Jeg ankom til København fra Viborg, sent på natten 30/4-1/5.1940.
Få dage efter blev jeg kommanderet på vagt på Amalienborg, iført khakiuniform, pistol og hjelm. (Den blå uniform og bjørneskindshuen var ikke vagtpåklædning i perioden 9/4 1940 - 5/5 1945).
På Amalienborg var to af palæerne beboet henholdsvis af kongeparret og kronprinseparret (Christian IX's Palæ og Frederik VIII's Palæ).
Vagten bestod af en vagthavende kaptajn, en vagthavende af løjtnantsgruppen (kaptajnløjtnant, premierløjtnant eller løjtnant), en fanebærer (sergent eller kornet), 30-36 gardere, som var inddelt i 3 vagthold, der gik på vagt 2 timer ad gangen.
Jeg afløste kaptajn P. Henningsen (nu afdøde oberstløjtnant Henningsen) og den vagthavende løjtnant, kaptajnløjtnant J. Hartnack (nu professor i filosofi i Århus).
Kaptajn Henningsen og jeg gav hinanden detaillerede oplysninger om vores
oplevelser den 8-9/4 1940, hvor jeg havde været på vagt ved divisionsstaben i Viborg, og han
på Amalienborg.
Hans beretning lød omtrent således, enten selvoplevet eller meddelt ham af
kongefamiliens nærmeste omgivelser:
Efter noget skyderi imellem de vagthavende gardere og de fremrykkende tyske styrker
ad gaderne, der førte mod Amalienborg slotsplads, stilnede kampen af.
De tyske styrker nåede aldrig frem til Amalienborg slotsplads, hverken den 9/4 1940
eller senere, utvivlsomt efter ordre fra den tyske øverstkommanderende i Danmark, general
Kaupisch. De derværende danske vagtstyrker ville ikke have kunnet forhindre det, selv om der
kom en mindre forstærkning fra Garderkasernen under kampen. (Der er dog en undtagelse,
tyske soldater overtog vagten på Amalienborg Slot i en ganske kort tid efter den 29. august
1943, indtil politiet afløste dem).
Det samlede ministerium kom til Amalienborg, og efter konference med kongen blev
al modstand opgivet over hele landet.
Kort tid efter ministeriets tilbagevenden til Christiansborg, blev det meldt kongen, at
general Kaupisch's stabschef, oberst Himmler anmodede om at få foretræde for Hans Majestæt
Kongen af Danmark [se note nederst]..
Kongen, som nu havde hele Danmarks skæbne i sin hånd, tøvede lidt, hvad der vel
var ganske naturligt i den givne situation.
Men så sagde den daværende kronprinsesse Ingrid: »Svigerfar, naturligvis modtager
du oberst Himmler, som du modtager enhver anden, der anmoder om at komme i audiens. Du
modtager ham, som enhver anden højerestående officer plejer at blive modtaget af Danmarks
konge.«
Og Hendes Majestæt dronning Alexandrine tilføjede: »Ja, og jeg bliver hos dig. Christian, du er lidt urolig efter morgenens sindsbevægelser, så jeg står ved din side, når oberst Himmler kommer ind i audienssalen«.
Men kongen forlangte at være alene med sin nærmeste stab.
Hvortil dronning Alexandrine svarede: »Ja, men så går jeg, men jeg kommer ganske
»tilfældigt« ind, når oberst Himmler er ankommet«.
Kort tid efter ankom oberst Himmler i automobil til residenspalæets hovedport.
Efter at være blevet standset - vist fem gange (portner, lakajer, vagthavende adjutant m.fl.) - og ved hver standsning måtte fremføre sit ærinde, nåede han ind i audienssalen.
Som den gamle kejserofficerer, han var, havde han, som det hører sig til, sablens fæste
i venstre hånd og huen under venstre arm.
Han bøjede sig dybt i støvet for Hans Majestæt Kongen af Danmark.
Knap nok havde han rettet sig op, før dronning Alexandrine trådte ind og stillede sig
ved kongens side (vel nok lidt før, end det oprindeligt var bestemt).
Inden oberst Himmler fik sagt et ord, sagde dronningen til ham - iskoldt og foragteligt:
»Det var ikke på den måde, at jeg havde ventet at hilse på landsmænd.«
Igen bøjede kejserofficeren sig dybt i støvet for Hendes Majestæt Dronningen af
Danmark.
Efter nogle korte bemærkninger forlod oberst Himmler slottet.
(Ovennævnte samtale med kaptajn Henningsen har jeg kontrolleret med samtaler med
palæforvalteren (kaptajn Schlichtkrull) og kongens daværende adjutanter. Og også på anden
måde, som jeg ikke er berettiget til at anføre).
