|
bjoerna.dk Kultursociolog Bjørn Andersen post@bjoerna.dk Manuskriptet til Holberg's Heltehistorier Version 1.1 - 30.08.2004 |
|
|
Manuskriptside til historien om Skanderbeg. Skriften er B's (se ndf.). Noten i marginen må antages at være Holberg's. Pga indbindingen er de yderste millimeter til højre »forsvundet«. Jeg har - for gode ord og betaling - fået sendt en smuk fotografisk gengivelse af siden fra Nasjonalbiblioteket i Oslo. Klik på billedet, hvis du vil se det i et større format.
Forbemærkning: Den følgende artikel er fundet i »Holberg Aarbog« for 1923. Årbogen blev redigeret af Francis Bull fra Norge og Carl S. Petersen fra Danmark. Jeg har antaget at der ikke er nogen der vil gøre indsigelse mod optrykket, men skulle jeg have taget fejl, fjerner jeg filen igen.
Opsætningen i Årbogen er respekteret så vidt det var muligt, dog er fodnoter på den enkelte side erstattet med 'slutnoter'. Enkelte trykfejl er rettet.
Forfatteren til artiklen var bibliotekar, cand.mag. Leiv Amundsen fra Kristiania / Oslo, der et par år efter skrev artiklen: »Om Helte-Historiernes Tilblivelse. Holbergs bruk av litterære kilder«.
OM MANUSKRIPTET TIL HOLBERGS HELTE-HISTORIER 1739
UNIV.-BIBL., CHRIA., MS. IN QUARTO 89
AV LEIV AMUNDSEN
OVERLEVERINGEN af Holbergske manuskripter er, som bekjendt, minimal; det maa da siges at være underlig at det eneste trykmanuskript som endnu er bevart i sin helhet til en bok av Holberg, nemlig til Helte-Historierne 1739, aldrig synes at ha været gjenstand for nogen nøiagtigere undersøkelse, og det skjønt manuskriptet nu i hen ved 100 aar har været i et offentlig biblioteks eie.
I lange tider later det til at ha været ukjendt for Holberg-forskerne, saaledes ogsaa for F. L. Liebenberg, da han i 1864 utgav Helte-Historierne. En sammenligning med manuskriptet vilde ha ændret eller latt utgaa en række av hans avvikende læsemaater; men som forholdet er, tjener det til hans ære at han allikevel saa ofte har truffet det rette. - Efter 1860-aarene vil man av og til finde manuskriptet nævnt i Holberg-litteraturen i en note, en passant; retskrivningen i de blade som stammer fra Holbergs egen haand, omtales mere nøiagtig et par ganger; men noget forsøk paa at bringe paa det rene hvad manuskriptet kan berette om Holbergs arbeidsplan og arbeidsmaate, har mig bekjendt aldrig været gjort.
Et slikt forsøk maa gaa ut fra den omhyggeligste og nøiagtigste undersøkelse av manuskriptet, og dette arbeide er det liten mening i at gaa igang med nu, da vi forhaabentlig om ikke altfor mange aar faar det diplomatarisk gjengit og sammenholdt med de trykte utgaver i den monumentale utgave av Holbergs samlede skrifter. De bidrag som meddeles i det følgende til manuskriptets beskrivelse og litteraturhistoriske utnyttelse, søker heller ikke at gi nogen systematisk og uttømmende fremstilling. De er ikke andet end spredte iagttagelser og en del indsamlet materiale, som det kanske har sin interesse at faa fremlagt.
Manuskriptet er kommet til Universitetsbiblioteket i 1831 som gave fra daværende biskop i Akershus stift, overhofprædikant Christian Sørenssen (1765-1845). Av ældre eiere kjendes bare én, som har antegnet sit navn i boken, nemlig sorenskriver i Aker Jacob Aars, født i Hørdum, Tisted amt, 1736, død i Christiania 1807, (1) stamfar til den norske familie Aars. Hvorledes biskop Sørenssen har erhvervet manuskriptet (2) og hvem der har eiet det før Aars, er ukjendt. Paa første blad er notert »5 Spd.«; det tyder paa at det engang er blit solgt.
