bjoerna.dk     Kultursociolog Bjørn Andersen    post@bjoerna.dk


Om Holberg's »Naturret«

Version 1.9 - 30.08.2004

Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)




Om Holberg's »Naturret«

Den foreliggende version er foreløbig, for nogle af de fremsatte synspunkter skal efterprøves nærmere, primært ved en fortsat gennemgang af Holberg's værk - desuden er der emneområder som skal behandles (eller behandles mere udførligt) før det kan siges at gennemgangen er rimeligt dækkende - og endelig vil jeg indsætte en håndfuld illustrationer.

Bemærkninger og spørgsmål vil være velkomne.




Digitalis purpurea, på Dansk fingerbøl, på Engelsk foxglove.
Forekommer vildt i Europas bjerge - og langs Norges kyst; findes også som haveplante.
Der kan udvindes hjertemedicin af planten, der kan være gavnlig i små mængder, men
som er dræbende i større. Den første der påviste de medicinske muligheder var - ifølge
»Encyclopedia Britannica« - den Engelske læge William Withering (1741–99).
Fotograferet i New Forest af AMR.



Indholdsoversigt

I.
Hvorfor læse »Naturretten« i dag?
Bogens struktur og komposition
»Naturretten«'s placering i tiden
Formål og hensigt

II.
Grundlæggende forestillinger
Det Naturlige Menneske
Det Talende Menneske
En moderne teori om Naturret?
Instansproblemet

III.
Fra Natur til Kultur. Fra Naturlig Frihed til Samfundsmæssig Regulering
Nogle af Naturrettens grundlæggende principper
Du skal tale sandt
Du må ikke skade andre. Moraldifferentiering eller ej
Du må heller ikke udnytte andres skade
Hvis du skader andre, skal du godtgøre dem
Mennesket må udnytte alle naturlige ressourcer

IV.
Forholdet mellem Ægtefæller
Ægteskabet
Hvem måtte gifte sig med hinanden, hvem ikke?
Ægteskabsløfter
Ægteskabsbrud

V.
Samfundenes grundlæggelse
Lighed og hierarki. Slaver og trælle

VI.
Hævn og straf
Ære. Æreskrænkelse
Forholdet til andre religioner. Edsaflæggelse

VII.
Krig og Fred. Forholdet mellem stater

VIII.
Forhold af særlig betydning i Albansk sammenhæng. Konflikt og mægling


Tillæg
Lovfortolkning. Afvejning. Adfærdsreguleringens dynamik
Holberg's stil
Oversigt over omtale af personer eller steder i Albanien eller Illyrien
Skematisk oversigt: Naturret. Borgerlig Ret. Statsret. Folkeret

Indholdsfortegnelse til Holberg's »Naturret« (sammesteds om gratis downloading af bogen)
Om den elektroniske udgave (ift Billeskov Jansen's udgave og til ADL's udgaver)
Holberg's sprog. Vanskelige ord
Græsk tegntabel





I.

Hvorfor læse »Naturretten« i dag?


Der er flere grunde til at læse Holberg's »Naturret« i dag. Bogen er - som Billeskov Jansen skriver - vigtig for at lære Holberg nærmere at kende; den er et stykke vigtig baggrundslitteratur for det øvrige forfatterskab: Komedierne, de satiriske skrifter, de »Moralske Tanker«, Epistlerne, Heltehistorierne og de historiske værker - ikke mindst fordi Holberg blev ved med at arbejde på bogen fra omkring 1714 og frem til ca. 1750.

En anden grund er at man kan få en fornemmelse af hvad der »rørte sig« i 1600- og 1700-tallet, både i den juridiske og den filosofiske verden. Holberg var ikke jurist i »streng forstand«, men han var særdeles godt orienteret. Han havde et vist kendskab til retspraksis, for en tid var han medlem af Konsistorium og han deltog derfor i afgørelsen af tvister på civilrettens område (jf. s. 077 og s. 230), men frem for alt var han godt orienteret i filosofisk, moralsk ræsonnerende og historisk litteratur.

Min hensigt med at se nærmere på Holberg's »Naturret« er imidlertid speciel. Jeg vil forsøge at beskrive forskellige historiske »positioner«, som kan være nyttige når man vil forstå den Albanske sædvaneret (Kanún) m.v. Ikke at Holberg kan eller bør »overføres« til Balkan - og slet ikke i nogen direkte form - men »hans« sondring mellem Naturret, Borgerlig Ret, Statsret og Folkeret er særdeles relevant i Albansk sammenhæng, og nogle af hans overvejelser vil være relevante på grund af påfaldende ligheder eller påfaldende forskelle. (Herom nærmere andetsteds - og på et senere tidspunkt).


Bogens struktur og komposition

Holberg kalder bogen »Naturens og Folkerettens Kundskab«, men der er tale om en bred introduktion både til Naturretten og Folkeretten og til den Borgerlige Ret og Statsretten.

De fire forskellige områder har - principielt set - hver sin »sfære«, hvert sit grundlag, genstandsfelt og rækkevidde, hver sine regler, hver sin måde at blive håndhævet på. Der er uoverensstemmelser mellem de forskellige sfærer, men efter Holbergs opfattelse også en høj grad af indbyrdes sammenhæng. Grundlæggende er Naturretten - de øvrige sfærer hviler mere eller mindre på dén; og gør de det ikke kan der opstå visse problemer. (Pufendorf ville mene at de øvrige sfærer så ikke ville hvile på et moralsk grundlag).

Bogen består - i den foreliggende 5' udgave - af to dele, hvert på 17 kapitler. Bogen har en klar struktur, idet fokus flyttes fra det helt generelle eller almene niveau i bogens første del, til forholdet i familien i bred forstand i begyndelsen af 2' del, derfra videre til samfunds- og statsniveauet i det store midterstykke af 2' del - og endelig til en diskussion af forskellige forhold mellem staterne i slutningen af 2' del. Der er tale om en bevægelse fra det grundlæggende og til det mere sofistikerede.

Holberg trak på mange kilder og mange Naturretsforfattere da han skrev sín fremstilling, både fra Antikken og fra en senere tid - og det kunne være interessant at undersøge, hvor Holberg fulgte sine forlæg og hvor han distancerede sig fra dem; der er adskillige steder i bogen hvor Holberg selv udtaler sig herom, men jeg vil koncentrere mig om at beskrive og karakterisere Holberg's system som det foreligger.

Holberg kunne have valgt mange andre eksempler end han har gjort, men dette ville næppe have ændret afgørende på hans hovedsynspunkter, overvejelser eller konklusioner. Var derfor eksempler og citater mere eller mindre tilfældigt valgte, indgik de i en ganske særlig struktur - og havde en næsten forudgivet funktion dér.

Når jeg fra tid til anden udtaler mig kritisk eller »dømmende«, er det ikke udtryk for kritisk »fordømmelse«, for det ville være en ahistorisk uhyrlighed, men skal opfattes som et bidrag til at klarlægge bogens struktur, indhold, opfattelse og evt. modsigelser.

Se nedenfor om Holberg's stil


»Naturretten«'s placering i tiden

»Naturretten« handler om noget af dét der indgår i Middelalderens lovbøger og i den Albanske sædvaneret (som blev »samlet« i 1400-tallet, men som først blev nedskrevet langt senere), men frem for alt er den et karakteristisk udtryk for hvordan en bestemt person beskrev det retslige grundlag, dvs. i perioden fra 1' udkast lå klar i 1714 (1' udgave blev trykt i 1716) til Holberg udsendte sín sidste udgave, den 5', i 1750. Hvor mange eksemplarer der blev solgt i Holberg's levetid, ved jeg ikke - men bogen synes at have fået en vis popularitet.

Billeskov oplyser at der udkom endnu en udgave i 1763, men at bogen derefter først blev genoptrykt af Carl S. Petersen i 1900-tallet og af ham selv i 1969.

I 1716 var Holberg omkring 32 år gammel; han havde begyndt sit forfatterskab, men var endnu ikke blevet ordinær professor - i 1714 var han dog blevet udnævnt af Kongen til ulønnet professor i filosofi.



Hugo Grotius på en husmur i Rostock. Fotograferet af AMR [klik på billedet hvis du ønsker nærmere oplysninger om Grotius - og links til hans værker].


Holberg skrev »oven på« forfattere som Grotius, Hobbes, Pufendorf - og Pufendorf's elev Thomasius - og han trak flittigt på Antikkens forfattere, men han stod selv klart placeret i den Danske Enevælde, der blev etableret omkring 1660 og som satte sig tydeligt igennem i de følgende to århundreder - dvs. i tiden frem til de store forandringer i midten af 1800-tallet som førte til en fri forfatning m.v.

Enevælden indebar en tydelig svækkelse af aristokratiet og rigsrådet og en tilsvarende styrkelse af kongen, men bag kongen stod et »politisk bagland« - en stor og voksende gruppe af købmænd og producenter - og et »embedsapparat«, en stor skare af professionelle generalister og specialister. Når Enevælden fungerede bedst - og var mest oplyst - bestod der et nærmest symbiotisk forhold mellem konge, bagland og embedsværk.

Holberg indså at han måtte finde sín plads i hierarkiet - og lykkedes hermed delvis protegeret af indflydelsesrige mænd. Undertiden blev han støttet direkte af Kongen (således af Frederik IV (konge fra 1699 til 1730) i en konflikt med Frederik Rostgaard og da han ønskede at få et professorat - undertiden i mindre grad eller slet ikke (således af den pietistiske Christian VI (konge fra 1730 til 1746)).

Holberg havde sin sidste tid under den livsglade Frederik V (konge fra 1746 til 1766), der fulgte et forslag om at adle ham som en slags modydelse for at Holberg havde testamenteret sin formue til Sorø Akademi.

Holberg udtaler sig i »Naturretten« ganske positivt om Enevælden - og mener at Den Danske Model (et udtryk der stammer fra de senere år) er overordentlig fornuftig og vel-proportioneret. Men bogen forholder sig til mange forskellige samfundsformer og spænder dermed også over hele den Danske udvikling - dvs. fra de før-feudale stamme- og høvdingesamfund (jf. de Islandske sagaer og love) - via Middelalderen (hvor Kongemagten, Stormændene og den Katolske Kirke skiftevis stredes og samarbejdede), frem til Renæssancen og Enevælden (hvor Kongemagten satte sig igennem, jf. Kongeloven og Danske Lov). Jf. s. 291 f.:


Om nogen spørger, hvilken af disse slags Regieringer er den fuldkomneste, da svares dertil: 1.) At ingen Regiering er med saadan Fliid indrettet, at den kand siges gandske fuldkommen, thi Regieringer overdrages Mennesker, og derfore saa længe de ere, saa ere ogsaa Laster. 2.) Er ingen Regiering saa fuldkommen, at den kand komme overeens med et hvert Landskab, men man maa overveye enhver Nations Stand, Vilkor og Natur, hvorudover Aristoteles kalder den Regierings Form den Beste, som [292] vi kunde best føre os til Brug og Nytte. Dog holdes en Monarchisk Regiering af de fleeste for den Beste, efterdi den haver stor Fordeel for de andre, thi udi Aristocratier og Democratier, naar Stænderne og Folket ville slutte noget, maa de forsamles paa en vis Tid og Sted, hvilket foraarsager stor Hinder og Besværlighed, en Eenevolds-Herre derimod kand paa alle Tider tillige slutte og fuldbyrde det, som er Riget tienligt, og imidlertid forrette store Ting, førend Stænderne og Folket udi de andre Regieringer kunde komme til en endelig Slutning. Hvad som den Hollandske Scribent udi hans Bilance Politica skriver imod en Eenevolds Regiering, er af andre kraftig igiendrevet.
Det monarkisk styrede samfund er måske ikke det bedste under alle forhold, specielt ikke de mest simple, for det har sine særlige fordele - mener Holberg - når samfundet ikke består af en enkelt by med opland, men af flere »landskaber«. Hovedargumentet er - ser det ud til - at en monark hurtigere kan træffe de nødvendige beslutninger.

Det er naturligvis et argument, men kunne vel - ikke engang på Holberg's tid - betragtes som et tilstrækkeligt argument. Måske kan det hævdes at Holberg snarere forudsatte at det monarkisk styrede samfund er det bedste end viste det.

Holberg taler flere steder om demokratiske samfund, dvs. de eksempler der kendes fra Antikkens Grækenland og fra nogle af Middelalderens bysamfund - men kendte selv sagt ikke nutidens demokratier, der bl.a. hviler på Montesquieu's princip om en Magtens Tredeling (jf. Montesquieu's »Lovenes ånd« (1748; dansk 1770 og 1998)).

Holberg forholder sig til forskellige af Montesquieu's synspunkter i sine Epistler, men så vidt jeg kan se ikke i »Naturretten«.


Formål og hensigt

Det er ikke helt klart hvad der kan have været Holberg's egentlige formål med at udgive bogen, men det er tænkeligt at der har været flere, der har støttet hinanden - og at formålene kan have udviklet sig over tid.

Først og fremmest ville Holberg formentlig afklare sig selv på et område som han selv fandt havde grundlæggende betydning. Han forholdt sig ofte til anden litteratur ved at skrive sig igennem den, ved at genfortælle den og ræsonnere over den (se fx. »Heltehistorier« og »Epistler«).

Det er endvidere tænkeligt at han - specielt senere - havde en studerende ungdom i tankerne. Han skriver et par steder at det er vigtigt at kende forskellige juridiske termini, dvs. begreber, for overhovedet at kunne forstå den mindste juridiske bog (jf. s. 054, s. 079 og især s. 208 og s. 225). De studerende han havde i tankerne var - i det mindste på et senere tidspunkt - muligvis særligt dem der forberedte sig på at tage Dansk juridisk eksamen, jf. Ditlev Tamm's bemærkning s. 229 i »Retshistorie«, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, Kbhvn. 2002.

Exam.jur. = examinatus juris (eksamineret i jura). »Salmonsen's Konversations Leksikon« oplyser: »den latinske Betegnelse for den, der har bestaaet juridisk Eksamen for Ustuderede (»dansk jur. Eksamen«)«. Denne uddannelse blev etableret omkring 1736 - dvs. nogle år efter at Holberg udsendte 1' udgave. Se evt. nærmere i Ole B. Thomsen: »Embedsstudiernes Universitet. En undersøgelse af Københavns universitets fundats af 1788 som grundlag for vores nuværende studiestruktur«, bd. 1-2, Akademisk Forlag, København 1975, bd. 1, s. 221 ff.

Men frem for alt tænkte han nok på et fornuftigt, læsende og købedygtigt borgerskab der gerne ville have styr på den grundlæggende teori - og som ikke nødvendigvis var stive i dén latin der ellers ofte blev brugt i akademiske værker.

Billeskov skriver i sin indledning at det muligvis var professor Christian Reitzer der ansporede Holberg til at skrive bogen, men Holberg havde næppe taget opgaven op hvis han ikke havde haft formål som de nævnte.

Holberg har flere steder talt for at man skulle opføre sig moderat og leve beskedent - hvilket var dyder der også blev promoveret af det fremvoksende borgerskab; her får det imidlertid en særlig drejning, man skal både være moderat og beskeden og kende sig selv; måske mener Holberg at man skal kende den menneskelige natur for at handle både moralsk korrekt og effektivt?, jf. s. 082:


Og, saa som saadan Troe maa indplantes i Sindet, saa maa med stor Flid udrøddes de Meeninger, som stride imod den sande Religion, og ere skadelige for det menneskelige Sælskab.

Derefter maa et Menneske lære at kiende sig selv, hvilken Kundskab de Gamle have saaledes ophøyet, at de med gyldene Bogstave have udi Templet til Delphii skrevet disse Ord γνωθί σεαυτόν [gnothi seauton]: Kiend dig selv; af saadan Kundskab følger, at et Menneske forstaaer, det er GUds Herredømme undergivet, og at det efter de sig af GUd forleente Gaver er forbundet til at dyrke ham og tiene sin Næste.

Sindet maa ogsaa drage Omsorg for, at det er Mester over sine Affecter og Bevægelser, efterdi de fleeste, naar de ikke holdes udi Tømme, forderve baade Legemet og Sindet; Affecternes Maadelighed og Lunkenhed derimod er en naturlig Begyndelse til Visdom og Fromhed.
Én af Holberg's største helte - Albaneren Georg Kastrioti Skanderbeg, som der mindes om et enkelt sted i denne bog (s. 357) - bliver i »Heltehistorier« fremholdt som én der på den ene side udviste stort engagement og et ekstraordinært militært talent i kampen mod Tyrken, men som samtidig opførte sig beskedent, moderat og klogt.


II.

Grundlæggende forestillinger


I begyndelsen var Gud. Det er ikke til diskussion. Sådan måtte det være på dén tid, hvis man ville have ansættelse på Universitetet i København og hvis man ville leve af at skrive og undervise, men det er mest sandsynligt at Holberg - skønt tænkende og ræsonnerende og fortrolig med ateistisk tankegang - også var et troende menneske. Under alle omstændigheder vender han sig i sin Fortale mod de, tilsyneladende ikke så få, moralfilosofiske forfattere der har anlagt en ateistisk synsvinkel, jf. s. 052:


Men det er at beklage, at de fleeste, som have taget dem paa at undervise udi den Materie ikke have gaaet den rette Vey: thi nogle have bygget deres Systemata paa falske, ugudelige og Atheistiske Principiis; andre, som de Scholastici, fordervet dem ved alt for curieuse og unyttige Spørsmaal, hvorved Sindet meere forvirres end opbygges.
Der er mange besynderlige »ting« i Bibelshistorien og adskillige selvmodsigelser, men når Holberg tager fat på dem (hvad han kun gør i begrænset omfang i »Naturretten«), er det for at løse selvmodsigelserne, for at give en forklaring på at grundlaget alligevel er korrekt, fx. hvis man forstår det på en særlig måde. De grundlæggende historier i »Det Gamle Testamente« anfægtes derfor ikke; det gælder ikke mindst historien om Syndefaldet.

Gud besluttede at skabe et menneske, Adam - nogen tid efter det kvindelige modstykke, Eva. Eva lod sig friste, Adam lod sig besnakke - og siden gik det som det gik med megen elendighed og dårligdom (jf. diskussionen om teodicé-problemet som Holberg engagerede sig i, ikke mindst i Epistlerne).

Gud kunne have gjort noget andet. Han kunne - almægtig, alvís og algod som han var (efter almindelig kristen opfattelse) - have indrettet »tingene« anderledes. Han kunne have begyndt med flere mennesker end Adam og Eva (jf. s. 271), men frem for alt kunne han have »udeladt« den frie vilje, der var en forudsætning for Syndefaldet - og som i Holberg's konception blev et fundamentalt vilkår for det senere menneskelige liv.

Holberg siger ikke meget mere om menneskenes første historie som den fortælles i »Det Gamle Testamente«. Der er en enkelt bemærkning om Kain (Cain), ingen direkte om Abel. Der trækkes dog på Bibelshistorien - der er noget om Noah, noget om Moses - men langt de fleste eksempler og historier som Holberg trækker ind kommer andetsteds fra, ikke mindst fra Antikken, dvs. fra de gamle Grækere og Romere. Eksempelvalget er besynderligt, dvs. i en holbergsk betydning af ordet - altså: Bemærkelsesværdigt.


Bemærkningen om Cain handler - indirekte - om én af Bibelhistoriens underfundigheder, som Holberg - sandsynligvis helt bevidst - prøver at tale sig udenom. Hvorfor var det nødvendigt for Gud at Cain selv fortalte hvad han havde gjort? Var Gud ikke alvidende? Jf. s. 148:

For GUD derimod maa eller kand den ringeste Forseelse ey dølges, hvorfore Cain bedrev ikke alleeneste en Ugudeligheds, men endogsaa een Daarligheds Synd derudi, at han vilde negte og dølge sin Misgierning for den alvidende GUD.
Holberg skubber (formentlig som andre Naturretsforfattere fra 1600- og 1700-tallet) »Det Gamle Testamente« til side og indsætter helt andre forestillinger om naturens mennesker (og dyr), endda uden at dette forestillingsskifte bliver diskuteret. Var han gået meget længere ad GT-sporet, var det sandsynligvis også gået galt for ham, for så var hans »Naturret« slet ikke blevet dét den trods alt er, en rationalistisk fremstilling af en moralopfattelse og en oversættelse af dén til en række praktiske regler, men derimod en religiøs »pamflet« som man kunne tro på eller ej, men som ville ligge temmelig langt fra den øvrige Naturretslige litteratur.

Før vi kommer til de nævnte andre forestillinger et par bemærkninger om hvad der skete i den første tid - ifølge »Det Gamle Testamente«.

Gud udstyrrede ikke Adam og Eva med lovbøger, han satte dem uden for Paradisets dør og dømte dem til et hårdt og besværligt liv. Allerede deres to sønner - Kain og Abel - kom i klammeri med hinanden, den ældste slog den yngste ihjel - og blev fordrevet. Kain drog bort fra Herrens åsyn og slog sig ned i Nod, tog sig en kone blandt dem der boede dér (!) og blev stamfar til en anselig efterslægt, hvoriblandt kvægholdere, musikanter og smede.

Fik Adam og Eva ingen lovbog fik de dog en forordning. »»Hvis Kain bliver slaaet ihjel, skal han hævnes syvfold« [sagde han]. Og Herren satte et Tegn paa Kain, for at ingen, der mødte ham, skulde slaa ham ihjel.«

Måske kan man ikke sige sådan om uddrivelsen af Paradiset, men så i det mindste om den syvfoldige hævn ved et drab på Kain: Det er påfaldende at truslerne er så stærke - så lidt i proportion med selve udåden.

Holberg taler mange steder om nødvendigheden af moderation og beherskelse, ikke at han selv altid levede op til det (Lars Roar Langslet giver i sin biografi nogle eksempler på at Holberg reagerede overordentlig stærkt, for ikke at sige overdrevet, på provokationer fra visse af sine konkurrenter). De nævnte eksempler fra »Det Gamle Testamente« duer ikke rigtig i dén sammenhæng, og de passer heller ikke med forestillingerne om Det Naturlige Menneske - og det er muligvis én af de vigtigste grunde til at Holberg går en anden vej.

Senere i »Det Gamle Testamente« introduceres Moseloven, også kaldet De 10 Bud (hos Holberg: de 10 Bud-Ord) eller Dekalog'en. Holberg taler ikke meget om den, men der er en vigtig passage - s. 080 f - som fortæller noget om dén sammenhæng der (ifølge Holberg) er mellem Naturretten og Moseloven:


Grundvolden af den naturlige Lov er, at et hvert Menneske saa vidt det staaer til ham, maa holde ved lige Samqvem og Foreening, hvoraf følger, at, hvad som udi Almindelighed hielper til saadan Samqvem og Omgiengelse, det haver den naturlige Rett befalet, og, hvad som strider derimod, er af samme Naturens Ret forbudet: udi den almindelige Lov indeholdes alle andre Bud.

Den naturlige Lov forbinder et Menneske, ikke egentlig, fordi den er nyttig, thi dersom vi alleneste i Henseende til Nytte skulde i agt tage Loven, vilde den ikke forpligte os meere end gode og nyttige Raad, som os kand gives, men den forpligter, efterdi GUD haver givet det Menneskelige Kiøn saadanne Love, og befalet Mennesket ved Kraft af dets medfødde Lys at være dem hørig.

At GUD har givet de naturlige Love, tilstaae endogsaa de viise Hedninger; Naturen selv viser os det paa saadan Maade, nemlig: Dersom GUD haver skabt Mennesket Sociable, omgiengeligt, og beqvemt til at kiende det, som tiener til saadan sociable og omgiengeligt Liv, saa følger ogsaa paa, at han har givet det Middel at komme til foresatte Ende, det er de naturlige Love, thi den, som foreskriver een et vist Maal og Ende, maa ogsaa give Vey og Middel at komme dertil.

Og, efterdi GUd saaledes har forordnet den naturlige [081] Lov, og indprentet den udi Menneskernes Hierter, saa kand de udi ingen Maade forandre den, men ere stedse forbundne at leve derefter; den kaldes almindelig, efterdi den er given alle, og kand forstaaes og kiendes af Naturens Lys, hvorvel den klarligen, og meere udtrykkeligen er given udi den hellige Skrift, besynderlig udi de 10 Bud-Ord.

Det Naturlige Menneske

Mennesker og Dyr er - i naturtilstanden - forskellige fra hinanden på en række afgørende punkter. Mennesker har en fri vilje, de kan beslutte sig for at gøre det ene eller det andet. Mennesker kan tale med hinanden, udveksle synspunkter, overbevise hinanden med argumenter og nå til forskellige konklusioner.

Dyr kan også gøre det ene eller det andet, men hvad de gør sker i høj grad pr. instinkt, ikke på grund af egentlige rationelle overvejelser, jf. s. 286 f.:


Vel er sandt, at Bierne ere samdrægtige, og stemme overeens til det gemeene Beste, omendskiønt der er intet Herredømme eller Magt, som tvinger dem dertil; men, at man blant Menneskerne ikke kand [287] vente det samme, foraarsager deres Ærgierrighed, Misundelse, Had og andre Laster, som ikke findes hos Beesterne. Iligemaade Talen, hvorved det eene Menneske kand ophidse det andet til Oprør og Ondskab, saa, at Tungen ikke ubilligen kaldes en Basune til Krig og Oprør.

