»Krudttønden i baghaven« handler om Albaniens historie. I »Fra Kosovo til Kosóva« har jeg skitseret Kosóvas historie, fortalt om krigen i 1999 - og trukket nogle teoretikere frem som jeg mente havde særlig relevans: Machiavelli, Clausewitz og Samuel P. Huntington blandt flere andre.
Almanak er af en anden type end de to forrige bøger og falder i en nyhedsafdeling og i en gennemgang af aktuel litteratur. - I Nyhedsafdelingen har jeg ladet nyhederne tale for sig selv. I litteraturafdelingen gennemgås bøger om etik og folkeret (Humanitær Intervention), bøger om Balkans historie, Albanien, Kosóva, Serbien og Italien ... og nogle pædagogiske fremstillinger "ses efter i sømmene". [Kommentarerne findes i en 'nyere' udgave i: »Albanske Studier 2002«]
Efter Litteraturafdelingen gemmer sig et afsnit af særlig karakter - det drejer sig om et forsøg på at formulere et filosofisk-politisk grundlag. Anledningen var filosoffen Kai Sørlanders provokerende essay om den globale etiks mulighed ... "brændstoffet" stammer fra mange og meget forskellige kilder. ... Bagest er et kapitel om bombningen af den Kinesiske Ambassade i Beograd - heri samles dét som er kommet frem gennem det sidste år. Konklusionen er at den officielle forklaring formentlig er den rigtige ... - hvad der må føre til en alvorlig kritik af CIA og af den militære ledelse af NATO-aktionen.
Bombningen af den Kinesiske Ambassade (jf. omtalen i »Albansk Almanak 1999«)
0009 Primo. Kina's Præsident har udtalt at han tvivler stærkt på de Amerikanske forklaringer om at bombningen af den Kinesiske Ambassade var en fejltagelse. Forklaringen er ikke meget sandsynlig, siger han med henvisning til dét niveau Amerikansk teknologi har. Præsidenten ser gerne et samarbejde med Amerikanerne, men bryder sig ikke om den kritik der fremføres af forholdene i Kina.
Den Kinesiske Ambassade lå ved det øverste "kryds", det Militære Lager - som var dét man ville bombe - lå ved det nederste "kryds" (begge dele ifølge en kilde i Beograd).
Fra R10 til R98. På besøg i Niels Helvegs papirkurv.
Skrevet maj 2000 (redigeret september 2000)
Det er ikke hver dag, man får lov til at rode i Udenrigsministerens papirkurv, men en sjælden mulighed gav sig i foråret 2000 ... - indtil man sendte den til R98.
Jeg sad og læste korrektur på et afsnit om "Humanitær Intervention" (i »Albansk Almanak«), da jeg fik en indskydelse.
I afsnittet indgår R10, Niels Helveg Petersens Redegørelse til Folketinget fra marts måned, som jeg nogle måneder tidligere havde nedtaget fra Folketingets web-server. Dén udgave var imidlertid befængt med allehånde trykfejl, udeladelser og underlige koder, så derfor fik jeg nu - i sidste øjeblik før trykstart - dén idé at kigge efter, om der i mellemtiden skulle være offentliggjort en kønnere udgave på Udenrigsministeriets web-server.
Der var en udgave ... endda uden trykfejl og underlige koder - men jeg blev en anelse forbløffet, da jeg opdagede at den på nogle helt andre punkter adskilte sig fra dén der lå "på" Folketingets server.
Der var noget der manglede - Konklusionen såmænd - og noget der var ekstra.
Egentlig troede jeg at der var tale om en "forløben" udgave ... noget der var skrevet efter at den rigtige udgave var sendt til Tinget, men sådan var det ikke. En meget venlig medarbejder i Udenrigsministeriet har fortalt mig, at dét der lå på ministeriets server var en kladde.
Er dét nu interessant?
En smule, skulle jeg mene, for det viser lidt om hvad Ministeren trods alt ikke ville sende i byen. Her kommer et af de kasserede afsnit:
"Statssuveræniteten er hovedhjørnestenen i den internationale retsorden og i det internationale politiske system. Men tendensen går i retning af i stadig højere grad at anse individers sikkerhed og grundlæggende rettigheder inden for staten, og ikke blot fraværet af militær konflikt mellem staterne, som centrale for at opretholde stabilitet og fred i verden.
Principielt skyldes uenigheden om humanitær intervention en konflikt mellem hensynet til orden og hensynet til retfærdighed. Spørgsmålet er, hvad er vigtigst: at bevare international stabilitet og retsorden eller at handle for at beskytte lidende mennesker i konflikt? Kort sagt man kan blive nødt til enten at opgive retfærdighed (beskyttelse af individer) for at forsvare orden eller at acceptere en svækkelse af international orden (ikke-interventionsnormen og især ikke-brug af magt) - med det formål at forsvare menneskerettigheder."
Det mest interessante ord i dette afsnit er ordet Retfærdighed - som jeg har fremhævet.
Jeg synes man skal være fornøjet med at Ministeren (eller hvem det nu er) så at sige har smidt Retfærdigheden i papirkurven, og det er der flere grunde til.
NATO's aktion var meget problematisk. Den var - som det sidenhen tydeligt er påvist ... og i virkeligheden også indrømmet af Ministeren - i konflikt med Folkeretten, omend - efter Ministerens opfattelse - fuldt berettiget. Om den var berettiget eller hensigtsmæssig kan diskuteres, for - muligvis, for ikke at sige sandsynligvis - førte aktionen udviklingen på afveje ganske uanset at mange Albanere netop ønskede en Amerikansk styret intervention.
En helt anden ting er, at Ministeren ikke har forestillet sig at der skal være lighed for "loven", for det fremgår med stor tydelighed at han ikke vil binde sig til at handle på samme måde i tilsvarende situationer.
Ministeren vil derimod - sammen med Tyskerne - prøve at påvirke Stormagterne til ikke at "misbruge vetoretten" i Sikkerhedsrådet, men da han formentlig har sine tvivl om, hvor vidt dette kan lykkes inden for overskuelig tid, vil han som god realpolitiker sikre sig temmelig vidtgående manøvrefrihed.
Dette kan være, hvad det er, - man kan bryde sig om det eller ej - men det havde været påfaldende problematisk, hvis Ministeren på denne baggrund havde påberåbt sig en højere Retfærdighed, i forbindelse med at han - eller vi - bombede Kosova og Serbien i 1999.
Vi går vel alle ind for Retfærdighed, men mon ikke Retfærdighed er meget afhængig af dén kultur vi tilhører, og af de materielle og ideologiske interesser vi har? Hvis det er rigtigt er Retfærdig Krig noget, man skal være meget varsom med at påberåbe sig. Bagefter - og fra andre vinkler - kan vores motiver tage sig helt forkerte ud. Lad os i stedet koncentrere os om at finde metoder, der på en effektiv måde kan føre os nærmere til dét mål, vi formentlig er mange, der ønsker: Et tolerant og demokratisk Balkan.
Tak til Niels Helveg for dét han ikke har lagt navn til.