Indbindingen er simpel, papbind med ryg og hjørner av pergament. Paa ryggen staar der skrevet (nu halvt utvisket) med en haandskrift som synes at kunne være identisk med den skriverhaand der betegnes med B i det følgende:
Professor L. Holbergs Adskillige | Store Mænds og berømmelige | Heltes sær Orientalske og | Indianske Sammenlignede | Historier og Bedrifter | Efter Plutarchi | Maade || Dette er Manuskriptet, hvorefter | Bogen er trykt | De ..... Rettelser deri, | ere skrevne af Holberg selv, | med egen Haand ||Bindet bestaar av 906 bl. som paa faa undtagelser nær er beskrevet paa begge sider. Format ca. 15 X 20 cm. I skriften kan skjelnes mellem tre hænder.
1) Holberg har selv skrevet titelblad, fortale, indholdsangivelserne i margen. Han har desuten gjort endel rettelser i teksten og føiet en del til, dels i margen og dels paa indklæbede ark. (3) Men hovedmassen av manuskriptet er skrevet av to andre hænder, som vi kan betegne med A og B.
2) Fra A stammer:
Schack Abas og Soliman, Forbereed., Sch. Ab. (Utg. 1739 I s. 388-455.)3) B har skrevet:
Myrr-Weiss, Myrr-Maghmud. (II s. 155-224.)
Mahobed-Kan og Emir-Jemla. (II s. 225-282.)
Socrates og Epaminondas. (II s. 447-574.)
Solijman. (I s. 456-486.)At indholdet er ordnet noget anderledes end i den trykte utgave, skyldes sikkert bare uagtsomhet ved indbindingen. Efter Holbergs fortale følger Schack Abas og Soliman, saa første tomes øvrige indhold, (s. 388-576), derefter anden tome og endelig første tomes s. 1-387.
Montezuma og Atapaliba. (I s. 487-576.)
Zoroaster og Mahomed. (II s. 1-108.)
Zenobia, Catharina Alexiewna. (II s. 109-154.)
Lucius Sylla, Cajus Julius Cæsar. (II s. 283-446.)
Cingiscan og Tamerlan. (I s. 1-76.)
Oran Zeb og Saladin. (I s. 77-188.)
Akebar og Petrus Alexiovitz. (I s. 189-324.)
Ziska og Skanderbeg. (I s. 325-387.)
Manuskriptet gir os en prøve paa det arbeide Holbergs avskrivere utførte. Selv omtaler han flere steder sine »Copiister«, og fra andet hold fortælles der om studenter som har fungert som amanuenser for professor Holberg. Hans excerptsamlinger og kladder var ikke egnet til trykmanuskript, og derfor har han skaffet tvende studenter med god haandskrift en ekstraindkomst ved avskrivning. Specielt er B's haand overordentlig grei og behagelig at læse. Begge har utført solid og godt arbeide. Nogen bokstavret gjengivelse av forlægget har Holberg ikke fordret, og det er heller ikke levert. Det laa tiden fjernt at kræve en individuel retskrivning som Holbergs respektert i et trykt skrift. Allikevel ligger manuskriptets retskrivning Holbergs original adskillig nærmere end tilfælde er med utgaven av 1739, og det er mulig at en nøiagtig gjennemgaaelse av manuskriptet vil øke dets anseelse som kilde paa dette punkt. (4)
Man kan saaledes rekonstruere Helte-Historiernes ydre tilblivelse paa følgende maate:
Da Holberg var færdig med sin Kirkehistorie, gik han med sin myreflid straks igang med at fylde den næste lakune han var opmærksom paa i den fædrelandske litteratur. Efter de mere anstrengende historiske studier følte han trang til en lettere beskæftigelse, ikke mindst fordi han hadde en stadig stigende mistro til sine egne kræfter. Han vendte sig derfor til en ny og solid uttryksmaate for sit livs arbeidsprogram: at moralisere, og skrev sammenlignede historier efter Plutarchi maade med »et ærbart og alvorligt Morale.« (5)
Arbeidet gik let fra haanden. Det kostet kun »at giøre oprigtige og gode Extracter af visse store Heltes Historier, hvoraf nogle tilforn ere udførligen beskrevne paa et Sted, andre findes kun stykviis her og der, saa at jeg til deres Forfattelse har maatt betiene mig af meer end en Skribent, og ere der nogle faa af bemældte store Mænd, hvis Historier af ingen tilforn i Pennen have været forfattede.« »Den meste Umag, som jeg derved har haft, er ved Indgangen af hvers Historie, som indeholder et moralsk Thema, der passer sig dertil: iligemaade ved Sammenligningen.«
