Indskud om Jens Kraft

Stig Fjord Nielsen skriver i »Ludvig Holberg - en godsejer på Vestsjælland«, Vestsjællands Amt 2004, s. 14, at Holbergs kiste blev indsat i et gravkapel i træ i Sorø Klosterkirke. Kapellet var opført efter tegning af Jens Kraft. Nogle år senere blev kisten indsat i en sarkofag - af norsk marmor - der var udformet af Johannes Wiedewelt.

»Dansk Biografisk Lexikon« (1887-1905) skriver således om Jens Kraft:

Kraft, Jens, 1720—65, Filosof og Mathematiker, født i Frederikshald, mistede tidlig sin Fader, Anders K., der var Kapitajn ved det norske Infanteri, men blev opdraget hos sin Farbroder Major Jens K. til Rostrupgaard i Thy. Ved privat Undervisning blev han Student 1738 og derpaa Alumnus paa Borchs Kollegium, hvor han udgav et Par Disputatser (»Explicatio in Newtoni arithmeticam universalem«, 1741, og »Theoria generalis succincta construendi æqvationes analyticas«, 1742), der vidnede om en ikke ringe mathematisk Dygtighed. Han blev Dekan paa Klosteret og 1742 Magister, hvorefter han tiltraadte en fleraarig Udenlandsrejse. Efter sin Hjemkomst blev han Professor i Mathematik og Filosofi ved Sorø Akademi (1746). K. dyrkede nemlig tillige Filosofien og begyndte sin litterære Virksomhed med Udgivelsen af en Række efter den Tids Maalestok gode Lærebøger i »Logik« (1751), »Ontologi« (1751), »Kosmologi« (1752), »Psykologi« (1752) og »Naturlig Theologi« (1753). De 4 sidste have Fællestitelen »Metafysik« og stemple saaledes Forfatteren som en Tilhænger af Wolf, hvis Forelæsninger han havde hørt i Halle; dog røber han en vis Selvstændighed og er i Modsætning til sin Mester en ivrig Tilhænger af Newton. 1760 udgav han »Kort Fortælning af de vilde Folks fornemmeste Indretninger, Skikke og Meninger«, en Slags filosofisk Anthropologi, som vakte en ikke ringe Opsigt og blev oversat paa Tysk. Aaret efter begyndte J. S. Sneedorff Udgivelsen af sit Tidsskrift »Den patriotiske Tilskuer«, hvori han tog Ordet for en friere og naturligere Opdragelse af Ungdommen og ivrede mod al død Lærdom og videnskabeligt Pedanteri. Med fuld Ret gjorde han sig lystig over den daværende Filosofis abstrakt formalistiske Fremgangsmaade og spottede særlig den Wolfiske mathematiske Methode, der foredrog Filosofien som en Slags Geometri i Læresætninger, Beviser osv. uden at agte paa den afgjørende Forskjel mellem de mathematiske, selvskabte og de filosofiske, forefundne Udgangspunkter (Nr. 14). Skjønt Sneedorff dermed i Virkeligheden hverken var gaaet Filosofien eller de mathematiske Videnskaber for nær, og skjønt K. selv i Almindelighed havde taget en vis Afstand fra Wolfs mathematiske Methode, følte han sig dog opfordret til at træde i Skranken for »de grundige Videnskaber« over for »de smukke«, og han udsendte 1761 sine »Kritiske Breve til Videnskabernes Fremvæxt og Smagens Forbedring« og endnu samme Aar »Fortsættelse af de kritiske Breve«, hvori han fremhæver, hvorledes et Lands og Folks Velfærd til sidst dog beror paa de økonomiske og praktiske Forhold og disse atter paa de forskjellige theoretiske og anvendte Naturvidenskabers Højde og Rækkevidde, medens de saakaldte smukke Videnskaber i saa Henseende kun have en underordnet Betydning og tilmed let ved deres Sky for Grundighed og Objektivitet kunne foranledige Forvirring og Splittelse. Striden kulminerede og endte med Sneedorffs iltre Tillæg til Nr. 56 af »Tilskueren«, der af K. optryktes med en Række skarpe Anmærkninger. I Virkeligheden havde de to Modstandere nærmest skudt forbi hinanden, og i det mindste Sneedorff synes ogsaa snart at have indset dette og fortrudt Kampen. K. kastede sig nu paa ny over mathematiske Arbejder og udgav paa kongelig Opfordring 1763 sit Hovedværk: »Forelæsninger over Mekaniks (Dynamik), og det følgende Aar 2. Del: »Forelæsninger over Statik og Hydrodynamik med Maskinvæsenets Theorier«, et Arbejde, der viser Forfatteren som en dygtig Fremstiller og som grundig hjemme i al sin Tids Mathematik og Fysik. Bogens I. Del blev siden oversat baade paa Latin og Tysk.

Foruden de nævnte Arbejder har K. skrevet en Afhandling: »Systema mundi deductum ex principiis monadicis«, der blev optaget i Berliner-Akademiets Samling over Monaderne (Nr. 10). End videre skrev han forskjellige Afhandlinger i »Det kjøbenhavnske Selskabs Skrifter« : »Betænkninger over Newtons og Cartesii Systemer«, »Anmærkninger over de Ligheder (dvs: Ligninger), i hvilke flere Værdier af den ubekjendte Størrelse ere lige store«, »Methode at bevise, hvorledes man i alle Tilfælde kan bestemme den ene ubekjendte ved en uendelig Følge af Terminis, som gives ved den anden, i de algebraiske Ligheder, som indeholde to ubekjendte«, »Om Sjælens Udødelighed«, »Om Træernes Natur« o. fl. Det er i den næstsidste af disse Afhandlinger, at K. (1754) kommer ind paa en vel dristig Sammenligning mellem Bevidsthedslivets Udvikling og de mathematiske Kurvers Ordinater; den sidste Afhandling er en Række Reflexioner over Saftstigningen hos Planterne, foranledigede ved, at Forfatteren har set et knækket Træ, der endnu kun hang ved Stubben ved en Strimmel Bark, sætte Frugt; Tankegangen har ikke, som N. M. Petersen antyder, noget med Goethes Plantemetamorfose at gjøre.

