Formentlig har det Osmanniske angreb på Wien i slutningen af 1600-tallet påvirket Holberg, men det endte jo lykkeligt, for Osmannerne blev tvunget tilbage (i 1683, få år før Holberg blev født), og skønt angrebet og belejringen udgjorde en alvorlig trussel, var det ikke religiøst begrundet, men snarere magtmæssigt. [Dette udsagn skal efterprøves]

Her kand forefalde et vigtigt Spørsmaal, om en Tyrk, der udi sit Hierte troer, at Mahomets Lærdom er guddommelig, kand synde med at antage Christi Lærdom, som han meener at være falsk. Efter denne Regel synder han, efterdi han giør noget imod sin Samvittighed; thi det er bedre, at have en vildfarende Samvittighed, end ingen. Heraf kand sees, hvor meget de Roman-Catholske synde, der ved Gaver og store Løfter lokke Protestanter til at forsværge deres Religion, som de troe, er ret, og saaledes af vildfarende Christne, som de holde dem for, giøre Øyenskalke og onde Mennesker; og ere de Evangeliske derudi desmeere at berømme, efterdi de ikke bruge saadanne ulovlige Midler, saa at saadan deres Omgang med Kiettere, langtfra at bebreyde dem Kaaldsindighed udi at forplante deres Troe, heller er et Tegn til at de eene have en sand og grundig Lærdom (s. 061).

-

Eed er een Bekræftelse, hvorved vi sige os fra GUds Barmhiertighed, og ønske hans Straf at komme over os, dersom vi ikke sige Sanden, hvorfore Eeder have stedse blant alle Folk været meget kraftige og hellige.

Ingen kand sværge eller directè aflegge Eed, uden ved GUD; efterdi uden ham intet er alvidende eller almægtigt, hvoraf sees de Jødiske Eeders U-rimelighed, i det [149] de svore ved Jerusalem, Templet og Templets Liggendefæe; dog er det brugeligt, at man udi Eeder nævner en meget kiær vis Ting, ved hvilken man sværger udi den Meening, at GUD vil hævne det paa den samme, dersom Eeden er falsk, hidhen hører, naar man sværger ved et af sine Lemmer, ved sit Hoved, Item ved sin Siæl, eller, som de Ægypter fordum, ved Pharaonis Liv, og de Romere ved Kæyserens, etc.

Den Maade og Form, paa hvilken Eeder aflegges, maa indrettes efter dens Religion, som sværger, thi man holder en forgiæves til at sværge ved den GUD, som han ikke troer paa eller frygter, hvorudover, dersom man vil holde en Jøde til at sværge, maa man i samme Eed ikke indføre CHristum eller Evangelium, som Jøderne negte og forkaste; mange Christne skulde vel tænke, at de Eeder, som ikke ere indrettede efter den Christelige Maade, ere ugyldige og ikke kunde forbinde nogen, men lad være, en Hedning sværger ved sine falske Guder, som Jupiter, Saturnus, etc. ikke desmindre, naar han holder de samme for sande Guder, forbinder dog saadan Eed ham, og giør ham Meen-eedig, om han sværger falsk, og vil den sande GUD i saa Maade udtolke det til sit Navns Vanhelgelse; vi have Exempler udi Helgene, at, naar de handlede med Hedningene, antoge de deres Eeder for gyldige, efterdi de kunde ikke have dem paa anden Maade; hvo som sværger ved en Steen, siger Augustinus, er Meeneedig, dersom han sværger falsk. Derfor udfodrer den Tyrkiske Sultan ingen anden Eed af de Christne Førster, som dependere af Tyrkiet, end at de skulle sværge ved Christum, at være ham troe, hvorvel han holder ikke Christum for GUD.