Der er en liten eiendommelighet i manuskriptet, som muligens kan være et indicium paa hvilke av biografierne, der er de ældste. Mens første avsnit i hvert biografi-par ellers altid har overskriften: »Forbereedelse«, har der over indledningen til historien om Sylla-Cæsar (av A) oprindelig staat: »Praeludium«. Dette er senere av Holberg rettet til »Forbereedelse«. Det kan ikke synes urimelig at anta at disse berømmelige mænds historie er utformet og renskrevet først, da Holberg endnu ikke hadde fikseret sine overskrifter. Og det er en tiltalende tanke at romerparret er blit efterfulgt av grækerparret: Sokrates-Epaminondas. Ved Sylla-Cæsar kunde Holberg gi en omvurdering av gjængse værdier (om end Cæsars anseelse dengang var mindre end nu), en omvurdering som var rotfæstet i hans overbevisning, samtidig som den maatte tiltale hans tilbøielighet til paradokset. For Sokrates' vedkommende gjaldt det en av Holbergs kjæreste helter, som han altid omtaler med den største veneration og kjærlighet, og som han her maaler med og finder større end Epaminondas, forbilledet Plutarchs ideal. Og i indledningen til sammenligningen faar han anledning til at lægge frem sine etiske idealer mere positivt, umiddelbart og direkte end kanske noget andet sted i hele sin produktion. (6) I begge disse avsnit har Holberg noget paa hjerte; de er (ved siden av Peter Czar-biografien) de partier av boken som er skrevet mest con amore (7) Samtidig kommer de, naturlig nok, Plutarchi maade nærmest.
Men i det endelige verk har disse fire biografier faat en særstilling: Holberg anviser dem i forordet den opgave at klargjøre hvor meget taknemmeligere og behageligere stof Plutarch hadde, end det Holberg maatte arbeide med. Det viste sig nemlig vanskelig fra den klassiske eller senere europæiske historie at finde helter, som egnet sig til behandling. Altfor ofte vilde det bli at »opkaage hvad utallige andre Skribentere tilforn have ført i Pennen«. Eller det kunde være risikabelt for en undersaat i det landsfaderlige enevælde at tale altfor aapent om samtidens helteskikkelser. Da er det han »finder for got« heller at tale om Orientalske og Indianske Heltes Bedrifter.
Umiddelbart efter avsnittet om Sokrates-Epaminondas har oprindelig fulgt skildringen av Schack Abas og Soliman; begyndelsen til dette biografi-par er nemlig skrevet paa baksiden av det blad hvis forside har indeholdt de sidste linjer av sammenligningen mellem Sokrates og Epaminondas. Da saa disse avsnit blev skilt ad i manuskriptet, streket Holberg over de nævnte slutningslinjer, tilføiet først under dem: Shack Abbas og Soliman (senere overstreket igjen) som titel for det der begyndte paa næste side, og skrev de sidste linjer om det græske par paa et nyt ark papir, som han heftet til A's renskrift.
Epaminondas-Sokrates og Schak Abas har A renskrevet, ved Soliman er B traadt til og har siden overtat det meste. Han leverte i det hele manuskript til 828 tryksider, A til 322.
At opstille nogen hypotese om den oprindelige rækkefølge av de øvrige deler av verket, turde være vanskelig og litet frugtbart.
Det hele manuskript er saa til slut revidert av Holberg, forsynet med uthævelsesstreker under citatene, indholdsangivelser i margen, og endelig med fortalen, som er skrevet sidst. Holberg har rettet skrivfeil han er blit opmerksom paa, har av og til føiet ind et ord som er faldt ut i avskriften, ombyttet en præposition med en anden eller forandret en verbaltid. (8) Særlig indgaaende har revisionen ikke været; rettelserne er ikke mange. Ogsaa i den trykte utgave er der blit staaende igjen adskillige gjentagelser og inkonsekvenser, her som i andre av hans bøker.
