Neva - historier om et skib
En historie om B&W Skibsværft: Mellem storpolitik og værkstedsgulv
Kommentar af Bjørn Andersen [Version 1.4 - 29.05.2004]
Niels Jul Nielsen er en flittig og energisk mand. Han er uddannet som etnolog og ansat som museumsinspektør på Københavns Bymuseum. Igennem mange år har han studeret 'den danske arbejder' og skrevet om ham (og hende), senest i bogen »Mellem storpolitik og værkstedsgulv«.
Bogen handler om arbejderne på B&W Skibsværft i tiden fra 2' Verdenskrig og frem til værftets lukning i midten af 1990'erne, og den forsøger at tage fat i et specielt tema - værftsarbejderne som brikker, delvis også som aktører, i det storpolitiske spil.
Det er ikke nogen hemmelighed at der var noget særligt med B&W og storpolitikken, så det er glimrende at Niels Jul Nielsen har valgt at tage sig kærligt af netop dén arbejdsplads.
De »røde«
I de første år efter Besættelsen var der mange kommunister på værftet, arbejdere der var medlemmer af DKP; senere blev det røde folkefærd mere broget. Efter '56 var der flere der meldte sig ud af DKP og ind i SF, således én af bogens hovedfigurer »Sølvræven« - der ude i byen gik under navnet Bjarne Jensen.
Senere dukkede der andre op på arbejdspladsen der også var »røde«, men dog i andre nuancer; nogle var »kinesere«, nogle »Internationale Socialister«, nogle noget helt tredje.
Kommunisterne og de andre »røde« var langt fra alene på værftet. Der var Socialdemokraterne - der dog på B&W var mere venstredrejede end vanligt i dén familie - og så selvfølgelig de der var helt sorte i hovedet og som havde synspunkter man i dag kan træffe i omegnen af Dansk Folkeparti.
Fælles var en udpræget selvbevidsthed; man var noget, og man var parate til - i perioder - at gå en tur hen ad gaden for at vise at man var utilfredse med dét eller dét indgreb.
I de sidste B&W-år ændrede situationen sig en hel del. Beskæftigelsen var truet; nu drejede det sig mest om at bevare virksomheden ... hvad der som bekendt ikke lykkedes. Det er en lang historie for sig - som Ole Lange har skrevet om i »Juvelen der blev til skrot«. Ole Lange's bog drejer sig dog ikke om tingene som de blev set fra bunden af dokken, men om en lang serie af økonomiske intriger på »højt niveau«. (Bogen er med på bognedsættelsen i 2004).
Klasseanalyse og livsformsanalyse
Niels Jul Nielsen prøver at gøre hvad han mener der skal gøres. Han bryder sig ikke om 1970'ernes og 1980'ernes »klasseanalyser«. I klasseanalyserne bliver tingene for firkantede, mener han. Dér er en arbejder en arbejder, nøje fastlagt efter en vis Karl Marx' skematik. Noget der fører til alt for unuancerede synspunkter.
Niels Jul Nielsen bruger derfor en anden metode, én der starter i øjenhøjde, kunne man måske sige. Overskriften for denne metode er »livsformerne«. Mens marxisterne opdeler befolkningen i kapitalister, småborgere og mellemlag, bønder og arbejdere - dér opdeler livsformsfolkene den samme befolkning på en anden måde, nogle beskrives som karriereorienterede, andre som lønmodtagerorienterede (og dertil kommer en række andre »former«). Vinklen er langt mere individorienteret end i »klasseanalysen«.
Men har det overhovedet nogen betydning om man anlægger en klasseanalyse eller en livsformsanalyse eller en helt anden analyse?
Principielt set i høj grad.
De der engang så klassemæssigt på tingene, heriblandt mange studenter, ville bruge analyserne som led i en politisk kamp. De ville bevidstgøre arbejderne om hvem de var - og hvad deres opgave burde være her i livet: At omstyrte det kapitalistiske samfund og at opbygge et socialistisk.
Nogle få gik dog »over stregen« og påstod at den danske arbejder var bestukket i alle ender og kanter og stod i ledtog med kapitalisterne om at udplyndre den tredje verden. Når det forholdt sig sådan var der heller ingen grund til at have noget med den danske arbejder at gøre.
Mange gik heldigvis i modsat retning, analyserede arbejdsmiljømæssige problemer og var med til at udgive svejserapporter, malerrapporter og andre fagkritiske rapporter. Der var adskillige »på bjerget« der fandt dén slags videnskab dybt underlødig, men rapporterne bidrog til at kampen for et bedre arbejdsmiljø flyttede sig afgørende i dé år, og fagkritikken var et område hvor der kunne samarbejdes mellem folk i fagbevægelsen og på universiteterne.
