvilke overordentlige Evner den 22-aarige unge Mand besad, og Prof. theol. Cl. Frees Horneman, B.s ældre Omgangsven, maatte høre ilde for, at han ikke havde holdt sin yngre Ven tilbage fra den oppositionelle Journalistiks Afveje. — B. kunde dog ikke holde sig rolig. I Anledning af, at Assessor Peter Collett havde faaet sin Afsked, fordi han i en litterær Anmeldelse havde udtalt, »at den dydige Atheist synes ham i sin Person at realisere det højeste Ideal af menneskelig Fuldkommenhed«, udgav B. 3 Smaaskrifter: »Tria juncta in uno« (1797), hvoraf de to sidste ere forfattede af ham. I det ene erklærer han, at den Regering, der bruger Magt for at undertrykke andres Tanker, handler mod Guds Indretning og opfordrer til Opstand; thi naar Tanken ikke længer er fri, naar en Regering ikke længer vil høre Grunde, saa »bør man bruge Kugler og Dolke«. I det andet, »En besynderlig Trykkefrihedslov i Abessinien«, haaner han den formentlige Modsigelse mellem Trykkefrihedsreskriptet af 1790 og Regeringens Optræden mod de liberale Publicister. — For disse to Smaaskrifter blev der atter af Generalfiskalen anlagt Sag mod B. Han flygtede atter til Hven og der fra til Sverige, men blev som mistænkelig snart udvist her fra. Imidlertid vare hans Sager ikke blevne forbedrede i Hjemmet ved hans Udgivelse af en spydig Piece: »Bevis for, at en monarkisk Regering ikke er forbunden til at bortgive Embeder efter de søgendes Duelighed« (1798); ogsaa denne blev nu inddraget i hans Proces og, hvad der var det værste, Sagen angaaende »Aristokraternes Katekismus« optagen paa ny. I Slutningen af Aaret 1800 faldt Højesteretsdommen i B.s Sag; den lød paa »Forvisning fra Kongens Riger og Lande«. Men da var B. allerede langt borte.
B. tog nu Ophold i Paris. Men her fandt han ved sin Ankomst den revolutionære Begejstring stærkt afsvalet: Napoleon Bonapartes Sejre beskæftigede alle Gemytter. Denne Stemning havde ogsaa sin Virkning paa B.s kamæleontiske Naturel, og i 1806 finde vi ham som ivrig Medarbejder af det Napoleonistiske Organ »Journal d'empire«. Da »Kongen af Rom« blev født 1811, stemte han sin Lyre i Anledning af denne lykkelige Begivenhed i Kejserens Familie. Efter Slaget ved Waterloo blev han derimod Medarbejder af »Quotidienne«, et Blad, som var en erklæret Modstander af den faldne Kejser, og udgav en Apologi for den hjemvendte Bourbon Ludvig XVIII. For dette politiske Vendekaaberis Skyld maatte B. da ogsaa i den satiriske »Dictionnaire des girouettes« se sit Navn betegnet med flere Vejrhaner.
Trods sit poetiske Talent, sit hurtige Hoved og sin sjældne Skrivefærdighed hører B. dog kun med til Skummet paa Tidens Bølger; og dette viser sig saa meget mere, som han i den historiske Situation har en Mand som P.A. Heiberg ved sin Side, en stolt Karakter, der alle Dage stod, hvor han stod. Forholdet mellem de to Skæbnefæller var da heller ikke det bedste. Faa den anden Side tør det ikke nægtes, at B. ved sin publicistiske Virksomhed i sit Fædreland har gavnet dettes Frihedsudvikling. Højesteretsdommens Virkning blev, paa B.s Ansøgning, hævet 18. Jan. 1826. Enkelte af hans gamle Venner, som J.P. Mynster, glædede sig ved Tanken om atter at gjense ham i Fødelandet. Men allerede 14. Dec. s. A. døde B. i Paris.
— Under Navnet Malte-Brun virkede Malthe Conrad Bruun i Paris især som geografisk Forfatter og var 1821 en af Stifterne af det geografiske Selskab i Paris og derefter dets Hovedsekretær. I Frankrig gjaldt han for Evropas første Geograf; men hans Betydning bestaar dog mere i, at han bidrog til Udbredelsen af geografiske Kundskaber i Frankrig, end i, at han har ydet noget væsentligt til den geografiske Videnskabs Udvikling. Blandt hans Skrifter maa fremhæves: »Géographie mathématique, physique et politique de toutes les parties du monde« (16 Bind, 1803—7, i Forening med flere), »Annales des voyages« (24 Bind, 1808—15), »Nouvelles annales des voyages« (30 Bind, 1819—26), »Précis de la géographie universelle« (8 Bind, 1810—29), »Tableau historique et physique de la Pologne« (1807). Af blandet Indhold er »Le Spectateur«, som han udgav 1814—15. Flere af hans Afhandlinger ere efter hans Død samlede og udgivne af Nachet: »Melanges scientifiques et littéraires de Malte-Brun«, 1828.
Til: Indholdsfortegnelsen
Af O. Nielsen
Se under Albert Thura.
Til: Indholdsfortegnelsen
Af Julius Petersen
Til: Indholdsfortegnelsen
Af Julius Petersen
Ved hans Tilbagekomst til Kjøbenhavn 1689 overdrog hans tidligere Principals Enke ham sit Barberamt, saaledes at han blev indskreven i Lavet som Amtsmester. Samtidig blev han Kirurg ved Kvæsthuset og blev hurtig en anset Operatør, der blandt andet foretog den vanskelige Stenoperation hos Ole Borch. Et Par Aar efter fik han igjen Lejlighed til som Livbartskær hos Kronprinsen (fra 1692) i dennes Følge at foretage en længere Rejse, hvilken han ligeledes ivrig benyttede til at udvide sine Kundskaber. Derefter levede han i Ro som Amtsmester til 1697, da han paa ny foretog en Studierejse og denne Gang til Leiden, hvor han blev immatrikuleret og sammen med sin Ven J. B. Winsløw, den senere saa berømte Anatom, i nogle Maaneder med en overordentlig Energi dyrkede Studiet af hele Lægevidenskaben, i hvilken han derpaa lod sig examinere af Professorerne Bidloo, Hottonius og Dekkers og af disse kreere til Licentiatus. Herved fik han Ret til at disputere for Doktorgraden i Medicinen, men de lærde theoretiske Medicinere i Kjøbenhavn begyndte nu at se paa den saa energisk fremadstræbende Barbér med skjæve Øjne, og rimeligvis af dette Hensyn lod han efter sin Tilbagekomst hele 3 Aar hengaa med fortsatte Studier, navnlig i Anatomi hos Caspar Bartholin jun., inden han af denne lod sig kreere til Doktor (1700), hvorved han fuldstændig løftedes op fra sit lave Haandværkslav og nu hurtig avancerede til bestandig fornemmere Stillinger. Han blev først Overmedikus ved Kvæsthuset, 1707 titulær kgl. Livlæge, 1711 under Krigen øverste Feltmedikus med overordentlig Myndighed, 1717 fik han Justitsraadstitelen og steg bestandig i Yndest og Indflydelse hos Kongen. Endnu samme Aar naaede han efter en sejrrig Konkurrence med Jens Bing [...] og Andreas Hojer det attraaede Toppunkt af videnskabelig Værdighed: et Professorat i det fornemme medicinske Fakultet.
Ogsaa i denne Stilling vedblev han at virke med Energi baade som Lærer og praktisk Kirurg og fik navnlig Betydning ved lige over for den lærde medicinske Theoretiseren at hævde den praktiske Kirurgis hidtil forsømte Stilling i Fakultetet, ligesom han ogsaa arbejdede til Fremme for det den Gang til Bartskærlav og Kirurger knyttede og af de fornemme Læger ringeagtede Fag Fødselshjælpen, hvorover han holdt Forelæsninger ved Universitetet — hvad der ikke var sket tidligere. Allerede 1713 havde han bevirket Oprettelsen af en Jordemoderkommission, hvorved Læredøtrenes Beskikkelse blev gjort afhængig af en Examen, der afholdtes af Kommissionen, hvis vigtigste Medlem han selv var.
At denne saa praktisk dygtige og fortjente Mand sammen med sin kæmpemæssige Energi, Ærgjerrighed og velgrundede Selvfølelse har frembudt skarpe og i det hele mindre behagelige Kanter, er rimeligt nok, og Dette var vistnok en Hovedgrund til, at flere af hans lærde Universitetskolleger aldeles ikke kunde forsone sig med den fordums Barbersvend, der var og vedblev at være meget forskjellig fra de typiske lærde; det er ham, der af Ludvig Holberg i Peder Paars stilles i Gabestokken som Jens Blok, ligesom ogsaa Gram [se om Hans Gram i:
Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] synes at have betragtet ham med nogen Ringeagt. Paa den anden Side omtaler Ole Rømer ham med den største Højagtelse og Anerkjendelse, og det samme er Tilfældet med J. B. Winsløw, der erklærer at skylde B.s Undervisning meget. — Allerede som ganske ung Svend havde han giftet sig med en fattig Slægtning, Anna Margrethe Buchwald (død 1735), med hvem han havde 12 Børn, hvoraf to Sønner bleve fremragende Læger og den ene hans Efterfølger i Professoratet. Efter at han gjentagne Gange havde været Universitetsrektor og 1728 var bleven udnævnt til Etatsraad, døde han af Vattersot 24. Oct. 1738.
Til: Indholdsfortegnelsen
Af E. Holm
B. var i disse Aar bleven en Modstander af den Guldbergske Styrelse, og han var en af dem, der virkede ivrigst med til Regeringsforandringen 14. April 1784, hvorved nye Mænd og nye Grundsætninger kom til Magten samtidig med Kronprinsens Indtrædelse i Statsraadet. Han har senere ladet sin litterære Veninde Dorothea Biehl [se om hende i:
Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] efter det Materiale, han stillede til hendes Raadighed, udarbejde en Fremstilling af Forberedelserne til denne Begivenhed og selve dens Forløb. Dagen derefter overgav han den 16-aarige Kronprins en Slags Memoire med alskens Raad for Regeringens Førelse, betitlet »En tro Tjeners Tanker for hans Herre«. Ved Siden af adskilligt, der var affattet i almindelig Frasestil og uden særlig Interesse, indeholdt dette Skrift en tydelig Opfordring til at undgaa at lade nogen enkelt Personlighed faa en saadan Magt som den, Struensee og bag efter Guldberg havde haft, og han tilraadede som et Hovedpunkt Reformer i Bøndernes Stilling.
Den høje Hofcharge, B. indtog, gav ham i de følgende Aar i en Del enkelte Tilfælde Lejlighed til at udøve Indflydelse og bragte ham i Forbindelse med adskillige Mænd. Da han havde stor Samlelyst og betydelig historisk Interesse, søgte han fra forskjellige Sider at skaffe sig Aktstykker til Oplysning om Statens Historie, og han traadte samtidig i Brevvexling med Personligheder i meget uensartede Livsstillinger for ad den Vej at vinde baade Belærelse om mange Forhold og Kjendskab til vort Fædrelands Udvikling. Iblandt de betydeligere Mænd, han ved sin Stilling hos Kronprinsen kom i Berøring med, var han nærmest knyttet til Schack-Rathlou og Henrik Stampe [se om ham i:
Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], medens han stod i et køligere Forhold til A.P. Bernstorff og havde en udpræget Uvilje imod Chr. D. Reventlow. Skjønt han vedkjendte sig visse Fremskridtsidéer, syntes han kun lidet om den Maade, paa hvilken Styrelsen efter 1784 søgte at gjennemføre disse, og de, der angrebe Regeringens vigtigste Mænd, fandt aabent Øre hos ham. Han, der tidligere havde været med at styrte Guldberg, vexlede derfor nu tit Breve med denne og tillige med den tidligere Diplomat, Kammerherre P.C. Schumacher, der var en ivrig Tilhænger af Guldberg og ikke kjendte nogen større Nydelse end i sine Breve til B. at hudflette Bernstorff og Reventlow.
Hvis man kan tro ham selv, afholdt han sig samvittighedsfuldt fra at blande sig i Statssager, hvorimod han indskrænkede sig til at søge at paavirke Kronprinsens Karakter og Grundsætninger. Her synes han at have haft de bedste Formaal og kun at have arbejdet paa at give den unge Fyrste Kjærlighed til, hvad der var ædelt og godt. Men uheldigvis tabte efterhaanden det varme Forhold sig, der havde været mellem ham og hans tidligere Myndling. Skjønt han agtede dennes Arbejdsomhed og Iver for sin Gjerning, vakte Prinsens, utvivlsomt lidet heldige, Lidenskab for at exercere Soldater hans Misbilligelse, og han ængstedes ved noget haardt i Kronprinsens Karakter, som oftere traadte frem, ligesom ved hans Mangel paa højere aandelige Interesser. Paa den anden Side bleve B.s idelige Formaninger og en vis, maaske noget vranten Mentortone, han kunde forfalde til, i Længden Kronprinsen utaalelige, især da denne allerede meget tidlig havde høje Tanker om sin Herskerstilling. Om han end paa den store Politiks Omraade helt bøjede sig for A.P. Bernstorff og ligeledes lod baade Reventlow og Schimmelmann have vidt Spillerum, vaagede han i adskillige Forhold skinsyg over sin Magt. Dette maatte Aar for Aar gjøre B.s Stilling vanskeligere, især da Kronprinsen, ingenlunde uden Grund, mere og mere opfattede ham som uvillig stemt imod den daværende Styrelse i det hele. Det kunde ej heller være heldigt for ham, at de Forsøg mislykkedes, som han i længere Tid gjorde paa at skræmme Kronprinsen fra en nærmere Forbindelse med Prins Carl af Hessen, der efter hans Overbevisning havde haft en fordærvelig Indflydelse paa Christian VII, og som han derfor nødig saa Kronprinsen komme i Berøring med. Til Trods for B.s gjentagne Formaninger ægtede denne dog Prins Carls Datter Marie Sophie Frederikke, og hans Forhold til Svigerfaderen var i flere Aar meget intimt. Skjønt Prins Carl udtalte de varmeste Venskabsforsikringer til B., har man Grund til at tvivle om Oprigtigheden af dem.
Vistnok opnaaede B. i disse Aar forskjellige Udmærkelser. Foruden at det Ord, han havde for at have Indflydelse hos Kronprinsen, bragte Gustav III af Sverige til (1787) at gjøre ham til Kommandør af Nordstjærneordenen, blev han (31. Juli 1790) i Anledning af Kronprinsens Formæling udnævnt til Gehejmeraad og fik rige Presenter, der blev overdraget ham Tilsyn med Kunstkammeret, og han blev (30. Nov. 1792) »virkelig Ordenssekretær«. Men han havde dog i flere Aar en stærk Følelse af, at Kronprinsens Tillid til ham var i Aftagende, og Livet ved Hoffet blev ham stedse mere trykkende. Endelig kom Slaget. Et halvt Aar efter sin sidste Udnævnelse faldt han i komplet Unaade. Efter at Kronprinsen først lejlighedsvis havde stiklet til hans Brevvexling med Guldberg, hvem han selv paa denne Tid næsten havde Afsky for, greb han med en paafaldende Iver nogle urimelige Sigtelser, der vare fremsatte imod B. for at være i Ledtog med en Slags Skandskriftforfatter, Kancelliraad Hans Holm, og en taabelig, halvlitterær Æventyrer, Porcellænshandler M. Brabrand [...]. Det var forgjæves, at B. søgte personlig at retfærdiggjøre sig over for Kronprinsen; denne svarede med isnende Kulde og afskedigede ham fra hans Stillinger 4. Juni 1793, utvivlsomt baade et vilkaarligt og højst uforstandigt Skridt. B. var en Mand med baade større Dygtighed og langt alvorligere aandelige Interesser end de, der senere dannede Frederik VI's personlige Omgivelser. Om end hans Oppositionsaand imod den daværende Styrelse var ensidig og for det meste uberettiget, var den paa ingen Maade traadt saaledes frem, at den gjorde hans Fald forsvarligt.
Efter at være faldet i Unaade flyttede B. til Herregaarden Sanderumgaard i Fyn. Da han 21. Maj 1785 havde ægtet Else Marie Hoppe, en Datter af Konferensraad H., en hæslig og saare lidet begavet, men rig Dame, satte den Formue, han derved vandt, ham i Stand til at leve som en meget velstaaende Godsejer. Han kom aldrig mere i nogen Statsstilling eller Hofcharge, og der gik en Række Aar hen, inden Frederik VI's Unaade tabte sig. Imidlertid gjorde han dog B. (1808) til Gehejmekonferensraad med Rang i 1. Klasse Nr. 10 (3 Aar senere med Rang i Nr. 8), 1817 fik B. Elefantordenen og 1824 Rang med Gehejmestatsministre. Ogsaa havde Kongen 1822 bevilget ham en aarlig Pension paa 2.000 Rdl., da han, som ikke tidligere havde haft Pension, i de nærmest fore
gaaende Aar havde lidt store Pengetab. Han døde 22. Jan, 1828. Da hans eneste Datter allerede var død i det for ham saa uheldige Aar 1793, efterlod han sig ingen Børn. Hans Enke døde 1835.
Hvad der mest har gjort B. hæderlig bekjendt, er den storartede Rundhaandethed, med hvilken han understøttede videnskabelige Udgiverforetagender og Rejser (jvfr. en Opregning deraf i Erslews Forf. Lex.). Han angav selv i en Skrivelse til Kongen 1822, at han siden 1800 havde brugt 41.000 Rdl. paa den Maade. De interessante Samlinger af Breve og andre historiske Aktstykker, som han havde gjort, ere i den nyeste Tid komne Videnskaben til gode, i det han testamenterede dem til Sorø Akademi. Ogsaa har han efterladt sig vigtige Dagbogsoptegnelser.
Til: Indholdsfortegnelsen
Af O. Nielsen
Til: Indholdsfortegnelsen
Af Edgar Collin
Senere paa Aaret drog Selskabet til Christiania [Kristiania], som det atter besøgte i 1804, men C. bosatte sig dog snart i Kjøbenhavn og gav Forestillinger paa det af ham opførte Vesterbros Theater. Naar Pantomimen i Danmark som i intet andet Land har holdt sig saa temmelig uforandret i den gamle italienske Skikkelse, skyldes dette fremfor nogen C., der ikke blot selv var en uovertræffelig Pjerrot, hvis Optræden ofte overværedes af en Kunstner som Frydendal for det komiske Studiums Skyld, men tillige skrev de fleste af sine Pantomimer, »Harlekin Skelet«, »Harlekin mekanisk Statue« m. fl., til hvilke Sujettet for en Del var hentet fra Gherardis »Théâtre-Italien«. Vesterbros Theater, hvis vigtigste Kræfter foruden C. og Hustru vare Kuhn, Petoletti, Brødrene Price, Lewin (Luin) m. fl., blev drevet af C. til hans Død, 11. Juli 1826. Han døde barnløs, men efterlod sig 2 Adoptivdøtre, der begge bleve gifte, den ene med Petoletti, der har komponeret Musik til flere af C.s Pantomimer.
Til: Indholdsfortegnelsen
Af G. Kringelbach
Til: Indholdsfortegnelsen
Af S.M. Gjellerup
Til: Indholdsfortegnelsen
Af F.J. Meier
Snart efter vandt C. en anden indflydelsesrig Beskytter: Theatermaler Cramer, hvis Bekjendtskab han havde gjort, anbefalede ham til Wiedewelt, hvis kyndige Øje snart opdagede den unge Mands store Talent, og som til sin Død vedblev at være hans velvillige og faderlige Ven og Velynder. For Wiedewelt stak han Tegningerne til Pragtudgaven af »Peder Paars« (1772) og tjente saaledes i nogen Tid det daglige Brød for sig og sine gamle Forældre, hvem han stadig maatte understøtte. De nævnte Illustrationer hæve sig dog hverken for Tegningernes eller Stikkenes Vedkommende over det almindelige, naa næppe endda det.
I 1773 blev der, navnlig ved Wiedewelts og Augustins Bestræbelser, gjort Udveje for et Rejsestipendium til C., som saa, efter at have fuldendt sit bekjendte Stik efter Als' Portræt af Mandelberg, 1774 forlod Kjøbenhavn. Han begav sig strax til Paris, hvor han tegnede flittig, ogsaa efter den levende Model, og nød godt af den navnkundige Willes og de Launays Vejledning. I Paris forlovede han sig med Marie Jeanne Crevoisier (f. 16. Nov. 1755), Datter af en afdød Urmager. Hendes Moder havde indgaaet et nyt Ægteskab, hvorfor Datteren havde taget Bolig hos en Tante. I Paris stak C. en Del, særlig Portrætter, og nød snart saadan Anseelse som Kunstner, at Akademiet der tilbød at optage ham til dets Medlem paa et nyt og godt Stik. Et saadant er imidlertid ikke gjort paa en Maaned eller to, og da C.'s 3aarige Stipendium udløb just paa samme Tid, søgte han om Tilladelse til at blive i Paris endnu i nogen Tid. Akademiet kunde imidlertid ikke bevilge dette, da »visse høje Personer« absolut vilde have C. hjem for at stikke Pladerne til Wandalls Værk over Mindestenene paa Arveprins Frederiks Gods Jægerspris; C, blev endog, som han selv beretter, kaldt hjem ved en Kabinetsordre og maatte saaledes gjøre Afkald paa de parisiske Lavrbær. Dog lykkedes det hans Venner at udvirke Tilladelse for ham til paa Hjemrejsen at opholde sig nogen Tid i Schweits [Schweiz] for at stikke Bonnets Portræt efter Juel.
C. forlod saa Paris (1777) sammen med Juel og gik til Genf [Genève]. Her udførte han saa sit navnkundige Stik af Bonnet, uden Tvivl det ypperste, en dansk Kobberstikker endnu havde ydet. Sent paa Efteraaret 1778 forlod C. saa endelig Genf og kom tilbage til Kjøbenhavn, hvor han fandt sin gamle Fader endnu i Live, men syg og affældig. Den gamle havde den Gang Plads som Spindemester ved Almindeligt Hospital og døde et Par Aar efter. Et Aars Tid før Faderens Død havde C. i Paris ægtet sin trolovede (1781); ved Wiedewelts Bestræbelser var det lykkedes ham at blive udnævnt til kgl. Hofkobberstikker med 400 Rdl. aarlig Løn, og han mente nu at kunne forsørge en Familie. Han havde været sin Bruds Vejleder i Kobberstikkerkunsten — og hun har stukket adskillige endnu seværdige Blade — som hun hans i Fransken.
Skjønt C. allerede 1778 var bleven agreeret ved Akademiet i Kjøbenhavn, blev han dog først Medlem 1786 paa sine bekjendte fortræffelige Stik »Kronprins Frederik« og »Louise Augusta«. Aaret efter fremsendte han til Akademiet sin fortrinlige »Sokrates« efter Abildgaard og sin »Ossian« efter samme Mester; Stikkene til »Niels Klim« skrive sig ligeledes fra denne Tid. Om C. eller Terkel Kleve skulde stikke Ewald — efter C.'s egen Tegning —, gik ikke af uden Kamp; til sidst satte dog Wiedewelt igjennem, at C. fik Arbejdet, og det skjønt Kleve kraftig protegeredes af Enkedronning Juliane Marie. Ved sit kunstneriske Talent vandt C. hurtig Anseelse her hjemme som i fremmede Lande, og hans venlige og beskedne Væsen gjorde ham afholdt af alle. Selv den iltre og stundum alt andet end elskværdige Abildgaard viste ham dog i det hele taget Velvilje og Interesse. Med Preisler, Mandelberg, Wiedewelt og Juel levede C. i nøje og hjærteligt Venskab.
I 1787 fik C. en Indbydelse til Berlin for at stikke en af Frederik II's Revuer efter Englænderen Cunninghams Tegning, og i 1788 rejste han med kgl. Tilladelse til den nævnte By, hvor han opholdt sig i 4 Aar, ikke altid under de behageligste Forhold, da Cunningham, med hvem han ofte maatte konferere, og hos hvem han en Tid lang boede, var en raa og brutal Person. I Berlin sluttede han Venskab med den ældre Schadow og Chodowiecky og hædredes med en Medlemsplads i Akademiet der, men havde den Sorg at miste sin Hustru, der blev bortrevet af Brystsyge. Hans Stik efter Cunningham er godt — hvad der af Konturfejl kan være at paaanke ved det, bærer ikke C., men Cunningham Skylden for —; da det var fuldført, gik C. med kgl. Tilladelse 1792 til London for at stikke »Montgomerys Død« efter Amerikaneren Trumbull. Dette udmærkede Arbejde var han 3 paa 4. Aar om og fik det betalt med 1.050 Guineer, en Pris, som uden at være høj dog stod i en skærende Modsætning til den kummerlige Betaling, der ydedes her hjemme for Kunstværker af enhver Art.
I 1795 vendte C. tilbage til Danmark, ihvorvel han havde modtaget flere hædrende og fordelagtige Tilbud fra Udlandet. Skjønt tysk af Fødsel og Herkomst var han dog dansk med Liv og Sjæl, om end det Land, hvor han var opvoxet og havde vundet de første Palmer, og hvor han ogsaa vilde, at hans Støv skulde hvile, intet større havde at byde ham. Hans Løn steg vel efterhaanden til 800 Rdl., og i 1797 fik han Fribolig paa Akademiet, men i 1810 maatte han døje den ufortjente Krænkelse, at Georg Haas, der bestandig havde været hans Uven og som Kunstner stod langt under ham, blev foretrukken for ham til Professor ved Modelskolen, og først i 1813 blev C. Professor i Kobberstikkerkunsten og i 1818 extraordinær Professor ved Modelskolen. Den Gang trykkede Alderen ham allerede meget, hans Syn svækkedes Dag for Dag, og hans Stik fra denne sidste Del af hans Liv hæve sig ikke over det almindelige.
Efter sin første Hustrus Død havde C. i England ægtet (1795) Ann Rees, Datter af en Bygmester i Wales; hun var født 1768. Med hende førte C. et lykkeligt, om end tarveligt Familieliv. Den skjønneste Sommertid plejede han at tilbringe hos sin Ven og Velynder Bülow paa Sanderumgaard. I 1804 havde han den Sorg at miste sin Søn, Johan David C., en haabefuld 22-aarig Søofficer. Efter sin Hustrus Død i 1824 faldt han stærkt og hurtig sammen og hensov endelig, legemlig og aandelig nedbrudt, 5. Nov. 1831.
Til: Indholdsfortegnelsen
Af P. Stolpe
Til: Indholdsfortegnelsen
Af E. Holm
Imidlertid var han 1780 bleven Kammeradvokat, en Stilling, der knyttede ham nøje til Rentekammeret. Da han 1781 i et Anfald af Mismod over Vanskeligheder ved sin Stilling og maaske ogsaa over sin Sygelighed ønskede at blive fri for Kammeradvokatstillingen, fraraadede Rentekammeret det i en for ham meget smigrende Forestilling til Kongen, og det blev afslaaet med nogle stærke Udtalelser om den kongelige Tilfredshed og Naade. Baandet imellem ham og Kammeret blev endnu tættere, da Chr. D.F. Reventlow snart efter Regeringsforandringen 1784 blev stillet i Spidsen for dette Kollegium. Men samtidig kom C. efterhaanden saaledes paa Kant med Højesterets Justitiarius, Grev Osten, at han følte sin Stilling utaalelig. Vistnok blev der, hvad der maatte gjælde for en Begunstigelse, givet ham (25. Juni 1783) Tilsagn om, at han, naar han en Gang fratraadte sin Advokatur, skulde nyde »Anciennitet til Sæde og Løn« som Højesteretsassessor ved forefaldende Vakance; men at Forholdet maa være blevet meget slet, viste sig et Par Aar senere. Da C. i en Skrivelse til Rentekammeret (21. Marts 1785) havde udtalt sig spidst om et ham af Højesteret tilkjendt Salær i en Sag, han havde ført som Kammeradvokat, og Rentekammeret havde ytret sig paa en tilsvarende Maade til Kancelliet, gav det Osten Anledning til ved en yderst nærgaaende Skildring af C.s Optræden at udvirke en kongelig Resolution, som denne med rette fandt saa unaadig, at han faa Dage efter under Paaskud af Sygelighed fratraadte sin Advokatstilling (9. Juni 1785) og trak sig tilbage til en Bondegaard, han havde kjøbt i Nærum. Kort efter at han havde opgivet sin Plads, gav Osten atter i en ny Skrivelse til Regeringen sit Had imod ham Luft, blandt andet ved at fremstille ham som den, der under en Sag, hvori ingen Kontrapart var mødt, paa en mistænkelig Maade havde fordulgt et Hoveddokument og derved let havde kunnet fremkalde en uretfærdig Dom.