K. var 2 Gange gift; han døde 1765.

»Krafts originalitet bestod ikke i, at han var en slags præ-kantianer, men i det mere beskedne, at han forsøgte at forene newtonianismen, især som han havde mødt den [hos franskmændene], med wolffianismen og derved radikaliserede den empirisme, som på trods af rationalistiske tendenser var karakteristisk for Wolffs filosofi.«

Til * *

Min Herre laster udi det mig tilskikkede Skrift dette, at Autor een og anden gang nævner den u-endelig store Verden. Hand meener, at en saadan Talemaade er en Christen u-anstændig; Thi, hvis Verden er u-endelig, giøres den til GUD, og Spinozismus derved indføres. Men af en og anden Expression maae man ikke fordømme et Skrift, man maae læse det heelt igiennem førend man felder Dom. Og seer man da, eftersom Autor paa adskillige andre Stæder udi Skriftet skiller GUD fra Verden, og tilskriver ham Skabningen, at hand ved denne Talemaade ikke meener andet end den tilsyne værende u-endelige Verden. Den store Engelske Astronomus Edmund Halley, synes dog her udi at gaae for vidt, saa at hand ikke vel kand undskyldes, endskiønt hand alleene taler om Verdens U-endelighed, som en puur Probabilitet. Hans Ord ere disse: Man troer, at Verdens Systema efter det Begreb vi nu omstunder derom have, indtager det heele Spatium, og at den derfore er virkeligen u-endelig. Fix-Stiernernes Betragtning, som man ved Middel af Perspectiver seer at være mindre og mindre, synes at bestyrke den Mening om Verdens U-endelighed. Sandelig, hvis Verdens Systema var indskrænked, da, hvor stor Udstrækning man end vilde forestille sig, vilde den dog befatte ikke uden en liden Punct, naar man lignede den med det u-endelig Spatium, hvoraf Verden maatte saaledes være omringet paa alle Sider, og i saa Maade maatte de yderste Stierner ved deres Tyngde stige ned til dem, som ere nær ved Middelpuncten, ja de vilde nærme sig til dem med saadan Fart, at de med Tiden vilde foreene sig med de samme: Derimod siger hand, dersom Verden er u-endelig, ville alle dens Parter forblive udi deres Ligevægt, og i Følge deraf vilde hver Fix-Stierne beholde sin Platz, eller bevæge sig indtil den fandt et Sted hvor den kunde hvile sig i Kraft af saadan Ligevægt. Det er derfor siger hand, at nogle holde for, at den Meening om Verdens U-endelighed er ikke ilde grundet. Saavidt Autor, til hvis Undskyldning man kand sige dette, at hand giver denne Lærdom ikke ud for sin egen, men siger ikkun at nogle holde den for, ikke at være ilde grundet. Man kand og ikke nægte, at der udi synes at være nogen Rimelighed, naar det staaer fast, at Stiernerne holdes udi Ligevægt, ved at den ene tynger paa den anden fra alle Kanter. Men Religionen tillader ikke, at man for at conservere Newtons Systema giør Verden til Gud og confunderer de Skabte Ting med Skaberen.

Jeg forbliver etc.

En andet ønske er lidt mere omfattende; det drejer sig om Holberg's bog om Natur- og Folkeretten - se evt. nærmere på: http://bjoerna.dk/Holberg/Om-Holbergs-Naturret.htm.

Bogen nævnes ganske vist et par steder, men det forekommer mig at Koch med fordel kunne have gjort mere ud af den. Ikke fordi der er tale om et meget originalt værk i moderne forstand (store partier er inspireret af Pufendorf og Thomasius, i en del tilfælde er der tale om en meget direkte »oversættelse«), men fordi værket er et stort anlagt forsøg på at få »tingene« til at hænge sammen.





Holberg's store indsats bestod ikke så meget i at han udviklede en ny natur- og folkeret, men i at han formulerede og formidlede den på en meget slagkraftig måde - endda på et letflydende og underholdende dansk.

Det er ganske rigtigt når Koch skriver at Holberg ikke var meget for de store filosofiske systemer, og at hans store filosofiske værk, epistlerne - i det mindste på overfladen - er meget løst struktureret. Men så meget mere nærliggende kunne det have været at inddrage Natur- og Folkeretten, som netop er et sammenhængende og gennemkomponeret værk, der sagtens »tåler« at blive læst dén dag i dag.

Dertil kommer at dette værk - til forskel fra flere af de andre - er ét som Holberg har arbejdet på gennem det meste af sit voksne liv, og man kan derfor være relativt sikker på at han har tænkt de forskellige problemstillinger - der behandles - godt igennem. Én af bogens påstande (som muligvis stammer fra Pufendorf og Thomasius i Halle) var at samfundets love må respektere de naturlige love for - i det lange løb - at kunne blive accepteret og håndhævet. Men samtidig argumenterer bogen også for en bestemt type af stat, den ideelle udgave af dén stat der blev etableret af Frederik III i samarbejde med borgerskabet og præstestanden (se evt. nærmere på: http://bjoerna.dk/DanskeLov/).

Endelig bør det nævnes at flere af de temaer som Holberg tager op i Natur- og Folkeretten behandles af Koch's personer (og af Koch selv), sidst naturligvis af A.S. Ørsted - der indtager en central rolle i konstitueringen af den danske retsvidenskab. Ørsted gjorde sig overordentlig dybe overvejelser om relationen mellem filosofi og ret - omend han, ifølge Koch, endte med at konstatere at retsvidenskaben måtte løsrives fra filosofien, for i retsvidenskab og filosofi benyttede man sig af helt forskellige videnskabelige metoder og man havde helt forskellige formål med sin aktivitet. [Jeg har ikke undersøgt det, men jeg vil formode at Ørsted har anset Holberg for at være alt for jordbundet og »ude på en galej« (hvis han overhovedet har læst Natur- og Folkeretten)].

Når man disponerer et bogværk som Den Danske Filosofis Historie må man koncentrere sig og foretage en række strukturelle og indholdsmæssige valg. Her har man valgt at kombinere to »vinkler«; på den ene side en kronologisk, på den anden side en »institutionsbaseret«; første del handler om de filosoffer der havde professorater på Københavns Universitet eller Sorø Akademi og anden del om de filosoffer der måtte skaffe sig deres levebrød på anden vis. Desuden er der kapitler der binder tingene sammen.