Hvad så i praksis?
Niels Jul Nielsen's ærinde er ikke at varme op under den politiske kamp eller at omstyrte det kapitalistiske samfund, men at beskrive hvad der skete - og at forklare hvorfor.
Det kan være fint nok, men i virkeligheden tror jeg at en jordbundet og seriøs »klasseforsker« - uden urealistiske forestillinger om den danske arbejders revolutionære tilbøjeligheder - ville være kommet til de samme hovedkonklusioner som Niels Jul Nielsen er nået til, fx at dén strategi - som de ledende socialdemokrater anlagde - bidrog til at stabilisere og videreudvikle det kapitalistiske samfund.
Årsagen til at der ikke er den store forskel - i dette tilfælde - er muligvis helt banal: Emnet.
Hvis man overhovedet får den (udmærkede) idé at ville se videnskabeligt på et arbejderkollektivs placering i et storpolitisk spil, så følger der en hel bunke med: Man må forholde sig til alt relevant materiale på en seriøs måde, hvad enten man er »klasseforsker« eller »livsformsforsker«.
Hensigten med en videnskabelig undersøgelse må være at »få styr« på emnet - at finde dét der er karakteristisk, at afklare det strukturelle mønster - og at få hold på dynamikken, og Niels Jul Nielsen er kommet et stykke ad denne vej. Der er noget om forskellige politiske opfattelser blandt aktørerne, der er noget om relevante ydre faktorer, der er noget om hvordan tingene virker sammen, og der er også en hel del om de beskidte tricks det daværende AIC benyttede sig af for at sikre de socialdemokratiske positioner i fagbevægelsen, og som Niels Jul Nielsen fortæller både grundigt og sobert om.
I øvrigt tror jeg man skulle overveje en eller anden form for kombineret tilgang i en »sag« som den foreliggende, dvs. både at se »klassemæssigt« og »livsformsmæssigt« på den, men under alle omstændigheder fordomsfrit. For mig at se kan den ene metode noget den anden ikke kan og omvendt, og begge »vinkler« er vigtige når man for alvor og uden politiske fordomme vil diskutere værkstedsgulv og storpolitik på videnskabelig vis.
Måske skulle man minde om at det ikke var den tyske doktor der skabte samfundsklasserne; og hvis jeg ellers husker ret gjorde han en del ud af at forklare at virkeligheden er noget andet og langt mere komplekst end en videnskabelig model. Nok ville han omstyrte kapitalismen, men han vidste godt at arbejderklassen lå under for mange mærkelige forestillinger, og at det langt fra var så sikkert at de ville gøre dét de »kunne« ifølge den videnskabelige analyse.
Bjarne Jensen og Per Thomsen
Som sagt var der nogle på B&W der så »rødt« og andre der så mere socialdemokratisk på livet. I de første år efter Besættelsen var der en hel del der ligefrem var partiorganiserede, senere blev dét - som andetsteds i samfundet - færre og færre.
Én af de mest fremtrædende Socialdemokrater fra 1960'erne og i mange år frem var den anden af bogens hovedfigurer, maskinarbejder og tillidsmand Per Thomsen, som jeg har mødt adskillige gange for år tilbage og altid sat stor pris på, faktisk lige så meget som på Ræven. Måske burde jeg nævne at Per og jeg i et par år holdt vores helt specielle studiekreds over finere dansk regnskabsvæsen, dels i klubhuset på Refshaleøen, dels på 5' sal i Stefansgade hvor jeg boede déngang.
Både Bjarne Jensen og Per Thomsen er gode for en historie og på hver sin måde mestre i at spille deres roller; de er særdeles trænede aktører. De har begge været tillidsmænd i mange år, Bjarne desuden fællestillidsmand i en periode og faglig kuglestøber i SF, Per har siddet i aktieselskabsbestyrelsen for at gøre hvad han kunne slippe afsted med for at sikre beskæftigelsen. Begge var desuden meget aktive på anden vis som jeg tror er karakteristisk for dem: Bjarne stod i flere år i spidsen for en studiekreds om politiske anliggender, Per forestod sommerunderholdningen på Dyrehavsbakken for B&W-ungerne.
Skulle man interviewe nogen om hvordan der var på B&W, er Bjarne og Per helt sikkert blandt dem man måtte tale med.
