|
bjoerna.dk Kultursociolog Bjørn Andersen post@bjoerna.dk Ludvig Holberg, Naturretten og juristerne Ditlev Tamm i Kalundborg Version 1.2 - 28.11.2004 |
|
|
Salen på Kalundborg Museum var fyldt godt op dén mandag aften i februar.
Professor Ditlev Tamm havde taget rejsen fra København til Kalundborg - og spøgte med dén rejse i fordums tid som en vis Peder Paars havde begivet sig på fra Kalundborg til Aars.
Der er mange Holberg-arrangementer i år - i Vestsjællands Amt; de fleste er teaterarrangementer og foredrag om Holberg's skønlitterære meriter: »Holberg-året« 2004 i Vestsjælland. Denne aften var der fokus på en noget anden Holberg, han der skrev om naturretten, men det er ikke nogen tilfældighed at det også var ham der gjorde grin med visse jurister. Måske var det derfor at nogle af byens advokater havde indfundet sig - og en student med kuglepen og notesblok og lærebog i retshistorie? De fleste havde dog ganske andre professioner og var nysgerrige.
Det var heller ikke nogen almindelig foredragsholder der var lokket til staden. Ditlev Tamm er professor i retshistorie; han kender Romerretten og den gamle danske ret, men har også skrevet om retsopgøret efter Besættelsen; og på det seneste har han udgivet en antologi hvor forskellige forfattere skriver om retfærdighed.
Der var engang en litteraturprofessor - Vilhelm Andersen - der vidste at god litteratur er kropslig og at den skal opleves. Han gjorde sit ved at give oplæsning for sine studenter hver lørdag, eller rettere - ved at spille for dem.
Som Vilhelm Andersen, så Tamm. Han var den ene advokat, så den anden.
Han var Herman von Bremen i ophøjet selvsikkerhed, så på flugt til uopsætteligheder på Rådhuset.
Han var prokuratoren Tobias der overvejede mulighederne - og etikken - i at være advokat for begge sagens parter.
Han var Henrik der gav sin forliebte herre, Leander, anskuelsesundervisning i Tamperretten's virkemåde.
Tamperretten tog sig af ægteskabelige uoverensstemmelser - og havde til huse på Universitetet. Holberg var som professor og medlem af Konsistorium én af dommerne og påhørte adskillige sager; de af hans vota der er bevaret tyder på en vis konservatisme.
Det var dog ikke det eneste sted hvor Holberg kom i berøring med retsvæsenet. I sine senere år kom han uoverens med fogeden på sit gods, men enten forstod han ikke hvad der måtte gøres - eller ville ikke, for han tabte og antydede at sådan måtte det gå; efter Holberg's mening havde fogeden en klar hjemmebanefordel.
Havde Holberg mindre succes i praktisk jura, var han en dygtig økonom. Han forvaltede universitetets og sine egne midler så de gav solidt overskud. Sit eget placerede han i ejendom som han senere testamenterede til Sorø Akademi; dét er som bekendt baggrunden for at han blev adlet af kongen.
Men Holberg var borgerlig - skønt adlet - og kunne ikke acceptere at man skulle være født fra noget. Det måtte være dygtighed og kvalifikationer det kom an på, også mellem kønnene. Måske har en sådan opfattelse forbindelse med hans overvejelser over naturretten?
Naturretten er en filosofi der (ifølge Holberg) befinder sig et sted mellem de love der er givet af Gud og de love som gives af de jordiske herskere. Naturrettens fortalere forsøgte at ræsonnere sig frem til hvilke regler der gjaldt i 'naturtilstanden' og formulerede - med basis heri - principper for statsstyre og for 'praktisk' lovgivning. Nogle havde et lyst, andre et mørkt syn på hvordan forholdene var i 'naturtilstanden' og på hvordan menneskene 'rigtigt' er.
Man kunne tro at Naturret er interessant, men også gabende kedsommelig?
Sådan er det nok med nogle af de mest sprænglærde naturretsforfattere, Grotius, Pufendorf og andre - men ikke med Holberg. Holberg tog grundig afsæt i Pufendorf - der blev professor i Lund kort efter Karl Gustav-krigenes tid - og brugte hans systematik, men udfoldede sig på en langt mere tilgængelig og underfundig måde.
Det er troligt én af grundene til at han fik så mange læsere af sit værk at det gav en god indkomst. Måske var bogen om Naturretten dén af hans bøger han tjente mest på?
Med Enevælden skærpedes professionskravene på retsplejens område, men det var vanskeligt at realisere dem. Når Holberg med tiden fik et publikum til sit værk, var det ikke alene på grund af sine store stilistiske evner, men fordi der skulle uddannes jurister, og fordi der var brug for en overkommelig introduktion til naturretten; men der var givetvis også læsere der var interesseret eller som 'praktiserede' uden eksamen.
Danske retslærde havde typisk været på ophold i udlandet for at uddanne sig, og en egentlig juridisk uddannelse blev først etableret i Danmark i Holberg's senere år, lige før midten af 1700-tallet.
Det danske retssystem havde ikke hvilet på 'streng jura' - typisk Romerretten - men på sædvaner og landskabslovgivning, og man var kommet langt ved at drøfte uoverensstemmelserne hen over flere tingmøder - og ved at lade tiden arbejde for forligsmæssige løsninger.
I slutningen af 1600-tallet udstedtes Danske Lov, der var skrevet klart og tydeligt - og var læselig for dem der tog sig af den daglige retspleje i rådstueretterne og på herredstingene, men i forlængelse af dén og andre senere forordninger blev det mere og mere påkrævet at man med en juridisk bestilling også havde en relevant uddannelsesmæssig baggrund.
På Holberg's tid var de professionelt uddannede jurister ved at vinde frem, og det gav ham muligheder for at gøre sig lystig på deres eller deres ofres bekostning i sine teaterstykker. I "Den politiske Kandestøber" må Herman von Bremen flygte fra et par advokater der har ham slemt til bedste. De bruger et klassisk eksempel fra Romerretten (som Holberg selv skriver om i sin Naturret): Hvem har mon ejendomsretten til jord der blev skyllet fra den ene ejers bred til den andens?
Man må kunne sin metiér, i dette tilfælde vide at man med Romerretten skelner mellem jord der flyttes fra den ene bred til den anden på én gang, og jord der flyttes langsomt og næsten umærkeligt over lang tid. I sådanne - som mange andre - sager kommer man frygtelig galt afsted, hvis man er ukvalificeret. Så træffer man forkerte beslutninger eller man opgiver at beslutte.
Herman von Bremen var åbenlyst ukvalificeret, og det faldt han på i Holberg's øjne. Men ikke alene skal man være kvalificeret, - man skal også opføre sig skikkeligt.
Holberg er én af vores største forfattere, men selv om hans diskussioner og overvejelser er præget af tiden, er han stadig morsom - ikke mindst når det går ud over juristerne, sagde Ditlev Tamm.
Holberg-Teater i Kalundborg under forberedelse, se: http://bjoerna.dk/Holberg/Kalundborg.htm