Av og til kan hans læsning i de sidste dage gi sig uttryk i en saklig rettelse: om den silkehandel Schack Abas stiftet, har han først skrevet: »det er troeligt at dette tillige med andre gode Ting efter den berømmelige Herres Død er bleven forsømmed;« men nu kan han oplyse om at man ser »løsligen af andre Persiske Relationer, at denne Silke-Handel er bleven af stor Vigtighed.« (I 425.) - Eller han kommer i tanke om et citat, en anekdote som kan oplive og oplyse, og føier den ind: om orakelsvaret til Cicero: »Følg din Natur« (II s. 111), om Syllas artige replikker (II s. 325). Undertiden finder han, at meningen ikke er uttrykt tilstrækkelig pointeret; hvor han utvikler at skjønsomhed er den beste qvalitet, føier han til »at den der giør kun een eneste Gierning, men saaledes, at den bliver staaende, forretter meer« end en Polypragmaticus som »giør 100 Ting, men som maa omgiøres igien« (II s. 292). En bemerkning kan gi anledning til et litet historisk à propos, om billeder og afridsninger som den ældste maade menneskene exprimerede sin mening paa (I s. 502). - Og efter comparaisonen mellem Condé og Turenne kan han ikke motstaa lysten til at skyte ind endnu en skissert sammenligning mellem Cardinalministrene Richelieu og Fleury, hvor han kan faa en ny leilighet til at motsi godtfolks mening og at omvurdere: den første har været til Zierat, den sidste til Nytte, den første har fortient at admireres, den sidste at elskes, at æres, den første har været en berømmelig, den sidste en viis minister (II 296 ff.)- Men et sted gjør han et litet tilbaketog; han taler om de Christne, hvoraf de fleeste »bede ikke uden ved Leilighed, naar de intet andet have at bestille« (II s. 100.); »fornemme Folks Søndag,« heter det i manuskriptet, »beskikkes ofte til lystreiser om Sommeren, og, naar saadan hinder ikke er, gaaer udi Kirke.« Men denne sætning har han strøket over. Skulde der kanske skjule sig en liten personlig brod i den mot en eller anden høifornemme, slik at den kunde være suspekt? Eller kanske autor har grepet i sin egen barm og ikke fundet alt saken angaaende i orden.
Av hele manuskriptet er dog ingen del omhyggeligere utarbeidet, intet nøiagtigere gjennemset end stykkerne om Sokrates og Epaminondas. Indskuddene med Holbergs haand til dette biografi-par fylder mere end tilføielserne paa alle andre steder i manuskriptet tilsammen. Særlig er Forberedelsen med de 14 kiendemerker paa en ret philosophus vokset under hans arbeide til en hel essay med sit selvstændige værd. Her meldte der sig for Holberg under gjennemlæsningen gang paa gang tanker som han maatte ha med, til forklaring og til supplering. Det andet punkt, om Affecters Tvang, kunde misforstaaes. Derfor blev den lange utvikling om Passioner under Fornuftens Styrelse (II s. 453, l. 2-s. 456, l. 16) føiet ind. Under det fjerde punkt, hadde han forsømt saa at si det væsentligste: at tale om det gode eksempels magt, under Omsorgen for Menneskets Velfærd. Her har Holberg benyttet to blade som oprindelig var bestemt til at staa i en anden sammenhæng. Mens avsnittet ellers er skrevet av A, stammer disse to blade fra B's haand (II s. 461, l. 1-s. 463, l. 20). Overgangen fra A til B har Holberg faat istand ved at føie til definitionen av Praxis (II s. 460, l. 21-s. 461, l. 1). (9) Omvendt har han ved det ottende punkt ment at kunne la utgaa et motiv som var velkjendt fra hans ældre skrifter: mangen en kan nok nægte at ha nogen honnet ambition, men ingen kryber dog bag Buskene, naar Høyheds Titler tilbydes; »og maa da endelig Skylden skydes paa det gode Qvindekiøn, skjønt mange af dem aldrig have drømt om at blive fruer.« (II s. 472.) Og naar man saa kom til det ellevte punkt: Omsorg for Liv og Sundhed, saa tangerte dette et av Holbergs yndlingstemaer, hans egen overordentlig svake helbred, hans sunde levesæt og forunderlige seighet (II s. 479, l. 6-s. 481, l. 13).
