Kommentaren blev første gang trykt som kapitel i »Fra Kosovo til Kosóva« og er senere - med mindre rettelser - blevet genoptrykt i »Albanske Studier 2002«. Det er denne udgave der bruges her, men i »rå form« - dvs. uden noter, uden kursiveringer osv.
Samuel P. Huntington: »The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order«
Samuel P. Huntington, Amerikansk politolog, skabte for nogle år siden voldsomt røre på den anden side dammen. Han fremførte nogle provokerende synspunkter i tidsskriftet »Foreign Affairs« under overskriften The Clash of Civilizations? Der var en del der ikke hæftede sig ved spørgsmålstegnet, siger han ... men i mellemtiden har han faktisk selv fjernet det.
Huntington's bog er meget relevant i relation til udviklingen i Kosóva, fordi den direkte forholder sig til denne udvikling (frem til midten af '90-erne), fordi den diskuterer de overordnede principper for Amerikansk udenrigspolitik, fordi den forsøger at sætte de senere års større og mindre konflikter ind i en samlet ramme - og ikke mindst fordi den har været stærkt diskuteret i USA og har været med til at skærpe diskussionen om politisk strategi.
Skulle man oversætte begrebet Clash of Civilizations til Dansk ville kultursammenstød være alt for »lavgearet«, for dét Huntington har i tankerne er sammenstød i stor stil, sammenstød der handler om magtfordelingen i Verden, sammenstød om den store samfundsorden.
For Huntington er det nu - efter yderligere studier og drøftelser med mange forskellige - sikkert at der i flere tilfælde har været tale om et Clash of Civilizations - men også om at situationen kan blive alvorligt forværret, og at der derfor må gøres noget for at forhindre en omfattende konflikt. Verdensordenen må retableres, men på et nyt grundlag.
Dette grundlag skal bestå i at man gensidigt anerkender at der er tale om forskellige civilisationer, ved at man accepterer at de må leve »i fred« inden for deres eget område - og ved at man holder sig fra de andre civilisationers område.
Hvis den ledende stat i én civilisation (USA) går ind i en konflikt mellem den ledende stat i en anden civilisation (Kina) og ét af landene i denne (Vietnam) vil der være stor risiko for en eskalering af krisen - eventuelt til et niveau med militær konfrontation. Huntington fraråder på det bestemteste USA at gå ind i sådanne eksterne konflikter, selv om det vil kunne være svært at være tilbageholdende.
Med dette synspunkt afslører Huntington sig ikke som klassisk Amerikansk isolationist, men som noget delvist nyt - for Monroe-doktrinen's isolationist ville holde sig til USA's primære interessesfære (Amerika og Stillehavsområdet), men holde sig ude af Europæiske konflikter, herunder visse konflikter inden for den Vestlige Civilisation - som man må formode Huntington mener man positivt bør interessere sig for.
Huntington lægger et tilsvarende snit som Monroe, men et andet sted.
Huntington's synspunkt afviger en hel del fra dét der i dag er fremherskende i Amerikansk udenrigspolitik og diplomatiske virksomhed, og derfor kunne man have ønsket sig at overvejelserne om hvordan man skulle sikre en ny Verdensorden - hvilende på at der er forskellige ligeværdige civilisationer - var langt grundigere gjort end tilfældet er.
Bogens fulde titel er »The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order«. I titlens andet led antydes at den gamle Verdensorden er brudt sammen og at der må udvikles en ny. En ny Verdensorden vil ikke danne sig af sig selv - i det mindste ikke én der er ønskværdig - den skal netop udvikles.
Huntington har ikke med den foreliggende bog villet skrive videnskab - i stedet har hans ærinde været at skrive en fortolkning - en interpretation. Baggrunden er muligvis at han dermed kan komme meget hurtigere ud med sine synspunkter end hvis han møjsommeligt skulle gennem en dybtgående analyse - og sandsynligvis vil han også opnå større politisk indflydelse med en fortolkning end han ville kunne have fået med et regelret videnskabeligt værk.
Hans mange analyser i bogen er spændende - undertiden provokerende, men de går ikke meget dybere end dem man kan finde i gode Danske aviser og på et enkelt sted jeg har set nærmere på - nemlig krisen på Balkan - er hans analyse for overfladisk og upræcis, og hans konklusioner er derfor ikke helt rammende.
Det ville måske være uretfærdigt hvis man læste bogen som om der var tale om videnskab, når han netop siger det ikke er tilfældet, men man kan - for bedre at kunne karakterisere og vurdere Huntington's værk - med fordel stille sig nogle af de grundlæggende spørgsmål man ofte stiller i videnskabelig sammenhæng:
1) Hænger fremstillingen logisk sammen eller indvikler Huntington sig i selvmodsigelser?
2) Har han »det hele«, alt relevant, med om sit emne? Oversér han forhold der ville kunne trække konklusionerne i en anden retning? Siger han noget - eventuelt noget nyt - der har central betydning?
3) Beskriver han forholdene på indviklet vis og med mange indviklede forklaringer på fænomenerne - eller opstiller han en enkel forklaringsmodel?
Disse spørgsmål tages op igen til sidst i kapitlet.
Paradigmeskiftet efter Murens fald
Huntington mener - ganske som alle andre - at der skete noget aldeles afgørende da Sovjetunionen braste sammen i konsekvens af den militære fiasko i Afghanistan og af de voksende interne økonomiske og sociale problemer - og da det ene »Kommunistiske« styre i Europa efter det andet ligeledes dejsede omkuld i slutningen af '80-erne og i begyndelsen af '90-erne.
Ved dén lejlighed ophørte Verden med at kunne opfattes bi-polært. Verdensordenen hvilede ikke længere på et grundlæggende modsætningsforhold mellem to store grupper: Den Vestlige Kapitalistiske og den Østlige Kommunistiske. Siden sammenbruddet af Sovjetunionen har Verden måtte opfattes som en mere kompleks, multi-polær og multi-kulturel Verden.
