Billeskov

bjoerna.dk Kultursociolog Bjørn Andersen post@bjoerna.dk

Frederik Julius Billeskov Jansen

Født i Thisted 30-9-1907, død i København 21-6-2002

Version 2.5 - 06.12.2005.

To artikler om Billeskov

I.

F.J. Billeskov Jansen - almindeligvis kaldet Billeskov - er dén der i nyere tid har haft mest at sige om Holberg, og han har inspireret mange - senest den norske Holberg-biograf og konservative filosof Lars Roar Langslet.

Det begyndte for alvor med en guldmedaljeafhandling om »Moralske Tanker«, tog fart med disputatsen om »Holberg som Epigrammatiker og Essayist« - og fortsatte med et storstilet og meget omhyggeligt udgivelsesarbejde.

Sammen med Aage Hansen afsluttede Billeskov den store udgave af »Samlede Skrifter«, som Carl S. Petersen havde stået for. Holberg's egne værker var besørget, men der manglede forskelligt tekstkritisk materiale m.v. Billeskov udgav selv »Moralske Tanker«, »Epistler« og Selvbiografien med grundige kommentarer, og i 1960'erne samlede han »Ludvig Holberg: Værker i 12 bind«, hvor man kan finde de vigtigste eksempler på Holberg's meget forskelligartede forfatterskab - naturretten, de historiske skrifter, komedierne, de satiriske digte og essayene. Én af Billeskov's pointer var at man skulle læse Holberg's Naturret som ét af de mest centrale værker.

Billeskov var B-menneske, rimeligt insisterende - og et overordentligt skarpt intellekt. Man måtte have sine »ting« i orden, hvis man ville »være sent oppe«. Detektiviske evner, stædighed og intellekt supplerede hinanden. Alle var de nødvendige egenskaber i arbejdet med at spore og anskaffe værker som Holberg havde brugt som afsæt eller forlæg - og i den stringente filologiske analyse af hvem der kunne (og ikke kunne) være den anonyme oversætter af Holberg's latinske selvbiografi. Én af konklusionerne var at Holberg næppe havde approberet, endsige gennemgået oversættelsen.

Billeskov stammede - som J.P. Jacobsen - fra Thisted. Hans far var advokat i Vestergade og havde fået sine børn relativt sent. Han fortalte historier og læste op; der blev demonstreret fantasi og retorik - og kaldt på begge dele. Frederik Julius havde lært én remse udenad fra »Danske Lov« - én af de mest centrale - dén der handler om at et ord er et ord. Hans spøgefulde far gelejdede en dag på Store Torv, hvor F.J. var ved hånden, en samtale dérhen at poden kunne falde ind med remsen på stikordet: »Ethvert barn ved da, hvad der står i 5-1-1. Ikke sandt Frederik?« Kollegaen - han talte med - gik videre ad torvet; næppe så rystet som den voksne F.J. lader vide - snarere yderligere bekræftet i sine formodninger om den billeskovske families særegne facon.

Far'en bidrog i øvrigt aktivt til én af Billeskov's udgivelser; han udarbejdede registeret til udgaven af Holberg's »Moralske Tanker« der udkom i 1943.

Selv havde Billeskov også humor; hverken larmende eller brovtende, men elegant ironisk - undertiden stilfærdigt boblende, sjældent helt selvudslettende.

For mange år siden rendte jeg ved forskellige lejligheder ind i Billeskov; både i overført og mere direkte betydning. Det var kort efter »1968«, som Billeskov - som så mange andre - havde svært ved at goutere. Men holde masken - dét kunne han, selv når man - som jeg - masede på med større kraft end klogskab. Da jeg en sen eftermiddag skulle ad Vester Voldgade og nedad Studiestræde cyklede han hen til mig - og sagde »gennem brillerne«, som kun han kunne gøre det: »Dem vil jeg aldrig glemme«. At sætningen måtte forstås på alle tænkelige måder under ét, var der ikke tvivl om. Han klukkede, da han kørte væk, og jeg har levet højt på det lige siden.

