Fra Kosovo til Kosóva

bjoerna.dk Kultursociolog Bjørn Andersen post@bjoerna.dk

»Fra Kosovo til Kosóva«

Amerikansk og Europæisk udenrigspolitik
- i Machiavelli's og Clausewitz' fodspor?

Version 3.1 - 22.01.2013 [Version 3.0: 25.09.2010]

Oktober 1999. 408 A5-spalter. Denne trykte udgave er udsolgt.

September 2010. 408 sider. Digital udgave af 1' udgaven til download; den digitale udgave er stort set uændret ift 1999.

Gratis version [2013]:

http://bjoerna.net/Kosovo-Kosova.pdf

[1999] Krigen i Kosova [Srb.: Kosovo-Metohija] i 1998 og 1999 vil få stor betydning for den politiske udvikling i Europa og give anledning til mange alvorlige overvejelser - sikkert også til selvransagelse både i Serbien, Kosova, Albanien og NATO-landene. Dertil kommer at vi i de næste mange år vil blive stærkt involveret i genopbygningen på Balkan.

Jeg har skrevet en bog der søger at beskrive og analysere Kosova-krisen. Den består af:

En indholdsfortegnelse. En sammenfatning.

Historisk oversigt: Middelalderen, 1800-tallet, Serbernes erobring af Kosovo i 1912, Balkan-krigene, 1' Verdenskrig, Mellemkrigstiden, 2' Verdenskrig, Tito-tiden, Sammenstøddene i '70-erne, '80-erne og '90-erne.

Kronologisk gennemgang af krisen og krigen. Racak. Rambouillet. Krigen uge for uge.

Analyser og gennemgang af relevante bøger, artikler og taler: Machiavelli, Clausewitz, Mao Zedong (Guerillakrig), Huntington, Kissinger, Strobe Talbott, Helveg Petersen (Præventivt Diplomati)

Begrebsleksikon. Oversigt over forkortelser og organisationer.

Personbeskrivelser (omkring 125).

Henvisninger og LINKs.

Stikordsregister.

Kort med stednavnene på Albansk i stedet for på Serbisk.

Nogle afsnit i bogen er sikkert svære at læse, men de fleste er skrevet »lige ud ad landevejen«. Hovedvægten er lagt på tiden efter 2' Verdenskrig ... men der er også et afsnit om Kosova's historie som svarer til gennemgangen af Albanien's historie i »Krudttønden i baghaven«. Der er endvidere en gennemgang af 3 ledere fra »Morgenavisen Jyllands-Posten« - som rejser forskellige alvorlige spørgsmål.

Ovenstående blev skrevet i forbindelse med udgivelsen, dvs. i oktober 1999. Forslag, kommentarer og spørgsmål er som sædvanlig meget velkomne. Send dem til kontaktadressen øverst på denne side.

Bogens afsnit om Huntington, Machiavelli, Clausewitz, Mao Zedong m.fl. er optrykt i »Albanske Studier 2002«. Der er sket mindre justeringer. Machiavelli-afsnittet er skrevet sammen med et afsnit fra »Krudttønden i baghaven«. Hvis det er Teoretikerne man er ude efter, kan det betale sig at se i »Studier«.

Afsnittet med navnestoffet er udbygget i »Albansk Navnebog 2000«

Sammenfatning

Krigen i Kosóva kan ikke ses isoleret - for den indgår i et langt historisk forløb ... som tilmed er temmelig kompliceret at forstå, men hvis man vil forstå denne krig og dens komplekse baggrund må man - som Machiavelli og Clausewitz hver især foreskriver - forsøge at se realiteterne i øjnene. Fordommene og de forudfattede meninger må man efter bedste evne lægge til side - og det netop i en konflikt der er befængt med fordomme og forudfattede meninger.

En Dansk officer sagde under krigen at NATO i for høj grad havde opfattet Præsident Miloševic og hans folk som et spejlbillede af sig selv, - man måtte gå et skridt længere hvis man skulle drømme om at kunne håndtere situationen.

Paradoksalt nok vandt NATO krigen selv om man vist ikke nåede til en egentlig eller pålidelig forståelse af hvordan tingene hang sammen i Serbien.

De historiske forudsætninger

Der har i meget lang tid været dybe modsætninger mellem Serberne og Kosóva Albanerne. Serberne mener de har en særlig ejendomsret til området fordi de har dybe historiske rødder i Kosóva - rødder der rækker tilbage til Middelalderen.

Albanerne har på deres side ret i at de meget længe har udgjort flertallet af befolkningen - og de mener at de er blevet undertrykt siden den Serbiske erobring af Kosóva i 1912 - bortset fra en periode med selvstyre fra begyndelsen af '70-erne og frem til slutningen af '80-erne. Det var i Tito's sidste "periode".

De social-økonomiske forhold

Kosóva har i mange år været et primitivt landbrugsland med en patriarkalsk familie- og samfundsorden. Efter 2' Verdenskrig var der næsten ingen traktorer - 68 for at være præcis - og landbruget byggede i høj grad på selvforsyning. Uddannelsesniveauet var meget lavt og størstedelen af befolkningen var analfabeter.

Nogle Kosóva Albanere deltog som Kommunistiske partisaner i Befrielseskrigen mod Tyskerne - men en del af dem havde vanskeligt ved at finde et ben at stå på fordi de havde et temmelig ambivalent, for ikke at sige negativt forhold til Serberne, også til de Serbere der var med i Partisanbevægelsen. Flere andre gjorde også modstand - ikke som Kommunistiske partisaner, men som Albanske nationalister og traditionalister.

Der var store modsætninger andetsteds i Jugoslavien og animositet mod det nye socialistiske styre, men i Kosóva var man de mindst energiske socialister eller Tito'ister af alle, og dét blev forstærket af at Aleksandar Rankovic og andre Serbere udsatte Kosóva Albanerne for benhård styring. Dette affandt Tito sig med frem til midten af '60-erne - muligvis var han enig i at benhård styring var nødvendig fordi også han mente at Kosóva Albanerne var "vanskelige".

Efter forskellige tilløb og overvejelser besluttede de Jugoslaviske Kommunister at decentralisere, og dette nød også Kosóva Albanerne godt af. Efter nogle år - det var i midten af '70-erne - opnåede de politisk autonomi og nogle begyndte at tale om at næste skridt skulle være en egen republik, men dog inden for Jugoslaviens rammer. Men med den politiske autonomi fulgte, kunne man sige, også et stort ansvar for at udviklingen blev styret i en fornuftig retning.

I Tito-tiden skete der en økonomisk udvikling i Kosóva, men forskellene på de "rige" dele af Jugoslavien og Kosóva blev alligevel større og større. Fødselstallet var temmelig højt og afvandringen fra landsbyerne til byerne var stor, nok nærmest for stor - og arbejdsløsheden voksede. Mange unge blev uddannet, ofte til ingenting - og forstærket af at relativt mange foretrak at uddanne sig i brødløse humanistiske fag frem for i mere "nyttige" tekniske fag.

Den politiske ledelse i Kosóva var ikke fremsynet eller modig nok og fik under alle omstændigheder ikke styret udviklingen i retning af økonomisk og social fremgang og i retning af en styrkelse af båndene på tværs af de etniske grupper.

Medvirkende til at der var store økonomiske vanskeligheder var at der samtidig var omfattende problemer i den internationale økonomi fra begyndelsen af '70-erne og frem - en tid hvor der blev talt om stagflation som en kombination af stagnation og inflation. Den Vestlige Verden aftog færre varer fra Jugoslavien end det var "ønskeligt" - og de fleste steder var der store beskæftigelsesproblemer som gjorde det vanskeligt at blive gæstearbejder i Europa.

Forholdet mellem Serberne og Albanerne

Serberne og Albanerne blev i stigende grad uenige op gennem '70-erne og '80-erne, og det er rigtigt at sige at Albanerne og den Albanske ledelse i Kosóva direkte og indirekte gjorde livet surt for de etniske Serbere - men Serberne underdrev heller ikke problemerne når dé klagede deres nød.

I Mellemkrigstiden havde der været en vis indvandring af Serbere til Kosóva, men nettobevægelsen gik nu den anden vej - i hvert fald fra '70-erne og frem. Chikanerierne var dog kun én grund - en anden vigtig grund var at det var svært for en energisk Serbisk familie at sé sin fremtid i Kosóva, når der trods alt var bedre muligheder andetsteds - økonomisk set.

I slutningen af '80-erne kom det til kraftige meningsudladninger og protester - Albanske studenter protesterede, Serbiske arbejdere og studerende protesterede, beskyldningerne føg i alle retninger og hverken økonomien eller det øvrige samfundsliv fungerede synderlig godt, Miloševic kom til stede i '87 og udtalte ordene om at politiet, det Albanske politi i Kosóva, ikke måtte slå på Serberne, og man fratog - under voldsomme protester fra Kosóva Albanerne - Kosóva dén autonomi man havde haft siden begyndelsen eller midten af '70-erne.

