bjoerna.dk Kultursociolog Bjørn Andersen post@bjoerna.dk Dansk oplysningsfilosofi 1700-1800. Holberg som filosof Version 1.6 - 14.02.2005 |
![]() |
![]() |
Indskud om Jens KraftDéngang var Københavns Universitet finansieret af indtægter fra godsdrift, dvs. bl.a. ved fæsteafgifter fra bønder. Holberg var kvæstor fra 1737 til 1751 og efterfulgte Thomas Thomsen Bartholin (der var tiltrådt i 1732). Holberg fratrådte da han - efter Hans Gram - var blevet Universitets Senior. Både som kvæstor og som senior var han fritaget for at undervise.
Stig Fjord Nielsen skriver i »Ludvig Holberg - en godsejer på Vestsjælland«, Vestsjællands Amt 2004, s. 14, at Holbergs kiste blev indsat i et gravkapel i træ i Sorø Klosterkirke. Kapellet var opført efter tegning af Jens Kraft. Nogle år senere blev kisten indsat i en sarkofag - af norsk marmor - der var udformet af Johannes Wiedewelt.
»Dansk Biografisk Lexikon« (1887-1905) skriver således om Jens Kraft:
Kraft, Jens, 1720—65, Filosof og Mathematiker, født i Frederikshald, mistede tidlig sin Fader, Anders K., der var Kapitajn ved det norske Infanteri, men blev opdraget hos sin Farbroder Major Jens K. til Rostrupgaard i Thy. Ved privat Undervisning blev han Student 1738 og derpaa Alumnus paa Borchs Kollegium, hvor han udgav et Par Disputatser (»Explicatio in Newtoni arithmeticam universalem«, 1741, og »Theoria generalis succincta construendi æqvationes analyticas«, 1742), der vidnede om en ikke ringe mathematisk Dygtighed. Han blev Dekan paa Klosteret og 1742 Magister, hvorefter han tiltraadte en fleraarig Udenlandsrejse. Efter sin Hjemkomst blev han Professor i Mathematik og Filosofi ved Sorø Akademi (1746). K. dyrkede nemlig tillige Filosofien og begyndte sin litterære Virksomhed med Udgivelsen af en Række efter den Tids Maalestok gode Lærebøger i »Logik« (1751), »Ontologi« (1751), »Kosmologi« (1752), »Psykologi« (1752) og »Naturlig Theologi« (1753). De 4 sidste have Fællestitelen »Metafysik« og stemple saaledes Forfatteren som en Tilhænger af Wolf, hvis Forelæsninger han havde hørt i Halle; dog røber han en vis Selvstændighed og er i Modsætning til sin Mester en ivrig Tilhænger af Newton. 1760 udgav han »Kort Fortælning af de vilde Folks fornemmeste Indretninger, Skikke og Meninger«, en Slags filosofisk Anthropologi, som vakte en ikke ringe Opsigt og blev oversat paa Tysk. Aaret efter begyndte J. S. Sneedorff Udgivelsen af sit Tidsskrift »Den patriotiske Tilskuer«, hvori han tog Ordet for en friere og naturligere Opdragelse af Ungdommen og ivrede mod al død Lærdom og videnskabeligt Pedanteri. Med fuld Ret gjorde han sig lystig over den daværende Filosofis abstrakt formalistiske Fremgangsmaade og spottede særlig den Wolfiske mathematiske Methode, der foredrog Filosofien som en Slags Geometri i Læresætninger, Beviser osv. uden at agte paa den afgjørende Forskjel