I den følgende tid fra ca. 1/5 1940 til 29/8 1943 var jeg på vagt på Amalienborg hver
3. til 6. dag, alt efter min øvrige tjeneste. Jeg var vel i alt på vagt ca. 200 gange i ovennævnte
periode.
Og hver gang deltog den vagthavende kaptajn og løjtnant i taflet - ca. kl. 20.00 - i det
pågældende vagtdøgn, som strakte sig fra kl. 12.00 den ene dag til kl. 12.00 den næste dag.
Til stede ved disse tafler var vi som regel kun 7 (kongen, dronningen, den
jourhavende kammerherre, -hofdame og -adjutant samt de to vagthavende officerer).
Vi vagtgående officerer fik derfor et betydeligt indblik i kongefamiliens tanker og
følelser i besættelsesårene. Naturligvis havde vi en vis tavshedspligt, når interne forhold blev
omtalt og diskuteret. Men der blev så at sige aldrig nævnt noget, som ikke alle kunne høre.
Kongefamilien var dybt bekymret for landets og befolkningens fremtid, og dybt
interesseret i, hvad der dagligt foregik ude i befolkningen.
Ingen del af befolkningen blev nogen sinde kritiseret, enten den var kongeligsindet eller
ikke (måske danner D.N.S.A.P. en undtagelse).
En mere tolerant familie findes efter min bedste overbevisning ikke i Danmark.
Rent psykisk virkede kongefamilien rolig, afslappet og ligevægtig.
Navnlig var dronning Alexandrine det rolige, koldblodige og skarpsindige element
inden for familien, stærkt støttet af kronprinsesse Ingrid.
Hverken dronningen eller kronprinsessen blev - i hele besættelsesperioden - efter min
mening, nogen sinde bragt ud af fatning.
Den almindelige opfattelse, som man har af dronning Alexandrine, at hun var lidt sky
og ikke interesseret i ydre pompøs fremtræden, er sikkert rigtig, men dronningens hjerne var
skarp som en ragekniv og hendes hukommelse enestående, og det var hende, kong Chrstian X
støttede sig til, når han var i tvivl, og det var hende, der gav kongen gode råd, selv når hun ikke
blev spurgt. Det erfarede vi vagtgående officerer utallige gange ved taflerne.
De første måneder efter den 9/4 1940 var det, ligesom det ikke var gået op for
befolkningen, som helhed, at situationen var katastrofalt ændret fra tiden før den 9/4; at
Danmark nu var et besat land af fremmede styrker, som åbenbart ikke ville helt forlade landet
på noget tidspunkt, hvis det var muligt.
Denne ligegladhed - sangvinskhed - medførte, at det var svært at få folk til at rette sig
efter ganske almindelige sikkerhedsregler, og at f.eks. vagtposternes opgave på
Amalienborgvagten nu var betydelig skærpet.
Om natten udstilles der en post i gårdene og haverne bag de beboede palæer.
En nat skimtede en sådan post i mørket en mand, hvorfor han råbte: »Holdt, hvem
der?«
Manden, det var, som det senere viste sig, den ordinære civile nattevagt - ville ikke
svare, men hævede den ene arm (sandsynligvis for at rasle med sit nøgleknippe); posten måtte
under de givne forhold regne med, at han ville kaste f.ex. en håndgranat imod ham, hvorfor
han skød, ramte manden i hjertet, og han var straks død. Denne begivenhed medførte lidt større
forsigtighed - men heller ikke mere - i den kommende tid.
En dag, da jeg var vagthavende kaptajn, meldte min næstkommanderende mig kl.
17.45, at det vagthold, som skulle på vagt kl. 18.00 (der afløses på de lige klokkeslet), nægtede
at afløse, før det havde fået middagsmad, og desuden var garderne i almindelighed så utilfredse
med deres befalingsmandskorps, som ikke ville kæmpe den 9. april og nu ikke engang kunne
skaffe middagsmad frem i rette tid (Det har altid været således, at middagsmaden, i vogn, blev
kørt fra Livgardens Kaserne til Amalienborgvagten, hvor den plejede at ankomme kl. 17.00.
Af en eller anden grund var den blevet forsinket og endnu ikke ankommet kl. 17.45).
Efter modtagelsen af næstkommanderendes melding tog jeg min hjelm på, den øvrige
del af udrustningen bar vi alle, hele døgnet; bad næstkommanderende sammen med
fanebæreren om at følge med ned i gardervagtstuen, hvor de vagtfri altid er samlet, - altså også
det vagthold, som skulle afløse kl. 18.00; stillede dem rundt om et bord og holdt omtrent
følgende tale foran dem:
Jeg fortalte dem om forholdene ude i Europa, hvor utallige var i krig, mange blev
dræbt og sårede hver dag, og tusinder led nød og sult, jeg fortalte dem også, at den 9. april ville
alle værnenes befalingsmænd have kæmpet, hvis de havde fået ordre, men som forholdene var,
måtte vi have en sådan ordre, udstedt af regeringen, ellers kunne vi ikke forlange, at de
værnepligtige skulle rette sig efter vores ordrer. Regering og folketing - og for øvrigt den største del af befolkningen ønskede ikke at kæmpe, så ansvaret må være den folkevalgte regerings. Jeg vil ikke dermed sige, at vi befalingsmænd helt har klaret frisag.
