Kosovo (Serbisk) eller Kosóva (Albansk) har i 1999 fået en ganske særlig statsretlig status.
Forhistorien i korte træk
Efter at Osmannerriget brød sammen i begyndelsen af 1900-tallet, erobrede Serbien Kosovo i 1912.
Serberne var interesserede i Kosovo fordi Kosovo spiller en ganske særlig historisk og mytologisk rolle for Serberne 1, fordi der boede en del Serbere i området, og fordi man satsede på at udvikle området til Serbisk fordel. Man ytrede derimod ikke nogen påfaldende interesse i at gøre noget positivt for det Albanske befolkningsflertal.
Stormagterne accepterede, i forbindelse med fredsforhandlingerne efter 1' Verdenskrig, at området fortsat skulle henhøre under Serbien. Væsentligst fordi Serbien havde stået 'på den rigtige side'.
I perioden frem til 2' Verdenskrig søgte Serberne at 'kolonisere' Kosovo, og der var stor utilfredshed i det Albanske befolkningsflertal, men der var ingen udsigt til at der kunne etableres en anden 'ordning'.
Under 2' Verdenskrig blev området besat af Aksemagterne, men indgik efter krigen - sammen med resten af Serbien - i Tito's Jugoslavien. Under krigen var der nogle Albanere der samarbejdede med Italienerne og Tyskerne, men det skyldtes i høj grad at man opfattede Serberne som hovedmodstanderne.
Serberne satte sig igen hårdt på området; utilfredsheden voksede i det Albanske befolkningsflertal - der fik nogen politisk støtte i andre dele af Jugoslavien - og der blev derefter foretaget en vis opblødning. I 1974 fik Kosovo vidtgående autonomi med et selvstændigt Parlament og egen Regering, men man fik ikke egentlig republikstatus - som fx Bosnien-Hercegovina og Makedonien.
Familiestrukturen var 'traditionel' og patriarkalsk - og økonomien temmelig tilbagestående.
I området ved Trepca havde der siden Middelalderen været minedrift, og denne var blevet udviklet op gennem 1900-tallet - i tiden siden 2' Verdenskrig med en vis økonomisk støtte fra de nordlige dele af Jugoslavien.
I dag henligger der et stort minekompleks, og der er også mange og store produktionsvirksomheder - men størstedelen af dem er ikke i drift 2.
Det Serbiske mindretal følte sig chikaneret (og i nogle tilfælde undertrykt) af Albanerne, og det førte - sammen med andre 'ting' - til at Serberne ophævede autonomien i 1989 og satte det Albanske lederskab fra bestillingen 3
I 1990 proklamerede en række Albanske Politikere et selvstændigt Kosóva, men det blev ikke anerkendt af Stormagterne. Den mest kendte Albanske Politiker fra dén tid er Ibrahim Rugóva, der siden 2002 har været Præsident for området - fordi Befolkningsflertallet i dag foretrækker hans linie, se nedenfor 4.
.
I perioden frem til slutningen af 1990'erne udviklede der sig en todeling af samfundet. Albanerne blev stødt ud af de offentlige stillinger (fordi de ikke ville skrive under på loyalitetserklæringer til den Serbiske Ledelse), men organiserede så et parallelt system med eget uddannelses- og sundhedsvæsen. Mange Kosóva Albanere arbejdede som gæstearbejdere i forskellige europæiske lande og sendte penge hjem til deres familier - og betalte en 'frivillig' skat til det alternative system.
Selv om der udviklede sig større og større uoverensstemmelser mellem de Albanske Politikere, var det udadtil fortsat Ibrahim Rugóva der 'tegnede' Albanerne - og han fulgte en ikke-voldelig ikke-samarbejdspolitik der var stærkt inspireret af Gandhi.