Billeskov kunne være opfindsom - både som filolog og som pædagog; han var én af de sjældne universitetslærere der mestrede den sokratiske samtale, og som kunne lade en student »træde frem« i dialog. Men folkelig? Ikke umiddelbart, og dog fik også han sin menighed - ikke mindst gennem sine mange foredrag i FOF - Folkeligt Oplysnings Forbund og sine avisartikler.

Billeskov ville sine studenter det bedste; ingen tvivl om det - især når de opførte sig »ordentligt« og ikke skejede ud i demokratistiske tåbeligheder. Han brød sig heller ikke om at det daværende Gymnasiedirektorat lod vide at hovedvægten i undervisningen skulle lægges på perioden efter 1920.

Han læste ikke hvad som helst, men var ingen kostforagter. Han indrømmede gerne at han havde fået nogle af sine største litterære oplevelser da han - som dreng - læste eventyrromaner. Han kom i det hele taget godt rundt, både i verdenslitteraturen og i den danske - og holder vi os til den, nåede han fra Thomas Kingo til Michael Strunge, fra Søren Kierkegaard til Gustav Wied - hele tiden med den rationalistiske Holberg som et slags centrum. Ugeblade kæmpede han sig engang til at læse, men dén kærlighed varede næppe så længe som ugebladsnovellernes.

På én gang indlysende rigtigt - og selvbevidst koket - bemærker han et sted: »Selv kan man jo blive grebet, f.eks. af sin kone, i at sidde og læse »i dine egne skrifter« som hun siger. Og så kan det hænde, at man føler på éngang resignation og en vis stolthed« (»Læsefrugter«, s. 178).

Umiddelbart er det ejendommeligt at den skarpe professor kunne falde for Knagsted's misantropi - for ikke at sige ondskabsfuldheder - for dér var hverken dybde, visdom eller ballon. Måske hvilede Knagsteds udsøgte uforskammetheder på dybe personlige skuffelser, hvad der måske kunne aftvinge dem en vis psykologisk interesse - men i så fald var der selvfølgelig tale om »konstruktioner«, som Billeskov skriver; Knagsted var jo ikke et levende menneske, men en fiktion - og ikke en fiktion der blev »afmonteret« som nogle af de skæve eksistenser hos Molière og Holberg. Når dette var tilfældet er det muligvis fordi Wied har turdet overlade det til læseren selv at drage sine slutninger? I så fald er det ikke noget nemt pædagogisk program - men der er noget om det, for litteratur - som så meget andet - dør, når alle skolemestre forener sig med udstrakte pegefingre.

Langt op i sin høje alderdom var Billeskov flittig og arbejdsom. Han arbejdede sig gennem mængder af litteratur for at udgive dem, for at vælge de mest egnede stykker frem til en antologi (som »Den Danske Lyrik«) eller for at analysere og formidle dem i artikler eller foredrag.

Billeskov blev udmærket talrige gange for sit videnskabelige arbejde - men han opnåede også at modtage en veritabel kærlighedserklæring som »Årets Cyklist«.

Juni 2003

Hvis du klikker på højre billede, kan du få det frem i dobbelt størrelse.

II.

Det er forbudt at kede sig

I 2003 udgav C.A. Reitzels Forlag »Det er forbudt at kede sig. En rejse med F.J. Billeskov Jansen 1907-2002« som jeg har læst i sommerens løb. Bogen er underholdende og oplysende - på et enkelt sted rimeligt provokerende.

Erindringer eller ej

Billeskov ville ikke skrive erindringer. Han ville godt fortælle om faktiske ting, men erindringer - de er ikke til at tro på, de bliver uægte. Hvad så med Thorkild Bjørnvig's?, spørger en interviewer. De er et godt eksempel, svarer Billeskov: »Det er jo en digter, der skriver om en anden digter, der også hedder Bjørnvig. Og Pagten er jo et fængslende værk, men det er først og fremmest et kunstværk. Det kunne lige så godt hedde roman« (jf. s. 139).

Men sådan er det med erindringer, både skrevne og uskrevne, både litterære og politiske - de præsenterer alle sammen en redigeret virkelighed, nogle på højt kunstnerisk niveau.