Men der var dog en mand i Danmark, hvis skjold var blankt og hvidt, og det var deres
konges, og der var blevet vist dem den hæder at stå vagt om ham, og så ville de endda ikke
afløse deres kammerater, fordi de skulle vente på deres middagsmad i 2 timer.
På det tidspunkt trak jeg min sabel og fortalte, at det var en meget alvorlig affære, som
var ved at udvikle sig for dem, at de var nogle stympere og nogle dårlige gardere.
Dernæst huggede jeg sablen i bordet, som vi stod omkring (den blev for øvrigt aldrig
rigtig til sabel mere) og kommanderede:
»Få udrustningen på og skrub ud på vagt.«
De iførte sig hurtigt udrustningen og nåede at afløse rettidigt kl. 18.00.
En sådan affære skal naturligvis indberettes, men den næste dag havde vi
befalingsmænd glemt alt om denne. Og den gled fuldstændig ud af min erindring, så først for
nogle få måneder siden var der en rotarianer, som havde hørt om hele episoden igennem en
anden rotarianer, der var fanebærer i det pågældende døgn og nu landsretssagfører.
Var der noget videre at bebrejde de unge værnepligtige gardere. Nej, det var der ikke.
Regering, folketing, aviser, radio m.m. var så floromvundne med deres udtalelser om
den 9. april, at en almindelig værnepligtig ikke kunne finde ud af, hvem der havde ansvaret.
Det havde naturligvis regering og folketing.
Jeg har i den sidste tid tænkt meget over, hvad jeg skulle have gjort, hvis vagtholdet
ikke var rykket ud til afløsning. - Jeg er ikke nået til noget resultat endnu.
Besværlighederne for befolkningen blev større, levefoden dårligere (helt ringe blev
den dog aldrig).
I samklang hermed blev taflerne mere og mere spartanske, retterne færre og jævnere
og jævnere, der blev drukket surrogatkaffe og røget surrogatcigaretter.
Alle i den kongelige familie fik af kongen (som er familiens politimester) ordre til
ikke »at ligge og flyde med deres autoer på landevejene, når den øvrige del af befolkningen
ikke kunne gøre det samme.«
Der hørtes heller ikke under besættelsen kritik af kongfehuset på ovennævnte
områder, ja, heller ikke på andre.
Jeg vil til slut nævne en enkelt episode - som vist ikke er kendt af ret mange - om
kongens forbløffende evne - eller flair - til i en given vanskelig situation at komme med en
bemærkning eller udtalelse, som løste det opståede problem.
En dag, hvor jeg var på vagt, kom kongen lidt sent til taflet. Under dette fortalte
majestæten om grunden til denne forsinkelse, støttet af sin adjutant:
General Kaupisch havde anmodet om foretræde for kongen, og det hastede. Han
kunne tilfreds meddele, at nu havde de endelig fundet den mekanikerlærling, som forleden dag
havde skåret et tysk feltkabel i stykker. Og han ville nu blive stillet for en tysk krigsret og
sandsynligvis skudt den følgende dag.
Hertil svarede kongen: »Ja, det er da helt i orden, general Kaupisch, men De har vel
gjort Dem klart, at hele den danske befolkning vil lægge blomster på hans grav?«
General Kaupisch studsede lidt, svarede så hastigt:
»Deres Majestæt har ret, Deres Majestæt er general. Jeg indstiller lærlingen til
livsvarigt fængsel!«
Det fik han og blev, så vidt jeg ved, sat på fri fod den 5. maj 1945.
Så kom den 29. august 1943, hvor hæren (og værnene i det hele taget) blev opløste,
og politiet overtog vagten på Amalienborg.
Og glade var vi befalingsmænd: en mere pinlig og nedværdigende situation end den,
vi var udsat for i perioden 9/4 1940 - 29/8 1943, kan næppe tænkes.
- - -
Note: Preben T. Clausen gør i en e-mail 10.1.2005 opmærksom på at »Himmler« må være en skrivefejl: Der er givetvis tale om generalmajor Kurt Himer, som i øvrigt samme år (1940) blev udnævnt til generalløjtnant. Preben T. Clausen tilføjer: »I alle andre gengivelser (jeg kender) af generalmajor Himers audiens hos kong Christian den Tiende nævnes det, at kongen til generalen udtalte sin anerkendelse af den måde, hvorpå besættelsen rent militært blev gennemført.« .
