bjoerna.dk     Kultursociolog Bjørn Andersen    post@bjoerna.dk


Ludvig Holberg i Korsør

Skuespilleren Niels Andersen spillede Holberg på Korsør Bibliotek


Version 1.0 - 24.11.2004

Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)






På en blæsende og våd novemberdag spillede Niels Andersen Holberg på Korsør Bibliotek. Ikke en støvet og bogormsagtig Holberg, men en intens, kropslig og temmelig pågående Holberg.

Sidst i forestillingen lå Jeppe i Baronens seng. Som man kan se på billedet var der ikke meget kulisse. En gammel stol. Et tæppe ... og et meget enkelt kostume; alligevel var ingen i tvivl om at det var Jeppe, der lå dér og snorkede i en gevaldig brandert ... og som siden vågnede ... undrede sig ... kneb sig i armen: Drømmer jeg - eller er jeg i Himmerige?

Sådan kan man komme i tvivl om alle ting når man har gemt sig bag en flaske - - - og når en fin mand og hans bande har fået lyst til at drive gæk med én.


       


Holberg havde fået meget af sin inspiration fra gadeteatret i Italien. Gadeteatret var ikke et raffineret dagligstueteater, men et energisk og frækt teater. Meningen var at tilskuerne skulle gyse, more sig, blive provokerede - og slippe nogle slanter til skuespillerne.

Det er også frækt når Niels Andersen ifører sig et Dannebrog og giver den som én der har gjort det nationale til noget nationalistisk. Pas på, spiller han - det kan ende gruelig galt.

En løftet pegefinger? Akkurat, for sådan kan det jordnære teater også være.





Dragter og masker er med til at tegne figurerne og til at der kan komme mere frem; også på dén måde at der kan blive sagt mere. Nogle masker er enfoldige og ligefremme. Andre er mere farlige - én af Niels Andersen's lå tæt til ansigtet og viste øjnene ... men paradoksalt nok blev resultatet næsten dæmonisk.

Også Holberg brugte masker, men i en mere overført forstand. For at undgå for meget bøvl udgav han sine komedier under pseudonymet Hans Michelsen, poët og hvidtølsbrænder i Kalundborg.

Det er akkurat i Kalundborg at Niels Andersen håber at kunne etablere et Holberg Teater. Det fortalte han om efter forestillingen (se: http://bjoerna.dk/Holberg/Kalundborg.htm).