At vi lever i en noget mere multi-polær og multi-kulturel Verden end tidligere er der måske ikke så meget tvivl om, men helt sort-hvid og to-delt var situationen dog ikke i tiden frem til 1990 - og dét mener Huntington for så vidt heller ikke. Han opfatter ganske vist den gamle Verden som bi-polær - men også som delt i tre dele, hvoriblandt Den Tredje Verden som i større eller mindre grad havde held til at holde sig fri af de to store alliancer og som forsøgte andre udviklingsveje end dem man fulgte i de to blokke.
Blandt dem der allerede fra begyndelsen af '50-erne hævdede en sådan tredje vej var Indien under ledelse af Jawaharlal Nehru, Indonesien under ledelse af Achmed Sukarno og Jugoslavien under ledelse af Josip Broz Tito.
Uden for de store blokke var også Kina, eftersom Kina allerede tidligt efter etableringen af Folkerepublikken i 1949 insisterede på sin egen udviklingsvej og dermed blev en mere og mere tvivlsom partner til Sovjetunionen.
Endelig viste de Arabiske oliestater omkring 1973/74 at de havde nogle muskler at spille med i forhold til de dominerende og olieefterspørgende lande i den Vestlige Verden.
Selv om der var mange lande uden for de to store blokke ville det ikke være rammende at opfatte dem en homogen gruppe, der - på dét tidspunkt - for alvor kunne anfægte den bipolære struktur, så i denne henseende må man give Huntington ret.
Med Murens fald og Sovjetblokkens sammenbrud er »tingene« imidlertid blevet langt mere komplekse og uforudseelige, - og man kan ikke være helt sikker på hvilken struktur der vil udkrystallisere sig på lidt længere sigt - måske skal vi opfatte den nuværende periode som en overgang til noget andet? Muligvis - det vil sige under visse omstændigheder - som en overgang til en ny bi-polær struktur? - en tanke som Huntington antyder muligheden af sidst i sin bog, omend ikke med større glæde.
Huntington's fortolkning. Civilisationsbegrebet
Ligesom Machiavelli (jævnfør ovenfor, s. 51) og Clausewitz (jævnfør nedenfor, s. 145) er Huntington ganske bevidst om at hans fortolkning kun kan have gyldighed for en bestemt periode ... den kan ikke gælde for forhold længere tilbage, - og den vil med tiden blive forældet ligesom de fleste andre samfundsvidenskabelige teorier eller fortolkninger, hvis ikke alle.
Huntington identificerer for den aktuelle periode 7-8 store civilisationer eller kulturer : Den Kinesiske Civilisation, den Japanske Civilisation, Hindu-Civilisationen, den Muslimske Civilisation, den Ortodokse Civilisation, den Vestlige Civilisation, den Latin-Amerikanske Civilisation og den Afrikanske Civilisation.
Huntington's definition af civilisation eller kultur er ikke meget skarp eller præcis - måske fordi hans hensigt ikke så meget er at diskutere de enkelte civilisationers nærmere karakteristika, deres opståen og udvikling, som at diskutere nogle af sammenstøddene eller konflikterne mellem dem. Dog ytrer han sig om visse problemer han har konstateret inden for den Vestlige Civilisation og som bekymrer ham - herom mere nedenfor.
Så meget kan dog - med Huntington - siges at en bredt facetteret kultur er nødvendig for at definere eller konstituere en civilisation, og endvidere at denne kultur får betydning økonomisk, kulturelt, politisk og militært i dét øjeblik den faktisk udtrykker en fællesopfattelse og dermed danner grundlaget både for selvforståelsen for folkene og deres ledere inden for den pågældende civilisation - og for disse folks og lederes forståelse af andre folk - og dermed også for deres handlinger i bred forstand, herunder på det materielle område.
En kultur har en vis - længere - varighed og en vis - stor - udstrækning, men man kan ikke præcist sige hvor den begynder og hvor den slutter. Man kunne måske sige at en kultur der begynder ofte begynder indlejret i en anden kultur, og at en kultur der slutter tilsvarende slutter i en anden kultur.
En kultur (og en civilisation) er heller ikke noget stillestående, men tværtimod noget der udvikler sig dynamisk over tid, noget der bliver stærkere eller svagere eller eventuelt helt forsvinder - og noget der udvikler sig meget afhængig af hvad kulturen eller civilisationen møder af udfordringer udadtil og indadtil og af hvilke konflikter den bliver part i.
Dér hvor civilisationerne mødes går brudlinierne - the fault lines - et udtryk jeg tror Huntington har hentet fra geologien, og langs disse brudlinier opstår clash'ene - hvad enten der er tale om ydre grænser eller indre grænser.
Det kunne være interessant nok at gå ind i en nærmere drøftelse af Huntington's beskrivelser og definitioner, men her vil jeg kun forholde mig til hvad han skriver om den Muslimske, den Ortodokse og den Vestlige Civilisation, fordi netop disse civilisationer spiller en betydningsfuld rolle på Balkan.
Den Vestlige Civilisations særlige styrke
Når den Vestlige Civilisation er blevet så stærk i forhold til andre er det ikke fordi idégrundlaget var andre idégrundlag overlegent, i det mindste ikke med hensyn til de moralske værdier, men fordi man var dygtigere til at sætte sig igennem både internt - og over for andre civilisationer - ikke mindst ved organiseret voldsanvendelse. Dette glemmer vestlændinge ofte, siger Huntington - det gør de andre civilisationer ikke.
Egentlig er netop denne egenskab - som NATO-angrebet på Serbien er en aktuel bekræftelse på - en væsentlig del af den Vestlige Civilisation, skulle man mene, - hvad enten man måtte finde denne egenskab etisk acceptabel eller ej, moralsk nødvendig eller ej.