Erindringen har sit afsæt i Virkeligheden, men også i dét Subjekt der oplever Virkeligheden og bagefter erindrer den; derfor bliver Erindringen altid noget ganske andet end Virkeligheden selv. Det afgørende er imidlertid heller ikke altid om et erindringsskriveri er sandt - i naturvidenskabelig eller juridisk mening - men om det er autentisk og ægte, om det eventuelt siger noget sandt på et andet plan; når det drejer sig om »personlige« erindringer ikke mindst i psykologisk henseende.

Hvis man vil dérhen, skal man have digterisk ambition og evne, men det havde Billeskov ikke. Han ville noget andet og havde gemyt til noget andet, han ville være forsker og filolog. Som sådan kunne han nå toppen, det var han hele tiden overbevist om - ikke som digter. Og op på bakketoppen ville han; dérfra kunne man se ud over store vidder. Og selv blive set.

Denne »rejsebog« - der består af artikler og interviews fra forskellige tidspunkter - fortæller noget om hvordan det så gik til. Hvordan Billeskov i geografisk forstand kom fra Thy til Herlufsholm, København og Paris, og hvordan han samtidig bevægede sig i studiemæssig henseende. Og er det ikke »erindringer«, så er det alligevel god læsning for den der er interesseret i Danskfagets historie og for dén der er interesseret i Åndshistorie i al almindelighed.

Et landskab i Thy. Kløv Bakke, godt 10 km fra Thisted. Det ses på træerne at Vestenvinden stryger ind fra højre. (Foto: BA). Billeskov skriver: »Har man lært at køre på cykel på Nordjyllands lange seje bakker og med den aldrig hvilende vind i ryggen eller i ansigtet - mest i ansigtet! - så er en cykeltur ethvert andet sted ikke nogen rigtig cykeltur«.

Ny saglighed. Kierkegaard. Holberg

Litteraturforskningen har altid skiftet kurs når der er gået et stykke tid, akkurat som det forholder sig med litteraturen selv. I første del af 1900-tallet var man meget biografisk orienteret, så kom der en periode hvor forskningen gik i en mere værkorienteret retning - her var Billeskov en foregangsmand - så en periode hvor samfundsmæssige aspekter var i højsædet osv. Der er nogle lange bølger - og en mængde mindre krusninger (jf. fx om Rubow s. 138; Rubow kom hen til at ville se hvordan digterne var »indeni«, han ville ikke kun læse deres værker).

Billeskov ville noget nyt da han kom »til fadet«, selv om han på mange måder havde været glad for den »brede« Vilhelm Andersen. Han eksperimenterede med en ny metode - han ville analysere værkerne, finde deres litterære omdrejningspunkter, afklare komposition og struktur. Billeskov repræsenterede en ny form for saglighed. Nogle syntes den var »streng«.

Kierkegaard var én af Billeskov's store udfordringer - og af en helt anden natur end Billeskov selv. Dét der kaldte på Billeskov var formentlig Kierkegaard's samlede »struktur«, hans systematik, særprægede fantasi og enestående sproglige kreativitet. Kierkegaard havde næppe en langsigtet plan for sin forfattervirksomhed, selv om det næsten kan se sådan ud fra en senere tidsalders synspunkt, for han bevægede sig fremad i et bestemt forløb hvor han trin for trin undersøgte en række forskellige eksistentielle muligheder, hvor han samtidig udviklede dé litterære redskaber der passede til det pågældende trin af undersøgelsen, og hvor han - i sit private liv - fremprovokerede de konflikter han havde brug for som personlig digterisk inspiration (jf. s. 106-107, s. 125).

Holberg var i én henseende dybt passioneret, nemlig i sit had til historikeren Andreas Hojer. Hojer havde kritiseret Holberg, formentlig var han gået for vidt, men det tilgav Holberg ham aldrig - for at sige det mildt (jf. s. 136). Bortset derfra kan man ikke sige at det var passionen eller de store følelser der drev værket, men snarere en overvældende virketrang. Undertiden fik denne trang sin udfoldelse i en poetisk raptus, til andre tider i bredt fortællende historiske værker eller i store undersøgelser. Billeskov udviklede en særlig filologisk specialitet til sandt mesterskab, da han gav sig til at undersøge værkernes tilblivelseshistorie, ikke mindst med hensyn til Holberg. Også her var forfatterens inspiration et kernepunkt for forskningen; i dette tilfælde var det læsningen af en række Europæiske forfattere der udfordrede.