Her i Landet blev fordum de største Tvistigheder bilagte, saa vel ved Ene-Kamp, som ved Jern-Byrd, det er at en blev paalagt at bære gloende Jern for at bevise sin Ræt. Man skulde holde saadant for Fabel, hvis det ikke ved Lovene var bestyrket. Man finder særdeles Anordninger derom udi den Skaanske Lov, hvilken giør Forskiæl mellem Skuds-Jern og Trugs-Jern. Bær man Skuds-Jern, siger bemældte Lov: da skal han gaa 9 Fødder langt, førend han skyder Jernet. Skyder han før, da er han fælder [= fældet?]. End bær man Trugs-Jern, da skal Truget stande 12 Fiæd fra Staven, og hin skal kaste Jernet i Truget; falder Jernet uden Truget, da skal hin, det bær, optage og atter kaste i Trug, siden skal Vante eller Handske paa Haanden sættes og besegies, og ikke løses for om Løverdag, og det i Sagsøgerens Nærværelse: Findes da hans Haand uskadd, da skal hans Præst forkynde ham uskyldig; men findes [248] han skyldig eller brændt, da skal Sagsøgeren forkynde ham skyldig. Derfor blev ogsaa saadant Jern kalded Skiærs-Jern, efterdi den, der giorde saadan Prøve, blev holden skiær og uskyldig. Denne særdeles Maade at procedere paa blev afskaffed af Valdemaro 4. ved Pave Eugenium 4. Den Kongelige Forordning derom begyndes saaledes: Waldemar med GUDs Naade Konge etc. sender alle dem i Skaane boe Qvede (det er Hilsen) Vider, at Paven haver alle Christen Mænd Jærn-Byrd forbudet etc. [Billeskov oplyser at det ikke var Eugenius d. 4' (for han levede betydeligt senere), men Innocens d. 3' og det 4' Laterankoncilium der forbød Jernbyrd].

Her forefalder et vigtigt Spørsmaal, om man maa giøre Forbund med dem, som ere af en anden Religion, hvilket ufeilbar er tilladt efter Naturens Ret, der ingen Forskiæl giør mellem Religion, men, om det er tilladt efter den Guddommelige Ret, derom disputere baade Skriftkloge og Lovkyndige.

Udi den naturlige Frihed er enhver tilladt at føre Krig, men ikke dem, der leve udi Stæderne og under Regieringer; thi der kommer det alleene Øvrigheden til at hevne den Uret, en Borger er vederfaren, og udvirke, at han ydermeere ikke bliver beskadiget, og omendskiøndt enhver Borger har Frihed at forsvare sig med sin egen Magt, saa kand dog ikke saadant kaldes Ret til at føre Krig, efterdi den Forsvar tillades ikke uden i en overhængende Fare, som man paa anden Maade ikke kand undgaae, og strækker sig ey videre end til at den er gaaen forbi, da derimod Ret til at føre Krig fører det med sig, at man efter eget Tykke ikke alleene kand begynde Krig, men endogsaa continuere den saa længe, som man synes raadeligt.

Hvad sig anbelanger det Spørsmaal, om enhver Øvrigheds Person uden høyeste Regentes Videnskab har Magt at føre Krig, da bliver det gandske nægtet, thi saasom ved Krig et heelt Land kand geraade udi Ulykke, saa var det [346] at give en slet Øvrigheds Person saadan Frihed, ligesaa meget, som at overdrage ham den høyeste Magt, ja det er af saa stor Vigtighed, at det end ikke tillades udi saadan Fald, om bemældte Magistrats Person vidste fuldkommelig forud at det vilde være hans høye Principals Villie, om han havde spurdt ham derom.

Hid henhører Cambysis Gierning, hvilken loed ihielslaae de Ministrer, der havde sparet Crœso, omendskiøndt han var meget glad over hans Frelse; men brugte saadan Haardhed, at andre efter deres Exempel ikke skulde overskride deres Lydigheds Græntzer.

Angaaende det Spørsmaal, om begge af de stridende Parter kand føre en retfærdig Krig, da negtes gemeenligen saadant, saasom det er en aabenbare Contradiction, at en af Parterne har Ret til at fordre en Ting, og en anden Ret at veigre sig derfor: men det kand hænde sig, at een har retmæssig Aarsag, og den anden troer fuldkommelig, at Retten er paa hans Side, saaledes, at, efter at han har giort sig all Umage at examinere Sagen, han dog ikke kand begribe det anderledes. I saa Maade kand man ikke beskylde ham for at føre en uretfærdig Krig.