Moralske værdier. Religionens betydning
De moralske værdier - og religionen - har uanset den Vestlige Civilisations særlige effektive karakter ikke desto mindre stor global betydning, mener Huntington, og har fået en endnu større betydning i de senere år hvor én af de store ideologier - Marxismen-Leninismen - er braset sammen i verdenspolitisk sammenhæng, og han gør opmærksom på dén betydning religionen har og altid har haft som samlende faktor i forskellige Muslimske samfund.
Huntington sondrer - som det fremgår - mellem religion og ideologi - ideologi er nærmest pr. definition irreligiøs.
Der er ganske vist dem der ville benægte religionens betydning i politisk henseende, men de ville gøre sig skyldige i en illusion hvis de fastholdt dén opfattelse. Måske er religion nu ikke alene en central, men dén centrale kraft der motiverer og mobiliserer befolkninger, skriver Huntington - men dette kan man dog næppe sige gælder for forholdene i Kosóva og i Albanien.
Religionen har for længe siden spillet en overordentlig stor politisk rolle i historien, ikke mindst i den Europæiske historie - men i de seneste århundreder har det ikke været religionen der har været »drivende« i Europæiske konflikter.
Mens Trediveårskrigen til at begynde med blandt andet drejede sig om hvor de religiøse »linier« skulle gå - og om at Protestanterne skulle opnå religionsfrihed, så sluttede den med at dreje sig om noget ganske andet - nemlig om magtfordelingen i Europa, hvad der også blev bekræftet med den Westfalske Fred i 1648.
I det 20' århundrede har ideologier som Marxismen-Leninismen, forskellige former for Fascisme og Hitlers Nazisme hver på deres måde spillet en væsentlig rolle i Europæiske konflikter, men de har nu tabt i betydning.
Religionens aktuelle betydning handler ikke alene om hvor vidt en befolkning deltager i gudstjenester eller ej, altså om hvor vidt man er aktivt religionsudøvende, for religionen - og de værdier den indeholder - kan spille en overordentlig stor rolle »neden under« de handlinger man foretager sig, den kan så at sige indgå i den kollektive bevidstheds dybdestruktur.
I USA er der mange der går i kirke, i Sverige ikke så mange - siger Huntington - men begge samfund tilhører uden tvivl den Vestlige Civilisation og begge er meget påvirket af den underliggende Kristne verdensopfattelse.
Den Vestlige Civilisations identitetsproblemer
Hvis en civilisation skal være stærk - og stærk nok til at overleve - må der, som allerede strejfet, være noget, en fælleskultur, der kan samle befolkningen politisk og moralsk. Huntington antyder at der i denne henseende er opstået et problem i den Vestlige Civilisation, ikke mindst i USA, for man taler mere om mere om at man inden for det enkelte Vestlige samfund skal være multikulturelle - og dermed slipper man dén fælleskulturelle identitet, som er livsnødvendig for at overleve.
Hvis den Vestlige Civilisation skal fastholde en stærk position - omend afstemt i forhold til andre civilisationer - må den være bevidst om sine særlige karakteristika og den må forny sig selv, teknologisk og på anden måde, skriver Huntington.
Til gengæld minder han - andetsteds - om at man i Vesten, måske især i USA, er meget optaget af hvem der er de gode og hvem der er de onde - men dette er vel ikke særegent for den Vestlige Civilisation?
Skærpes en konflikt vil der være en tendens til at billederne, både af heltene og af fjenderne bliver trukket skarpere op, nuancerne bliver skåret af, fjenderne blive dæmoniseret - og billederne bliver bevidst brugt til at styrke fællesskabsfølelsen. Det har man kunnet se en del eksempler på i Kosóva-konflikten.
Det sidste rejser et alvorligt etisk problem kunne man mene, for det kan være slemt nok at medlemmer af to civilisationer har svært ved at udtrykke deres egne værdier på en positiv eller konstruktiv måde og at de blandt andet derfor har svært ved at forstå og respektere hinanden, for ikke at sige at leve sammen, men værre bliver det når disse medlemmer hjælpes til at opfatte hinanden ved hjælp af stereotype skabeloner. Stereotype skabeloner er konfliktøgende, ikke konfliktdæmpende. Albanerne er dyr, - vi er Europæere, sagde en Serber i Mitrovica i august '99.
Hen mod slutningen citerer Huntington - og jeg tror ikke det er med et smil i øjet - Shakes-peare's Julius Cæsar ... dér hvor Brutus siger:
»Mærk desuden, at vi har opbudt alle vore venner; fuldtallig er vor hær, vor sag er moden; vor fjendes styrke vokser daglig; vi står nu i spidsen og må dale snart.
I menneskenes liv er flod og ebbe; benyttes floden, leder det til lykke; forsømmes den, står hele livets fart på grund i usselhed, - Nu flyder vi på højvand, og vi må benytte strømmen, mens den er med; hvis ikke, taber vi vor hele vinding«.
Denne logik ledte til Brutus' nederlag ved Fillippi - skriver Huntington - ... - og kan nu om stunder lede til den Vestlige Civilisations undergang. Tja ... - hvis man nu kunne være ganske sikker på at det var sådan Brutus tænkte og talte, for trods alt er citatet fra en noget senere tid end Brutus.
Huntington mener at det ville have været klogere at navigere »udenom« déngang, og at det også nu vil være klogere at navigere uden om sådanne konflikter - som handler om alt eller intet.
Men det var ikke den Romerske Civilisation som sådan der var på spil déngang - der var tale om et internt opgør mellem Brutus' adelige republikanere på den ene side og Cæsar's arving Octavian og dennes forbundsfæller på den anden. Et opgør der efter nogle år - og efter at både fjender og mange »venner« var blevet udmanøvreret - endte med at Octavian etablerede Kejserdømmet. Dermed fornyede Octavian den Romerske Civilisation og retablerede den på et delvist nyt grundlag.