Oprøret

»Så kom 1968 og følgende år, vel egentlig ikke ungdomsoprør, men en sekterisk politisk bevægelse, som skulle bryde ned, uden at kunne sikre en ny verden efter kaos« (s. 63). Billeskov var ikke glad for »Studenteroprøret«, men - som Hans Hertel er inde på - forstod han ikke helt hvorfor det brød ud, og hvorfor det blev så omfattende.

Måske var han med til at animere det - og til at holde det i gang?

Oprøret kom ikke »af sig selv«. Universiteterne var ikke gearet til »tiden«, styreformen var stærkt forældet, og studierne var slet ikke indrettet på den nye tids studerende (derfor var der mange der fik studiemæssige problemer). Men det var ikke kun et problem i København, men også mange andre steder - først og fremmest i Tyskland og Frankrig.

Jeg kan huske én lærer - det var ikke Billeskov - der sagde: »De studerende burde interessere sig for at få indført adgangsbegrænsning, for mange kandidater vil føre til arbejdsløshed«; han havde selv erindring om vanskelighederne i 1930'erne. En anden spurgte: »Er det ikke rigtigt at frafaldet er blevet flyttet, fra forprøven til specialeskrivningen?«. Citaterne antyder at der lå »andre ting« bag den gamle studieordning end rent faglige og pædagogiske. Det faglige var det vigtigste, det pædagogiske var ikke tænkt ordentligt igennem, og »resten« lå nedenunder eller ved siden af og kom ud på mere tilfældig vis.

Den gamle ordning var en glimrende konstruktion hvis der alene skulle satses på uddannelse af klassisk orienterede gymnasielærere og på universitetsforskere. Den var logisk bygget op, og man kom rundt om centrale områder. Men den var ikke god, nærmest håbløs i forhold til et nyt og bredere arbejdsmarked, og den var ikke motiverende for den nye tids studerende.

Oprøret var ikke én ting - ikke nogen velorganiseret bevægelse med et klart mål - men tværtimod noget meget sammensat og selvmodsigende. Nogle oprørere fremførte synspunkter der blev afvist af andre. Nogle af de oprørske synspunkter og eksperimenter blev afvist af det store flertal. Der var adskillige sekteriske udladninger og overdrivelser, men frem for alt var der - i det mindst periodevis - en omfattende diskussion og et stærkt engagement.

Nogle af lærerne forstod at man måtte komme de studerende i møde, andre ikke. Det er der ikke noget mærkeligt ved. Oprøret førte til at de studerende og de yngre lærere gennem de nye studienævn fik indflydelse på studierne - og i 2' række til en ny studieordning hvor man forlod forprøvens »stive« og traditionelle system til fordel for en høj grad af valgfrihed.

Billeskov fortæller et sted om kampen for at bevare latinen som forudsætning for at læse dansk. Han havde ret i det han sagde, alligevel var det »helt« forkert - og det var én af grundene til at han tabte.

Billeskov mente at det var en nødvendighed at man havde et vist kendskab til latinsk grammatik og ordforråd for at blive en ordentlig kandidat. Men hvis en ordentlig kandidat ikke længere var én der med sikkerhed skulle undervise i gymnasiet - og som med sikkerhed ville lægge mindst halvdelen af undervisningen på tiden efter 1' Verdenskrig - så var et krav om obligatorisk latin måske ikke så velbegrundet som det havde været. Så ville der være en lang række andre færdigheder der også kunne være interessante eller nødvendige, først og fremmest som valgfri elementer i studiet. Kunne man ikke med lige så stor ret, men fra en anden synsvinkel, ønske sig at de studerende havde noget psykologi eller noget sociologi som ballast? Billeskov var ikke glad for dén tanke, sagde - da jeg spurgte ham - at det ikke ville være fagligt forsvarligt med småmoduler. Dermed blev man skubbet hen mod en alt-eller-intet situation, derfor blev man (nærmest logisk) ført tilbage til en traditionel filologisk opfattelse af hvad studiet skulle indeholde - og hvordan det skulle fungere, og derfor måtte opgøret blive hårdere og dybere end det i sig selv var rimeligt.