Hvad Krigs-Declarationer angaaer, da spørges, om de samme grunde sig alleene paa Folke-Retten, eller, om Naturens Ret ogsaa byder at erklære Krigen forud, førend man begynder med Fiendtlighederne. Nogle holde for, at de ogsaa ere grundede paa Naturens Ret, foregivende, at man maa give dem, af hvilke man er foruretted, Advarsler om sit Forehavende, for at see, om de ikke med det Gode kand bøyes til at bøde for sig. Men mig synes, at Krigs-Erklæringer og Trudsler ikke maa confunderes sammen. Naturens Ret byder vel at forsøge Alting med det Gode, [359] førend man skrider til Fiendtlighed; men ikke at erklære aabenbare Krig forud, besynderlig, om den, som man vil anfalde, er lige saa sterk som man selv er; thi det var selsomt, at een, efter at han har forsøgt forgieves alle Midler at bevæge en anden til at give sig Satisfaction, offentlig lar ham vide, at han maa forsyne sig med alle fornødne Ting til Modstand, og om han selv ikke er sterk nok, da at formaae sine Naboer at komme til Undsætning for at forsvare en uretfærdig Sag. Jeg skulde derfore meene, at Krigs-Erklæringer alleene ere grundede paa Folke-Retten, eller en vedtagen Skik blant Nationer.

I dagens Danmark bruger man - i visse typer af konflikter - voldgiftsdomstole på arbejdsmarkedet og på det merkantile område. To parter kan - privat - have indgået en arbejdsoverenskomst, men være blevet uenige om hvordan en bestemt adfærd skal fortolkes eller hvordan nogle bestemte bestemmelser skal fortolkes. Parterne kan da - efter en i forvejen givet procedure - iværksætte en voldgift som forestås af en uafhængig voldgiftsmand, fx. en højesteretsdommer.

Når der skal indgås nye overenskomster bidrager ofte Forligsinstitutionen efter regler som er vedtaget af Folketinget, men som arbejdsmarkedets parter har haft stor indflydelse på.

Naturens Lov udfordrer, at Menneskerne af sig selv og frivilligen bevise det, som de ere hinanden pligtige, og at de frivilligen byde sig til at erstatte, hvad Skade og Fortred de have tilføyet andre.

Men saasom alle Mennesker ere ikke saa gode og fromme, at de af sig selv giøre deres Pligt, og der undertiden forekomme Tvistigheder mellem dem, da, saasom der iblant dem, der leve udi den naturlige Frihed, er ingen Dommer, som ved sin Myndighed kand bilegge saadanne Tvistigheder, maa de stridende Parter ved Forhandling stræbe at giøre en Ende derpaa. Der ere tvende Maader, siger Cicero, at erholde det, man haver Ret at fordre; en ved Forhandling, en anden ved Magt, og som den første kommer overeens med Menneskernes, den anden med Beesternes Natur, da maa man ikke henfly til den sidste, uden man ikke kand bruge den første. Dersom ved indbyrdes Forhandling ikke kand giøres Ende paa saadanne Tvistigheder, da er best at udvælge sig en Op- [244] mand {Opmand}, og forbinde sig til at efterleve, hvad han slutter og dømmer.

Saadan Opmand maa være reedelig, og ikke føye det ene Parti meere end det andet, hvorfore ingen rettelig kand tages til Opmand, der synes at kunne bekomme større Ære og Fordeel af det, at han føyer meere den ene end den anden. Den Forening, som de stridende Parter indgaae med hinanden at underkaste sig en Opmands Dom, kaldes Compromis, og den Dom, Opmanden fælder, Laudum.

Udi vor Danske Lov kaldes det at voldgive en Sag, og Dommene i den Jydske Lov jevnets hende naar begge stridende Partier underkaster sig en Opmands Kiendelse, og kand saadan voldgiven Sag for ingen Ret til Underkiendelse indstævnes.

Med saadanne Opmænds Dom har nogen Overeensstemmelse den Maade, som er indført udi disse Riger, at dømme Sager ved Commissarier, hvilket jeg veed ikke at være brugeligt paa andre Steder, og bestyrkes jeg i denne min Meening af det som den lærde Engelænder Humphrey Prideaux fortæller om den Romerske Lands-Herre udi Palæstina Gabinio, der blant andre nyttige Anstalter tillod Jøderne udi Tvistigheder at udvælge Lovkyndige Mænd paa begge Sider, hvilken Maade, siger han, jeg hører nu at være brugelig udi Dannemark. Der ere vel udi alle Lande Commissarier, men de samme ere saadanne som udnævnes af Regieringen, og differere fra de Commissarier, som her forstaaes, hvilke udvælges af de stridende Partier med Regieringens Tilladelse. Den Forskiæl mellem Opmænd og Commissarier bestaaer derudi, at en Opmands Dom eller voldgiven Sag kand ikke appelleres, da derimod en Commissions Dom kand indstævnes til høyeste Ret. Saadanne Commissarier ere forordnede for at forkorte Processer, hvortil hensigter besynderligen Jurisdictionen udi disse Riger.