Kjeld Koplev interviewede i øvrigt Sølvræven og hans gode ven Korporalen i »Koplevs Krydsfelt« for nogle år siden. Pt kan udsendelsen ikke findes på DR's internetside, men det burde der kunne findes en løsning på; under alle omstændigheder er udsendelsen et glimrende og meget levende supplement til Niels Jul Nielsen's bog.
Niels Jul Nielsen har talt med andre, men det havde ikke skadet hvis han havde kunnet finde endnu flere - og heller ikke hvis han havde kunnet gå dybere, for med al respekt for Bjarne og Per - så ser det ud til at han kun har skrabet lidt i overfladen. Og sandt at sige synes jeg også der mangler noget »staldduft«, hvis man ellers kan sige det om et sted som B&W.
Déngang man endnu nittede var der en larm af den anden verden. Så blev det svejseknitren og svejserøg der blev det mest karakteristiske, men engang imellem kunne man selvfølgelig høre en skibsbyggerhammer der bankede en kile i - eller en kran der kom kørende mens sirenen gik.
Eller hvad med lydene i Marketenderiet? Ham der brød ud i sang når der blev serveret gule ærter? De der bare gumlede og bladrede i »Ekstrabladet« eller »BT«. ... Der var ikke så mange der læste »Berlingske Tidende«, »Politiken« eller »Information«, i det mindste ikke dérude.
Eller hvad med DKPs partiformand, Knud Jespersen, der - sammesteds - blev mødt med råbet »Uuuud« - og lynhurtigt svarede »Jeg hedder sgu' ikke Uuuud, men Knuuud«. Det gav ham så meget plads at han kunne komme af med sit budskab, hvad enten det kom fra Dronningens Tværgade eller fra et sted der lå længere mod øst.
Eller hvad med de skurke der kunne finde på at råbe en anelse spydigt efter den gamle DKP'er, Willy A., der gik på den anden side af beddingen og så henfalden ud, selv om han vist stadig var forfatter af flammende kommunistiske løbesedler.
Eller hvad med dem der - som min makker - fik nogen tid til at gå med at sælge lodsedler til Bjarnes lotteri. Han bebrejdede mig engang at jeg havde været syg nogle dage ... »Det må du love mig aldrig at gøre igen; jeg har ikke råd. Jeg kedede mig så meget at jeg købte alle sedlerne - ... og jeg vandt ikke engang«.
Så var der drikkeriet der tidligere var monumentalt, men som tog kraftigt af i 60'erne og 70'erne, muligvis fordi man fik biler? Ændringen i drikkevanerne ændrede en del på omgangsformerne og på livet, tror jeg.
Det er svært at diskutere sammenhængene mellem storpolitik og værksstedsgulve uden at man har en god fornemmelse af hvordan tingene tog sig ud »i øjenhøjde«, hvordan man snakkede med hinanden både i sjakkene og på klubmøderne - og hvordan livet blev levet på arbejdspladsen - og derhjemme med den langhårede. Det sidste falder dog helt ved siden af bogen.
Storpolitikken havde betydning på B&W
En af bogens vigtigste konstateringer er at storpolitik - særligt forholdet mellem USA og Sovjetunionen - spillede en stor rolle på B&W fra Besættelsen og i de første 20-30 år derefter. Det vidste man vel nok i forvejen men heldigvis standser Niels Jul Nielsen ikke hér, men søger at give en række eksempler på hvordan.
I den kolde krigs periode - hvor verden så temmelig bi-polær ud, hvor der var to supermagter som »satte dagsordenen« - havde både Socialdemokraterne og Kommunisterne behov for støtte fra arbejdspladserne. Først og fremmest fra tillidsmænd og andre fremtrædende arbejdere, men sandelig også fra »masserne«, de der skulle »leve med« NATO, acceptere et regeringsindgreb, forholde sig i ro eller råbe »ud« til Knud - eller som skulle ud at gå og råbe »ned med regeringen«, »Enhedskommandoen« eller hvad det nu kunne være.
1956: Storkonflikten. Ungarn. Suez. Larsen
Socialdemokraterne havde ofte en meget dårlig sag. Det kunne ske at en socialdemokratisk regering fik vedtaget noget »mærkeligt«, som da H.C. Hansen i 1956 fik lovfæstet et mæglingsforslag der var stor utilfredshed med »på gulvet«.