Rentekammeret havde under alt dette gjort, hvad det kunde, for at støtte C., og det varede ikke længe, inden dets Chef, Reventlow, skaffede ham en glimrende Oprejsning. 25. Avg. 1786 udkom den kongelige Resolution om Sammenkaldelsen af den store Landbokommission, og blandt dem, Reventlow fik optaget i denne, var C., der endog blev Kommissionens Sekretær og dermed den, der i Virkeligheden ledede dens Forhandlinger. Snart efter traadte han (1787) ind i Højesteret som Assessor. Da det første Afsnit af Kommissionens Forhandlinger var endt 19. Maj 1788, blev han nogle Maaneder senere (29. Avgust 1788) til Løn for sin udmærkede Virksomhed i den hævet til at indtage den vigtige Stilling som Generalprokurør i Kancelliet. Han beklædte denne Plads indtil 1804, da han blev udnævnt til Justitiarius i Højesteret, i hvilket Embede han virkede til sin Død, 17. Dec. 1814. Samtidig var han avanceret med Hensyn til Titler og Ordensdekorationer: han var 1790 bleven Etatsraad, 1792 Konferensraad, 1809 Kommandør af Danebroge, 1811 Storkors, 1812 Gehejmekonferensraad. Han var 2 Gange gift, 1. (1776) med en Enke Johanne Mouritzen, f. Piper (død 1782), 2. (1782) med Engelke Margarete f. Falbe (død 1848), Datter af Etatsraad J. C. F. Han efterlod sig 4 Døtre.
C.s Hovedvirksomhed knytter sig til de store Landboreformer, og han har ved den indlagt sig Fortjenester som faa her hjemme. Allerede inden han kom ind i Landbokommissionen, havde han i en Betænkning, han efter Rentekammerets Opfordring afgav om Fæsteforholdet (4. Marts 1785), udtalt de vigtigste af de Grundsætninger, som han senere søgte at gjennemføre paa Landbolovgivningens Omraade; han var under det første Afsnit af den store Landbokommissions Forhandlinger en uovertræffelig Sekretær, der ved flere »Promemorier« gav et ypperligt Grundlag for Drøftelsen, og han affattede de udførlige, fortrinlig redigerede Forestillinger, der laa til Grund for de tvende Hovedlove, Forordningen af 8. Juni 1787 om Fæstevæsenets Ordning og den af 20. Juni 1788 om Stavnsbaandets Ophævelse. Maa han end med Hensyn til denne sidste Lov dele Æren med flere andre af Kommissionens Medlemmer, særlig med Reventlow, hvis Fortjeneste vel endog her er nok saa stor som hans, saa var Fæsteloven af 8. Juni 1787 næsten helt og holdent hans Værk. Efter at han var bleven Generalprokurør, opgav han sin Stilling som Sekretær i Kommissionen, og han deltog senere, som det synes, kun lidet i dens Forhandlinger; men dermed var hans Arbejde for Landboreformerne ingenlunde endt. Hans Udnævnelse til Generalprokurør havde for Landbosagen den Vigtighed, at det danske Kancelli, hvis betydeligste Medlem han var i en Række Aar, blev draget over til at blive Rentekammerets og Landbokommissionens ivrige Forbundsfælle. En Række Forordninger var et Vidnesbyrd derom, især den af 19. Marts 1790, ved hvilken Regeringen fastslog, at det maatte opfattes som Meningen af Danske Lovs 3—13—1 og 4, at alle Fæstebreve skulde gjælde for Bondens og hans Hustrus Levetid. I de følgende Aar sluttede blandt andre de Lovbestemmelser sig hertil, der tilsigtede at fremme Afløsningen af Hoveriet, indtil den afgjørende Hovedforordning derom udkom 6. Dec. 1799. Ganske kort Tid efter at C. var traadt ind i Kancelliet, blev det ogsaa overdraget ham i Forbindelse med Generalkrigskommissær Wildenrath at lede de saakaldte Extrasessioner omkring i Landet for derved at gjennemføre Loven om Stavnsbaandets Løsning. Han gjorde dette med stor Iver og Dygtighed.
C.s Virksomhed for Landboreformerne stod i nøje Sammenhæng med, at han stærkt var grebet af sin Tids Ideer. Man mærker dette paa den ene Side, hvor de saa at sige gik i negativ Retning, thi i religiøs Henseende var han Fritænker, om det end ikke fattedes ham paa religiøs Følelse; men det træder ogsaa stærkt frem ved den Styrke, hvormed han omfattede det bedste i Tidens Stræben, dens Humanitetsideer, dens Lære om Menneskerettighederne. Det er en hos ham idelig tilbagevendende Sætning, at Staterne ere grundede for at værne om Borgerfrihed og Borgersikkerhed, eller, som han ogsaa har udtrykt sig, »Menneskene have sluttet sig sammen i Stater for det almindelige bedstes Skyld, og derved forstaas det hele Selskabs og hvert enkelt Menneskes mulige Lyksalighed«. Denne Lyksalighed kunde kun findes i Friheden. »Ingen Følelse,« har han sagt, »er mere indprentet hos Mennesket end Lyst til Frihed . . . Friheden er Naturens første og ypperligste Gave til den ædleste af sine Skabninger.« Denne C.s stærke Følelse for Friheden — vel at mærke den personlige Frihed eller, hvad man den Gang kaldte den borgerlige Frihed, ikke derimod den politiske Frihed — næredes ved en levende Uvilje imod den Standsulighed, der havde været fremherskende i tidligere Tider. Han, der dog stod A.P. Bernstorff og Reventlow saa nær, følte en instinktmæssig Uvilje imod al Adel i og for sig, og han afskyede alt, hvad der kunde kaldes aristokratiske Forrettigheder. Det var da ogsaa hans Opfattelse, at Statsforandringen her hjemme 1660 var bleven nødvendig, fordi »Statslegemet svækkedes, og Folket mishandledes under Aristokratiets tunge Aag, uden at Kongerne (hvis Magt var indskrænket ved aftvungne Haandfæstninger) kunde afhjælpe den offentlige Nød, men maatte ofte med det sukkende Folk lade sig nøje med at beklage deres egen og Landets Skæbne«. Altsaa Kongen og Folkets store Masse vare naturlige Venner, forudsat at man fra begge Sider forstod Opgaven ret. »Regenter,« har han ytret i en Tale, han holdt 1794, »ere ikke de, der ved Misbrug have tiltaget sig dette ædle Navn. Nej! I Landsfædre, det er den eder af Folket overdragne Magt, vi hylde, det er denne, vi kalde Regering, det er eders herlige Daad, vi prise, naar vi se eder med vældig Haand at bryde Lenstyranniets forhadte Lænker, Tronens Rettigheder ere uadskillelige fra Folkets, fordi begges Fordele ere væsentlig de samme.«
C. stod, som man kan se heraf, fuldstændig paa den oplyste Enevældes Standpunkt; han mente, som mange paa hans Tid, at netop ved den stærke Kongemagt kunde den sociale Ligheds og den personlige Friheds Sag bedst gjennemføres. Og paa denne Sag satte han sin kraftige, ildfulde Personlighed ind, den helligede han sine rige Evner. Lige saa højt man maa beundre den Arbejdsiver og Nidkjærhed, der udmærkede ham, lige saa stærkt fængsles man af den Skarphed i Opfattelsen, den Klarhed i Fremstillingen og den Kraft i Bevisførelsen, der udmærke de betydeligere af hans Betænkninger og Indlæg. Hertil kom en Veltalenhed, der ganske vist undertiden for meget har sin Tids deklamatoriske Præg til at kunne tiltale os, men hvori der dog ogsaa tit kan være en mægtig Flugt og ægte Pathos, og som i høj Grad vakte Samtidens Beundring. Disse Egenskaber i Forbindelse med et rigt Fond af spydig Vittighed gjorde ham tillige til en farlig Modstander, naar det kom til alvorlige Kampe. Og dem gave Landbospørgsmaalene jævnlig Lejlighed til. Skade kun, at han mere end én Gang lod sig rive hen af sit lidenskabelige Temperament til at bruge Kampmidler, der ikke vare ham værdige. Saaledes da han — for øvrigt med fuldstændig Berettigelse og i mange Henseender med glimrende Held — rettede et voldsomt Angreb imod de 103 jyske Proprietærer, der i Sommeren 1790 i et saakaldt Tillidsskrift, de overrakte Kronprins Frederik, skarpt havde kritiseret de stedfundne Reformer. Men heller intet kunde overgaa den Forbitrelse, han ved dette sit Angreb paa »Jydernes Proprietærer« vakte imod sig hos dem og deres Venner. Særlig den lidenskabelige Kammerherre Lüttichau til Aakjær og Dybvad gik løs paa ham med saa hidsige og ubesindige Udtalelser, at C. sagsøgte ham og fik ham idømt en klækkelig Bøde som Injuriant (1791).
Stillingen som Generalprokurør førte C. ind paa en Række andre Lovgivningsarbejder. Hans Indflydelse var saa betydelig, at den største Del af de mange Kancelliet vedrørende Love, der udkom i det sidste Tiaar af det 18. Aarhundrede, nøje stemmede overens med hans Forslag, ligesom det ved Princip- og Lovfortolkningsspørgsmaal sædvanlig var hans Mening, der blev fulgt. Flere af sine Betænkninger med Forslag til vigtige Love offentliggjorde han i Schlegels Tidsskrift »Astræa«, og et Fragment af ham over Grundsætningerne til en ny Kriminallov, som han udarbejdede, da han (1800) var bleven Medlem af en Kommission, der blev nedsat for at arbejde i den Retning, blev først trykt i »Juridisk Arkiv« XIX; senere udgav Ørsted det paa ny i »Arkiv for Retsvidenskaben og dens Anvendelse« VI, i det han ledsagede det med et Forord og nogle Noter. Men det overvejende Flertal af C.s Betænkninger og Koncepter til Lovforslag ligger endnu utrykt i vore Arkiver. Da her kun exempelvis kan nævnes enkelte af hans Lovarbejder, skal blot anføres Forordningen af 20. Febr. 1789 angaaende nærmere Bestemmelse af Straffe for Tyve og Hælere, Forordningerne af 5. April 1793 om Fængslernes bedre Indretning, af 5. Juli 1793 om en forbedret Politiindretning for Kjøbenhavns Vedkommende, af 10. Juli 1795 om Forligelseskommissioners Stiftelse og af 3. Juni 1796 om Rettens vedbørlige og hurtige Pleje.
En fortrinlig Affattelse og et sundt praktisk Blik have altid været fremhævede som i høj Grad udmærkende C.s Lovarbejder, ligesom de ogsaa vidne om Organisationstalent og om Evne til at fjærne unyttige Omsvøb. Forordningen om Indretningen af Forligelseskommissioner virkede efter alle samtidiges Skjøn paa en velgjørende Maade til at formindske Processernes Tal, og den om Rettens hurtige og vedbørlige Pleje betegnede et betydningsfuldt Fremskridt i Udviklingen af vor Retspleje. Den fastslog i renset Form en stor Del af de Sætninger, som igjennem Praxis havde givet Processen en helt anden Form end den i Danske Lov hjemlede og forudsatte. I kriminalprocessuel Henseende betegner den et Vendepunkt i Udviklingen, i det den lod Processen gaa over til at blive, hvad den endnu er, inkvisitorisk i Steden for som tidligere akkusatorisk, og dette var efter de daværende Forhold en utvivlsom Forbedring, hvad enten man stiller sig paa Anklagerens eller den tiltaltes Standpunkt. Anvendelsen af Benægtelsesed i Straffesager forsvandt med det samme.
Den Lyst, C. altid havde til at gjøre almindelige Grundsætninger gjældende, viste sig ogsaa i hans rent juridiske Betænkninger; men hvor stærkt han end her var paavirket af Datidens Forkjærlighed for visse Almentheorier, hvor abstrakt anlagt han end for saa vidt var, saa holdt hans sunde Blik ham dog inden for de rette Grænser. I det han paa Strafferettens Omraade lige saa godt, som naar han drøftede Landboforholdene, gik ud fra Samfundets Opgave at værne om Borgerfrihed og Borgersikkerhed i Forening, søgte han alle Vegne, hvor det var muligt, at bygge paa Grundlaget af Datidens Humanitetsideer. »Straffenes Grader,« har han udtalt, »bør afvejes paa Retfærdigheds Vægtskaal i Forhold til enhver Forbrydelses Natur. Men Retfærdighed bør ledes af Mildhed, saa at den i at beskytte imod Forurettelser paa den ene Side sætter tillige paa den anden Side Grænser for den fornærmede Medborgers Hævn.« Det var udgaaende fra dette Princip, at han f. Ex. ved Straffene for Tyveri søgte at faa et billigere og mere passende Forhold fastslaaet imellem Misgjerningens forskjellige Grader og Straffene for dem, ligesom Forordningen herom af 20. Febr. 1789 ogsaa har den Betydning, at den indeholdt en Anerkjendelse af, at Straf bør sigte til den dømtes Forbedring. Man mærker en lignende human Aand i Forordningen af 5. April 1793 om en bedre Indretning af Fængslerne, for at »de, som formedelst Misgjerninger ere tiltalte og hæftede, ikke, medens Søgsmaal imod dem for Retterne forfølges, skulle udsættes for større Lidelser end de, der ere nødvendige Følger af deres Friheds Indskrænkelse og deres Personers Bevogtning, indtil deres Skæbne ved endelig Dom er bleven afgjort«. I god Overensstemmelse hermed fik han ved en Forordning af 5. Juli 1793 indført de to extraordinære Sessioner af Højesteret i Sommerens Løb, som endnu pleje at holdes, og som skulde bruges til Justitssagers Afgjørelse, især for ikke unødvendig at forlænge Varetægtsarresten. Ved en anden Forordning af samme Dato fik han slaaet fast, at enhver, der ved en underordnet Ret dømtes til Strafarbejde, skulde, inden Exekutionen maatte begynde, spørges, om han ønskede Appel.
Landboreformerne havde skabt C. en ganske overordentlig Yndest i de toneangivende Kredse i Kjøbenhavn, og hans Ry naaede rundt omkring iblandt Bønderne. Dette Ry blev endnu større ved Reskriptet af 3. Dec. 1790 om Trykkefriheden, som han vitterlig var Fader til, og som gjorde Ende paa den vilkaarlige Straffemyndighed, Politimesteren siden Forordningen af 20. Okt. 1773 havde haft over for de Forfattere, som Regeringen vilde til Livs. C. gjaldt i flere Aar med rette som Trykkefrihedens varme Forsvarer. Men i Længden var det umuligt for ham at gaa sammen med adskillige af dem, der først i Halvfemserne havde hørt til hans varme Beundrere. Medens den franske Revolutions Paavirkning førte til, at mere eller mindre vidtgaaende politiske Frihedsideer kom i Omløb, holdt han fast ved, at Enevælden maatte opretholdes i dens fulde Omfang. Efterhaanden som Kritikken af den dansk-norske Stats Forfatningsforhold under Indflydelse af Revolutionsideerne fik et mere og mere glubsk Præg, slog Regeringen løs med Pressesager. Men dermed var Bruddet imellem ham og de fremskredne Førere for, hvad man kan kalde det liberale Parti, afgjort. Han havde vitterlig sin Del i, at Pressesagerne bleve anlagte, og man vendte sig med Bitterhed imod ham som Renegaten. Da der 1799 blev anlagt Sag imod P.A. Heiberg for hans »Politisk Dispache« og »Sproggranskning«, antoge Angrebene paa C., særlig fra Heibergs Side, en yderst lidenskabelig, ja ligefrem infamerende Karakter.
Men endnu havde C. ikke vist Lyst til at komme bort fra den gjældende Trykkefrihedsordning, og han bekæmpede endog ikke uden Skarphed Forslag, der fremkom i den Retning. Da sendte Kejser Poul i Efteraaret 1799, forbitret over formentlige jakobinske Lyster her hjemme, Regeringen en truende Opfordring til at tøjle Pressen, og dette Tryk fik ulykkeligvis i høj Grad en forøget Vægt ved den politiske Stilling i Øjeblikket, der bragte Regeringen til saare nødig at lade det komme til et Brud med Rusland. Men unægtelig passede Kejser Pouls Opfordring ikke ilde til de Stemninger, der under Forbitrelsen over Pressens utvivlsomme Udskejelser havde Overhaand hos Kronprins Frederik og i hans Omgivelser. Det blev altsaa besluttet, at Trykkefriheden skulde indskrænkes, og C. fik som Generalprokurør Ordre til at udarbejde en Forordning med dette Formaal, i det der tillige blev tilsendt ham Hovedtrækkene af et Udkast til en saadan. C.s egen Opfattelse havde samtidig utvivlsomt undergaaet en Forandring; han var bleven bitter over det hele Omslag i Stemningen, og hvor lidt han end selv vilde tage Initiativet til en ny Forordning, synes han ikke uvillig at have adlydt den Ordre, han fik. Saaledes fremkom Forordningen af 27. Sept. 1799, der vistnok lod Pressen her hjemme have en bedre Stilling, end den havde i de fleste evropæiske Lande, men dog lige saa sikkert indeholdt Bestemmelser af langt mere reaktionær Natur, end Forholdene gjorde nødvendige.
Det nøje Sammenhæng med Forordningens Tilblivelse var den Gang ubekjendt, og C.s Fjender fik travlt med at vælte hele Ansvaret for den over paa ham, ja med at sigte ham for at have faaet den udstedt som et Middel til Hævn over P.A. Heiberg. Da nu ogsaa dennes Domfældelse fulgte nær efter Forordningen, blev C. Gjenstand for et Had, der ikke var mindre end den Beundring, man havde vist for ham nogle Aar tidligere. Netop nu ramte ogsaa en alvorlig Skuffelse ham. Den gamle Kancellipræsident Chr. Brandt [...] veg paa denne Tid sin Plads, og C. maatte synes selvskreven til at blive hans Efterfølger; men da blev han sat til Side for en Adelsmand, den for øvrigt vel begavede og grundhæderlige Frederik Moltke, der tidligere havde været Stiftamtmand i Christiania [Kristiania] Stift og nu var første Deputeret i General-Toldkammeret. [Anders Sandøe] Ørsted har ment, at C.s store Upopularitet i dette Øjeblik skræmmede Regeringen fra at give ham Præsidentstillingen; men det er dog et Spørgsmaal, om ikke selve den Reaktionsaand, som C. ved Udarbejdelsen af Forordningen af 27. Sept. 1799 paa en Maade havde rakt Haanden, her vendte sig imod ham. Det passede ikke til den at stille ham, den borgerlig fødte Mand, i Spidsen for det vigtigste Regeringskollegium. C. synes tidligere at have staaet i et venskabeligt Forhold til Moltke; men han følte dog dennes Udnævnelse som en bitter Krænkelse. Da han som ung Mand havde søgt Amtmandspladsen i Stavanger, var en aldeles ukvalificeret Adelsmand bleven foretrukket for ham, nu efter at han — bortset endog fra Virksomheden i Landbokommissionen — i en Række Aar havde gjort det betydeligste Arbejde og baaret det største Ansvar paa et af Statsstyrelsens vigtigste Omraader, saa han sig atter tilsidesat for en Adelsmand. Skjønt han i flere Aar arbejdede i ydre god Forstaaelse med Moltke og havde fortsat væsentlig Del i vigtige Lovarbejder, var der en Brod i hans Indre. Det var, som om den gamle Bitterhed imod Fødselsaristokratiet kun ventede paa en Lejlighed til at bryde løs.
Denne kom (1803), da et Andragende fra en borgerlig født Mand, Generaladjudant Lindholm, om at faa sine Døtre indskrevne i Vemmetofte Kloster bragte C. til at opstille den Paastand, at Retten til at opnaa Adgang til dette adelige Kloster ikke alene tilkom de adelig fødte, men ogsaa Døtrene af »Embedsmænd i Rangen«. Sagen var tilsyneladende ikke af stor Betydning; men da Moltke bestred Rigtigheden af C.s Paastand, kom det til en Kamp imellem dem, der vidnede om, at en dybere Modsætning laa bag ved den. Med en paafaldende Lidenskab greb C. Lejligheden til over for sin adelig fødte Modstander at skildre den aristokratiske Aand, som han mente efter Frederik IV's Død havde faaet Magten her hjemme. Det var Tonen fra hans Indlæg i Landboreformsagen, men skærpet ved personlig Bitterhed, der her atter kom frem. Ingen kan tage fejl af, at det skulde være et Sidehug til Moltkes formentlig aristokratiske Standpunkt, naar han efter at have fremhævet det Dødshug, Landboreformerne havde rettet imod Levningerne af »det stygge Lensvæsen«, udbryder: »Men Aristokratiets Aand turde maaske endnu skjule sig iblandt disse Ruiner og lure paa Fremtiden.«
Skjønt C. under Debatten viste sig baade Moltke og de andre Kancellideputerede, der støttede denne, i høj Grad overlegen, kan der næppe være Tvivl om, at han med Hensyn til det egentlige Stridspunkt ikke havde Ret. Derimod var det en vitterlig retshistorisk Fortjeneste, at han henledede Opmærksomheden paa Betydningen af de hidtil ganske oversete Privilegier for de kongelige Betjente af 11. Febr. 1679 og paa det Vidnesbyrd, de gave om Christian V's Ønske at hæve Embedsstanden i Klasse med Adelen.
Efter denne Strid holdt Regeringen en fortsat Samvirken imellem C. og Moltke for umulig, og for ikke at vise sig partisk fjærnede Kronprinsen dem begge fra Kancelliet, Moltke vendte tilbage til General-Toldkammeret som dets Chef med Titel af Præsident, C. blev Justitiarius i Højesteret, og denne Stilling, i hvilken han aabenbart har følt sig lykkelig, beholdt han til sin Død. Moltke og han vare begge for brave Mænd til at bevare Naget imod hinanden. De udsonedes fuldstændig.
C.s Virkomhed for Landboreformerne var særlig kommen Danmark til gode; men skjønt han aldrig gjensaa Norge, efter at han som ungt Menneske havde forladt det, bevarede han Kjærligheden til det fuldt ud. Man ser ham ogsaa med Hensyn til det vise sig som den store Bondeven, i det han stræbte at faa fjærnet, hvad der der oppe fandtes af et Slags Stavnsbaand ved det unge Mandskabs Forpligtelse til at tage Tjeneste i de Sogne, i hvilke det var født. I Slutningen af sit Liv havde han stor Del i Omordningen af de med Hensyn til Odelsretten gjældende Bestemmelser. Man kan forstaa, hvor dybt Norges Adskillelse fra Danmark ved Kielerfreden maatte gaa en Mand som ham til Hjærte. Han saa for mørkt paa den hele Stilling i Evropa til at tro paa, at der ved Christian Frederiks Udvælgelse til norsk Konge skulde kunne banes Vej til en Gjenforening med Danmark. Lige saa lidt troede han paa, at Norge vilde faa Lov til at blive staaende som et Rige helt for sig. Derimod haabede han, at der skulde kunne skabes det en friere Stilling til Sverige. Med den Tanke for Øje gav han sine Følelser for sine gamle Landsmænd Luft, i det han 19. Maj 1814 skrev til Christian Frederik: »Søg derfor, min naadigste Herre, at tilmægle dette tro Folk de bedste Vilkaar, der nu (maaske aldrig siden) kunne erholdes som et føderativt Rige med Sverige. Aldrig har da nogen gavnet Norge saa meget som De. Da skal jeg velsigne Dem fra min Grav.«
C. var en sjælden udpræget Personlighed. Han havde skarpe Kanter, var herskelysten, taalte ikke let Modsigelser, og hvor meget han end indtil det smagløse holdt af at tale om sine svage Evner, havde han megen Selvfølelse. Den Tone, hvori han lod Kancelliet skrive til andre Avtoriteter, var ikke altid den behageligste. Men han var tillige en Mand med varme Følelser, med en flammende Begejstring for vort Folks Vel, med ædle Formaal og uforfærdet i at kæmpe for det, der efter hans Overbevisning var det rette. Han syntes som skabt til at spille en stor Rolle som Statsmand i et Land med en fri Forfatning; men blev han, Enevældens Embedsmand, end indskrænket til overvejende at virke i Kommissioner og i et Regeringskollegium, var det dog lykkeligvis paa et Tidspunkt, da det gjaldt store sociale Spørgsmaal, og hvor der var Lejlighed for en rig Personlighed til ogsaa at gjøre sig gjældende for Offentligheden. Man kan beklage, at Forordningen af 27. Sept. 1799, der ikke har været til Velsignelse, er redigeret af ham; men det kan ikke fordunkle hans store Fortjenester eller svække Højagtelsen for ham som Karakter.
Det gik C. som mange stærke og tillige kantede, men i Grunden ædle Naturer, at Alderdommen mildner dem uden dog at svække dem. En af hans yngre Venner har skildret hans Dødsleje paa følgende Maade: »Ja end skue vi ham, den blide, elskværdige Olding, hvis matte Legeme er nedbøjet under en langvarig Sygdoms utaalelige Lidelser, men hvis evig unge Sjæl tindrer i det levende Øje, fremlyser i hele hans sindrige Tale og modner hvert Arbejde, der, skjønt udkastet paa Sygelejet, synes at bære Præg af Ungdommens usvækkede Kraft. Rigets dueligste, Rigets første Embedsmænd samles hos ham for at bevidne Oldingen, der staar ved Gravens Bred, deres mest uskrømtede Medlidenhed; men C. taler, man lytter paa den sunde Sjæls Ytringer, Sygdommen glemmes, spillende Vid og dyb Granskning kappes om fortjent Bifald. Sygestuen vorder Visdoms Skole, og mangen en Tanke, vigtig for Danmarks Fremtids Lykke, undfanges ved C.s Smerteleje.«
Til: Indholdsfortegnelsen
Af Edgar Collin
Til: Indholdsfortegnelsen
Af Jul. Schovelin
Til: Indholdsfortegnelsen
Af Joakim Larsen
Til: Indholdsfortegnelsen
Af A. Jantzen
Sin Anseelse som Prædikant og religiøs Digter vidste han fremdeles at hævde og blev i høj Grad yndet af Hoffet. Snart blev hans samt Præsten B. Münters Huse Samlingssteder for en betydelig Kreds af højere Embedsmænd og af Videnskabens og Kunstens Dyrkere. Disse to Familier boede lige over for hinanden i St. Pederstræde i Kjøbenhavn. Om Sommeren levede C. i de første Aar i Lyngby; senere (1761) kjøbte han for en ringe aarlig Afgift Gaarden Sandholm i Blovstrød Sogn, en Mils Vej fra Hørsholm, hvor Enkedronningen Sophie Magdalene boede. C. prædikede da paa Hørsholm Slot i Dronningens Kabinet, og en af C.s Sønner fortæller, hvorledes Enkedronningen undertiden besøgte hans Fader paa Sandholm, og Drengen havde mere end én Gang siddet paa hendes Skjød. Ved Sophie Magdalenes Yndest opnaaede C. da ogsaa den ene Begunstigelse efter den anden for sin lille Landejendom. Han var en ivrig Jordbruger og den første, der indførte Kartoffeldyrkning der i Egnen. Landlivet om Sommeren styrkede hans Arbejdskraft; og den litterære Virksomhed, han udfoldede ved Siden af sin Præstegjerning, var meget betydelig. I Kjøbenhavn fuldendte han en poetisk Oversættelse af Davids Salmer (4 Bind, 1755—64), skrev en omfangsrig Kommentar til Hebræerbrevet (2 Bind, 1757), 5 Bind Passionsprædikener (1759—65), mere end 20 Bind andre Prædikener og samlede en Del af sine ældre Arbejder i »Bremer Beiträge« tillige med flere Afhandlinger under Titelen »Vermischte Schriften« (1757). 1765 udnævntes han til tillige at være Professor i Theologi. Han holdt Forelæsninger (paa Tysk og Latin) over Dogmatik og Moral, men stadig kun for meget faa Tilhørere; en og anden Gang foredrog han ogsaa Kirkehistorien — noget usædvanligt i de Tider —, særlig Kjætterhistorien, men til sidst var der kun to, der besøgte Forelæsningen, og af dem var hans ældste Søn den ene. Kirkehistorien var i øvrigt C.s Hovedstudium, og den tidligere nævnte Fortsættelse af Bossuet forøgedes i Kjøbenhavn med et 4. og 5. Bind. Han maatte indhente speciel kongelig Tilladelse for at kunne bruge det store kgl. Bibliotheks ellers utilgængelige Skatte under sine Studier. Afhandlingerne om Skolastikken i dette hans store historiske Værk have endnu betydeligt Værd og vidne om C.s dybe og alvorlige Indtrængen i Æmnet. Ved Christian VII's Salving 1767 fik han den theologiske Doktorgrad. Men C.s Betydning for Danmark ligger dog ikke væsentlig i hans Virksomhed som lærd Theolog eller som Prædikant, men derimod i hele hans fremmende Indvirkning paa Aandslivet overhovedet og paa Smagsretningen. Hvad der end fra et ensidig nationalt Standpunkt kan udsættes paa den tyske indvandrede Koloni, hvortil han hørte, nægtes kan det umulig, at den har bragt en stærk og en frugtbar Kulturstrømning med sig for Danmark. Med 1758 begyndte C. Udgivelsen af et Ugeblad af blandet Indhold, »Der nordische Aufseher«, og det holdt sig gjennem 3 Aargange. Dets nærmeste Forbillede kan søges i de moraliserende engelske Ugeskrifter. C. skrev selv de fleste Stykker; Klopstock var flittig Medarbejder. Populærfilosofiske og theologiske Betragtninger afvexle med religiøse Digte og kritisk-æsthetiske Afhandlinger.
