H.C. Andersen: Qvarantainen

H.C. Andersen: Qvarantainen

Udgiver: Kultursociolog Bjørn Andersen

Version 1.1 - 6.3.2005

En Digters Bazar

H.C. Andersen begav sig på en længere rejse i det sene efterår 1840. Rejsen gik gennem Tyskland til Italien, og derfra til Grækenland og Tyrkiet. Fra Sortehavet gik det tilbage mod nord ad Donau - med ophold i Pest og Wien. Han var hjemme i Danmark i slutningen af juli 1841.

Året efter udgav han sin bog om rejsen: »En Digters Bazar«. Udsnittet nedenfor drejer sig om opholdet i Orsova fra 12. til 22. maj 1841. Orsova ligger på den rumænske side af Donau vis-a-vis Serbien. Se kortet sidste på dette 'opslag'.

Nyere bogudgaver på dansk: »En Digters Bazar« findes i flere nyere udgaver, der bygger på Helge Topsøe-Jensen's udgave fra 1943.

1975: Indledning af Kjeld Heltoft og efterskrift af Helge Topsøe-Jensen. Lademann, København. 2 bind. Denne udgave er på mange måder den bedste. Desuden er det den eneste nyere udgave der også gengiver Andersen's tegninger fra rejsen.

1969: Gyldendals Trane-Klassikere, Gyldendal, København. 1 bind. Uden illustrationer. En mere handy udgave end 1975-udgaven, men trykt på elendigt papir.

1966-67: Carit Andersen, København. 2 bind. Tegninger af Ebbe Sadolin.

Lydbogsudgaver: Udgaver fra 1981; 1985; 1991 - den sidste er indtalt af Troels Møller for Den grimme Ælling.

Udenlandske udgivelser: Bogen er ifølge bibliotek.dk udgivet på svensk (1843; 1960; 1973), tysk (1847 (bl.a. i en udgave af samlede værker); 1858; 1960; 1973), hollandsk (1866), engelsk (1846; 1871; 1988) og italiensk (1991). Måske er der flere udenlandske udgaver.

Andersen i 1855

Udsnit af et billede som Ferdinand Petersen tog

At ligge i Qvarantaine, det er at øve sig i Polyp-Faget! - Egentlig ligge vi Alle i denne Verden i Qvarantaine, indtil vi faae Lov til at gjøre den store Himmel-Reise. Digtere fødes, siger man, men der fødes bestemt ogsaa Folk for at ligge i Qvarantaine! jeg har kjendt Reisende, der ligge til op mod Middag, og før de da komme i Klæderne og have nyslet og puslet, er det Eftermiddag, saa skal de skrive Breve, eller hvad de have oplevet den Time af Dagen forud, de bevægede sig i Gallerierne; de bruge da et Aar til at see, hvad Andre see bedre i en Maaned; men det kaldes at være solid, ikke jaske af, at gjøre sig fortrolig med o. s. v.; jeg kalder disse Folk Qvarantaine-Mennesker. - Pückler Muskau fortæller om sig selv i Qvarantainen paa Malta, at han bad, om han maatte blive der een Dag længer, for at blive færdig derinde med sit Arbeide! — jeg har en ganske modsat Natur; paa Reisen maa jeg tumle mig fra Morgen til Aften, jeg maa see og atter see! man kan jo ikke bestille Andet end pakke hele Byer, Folkefærd, Bjerge og Have ind i Tanken; altid tage, altid gjemme, der er ikke Tid til at synge en eneste Sang! ja jeg er ikke engang oplagt dertil! men det kommer nok, veed jeg! indeni syder og gjærer det, og naar jeg saa er i den gode Stad Kjøbenhavn og faaer aandelige og legemlige kolde Omslag, saa skyde Blomsterne frem! - vel er ikke Behandlingen den ønskeligste, men Hvo spørger mig derom; tilsidst troer jeg selv, jeg har ganske godt af det, selv af Slambadene i det dødfødte »Tidsskrift«.