At Bierne leve udi saadan Samdrægtighed uden Tvang og Regiering kand ogsaa tilskrives dette, at de ingen fri Villie have: men drives af Naturen, som Machiner til alt, hvad de giøre. Det samme maa man og sige om andre u-mælende Creatures visse Bevægelser, nemlig, at derudi er noget Mechanisk; thi en Fugl, før den udlegger Egg, tillaver Rede, hvilket en frugtsommelig Qvinde, der aldrig havde hørt tale om Barne-Fødsel og Barsel-Seng, ikke vilde tænke paa; Fuglene flyve ogsaa mod Vinteren til de sydlige Lande; da derimod et Menneske uden Information ikke veed, hvad Syd og Nord er, langt mindre, at det er varmere i et Land end udi et andet; saa at, om Beesterne giøre saadant af beraad Hu, ere de begavede med større Forstand end Mennesker; Dog understaaer jeg mig ikke med Cartesianerne [= tilhængerne af filosoffen Descartes] at giøre dem til blotte Machiner, men siger alleene, at mange af deres Bevægelser ere puur Mechaniske.
Den afgørende forskel på mennesker og dyr er - med Holberg - at menneskene har en fri vilje, dyrene ikke, at menneskene handler moralsk eller umoralsk, og at menneskene er ansvarlige for hvad de gør (eller ikke gør).

Holberg siger ganske vist et sted at »Menneskets Ondskab langt overgaaer Bæsternes«, men egentlig mener han (nok) at dyrene - dybest set - slet ikke kan være onde, jf. s. 079:


»[...] thi, saasom Menneskets Ondskab langt overgaaer Bæsternes, saa er det fornødent, at dets Frihed paalegges en sterkere Tømme, og at den meere maa indskrenkes end Bæsternes; thi alt, hvad som ophidser Bæsterne, er Bugs-Fylde og Løsagtighed, hvilket sidste dog ikke skeer uden paa visse Tider, og tager snart Ende. Men Menneskets Begiærlighed kand ikke saa snart mættes, den brænder ikke allene paa visse Tider, men idelig. Bæsternes Bug stilles tilfreds med den slette Spise, Naturen giver dem, men Mennesket vil ikke allene fødes, men endogsaa giødes, derforuden er Mennesket hengivet til mange Begierligheder, som ere Bæsterne ubekiendte, nemlig Overdaadighed, Ærgierrighed, Afvind, Efterstræbelse, Vantro, Nysgierrighed og andre, hvoraf Bæsterne finde sig intet fristede, derfor, dersom den Menneskelige Frihed ey var paalagt saadan en Tømme, da vilde de være verre end Løver, Ulve og Biørne, slides og rives med hinanden; Thi, kand saa meget ondt bedrives, nu deres Frihed saaledes er indskrenket, hvad vilde da skee, om de havde deres egen Villie.«

Det Talende Menneske

Mennesket er - genetisk eller måske nærmest pr instinkter - et socialt væsen, jf. s. 143:


At Menneskerne af Naturen ere beskikkede til et omgængeligt og sociable Levnet, beviser noksom alleene det, at de ved Talen kunne for andre Creature give deres Meening tilkiende, og begiære Hielp og Trøst af andre. Ved saadan Tale forstaaes ikke blotte Ord og Lyd, saasom Papegoy- og andre Fugle-Snak, men at man tillige med veed og forstaaer, hvad man siger, hvilket Mennesket alleene haver sig forbeholdet.
Men - skønt Holberg ikke selv tror det - har der måske været tale om en udviklingsproces, og han nævner gerne »hedenske« overvejelser herom, jf. s. 144:

Hvad sig anbelanger Talens Oprindelse, da fabulere derom meget de gamle Hedninger, og siger iblant andre Diodorus Siculus, at Menneskerne udi Begyndelsen vare lige saa dumme som Beesterne, men efterhaanden begyndte at give deres Mening tilkiende ved Tegn og Ord; men vi Christne vide af den hellige Skrift, at Talen blev af GUD umiddelbar given de første Mennesker, Item, at alle de foranderlige Tunge-Maal skeede ved et Mirakel, da Menneskerne imod GUds Villie vilde opbygge det Babylonske Taarn: dog bliver Talen nu omstunder ingen umiddelbar indskydet, men alle maa lære den af Øvelsen, heraf kommer det, at de, som fødes døve, blive ogsaa dumme [dvs. stumme]; og holdes det ligesom for et Mirakel at lære en Døv at tale, hvilket skeede udi forrige Seculo med den Castilianske Constabels Broder Velasco, hvilken der lærte baade at tale, skrive og forstaae Bøger, Item til Oxfort udi Engeland, hvor den bekiendte Doctor Vallis ogsaa giorde saadant Mesterstykke.

Clericus, samt Vitringa og P. Simon meene, at Sprogenes Forvirrelse, hvorom tales udi Skabelsens Bog, var ikke andet end en Ueenighed, som reisede sig blant Menneskerne, hvilken gav Anledning til deres Adspredelse, hvoraf siden de mange foranderlige Sprog komme; men det maa staae ved sit Værd, og overlades til deres Kiendelse, som forstaae, om det Hebraiske Sprog tillader saadan Forklaring.
Denne artikel handler ikke om sprogteori eller sproghistorie, men der bør alligevel mindes om Noam Chomsky's forestillinger om at menneskene er udstyret med en »universel grammatik«, og at denne universelle grammatik skulle være én af grundene til at der - forskellene til trods - er meget store ligheder mellem de forskellige menneskelige sprog.

Vi har - i dag - ikke meget sikker viden om overgangen fra dyr til menneske, og vi ved ikke noget om hvilken rolle sproget spillede i denne overgang. Vi har svært ved at uddrage sikker viden om dén grammatik der findes i forskellige dyresprog, selv om vi ved noget om forskellige tegn der bruges i kommunikationen mellem dyr. Men på ét eller andet »tidspunkt« har menneskene åbenbart taget et kvalitativt spring; de er blevet i stand til - alle steder i Verden - at kommunikere på en langt mere effektiv måde end tidligere, fordi de er blevet i stand til at bruge symboler og fordi de er blevet i stand til at »komprimere« deres viden, synspunkter og udsagn.


Se fx. Ebbe Spang-Hanssen: »Sprogets verden og din. Om menneskets mærkværdige evne for sprog«, Gyldendal, København 2002. Chomsky introduceres s. 112 ff., se også omtalen af Anna Wierzbick's »50 grundbegreber eller primitiver der kan genfindes på alle sprog« (s. 46).

En moderne teori om Naturret?

Man kunne formode at der er sket noget tilsvarende på Naturrettens område, men vi ved det ikke - ikke engang i omrids. Antropologer og sociologer har i nyere tid foretaget en række feltstudier og kan konstatere at der i alle samfund - selv de fjerneste og mest »tilbagestående« har været regler og normer, så der er visse holdepunkter for en teori om at der har udviklet sig en Naturret, omend ikke nødvendigvis den samme.

En moderne teori kan ikke bygge på Holberg's præmis om at det er Gud der har indstiftet Naturretten, og den kan heller ikke bygge på hvad der siges i begyndelsen af »Det Gamle Testamente«. Hvad der står dér om den salige tilstand i Paradisets Have, om fristelsen og syndefaldet, om Herrens opklaring af det skete og om hans hårde afstraffelse kan vi kun godtage som en - spændende og oveordentlig provokerende - myte.

Man kan komme langt med at diskutere en almen eller universel ret uden egentlig viden om hvordan en Naturret har udviklet sig i en meget fjern fortid, men helt ligegyldigt er det ikke at der bliver forsket i dén del af sagen. Dels kan en sådan forskning være nyttig for at forstå Menneskets udviklingshistorie, dels kan den - formentlig - bidrage til en afklaring af hvad de universelle principper kan bestå i.

Muligvis kan man dog komme hurtigere til en sådan afklaring ad andre veje. Man kan fortsætte de mange forskellige studier der er gjort af forskellige retskulturer. Man kan - måske - også komme et stykke ad vejen ved at foretage forskellige filosofiske undersøgelser.


Den Danske filosof Kaj Sørlander forsøgte sig ad denne vej for nogle år siden, han mente at man ad begrebslogisk vej kunne konstruere et alment etisk grundlag, men det førte ikke til noget overbevisende resultat og den anslåede vej er nok en omvej, jf. min diskussion i »Albanske Studier« bd. 1, s. 90 ff.
Og endelig kan man - på det politiske plan - forhandle sig frem til at visse principper og regler skal være gældende internationalt, således mht konfliktløsning mellem stater og mht opretholdelsen af elementære menneskerettigheder.


Instansproblemet

Naturretten adskiller sig fra Den Borgerlige Ret, Kirkeretten, Statsretten og Den Internationale Ret i at der ikke er nogen instans til at udtrykke den og ikke nogen myndighed til at eksekvere eventuelle afgørelser.

Mens man (mere eller mindre) kan hævde at Naturretten er naturgivet, næsten som en struktur-ex-ante, så er en hvilken som helst Instans og en hvilken som helst Myndighed altid noget der er konstrueret i den politiske sfære og som har en bestemt historisk forklaring og betydning.


III.

Fra Natur til Kultur. Fra Naturlig Frihed til Samfundsmæssig Regulering


I Begyndelsen var der ingen ejendomsret, men det varede ikke længe - mener Holberg, jf. s. 160:


Førend der giordes nogen Pagt og Forbund imellem Menneskerne, vare alle Ting tilfelles, saa at de horde ikke meere til den eene end til den anden; men saasom de samme ikke kand tiene Mennesker til nogen Brug, uden man i det ringeste haver Frugten deraf, og det skeer forgieves, dersom andre maa borttage, hvad som vi engang have beskikket til vort Brug, saa have Menneskerne udi Begyndelsen sluttet saadan Pagt imellem dem, at, hvad som enhver havde taget til sig af de almindelige Ting udi den Tanke at beholde og bruge det, skulde andre ikke tage fra ham igien.

Grotius meener, at alle Tings Almindelighed og Tilfelleshed havde kunnet vare, dersom Mennesket havde levet udi den gamle Enfoldighed. Men den kunde efter Syndefaldet formedelst Menneskets Ondskab og Gierrighed ikke have nogen Bestandighed; thi da Menneskerne begyndte at formeere sig, og dyrke de Ting, som tiene til Klæde og Føde, maatte, for at undgaae Trette, og at indrette en god Orden, Sagerne deeles blant Menneskerne, og enhver blive beskikket sin Deel med den Pagt og Foreening, at det, som blev udi den første Deeling til overs, skulde tilhøre dem, der først bemægtigede sig det samme.

Dette er Oprindelsen til det saa kaldte Herskab og Eyendom, hvilket er en Ret, hvorved en Ting saaledes hører til en, at den ikke paa samme Maade gandske hører til en anden, og er saadan Eyendoms Kraft denne, at vi efter eget Behag kunne disponere over de Ting, som høre os egentlig til, og holde alle andre fra at bruge de samme, uden saa er, de ved Pagt og Forbund have forhvervet sig synderlig Ret dertil.
For at undgå konflikter måtte man dels indgå en aftale om det indholdsmæssige - finde en måde at komme overens på - dels afklare hvorledes man skulle håndhæve aftalen og håndtere evt. aftalebrud.

Det er muligt at man i meget lang tid kunne klare sig uden at der blev etableret magthierarkier, men det er ikke sandsynligt for i mange dyresamfund er der meget tydelige magthierarkier. Men uanset om der var etableret et magthierarki eller ej har de tidlige samfund formentlig - i lange stræk - gentaget sig selv og haft et cyklisk eller »naturligt« forløb, og de har næppe heller beskrevet sig selv i en egentlig Historie.

Historieskrivningen er fra en senere tid, hvor et evt. »klasseløst« samfund typisk har udviklet et videregående hierarki, hvor der øverst var et begrænset antal magthavere og længere nede et større antal der var underlagt disse øverste magthavere.

Holberg mener tilsyneladende at der er en sammenhæng mellem Herskab og Ejendom på den ene side og etableringen af en Ret og Håndhævelsen af den på den anden, med andre ord at udviklingen af Herskab og Ejendom og af Borgerlig Ret og Statsret er parallelle foreteelser. Men skønt han ikke anlægger en magtdynamisk eller strukturdynamisk fortolkning - som kunne forholde sig til udviklingen fra én tilstand til en anden - så er han meget opmærksom på at hver tid og hvert sted har sine særlige skikke og institutioner.

Frem for alt indser han (som formentlig andre Naturretsforfattere) at der må etableres en meget skarp sondring mellem Naturrettens sfære på den ene side og den Borgerlige Rets og Statsrettens sfærer på den anden. Men hvis den Borgerlige Ret og Statsretten skal have en legitimitet i en mere vidtgående forstand, må de hvile på Naturrettens principper.


Nogle af Naturrettens grundlæggende principper

Du skal tale sandt

Holberg antyder at dette princip følger af Naturretten, men viser det ikke - og diskuterer det heller ikke. Han kunne have hævdet at sanddruhed er en unik menneskelig adfærd (et dyr kan ikke lyve, men måske nok »forstille sig«) og en praktisk nødvendighed i små og store menneskelige samfund. Der kan ikke indgås aftaler med nogen som man ikke har tillid til - eller rettere: Der vil ikke blive indgået aftaler mellem nogen der ikke har den nødvendige tillid til hinanden.

Derimod kommer Holberg s. 144 f. ind på nogle beslægtede sprogfilosofiske forhold:


Ved Talen er at merke, at et Menneske er forbundet til tvende Ting: 1.) At det bruger alle Ord udi den Meening, som de engang ere antagne, thi dersom man vilde nævne [145] enhver Ting, med hvilket Ord man selv lystede, skulde Talens Nytte og Brug derudover blive gandske til intet; 2.) At man ved Talen giver sit Hiertes Meening saaledes tilkiende, at andre deraf klarligen kunde forstaae den samme.
Når han drøfter sandhedsbegrebet er det mere for at diskutere hvad der principielt set er sandt og falsk end for at diskutere hvad sandhedsbegrebet bygger på og bæres af i praktisk henseende (dog påstår han mere generelt - med støtte i et religiøst axiom - s. 060: »hvo der giør imod sin Samvittighed, giør ogsaa imod GUds Villie«).

Når Holberg længere henne i teksten taler om sandhed drejer det sig fx. om hvor vidt en skyldig person er tvunget til at sige sandheden til en dommer (se fx. s. 147) og om man må omgå sandheden i pædagogisk eller psykologisk øjemed (se fx. s. 146).


Du må ikke skade andre. Moraldifferentiering eller ej

Holberg rejser en fundamental kritik mod den Engelske filosof Hobbes og formulerer til gengæld - hvad han kalder - Det Store Naturens Bud:


Hobbesius kalder den naturlige Stand Statum Lupinum eller Ulve-Stand, hvorudi ingen kand siges at giøre den [078] anden uret, efterdi han synder hverken imod Lov, som ikke er given, ey heller imod Contract, som ikke er slutted; En fordervelig Mening! som kuldkaster all Moralitet, og det store Naturens Bud; nemlig: At du maa ikke giøre imod en anden det, som du ikke vil skal vederfares dig selv.
Måske rammer Holberg ved siden af? Måske forivrer han sig og foretager - hvad Englænderen kunne kalde - a jump to conclusions?

Moralen synes nemlig givet som apriorisk forudsætning, som et alt-eller-intet, noget der - i en vis forstand - svarer til formuleringen i 3' Mosebog, kap 19, vers 18: »Du skal elske din Næste som dig selv«.

Er det ikke mere sandsynligt at forestille sig at Naturmenneskene - som mange af nutidens mennesker - har haft en dobbeltmoral? Dvs. at man har forholdt sig over for nogle mennesker (eller menneskegrupper) som om de var byttedyr, nogle man kunne udnytte eller stjæle fra - over for andre mennesker (eller menneskegrupper) som om de var nogle man kunne samarbejde med - og over for atter andre mennesker (eller menneskegrupper) som nogle man selv var underkastet.

Under alle omstændigheder ser det ud til at Holberg ikke har øje for en sådan amoralsk, men praktisk moraldifferentiering - og at der derfor opstår et »hul« i hans udlægning af Naturretten.

Det er - formoder jeg - først på et relativt sent tidspunkt i Menneskehedens historie at det for alvor er blevet relevant at diskutere en universel moral, og det vil formentlig vare nogen tid endnu før den for alvor kan formuleres i et fællesskab, altså universelt, endsige realiseres.

De store religioner og kirker har forsøgt at gennemsætte deres moralopfattelse, således den Katolske Kirke i Korstogstiden, men der er mange andre eksempler - også fra nyere tid, og de fleste af dem, hvis ikke alle, har haft særdeles problematiske konsekvenser, især for dem »korstoget« rettede sig imod, men også på de »indre fronter«.

Den grundlæggende moralske forestilling om forholdet mellem Næsten og Selvet blev - men det var efter Holberg's tid - overvejet af Immanuel Kant, der i »Kritik der praktischen Vernunft« fra 1788 formulerede det kategoriske imperativ: »Handl altid sådan, at du kan ville, at enhver anden i samme situation handler ligeså«.


Du må heller ikke udnytte andres skade

Man må som omtalt ovenfor ikke skade andre, men dertil kommer at man heller ikke må udnytte at andre er blevet skadet. Hvor langt man skal gå i fortolkningen er forskellig fra sted til sted og overgangen fra Naturret til Borgerlig Ret er tilsyneladende glidende.

S. 103 taler Holberg uden tøven om at »Udi alle saadanne Tilfælde tages i Agt det bekiendte Axioma: Ingen maa beriges af en andens Skade«, s. 187 siger han tilsvarende at »ingen maa beriiges med en andens Skade«, men det sker i en diskussion om nogle særdeles vanskelige tilfælde - nemlig hvordan man skal forholde sig når stigende flod fjerner frugtbar jord fra ét sted og fører det til et andet. Dette var et emne der både blev diskuteret af de gamle Romere og af Hollænderen Grotius.


Hvis du skader andre, skal du godtgøre dem

Som antydet er overgangen fra Naturret til Borgerlig Ret uskarp. Således også når vi kommer ind på erstatningsrettens område, hvor det antydes at selv om der er tale om en form for Borgerlig Ret, så har erstatningsprincippet meget gammel hævd:

S. 101 hedder det:


Iblant de absolute Skyldigheder, som fra første Begyndelse for nogen Menneskelig Forordning have forbundet alle Mennesker, maa regnes først den, at ingen maa beskadige en anden, og, i Fald han har giort nogen Skade, maa han vederlegge den.
Det forholder sig yderligere sådan at man skal udvise passende initiativ for at sikre at dén der har lidt skade bliver godtgjort, jf. s. 243 f.:

Naturens Lov udfordrer, at Menneskerne af sig selv og frivilligen bevise det, som de ere hinanden pligtige, og at de frivilligen byde sig til at erstatte, hvad Skade og Fortred de have tilføyet andre.

Men saasom alle Mennesker ere ikke saa gode og fromme, at de af sig selv giøre deres Pligt, og der undertiden forekomme Tvistigheder mellem dem, da, saasom der iblant dem, der leve udi den naturlige Frihed, er ingen Dommer, som ved sin Myndighed kand bilegge saadanne Tvistigheder, maa de stridende Parter ved Forhandling stræbe at giøre en Ende derpaa. Der ere tvende Maader, siger Cicero, at erholde det, man haver Ret at fordre; en ved Forhandling, en anden ved Magt, og som den første kommer overeens med Menneskernes, den anden med Beesternes Natur, da maa man ikke henfly til den sidste, uden man ikke kand bruge den første. Dersom ved indbyrdes Forhandling ikke kand giøres Ende paa saadanne Tvistigheder, da er best at udvælge sig en Op- [244] mand {Opmand}, og forbinde sig til at efterleve, hvad han slutter og dømmer.

Saadan Opmand maa være reedelig, og ikke føye det ene Parti meere end det andet, hvorfore ingen rettelig kand tages til Opmand, der synes at kunne bekomme større Ære og Fordeel af det, at han føyer meere den ene end den anden. Den Forening, som de stridende Parter indgaae med hinanden at underkaste sig en Opmands Dom, kaldes Compromis, og den Dom, Opmanden fælder, Laudum.
Sandsynligvis er der - mener Holberg - en Naturretslig kerne i erstatningsprincippet. Dette fremgår også af hvad han skriver s. 108:

Om nogen forundrer sig herover, at jeg siger: En Manddraber, en Tyv, en Voldsmand, bør alleene erstatte Skaden uden videre Straf; da er at merke, at her tales kun om Naturens Lov, som tilholder allene, at een giver enhver sit eller dets Værdie tilbage, thi Straf er ikke naturlig, men borgerlig, det er, flyder alleene af borgerlige Love, hvilke for en Stads eller et Riges Sikkerhed forordne Straf andre til Exempel, saa at, naar een bliver straffed for Tyverie, og en Tyv bliver tilholden at betale simpelt, dobbelt og trebelt; eller som vore Love kalde det: Igield og Tvigield, skeer det ikke for at fornøye den Bestaalne, som intet kand fodre uden sin Skades Erstattelse; men for at afskrekke andre at stiæle.
Som det fremgår skulle Erstatningsprincippet have en vis Naturretlig proveniens, mens Strafprincippet (i modsætning til et Hævnprincip) skulle tilhøre de borgerlige loves sfære og dermed også har tilknyttet egentlige institutioner som fx. Domstole og Strafeksekverende Myndigheder.

Da mit ærinde bl.a. er at diskutere den Albanske sædvaneret, er det relevant at medtage følgende passage fra s. 111:


Jeg kand her ikke forbigaae at tale om, hvorledes Skades Erstattelse forordnes i de gamle Danske Love. Fuld Mandebod bødes for Næse, Tunge, begge Øyne, begge Hænder og begge Fødder, desligeste for Ambod, som ere de naturlige Lemmer; for et Øye, en Haand eller en Fod, bødes halv Mandebod, for et Øre, en Tommelfinger eller de fire andre Fingre en fierding Mandebod, for hver af de næste to hos Tommelfingeren en ottende Lod af et Mandebod, og for de to yderste een sextende Deel. Det er ellers merkeligt her udi Riget, at efter den Jydske Lov, naar en, der havde giort Skade, bortrømmede, maatte hans næste Frender bøde derfor, hvilke Bøder kaldes Saal eller Sael. Ellers blev Skade ogsaa her i Landet vurdered af skiønsomme Mænd. Vorder nogen saa slagen, siger den Jydske Lov, at hans Lemmer blive lydte, da bødes derfor som det vorder vurdered af gode Mænd.

Endelig er her at merke, at den Beskadigede ikke maa hevne sig selv, efterdi han derved foruroliger det Menneskelige Societet, og berøver Øvrigheden sin Ræt; thi at een hevner sig selv, skeer ikke udi anden Tanke, end at han kand mætte sit Hevngierrige Sind ved en andens Fordervelse, da derimod Øvrighedens Hevn skeer for at haandhæve Rætten, og at forekomme videre U-leylighed.

Mennesket må udnytte alle naturlige ressourcer




Kronhjorte i Jægersborg Dyrehave (fotos: BA). I Dyrehaven mødes Naturen og Menneskene på en særlig måde. Hjortene lever relativt frit, men bestanden plejes af skovens folk. Der lægges foder ud, og der skydes dyr væk, for ellers ville der ikke være plads nok - der er jo ikke rovdyr i Haven der kan true hjortene.

Hunnerne lever i flokke for sig, de unge hanner tilsvarende. I brunsttiden kappes hannerne med hinanden, både om revirer og om at vinde hunnernes gunst. De der vinder - de mest attraktive og stærkeste - er dem der fører bestanden videre. Der er klart fastlagte relationer mellem kønnene og en tydeligt hierarkisk orden. Kiddene følger hunnerne. På nederste billede en han med følge; begyndelsen af oktober. Reviret markeres ift hjorte til de andre sider.



Et af Holberg's argumenter for at menneskene kan udnytte dyrene - uden at komme i karambolage med Naturretten - er netop dette, at en bestand kan være lige så stor, eller endda større, når menneskene griber ind på den rigtige måde, som når de ikke griber ind. Se nærmere herom i »Naturretten« s. 158 f.:
[...] tvertimod haver man klare Bevisligheder paa, at det er tilladt at slagte og æde Beesterne, blant hvilke de fornemste, at der er ingen tilfelles Ret eller Forpligtelse imellem Menneskerne og Beesterne, ey heller ved Naturen kand være; thi vi ere hverken efter den naturlige Lov befalede at holde Venskab med Beesterne, ey heller ere de beqvemme og skikkede dertil, hvorudover der er ligesom en Krig og Ufred imellem Mennesket og Beesterne, hvilket klarligen kand sees udi de vilde Dyr, som ved Leylighed øve deres Grumhed imod Menneskerne selv; de tamme Dyr beqvemme sig til Menneskets Brug ikke af nogen Forpligtelse, men af Begierlighed til Føde eller af Tvang, hvilket naar man borttager, gaae de til deres forrige Frihed igien, og tør nogle af dem sætte sig op mod Menneskerne selv. Man maa derforuden omkomme nogle, at de ey skal blive formange og Mennesket besværlige; hidhen hører ogsaa, at saasom de uskyldige Beester [159] ere ellers de Glubende til Rov og Bytte, da er det bedre, at de falde i Menneskets Hænder, hvilke føde og forsvare dem imod de glubende Dyr, ligesom et Vederlag for det, at de maa siden slagtes og tiene Mennesket til Føde.