Bogens struktur forekommer at være både klar og effektiv, og beskrivelserne af hvad de enkelte fagfilosoffer mente er grundig, varieret og velskrevet; de enkelte filosoffer får »hvad de skal have«, men til gengæld bliver der en del gentagelser, som man dog næppe skal være ked af, for på den måde bliver nogle af de lidt vanskeligere temaer behandlet flere gange.

Med i købet får man desuden en antydning af hvad der kan have været årsagen til at det (danske) filosofiske landskab i den grad skiftede karakter i løbet af 1700-tallet.

Nogle af de danske filosoffer blev inspireret fra Frankrig (Descartes (1596-1650), Bayle (1647-1706), Montesquieu (1689-1755)) og England (Locke (1632-1704), Hume (1711-1776)), men den største inspiration fik man øjensynlig fra Tyskland. I begyndelsen af 1700-tallet var det Leibniz (1646-1716) og Wolff (1679-1754) der satte dagsordenen, i slutningen var det Kant (1724-1804). Men én ting er at Leibniz, Wolff - og senere Kant - sagde noget nyt og spændende, men hvorfor vandt det i dén grad genklang i Danmark?

Skyldtes det at der var problemstillinger og synspunkter i den eksisterende filosofi der var utilstrækkelige eller forkerte? Skyldtes det at de nye problemstillinger og synspunkter var bedre? Var årsagerne af immateriel eller af materiel art?

På s. 31 finder man følgende betragtning, som virker meget sandsynlig:

»Når wollfianismen og dens opfattelse af overensstemmelsen imellem fornuft og religiøs tro vandt fodfæste i Danmark og fik så stor udbredelse, som den gjorde, var én af årsagerne, at dens intellektualisme var i overensstemmelse med den åndelige udadvendthed, reformiver og virkelyst, der omkring 1750 blandt andet i kraft et økonomisk opsving havde afløst pietismens følelsesbetonede og indadvendte kristendom.«

Når man i slutningen af 1700-tallet på det filosofiske Parnas hældede mere i retning af Kant, hang det muligvis sammen med at man havde brug for en filosofi der var bedre til at formulere et individualistisk standpunkt (jf. s. 36).

---

Enheden krakelerer og bryder sammen




Matematikeren og filosoffen Christian Wolff [Christian Wolf] i Halle, f. 1679, d. 1754.
Wolff var samtidig med Holberg (de døde samme år). Billede fra Koch's bog (s. 23).
Wolf formulerede en særlig udgave af Leibniz' filosofi i et sammenhængende og
konsekvent system »som tillod selv mindre filosofisk kyndige at ræsonnere wollfiansk«
Blandt de vigtigste elementer var modsigelsessætningen, den tilstrækkelige grunds
princip, princippet om de uskelnelige størrelsers identitet, monadelæren og læren
om den præetablerede harmoni (se Koch s. 22). Wolff blev - af nogle - bebrejdet at
hans lære førte til determinisme og for derved at være i strid med lutheranismen.
Af samme grund blev Wolff i en periode forvist fra Halle, der var pietismens åndelige
centrum.


Ét af de problemer der blev grundig diskuteret i 1600- og 1700-tallet var teodicé-problemet, dvs. diskussionen af hvordan man kunne forestille sig en Alvidende, Algod og Almægtig Gud og samtidig måtte konstatere at der var så meget Ondskab til i Verden.

Dette problem forholdt de fleste filosoffer sig til, ikke mindst Bayle og Leibniz - og på dansk grund Holberg. Dét var et problem der skilte vandene, og diskussionen var medvirkende årsag til at Filosofien måtte træde ud af Teologiens sfære. Men diskussionen blev også en medvirkende årsag til at Teologien måtte træde den modsatte vej og udvikle sig til hhv. tro og kirkelig praksis (begge dele til forskel fra en religionsvidenskab).

Ved 1700-tallets begyndelse var det nødvendigt for filosofferne og teologerne at give rationelle, fornuftsmæssige, forklaringer på alle ting, samtidig med at man forsøgte at fastholde forestillingen om en sammenhængende filosofi, teologi og etik. Én af dem var Holberg der på den ene side tog afstand fra de grundlæggende katolske forestillinger og på den anden side søgte at gribe problemet fornuftsmæssigt an, men som dog fastholdt nogle af den lutherske teologis grunddogmer.

Teoretisk set kunne man forestille sig en fuldkommen verden, et paradis på jord - en verden uden ondskab. Når den eksisterende verden slet ikke så sådan ud, måtte der nødvendigvis være en god grund, en grund der var i overensstemmelse med forestillingen om den Alvidende, Algode og Almægtige Gud.

Problemet var af overordentlig stor betydning, for kunne man ikke finde en sådan nødvendig grund, var det en nærliggende konklusion at Gudsforestillingen ikke kunne opretholdes. (Eller at man - som hhv. Kant og Kierkegaard gjorde på et senere tidspunkt - måtte skille videnskab fra tro og opgive ethvert forsøg på at bevise eller forklare Guds eksistens).

Én af de mest udbredte forklaringer - på at den foreliggende verden ikke var et paradis - var at det ville være i konflikt med den lutherske forestilling om menneskets fri vilje og om menneskets ansvar for sine handlinger. Hvis menneskene havde en fri vilje, måtte de nødvendigvis også kunne træffe forkerte valg som allerede Adam og Eva.

Det måtte - mente man - være en logisk konsekvens af denne forestilling at dé mennesker der led skade af den ene eller anden grund ville blive kompenseret på et senere tidspunkt, dvs. i Paradis, for ellers var Gud jo ikke Algod eller Almægtig.

Havde man ikke allerede taget forestillingen om det Evige Liv i Paradis som en forudsætning, måtte man nødvendigvis nå til denne forestilling som en art konklusion på sit bogholderiagtige ræsonnement.

En anden konsekvens af ræsonnementet var - mente man - at man måtte anse den faktisk foreliggende Verden som den bedst mulige af alle verdener. Ganske vist kunne Verden ikke være et Paradis, men den måtte dog være bedre end alle tænkelige andre udgaver, for selv om Gud havde givet mennesket en fri vilje og en fornuft, måtte der være grænser for hvor galt det kunne gå.