Vort Indtog i Qvarantainen var Motiv for en Maler, rundtom skovbegroede Bjerge og foran en flad, grøn Slette, hvor han kunde anbringe først de store med Reisetøi fyldte Vogne, trukne af hvide Oxer, som bleve drevne af wallachiske Bønder i hvide Kofter og colossale Hatte, der hang dem ned om Skuldrene; og nu det brogede Selskab af Tyrker, Grækere og Franker; Pater Adam i sin sorte Dragt med en Hat, som et stort Skjold, var ikke den mindst maleriske Figur. Soldater fulgte som Geleide! Indtrædelsen var det lystigste! vi saae Kanoner, nøgne Mure, store Hængelaase, Nøgler der raslede, Qvarantaine-Betjente, som trak sig ærbødigt til Side, for ei at komme i Berørelse med os; Landeveien, den saakaldte Promenade, inde mellem de høie Mure, var saa flau, at den derved fik Nyhedens Præg, rigtignok stod her et Par Rosenhækker, men Roserne selv laae endnu i Qvarantaine i den grønne Knop, hvert Blad mindede os om vort Qvarantaine-Flag. Jeg vil ikke klage over Leiligheden, men kun beskrive den, jeg vil ikke jamre over Kosten, uagtet Suurkaal og Donauvand, om man endogsaa, som her, faaer fuldtop af fedt Flesk dertil, ikke smager mig.

Den hele Bygning er en Slags Æske i Æske; den inderste forestiller en Slags fiirkantet Have, hvis Kjærne er et lille Lysthuus af umalede, raae Lægter, som de grønne Ranker ikke have ret Mod til at hefte sig ved; fire Længer, i hvilke hvert Vindue er dobbelt tilgittret, omgiver dette Paradis, som man tør see men ikke røre! Udenom Længerne er igjen en stor Muur, hvert lille Kammer indenfor har saaledes en lille Gaard; Muren har atter en Muur om sig, og Mellemrummet er Promenade! det er mere lysteligt at læse derom, end at prøve det i Virkeligheden. Englænderen Ainsworth og jeg flyttede sammen i to smaa Værelser; et Bord, en Stol og en Brix var Meublementet for hver; iøvrigt ganske nye, kalkede Vægge! Solen skinnede saa velsignet paa Væggene, at man næsten blev blind af den Herlighed. Til Guardian fik vi en gammel Karl Johan ^a, der havde været med i Slaget ved Leipzig og der faaet en Skramme, og han maatte faae en Skramme, naar han kom i et Slag! han sov hver Nat i Forstuen paa vort Spisebord.

Den første Dag i en Qvarantaine gaaer fortræffeligt, man hviler sig efter Reisen, den anden, tredie og fjerde Dag skriver man Breve, den femte og sjette er man i Vane med den og læser i en god Bog, om man har en, men den syvende Dag gaaer man ud af Vanen igjen og finder, at vel den syvende Dag, men ikke hele syv Dage bør være Hviledage. Jeg begyndte da at finde det fortvivlende, uagtet vi dagligen fik Visiter af Svalerne, der byggede i vor Forstue og fløi om i Værelset, idet de fortalte Chronique scandaleuse fra den gode Stad Orsova. I vor Gaard stod to duftende Linde, jeg slyngede saa tidt mine Arme om dem, at jeg tilsidst sad paa en Green, og saa kom jeg op paa den næste. Derfra kunde jeg over Muren see et heelt Stykke Bjerg med Skov og Agerland og midt imellem begge en lille Hytte, o der saae ret paradisisk ud, thi der var man fri! - jeg kunde fra min grønne Baldakin see ned i en Række Nabogaarde, Philippovich havde plantet en tyrkisk Hestehale foran sin Dør, Messingknappen paa den funklede i Solen, de lange, hvide og røde Hestehaar flagrede om den brogede Stang. Vore Iglehandlere vaskede og skyllede de sorte Igler, de havde af dem i Pose og i Sæk. Bulgariske Qvinder laae i Kreds paa deres Tæpper, omringede af Børn, og holdt store, gule Paraplyer over sig mod Solen; de fortalte vist Eventyr, for Børnene jublede og Svalerne fløi uden om og qviddrede foragteligt, thi Svalerne her gave sig kun af med Hverdagshistorier, lige sete og lavede fra Reden.