Rugova havde formentlig forhåbninger om at forholdene i Kosóva [Kosovo] kunne tages med i forhandlingerne i Dayton, men det blev de ikke - hvad der også var fuldstændig urealistisk. Forhandlingerne i Dayton var komplicerede i forvejen, og drejede sig om forholdene i Bosnien-Hercegovina og Srpska.
Det Serbiske Styre anerkendte ikke det Albanske parallelsystem, men affandt sig dog - i nogen grad - med det.
Utilfredsheden blandt Albanerne øgedes imidlertid - og det kom til en del konfrontationer og terrorhandlinger. Der var en del der mente at Rugóva's politik var for passiv, og dette førte til at der i slutningen af 1990'erne blev dannet en befrielseshær, UCK (på Engelsk: KLA). I 1997 og især i 1998 kom det til egentlige væbnede sammenstød. Til at begynde med mente Rugóva at UCK var 'noget' som det Serbiske Styre havde fundet på eller konstrueret.
I marts 1998 forsøgte Serbiske Styrker at eliminere store dele af UCK-toppen ved en massakre på Jashari-familien, men det førte snarere til at konflikten skærpedes.
UCK erobrede i løbet af 1998 kontrollen over visse dele af Kosóva, men blev tvunget tilbage hen over sensommeren.
På samme tidspunkt skiftede Amerikanerne øjensynlig opfattelse. Man 'opgav' Rugóva (hvis man nogensinde havde troet på ham), kom i forbindelse med UCK og svingede over til at mene at der måtte et egentligt opgør til med Milosevic' Regime. Milosevic måtte sættes fra magten.
Stormagterne tvang Serbien til at indstille kamphandlingerne, men situationen var fortsat meget spændt; og der var mange sammenstød. Der blev indsat Internationale Observatører under ledelse af en Amerikansk Diplomat.
En massakre fandt sted i Racak i begyndelsen af 1999; flere end 40 Albanske Civile blev fundet dræbt.
Massakren var efter al sandsynlighed forøvet af Serbiske styrker, hvad enten disse var regulære eller paramilitære. ICTY har efterfølgende sigtet daværende Forbundspræsident Milosevic for at stå bag, men har også sigtet flere andre for ansvar.
Massakren 'viste' (eller blev brugt til at 'vise') at der måtte handles. Der blev på dén baggrund gennemført en konference i Rambouillet med deltagelse af forskellige Stormagter, af Repræsentanter for Serbien (og Kosovo Serberne) og af Repræsentanter for Kosóva Albanerne.
Amerikanerne m.fl. fremlagde et aftaleoplæg som den Albanske Delegation accepterede (efter pres og drøftelser med 'Baglandet' i Kosóva), men som Serberne ikke accepterede - enten fordi man ikke var tilfredse med indholdet, eller fordi man mente at der stadig kunne forhandles. Det sidste var - i så fald - udtryk for en fundamental fejlkalkulation.
USA m.fl. besluttede sig imidlertid for at intervenere militært - en beslutning der formentlig var taget allerede før massakren i Racak, og i April 1999 påbegyndtes - uden mandat fra FN's Sikkerhedsråd - en såkaldt 'humanitær intervention'.
Regulære og paramilitære Serbiske enheder angreb umiddelbart herefter den Albanske befolkning og gjorde talrige overgreb på den - og mange hundrede tusinde flygtede til nabolandene, hvor de blev installeret i flygtningelejre.
Der forsøgtes forskellige mæglingsforsøg, men det var først i slutningen af Maj at der kom et gennembrud. Der blev udformet et aftaleudkast - som blev tiltrådt af Præsident Milosevic og derefter af det Serbiske Parlament. Straks efter tiltrådte FN's Sikkerhedsråd - med Resolution # 1244 - forhandlingsresultatet, hvilket indebar at NATO skulle rykke ind med en specialstyrke - KFOR - på ansvar over for FN, og at der skulle etableres et civilt overgangsstyre, UNMIK, der skulle ledes af en SRSG (en Særlig Repræsentant for FN's Generalsekretær).