Den politiske scene i Kosóva

Blandt Kosóva Albanerne udviklede der sig en politisk bevægelse som Dr. Ibrahim Rugova blev den kendteste talsmand for. Man ville ikke involvere sig i det Serbiske samfund, men opbyggede et parallelsamfund - både på det økonomiske, det kulturelle og det politiske plan. Talrige Kosóva Albanere blev afskediget og erstattet med loyale Serbere.

I Kosóva iagttog Albanerne med stor opmærksomhed udviklingen i de forskellige Jugoslaviske republikker, og man håbede givetvis på at man kunne opnå republikstatus inden for Jugoslavien eller endog fuldstændig selvstændighed i "slipvinden". Som bekendt gik det ganske modsat, for Serberne var ikke - under nogen omstændigheder - villige til at give slip på Kosóva.

Forholdene, valget af politisk strategi og reaktionsmønstrene i denne fase var en fundamental forudsætning for hvad der siden skete.

I henved 10 år lærte omverdenen Kosóva Albanerne at kende som kloge og moderate mennesker - og samtidig udviklede befolkningssammensætningen sig mere og mere til Kosóva Albanernes kvantitative fordel: Både nettoudvandringen af Serberne og befolkningstilvæksten blandt Kosóva Albanerne fortsatte - og i slutningen af '90-erne var der over 80, måske 90 % af befolkningen der var Albanere, mens kun omkring 10 - 15 % var Serbere.

I det lange løb slog Ibrahim Rugova's strategi imidlertid ikke til, og andre kræfter indså at man måtte foretage et paradigmeskifte, hvis man skulle nå egentlige politiske resultater. En mere militant politik udviklede sig og efterhånden også en guerillaagtig organisation: UÇK.

UÇK kunne næppe have nået hvad der nu er nået - autonomi og muligvis selvstændighed - uden de mange og tilsyneladende forgæves år hvor Kosóva Albanerne fulgte Ibrahim Rugova's ikke-linie, ikke-involvering, ikke-aggression. Rugova's strategi og UÇK's bør ikke ses som nat og dag, men som to sider af samme sag - selv om de slet ikke var tænkt sådan - og det var virkelighedens kombination af dem der gav dét resultat som nu tegner sig. Det var nemlig dén kombination der effektivt provokerede både Serberne og Amerikanerne - og resten af NATO - til at gå i aktion.

Den politiske scene i Serbien

Samtidig hermed skærpedes forholdene i Jugoslavien. Serberne havde været i krig med Slovenien og Kroatien - borgerkrigen havde raset i Bosnien, og krigen dér var "endt med" Dayton-aftalen som skabte et "nyt" Bosnien - der bl.a. gav plads til en særlig Serbisk Republik. Der er dem der mener at man glemte Kosóva da man forhandlede i Dayton - men forholdene i Kosóva var ganske anderledes end i Bosnien - og de meget vanskelige forhandlinger om Bosniens fremtid havde givetvis kuldsejlet hvis man også skulle have fundet veje til at løse problemerne i Kosóva, - for slet ikke at tale om at der næppe var noget retligt grundlag for at den Vestlige Verden eller FN kunne gribe ind i Kosóva på dét tidspunkt. Eventuelle forventninger til at man i Dayton skulle have kunnet tacklet Kosóva forekommer derfor at være urealistiske og umulige - også selv om en klog mand som Ibrahim Rugova nærede dem.

Mange Serbiske flygtninge kom til Serbien fra områder i Kroatien og Bosnien og forøgede det sociale pres på den Serbiske økonomi som i forvejen var dårlig på grund af krigsomkostningerne og på grund af det internationale samfunds blokeringer.

Der udviklede sig en politisk opposition som imidlertid ikke var synderlig enig - og Præsident Miloševic måtte og kunne i stigende grad regere på en kombination af denne uenighed og den nationalistiske højrefløjs betingelser.

Opdeling af Kosóva?

Der havde været visse følere fra Serbisk side om en opdeling af Kosóva, men de blev skarpt afvist fra Kosóva Albansk side. Havde man accepteret forslagene var det ikke sikkert man havde nået en bæredygtig løsning, men måske kunne man have undgået de tragiske og skelsættende hændelser i '98 og især '99.

Væbnet konfrontation

Samlet førte de forskellige faktorer til en voldsom skærpelse af konflikten - og fra det tidlige forår '98 begyndte en egentlig væbnet kamp mellem UÇK og Serbiske militær- og politistyrker. UÇK havde et vist held med sig til at begynde med, dvs. mens man holdt sig til klassisk guerilla-krig, men man led kraftige nederlag da man gik ud i mere storstilede aktioner. Dette var givetvis ikke tilsigtet, men det medvirkede - i forening med de temmelig brutale mod-aktioner som Serberne foretog - til at store og toneangivende dele af det internationale samfund igen vendte sig mod Serberne.

Amerikanerne tvang i oktober '98 Serberne til at acceptere en våbenhvile, men både Serberne og UÇK brugte tiden til at gøre klar til en endnu alvorligere konfrontation i foråret '99 - og ingen af parterne havde øjensynligt til hensigt at "slutte nu". Serberne ville knuse de Albanske terrorister (en betegnelse som Serberne fortsat bruger når de omtaler UÇK), - mens Albanerne ville have selvstændighed.

OSCE indsatte observatører som havde særdeles vanskelige arbejdsvilkår, men sandsynligvis lagde en vis dæmper på gemytterne.

Situationen omkring årsskiftet 1998 / '99

Betydelige dele af den Serbiske ledelse ønskede givetvis en konfrontation. Nogle regnede med at USA og NATO ville reagere (fx med bombninger), men en del - sikkert også Præsident Miloševic - mente at sådanne bombninger ikke ville anrette særlig meget skade og at det politiske resultatet tværtimod kunne blive positivt for Serberne. Atter andre - heriblandt nogle af de øverste militære ledere - advarede mod en konfrontation, hvad der kom til at koste dem jobbet.

Fra Raçak til Rambouillet

Dele af den nationalistiske højrefløj - med tilknytning til Arkan eller Vojislav Šešelj - eller dele af militæret foretog en "symbolsk" eller "spektakulær" massakre på ubevæbnede civile landsbyboere i Raçak i januar '99. Måske var kalkylen at massakren kunne sætte en udvikling i skred, fremprovokere et svar fra UÇK og "legalisere" en veritabel nedkæmpning af dem. Der er mange rygter om at massakren var dirigeret fra et sted "højt oppe" og det hævdes at Vestlige efterretningstjenester har aflyttet og afkodet telefonsamtaler som dokumenterer dette.

Uanset hvad motivet kan have været og uanset hvem der udførte massakren førte den til at det internationale samfund blev alvorligt provokeret. Man arrangerede forhandlinger i Rambouillet med udgangspunkt i oplæg man havde haft undervejs gennem nogen tid - også før massakren i Raçak.

Samtidig besluttede man sig i UÇK - formentlig stærkt bestyrket af fremstående og erfarne Amerikanske rådgivere - til at vælge og holde sig til en forhandlingsløsning. Enten kunne man komme et godt stykke ad vejen mod selvstændighed med det samme - eller også kunne det måske lykkes over nogle faser, men man anså - givetvis helt realistisk - at selvstændighed forudsatte at man ikke satte dén internationale støtte man nu fik overstyr.

Man skubbede andre synspunkter til side - således advarslerne fra Adem Demaçi som flere mente var "fundamentalistisk", men som muligvis var én af de klogeste strateger - og bøjede sig for Madeleine Albright's ønsker om at acceptere det Amerikanske oplæg. I denne sammenhæng kan man sige at UÇKs eftergivenhed gav pote - for den var en vigtig og helt nødvendig forudsætning for at USA og NATO besluttede at gå i aktion hen over midten af marts '99.

Serberne på deres side troede formentlig - muligvis ud fra en fejlfortolkning af udsagn fra den Russiske mægler i Rambouillet - at der var længere respit og forsøgte forskellige former for forhaling, selv om man givetvis regnede med én eller anden form for militær konfrontation i den sidste ende. Men som nævnt ovenfor kalkulerede man sikkert med at en sådan militær konfrontation ville fuse ud på grund af indre modsætninger i NATO og på grund af kraftig protest fra Rusland - og i heldigste fald ville man kunne opnå en politisk fordel ved at blive bombet, ved at hele Verden ville se Serberne som de forfulgte og undertrykte.