mellem de mathematiske, selvskabte og de filosofiske, forefundne Udgangspunkter (Nr. 14). Skjønt Sneedorff dermed i Virkeligheden hverken var gaaet Filosofien eller de mathematiske Videnskaber for nær, og skjønt K. selv i Almindelighed havde taget en vis Afstand fra Wolfs mathematiske Methode, følte han sig dog opfordret til at træde i Skranken for »de grundige Videnskaber« over for »de smukke«, og han udsendte 1761 sine »Kritiske Breve til Videnskabernes Fremvæxt og Smagens Forbedring« og endnu samme Aar »Fortsættelse af de kritiske Breve«, hvori han fremhæver, hvorledes et Lands og Folks Velfærd til sidst dog beror paa de økonomiske og praktiske Forhold og disse atter paa de forskjellige theoretiske og anvendte Naturvidenskabers Højde og Rækkevidde, medens de saakaldte smukke Videnskaber i saa Henseende kun have en underordnet Betydning og tilmed let ved deres Sky for Grundighed og Objektivitet kunne foranledige Forvirring og Splittelse. Striden kulminerede og endte med Sneedorffs iltre Tillæg til Nr. 56 af »Tilskueren«, der af K. optryktes med en Række skarpe Anmærkninger. I Virkeligheden havde de to Modstandere nærmest skudt forbi hinanden, og i det mindste Sneedorff synes ogsaa snart at have indset dette og fortrudt Kampen. K. kastede sig nu paa ny over mathematiske Arbejder og udgav paa kongelig Opfordring 1763 sit Hovedværk: »Forelæsninger over Mekaniks (Dynamik), og det følgende Aar 2. Del: »Forelæsninger over Statik og Hydrodynamik med Maskinvæsenets Theorier«, et Arbejde, der viser Forfatteren som en dygtig Fremstiller og som grundig hjemme i al sin Tids Mathematik og Fysik. Bogens I. Del blev siden oversat baade paa Latin og Tysk.
Foruden de nævnte Arbejder har K. skrevet en Afhandling: »Systema mundi deductum ex principiis monadicis«, der blev optaget i Berliner-Akademiets Samling over Monaderne (Nr. 10). End videre skrev han forskjellige Afhandlinger i »Det kjøbenhavnske Selskabs Skrifter« : »Betænkninger over Newtons og Cartesii Systemer«, »Anmærkninger over de Ligheder (dvs: Ligninger), i hvilke flere Værdier af den ubekjendte Størrelse ere lige store«, »Methode at bevise, hvorledes man i alle Tilfælde kan bestemme den ene ubekjendte ved en uendelig Følge af Terminis, som gives ved den anden, i de algebraiske Ligheder, som indeholde to ubekjendte«, »Om Sjælens Udødelighed«, »Om Træernes Natur« o. fl. Det er i den næstsidste af disse Afhandlinger, at K. (1754) kommer ind paa en vel dristig Sammenligning mellem Bevidsthedslivets Udvikling og de mathematiske Kurvers Ordinater; den sidste Afhandling er en Række Reflexioner over Saftstigningen hos Planterne, foranledigede ved, at Forfatteren har set et knækket Træ, der endnu kun hang ved Stubben ved en Strimmel Bark, sætte Frugt; Tankegangen har ikke, som N. M. Petersen antyder, noget med Goethes Plantemetamorfose at gjøre.