Huntington's Shakespeare-citat er derfor ikke særlig velvalgt i sammenhængen - ... selv om det måske i nogen grad kan illustrere problemerne i Miloevic's tænkemåde og strategi? Men hvad der skal siges herom kan måske bedre siges uden Shakespeare - alle dennes dramatiske kvaliteter ufortalt?
Demografiske forhold
Parallelt med revitaliseringen af religionen er der demografiske forhold man skal passe på med at undervurdere, siger Huntington.
Flere steder i bogen forklarer han at »uro«-bølgerne i forskellige samfund svinger med procenten af unge (måske især i situationer hvor det er vanskeligt at forudsé og planlægge sin fremtid).
Hvis andelen af unge mellem 15 og 24 år udgør 20 % eller mere er man i en kritisk situation hævder han, og han har en idé om at netop ungdommen kan være særligt påvirket af stærke religioner (og tidligere af stærke ideologier). Det har han formentlig ret i
Den demografiske udvikling mener Huntington har stor betydning for konflikten i Kosóva, muligvis har den særligt høje befolkningstilvækst blandt Albanerne været dén materielle enkeltfaktor der har spillet den største rolle for at konflikterne mellem Serberne og Albanerne blev dybere og dybere.
Huntington har givetvis ret i at den særlige demografiske udvikling i Kosóva har spillet en stor rolle - og forskellene i denne henseende på Kosóva Albanerne og Kosóva-Serberne har helt klart været et emne der har optaget sindene på dé kanter.
Om det så er dén materielle enkeltfaktor der har spillet den største rolle er svært at sige - for også andre materielle faktorer har haft betydning såsom: (1) Den økonomiske struktur i Jugoslavien. (2) Fordelingen af befolkningen på land- og byerhverv. (3) Jugoslaviens vanskelige position på verdensmarkedet - ikke mindst under tilbageslaget fra begyndelsen af '70-erne og frem, som havde betydning på mange måder, herunder også med hensyn til hvor mange der permanent eller midlertidigt flyttede til andre lande for at få arbejde dér.
Handel og økonomisk samkvem
Man bliver ikke Vestlig af at få flere Vestlige forbrugsgoder, siger Huntington ; havde dét været tilfældet kunne man have tænkt sig at øget verdenshandel ville mindske risikoen for clash'es ... og man fjerner heller ikke problemer eller konflikter ved øget handel. Tværtimod kan øget handelssamkvem meget let bevirke at ulighederne bliver større end de var før - og dermed kan mulighederne for at der udvikler sig konflikter, eventuelt væbnede konflikter, også øges i betydelig grad.
Dette er givetvis en vigtig betragtning, men ikke ganske ny - for den har været diskuteret i Vesten gennem nogle hundrede år - både blandt økonomer og politikere. Huntington slipper problemstillingen vel hurtigt, men kunne muligvis have løftet diskussionen ved at se nærmere på hvordan Vestlig kultur og Civilisation sætter sig igennem i de efterhånden meget omfattende programmer som Verdensbanken, IMF (Valutafonden) og EU har med forskellige lande fra mange forskellige civilisationer. Dé krav man stiller til økonomisk og politisk adfærd er ikke beskedne - og er i de senere år under skærpelse. Huntington drøfter ganske vist disse organisationers betydning forskellige steder i bogen, men ikke særlig dybtgående, måske fordi hans opfattelse synes at være at deres betydning mest er på overfladen, og at der i de forskellige samfund ofte findes en stærk - og voksende - opposition mod den Vestlige indflydelse? I det lange løb vil denne opposition meget tænkeligt sætte sig ud over »de gode råd« og vende sig mod den Vestlige Civilisation - mener Huntington.
Kunne økonomiske relationer have nyttet?
De der mener at det kunne have været en god idé »fra begyndelsen af« at have fulgt en strategi over for Serberne og Miloevic i retning af at øge handelssamkvemmet og af at forstærke de økonomiske relationer ville ikke have plæderet for at dette skulle ske »uden videre« og for at man skulle lade tingene udvikle sig af sig selv, men for at det ville have været mere fremadrettet at satse på en udvikling af handelsmæssige og økonomiske relationer.
Gode handelsmæssige og økonomiske relationer skaber ikke hensigtsmæssige politiske forhold i sig selv, men de giver i almindelighed bedre muligheder for at der kan ske en udvikling af det politiske liv end dårlige forbindelser.
Dette ville i så fald være i en vis overensstemmelse med hvad Huntington taler om et andet sted i bogen, nemlig om udviklingen i det sydlige Kina. Her konstaterer han at økonomisk vækst giver grundlag for at der kan opstå et dynamisk borgerskab som akkumulerer økonomisk magt uden for Regeringens kontrol, at der også udvikler sig en stor middelklasse - og at uddannelsesniveauet vil blive løftet. Man må forestille sig at disse materielle ændringer med tiden vil kunne få grundlæggende politisk betydning.
Situationen i Kina og Serbien kan naturligvis ikke sammenlignes umiddelbart, for der er allerede en stor middelklasse i Serbien og et stort lag af teknokrater - men måske ikke et dynamisk borgerskab - det vil sige bortset fra den del af borgerskabet der har tjent store penge på sort økonomi?
Ikke desto mindre må der være materielle forudsætninger for at der kan udvikle sig en moderne og stabil samfundsorden i Serbien. Uden materielt grundlag, ikke noget demokrati - må man antage. Gør man noget »andet« - indkapsler man et samfund - giver man god grobund for at der udvikler sig helt andre økonomiske vilkår, som ikke fører til demokrati men til gangsteragtig undertrykkelse og til opkomsten af besynderlige økonomiske konstruktioner. Sanktionspolitik og indkapsling kan meget vel føre til det modsatte af hvad man ønsker sig.