Det var et vigtigt element i 1244 (som det også var i aftaleoplægget i Rambouillet), at der skulle etableres et vidtgående selvstyre, og at der skulle vælges Præsident og Lokalparlament osv. - men det var også en klar forudsætning at alle der hidtil havde boet i Kosóva [Kosovo] fortsat skulle kunne bo der; her blev særligt tænkt på det Serbiske befolkningsmindretal - men også på andre etniske minoriteter, som tidligere havde samarbejdet med det Serbiske Regime.
Mange Kosovo Serbere - mellem 200.000 og 300.000 - flygtede i slutningen af krigen og har især slået sig ned i Serbien, hvor det store flertal af dem stadig opholder sig.
Den folkeretslige status
Formelt er Kosóva en del af Serbien, men det følger af 1244 at 'den endelige status' skal afklares på et snarligt tidspunkt, og at denne vil adskille sig fra situationen frem til 1999. Som 'minimum' skal Kosóva have vidtgående autonomi.
Reelt har Kosóva siden Sommeren 1999 været et selvstændigt FN-protektorat. SRSG'en har haft visse drøftelser med den Serbiske Regering, men handler ikke på ansvar over for den og refererer heller ikke til den.
Kosóva's / Kosovo's folkeretslige eller statsretlige status bestemmes af 1244, som man har tilsluttet sig fra Serbisk side, og af realiteterne.
Der blev - mens Hans Hækkerup var SRSG - aftalt et 'Legal Framework', og på grundlag af dette har der været afholdt 'Parlamentsvalg' [formelt har man ikke et Parlament, men en Forsamling - en Assembly]. Efter en del uoverensstemmelser lykkedes det i begyndelsen af 2002 for 'Parlamentet' at vælge en Præsident og en Regering.
Visse kompetencer er overført fra SRSG / UNMIK til Præsidenten, Regeringen og 'Parlamentet'. Heller ingen af disse 'størrelser' refererer til Beograd, men formelt til SRSG og reelt desuden til 'baglandet' og Vælgerne.
Fra Serbisk side har man både formelt og reelt accepteret tingenes 'overordnede' tilstand. Man er dog stærkt utilfreds med at det ikke er lykkedes at etablere sådanne forhold at Flygtningene har kunnet vende tilbage i noget større omfang, og man er også utilfreds med at SRSG har planer om at overføre yderligere kompetence til de nye politiske Myndigheder - som i sagens natur domineres af Albanerne.
Det er uklart hvornår man vil kunne afklare 'den endelige status', men det er tænkeligt at der vil blive påbegyndt forhandlinger i 2004.
Hvilke muligheder er der?
Det er ikke sandsynligt at Albanerne og Serberne i de lokale områder vil kunne leve fredeligt med hinanden inden for overskuelig tid. Måske kan der etableres lokale 'løsninger' nogle steder, men der vil altid være tvivl om deres 'permanens', og der vil derfor næppe blive mange af sådanne lokale 'løsninger'.
Selv om der var visse Albanske og visse Serbiske kerneområder i tiden op til 1999, var billedet temmelig broget - etnisk set.
Det er ikke sandsynligt at de Serbiske Flygtninge vil acceptere at bo i områder der er domineret af Albanere. Tilsvarende er der heller ikke mange Albanere der i fremtiden vil acceptere at bo i Serbisk dominerede områder.
Det må derfor formodes Serberne vil samle sig i og vende tilbage til områder, hvor der i forvejen er relativt mange Serbere.
Fra International side, især Amerikansk side, har man talt om at der skulle etableres et multi-etnisk og multi-kulturelt samfund. En sådan ordning vil have lange udsigter, og det er langt mere sandsynligt at der vil være en ret skarp opdeling, etnisk set - og at denne opdeling ikke (i overskuelig tid) vil blive mindre, men snarere blive tydeligere, når de Serbiske Flygtninge får mulighed for at vende tilbage.