Der findes ellers de, som gaae en Middelvey, og deele Beesterne udi tvende Classer, nemlig udi dem, som Mennesket ingen Nytte har af, og andre, som bevise det Menneskelige Kiøn stor Tieneste. De første opoffre de gierne til Menneskets Føde, men ikke de andre, sigende, et Faar giver os Uld til Klæder, Item Melk, Smør og Ost til Føde, en Oxe forarbeyder vor Jord, og trækker vor Plov, og en Høne udlegger os Egg etc. saa at derfore Mennesket kand bebreides Utaknemmelighed, naar det myrder slige velgiørende Creature. De sige ogsaa, at det er aldeles ikke at befrygte, at samme Dyr derover blive for mangfoldige, og Mennesket til Byrde; thi udi Tartariet, hvor Hæste-Kiød er den fornemste Spise, ere ligesaa mange Hæste, som blant andre Folk, der lade dem døe af Ælde, og blant de Folk som holde det for en Synd at dræbe noget Dyr, ere ikke flere Faar eller Øxen end blant os, hvor de slagtes. Men dertil kand svares, at Dyr ligesaa lidet, som Mennesker, fandt deres Regning derved. Mennesker kunde ikke staae ved at lade bygge Huuse for Faar og Øxen, og lade med Bekostning Græsset slaae om Høsten i Henseende til den Fordeel det kunde have af Melk og Uld [alene]. Faar og Øxen fandt ey heller deres Regning derved at døe om Vinteren af Suldt eller at sønderrives af Ulve og Biørne, hvilke vilde ødelegge dem snarere end Mennesker, og derved tillige med løses det sidste Argument og vises, hvorfor der kand være lige saa mange Øxen og Faar ja end fleere paa de Steder, hvor de tiene Mennesket til Føde, som blant dem, der lade dem leve.
Ofte anbefaler Holberg at man går en middelvej, men ikke på den anførte måde - at man skulle inddele dyrene i to grupper og kun spise dem fra den ene gruppe osv. Holberg's middelvej går i en anden retning ...

Jægersborg Dyrehave blev anlagt af Frederik III og Christian V med henblik på parforcejagt - og som følge deraf blev landsbyen Stokkerup sløjfet. Eremitageslottet blev bygget omkring 1735 af Thurah til brug for Christian VI og til erstatning for Christian V's jagthytte. Ikke langt fra slottet står »Kongens Eg« hvor Christian V - ifølge overleveringen - blev sparket af en hjort han var ved at give fangst. Geviret hænger på Rosenborg Slot. Kongen selv skal have taget så meget skade af sparket at han døde deraf et års tid senere, men det er sandsynligvis en skrøne.



Naturmenneskene har - som dyrene - næppe nogen sinde været i tvivl om hvor vidt de måtte udnytte naturen eller ej. Men på et langt senere tidspunkt - dvs. efter at forskellige samfund har dannet sig og stater er blevet etableret, er det blevet et filosofisk eller moralsk problem om man måtte hvad man gjorde, eller om der evt. måtte sondres. Når dette skal tages op her er det fordi det er en vigtig del af Holberg's fremstilling af Naturretten og den Borgerlige Ret.

Nedenfor formuleres en væsentlig del af Holberg's naturopfattelse i kort begreb, men samtidig - tror jeg - at han forsøger at opbygge en slags referenceramme eller grundlag for senere analogislutninger. Som menneskene må - og kan - gøre med planter og dyr, tilsvarende kan en husbond forholde sig over for hustru og tjenestefolk - og en konge over for statens borgere (herom senere).

Holberg skriver s. 157 f.:


Eftersom GUD har behaget at lade det Menneskelige Legems Vilkor være saaledes, at det ikke kand holdes ved lige uden ved Føde og Klæde, sluttes ogsaa sikkert deraf, at han har givet Mennesket Magt at anvende andre Creature til sit Brug, og uden Synd at slagte dem; thi saasom han har givet Livet, holdes han ogsaa for at tillade de Ting, som tiene til Livets Ophold; derforuden viser ogsaa den hellige Skrift os udtrykkeligen, at saadant er tilladt; hvad sig anbelanger saadanne Ting, som alleene have animam vegitativam eller en bevegelig Siæl, saasom Træer, Urter og Frugter, da kand ingen have nogen Grund at negte, at jo deres Brug er Menneskerne tilstædt, efterdi de ingen Følelse have, og derfor kiende ingen Smerte, i det de fortæres af Mennesket, besynderlig efterdi de ellers skulde fortæres af Beesterne og forderves af Veyret.

Men angaaende Beesterne, som have Følelse og miste deres Liv med stor Smerte, da have mange villet tvivle, om det er Mennesket tilladt, at tage saadanne af Dage, foregivende, at omendskiønt GUD gav Adam og hans Efterkommere Herredømme over de u-mælende Creature, saa derfor ikke at slaae dem ihiel, naar de vilde, ligesom det ene Menneske hersker over det andet, men kand dog ikke tage Livet af det samme; hvorfore ogsaa den største Deel [158] af de gamle Philosophis har fordømmet u-mælende Creatures Mord, og have nogle i Agt taget, at, eftersom GUD har givet de Dyr, der æde Kiød, lange spitse og fra hinanden skildte Tænder, Mennesket derimod korte, tette og dannede ligesom de Beesters, der alleene æde Urter og Frugt, saa haver han ogsaa villet, at det skulde holde sig fra Kiød, hvorfore ogsaa de Peruvianer, som boe udi den Province Pasto, naar man adspørger dem, hvorfor de ikke ville æde Kiød, svare: Vi ere ingen Hunde.



IV.

Forholdet mellem Ægtefæller


Forholdet mellem Mand og Kone - og Familieforholdene i det hele taget - er et konstituerende »led« i den samlede retsopfattelse; familien danner grundlag for samfundslivet og hele samfundsordenen, og det er et emne som Holberg bruger meget energi på. Emnet er også særdeles centralt i den Albanske sædvaneret.


Det ligger nært for at gøre nogle bemærkninger om Holberg's egne familiemæssige forhold og erfaringer, men skønt disse var egenartede og har haft stor betydning for hans valg af levevis og hans hele adfærd, er det dog svært at se at en beskrivelse af dem ville kunne bidrage til en bedre forståelse af »Naturretten«.

Om de personlige forhold kan bl.a. læses i Lars Roar Langslet's biografi.
På Holberg's tid var det »en naturlig ting« at Manden »førte Regimentet«; og var det - som i komedien »Jeppe på Bjerget« - ikke tilfældet, var det påfaldende. Holberg mente nok at Manden - generelt - var bedst skikket til at lede Familien, men det skulle foregå på ordentlig vis - ledelsen skulle ikke være diktatorisk eller absolut, der skulle tværtimod udvises hensynsfuldhed og omtanke. Holberg fremstiller altså et hierarki - som ikke er ensrettet, men som har reciprok karakter. (Tilsvarende mener han om statslig styring, hvilket jeg foreløbig vil lade ligge).

Nu følger at eftersee, hvoraf Manden haver bekommet Herredømme over sin Hustru, og hvorvidt det strækker sig. Saadan Herredømme kommer alleene af GUds Indstiftelse, Gen. 3.16, hvor Qvinden udtrykkelig befales at være sin Mand underdanig, og Hustruen haver frivilligen undergivet sin Villie Mandens Villie, hvorudover de fare meget vildt, som paastaae, at saadan Herredømme kom- [ 258] mer {kommer} af Naturen; thi omendskiønt Mand-Kiønnet er af Naturen herligere og beqvemmere til at føre Regimente end Qvinde-Kiønnet, saa følger dog der ikke af, at Manden maa endelig have Regimentet, ligesom af det eene Menneskes Beqvemhed for det andet følger intet Herredømme og Trældom, hvilket vises paa et andet Sted.

Skulde af et Kiøns Herlighed og naturlige Beqvemhed flyde saadant Herredom, saa turde maaskee mangen Qvindes-Person forlange at komme til Examen med sin Mand, og ikke liden Forskrækkelse derudover reiser sig iblant det gode Mand-Kiøn, hvoraf en stor Deel synes at været skabt til en Spinde-rok, da man derimod hos mange blant Qvinde-Kiønnet finder fortreffelige Sindets Gaver. Men det er nok, at GUd har udtrykkelig befalet, at Qvinden skal være sin Mand lydig, Item at Qvinde-Kiønnet har underkastet sig Mændenes Magt, saa deres Herredom, foruden paa Skriften, grundes ogsaa paa Hævd, hvilket jeg har beviset udi det bekiendte Vers, kaldet Forsvars Skrift, for Fruentimmeret under Zille Hans Dotters Navn.

Saadant Herredømme maa være mild og holdes ved lige heller ved Kiærlighed end Frygt, givende Manden ikke Jus vitæ et necis [der står egentlig: Jus vitæ og necis - men andetsteds: Jus vitæ et necis, derfor er dén form valgt også her], ey heller Magt at bruge nogen haard Tvang, Item, at skalte og valte over Hustruens Gods, men den Magt indstiftes alleene af en synderlig Pagt mellem Ægte-Folk, eller og ved Borgerlige Love.
Andetsteds siger Holberg at det undrer ham at man i visse tilfælde har haft kvindelige herskere, men at man i et samfund (som det Danske) ikke giver kvinden samme ret til at træffe økonomiske aftaler som manden har pr. »definition«, jf. s. 133:

Men, uden at sætte til Side noget af den Respect, jeg har og bør have for alle Nationers Borgerlige Love, saa maa jeg dog tilstaae, at jeg har aldrig kunnet faaet i mit Hoved, at man kand holde et Fruentimmer beqvemt til at forestaae et heelt Land, hvoraf saa mange tusinde Menneskers Velfærd hænger, og derimod dømme det ubeqvemt til at slutte en liden Penge-Contract; thi det er ligesom at dømme en beqvem til at slutte en Kiøbe-Contract om en Herre-Gaard, og derimod ubeqvem at contrahere om en Tyldt Bredder eller en Favn Brænde. Den Jydske Lov er heel streng derudi; thi den siger: Bonde bøder 3 Mark, om han tier og taal, at hans Hustru sælger og skiøder Jord bort; thi det er uhiemled og kand deeles tilbage igien, og den, der kiøber taber sit Værd.
Holberg går ikke videre med sin undren, nøjes nærmest med at notere at den omtale ulighed har lang hævd - også i Dansk tradition.

Som det fremgår hviler en væsentlig del af Magten på aftale eller på Borgerlige Love, dvs. på den historiske udvikling. Man kan gisne om hvordan forholdene kan have været i naturtilstanden. Forholdene blandt visse dyrearter tyder på - mener Holberg - at det er en »naturlig ting« at Mand og Kvinde lever sammen så længe de har børn der ikke kan klare sig selv (men dermed er der ikke eksplicit udtalt noget om ligheden eller uligheden mellem Husfaderen og Husmoderen).


[257] Ellers kand her spørges, om den ævige Contract, nemlig at Mand og Qvinde stedse skal boe sammen, grunder sig paa Naturens Lov, eller om den flyder alleene af GUDs Anordning, og Borgerlige Love. Nogle holde for at Naturens Lov alleene byder, at Contracter skal holdes, og, at naar en Mand contraherer med sin Hustru paa 10 Aar, er ved Enden af samme 10 Aar Contracten ophæved, saa det ikke anderledes dermed er beskaffed end med Huusleye, som man kand sige op til Fardag; de blive ikke derved, men holde og saadanne Contracter nyttige; thi, sige de, befinde de dem vel derved, kand de fornye Contracten paa andre 10 Aar, da derimod den allerulyksaligste Tilstand er at forbindes stedse at leve med den, som man ikke kand lide. Saadan Forslag giøres udi Comœdien af den politiske Kandestøber, hvilken det kand være meer anstændigt [for] end [for] en grundig Philosopho; thi en Mand tager en Hustru, ikke alleene for at avle Børn, men og for at tugte dem op tilsammen, hvoraf følger, at en Mand i det ringeste bør boe udi Foreening med sin Hustru indtil Børnene ere voxne, og kand forsørge dem selv. Det samme lærer os de umælende Beester selv, hvilke leve, som foreenede udi Ægteskab, længere og kortere, ligesom Ungerne snarere og sildere kand hielpe dem selv. I det øvrige kand man ikke sige, at Naturens Lov byder, at Mand og Qvinde skal boe længere sammen, hvorvel det er smukt og ordentligt, om de saadant giøre; thi hvis det strider absolut irnod Naturens Bud, havde GUD i ingen Henseende tilladt Jøderne Skilsmisse. Saa at denne ævigvarende Foreening grunder sig paa Christi Lærdom, paa Christelige Love, og paa Contracterne i sig selv.

Ægteskabet

Engang for længe siden - da menneskene endnu levede i naturtilstanden - var tingene næppe så komplicerede, selv om de kunne være særdeles vanskelige. Måske havde man ikke formelle ægteskaber, men så havde man muligvis ægteskabslignende forhold - som dannede rammen om opdragelsen af børnene; måske var en væsentlig del af denne opdragelse - ligesom fremskaffelsen af føde - et mere kollektivt anliggende, noget der lå på flokken, snarere end på enkeltfamilien?

Efter Holberg's opfattelse indebærer et ægteskab at 'Qvinden beskikker sig en Mand, men at hun siden maa være ham underdanig' (jf. s. 299), men det er uklart om der - efter Holberg's opfattelse - allerede var tale om et sådant dominansforhold allerede i naturtilstanden.

Hvordan forholdene end har været i forhistorisk tid, kan man - i historisk tid - ikke betragte et ægteskab som en forholdsvis simpel forening mellem mand og kvinde; indgår man ægteskab følger der meget med - et ægteskab har en række ejendomsretlige og samfundsmæssige konsekvenser.

Jf. s. 254:


[...] omendskiønt den naturlige Lov tilsteder at gifte sig, hvor og med hvem man lyster, saa kand dog de Borgerlige Love, dersom en Republiqves Nytte det udfordrer, forordne, at ingen Borger maa gifte sig med en Fremmed, ey heller nogen af Adel med en Gemeen.
Ægteskabet hviler på en seksuel forbindelse mellem mand og kvinde, men ægteskabets formål (i borgerlig forstand) er ikke den gensidige seksuelle tilfredsstillelse. Formålet er at danne rammen for fødsel, liv og død, for opdragelsen af den næste generation, for ejendommens videreførelse osv.

Eftersom Familien - dvs. den Fuldstændige Familie med husfar, husmor, børn, andre slægtninge, tjenestefolk, ejendom og husdyr - var en grundlæggende socio-økonomisk enhed, var det af stor betydning hvordan man skulle forholde sig, når et ægteskab blev indgået (og når det blev opløst).

Måske hvilede foreningen mellem mand og kvinde i naturtilstanden i nogle tilfælde på gensidig attraktion, i andre tilfælde på erobring og underkastelse. I det borgerlige samfund var det ofte familiefaderen (med Holberg: Huus-Faderen) der indgik aftale med en anden familiefar om ægteskab mellem deres børn, og en sådan aftale var børnene forpligtet til at opfylde, fordi det bærende ikke var et kærlighedsforhold, men at der var indgået et kontraktligt forhold.

Når der blev indgået en sådan kontrakt blev der taget stilling til mange ting, nogle eksplicite, mange implicite. Én af de eksplicite ting var hvor stor en medgift en brud skulle have med - eller hvor meget der skulle erlægges i brudekøb (evt. som såkaldt morgengave). Hvordan arveforholdene skulle være var - i det mindste i den nyere historie - bestemt af overordnede regler, men undertiden gjaldt der specifikke regler.

Holberg (og mange med ham) kunne sagtens indse at dette var en problematisk konstruktion. Der blev i mange tilfælde trådt på børnenes følelser. Der blev gjort mange sidespring. Der måtte opfindes særlige konstruktioner for at undgå uheldige juridiske konsekvenser - således særligt mht ejendommens videreførelse og evt. deling.


Hvem måtte gifte sig med hinanden, hvem ikke?

Holberg bruger en del plads på at diskutere hvem der måtte indgå ægteskab med hinanden, og hvem der ikke måtte. Dette er der flere grunde til, dels moralske, dels juridiske.

Ægteskab mellem nærtbeslægtede kunne løse en del problemer på det juridiske og samfundsmæssige plan - for samtidig med at man kunne videreføre familien eller slægten, var der også større chance for at man kunne holde en ejendom sammen.

Derimod kunne sådanne ægteskaber rejse mange andre problemer. På Holberg's tid havde man længe vidst at seksuel forbindelse mellem nærtbeslægtede var problematisk, idet indavl ofte førte til degenerering (men det er først på et senere tidspunkt at man har kunnet forklare dette videnskabeligt). Det er imidlertid ikke så meget de biologiske argumenter, Holberg fører i marken mod blodskam, og heller ikke egentligt Naturretslige (skønt han antyder noget andet s. 271) - men snarere filosofiske, religiøse og samfundsmæssige - særligt at det familiemæssige hierarki bliver undermineret (jf. s. 266 og s. 268 f.):


De Ægteskabe holdes for at være ureene, som indgaaes mellem Slægtinge og Nær-besvogrede, saa at det ikke alleene er forbudet at begive sig udi saadant Ægteskab, men man maa ogsaa bryde det, naar det allereede er sluttet. Omendskiønt alle Folk have holdet saadanne Ægteskabe for usømmelige, er det dog vanskeligt af Naturens Ret at bevise; thi, at Menneskerne have saadan Afsky derfor, kommer ikke saa meget af ens medfødde Natur, som af Vanen og Opdragelsen, ey heller blive Familierne derved ruinerede, som endeel vil sige, men langt heller derved styrkes, efterdi Midlerne komme blant Slægtningerne, og befaler derfor GUD Num. 36. Qvinder, som have fast Gods udi Eye, alleene at gifte sig med deres Paarørende, at Ageren ikke skal falde fra en Familie til en anden. Dog viser Guds Lov os Levit. 18. udtrykkeligen, hvorvidt saadan Ægteskab mellem Slægtninge maa tillades, hvor efter vi Christne have os at rette.

[...]

Mellem Forældre og deres Afkom udi den rette Linie holdes ogsaa efter Naturens Lov Ægteskab at være forbudet, og det ikke af den Aarsag, som Socrates foregiver, nemlig, at der er en Ulighed udi Alderen, som foraarsager Ufrugtbarhed, og ilde dannede Fostere, men der ere andre vigtige Aarsager dertil; thi dersom saadanne Ægteskabe skulde tillades, vilde der blive en stor Forvirrelse blant Familierne, ja det heele Menneskelige Kiøn: Hid henhører det, som Philo Judæus taler om de Perser, der giftede sig med deres Mødre. Intet kand optænkes meere ugudeligt end at besmitte sin egen Faders Ægteseng, at være Søn og Huusbonde tillige, Moderen at paatage sig Hustrues Navn, de fælles Børn at være Faderens Brødre og Moderens Børne-Børn. Derforuden vilde ved saadan Ægteskab Fædrene og Mødrene miste meget af den Ærbødighed, som Naturen udfodrer af Børn; thi hvorledes kunde en Søn, der havde taget sin Moder til ægte, baade være hendes Hoved og Herre, og iligemaade bevise hende en ret Sønlig Lydighed, iligemaade en Dotter sin Fader. Over alt dette haver GUD ogsaa udi sin Lov udtrykkelig forbudet saadanne Ægteskab Levit. 18. Saa at derfor, om Adam kom udi Verden igien, kunde han ikke tage sig nogen Hustru, efterdi alle Qvinder have deres Udspring af ham; Jøderne holdte fore, at der fra Verdens Begyndelse vare 6 slags Giftermaal forbudne, nemlig, med sin rette Moder, med sin Stivmoder, med en andens Hustru, [269] med sin egen Søster, med en af samme slags Kiøn, Item at bemænge sig med Beesterne, hvilket de bevisede af det Sprog Gen. 2, Manden skal forlade sin Fader og Moder, og blive hos sin Hustru, og de To skulle være et Kiød, og forklarede det saaledes: Manden skal forlade sin Fader (det er, holde sig fra hans Hustru og sin Stivmoder) og sin Moder (det er, ikke begive sig udi Ægteskab med hende) og blive hos sin Hustru (det er, ikke tage en andens Mands Qvinde.) Og de To skulde være et Kiød, derfor skal man holde sig fra Beesterne, efterdi Menneskerne og de umælende Creature ikke kunde blive til et Kiød. Hvad sig anbelanger de Beviisligheder, Diogenes og Chrysippus tage af Haner og andre umælende Creature, hvormed de ville godtgiøre, at saadan Sammenblandelse strider ikke imod Naturen, giøre de intet til Sagen; thi det er nok at bevise dens Usømmelighed deraf, at den strider imod den Menneskelige Natur, og siger Xenophon, at omendskiønt det var brugeligt blant de Persiske Magi at mænge sig med deres Mødre, saa var det derfor ikke desmindre usømmeligt. Thomasii selsomme Meening herom, og med hvad Grund han stræber at bevise, at saadanne Ægteskabe ikke stride imod Naturens Lov, kand sees af hans udi dette Skrift saa ofte citerede Jurisprudentia divina.
S. 271 bemærker han at han »har udføret dette Spørsmaal noget vidtløftigen formedelst bekiendte Aarsager«. Hvad de bekiendte Aarsager skulle bestå i, véd jeg ikke med fuldkommen sikkerhed - men det er meget tænkeligt at der »kun« refereres til en fejde mellem kollegerne Holberg og Hojer, se nemlig Billeskov's kommentar (s. 409).


Hvem må gifte sig - hvem ikke? Homoseksualitet

I sommeren 2003 udsendte Vatikanet nogle overvejelser om legalisering af homoseksuelle forbindelser - »Considerations Regarding Proposals to Give Legal Recognition to Unions Between Homosexual Persons«. Homoseksuelle forbindelser har altid eksisteret, således også i den græske og romerske oldtid og på Holberg's tid; Holberg gør enkelte - negative - bemærkninger om homoseksualitet i Naturretten.

Når man i Nutiden drøfter en legalisering af homoseksuelle relationer er det (mig bekendt) noget »nyt« og noget der ligger langt fra Holberg's bog. Når jeg alligevel gør opmærksom på Vatikanet's overvejelser er det på grund af en ganske særlig omstændighed, der pointerer forholdet mellem naturret, kristen teologi og verdslig lovgivning, man skriver nemlig:
»Since this question relates to the natural moral law, the arguments that follow are addressed not only to those who believe in Christ, but to all persons committed to promoting and defending the common good of society«.
Hvis Vatikanet kun havde udtalt sig til den Romersk-Katolske Verden, ville jeg ikke have hæftet mig særlig ved overvejelserne. Men sådan forholder det sig ikke: Man henvender sig til katolske politikere, men man ønsker også at henvende sig til andre ansvarlige lovgivere - og dette er formentlig grunden til at man ikke (kun) bruger teologiske grundsætninger eller argumenter, men »falder tilbage på« naturretslige.

Om Vatikanet's synspunkter vil få betydning i dé lande hvor man for tiden drøfter legitimeringen af homoseksuelle forbindelser er svært at sige, men man håber på det. Specielt fordi man ikke kan acceptere at homoseksuelle par får mulighed for at adoptere børn. Én ting er at nogle mennesker er homoseksuelle - det respekterer man (selv om man må minde om at homoseksualitet er i strid med kristen moral), men det er noget ganske andet når børn tvinges til at vokse op i homoseksuelle »familier«. Se flg.:
»As experience has shown, the absence of sexual complementarity in these unions creates obstacles in the normal development of children who would be placed in the care of such persons. They would be deprived of the experience of either fatherhood or motherhood. Allowing children to be adopted by persons living in such unions would actually mean doing violence to these children, in the sense that their condition of dependency would be used to place them in an environment that is not conducive to their full human development. This is gravely immoral and in open contradiction to the principle, recognized also in the United Nations Convention on the Rights of the Child, that the best interests of the child, as the weaker and more vulnerable party, are to be the paramount consideration in every case«.
Jeg betvivler ikke Vatikanet's oprigtige sindelag, når jeg konstaterer at man kan gå meget behændigt til værks, når »det gælder«.

Overvejelserne blev fundet på: http://www.vatican.va/news_services/press/vis/dinamiche/d0_en.htm [skulle adressen forsvinde, kan der foretages en search på: Den Hellige Faders side: http://www.vatican.va/phome_en.htm]




Ægteskabsløfter

Når ægteskabet spillede så stor en rolle - både for de involverede familier og for hele samfundslivet, er det en selvfølge at der (i mange samfund) blev lagt stor vægt på ægteskabsløftet, på dén aftale der ofte blev indgået mellem to familiefædre.

Børn var - som udgangspunkt - pligtige til at gifte sig på dén måde som faderen (eller forældrene) ønskede; på den anden side måtte der være eller kunne der opstå en gemytternes overensstemmelse, jf. s. 279:


Udi indifferente Befalninger, som i sig selv ere hverken gode eller onde, som at antage visse Studia eller Haandteringer, at gifte sig med visse Familier etc. da ere Børnene pligtige til at adlyde dem derudi. Dog synes det, at et Barn med Ærbødighed kand væigre sig for, at binde sig til Ægtefælle, som dets Sind ikke falder til, efterdi Ægteskabs Baand bør være tilfælles Kiærlighed, og det er vanskeligt at elske efter Ordre.
Jf. også s. 137 hvor Holberg i øvrigt korrigerer Pufendorf:

Iligemaade maa det Løfte holdes, dersom nogen af Frygt bliver dreven dertil af en anden, der haver Magt og Ret at indjage en saadan Frygt, og at love noget til den tredie, for Exempel, om en Dotter af Frygt for sin Fader giver sin Tro til nogen Mand imod sin Villie, er hun ikke desmindre forbunden at holde det samme, thi hos Brudgommen er ingen Feyl, at han jo kand have Ret at staae paa samme Løftes Fuldbyrdelse, og Dotteren burde godvillig giøre, hvad hendes Fader befalede.