NATO går i luften

Som nævnt besluttede man sig i NATO for at aktionere og for at realisere dé planer man havde drøftet gennem nogen tid. Aktionsmålet var - sagde man - at forhindre etniske udrensninger og en humanitær katastrofe, men samtidig var man kommet dértil at man måtte reagere militært hvis man skulle fastholde sin troværdighed over for Miloševic og den øvrige Serbiske ledelse. Det er sandsynligt at denne anden grund var nok så betydende da de forskellige mere modstræbende samarbejdspartnere i NATO skulle bringes til at acceptere aktionen.

Aktionsgrundlaget var bestemt af at der i NATO var flere der ønskede en så begrænset aktion som muligt (fx Italienerne og Grækerne), og aktionsmetoden blev derfor bestemt til at være en "ensidig" luftkrig.

Nogle mente tillige at en sådan krig kunne være tilstrækkelig - idet man antog at Præsident Miloševic ville bøje sig forholdsvis hurtigt, når nemlig hans mere nationalistiske bagland havde indset at man ikke kunne klare en så stor overmagt.

Andre mente at man også måtte - og måske endda kunne - iværksætte en landkrig. Politisk var en landkrig ikke videre realistisk, men nogle militærfolk og politikere ønskede at påvirke opinionen til at man skulle gennemføre en sådan krig - og nogle ønskede måske "blot" at sandsynliggøre en landkrig over for Præsident Miloševic og Serberne.

At dømme efter hvad der er kommet frem bagefter ser det dog ud som om den øverste Amerikanske ledelse ikke under nogen omstændigheder ville lade sig trække ind i en landkrig, der måske ikke ville blive helt uoverskuelig og umulig, men som dog ville koste mange ressourcer og menneskeliv og muligvis give politisk bagslag.

Præsident Miloševic har næppe på noget tidspunkt anset en invasion for at være særlig sandsynlig (men der er dog flere iagttagere der er af dén opfattelse).

Forfølgelserne og drabene

Serberne havde - før Rambouillet - udarbejdet planerne for Operation Hestesko, men det kan endnu ikke sikkert siges om disse planer blev opfattet som noget man under alle omstændigheder ville gøre, eller som noget man om fornødent kunne gribe til.

Man må antage at den Serbiske ledelse - med Præsident Miloševic i spidsen - havde brug for at gøre noget effektivt og synligt for at vise omverdenen at man mente det alvorligt, at man ikke ville opgive Kosóva. Formentlig var man indstillet på at holde inde, hvis NATO på sin side ville indstille bombningerne (evt. under pres indefra).

Måske satsede man på at den Vestlige Verden - og muligvis også UÇK og UÇKs støtter i Kosóva's befolkning - ville tage udrensningerne og drabene som en advarsel - men det er også tænkeligt at hensigten var at bringe sig i en langt mere gunstig forhandlingssituation end man var i Rambouillet. Så store dele af Kosóva som muligt skulle kontrolleres inden NATO afblæste aktionen og fandt en vej til igen at forhandle.

Men måske løb udviklingen løbsk for Miloševic? Måske blev NATO-angrebet blot et alibi for at Vojislav Šešelj's og Arkan's paramilitære styrker kunne rykke ind og gøre dét som dé insisterede på måtte gøres?

Miloševic

Selv om Miloševic er den ubestridt øverste politiske leder i Serbien, så er hans stilling ikke upåvirket af de mere ekstreme nationalister. For at kunne bevare sin magt må han acceptere at de ekstreme nationalister får et spillerum når vilkårene er til dét. Havde han ikke givet dem et sådant spillerum under NATOs angreb havde han sandsynligvis udløst meget alvorlige reaktioner fra højrefløjen - og samtidig var andre dele af oppositionen sikkert også gået i aktion. Dette kunne føre til en politisk destabilisering i Serbien og måtte derfor imødegås.

Præsident Miloševic er ikke en egentlig diktator, men én der ønsker at besidde magten fordi han ser sig selv som den eneste der kan redde dét der overhovedet kan reddes. Han ser sig selv som dén der skal binde alle modsætningerne sammen og derfor søger han altid efter det bedste kompromis der passer med hans - teknokratiske - forståelse af Serbiens politiske muligheder.

Hvorfor gav Præsident Miloševic op?

Efter flere forhandlingsrunder og forskellige diplomatiske initiativer endte Præsident Miloševic med at acceptere at det militære spil var tabt.

Formentlig har han vidst at han ville tabe militært fra dét øjeblik hvor han indså at NATOs aktionsgrundlag ville holde, at FN ikke ville eller kunne standse luftbombardementerne - og at Rusland hverken ville eller kunne forhindre bombardementerne.

Inden da havde Præsident Miloševic forsøgt sig med forskellige kunstfærdige og spektakulære manøvrer. Han havde "tryllet" rundt med Dr. Rugova der blev mere end rundtosset - han havde fængslet og bagefter - under medvirken af Pastor Jackson - løsladt 3 Amerikanske soldater og sidst men ikke mindst havde hans folk fået arrangeret omfattende støtteaktioner i Beograd og på broerne. Disse manøvrer skulle formentlig vise - den venlige og uvenlige del af omverdenen og ikke mindst den Serbiske befolkning - at han havde styr på situationen og at han gerne ville forhandle, men kun under visse omstændigheder og på et vist grundlag: Der kunne blive tale om selvstyre i Kosóva, men inden for Serbiens og Jugoslaviens grænser. Frem for alt lukkede han af for forskellige mæglingsforsøg så længe han troede han kunne opnå noget ved at vente - enten på det militære og ydre politiske niveau, eller på de indre linier.

Eftersom Miloševic fra et forholdsvis tidligt tidspunkt - måske fra cirka midt i bombningsforløbet - indså at Serbien ville tabe den militære konfrontation gjaldt det om at komme overens om en passende mæglingsskitse som var ved at skulle udarbejdes af den Russiske mægler Tjernomyrdin og den Finske Præsident Ahtisaari. Det var en del af plottet - både for NATO-magterne og for Præsident Miloševic - at der skulle være tale om et fait accompli - jo mere dét kunne understreges, desto bedre, for desto hurtigere kunne krigen standses.

Netop fordi krigen blev ført af NATO som en luftbombardementskrig - som måske ikke var hélt virkningsfuld på det militære plan - og på den anden side af de paramilitære Serbiske styrker som en udryddelseskrig mod civilbefolkningen - var den Serbiske hær fortsat forholdsvis intakt. NATO-iagttagere har bekræftet at de Serbiske styrker ikke havde haft nævneværdige materielle eller personelle tab, da krigen standsede.

Dermed besad Præsident Miloševic stadig et effektivt og muligvis nødvendigt magtinstrument. Var krigen eskaleret, ikke fordi NATO ville foretage en landinvasion, men fordi UÇK - som var blevet styrket ledelsesmæssigt ved tilknytningen af den professionelle General Agim Çeku - var begyndt at presse den Serbiske hær, kunne visse personelle tab ikke længere undgås - selv om den Serbiske hær var UÇK langt overlegen. Hvordan hæren - som også omfattede mange reservister - ville reagere på personelle tab var ikke helt til at forudse.

Men det er også muligt at de omfattende civile tab var med til at gøre udslaget sådan som Ole Wæver og Espen Barth Eide har skrevet i Weekend-Avisen.

Machiavelli og Clausewitz

Selv om de enkelte parter næppe selv vil acceptere at blive beskyldt for Machiavellisme kan det konstateres at man på begge sider havde læst godt på Machiavelli - for begge sider satte voldsom kraft ind på at gennemføre dét de ville. Udviklingsforløbet illustrerede tillige Clausewitz' betragtninger om at der er en tæt sammenhæng mellem politik og krig - at krig er politik med andre midler og at den militære ledelse må være under kommando af den politiske. Forløbet gennem årene og frem til efteråret '99 er et skoleeksempel på hvordan en krise kan udvikle sig, så at sige eskalere og eksplodere - og hvor det er svært at vide om man inden for overskuelig tid vil kunne nå til en situation som er rimeligt acceptabel. Udviklingen viser altså også hvor svært det er at kontrollere kriser og krige.

Amerikansk udenrigspolitik: Intervention?

Ét af de stående temaer i Amerikansk udenrigspolitik er blevet vendt og drejet i den aktuelle konflikt: Skal man intervenere eller ikke? Amerikanerne var vel ikke til at begynde med meget interesseret i at involvere sig i Kosóva, selv om man ikke brød sig om den undertrykkelsespolitik Præsident Miloševic udøvede dér, men man lod sig efterhånden overtale af energiske lobbyister om at en kombineret politisk og militær intervention var ønskelig - og nåede desuden til dén opfattelse at en sådan intervention var gennemførlig. Hermed har den nuværende Amerikanske ledelse endnu engang vist at den er på stor afstand af isolationistisk tankegang - også når den får en moderne form som hos politologen Samuel P. Huntington.