Huntington's apokalyptiske fremtidsscenarie
Noget er på vej i den større skala, mener Huntington - den Vestlige Civilisation har problemer og vil møde stedse flere, den Muslimske Civilisation er aggressiv og konfliktskabende - blandt andet fordi der ikke er en magt inden for denne civilisation som de andre kan orientere sig efter - og den Kinesiske Civilisation vil formentlig få langt større verdenspolitisk betydning end i dag - med Kina som den klart ledende stat .
I slutningen af bogen udmaler Huntington et scenarie som ser ud til at ende med en ny bi-polær struktur, hvor den Kinesiske Civilisation har taget têten i den ene del af strukturen, og hvor den Vestlige Verden på én eller anden måde fortsat vil være dominerende i den anden - dog vist ikke uden at have indgået en form for strategisk alliance med den Ortodokse Civilisation (med Rusland som førende stat).
Huntington synes med sit scenarie at vise at den nuværende multi-polære situation kan blive en slags overgangssituation, og at den vil kunne blive afløst af en ny bi-polaritet, som han ikke synes at være synderlig begejstret for.
Russerne
Den Vestlige Verden - og USA - optræder ikke ganske entydigt i forhold til det nye Rusland. På den ene side anerkender man at Rusland er en dominerende faktor i den Ortodokse Civilisation, på den anden side er der så meget intern splittelse i Rusland, ikke mindst i og med hensyn til forholdene i Kaukasus-området, at man ikke for alvor tror på den politiske ledelse som en magtfaktor af global betydning - hvad der forstærkes af at den Russiske økonomi for tiden er så svag at den jævnlig må understøttes af Vesten. I Kosóva er det tydeligt at man ønsker at bruge Russerne til noget, men at man ikke vil give dem den reelle indflydelse som de ikke kan skaffe sig selv.
Forholdet til den Muslimske Civilisation
Der er et problem ved Huntington's analyse, et metodeproblem eller et virkeligt problem. For ikke alle aktører har opført sig som de »skulle« ifølge fortolkningen, specielt ikke USA i forhold til forskellige Muslimske stater.
Som netop nævnt opfatter Huntington den Muslimske Civilisation som en overordentlig problematisk civilisation, fordi den optræder universalistisk, aggressivt og konfliktskabende.
Ét sted skriver han - at i dé tilfælde hvor der har været konflikter og hvor religion har spillet en rolle - har Muslimske lande været involveret i langt flere tilfælde end de skulle ifølge gennemsnittet.
Han mener at én af de vigtige grunde til at den Muslimske Civilisation er så konfliktskabende er at der ikke efter det Osmanniske styres sammenbrud dukkede en ny stat op som kunne samle de andre om sig. Der har været forskellige forsøg på at blive den drivende faktor inden for denne civilisation, men de har været frugtesløse indtil nu - og derfor har der været både konflikter indadtil og udadtil. Der har ikke været en førende stat som de andre ville rette sig ind efter - og dette har ledt til vedvarende ustabilitet .
Egentlig må dette magtvakuum betragtes som en vigtig forudsætning for at den Vestlige Civilisation og USA har kunnet spille en så stor rolle i den Arabiske Verden - og på Balkan - som tilfældet har været, men det er ikke et problem som er opstået forleden dag, men et problem der er udsprunget af de konflikter der har været i de sidste 100-200 år mellem Rusland, det Habsburgske Rige og det Osmanniske Rige - og mellem de forskellige stater på Balkan, - hvor også Vestmagterne (England, Frankrig og USA) har forsøgt at udnytte situationen til egen fordel.
Under alle omstændigheder har de »gamle« - uløste eller skævt løste - konflikter dannet grundlaget for senere konflikter.
Man burde inden for den Vestlige Civilisation være meget påpasselig med at engagere sig med Muslimske eller Muslimske interessenter, mener Huntington, for så længe som Islam er Islam - hvad den sikkert vil være - og så længe som Vesten forbliver at være Vesten - hvad der er mere tvivlsomt - så længe vil der være en fundamental, kulturelt begrundet, og - fordi den er fundamental også - uoverkommelig konflikt mellem de to civilisationer.
Den virkelige og fundamentale konflikt består - ifølge Huntington - ikke mellem Muslimsk fundamentalisme på den ene side og det Amerikanske Forsvarsministerium og CIA på den anden, men mellem to fundamentalt forskellige kulturer i bred skala. Begge kulturer er universalistiske og opfatter sig selv som overlegne, men mens den Muslimske kultur ikke har tilstrækkelige magtmidler til at sætte sig igennem i verdenspolitikken, har den Vestlige Civilisation både de nødvendige magtmidler og víst evnen og viljen til at sætte sig igennem ved adskillige lejligheder.
Netop fordi situationen er sådan vil der bestå en permanent konflikt mellem de to civilisationer - og konflikten vil være særlig vanskelig (synes Huntington at mene) så længe der ikke er en dominerende faktor i den Muslimske Civilisation.
Eksistensen af stærke, eller rettere dominerende magter i de enkelte civilisationer er en forudsætning for en ny og mere stabil verdensorden, men ikke en garanti, for civilisationerne skal så at sige respektere hinanden, - og det er vel ikke givet at det vil blive tilfældet?
Udvikler der sig alvorlige sammenstød mellem kulturerne i fremtiden er det sandsynligt - siger Huntington - at det vil være en følge af Vestlig arrogance, Muslimsk intolerance og Kinesiske ønsker om at sætte sig igennem.
Konflikter mellem civilisationer kan have en langt større permanens end konflikter om enkle materielle forhold (økonomiske forhold med videre) og de fører ikke så let til varige fredsaftaler.