Her synes mig dog, at adskillige Omstændigheder kand foraarsage, at denne Pufendorfs Mening bør indskrænkes. En Fader har vel ved Naturen stor Myndighed over sine Børn, men kand dog ikke tvinge dem til de Ting, som de forud see ville være dem skadelige og fordervelige, iligemaade GUD ubehagelige; thi GUD har ingen Behag udi Ægteskab, som sigter til at bygge paa Helvede. Naar derfor en Dotter efter sin Faders Forslag giver sin Tro til nogen, og hun siden fornemmer, at Personen har de Feil og Udyder, som vil giøre hende stedse ulykkelig, ja bringe hende til Fortvivlelse, kand jeg ikke see, at hun udi saadan Fald er forbunden til at fuldbyrde sit Løfte, naar hun har beviislig giort Sagen for sin Fader, og han allene af Haardnakkenhed paastaaer dets Fuldbyrdelse: Dog behøves klare og ufeilbare Beviis om Personens Laster, paa det Børn ikke skal tage Leylighed at imodsætte dem Forældrenes Villie. Personen, til hvilken Løftet er giort, kand ey heller klage sig over Uret; thi der kand udi saadan Fald dømmes om ham det samme, som dømmes om den, der sælger en et af Messing forgyldt Beger for et Guld-Beger.
Det er karakteristisk at udgangspunktet for både Pufendorf og Holberg er at et løfte skal holdes. Holberg blødgør ganske vist Pufendorf, men kræver af den omtalte datter at hun fremkommer med klare og ufejlbarlige beviser for at aftalen om at indgå ægteskab hvilede på falske forudsætninger.

Det skete at det ikke var to familiefædre der indgik aftale om at deres børn skulle giftes, men at børnene selv traf aftalen. Det sidste er - i vores del af verden - blevet en selvfølgelighed, mens »aftalte ægteskaber« anses for at være uacceptable.

Det var lige omvendt på Holberg's tid, forholdene var ganske anderledes end i vore dage. Det forekommer mig dog at Holberg ikke får diskuteret denne problemstilling til ende - at han kunne være kommet længere i sit ræsonnement (hvad der nok kunne have været relevant i en Albansk sammenhæng) - men at han klarer sig med nogle almindeligheder: Hvis en søn er blevet myndig, skal han ikke (nødvendigvis) have tilladelse af sin far til at gifte sig. Hvis en far nægter sin datter at blive gift, kan hun sætte sig ud over dette. Men grundlæggende mener Holberg (tilsyneladende) at et barn som minimum skal indhente tilladelse til giftermål, jf. s. 273. Først dog et citat fra s. 229 f.:


Hvorledes Borgerlige Love kand hindre Obligationers Løsning, derpaa gives saadant Exempel: en Umyndig slutter en fordeelagtig Contract med en anden. Samme Contract staaer fast; thi en Umyndig kand vel contrahere til sin Fordeel, men ikke til sin Skade. Naar man nu ved tilfælles Samtykke vil ophæve den sluttede Contract, siger Loven ney dertil; thi det staaer ikke udi den Umyndiges Magt at sige sig fra den Fordeel. Videre en ung Karl og en Jomfru love hinanden Ægteskab, og blive siden til Sinds at ophæve Contracten. Efterat Fraskrivelsen paa begge Sider er giort, fortryder hende saadant, og hun stævner ham til Contractens Fuldbyrdelse. Han beraaber sig paa Fraskrivelsen; men forgiæves, naar Loven siger, at hun ikke kunde sige sig fra sin Fordeel uden hendes Værges Samtykke. Jeg siger, naar Loven udtrykkelig forbyder saadan Frastaaelse uden Værges Minde; thi hvis ikke, saa er intet meer naturligt, end naar Karlen siger: Jeg vil ikke ægte hende, at hun kand ogsaa sige: Saa vil jeg ey heller have ham, og, naar saadant engang er samtykked, kand det [230] ikke siden oprippes. Om denne Casu har ofte været tvisted og endnu tvistes udi vort Consistorio: Nogle holde for, at saadan Frastaaelse paa en Jomfrues Side er ugyldig, efterdi Loven siger, at ingen Umyndig maa slutte noget uden Værges Minde. Jeg derimod tillige med andre holde for, at dette forstaaes meest om Kiøb og Sall, og at Lovens Meening gaaer ikke saa vidt, at den vil forbyde en Jomfrue at sige: den Karl vil jeg ikke have, efterdi han ikke vil have mig, helst om Ægteskabs Forpligtelsen er giort uden Værges Samtykke.

[...]

Førend jeg slutter dette Capitul, vil jeg tale noget om det Spørsmaal, som foresættes af Grotio, om de Ægteskabe ere gyldige, som indgaaes af Børn uden Forældrenes Samtykke. Dertil svares, at, omendskiønt Børnenes Pligt udfodrer at begiære Forældrenes Samtykke udi alle Ting, besynderligen udi Ægteskabs Sager, som angaae den heele Familie, saa følger dog ikke derpaa, at saadant kand giøres til intet; thi, naar en Søn er kommen til skiels Alder, og forlader sin Faders Familie, er han ikke længer hans Regimente undergiven, men er alleene forbunden til en Sønlig Ærbødighed, hvilken Ærbødigheds Pligt ikke er tilstrækkelig at giøre saadan vigtig Contract til intet. Vel var hos de Romere forordnet, at saadanne Ægteskab, som giordes imod Forældrenes Villie, skulde være ugyldige, men saadant skeede ikke efter Naturens Ret, men alleene efter Lovgiverens Villie. Om Esau læse vi udi Bibelen, at han giftede sig uden sine Forældres Samtykke, men ikke at samme Ægteskab derfor var ugyldigt, eller hans Børn ulovlige.

Dog giør et Barn en lastelig Gierning, naar det gifter sig med een, som Forældrene ikke anstaar, saasom det er en Fader høyt Magt paaliggende, at ingen Sviger-Søn eller Sviger-Dotter imod hans Villie bindes ham paa Ærmene. Paa den anden Side giør en Fader meget ilde, der plat vil forbyde sin Dotter at gifte sig, hvorudover nogle Borgerlige Love undskylde de Døttre, der af den Aarsag forfalde til en løsagtig Gierning. Enke eller Møe, siger den Jydske Lov, der atten Vintre gamle ere, og have paa Tinge krævet deres Værge at gifte dem, og deres Værge ey vil, lade de sig siden beligge, da forgiøre de dermed ey deres Gods.
I visse tilfælde kunne en familie være afskåret fra at leve op til en aftale. Det bortlovede barn kunne være død af sygdom eller anden skellig grund kunne foreligge. Men i alle andre tilfælde kunne der være tale om egentlige kontraktbrud som der evt. måtte betales erstatning for, jf. s. 254 f. (hvor det i øvrigt fremgår at Holberg har været særdeles omhyggelig med at finde de relevante lov- og andre bestemmelser frem):

Her kand forefalde et stort Spørsmaal, hvilket jo meer det her hos os bliver omtvisted, jo vanskeligere er det at besvare, nemlig: Hvad Reparation een, der besvangrer en uberygted Møe eller Enke, bør give hende? Det er ingen Tvivl paa, at jo en, der har giort en Jomfru Ægteskabs Løfte, og begiæret hende af hendes Forældre, er forbunden til at ægte den, som han i saa Maade har bevaret sig med, og ere alle vore Lovkyndige eenige derudi. Men om en tilforn uberygted Møe, enten for Betalning, eller af Løsagtighed lader sig beligge, da er Spørsmaal, om den, der i saa Maade har krænket hende, forbindes til Ægteskab. Nogle holde for, at hendes Ære, som bliver hende berøved, ikke kand repareres paa anden Maade, og at han derfor er skyldig til at ægte hende. Andre holde for, at den ikke kand siges at være sin Ære berøven, der frivilligen sætter den paa Spill. Og, som mangen Mands-Persons timelige Velfærd kand forspildes ved at give saadan Reparation, saa er det forhaardt at tvinge ham til at ægte een, som han aldrig har haft i Sinde at ægte; og som enten saa godvilligen har ladet sig forføre til Løsagtighed, eller forføret ham selv til saadan Gierning, enten udi Drukkenskab, eller ved anden Leylighed. Efter de fleeste og fast alle Nationers Borgerlige Love forbindes ingen at godtgiøre saadant ved Ægteskab. Her i Landet alleene efter nogle Aars almindelig Praxin dømmes han dertil. Om samme Praxis grunder sig paa Lovens Ord eller ey, det vil jeg overlade andre at decidere. Loven taler saaledes derom: Dersom nogen enten selv eller ved andre beder om en Dannemands Dotter, og derover beligger hende, før Trolovelsen skeer, eller han faaer endelig Svar, da skal han [255] endeligen tage hende til ægte, om hendes Forældre eller Formynder ville det samtykke. Ville de ikke, da bør han give hende en hæderlig Hiemfærd efter hans Formue. Derpaa følger en anden Artikel, som siger: Det samme er og, om nogen beligget anden Møe eller Enke, som tilforn er uberygted. Denne sidste Artikel forklare de fleeste nu omstunder saaledes, at hvo som bevarer sig med en uberygtet Jomfrue, skal ægte hende. Andre holde for, at den sidste Artikel hænger af den første, og, at derunder forstaaes, om han har begiæret hende, eller offentlig giort hende Ægteskabs Løfte. De sige ogsaa, at den Forklaring stemmer overeens med alle vore gamle Love, Recesser og Forordninger, hvorpaa den nye Lov er grunded. Den Skaanske Lov taler saaledes derom: Lader Kone eller Møe ligge hos sig udi Løn (som kaldes Løn-Leye) saa følger derpaa Leyer-Vides Bod, hvilket er 6 Mark, som hendes Laug-Værge skal opbære; dog fanger hun intet deraf, fordi det skeede med hendes Villie. Christiani 3. Recess siger, at den, som overbevises at være Jomfru-Krænker, skal bøde 9 Mark til hendes rette Værge (det er 3 Rixdaler, eftersom Daleren da galt 3 Mark) og 8 Skilling Grot, som da var 2 ¼ Rdlr. til dens Herskab, som Gierningen giorde. Efter Christiani 4. nye Forordning skal bødes 12 specie Rigsdlr. Den gamle Norske Lov siger: Vil den, som har krænket en Møe, ikke fæste hende, da bøde han slig Ret for det han belaae, som 12 Mænd dømme ham til. Friderici 2. Ordinantz om Ægteskabs Sager siger, at med Jomfru-Krænkere skal forholdes efter Loven, Recessen og Gaards-Retten, og taler saaledes selv om den Post: Dersom nogen beder om en Dannemands Dotter, og beligger hende, førend han faaer endeligt Svar, eller de blive trolovede, da skal han endeligen tage hende til ægte, om hendes Forældre eller Formyndere ville det samtykke. Den som beligger nogen ærlig Pige eller Møe, og siger ney derfor, da værie [= værge] sig med Eed efter Loven, og Recessen eller bøde. Denne Ordinantz giør Forskiæl mellem en Jomfru eller Enke, som ere begiærede til ægte, og dem, som ikke ere [256] begiærede, og meenes, at vor nu brugelige Lov er grundet derpaa, efterdi Ordene ere de selvsamme udi den første Artikel som udi bemældte Ordinantz. Jeg for min Part understaaer mig ikke at giøre nogen Forklaring over Loven, men følger den almindelig Praxin indtil anden authentik Forklaring bliver giort.


Leiermaals Bøder, Nykøbing Mors 1805.

»Fra Stædets Sognepræst H. Provst Schade var anmeldt, at Johanne Lucie Mygind havde født et uægte Pigebarn, hvortil som Barnefader var udlagt Consumptions Betient Wilstrup, for nærværende ansadt i Svendborg.

Hun, hvis ringe Kaar ikke tillader at erlægge de i Loven befalede Leiermaals Bøder var derfor til i Dag til sammes Aftingning indkaldt her til Retten, hvor hun mødte og forestillede sin Trang, der er saa stor, at Fattigvæsenet her i Byen har maattet gribe hende under Armen, og da Sandheden heraf var Retten fuldkommen bekiendt, saa blev Bøderne paa nærmere høiere Approbation mod hende aftinget til en Mark, som hun erlagde«
.

Justitsprotokol for 21.12.1805, citeret efter Cai Mygind: »Mygindslægter fra Mygindgaard ved Assens«, København 1967, s. 71.

Johanne Lucie Mygind var yngste datter af Jørgen Mygind, godsejer på Nørtorp i Thy nær det nuværende Hanstholm; hun blev døbt i Ræhr i juni 1777. Jørgen Mygind døde i 1791 undervejs med at udstykke bøndergodset, men han var i realiteten gået fallit. Han havde en mindre bogsamling, bl.a. nogle bøger af Holberg: »Heltinders Historie«, »Liv og Levnets Beskrivelse« og »Kirke Historie«, men også nogle juridiske værker: »Søe Articler og Krigs Retts Instruction« og »Forsøg til en Tractat angaaende den danske Søe Rett«.

Johanne Lucie Mygind flyttede med sin mor til Nykøbing Mors i 1802, hvor hun lærte betient Wilstrup at kende. Hun fik to børn med ham - i 1803 sønnen Niels Mygind, i 1805 ovennævnte datter, Anne Christine Mygind. Når de ikke blev gift skyldtes det at Wilstrup (Johan Henrik Petersen Wilstrup) var gift i forvejen. Han havde været guldsmed i Aalborg, men var - omkring 1800 - flyttet til Nykøbing hvor han havde fået ansættelse ved toldvæsenet. I 1805 fik han en ny stilling i Svendborg hvortil han rejste med kone og to børn. Han døde her i maj 1816 - ca. 46 år gammel.

Moderen, Anna Marie Ilum, måtte i 1805 sætte sit hus i Nykøbing på auktion - og flyttede derefter til Thisted, hvor hun døde i efteråret 1808 i yderste armod. Muligvis fulgte Johanne Lucie Mygind og hendes to børn med hende. Det ældste barn - måske også det yngste - kom siden i pleje hos familie. Hun selv flyttede til sin ugifte bror - Herman Willer Mygind der var organist i Helsingør, først ved Skt. Mariæ, senere ved Skt. Olai. Hun førte formentlig hus for ham til hun døde februar 1819 - 41 år gammel.

Kilder: Ovennævnte bog af Cai Mygind - desuden oplysninger på én af Flemming Svendsen's Helsingør-sider.



Ægteskabsbrud

Familieforholdene og familieretten har på mange måder ændret sig siden Holberg's tid. En familie er ikke en »storfamilie« med mange generationer, med familefar og -mor, mange børn og tjenestefolk, men evt. en kernefamilie; mange familier er »delt« eller sammensat på ny måde (med dine børn, mine børn og vores fælles børn). Det seksuelle liv leves ofte mellem lovformelige ægtefæller, men også ofte mellem personer der ikke er gift med hinanden.

Man må formode at der på Holberg's tid (og før den) var mange uægteskabelige forbindelser, Holberg nævner eksempelvis at en husfar ofte besvangrede en kammerpige (jf. s. 270 og også s. 077). Nogle uægteskabelige forbindelser førte til senere ægteskab, andre ikke.

Sådanne forbindelser kunne - dengang som nu - give anledning til skinsyge (Avindsyghed) og til at man handlede af »justo dolore« (dvs. af smertens eller forbitrelsens ret), men det var af nok så stor betydning at uægteskabelige forbindelser kunne afstedkomme børn der ikke havde det »rigtige« ophav.

Holberg nævner at der gjaldt særlige regler - efter gammel dansk ret - til at hævne utroskab, men først og fremmest måtte den være ubetvivlelig (jf. s. 095):


Der er dog et vist slags Drab, hvilket, endskiønt det skeer uden Nød, saa dog straffes det ikke af Øvrigheden, saasom et Drab, der begaaes af justo dolore, naar, for Exempel, en Mand finder sin Hustru i Seng hos en Horkarl; derom taler den Jydske Lov saaledes: Om nogen Ægte-Mand dræber en Horkarl i Sengen hos sin Hustrue, bliver Horkarlen liggende paa sine Gierninger, og den, ham dræber, skal være angerløs, og intet bøde; dog skal han føre til Tings Dyne og Blee blodige, som han, nemlig Horkarlen, var dræbt paa, med 2 Mænds Vidner, at han er dræbt i Hore-Seng. Derudi stemme ogsaa overeens alle andre Provincers gamle Love.
Utroskaben blev betragtet - ikke (eller ikke blot) som en skade der evt. skulle betales erstatning for, men som en strafværdig handling; dog var det (efter Jyske Lov) den krænkede Mands ret selv at foretage afstraffelsen.

I øvrigt var det manden der var den forurettede og horkarlen der blev straffet. Det fremgår ikke her hvordan man skulle eller kunne forholde sig, når en hustru antraf sin mand i sengen hos en anden kvinde.


V.

Samfundenes grundlæggelse





Holstener Tor, Lübeck (fotos: BA). Portbygningen siges at være bygget i 1477 (dvs. i tiden kort efter Skanderbeg's død). Lybekkerne nævnes et enkelt sted i »Naturretten« - s. 240. Det drejer sig om at man - under særlige omstændigheder - kan trække et tilsagn tilbage; i det pågældende tilfælde var det Christian II der - ifølge Holberg - gjorde ret i at annullere et løfte til Lybekkerne om at handle på Sverige.

På portbygningen står på latin: Concordia domi foris pax hvilket jeg tyder således: Enighed indenfor er en forudsætning for fred udenfor.

Lübeck var en af de vigtigste Hansestæder, både i politisk og i økonomisk henseende. Byen stod i visse perioder direkte under en fyrste, til andre havde man selvstyre - men selv når man stod under en Fyrste kunne man fastholde særlige rettigheder. - Lybekkerne har gennem Middelalderen og frem til 30-årskrigen haft overordentlig stor betydning i Danmarkshistorien; byen var flere gange i krig med Danmark. I 1368 erobrede Hansestædernes flåde København. Undertiden var man allieret med Svenskerne mod Danskerne; undertiden var man allieret med Danskerne (ikke mindst i Frederik I's tid).

Lübeck - og dens borgmester Jürgen Wullenweber [Wullenwewer] - søgte i 1500-tallet af handelsmæssige grunde at manøvrere mod Nederlandene i Østersøområdet; man understøttede oprøret mod Christian II - men senere virkede man, i det mindst på overfladen, til fordel for ham - og man var en særdeles betydningsfuld aktør i Grevens Fejde, som imidlertid endte med at den adelsorienterede Christian III erobrede magten over Danmark og udmanøvrerede Lybekkerne. - Wullenweber var blevet tvunget fra sit embede i 1535 og blev senere fængslet, dømt og halshugget. - Byen mistede sin politiske betydning fra omkring midten af 1600-tallet.

Lübeck's lovgivning - den Lybske Ret - blev brugt som model for den Borgerlige lovgivning flere andre steder.

Et sted på porten ser man den Tyske dobbeltørn, der sandsynligvis har samme ophav som den Albanske - nemlig Byzans.




Holberg gør sig forskellige, ikke særlig dybe, forestillinger om hvorfor der engang i en fjern fortid har dannet sig egentlige samfund og (by-)stater. Han trækker ikke på arkæologisk viden, men spekulerer sig (inspireret af andre forfattere) frem til en forklaring.

Forklaringen er næppe at naturen har drevet menneskene, eller at man kan have stor fornøjelse af hinandens selskab - eller nogen positiv nytte i det hele taget, mener Holberg, derimod - og her er han stærkt inspireret af Hobbes - frygt og et behov for at skaffe sig sikkerhed mod overfald og udplyndring.

Når det måtte forholde sig sådan skyldes det at der er meget store ulemper ved at gå sammen - ved at indordne sig i et hierarki - og at det ikke er tænkeligt at man ville tage dem for kun at opnå visse - begrænsede - fordele. Derimod kunne man tænkes at tage dem for at sikre sig mod større eller mindre udslettelse.

Det er først efter at man har dannet de første bysamfund at der har udviklet sig nye positive muligheder, og at der både har udviklet sig nye behov og nye måder at tilfredsstille behovene på. Jf. s. 283 ff.:


Nogle holde for, at Mennesket af Naturen drives til Borgerlig Societæt, efterdi det uden samme hverken kand eller vil leve, og tragte at bevise saadant af de Elendigheder, som følge det eenlige Levnet, af Talen, hvilken ellers var given Menneskerne forgiæves, dersom de skulde leve adskildte fra hinanden, af den Begiærlighed det eene Menneske haver at omgaaes med det andet, Item af den Nytte man haver af saadan Foreening. Men, som Menneskets naturlige Begierlighed kand overflødigen fornøyes ved de første og slette Societæter, saa kand man see, at Menneskerne ikke alleene af ovenbemelte Aarsager drives til Borgerlig Societæt, eller at indstifte Stæder, hvorudi dem blive paalagde saadanne Byrder, som de af Naturen have Afskye for: thi de ere af Naturen begierlige efter Frihed, saa at de ville ingen være underdanige, men giøre alting efter eget Tykke, og see alleene efter deres egen Fordeel. Tvertimod mister en Borger sin naturlige Frihed, undergiver sig et Herredømme, som befatter Jus vitæ et necis, efter hvis Befalning han maa giøre meget, som han ellers havde Afskye for, og [und-]lade meget, som han gierne ønskede; derforuden skal udi Stæderne de fleeste Idretter hensigte til det gemeene Beste, hvilket ikke alle Tider kommer overeens med enhvers Interesse udi Særdeeleshed.

[284] Den rette Aarsag derfor, hvorfore Societæter og Stæder ere indstiftede, er Frygt, som det eene Menneske haver for det andets Ondskab, og derfor have de første Mennesker givet sig under Love og Øvrighed, der kunde beskytte de Svage imod de Sterke, og straffe Ondskab, som tilforn gik saa meget udi Svang, thi, dersom ikke Lov og Ret var, skulde, saasom Ordsproget lyder, det eene Menneske opsluge det andet.

Efterat Menneskerne nu ved Stæder og Regieringers Indstiftelser vare bragte udi den Stand, at de kunde være trygge og sikkre for hinanden, er det siden af sig selv fulgt paa, at de des overflødigere have nødt de Fordeeler og Beqvemmeligheder, som flyde fra det eene Menneske til det andet, og opfundet adskillige Kunster, hvorved Menneskerne have bekommet stor Nytte og Magelighed.
Når Holberg har set sin opgave som at skulle fremstille en Natur- og Folkeret, har det været nødvendigt for ham at gøre sig nogle tanker om naturtilstanden og om overgangen fra natur- til kulturtilstand. Dybt er han imidlertid ikke gået, og tilgangen er slet ikke dén som en moderne historiker - endsige arkæolog - ville have valgt, for den er rent spekulativ, men det kan man vanskeligt kritisere ham for, for sådan var det almindeligt at bære sig ad på dén tid.

Det var dog på Holberg's dagsorden at anlægge et udviklingsperspektiv, men det blev på dette sted ved ansatsen (således i diskussionen af hvad der kan være kommet først: gensidig nytte eller frygt).

Holberg kunne - måske - have valgt to andre fremgangsmåder. Enten kunne han have stillet sig in medias res, dvs. alene have taget udgangspunkt i aktuelle forhold. Eller også kunne han - jf. at han allerede i Fortalen vender sig mod ateistiske »modeller« - have taget udgangspunkt i hvad der oplyses i »Det Gamle Testamente«.

Han forkaster begge disse fremgangsmåder - og i begge tilfælde uden egentlig forklaring.

Når han har forkastet den første, er det - formentlig - en logisk følge af hvad der er selve projektets formål (at opstille en Natur- og Folkeret) og fordi de naturretslige forfattere i høj grad trak på kilder af samme type som Holberg. Når han har forkastet den anden, er det muligvis fordi han mente at fortællingerne i »Det Gamle Testamente« er utilstrækkelige, at byerne og staterne fremstår som om de er dannet ud af »den blå luft«?

Mener Holberg at det ateistiske grundsynspunkt må afvises, er det påfaldende at han slet ikke diskuterer hvad der trods alt står om de tidlige samfund i »Det Gamle Testamente«, men risikoen ville have været at han hurtigt ville være blevet ført til en bibelkritik, som hverken han eller den Danske samtid var parat til.

Holberg bruger i »Naturretten« mange eksempler fra »Det Gamle Testamente« (og enkelte fra »Det Nye Testamente«), men de er valgt efter konkret behov - og derfor med omhu. Resten af »Det Gamle Testamente« og »Det Nye Testamente« lader Holberg ligge ganske ukommenteret.

Det er muligt at Holberg var bevidst om at der var et »dobbelthul« i hans fremstilling, dvs. at der manglede en empirisk begrundet forklaring på (by-)staternes dannelse, og at myterne i »Det Gamle Testamente« - stort set - blev ladt ukommenterede, men det er langt fra sikkert at han har set et problem.

Holberg's ærinde gik i retning af at formulere en moderne Natur- og Folkeret, og dér var udgangspunktet ikke »begyndelsen« - hvordan den end var beskrevet eller forklaret - men »slutningen«. Det overordnede facit var så at sige givet; hvad der manglede var - sat på spidsen - at konstruere en rimelig begyndelse, måske spekulativt at rekonstruere den.


Lighed og hierarki. Slaver og trælle

Muligvis var der en grundlæggende lighed mellem menneskene i naturtilstanden, under alle omstændigheder mente Holberg at dette må være det principielle udgangspunkt. Denne grundlæggende lighed er dog ikke uden modifikationer.

For det første var der en forskel på Mandens og Kvindens rolle og status. Løsningen på denne »knude« var manden og kvinden frivilligt indgik en aftale (formentlig stiltiende i de tidligste samfund) som indebar at manden blev overhovede for familien.