Ute i fremstillingen av sin helts historie og bedrifter dvæler han med forkjærlighet ved den Sokratiske Ironia. Han har ogsaa her mere paa hjerte, da han gjennemser amanuensens smukke, renskrevne ark: »Det kand vel ikke nægtes, at Sokrates jo ogsaa har angrebet visse Personer i sær.« Men »En Straffe-Prædiken, som grunder sig paa Sandhed, er ingen Medisance, men heller en Medicine.« Sokrates moraliserte jo ogsaa gjennem skjemt og satire; »langt fra at kunne med Billighed give ham Titel af en Spottefugl«, kan man heller »ansee ham som en ivrig Tugtemester, hvilken søgte efter den kraftigste Discipline til at rette og corrigere Mennesker.« (II s. 495, l. 30-s. 498, l. 25.) Han søker at skildre sit ideal og sin elskede lærer, og han tegner op for os noget av det bedste i sig selv. Endelig er det ogsaa først i den sidste bearbeidelse han finder frem til det citat han dækker sig bak, der hvor hans Sokrates-dyrkelse kulminerer: (II 523) »Hvad ellers af alle Sokratis Taler holdes mest opbyggelig, og som Erasmus Roterodamus har fundet sig saa bevæget over, er denne: Om mine Gierninger have været Gud behagelige det kand jeg ikke sige. Dette er jeg alleene forsikkred om, at jeg alle Tider har søgt at behage ham, og jeg haaber formedelst denne min gode Attraae at finde Naade hos ham. Af denne Tales Læsning er Erasmus bleven saa bevæget, at han har ladet falde disse Ord: O sancte Socrates! Ora pro nobis.«
De græske helte er allikevel blit de centrale i samlingen, skjønt han har valgt at stille dem tilslut. Kanske er der en klimaks i rækken fra de store og berømmelige erobrere i østen og til det rene, høie ideal han finder i Sokrates, som først her, efter dem, faar sin rette vegt.
1. [=s. 14, note 1] Se W. Lassen. Norske Stamtavler. I. S. 27 f.
2. [=s. 14, note 2] Kanske gjennem Aars' ældste gjenlevende søn Jens Aars, som var hofprædikant og sogneprest til Lier i Sørenssens embedsdistrikt?
3. [=s. 15, note 1] Det kan her være paa sin plads at lette Holberg noget for beskyldningene for at være altfor knepen med papir, en omstændighet som skulde vidne om hans noget vidtdrevne karrighet. Men han har ikke undseet sig for at la hele blad bli føiet blanke ind i manuskriptet, naar han bare benyttet første blad i et dobbeltark. Og skriftens størrelse og avstanden mellem linjerne kan ikke betegnes som unormal.
4. [=s. 16, note 1] Muligens kan man se avskriver B's initialer i en paaskrift paa sidste side i avsnittet om Mahomed: Ch: An: [ Ki: En tydning av disse bokstaver kan kanske være et spor til at søke deveie manuskriptet først har tat. Jfr. rygtitelen.
5. [=s. 17, note 1] I tredje levnetsbrev er der en eiendommelig unøiagtighet ved den rækkefølge, som han omtaler sine skrifter i: Da han var færdig med Kirkehistorien, begyndte han at utsætte præmier for ungdommen for utarbeidelser paa vers av opstillede moralske emner. Under denne veddestrid forsøkte han efter Plutarks maate at skrive nogen sammenlignede historier om berømmelige helter. Mens han var ifærd med dette arbeide, utgay han en kort beskrivelse over sin fødeby Bergen. Men nu er Bergensbeskrivelsen som bekjendt trykt 1737, Kirkehistorien 1738, Helte-historierne 1739; den første Prøve af ziirlige og smukke danske Vers utkom i april 1738. Det er en paafaldende feilerindring at træffe allerede i 1743.
6. [=s. 18, note 1] Jfr. Holberg. Epistler og Smaastykker. Ved F. Bull. Kra. 1922. S. 499.
7. [=s. 18, note 2] Delvis anderledes Sigurd Høst. Om Holbergs hist. skrifter. Bergen 1913. S. 157 flg.
8. [=s. 20, note 1] Paa side II 228 er »de tvende Store Vizires Cuproglis [Köpröli's] døde i deres høie Embede paa Sotteseng«, rettet saaledes av Holberg fra: »døde i sit høie Embede paa sin Sotteseng«. - Paa s. I 66 er skriverens »Min Telt« rettet av Holberg til »Mit Telt«. 1739: Mit, Liebenberg: Min.
9. [=s. 22, note 1] Den første side av de to blade med B's haand begynder slik: »Semper, et à magna non degenerare culina. Thi en Fader« [etc.] Verset, et citat fra Juv. Sat XIV, 14, har Holberg strøket. - Paa sidste side av de to blade er strøket efter: »dydige og duelige Borgere«: »Saaledes gjorde ogsaa den store Stats-Minister ved det Ottomaniske Hof Mahomed Coprogli [Köpröli] sin Søn Achmed til en stor Statsminister og dydig Mand; thi Sønnen havde idelig Faderens exempel for øjene, og udvalte ...« Dermed stanser B's haand.