Der var givetvis en del, også blandt teologer og filosoffer, der kunne acceptere en sådan forklaringsmodel, men der var mange der - mere eller mindre fokuseret på dette problem - begyndte at gå helt andre veje, for Verden var ikke hvad den tidligere havde været.

Det aristoteliske verdensbillede var efterhånden faldet helt sammen efter angreb fra Kopernicus (1473-1543), Galilei (1564-1642), Kepler (1571-1630) og Newton (1642-1727). Også Ole Rømer (1644-1710) havde i 1676 bidraget til sammenbruddet - og til tegningen af en ny dynamisk verdensmodel - ved at påvise lysets tøven. Selv om der henstod mange forklaringsproblemer, var det guddommelige på tydelig retræte fra den fysiske verden.

Harvey (1578-1657) havde analyseret og beskrevet blodets kredsløb og bidraget til en afmystificering af menneskelivet - og hævdede desuden at pattedyrene slet ikke var uforanderlige, men havde udviklet sig fra at være æglæggende. Et logisk spørgsmål kunne være: Hvordan så det oprindelige menneske ud? Var det som vi forestiller os det i Bibelen - eller var det noget mere »naturligt«. (De mange opdagelsesrejser havde givet anledning til mange gisninger om »naturlighed«).

Grotius (1583-1645) og Pufendorf (1632-1694) havde - uanset deres kristne baggrund - retableret Naturretten på grundlag af helt andre principper end dem der kunne udledes af Bibelen.

Måske er det her forklaringen - på at forestillingerne fra 1600-tallets slutning og begyndelsen af 1700-tallet måtte forlades og erstattes af nogle andre - gemmer sig? De gamle forestillinger var ikke længere tilstrækkelige eller dækkende og måtte erstattes. Det var ikke kun pietismen der blev forladt, der var tale om et langt mere grundlæggende paradigmeskifte.

---

Hvad blev tilbage? Hvad kom i stedet?

Men selv om flere af de grundlæggende forestillinger måtte forlades var der andre der blev opretholdt, fordi de havde vist sig at »holde vand«, således logikkens modsigelsesgrundsætning som indebærer at »noget« ikke kan være sandt samtidig med at dets negation er sand (groft sagt: A og ikke-A kan ikke eksistere samtidig).

Desuden virkelighedssætningen eller eksistenssætningen: jeg er, jf. Descartes' berømte cogito-sætning, som dog formentlig ikke er formuleret af ham selv, men af en dygtig pædagog - og som fik sin finurlige udformning af Holberg i »Jeppe på Bjerget«.

Og endelig opretholdt man en særlig kausalbetragtning der stammer fra Middelalderen: Ex nihilo nihil eller nihil sit sine causa sufficiente. Direkte oversat betyder det hhv.: Fra intet (kommer) intet og intet eksisterer uden at der er en tilstrækkelig grund, men disse »negativt« formulerede sætninger blev i almindelighed udlagt »positivt«: Alt har en (tilstrækkelig) årsag.

Ved begyndelsen af 1700-tallet var der imidlertid meget i filosofiens sfære der trak i retning af en begrebsafklaring. Man kritiserede hinanden sønder og sammen for ikke at ræsonnere korrekt, for at foretage skæve syllogismer, for at foretage ringslutninger (dvs. for i det skjulte at have forudsat dér der skulle bevises), for at konkludere at der var en kausal sammenhæng hvor der kun var tale om en analogi osv. (se fx s. 186) - og sidst men ikke mindst: for at påstå ting der ikke var empirisk dækning for.

Men når det oprindelige filosofisk-teologiske grundlag faldt sammen, opstod der et særligt problem: Det moralske eller det etiske problem. Hvordan kunne man - som filosof - begrunde en moral, hvis man havde forladt den teologiske sfære? Og afledt heraf: Hvordan kunne man begrunde en retsorden, hvis man ikke kunne henvise til en guddommelig orden?

Mange filosoffer hævdede det gamle standpunkt på forskellig måde, at man ikke må gøre mod andre, hvad man ikke vil have at de skal gøre mod én selv. Et standpunkt som Kant gav en ekstra drejning i slutningen af århundredet ved at postulere sit kategoriske imperativ at et menneske aldrig må betragte et andet menneske som et middel. Ifølge Koch's udlægning gik Kant - i det mindste på et bestemt tidspunkt - også ind for det mosaiske retalionsprincip, dvs. Moselovens øje-for-øje-tand-for-tand-princip, som indebærer at man skal være berettiget til at »betale tilbage« fuldstændig proportionalt, hvis man blev krænket (se fx s. 346 f.).

Var de enige om denne maxime - at man ikke må gøre mod andre, hvad man ikke vil have at de skal gøre mod én selv -, var de imidlertid uenige om hvordan den burde eller kunne begrundes. Lå begrundelsen i en gensidig forsikring? Ved at give afkald på at handle rent egoistisk, kunne man (mere eller mindre) sikre sig imod at andre behandlede én selv rent egoistisk. Eller lå begrundelsen på et helt andet og højere niveau?

»Men hvad kan det vel være for en lov der er således at forestillingen om den uden indskrænkning kunne kaldes absolut god uden hensyn til den forventede virkning. Da jeg har berøvet viljen enhver tilskyndelse til at adlyde en eller anden lov udfra de konsekvenser en handlen efter loven ville medføre, så bliver der som princip for viljen intet andet tilbage end den almengyldige handlingslov, den nemlig, at jeg aldrig skal bære mig anderledes ad end at jeg samtidig kan ville at min maksime skal være en almengyldig lov. Det drejer sig her om den blotte lovmæssighed, der tjener, og dersom begrebet pligt ikke skal være en illusion og et blot indbildt begreb, nødvendigvis må tjene, som princip for viljen. Dette er i fuld overensstemmelse med den almindelige fornuft i dens bedømmelse af handlinger; den almindelige fornuft har altid det omtalte princip for øje.«

Fra Immanuel Kant: »Grundlæggelse af Moralens Metafysik«. Uddraget er fundet i Justus Hartnack (red.): »Kant«, Berlingske Filosofi Bibliotek, København 1966, s. 198. Min udhævning med fed.