Fra Albansk side vil man insistere på at Kosóva [Kosovo] skal have egentlig selvstændighed - man vil ikke acceptere at skulle 'høre under' Serbien, hverken reelt eller formelt. Det er ikke tænkeligt at man fra Kosovo Serbisk side og fra den Serbiske Regerings side vil acceptere selvstændighed, i hvert fald ikke umiddelbart.
Der er fremstående Serbere der i stedet har foreslået en kanton-løsning, dvs. at der inden for en overordnet og fælles ramme skal etableres lokalt selvstyre - Albansk hér, Serbisk dér.
Mange Albanere har udtrykt betydelig skepsis over for denne idé, fordi man frygter at Serbiske kantoner på et senere tidspunkt vil 'fusionere' med Serbien, men frem for alt fordi man frygter hvad fremtiden kan bringe, hvis Kosóva [Kosovo] fortsat skal have en vis statsretslig tilknytning til Serbien. Man vil ikke acceptere en kanton-løsning uden i forbindelse med uafhængighed for hele området.
En anden mulighed kunne være at Kosóva [Kosovo] blev delt 'med det samme'. At de Serbiske områder blev indlemmet i Serbien, og at de Albanske områder blev samlet i et selvstændigt Kosóva. Gjorde man det som led i en samlet løsning ville der være en vis mulighed for at de Albanske områder i Øst Kosóva kunne blive lagt sammen med Albansk Kosóva; dette er der formentlig Kosóva Albanske Politikere der kalkulerer med, men de går 'stille med dørene'.
Læs nærmere om Kosóva's [Kosovo's] historie i: »Fra Kosovo til Kosóva« (1999). Det kan også anbefales at læse Noel Malcolm's bog om Kosovo's historie.
Ugentlige nyheder fra Albanen, Kosóva, Makedonien m.v. kan læses i »Sidste Nyt ...«
Noter:
1 I den tidlige Middelalder blev Kosovo mere og mere Serbisk, og der blev grundlagt mange kirker og klostre.
Blandt de historiske højdepunkter er Slaget på Kosovo Sletten som fandt sted i sommeren 1389, hvor Serberne kæmpede med Osmannerne. Det er ikke helt klart hvem der vandt - og både den Serbiske og den Osmanniske hærfører blev dræbt. Der var mange omskiftelser i perioden, men i 'den sidste ende' blev Serbien og Kosovo indlemmet i Osmannerriget.
I slutningen af 1600-tallet forsøgte Habsburgerne at erobre området, men mislykkedes og måtte flygte. Den Habsburgske Overgeneral Piccolomini døde af pest, og hans næstkommanderende - der stammede fra Sønderjylland - Hertug Christian von Holstein, måtte retirere. Mange Serbere fulgte Kirkens opfordringer til at følge med tropperne - hvad der bidrog til at området blev mere og mere Albansk.
2 Der er nogen der mener at samfundet i Kosóva kan finansieres af Trepca-virksomhederne og at der kan blive en stor beskæftigelse, men det må anses for at være urealistisk, for en genoptagelse af driften vil forudsætte meget store investeringer i tidssvarende anlæg, og det er usikkert om verdensmarkedet vil aftage udbudte mængder i det omfang og til dé priser, som man forestiller sig.
3 Formelt stemte Lokalparlamentet i Pristina for at overdrage 'magten' til Regeringen og Parlamentet i Beograd. Men mange Albanere har hævdet at beslutningen blev truffet fordi man blev tvunget til det, og fordi der blev 'fusket'.
4 Præsidenten er valgt indirekte, af 'Parlamentet'. Lokalvalgene i 2000 og 'Parlamentsvalget' i 2001 efterlader ingen tvivl om at Rugóva's 'liga' har flertal, men at der er steder hvor UCK-orienterede partier - der ledes af hhv. Hashim Thaci og Ramush Haradinaj - står stærkest.