K. var 2 Gange gift; han døde 1765.
»Krafts originalitet bestod ikke i, at han var en slags præ-kantianer, men i det mere beskedne, at han forsøgte at forene newtonianismen, især som han havde mødt den [hos franskmændene], med wolffianismen og derved radikaliserede den empirisme, som på trods af rationalistiske tendenser var karakteristisk for Wolffs filosofi.«
Til * *
Min Herre laster udi det mig tilskikkede Skrift dette, at Autor een og anden gang nævner den u-endelig store Verden. Hand meener, at en saadan Talemaade er en Christen u-anstændig; Thi, hvis Verden er u-endelig, giøres den til GUD, og Spinozismus derved indføres. Men af en og anden Expression maae man ikke fordømme et Skrift, man maae læse det heelt igiennem førend man felder Dom. Og seer man da, eftersom Autor paa adskillige andre Stæder udi Skriftet skiller GUD fra Verden, og tilskriver ham Skabningen, at hand ved denne Talemaade ikke meener andet end den tilsyne værende u-endelige Verden. Den store Engelske Astronomus Edmund Halley, synes dog her udi at gaae for vidt, saa at hand ikke vel kand undskyldes, endskiønt hand alleene taler om Verdens U-endelighed, som en puur Probabilitet. Hans Ord ere disse: Man troer, at Verdens Systema efter det Begreb vi nu omstunder derom have, indtager det heele Spatium, og at den derfore er virkeligen u-endelig. Fix-Stiernernes Betragtning, som man ved Middel af Perspectiver seer at være mindre og mindre, synes at bestyrke den Mening om Verdens U-endelighed. Sandelig, hvis Verdens Systema var indskrænked, da, hvor stor Udstrækning man end vilde forestille sig, vilde den dog befatte ikke uden en liden Punct, naar man lignede den med det u-endelig Spatium, hvoraf Verden maatte saaledes være omringet paa alle Sider, og i saa Maade maatte de yderste Stierner ved deres Tyngde stige ned til dem, som ere nær ved Middelpuncten, ja de vilde nærme sig til dem med saadan Fart, at de med Tiden vilde foreene sig med de samme: Derimod siger hand, dersom Verden er u-endelig, ville alle dens Parter forblive udi deres Ligevægt, og i Følge deraf vilde hver Fix-Stierne beholde sin Platz, eller bevæge sig indtil den fandt et Sted hvor den kunde hvile sig i Kraft af saadan Ligevægt. Det er derfor siger hand, at nogle holde for, at den Meening om Verdens U-endelighed er ikke ilde grundet. Saavidt Autor, til hvis Undskyldning man kand sige dette, at hand giver denne Lærdom ikke ud for sin egen, men siger ikkun at nogle holde den for, ikke at være ilde grundet. Man kand og ikke nægte, at der udi synes at være nogen Rimelighed, naar det staaer fast, at Stiernerne holdes udi Ligevægt, ved at den ene tynger paa den anden fra alle Kanter. Men Religionen tillader ikke, at man for at conservere Newtons Systema giør Verden til Gud og confunderer de Skabte Ting med Skaberen.
Jeg forbliver etc.
»Når wollfianismen og dens opfattelse af overensstemmelsen imellem fornuft og religiøs tro vandt fodfæste i Danmark og fik så stor udbredelse, som den gjorde, var én af årsagerne, at dens intellektualisme var i overensstemmelse med den åndelige udadvendthed, reformiver og virkelyst, der omkring 1750 blandt andet i kraft et økonomisk opsving havde afløst pietismens følelsesbetonede og indadvendte kristendom.«
»Men hvad kan det vel være for en lov der er således at forestillingen om den uden indskrænkning kunne kaldes absolut god uden hensyn til den forventede virkning. Da jeg har berøvet viljen enhver tilskyndelse til at adlyde en eller anden lov udfra de konsekvenser en handlen efter loven ville medføre, så bliver der som princip for viljen intet andet tilbage end den almengyldige handlingslov, den nemlig, at jeg aldrig skal bære mig anderledes ad end at jeg samtidig kan ville at min maksime skal være en almengyldig lov. Det drejer sig her om den blotte lovmæssighed, der tjener, og dersom begrebet pligt ikke skal være en illusion og et blot indbildt begreb, nødvendigvis må tjene, som princip for viljen. Dette er i fuld overensstemmelse med den almindelige fornuft i dens bedømmelse af handlinger; den almindelige fornuft har altid det omtalte princip for øje.«
Fra Immanuel Kant: »Grundlæggelse af Moralens Metafysik«. Uddraget er fundet i Justus Hartnack (red.): »Kant«, Berlingske Filosofi Bibliotek, København 1966, s. 198. Min udhævning med fed.