Kommunisterne kunne dog også rende ind i problemer, som da Kreml besluttede at nedkæmpe Imre Nagy [udtales cirka 'nådj], Pal Maleter og de andre »nationalister« i Ungarn i 1956. Heldigvis for kommunisterne fulgte Englands og Frankrigs indmarch i Suez kort efter, for så fik man jo bekræftet at kapitalisterne stadig var dé banditter man hele tiden havde sagt.
1956 er nok et af de mest interessante år, når man vil se nærmere på bogens temaer. Men der kommer alt, alt for lidt ud af det, og slet ikke noget nyt.
Tankskibsaffæren
Tre eksempler. Niels Jul Nielsen nævner ganske rigtigt tankskibsaffæren i begyndelsen af 1950'erne. Den begyndte med at B&W (med regeringens billigelse) havde kontraheret nogle tankskibe til Sovjetunionen, men at Amerikanerne satte sig imod da leveringen skulle finde sted. Leveringen af det første og det andet skib blev gennemført (som Niels Jul Nielsen også skriver), men derefter gik sagen i baglås (og nærmest i Niels Jul Nielsen's glemmebog).
Netop i 1956 blev sagen låst op igen og endda i fuldt projektørlys. Dette skete i forbindelse med at H.C. Hansen, Julius Bomholt og Nils Svenningsen rejste til Moskva og havde nogle interessante møder med Krusjtjov og Bulganin. Disse møder er refereret forskellige steder i litteraturen, således i »Bogen om H.C. Hansen«, men også andre steder - bl.a. i Andreas Røpke's og min: »Neva - historier om et skib« fra 2002. I øvrigt er det en god idé at orientere sig i Bo Lidegaard's Krag-biografi, for i den finder man meget om H.C., Krag og forholdet til både russerne og amerikanerne.
Nu kunne man måske tro at hvad der skete på det storpolitiske plan i Moskva ikke kunne have meget at gøre med arbejderne på B&W, men det er lige modsat, og dermed bliver det bekræftet at dansk storpolitik ofte handler om arbejdspladser og ordrer. I stedet for strategiske tankskibe kom man til at bygge fiskekøleskibe, bl.a. omtalte »Neva«, der tilmed blev søsat at H.C. Hansen's søde Gerda.
Gennem årene var der talrige gange hvor der var kontakt mellem de sovjetrussiske og danske regeringer om ordrer til B&W, og det er mange skibe der i årenes løb blev produceret til USSR. Men det står der ikke meget om, hvis overhovedet noget i Niels Jul Nielsen's bog.
I øvrigt bør der her mindes om Leon Dalgas Jensen: »Dansk industripolitik mellem kold krig og protektionisme. Sagen om statslånet til B&W i 1950’erne« i: Ole Feldbæk og Erik Lund (red.): »Festskrift til Niels Thomsen«, Odense Universitetsforlag, Odense
1990. Artiklen er ganske vist med på Niels Jul Nielsen's litteraturliste, men hans hovedtema taget i betragtning kunne han med fordel have set nærmere på denne statslånsproblematik og på B&W's investeringer i nye sektionshaller og i en ny stor byggedok. Det var ting der fik overordentlig stor betydning for dem »på gulvet«.
Suez
Suez står der vist ikke rigtig noget om i bogen - og det er lidt underligt for Suez-krisen har meget med skibe at gøre, indirekte derfor også med beskæftigelsen på B&W; i 1956 kunne B&W slet ikke bygge de skibe der ville være brug for hvis man skulle sejle syd om Afrika. Men måske er der ikke noget materiale om hvordan man reagerede på arbejdspladsen?
Når Niels Jul Nielsen ikke interesserer sig for Suez, kan det måske også være fordi konstellationen var anderledes end i flere andre af den Kolde Krigs konflikter. Hér var amerikanerne nemlig godt ude med riven over for franskmændene og englænderne.
Mærkeligt? Overhovedet ikke. Amerikanerne ønskede at der skulle være et åbent marked (som de og de store olieselskaber kunne dominere) og vendte sig derfor energisk mod engelsk og fransk imperialisme. Resultatet blev at der opstod en vis form for enighed mellem Moskva og Washington.
Det er i øvrigt meget tænkeligt at kommunister og socialdemokrater på B&W var nogenlunde enige om hvad man skulle mene om Suez - men det hører vel med til historien?
Aksel Larsen
Det tredje eksempel vedrører Aksel Larsen. Det er fuldkommen rigtigt at han gjorde noget andet end den øvrige ledelse i DKP havde tænkt sig da han på Christiansborg Slotsplads gik på talerstolen og opfordrede demonstranterne til at følge »Situationens Generalstab«, dvs. de mest fremtrædende tillidsmænd.