Derforuden har været en anden Maade hos os at skille Trætter paa, som har Overeensstemmelse med Maaden [245] at procedere paa udi den naturlige Stand, nemlig ved Sandemænd, hvilke ere sandrue, ærlige og vederhæftige Mænd, der udnævnes af Øvrigheden at bevidne med Eed Sagens Beskaffenhed, og kaldes deres Forretning Sandemænds Tog. De gamle Love give derpaa blant andet saadant Exempel: Om Søn er Landfaren i Tienneste, og Fader døer imidlertid, Sønnen kommer tilbage og kræver sin Hoved-Lodd, og de andre Arvinger sige, at han fik den, da skal man nævne 12. Sandemænd, som ere ærlige og vederhæftige Mænd, hvilke skulle sværge ham Arven til eller fra.

Dersom en Opmand, hverken af Parternes Bekiendelse, ey heller af visse Documenter, Item skriftlige Tegn og Beviisligheder, kand faae Oplysning udi en Sag, maa han søge Vidner.

Saadanne Vidner maa være upartiske, saa at de sætte Venskab, Had og Hevngierighed tilside. Bevises det, siger Loven, at den, som vidner paa en anden, er hans aabenbare Uven, da bør hans Vidnesbyrd ey ansees, iligemaade: Villige Vidner skulle ikke ansees, med mindre andre Vidner ikke kunne haves. Hidhen hører det, som Thuanus mælder om de Britannier, at der fordum var brugligt blant dem, at en Engelænders Vidne ikke skulde gielde imod en Skots eller en Skottes imod en Engellænders, formedelst det store Had, som var mellem disse Nationer.

Vidner maa ikke alleene være upartiske, men endogsaa uberygtede Mænd, hvilket ogsaa i vore Love nøye i agt tages; den som inden Tinge skal vidne, staaer der udi Christiani 3. Recess, skal være ærlig og have et oprigtigt Navn; thi udædiske Mænd [= mænd der har begået ugerninger] og andre, som Lovforvundne ere, maa ey staae til troende.

[...]

Tvistighederne udi den naturlige Stand kunne foruden paa ovenbemældte Maader ogsaa bilegges ved, at tilfælles [247] Venner legge sig imellem de stridende Parter. Saadanne kaldes gemeenligen Meglere eller Mediateurs, hvilke ved deres Myndighed og bevegelige [= »bevægende«, overtalende] Paamindelser stræbe at bilegge en Ting, og omendskiønt ingen imod sin Villie kand tvinges til at modtage saadan Mediation, saasom Textor beviser Jur. Gent. cap. 20. ikke des mindre, dersom Meglerne slaae sig til den af de stridende Parter, der gierne vil have Fred mod de andre, der vegre sig for at indgaa nogen Forligelse, kand den sidste ikke med Billighed besværge sig derover.

Det er besynderligen at merke udi Jure civili, at, ligesom der er noget kaldet qvasi Contractus, saa er der ogsaa noget kalded qvasi Maleficium eller ligesom Brøde, hvilket ogsaa forpligter, som for Exempel: Jeg bliver bestaalen udi et Skib eller i en Mands Huus, Verten eller Skipperen maa erstatte mig Skaden, hvorvel han er uskyldig; Aarsagen, hvorpaa saadan Erstattelse grundes, er, at en Huus-Fader bør beflitte sig paa ærlige Huus-Folk. Dette maa være nok talt om Contracter og de deraf flydende Pligtigheder.

Udi at forklare en Lovs Ord, maa man besynderlig see hen til den Aarsag eller det, som haver givet Leylighed og drevet Lov-Giveren til at udgive saadan Lov; dog er undertiden Lovgiverens Villie tilstrækkelig, omendskiønt Lovens Aarsag er skiult; herudover er det farligt ikke alleene udi det Verdslige, men endogsaa udi det Hellige at grunde og søge formeget efter Lovens Aarsag, da dog det bør at gielde: Sic volo, sic jubeo, stat pro ratione voluntas [= således vil jeg, således befaler jeg, viljen går forud for fornuften].