»Nu hævder jeg at mennesket, og ethvert fornuftsvæsen i det hele taget, eksisterer som formål i sig selv, og ikke blot som et middel for vilkårlig brug for denne eller hin vilje. Ethvert menneske må i alle de handlinger der er rettede mod det selv eller mod andre fornuftsvæsener altid tillige betragtes som mål. Alle tilbøjelighedernes genstande har kun et betinget værd. Thi dersom tilbøjelighederne, og de derpå begrundede behov, ikke var der, så ville deres genstand være uden værd. Men tilbøjelighederne selv som kilde til vore behov, vil så langt fra at have en absolut værdi i sig selv, for hvis skyld man ønskede dem, snarere være noget ethvert fornuftsvæsen ønsker helt at blive fri for. Værdien af alle de genstande der er resultat af vore handlinger er således altid betinget. De væsener hvis eksistens ikke afhænger af min vilje men af naturen har derfor, forudsat det ikke er et fornuftsvæsen, kun en relativ værdi som middel og kaldes derfor sager. Fornuftsvæsener kaldes derimod personer; allerede deres natur udmærker dem ved at være et mål i sig selv, dvs. som noget der ikke blot kan benyttes som middel og som derved begrænser al vilkårlighed (og som er genstand for agtelse). Personer er altså ikke blot subjektive formål hvis eksistens har værdi for os som virkning af vore handlinger; de er også objektive formål; dvs. de er væsener hvis eksistens er et mål i sig selv; de er formål i hvis sted man ikke kan sætte noget andet som de blot skulle tjene som middel til. Thi der eksisterer intet andet end personer der har absolut værdi. Var alle værdier betingede, og derfor uden nødvendighed, så kunne der ikke findes noget højeste princip for fornuften.
Skal der således gives et højeste praktisk princip og - når det drejer sig om den menneskelige vilje - et kategorisk imperativ, så må det udgøre et objektivt princip for viljen. Dette princip dannes udfra forestillingen om det der er et nødvendigt mål for enhver eftersom det er et mål i sig selv. Det skal følgelig kunne tjene som en almengyldig praktisk lov. Dette princips grundlag er dette: Den fornuftige natur eksisterer som mål i sig selv. Således må mennesket nødvendigvis forestille sig sin egen eksistens. For så vidt er det altså et subjektivt princip for menneskelige handlinger. Men ethvert fornuftsvæsen betragter sin egen eksistens på samme måde og gør det udfra de fornuftsgrunde der gælder for mig. Det er derfor også et objektivt princip, og da det er det højeste praktiske grundlag må alle viljens love kunne udledes af det. Det praktiske imperativ er således dette: Handl således at menneskeheden i din person såvel som i enhver anden person altid tillige behandles som mål og aldrig kun som middel.«
Fra Immanuel Kant: »Grundlæggelse af Moralens Metafysik«. Uddraget er fundet i Justus Hartnack (red.): »Kant«, Berlingske Filosofi Bibliotek, København 1966, s. 214-215. Min udhævning med fed. Som man kan se, er Kant's prosa ikke den nemmeste at læse.
(1) Sætte den igennem med magt (hvad der evt. ville være i modstrid med etikken selv),
(2) diskutere den igennem på demokratisk og fredelig vis, foretage de nødvendige ændringer og sikre den med nødvendige magtmidler -
eller
(3) opgive den igen.
Kapitel 3
Christian Thestrup Johann Ernst Gunnerus Børge Riisbrigh Kapitel 4 Henrik Stampe Anders Gamborg Kapitel 5 Niels Treschow Kapitel 6 Jens Kraft Johann Bernhard Basedow Kapitel 7 Ludvig Holberg |
Kapitel 8
Frederik Christian Eilschov Kapitel 9 Tyge Rothe Kapitel 10 Johannes Boye Kapitel 11 Christian Hornemann Kapitel 12 Jens Baggesen Kapitel 13 H.C. Ørsted A.S. Ørsted |