Men som man ved fra Kurt Jacobsen's store undersøgelse om Larsen så var der et meget komplekst forhold i partiledelsen, der førte til at kaptajn Larsen (og flere andre) et par år efter forlod »skuden« og begyndte for sig selv med Socialistisk Folkeparti.
Når Larsen gik på talerstolen i '56 - og dermed konfronterede partiledelsen - hang det måske sammen med at han havde fået færten af at Khrustjov var ved at tage afstand fra Stalin?
Netop i '56 var Larsen i gang med et veritabelt hamskifte. På vej væk fra Moskva og på vej henimod en politisk position hvor han på én gang kunne udfordre Socialdemokraterne og samarbejde med dem, dvs. i langt højere grad end som erklæret kommunist.
Larsen vidste at hvis arbejderne skulle bevare deres troværdighed som politiske aktører, skulle der ske »noget«, »nogen« skulle tage et vist initiativ - og det kunne kun være de fremtrædende tillidsmænd, for DKP's ledelse havde givet fuldstændig op, og Socialdemokraterne var - i sagens natur - underlagt H.C. Hansen's linie og kunne ikke tillade sig at rokke særlig meget med ørerne.
Hvis Larsen desuden selv skulle blive »på banen« måtte han »vise flaget« og ikke gemme sig. Men han gjorde sig næppe forestillinger om at Situationens Generalstab ville gå meget langt. Han kendte tillidsmændene og arbejderne som sin egen bukselomme.
Demonstrationerne førte ikke rigtig til noget
Nu førte de store demonstrationer ikke rigtig til noget, for man kunne ikke enes om andet end en meget kortvarig strejke, men så havde man dog markeret sig? Samtidig havde man imidlertid også vist - temmelig tydeligt endda - at den danske arbejderklasse hverken havde lyst eller vilje til for alvor at sætte sig op mod en socialdemokratisk regering eller den herskende samfundsorden. Man accepterede indgrebet, selv om der var dønninger et stykke tid derefter - og faldt til føje.
Hvad kan grunden være til at arbejderne var så »slatne« eller »beherskede«? Formentlig at de tænkte som lønmodtagere og ikke som klassekæmpere, mener Niels Jul Nielsen - og det skal han nok have ret i. De kunne være utilfredse med dette eller hint, primært med at »pengene var for små«, men de troede ikke at der var andre veje frem end stille og roligt at få mere i løn.
Historien viser at denne »strategi« også er lykkedes. Man er kommet til at bo bedre. Man har fået længere og bedre uddannelse. Man har fået bil. Man har været ude at rejse mange gange. Man er blevet lønmodtagere og forbrugere, ikke nogen der tænker i at opbygge nye samfundssystemer.
Men måske er det ikke strategiens og Socialdemokraternes skyld (helt alene)?
Måske er der også andre ting der har spillet ind og som - dybest set - har andre årsager end den socialdemokratiske strategi, for Socialdemokraterne kan - alle gode gerninger til trods - ikke tage æren for hvert hjørne af den danske velfærdsmodel.
Det er vel rigtigt at »labor« (vi taler amerikansk her - lige som forfatteren) i årenes løb har mistet en meget stor del af dén betydning det havde i 1950'erne og de nærmeste år derefter. Der er sket noget. En væsentlig del af tidligere tiders manuelle og håndværksbetonede arbejde er enten flyttet til andre lande - eller det har skiftet karakter. Begge dele ligger i øvrigt helt uden for - eller »forud« for - livsformsanalysen; årsagerne må søges ved hjælp af økonomisk videnskab eller andre videnskaber.
Det stive samfundsmønster fra 1950'erne er brudt op. Landbefolkningen - i klassisk forstand - er blevet væsentligt reduceret. Mange traditionelle småvirksomheder er lukket ned. Mellemlagene udgør nu en meget stor del af befolkningen, mange der tidligere ville have stået på fabrik eller arbejdet i et værksted er i dag blevet social- og sundhedsarbejdere, pædagoger i en SFO eller lærere på en teknisk skole. Mange er »noget« den ene dag og noget helt andet den næste. Dét at være funktionær er langt fra så sikkert som det var i tidligere tider, mange bankfolk har måttet skifte arbejde - og alt dette har nok ændret en del på selvforståelsen og muligvis også på de politiske holdninger?