Interventionsplatformen

En intervention vil bygge på en særlig historisk specifik platform som ikke har dannet sig af sig selv, men som er en bevidst konstruktion, nærmest af Machiavelli'sk tilsnit. Alle de nævnte elementer skal være på plads - ellers vil man altid vælge at gå videre ad politisk vej:

1) Interventionen skal opfattes som politisk nødvendig af den politiske ledelse. Enten skal denne nødvendighed være af strategisk art (fx når Amerikanske olieinteresser er truet) eller den skal være af en anden og evt. mere ideologisk art.

2) Interventionen skal opfattes som mulig - militært set. Umiddelbart skal den militære ledelse give sin tilslutning, men dén vil ofte være tilbageholdende (fordi den véd at militær indsats kan give bagslag), og især den Amerikanske militære ledelse vil stille krav om at interventionen er tænkt igennem: Hvad er målet? Hvad er succeskriterierne? Hvornår og under hvilke betingelser stopper interventionen? Er forholdet mellem politisk indsats og militær aktion tilstrækkelig afklaret? En stærk Præsident vil kunne sætte sin politiske vurdering igennem over for de militære indvendinger (hvad der ikke nødvendigvis er et gode - politisk set), en svag ikke.

3) Interventionen skal kunne sælges til vælgerbefolkningen. Vælgerne skal bakke op om beslutningen både på kort sigt (fx under en luftfase) og på længere sigt (fx under en vanskelig landfase).

4) Interventionen skal være tilstrækkelig holdbar i forhold til gældende international ret - den kan være i "konflikt" med den, men kun i en vis udstrækning og kun hvis man kan påberåbe sig en særlig nødsituation.

Vilkårene for intervention

Vilkårene for intervention er for alvor kommet på dagsordenen i denne konflikt. På den ene side har der været et fundamentalt hensyn til civilbefolkningen i Kosóva som uden tvivl var udsat for en hårdhændet behandling af den Serbiske ledelse, på den anden side har man skullet forholde sig til International Ret og til FNs regler om intervention. Man valgte på NATO-siden at aktionere - selv om man ikke havde et mandat hertil fra FNs Sikkerhedsråd - og har derfor skubbet stærkt til de folkeretlige vilkår således at man nu må sige at den Internationale Ret har ændret sig.

Vestlig kultur > < andre kulturer

I dén forbindelse kan man erindre om én af de problemstillinger Samuel Huntington rejser: Hvordan skal man forholde sig til at der i Verden i dag er meget forskellige kulturer eller civilisationer som af og til har et anspændt forhold til hinanden? Er det rimeligt og er det hensigtsmæssigt at Vesten påtrykker den øvrige Verden sine civilisatoriske eller kulturelle normer?

Man kunne måske - forsigtigt - svare at netop i en konflikt som den foreliggende hvor flere kulturer var i konflikt med hinanden, var det ekstra vigtigt at det folkeretlige grundlag var i orden ... men svaret ville formentlig - som netop antydet - være at man handlede i en art nødværge og på vegne af en stærkt plaget civilbefolkning i Kosóva, som ikke alene var politisk undertrykt, men som også var udsat for morderiske overgreb og rene massakrer.

Handlede NATO i humanitær nødværge?

En nærmere gennemgang af konflikten synes dog at vise at argumentet om en slags humanitær nødværge er temmelig tvivlsomt, for man kunne højst sandsynligt have gjort noget andet end at deltage i en kriseeskalering. Der var på flere trin i konflikten andre veje at gå, også "nedad", og - sandsynligvis - havde det været bedre for os alle sammen, også for civilbefolkningen i Kosóva, hvis man havde interesseret sig mere for at opbygge et samarbejde med Serberne end for at acceptere at skulle gå i konflikt med dem.

Man behøvede ikke at komme i en situation hvor man måtte gribe til nødværge, selv om det må indrømmes at Præsident Miloševic - og hans bagland - skubbede godt til. Man kunne - og ikke blot teoretisk set - have opstillet en ganske anden strategi end dén man realiserede (hvad enten den realiserede strategi var omhyggeligt udtænkt eller ej), men det er - desværre - sådan at det er meget svært at opstille andre og mere fredsommelige strategier, for man er ikke tvunget til dét i samme grad som man var (eller syntes man var) til at udvikle et konfrontations- og interventionskoncept.

Misforståelser og manglende vilje til at forstå

En væsentlig grund til at krisen udviklede sig så galt var givetvis at Amerikanerne ikke forstod den Serbiske kultur og den Serbiske ledelse, at Kosóva Albanerne ikke ville forstå den - og at Serberne på deres side fortsatte en lang og trist tradition med at undertrykke en etnisk gruppe, som de aldrig rigtig har forstået eller kunnet se de menneskelige kvaliteter i. I dén sammenhæng mener jeg Huntington's synspunkt er særdeles relevant.

Den kulturelle forståelse er næppe blevet større efter krigen i '99, for man må antage at der nu er dybe sår og mange personlige og nationale traumer der ikke kan klares i et kort tidsrum.

Flere kulturer? Et multietnisk samfund i Kosóva?

På dén baggrund er det ejendommeligt, nærmest aldeles absurd at høre at Amerikanerne vedblivende tale om at der skal opbygges et multi-etnisk samfund i Kosóva. Dét er de ganske vist ikke ene om at mene - men fastholder man dén tanke er der risiko for at tingene udvikler sig den gale vej. Mulighederne for at opbygge et multietnisk samfund forekommer ikke særlig realistiske oven på de mange tragiske hændelser der fandt sted i krigens løb - og selv om man gør meget i de kommende år for at bygge bro (hvad der i sig selv er både glimrende og nødvendigt), så vil der "nedenunder" gemme sig "uroelementer" som ikke behøver megen anledning for igen at blive aktuelle - Kosóva's historie giver mange eksempler på dette.

Der kræves flere årtiers rolig opbygning og social, kulturel og økonomisk udvikling både i Kosóva og i Serbien og økonomisk stabilitet før man kan nå til at etablere én eller anden form for multietnisk samfundsorden og kulturliv. Og dertil kommer at der er så mange Kosóva Albanere der er blevet groft forulempet og så mange der er blevet dræbt at der skal lang tids bearbejdning til før de kan komme over det.

Hvordan de Serbere der har begået ugerningerne skal kunne blive mentalt rehabiliteret er en ganske anden sag, men den har egentlig også stor betydning - for dem, for Kosóva Albanerne og for os andre.

Ruslands rolle

Konflikten har i øvrigt også bekræftet at det nuværende Rusland er en kolos på lerfødder - på en måde som det Osmanniske Rige var hen over midten af 1800-tallet - men ikke desto mindre spændt op af indre modsætninger og store økonomiske vanskeligheder og uden noget virkeligt potentiale i storpolitikken. I dag er Rusland dybt afhængig af Vesten - men et nyt paradigme, en ny politisk struktur vil muligvis udvikle sig i de kommende år efter Jeltsin. Men selv om Rusland er en sådan kolos på lerfødder må man værdsætte den meget positive indsats man gjorde for at få mæglingsskitsen på plads i maj og juni.

Sidebemærkning om Albanien

Det var glædeligt at se at mange Albanere stillede op til at hjælpe Kosóva Albanerne der var flygtet fra deres hjemstavn og der kan siges mange rosende ting om dén solidaritet der blev udvist. Man kan også sige meget positivt om hvordan den øverste politiske ledelse klarede situationen - både Præsident Rexhep Meidani og PM Pandeli Majko.

Men det kan ikke overraske nogen at der også skete mange triste og kedelige ting så at hovedindtrykket ender med at være aldeles blakket.

På det "jordnære" plan var der mange Albanere der udnyttede situationen. De søgte at malke nødhjælpsorganisationerne, forsyninger blev stjålet og solgt på det frie marked, der skete mange overfald, toldere forlangte den ene gang efter den anden bestikkelse for at lade nødhjælpen passere ... og da det "hele" var overstået var der mange tilfælde af at almindelige Albanere plyndrede flygtninge- eller militærlejre.

Oppositionen forholdt sig nogenlunde roligt - for på den ene side har alle Albanere - også ledelsen i Det Demokratiske Parti - sikkert stor sympati for at Kosóva bliver selvstændigt, på den anden side er man ikke særlig glad for at Socialisterne løber med de fleste af pointene.

Lige som med det politiske liv i Kosóva er det sådan i Albanien at man langt fra kan enes - og at man har meget svært ved at gennemføre kompromisser hen over midten. Man kan tale om en bi-polaritet - selv om der dog er sket det glædelige at Demokraterne har besluttet at opgive deres boykot af Parlamentsarbejdet.