For det andet måtte børnene - under opvæksten - nødvendigvis være underlagt forældrene, sådan som dyrebørn også (ofte) er nødsaget til at adlyde deres forældre, for ellers kan de ikke overleve i længere tid. Kunne man spørge et lille barn om hvordan dét så på tingene, ville det sandsynligvis svare - mener Holberg - at det foretrak at være under forældrenes beskyttelse og var indforstået med at adlyde dem, se således s. 274:


saadant Herredømme [kommer] deraf, at Børnene holdes for at have givet deres Samtykke dertil: thi man kand slutte, at dersom et Barn ved Fødselens Tid havde Skiønsomhed, og saae, at det uden Forældrenes Omsorg og Herredømme over sig, ikke kunde bestaae, det da frivilligen skulde samtykke til saadant Herredømme, og derimod betinge sig, at Forældrene vilde have Omsorg for at opdrage dem.
Holberg nævner at der er flere andre opfattelser - Grotius mener dét, Pufendorf noget andet - så han kan ikke siges slet og ret at ville »påtvinge« sin læser et bestemt synspunkt. Men hans standpunkt forekommer at være problematisk, for han udtaler sig om noget det er umuligt, muligvis endda meningsløst, at udtale sig om. Spørgsmålet er ikke - og var det vel heller ikke på Holberg's tid - om et barn teoretisk set kunne siges at samtykke i at skulle være sine forældre hørige. Derimod kunne man indskrænke sig til at sige at det er et naturgivet vilkår at et menneskebarn bliver født ind i en familie, og at dets forældre instinktivt udfylder nogle bestemte roller som dog præges meget af de aktuelle historiske eller samfundsmæssige forhold osv. Jo mere sofistikeret samfundet er, desto mindre betydning har instinkterne.

I et hvilket som helst organiseret samfund har der udviklet sig en form for hierarki, som man - i det store og hele - må respektere for at kunne leve i det pågældende samfund. Samfundene er - af forskellige grunde - ikke ens, men jo højere udviklet og jo mere effektivt samfundet er, desto mere er der »styr på« hierarkiet, eller som Holberg ville sige det (vist nok mest inspireret af Pufendorf): Desto bedre er samfundet ordnet, jf. s. 295:


Republiqvers Forme ere enten ordentlige eller u-ordentlige. De ordentlige ere, hvor den høyeste Magt er foreenet udi en [»Juridisk«] Person, og flyder af eens Villie, hvor saadant ikke findes, kaldes det en u-ordentlig Regiering.
Holberg foretrækker - støttet af sin historiske viden om udviklingen i fx Antikkens Grækenland og Rom - at de forskellige »kræfter« og interesser er ordnet hierarkisk. Man kan godt tale om at han foretrækker at de er afbalanceret, men ikke i den betydning at de »udligner« eller ophæver hinanden.

Som allerede nævnt mener han at det større og udviklede samfund er bedst tjent med et Enevoldsstyre, hvor der er en samlet statsvilje - og evt. et stort apparat som realiserer denne vilje, jf. s. 313:


Og efterdi en Regent ikke selv kand forrette alting, men maa bruge andre at lette sig Byrden, og som saadanne Ministrers Forseelser ofte blive ham tilregnede, saasom den, der haver betroet dem de vigtigste Sager, saa maa han ikke bruge uden begvemme og dygtige Mænd til saadant, efterforske flittig deres Forhold, og straffe enhver efter Fortienneste.
Med etableringen af et Enevoldsstyre og med et sofistikeret er vi kommet langt væk fra »den naturlige lighed«. Men ikke længere end det er nødvendigt og hensigtsmæssigt, synes Holberg at mene.

Tværtimod mener han det er i alles interesse at man overlader en række opgaver til dem der er bedst kvalificerede. Med en moderne formulering at lighed ikke består i at menneskene er ens, men at de - på en række afgørende - punkter har lige muligheder, jf. bl.a. s. 113:


Men saadan Liighed bestaaer mest derudi, at et hvert Menneske maa rette sig efter den naturlige Lov, hvilken tilsteder ingen at giøre en anden Uret, fordi han haver des fleere Sindets og Legemets Gaver, og at vi ere alle Mennesker, og de Menneskelige Vilkor og Skrøbeligheder undergivne.
Ligesom kvinden - mere eller mindre frivilligt - indgår i et ægteskab og underkaster sig mandens ledelse, og ligesom børnene (hvis man spurgte dem) frivilligt underkaster sig deres forældres ledelse, således må den enkelte borger underkaste sig statsviljen og finde (og finde sig i) sin plads i samfundslivet.

Holberg havde muligvis løsningen på hånden allerede da han så »knuden« - den logiske modsigelse mellem et principielt synspunkt om naturlig lighed og et praktisk synspunkt om en monarkisk hierarkisk samfundsorden - men han bruger trods alt en del energi på at ræsonnere sig frem til en acceptabel løsning.

Det er en metode han også bruger ved andre lejligheder, ikke mindst i diskussionen af teodicé-problemet og af syndefaldsmyten. I teodicé-problemet bestod den logiske modsætning mellem en algod, alvis og almægtig Gud og den store elendighed der er i Verden. Løsningen i dét tilfælde var at påstå at Gud ikke ville have en mekanisk Verden, en Verden hvor menneskene levede som dyr, men en dynamisk Verden, hvor menneskene både havde en fri vilje og et ansvar for at gøre det moralsk rigtige.

Er det således ikke anstødeligt at der eksisterer et samfundsmæssigt hierarki, så er det et noget større problem at man mange steder i Verden havde slaver og trælle, og at man fra fødslen kunne være et menneske der havde lavere status end andre mennesker.

At man havde slaver og trælle på Moselovens tid, i Antikken og i det gamle Norden var selv sagt passé - noget man ikke kunne gøre noget ved - men slaveri og trælleri var en Dansk aktualitet på Holberg's tid. Dén gang hentede Danske skibe slaver i Afrika, transporterede dem til Vestindien og udnyttede deres arbejdskraft dér. Og var de Danske bønder ikke trælle, så var mange af dem dog fæstebønder - og i en lang periode tillige underlagt vornedskabet, senere Stavnsbåndet. (Vornedskabet blev ophævet 1702; reglerne om stavnsbinding gjaldt fra 1733 og i praksis frem til ca. 1800). Om de vornede siger Holberg:


Foruden disse fuldkomne Trælle ere andre mindre fuldkomne, kaldede Ascriptitii Glebæ, og hos os Vornede, hvilke kand tvinges til at bebygge, og dyrke den Jord, Husbonden dem forelegger, Item sælges og kiøbes som andre Slaver tillige med Jorden. Deres Vilkor fra fuldkomne Slavers skilles derudi, at, naar de dyrke Jorden, og svare til deres aarlige Afgift [og evt. stiller som soldater], beholde de selv det øvrige, som de kand legge sig til gode; da derimod fuldkomne Trælle, hvad de vinde ved deres Hænders Gierning, ja, hvad som dem skiænkes, eller ved Arv tilfalder, tilhører Herren.
Dette stof er vanskeligt for Holberg. Han taler - i »Naturretten« - om slaveri, fæstebønder og vornedskab. Man mærker en tydelig kritik af at kristne kan være indblandet som slavehandlere og slaveejere, og denne kritik ramte selv sagt også betydningsfulde Danskere, men når talen falder på fæsteri og vornedskab synes kritikken at være mere utydelig [denne foreløbig konklusion vil jeg om muligt efterprøve senere og bl.a. inddrage »Jeppe på Bierget«, nogle af Epistlerne og andre af Holberg's skriverier - jf. hans funktion som Kvæstor for Universitetet og hans tid som godsejer]. Jf. først s. 115:

Trældoms Stand er derfor ey naturlig, og tilskrives alleene Menneskets Paafund den Forskiæl mellem Trælle og Frie. Derfore beskrives samme Stand saaledes udi den Romerske Ræt: Trældom er indført af Folke-Rætten, hvorved een mod Naturen underkastes en andens Herredom. Den første Oprindelse dertil har været Krig; thi den Seyer-Herre, som har vundet et Felt-Slag, har skienket sine overvundne Fiender, som han havde Magt at slaae ihiel, Livet med de Vilkor, at de skulde forblive udi ævig Trældom. Derfor heder en Træl paa Latin Servus à Servando, efterdi Seyer-Herren conserverer og skienker den Livet. Naar saaledes een først er bleven Træl, ere ogsaa dens Børn underkaste samme Skiæbne paa det Fundament, at hvo der eyer en Ting eyer ogsaa Frugten, som kommer deraf. Saa at der derfore ere to slags Trælle, nemlig giorte Trælle og fødde Trælle. Det synes vel ufornødent at tale meget om den Stand, efterdi den ved alle Christelige Love er ophæved; dog er den endnu udi fuld Hævd blant Christne udi Africa, Asia og America; saa at de Christne udi den Post ere kun Christne paa denne Side af den Æqvinoctial Linie.
Jf. i øvrigt - mht. at gøre krigsfanger til trælle - s. 280:

Blant de Christne er udi Almindelighed antaget, ikke at giøre dem til Trælle, der fanges udi Krig, saaledes, at de kunde sælges eller være Trældoms Arbeyde undergivne, og pleye de at holde deres Fanger saa længe udi Forvaring, indtil de blive igienløste for en vis Sum Penge.
Det ser - umiddelbart - ud som om Holberg ikke er helt fast i sin mening om at slaveri ikke kan accepteres, for et sted skriver han at det - under visse opmstændigheder - kan være moralsk forsvarligt at en familiefar sælger eller pantsætter sit barn, nemlig når dette er til barnets eget bedste. Men kan det være moralsk forsvarligt at sælge eller pantsætte sit barn, må det vel være lige så acceptabelt at eje en slave? Se s. 278:

Angaaende det Spørsmaal, om en Fader kand sælge eller pantsætte sit Barn, da er derved at merke, at, dersom der er ingen anden Raad til at opfostre det, da, førend det skal døe af Hunger, kand han pantsætte eller sælge det til en lidelig Trældom, i det ringeste med de Vilkor, at han eller hans Paarørende kand løse det, naar deres Formue bliver bedre.
Kan et barn være født som slave og være tvunget til at forblive som sådan indtil det bliver frikøbt eller frigivet? Svaret er bekræftende. Ét sted nævner Holberg (omend uden egentlig kommentar, snarere som oplysning) at hvis en søn af en vornedbonde bliver student eller præst, så fritages han for vornedskabets forpligtelser, jf. 282:

De Danske Vornedes Tilstand fra deres, som udi den Romerske Ret kaldes Ascriptitii Glebæ, skilles fornemmeligen derudi, at en Vorneds Søn, som er bleven Student eller Præst, kand ikke reclameres, da derimod efter den Romerske Ret ingen var befried derfor, uden den, der var ophøyed til Bispelig Værdighed, som kand sees af Justiniani Novellis.
Lige som når Holberg siger at der - moralsk eller naturretsligt set - må gælde særlige omstændigheder for at et barn kan blive solgt som slave, mener han at videresalg af slaver ikke kan finde sted uden videre (jf. s. 280 og s. 281):

Naar en haver frivillig soldt sig til en Herre, da, ligesom han er skyldig at forrette alt, hvad Herren legger ham paa, naar det ellers ikke overgaaer hans Kræfter og Evne, saa er Herren ogsaa skyldig til at give ham hans Livs Ophold, og ikke paalegge ham meere, end han kand formaa; Men om han er lad og uvillig, kand Herren med Billighed refse ham, dog kand han ikke, imod hans Villie, sælge ham til en anden, efterdi han engang haver soldt sig til en vis Herre, og det kand være ham Magt paaliggende, heller at tiene een end en anden.

[...]

Omendskiønt det er antaget at forhandle og sælge alle saadanne Trælle, som blive fangne udi Krig ligesom andre Varer, saa dog maa vi betænke, at de ere Mennesker lige saa vel som vi, og derfor giøre Forskiel paa dem og andre vore Sager, og naar vi ville skille os ved en Træl, da maa vi see til, at han igien bekommer en god Herre, der handler Menneskeligen med ham. Grotius deeler Trældom, lib. 2. cap. 5. udi fuldkommen og ufuldkommen. Den Fuldkomne kalder han, naar en har soldt sig til stedsevarende Arbeyde, og igien betinget sig Livs Ophold; den Ufuldkomne derimod, naar en haver paataget sig en Tienneste til en vis Tid, Item paa visse Conditioner, eller forbundet sig til et vist Arbeyde.
I naturtilstanden var alle lige - men i samfundstilstanden er der ofte stor ulighed. Dette er også tilfældet mht de såkaldte »uægte« børn, dvs. børn der ikke er født i et ægteskab. Holberg skriver s. 332:

Iligemaade ere u-ægte Børn paa adskillige Stæder meget ringe agtede, omendskiønt det er ikke deres men Forældrenes Forseelse, at de ere saaledes fødde.
Da hensigten tydeligvis ikke er at udøve samfundskritik, går Holberg ikke videre - men der er ingen tvivl om at han finder det i strid med en retsopfattelse - der hviler på Naturretslige grundsætninger - at man skal tåle en foragt som man er uden egen skyld i.


VI.

Hævn og straf


Det er tilsyneladende et grundlæggende fællestræk for alle - konsoliderede - statsdannelser at den enkelte borger fratages retten - og pligten - til at hævne overgreb der er begået mod ham af andre indbyggere i den pågældende stat.

Årsagen er ligetil. Hvis en stat skal kunne fungere som sådan - og have bred accept - må den have monopol på at straffe; har den ikke et sådant monopol er der et »hul« - og i den sidste ende må man konstatere at staten er ophørt med at fungere som sådan, hvad enten dette skyldes de omtalte huller eller det har andre årsager.

S. 247 omtaler Holberg den Tyske Faust-Recht (der formentlig er en middelalderlig foreteelse):


Den udi Tydskland saa kaldte Faust-Recht havde udi gamle Dage taget saadan Overhaand, at de fleeste vigtige Trætter bleve skildte ved Ene-Kamp, saa at Dommere kun havde lidet at bestille. [Faust-Recht: Ret til selvtægt når der ikke var nogen øvrighed, eller når øvrigheden ikke kunne håndhæve retten.]
I historiens løb har der været mange undtagelser og mange »huller«.

I nutiden fx. den voldsomme overgangssituation i Albanien i 1997. Pyramidekonstruktionernes sammenbrud og de stærke samfundsmæssige modsætninger førte til at staten gik i opløsning. Hærens våbenlagre blev plyndret, NATO indsatte tropper til at sikre ro og orden, den hidtidige præsident - Sali Berisha - måtte træde tilbage, og der blev foretaget parlamentsvalg og indsat ny regering og ny præsident.

Helt modsat forløb situationen i Danmark i Befrielsesdagene i maj 1945. De Allierede havde tvunget Nazi-Tyskland til overgivelse, men da der ikke - formelt set - var en Regering i Danmark, sikrede Frihedsrådet (i forståelse med politikerne) ved hjælp af modstandsfolk og tidligere politifolk og officerer at de samfundsmæssige institutioner kom under kontrol, og at pågribelsen af personer der var mistænkt for at have gået Tysk ærinde fik et ordnet forløb. Det er siden blevet diskuteret om man bar sig moralsk korrekt ad over for landssvigerne og medløberne, jf. bl.a. Ditlev Tamm's disputats om retsopgøret.
Selv i et avanceret demokratisk samfund som Danmark er der dén dag i dag betydelige »huller«. Der er ganske vist ikke grundlæggende tvivl om at vi har en demokratisk samfundsorden, at Folketinget vedtager lovene, at Regeringen udøver dem, at Domstolene dømmer i overensstemmelse med dem osv., men der er mange eksempler på sub-kulturer hvis medlemmer - mere eller mindre - har sat sig uden for den almindelige samfundsorden og lever efter andre kodex. Således rocker-banderne og forskellige kriminelle miljøer. Et samfund og en stat kan godt fungere - muligvis grundlæggende tilfredsstillende - selv om der er »huller«. I andre nutidige stater er »hullerne« undertiden større, således i Italien hvor mafiagrupper til tider har samarbejdet med dele af statsmagten, til tider er blevet retsforfulgt af andre dele af statsmagten.

Holberg diskuterer ikke sådanne mere komplekse forbindelser mellem staten og forskellige sub-kulturer og han kommer ikke ind på hverken bestikkelse, korruption eller nepotisme, selv om alle dele formentlig har eksisteret på hans tid - og under alle omstændigheder i vekslende omfang i den antikke verden.


Dog er der et enkelt sted - s. 353 - hvor Holberg skriver at Ministrene skal holdes under opsigt:

Og efterdi en Regent ikke selv kand forrette alting, men maa bruge andre at lette sig Byrden, og som saadanne Ministrers Forseelser ofte blive ham tilregnede, saasom den, der haver betroet dem de vigtigste Sager, saa maa han ikke bruge uden beqvemme og dygtige Mænd til saadant, efterforske flittig deres Forhold, og straffe enhver efter Fortienneste.
Er der begået overgreb mod en person, skal der - principielt - reageres, men i to helt forskellige henseender. En uret skal gøres god igen, typisk ved at pålægge skadevolder at betale erstatning til skadelidte. Men derudover skal der straffes, ikke af hensyn til den skadelidte, men af hensyn til hele samfundet - herunder for at demonstrere at samfundsordenen er intakt. Se bl.a. s. 094 f.:

Ydermeere spørges, om en kand forsvare sit Gods endog med dens Nederlag, der vil berøve ham det samme. For at svare derpaa, maa man giøre Forskiel paa den naturlige [095] Frihed og den Borgerlige Stand. Udi den naturlige Frihed tilstedes saadant, efterdi den, som udi ringeste Maade agter at tilføye mig Skade, bliver min Fiende, og derfor ikke kand siges at lide Uret, om jeg bruger den yderste Magt imod ham, og, ligesom han har ikke meere Ret til at berøve mig mit Gods end mit Liv, saa haver jeg lige saa stor Ret at forsvare det eene, som det andet, ja undertiden er ens Gods ligesaa kiert som Livet, efterdi uden det samme Livet ikke kand opholdes. Men udi den Borgerlige Stand er saadant meget indskrænket, efterdi et Riges eller Republiqves Fred gandske vilde kuldkastes, dersom enhver Borger havde Friehed til at hevne sig over sin Uret. De derfore, som leve udi den Borgerlige Stand eller under en vis Regiering, maa holde sig inden de Grændser, som de Borgerlige Love have foreskrevet. Dog, om en skrider derover, giør han Anfalderen derfor ingen Uret, men alleene synder imod de Borgerlige Love, der saadant have forbudet.
Se også s. 111:

Endelig er her at merke, at den Beskadigede ikke maa hevne sig selv, efterdi han derved foruroliger det Menneskelige Societet, og berøver Øvrigheden sin Ræt; thi at een hevner sig selv, skeer ikke udi anden Tanke, end at han kand mætte sit Hevngierrige Sind ved en andens Fordervelse, da derimod Øvrighedens Hevn skeer for at haandhæve Rætten, og at forekomme videre U-leylighed.
Og s. 320 f.:
Straf beskrives af Grotio og Pufendorf at være en Lidelse, som bliver en paaført formedelst sin onde Gierning, hvilken Definition andre dog holde for at være ufuldkommen, efterdi derudi udelukkes Personen, som paafører Straffen, saa og Enden, hvortil Øvrigheden hensigter dermed, og derfor give en vidtløftigere Beskrivelse derpaa, nemlig, at Straf er det Onde, som bliver paaførdt en Undersaat mod sin Villie af Øvrigheden, samtlige Borgere til Bedring og Rettelse. Heraf kand sees, at det er ikke Straf, som en Uskyldig lider ved Uret, eller naar nogen mister et af sine Lemmer udi Krig eller anden ulykkelig Hændelse, ey heller kand kaldes Straf de Besværligheder, som en maa lide, der haver en smitsom Syge eller anden Ureenlighed, og derfor udelukkes fra andres Omgiengelse.

At paalegge Straf, tilhører alleene den høye Øvrighed; [321] thi udi den naturlige Frihed haver enhver Ret at forsvare sig og fodre Vederlag af den, der havde forurettet ham, hvilken Ret ved Stædernes Indstiftelse blev overdragen den høye Øvrighed, hvorudaf kand sees, at private Folk ikke have Ret til at straffe, og at det Onde ikke kand kaldes Straf, som paaføres af eens Ligemand.

Straf hensigter egentlig derhen, at Synderen kand omvendes, eller saaledes spæges, at han ikke meere Ondt kand giøre, og at andre af hans Exempel kunde afskrækkes fra det Onde, hvilket Grotius saaledes udtrykker: Udi Straf maa man hensee til dens Nytte, som synder, Item til dens, som har været forurettet, eller ogsaa til alles udi Almindelighed.

Til dens Nytte, som synder, hensigter Straffen, naar hans Sind derved forbedres, og Begierlighed til at synde derved spæges, dog kand man udi den Henseende ikke straffe nogen paa Livet, efterdi den, som er død, ikke kand forbedres. Saadan Straf er tilstædt Huus-Fædre af Øvrigheden at øve mod deres Børn og Huus-Folk, hvilket dog Endeel ikke vil kalde Pœnam, men Castigationem.

Ved Straf søges dens Nytte, der har været beskadiget, saaledes, naar man derved udvirker, at den Beskadigte efter den Tid ikke lider nogen Fortred enten af den samme eller andre, og det enten ved at straffe Synderen paa Livet, eller at betage ham udi andre Maader hans Kræfter, at han ikke kand giøre meere Skade.

Endelig søges ved Straf alles Nytte, naar man iligemaade straffer Synderen besynderlig paa offentlige Stæder, at andre, ved at speyle sig udi saadant Exempel, kunde afskrækkes fra at giøre ondt. Saxo fortæller om den store Lovgiver Kong Frode, at han for at skrække sine Undersaattere fra Tyveri, loed slaae Jern-Nagler igiennem Tyvens Seener, og hænge en Ulv jevnsides ved ham til et Tegn, at en Tyv var ikke bedre end saadant glubende og røvende Beest, og ved saadan exemplarisk Straf udvirkede, at han kunde legge en Guld-Ring paa alfare Veye, og ingen torde forgribe sig derpaa.
At det naturlige livs - og muligvis Naturrettens - hævn erstattes af Statens straf er et af de virkelige historiske fremskridt, ét af de steder hvor det (med Holberg) er rimeligt at Statsretten har korrigeret Naturretten, men man ville ikke kunne hævde at der var tale om et fremskridt i moralsk, derimod om et fremskridt i samfundsmæssig henseende [dette synspunkt vil blive efterprøvet og udbygget ved en senere lejlighed].

Der findes - eller fandtes - ganske få undtagelser hvor en stat accepterer selvtægt, især som allerede nævnt at manddrab kunne accepteres efter Jyske Lov, hvis en mand fandt sin kone i sengen hos en Hor-Karl.

Statens formål med at straffe er begrundet i statens egne interesser, og derfor kan staten handle anderledes end den enkelte borger ville gøre, om han skulle dømme. I nogle tilfælde vil det være klogt at se gennem fingrene med en forbrydelse, men grundlæggende må der anlægges en proportionalitetsbetragtning og udvises moderation.

I før-antikkens samfund gjaldt ofte en simpel form for proportionalitetsbetragtning - en øje-for-øje-kodex; (til at begynde med dog næppe en kodex i nedskrevet form). En betragtning der stadig findes flere steder i Verden, herunder i en vis udstrækning i det Nordlige Albanien, hvor et drab på et medlem af én familie skulle hævnes ved et tilsvarende drab på et medlem af en bestemt anden familie.

I »højere kulturer« må man forlade den simple form for proportionalitetsbetragtning. Som udgangspunkt må man behandle to lovovertrædere ens, men deres forhold er forskellige, og det bør der tages passende hensyn til. Jf. s. 327:


Udi at paalægge Straf, maa man hensigte til dens Person, som synder, og udi ham de Qvalitæter, som kunde forøge og formindske Straffens Følelse, saasom Alder, Kiøn, Stand, Riigdom, Kræfter etc.; thi en maadelig Penge-Straf, som en Riig finder lidet til, kand ødelegge en Fattig. En spottelig Straf gaaer en fornemme Mand meer til Hierte end en ringe Person, Mandfolk og Gamle kand udstaae større Straf end Qvinder og Børn: Ellers hvor saadanne Omstændigheder ikke findes, bør de, der have bedrevet lige Synd, være lige Straf undergivne.

I det øvrige er at merke, at en Lovgiver for alting maa see til, at Straf er saa stor, at den kand skrække fra Misgierninger, paa det at ingen skal efterfølge den Romerske Herremands Lucii Veratii Exempel, hvilken gik ud med en Pung Penge, og pryglede Folk og betalede sine 25 Sestercier efter Loven for hver Vold, som han øvede.
Man må endvidere tage i betragtning om lovovertrædelsen er en førstegangsforbrydelse og om lovovertræderen havde et egentligt forsæt (eller om han handlede impulsivt), jf. s. 324:

Saaledes synde de meere, der ved et roligt og stille Sind bedrive en Misgierning, end de, der giøre saadant udi Vrede og Hastighed, iligemaade synde de meere, der ere høy oplyste, end de, der ere taabelige, og ikke kunde begribe de Aarsager, hvorfore de skulle holde sig fra Synden. 3. Eftersees ogsaa, om en haver ladet sig forlede af en anden, eller haver syndet af frit Forsæt, Item, om han ofte haver syndet, og er bleven formanet at holde sig fra saadant, eller det er hans første grove Forseelse.

Ære. Æreskrænkelse

Forårsager én person materiel skade for eller personlig skade på en anden, skal skadevolder - ifølge Holberg's udgave af Naturretten - erstatte den anden. Der kan imidlertid også være tale om immateriel skade, én person kan have handlet på en måde som har krænket en anden persons ære. Da ære, æresbegrebet og æreskrænkelser har stor betydning i Albansk sædvaneret, er der for mig særlig stor grund til at se nærmere på Holberg's synspunkter.

Holberg mener at menneskenes æresfølelse - i det grundlæggende - er naturgivet, og derfor en del af Naturretten - og omtaler den som en del af eller en særlig side af lighedsopfattelsen.