»Nu hævder jeg at mennesket, og ethvert fornuftsvæsen i det hele taget, eksisterer som formål i sig selv, og ikke blot som et middel for vilkårlig brug for denne eller hin vilje. Ethvert menneske må i alle de handlinger der er rettede mod det selv eller mod andre fornuftsvæsener altid tillige betragtes som mål. Alle tilbøjelighedernes genstande har kun et betinget værd. Thi dersom tilbøjelighederne, og de derpå begrundede behov, ikke var der, så ville deres genstand være uden værd. Men tilbøjelighederne selv som kilde til vore behov, vil så langt fra at have en absolut værdi i sig selv, for hvis skyld man ønskede dem, snarere være noget ethvert fornuftsvæsen ønsker helt at blive fri for. Værdien af alle de genstande der er resultat af vore handlinger er således altid betinget. De væsener hvis eksistens ikke afhænger af min vilje men af naturen har derfor, forudsat det ikke er et fornuftsvæsen, kun en relativ værdi som middel og kaldes derfor sager. Fornuftsvæsener kaldes derimod personer; allerede deres natur udmærker dem ved at være et mål i sig selv, dvs. som noget der ikke blot kan benyttes som middel og som derved begrænser al vilkårlighed (og som er genstand for agtelse). Personer er altså ikke blot subjektive formål hvis eksistens har værdi for os som virkning af vore handlinger; de er også objektive formål; dvs. de er væsener hvis eksistens er et mål i sig selv; de er formål i hvis sted man ikke kan sætte noget andet som de blot skulle tjene som middel til. Thi der eksisterer intet andet end personer der har absolut værdi. Var alle værdier betingede, og derfor uden nødvendighed, så kunne der ikke findes noget højeste princip for fornuften.

Skal der således gives et højeste praktisk princip og - når det drejer sig om den menneskelige vilje - et kategorisk imperativ, så må det udgøre et objektivt princip for viljen. Dette princip dannes udfra forestillingen om det der er et nødvendigt mål for enhver eftersom det er et mål i sig selv. Det skal følgelig kunne tjene som en almengyldig praktisk lov. Dette princips grundlag er dette: Den fornuftige natur eksisterer som mål i sig selv. Således må mennesket nødvendigvis forestille sig sin egen eksistens. For så vidt er det altså et subjektivt princip for menneskelige handlinger. Men ethvert fornuftsvæsen betragter sin egen eksistens på samme måde og gør det udfra de fornuftsgrunde der gælder for mig. Det er derfor også et objektivt princip, og da det er det højeste praktiske grundlag må alle viljens love kunne udledes af det. Det praktiske imperativ er således dette: Handl således at menneskeheden i din person såvel som i enhver anden person altid tillige behandles som mål og aldrig kun som middel.«

Fra Immanuel Kant: »Grundlæggelse af Moralens Metafysik«. Uddraget er fundet i Justus Hartnack (red.): »Kant«, Berlingske Filosofi Bibliotek, København 1966, s. 214-215. Min udhævning med fed. Som man kan se, er Kant's prosa ikke den nemmeste at læse.

Samtidig udvikledes af nogle en særlig pragmatisk eller differentieret tilgang til religionen og trosudøvelsen. Skulle man virkelig forstå verden og de dybe sandheder, skulle man være i stand til at forstå sin bestemmelse og træffe de nødvendige beslutninger i overensstemmelse hermed således at man kunne blive så fuldkommen som overhovedet muligt, måtte man have de nødvendige forudsætninger; man måtte være filosof - eller i det mindste velorienteret og indsigtsfuld.

Flertallet kunne aldrig komme så langt, og derfor måtte religionen og trosudøvelsen finde sin særlige funktion som dét der skulle til for at sætte flertallet i stand til at handle i overensstemmelse med sin bestemmelse.

Spurgte man fortalerne for denne opfattelse, ville de aldrig acceptere at de tænkte kynisk eller at de anså troen eller religionen for den simple mands erstatning for fornuft, men derimod at der var tale om en meget menneskevenlig og nødvendig måde at tænke på. Det ville være umenneskeligt at forudsætte at dén der ikke kunne nå en høj grad af indsigt skulle handle som om han havde opnået den.

Imidlertid lå denne form for differentiering ikke langt fra en anden differentiering (som der er talrige eksempler på i praksis), nemlig i en differentering mellem dén etik der gjaldt for magthaverne og dén der gjaldt for det store flertal.

Jeg har Holberg mistænkt for at han opgav at fuldføre sine overvejelser over teodicé-problemet af tilsvarende årsager som lå bag den første form for differentiering.

Måske har han, som dén rationalist han var, erkendt at forestillingen om den Alvidende, Algode og Almægtige Gud ikke kunne opretholdes.

Men tilsyneladende er han vendt tilbage til en simpel luthersk opfattelse, selv om det ikke kan udelukkes at han gjorde dette på skrømt, fordi det var det klogeste i en overordnet samfundsmæssig sammenhæng - og i øvrigt også nødvendigt hvis han skulle opretholde sin egen position i samfundet.

Om min mistanke er korrekt eller ej, kan næppe afgøres, for der kan siges meget pro-et-contra. Vi er derfor i en situation der minder en del om dén man er i, når man vil prøve at argumentere for og imod nogle af de grundlæggende lutherske forestillinger. Om dem gælder det samme, at de hverken kan bevises eller modbevises.

At der er adskillige af de religiøse dogmer som det må være svært - for ikke at sige umuligt - at opretholde når man tager de senere års naturvidenskabelige resultater i betragtning, ændrer ikke ved det grundlæggende. Man kan ikke - selv med dén viden vi har i dag - bevise eller modbevise Guds eksistens.

I en vis forstand er vi på samme sted som på Holberg's tid: Hvordan skal eller kan man begrunde en etik når man ikke kan støtte sig på guddommelige principper?

Efter min mening kan man kun postulere en etik - og derefter gøre ét af tre:

(1) Sætte den igennem med magt (hvad der evt. ville være i modstrid med etikken selv),

(2) diskutere den igennem på demokratisk og fredelig vis, foretage de nødvendige ændringer og sikre den med nødvendige magtmidler -

eller

(3) opgive den igen.

Derimod kan man ikke nøjes med at insistere på et kategorisk imperativ, for erfaringen viser at det er alt for skrøbeligt og usikkert. Skal en etik få eller fastholde en realitet er man nødt til også at tænke i hvordan man vil håndhæve den.