Billighed er da Lovens sunde Forklaring, hvorved vises af den naturlige Raison, at en særdeles Casus ikke befattes under den almindelig Lov, eller saasom Aristoteles siger: Billighed retter det, hvorudi Loven formedelst sin Almindelighed feiler.

Her maa i agttages, at der udi Løfter, Pagter og Privilegier ere nogle, som kaldes favorable, hvilke have en Lighed udi sig, og hvorved begge Parterne have lige Fordeel, og det gemeene Beste haandhæves; og andre, som kaldes Odiosa eller Besværlige, hvilke betynge ikkun en af Parterne, eller den ene meere end den anden; Iligemaade, som indeholde Straf, forandre og til intet giør nogle, Item løse Regnskab.

Derom haves saadan Regul, at det, som er favorable, maa forklares vidtløfteligen; saaledes, dersom der er giort [236] saadan Foreening mellem tvende stridende Partier, at Fangerne skulle gives tilbage paa begge Sider, maa det forstaaes om alle og enhver; Iligemaade om tvende Naboer have giort saadan Accord indbyrdes, at den ene maa jage og skyde Hiorte paa den andens Grund, maa derunder ogsaa befattes Hinde; men hvad sig anbelanger den Freds-Pagt, giordt imellem Erich Glipping og de Holstenske Herrer, at hver skulde bekomme sit igien, forklare de Sidste samme Articul alt forvidtløftig, og paastode, at de derved ikke alleene skulde bekomme tilbage det, de havde mist udi Kong Erichs Tid, men endogsaa, hvad deres Formænd havde mist i forrige Danske Kongers Tid, Iligemaade synes Dido at have giort en alt forvidtløftig Forklaring, i det da hun havde kiøbt saa meget Jord, som kunde skiules med en Oxe-Huud, hun da skaar samme Huud udi smaa Strimler, og saaledes bekom den store Plads, hvorpaa Carthago blev bygt; Iligemaade Ivar Regner Lodbroegs Søn hos Saxo Grammaticus, hvilken giorde det samme med en Hæste-Huud.

Det derimod, som er Odiosum og besværger een deel alleene eller een meere end den anden, dets Forklaring maa meere indskrenkes; saaledes, om udi et Forbund een af Parterne har lovet at forsvare den anden udi sin Eyendom, medens Herren er endnu derudi, kand han ikke derfor forbindes til at hielpe ham til sin Eyendom igien, naar han engang er uddreven derfra: saaledes, da Kæyser Aurelianus udi sit Tog mod Osten lovede Folket Kroner, dersom han kom med Seyer tilbage, og Folket haabede at faae Guld-Kroner, da saasom Kæyseren havde hverken Lyst eller Evne at give dem saadanne, lod han giøre en Hob Brød-Kroner at give til enhver.

Hvad sig anbelanger de Lovers Forklaring, som stride [241] imod hinanden, da er derved at merke, at saadanne stride enten directè imod hinanden, og da kaldes det αντινομία [antinomia], hvilket ikke findes udi de Bibliske Hoved-Bøger, men dersom de forekomme udi Verdslige og Menneskelige Skrifter, da maa en af samme Love forsømmes; thi saasom der er en fuldkommen Misstemmelse mellem dem, maa endelig den eene være sand og den anden falsk.

Undertiden stride saadanne Love ikke directè imod hinanden, men kunne formedelst Tidernes Omstændigheder ikke udi agt tages paa engang, her maa derfore tages visse Regler, at man kand forstaae, hvilken Lov eller Bud bør helst at i agt tages, naar det er saaledes beskaffet, at begge ikke kunne efterleves paa engang.

Først da maa det, som befales, agtes høyere end det, som tillades; saasom udi Tilladelse er alleene Frihed at giøre og lade, men en Befalning bringer Fornødenhed med sig og betager ens Frihed at lade en Ting, saaledes: Om det er forordnet ved en Lov, at det maa staae enhver Romersk Borger frit for at have en Concubine, og en anden Lov byder, at ingen maa have nogen Qvinde med sig udi Leyren, maa den sidste og Bydende i agt tages.