Hvad der her er nævnt er vigtige ting når man vil have »styr« på arbejderne (og andre samfundsgrupper), men det er selvfølgelig ikke noget der kan forklares med en livsformsanalyse - og slet ikke med en livsformsanalyse alene, hvad jeg nu heller ikke tror Niels Jul Nielsen mener.
Noget nyt?
Bogens emne er vigtigt, man får en del at vide - omend ikke noget egentligt nyt. Alt hvad der står i bogen kan, tror jeg, findes i tidligere skrifter - dels om B&W, dels om perioden, dels om tidens personer, men det er udmærket at »tingene« bliver samlet og historien rekapituleret.
Jeg tvivler ikke på at Niels Jul Nielsen har gjort hvad han kunne for at skaffe materiale frem om hvad der skete i klubbestyrelserne, mellem de forskellige tillidsmænd og mellem kollegerne indbyrdes på bedding og i dok. Han har lokaliseret og udnyttet en del skriftligt materiale og han - og nogle af hans kolleger - har optaget en del interviews. Men på en måde er han kommet for sent. Mange af bogens personer er døde for længe siden uden at have efterladt sig båndoptagelser, dagbøger eller erindringsskitser. Det er virkelig meget trist, men det skal Niels Jul Nielsen selvfølgelig ikke bebrejdes, han har givetvis gjort hvad han kunne for at skaffe materiale.
Lad os under alle omstændigheder glæde os over at der er én der interesserer sig seriøst for arbejdslivets historie og dermed gået imod den herskende trend om at dén slags er helt passé.
Et enkelt ønske skulle forresten være at Niels Jul Nielsen skrev en »kort ting« til »almindelige mennesker« og publicerede den, gerne på internettet. En sådan »ting« kunne nok bruges i forskellige former for undervisning, som baggrundsmateriale i forskellige opgaver og forhåbentlig også af et par stykker i fagbevægelsen.
Småting? Sproget er nogenlunde, til tider desværre rædselsfuldt og nærmest akademisk sekterisk. Det burde Forlaget have gjort noget alvorligt ved. Et enkelt eksempel fra s. 345 (men der kan leveres talrige tilsvarende):
Det er således forståeligt, at fagbevægelsen har taget diskursen om det 'udviklende' arbejde til sig, da omstillingsparathed og større ansvarlighed på 'gulvet' er uomgængelige krav. Der er tale om et massivt interpellativt projekt, der skal danne lønmodtagere, så de passer til en 'moderne' arbejdsforståelse; men det er lige så problematisk, at man har accepteret diskursens normative valuering af arbejdet.
Meningen er god nok. Men sådan en sætning kunne sagtens skrives på dansk, hvorved den næppe ville tabe, men ligefrem vinde i videnskabelighed og præcision. Der er måske andre videnskaber hvor man med rimelighed kan ytre sig helt »uforståeligt«, men her er det overhovedet ikke nødvendigt - og det er heller ingen god idé hvis man tænker på at »ganske almindelige« mennesker jo nok kunne interessere sig for arbejdslivets historie hvad enten de går i gymnasiet eller opholder sig i industriens lyse haller? Sætninger som den citerede er - tillad mig et udtryk fra 60'erne og 70'erne - temmelig fremmedgørende.
Men skulle man synes at ord som »diskurs«, »interpellativt projekt«, »normativ valuering« og »italesætte« er så vigtige, så burde man have have lavet et lille »leksikon«.
Et par link's: Birgitte Rahbek havde en samtale med Niels Jul Nielsen i »Synsfeltet« lørdag 20.3.2004. Udsendelsen varer ca. 45 minutter og kunne engang høres på: http://www.dr.dk/p1/aspinclude/PlayMedia.asp?ClipID=28921
Også Kjeld Koplev har haft en samtale med Niels Jul Nielsen - nemlig i »Koplevs X-felt« 6.5.2004. Udsendelsen varer knap halvanden time og kunne engang høres på: http://www.dr.dk/p1/aspinclude/PlayMedia.asp?ClipID=30278
Man skal have - den gratis - RealPlayer installeret for at høre udsendelserne. Udsendelserne kan i høj grad anbefales.
Biografisk materiale om forskellige B&W'ere kan findes på Anders Laubjerg's side: http://alaubjerg.homepage.dk/Skibssmede/skibssmedel2.htm
Bjørn Andersen er kultursociolog; engang for længe siden skibsbygger på B&W - senere lærer på teknisk skole.
Kommentarer og forslag modtages gerne (klik tv.).
Tilbage til forsiden. ... Tilbage til B&W-siden