Se evt. min diskussion af Kai Sørlander's bog »Om Menneskerettigheder. Er en global etik mulig?« i »Albanske Studier«, bd. 1, København 2002, s. 90 ff.

---

Et særligt område: Matematikken

Flere af dem vi i dag primært opfatter som filosoffer var overordentlig dygtige matematikere - og omvendt, således Leibniz, Wolff og Newton - og på dansk grund: Jens Kraft i Sorø. Leibniz og Newton grundlagde uafhængigt af hinanden differentialregningen; Wolff forsøgte (som mange efter ham) at anvende matematikkens metode og systematik inden for filosofien.

Men der var flere af 1700-tallets filosoffer der mente at filosofi og matematik tilhørte helt forskellige videnskabelige sfærer alene fordi udgangspunktet for filosofisk og matematisk virksomhed måtte være grundlæggende forskelligt. Mens filosofferne ved begrebsafklaring - dvs. ved en nøje analyse af en række udsagn - kunne »ende« med at formulere en renset påstand, gjorde matematikerne det modsatte, de indledte med nogle påstande og udledte deraf en serie almengyldige konsekvenser, dvs. konsekvenser der altid ville optræde på de givne forudsætninger.

I dag vil man nok hævde at der ganske vist ikke er overensstemmelse mellem filosofien og matematikken, men at der er forskellige typer af overlapninger, og at man kan have stor fordel af fra tid til anden at bytte briller.

Desuden kan man vel hævde at man - når man taler om virkelighedsorienteret filosofi og virkelighedsorienteret matematik - ofte står over for samme grundlæggende problem: Hvordan kan man beskrive virkeligheden mest adækvat og med den største succes? Og herunder: Hvordan kan man være sikker på at ens forestillinger er korrekte?, dvs. hvordan kan de kontrolleres?


Fra en noget senere tid kendes et muntert eksempel på at man har udviklet noget nær samme metode og nået til samme (tekniske) resultater på tre forskellige områder. Filosofferne udviklede den formelle logik. Matematikerne tilsvarende mængdelæren, og »datalogerne« udviklede (eller videreudviklede) den boole'ske algebra (efter George Boole, 1815-1864; jf. også bidrag fra Augustus de Morgan (1806-1871)). Hver »approach« havde sit særlige formål, sin specifikke notation og sine specifikke »tekniske regler«. Med den boole'ske algebra kombinerer man meget komplekse serier af A'er og ikke-A'er på kreativ vis, hvad alle der har rodet med elektronisk eller digital styring er vidende om og udnytter til mange forskellige formål.

I 1700-tallet udviklede den engelske Thomas Bayes (1702-1761) de første elementer i en matematik, der har fået navn efter ham. Hans matematik drejer sig om hvordan man - bedst muligt - kan udtale sig om hvad der vil blive resultatet af gensidige påvirkninger (og tilbagevirkninger) i »et komplekst system«. Denne form for matematik lå langt fra de temaer man beskæftigede sig med i 1700-tallet og er også først for alvor blevet videreudviklet efter 2' Verdenskrig, hvor man har rådet over den nødvendige computerkraft, og har bl.a. haft til formål at tjene som hjælpemiddel for efterretningsvirksomhed og for militær virksomhed.

---

En pudsighed

Der er en lille pudsighed. Side 258 udnævnes Tyge Rothe af forskellige grunde til at være Danmarks mest typiske oplysningsfilosof, men ikke desto mindre er det ikke ham, men bifiguren Jens Schielderup Sneedorff der pryder forsiden. Sneedorff der ikke engang har fået sit eget afsnit eller kapitel. (Som nævnt ovenfor blev han ansat i stats- og folkeret - juris publici et politices - i 1751/52 på Holberg's anbefaling).

Nogle kunne måske synes at det skulle være Holberg der skulle bære titlen og være på forsiden, men det ville ikke være rimeligt, for selv om han muligvis var dén af alle de omtalte filosoffer der fik det største gennemslag, var han meget langt fra at være typisk. Han var en éner, også blandt datidens filosoffer - og stærkt kritisk over for langt de fleste af slagsen.

---

Christian Thomasius [fra: Salmonsen]




Christian Thomasius. Oliemaleri af Johann Christian Heinrich Sporleder. Så vidt vides er billedet fra 1754, dvs. en del år efter Thomasii død.


Thomasius (Thomas), Christian, tysk Jurist og Oplysningsskribent, f. 1. Jan. 1655 i Leipzig, d. 23. Septbr 1728 i Halle a. S. T., der var Søn af den ansete Prof. i Filosofi Jacob T. (1622-84), Leibniz' Lærer, blev efter omfattende Studier, Historie, Fysik, Matematik, Filosofi, og efter at have dyrket Jurisprudensen under Rhetius og Stryk i Frankfurt a. M. Dr. jur. 1679.

Hidtil var T. gaaet i de vante Spor, men efter Læsningen af Pufendorf's Apologia gik en ny Verden op for ham: For Oplysning, for Tankens Frihed vilde han virke, befri Videnskaben for Aristoteles' Eneherredømme, for den golde Skolastik, for alle dogmatiske Fordomme.

Opsigt og Forargelse vakte T.'s Dissertation De crimine bigamiæ (1685), hvorefter der ikke ud fra den rene Naturret kunde udledes noget Forbud mod Bigami, men endnu større blev Forbitrelsen da T. 1687 ved et tysk Program indbød til Forelæsninger i det tyske Sprog, i hvilke han med Gracian's »Grundregler« som Emne stillede fransk Esprit over for tysk Pedanteri.

Ved dette o. a. Programmer, ved sin personlige Optræden, sine Slag til de videnskabelige Gudebilleder, Aristoteles f. Eks., tirrede T. sine Kolleger i Leipzig, saaledes Professorerne Alberti og Garpzov, paa det føleligste. I sine berømte »Monatsgespräche«, de første i sin Art i Tyskland, angreb han med bidende Vid Pedanteriet og Tartufferiet.