Tværtimod vil de blusse op igen, så snart den ene eller den anden part mener at have fordel af det - det vil sige med mindre man foretager sig noget radikalt, såsom at prøve at udrydde fjenden fysisk - en strategi der har været sørgelig aktuel i Kosóva.
Huntington har sine steder i fremstillingen ikke større tiltro til at man kan undgå brudlinie-konflikter, på den anden side konkluderer han at en ny verdensorden netop må hvile på at man accepterer de andre civilisationer og finder en måde at leve med dem på.
Måske har jeg misforstået hans fremstilling - eller også prøver Huntington at tackle et virkeligt problem som der ikke er nogen indlysende løsning på, i det mindste ikke én man kan deducere sig frem til teoretisk.
Hvorfor fulgte USA ikke Huntington?
Dels på grund af udviklingen i Asien - hvor det må forudses at Kina vil få større og større magt - dels på grund af udviklingen i den Muslimske Verden burde den Vestlige Verden se at komme overens med den Ortodokse Civilisation for at få strategisk støtte til at afbalancere den Kinesiske, men ikke desto mindre har den Vestlige ved flere lejligheder gjort det modsatte ved at støtte Muslimerne (Albanerne i Kosóva og Muslimerne i Bosnien ) mod de Ortodokse.
Huntington spørger selv sagt sig selv hvorfor (især) Amerikanerne har opført sig unormalt og været at finde på den Muslimske og ikke på den Ortodokse side i Bosnien og er nået til at forskellige faktorer må have spillet sammen.
Før vi kommer til Huntington's konkrete forklaringsforsøg må man - i overensstemmelse med ham - konstatere at Amerikanerne gennem længere tid - og i høj grad - har været aktivt tilstede i en del af den Muslimske Verden, den Arabiske.
I Golf-krigen 1990/91 foretog man dertil en militær intervention som har dannet en vigtig baggrund for hvad man senere har foretaget sig, og allerede inden da havde man været temmelig aktive med at understøtte de Muslimske oprørere i Afghanistan, hvilket ganske vist var et led i opbrydningen af den daværende bipolære struktur, et led i bekæmpelsen af Ondskabens Rige.
De konkrete grunde Huntington nævner er
- at Muslimerne er blevet opfattet som ofre og derfor har påkaldt sig megen sympati, og at de Muslimske Bosniere desuden var dem der længst forsøgte at hævde dén multietnicitet som Amerikanerne forfægter som et grundlæggende politisk dogme,
- at der er en effektiv diaspora i den Vestlige Verden, for der bor mange Bosniere (og Albanere ) dér, - og diaspora'en er i vid udstrækning politisk aktiv,
- og endelig at det er fundamental Amerikansk politik at værne om Menneskerettigheder og at gå mod overgreb på civile.
For så vidt angår Kosóva kan man tilføje at Albanerne gennem mange år med fredelige midler, men aldeles forgæves, havde forsøgt at få dén autonomi tilbage som de havde mistet i '89 - dette har givet dem megen kredit i den Vestlige Verden.
I nogen modsætning til Huntington kunne man mene at den Amerikanske støtte til visse Muslimske kræfter og befolkninger ikke er en begrænset unormalitet som alene kan begrundes med de netop nævnte forhold, men at den også er et udtryk for egentlig og mere langsigtet interessepolitik, en strategi: Amerikanerne har en vis strategisk interesse i at støtte Muslimske interesser ... i hvert fald visse Muslimske interesser - fordi det kan være gavnligt for varetagelsen af Amerikanske interesser i Arabien og for at kunne fastholde en tilstedeværelse dér.
Men støtte til specifikke Muslimske interesser kan også have haft ganske andre formål, som da USA støttede de afghanske oprørere mod Sovjetunionen med den klare hensigt at destabilisere styret dér. Man kan formode at den Amerikanske støtte havde »jesuitisk« karakter: Hensigten helliger midlet.
Med hensyn til Balkan nævner Huntington dén mulighed at Amerikanerne ønskede at holde andre Muslimske interesser ude, men afviser den efter nærmere overvejelse.
Hvorfor gjorde de Ortodokse heller ikke som de skulle?
Den Ortodokse side har heller ikke opført sig helt som den burde efter fortolkningen. Russerne støttede kun til en vis, og temmelig begrænset, grad Miloevic og Serberne i Kosóva-konflikten, men ikke fordi de til gengæld har et positivt forhold til den Muslimske Verden; forholdet er nærmest modsat: I de senere år har der været mange opgør med Muslimer inden for det gamle Sovjetunionen - og som nævnt har man været indviklet i et flerårigt opgør med Muslimske interesser i Afghanistan. Grunden er snarere at man ikke stolede på Miloevic og at man er dybt afhængige af økonomisk støtte fra Vesten.
I Bosnien-konflikten mente Russerne at der skulle tages særligt hensyn til dem fordi de - efter egen opfattelse - havde en legitim strategisk interesse på Balkan, men da det kom til stykket bakkede de væk fra Miloevic og fandt sig i at man bombede de Bosniske Serbere.
- - -
De Ortodokse Grækere stod i en temmelig vanskelig situation, for på den ene side har de ikke meget til overs for Albanerne, hverken i Albanien, i Kosóva eller i Makedonien - på den anden side er Grækenland medlem af NATO og ønsker helt sikkert at fastholde dette medlemskab, blandt andet for det giver større muligheder for at manøvrere i forhold til Tyrkiet.
Grækenland deltog principielt i aktionerne mod Serbien og lagde blandt andet havnefaciliteter til, men samtidig havde man hele tiden forbindelse til Miloevic (i den sidste del af hans æra havde man dog også forbindelse til visse dele af den Serbiske opposition). Straks efter at NATO indstillede luftkrigen var den græske UM, Papandreou, på besøg hos Miloevic i Beograd - og næppe til en almindelig kop kaffe.