De første Dage i vor Qvarantaine havde vi Musik, og smuk Musik; to unge, wallachiske Kunstnere, en Fløitenist og En som spillede Glas-Harmonika, gav Concert i deres lille Fangehul, det lød over hele Haven, ved alle Vinduer tittede Medfangerne ud, og tilsidst applauderede de, thi det var kunstnerisk smukt; Fløitespilleren aandede Følelse og Smag, Tonerne vederqvægede os. En Aften spillede han imidlertid nok saa lystigt, »Fryd dig ved Livet«, og det klang herinde som Spot; men han kunde sagtens spille det, han skulde ud næste Dag, vi havde endnu syv Dage at holde ud her.

Men der kunde jo gjøres Vandringer Bygningen rundt mellem de høie, hvide Mure, man kunde titte gjennem Sprinkelværket ind til hver lille Gaard, læse paa den lille, sorte Tavle, skrevet med Kridt, Dag og Time de Fremmede vare indlogerede, Dag og Time de skulde ud og hvor mange der var herinde! det var en Læsning for Phantasien og Hjertet; hvo var den Fremmede? Hvor kom han fra? Hvor gik han hen? Eller var det maaskee en Hun? Her var jo Leilighed til at føle ved den fælles Lidelse! men man turde dog ikke paa denne Promenade ganske overlade sig til Phantasi og Hjerte, man maatte holde sig til Guardianen og til sin Besindighed, vilde man ei styrte sig i en ny Qvarantaine-Tid; stundom mødte man senere Indkomne, og man maatte da holde sig op til Muren, for ei at komme i Berørelse med disse, man maatte see, om ikke Vinden bar over Muren en lille Fjer, der kunde falde os paa Skuldrene, see til ikke at træde paa en Trevl, Nogen havde tabt, thi da forlængedes Qvarantainen.

Jeg gik denne Tour, alene for at Fødderne ikke skulde komme af Vane med at gaae! Ingen spadserede her for sin Fornøielse! Meer end ængsteligt, næsten frygteligt var det, her at møde et Læs Varer; kom man i Berørelse med dette, da begyndte fyrgetyve Dages ny Qvarantaine. Her var en Varme mellem disse Mure og inde i vor lille Gaard, at man blev som kogt, jeg drømte om Dagen, at jeg var i Venedigs Blykamre, og om Natten, at jeg var lys levende i Helvede. Den Gang vidste jeg af Breve, at Heiberg i sin nye Satire¹ havde fortalt om to af mine større dramatiske Arbeiders Opførelse dernede; det var ikke kommet mig i Tanke, saalænge jeg var i Guds fri Natur; men her, som sagt, i dette Helvede drømte jeg mig lige lukt ned i det Heibergske, og der var naturligviis ganske som han fortalte, man gav kun mine Stykker, og det var mig meget behageligt, ja, som christnet Menneske, særdeles behageligt at erfare, som han ogsaa har fortalt os, at de Fordømte, efter at have seet mine Stykker, kunde lægge sig med god Samvittighed. Selv der havde jeg med mine Arbeider virket noget Godt. Jeg hørte imidlertid dernede, at man foruden mine to Stykker paa een Aften havde engang bestemt at give til Slutningen Heibergs Fata Morgana, men de Fordømte havde protesteret, man kan ogsaa gjøre En Helvede for hedt, og der skal være Maade med Alt! Fanden maatte da lade det blive med mine to Stykker, men det er hans Bestemmelse, at de skulle afløses med den nyeste, saadan rigtig allerhelvedes Comedie, Heiberg giver os igjen, med tilhørende af Huusvennerne skrevet Forspil, ved hvilket Publicum bliver stillet paa det rette Standpunkt til at opfatte og beundre; bag efter den sædvanlige Apotheose, ogsaa af en af Huusvennerne. See saaledes kan man drømme i Qvarantainen!