Bekendt er hans Sammenstød med Christian V's Hofpræst H. G. Masius, der i sin Forbitrelse fik sin Regering til at skride ind over for T.'s Landsherre, en Fremfærd, som Pufendorf i sine Breve til T. med Rette overøser med Spot. Efterhaanden blev Stillingen i Leipzig uudholdelig for T.; det gik saa vidt, at der endog blev udstedt Arrestordre mod ham, 1690 forlod han Byen, blev hædrende modtagen i Berlin, fik Titel og Løn der samt Tilladelse til at holde Forelæsninger i Halle.

Af disse Forelæsninger, som han paabegyndte 1690, er det jur. Fakultet i Halle opstaaet, 1692 kaldtes den berømte Samuel Stryk dertil. Om T.'s imponerende Personlighed flokkedes snart begejstrede Disciple, og han tog sig af dem som en Fader. I et kernefuldt Sprog, paavirket af Weise og Luther, rettede T. stadig mere maalbevidst sine Angreb paa den rom. Ret. Receptionen heraf havde hemmet den nationale Ret. Mere end nogen anden har han virket for at fremme den tyske nationale Ret i Videnskab og Praksis. Den tyske Privatret bliver et Fag af selvstændig Betydning. Et Hovedværk er T.'s Fundamenta juris naturæ et gentium (1705). Vigtig er her T.'s Sondring mellem Retten (justum) og Moral og Anstand (honestum et decorum) som en Forløber for Kant's retsfilosofiske Opfattelse, men af endnu mere indgribende Betydning er det, at T. for første Gang rydder den jur.-teologiske Augias-Stald; skarpere og radikalere end Grotius foretager T. den afgørende Udskillelse af Teologien fra Retslæren.

Som Strafferetslærer følger T. nærmest Pufendorf. Han forkaster Gengældelsesteorien, men hans »almindelige Forbedringsteori« er dog isprængt med teologiske Bestanddele.

Medens, T. ikke ubetinget brød Staven over Torturen, er det hans udødelige Fortjeneste, for øvrigt under Stryk's Indflydelse, fuldstændig at nægte Muligheden af Hekseriforbrydelsen (De crimine magiæ [1701]). Paa Kirkerettens Omraade ivrede T. mod enhver Tvang - An hæresis sit criment (1697) -, hans kirkeretlige og retsfilosofiske Anskuelser, delvis nærede ved Studiet af Locke, førte til et Brud med Pietisterne, hvem han før i visse Punkter havde staaet nær.

1713 udkom et af T.'s Hovedværker Notæ ad singulos Institutionum et Pandectarum titulos. Frederik Vilhelm I søgte derefter at knytte T. og det jur. Fakultet i Halle til sine legislative Planer, dog uden synderligt Resultat. 1720-21 udgav T. sine »Ernsthaffte, aber doch Muntere und Vernünftige T.'sche Gedancken und Erinnerungen uber allerhand auserlesene Juristische Händel«, fortsat med »Gemischte Händel« (I-III 1723-25) og et Tillæg (1726). »Kleine deutsche Schriften« udgaves 1894 af J. O. Opel.

Baade Samtid og Eftertid var fulde af Beundring for T. Frederik den Store udtalte, at T. og Leibniz var de største Stjerner paa den tyske Videnskabs Himmel, men bortset fra, at T., som Julian Schmidt med Rette bemærker, er skaaren af grovere Træ end Leibniz, er en Sammenligning mellem T. og Leibniz' Geni ikke vel mulig. T.'s Aand var hverken dyb ell. fin. En Personlighed som Spinoza forstod han ikke. Han manglede baade filosofisk Sans og det sande historiske Blik. Men han var en tapper Stridsmand i Aandens Verden. Han var den sunde Fornufts ivrige og trofaste Tilbeder. Selv om han, som Landsberg siger, ikke har været en Stifinder, har han dog vist sin Tid Stierne.

I det kgl. Bibliotek i Kbhvn findes forsk. Breve til T. og enkelte videnskabelige Optegnelser af T. selv.

Holberg's »Introduction til Naturens og Folke-Rettens Kundskab« (1716) er »uddragen« bl. a. af T.'s Skrifter. (L i t t.: H. Luden, »G. T., nach seinen Schicksalen und Schriften dargestellt« [Berlin 1805]; D e r n b u r g, »T. und die Stiftung der Universität Halle« [Halle 1865]; B. A. Wagner, »C. T. Ein Beitrag zur Würdigung seiner Verdienste um die deutsche Literatur« [Berlin 1872]; Alex. N i c o l a d o n i, »G. T. Ein Beitrag zur Geschichte der Aufklärung« [Dresden 1887]; Ernst Landsberg, »Zur Biographie von C. T.« [Bonn 1894]; samme, »Geschichte der Deutschen Rechtswissenschaft«, III, I [Munchen og Leipzig 1898], Tekst S. 71-111, Noter S. 45- 64]; Horst Krahmer, »Ein Colleg bei C. T.« [Halle a. S. 1905]; Emil Gi g a s, »Briefe Samuel Pufendorfs an C. T. [1687-1693]« [Munchen og Leipzig 1897]; R. E. P ru t z, »Gesch. des deutschen Journalismus« I [Hannover 1845], S. 286-449; S o l d a n-H ep p e, »Gesch. der Hexenprozesse« II [Stuttgart 1880], S. 245-65).

Fz.D. [Frantz Dahl, professor, dr.jur.]

---

Christian Wolff [fra: Salmonsen]

Wolf, Christian, tysk Filosof, f. i Breslau 1679, d. i Halle 1754, studerede Teologi, senere Filosofi, Matematik og Fysik i Jena og Leipzig, blev ved Leibniz' Indflydelse Professor i Halle allerede 1706 og samlede her ved sin udmærkede klare Undervisning store Skarer om sin Lærerstol; ved sin Rationalisme vakte han imidlertid Harme blandt Pietisterne, der havde en af deres stærkeste Fæstninger i Halle, og det lykkedes dem at indbilde Frederik Vilhelm af Preussen, at det ved Hjælp af W.'s Filosofi var muligt at forsvare de berømte lange Soldaters Desertion, hvilket havde til Følge, at det ved Kabinetsordre blev paalagt W. straks at forlade Landet, da han ellers vilde blive hængt.

Han drog 1723 til Marburg, hvor han en Aarrække virkede ved Universitetet, og, skønt man i Berlin indsaa sin brutale Taabelighed, vendte han først 1740, da Frederik II blev Konge, tilbage til Halle, hvor han vel modtoges som Triumfator, men dog nu ikke var i Stand til at fastholde sin ledende Stilling, trods al den ydre Glans, der ogsaa fik Udtryk i, at han udnævntes til Rigsfriherre. Hans til en Tid meget store Indflydelse havde kulmineret inden hans Død.