C.s rosende Anmeldelse og Kritik i Ugebladet (Nov. 1758) af Tullins »Majdagen« henledede først det store Publikums Opmærksomhed paa dette Lejlighedsdigt, og Tullins Ry som Digter var grundfæstet fra nu af. Et Aar efter bringer Bladet Meddelelse om »Selskabet til de skjønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse«, hvis egentlige Stifter vel ikke kjendes, men i hvis Grundlæggelse C. uden Tvivl har haft den væsentligste Andel, og i hvis Virksomhed med Prisopgaver og Bedømmelsen af disses Besvarelser han under sit Ophold i Kjøbenhavn tog levende Del. Hans theologiske Anskuelse lærer man ogsaa fyldig at kjende gjennem hans Ugeblad: Bibelen er en moralsk Bog, hvis Formaal er at danne retskafne, dydige Mennesker. Fritænkerne kunne ogsaa godt have Glæde af at studere Bibelen som Smagsværk; den kunde da skaffe dem rig æsthetisk Nydelse; thi hvilke Skjønheder indeholder den ikke! — C. staar her som Repræsentant for den sentimental-æsthetiske Kristendom, der bliver Overgangstrinnet til den udprægede Rationalisme. I sine Prædikener førte C. et djærvt Sprog mod de herskende løse Sæder i Hofkredsen. Han konfirmerede Christian VII som Kronprins 1765 og bevarede sin Anseelse ogsaa de første Aar efter hans Tronbestigelse. Men da Tøjlesløsheden ved Hoffet bredte sig, steg ogsaa hans indtrængende og alvorlige Paamindelser. »Hans Venner skjælvede, han ikke.« Da Struensee kom til Styret, maatte C. imidlertid dele Skæbne med saa mange andre Embedsmænd. Han fik 1771 sin Afsked med 800 Rdl. i Pension. Men næppe rygtedes hans Afskedigelse, før der sendtes ham 2 forskjellige Indbydelser fra Tyskland. Han modtog Kaldelsen som Superintendent i Lybek og tiltraadte denne Stilling i Sept. s. A. Den vigtigste Sag, han fik fremmet under sit Ophold i Lybek [Lünbeck], var Udgivelsen af en ny Katekisme, hvis ukirkelige, evdæmonistiske Præg strax falder i Øjnene ved dens første Spørgsmaal: »Ønske vi Mennesker ikke altid at være fornøjede og glade?« Længe blev han dog ikke her. Efter Struensees Fald lod den nye Regering sig det være magtpaaliggende at vinde C. tilbage inden for den danske Stats Omraade, og 1774 udnævntes han til første theologiske Professor i Kiel og Prokansler ved Universitetet. I denne fremragende Embedsstilling udrettede han meget. Mange Reformer baade i Højskolens Administration og ved dens Examiner og Øvelser gjennemførtes af ham; han fik oprettet et Pastoralseminarium, sørgede for sin nye Katekismes Indførelse i Hertugdømmerne og udarbejdede ogsaa den Salmebog (1. Udg., Altona 1780), som har været almindelig benyttet langt hen i det 19. Aarhundrede. Af dens 914 Psalmer ere 244 af C. selv og 31 omarbejdede af ham; men nu til Dags faar dette Arbejde en stræng Medfart at Hymnologerne. I øvrigt havde C. i Kiel mange møjsommelige Bryderier med Universitetslærerne, klager i sine Breve til Vennerne i Kjøbenhavn dybt derover og udtaler sin inderlige Længsel efter Danmarks Hovedstad, som han [under sin Embedstid i Kiel besøgte flere Gange, bl.a. i Sommeren 1785].
Men i Aarene umiddelbart før Regeringsskiftet 1784 havde C. været Medvider i Kronprinsens Plan; gjennem Dr. Münter i Kjøbenhavn modtog han Kronprinsens Breve til videre Besørgelse til Grev A.P. Bernstorff, med hvem C. stod i inderlig Venskabsforbindelse, og som den Gang opholdt sig paa sine Godser Borstel og Dreilützau i Holsten og Meklenborg. C. blev før selve Regeringsskiftet forfremmet fra Prokansler til Kansler (Jan. 1784, jvfr. Hist. Tidsskr. IV, 346).
Hans første Hustru døde 1777, og samme Aar mistede han 2 voxne Døtre. 1781 indgik han andet Ægteskab med Konferensraad C. L. Scherewiens Enke, Margrethe Maria f. de Falsen (død 1795), hvorved han blev Ejer af Gaarden Søbo ved Faaborg. Her opholdt han sig efter den Tid regelmæssig hver Sommerferie og udhvilede efter Bryderierne i Kiel. Det var en stor Glæde for ham i Sommeren 1782 her at modtage en Uges Besøg af Gehejmeraad A.G. Carstens og dennes Broder. Med Carstens stod han til sin Død i den fortroligste Brevvexling, og disse hans Breve ere endnu for en stor Del bevarede (i den Bøllingske Brevsamling paa St. kgl. Bibliothek). Efter et langt og smertefuldt Sygeleje døde C. i Kiel Natten mellem 11. og 12. Juni 1788. Blandt hans Sønner vare den bekjendte kielske Professor Carl Fr. C., der blev afsat 1794 og døde som Boghandler i Paris 1807, og [...] Bibliothekar A. W. C.
Til: Indholdsfortegnelsen
Af F.J. Meier
C. var en venlig, hjælpsom Mand og støttede de unge Kunstnere efter Evne. Det var saaledes ham, der anbefalede den unge Clemens og Emaillemaleren Ruch til Wiedewelt, og han havde Del i, at Ruch — des værre til liden Baade for denne selv — tilkaldtes fra London. I sine yngre Aar havde C. en smuk Syngestemme og var en yndet Koncertsanger i det musikalske Akademi i Raadhusstræde. 1774 mistede han sin gamle Moder, og ugift og ensom, som han nu var, begyndte han snart at føle Livet som en Byrde, og i de sidste Aar af sit Liv søgte han sin Husværts, en Vintappers, Kjælder langt oftere, end ønskeligt var. Han døde, beklaget af mange, 17. Juli 1782.
Til: Indholdsfortegnelsen
Kilde: Evan Bogan: »Københavns Gadenavne«, Bogans Forlag, København 1993, og Bent Jørgensen: »Storbyens Stednavne«, Gyldendal 1999.
Til: Indholdsfortegnelsen
Af C. With
I Aaret 1760 oprettedes det første Privattheater i Hovedstaden, væsentlig paa Foranledning af D.-L. En Skuespillerinde, Jomfru Mette Marie Rose [se om Jfr. Rose i note til biografisk artikel om Christopher Pauli Rose i:
Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], blev herved bekjendt med Greven, hvis udsvævende Tilbøjeligheder førte ham til i Marts 1765 at forsøge et Bortførelsesattentat mod hende. Hendes Fader tog imidlertid Sagen saa alvorlig, at den til sidst kom Kongen for Øre. D.-L. faldt i Unaade og fik Befaling til ufortøvet at begive sig til sine Godser i Norge. Her forblev han indtil 1766 efter flere Gange forgjæves at have bønfaldet Kongen om Tilgivelse; først paa hans foran nævnte mægtige Slægtnings, Grev F. Danneskjold-Samsøes, Forbøn lykkedes det ham at erholde Kongens Naade igjen, hvorefter han ilede tilbage til Hovedstaden efterladende sig et alt andet end godt Eftermæle i Norge, hvis Befolkning han paa Grund af sit usædelige Levned og sine lidet hæderlige Pengeforhold havde opirret i høj Grad [...].
I Danmark havde F. Danneskjold-Samsøe med Titel af Overintendant imidlertid med megen Dygtighed, men tillige med stræng Myndighed bestyret Marinens Anliggender. Paa Grund af sidstnævnte Egenskab havde han erhvervet sig en Del Uvenner, der tragtede efter at styrte ham. Uagtet det just ikke er bevist, synes dog meget at tyde paa, at D.-L. ved at slutte sig til disse væsentlig har bidraget til, at hans tidligere Forsvarer og trofaste Støtte blev fjærnet fra Bestyrelsen, hvilket skete i Okt. 1767. D.-L. overtog hans Embede, først med Titel af Overkrigssekretær og Deputeret i General-Krigskommissariatet, senere (14. Juni 1769) som Intendant over Søetaten, alt til liden Baade for Marinen, der herved kom i Hænderne paa en daarlig og upaalidelig Administrator. Følgerne viste sig snart. Flaaden kom i Forfald, og en Expedition, som under Schoutbynacht F.C. Kaas udsendtes til Algier for at tugte Barbarerne, mislykkedes ganske, da de medgivne Bombardérfartøjer viste sig at være ubrugelige. D.-L. fik i den Anledning en Irettesættelse af Kongen. 18. Sept. 1770 afskedigedes han endelig af aktiv Tjeneste, og hans Embeder inddroges. Han trak sig da atter tilbage til Norge og døde 9. April 1783 paa sin Ejendom Rolighed ved Lavrvik.
D.-L. blev 5. Sept. 1743 gift med Dorthe Sophie v. Holstein, f. 15. Okt. 1713, død 9. Juli 1766, Datter af Stiftamtmand Chr. Fred. v. H. (død 1747) og Birte Scheel f. v. Schack.
Til: Indholdsfortegnelsen
Af E. Holm
Da han kom tilbage til Danmark 1721, 18 Aar gammel, havde han ondt ved at vinde sin kongelige Onkel Frederik IV's Velvilje. I Søetaten fik han ingen Ansættelse; men han maatte tage til Takke, først med Kommando over et Kompagni Ryttere, siden med at faa et Kompagni i Fodgarden at føre, og det endda kun for en kort Tid; han fik snart sin Afsked. Dog blev han 1729 hædret med Gehejmeraadstitel. Da Christian VI korn paa Tronen, søgte han atter Ansættelse, og saa blev den til Søvæsenet opdragne Mand ansat som — Assessor i Højesteret og i Hofretten. Men heldigvis kom Kongen dog under Vejr med, hvad han egentlig duede til, og gjorde ham til Deputeret i Søkommissariatet (1731). Han forstod snart at gjøre sig gjældende her; men hans Kritik over adskilligt i Marinens Styrelse bragte ham i Strid med General Løvenørn, der i Christian VI's første Aar havde den øverste Ledelse af Søetaten ligesom ogsaa af Landetaten. Da D.-S. forelagde sine Udsættelser for Kongen, fandt de i det mindste efterhaanden dennes Tilslutning, og Resultatet blev, at Christian VI, trods sit varme Venskab for Løvenørn, besluttede at skille Søetatens Styrelse fra Landetatens, og efter at Løvenørn havde fratraadt Marinen 26. Marts 1735, overdroges dennes Ledelse til D.-S., dog saaledes at han først 23. Nov. blev udnævnt til Oversekretær. Det følgende Aar blev den øverste Styrelse endnu fuldstændigere lagt i hans Haand, i det han samtidig fik Titel af Intendant. Som saadan vedblev han at virke under hele Christian VI's Regering. 1738 blev han Gehejmekonferensraad og 1743 Generaladmiral-Lieutenant.
Ingenlunde alt i D.-S.s Kritik af Forholdene under hans Forgænger var berettiget. Det er et yderst skjævt Billede, han selv senere har givet af Flaadens Tilstand, som den var, da han overtog Styrelsen. Intet kunde være uretfærdigere end at paastaa, at den var bleven forsømt af Løvenørn, thi der var blevet bygget betydeligt i hans Tid, og en sagkyndig fransk Admiral har den Gang i en Indberetning derom til sin Regering udtalt en meget anerkjendende Dom over det Arbejde, der blev udført paa Holmen. D.-S. kunde med rette have kritiseret, at man byggede Linjeskibene for smaa; men i det Sted angreb han selve den talentfulde Konstruktør Benstrup og voldte hans og hans Forsvarer Fr. Lütkens Fald [...]. Dog maa det nævnes, at han nogle Aar senere udvirkede, at Kongen tildelte Benstrup en aarlig Pension paa 800 Rdl. Hvor ensidig han var optraadt imod Benstrup, viste sig, da han kom i Spidsen for Søetaten, thi han havde ondt ved at komme til Klarhed om, hvorledes Linjeskibene skulde bygges, og han maatte efter faa Aars Forløb tage sin Tilflugt til en fransk Konstruktør, Barbe, hvis Princip for Skibsbygningen var det samme som Benstrups, kun anvendt paa Skibe af større Dimensioner, hvorved det først kom til sin rette Anvendelse.
Men trods dette betegner D.-S.s Styrelse et tydeligt og stort Fremskridt. Han var et afgjort administrativt Talent, der havde Øjnene med sig i forskjellige Retninger, og samtidig med at han gavnede Marinen paa mange Omraader, forstod han at vise forstandig Økonomi. Den Flaade, der kunde raades over paa den Tid, da Christian VI døde, talte 29 Linjeskibe og en Mængde mindre Skibe; han havde strax fra sin første Tid taget fat paa at skaffe Flaaden en Dok, hvortil der selvfølgelig var den største Trang, og ved Hjælp af en indkaldt hollandsk Vandbygmester, Dumreicher, gjennemførte han i Løbet af 4 Aar med stor Energi dette Foretagende, som de stedlige Forhold gjorde vanskeligt; han uddybede Flaadens Leje og Kjøbenhavns Havn saaledes, at Orlogsskibene nu først fuldt kunde ekviperes der, og det var under ham,, at Flaaden fik flere af sine vigtigste Arsenalbygninger, som den har brugt til den Dag i Dag. Ikke mindre tænkte han paa at sikre Havnen ved faste Søbatterier, en Plan, der dog først senere blev udført. Alt, hvad der vedrørte Skibenes Ekvipering, kom i en tidligere ukjendt Orden, og det var ham, der gjenoptog og fuldt udviklede, hvad der tidligere var forsøgt for at skaffe Flaaden dens nødvendige Mandskab ved Indrullering, men var kommet i Forfald. Nu grundlagdes 1739—41 det Indrulleringsværk baade i Danmark, Norge og Slesvig, som har holdt sig indtil de nyeste Tider. Samtidig arbejdede han med Iver paa at skaffe Marinen en god Søofficersstand ved at lade Officererne faa en meget bedre Uddannelse, end de tidligere havde haft. Den skarpe Opmærksomhed, han havde henvendt paa Havneforholdene ved Kjøbenhavn, bragte ham ind paa den storartede Tanke at uddybe Kalvebodstrand saaledes, at Skibsfarten syd fra til Kjøbenhavn kunde gaa den Vej. Men han gav rigtignok sin Plan et aldeles overdrevent Omfang. Samtidig med at Kalvebodstrand skulde uddybes, var det nemlig hans Mening, at man skulde forsænke Drogden, saa al Skibsfart til og fra Østersøen nødvendigvis kom til at gaa igjennem Kjøbenhavns Havn. Dette vilde aabenbart baade have vakt andre Østersøstaters Forbitrelse og vilde desuden kun have ført til en udstrakt Brug af Flinterenden og Store Bælt, hvilke Løb han dog ikke kunde spærre. Men som et Middel til at forbedre Indsejlingen til Kjøbenhavn havde hans Tanke sin store Berettigelse.
Uheldigvis forenede D.-S. et vanskeligt Temperament med sin ualmindelige Dygtighed. Han var aabenbart ikke let at arbejde sammen med, og det blev ikke bedre ved hans Oplagthed til at finde det galt, andre gjorde. Selv Christian VI skrev betegnende nok om ham til Schulin: »Grev D. er meget sensibel; men efterdi han er os nyttig, ville vi gjærne menagere ham saa meget som muligt«. Det var godt for D.-S., at Christian VI, der interesserede sig meget for Flaaden, havde denne Opfattelse af hans Dygtighed, thi der skete gjentagne Gange Forsøg paa at styrte ham. Snart hed det, at Dokken var et forfejlet Arbejde, der aldrig vilde blive til noget, snart fik Kongen Meddelelser saa ad den ene, saa ad den anden Vej om, at D.-S.s Beretninger om Flaadens Tilstand gave en aldeles falsk Forestilling derom, eller det hed sig, at Arbejdet gik rent i Staa paa Holmen, og at der intet blev udført der ude. Farligst var det maaske, da selve Holmens Chef, Admiral Suhm — Historikerens Fader —, som tidligere havde staaet ham meget nær, optraadte imod ham med den Klage til Kongen, at Havnen ikke var i den Tilstand, som D.-S. havde indberettet. Men hvor tilbøjelig Christian VI end var til Mistænksomhed, saa tog han med Besindighed paa al denne onde Snak, han lod Forholdene omhyggelig undersøge, og det uretfærdige i Sigtelserne imod D.-S. traadte da tydelig frem.
Imidlertid havde Kongen ogsaa ladet denne faa stor Indflydelse paa et andet Omraade, det var, da han 5. Dec. 1735 oprettede General-Landøkonomi- og Kommercekollegiet. D.-S. har aabenbart været Sjælen i dette, hvis Præses han var fra dets Oprettelse til Marts 1739. For saa vidt det var Kollegiet, der fremkaldte Stiftelsen af Banken i Kjøbenhavn, hvis Virksomhed begyndte 1737, har D.-S. her arbejdet i en heldig Retning. Man kan heller ikke miskjende, at der var noget fædrelandssindet i den Iver, som blev udfoldet for at udvikle Handel og Industri; men det hele Forsøg paa at skabe Vindskibelighed [dvs. Driftighed] ved et til stor Yderlighed drevet Beskyttelsessystem med Forbud paa Indførsel af en Masse Varer var dog i sin Grund en stor Misforstaaelse.
Allerede under Frederik IV var D.-S. paa en Tid, da han ellers havde ondt ved at arbejde sig frem, bleven Danebrogsridder (1722), hvad der vel altsaa er bleven opfattet som en Æresbevisning, der ikke kunde nægtes ham, en Konges Sønnesøn. Christian VI synes at have haft en egen Smag med Hensyn til sine Hædersbevisninger. I det mindste lod han ved Dokkens Indvielse D.-S. kun faa en Sølvmedaille, medens hver af Konseillets Medlemmer fik en Guldmedaille. Senere skjænkede han ham efter en af Anklagerne imod ham som et Oprejsningstegn sit Portræt, indfattet i Brillanter, til at bære paa Brystet. Derimod blev D.-S. besynderlig nok ikke under ham Ridder af Elefanten. Denne Orden skjænkedes ham først ved Frederik V's Kroning 1747. Den blev den Gang sendt ham med den Tilføjelse, at dette Exemplar af Ordenen var det, Christian VI selv havde baaret, og at Kongen derfor troede, den vilde være ham dobbelt kjær.
Men dog kom denne udsøgte Hædersbevisning nærmest som et Plaster paa et Saar. D.-S. var meget snart efter Christian VI's Død bleven afskediget fra sin Stilling i Søetaten. Han var nu i adskillige Aar pensioneret Embedsmand, blev fristet af Frederik II af Preussen til at træde i hans Tjeneste for at organisere ham en Marine, men modstod det og levede i Ro, først paa Søllerødgaard, som han havde ejet en Række Aar, saa i Aarhus, hvor han kunde være i Nærheden af Marselisborg, som han havde faaet efter sin Farbroder Ulrik Chr. Gyldenløves Død (1719). Men da kaldte Kongen ham tilbage til Virksomhed i Statens Tjeneste, dog ikke inden for Marinens Omraade, men som Overhofmester ved Sorø Akademi (1760). Embedskarrieren under Enevælden slog tit besynderlige Bugter, saaledes ogsaa her. Men den virksomme Mand tog sig med Iver af de ham hidtil ganske fremmede Forretninger. Der var altid noget af en stærk Personlighed i, hvad han tog sig for, og han skal have arbejdet Akademiet hæderlig op i de 4 Aar, han tilbragte der, indtil hans mange Klager over den pekuniære slette Stilling, hvorunder Regeringen lod Akademiet lide, bevirkede, at han fik sin Afsked (1764). Man har et Par Taler af ham fra denne Tid, den ene holdt kort efter, at han havde mistet sin Hustru, som han havde levet meget lykkelig med. De vise en dyb religiøs Følelse og et for Ungdommen varmt Sind, der særlig tiltaler, fordi det Sprog, hvori han udtrykte disse Stemninger, har et paafaldende naturligt og simpelt Præg. Efter hans Død udgaves hans »Samling af Morgen- og Aftenbønner« (2 Dele, 1775), dels originale, dels frie Oversættelser. Hans stærkt religiøse Stade bragte ham til at se med lidet venlige Øjne paa den som Pædagog bekjendte Basedow, hvem han paa Grund af hans fritænkerske Meninger holdt for en farlig Ungdomslærer, og han fik ham fjærnet fra Sorø Akademi, hvor han var Professor. Da senere Basedow havde faaet et Professorat i Altona, søgte D.-S., haardnakket som han var, ogsaa at faa Regeringen til at fjærne ham der fra og derimod at lade ham faa en Stilling af en helt anden Slags, i hvilken han ingen Skade kunde gjøre [...].
To Aar efter, at D.-S. havde forladt Sorø, indtraf en ny Svingning i hans Liv. Da Christian VII havde tiltraadt Regeringen, henvendte D.-S. sig strax til ham med en Fremstilling af, hvor uheldig Søetatens Styrelse var ordnet, og da den daværende Overkrigssekretær, F. Chr. Rosenkrantz, forgjæves havde stræbt at tilbagevise hans Angreb, udnævnte Christian VII ham — ikke uden stærk Tilskyndelse af sin Svoger Carl af Hessen — 1. Avg. 1766 til Medlem af Konseillet. 25. samme Maaned blev han atter stillet i Spidsen for Marinen som Overkrigssekretær for Søetaten og »Surintendant de marine«. Aarene havde imidlertid lige saa lidt svækket den lidenskabelige Mands Stridslyst som hans Virkelyst. Det var ham ikke nok at styre Søetaten, og i en Memoire, han overleverede Kongen, angreb han J.H.E. Bernstorff skarpt som en skadelig Minister [...]. Men Bernstorff forsvarede sig saa kraftig, at Angrebet prellede af, og det varede ikke længe, inden D.-S. selv maatte vige sine Stillinger i Konseillet og i Søetaten (27. Okt. 1767). Man har i tidligere Tid givet den temmelig uværdige Mand, der blev hans Efterfølger i Søetaten, Grev Danneskjold-Laurwigen [...], Skylden for at have faaet ham styrtet; men højst sandsynlig har han ogsaa haft en særlig Fjende i den hos Kongen meget formaaende russisk-holstenske Diplomat Saldern, der var forbitret paa ham, fordi han var en Modstander af det holstenske Mageskifte og af den stærke Tilnærmelse til Rusland, der den Gang var betegnende for J.H.E. Bernstorffs udenrigske Politik. D.-S. overlevede kun kort sin sidste Afskedigelse, han døde allerede 18. Juli 1770 paa Marselisborg.
I sit Ægteskab med Dorothea f. Komtesse Wedell-Wedellsborg (død 1763), som han var bleven gift med i en Alder af 21 Aar 31. Juli 1724, havde han haft 3 Sønner og 6 Døtre. Kun 1 Søn og 2 Døtre bleve voxne. Dels som Formynder en Tid lang for en Brodersøn, dels som Styrer af sine egne Sager viste han paafaldende ringe økonomisk Sans; men han har aabenbart som Embedsmand haft administrative Evner som faa her hjemme, og hvad der end var af lidenskabeligt og trættekjært ved hans Natur, ere hans Fortjenester ubestridelige. De have været lige saa store, som hans Fædrelandsfølelse var varm.
Til: Indholdsfortegnelsen
Af A.E. Erichsen
Throndhjems Skole var, da D. overtog den, i den sørgeligste Forfatning, næsten i Opløsningstilstand. Han begyndte med at befri den for en Del gamle og umulige Disciple og udarbejdede derefter en Plan for Undervisning og Disciplin, der vidner om en paa den Tid ualmindelig pædagogisk Indsigt. D. var som Rektor og Lærer alvorlig og stræng; »vor forkjælede Tidsalder«, siger Johan Nordahl Brun, »havde vel kaldt ham Tyran«. Han holdt skarpt Øje med Disciplenes Sæder, var sparsom paa Ros, af sine Dimittender krævede han meget; man ventede sig derfor ogsaa ved Universitetet, hedder det, mere af D.s Dimittender end af andre. Fra mange af hans Elever er der opbevaret Udtalelser om den Taknemmelighed, de nærede mod denne strænge, men varmtfølende Lærer, som vakte deres Æresfølelse, skabte Lysten hos dem til Studeringer og understøttede dem, naar de vare trængende. Alle ere enige om, at han efterlod Skolen i en blomstrende Tilstand. Med sin overordnede, den myndige Biskop Eiler Hagerup, var D. fra første Færd af kommen paa en spændt Fod. Biskoppen havde faaet ansat som Konrektor sin egen 18-aarige og for en saadan Stilling aldeles uskikkede Søn, og for øvrigt søgte han ved enhver Lejlighed at gjøre sig gjældende paa en for Rektoren krænkende Maade; da denne heller ikke vilde give Slip paa den ham tilkommende Myndighed, kom det gjentagne Gange endog i Disciplenes Paahør til uhyggelige Optrin. Ogsaa med Nannestad, Biskop fra 1748, fandt der Rivninger Sted. Efterhaanden blev D. træt af Skolelivets Besværligheder, og da han som ugift kunde nøje sig med en ringere Indtægt, besluttede han at fratræde. Det lykkedes ham at faa sin kjæreste Elev, Gerhard Schøning, udnævnt til sin Eftermand 15. Jan. 1751, mod at denne afstod ham en liden Del af Embedets Indtægter som Pension.