Man må påregne at det Internationale Samfund i de næste år vil være meget opmærksomme på udviklingen i Albanien og vil understøtte kampen mod den udbredte korruption og nepotisme, mod kriminalitet - og for en positiv økonomisk og social udvikling. Men hvis ikke Albanerne selv tager det nødvendige ansvar for at udviklingen kommer på "skinner" så vil det fortsat gå dem overordentlig ilde. Støtte fra udlandet er vigtig, placering af NATO tropper også (med dét formål at understøtte KFORs forsyninger) - men det helt afgørende er hvad Albanerne gør selv. De må blive langt bedre til at sætte sig ud over hidtidige uoverensstemmelser - men det er givetvis langt lettere sagt end gjort. Man skal her erindre sig at der slet ikke er det samme forhold mellem borger og stat på dé kanter som der er på vores breddegrader og slet ikke de samme politiske og kulturelle traditioner.

I Albanien - og i Kosóva - spiller familien en overordentlig stor rolle. Ikke den lille kernefamilie, men den store familie. Det er dén man er loyal over for, ikke over for staten eller samfundet.

Afsluttende - alvorligt mént - efterskrift

En demokrat véd at han ikke har ret - ikke set fra den anden side, men muligvis heller ikke fra egen side når man tænker nærmere efter. Det handler nemlig ikke så meget om at have ret som om at vedkende sig sine interesser og disse interesser må - i et demokrati - altid afvejes mod andre interesser.

Politik - demokratisk politik - må i sagens natur altid udøves på et tvivlsomt og usikkert grundlag, men ikke desto mindre skal der handles og regeres - og helst effektivt - også i forhold til styrer der ikke er synderlig demokratiske og som muligvis spiller på de indbyggede svagheder der findes i demokratierne.

Der er dem der vil sige at i en konflikt som den med Miloševic om Kosóva er der ikke råd til fine fornemmelser: Enhver burde kunne se at Miloševic har båret sig nederdrægtigt ad, og at han måtte stoppes. Han fik - siger man - tilbud om forhandling, men han ønskede en konfrontation, og derfor måtte den komme.

Men et sådant svar kunne være udtryk for en sort-og-hvid-tænkning der i sagens natur ikke kan være særlig demokratisk - eller også kunne den være udtryk for manipulation med den offentlige mening. Jo mindre råd man har til fine fornemmelser, desto mere problematisk er situationen, analysen, forståelsen og konklusionerne. For slet ikke at tale om konsekvenserne.

Netop i konflikter som den aktuelle - som handler om kultur og som består i kultursammenstød - er det særlig vigtigt at give plads til eftertænksomheden og plads til at der udvikles andre scenarier end de stærkt konfrontatoriske som jo langt hen ad vejen er på modpartens præmisser og slet ikke på vores egne. Man skal vælge sine slagsmål med omhu - også når det gælder storpolitik.

Ønsker man at kriser som den foreliggende får et demokratisk resultat, må de også løses på demokratiske præmisser.

Hvis det er demokrati vi ønsker, må vi erindre at demokrati ikke er noget man kan tage ned fra hylden når man får lyst, men noget der udvikler sig hen over lang tid, som altid skal være der, og at dét vi gør - i Kosóva - på én gang udtrykker og videreudvikler vores form for demokrati.

Ganske vist har NATO sejret. Ganske vist ser det ud som om Serbien ikke længere vil kunne undertrykke Kosóva som det har kunnet siden 1912 (med en vis undtagelse fra engang i '70-erne og til slutningen af '80-erne) - og måske er der nu omsider blevet mulighed for at der kan udvikles et demokrati i Kosóva. Alt dette er ganske udmærket i sig selv - men prisen har været overordentlig høj og jeg har mine tvivl om hvor vidt resultatet i Serbien, i Kosóva og i de Vestlige lande bliver tilstrækkelig demokratisk af natur.

Machiavelli lærer os at se realistisk på virkeligheden, og formentlig er denne erkendelse - at vi altid er i færd med at udtrykke og videreudvikle vores demokrati - noget der hører med i en realistisk erkendelse af virkeligheden.

Indholdsfortegnelse

FRA KOSOVO TIL KOSÓVA 9
Objektivitet og bagklogskab 9
Korrekt? Om sprogbrugen 11
Kilderne 11
Dokumenter 12
Hensigten med bogen 13
Kosovo eller Kosóva? Bogens titel 15
Tak! 16
Fejl og mangler 17

SAMMENFATNING 18
De historiske forudsætninger 18
De social-økonomiske forhold 18
Forholdet mellem Serberne og Albanerne 20
Den politiske scene i Kosóva 20
Den politiske scene i Serbien 22
Opdeling af Kosóva? 22
Væbnet konfrontation 23
Situationen omkring årsskiftet 1998 / '99 23
Fra Raçak til Rambouillet 24
NATO går i luften 25
Forfølgelserne og drabene 26
Miloševic 27
Hvorfor gav Præsident Miloševic op? 27
Machiavelli og Clausewitz 29
Amerikansk udenrigspolitik: Intervention? 29
Interventionsplatformen 30
Vilkårene for intervention 30
Vestlig kultur > < andre kulturer 31
Handlede NATO i humanitær nødværge? 31
Misforståelser og manglende vilje til at forstå 32
Flere kulturer? Et multietnisk samfund i Kosóva? 32
Ruslands rolle 33
Sidebemærkning om Albanien 33
Afsluttende - alvorligt mént - efterskrift 34

OPSANG TIL JYLLANDS-POSTEN 37
Dr. Goebbels' børn (25.5.1999) 37
Tavshed efter krigen (3.7.1999) 39
Fremtidens regninger (30.7.1999) 42

Kort over Kosóva 43

Madeleine Albright og Hashim Thaçi i Prishtina 45

1. DEL: HISTORIEN 47
Forhistorien frem til 2' Verdenskrig 47
Indledning 47
Illyrerne. Romerne. Sláverne 49
Slaget på Solsortesletten 53
Symbolerne fra Kosóva 55
Manøvrering 56
János Hunyadi og Djurad Brankovic 56
Osmannerne erobrer Serbien og Kosóva 1459 57
Forholdene under Osmannerne 57
Den Serbiske udvandring i 1689 61
Nationalismen udvikles - især fra 1800-tallet og frem 65
Det tredje Kosóva-slag, 1831 65
St. Stefano-traktaten og Berliner-kongressen 1878 67
Prizren 10.6.1878 68
Opstande. Ungtyrkerne 71
Generalopstanden i 1912 73
Balkan-krigene. Den Serbiske erobring i 1912 75
Gavrilo Princip's attentat. 1' Verdenskrig 76
Serbisk kolonisering 78
Kaçak'erne 80
Ahmet Zogu 81

2' Verdenskrig, Tito - og tiden frem til '98 83
Kosóva's befrielse 87
Skismaet i '48 89
'50-erne. Rankovic undertrykker Kosóva 90
Juli 1966: Politisk kursskifte 91
'60-erne og '70-erne: Socialist Thought and Practice 92
Socio-økonomisk baggrund 92
Uddannelse og sprog 96
Nationale mindretal Nationaliteter 98
Ny politik fra '71: Regionalisering. Autonomi 98
Økonomisk politik 99
1981: Studenterdemonstrationer 101
1986: Sinan Hasani's analyse 110
Den komplekse spiral 111
1987: Marts-strejkerne. Memorandum 116
1987: Ingen må slå på folket! 119
1988: Demonstrationer og reaktioner 119
1989: Autonomien ophæves 119
1990: Kosóva's "uafhængighed" 121
1991: "Illegal" folkeafstemning 123
1992-1993: "Følere"? 124

Helveg Petersen om Præventivt Diplomati 126
Krigen gennemført med andre midler 126
En dækkende forståelse er nødvendig 127
Økonomisk samarbejde? 127
Økonomiske sanktioner 128
Respekten for international ret 129
Indblanding i indre anliggender 130
Nødvendigt at FN beslutter en militær intervention 131
Der var ikke et FN-mandat for aktionen 24.3.1999 132
Enkeltstående tilfælde? 133
Nye regler er nødvendige 134
Hvorfor ikke en forudgående debat? 134
Dansk vendepunkt og Amerikansk vendepunkt 135
En fungerende nationalstat er en forudsætning 136
Albanien - og: Kosóva 136
Vigtigheden af at have en historisk forståelse 137

Vendepunktet: Forsommeren '98 138
Amerikanerne opfatter UÇK som terrorister 138
Vendepunkt sommeren '98 138
Skema over militære og politiske aktiviteter 139
USIPs, BACs og ICGs indflydelse 144
Holbrooke til Kosóva sommeren '98 146
Kunne Amerikanerne tro på UÇK? 146
UÇKs strategi 147
Amerikanerne og UÇK ser fordelene i at samarbejde 148
Militær involvering? 148
OSCEs observatører 149