Alt i alt har den Ortodokse Verden været at finde på alle sider i Kosóva-konflikten, helhjertet eller ej.
Materielle og immaterielle konflikter i Kosóva
Huntington gør sig nogle vigtige overvejelser i forhold til udviklingen i Kosóva; således finder han at det er nemmere at indgå kompromiser om materielle uoverensstemmelser end om immaterielle og holdningsmæssige. Netop når det drejer sig om konflikten i Kosóva tror jeg han har ganske ret.
De materielle forhold havde ganske vist stor betydning for udviklingen i det gamle Jugoslavien, blandt andet fordi en hel del ressourcer blev allokeret fra de nordlige, mere velstående, områder i Kroatien og Slovenien - til Serbien og Kosóva, hvad der gav anledning til voksende utilfredshed i det nordlige, men dette kunne man muligvis have talt yderligere om, hvad enten man så ville have nået frem til enighed eller ej.
Med hensyn til den demografiske udvikling - den relativt høje befolkningstilvækst, herunder den relativt store fødselshyppighed blandt Albanerne i Kosóva - var der ikke noget at diskutere.
Faldt talen på forhold af mere holdningsmæssig karakter - herunder med hensyn til fortolkningen af Historien - var der end mindre at tale om.
Begge parter oplevede - med visse undtagelser - hinanden som alvorlige trusler mod egne interesser og egen eksistens, og dette blev ikke mindsket i perioden fra '89 og frem hvor de Serbiske myndigheder udskiftede store dele af de Albanere der var offentlig ansat - med Serbere. Serberne mente at have gode grunde til denne udskiftning, for Albanerne ville ikke erklære deres loyalitet over for Regeringen i Beograd, men det er indlysende at man dermed gjorde kløften bredere og dybere - og konflikten end mere uoprettelig.
Det forekommer rigtigt - på det umiddelbare og »lokale« plan - at man skulle have gjort noget ad den ikke-materielle vej først, men spørgsmålet måtte så have været hvordan man overhovedet skulle kunne komme ind på dén vej, enten indefra eller udefra?
Måske ville det derfor alligevel have været både klogere og nemmere, hvis man var startet et andet sted, nemlig med et samarbejde om økonomiske forhold med Serberne, både om projekter i selve Serbien, men også om projekter i Kosóva - blandt andet ud fra dén betragtning at ikke-materielle konflikter har nemmere ved at udvikle sig hvis de materielle forhold er ugunstige. Når krybben er tom, bides hestene - er der et gammelt ord der siger.
Det ville have været en styrke for analysen hvis Huntington var gået nærmere ind på at diskutere årsagerne til den jugoslaviske krise, - årsagerne til at Tito's Jugoslavien brød sammen. Det er som om Huntington mener at etnicitet og religion først kommer til at spille en rolle efter sammenbruddet; det er ikke forkert at disse faktorer spiller en rolle nu [omkring 1999] - men på den anden side spillede etniciteten og nationalismen en betydelig rolle allerede tidligere og var i forening med den skæve udvikling af de materielle forhold afgørende for at Jugoslavien brød sammen - og for hvordan de efterfølgende konflikter udviklede sig.
Allerede i Tito's tid var disse forhold direkte på dagsordenen - og de var en del af det strukturelle grundlag bag den politiske kursændring man foretog i '66 og især i '71, dén der gav Albanerne den suverænitet der siden har været konflikt om.
Huntington's noget »tynde« analyse af udviklingen i det gamle Jugoslavien må være baggrunden for nogle temmelig naive betragtninger om hvad man burde have gjort - nemlig at gå væk fra den nationale model og i stedet arrangere demokratiske valg til en fællesregering for hele Jugoslavien. Havde man gjort dét ville det - det vil sige ifølge Huntington - have været muligt for midtersøgende kræfter at »finde hinanden« og at etablere et andet politisk - multietnisk - grundlag for udviklingen end dét der blev tilfældet: Nationalismen i mere eller mindre snæver forstand. Det er dog ikke sandsynligt at nogen kunne være sluppet af med at foreslå dén type valg, for der var bred tilslutning rundt omkring i de enkelte republikker til at man ville være sig selv - at man ville væk fra Serberne og deres forsøg på at dominere.
Der er ingen tvivl om at man i Amerikanske regeringskredse har læst grundigt på Huntington, også i relation til udviklingen i Kosóva. I en vis forstand har man handlet i overensstemmelse med Huntington når man nemlig - næsten på forhånd - opgav at forsøge ét eller andet med udgangspunkt i et samarbejde om økonomiske forhold og i stedet konkluderede at man ikke kunne komme overens fordi modsætningerne var for dybe. Men man gik nok langt forbi Huntington's anbefalinger når man gav sig til at bombe sig til en ny tingenes tilstand - for egentlig har USA ingen direkte strategisk interesse i det gamle Jugoslavien (mener han).
Flere kulturer - i USA og i Kosóva
Det er - som Huntington skriver - en fundamental Amerikansk betragtning at et stærkt samfund kan bygge på mange kulturer. Måske er der ligefrem dem der mener at et stærkt samfund bør bygge på flere kulturer. Den Amerikanske historie skulle være et fremragende eksempel på det. Men han er meget skeptisk over nogle af de udviklingstendenser han finder i dagens USA - der er nemlig voksende risiko for at samfundsordenen og kulturen bliver angrebet indefra. At tanken om multietnicitet går over gevind.
Om han har ret heri - med hensyn til forholdene i USA - skal jeg ikke kunne sige, men han har givetvis ret i at der vil være næsten uoverkommelige forhindringer for at binde så forskellige civilisationer sammen som den Serbisk-Ortodokse og den Albansk-Muslimske. Man føres næsten til at konkludere at det vil være klogere at skille parterne fra hinanden, omend der så vil opstå en permanent risiko for konflikter langs grænsen.