Som Rektor havde D. efterhaanden lagt sig til et anseligt Bibliothek, ligesom han var ivrig Samler af Mønter, Medailler og Kobberstik. Ogsaa til videnskabelige Sysler havde han faaet Tid og havde bl.a. ikke ringe Del i den Oversættelse af det nye Testamente, der udarbejdedes under Grams [se om Hans Gram i:
Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] Avspicier, og hvoraf den første Prøve udkom 1742. Efter sin Afsked ofrede han sig helt for Videnskaberne. Endnu blev han et Par Aar boende i Throndhjem [Trondheim]og sluttede i denne Tid et varmt Venskab med Suhm [se om Suhm i:
Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], som samtidig med Schøning havde bosat sig i denne By. I 1753 flyttede han til Kjøbenhavn, hvor han tilbragte 16 Aar i litterært Otium og under fortrolig Omgang med Langebek [se om Langebek i:
Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], Luxdorph [se om Luxdorph i:
Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], Hjelmstjerne og andre samtidige lærde. Han var Medarbejder i de 1756 og 1757 udkomne »Efterretninger om nye Bøger og lærde Sager«. Han arbejdede paa Biografier af sine Velgjørere v. Westen og Gram og af den fortjente throndhjemske Biskop Erik Bredal; men, blottet for litterær Ærgjerrighed, som han var, fik han intet udgivet; hans Forarbejder ere imidlertid komne senere Forfattere til gode. En stor Del af hans Tid optoges med at yde Vennerne i Throndhjem [Trondheim], Suhm og Schøning, litterær Hjælp: han skaffede dem Afskrifter fra Hovedstadens Arkiver, Excerpter af Bøger, modtog og gjennemgik deres Manuskripter, forhandlede med Bogtrykkerne og læste Korrekturen; ogsaa deres store Bogindkjøb besørgedes væsentlig af ham. Hvor indholdsrig hans Brevvexling med disse fraværende Venner har været, kan skjønnes af de endnu bevarede, af Nyerup (i »Suhms Levned og Skrifter« S. 189 ff.) offentliggjorte 25 Breve til Suhm. »De udgjøre«, siger Nyerup, »en sammenhængende Udsigt over det danske lærde Væsen i Aarene 1755—63.« Stilen i disse Breve er fyndig og pikant; i sin Dom om Personer og Bøger er han højst uforbeholden, oftest træffende, hyppig ogsaa skarp og sarkastisk. Senere Litteraturhistorikere, som Nyerup og N. M. Petersen, henvise jævnlig til D.s Kritik.
Baade Schøning og Suhm [se om Suhm i:
Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] forlode Throndhjem [Trondheim] i 1765, den første for at overtage et Professorat i Sorø; Suhm opslog sin Bopæl i Kjøbenhavn. Fra nu af havde D. i nogle Aar sit egentlige Hjem hos Suhm, i hvis Hus han ogsaa havde faaet Plads til sin Bogsamling. I 1769 flyttede han til Sorø, hvor han haabede at gjenvinde sin svækkede Helbred, og boede hos Schøning; men da denne 1773 tiltraadte sin videnskabelige Norgesrejse, vendte D. tilbage til Kjøbenhavn, sygere end før. Han lagde sig ind paa Frederiks Hospital, hvor han døde 5. Maj 1775. Han testamenterede Schøning den værdifuldeste Del af sin Bogsamling, nemlig alt, hvad der henhørte til nordisk Litteratur, samt alle sine Manuskripter paa den Betingelse, at det efter Schønings Død skulde tilfalde Videnskabsselskabet i Throndhjem. D.s og Schønings Bøger udgjøre Grundstammen for dette Selskabs værdifulde Bibliothek.
Suhm [se om Suhm i:
Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] giver mangesteds i sine Skrifter Bidrag til D.s Karakteristik. Af alle sine Venner satte han D. højst i Trofasthed og Oprigtighed. Han kunde være opbrusende og »sur«, men han var altid rede til at ofre baade sin Tid og sine Penge til andres bedste. »Han var en Mand af grundig og stor Lærdom, af fin og sikker Smag, næsten ikke uerfaren i nogen Videnskab, gik enhver lærd til Haande i mange Maader. Hans Disciple, Throndhjem [Trondheim] og Akademiet vidne, at en dueligere Rektor end han kan ikke være.«
Til: Indholdsfortegnelsen
Af A.E. Erichsen
En væsentlig Forbedring i D.s Kaar indtraadte, da han i 1681 blev residerende Kapellan i Nesne, men endnu mere, efter at han 1689 var bleven befordret til Sognepræst i Alstahovg. Dette var paa den Tid det største og mest indbringende Kald i det nordenfjældske Norge og omfattede ikke mindre end 8 nuværende Præstegjæld; under Sognepræsten stode i flere af de underliggende Sogne residerende Kapellaner. Efterhaanden blev D. i dette rige Kald en formuende Mand. Men Møje og Farer vare forbundne med hans Stilling. Han havde jævnlig Kirkerejser at foretage i aaben Baad milevis over farlige Havstykker; dog blev af den Grund, forsikrer hans første Biograf (Sønnesønnen A. C. D.), næppe nogen Gudstjeneste forsømt af D. Skjønt han fra Barnsben af var vant til den strænge nordlandske Natur, har han dog mangen Gang følt dens Tryk; »mens andre kan frydes ved straalende Sol, er vi Elementernes Slaver«, klager han i et af sine Rimbreve. Derhos maatte en Mand med D.s stærke litterære Interesser mangen Gang bittert savne Omgang med aandsbeslægtede deroppe »i et Land, hvor ej findes Skrift eller Bøger«. Men foruden »Guds Ord og Samvittigheds Glæde« havde han megen Hygge af Samkvemmet med talrige Slægtninger og Venner, som boede rundt om paa Helgeland; med Præsten i Nabosognet Brønø, den lærde Magister Peter Bredal, førte han en livlig latinsk Brevvexling, hvorved ogsaa theologiske Æmner kom paa Bane. I endnu fortroligere Forhold stod han til Svogeren Steen Wirthmand, der ogsaa optraadte som Digter. En velkommen Afvexling i det ensformige Liv dannede hans Bergens-rejser. I Bergen, Nordlændingernes egentlige Hovedstad, fandt han en Travlhed og et Liv, som tiltalte ham, og der gjorde han Bekjendtskab med Datidens fejrede Digterinde, Dorothea Engebrektsdatter.
D. begyndte tidlig at føle den tiltagende Alders Skrøbeligheder. I sine sidste Leveaar led han af Stensmerter, som voldte ham megen Pine. Dog vedblev han at digte lige til det sidste. Han døde i Avg. 1708, 61 Aar gammel. Af hans 2 Sønner døde den ene som Student, den anden, Anders D., som i nogle Aar havde været Faderens Personelkapellan, blev dennes Eftermand som Sognepræst i Alstahovg.
I sine Velmagtsdage var D. en mere end almindelig sund og djærv Personlighed, skikket til at vinde og imponere sine Omgivelser. Som Præst og Digter nød han i sin Kreds den største Anseelse, og næppe har nogen Nordmand fra de senere Aarhundreder levet saa længe i Folkets Traditioner som han. Navnlig i Nordlandene blev »Hr. Petter« en Sagnfigur, om hvem de vidunderligste Ting fortaltes, og paa hvem ogsaa Sagn fra andre Kanter overførtes. — Det er dog fornemmelig som Digter, D. har Krav paa at mindes. Den Tid, hvori han virkede, Slutningen af »det lærde Tidsrum», var en for Poesien og allermest den verdslige Digtning gold Periode, i hvilken metriske Kunststykker og ilde anbragt Lærdom alt for ofte traadte i Steden for virkelig poetisk Løftelse. D., hvis Liv henrandt fjærnt fra de toneangivende Kredse, indtager ogsaa som Digter en afsondret Plads. Han taler selv ofte om sit Ubekjendtskab med den lærde Poesi og betragter sin Digtning som en ringere Art. Sin Læsekreds søgte han lige s'aa meget blandt »de kofteklædte Bønder« som mellem de mere oplyste Stænder. Han er bevidst Folkedigter, og det har til Fuldkommenhed lykkedes ham at blive det. Han er den eneste norske Forfatter fra Tiden før Holberg, hvis Arbejder endnu ere Folkelæsning.
D.s første Arbejder vare Lejlighedsdigte, og han fortsatte med denne Produktion lige til sin Død. Det meste deraf er gaaet tabt, men man har bevaret Titlerne paa ikke mindre end 127 saadanne Digte. Af dem, som ere i Behold, ere adskillige utilbørlig udtværede og ordrige; ikke sjælden støder man paa Smagløsheder, og Forfatteren synes ikke altid at have givet sig Tid til at afrunde og affile. Imidlertid vil man ogsaa i disse Lejlighedsvers hyppig overraskes ved D.s Evne til at træffe et smukt og tiltalende Udtryk for sin Stemning. De fleste af dem fremkaldtes ved Begivenheder i de helgelandske Familier, som udgiorde hans Omgangskreds; enkelte angaa Tildragelser i Udenverdenen, der have gjort Indtryk paa Forfatteren, saasom de mærkelige Viser om Bergens Ødelæggelse ved Ildebranden i 1702. Til denne Digtning maa ogsaa henregnes hans Rimbreve, hvoraf navnlig de til Dorothea Engebrektsdatter udmærke sig ved megen Kvikhed; end videre 2 Digte fra Slutningen af hans Liv, hvori han skildrer sit Levnedsløb og sin Sygdom, og som have holdt sig i stor Yndest blandt Almuen, saa at de fremdeles udkomme i særskilte Aftryk efter gamle Opskrifter. Om betydelige Gaver som satirisk Digter vidner den fortræffelige »Dale vise« (»Fjældbyggen agter paa Tiden«), hvori Forfatteren med megen Djærvhed og Anskuelighed opruller en Række Folkelivsbilleder til Belysning af Helgelændingernes Hovedfejl: Urenlighed, Processyge og Usædelighed.
Af D.s større Arbejder har intet vundet større Navnkundighed end hans »Nordlands Trompet«. Det var paabegyndt allerede i 1678, lagdes flere Gange hen og var først færdigt mod Slutningen af Aarhundredet. »Nordlands Trompet« er en poetisk Beskrivelse af hele det nuværende Tromsø Stift, hvoraf Forfatteren gjennem Selvsyn kun kjendte den sydlige Del, Helgeland; hvad han fortæller om de nordligere Dele, hviler paa mundtlige Efterretninger fra andre. Naar D. her optræder samtidig som Topograf og Digter, falder det ham ikke et Øjeblik ind at lade den poetiske Frihed tumle sig paa den faktiske Sandheds Bekostning. Digtet er en indtil de mindste Smaating sand og troværdig Skildring af Forholdene nord paa. Øernes Beliggenhed, Fjordenes Retning, de herskende Vinde, Dyrelivet paa Land og Hav gjøres der lige saa nøje Rede for som Lofotfisket, Handelsforholdene og Befolkningens daglige Levemaade. Der er lange Opregninger og en Indgaaen i Enkeltheder, som vilde være overvældende, hvis ikke den kjække, livsglade Tone, Forfatterens levende Interesse for sit Æmne og hans Kiærlighed til det fattige og nøjsomme Folk, hvis Bedrift han skildrer, gik som en belivende Strømning gjennem det hele Digt. Dertil komme de mange Steder af virkelig poetisk Skjønhed, de letflydende Vers og det heldig valgte Metrum. Det er ved disse Egenskaber, at »Nordlands Trompet« i Norge er bleven en Folkebog som maaske intet andet Skrift uden for den gudelige Litteratur.
Derimod kan Forfatteren ingenlunde siges i de enkelte Udtryk at have lagt an paa at skrive populært. Vistnok findes her, fordi Æmnet førte det med sig, en Mængde norske Betegnelser, som tidligere, ikke vare fremkomne i Skriftsproget; men ved Siden deraf vrimler der af franske og tyske Ord, ligesom den romersk-græske Gudeverden stadig optræder indgribende i Nordlændingens Livsforhold. Den enfoldige Læser lod sig ikke forstyrre af saadanne Enkeltheder.
Af D.s religiøse Digtninger er hans Katekismus-Sange (»Dr. Mort. Luthers lille Katekismus, forfattet i bekvemme Sange under føjelige Melodier«) saa vel i Omfang som i indre Værd den betydeligste. Dette Arbejde havde han færdigt 1698, da det undergaves hans Biskops Censur. Han har dediceret Bogen til sin Fætter Dr. Peter Jespersen og sine mange Slægtninger paa Helgeland. I Dedikationen beder han P. Jespersen tage sig af Bogens Trykning, hvilket denne vistnok ogsaa har gjort, thi den første Udgave udkom 1714, nogle Maaneder før P. Jespersens Død. Digteren har villet, at »de unge skulde lære sin Katekismus syngende«; han har derfor ved alle Sangene givet Anvisning paa kjendte Melodier, hvoraf mange ere laante fra verdslige Viser. I intet af sine øvrige Skrifter lægger D. en saadan Færdighed i Versets Behandling for Dagen, ingensteds er hans Foredrag varmere og mere indtrængende. Endnu kan man læse det ene efter det andet af disse lange Digte uden at trættes. Af Katekismus-Sangene har Landstad gjort et forholdsvis rigeligt Udvalg i sin Salmebog og derved ladet D. for første Gang komme til Orde i den norske Kirkesang. — Ikke mindre Yndest og Udbredelse blandt Almuen vandt D.s »Aandelige Tidsfordriv eller bibelske Visebog«. Den indeholder en Samling af Fortællinger fra det gamle Testamente, som Digteren har gjenfortalt paa Vers. Særlig tiltalende har Almuen fundet Sangen om Jephtas Løfte (»Det hændte sig Jephta, den Gileads Mand«), som blev sungen overalt i Landet. — D.s »Evangelier sangvis forfattede« udgaves sammen med Svogeren Steen Wirthmands Sange over Epistlerne. Skjønt unægtelig af noget ringere Værd end hans øvrige gudelige Digtning har dog ogsaa Evangelie-Sangene kunnet glæde sig ved meget stor Udbredelse. — Dette gjælder ikke om de bibelhistoriske »Digte om Ruth, Esther og Judith«, der allerede snart efter sin første Udgivelse (1723) synes at være saa godt som glemte. Og dog røbe ogsaa disse Digte, for at bruge Welhavens Udtryk om dem, »et Digteranlæg eller, om man vil, en ubevidst Kunst, som i gunstigere Tider og Forhold kunde have naaet den højeste Udvikling«.
Uagtet D.s større Skrifter alle vare fuldt færdige til Trykken, endog med Fortaler og Tilegnelser, fra hans Haand, udkom intet af dem og sandsynligvis heller ingen af hans mindre Digte, medens han levede. Dog var hans Digtning allerede spredt viden om i hans levende Live. Biskop Krog i Throndhjem [Trondheim] sang ved hans Død: »Den norske Maro, Dass, er død, hvis Digtergejst som Honning flød ud af Parnassi Top«. Udbredelsen af hans Værker skete en Tid lang gjennem Afskrifter, hvoraf der endnu haves mange bevaret, af »Nordlands Trompet« f. Ex. ikke mindre end 12. Da de først vare udkomne i Trykken, fulgte af de fleste Oplag paa Oplag. De optryktes (ofte slet nok) som herreløst Gods af Bogtrykkere, ikke alene i Kjøbenhavn og Christiania, men ogsaa i Aalborg og i alle de norske Byer, som havde et Trykkeri. Af de omfangsrige Katekismus-Sange haves Rede paa 25 fuldstændige Udgaver, hvorhos flere Sange af denne Bog tryktes særskilt og udkom som anonyme Gadeviser. Der er ingen Tvivl om, at D.s Digte gjennem hele det 18. Aarhundrede og den første Halvdel af det følgende have været den norske Almues Yndlingslæsning. Fra Nordkap til Lindesnæs, fra Havet til de inderste Bygder har han været kjendt som ingen anden norsk Digter. Allermest har han naturligvis været skattet i Nordland, hvor man sammenfattede hans Forfatterskab under Navnet »Hr. Petter-Digt«, og hvor han lige til vor Tid har fundet talrige Efterlignere. Blandt de højere Klasser bleve derimod D.s Skrifter lidet paaagtede. Det stadfæstede sig, som A. C. Dass siger i sin Udgave af »Nordlands Trompet«, at denne Poet »levede før den polerede Alder«. Han fjærnede sig alt for langt fra, hvad man i det 18. Aarhundrede betragtede som mønstergyldig Poesi, til at hans jævne og ukunstlede Vers kunde finde Naade. Det er egentlig først i vore Dage, at denne Digter har faaet den ham tilkommende Plads i vor Litteraturs Historie. Hans »Samlede Skrifter«, udgivne af A. E. Erichsen, udkom i 3 Bind 1874—77.
Til: Indholdsfortegnelsen
Af E. Holm
En højst besynderlig Række Avancementer ligesom ventede paa ham. Under selve sin Rejse var han bleven kaldet til at blive Præst i Helsingør, naar den daværende Præst der døde; men inden denne Begivenhed indtraf, blev han ansat som Præst i Kolding. Han foretrak imidlertid at blive Stiftsprovst i Odense, hvad han opnaaede allerede i April 1699; men det var kun et flygtigt Besøg, han gjorde i denne By, thi i Efteraaret samme Aar forflyttedes han som Superintendent til Grevskaberne Oldenborg og Delmenhorst. Han kom imidlertid end ikke til at tiltræde dette Embede; thi inden han blev færdig til at rejse der over, blev han i Sommeren 1700 (12. Juni) Biskop i Viborg. Denne Gang var det endelig for at virke paa samme Sted i længere Tid.
En saadan Løbebane vidner om, at han havde gjort Opsigt og havde Velyndere ved Hove. Uagtet han aldrig er optraadt som egentlig Videnskabsmand, var han en Mand med litterære Interesser og en stor Bogelsker; han har aabenbart været en ualmindelig begavet Mand og en livlig, opvakt Natur; han roses for Veltalenhed, og den Tro, Regeringen havde haft til, at han, skjønt endnu ung, skulde kunne udfylde en Biskops vigtige Embede, blev for saa vidt ikke skuffet, som han udfoldede stor administrativ Dygtighed. Men allerede i Viborg viste sig det, der har været hans Lod, ogsaa efter hans Død, at der er fældet de mest forskjellige Domme om ham. Da han 1713 forlod Viborg for at drage til Christiania [Kristiania], hvorhen han var kaldet som Biskop det foregaaende Aar, holdt en bekjendt Præst, Magister Tychonius [se om Tychonius i:
Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], en Afskedstale til ham, der var affattet i de mest lovprisende Udtryk og blev udgivet under den betegnende Titel: »Idea episcopi consummatissimi« (Billede af en Biskop uden Fejl). Men samtidig var der Smædeskrifter i Omløb om ham, hvori han sigtedes for Nepotisme, Gjerrighed og Løsagtighed. I det mindste et af disse kan man ikke uden videre slaa en Streg over, thi det var forfattet af en baade anset og vel begavet Mand, Digteren og Landsdommeren Tøger Reenberg. Der falder ogsaa en stærk Mistanke paa ham for vel ugenert at have indlemmet Bøger, han laante af sit Stifts Præster, i sit eget Bibliothek. Der kan næppe være Tvivl om, at Skyggesiden ved D., det, at han var en bundverdslig, egenraadig og i flere Henseender egennyttig Mand, allerede tydelig har vist sig under hans Liv i Viborg.
Men Hovedafsnittet af hans Virksomhed knytter sig til hans Bispegjerning i Christiania [Kristiania], hvorhen han, som nys anført, flyttede 1713. Der er paa en Maade noget imponerende ved den Rolle, han spillede. Det var, som om han nødvendigvis maatte være med, naar det gjaldt vigtige Sager der oppe, selv om de laa det kirkelige nok saa fjærnt. Han blev draget ind med i Styrelsen af Kongsberg Sølvværk, hvis Forhold den Gang gave meget at tænke paa, og han indlod sig her paa at gjøre Forslag om rent tekniske Enkeltheder; han fik at gjøre med Perlefiskeriet, der var et — for øvrigt saare ringe — Regale, med de kongelige Skove, Landevejene, Stutterivæsenet osv., og samtidig blev han udnævnt til »Kommissær« ved en Mængde Retssager. Dette sidste kan for en Del kun forklares af, at han nød Tillid hos Folk, der for deres Vedkommende gjærne lagde Afgjørelsen af slige Sager i hans Haand. Hvilken Fristelse for ham til helt at bukke under for den Lejlighed, der saaledes var til at udøve Indflydelse i verdslig Henseende! Han var af Naturen kun alt for tilbøjelig dertil. Derimod synes han ikke at have følt sig opfordret til at spille en Rolle med ved Landets Forsvar under den store nordiske Krig. I det mindste vidner det ikke om krigersk Mod, at han ved Carl XII's Indfald i Norge 1716 ansøgte Regeringen om at faa Tilladelse til enten at rejse til Danmark eller til at tage Ophold i Bergens Stift. Fornuftigvis fik han det Svar, at han »skulde forblive i det ham anbetroede Stift og sig ej der ud af maatte begive, efterdi der kunde være saadant, som hans Tilstedeværelse kunde behøve«.
Det var især efter den store nordiske Krig, at han ret havde Spillerum for sine Kræfter. Man har paastaaet, at han tidligere som Biskop i Viborg havde begunstiget Frederik IV's Forhold til Anna Sophie, da han bortførte hende fra Clausholm; men der foreligger langtfra tilstrækkeligt til at begrunde en saadan Sigtelse. Derimod er det sikkert, at han blev hendes varme Tilhænger, efter at hun var bleven Dronning, og at han brugte den Hofyndest, han forstod at vinde, til at hjælpe sine Slægtninger frem. Hans ene Svigersøn, Jacob Rasch, der var Rektor i Christiania [Kristiania], fik sin Gage betydelig forøget, en anden, Peter Matthias Tanche, fik Exspektance paa Throndhjems [Trondheim] Bispestol, naar den blev ledig, en Brodersøn opnaaede et Landsdommerembede i Sjælland, og hans yngste Søn fik Bestalling som Kapitajn i Infanteriet og dermed Ret »til at nyde et eller andet vakant blivende Kompagni«.
I Aaret 1724 skrev han et langt Brev til Kongen, der gjentagne Gange er blevet trykt og indeholdt et Forsvar for det norske Folk. Vistnok findes der de mest forunderlige Overdrivelser i dette Brev, hvor han skildrer, hvad det norske Folk havde lidt ved Krigen. Han gaar til saadanne Yderligheder som til at paastaa, at i det mindste en Tredjedel af Landets Indbyggere var bortsmeltet og over Halvdelen af dets Formue gaaet tabt. Men enhver maa sande alt, hvad han siger til Ros for Nordmændenes Fædrelandssind, Troskab og Tapperhed under den store nordiske Krig. Der er for saa vidt ikke Grund til andet end at anerkjende hans varme Sindelag for det Folk, hos hvem han nærmest virkede, og hans Brev kan anføres som et af de for øvrigt ikke faa Vidnesbyrd, man har om, at dansk fødte Embedsmænd i Norge kunde voxe stærkt sammen med Befolkningen der oppe. Kun har man ondt ved at tro paa, at der fra nogen Side, der havde Betydning, er blevet fremført saadanne taabelige Anklager imod Nordmændene som de, han her gik til Felts imod. Det ser stærkt ud, som om det lille Skrift har været rettet imod Mænd, der advarede Kongen imod at ophidse Stemningen i Norge ved at gaa ind paa visse Reformer der oppe, som D. var ivrig for.
Han havde nemlig med stor Iver kastet sig ind i flere Sager, der havde mere end almindelig Vigtighed for Norge. Beskatningen her hvilede paa et meget forældet og indviklet Grundlag, og det var rimeligt nok, om man søgte at naa en lignende Simpelhed som den, der i Danmark var vundet ved Hartkornsberegningen. En Amtmand Nobel havde i længere Tid arbejdet for at faa en Reform i den Retning i Gang, og efter at Regeringen havde besluttet at forsøge derpaa, fik D. ogsaa at gjøre dermed. Han kastede sig derover med sin vante, næsten krampagtige Virksomhedslyst. Saa meget mere tog han sig det nær, da Sagens Gjennemførelse til sidst fandt en Modstand, som han ikke formaaede at bryde. Den blev (Dec. 1724) stillet i Bero, og der er næppe Tvivl om, at, hvor sund en Tanke der end laa til Grund for Reformplanen, var det en lidet praktisk Vej, ad hvilken Nobel og D. søgte at gjennemføre den. De Mænd, som her især havde stillet sig i Vejen for ham, vare Statholderen i Norge, Ditlev Vibe, og den daværende Overkrigssekretær, Ministeren for Flaade og Hær, Admiral Gabel. Medens D. i denne Sag vistnok havde et norsk patriotisk Formaal, fristes man ved to andre Spørgsmaal, som han samtidig var ivrig for, til at søge hans Hovedmotiv i Lysten til at indynde sig hos Kongen. Det var, da han arbejdede for og ogsaa naaede at faa solgt Kirkerne i Norge for derved at skaffe en Del Penge i Statskassen, aabenbart et i sine Virkninger for den norske Kirke højst uheldigt Foretagende, og da han gjenoptog en ældre Tanke om at sælge Præstegaardene i Norge, saaledes at enhver Præst skulde være nødt til at tilforhandle sig den Præstegaards Bygning, som var forundt ham til Bolig. Men dette Forslag, der utvivlsomt vilde have vakt almindelig Misfornøjelse i den norske Gejstlighed, gik, da det kom til Stykket, ikke igjennem. Især Oversekretæren i det danske Kancelli, Frederik Rostgaard [se om Rostgaard i:
Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], arbejdede derimod, saa Kongen lod det falde (Sept. 1724).
Paa flere Punkter havde D. saaledes lidt Nederlag; men det stod ikke i Sammenhæng med, at hans Yndest var taget af. Det skulde aabenbart være et Bevis paa, at det modsatte var Tilfældet, naar han 1. Dec. 1724 fik Titel af Konferensraad — unægtelig en højst paafaldende Titel for en Biskop, men som kun alt for godt passede til den stærkt verdslige Side ved hans Virksomhed. Han glemte imidlertid ikke dem, der havde været hans Modstandere i de nys nævnte Sager. Det er umuligt andet end at stille hans vrede Stemning imod dem i Forbindelse med, at han i Dec. 1724 hidsede Kongen til at skride ind imod saadanne Embedsmænd, der havde forbrudt sig imod Forordningen af 23. Okt. 1700, i Følge hvilken det var Embedsmændene strængt forbudt at tage imod »Skjænk og Gave«. I det Kongen æggedes ved Angivelsen om, at slig Misbrug gik i Svang, forøgedes hans Ophidselse derved, at det blev paastaaet, at de, der forbrøde sig paa den Maade, havde for Skik at dække sig ved Dronning Anna Sophies Navn, som om det var til hende, de Penge indbetaltes, som de krævede for at skaffe Folk Embeder, Titler, Adelsbreve osv. saaledes kom det til den uhyggelige Gehejmekommission (Dec. 1724) eller, som den ogsaa kaldtes af Folk paa Grund af de Eder, der krævedes af dem, som forhørtes af den, Bandekommissionen [udtales formentlig derfor: 'banne' ...]. Disse Undersøgelser fremkaldte ved den Maade, hvorpaa de bleve ledede, i flere Aar en uhyggelig Stemning i vide Kredse. Og som D. var den, der fra først af gav Stødet til denne Kommission, saaledes vare de vigtigste Personligheder, som den ramte, netop de to Mænd, som nylig havde været hans ivrigste Modstandere, Rostgaard og Gabel. D. deltog vel kun selv en kort Tid i Kommissionens Forhandlinger i Kjøbenhavn, men dog længe nok til at se Rostgaard i Konseillet blive dømt til Afskedigelse. Senere røgtede han Kommissionens Gjerning i Norge.
D. havde tillige med flere andre Medlemmer af denne Kommission (23. Marts 1726) faaet en Decharge, »hvorved endog de kongelige Souveræner i Regeringen forbydes at have nogen Tiltale imod dem«. Men hvornaar har en saadan Udtalelse bundet en Konges enevældige Efterfølger? D. var netop den af alle Anna Sophies virkelige eller formentlige Tilhængere, hvem Christian VI's Vrede ramte haardest, da han 12. Okt. 1730 besteg Tronen. Ikke usandsynlig har den nye Konge troet paa det Rygte, der havde fortalt om, at D. havde hjulpet med til fra først af at fremme Frederik IV's Kjærlighedsforhold til Anna Sophie. Allerede 6 Dage efter sin Tronbestigelse sendte Christian VI Statholderen D. Vibe Befaling til at suspendere ham, og 24. Nov. blev der givet Vibe Ordre til at meddele D. hans Afsættelse. Ja, Kongen berøvede D. endog det Naadensaar, der tilkom ham, og dette var ligefrem en Vilkaarlighed, thi dømt for en Forbrydelse var han ingenlunde. Naturligvis krævede D. retslig Undersøgelse. Hvor sikkert det end er, at adskilligt i hans Færd havde været lidet tiltalende, er det dog et Spørgsmaal, om han havde gjort sig skyldig i noget, der retfærdiggjorde hans Afsættelse. Han havde utvivlsomt i det hele passet sit Embede forsvarlig og kunde maaske med rette sige, at han gjorde sit bedste for, at man ikke skulde glemme Biskoppen over Konferensraaden. Det var ogsaa aldeles overvejende Regeringen selv, der havde draget Gavn af hans administrative Dygtighed paa de mange verdslige Omraader. Man kan derfor kun finde det forargeligt, at Christian VI og hans nærmeste Raadgivere aabenbart vare meget utilfredse med, at ingen fremkom med graverende Sigtelser imod den faldne Biskop. Ivar Rosenkrantz udtalte med rene Ord sin Misstemning derover i et Brev til Vibe, og Regeringen søgte endog at opmuntre til at fremkomme med Anklager. Men imidlertid døde D. 17. April 1731, vistnok for en stor Del knust af Græmmelse. Der fremkom efter hans Død nogle Beskyldninger imod ham for det selv samme, han havde faaet Rostgaard dømt for, nemlig for at have ladet sig bestikke. Men vi kjende kun Anklagerne, og om der end ved dem falder en stærk Mistanke over ham, berettige de ikke til at domfælde ham.