[Her er et »sted« som må analyseres nærmere ved en senere lejlighed, for mens Holberg skriver at naturtilstandens lighed i væsentlige henseender opgives eller modificeres i samfundslivet, gør han ikke meget ud af at diskutere hvordan æresbegrebet ændrer sig fra naturtilstanden til kultur- eller samfundstilstanden - og videre derfra. En nærmere undersøgelse må bl.a. vise om der er et »hul« i fremstillingen?]

Nedenfor følger nogle karakteristiske formuleringer, først s. 101:


Ligesom nu ingen maa beskadige en anden, saa følger ogsaa deraf, at, om en Skade er nogen tilføyet, den da maa, saa vidt som mueligt, vederlegges.

Ved Skade forstaaes ikke alleene vore Sagers, men ogsaa Legemes, Æres, Rygtes Fordervelse og Formindskelse, Item at een forholder os det, som vi have en fuldkommen Ret til, eller forsømmer det, som han fuldkommelig er pligtig til at bevise os. Derimod kand det ey regnes for Skade, naar noget forholdes os og nægtes, som vi ikkun have en ufuldkommen Ret til, saasom, naar en nægter at give den Nødlidende Almisse, da kand han derved ikke siges at giøre ham Skade, efterdi den Nødlidende ingen fuldkommen Ret haver at fodre det af en anden, ey heller, om det bliver ham nægtet, kand siges at have mist noget af sit.
Endvidere s. 112:

Foruden den Kiærlighed, som et Menneske haver til sit Liv, Legeme og Gods, er ogsaa enhver indplantet, at han agter og ærer sig selv, og undertiden skatter sit Navn og Rygte høyere end sit Liv.

Saadan Estime, omendskiønt den kommer af adskillige Aarsager, saa som af Sindets og Legemets Herrlighed, Ære og Værdighed, og andet, som er ringere, saa dog er den fornemmeste Aarsag og Grundvold dertil den menneskelige Natur; thi udi det Ord Menneske holdes for at være nogen Værdighed, og er den det kraftigste Beviis, man fører imod dem, der foragte andre: Jeg er et Menneske ligesaa vel som du; og som den Menneskelige Natur tilegnes alle Mennesker lige meget, saa følger derpaa, at enhver bør at agte et Menneske, som det, der af Naturen er ham liigt.
Og endelig s. 114:

En Foragt vises paa adskillige Maader, besynderlig ved udvortes Gebærder, Ord, Lader eller anden Spot, og er den Synd des høyere at agte, jo mindre andre kand fordrage saadan Spot, thi der findes mange, der heller ville sætte deres Liv udi høyeste Fare, end drikke en Spot i sig, hvorved deres Navn og Rygte krænkes.

Forholdet til andre religioner. Edsaflæggelse

Holberg beskæftigede sig livet igennem med religionsspørgsmål, både om de store modsætninger der fandtes mellem forskellige kristne opfattelser og om de modsætninger der bestod mellem forskellige store religioner. I »Heltehistorier« biograferer han desuden nogle af de store religionsledere, nogle beskrives som relativt troværdige - nogle, særligt Muhamed opfattes som én der har udbredt en falsk og opportunistisk lære.

Holberg accepterer på den ene side eksistensen af de mange religioner og han optrådte ikke selv synderlig missionsk, men han argumenterede for sine standpunkter og holdt dem for de bedste. Der er flere problemer, Holberg ikke kan knække - således det omtalte teodicé-problem, selv om han givetvis selv fandt at han havde fundet en tilfredsstillende løsning, den eneste brugbare.

Holberg har i sin historie om den Albanske fyrste Skanderbeg omtalt kampene mellem de kristne og de osmanniske muslimer i 1300- og 1400-tallet, og selv om han taler anerkendende om Skanderbeg's korstog (mere eller mindre på foranledning af Pius II [Enea Silvio Piccolomini / Æneas Sylvius Piccolomini]), ligger det ham fjernt at opfordre til at man i 1700-tallet skulle begive sig på korstog.


Formentlig har det Osmanniske angreb på Wien i slutningen af 1600-tallet påvirket Holberg, men det endte jo lykkeligt, for Osmannerne blev tvunget tilbage (i 1683, få år før Holberg blev født), og skønt angrebet og belejringen udgjorde en alvorlig trussel, var det ikke religiøst begrundet, men snarere magtmæssigt. [Dette udsagn skal efterprøves]
Det var flere gange i historien sket at kristne havde overgivet sig til muslimer og omvendt og at de havde afgivet løfter til hinanden, og derfor måtte Holberg spørge hvordan man skulle forholde sig i sådanne situationer.

Holberg afviser at man må hykle. Man skal følge sin samvittighed hvad enten man er muslim eller kristen. Han nævner et eksempel på at muslimer har stillet sig tilfreds med at kristne har sværget »kristent« og mener tilsvarende at kristne kun kan acceptere at muslimer sværger i overensstemmelse med deres tro og samvittighed, jf. først s. 061, derefter s. 148 f.:


Her kand forefalde et vigtigt Spørsmaal, om en Tyrk, der udi sit Hierte troer, at Mahomets Lærdom er guddommelig, kand synde med at antage Christi Lærdom, som han meener at være falsk. Efter denne Regel synder han, efterdi han giør noget imod sin Samvittighed; thi det er bedre, at have en vildfarende Samvittighed, end ingen. Heraf kand sees, hvor meget de Roman-Catholske synde, der ved Gaver og store Løfter lokke Protestanter til at forsværge deres Religion, som de troe, er ret, og saaledes af vildfarende Christne, som de holde dem for, giøre Øyenskalke og onde Mennesker; og ere de Evangeliske derudi desmeere at berømme, efterdi de ikke bruge saadanne ulovlige Midler, saa at saadan deres Omgang med Kiettere, langtfra at bebreyde dem Kaaldsindighed udi at forplante deres Troe, heller er et Tegn til at de eene have en sand og grundig Lærdom (s. 061).

-

Eed er een Bekræftelse, hvorved vi sige os fra GUds Barmhiertighed, og ønske hans Straf at komme over os, dersom vi ikke sige Sanden, hvorfore Eeder have stedse blant alle Folk været meget kraftige og hellige.

Ingen kand sværge eller directè aflegge Eed, uden ved GUD; efterdi uden ham intet er alvidende eller almægtigt, hvoraf sees de Jødiske Eeders U-rimelighed, i det [149] de svore ved Jerusalem, Templet og Templets Liggendefæe; dog er det brugeligt, at man udi Eeder nævner en meget kiær vis Ting, ved hvilken man sværger udi den Meening, at GUD vil hævne det paa den samme, dersom Eeden er falsk, hidhen hører, naar man sværger ved et af sine Lemmer, ved sit Hoved, Item ved sin Siæl, eller, som de Ægypter fordum, ved Pharaonis Liv, og de Romere ved Kæyserens, etc.

Den Maade og Form, paa hvilken Eeder aflegges, maa indrettes efter dens Religion, som sværger, thi man holder en forgiæves til at sværge ved den GUD, som han ikke troer paa eller frygter, hvorudover, dersom man vil holde en Jøde til at sværge, maa man i samme Eed ikke indføre CHristum eller Evangelium, som Jøderne negte og forkaste; mange Christne skulde vel tænke, at de Eeder, som ikke ere indrettede efter den Christelige Maade, ere ugyldige og ikke kunde forbinde nogen, men lad være, en Hedning sværger ved sine falske Guder, som Jupiter, Saturnus, etc. ikke desmindre, naar han holder de samme for sande Guder, forbinder dog saadan Eed ham, og giør ham Meen-eedig, om han sværger falsk, og vil den sande GUD i saa Maade udtolke det til sit Navns Vanhelgelse; vi have Exempler udi Helgene, at, naar de handlede med Hedningene, antoge de deres Eeder for gyldige, efterdi de kunde ikke have dem paa anden Maade; hvo som sværger ved en Steen, siger Augustinus, er Meeneedig, dersom han sværger falsk. Derfor udfodrer den Tyrkiske Sultan ingen anden Eed af de Christne Førster, som dependere af Tyrkiet, end at de skulle sværge ved Christum, at være ham troe, hvorvel han holder ikke Christum for GUD.
I dagens jura spiller edsaflæggelse ikke nogen stor rolle, om overhovedet nogen. En Dansk dommer vil være tilfreds med at det - efter loven - er pålagt vidner at tale sandt, og at de kan straffes hvis det viser sig at de ikke gør det. (Folketingsmedlemmer skal sværge på at de vil holde Grundloven).

I Middelalderen stillede sagen sig ganske anderledes - hvad enten det var i Danmark eller i Albanien [herom ved en senere lejlighed]. De Danske landskabslove forklarer hvordan en ed skulle afgives, hvornår den kunne komme på tale, hvilke krav der kunne stilles til den og hvilken rækkevidde den havde. I moderne ret skal vidneudsagn vurderes ud fra objektive kriterier.

Tidligt i Middelalderen brugtes i Danmark jernbyrd - som Holberg også beretter om. Men det måtte gå som det gik, at den på et bestemt tidspunkt blev forbudt. Forbudet skyldtes muligvis ikke at man ønskede et sådant i Danmark (selv om der kan have været flere Danske stormænd og teologer som fandt jernbyrd utidssvarende), men fordi den Katolske Kirke og Paven forlangte det, jf. s. 247 f.:


Her i Landet blev fordum de største Tvistigheder bilagte, saa vel ved Ene-Kamp, som ved Jern-Byrd, det er at en blev paalagt at bære gloende Jern for at bevise sin Ræt. Man skulde holde saadant for Fabel, hvis det ikke ved Lovene var bestyrket. Man finder særdeles Anordninger derom udi den Skaanske Lov, hvilken giør Forskiæl mellem Skuds-Jern og Trugs-Jern. Bær man Skuds-Jern, siger bemældte Lov: da skal han gaa 9 Fødder langt, førend han skyder Jernet. Skyder han før, da er han fælder [= fældet?]. End bær man Trugs-Jern, da skal Truget stande 12 Fiæd fra Staven, og hin skal kaste Jernet i Truget; falder Jernet uden Truget, da skal hin, det bær, optage og atter kaste i Trug, siden skal Vante eller Handske paa Haanden sættes og besegies, og ikke løses for om Løverdag, og det i Sagsøgerens Nærværelse: Findes da hans Haand uskadd, da skal hans Præst forkynde ham uskyldig; men findes [248] han skyldig eller brændt, da skal Sagsøgeren forkynde ham skyldig. Derfor blev ogsaa saadant Jern kalded Skiærs-Jern, efterdi den, der giorde saadan Prøve, blev holden skiær og uskyldig. Denne særdeles Maade at procedere paa blev afskaffed af Valdemaro 4. ved Pave Eugenium 4. Den Kongelige Forordning derom begyndes saaledes: Waldemar med GUDs Naade Konge etc. sender alle dem i Skaane boe Qvede (det er Hilsen) Vider, at Paven haver alle Christen Mænd Jærn-Byrd forbudet etc. [Billeskov oplyser at det ikke var Eugenius d. 4' (for han levede betydeligt senere), men Innocens d. 3' og det 4' Laterankoncilium der forbød Jernbyrd].
Holberg omtaler et andet problem: Kan man indgå forbund med et folk der har en anden religion? Holberg's overvejelser er interessante, men her vil jeg kun fremhæve at han sondrer mellem Naturretten (som dog skulle være indstiftet af Gud) og en Gudsret (som formentlig er formuleret af religionsstiftere og teologer), han skriver s. 360:

Her forefalder et vigtigt Spørsmaal, om man maa giøre Forbund med dem, som ere af en anden Religion, hvilket ufeilbar er tilladt efter Naturens Ret, der ingen Forskiæl giør mellem Religion, men, om det er tilladt efter den Guddommelige Ret, derom disputere baade Skriftkloge og Lovkyndige.

VII.

Krig og Fred. Forholdet mellem stater


Når en »kultur« har bevæget sig fra en naturtilstand til en samfundstilstand, dvs. når der er indført en mere vidtgående samfundsmæssig organisering og specialisering og når der er etableret en samfundsmæssig ledelse, har man også forladt Naturretten - eller rettere indarbejdet den i en Borgerlig Ret og en Statsret.

Som tidligere nævnt er dette (bl.a.) ensbetydende med at den enkelte Familefader ikke længere må hævne overgreb på sig eller sin familie, men skal overlade dette til Staten. Dette gælder i særlig grad, når der er tale om så vidtgående krænkelser eller overgreb at en større eller mindre krig kunne komme på tale - måske hvis et stort købmandshus interesser er blevet afgørende krænket af »ydre kræfter«. Herom siger Holberg s. 345 f.:


Udi den naturlige Frihed er enhver tilladt at føre Krig, men ikke dem, der leve udi Stæderne og under Regieringer; thi der kommer det alleene Øvrigheden til at hevne den Uret, en Borger er vederfaren, og udvirke, at han ydermeere ikke bliver beskadiget, og omendskiøndt enhver Borger har Frihed at forsvare sig med sin egen Magt, saa kand dog ikke saadant kaldes Ret til at føre Krig, efterdi den Forsvar tillades ikke uden i en overhængende Fare, som man paa anden Maade ikke kand undgaae, og strækker sig ey videre end til at den er gaaen forbi, da derimod Ret til at føre Krig fører det med sig, at man efter eget Tykke ikke alleene kand begynde Krig, men endogsaa continuere den saa længe, som man synes raadeligt.

Hvad sig anbelanger det Spørsmaal, om enhver Øvrigheds Person uden høyeste Regentes Videnskab har Magt at føre Krig, da bliver det gandske nægtet, thi saasom ved Krig et heelt Land kand geraade udi Ulykke, saa var det [346] at give en slet Øvrigheds Person saadan Frihed, ligesaa meget, som at overdrage ham den høyeste Magt, ja det er af saa stor Vigtighed, at det end ikke tillades udi saadan Fald, om bemældte Magistrats Person vidste fuldkommelig forud at det vilde være hans høye Principals Villie, om han havde spurdt ham derom.

Hid henhører Cambysis Gierning, hvilken loed ihielslaae de Ministrer, der havde sparet Crœso, omendskiøndt han var meget glad over hans Frelse; men brugte saadan Haardhed, at andre efter deres Exempel ikke skulde overskride deres Lydigheds Græntzer.
Krige kan - siger Holberg i overensstemmelse med mange andre forfattere - opdeles i retfærdige og uretfærdige krige og i defensive og offensive krige; en særlig type er præventive krige (jf. s. 090 ff).

Der kan ikke sættes lighedstegn mellem defensive krige og retfærdige krige eller mellem offensive og uretfærdige, for det kan fx forekomme at man - på et 'retfærdigt grundlag' går offensivt til værks. Den vigtigste sondring er heller ikke om en krig er offensiv eller defensiv, men om den er retfærdig eller uretfærdig (jf. bl.a. s. 343 f.).

Der kendes mange historiske eksempler på at uretfærdig krigsførelse har bevirket så store ændringer at forholdene er blevet grundlæggende ændret.

I historien kan der principielt set ikke være tale om egentlig reversibilitet, for det passerede vil altid være en del af den nye tilstand - ikke mindst hvis det indgår i en historisk forarbejdning, dvs. i dén hukommelse som man ikke kan finde i Naturen, i det mindste i dens mere primitive former. På den anden side drejer Naturret, Borgerlig Ret, Statsret og Folkeret sig ofte om hvordan man skal forholde sig, når der er opstået en ubalance, og om hvordan man skal bære sig ad for at genoprette tingenes tilstand. Naturret, Borgerlig Ret osv. handler derimod sjældent eller aldrig om hvad en helt ny tilstand skal bestå i (højst om hvilke fremgangsmåder man kan følge, fx hvordan man i et demokrati skal gennemføre afstemninger i den lovgivende forsamling - og hvornår man evt. skal gennemføre en folkeafstemning).

Hvad en helt ny tilstand skal bestå i må komme »andetsteds« fra. Ofte vil en ny tilstand være fremkommet ved at nogle har handlet »uretfærdigt« og vundet. I det virkelige liv vil sådanne sejre ofte sætte den nye situation, dén situation som evt. senere retslige overvejelser og afgørelser tager deres udgangspunkt i. Om gamle uretfærdigheder »forældes« eller ej handler ikke så meget om retfærdighed, men om historisk bevidsthed, vilje og evne til at sætte sine interesser igennem.

Ovenstående er ikke noget der spiller den store rolle i Holberg's bog og alene dét er grund nok til at lade emnet ligge her (selv om historien, tidligere fortrædeligheder - indbildte eller ej - osv. har haft meget stor betydning på Balkan, både i 1800- og 1900-tallet).

Man kan - ud fra Holberg's redegørelse - opstille følgende principoversigt. For hver af »cellerne« kan - eller må - man overveje hvad Naturretten og hvad Folkeretten tilsiger, ikke mindst mht. hvor langt man kan eller bør gå over for sin modpart. I princippet vil hvert konkret eksempel optræde to gange i oversigten, fx som offensiv & uretfærdig krigsførelse der genspejles af en defensiv & retfærdig [principoversigten vil blive udbygget senere]:


Vigtigste dimension: Retfærdig >< uretfærdig. Sekundær dimension: Offensiv >< defensiv Retfærdig krigsførelse Uretfærdig krigsførelse
Offensiv krigsførelse - -
Defensiv krigsførelse - Da der (iflg. Holberg) kan tænkes offensiv & retfærdig krigsførelse, må defensiv & uretfærdig krigsførelse logisk set også kunne forekomme



I særlige tilfælde kan man tale om at begge parter fører en retfærdig krig, i det mindste at begge parter tror at de gør det, jf. s. 358:


Angaaende det Spørsmaal, om begge af de stridende Parter kand føre en retfærdig Krig, da negtes gemeenligen saadant, saasom det er en aabenbare Contradiction, at en af Parterne har Ret til at fordre en Ting, og en anden Ret at veigre sig derfor: men det kand hænde sig, at een har retmæssig Aarsag, og den anden troer fuldkommelig, at Retten er paa hans Side, saaledes, at, efter at han har giort sig all Umage at examinere Sagen, han dog ikke kand begribe det anderledes. I saa Maade kand man ikke beskylde ham for at føre en uretfærdig Krig.
Det er desværre ikke et emne Holberg gør mere ud af. Men man kunne formode at mange konflikter opstår mellem parter som begge mener at have retten på deres side, og at en konfliktløsning derfor ikke nødvendigvis måtte bestå i at den ene eller den anden part fuldstændig fik imødekommet sine interesserer, men at der blev fundet en kompromisbaseret løsning som begge parter kunne acceptere.

Nedenfor skal henvises til Holberg's diskussion om anvendelsen af voldgift og mæglingsmænd - emner der er særdeles relevante i en drøftelse af Albanske forhold - her skal kun voves den foreløbige hypotese (for emnet bør undersøges nærmere) at Holberg har efterladt et »hul« i sit system, men dog gjort det klart og tydeligt.

I denne forbindelse bør det nævnes at Naturretten - i Holberg's udlægning - forudsætter at konflikter så vidt muligt løses med det gode, og at man først anvender magt for at tilgodese sine interesser, når man ikke mener at kunne komme langt nok ad forhandlingens vej, jf. s. 358 f. (hvor emnet dog primært er om det i alle tilfælde er fornødent at afgive en formel krigserklæring):


Hvad Krigs-Declarationer angaaer, da spørges, om de samme grunde sig alleene paa Folke-Retten, eller, om Naturens Ret ogsaa byder at erklære Krigen forud, førend man begynder med Fiendtlighederne. Nogle holde for, at de ogsaa ere grundede paa Naturens Ret, foregivende, at man maa give dem, af hvilke man er foruretted, Advarsler om sit Forehavende, for at see, om de ikke med det Gode kand bøyes til at bøde for sig. Men mig synes, at Krigs-Erklæringer og Trudsler ikke maa confunderes sammen. Naturens Ret byder vel at forsøge Alting med det Gode, [359] førend man skrider til Fiendtlighed; men ikke at erklære aabenbare Krig forud, besynderlig, om den, som man vil anfalde, er lige saa sterk som man selv er; thi det var selsomt, at een, efter at han har forsøgt forgieves alle Midler at bevæge en anden til at give sig Satisfaction, offentlig lar ham vide, at han maa forsyne sig med alle fornødne Ting til Modstand, og om han selv ikke er sterk nok, da at formaae sine Naboer at komme til Undsætning for at forsvare en uretfærdig Sag. Jeg skulde derfore meene, at Krigs-Erklæringer alleene ere grundede paa Folke-Retten, eller en vedtagen Skik blant Nationer.

VIII.

Forhold af særlig betydning i Albansk sammenhæng. Konflikt og mægling


De særlige Albanske forhold vil blive beskrevet andetsteds, herunder om den katolske kirkes indflydelse på dens indhold og praksis. Her skal kun siges at man - særligt i det bjergrige og isolerede Nordalbanien - levede »under« en sædvaneret, der kendtes i forskellige udgaver fra 1400-tallet, men som - så vidt vides - kun kendtes som mundtlig tradition. Én tradition fulgtes i Dukagjin-området, en anden i Kruja-området (som den gang var behersket af Skanderbeg-familien). Albanien blev gjort til et Osmannisk lydrige efter at Skanderbeg-styret faldt sammen, og en væsentlig del af det »akademiske« liv skete derfor på Osmanniske præmisser (og ofte på Tyrkisk og uden for Albaniens grænser), undertiden dog - uden for det primære Albanske sprogområde - i Italien (evt. på Latin).

Albanerne havde ikke et eget skriftsprog førend engang i 1800-tallet, hvor der blev gjort en række private forsøg på at lancere det - og hvor man havde en række (uden for-statslige) drøftelser om hvordan man skulle indrette et Albansk alfabet. Det var som et led i denne kulturelle bevægelse at en Franciskaner, Shtjefën Konstantin Gjeçov, indsamlede materiale om sædvaneretten, den såkaldte Kanún - og nedskrev og redigerede den i første del af 1900-tallet. Hans samling er senere udgivet i en dobbeltsproget udgave, med Albansk og med Engelsk tekst [af denne udgave fremgår at der gjaldt særlige forhold for den katolske kirke og for dens præster og munke og det er overordentlig sandsynligt at Middelalderens og en senere tids præster og munke har påvirket såvel de formelle bestemmelser som dén måde sædvaneretten er blevet udøvet på].

Det vil senere blive belyst hvilke forskelle og ligheder der er mellem den Albanske sædvaneret og andre retskomplekser og retsopfattelser (som de Danske landskabslove, Holberg's »Natur- og Folkeret«, sædvaneretten og blodhævnstraditionen på Korsika - jf. Anne Knudsen's disputats - og tilsvarende forskellige steder på den Italiske halvø, på Sardinien og på Sicilien).

En væsentlig del af den Albanske sædvaneret omhandler forholdene i Familien og Slægten og mellem Familier og Slægter, således er der mange bestemmelser om Ægteskabet, Ægteskabsløftet og evt. Ægteskabsbrud.

En anden del drejer sig om konflikter på liv-og-død, hvordan man kan afværge dem og hvordan man skal håndtere dem hvis de ikke kan afværges. Det kendes mange eksempler på meget omfattende slægtsfejder, hvor mange mænd er blevet dræbt i overensstemmelse med reglerne om blodhævn, og der findes en del litteratur - også fiktionslitteratur - som har slægts- og blodhævnsfejder som vigtigste tema (se om eksempler herpå i »Albanske Studier« bd. 2, København 2002).

Disse regler - som er særdeles »skarpe« - er blevet fortolket på forskellig måde. Et synspunkt kunne være at reglerne var så »skarpe« fordi dette var nødvendigt for at undgå alt for omfattende reaktioner og alt for omfattende konflikter. Et andet synspunkt kunne være at »skarpe« regler var med til at forhindre at der overhovedet udbrød en slægtsfejde. Man kan imidlertid næppe nøjes med én tolkning, man må anlægge én der er mere kompleks, og som kan tage hensyn til at forholdene formentlig har været forskellige fra sted til sted og fra periode til periode.

Holberg udtaler sig ikke om slægtsfejder og blodhævn. Begge dele er der eksempler på i ældre Nordisk tradition, jf. særligt de Islandske Sager, men traditionen var forlængst forladt på Holberg's tid - og det er (muligvis) ikke et emne som har spillet nogen større rolle hos Grotius eller Pufendorf.

Holberg skelner mellem opmænd og mæglere. Opmænd havde typisk et mandat der var hjemlet, fx i lovgivning eller i en fast sædvane - og nogle opmænd var permanent udpeget, mæglere derimod »odstod« i situationen og kunne fx være venner der trådte mellem to personer fra deres egen kreds der var blevet uenige.

Opmænd - eller voldgiftsmænd - ville skulle høre de involverede parter og evt. vidner, og de ville - efter at have overvejet sagen - kunne afsige en kendelse, som parterne forud havde erklæret sig indforstået med at følge eller som de var tvunget til at følge. I modsætning til kendelser som blev afsagt af en ordinær domstol, kunne opmands- eller voldgiftskendelser ikke ankes til nogen højere instans, for en sådan fandtes ikke (i sådanne tilfælde), og den ville (meget ofte) heller ikke have nogen præcedensskabende funktion.

At der ikke kunne ankes og at kendelserne ikke havde præcedensskabende funktion lå i »sagens natur«. Et af udgangspunkterne for at løse en konflikt pr. opmand var at sagen var unik, og at en afgørelse i meget høj grad måtte bero på de specifikke omstændigheder. Et andet udgangspunkt var at der ikke var tale om konflikt der faldt inden for strafferettens - og de strafferetlige institutioners - rammer, konflikten var »privat«, selv om den muligvis kunne have store samfundsmæssige konsekvenser; når en konflikt tilhørte privatsfæren var der ikke meget mening i at en afgørelse skulle have præcedens for hvordan man skulle løse en anden privat konflikt.