Massakren i Raçak 151
Hvad var der sket? 151
Walker beskylder Serberne for at have begået en massakre 151
Den Finske ligsynsrapport 152

Makedonien anerkender Taiwan 153

Forhandlingen? Rambouillet 155
Deltagerne 155
Dagsordenen 156
Forhandlingsforløbet 159
Efterspillet i midten af marts 159
Årsagerne til sammenbruddet 160
Aftaleteksten 162
De åbne militære spørgsmål? 164
OSCEs observatører trækkes ud 165
Sidste forhandlingskontakt 165

Krigen 166
1' uge: 24. marts - 30. marts 167
Præsident Miloševic' militærstrategiske kalkyle 168
Operation Hestesko 169
Overgang fra fase 1 til fase 2 172
2' uge: 31. marts - 6. april 173
3' uge: 7. april -13. april 174
4' uge: 14. april - 20. april 176
5' uge: 21. april - 27. april 176
6' uge: 28. april - 4. maj 177
7' uge: 5. maj - 11. maj 179
8' uge: 12. maj - 18. maj 182
9' uge: 19. maj - 25. maj 184
10' uge: 26. maj - 1. juni 185
Jedi-ridderne's plan om en landinvasion 189
11' uge: 2. juni - 11. juni 190
Præsident Clinton mødes med de militære chefer 190
Det Serbiske Parlament bøjer sig 192
Web-Nyhedsartikel 12.6. - 15.6. 1999 199
Serbiske tab i Kosóva 202

2. DEL: TEORETIKERE OG PRAKTIKERE 204

Niccolò Machiavelli 204
Naturligvis - heller ikke! 206
Dolus bonus 208
Miloševic som Machiavelli'st? 208
NATO-landene som Machiavelli'ster? 210
Den politiske ledelse i UÇK 211

Clausewitz: "Om Krig" 213
Erling Bjøl's vurdering 213
Clausewitz som specialtilfælde? 215
En alternativ fortolkning. Indledning 216
Naturvidenskab og historievidenskab (krigsvidenskab) 219
Hvad Clausewitz kan lære os på det generelle plan? 221
Matematik og skak. Sikker kalkulering? 223
Vandt jeg? spurgte mesterbokseren Brian Nielsen 224
# 1. Ringen: Den geografiske begrænsning 227
# 2. Strategien - og: #3. Ressourcerne 228
# 4. Kompleksiteten. Polaritet og symmetri 229
Asymmetri og mangel på parallelitet 230
Interesse og interesseløshed 231
Politik og krig 233
Politik og krig - i relation til Kosóva 234
Den politiske og civile udvikling siden Clausewitz 234
Konkret anvendelse af Clausewitz på nutidige forhold 235
fsluttende om Clausewitz 235

Mao Zedong: "Om Guerilla-krig" 237
Tre disciplinære hovedregler og otte punkter 239
Politik og guerilla-krig 241
Den historiske udvikling 243
Modoffensiven 246
Afslutning 248
UÇKs erklæring mod etniske overgreb på Serberne 249

Samuel P. Huntington: "The Clash of Civilizations" 251
Paradigmeskiftet efter Murens fald 254
Huntington's fortolkning. Civilisationsbegrebet 255
Den Vestlige Civilisations særlige styrke 257
Moralske værdier. Religionens betydning 257
Den Vestlige Civilisations identitetsproblemer 259
Demografiske forhold 261
Handel og økonomisk samkvem 262
Kunne økonomiske relationer have nyttet? 263
Huntington's apokalyptiske fremtidsscenarie 264
Russerne 266
Forholdet til den Muslimske Civilisation 266
Hvorfor fulgte USA ikke Huntington? 268
Hvorfor gjorde de Ortodokse heller ikke som de skulle? 271
Materielle og immaterielle konflikter i Kosóva 273
Flere kulturer - i USA og i Kosóva 276
Aktører på mange niveauer 277
Afsluttende vurdering 278

Samuel Huntington om Kosóva-krigen 280

Strobe Talbott: Den Amerikanske Platform 281
Principperne om Demokrati og Selvbestemmelse 281
Ikke mission, men egen-interesse 281
Tyranni og befrielseskamp 282
Den Serbiske trussel 282
Ikke identitet mellem etniske grænser og statsgrænser 283
Bosnien-Hercegovina 283
Kosóva skal ikke indgå i et Stor-Albanien 283
Det nye Europa 284
Jugoslavien 285
Udfordringen 285
Kommentar 285

Henry Kissinger: "New World Disorder" 286
Dr. Kissinger 286
Huntington og Kissinger 286
Forholdet til Kineserne 287
Russerne 288
Europæiske aktører 289
Moralske og etiske formål 289
Krigen må føres til ende - men ... 289

Uffe Ellemann-Jensen: Efter Kosóva 291

3. DEL: LEKSIKON 293
28. juni 293
Accelerator 293
Afgørende slag 293
Angreb og Forsvar 295
Apache: 295
Besa 296
Bi-polaritet 296
Blodhævn, Kanún 297
Broerne 300
Deling - "Partitionering" 300
Destabilisering 301
Dolkestødslegender 301
FARK 302
Folkeretten 302
Forsvar 302
G8 og G7 302
Generalisering 302
Geografien ... Terrænet 303
Guerillakrig 304
Historie, historieopfattelse 305
ICTY (krigsforbryderdomstolen i Haag) 305
International Ret 305
Kánon (Dansk), Kanún (Albansk) 306
Katalysator 306
KFOR 308
Konspirationsteori = Sammensværgelsesteori 308
Krig eller humanitær aktion? 309
Kritisk masse eller kritisk mængde 310
Landkrig 310
Landsdowne-konferencen, september 1999 312
LBD 313
LDK 313
Luftkrig > < Landkrig 314
Moral 314
Myter 314
NATO 314
Overgangsrådet 314
Overraskelsesmomentet 315
Paradigme og paradigmeskifte 316
PBD 316
PM 317
Polaritet 317
Pressekonference 317
Spiralmodel 326
Det Spektakulære 326
Strategi og taktik 327
Strategi: Reel og intenderet strategi 329
Suverænitet 330
Symmetri og asymmetri 331
Taktik 332
Teknologi 332
Tiden 333
TMK 334
Transitional Council 334
UÇK 334
UM 334
UNMIK 334
Våbenarterne 334
Æresfølelse 335

4. DEL: PERSONERNE 337

Personlighedens rolle i historien 337
Den personlige baggrund, 1 338
En fortolkningsramme 339
Udnyttelsen af ideologiske strømninger 340
Afbalancering: Dél og hersk 340
Den personlige baggrund, 2 341
Lederens ansvar 341
Et sidespring 342
Visse institutioners egendynamik 344

Personerne, alfabetisk inden for områder 346
Balkan 346
Kosóva 346
Albanien 357
Makedonien 361
Jugoslavien: Montenegro 362
Jugoslavien: Serbien 363
Rusland 373
NATO-organisationen 374
NATO-landene 374
USA 374
England 378
Tyskland 380
Frankrig 380
Italien 381
Grækenland 381
Neutrale lande 382
Finland 382
Østrig 382
FN 382
FN, krigsforbryderdomstolen 383
FN, UNMIK: Missionen i Kosóva 383
FN, KFOR 384
OSCE 384

BILAG 385

KOSÓVA. FAKTISKE OPLYSNINGER 385

NOGLE BYNAVNE PÅ ALBANSK OG SERBISK 389

FORSKELLIGE TYPER VIDENSKAB 390

HENVISNINGER OG LINKS 393

STIKORDSREGISTER 395
Tekniske noter 395

Nogle af krigens omkostninger

Du er velkommen til at sende supplerende oplysninger til: Bjørn Andersen

Amerikanske billioner = milliarder.