D. var gift med Else Rosenmeier, der overlevede ham indtil 1745. Af deres Børn bleve 6, 3 Sønner og 3 Døtre, voxne, blandt hine [...] Kancelliraad Carl D. og Generalmajor Peter D.
Til: Indholdsfortegnelsen
Af Julius Petersen
Ved den kjøbenhavnske Professor Frankenaus Død 1732 modtog D. i en Alder af 62 Aar en Kaldelse som hans Efterfølger i det medicinske Fakultet og blev derefter Gjenstand for de sædvanlige officielle Udmærkelser i Danmark. Allerede 1734 valgtes han til Universitetsrektor, 1743 blev han virkelig Justitsraad og Medlem af det danske Videnskabernes Selskab. Men nogen egentlig Anerkjendelse eller Paaskjønnelse fandt han ikke her til Lands i kompetente Kredse, og fra national Side kunde man heller ikke paa Forhaand nære særlig Sympathi for den indkaldte Tysker. Gram [se om Hans Gram i:
Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] siger haanlig i et Brev til Grev Chr. Rantzau [se om Rantzau i:
Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], at »D., som vi fik fra Rostock, var en stor Mand der ude, men sandelig intet Miraculum her«, og gjør sig lystig over hans akademiske og litterære Præstationer. Og 2 Aar efter sin Ankomst her til, paa en Tid, hvor han beklædte Rektorværdigheden, blev han under en Disputation, hvor han førte Forsædet, paa det groveste forhaanet af en ung Opponent ex auditorio, en i øvrigt begavet og velanskreven Student Frands Mygind, der netop stod i særlig nært Forhold til Gram [se om Hans Gram i:
Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]]. Mygind relegeredes som Følge af sin uartige Optræden (og gjorde derefter glimrende Karriere i Udlandet), men D. formaaede efter Entomologen Professor J. C. Fabricius' Vidnesbyrd aldrig ret at hæve sig efter den lidte Forsmædelse. Riegels kalder D. en »Bogpjaltelæge, der aldeles ikke gavnede enten Videnskaberne eller deres Dyrkere«.
Paa god Vilje fra D.s Side synes det dog ikke at have skortet, og hans ringe Virkeevne har vel til Dels i det mindste været en Følge af hans allerede fremrykkede Alder i Forbindelse med de ugunstige Forhold for Medicinen ved Kjøbenhavns Universitet i den daværende Tidsperiode. De til Undervisningen fornødne Institutter laa endnu ved hans Tiltrædelse af Embedet i Grus efter Ildebranden 1728. Et lille Anatomikammer lykkedes det først 1740 at faa indrettet i Studiegaarden, og dette skete netop ved D.s usvækkede Interesse for Anatomien og oven i Kjøbet kun ved pekuniært Tilskud fra ham selv, hvilket dog senere blev ham tilbagebetalt. De anatomiske Forelæsninger og Demonstrationer heri overtoges imidlertid efterhaanden af B. Buchwald. Som en ny Disciplin indførte D. legal Medicin [retsmedicin, i dag betyder 'legal medicin' 'lovlig medicin'], hvorover han i et Par Aar indbød til Forelæsninger, og som han synes at have viet en særlig Interesse. Ogsaa til Forelæsninger over Experimentalfysik indbød han (det særlige Professorat i Fysik var inddraget ved den nye Fundats) og fremhævede i Lektionskatalogen, at han havde kjøbt en stor Samling fysiske Instrumenter. Hans Gram [se om Hans Gram i:
Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] omtaler imidlertid ogsaa disse hans Bestræbelser med Ringeagt.
Men i ethvert Tilfælde var han i litterær Henseende vedblivende meget flittig og ihærdig og publicerede i sin kjøbenhavnske Periode ligesom tidligere særdeles talrige Disputatser og andre Afhandlinger, mellem hvilke et Skrift om Epidemier af Marskfeber i Ejdersted vandt særlig Anerkjendelse, i det mindste i Tyskland. Ogsaa flere andre Afhandlinger fra den praktiske Medicins Omraade, saaledes t.Ex. hans Dissertation om den store Koppeepidemi i Grønland, vidne hæderlig om gode videnskabelige og praktiske Indsigter og udviklet kritisk Sans, medens dog unægtelig det overvejende Flertal deraf tyder paa, at han fuldt tilhørte det 17. Aarhundredes skolastisk-lærde Tid og paa ingen Maade var i Stand til at repræsentere den nye realistisk-rationelle Retning i Medicinen. En lille populær og særlig paa de studerende beregnet Anvisning af ham: »Elementa diætæ s. regulæ physico-medico-ethicæ« indeholder adskillige meget fornuftige og praktiske Vink, men er dog ogsaa Gjenstand for Grams spottende Kritik. At han, i øvrigt i fuld Forstaaelse med sin Fakultetskollega Joh. Buchwald, søgte at hindre Simon Krügers Bestræbelser for at udvikle en praktisk Kirurgi uafhængig af Universitetet, var fra et videnskabeligt Fakultetsstandpunkt baade selvfølgeligt og under visse Forudsætninger forsvarligt. I den fortsatte Kamp mod Krüger kom han imidlertid fuldstændig til kort. — D. døde 19. Okt. 1747. Han var gift med Maria f. Reuschen, Datter af en meklenborgsk Konsistorialraad, og havde i dette Ægteskab 7 Børn, af hvilke en Søn, Georg Christoph D., blev hans Efterfølger ved Rostocks Universitet.
Til: Indholdsfortegnelsen
Af C. Nyrop
Strandmøllen i 2007 ved Mølleåens udløb i Øresund. Udløbet er flyttet siden Drewsens tid, og bygningen er bygget om. Nærmere kan læses i Jan Møller's »Mølleåen«, 1992. Foto: Bjørn Andersen, 2007.
Længere oppe ad åen ligger Rådvad, hvor den tidligere kongelige kammertjener Nicolai Jacob Jessen etablerede virksomhed i 1758; virksomheden gik imidlertid omkuld; siden blev der anlagt en industrivirksomhed på stedet - der med tiden blev fabrik for køkkenknive og andet køkkenudstyr. Fra engang i 1970'erne bor denne virksomhed i Brønderslev. I dag har Center for Bygningsbevaring i Raadvad, forskellige håndværkere - og private familier - til huse i de gamle bygninger, se: http://www.bygningsbevaring.dk/
Endnu længere oppe af åen ligger Brede, se: http://www.natmus.dk/sw4937.asp, der i slutningen af 1700-tallet var ejet af Peter van Hemert. Foto: Bjørn Andersen, 2007
Da han 1798 holdt Bryllup, fik han af sin Fader en Bondegaard i Smidstrup, o. 1 Mil nord for Strandmøllen, og her begyndte han sin for det danske Landbrug saa betydningsfulde Virksomhed, som han senere fortsatte i Lundtofte. Ved Studiet af navnlig tyske Agerdyrkningsskrifter, ved Forhandling med Egnens bedste Landmænd — fornemmelig Præsten H.J.C. Høegh i Gjentofte og dennes Kollega B.F. Rønne i Lyngby samt Frederik de Coninck paa Frederikslund ved Dronninggaard og hans Broder Jean de Coninck — samt ved egen Erfaring dannede han sig efterhaanden selvstændige Meninger og brød fuldstændig med al gammel Slendrian. Han arbejdede personlig med i Marken, og med urokkelig Bestemthed bibragte han Folkene, der i Begyndelsen vare uvillige, den Overbevisning, at hvad »Herren« én Gang havde sat sig i Hovedet, det maatte ske. Først og fremmest lagde han Vægt paa gode Redskaber; i Steden for den klodsede Hjulplov indførte han saaledes Svingploven, men han indførte ogsaa Kartoffelavl i det store, Roeavl, Vexeldrift, Staldfodring osv., alt betydningsfulde Reformer, og hvad han saaledes efterhaanden kæmpede sig frem til, vilde han ikke bevare for sig selv. Han blev landøkonomisk Forfatter, og 1813 fik han det kgl. danske Landhusholdningsselskabs Sølvmedaille for et Skrift om Vexeldrift ligesom 1817 dets Guldmedaille for en Afhandling om Kløveren. Og i dette Selskab, som han 1812 indtraadte i, blev han hurtig en betydende Person. 1814 blev han Medlem af dets Skriftkomité, 1815 af dets første Agerdyrkningskomité, og fra 1819—30 var han en af dets 3 Præsidenter. Han var ogsaa stadig virksom. Han oversatte Alb. Thaers »Grundsætninger for Landøkonomien« (I—IV, 1816—19), stiftede 1818 sammen med J. Collin »Agerdyrkningsselskabet for Kjøbenhavns Amt« (der for øvrigt kun bestod til 1824), foretog 1819 en landøkonomisk Rejse i Tyskland, var i Aarene 1820—30 virksom ved en Række Prøvepløjninger, lod i 1825 smedde Mønsterplove ved Strandmøllen og udgav sammen med Fr. de Coninck og Pastor Rønne »Landøkonomiske Tidender« (I—VII, 1815—17), som han fortsatte alene (VIII—IX, 1818—19; »Nye landøkonomiske Tidender« I—IV, 1819—25), kun en kort Tid assisteret af J. Collin. 1834 udgav han endelig sit vigtige Skrift »Landøkonomiske Betragtninger« (2. Opl. 1842) og i 1841 og 1842 nogle Smaaskrifter om Silkeavl og Morbærtræer.
Den Friskhed og Frejdighed, der gjennemstrømmer hele hans landøkonomiske Virksomhed, maatte nødvendigvis gjøre Indtryk. I vide Kredse blev han en anerkjendt Avtoritet, men uden Modstand trængte han ikke igjennem. Forholdet til Professor C. Olufsen, i hvis »Økonomiske Annaler« han i 1807 debuterede som Forfatter, udviklede sig til en bitter Polemik, og der foreligger ogsaa andre polemiske Artikler af ham, f. Ex. imod Hertugen af Augustenborg og Landvæsenskommissær C.F.J. Dalgas. Hans ivrige Begejstring for alt nyt i Forbindelse med, at han paa Avtodidakters Vis kunde staa uvidende om væsentlige Forudsætninger, undlod i det hele ikke at berede ham Vanskeligheder, men hans store naturlige Begavelse kom ham paa den anden Side næsten altid til Hjælp. D. trak sig aldrig ængstelig tilbage, men forsvarede livlig sine Meninger, og at han anerkjendtes, kan ses deraf, at han i 1835 blev optagen som Medlem af Videnskabernes Selskabs fysiske Klasse. Staten anerkjendte ham ved 1817 at udnævne ham til — Kammerraad, en Titel, som han beholdt hele sit Liv.
Som han optraadte i Agerbruget, optraadte han ogsaa i Industrien. 1810 døde hans Fader, og da han nu overtog Strandmøllen, blev han ogsaa her trods de trykkede Tider en energisk Reformator. Allerede 1790 havde Dampmaskinen holdt sit Indtog i Danmark, men det var dog først under D. paa Strandmøllen, at Landet blev fortroligt med Dampen. 1821 anskaffede han en Dampmaskine, som 1829 kom til at drive en Papirmaskine, den første i Norden, og 1835 havde Strandmøllen ikke mindre end 3 Dampmaskiner paa henholdsvis 6, 20 og 40 Hestes Kraft og 2 Papirmaskiner. Medens den i 1827 kun producerede 15.000 Ris Papir, var dens Produktion i 1843 84.000 Ris. D. forsvarede sejerrig Maskinpapiret over for en Række Angribere, der holdt paa det tidligere, haandforarbejdede Bøttepapir, og 1841 indforskrev han en fransk Papirmager, for at alt kunde blive bedst muligt. Han holdt sig imidlertid langtfra udelukkende til Papirfabrikationen. En i 1821 indtraadt Forhøjelse af Oljetolden lod ham anlægge Oljemøller, som Toldens Nedsættelse i 1831, under hans kraftige Protest, dog igjen bragte til at forsvinde, 1827 var han Medanlægger af en Fajancefabrik, Søholm, i Nærheden af Bellevue paa Strandvejen, en Tid tænkte han paa at anlægge et Garnspinderi paa Strandmøllen, og han arbejdede ivrig for det i 1841 stiftede »Dansk Silkeselskab«. Med Haand og Mund kæmpede han imod den overleverede Sætning, at Danmark ikke var og ikke kunde blive et Fabrikland, han stræbte fremad i stort og smaat — 1824 fik han saaledes den første hydravliske Presse her til Landet —, men han fordrede Industrien beskyttet gjennem Tolden. Han udtalte sig oftere bestemt imod Frihandelstheorien. Den manglede Erfaringens Stempel, og han saa ingen Grund til, at Danmark i denne Retning skulde tjene som Prøveklud.
Dette kunde synes dikteret af personlige Interesser, hvad han ogsaa fik at høre, thi han fordrede høj Indførselstold paa Papir og et fuldstændigt Forbud mod Udførsel af Klude, men D.s kraftige og energiske Optræden var aldrig præget af Egennytte, den havde vide Horisonter. Hans Maal var tidlig de brede Lags Udvikling, hvad han tydelig lagde for Dagen. Fra 1816—36 skrev han økonomiske Meddelelser i Almanakkerne, 1835 var han Medstifter af Trykkefrihedsselskabet, fra 1836—38 deltog han i Udgivelsen af »Læsning for Almuen«, og fra 1838—41 udgav han alene »Til Underholdning for Menigmand«, ligesom han oftere holdt Foredrag i den 1838 stiftede Industriforening i Kjøbenhavn. Det var dog særlig Bondestanden, han som Landmand var kommen i nær og fortrolig Forbindelse med, der ejede hans Interesse. Han havde derfor med Sympathi fulgt bl.a. Schweitseren Fellenbergs landøkonomiske Opdragelsesanstalt i Hofwyl, og hvor frit, næsten revolutionært han saa paa vore Landboforhold, udtrykker han kraftig i sine ovenfor nævnte »Landøkonomiske Betragtninger« (1834). »Frivillig eller tvungen«, siger han, »tidligere eller sildigere ville de privilegerede Klasser blive nødte til at opgive formentlige og i en mørk Tidsalder erhvervede eller tillistede Rettigheder, der stride mod Tidens Aand og Menneskets Værd. Bonden vil opleve den Tid, da ej blot hans Legeme er lige saa frit som hver anden Borgers, men og hans Ejendom, hans Tid ene er underkastet egen Vilje. Herremanden vil blive nødt til at pløje sin egen Mark, og Adelsmandens og Borgerens Søn vil miste den lidet ærefulde Rettighed at lade Bondens Søn værne om sig i Fejdens Tid.«
Det er den vordende bondevenlige Politikers fuldt færdige Program, som her klart lægges frem, og det skulde hurtig faa praktisk Betydning. Da der i Dec. 1834 foretoges Valg til de af Frederik VI indførte raadgivende Stænderforsamlinger, blev D. i sin Egn valgt til Deputeret. Han gav som saadan Møde i Roskilde Stænderforsamling, og i de skarpe Sammenstød, som det kom til her mellem de konservative og frihedsvenlige Anskuelser, stod D. paa de sidstes Side. Han blev en af Roskilde Stænders frisindede Førere og øvede en afgjørende Indflydelse paa de fleste Deputerede af Bondestanden. Han talte og virkede for Petitioner angaaende Formildelse af Jagtlovgivningen, Indskrænkning af de offentlige Frirejser [på bøndernes bekostning], Afløsning af Hoveriet, Salg af offentlige Stiftelsers, Lens og Stamhuses Bøndergods, Forbedring af Landsbyskolelærernes Kaar, Indførelse af almindelig Værnepligt, Jødernes Valgbarhed, almindelig Ret for alle Aviser til Postforsendelse, fuld Offentlighed i Stænderforsamlingernes Forhandlinger osv. Enhver Frihedsbestræbelse var han paa Forhaand en Ven af, kun ikke paa det kirkelige Omraade, som han synes at have staaet fjærnt. Og at hans Virksomhed fulgtes og anerkjendtes, ses tydelig bl.a. deraf, at han ved Omvalgene i 1841 gjenvalgtes til Deputeret endog 3 Steder.
D. var for øvrigt ingen stor Taler, men han var i Besiddelse af et vist tørt Humor, der i Forbindelse med hans Udtalelsers djærve, for ikke at sige skarpe, ja undertiden bitre Præg ikke undlod at gjøre Virkning, og hans Optræden i 1844, da han sammen med Prokurator Balthasar Christensen havde indgivet et Forslag, der gik ud paa, at Bondestanden »fuldstændig skulde emanciperes til virkelig Frihed og Lighed for Person, Ejendom og Virksomhed med Statens øvrige Borgere«, gjorde ham i vide Kredse populær. Medens Forslagsstillerne i Forsamlingen bleve Gjenstand for en Række skarpe personlige Angreb, strømmede det ind med Taknemmeligheds- og Hengivenhedsadresser til D., der stod som en betydelig Skikkelse, og det med Grund. Foruden at være Stænderdeputeret var han ogsaa Medlem af Kjøbenhavns Amtsraad og Formand for den ved hans Initiativ skabte ivrige »Landkommunalforening for Kjøbenhavns Amt«. Den ved Anordningen af 13. Avg. 1841 angaaende Landkommunevæsenet skabte Adgang til Selvstyre blev i vid Maalestok benyttet af Frihedspartiet, der den Gang endnu stod samlet og enigt, hvorfor vi ogsaa se D. lige saa ivrig for det danske Sprog i Slesvig som for Bondeemancipationen. Han var en af de 18, der indbøde til at give P. Hjort Lorenzen, der 1842 i den slesvigske Stænderforsamling »vedblev at tale Dansk«, en Hædersgave, og det blev ham, der ved Skamlingsbank-Festen 18. Maj 1843 overrakte Lorenzen det ved en Nationalsubskription anskaffede Sølvdrikkehorn. Han var mellem de 22, der med H.N. Clausen i Spidsen indbøde til Dannelsen af en Fond for Oprettelsen af danske Undervisningsanstalter i Nordslesvig, og han var i 1844 Medlem af den saakaldte »Syvstjærne«, der med J.F. Schouw som Leder bl.a. fremkaldte en af 20.960 Underskrifter bedækket Adresse til Kongen om det danske Sprog i Slesvig.
Datidens politiske Liv slog sig imidlertid ikke til Ro ved Pengeindsamlinger og Indgivelsen af Adresser. Det agiterede ved Afholdelsen af Fester og Banketter med politiske Udtalelser, og D. mødte med »uopslidelig Ungdommelighed« som Taler paa den kgl. Skydebane ved Kjøbenhavn, paa Himmelbjærget, i Egebæksvang og mange andre Steder. I Juni 1845 var han saaledes tilstede ved et Møde paa Ulkestrup Mark i Holbæk Amt, men her forkølede den 68-aarige Mand sig, og et uheldigt Fald forværrede hans Tilstand. Han blev syg, og Sygdommen varede til ind i 1848. Han blev forhindret i at give Møde i Stænderne, hvortil han 2. Gang var bleven gjenvalgt 1847, men derfor var han ikke ledig. I Dec. 1845 indbød han sammen med Balthasar Christensen til Oprettelsen af et »Bondevennernes Selskab«, der ogsaa stiftedes 1. Juni 1846, og for hvilket Kapitajn A.F. Tscherning blev Formand. Den syge D. blev kun Medlem af Selskabets Bestyrelse, men hvor levende han paaskjønnedes, kan bl.a. ses deraf, at Bønderne i Kjøbenhavns Amt i Dec. 1846 overrakte ham en Gulddaase med hans Navn i Brillanter. Betegnende er det ogsaa, at da en større Deputation af Bønder fra Østifterne 14. Febr. 1848 ønskede at overrække Kongen forskjellige Adresser, men kun blev kølig modtagen ved Hoffet, svarede den ved en Demonstration til Ære for D. Den begav sig til hans Bolig, hvor den takkede ham for hans mangeaarige Virksomhed for Bondestandens Opkomst.
Med det nye politiske Liv, som brød frem ved Frederik VII's Tronbestigelse i Jan. 1848, syntes D.s gode Helbred at skulle vende tilbage. Han var mellem de 45 ansete Mænd, der 23. Febr. protesterede mod Forfatningsreskriptet af 28. Jan., og da Bondevenneselskabet med Valgene til den grundlovgivende Rigsforsamling for Øje principielt modarbejdede Valg af de Stænderdeputerede, der havde stemt for Kongevalg, viste han sig som den gamle selvstændige Karakter. Han brød med Selskabet, støttede de af det bekæmpede Kandidater og stillede sig selv imod dets Kandidat i Holbæk Amts 2. Valgkreds (Tvede Kro). Han faldt her, men desuagtet blev han folkevalgt Medlem af Rigsforsamlingen, i det han blev valgt i Frederiksborg Amts 2. Valgkreds (Esrom).
Alder og Svagelighed undlode dog ikke nu at gjøre sig gjældende. Han spillede kun en mindre Rolle i Rigsforsamlingen, hvor han selvfølgelig stemte for Grundloven, men betegnende for den store Agtelse, han vedblivende nød, er, at Bondevenneselskabet i Okt. 1849 henvendte sig til ham om paa ny at træde ind i dets Bestyrelse, hvad han ogsaa gjorde, men kun for i Marts 1851 endelig at udmelde sig, ligesom han allerede i Juli 1850 havde nedlagt sit Mandat som Folketingsmand for Kjøbenhavns Amts 2. Valgkreds (Lyngby). Han følte sig uskikket til videre Deltagelse i det offentlige Liv, og 25. Avg. 1851 døde han da i Kjøbenhavn efter 11 Dages Sygeleje. — Hvad hans industrielle Virksomhed angaar, skal her endnu kun meddeles, at han allerede i 1840 havde optaget sine Sønner Christian og Michael D. som sine Kompagnoner i Strandmøllen (Drewsen & Sønner), at han i 1844 selv var udtraadt af dette Firma, og at han i 1848 havde tilskjødet Sønnerne Strandmøllen.
Fra Kjøbenhavn førtes hans Lig til Strandmøllen, og 30. Avg. 1851 samledes her et umaadeligt Følge; et storartet og højtideligt Ligtog drog gjennem Dyrehaven til Søllerød Kirkegaard, hvor Begravelsen fandt Sted. — Efter at hans første Hustru, som ovfr. nævnt, var død i 1824, havde han 16. April 1828 ægtet Emmy Richter (f. 15. Nov. 1800), Datter af Klædekræmmer Hans R.; hun overlevede ham til 4. Maj 1880.
Til: Indholdsfortegnelsen
Af Fr. Nielsen
Allerede i Avg. 1705 kunde H. E., efter i Løbet af 1 l/2 Aar at have tilendebragt sine theologiske Studier, vende hjem til Norge med Ret til at søge Præstekald og med en Anbefaling for stor Flid og hurtigt Nemme. Denne var udstedt af hans kjøbenhavnske Privatpræceptor, Prof. theol. Hans Bartholin, en orthodox Theolog af den gamle Skole, der senere optraadte som en ivrig Modstander af Pietismens store Forhaabninger om Hedningernes Omvendelse [...]. Knap 2 Aar efter sin Hjemkomst (15. April 1707) blev E. ordineret til Præst for Vaagen, en af Lofotenøerne, og kort efter ægtede han den 13 Aar ældre Gertrud Rasch, hvis Fader, Niels R., ejede Gaarden Vebestad i Nordlandene. Da han et Aars Tid havde været Præst, randt det ham en Gang i Hu, at han havde læst, at der i gamle Dage havde været Kristne i Grønland; men han havde en Formodning om, at dette ikke længer var Tilfældet. Ved at spørge sig for hos en Svoger, der havde faret paa Grønland, fik han at vide, at der i den sydlige Del af Landet kun var vilde Hedninger, og om Østerbygden kunde Svogeren intet sige, fordi ingen vovede sig der til af Frygt for Drivisen. Denne Meddelelse vakte, som han selv siger, hans hjærtelige Medynk med disse arme Menneskers elendige Tilstand, og han følte strax stor Lyst til at prædike Christus for dem, saa meget mere, som Grønlands Indbyggere efter hans Mening maatte være Efterkommere af Nordmænd, der i længst forsvundne Dage som Nybyggere havde nedsat sig i det fjærne Land. Da han ikke kunde slippe de stakkels Grønlændere af Tanker, sendte han (1710), for dog at gjøre noget, sin egen Biskop (i Throndhjem [Trondheim]) og Bispen i Bergen, Hvalfangernes Stapelstad, et »allerunderdanigst Forslag til Grønlændernes Omvendelse og Oplysning*. Biskop Randulff i Bergen glædede sig over hans Tilbud om selv at bringe Grønlænderne Evangeliet, men mindede dog om de sproglige Vanskeligheder, der vilde være forbundne med Udførelsen af en saadan Plan. Biskop Krog i Throndhjem var ogsaa glad over E.s Plan, især fordi han havde erfaret, at der tilforn havde været Bisper i Grønland, som havde »dependeret« af den throndhjemske Bispestol; og han havde vilde Fantasier om de »utrolige Herligheder«, der maatte kunne findes i et Land, som umulig kunde være meget langt fra Cuba og Hispaniola, »hvor den store Abondance af Guld fandtes«.
Det var imidlertid ikke Haabet om at finde Guldstøv, der bragte E. til at fastholde Planen om en grønlandsk Missionsvirksomhed, til Trods for at hans Hustru ved sin Modstand mod den gjorde ham »næsten desperat«. Han havde en Følelse af, at det var Guds Vilje, at han skulde gaa til det fjærne, uvejsomme Land, og til sidst lovede hans trofaste Hustru ham ogsaa, at hun som en tro Sara med Glæde vilde følge ham. Efter at Gertrud Rasch's Modstand var brudt, sendte E. paa ny Breve til nogle af de norske Bisper og til Missionskollegiet for at faa Planen udført; men fra alle Sider kom der det Svar, at han maatte have Taalmodighed, i det mindste indtil Danmark havde faaet Fred. I Ventetiden groede Indvendingerne mod hans Plan, og for at værge denne skrev han da i Jan. 1715: »En skrift- og fornuftgrundet Resolution og Erklæring over de Objektioner og Forhindringer angaaende det Forsæt til de hedenske Grønlænderes Omvendelse«. Forgjæves tilbød han, for personlig i Danmark at kunne virke for sin Livssag, at opgive sit Embede mod en ringe Pension, indtil han var bleven hjulpen paa anden Maade. Han fik til Svar, at Vaagen Kald var alt for daarligt til, at nogen kunde overtage det paa de Betingelser, og paa samme Tid indløb der en, for øvrigt usand, Skipperhistorie om nogle Søfolk, der vare blevne dræbte og spiste af de »vilde« Grønlændere. Men E. kunde trods alt ikke opgive sin Plan. 1717 skrev han til Biskoppen i Throndhjem [Trondheim], at han uden Betingelser gav Afkald paa sit Embede, og efter en oprivende Afsked med Slægt og Venner rejste han til Bergen. Nogle mente, at han var afsindig, andre troede, at han havde haft Syner og Aabenbaringer, men atter andre »dømte retsindig og kristelig« om hans Forehavende, og da der efter Carl XII's Død blev indledet Fredsunderhandlinger, rejste han til Kjøbenhavn for selv at forelægge Kongen sin Plan. Thomas v. Westen, der den Gang var i Hovedstaden, har rimeligvis banet Vej for ham baade hos Kongen og i Missionskollegiet, og i Nov. 1719 udgik der til Stiftsbefalingsmanden og Magistraten i Bergen en kongelig Skrivelse, der bød de bergensiske Kjøbmænd overveje, paa hvilke Betingelser Handelen paa Grønland fra deres By kunde drives med Fordel.