I dagens Danmark bruger man - i visse typer af konflikter - voldgiftsdomstole på arbejdsmarkedet og på det merkantile område. To parter kan - privat - have indgået en arbejdsoverenskomst, men være blevet uenige om hvordan en bestemt adfærd skal fortolkes eller hvordan nogle bestemte bestemmelser skal fortolkes. Parterne kan da - efter en i forvejen givet procedure - iværksætte en voldgift som forestås af en uafhængig voldgiftsmand, fx. en højesteretsdommer.

Når der skal indgås nye overenskomster bidrager ofte Forligsinstitutionen efter regler som er vedtaget af Folketinget, men som arbejdsmarkedets parter har haft stor indflydelse på.
Her følger hvad Holberg skriver om opmænd (s. 243 ff.):

Naturens Lov udfordrer, at Menneskerne af sig selv og frivilligen bevise det, som de ere hinanden pligtige, og at de frivilligen byde sig til at erstatte, hvad Skade og Fortred de have tilføyet andre.

Men saasom alle Mennesker ere ikke saa gode og fromme, at de af sig selv giøre deres Pligt, og der undertiden forekomme Tvistigheder mellem dem, da, saasom der iblant dem, der leve udi den naturlige Frihed, er ingen Dommer, som ved sin Myndighed kand bilegge saadanne Tvistigheder, maa de stridende Parter ved Forhandling stræbe at giøre en Ende derpaa. Der ere tvende Maader, siger Cicero, at erholde det, man haver Ret at fordre; en ved Forhandling, en anden ved Magt, og som den første kommer overeens med Menneskernes, den anden med Beesternes Natur, da maa man ikke henfly til den sidste, uden man ikke kand bruge den første. Dersom ved indbyrdes Forhandling ikke kand giøres Ende paa saadanne Tvistigheder, da er best at udvælge sig en Op- [244] mand {Opmand}, og forbinde sig til at efterleve, hvad han slutter og dømmer.

Saadan Opmand maa være reedelig, og ikke føye det ene Parti meere end det andet, hvorfore ingen rettelig kand tages til Opmand, der synes at kunne bekomme større Ære og Fordeel af det, at han føyer meere den ene end den anden. Den Forening, som de stridende Parter indgaae med hinanden at underkaste sig en Opmands Dom, kaldes Compromis, og den Dom, Opmanden fælder, Laudum.

Udi vor Danske Lov kaldes det at voldgive en Sag, og Dommene i den Jydske Lov jevnets hende naar begge stridende Partier underkaster sig en Opmands Kiendelse, og kand saadan voldgiven Sag for ingen Ret til Underkiendelse indstævnes.

Med saadanne Opmænds Dom har nogen Overeensstemmelse den Maade, som er indført udi disse Riger, at dømme Sager ved Commissarier, hvilket jeg veed ikke at være brugeligt paa andre Steder, og bestyrkes jeg i denne min Meening af det som den lærde Engelænder Humphrey Prideaux fortæller om den Romerske Lands-Herre udi Palæstina Gabinio, der blant andre nyttige Anstalter tillod Jøderne udi Tvistigheder at udvælge Lovkyndige Mænd paa begge Sider, hvilken Maade, siger han, jeg hører nu at være brugelig udi Dannemark. Der ere vel udi alle Lande Commissarier, men de samme ere saadanne som udnævnes af Regieringen, og differere fra de Commissarier, som her forstaaes, hvilke udvælges af de stridende Partier med Regieringens Tilladelse. Den Forskiæl mellem Opmænd og Commissarier bestaaer derudi, at en Opmands Dom eller voldgiven Sag kand ikke appelleres, da derimod en Commissions Dom kand indstævnes til høyeste Ret. Saadanne Commissarier ere forordnede for at forkorte Processer, hvortil hensigter besynderligen Jurisdictionen udi disse Riger.

Derforuden har været en anden Maade hos os at skille Trætter paa, som har Overeensstemmelse med Maaden [245] at procedere paa udi den naturlige Stand, nemlig ved Sandemænd, hvilke ere sandrue, ærlige og vederhæftige Mænd, der udnævnes af Øvrigheden at bevidne med Eed Sagens Beskaffenhed, og kaldes deres Forretning Sandemænds Tog. De gamle Love give derpaa blant andet saadant Exempel: Om Søn er Landfaren i Tienneste, og Fader døer imidlertid, Sønnen kommer tilbage og kræver sin Hoved-Lodd, og de andre Arvinger sige, at han fik den, da skal man nævne 12. Sandemænd, som ere ærlige og vederhæftige Mænd, hvilke skulle sværge ham Arven til eller fra.

Dersom en Opmand, hverken af Parternes Bekiendelse, ey heller af visse Documenter, Item skriftlige Tegn og Beviisligheder, kand faae Oplysning udi en Sag, maa han søge Vidner.

Saadanne Vidner maa være upartiske, saa at de sætte Venskab, Had og Hevngierighed tilside. Bevises det, siger Loven, at den, som vidner paa en anden, er hans aabenbare Uven, da bør hans Vidnesbyrd ey ansees, iligemaade: Villige Vidner skulle ikke ansees, med mindre andre Vidner ikke kunne haves. Hidhen hører det, som Thuanus mælder om de Britannier, at der fordum var brugligt blant dem, at en Engelænders Vidne ikke skulde gielde imod en Skots eller en Skottes imod en Engellænders, formedelst det store Had, som var mellem disse Nationer.

Vidner maa ikke alleene være upartiske, men endogsaa uberygtede Mænd, hvilket ogsaa i vore Love nøye i agt tages; den som inden Tinge skal vidne, staaer der udi Christiani 3. Recess, skal være ærlig og have et oprigtigt Navn; thi udædiske Mænd [= mænd der har begået ugerninger] og andre, som Lovforvundne ere, maa ey staae til troende.

[...]

Tvistighederne udi den naturlige Stand kunne foruden paa ovenbemældte Maader ogsaa bilegges ved, at tilfælles [247] Venner legge sig imellem de stridende Parter. Saadanne kaldes gemeenligen Meglere eller Mediateurs, hvilke ved deres Myndighed og bevegelige [= »bevægende«, overtalende] Paamindelser stræbe at bilegge en Ting, og omendskiønt ingen imod sin Villie kand tvinges til at modtage saadan Mediation, saasom Textor beviser Jur. Gent. cap. 20. ikke des mindre, dersom Meglerne slaae sig til den af de stridende Parter, der gierne vil have Fred mod de andre, der vegre sig for at indgaa nogen Forligelse, kand den sidste ikke med Billighed besværge sig derover.
Også i Albanien anvender man i dag voldgiftsløsninger og mæglingsmænd. Man har - delvis på inspiration fra Dansk side (nemlig fra daværende landsdommer Brydensholt) og efter Norsk model etableret en særlig mæglingsinstitution, se foreløbig nærmere i artiklen Mæglingsinstitutionen: Foundation »Conflict Resolution and Reconciliation of Disputes«

Slægtsfejder kunne suspenderes for kortere eller længere tid i Albanien, der kunne fastsættes en besa - og tilsvarende gjaldt der særlige regler for gæster. Som Edith Durham beskriver i »High Albania« stod en gæst - hvad enten denne var »i skudlinien« i en slægtsfejde eller ej - under beskyttelse af den familie som han (eller evt. hun) opholdt sig hos. Eftersom en slægsfejde ikke var et individuelt, men ofte et slægtsligt, anliggende kunne det ske at en person »i skudlinien« midlertidigt kunne opholde sig hos medlemmer af dén »modsatte« slægt uden at blive »rørt«. Jf. i øvrigt Holberg s. 227:


Det er besynderligen at merke udi Jure civili, at, ligesom der er noget kaldet qvasi Contractus, saa er der ogsaa noget kalded qvasi Maleficium eller ligesom Brøde, hvilket ogsaa forpligter, som for Exempel: Jeg bliver bestaalen udi et Skib eller i en Mands Huus, Verten eller Skipperen maa erstatte mig Skaden, hvorvel han er uskyldig; Aarsagen, hvorpaa saadan Erstattelse grundes, er, at en Huus-Fader bør beflitte sig paa ærlige Huus-Folk. Dette maa være nok talt om Contracter og de deraf flydende Pligtigheder.




Tillæg

Lovfortolkning. Afvejning. Adfærdsreguleringens dynamik

Holberg's gennemgang af Natur- og Folkeretten (og store dele af den Borgerlige Ret og Statsretten) ligner - som det fremgår - ikke en nutidig diskussion af juridiske emner. Den er ganske vist systematisk, og den citerer og diskuterer lovbestemmelser og afgørelser, men citaterne hentes fra meget forskellige historiske perioder og juridiske traditioner - og det er ikke altid at citater og eksempler prøves som man ville gøre nuomstunder ... men næppe heller som man ville gøre for en domstol i 1700-tallet, når man skulle argumentere om skyld eller uskyld eller om arten og størrelsen af en erstatning eller en straf.

Der er enkelte steder hvor Holberg ytrer sig om juridisk metode - således når han taler om at man må beherske de juridiske termini for at forstå juridisk litteratur - men også når han kommer ind på hvordan man bør bære sig ad, når man giver sig til at fortolke lovbestemmelser m.v. (det er dog ikke - så vidt jeg kan konstatere noget der har spillet en afgørende rolle for Holberg's egen fremstilling i dette værk).

Holberg mener - formentlig som enhver anden - at man aldrig skal anlægge en mekanisk fortolkning eller overfortolke, men (i et vist omfang) sætte sig ind i hvad der kan have været lovgivers hensigt, således siger han s. 235:


Udi at forklare en Lovs Ord, maa man besynderlig see hen til den Aarsag eller det, som haver givet Leylighed og drevet Lov-Giveren til at udgive saadan Lov; dog er undertiden Lovgiverens Villie tilstrækkelig, omendskiønt Lovens Aarsag er skiult; herudover er det farligt ikke alleene udi det Verdslige, men endogsaa udi det Hellige at grunde og søge formeget efter Lovens Aarsag, da dog det bør at gielde: Sic volo, sic jubeo, stat pro ratione voluntas [= således vil jeg, således befaler jeg, viljen går forud for fornuften].
Jf. også s. 240:

Billighed er da Lovens sunde Forklaring, hvorved vises af den naturlige Raison, at en særdeles Casus ikke befattes under den almindelig Lov, eller saasom Aristoteles siger: Billighed retter det, hvorudi Loven formedelst sin Almindelighed feiler.
Han siger - et enkelt sted - at man nøje må overveje, om man i en konkret sag skal anlægge en indskrænkende fortolkning eller en udvidende, jf. s. 235 f., men eksemplerne hentes fra litteraturens og historiens verden, ikke fra den juridiske:

Her maa i agttages, at der udi Løfter, Pagter og Privilegier ere nogle, som kaldes favorable, hvilke have en Lighed udi sig, og hvorved begge Parterne have lige Fordeel, og det gemeene Beste haandhæves; og andre, som kaldes Odiosa eller Besværlige, hvilke betynge ikkun en af Parterne, eller den ene meere end den anden; Iligemaade, som indeholde Straf, forandre og til intet giør nogle, Item løse Regnskab.

Derom haves saadan Regul, at det, som er favorable, maa forklares vidtløfteligen; saaledes, dersom der er giort [236] saadan Foreening mellem tvende stridende Partier, at Fangerne skulle gives tilbage paa begge Sider, maa det forstaaes om alle og enhver; Iligemaade om tvende Naboer have giort saadan Accord indbyrdes, at den ene maa jage og skyde Hiorte paa den andens Grund, maa derunder ogsaa befattes Hinde; men hvad sig anbelanger den Freds-Pagt, giordt imellem Erich Glipping og de Holstenske Herrer, at hver skulde bekomme sit igien, forklare de Sidste samme Articul alt forvidtløftig, og paastode, at de derved ikke alleene skulde bekomme tilbage det, de havde mist udi Kong Erichs Tid, men endogsaa, hvad deres Formænd havde mist i forrige Danske Kongers Tid, Iligemaade synes Dido at have giort en alt forvidtløftig Forklaring, i det da hun havde kiøbt saa meget Jord, som kunde skiules med en Oxe-Huud, hun da skaar samme Huud udi smaa Strimler, og saaledes bekom den store Plads, hvorpaa Carthago blev bygt; Iligemaade Ivar Regner Lodbroegs Søn hos Saxo Grammaticus, hvilken giorde det samme med en Hæste-Huud.

Det derimod, som er Odiosum og besværger een deel alleene eller een meere end den anden, dets Forklaring maa meere indskrenkes; saaledes, om udi et Forbund een af Parterne har lovet at forsvare den anden udi sin Eyendom, medens Herren er endnu derudi, kand han ikke derfor forbindes til at hielpe ham til sin Eyendom igien, naar han engang er uddreven derfra: saaledes, da Kæyser Aurelianus udi sit Tog mod Osten lovede Folket Kroner, dersom han kom med Seyer tilbage, og Folket haabede at faae Guld-Kroner, da saasom Kæyseren havde hverken Lyst eller Evne at give dem saadanne, lod han giøre en Hob Brød-Kroner at give til enhver.
Undertiden strider to bestemmelser mod hinanden, og det må da afgøres hvilken bestemmelse der skal følges. Står man med to kontradiktoriske udsagn om en bestemt genstand eller et bestemt reelt forhold kan man mange gange hævde, at ikke begge udsagn kan være korrekte - enten er det ene korrekt, eller det andet eller evt. ingen af dem. Er udsagnene derimod komplementære kan de ofte forenes og styrke hinanden. Men sådan stiller sagen sig ikke altid, når det er to bestemmelser eller beslutninger der strider mod hinanden; her kan man blive nødsaget til at beslutte om det er den ene eller den anden bestemmelse der skal følges. Holberg skriver herom s. 240 ff., nedenfor følger de to første led af hans ræsonnement, der er i alt 7:

Hvad sig anbelanger de Lovers Forklaring, som stride [241] imod hinanden, da er derved at merke, at saadanne stride enten directè imod hinanden, og da kaldes det αντινομία [antinomia], hvilket ikke findes udi de Bibliske Hoved-Bøger, men dersom de forekomme udi Verdslige og Menneskelige Skrifter, da maa en af samme Love forsømmes; thi saasom der er en fuldkommen Misstemmelse mellem dem, maa endelig den eene være sand og den anden falsk.

Undertiden stride saadanne Love ikke directè imod hinanden, men kunne formedelst Tidernes Omstændigheder ikke udi agt tages paa engang, her maa derfore tages visse Regler, at man kand forstaae, hvilken Lov eller Bud bør helst at i agt tages, naar det er saaledes beskaffet, at begge ikke kunne efterleves paa engang.

Først da maa det, som befales, agtes høyere end det, som tillades; saasom udi Tilladelse er alleene Frihed at giøre og lade, men en Befalning bringer Fornødenhed med sig og betager ens Frihed at lade en Ting, saaledes: Om det er forordnet ved en Lov, at det maa staae enhver Romersk Borger frit for at have en Concubine, og en anden Lov byder, at ingen maa have nogen Qvinde med sig udi Leyren, maa den sidste og Bydende i agt tages.

(2.) Maa det, som er befalet at giøres paa en vis Tid, agtes høyere end det, som paa alle Tider kand skee; saaledes maa Sabbathens Helligholdelse høyere agtes end andre Pligte.
I nogle tilfælde kan man drage slutninger pr. analogi, men det er - som mange af Antikkens forfattere var klar over - en fremgangsmåde der skal bruges med skånsomhed, hvis den skal tåle et kritisk ræsonnement, jf. s. 237 ff.:

De Gisninger, som man bekommer af ens Ord, ere ikke alle Tider og allevegne tilstrækkelige, men man giør ogsaa Gisninger udaf andet, hvilke foraarsage, at en Ting under- [238] tiden {undertiden} maa forklares nøye, undertiden vidtløftig; en Lov kand forklares vidtløftig saaledes, at omendskiønt en Casus ikke er udtrykkeligen mældet om udi Loven, saa dog, efterdi man kand klarligen see, at Lovgiveren havde mældet derom udtrykkeligen, dersom han havde seet den forud eller tænkt derpaa, efterdi ellers Loven skulde blive unyttig eller ubillig, hvorudover, naar Loven forbyder at drikke sig drukken, maa ey heller nogen søbe eller æde sig drukken, og syndede derfor den Bonde hos Saxo imod Kong Snies Lov, der forbød at drikke sig drukken, i det han dyppede Brødet udi det stærke Øll, og aad sig mæt og drukken tillige; saaledes, dersom en Lov forordner, at den, der slaar sin Fader ihiel, skal syes ind udi en Sæk, da maa iligemaade den lide samme Straf, der slaaer sin Moder ihiel, omendskiønt Loven udtrykkeligen intet mælder derom, men man kand see, at den Forordning af Lovgiveren har været betragtet udi Almindelighed, og at den skulde befatte lige-gyldige Casus, Iligemaade, dersom en Lov forbyder at føre Uld fra et Stæd, maa man ey heller føre Faar; hidhen hører den Casus hos Lucianuin: Der er en Lov, at hvo der slaaer en Tyran ihiel, skal belønnes; nu gaaer en op til Slottet, udi den Tanke, at slaae Tyrannen ihiel, men finder alleene hans Søn, hvilken han slaaer ihiel, og lader Sværdet blive staaende udi hans Legeme; Tyrannen seende sin Søn ihielslagen, omkommer sig selv med samme Sværd; her spørges nu, om den samme kand med Billighed fodre den Belønning, som Loven giver den, der slaaer en Tyran ihiel? Endeel sige vel derimod, men Lovens Henseende synes dog at være denne, at Belønningen gives ikke alleene den, der med egen Haand slaaer Tyrannen ihiel, men endogsaa forretter det, hvorved Tyrannens Død foraarsages; efterdi der er ingen Tvivl paa, at Lovgiveren jo havde besluttet at belønne saadan en, dersom han havde kunnet erindre sig saadan Casus, hvilken Luciani Meening ikke rettelig kand kuldkastes, hvorvel Erasmus Roterodamus udi en vidtløftig Oration [nærmest = grundig forelæsning] haver stræbet at bevise dens Ubillighed, der begiærer saadan [239] Belønning, og adskillige itzige Jurister, blant hvilke Thomasius, bifalde Erasmi Meening.
At en lovgivning (eller bestemmelser i det hele taget) ikke kun virker »bagud«, fx. har til hensigt at kompensere, men aktivt fremad (næsten pro-aktivt), er man meget bevidst om i nutiden - alle regler er adfærdsregulerende, siger man »på Bjerget« - men det var også en tanke, som Holberg gjorde sig fra tid til anden. Således ser man et glimt heraf i en drøftelse af hvordan man kan og bør forholde sig til Jøderne i et moderne kristent samfund, jf. s. 313, hvor det siges at »de [som følge af Regentens beslutning] kunde drives til Desperation, og yppe de Ting, som de ellers ikke tænkte paa«:

Der disputeres meget, om en Regent giør vel eller ilde at tillade Jøder at boe i sit Land. De blant Geistlige, som ere derimod, holde for, at det er syndigt at give Christendommens afsagde Fiender Borgerskab udi Christelige Stæder; Verdslige derimod ansee dem, som skadelige Borgere, der ved Aager og Underfundighed giøre et Land [314] Skade. Man kand dog svare de første, at hvis alle Potentater negtede dem at boe i deres Land, maatte nogle Million Mennesker enten omkommes, hvilket strider imod Christi Lærdom, eller de kunde drives til Desperation, og yppe de Ting, som de ellers ikke tænkte paa. Hvad de Verdsliges Domme er angaaende, da, endskiønt de synes meere grundige, saa flyder dog samme Uleylighed deraf. Derforuden kand man sige, at Jøder paa mange Stæder ere nyttige, saa at de Lande, hvor Handel florerer, gierne tilstæder dem Boepæl. Udi Christ. V. Lod forbydes Jøder under 1000 Rdlr. Straf at begive sig hid i Landet. Men efter en Forordning af den 30 Junii 1684 blev det Forbud ophæved.
Et samfunds straffebestemmelser skal - siger Holberg flere steder - skræmme indbyggerne fra at handle forbryderisk; men er der i så tilfælde tale om adfærdsregulering er den ikke pro-aktiv, for den kan - generelt set - ikke nå længere end til at genoprette ordenen; den rækker ikke derudover.

Et andet sted demonstrerer Holberg i øvrigt at han har rimeligt styr på hvad man i senere tider har kaldt mængdelæren eller den logiske algebra, han skriver s. 289 om ægte delmængder m.v.:


Hvad sig anbelanger det Spørsmaal, om at sammenføye Stemmerne, da maa man giøre Forskiel paa de Stemmer, som gandske stride imod hinanden, og dem, hvoraf den eene indeholder Endeel af den anden. De sidste kunde vel sammenføyes, men ikke de første, saaledes, naar 3 Dommere dømme een at betale 20 Pund, andre 3 at betale 10, og de sidste 3 dømme til at betale ingen, da vinder den Slutning, som dømmer til at betale 10, efterdi den kommer saa vidt overeens med den første, thi udi 20 ere 10.

Saaledes udi en Ret, naar 3 Dommere dømme at radbrækkes, 3 til at halshugges, og 3 gandske frikiende, da føyes de 2 første Classer sammen, som begge paalegge Livs-Straf, og det Mildeste, nemlig, at halshugges, bliver Dommen; de derimod, som dømme gandske fri, kand ikke føyes med de andre, saasom Straf og Frikiendelse ingen Overeensstemmelse har med hinanden. Men naar 3 dømme fra Livet, 3 til Landflygtighed og 4 frikiende, kand efter denne Regul Stemmerne ikke sammenføyes; thi de, som dømme fra Livet, have ingen Overeensstemmelse med dem, som dømme at forlade Landet, ligesom Landflygtighed, som er en Straf, har ingen Overeensstemmelse med Frikiendelse, og staaer i saadan Fald Processen, indtil man faaer fleere Assessores [= dommere]. Anderledes er det, naar Stemmerne ere delte udi 2 Classer, saa at 6 fordømme og 6 frikiende; thi da giøre de mildeste Stemmer Dommen, og er da det, som kaldes Calculus Minervæ, hvorom tilforn er taled. Det er særdeles merkeligt udi Engeland, at ingen kand dømmes fra Livet uden alle Assessores ere eenstemmige.





Holberg's stil

Det er karakteristisk for Holberg at han er overordentlig form- og stilbevidst, og at han for hvert værk vælger en struktur, komposition og form som passer til formålet. Komedierne har deres formmæssige ramme, de »Moralske Tanker« deres - og tilsvarende gælder også for fx »Heltehistorier« og for det foreliggende værk.

»Naturretten« er vel ikke stramt komponeret, men den har en klar struktur og et klart forløb. Nogle emner er imidlertid behandlet meget grundigere end andre, og det skyldes ikke altid emnets generelle betydning, men dén betydning det har haft for Holberg.

Stilen er ikke teologisk overtalende, men akademisk ræsonnerende og viser en omfattende belæsthed både i nyere Naturretslig litteratur og i Antikkens græske og romerske litteratur. Men skønt emnet og den omtalte litteratur lægger op til en vis stilistisk strenghed og et begrebsligt »skoleridt«, så bruger Holberg en række muligheder for at bløde stoffet op, primært ved at skrive klart og tydeligt, men også ved at bruge talrige nære og fjerne eksempler - og ved i nogle tilfælde at tilføje en anekdote; en af disse finder man s. 129:
Angaaende det Samtykke, som tages af eens Nik, nemlig, at, naar een noget bliver tilbudet, og han i Stæden for at svare nikker med Hovedet, agtes det saa fuldkommet, som han siger ja, ligesom naar han ryster med Hovedet, tages det for ney, uden saadant skeer paa Saturnini Maade, med hvilken Kayser Caligula i Anledning heraf drev et selsomt Abe-Spill, som findes hos Svetonium. Samme Keyser, hvorvel han var en af de grueligste Tyranner, som nogen Tiid har regieret, saa dog var udi mange hans onde Gierninger noget, som man tillige med kunde lee af. Da han engang lod holde en Auction, og merkede, at Saturninus, medens Auctionen varede, sad sovende, og nikkende med Hovedet, befoel han Auctions-Mesteren at slaae Kiøbet paa Varene til, naar han saae Saturninus nikkede, hvorudover samme Mand, da han vognede op igien, fandt sig at have giort et stort Kiøbmandskab paa unyttige Ting, som han intet vidste af; men dette var ikke saadant Nik, som her omtales.
Ofte indledes et kapitel med en grundlæggende påstand som derefter overvejes nærmere; et par tilfældige eksempler:
[Fra s. 071:] Saasom Menneskets Gierning dependerer af Villien, og Villien er adskillig og foranderlig, derfore er det fornødent, for at indrette nogen Orden og Skik iblant Menneskene, og at forekomme all Forvirrelse, at der er en vis Regel og Rette-Snoer, hvorefter Menneskets Gierning maa øves.

[Fra s. 112:] Foruden den Kiærlighed, som et Menneske haver til sit Liv, Legeme og Gods, er ogsaa enhver indplantet, at han agter og ærer sig selv, og undertiden skatter sit Navn og Rygte høyere end sit Liv.
Endelig skal nævnes at Holberg gør en del ud af at bruge det rigtige ord på det rigtige sted. Det er allerede nævnt at han har været flittig med at angive meget brugte juridiske termer. I et andet tilfælde viser han at man bruger to ord om »det samme«, afhængig af hvilken situation der er tale om, jf. s. 072:
Saaledes kaldes det Tvang, naar een maa overgive sin Velfærd og sine Midler til en sterkere Fiende, men en Forpligtelse, naar een maa opoffre de samme for det gemeene Beste.
Jeg tror ikke at Holberg har villet være spøgefuld.