W.'s Værker, der fremgik af hans Undervisning, udkom baade paa Tysk og paa Latin, og udgør en anselig Række Bind, de fleste i flere Oplag. De tyske Skrifter, som er mindre vidtløftige og lettere tilgængelige, udgaves fra 1712 til 1725 og har som Fællestitel »Vernimftige Gedanken etc.«, de latinske, der er 23 Kvartbind, udkom 1728-53, hvortil slutter sig »Gesammelte kleinere Schriften« (1736-40). Efterhaanden behandles Logik, Metafysik, Moral, Statslære, Fysik, Teleologi, Fysiologi, Psykologi, rationel og empirisk, naturlig Teologi, Natur- og Folkeret og Statsøkonomi; det er saaledes en Videnskabernes Encyclopædi i Lærebogsform, og dette gigantiske Værk blev bestemmende for den tyske Universitetsundervisning, ogsaa længe efter at W.'s Filosofi havde tabt sin Indflydelse, trængte det teologiske Herredømme tilbage og hævdede videnskabelig Metode og Stringens ogsaa over for Tidens overfladiske Populariserings-Tendenser.

Maalet for W.'s Filosofi er, at Menneskene bliver lykkelige, hvilket forudsætter klar og tydelig Erkendelse, altsaa en filosofisk begrundet Morallære. Erkendelsens Grundprincip, hvoraf alt strengt logisk kan afledes, er Modsigelsens Grundsætning, den har ikke blot logisk, men ogsaa ontologisk Betydning, idet det i Følge den er umuligt, at noget opstaar af intet, hvorfor alt maa have sin tilstrækkelige Grund. I Grundopfattelsen af Tænkningen følger W. vel Leibniz, men han er i øvrigt ikke saa slavisk afhængig, som almindelig antages; saaledes spiller ' Leibniz' metafysiske Hovedtanke, Monadelæren, kun en ringe Rolle hos W., medens han hylder og nærmere udformer Theodice-Tanken, som gjorde god Nytte i hans vidtløftige Morallære og naturlige Teologi. Er der end, som i alle Systemer, ofte noget konstrueret, ofte noget indsnævret i W.'s Filosofi, maa det betones, at den er gennemtrængt af en konsekvent og redelig Stræben efter at gennemføre den rationalistiske Grundtanke om nødvendig Overensstemmelse mellem Tænken og Væren.

W .N. [W. Norwin]

---

De filosoffer der har fået deres eget kapitel eller afsnit. Danske og Norske filosoffer i 1700-tallet

Kapitel 3 Christian Thestrup Johann Ernst Gunnerus Børge Riisbrigh Kapitel 4 Henrik Stampe Anders Gamborg Kapitel 5 Niels Treschow Kapitel 6 Jens Kraft Johann Bernhard Basedow Kapitel 7 Ludvig Holberg

Kapitel 8 Frederik Christian Eilschov Kapitel 9 Tyge Rothe Kapitel 10 Johannes Boye Kapitel 11 Christian Hornemann Kapitel 12 Jens Baggesen Kapitel 13 H.C. Ørsted A.S. Ørsted

---

Bogoplysninger

Carl Henrik Koch: »Dansk oplysningsfilosofi 1700-1800«, bind 3 i: Steen Ebbesen & Carl Henrik Koch (red.): »Den Danske Filosofis Historie«, Gyldendal, København 2003. 388. s. Indbundet. ISBN: 8700762989. Pris: 348 kr.

---

Forfatteren



Carl Henrik Koch, f. 1938, dr.phil., docent ved Københavns Universitet, Institut for Filosofi, Pædagogik og Retorik.

---

Links

The Stanford Encyclopedia of Philosophy: http://plato.stanford.edu/contents.html

Franskmændene:
- René Descartes, se: Kurt Smith: »Descartes' Life and Works«, http://plato.stanford.edu/archives/spr2003/entries/descartes-works/, The Stanford Encyclopedia of Philosophy (Spring 2003 Edition), Edward N. Zalta (ed.).
- Pierre Bayle, se: Thomas M. Lennon, »Pierre Bayle«, http://plato.stanford.edu/archives/spr2003/entries/bayle/, The Stanford Encyclopedia of Philosophy (Spring 2003 Edition), Edward N. Zalta (ed.).
Charles-Louis de Secondat baron de Montesquieu, se: Hilary Bok: »Baron de Montesquieu, Charles-Louis de Secondat«, http://plato.stanford.edu/archives/fall2003/entries/montesquieu/ , The Stanford Encyclopedia of Philosophy (Fall 2003 Edition), Edward N. Zalta (ed.).

Tyskerne:
- Christian Thomasius og Christian Wolff, se: Brigitte Sassen: »18th Century German Philosophy Prior to Kant«, http://plato.stanford.edu/archives/fall2003/entries/18thGerman-preKant/, The Stanford Encyclopedia of Philosophy (Fall 2003 Edition), Edward N. Zalta (ed.).
- Gottfried Wilhelm Leibniz > Immanuel Kant, se: Catherine Wilson: »Kant and Leibniz«,
http://plato.stanford.edu/archives/sum2004/entries/kant-leibniz/, The Stanford Encyclopedia of Philosophy (Summer 2004 Edition), Edward N. Zalta (ed.).

Englænderne:
- John Locke, se: William Uzgalis: »John Locke«, http://plato.stanford.edu/archives/fall2004/entries/locke/, The Stanford Encyclopedia of Philosophy (Fall 2004 Edition), Edward N. Zalta (ed.).
- David Hume, se: William Edward Morris: »David Hume«, http://plato.stanford.edu/archives/spr2003/entries/hume/, The Stanford Encyclopedia of Philosophy (Spring 2003 Edition), Edward N. Zalta (ed.).
- Thomas Bayes, se: William Talbott: »Bayesian Epistemology«, http://plato.stanford.edu/archives/spr2003/entries/epistemology-bayesian/, The Stanford Encyclopedia of Philosophy (Spring 2003 Edition), Edward N. Zalta (ed.).

---