Dette Skridt førte dog ikke til noget, og E. græmmede sig over Bergensernes Kræmmerpolitik i en Sag, der efter hans Overbevisning gjaldt mange Menneskesjæles evige Frelse. En ny Henvendelse til Regeringen bar heller ingen Frugter, og E. og hans Hustru havde rig Lejlighed til at erfare, at Spot og Skade følges ad. Til sidst lykkedes det ham dog, ved først selv at tegne sig for et Bidrag paa 300 Rdl., at tilvejebringe 8—10.000 Rdl., og for denne Sum blev der kjøbt et Skib, som fik Navnet »Haabet«. Regeringen gav derpaa sit Minde til, at dette Skib gik paa Grønlandstogt, og 15. Marts 1721 blev E. udnævnt til Missionær i Grønland med 300 Rdl. i aarlig Løn og 200 Rdl. til Udrustning. Efter 11 trange Aar stod han da endelig ved sine Ønskers Maal, og med godt Mod lettede han Anker 3. Maj. »Haabet«, der var fulgt af 2 andre Skibe, kunde imidlertid paa Grund af Modvind først 12. Maj stikke i rum Sø.
Efter en Maaneds lykkelig Sejlads fik E. og hans Fæller Grønlands Sydspidse i Sigte, men Isen tillod dem ikke at gaa i Land, og 24. Juni saa det ud, som om de smaa Skibe skulde blive skruede sønder og sammen af Isen. Et af Skibene fik en alvorlig Læk, og Kapitajnen paa »Haabet« opfordrede E. og hans Hustru til at berede sig paa Døden. Men da Taagen næste Morgen lettede, opdagede E. med Tak til Gud, at den stærke Storm havde adsplittet de truende Isflager, og 3. Juli landede han og hans Ledsagere paa Vestkysten i en god Havn paa Øen Imeriksok under den 64. Breddegrad. E. kaldte Stedet »Haabets Havn«, og han udsaa sig strax en Byggeplads til et Hus, der kunde være Vinterbolig for ham og hans Ledsagere. I Løbet af en Maaned blev dette opført af Tørv og Sten og indvendig beklædt med Brædder, og 31. Avg. holdt han i det sin første Prædiken paa grønlandsk Grund. Da han saaledes havde skaffet sig og sine Ledsagere Ly mod Vinterkulden, spredtes han og de til forskjellige Sider for at lære Egnen at kjende og for at undersøge, hvad der fandtes af Vildt og Fisk.
Grønlændernes Mistænksomhed lagde i Begyndelsen mange Hindringer i Vejen for de fremmedes Virksomhed, men lidt efter lidt fik de Tillid til E., og han begyndte at lære deres Sprog, først og fremmest en hel Række Gloser, som han lokkede ud af dem, efter at han havde opdaget, hvorledes Spørgsmaalet: »Hvad hedder det?« blev udtrykt paa Grønlandsk. Senere fik han ogsaa gjennem sine Børn god Hjælp til Udvidelse af sine Sprogkundskaber; thi hans Sønner bleve snart ved at færdes mellem grønlandske Børn fortrolige med det fremmede Tungemaal. Men Sproget var dog længe en Bom for hans Virksomhed. Han maatte begynde med »saa sagteligen at stamme med Grønlænderne og ved Tegn søge at give dem nogen Impression i Hjærtet af Gud«, og det holdt haardt i det fattige grønlandske Sprog at finde Ord for det, der var udtrykt paa Sokrates' og Platos Modersmaal. Men den Kiærlighed, der brændte i ham, bragte ham ogsaa lykkelig over disse Vanskeligheder, og de grønlandske Troldmænd (Angekut) lærte deres Landsmænd at se en stor Angekut i den fremmede Missionær. Den største Vanskelighed mødte E. fra hans egne Folk. Da det første Aar var gaaet, uden at det Skib, man havde ventet fra Hjemmet, var kommet, vilde de fleste vende tilbage til Norge. Hans Ledsagere vare allerede i Færd med at pakke sammen for at søge hjem med en af de hollandske Hvalfangere, da der endelig (Juni 1722) kom 2 Skibe fra Fædrelandet. Da disse ikke blot medbragte Levnedsmidler, men ogsaa gode Løfter fra Kongen og Missionskollegiet, rejstes Modet hos E.s lille Skare, og der blev udsøgt en bedre Plads til en ny Nybygd, som fik Navnet »Godthaab«. E. begyndte nu ogsaa at tage grønlandske Børn i sit Hus for at lægge Grunden til en Skole, og i Tiden fra Mandag til Fredag rejste han i Regelen om for at være saa nyttig som muligt for Grønlænderne og for at dygtiggjøre sig selv til paa deres Modersmaal at meddele dem det bedste, han ejede. Han maatte bekjende, at han »ingen synderlig Andagt eller Bevægelse havde fornummet hos dem«, men det var ham dog en Trøst, at de »snart viste mere Andagt end tilforn ved med Jesu Navns Paakaldelse at lægge sig til at sove og igjen opstaa«. Hvor han kom, flokkedes de om ham for at indbyde ham til at tage Plads i deres Hytter, og han var i Løbet af et Aars Tid naaet saa vidt, at han kunde gjøre det første Udkast til en grønlandsk Katekisme, som han kaldte »Enfoldige Kristendomsspørgsmaal«.
1723 bragte Skibet fra Hjemmet ham en Medarbejder, Albert Top, der blev sendt til Nepisene, hvor der blev oprettet en ny Koloni, og Top kunde fortælle, at Interessen for E.s Gjerning var voxet i de forenede Riger. Kongen havde besluttet, at Grønland skulde undersøges, og paa et til dette Øjemed opsendt Skib foretog E. i Høsten 1723 en lang og vanskelig Rejse, der imidlertid gav ham rigelig Lejlighed til at forkynde Evangeliet. 10. Jan. 1724 holdt han sin første Prædiken paa Grønlandsk, og hans Arbejde bar nu saa gode Frugter, at han allerede kunde melde hjem om større Alvor og Agtpaagivenhed baade hos gamle og unge. Det var ham ogsaa en stor Opmuntring at erfare, at Kongen, efter at Forsøget paa at holde det bergensisk-grønlandske Kompagni oppe ved et Lotteri var glippet, ved en Kollekt i Danmark og Norge havde tilvejebragt 50.000 Rdl, der bleve skjænkede til Kompagniet. Denne Sum var dog ikke stor nok, og 1727 maatte Regeringen selv tage Sagen i sin Haand. E. vedblev, selv efter at Handelen var bleven kongelig, at være Leder af Handelsforetagendet, men denne Stilling bragte ham ofte i et skjævt Forhold til Grønlænderne, og lidt efter lidt trak han sig tilbage fra Overtilsynet med Kjøbmandskabet for helt at ofre sig for Missionen. Regeringens Omsorg havde ogsaa ført til, at der var blevet sendt Soldater og Slaver der op, og disse havde man inden Afrejsen fra Danmark ladet indgaa Ægteskab med løse Kvindfolk fra Børnehuset. Saadanne Kolonister vare naturligvis en tvivlsom Forøgelse af den danske Kreds, og baade Soldaterne og Slaverne førte et ryggesløst Liv til stor Forargelse for Grønlænderne. Desuden bleve Soldaterne snart kjede af at være der oppe, og der udbrød et Mytteri, saa at E.s Liv endog var i Fare. Men trods alle Hindringer gjorde han sin Gjerning, støttet af en stadig voxende Skare Medarbejdere, og efter 1729 begyndte han med større Frimodighed at meddele Børn og voxne Daaben, for de sidstes Vedkommende dog kun, hvor han fandt en forholdsvis betydelig Kristendomskundskab forenet med klare Vidnesbyrd om oprigtig Tro.
Efterhaanden som Missionens Fremtid syntes sikret, kunde E. se lysere paa sin Gjerning; men Sorger skiftede idelig med Glæder. 1726 fremkaldte det sædvanlige danske Skibs Udeblivelse en pinlig Hungersnød; 1727 havde han nær bragt sig selv og sine Husfolk i Ulykke ved en Luftforgiftning, der var en Følge af et af hans Forsøg paa ved Kemiens Hjælp at finde de vises Sten. 1731, da Budskabet om Frederik IV's Død naaede Grønland, indløb der tillige en kongelig Befaling til at opgive det hele Foretagende og til at nedlægge Nybygderne af økonomiske Grunde. Det lykkedes dog E. at faa den kommanderende Officers Tilladelse til at beholde 10 Matroser, der frivillig vilde blive i Grønland, og derved frelstes Missionen. Allerede næste Aar kom der nemlig Bud om, at Grev Zinzendorf under sit Ophold i Kjøbenhavn havde omstemt Christian VI med Hensyn til »den grønlandske Affære«. 1733 bragte imidlertid Forbindelsen med Danmark en stor Ulykke over Landet, i det Børnekopperne kom ind ved et dansk Skib, og de indfødte bukkede i Hobetal under for Farsoten. Der var Egne, som næsten døde ud, og blandt Ofrene for den ødelæggende Sygdom var ogsaa en ung Grønlænder, i hvem E. havde haabet at faa en indfødt Evangelist. Med Smerte sagde han til sig selv, at han, der kun vilde bringe de stakkels Hedninger Frelse og Salighed, var kommen til at bringe dem Undergang og Fordærvelse, og han og hans trofaste Hustru søgte med den største Opofrelse at yde de syge al den Pleje, de kunde. Gertrud Rasch fik i denne trange Tid et Knæk, som hun ikke forvandt, og 21. Dec. 1735 lukkede E. hendes Øjne »i det trøstelige Haab om en glædelig Samling igjen i Guds Herlighedsrige«, men tillige med en levende Følelse af, at den Berømmelse, han kunde give hende, »ikke rakte til den Højde, som hendes Gudsfrygt og kristelige Dyder fortjente«. Det Aar, der bragte Koppesygdommen til Grønland, havde ogsaa bragt E. nye Medarbejdere, 3 Herrnhuter: Christian David og de to Fættere Matthæus og Christian Stach, som Zinzendorf med Christian VI's Minde sendte der til. De herrnhutiske Missionærer havde lagt Vejen om ad Kjøbenhavn, og der havde de erfaret, at den pietistiske Kreds, som da gav Tonen an, ikke havde meget tilovers for den orthodoxe E. Da de kom til Grønland, saa de paa E. med Fordomme, og Forholdet blev strax mindre godt. De tilhørte en anden Aandsretning, og de mødte med store Fordringer og en krænkende Overlegenhed. Alle Manglerne og Skrøbelighederne ved E.s Arbejde bleve strax udfundne og meldte til Herrnhut og Kjøbenhavn, og med pietistisk Ensidighed brøde de helt Staven over E.s Prædikener, som de maaske kun forstode lidet af, fordi de hverken kunde Dansk eller Grønlandsk. Den store Strid mellem den herrnhutiske Pietisme og den orthodoxe Lutherdom skulde nu ogsaa udkæmpes paa Grønlands Kyster. Herrnhuterne nøjedes ikke med at kalde E. en uomvendt Mand, men de beskyldte ham endog for at have beriget sig selv paa Missionens Bekostning. En saa skamløs Bagvaskelse maatte de dog tage tilbage, men de holdt fast ved, at han »ikke vandrede i Troen for Gud«, og de vilde ikke modtage Nadveren af hans Haand. Denne Strid nagede E. dybt, men han lønnede Herrnhuternes Had med Kiærlighed ved at besøge dem flittig, da de vare blevne syge. Dog, da hans Hustru døde, var hans legemlige Kraft brudt; han led baade af Skjørbug og Brystsvaghed. Til de legemlige Lidelser kom ogsaa svare Anfægtelser, og under disse modnedes hans Beslutning om at forlade Grønland, i det han haabede at kunne gavne Grønlænderne mere ved at virke for sin Livssag i Danmark end ved at blive ude paa Missionsmarken, hvor han ikke længer kunde trives. 29. Juli 1736 holdt han sin Afskedsprædiken over Jes. 49, 4. I den udtalte han en stræng Dom over sit eget Arbejde, men priste Guds Trofasthed, og da han sluttede sin »Omstændelig og udførlig Relation angaaende den grønlandske Missions Begyndelse og Fortsættelse« (1738), vidnede han: »Som jeg ikke for timelig Fordels og Nyttes Skyld er rejst til Grønland, saa er jeg ligeledes ikke heller for timelig Fordels og Nyttes Skyld igjen rejst der fra, men Guds Ære alene og disse arme vankundige Menneskers Oplysning har, er og skal være mit eneste Øjemærke, ja Hjærtets uafladelige Ønske indtil min Død«.
Disse Ord vare intet tomt Mundsvejr. Kort efter at E. 24. Sept. var kommen til Kjøbenhavn, blev der paa hans Tilskyndelse oprettet et grønlandsk Seminarium, paa hvilket Studenter skulde uddannes til Missionærer og Waisenhusdrenge til Kateketer, og ved dette blev E. Lærer i det grønlandske Sprog. 18. Marts 1740 blev han end videre udnævnt til Superintendent eller Biskop for Grønland, og som saadan skulde han have Opsyn »saa vel med at udvælge og forestille [Missions-]Kollegiet bekvemme og dygtige Seminarister som med under Kollegiets Approbation at forfatte Instruktioner for dem og have Indseende med deres Embedsførelse og endelig efter Embedspligt at erindre, hvad videre til at befordre Grønlændernes Omvendelse maatte for nødvendigt og rigtigt eragtes«. Disse Hverv søgte E. at udføre med den Troskab og Ihærdighed, som han hele sit Liv havde lagt for Dagen. Da han syntes at mærke, at hans legemlige Kræfter vendte tilbage, fremkom han endog paa ny med et Forslag til et Togt, der skulde søge at opdage Østerbygden, og han haabede selv med sin yngre Søn Niels ved sin Side at kunne være Togtets Fører. Hans Forslag vandt imidlertid ikke Regeringens Bifald, og under sit Arbejde paa det grønlandske Seminarium havde han ofte Grund til at klage over den statskirkelige Maade, paa hvilken Missionens Sager bleve afgjorte. Waisenhusbørnene bleve uden Hensyn til deres Anlæg kommanderede ind paa Seminariet, og Missionstjenesten i Grønland sank hurtig ned til at være det første Trin paa Præstestigen for de Kandidater, der af en eller anden Grund ikke strax kunde vente Embeder hjemme. Kom der af og til unge Mennesker med Hjærter, der brændte for Missionen, havde de i Regelen faaet deres Vækkelse ved Herrnhutismens Paavirkning, og i saa Tilfælde kunde E. opleve en Gjentagelse af Sammenstødet med Herrnhuterne ude paa Missionsmarken [...]. Disse Forhold og Vanskeligheden ved at faa den knappe Løn til at slaa til i Hovedstaden bragte ham til 1747 at søge om Tilladelse til at nedlægge sin Gjerning for at tilbringe Alderdommen i en mindre By. Han var overbevist om, at hans ældste Søn, Poul E., der havde været hans Medhjælper baade i Grønland og i Kjøbenhavn, med friskere og større Kræfter vilde kunne fortsætte hans Arbejde ved Seminariet, og han haabede, at Pengene vilde strække videre uden for Hovedstaden.
Da Regeringen havde bevilget E.s Ansøgning, forlod han Kjøbenhavn, og efter at have besøgt sine Børn, der vare bosatte paa forskjellige Steder i Danmark, slog han sig ned i Stubbekjøbing, hvor hans Datter Kirstines Mand, L.J. Alsbach, var Sognepræst. Kort efter sin Hjemkomst havde han giftet sig paa ny (1740) med Majorinde Mettea Thrane, f. Dau, »et midaldrende, sær forstandigt og husraadigt Fruentimmer«, der gjorde sit bedste for at faa den tarvelige Løn til at slaa til. Ogsaa i Stubbekjøbing fulgte han den grønlandske Missionssag med livlig Deltagelse, og det glædede ham at se de store Tjenester, som hans Søn stadig ydede Missionen ved sine sproglige Arbejder. Selv havde han 1742 udgivet en Traktat (»Elementa fidei Christianæ«), der indeholdt Saliggjørelsens Orden, Luthers lille Katekisme, nogle Bønner, Salmer og Daabsformularer paa Grønlandsk, og hans Skrift »Det gamle Grønlands nye Perlustration«, der første Gang udkom 1729, blev 1741 udgivet i udvidet Skikkelse. Den 2. Udgave af Bogen blev, ligesom den 1., oversat paa Tysk, og derved blev Udlandets Opmærksomhed henledet paa Grønland og den grønlandske Mission.
E.s Liv gled lige saa stille hen i Stubbekjøbing som i Kjøbenhavn. »Man kjendte ham«, siger en Slægtning (J. J. Lund), der har skrevet hans Levned, »som den sande Kristen og skjulte Veldæder, som med største Flid tildækkede sin Godgjørenhed mod Byens fattige, og for at kunne gjøre meget godt af smaa Indkomster levede som en stor Økonom. Hvert et Skridt, han gjorde, var ærværdigt, og hans Levned var Opbyggelse«. Det maadeholdne Liv, han førte, gjorde, at han, »alt sit Slæb uagtet, bevarede en grønnende Sundhed i en høj Alder«. 1758 fik han imidlertid, uden at være syg, en sikker Forudfølelse af, at hans Bortgang var nær forestaaende; han troede, at nogle salige afdøde havde vinket ad ham, og 5. Nov. 1758 døde han af en smitsom Syge stille og fredelig. Kort efter blev han stedet til Hvile paa Nicolai Kirkegaard i Kjøbenhavn ved Gertrud Rasch's Side.
Den dansk-norske Kirke har haft mange Mænd med større aandelige Gaver end H. E., men den har ikke haft mange, der have været hans Lige i Ydmyghed og selvfornægtende Kjærlighed. Missionshistorien kjender større Skikkelser, men det vil ikke være let at nævne nogen, der i Troskab har overgaaet denne Evangelist, for hvem Maalesnorene faldt paa de lidet gjæstmilde Steder »højt i Nord, hvor ingen Sangfugl bygger«.
Til: Indholdsfortegnelsen
Af Fr. Nielsen
1728 blev han sendt til Kjøbenhavn for at faa en ordentlig boglig Uddannelse. Han og de Grønlændere, der fulgte med ham, bleve først forestillede ved Hove og derpaa indkvarterede paa Waisenhuset, indtil den store Ildebrand tvang dem til at søge Ly andensteds. Frederik IV syntes godt om den frejdige Yngling med det smidige Legeme, og hvis P. E. havde turdet følge sit eget Hoved, havde han taget imod Kongens Tilbud om at gjøre ham til Søkadet. Men det var hans Faders Vilje, at han skulde være Missionær i Grønland, og for at han kunde dygtiggjøre sig til den Gjerning, blev han 1729 overgivet til en Privatlærer, Student Peder Palstrup, der »mod allernaadigst Løfte om konvenabel Emploi« uden Kost og Løn lovede at gjøre ham færdig til Universitetet i Løbet af 2 Aar. Dette Løfte blev imidlertid ikke holdt, og da Missionskollegiets Formand 1733 vilde sende P. E. op til Grønland sammen med de herrnhutiske Missionærer, var han endnu saa langt tilbage i sine theologiske Studier, at han maatte bede om Tilladelse til at blive et Aar til i Danmark for at naa saa vidt, at han kunde tage Plads paa »tredje Stol« ved Examensbordet. Denne Bøn blev opfyldt, og 1734 afgik P. E. da til Grønland efter at være ordineret til Præst og Missionær sammen med Andreas Bing; en tredje Missionær, der blev ordineret samme Dag, Martin Ohnsorg, var kort i Forvejen med et andet Skib rejst til Godthaab. P. E. ventede ogsaa selv at komme der til, men da Skibet var kommet lige ud for Godthaab, meddelte Kapitajnen ham, at han havde Ordre til at gaa til Diskobugten, 100 Mil længere mod Nord, hvor der paa Kjøbmand Jacob Severins Bekostning skulde anlægges en ny Koloni, der siden blev kaldet Christianshaab. Saa snart P. E. havde sat Arbejdet der i Gang, rejste han til Godthaab for at besøge sine Forældre; under hans Fraværelse skulde Bing sørge for den nye Koloni. Allerede 1735 maatte Bing imidlertid af Mangel paa Levnedsmidler forlade Christianshaab og overvintre paa Godthaab. Da H. Egede (1736) vendte tilbage til Danmark, overlod han Missionen paa Godthaab til Bing og Ohnsorg, medens P. E. gik til den nye Koloni, hvor han udfoldede en stor Virksomhed under Kampe med Angekut, ofte knuget af en Sygdom, som han havde paadraget sig ved sine lange Rejser og Opholdet i en usund Bolig.
Samtidig med selve Missionsgjerningen havde P. E. haft et stort bogligt Arbejde for. Han, der i højere Grad end Faderen var bleven hjemme i det grønlandske Sprog, begyndte baade paa en grønlandsk Bibeloversættelse og en grønlandsk Ordbog. Inden Udgangen af 1737 var han allerede færdig med Oversættelsen af 1. Mosebog, men han tøvede med Udgivelsen, fordi nogle af de kristne Grønlændere, der havde hjulpet ham, vare bange for, at en Del af denne Bogs Indhold, t.Ex. Fortællingerne om Kains Brodermord og Patriarkernes Polygami, kunde volde Grønlænderne Skade og Forargelse. 1739 lagde han, efter at have fuldendt Oversættelsen af de 3 første Mosebøger, det gamle Testament til Side og tog, ogsaa paa Opfordring af sin Fader og et Medlem af Missionskollegiet, fat paa Gjengivelsen af de 2 første Evangelier, der forelaa paa Grønlandsk efter et Aars Tids Forløb. Dernæst lagde han Haand paa Pontoppidans Forklaring [se om Erik Pontoppidan i:
Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], der ikke alene blev oversat, men omarbejdet af Hensyn til Grønlændernes Tarv. Denne Side af hans Gjerning tog saa stærkt paa hans Syn, at han frygtede for Blindhed. Hans Øjne vare blevne saa daarlige, at han kun kunde taale at skrive ved det korte Dagslys, og selv med Læsningen gik det kun smaat ved kunstigt Lys. Derfor begyndte han til Grønlændernes store Sorg at tale om Hjemrejse. »Munden er god«, sagde de til ham; »selv om du ej kan se, kan du nok derfor gjøre Nytte hos os. Tal derfor ej om at gaa til dit Fædreland; Gud gjør nok dine Øjne klare.« Deres Kiærlighed kunde dog ikke holde ham tilbage fra at gjøre det, der efter hans egen Overbevisning var det bedste for Missionssagen. 24. Juli 1740 holdt han Afskedsprædiken, og derpaa vendte han med Regeringens Tilladelse tilbage til Danmark efter at være afløst af 2 nye Missionærer, Alsbach og Wedzel.
Efter Hjemkomsten til Danmark mærkede han imidlertid snart, at hans Arbejde vilde finde en alvorlig Hindring i de knappe Pengemidler. Hans rige Ven Severin, der ejede Dronninglund, tilbød ham Sognekaldet der, men han foretrak at blive i Kjøbenhavn, da Christian VI for at skaffe ham Vartov Præstekald forflyttede Præsten der 1741. Da hans Fader 1747 forlod Hovedstaden, blev han endnu fastere knyttet til det grønlandske Seminarium. 1758 blev han Præpositus eller Provst for Grønland, 1761 fik han Titel af Professor; 1774 blev han Tilforordnet i Missionskollegiet og Direktør ved Waisenhuset, og 1779 fik han Titel og Rang som Biskop over den grønlandske Mission.
Som Præst ved Vartov og Docent ved det grønlandske Seminarium fortsatte han sit Oversætterarbejde. 1744 var han færdig med de 4 Evangelier, 1758 med Apostlenes Gjerninger, 1766 med hele det nye Testament. 1756 udgav han en forbedret Bearbejdelse af Katekismen; 1783 fulgte et grønlandsk Ritual, 1787 en Oversættelse af Thomas fra Kempens Bog om Christi Efterfølgelse. Og endda havde han faaet Tid til at fuldende den grønlandske Ordbog (1750), til at udarbejde en grønlandsk Grammatik (1760) og til at hjælpe med til Udgivelsen af en grønlandsk Salmebog og Bønnebog. 1788 udgav han under Titelen »Efterretninger om Grønland, uddragne af en Journal, holden fra 1721 til 1788« en Oversigt over sine Oplevelser i Missionens Tjeneste. Denne Bog, der blev oversat paa flere fremmede Sprog, gjorde stor Lykke, da mange af dem, der ikke delte P. E.s kristne Tro, havde Interesse for Grønlænderne som et Folk i den i Slutningen af det 18. Aarhundrede saa meget priste Naturtilstand.
6. Juni 1789 døde P. E., æret af alle som Grønlands Lærer. Han var 3 Gange gift, først med Elisabeth Marie f. Frauen (død 1752, Datter af Justitsraad F.), med hvem han havde en Datter, der blev Stammoder til Slægten Glahn. Aaret efter sin første Hustrus Død ægtede han Marie Kirstine Thestrup (død 1768), Datter af Højesteretsassessor C. F. T., og 1771 giftede han sig med hendes Søster, Christiane Amalie T., der overlevede ham i 6 Aar.
Til: Indholdsfortegnelsen
Af S.A. Sørensen
1771 blev han med sine Dragoner kaldt fra Næstved til Kjøbenhavn af Struensee for at være denne til Støtte under den voxende Gjæring, men det lykkedes Juliane Marie at drage ham over til sit Parti, og det var som bekjendt E. og Chefen for falsterske Regiment, Oberst Køller, i hvis Hænder den praktiske Udførelse af Hofrevolutionen af 17. Jan. 1772 blev lagt. De nye Magthaveres Taknemmelighed mod E. kjendte ingen Grænse. Han overvældedes med Smiger, der tildeltes ham en stor Pengebelønning, og han udnævntes samme Dag, Omvæltningen fandt Sted, eller i den nærmeste Tid derefter til hvid Ridder (Valgsprog: »Gud, Kongen og Landet tro«), Statsminister, General af Kavalleriet, Kommandør for Livgarden til Hest, Kommandant i Kjøbenhavn, Deputeret i Generalitets- og Kommissariatskollegiet. Det følgende Aar fritoges han for de to sidstnævnte Stillinger, men blev i det Sted Kavalleriinspektør i Sjælland og Fyn og fik overdraget det ansvarsfulde Hverv som Overhofmester hos Kronprins Frederik. 1776 udnævntes han til Ridder af Elefanten. 1777 stilledes han i Spidsen for Overtilsynskommissionen ved det kgl. Theater, 1783 blev han Medlem af Overbankdirektionen. Flere af disse Embeder savnede han Indsigt og Alvor til at bestride, og i ingen af dem lagde han Dygtighed for Dagen. Mest bekjendt er han bleven for sin Theaterstyrelse, i hvilken, som paa andre Omraader, han lod sig lede af en af sine mange Elskerinder, den kapriciøse Skuespillerinde Jfr. Møller, senere Mad. Frydendahl, - hende, om hvem der blev sunget:
Fik Officererne Kokarder«,
da E. 1780 ved kgl. Resolution havde udvirket, at Landetaten, og kun den alene, skulde bære røde og gule Kokarder paa Hattene. Til sidst blev man dog ved Hove kjed af E.; om en Bagatel synes der at være kommen en Kurre paa Traaden mellem ham og Guldberg, der hidtil gjensidig havde støttet og ladet sig beundre af hinanden, og paa Kronprinsens Konfirmationsdag, 4. April 1784, blev E. ved kongelig Haandskrivelse, i hvilken han først komplimenteredes for sine Fortjenester og udnævntes til Overkammerherre, afskediget fra alle sine Embeder og i lempelige Udtryk forvist Hoffet.
E. var gift med Marie Lucie f. Krakewitz, f. o. 1728, død 24. Avg. 1800 i Rostock, Datter af meklenborgsk Kammerjunker Ernst Gustav v. K. og Louise Amalie f. Kosboth. Efter sin Fader arvede han Godserne Hohenholz og Glasow, men afstod dem 1741 til Broderen Alexander Ernst E.; gjennem Moderens Slægt kom han i Besiddelse af Boltinggaard i Fyn; han ejede desuden Louisenlund i Sjælland. Han havde som Herremand ingen Interesse af Godsbestyrelsen, men overlod den til Forpagteres og Forvalteres eget Tykke, og det siges, at en smuk Kone eller Datter i Regelen maatte skikkes forud, hvis hans Bønder skulde kunne vente, at han vilde tage sig af deres Anliggender. Han har stiftet et Legat for fattige paa Boltinggaards Gods. Døde 13. Avg. 1801 paa Boltinggaard og ligger begravet i et af ham 1776 i kunstnerisk og yndefuld Stil indrettet Kapel i Ringe Kirke.