Oversigt over omtale af personer eller steder i Albanien eller Illyrien

S. 346: Dronning Teuta, Illyrien.

S. 350: Epidamnos - Durrës.

S. 357: Georg Kastrioti Skanderbeg og Marius Barletius der skrev en biografi over Skanderbeg. Holberg skrev - på basis af omtalte biografi - om Skanderbeg i »Heltehistorier«.





Skematisk oversigt: Naturret. Borgerlig Ret. Statsret. Folkeret


- Naturretten Den Borgerlige Ret Statsretten Folkeretten
Hvad er den grundlæggende reference? Hvad er dens legitimitet? Dens hjemmel? Gud - manifesteres bl.a. i GT og NT. De 10 Bud se s. 081

Naturretten påberåbes, formuleres og diskuteres af filosoffer, retslærde og teologer (Antikkens klassikere, Grotius, Hobbes, Pufendorf, Barbeyrac, Thomasius).


Jf. s. 074: En Lovgivers Kundskab kand sandelig ikke læt være skiult for nogen, thi enhver fornuftig Siæl kand vide, at den samme, som har skabt alle Ting, har ogsaa givet de naturlige Love, og kand den langt mindre være skiult og ubekiendt, der giver de Borgerlige Love; Naturens Lov kiendes af den Menneskelige Vilkors Beskuelse; de Borgerlige Love blive kundgiorte ved Udraabelse, som skeer offentlig, hvorudi man maa vide tvende Ting: 1.) At Loven kommer fra den, som haver den høyeste Magt; 2.) Hvad Lovens Meening er; det første bliver kundbart, naar den, som haver den høyeste Magt, udraaber Loven enten ved egen Mund, eller lader den kundgiøre ved sine Fuldmægtige; at Lovens Meening kand kiendes, hører det Lovgiveren til at udtrykke den saa klarligen, som mueligt er, ikke saasom Caligula, der efter Dionis Cassii Beretning forestillede sine Love paa et høyt Sted, skrevne med smaa Bogstaver.
Bygger mere eller mindre på fortolkninger af Naturretten; må være udkrystalliseret fra hidtidig praksis - evt. i »drejet« form - og formuleret i aftaler, overenskomster og evt. i lovgivning. Lovværker som Jyske Lov og Danske Lov har indskrevet tidligere lovgivning og forskellige sædvaner; noget er blevet kasseret, noget er modificeret, noget er (muligvis) videreført uændret, noget er konciperet på det pgl. tidspunkt.

[087] [...] vist nok er det, at de, som alleene af Kiedsommelighed over daglige Besværinger, som følge det menneskelige Liv, eller af Frygt for Smerte og Pine, hvilken, om de med Bestandighed udstode, kunde de derved opmuntre andre ved deres gode Exempler. Om saadanne, siger jeg, forkorte deres Liv, kand de ikke andet end beskyldes for at have syndet imod Naturens Lov. Og derfor forbyde de fleeste Borgelige Love, at jorde deres Legemer blant Christne. Hvo sig selv ombringer, siger den Danske Lov, haver forbrudt sin Hoved-Lod til sit Herskab, og maa ey begraves enten i Kirken eller Kirke-Gaard; derimod ere de at undskyldes, som udi Sygdommer, der betage dem Forstanden, legge Haand paa sig selv, Item de, der af en hastig og uformodentlig Forskrekkelse styrte sig selv i Ulykke, endelig er herved at merke, at det er en ligemeget tilregnet, enten han falder ved sin egen Haand, eller han driver en anden til at tage Livet af sig.
Forskellig Statsret fra sted til sted. Udkrystalliseret af praksis osv. Jf. Håndfæstninger og Middelalderlige landskabslove. Den Danske Kongelov blev formuleret for at »fastholde« Enevælden. [I England bygger man i høj grad på sædvane, særlige aftaler og dekreter - således mht rollefordelingen mellem Parlament, Kongemagt og Kirke].

Den Muslimske Statsret refererer eksplicit til Koranen, som principielt er urørlig og som opfattes som Guds Lov [men den modificeres i praksis og ved forskellige fortolkninger - ting Holberg ikke kommer nærmere ind på hér, men i »Helte-Historier« hævdes det at Muhammed »justerede« efter personlige og andre behov].


Jf. s. 260: Den falske Prophet Mahomet haver tilladt udi sin nye Lov at tage mange Hustruer, og derudi meget underfundelig rettet sig efter det Folkes Natur, som han vilde bedrage; thi de, som boe udi de heede Lande, ere meget hengivne til Løsagtighed, Qvinderne derimod ere eendeel af Naturen, endeel af Optugtelsen Mændene saameget underdanige, at man sielden hører nogen Avind eller Ueenighed iblant dem.

Jf. s. 312: En Regent maa iligemaade foreskrive klare Love, og ikke fleere end som fornøden giøres, ikke forbyde det, Fornuften udi sig selv forbyder. Iligemaade, efterdi der forgieves giøres Love, dersom man ustraffet kand overtræde dem, saa maa Regentere vel haandhæve de samme og straffe Overtrædere efter deres Forseelse.
Udspringer mere eller mindre af Naturretten. Desuden af praksis - herunder af dét der er blevet resultatet af forskellige konflikter, således en række aftaler og traktater.

Jf. s. 081: Angaaende den Forskiæl, der er mellem Naturens Ret og Folke-Retten, derom komme de Lovkyndige ikke over eens. Hobbesius kalder den første Menneskernes, den anden Stædernes og Societæternes, saa at Naturens Ret styrer og regierer et hvert Menneskes Gierning udi Særdeleshed, Folke-Retten det samme Menneskes, saavidt det er udi Societet og Samqvem, hvilken Meening Pufendorf ogsaa samtykker og underskriver.

Af s. 366 fremgår at Grotius (tilsyneladende) mente at Naturretten var blevet »omskrevet« af Folkeretten, dvs. at Naturretten var en ægte delmængde af Folkeretten. Umiddelbart ville jeg tro at det kun var en del af Naturretten der kunne opfattes som en delmængde af Folkeretten.
Primær indholdssfære; »genstandsfelt« Moralske sider af alle menneskelige forhold Kontraktlige forhold, herunder om handelsmæssige samkvem, om indgåelse og omstødelse af ægteskab, om arveforhold osv. Forholdet mellem staten og dens borgere og strafferetlige forhold Kontraktlige forhold mellem stater. Konflikter mellem stater
Geografisk dækningsområde Principielt set over alt Et bestemt geografisk område. En by. En egn. Et land. Et bestemt geografisk område: Et land Mellem alle stater (byer, lande, kongeriger osv.) eller mellem nogle af dem - evt. bestemt af traktater
Hvem er lovgiver? Hvem sætter bestemmelserne? Naturretten er givet af Gud - jf. ovenfor; evt. givet skriftligt i form af Moseloven Regenten, evt. en lovgivende forsamling. Dertil kommer en række kontrakter og aftaler som er indgået mellem borgerne m.v.

Jf. s. 298: Jeg sagde ogsaa, at en Konge er høyere end Lovene, forstaaende derved alleene de Borgerlige og Menneskelige Love, hvilke have deres Oprindelse og Bestandighed af Regenterne selv, og derfor ikke kunne forbinde dem: Men en Regent er ikke høyere end de Guddommelige og naturlige Love, men forbindes at leve efter dem, hvorvel han egentlig ikke kand straffes af Menneskerne, om han overtræder dem.
Regenten, evt. en lovgivende forsamling. Parterne indgår aftaler, traktater m.v.
Hvem håndhæver Retten? Hvis Naturretten er 'indskrevet' i Borgerlig Ret mv., håndhæves den af sædvanlige institutioner. Naturretten har ikke egne institutioner Voldgifter. Desuden Byens eller Statens Politi og Retsvæsen Statsapparatet. Politi og Retsvæsen Parterne. Konflikter løses evt. ved forhandling, evt. ved væbnet konflikt - ved retfærdig krig eller ej






Indholdsfortegnelse til »Naturretten«

Hvis du vil downloade Holberg's »Naturret«, så klik på denne linie



»Naturretten« foreligger som HTML-udgave (der kan læses af almindelige internetbrowsere), men er lagt på internettet i zip-format (0,25 MB mod 0,7 MB i udpakket stand). Desuden vil den blive lagt på en CD - med supplerende materiale - herom nærmere sidenhen (på denne side).

Der er (i HTML-udgaven) lagt hyperlinks fra indholdsfortegnelsen til de enkelte kapiteloverskrifter, således at man nemt kan komme hen til det søgte kapitel.

Når man giver sig til at søge elektronisk skal man huske at Holberg ikke altid skrev ordene på samme måde.





  Fortale til Læseren
 
Første Bog
I, I     Om Menneskets Gierning 059
I, II     Om Moralske Gierningers Rette-Snoer Eller Om Loven i Almindelighed 071
I, III     Om Naturens Lov 078
I, IV     Om Menneskets Pligt mod sig selv 081
I, V     Om Menneskets Pligt mod sin Næste 101
I, VI     Om den naturlige Lighed imellem alle Mennesker 112
I, VII     Om adskillige Tienester man maa bevise sin Næste 116
I, VIII     Om Pagt og Forbund 126
I, IX     Om Talen 143
I, X     Om Eeders Afleggelse 148
I, XI     Om at forhverve sig Herredømme over en Ting 157
I, XII     Om den Pligt, som flyder af en Tings Herredømme 187
I, XIII     Om Værdie 191
I, XIV     Om Contracter og de deraf flydende Pligtigheder 196
I, XV     Hvorledes Obligationer og Forpligtelser blive løste 227
I, XVI     Om Udtolkninger 232
I, XVII     Om Maaden at procedere udi den naturlige Frihed 243
 
Anden Bog
II, I     Om Ægteskab 249
II, II     Om Forældrenes og Børnenes Pligt 274
II, III     Om Herrers og Tieneres Pligt 279
II, IV     Om hvad der har drevet Menneskerne til at indstifte Stæder 283
II, V     Om Stædernes indvortes Dannelse 285
II, VI     Om Republiqvers Form og Dannelse 291
II, VII     Om det Borgerlige Herredømmes Affectioner 297
II, VIII     Om de Maader, hvorved et Herredømme forhverves 304
II, IX     Om høye Regenteres Pligt 311
II, X     Om de Borgerlige Love udi Særdeleshed 314
II, XI     Om den Ret den høye Øvrighed haver over Undersaatternes Liv 316
II, XII     Om Navn og Rygte 331
II, XIII     Om den høye Øvrigheds Magt saavel over det publiqve som private Gods 339
II, XIV     Om Krig og Fred 341
II, XV     Om Forbund 359
II, XVI     Om Gesanteres Ret 364
II, XVII     Om Begravelses Ret 369





Om denne udgave (ift Billeskov Jansen's udgave)

Da F.J. Billeskov Jansen udgav et stort og alsidigt udvalg af Ludvig Holberg's værker i årene fra 1969 og frem, besluttede han at medtage »Naturretten«. Denne udgave kan lånes på bibliotekerne.

Billeskov har brugt Holberg's 5' udgave som tekstgrundlag og har oplyst hvornår forskellige stykker af teksten er lagt ind; dette er nyttigt for den der er interesseret i at følge Holberg's arbejde med stoffet.

ADL / Det Kongelige Bibliotek har benyttet Billeskov's udgave som grundlag for to digitale udgaver - dels en facsimileudgave, dels en ASCII-udgave.

Facsimileudgaven kan læses side for side som en affotografering. Den er nyttig til mange ting, for den har alt med - incl. Billeskov Jansen's tekstkommentar - men den er i flere henseender tung at arbejde med, og den er - umiddelbart - heller ikke elektronisk søgbar.


Muligvis kan man dog gøre »noget«, hvis man nedtager teksten i et »printervenligt pdf-format« og hvis man har en Adobe Acrobat med et indbygget OCR-modul, men den printervenlige udgave fylder temmelig meget og tager derfor lang tid at downloade.


ASCII-udgaven er elektronisk søgbar, men i øvrigt mere flad end en pandekage. Der sondres ikke mellem skriftformerne (almindelig tekst og kursiv), afsnitsdelingerne er etableret »over stok og sten«, Billeskov's sidetal er forsvundet, Holberg's randbemærkninger er »skippet« - og så er der et par håndfulde fortolkningsfejl (fx. læses ligaturen œ systematisk som æ). Det første er trist, resten er »upraktisk«. Endelig har man »skippet« de græske citater. Ikke at de betyder al verden - for der er tale om et overskueligt antal, og nogle af dem forklares af Holberg i teksten.

Den foreliggende udgave må betragtes som et alternativ til ADL's Facsimileudgave og ASCII-udgave, og som et elektronisk supplement til Billeskov's udgave. Den sidste betragter jeg som »den autoritative udgave« - ikke mindst pga det omfattende noteapparat hvor der er oplysninger om en række af de personer der henvises til i bogen.


Forskelle og ligheder på de forskellige udgaver:

Den foreliggende udgave ift den trykte (og ADL's facsimile-udgave):

Billeskov Jansen's indledning, noter og forskellige tillæg er ikke medtaget. Det skyldes udelukkende ophavsretlige hensyn. Indledning, noter m.v. kan læses i den trykte udgave og desuden i ADL's udgaver, hvortil der må henvises (primært til facsimile-udgaven).

Holberg's randbemærkninger er - i lighed med ADLs ASCII-udgave - ikke medtaget, i det mindste ikke pt, og det er problematisk. Randbemærkningerne fungerer dels som stikord, dels som henvisninger til dén litteratur Holberg har trukket på. Når jeg ikke har medtaget randbemærkningerne er det (ligesom i ADL's ASCII-udgave) af tekniske grunde. Jeg vil på et senere tidspunkt se om jeg kan finde på en praktisk løsning - ønsker og forslag modtages gerne.

For så vidt angår stikords-funktionen vil jeg - i løbet af 2003/2004 - etablere en liste over nyttige stikord der kan bruges til en elektronisk søgning. Her vil jeg bl.a. trække på dén liste Holberg selv har udarbejdet (se den trykte udgave s. 372-379).

Samuel Pufendorf er bogstaveret lidt forskelligt af Holberg; jeg har (af hensyn til elektroniske søgninger) normaliseret til Pufendorf.

Den foreliggende udgave ift ADL's ASCII-udgave:

Udgaven er ikke i ASCII, men i HTML, hvilket gør det muligt for den enkelte læser at bruge den skrifstørrelse der passer bedst (ændringer sker i browseren). Desuden kan man arrangere sig frem til en bred eller smal tekstklumme som man måtte ønske.

Der sondres mellem skriftformerne (almindelig tekst og kursiv).

Billeskov's sidetal er medtaget i kantet parentes for orienteringens skyld og for at gøre det lettere at referere til teksten. Angivelsen af sideskift bevirker et antal orddelinger, men jeg har genskrevet de delte ord i en {væltet Tuborg}.

De græske citater er medtaget - og jeg har tilføjet transkriptioner med latinske bogstaver. Da jeg kun lige akkurat kan stave mig igennem græsk, er der muligvis nogle fortolkningsfejl - rettelser modtages meget gerne.

De græske citater er (som hos Billeskov) sat med kursiv. Tilsvarende har jeg - for oversigtens skyld - gjort med latinske citater og danske ordsprog m.v. (hvilket begge dele er i nogen modsætning til Billeskov), men ikke med latinske enkeltord eller simple udtryk. Holberg (eller Billeskov) havde i forvejen sat citater fra fx. Jyske Lov i kursiv - og flere ordsprog (fx. s 139). Vil man være sikker på om et givet »udtryk« står i kursiv i Billeskov's 5' udgave, kan man altid kontrollere ved at gå ind i Facsimileudgaven.


Oprindelig stod Holberg's brødtekst med gotiske bogstaver, latinske ord med latinske - og græske med græske. dvs. at skriftbilledet var temmelig nuanceret og afspejlede sprogene.


De græske citater er fortolket ved hjælp af mit OCR-program, udskrevet til HTML-koder (fx: &# 945 = α) og derefter finjusteret »i hånden«. Enkelte bogstaver kan skrives på flere måder - theta og sigma. Nederst på denne side kan findes en Græsk tegntabel.






Holberg's sprog. Vanskelige ord

I betragtning af at teksten er over 250 år gammel er den forholdsvis let at læse. Nogle ord bruges dog ikke mere, og nogle ord har fået en anden betydning end de havde på Holberg's tid.

Mange af de vanskelige ord kan forstås ud fra sammenhængen, hvad enten ordene ikke længere bruges eller fordi de har skiftet betydning. I flere tilfælde har jeg angivet en forklaring »på stedet« i en kantet parentes. Nedenfor følger en liste over vanskelige ord (listen vil blive udbygget efterhånden - og efter behov). Er der ord du mener bør forklares, så send gerne en mail: e-mail til Bjørn Andersen [Klik tv.]. En række ord forklares bagest i Billeskov's udgave, hvortil der henvises.


Danske ord med ny betydning; andre vanskelige ord

Ord Betydning
Badsker-Løn Se s. 107
Begierlighed [Begiærlighed] ... 283 ... Stræben (efter), trang (til) ...
bevise [undertiden betydningen] godtgøre, opfylde forpligtelse over for
Billighed; billigen, billigt (>< ubilligt) rimelighed; rimeligt
Berømmelse ros (fx. i betydningen: med hæder)
besynderlig især, særlig, særlige, særligt (Holberg sondrer fx. mellem begreberne almindelig retfærdighed og besynderlig retfærdighed (jf. s. 076).
(et) Bæst (et) dyr
Casus. Casuist, Casuister sag eller tilfælde. sagkyndig, sagkyndige [i betydningen: person der har et stort kendskab til enkeltafgørelser - der er truffet i overensstemmelse med Romerretten og - som kan bruges som grundlag for at træffe en afgørelse i en anden aktuel sag, jf. s. 132]
Dum [jf. s. 144] stum
(paa-) eskes (på) kræves
fattes mangler
flyde følge [fx: Heraf flyder = heraf følger]
fodre fordre
for [undertiden =] før, inden [fx. i flg. sammenhæng: Een, der nævner een anden til sin Arving, giver Arvingen for sin Død ingen Ret, og kand forandre sin Villie, om han lyster, uden at blive lastet derfore, i Fald han ikke giør det af Ondskab for at belee den anden, s. 128]
forvidtløftig for vidtgående [se også: vidtløftig]
Her forefalder et Spørsmaal Her er dette spørgsmål relevant:
forfængeligt Løfte løfte der er givet på et overfladisk grundlag, jf. s. 134
forvexlede [og saasom da ofte haver hændet sig, at Sager af en ulig Natur og Brug ere blevne forvexlede, 191]; Forveksling udvekslede; udveksling
gemeene Beste det bedste for alle, evt: det fælles bedste
Gevær våben
[udi] Hastighed [da han udi Hastighed havde svoret at ..., s. 152] [for] hurtig, af forivrelse
Hidsighed iver
hoffærdig stolt
Idret gerning, gøremål
indgetogen; Indgetogenhed rolig - eller: indadvendt, evt. indesluttet; Indadvendthed
itzig nulevende, nuværende
Knude Meget vanskeligt problem eller konflikt [ordet forstås nemt ud fra sammenhængen - se fx. s. 184 - men skal nævnes fordi det tidligere var et meget brugt ord, ikke mindst i sammenhængen: Den Gordiske Knude. Her havde udtrykket en konkret betydning; både knuden og overhugningen af den har fået metaforisk betydning]
Løn Kan have to betydninger: (1) Som i dag, fx. i formen: arbejdsløn. (2) I skjul (eller i hemmelighed)
Middelvey Kompromis - jf.: det flg citat hvor der indgår flere vanskelige ord, som man dog kan tyde ud fra kendskab til Engelsk eller Fransk: Her kand ellers forefalde et Spørsmaal, om en Dommer synder imod Taknemmeligheds Lov, der dømmer sin Velgiører fra Livet? Den store Lacedæmoniske Dommer Chilo, som var udi saadan casu, tog saadan Middelvey. Han overtalede sine Colleger til at friekiende sin Ven, og [126] selv fordømte ham, efterdi han fandtes skyldig, hvorved han meenede at have efterlevet baade en Dommers og en Vens Pligt. Men hvor meget denne Middelvey er bleven roset af nogle, saa kand man dog sige, at denne store Mand herudi ostenterede [brystede] sig af en Retfærdighed, som han ikke øvede, thi, at persvadere andre Dommere til at dømme uret, er det samme, som at dømme uret selv. Ellers kand man sige for at decidere dette Spørsmaal, at en Dommer i saadan Fald bør undskylde sig for at sidde i Retten imod sin Velgiører, og, hvis han ikke kand dispenseres derfor, bør han dømme ret, efterdi Taknemmeligheds Lov gaaer ikke saa vidt, at den forbinder til at giøre uret i faveur af sin Velgiører.
maadelig beskeden [i betydningen: mindre, begrænset, fx. i formen: en maadelig Penge = et mindre beløb]
merkelig [mærkelig] bemærkelsesværdig
omsonst gratis [fx. i flg. sammenhæng: iligemaade den, som udi et Herberge gaaer til Bords med de andre, omendskiønt han ikke udtrykkeligen forsikkrer Værten om Betalning, saa dog holdes han fore, i det han sætter sig [129] ved Bordet, at have givet stiltiende sit Samtykke dertil, efterdi han vidste Værten spiser ingen omsonst.
overflødigere [jf. omendskiønt Fiskeriet er overflødigere udi Havet end udi Floder og Søer, s. 164] rigeligere, mere givende
Rarhed; rare; rart Sjældenhed; sjældne, usædvanlige; sjældent - jf. Engelsk
rasende Menneske sindssygt menneske [hvad enten der er tale om momentan eller permanent sindssyge]
uden medmindre [i sammenhængen: uden den anden har brugt Svig derudi eller Skaden er for stor, s. 140]; mere end [i sammenhængen: Mævius ikke kand føre sig uden de 18 Aar til Nytte, s. 185]
udfodre udfordre
uryggeligen urokkeligt
Vankundighed [>< Vildfarelse] Forklares s. 063 f.
vidtløftig grundig (således s. 238 nederst) [se også: forvidtløftig = for vidtgående]
vindskibelig; Vindskibelighed stræbsom; stræbsomhed (ordet er udgået af sproget i dag; inden da fik det en negativ betydning - idet der tænktes på den alt for strore stræbsomhed osv.)
zirede prydede



Latin

Som alle andre af tidens akademikere kunne Holberg sin latin. Han læste og skrev på dette sprog, men talte det også - således på sine udlandsrejser.

Flere af Holberg's værker er oprindelig skrevet på latin, vel sagtens fordi de sigtede på et udenlandsk publikum - således romanen »Niels Klim« og levnedsbrevene.

Men mange af værkerne er oprindelig skrevet på dansk. Det gælder naturligvis komedierne, men det også »Naturretten«, og det må der have været en særlig hensigt med.

Intet ville have været nemmere for Holberg end at skrive teksten på latin - og flere af hans kilder var på latin (men nogle var på dansk - herom andetsteds). Holberg har givetvis haft et Dansk-Norsk publikum i tankerne, men et publikum der kunne forstå latin (og eventuelt også græsk), for der er mange latinske citater.

Holberg angiver ofte navne på latin og bøjer dem efter sædvanlige regler. De fleste navne er lette at kende (Hobbesius for Hobbes). Enkelte er vanskelige, således Cartesius for Descartes.


Bøjning af latinsk skrevne navne

Et eksempel

Kasus Latinsk form Dansk form fra Latin eller Hollandsk
Nominativ (ordet er grundled) Grotius Grotius; Groot
Akkusativ (ordet er genstandsled, evt. styret af et forholdsord i et forholdsordsled) Grotium Grotius; Groot
Genitiv (ordet er i ejefald) Grotii Grotius'; Groot's
Dativ (ordet er hensynsled) [Ablativ (ordet er styret af et forholdsord i et forholdsordsled)] Grotio Grotius; Groot



Latinske udtryk

Ord Betydning
bona fide i god tro [Holberg bruger begrebet i en diskussion af hævdsprincippet]
Item ligeledes
(in) jure civili (i) den borgerlige ret
Jus vitæ et necis Ret over liv og død
vid., videt se, jf.



Græsk tegntabel

alfa
α [945]
Α [913]
udtale: a
beta
β [946]
Β [914]
udtale: b
gamma
γ [947]
Γ [915]
udtale: g
delta
δ [948]
Δ [916]
udtale: d
epsilon
ε [949]
Ε [917]
udtale: kort e
zeta
ζ [950]
Ζ [918]
udtale dz
eta
η [951]
Η [919]
udtale: langt e
theta
θ [952]
Θ [920]
udtale: th (aspireret)
iota
ι [953]
Ι [921]
udtale: i
kappa
κ [954]
Κ [922]
udtale: k
lambda
λ [955]
Λ [923]
udtale: l
my
μ [956]
Μ [924]
udtale: m
ny
ν [957]
Ν [925]
udtale: n
ksi
ξ [958]
Ξ [926]
udtale: ks
omikron
ο [959]
Ο [927]
udtale: kort o
pi
π [960]
Π [928]
udtale: p
rho
ρ [961]
Ρ [929]
udtale: r
sigma
ς [962] og σ [963]
Σ [931]
udtale: s
tau
τ [964]
Τ [932]
udtale: t
ypsilon
υ [965]
Υ [933]
udtale: y
fi (pfi)
φ [966]
Φ [934]
udtale: aspireret pf, f
chi
χ [967]
Χ [935]
udtale: kh (aspireret k)
psi
ψ [968]
Ψ [936]
udtale: ps
omega
ω [969]
Ω [937]
udtale: langt o
-