1.6.99 stod US$ i Dkr 7,12 - og Eng£ i Dkr 11,43

Emne	Størrelsesorden	Kilde
Dræbte Serbiske soldater	5.000	Iflg. Ole Wæver og Espen Barth Eide i Weekendavisen - se nærmere i: "Fra Kosovo ..." s. 166-167.
Dræbte Serbiske civile	2.000	Iflg. Ole Wæver og Espen Barth Eide i Weekendavisen - se nærmere i: "Fra Kosovo ..." s. 166-167.
Dræbte Albanske civile	ca. 7.000 - måske flere	FN: UNHCR henviser til (unavngiven) Engelsk kilde som nævner et tal på over 10.000.
Dræbte Albanske civile	ca. 2.500	Spanske m.fl. retsmedicinere oktober 1999.
Krigsskader i Kosóva	"The European Commission has estimated that the reconstruction of Kosovo alone will cost $1.8bn."	Fergus Nicoll, BBC 30.6.1999
Krigsskader i Kosóva	"The World Bank has estimated the cost of rebuilding Kosovo at $1.23 billion - considerably lower than previous estimates. "The amount of the damage is less than we thought," said Rory O'Sullivan, the Bank's special representative for Southeast Europe Reconstruction".	BBC 27.7.1999
Krigsskader i Kosóva	"Rory O'Sullivan: 1.5 exactly. [...] OK I can tell you the toll. Estimated world damage in Kosovo 1.115 for housing, 20.4 for education, 6.6, 9.6 electricity and 4.6. It's actually 1.2, it says 1.15 billion. So that's what they say. That is the actual gross cost assuming that somebody else rebuilds the houses. It doesn't say, you know Kosovars, you give the guys beams, you give them tiles and you give them windows and they do it all themselves. So the actual cost will be much less than that"... - "Mr O'Sullivan has come directly from the field".	Press Briefing World Bank/European Commission Kosovo Press Briefing Brussels, July 26, 1999
Brønde	(9.9.1999) Der er omkring 20.000 brønde i Kosova. Man regner med at vandet i halvdelen er forurenet - ofte pga at der er kastet menneskelig eller døde dyr i dem. Schweiziske specialister renser ca. 100 brønde om ugen - indtil nu har man nået 1.700.	Jf. Kosóva Emner
Huse	50.000 helt ødelagte; 50.000 stærkt skadede	Præsidentens Sikkerhedsrådgiver Sandy Berger på USIP 30.9.1999 (Release fra Det Hvide Hus) på basis af UNHCR
Huse	"Senior European Commission official, Roy Dickinson, said that 75,000 homes - around a quarter of all those in Kosovo - had been destroyed or were impossible to repair. Twenty European Commission officials have spent the past six weeks visiting 1,300 Kosovo villages to assess the rebuilding".	BBC 27.7.1999; 78.000
Skoler	"A preliminary survey of 394 of Kosovo's 1,000 or so primary schools for children aged between seven and 14, found more than a quarter had been set alight and a further 17 shelled." "About 100% needed repairs to doors and windows, while 43% were left severely damaged or destroyed". "About 150 had to have new roofs and 169 have not even been cleared of mines". "Looting of furniture and equipment has meant there is a need for more than 28,000 desks, 58,000 chairs and 2,000 blackboards".	BBC 14.7.1999 ud fra UNICEF rapport. The report's author, Assistant Project Officers for Unicef Pristina Flaka Surroi,
Skoler	"A damage assessment of schools in Kosovo has examined 649 schools and found that 25 per cent are damaged, 21 per cent severely damaged and 60 per cent were destroyed beyond repair. A total of 199 schools are currently slated for reconstruction. UNICEF hopes to have all children between the ages of 7 and 14 back in school by September and estimates that about $3 million worth of desks, chairs, blackboards and other supplies will be needed. Demining, reconstruction and deployment of teachers remain a priority in this effort".	UN INTERIM ADMINISTRATION MISSION IN KOSOVO: GATHERING SPEED 2.8.1999
Krigsskader i Serbien	"NATO warplanes caused almost $30 billion worth of damage in Serbia and left a quarter of a million people jobles".	Time Magazine 12.7.99
Krigsskader i Serbien	"The Economist Intelligence Unit (EIU) report into the cost to Yugoslavia of the 11-week bombing campaign says the country will see its economy shrink dramatically in the coming years. It puts the cost of the damage at around $60bn (£37bn). As well as strategic bridges, tunnels and roads, the Nato forces also targetted power stations, oil refineries and factories. - - - As a result of all this [Incl sanktioner], the EIU estimates that Yugoslavia's gross domestic product (GDP) will contract by 40% this year and continue to stay well below levels of 10 years ago".	BBC 23.8.1999
Broer i Serbien	50 vej- og jernbanebroer	Fergus Nicoll BBC 30.6.1999
Raffinaderier/olie/benzindepoter Serbien	28 olie/benzindepoter	Fergus Nicoll BBC 30.6.1999
Miljøskader m.v. Serbien og Kosóva	NATO ansvar: Skader på vandveje Bomber i havet Bomberester spredt ud over land Afbrænding af olie og andre anlæg Serbisk ansvar: Skader på brønde Kemisk krigsførelse? Miner i stort tal	.
Krigsomkostninger, NATO	ca. 40-45 mio £ pr. dag * 78 dg = 3.3 mia £ i alt [dvs. et niveau på omkring 40 mia Dkr]	Electronic Telegraph 21.4.1999
Krigsomkostninger, NATO	2.5 bn£ [dvs. et niveau på omkring 30 mia Dkr]	BBC (og Jane's Weekly) 15.10.99. Dette skøn er formentlig mere realistisk end det foregående (som - i sagens natur - var meget foreløbigt).
Sorties	36.000 sorties. Der blev kastet eller affyret omkring 23.000 bomber og missiler.	The Guardian - 18.7.99; men justeret opad. Endvidere BBC 15.10.99.
US' andel; krigsomkostninger NATO	"Washington, he [Pres. Clinton] said, had done its share in providing two-thirds of the aircraft and all the cruise missiles for Nato's 78-day air war. - At about $100m a day, that comes to more than $7bn." [dvs. et niveau på omkring 50 mia Dkr]	Fergus Nicoll, BBC 30.6.1999
Europas (og US' andel)	"US Defence Secretary William Cohen told his colleagues that Europe spends about 60% of America's input on defence, but gets about 10% of the capability. He said Europe needs to spend its money more effectively with less duplication in areas like logistics and support".	BBC 22.9.1999
KFOR	"The Royal Institute of International Affairs in London has calculated that, with a projected KFOR presence of about 50,000 troops, the bill could amount to as much as $25bn a year."	Fergus Nicoll, BBC 30.6.1999

Tilføjelser, rettelser og kommentarer

991111 Den Franske Forsvarsminister Alain Richard har udtalt at Amerikanerne i en vis udstrækning kørte deres eget løb under NATO-bombningerne. Man respekterede det Franske veto mod bombningen af visse broer, men handlede i mange tilfælde på egen hånd og ikke som en integreret del af NATO.

Bombningen af den Kinesiske Ambassade [jf. bl.a. s. 179-180]

The Observer oplyser (iflg BBC 17.10.1999) at bombningen ikke var en fejltagelse, men skyldtes at NATO havde observeret at der blev sendt "Army Signals" fra Ambassaden til den Serbiske Hær. En unavngiven efterretningsofficer skal have oplyst at der blev sendt signaler fra Præsidentboligen, at disse stoppede i 24 timer efter bombningen af boligerne, og at signalerne derefter blev genoptaget fra Ambassadeområdet. Den Engelske UM Robin Cook har bestridt denne forklaring; han fastholder at bombningen beroede på en tragisk fejltagelse....

Den Kinesiske Ambassade i Beograd (Serbisk kilde)

NATOs militære øverstkommanderende var i København i november '99 og udtalte sig om emnet. I dén anledning har jeg 27.11. sendt et læserbrev til "Morgenavisen Jyllandsposten" siden det er "Jyllandsposten"'s referat jeg har taget udgangspunkt i (brevet er dog ikke blevet trykt).

Spørgsmål til general Clark

General Wesley Clark har været i København for at holde foredrag for ledende militære og civile. Ét af de emner der blev drøftet var bombningen af den Kinesiske Ambassade. Var den tilsigtet eller en fejl? Clark siger - som udenrigsminister Robin Cook og udenrigsminister Madeleine Albright tidligere har sagt - at den beroede på en tragisk fejl. Forklaringen kan stadig være den rigtige, men desværre er general Clark's forklaring ikke af en sådan karakter at den maner tvivlen væk, snarere tværtimod: Flere spørgsmål melder sig.

Ifølge Jyllandsposten sagde Clark: "Vi var overbeviste om, at den kinesiske ambassade lå i den nordlige del af byen. ... Jeg så selv billeder af bygningen før angrebet og var sikker på, at vi havde ret" (Carsten Ellegaard, 991123, 2' sektion, s. 4. Min fremhævelse, BA).

(1) Hvorfor havde general Clark fået forelagt billederne? Var der noget man var i tvivl om "længere nede" og som han derfor - som militær øverstkommanderende - skulle tage stilling til? Eller var der tale om en "almindelig" militær rutine i betragtning af at man var i gang med bombemål der lå "længere ude" end de oprindelige rent militære mål? Clark var sikker på at man havde ret. Hvad havde man helt præcist været i tvivl om?