Til: Indholdsfortegnelsen
Af F.J. Meier
Det Kongelige Teater. Eigtved's skuespilhus på Kongens Nytorv fra 1748; der kunne rummes knap 800 tilskuere. Tegningen tryktes første gang i Erik Pontoppidan's »Danske Atlas«, bind 2, København 1764. Her scannet fra Carl Bruun's: »Kjøbenhavn. En illustreret Skildring af dets Historie, Mindesmærker og Institutioner«. Tredie Del, København 1901, s. 236. Her står at der var en latinsk indskrift over prosceniet: »Nil dictu faedum visuqve haec limina tanget«, dvs.: »Intet hæsligt Ord eller Skue komme paa dette Sted«. Teatret blev åbnet 18.12.1748 - på Dronning Louise's fødselsdag - med Molière's »Amphitryon«. Grundstenen var blevet lagt 4.7.1748, så byggeriet er gået temmeligt hurtigt. Se i øvrigt nedenfor.
Teatret blev ombygget og udvidet af C.F. Harsdorff i 1774. Tegninger af Eigtved's og Harsdorff's teaterhuse er udstillet på Teatermuseet, Chrstiansborg Ridebane: http://www.teatermuseet.dk/
Nicolai Eigtved [født som Niels Madsen] var en Bondesøn fra Landsbyen Egtved i Skjoldenæsholms Birk og født 22. Juni 1701. Han blev sat til Gartneriet, men saa sit Snit til at komme udenlands, og i Udlandet vendte han Gartneriet Ryggen og kastede sig med Iver over Studiet af Arkitekturen. Han arbejdede og studerede i Berlin, Merseburg o. a. St. og var i 1725 i Warschau, og her interesserede Arkitekten Oberst Pöppelmann, der bl.a. virkede ved Opførelsen af Zwingeren i Dresden, sig for ham, tog ham i sin Tjeneste som Konduktør og skaffede ham et Patent som Lieutenant i Ingeniørerne. I Lejren ved Zeithain indlagde E. sig Ære ved sine Militærtegninger og gjorde her Bekjendtskab med den danske General Løvenørn, som efter sin Tilbagekomst til Danmark henledede Christian VI's Opmærksomhed paa ham. Christian VI kaldte nu E. hjem, og med Titel af Kapitajn afskedigedes han af polsk-sachsisk Tjeneste. E. følte imidlertid, at han endnu trængte til at lære og lære meget, og Christian VI lod ham da rejse til Italien (1732), hvor han opholdt sig i 3 Aar, og hvorfra han vendte hjem som en for sin Tid ganske habil Arkitekt. Paa Hjemrejsen opholdt han sig i nogen Tid i München og Wien, hvor han gjorde gode Tegninger henholdsvis af Residensslottet og Prins Eugens Palais (dvs. Belvedere), hvilke Tegninger Christian VI afkjøbte ham.
Efter sin Hjemkomst til Danmark blev E. 1735 udnævnt til Kapitajn af Fortifikationen, steg efterhaanden til Hofbygmester, Kirkeinspektør og Oberst og blev meget benyttet. Han — og Boye Junge — ombyggede saaledes i 1743 og følgende Aar Prinsens Palais i Kalveboderne, han opførte de 4 Palaiser paa Amalienborg, Slottet Sophienberg ved Rungsted, det gamle kgl. Theater o. a. m., ombyggede Bregentved, virkede ved Opførelsen af Christiansborg Slot, Fredensborg osv. og ledede en Tid Arbejdet paa »Marmorkirken«. Skjønt E.s Arbejder ingenlunde ere dadelløse, ere de dog for deres Tid agtværdige; som Arkitekt staar han omtrent i Højde med den samtidige Thurah, - for ikke at tale om hans nærmeste Forgængere, Ernst, Häusser og Krieger.
Snart efter sin Tilbagekomst til Fædrelandet traadte E. i nøje Forhold til Kunstakademiet, som hidtil med Schulin som Direktør og Miani og le Clerc som Ledere havde ført en kummerlig Tilværelse. Da Miani i 1745 forlod Danmark, blev Inspektionen overdraget til E., som nu under 28. Dec. 1747 fremsendte Forslag til Akademiets Ophjælpning, hvilke Forslag approberedes af Frederik V 12. Febr. 1748. Herved kom der endelig en Slags Orden i den fattige Kunstskoles forvirrede Sager. E. er saaledes Akademiets første egentlige Organisator, dets første Direktør de facto, den første danske, som dukker op af det Ocean af Udlændinger, der oversvømmede Akademiet. Han styrede dette med Ære, fra 1751 som Direktør, i nogle Aar. Men han, Hjemmefødningen, Bondesønnen, Obersten, der havde ægtet en Kammerjomfru, fortrængtes snart fra Højsædet; det blev ham ikke forundt at se den af ham styrede Kunstskole som en national. E. fjærnedes kort efter Akademiets Indflytning paa Charlottenborg, og efter at de af ham udarbejdede »Statutter« vare blevne underskrevne af Professorerne, fra Direktoratet, som den fra Frankrig indforskrevne og i lang Tid almægtige Saly derpaa indtog, og afgik faa Uger efter ved Døden, 7. Juni 1754.
Mindeplade for Eigtved; opsat i Frederiksgade mellem Bredgade og Amalienborg. Foto: Bjørn Andersen, 2007.
http://www.ses.dk/portal/portal_2/html/chapter09.htm
http://www.kglteater.dk/OmTeateret/Teatrets%20historie/250%20aar.aspx
Til: Indholdsfortegnelsen
Af Julius Paludan
Hendes Samling af Salmer, Morgen- og Aftensuk, »Sjælens Sangoffer« (1678), blev flere Gange eftertrykt og med Forøgelser paa ny oplagt lige ned til vore Dage. 1685 og ofte senere udkom det »Andægtige Taareoffer for bodfærdige Syndere«, en versificeret Bearbejdelse, til Dels i Alexandrinere, af Præsten Peder Møllers Andagtsbog »Trøst- og Taarekilde« (1677—79), knyttet til Fortællingen om den bodfærdige Magdalena og inddelt i 4 Afsnit: »Den taaregydende«, »den fodtørrende«, »den kyssende« og »den salvende Synderinde«. Endelig udgav Digterinden sit »Kristelige Valet fra Verden« (1698) og sin »Ligsang«.
Skjønt ganske jævnaldrende med Kingo tilhører D. E. en tidligere, nærmest tysk paavirket Retning i Salmedigtningen. Samtiden stillede hende lige med ham, og de talrige Æredigte foran hendes Arbejder prise hende som den 10. Muse; Kingo selv skriver:
at bukke eder dybt for en af Nordens Kvinder!«
Det usædvanlige i, at en Kvinde optraadte som Digter, er aabenbart medvirkende til denne Overvurdering; Reenberg i »Forsamling paa Parnas« var derimod ugalant nok til at bedømme det samme Fænomen paa helt modsat Maade. Vore Dages Smag vil næppe engang stille D. E. ved Siden af samtidige religiøse Digtere af anden Rang som Peter Dass eller Frederik Brandt. Hendes Digtning præges af Tidens tunge Livssyn, en livstræt Lede ved »Ormesækken« og en sygelig Dvælen ved Syndeskylden og dens »blodige Tvæt«, som i Forbindelse med hendes egne huslige Ulykker, til hvilke hun ofte vender tilbage, gjøre Tonen saare drøvelig. De oftest trivielle Tanker skæmmes yderligere ved smagløst Udtryk og Misbrug af Fremmedord, naar hun f. Ex. synger om Nadveren:
gav han dig som en høj Present«
eller om Djævelen, som
de, som var hans Kanuter.«
Lettere tilgive vi hende de »selvgjorte danske Gloser« eller rettere Norvagismer, som Reenberg laster, og i formel Henseende ere hendes Vers lette og korrekte, enkelte virkelig ganske smukke, som Aftensalmen »Dagen viger og gaar bort«:
hvorudi jeg bliver lagt
med et Lagen og lidt mer,
ejer ikke saa en Fjer.«
Den ret friske Tilegnelse foran »Sangofferet« saa vel som hendes i Wielandts [se om Wielandt i:
Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] og Høpfners Verssamlinger og Schønaus »Lærde Fruentimmer« optagne Lejlighedsdigte, poetisk Polemik mod Kritikere eller Eftertrykkere og Rimbrevvexling med P. Dass, Præsten Joh. Olavius i Randers o. a. bære Vidne om, at hun heller ikke ganske manglede den for Bergenserne ejendommelige aandelige Livlighed og det Lune, hvorpaa hendes yngre Bysbarn Holberg snart skulde give saa glimrende Prøver. Men ikke sjælden falder Lunet dog i det platte og plumpe, hvilket hine Dages drøjere Smag let saa igjennem Fingre med, selv hos en Kvinde. Hvor lidt der den Gang fordredes i Retning af Aand, ses bedst af den almindelige Beundring for de bekjendte og oftere, bl.a. i N. M. Petersens Litteraturhistorie, gjentagne Impromptuer, som D. E. vexlede med Kingo under sit andet Besøg i Kjøbenhavn, hvor hun synes at have nydt ikke saa lidt Opmærksomhed. Om Tiden for dette Ophold ere hendes Biografer uenige; men efter Dateringen af flere herhen hørende Vers tør det med temmelig Sikkerhed sættes kort efter, at hun var bleven Enke, fra Slutningen af 1684 til Avg. 1685.
Til: Indholdsfortegnelsen
Af Johannes C.H.R. Steenstrup
Dette Ophold i Frankrig var betydningsfuldt for E.s senere Udvikling og gav hans hele Dannelse og Aandsretning et Præg, som aldrig udslettedes. Netop da de to Venner i Nov. 1798 kom til Paris, udbrød den anden Koalitionskrig; da Bonaparte 18. Brumaire næste Aar holdt sin Tordentale til de 500's Forsamling, maatte den tilstedeværende E. flygte ud af Vinduet, og næppe vare han og Thorlacius paa Hjemvejen komne over Frankrigs Grænse, førend Marengosejrens Ry naaede dem. E. var henrykt over saaledes i 1 1/2 Aar at leve midt i Verdensbegivenhederne, som han opmærksomt iagttog. Samtidig med at han flittig studerede i Bibliothekerne over historiske og filologiske Æmner, fulgte han, som alt tidligere i Tyskland, Forelæsninger over naturvidenskabelige Fag, rejste nogle Maaneder med danske Botanikere til Pyrenæerne, æsthetiserede og øvede sig i fremmede Sprog, red og fægtede, kort sagt, den lille, blondlokkede Nordbo tabte enhver jysk Tunghed, og der kom en fransk Elegance over hans Person og hele Væsen. Han bragtes desuden, vistnok for bestandig, ud af et saadant Forhold til Theologien, at han vilde kunne overtage præstelig Gjerning.
Efter Rejsens brede, nydelsesrige Veje fulgte ved Hjemkomsten i Sommeren 1800 de trangere Stier ad Embedsbanen. E. maatte udslette et mindre gunstigt Indtryk, som han havde bibragt de styrende, og efter at have offentliggjort en i Paris begyndt Afhandling om »Philip August og Ingeborg« (1801), der ligesom det tidligere Arbejde, om Kvindekjønnets Stilling i Oldtiden, vidner om en sjælden Fremstillingsevne og omhyggelige Studier, udnævntes han (1802) til Adjunkt i Historie og Geografi ved det filosofiske Fakultet, 1803 til Professor extraord. Gage opnaaede han dog først 1805, og han maatte saaledes dels ved Undervisning i Schouboes Institut, dels ved en Ansættelse som Sekretær ved det kgl. Bibliothek (1803—5) tjene det fornødne til sit Underhold.
Paa Kathedret var E. en aandfuld og tiltalende Forelæser. Om Ordet end ikke fødtes hurtig paa hans Læber, antog det altid den skjønne Form; han stod anskuende over for sit Æmne og kaldte Hovedpunkterne frem; det spændte, hvilende Øjelaag over det glansfulde Øje aabenbarede en Mand, der søgte at finde Overblik og Standpunkter og stræbte efter at oplyse Tankerne i Verdensstyrelsen. E. yndede historiske Paralleler, og han lod ofte Strejflys virke klarende, kun følte Tilhøreren stundum et Savn ved, at E. havde ladet sig nøje med at henkaste Tanker om en mulig Forstaaelse uden selv at forsøge den dybere Indtrængen. Under hele sin Universitetsvirksomhed — han blev 1817 Professor ordinarius — bestræbte han sig for ogsaa uden for Læresalen at træde de studerende nær. Hans gjæstfrie Hjem — 1805 blev han gift med Magdalene Cathrine Estrup (f. 1786 død 1878), Datter af Pastor P. E. og Søster til Historikeren E. — stod aabent for mangfoldige studerende, som her nøde godt af hans belærende Samtale eller traf sammen med fremragende Mænd i Lærdommens og Digtningens Verden. Da der indkom 600 Rdl. for hans Universitetstale om den akademiske Borgerrets Betydning (1809), gav han disse til et Stipendium for studerende til Anskaffelse af Bøger. Islandske Studenter, der i E. fandt en god Beskytter, lode hans Portræt stikke i Kobber ved Eckersberg (1830).
Stiftelsen af Direktionen for Universitetet og de lærde Skoler 1805 havde imidlertid været en skæbnesvanger Begivenhed for E.s Virksomhed. Ved sin store Arbejdsdygtighed, sine omfattende Kundskaber og sin Lyst til at gribe ind i praktiske Forhold var han som selvskreven til at træde i Direktionens Tjeneste, og dens Existens og E.s Liv vare paa en egen Maade knyttede sammen. Han blev 1805 dens Sekretær, 1812 Assessor i Direktionen og var fra 1817—32 og derpaa igjen fra 1840—48, da Direktionen opløstes, Medlem af den. Han kastede sig med største Iver ind i denne Gjerning, og hans »Universitets- og Skoleannaler« (1806 — 13) vidne bedst om, med hvor megen Opmærksomhed han fulgte alle Skolespørgsmaal i Udlandet og søgte at fremdrage alt nyttigt og oplysende om Universitetet og de lærde Skoler her hjemme, om deres Historie, Institutioner, nuværende Virkemaade og Undervisningens Resultater. Opdragelsen havde altid ligget E. paa Hjærte, allermest for saa vidt den skabte Folkekarakteren, og i et tankevægtigt Skrift, som han skrev under et Ophold i Rensborg [Rendsborg; Rendsburg] 1807—8, da han som Direktionens Referent fulgte Regeringen her ned, »Tanker om Nationalopdragelsen, betragtet som det virksomste Middel til at fremme Almenaand og Fædrelandskærlighed« (1808), udviklede han, hvorledes den unge skulde opdrages til at føle sig som Landets Søn, som Arvtager af en stor Fortid. Kjendskabet til Landet, som det var og er, maatte derfor staa i første Linje, ligesom Opdragelsen burde være militær, Legeme og Aand uddannes i fuld Harmoni, og Staten ved Udmærkelser tilskynde til sand Borgeraands Væxt. — E. har sin Andel i de Reformer, som Universitetet og Skoleundervisningen i Løbet af næsten et halvt Aarhundrede undergik, og har derved indlagt sig megen Fortjeneste; et i særlig Grad fremragende administrativt Talent tør man dog maaske næppe tillægge ham. I øvrigt benyttedes hans Arbejdsdygtighed ved mange Lejligheder; saaledes klager E. 1813 i et Brev over, at hans Helbred havde faaet et mærkeligt Stød under den norske Universitets-Kommissions Forhandlinger i den forudgaaende Vinter, da han efter 5 à 6 Timers Seance maatte, til Dels om Natten, udkaste Breve og Forestillinger, hvorved han paadrog sig en alt for stærk Anspændelse. For Sorø Akademis Gjenfødelse (1822) og følgende Udvikling var E. levende interesseret.
Haarde Klager kunde den historiske Videnskab dog føre over at være svigtet af en højt begavet Dyrker. E.s foran nævnte historiske Afhandlinger og ligeledes hans »Blik paa Forsvarsvæsenets Forfatning og Tilstand i det byzantinske Rige under Kejser Justinian I« (1815) og »Wiens Belejring af Tyrkerne 1683 (1817) maa kaldes mønsterværdige, hvad historisk Granskning og Fremstilling angaar, men de bleve ikke efterfulgte af mange eller af store Arbejder. Han udgav sammen med Jens Møller »Historisk Kalender«, 3 Bind (1814—17), og skrev sammen med Werlauff »Kjøbenhavns Universitetsbygnings Historie« (1836), han var Medredaktør af »Journal for udenlandsk Litteratur« og »Maanedsskrift for Litteratur«. I øvrigt var det nærmest ved et mere tilfældigt Fund af Aktstykker eller ved Begivenheder, der danne Paralleler til Fortidens Forhold (især naar det gjaldt Fædrelandets Forsvar), at han optraadte som Forfatter (Saaledes om »Christian IV's Forsøg paa at afskaffe Vornedskabet«, »Kjøbenhavns Stilling og Farer i Sommeren 1700«). I nogle mindre Afhandlinger har han ogsaa omhandlet Statistikken, i hvilket Fag han holdt Forelæsninger for de juridiske studerende. Men altid gjennemgik Stoffet en Støbning i den smukke, ofte elegante Form, som var E. egen. Et Udvalg af hans Skrifter udgaves i 3 Bind af Samfundet til den danske Litteraturs Fremme 1859—62. E. var den sidste af vore lærde, som skrev elegante latinske Vers.
Naar E. et Aar før sin Død skrev: »Mit hele Liv har mest været Opofrelser«, og han derved sikkert tænkte paa, hvorledes han ved praktisk Gjerning var dreven bort fra højere Kald, saa han den Gang, som ofte i sin senere Levetid, vist ikke dybt nok til Bunds i sit eget Sind. Det er en Historikers Lod saa at sige ved hvert enkelt Studium at skulle paa ny tjene sig op fra menig til Officer; han maa længe gjøre trættende og pinligt [pinefuldt] Arbejde, inden han naar til at befale og lede, men til den første Art Gjerning følte E. sig noget for fornem. Et Arbejde i Slid og Møje uden æsthetisk Tilfredsstillelse tiltalte ikke E. Vel havde E., som P.A. Munch siger, »et sjældent historisk Instinkt«, men Instinkt uden Studier paa første Haand hjælper kun halvvejs. E. vilde hellere iagttage Samtiden og nedskrive, hvad der meddeltes ham om denne og den nærmeste Fortid, — han begyndte endog en Brevvexling med sin Kollega Thorlacius om Dagens Begivenheder i det Øjemed at være Kilde for Eftertiden, og mange Optegnelser om Samtiden og om Traditionen fra den nærmest forudgaaende Tid findes fra hans Haand. For den nye historiske Arbejdsmaade, som efterhaanden brød sig Vej, kom han derfor til at staa noget fjærn, og da E. ingenlunde i sin senere Levetid vandt Paaskjønnelse for sin administrative Virksomhed, kom der et vist Misforhold ind i den i øvrigt saa højt fortjente Mands Liv. Men hans varme Fædrelandskærlighed og Omsorg for, at ægte Borgeraand trivedes — tidlig havde han gjort opmærksom paa det danske Sprogs ulykkelige Stilling i Slesvig, og Tanken om Enheden i de nordiske Folks Fortid og Skæbne havde grebet ham stærkt —, hans utrættelige Arbejdslyst og betydelige videnskabelige Fortjenester maatte alle erkjende.
E. var 1811 bleven udnævnt til Justitsraad og 1836 til Konferensraad og Ordenshistoriograf. 1840 blev han Kommandør af Danebrog. 1845 blev han som Universitetets Senior fritaget for at holde Forelæsninger, og 1848 udnævntes han, samtidig med at han entledigedes af Universitetsdirektionen, til Storkors af Danebrog. 1812 var han bleven Medlem af det danske Videnskabernes Selskab, 1813 af Danske Selskab, hvis Forstander han var fra 1829 til sin Død. Sine sidste Aar tilbragte han i Stilhed og døde 14. Marts 1851.
Til: Indholdsfortegnelsen
Af O. Nielsen
Til: Indholdsfortegnelsen
Af F.J. Meier
E. var 23. April 1703 bleven viet til Magdalene Foss (f. 1676 død 1718). Efter sin første Hustrus Død ægtede han 6. Juli 1719 Margrethe Elisabeth Weinmann, Enke efter Borgmester Anders Jacobsen; hun overlevede ham. E. var en anset og velhavende Mand, ejede Godset Avnsøgaard ved Kalundborg og førte et herskabeligt Hus i sin Ejendom i Stormgade. Han døde i 1750 og blev 8. Okt. s. A. gravsat i Viskinde Kirkes Kapel ved Kalundborg.
Til: Indholdsfortegnelsen
Af A.D. Jørgensen
Da i Aaret 1727 det store Waisenhus oprettedes i Kjøbenhavn, kaldtes E., der var bleven bekjendt i Hovedstaden ved gjentagne Besøg og Gjæsteprædikener, til Lærer og et Par Maaneder efter til Præst ved denne Opdragelsesanstalt. Hans Virksomhed her faldt i to Perioder; i de første Aar vakte han Opsigt ved sin Veltalenhed og ved de Tanker, han fremsatte, senere gik han mere og mere op i sine lærde Værker. E. synes at have været den første, som bragte Pietismen til Kjøbenhavn; hans Prædikener havde stort Tilløb; selv da Waisenhuset var brændt, og der maatte holdes Gudstjeneste i Ridehuset, flokkedes rige og fattige om hans Talerstol; »en større Prædikant og Katekisator haver Danmark næppe haft«, siger en samtidig. Det var dog ikke blot den Inderlighed og den Veltalenhed, hvormed han forstod at fremsætte sine Tanker, der droge Folk til ham, men ogsaa de efter Tidens Lejlighed kjætterske Meninger, han fremsatte. Saaledes vovede han at paastaa, at der maatte skjelnes mellem den indre, sande Kristendom og den udvortes Kirke med dens Naademidler, og at Mennesket først efterhaanden kunde vinde Naade hos Gud ved Selvopdragelse i Taalmodighed og Troskab; ligeledes krævede han Taalsomhed over for anderledes troende. Følgen blev da ogsaa, at han droges ind i den forargelige Strid mellem Hovedstadens Præster og underkastedes Forhør og andre Ubehageligheder; han beholdt dog sit Embede mod at holde en Kapellan, som var fri for hans Anfægtelser med Hensyn til Absolutionen (1734).
Der havde i disse Aar samlet sig en talrig fri Menighed om E., men senere synes denne igjen til Dels at have opløst sig, og det blev vanskeligt for ham at komme ud af det med de meget smaa Indtægter ved Waisenhuset, som han dog ikke vilde forlade. Saaledes nødtes han til at paatage sig andre anstrængende Arbejder; han oversatte opbyggelige Skrifter og begyndte derefter en brydsom Forfattervirksomhed: 1741—42 udkom i 2 Bind et »Tidsregister over det gamle og det nye Testamentes Kirkehistorie« og 1744—50 i 5 Bind Prædikener over Mosebøgerne med deres Spaadomme og i 3 Bind den bekjendte »bibelske Konkordans«. Endelig udgav han et Par mindre Skrifter med opbyggelige Digte og en Anvisning til Bibellæsning. — E. blev 1747 tit. Professor theol. og i det følgende Aar Medlem af Missionskollegiet og Waisenhusets Direktion. Han var 2 Gange gift; hans første Hustru, som han ægtede 1730, kjendes ikke af Navn; anden Gang ægtede han (o. 1739) Marie Wulf (f. 1715), Datter af en Kjøbmand Matthias W., hvis Enke Marie [Marie Wulf] havde været stærkt indviklet i Sagen om de gudelige Forsamlinger. Hans Helbred var alt den Gang svagt og nedbrødes yderligere ved Overanstrængelse; om Sommeren maatte han opholde sig paa Landet. Senere formaaede han næsten slet ikke at røgte sit Embede, i hele Aar talte han kun faa Gange. Han døde 17. Nov. 1754; hans Enke ægtede 4 Aar efter Hørkræmmer og Overformynder Peder Hulegaard, men blev atter Enke 1769 og døde 27. April 1791. Af deres 3 Sønner var Digteren Johannes E. [...] den mellemste.
Til: Indholdsfortegnelsen
Af A.D. Jørgensen
Opholdet i Slesvig varede i henved 4 Aar, i hvilken Tid han tilegnede sig de almindelige Skolekundskaber, ligesom han opnaaede en vis Færdighed i at skrive latinske og tyske Vers. Uden for Skoletiden havde han Adgang til Rektorens temmelig betydelige Bogsamling, i hvilken han bl.a. fandt en Samling nordiske Heltesagaer; Licht elskede nemlig alt, hvad der var dansk, og søgte at paavirke sine Elever til at lære og dyrke Sproget, hvis Nytte og Skjønhed han fremhævede for dem. Hvad E. i øvrigt fortæller om sit Ophold i Slesvig, tyder paa en stadig Udvikling af hans medfødte poetiske og æventyrlige Sans, medens han endnu var uimodtagelig for selve Digtningens Skjønhed. Saaledes løb han bort efter at have læst Robinson for over Holland, paa Vejen til Indien, at strande paa en øde Ø, og Rektoren indhentede ham først 4 Mil fra Byen. Ligeledes drev han med den største Lidenskab Krigslegen som en Efterligning af den samtidige Syvaarskrig i Tyskland, og han var stærkt optagen af gjentagne Forelskelser. Derimod kjedede Oldtidens Digtere ham til Trods for Lærernes Bestræbelser for at aabne hans Sans for deres Skjønheder. »Jeg havde tvende (Lærere)«, siger han, »og de vare begge for brave Mænd, de havde for megen Indsigt og for sund Smag til, at de enten ikke selv skulde have følt eller ikke have anprist mig Yndigheder, som det næsten var vanskeligt at overse eller at være kold imod. Jeg bilder mig meget mere ind, at min Sjæl da var alt for virksom, alt for meget i Gjæring til, at blotte Tanker eller Billeder kunde berolige den; det var Handling, som den brændte efter.«
I Sommeren 1758, i sit 15. Aar, kom E. tilbage til Kjøbenhavn og tog med Ære sin Studenterexamen. Han kom i Pensionat hos den formuende Hørkræmmer (islandsk Kjøbmand) og Overformynder Peder Hulegaard, der et halvt Aar efter ægtede hans Moder, som boede i samme Hus, det sydlige Hjørnested ved Kultorvet og Frederiksborggade. Samme Efteraar var det, han gjorde Bekjendtskab med den jævnaldrende Arense Hulegaard og ved deres første Møde blev fuldstændig betagen af hendes Skjønhed og Ynde. Hun var Datter af Overformynderens afdøde Broder Oluf H., og hendes Stiffader, Oluf Mandix, var en velhavende islandsk Kjøbmand og Ejer af Gislingegaard og Gods. E. kom i et tilfældigt Ærende op til Familien, der boede paa Vestergade; men næppe havde han set og talt med Arense, før han følte sig greben af den heftigste Forelskelse; han tabte Sans og Tanke for alt andet og var som ude af sig selv. Som i en Drøm naaede han hjem, fast bestemt paa at vinde denne Pige og saa ikke begjære andet eller mere af jordisk Lyksalighed; han var pludselig vaagnet til en ny Bevidsthed og et selvstændigt Liv. Hans første Plan var nu i en Fart at fuldende sit theologiske Studium; men medens den nærmeste Tid snart bragte ham Vished for, at Arense delte hans Følelser, blev det ham tillige klart, at han havde farlige Medbejlere i Mænd, hvis Alder stod i et rimeligere Forhold til Arenses end hans 15 Aar. Han fik da den Indskydelse at forkorte Vejen til en selvstændig og anset Stilling i Samfundet ved at gaa i udenlandsk Krigstjeneste, og da han kunde være sikker paa, at hverken hans Moder eller hendes Mand, der med stor Omhu tog sig af Stifsønnerne, vilde billige en saadan Plan, løb han sin Vej efter at have forsynet sig rigelig med Rejsepenge af Faderens Beholdning. Broderen, som var fulgt med og vel endogsaa var den, som fra først af havde tilskyndet til Flugt, fortrød snart, hvad han havde gjort, og skrev hjem fra Hamborg, hvorefter han hentedes tilbage; men J. lod sig hverve til preussisk Husar og fortsatte sin Rejse syd paa med en Skipper ad Elben. Det var i Foraaret 1759; han tjente nogen Tid som menig Infanterist i den preussiske Hær, men løb derpaa over til Østerrigerne, da han følte sig bedragen ved ikke at være bleven Husar. Efter halvandet Aars Soldaterliv kom han tilbage til sit Hjem, grundig kureret for sine Drømme om en æventyrlig Lykke, men vistnok tillige svækket ved de unaturlige Strabadser, som hans uudviklede og fintbyggede Legem havde været udsat for; den forfærdelige Gigtsygdom, som senere ødelagde ham og i Forbindelse med Udskejelser hidførte hans tidlige Død, antoges at stamme fra denne Tid.