Billeskov havde ret i at oprørerne ikke vidste hvordan den nye »Verdensorden« skulle være, men helt uret i at det eneste de ønskede var opløsning, og at man skulle springe over hvor gærdet var lavest. Hvis oprørerne var enige om noget så var det at der skulle nogle nye dimensioner - eller nogle nye muligheder - ind i studiet, at den enkelte student skulle tage ansvar for sit eget studium, og at der direkte skulle bygges på denne individuelle ansvarlighed.

30-35 år senere har situationen ændret sig på mangfoldige områder. Billeskov ændrede sig; han blev - som der står i bogen - mere favnende, mere åben, mere mild og mere selvironisk. Vi andre har også ændret os, lad håbe i tilsvarende retning.

Billeskov's metode og de nye tider

Thomas Bredsdorff skrev at nu var »den sidste humanistiske videnskabsmand, der vidste det hele« død; han var den sidste polyhistor.

Billeskov sad ved sit skrivebord og arbejdede. Han læste - og skrev med sin fyldepen. Han skrev sedler som han samlede i sit arkiv. Der var ganske stille, men der skete noget. Han gik omkring i antikvariater og på biblioteker - og fandt ting. Undertiden talte han med andre der kom sådanne steder. Engang skulle jeg finde en bog af Goldschmidt og gik til en antikvarboghandler i Studiestræde. Knap havde jeg spurgt, før et bebrillet hovede stak frem bag reolerne: Man måtte lige vide hvem der var i byen efter Goldschmidt. Nysgerrig, det var han.

Nuomstunder gør man ikke som Billeskov. Fyldepenne bruges mest som staffage. Alle og enhver arbejder på computer og er tvunget til selv at gøre sine manuskripter færdige. Sedler bliver erstattet af elektroniske databaser - og det bliver en særlig udfordring blot at sikre at gamle baser kan læses ind i nye.

I sig selv er en computer fuldstændig åndløs, men den giver muligheder man ikke før har haft. Man kan slå op - selv når man sidder i ødemarken -, man kan bearbejde, man kan analysere gamle bøger (som man har fået scannet), man kan se vigtige billeder eller repetere nogle lydglimt, man kan kommunikere med andre, alt sammen glimrende, uundværligt og et stort fremskridt - men det er ikke »noget« i sig selv; der må ånd til, og det er dét Billeskov kan lære os. Hvordan man møjsommeligt må bevæge sig frem i analyserne og håbe på at der med ét - i en blanding af inspiration og systematik - kan dukke en idé eller en syntese op, evt. i hypotesens form.

Umiddelbart kan det virke ejendommeligt at en så struktureret begavelse som Billeskov i dén grad var opmærksom på inspirationen at det på det nærmeste blev et omdrejningspunkt for ham. Men der gemmer sig en både banal og dyb pointe her. Man kan hverken blive nogen god digter, nogen god forsker eller nogen god pædagog uden inspiration - og uden slid. En god forsker var Billeskov, helt på sin egen måde.

August 2003

Henvisninger:

F.J. Billeskov Jansen:

»Læsefrugter. Fra et langt livs erfaringer med litteraturen«, Munksgaard - Rosinante, København 1995.

»Ludvig Holberg og Menneskerettighederne ... og andre Holbergstudier«, C.A. Reitzels Forlag, København 1999.

»Det er forbudt at kede sig. En rejse med F.J. Billeskov Jansen 1907-2002« - redigeret af Janus Billeskov Jansen og Hans Hertel, C.A. Reitzel, København 2003. Bidrag af Thomas Bredsdorff, Torben Brostrøm, Janus Billeskov Jansen og Hans Hertel.