Vi bleve tilsidst Alle syge og Lægen forordnede en Medicin, der forekom mig fortræffelig for wallachiske Heste, men ikke for svage Mennesker, der lide af Mavesmerter: først skulde drikkes et stort Glas Brændeviin, derpaa en stærk Kop Kaffe uden Sukker og Fløde.

Det mindst afvexlende Liv har dog sine store Begivenheder, vort herinde havde tre. Den ene var en Visit af Paschaen af Orsova; det nøgne Lysthuus i Haven tjente som Conversations-Sal; sex Soldater, med Bandeleer over den blaa Trøie og Bajonet paa Geværet, udgjorde tillige med Tolk, Læge og Tjenere Følget. Den anden store Begivenhed var, at vi hver fik en gammel Vaskerkone, som skulde vaske vort Tøi og derpaa blive Qvarantainen ud hos os! Vi fik Guardianens Hustru; det gamle Ægtepar sov i Gangen paa Spisebordet, en sammenrullet Trøie var Hovedgjerde og en Soldaterkappe Overdyne, Alt paa Felt-Fod! Doctoren var deres Alt, vaagen og i Drømme! de nævnede aldrig hans Navn, uden de fik en militair Holdning. Den tredie Begivenhed traadte op med Musik og Declamation. Tværs over Haven lød fra et Vindue til et modsat den frygteligste Raaben og Skrigen af nogle lasede Karle, som for syv Aar siden vare løbne fra Østerrig over i Wallachiet, havde levet der, men af Hjemvee frivilligt vendte tilbage; de havde selv angivet sig og maatte nu, før de udleveredes, gjøre deres Qvarantaine. Tidligere end Solen stod op og ud til den mørke Aften converserede de, eller spillede paa bulgariske Fløiter, men altid det samme Stykke af to eller i det høiste tre Toner; det lød, som naar man blæser i et Tulipanblad og træder i det samme en Kat paa Halen.

Endelig slog vor Friheds Time, men Vedkommende havde Middags-Selskab, eller hvad det var! en heel Time over vor Fængselstid, en heel Time, der syntes som en Dag, maatte vi Alle, paa een Begunstiget nær, vente, før vi kunde drage bort, og det skete ikke med Lystighed, som da vi kom, vi vare matte; vi, som havde glædet os saa meget til Friheden, vare ude af Øvelse med at løfte Vingerne. Den, der kommer fra et Skib, har tidt endnu en Fornemmelse af Søsygen, saaledes havde vi Alle en Følelse af Qvarantainen! - først lang Tid efter afspeilede sig i min Tanke poetiske Erindrings-Billeder, og disse viste Skuet af det lille, fattige Huus, jeg fra Træet øinede oppe mellem Ager og Skov, de lode mig høre Fløitetonerne af den unge Kunstner fra Bukarest, de lode mig gjenføle Søndags-Andagten i vort Fængsel, naar Ainsworth sad stille og læste i sin Bibel, Pater Adam sang Messe med sine armenianske Drenge, og jeg saae paa det grønne Viinblad ved mit Gitter, hvor Guds Sol skinnede saa varmt, saa at min Tanke fløi ud i Naturen, og i den er man altid ved Guds Hjerte.

Andersen's note

1) Digte 1840. En Bog, som jeg i øvrigt anser for Heibergs fortrinligste Værk.

a) Begge ord kursiveret her; i andre udgaver kun 'Johan'.

Du må citere hvis du angiver hovedsidens adresse: bjoerna.dk ... H.C. Andersen om Marie Grubbe ... Søgning på internettet: bjoerna.dk/soegning.htm