(2) Når man faktisk havde billeder af bygningen - billeder som man vel at mærke tillagde aktuel værdi - hvorfor vidste man så ikke nøjagtigt hvad bygningen rummede? Kunne NATO i øvrigt ikke frigive billederne? Så kunne man selv se om der var særlige kendetegn ved bygningen. Skiltning eller flag f.eks.

(3) Hvornår spekulerede Clark over hvor den Kinesiske Ambassade lå. Før eller efter bombningen? Eller gjorde han sig sine overvejelser i forbindelse med beslutningen af dette bombemål?

Kunne Jyllands-Posten ikke gå videre med spørgsmålene?

Når jeg interesserer mig for dette "spørgsmål" så er det ikke for at støtte hverken den ene eller anden part i sagen, men fordi det er vigtigt at vide hvad der skete for desto bedre at forstå konflikten i og krigen om Kosóva.

991217 USA og Kina er enedes om hvordan Kina skal kompenseres for bombningen af Ambassaden i Beograd 990508 (Ambassaden blev ramt af 4 laserstyrede missiler). Tidligere har de efterladte m.fl. fået 4½ mio $. Nu skal den Kinesiske Regering have yderligere 28 mio $, men til gengæld skal Kineserne betale knap 3 mio $ for skader på den Amerikanske Ambassade i Beijing. - Kineserne er ikke tilfredse, siger de - heller ikke med forklaringen om at der var tale om et uheld. Man kræver at sagen undersøges til bunds og at de ansvarlige straffes hårdt.... ... Det kunne være interessant at vide hvordan USA har forfulgt sagen, retsligt eller tjenstligt. Er der tale om en fejltagelse, skulle man tro at man ville søge at placere ansvaret m.v. og at foretage sig noget over for vedkommende? ... For nogle år siden rejstes der fx sag mod dén officer der affyrede "Hovsa"-missilet i nærheden af Sjællands Odde...

International Ret [jf. s. 306]

DUPI har i december '99 udgivet publikationen "Humanitær Intervention". Den er bl.a. anmeldt i »Albanske Studier 2002«.

Her følger et uddrag af anmeldelsen:

Regeringen bad i januar '99 Udenrigspolitisk Institut - DUPI - om at udrede de juridisk-politiske aspekter af intervention over for stater som krænker menneskerettighederne.

Rapporten er et velskrevet og meget nyttigt udgangspunkt for diskussioner om humanitær intervention. Den består af tre hoveddele: En gennemgang af rent juridiske aspekter, en diskussion af mere politisk karakter - og nogle sammenfattende afsnit hvor forskellige strategiske muligheder overvejes. Det er ganske enkelt fremragende at redegørelser af denne art udarbejdes og offentliggøres.

Rapporten vedrører sammenstøddet mellem modsatrettede juridiske (legale) hensyn - og mellem disse juridiske hensyn på den ene side og politisk moralske (legitimitetsmæssige) hensyn på den anden, og dens styrke er at den er klar i sine begreber, at den - på det analytiske plan - skelner skarpt mellem juridiske og politiske aspekter og at den samtidig udtrykker en klar forståelse af forholdet mellem gældende ret og "ny ret" - altså af rettens dynamik -, men der er dog også visse svagheder eller måske rettere vanskeligheder både i gennemgangen og i konklusionerne, hvad der ikke er så mærkeligt eftersom DUPI er blevet bedt om at skabe klarhed på et område med store reelle modsigelser og med ægte dilemmaer som man ikke slet og ret kan "skrive sig ud af".

På det juridiske plan viser tingene sig at være temmelig klare (hvad der dog ikke burde overraske nogen): Der var ikke nogen som helst juridisk hjemmel til at gennemføre NATOs aktion i Kosóva, for gældende ret hviler - efter 1945 - på hvad der udtrykkeligt, utvetydigt og indispensabelt er formuleret i FN-pagten, at magtanvendelse over for en anden stat eller på en anden stats område kun kan ske hvis staten selv ønsker det, hvis det sker som led i individuelt eller kollektivt selvforsvar eller hvis FNs Sikkerhedsråd har besluttet det for at sikre international sikkerhed og ret, herunder for at standse humanitære overgreb. Grunden hertil er at man for at sikre stabilitet og ro i '45 var enige om at de enkelte lande måtte forudsættes at have en ukrænkelig indre og ydre suverænitet. Som man vil vide var intet af de nævnte kriterier opfyldt mht Kosóva.

NATO: Operationsnavne [jf. s. 314]

NATO: Operation Allied Force: 25.3.1999 - 10.6.1999 [indsættes s. 314]

NATO: Operation Joint Guardian: 11.6.1999 - [indsættes s. 314]

Proportionalitet [indsættes s. 326]

Information bragte 18.9.1999 to omfattende artikler hvor freds- og konfliktforskerne Mette Skak (Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet) og Bjørn Møller (Center for Freds- og Konfliktforskning) hver især gjorde status. Der henvises til artiklerne [pt. er det vist ikke muligt at læse dem på Information's web-side]. Mette Skak skriver bl.a.: "Noget andet er så, som påpeget af Peter Viggo Jakobsen, at en trods alt omstridt humanitær intervention som [den i Kosovo] lægger en særlig moralsk fordring på krigsherren om at følge krigens love om [1] proportionalitet - man må ikke forrette større skade end dét onde, man søger at nedkæmpe - [2] immunitet for ikke-krigsførende samt [3] militær nødvendighed."

Jf.»Fra Kosovo til Kosóva« s. 310: "Det er endvidere klart at en intervention ikke kan forsvares juridisk fra dét øjeblik hvor man måtte have nået dé mål man har erklæret man ville tilgodese".

Proportionalitet er et gammelt begreb i juraen og hører vel nærmest til i kategorien af fundamentale vestlige retsgrundsætninger. Proportionalitet gælder ikke alene i Strafferetten og i Erstatningsretten - men også i International Ret. Der skal være et passende forhold mellem "det ene" og "det andet", og man må aldrig i krig bruge terror som lovligt middel, herunder besvare terror med terror.

Der skal også - men helt afhængig af sagens nærmere karakter - være en rimelig tidsmæssig forbindelse mellem den oprindelige krænkelse og den efterfølgende retlige behandling. Inden for Læren om Krigens Ret kan en sådan forbindelse være tidsmæssigt lang, jf. at man så sent som i oktober '99 i Kroatien pådømte de overgreb en KZ-kommandant under 2' Verdenskrig havde gjort sig skyldig i over for fanger.

Med hensyn til Kosóva må proportionalitetskravet kunne rejses over for alle overordnede aktører, dvs. såvel over for NATO's politiske og militære ledelse som over for Præsident Miloševic, men muligvis også over for UÇK's ledelse (for så vidt som denne ledelse kan siges at være en krigsførende part).

Præsident Miloševic er efter denne opfattelse ansvarlig for at Serbiske styrker - militære eller paramilitære - har foretaget dybt krænkende handlinger over for civilbefolkningen som et slags svar på at UÇK havde indledt og skærpet gueriallakrigen mod Serberne og - muligvis - også som et slags svar på NATOs bombardementer.

At Præsident Miloševic kan tillægges et sådan ansvar ligger - så vidt det kan ses - bag Louise Arbour's sigtelser mod ham og mod andre i den politiske og militære ledelse.

NATO er tilsvarende ansvarlig for bevidst at have angrebet mål som ikke kan siges at være af militær, men af civil art (foruden talrige militære mål). Hvis sådanne angreb var sket som følge af tekniske fejl, kunne man ikke uden nærmere bevisførelse for dårlig ledelse hævde et sådant ansvar.

UÇK's ledelse er - måske - ansvarlig for at Serbiske civile, Sigøjnere og andre er blevet forfulgt efter at krigen var slut. Men her skal man dog hæfte sig ved at UÇK's militære chef, Agim Çeku offentligt har taget klar afstand fra forfølgelserne (hans erklæring er aftrykt s. 249-250).

Jf. s. 297-300 om Blodhævn efter Albansk Sædvaneret (Kanún): "Det afgørende ved hævnen var ikke at straffe, men at skaffe oprejsning - æresoprejsning" [s. 298]. Her var der i særdeleshed tale om en proportionalitetstanke.

Jf. også diskussionen om Symmetri og Asymmetri i krigsførelsen - s. 331-332.

Bynavne: På s. 389 er der sket en ombytningsfejl vedrørende Rahovec / Orahovac. Det rigtige er:
Albansk skrivemåde	Serbisk skrivemåde
Rahovec	Orahovac

Du må citere hvis du angiver hovedsidens adresse: bjoerna.dk ... Siderne om Albanerne: bjoerna.dk/albanerne.htm ... Søgning på internettet: bjoerna.dk/soegning.htm