(2.) Maa det, som er befalet at giøres paa en vis Tid, agtes høyere end det, som paa alle Tider kand skee; saaledes maa Sabbathens Helligholdelse høyere agtes end andre Pligte.

De Gisninger, som man bekommer af ens Ord, ere ikke alle Tider og allevegne tilstrækkelige, men man giør ogsaa Gisninger udaf andet, hvilke foraarsage, at en Ting under- [238] tiden {undertiden} maa forklares nøye, undertiden vidtløftig; en Lov kand forklares vidtløftig saaledes, at omendskiønt en Casus ikke er udtrykkeligen mældet om udi Loven, saa dog, efterdi man kand klarligen see, at Lovgiveren havde mældet derom udtrykkeligen, dersom han havde seet den forud eller tænkt derpaa, efterdi ellers Loven skulde blive unyttig eller ubillig, hvorudover, naar Loven forbyder at drikke sig drukken, maa ey heller nogen søbe eller æde sig drukken, og syndede derfor den Bonde hos Saxo imod Kong Snies Lov, der forbød at drikke sig drukken, i det han dyppede Brødet udi det stærke Øll, og aad sig mæt og drukken tillige; saaledes, dersom en Lov forordner, at den, der slaar sin Fader ihiel, skal syes ind udi en Sæk, da maa iligemaade den lide samme Straf, der slaaer sin Moder ihiel, omendskiønt Loven udtrykkeligen intet mælder derom, men man kand see, at den Forordning af Lovgiveren har været betragtet udi Almindelighed, og at den skulde befatte lige-gyldige Casus, Iligemaade, dersom en Lov forbyder at føre Uld fra et Stæd, maa man ey heller føre Faar; hidhen hører den Casus hos Lucianuin: Der er en Lov, at hvo der slaaer en Tyran ihiel, skal belønnes; nu gaaer en op til Slottet, udi den Tanke, at slaae Tyrannen ihiel, men finder alleene hans Søn, hvilken han slaaer ihiel, og lader Sværdet blive staaende udi hans Legeme; Tyrannen seende sin Søn ihielslagen, omkommer sig selv med samme Sværd; her spørges nu, om den samme kand med Billighed fodre den Belønning, som Loven giver den, der slaaer en Tyran ihiel? Endeel sige vel derimod, men Lovens Henseende synes dog at være denne, at Belønningen gives ikke alleene den, der med egen Haand slaaer Tyrannen ihiel, men endogsaa forretter det, hvorved Tyrannens Død foraarsages; efterdi der er ingen Tvivl paa, at Lovgiveren jo havde besluttet at belønne saadan en, dersom han havde kunnet erindre sig saadan Casus, hvilken Luciani Meening ikke rettelig kand kuldkastes, hvorvel Erasmus Roterodamus udi en vidtløftig Oration [nærmest = grundig forelæsning] haver stræbet at bevise dens Ubillighed, der begiærer saadan [239] Belønning, og adskillige itzige Jurister, blant hvilke Thomasius, bifalde Erasmi Meening.

Der disputeres meget, om en Regent giør vel eller ilde at tillade Jøder at boe i sit Land. De blant Geistlige, som ere derimod, holde for, at det er syndigt at give Christendommens afsagde Fiender Borgerskab udi Christelige Stæder; Verdslige derimod ansee dem, som skadelige Borgere, der ved Aager og Underfundighed giøre et Land [314] Skade. Man kand dog svare de første, at hvis alle Potentater negtede dem at boe i deres Land, maatte nogle Million Mennesker enten omkommes, hvilket strider imod Christi Lærdom, eller de kunde drives til Desperation, og yppe de Ting, som de ellers ikke tænkte paa. Hvad de Verdsliges Domme er angaaende, da, endskiønt de synes meere grundige, saa flyder dog samme Uleylighed deraf. Derforuden kand man sige, at Jøder paa mange Stæder ere nyttige, saa at de Lande, hvor Handel florerer, gierne tilstæder dem Boepæl. Udi Christ. V. Lod forbydes Jøder under 1000 Rdlr. Straf at begive sig hid i Landet. Men efter en Forordning af den 30 Junii 1684 blev det Forbud ophæved.