Det er muligt at parterne ikke ville have kunnet komme overens i overskuelig tid - uanset hvad, men det havde formentlig været en del nemmere at nå frem til en tålelig situation, hvis
1) Serberne havde givet Albanerne dén autonomi tilbage som de havde frataget dem i '89,
2) man udefra havde hjulpet med at udvikle bæredygtige virksomhedsprojekter (og hvor man bevidst imødegik dé tendenser til korruption og uhæderlighed og dé tendenser til at udnytte - eller misbruge - bistanden udefra uden selv at være konstruktivt aktiv - som man har kunnet møde i Albanien)
og
3) hvis man - udefra - havde bidraget til en politisk, militær og politimæssig sikring mod de overgreb som den ene og den anden part gjorde mod modparten.
Egentlig er man med isolationen af Serbien, med bombningerne og med de voldsomme etniske overgreb i 1999 - først fra Serbisk, så fra Albansk side - kommet længere væk fra denne situation end man var før, selv om man dog har opnået at Kosóva nu nødvendigvis vil få en mere selvstændig status end det har haft i mange år under Serbisk styre.
Aktører på mange niveauer
Huntington fremhæver at brudlinie-konflikter vanskeligt kan løses af de umiddelbart involverede parter alene. Der vil ofte være interessenter i anden og tredje række som har en rolle og som må påtage sig en rolle når konflikten skal dæmpes eller suspenderes.
Disse interessenter i anden eller tredje række vil ofte ikke ønske at blive involveret i første række, men vil eventuelt forsøge at agere på anden vis - for eksempel ved at forhandle med en modsat part på samme tilbagetrukne niveau og muligvis hen over hovedet på de primære aktører. Sådan adfærd giver historien en del eksempler på, også den nyeste historie.
Hvis en løsning imidlertid skal kunne realiseres forudsætter det - som Huntington er inde på - at de mere tilbagetrukne agenter kan og vil sætte sig igennem over for de primære aktører.
Jo mindre lokal og jo mere global en konflikt kan være, desto sværere vil det naturligvis være at få løst den, og netop derfor er det - med Huntington - nødvendigt at de »globale« interessenter, de dominerende magter i de enkelte civilisationer besinder sig og indgår en slags aftale om at man gensidigt holder sig ude fra den anden parts interessesfære. Monroe revisited.
Hvor hensigtsmæssig og realistisk denne konklusion måtte være fortjener at blive diskuteret grundigere - men det ligger uden for denne bogs rammer. Der er mange problemer at tage op som Huntington selv er inde på: For eksempel dé problemer som følger af at der ikke er én dominerende stat i den Muslimske Civilisation - dé problemer der er en følge af at dominerende stater i andre civilisationer på et senere tidspunkt kan se en materiel interesse i at gå i konflikt med »parallelle« civilisationer og dé problemer der er en følge af konflikter mellem »mindre« aktører udvikler sig ukontrollabelt.
Afsluttende vurdering
Tilbage til de indledende spørgsmål:
1) Hænger fremstillingen logisk sammen eller indvikler Huntington sig i selvmodsigelser?
Fremstillingen er langt hen logisk sammenhængende, men er med hensyn til de overordnede konklusioner ikke tilstrækkeligt begrundet - hvad enten man måtte finde konklusionerne etisk positive eller angribelige.
På nogle punkter er der muligvis modsigelser i fremstillingen fordi der modsigelser i realiteten.
Det er muligt - måske endda sandsynligt - at Huntington har ret når han fremhæver at mange konflikter nu om stunder er Clash of Civilizations, men det ændrer ikke ved at der kan være aktører - som for eksempel Amerikanerne - der (i hvert fald tilsyneladende) kan handle sammensat eller inkonsistent forhold til hvordan man kunne betragte de forskellige civilisationer.
2) Har han »det hele«, alt relevant, med om sit emne? Oversér han forhold der ville kunne trække konklusionerne i en anden retning? Siger han noget - eventuelt noget nyt - der har central betydning?
Huntington kommer meget godt omkring og har mange aspekter med, men i flere af de konkrete analyser - i det mindste dén om udviklingen på Balkan der har haft min særlige interesse - er han for overfladisk, og man kan derfor ikke være sikker på at hans konklusioner - for så vidt angår deres implikationer for udviklingen i dette område - er bæredygtige.
Huntington siger noget »nyt« i to henseender. Først ved at understrege den aktuelle betydning som civilisationssammenstøddene har fået - dernæst ved at drage en ny isolationistisk konsekvens.
Jeg tror Huntington har meget ret når han tillægger civilisationsforskellene en stor aktuel politisk betydning, men mener ikke han har ført den grundlæggende analyse i bund - og det samme gælder for diskussionen om de politiske konsekvenser man bør drage når man befinder sig i den Vestlige Civilisation.
3) Beskriver han forholdene på indviklet vis og med mange indviklede forklaringer på fænomenerne - eller opstiller han en enkel forklaringsmodel?
Fremstillingen er enkel nok - og der benyttes generelt ikke mange kunstgreb og hjælpeforklaringer. Men med hensyn til Balkan-problemerne virker det som om Huntington må ty til noget »ekstra«, hvad han dog fremlægger helt åbent og ærligt.
- - -
Huntington's bog er som nævnt i indledningen meget relevant i relation til udviklingen i Kosóva, fordi den direkte forholder sig til denne udvikling (frem til midten af '90-erne), fordi den diskuterer de overordnede principper for Amerikansk udenrigspolitik, fordi den forsøger at sætte de senere års større og mindre konflikter ind i en samlet ramme - og ikke mindst fordi den har været stærkt diskuteret i USA og har været med til at skærpe diskussionen om politisk strategi.
Diskussionen slutter ikke med Huntington's bog - tværtimod. Bogens største fortjeneste ligger givetvis i at den ægger til modsigelse og til yderligere studier og overvejelser.