Efter sin Tilbagekomst tilendebragte E. i forholdsvis kort Tid sit Embedsstudium; i Sommeren 1762 blev han theologisk Kandidat med bedste Karakter, han blev forlovet med Arense og fik Fribolig med Stipendium paa Valkendorfs Kollegium. Det synes nu at have været hans Plan at søge en videregaaende videnskabelig Uddannelse, snarest til en Lærervirksomhed ved Universitetet. Saaledes kom han ogsaa til at kappes med jævnaldrende Venner i lettere litterære Sysler, uden at egentlig digterisk Virksomhed fra først af synes at være kommen ham i Tanke. Han skrev en Afhandling om en guddommelig Forløsers Nødvendighed og et allegorisk Stykke: »Lykkens Tempel«, begge i Stil med de Æmner og Former, som Jens Schielderup Sneedorf havde indført i sin »Patriotiske Tilskuer«. Han blev personlig bekjendt med denne udmærkede Forfatter, som opmuntrede og vejledede ham, men til stort Tab for Litteraturen og særlig for E. alt døde et Par Aar efter (1764). Samtidig løstes Forholdet til Arense, hvorefter hun ægtede en anden (Hørkræmmer Rasmus Riber), et Brud, som bragte E. til helt at opgive sine tidligere Planer for det borgerlige Liv; han besluttede nu, siger han, »at slentre Livet igjennem«.
Naar E. senere var tilbøjelig til at henføre sit Livs Ulykker til Tabet af Arense, gjorde han sig dog utvivlsomt skyldig i en Forvexling af Grund og Følge. Han tabte i Virkeligheden sin ungdomselskede, fordi hans Sind af Naturen var ustadigt og hans Vilje svag, og det var de samme Fejl, som, yderligere udviklede, paaførte ham hans andre Ulykker. Efter at have anstrængt sig til det yderste i et Par Aar med sine Studier synes han at være falden til Ro i spredte og tilsyneladende hensigtsløse Sysler, medens han tillige sorgløst hengav sig til et muntert og uregelmæssigt Ungdomsliv i Selskab med ligesindede Venner, gode Hoveder og gode Kammerater, men farlige for et Menneske med hans lidenskabelige Temperament. Og da nu samtidig hans geniale digteriske Begavelse begyndte at bryde frem og foruroligede ham med sine gjærende Ideer og smertelige Stemninger, kan det ikke forundre, at Følelsen for Arense traadte i Baggrunden, ligesom det paa den anden Side var naturligt, at hun, der, som han siger, var »en dejlig, en fin og skarpsindig, en ædel, en majestætisk Arense«, under disse Omstændigheder brød Forholdet til den umandige Bejler, der ikke forstod at skjønne paa hendes Værd. Saaledes som det kom, blev Bruddet dog snarest en Befrielse for Digteren, der nu kunde hengive sig til sit Kald uden noget ydre trykkende Baand eller nogen borgerlig Forpligtelse, om det end tillige gav Anledning til, at han mere uforbeholdent hengav sig til sine Udskejelser. Først senere, da Arenses Ægteskab blev ulykkeligt og hans egen Skæbne saa haard, vaagnede den første Ungdoms rige Følelse paa ny og sønderrev hans Hjærte med Anger og Sorg. Arense glemte heller ikke ham, og skjønt hun senere omtalte ham med Bitterhed, slap hun ham dog aldrig af Syne og var blandt de Venner, paa hvis Hjælp han altid kunde gjøre Regning.
Den første Opgave, som E. herefter gav sig i Lag med, var et Læredigt om Guds Godhed, knyttet til Historien om Skabelsen, Syndefaldet og Forjættelsen. Det blev i det følgende Foraar (1765) indleveret til de skjønne Videnskabers Selskab, der dog forkastede det, hvorefter han lovede sig selv i 2 Aar at studere Digtekunsten saa grundig, at han kunde blive Danmarks første Digter. Han henvendte nu sin Opmærksomhed dels paa det klassiske Skuespil i Frankrig og den antike Digtning, dels paa Klopstock og hans store Heltedigt »Messias«. Først senere lærte han Wielands prosaiske Oversættelse af Shakspeare at kjende; men den forfejlede da heller ikke sin Virkning paa ham. Han tog nu sin »Adam og Eva« frem igjen, omarbejdede den i fransk-dramatisk Form og udgav den i Aaret 1769 som sit første og omfangsrigeste Digterværk. Det modtoges med levende Anerkjendelse og stillede ham uimodsagt paa den Plads, han havde villet kæmpe for, paa Toppen af det danske Parnas. »Adam og Eva« er dog til Trods for den rige og sublime Poesi, der er nedlagt i det, mere en Hyldest til Fortiden end et Løfte om en ny Fremtid. Det er Digterens Barndoms Verden, hans Faders inderlige Fortrolighed med og veltalende Forkyndelse af Kristendommens Livsanskuelse, der finder sit storslaaede Udtryk i dette Drama, som hos os kun har sin Tilknytning i den lutherske Salmedigtning hos Kingo og Brorson, den eneste alvorlige Digtning af noget Værd siden Middelalderen. Først derefter bliver E. selvstændig skabende, med et fuldt personligt Indhold i sin Gjerning.
Forberedelserne hertil gaa gjennem en ny Række Studier og Øvelser, saa vel som gjennem nye Tilskikkelser og Fejl. Efter at være kommen i Forbindelse med den tyske litterære Koloni, Klopstock, Cramer osv., og efter at have lært Engelsk for at kunne læse Shakspeare [Shakespeare] og Ossian i Grundsproget gjorde han sit første Forsøg i nordisk Digtning, Sørgespillet »Rolf Krage«, efter Saxes Fortælling. Den prosaiske Dialog, som var stærkt paavirket af Klopstock og Ossian, gjorde dog kun ringe Virkning, og Stykket har sin største Betydning i Litteraturen som et første Forsøg paa at benytte Oldtidssagnene i moderne Digtning. Som saadant vedblev E. bestandig selv at sætte særlig Pris paa det, og det blev udgivet (1770) af en Kreds af Mænd af alle Samfundsklasser og fra alle Landets Egne; saa store Forventninger knyttedes der alt nu til E.s Foretagender. Umiddelbart efter fattede hans tyske Velyndere den Plan paa offentlig Bekostning at faa ham sendt til Skotland og de højnordiske Øer for at indsamle Folkesange i Ossians Smag, og han forberedte sig ivrig dertil, da Bernstorffs Fald (Sept. 1770) spredte den hele Kreds og standsede alle Regeringens Foranstaltninger til Litteraturens Fremme. Samtidig hermed blev Digterens Helbred mere og mere nedbrudt, og de Skuffelser, han led, bragte ham til for en Tid helt at opgive enhver Modstand mod sine Lidenskaber. Gigtsygdommen plagede ham, som det ses af Breve, alt i Foraaret 1769; senere i Aarets Løb forværredes den, medens han arbejdede paa »Rolf Krage«, og i det følgende Foraar laa han paa Frederiks Hospital. Selv her kunde han ikke give Afkald paa sit uregelmæssige Liv, og han kom saaledes til en Gang, da han havde forladt Hospitalet, at tilbringe en Nat paa Gaden. Lægen forbød ham at drikke Punch og anbefalede The; men saa drak han Punch af en Thepotte. Efter at være udskreven fra Hospitalet sendte Moderen ham paa Landet; han kom til at bo paa Rygaard ved Lyngbyvejen hos en god Bekjendt, Torkil Baden, Godsforvalter paa Bernstorffs Gods. Han omtales fra den Tid som ligefrem forfalden til Drik, ligesom han ofte var sengeliggende; men da man den Gang endnu nærede Planer om at sende ham paa Rejser, maa han dog have forstaaet at bevare i det mindste det ydre Skin. Der fortælles i øvrigt, at han var saa uheldig at blive kastet af en Hest og i Faldet at faa et Stød i Siden, som blev Anledning til Sygdommens senere kroniske Karakter. Fra denne Tid lod han sig helt glide ned i »Pølen«, ubekymret om Folks Snak og kun svagt holdt oppe af sin Moders og sine Venners Advarsler.
Efter Tilendebringelsen af sine større dramatiske Digtninger havde han selv følt Mangelen af virkelig Menneskekundskab, psykologiske Iagttagelser. Han havde da begyndt at gjøre Optegnelser i den Retning, i rigtig Erkjendelse af, at han kun saaledes kunde naa frem til indholdsrige Virkelighedsskildringer. Efter Sneedorfs Exempel holdt han sig dog i sine Studier til de mindst sammensatte Typer, Børn og Almuesfolk fra Land og By. Han søgte Omgang med saadanne; saaledes fortælles der, at han om Aftenen samlede Karle og Piger ved sit Sygeleje i Farvergade, lod dem snakke og more sig, ogsaa med Dans og Punch, medens han iagttog deres Tænke- og Udtryksmaade. Disse Studier førte ham da ogsaa til at skrive en Afhandling om »Pebersvende« og senere at dramatisere den som Holbergsk Komedie; han vilde paa én Gang virke som »Patriot« til Samfundets Forbedring, i dette Tilfælde imod den ugifte Stand, og vise sit Kjendskab til og sin Forstaaelse af jævne Folks Maade at være paa. Der kan ingen Tvivl være om, at jo disse Øvelser i høj Grad bidroge til at udvikle baade hans Stil og Herredømme over Sproget som ogsaa hans Blik for Menneskelivet og Menneskenaturen; men for Litteraturen ere de i øvrigt uden synderligt Værd.
Men hans egne Oplevelser, hans Lidelser og Forvildelser, hans Anger og Fortvivlelse, hans viljeløse Hengivelse i Lidenskaben og hans religiøse Selvbesindelse og Kamp for at rive sig løs og vende tilbage til det Samfund, som han havde trodset, — alle disse fristende og smertelige Følelser havde imidlertid gjort ham til en lyrisk Digter af højeste Rang. Hvilken sjælden Evne han i den Henseende sad inde med, havde første Gang vist sig, da han skulde skrive en Sørgekantate over Frederik V (Jan. 1766); det lykkedes ham her i faa og simple Ord at give et rørende Udtryk for de Følelser, som havde grebet alle ved den folkekjære Konges Død, og det blev denne »Solo« (»Hold, Taare, op at trille«), der til hans egen Overraskelse første Gang bragte hans Navn paa alles Læber. Senere havde hans lyriske Sprogkunst givet sig Vidnesbyrd i »Adam og Eva« og flere samtidige Kantater; men det var dog først nu, under de vanskeligste sjælelige Brydninger, at ogsaa hans Lyrik naaede sin Fuldendelse. Fra Vinteren efter Opholdet paa Rygaard ere Digtene »Pønitenten« og »Hvo kan opholde Ormens Liv«; noget senere bearbejdede han Syngestykket »Philemon og Baucis«, og ud paa Efteraaret offentliggjorde han: »Da jeg var syg«. Samtidig begyndte Rækken af de berømte Lejlighedsdigte, Bryllups- og Sørgesange, der til Dels afkjøbtes ham for en ringe Betaling, medens andre gjaldt nære Venner som Lieutenant Arnsbach og Fru Thonning. Fra denne Tid er ogsaa Digtet til Schleppegrell (»Haab og Erindring«) og til hans Moder (»Nyaarsønske«) samt »Nattetanker«.
Ved sin Moders Omsorg var E. imidlertid bragt ind under mindre sørgelige Forhold, i det han fra Efteraaret 1771 kom til at bo hos en Fuldmægtig Niels Winther i Vingaardsstræde, hvor han ikke blot havde det godt med Hensyn til sine ydre Fornødenheder, men ogsaa fandt en venlig Omgang; hans Moder og hengivne Venner kom jævnlig til ham, og han fik en ny og trofast Ven i Moderens Sognepræst, J.C. Schønheyder, senere Biskop i Throndhjem [Trondheim]. Som Sjælesørger støttede han E. i hans Kamp mod slette Vaner og uværdige Forvildelser, uden at det dog endnu kunde lykkes helt at afholde ham fra de mest paafaldende Udskejelser, saa snart han havde Penge, og Sygdom tillod ham at færdes ude. Deraf fulgte da atter bitter Fortrydelse og jævnlige Rivninger med hans Moder og de Folk, han boede hos. — Fra Opholdet i Vingaardsstræde hidrøre ikke blot de nævnte lyriske Digte, men ogsaa de Lystspil, E. har skrevet, det bekjendte Lejlighedsstykke »De brutale Klappere« (som han skrev i 36 Timer paa et Spækkebræt i Sengen), det prosaiske »Pebersvendene« og det versificerede »Harlekin Patriot«. I dette sidste søgte han fra et overlegent Standpunkt at give en satirisk Fremstilling af det store Røre, som var fremkaldt af den Struenseeske Regering og den patriotiske Reaktion imod den; og skjønt det ikke lykkedes ham at give dette Billed den umiddelbare komiske Kraft, som Holberg og Wessel raadede over, er dette Lystspil dog ikke blot et mærkeligt Tidsbilled, men ogsaa et Bevis paa Digterens Aandsfrihed og sunde Blik midt i hans Lidelser og Kampe.
I Foraaret 1773 flyttedes E. ud paa Landet, dels vel for sit Helbreds Skyld, dels for at fjærnes fra Hovedstadens Fristelser. Han kom til at bo i Rungsted hos den kongelige Fiskemester Oluf Jacobsen i Rungsted Kro, det nuværende Rungstedlund, en større Landejendom med Krohold, Ølbryggeri, Brænderi og Postexpedition; Stedets store og smukke Have strakte sig langs Strandvejen til og med den saakaldte »Ewalds Høj«, en Udsigtsbakke med Lysthus, som blev Digterens Yndlingsplads. Som det synes, var Konen i Huset en gammel Bekjendt af E. og hans Moder, rimeligvis fra deres Landophold i denne Egn i hans Barndom. Det var et dannet Hjem og kjærlige Mennesker, og der var i alle Maader sørget for, at han her kunde befinde sig vel, arbejde paa sine litterære Foretagender og vænne sig til et regelmæssigt Liv. Opholdet i Rungsted (til Efteraaret 1775) var da ogsaa den lykkeligste Periode i hans Digterliv.
Hans lyriske Digte fik her en Tilsætning af Naturskildring, der giver dem en endnu fyldigere Baggrund i Tankernes og Stemningernes Slægtskab med Omgivelsernes Skjønhed eller Vemod. Saaledes især i den berømte Ode »Rungsteds Lyksaligheder« og i Digtet til Datteren i Huset: »Solen flygter —«, saa vel som i de ypperlige Brudstykker »Vinteren« og »Aftenen« (»Ned fra Finlands nøgne Skjær«, »Skjul din Straale, skaan mit Hjærte«, »Indsvøbt i al sin Skræk«). Af størst Betydning blev dog det Digterværk, som fremstod i de to Somre her i Rungsted, Syngestykket »Balders Død«. Det var fremkaldt af Theaterstyrelsen, og den bekjendte Skjønaand Konferensraad A.G. Carstens deltog i dets endelige Redaktion for at gjøre det præsentabelt for de høje Smagsdommere, hvorved det dog kun vandt lidt og tabte adskilligt; men selv saaledes, som det kom til at foreligge trykt, blev det det første følgerige Forsøg paa for hele den danske og norske Læseverden at gjenføde Oldtidens Helteliv og Sagnene om vore Fædres Guder. Digteren havde opgivet den ubundne Stil fra »Rolf Krage« og valgt Verset, i hvis Behandling han nu havde naaet det højeste Mesterskab; samtidig var den jordiske Handling sammenknyttet med Kampen mellem Guder og Jætter, og de mest ejendommelig nordiske Myther, om Loke og Valkyrjerne, vare førte frem med en enestaaende lyrisk Kraft og Genialitet. Man kan vistnok uden Overdrivelse sige, at hele Oehlenschlägers og Grundtvigs oldnordiske Digtning har sin umiddelbare Kilde i E.s »Balder«.
Endelig skrev E. i Rungsted forskjellige Ting, som høre til det bedste af dansk Prosa i det 18. Aarhundrede. Det første var et paatænkt Ugeblad, »De fremmede«, i hvilket han i Romanform vilde nedlægge sine psykologiske Studier; det kom ikke ud i hans Levetid, men han fik ikke saa lidt skrevet af det, nok i alle Tilfælde til, at man deraf kan lære hans egen Synsmaade at kjende. Hans Fremstilling er let og flydende, om end noget vidtløftig; han er vittig og har gjort mange rigtige Iagttagelser; men i det hele og store er hans Opfattelse af Menneskene idealistisk spændt, fuld af grelle Modsætninger, saaledes som hans eget Liv havde lært ham det. Med langt større Fornøjelse læser man derfor hans egne Erindringer, hans saakaldte »Levned og Meninger«, som han ogsaa begyndte her og nedskrev for Schønheyder og Carstens. Han skrev om sin Flugt til Tyskland, om »Højen«, om sin Svaghed for »Vinen« og om Arense, — disse faa Kapitler, henkastede med løbende Pen, men gjennemtrængte af en saadan Rigdom af Poesi, af saa megen Lykke og Smerte, at de vel kunne siges i senere Tider alene at have vundet ham lige saa mange Venner som alle hans Digterværker tilsammen.
Des værre for E. døde hans Værtinde i Foraaret 1775, og dermed var Freden atter ude. Han havde hidtil med mindre Undtagelser levet et regelmæssigt Liv under hendes moderlige Tilsyn, men nu faldt han paa den Tanke at ville gifte sig, og det, som hans Venner paastode, med en aldeles uværdig Kvinde. Dette førte til pinlige Forhandlinger med Moderen og Schønheyder, og da intet andet hjalp, maatte han fjærnes fra Rungsted og føres til et nyt Opholdssted, Søbækhus ved Humlebæk, hos Godsforvalteren paa Krogerup, Herman Lem. Det varede en Stund, inden han her kunde komme til Ro; han blev trods alle Indsigelser ved sin Plan at ville gifte sig og sætte Bo, og Schønheyder maatte ty til de haardeste Ord og Trusler for at faa ham til at opgive denne fortvivlede Tanke. »Ligesom denne Elskovshandel er begyndt,« skriver han, »saa har De ogsaa hærdet Dem i den paa samme Maade, nemlig at gjøre Deres Indbildning skummende af Paafund og Drømmerier — og Deres Hjærte mere bittert og stormende mod alle andre Mennesker uden dem, der smigre Deres Naragtighed, Deres Stolthed og Deres Begjærlighed, at gjøre alt dette ved daglig Drukkenskab!« Den forfærdelige Sygdom, som nu tog nyt Tilløb og for en Tid bragte ham Døden nær, medens det mishandlede Legem ligesom bukkedes sammen, gjorde en sørgelig Ende paa denne Strid; da han igjen kom til Kræfter, var Rusen forbi, men han selv fattigere paa Venner, uden Arbejdslyst og Arbejdsevne. Kun en enkelt Lysstraale naaede ind i denne mørke Tid, Forholdet til Herskabet paa Krogerup, Kammerherreinde v. d. Maase og hendes Moder, Generalinde Moltke, hvis Søn Frederik han havde undervist som Dreng. Samme Frederik Moltke var nu Kammerjunker hos Enkedronningen og kom jævnlig fra Fredensborg til Krogerup, hvor han da ogsaa besøgte den syge Digter, som var Gjenstand for hans levende Beundring og nu ogsaa snart vandt hans personlige Venskab. Ad denne Vej kom E. da atter i Forhold til Hoffet; han fik nogen Understøttelse gjennem Guldberg, skrev en Ode om Indfødsretten og Festdigte til Dronningen og Arveprinsen og hævedes derved ogsaa i sine ældre Venners Øjne. Af varig Betydning ere dog kun faa Digte fra denne Tid, saaledes det betalte Bryllupsdigt: »Dæmp Harpens Klang!«, »Ode til Sjælen« og den prægtige Sang »Til min Moltke« [Moltke = Frederik Moltke]: »Sværdets Hvinen og Skraldet af Skjolde«.
I Efteraaret 1777 lykkedes det at faa E. tilbage til Hovedstaden; han kom nu til at bo hos en Tømmermesterenke, senere Læremoder i Waisenhuset, Ane Kirstine Skou, i Skindergade. Han nød her den kjærligste Pleje, og da der nu tillige synes at være faldet Ro paa hans ubændige Sind, bragte de sidste halvfjerde Aar, som han tilbragte i hendes Hus, en vemodig forsonende Afslutning paa hans korte Livsbane. Hans aabne, elskelige Natur havde altid vundet ham hengivne Venner; flere af dem, som han havde knyttet til sig i sin første Ungdom, samledes nu igjen med ham i Kjøbenhavn, saaledes Digteren P.M. Trojel, den senere Landsdommer Rogert, som komponerede Melodien til »Kong Christian«, Theologerne Bast og Milling o. fl. Fra en noget senere Tid skrev sig Venskabet med Kapitajn Abrahamson, den bekjendte patriotiske Digter og Forfatter, A.G. Carstens, Schønheyder, Etatsraad Jacobi, Medlem af Theaterbestyrelsen, og Fr. Moltke. Hertil kom nu de yngre, der havde dannet et »dansk Litteraturselskab«, og for hvem E. var den enestaaende danske Digter, især i Modsætning til det »norske Selskab«: Fr. Munter, Ove Malling, K.L. Rahbek [se om Rahbek i:
Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], Fr. Sneedorf o. a. E. blev nu Gjenstand for en Hyldest, som man ikke tidligere havde kjendt over for litterære Berømtheder. Ved Opførelsen af »Balders Død«, først i en privat Kreds, senere paa Skuepladsen (1778), hilsedes han med Jubel; alt, hvad der kom fra hans Haand, modtoges med den største Anerkjendelse, og hans Venner taalte ingen Kritik mod ham, medens de søgte at efterligne hans Digtning. Under disse gunstige Forhold og venlig opmuntret af Theaterbestyrelsen fremkom hans sidste Digterværk, Syngespillet »Fiskerne« (1778). Som dramatisk Arbejde er dette ligesom de tidligere Stykker svagt, men dets Lyrik er af uforgængeligt Værd i sin Skildring af Havet og Menneskets Kamp med og paa det; her skal kun mindes om Arien: »Liden Gunver vandrer som helst i Kvæld«, Terzetten: »Trodsige og vilde brøle Bølgerne«, Koret: »Havets mægtige Betvinger« og vor senere Nationalsang: »Kong Christian stod ved højen Mast«. Efter Tilendebringelsen af dette Syngespil, der opførtes med stort Bifald, fremkom der kun lidet fra E.s Haand, om han end udkastede forskjellige Planer. Han fik endnu skrevet en Fortsættelse af Erindringerne, suppleret med Fortaler dels til sine samlede Skrifter, dels til enkelte af de vigtigste af dem, et enkelt lyrisk Digt (»Til min Moltke«: »Tro mig, Damon, vor Sjæl har sit bestemte Maal!«) og et mærkeligt Brudstykke: »Om Almuens Oplysning«, der viser, med hvor stor Kjærlighed han omfattede denne Sag og forstod dens Betydning. — En omhyggelig Udgave af E.s samlede Skrifter i 8 Dele er besørget af F.L. Liebenberg 1850—55.
Hans Helbred var meget omskifteligt, skjønt han stadig led; snart syntes Kræfterne at svinde bort, snart fattede han selv, somme Tider ogsaa hans Venner, Haab om en fuldstændig Helbredelse. Hans Kaar vare forholdsvis gode; han kunde ikke blot komme ud af det uden fremmed Hjælp, som redebon blev tilbudt ham, men tilbragte endog et Par Somre paa Landet, i Gjentofte. Men det viste sig dog snart, at hans Livskraft var udtømt; han blev mere og mere hjælpeløs, Smerterne rasede uafbrudt i det ødelagte Legem, og han behøvede hele sin Sindsstyrke for at holde Modet oppe og møde sine Venner med et venligt Smil. I den Henseende viste han et Herredømme over sig selv, som var hans dristige Digterflugt og hans stort anlagte Personlighed værdigt. Omsider overvældedes han dog af Smerterne og sin stærke Aandenød, og han længtes efter at udfries fra sine Lidelser. Under den lange Dødskamp formede han sin Angest og Nød i det sidste Digt: »Udrust dig, Helt fra Golgatha«. Døden indtraf 17. Marts 1781. Hans Jordfæstelse paa Trinitatis Kirkegaard blev en enestaaende Hyldest for den fattige og frændeløse Mand; et Følge, hvis Lige man ikke mindedes at have set, fulgte ham ubuden til Jorden, og unge Piger strøede Foraarsblomster paa hans Grav.
I vor Historie vil E. bestandig hævde sin Plads som den første store Digterpersonlighed, den første, som med Myndighed og Mesterskab brugte vort Sprog i Poesiens Tjeneste, og den første, som gjenfødte Nordens Heltealder i nyere Digtning.
Til: Indholdsfortegnelsen
Af A. Jantzen og H. Hertel
— Da P. D. Faber i 1810 havde nedlagt sit Embede, kastede han sig med stor Iver over Landbruget. Han var ikke blot praktisk Landmand, men ogsaa en flittig Forfatter. I en Aarrække drev han som Forpagter Gaardene Kringelborg og Christiansminde paa Falster, flyttede senere til Rørdal ved Aalborg og 1835 til Kjøbenhavn. Han hørte til Tidens fremmeligste Landmænd, og dels i selvstændige Skrifter, dels i Tidsskriftsartikler og gjennem Oversættelser var han Talsmand for landøkonomiske Fremskridt. Hans Forfattervirksomhed var meget omfattende, han skrev om Staldfodring og forbedret Kvægavl, om nye Redskaber, Kartoffeldyrkning og Hesteavl, om Betydningen af vel renset Sædekorn, Rodfrugtdyrkning osv. Af Landhusholdningsselskabet modtog han flere Guldmedailler for »Indretning af Bibliotheker til Almuens Brug«, og 1845 fik han af et fransk Selskab Præmie for en Afhandling »Om Blodiglens Natur og Beskaffenhed«. Af hans Skrifter kan nævnes: »Gives der Midler til at forbedre Landmandens Kaar, og hvilke ere disse?« (1823), »Anvisning til Husdyrenes Fodring og Pleje, grundet paa Erfaring« (1836) og en Dyrlægebog (1839). Dels alene, dels sammen med andre udgav han »Tilskueren for Landvæsenet« (1798—99) og »Tidende for Hesteelskere og Landmænd« (1830-31).
Til: Indholdsfortegnelsen
Af C. Christiansen
Illustration til Fester's »Forslag til en Rydnings-Maskine«.
Til: Indholdsfortegnelsen
Af Eugen Warming
Han havde særlig sluttet sig til Expeditionens Chef, Carsten Niebuhr, Ingeniørofficer i dansk Tjeneste, og denne samlede efter hans Død hans paa o. 1.800 større og mindre Papirstykker nedskrevne videnskabelige, zoologiske og botaniske, Optegnelser og udgav dem i Aarene 1775 og 1776 i 3 Værker (»Descriptiones animalium«, »Flora Ægyptiaco-Arabica« og »Icones rerum naturalium«). Meget faa Naturforskere have siden F.s Tid berejst Jemen [Yemen], og hans Værker ere fremdeles vigtige Kildeskrifter til Kundskab om dettes Dyr og Planter. Herom se Schweinfurth i Verhandl. d. Gesellsch. für Erdkunde zu Berlin 1889.
Til: Indholdsfortegnelsen
Af Yngvar Nielsen
Til: Indholdsfortegnelsen
Af C. Nyrop
Til: Indholdsfortegnelsen
Af O. Nielsen