Cand.mag. Tue Magnussen - fra Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre - http://www.rct.dk [1] har været i Kosóva i foråret 2003 og bl.a. besøgt den Kosóva Albanske Politiker Adem Demaçi. Nedenfor følger et portræt af Demaçi der bygger på informationer fra forskellig side og på Tue Magnussen's to artikler i »Information« 030526; pga fejl i avisens elektroniske arkiv kan artiklerne pt ikke læses elektronisk. Nederst følger - af samme grund - Tue Magnussen's interview med ham.
Adem Demaçi er født i 1936 i Prishtina. Han har været politisk aktiv siden de yngre år - og blev fængslet under Tito. Han har sammenlagt »siddet inde« i knap 30 år, fordi han talte for at Kosóva Albanerne skulle løsrive sig fra Serbien (muligvis også fra Jugoslavien - som Serbien var en del af).
Hverken Tito eller Alexandar Rankovic ville acceptere »irredentisme« - løsrivelseskrav - og de slog hårdt ned på alt i dén retning. Rankovic var engang den mest fremtrædende Serbiske Politiker - og var desuden Forbundsindenrigsminister frem til 1966 hvor han blev styrtet. Rankovic ville ikke acceptere Kosóva's løsrivelse fra Serbien, Tito ikke nogen republiks - eller noget områdes - løsrivelse fra Forbundsstaten. »Områderne« var Vojvodina og Kosóva - der begge hørte til Republikken Serbien.
Tito mente at krav om løsrivelse var destabiliserende og at de kunne blive indledningen til at den skrøbelige forbundsstat faldt fra hinanden. Han frygtede især for at republikkerne i det nordlige, som Kroatien, ville trække sig ud hvis der opstod mulighed for det. De relativt velstående Kroater beklagede sig ofte over at de skulle være med til at finansiere Serbien - og det meget tilbagestående (og genstridige) Kosóva.
Adem Demaçi blev løsladt i 1991 - og stiftede noget efter 'Det Parlamentariske Parti' i opposition til Ibrahim Rugóva, der havde bred - omend ikke fuldstændig - opbakning i befolkningen.
Rugóva førte en ikke-voldspolitik (stærkt inspireret af Gandhi) og en »omvendt Apartheid«-politik; Albanerne skulle holde sig fra de Serbisk dominerede myndigheder og opbygge et parallelt uddannelses- og sundhedssystem. Finansieringen skulle komme fra den Albanske lokalbefolkning, men også fra de mange Kosóva Albanere der arbejdede i udlandet - f.eks. i Tyskland.
Flere og flere tog efterhånden afstand fra Rugóva's politik fordi man fandt den ineffektiv; Rugóva havde dog - så vidt det kan formodes - fortsat flertal i befolkningen. En væsentlig grund til ineffektiviteten var at EU-landene eller USA ikke ville eller kunne støtte den; således i Dayton i 1995 hvor man - trods Rugóva's forhåbninger - ikke drøftede forholdene i Kosóva.
Nogle af Rugóva's kritikere mente det var nødvendigt at indlede åben kamp, andre var skeptiske fordi man regnede med at en sådan ville føre til nederlag og langvarig undertrykkelse.
I 1997 og 1998 gik Befrielseshæren UÇK (KLA) for alvor i aktion med våben som man for en stor del havde købt billigt i Albanien; her havde befolkningen plyndret de militære våbenlagre i 1997 - dvs i forbindelse med de omfattende uroligheder der førte til Berisha-styrets sammenbrud.
UÇK havde i en periode militær fremgang, men led betydelige nederlag hen over sommeren 1998 fordi man overgik fra begrænsede nålestiksaktioner til større aktioner som man ikke magtede, hverken mandskabsmæssigt, udstyrsmæssigt eller ledelsesmæssigt.
Hovedformålet var imidlertid ikke militært, men politisk: Man ville provokere Serberne til at overreagere og dermed fremkalde international intervention. Man kalkulerede rigtigt: Serberne overreagerede - ikke mindst ved en massakre på Jashari-familien i marts 1998. Og det kom til international intervention.
Adem Jashari
Serberne regnede med at man kunne tilføje UÇK et alvorligt nederlag ved at »eliminere« Adem Jashari, og man brugte ret kraftigt skyts for at nå målet, men samtidig var Jashari - efter hvad der er sagt fra forskellig side - indstillet på at spille martyrens rolle, og derfor blev massakren mere omfattende - gruopvækkende og provokerende - end Serberne formentlig havde regnet med.
NATO (med USA i spidsen) satte Milosevic stolen for døren og gennemtvang ud på efteråret en ensidig våbenhvile. Man stillede - som en af de ledende Amerikanske Diplomater, Holbrooke, senere har bekræftet - kun krav til Milosevic, ikke til UÇK. Det sidste er i høj grad bemærkelsesværdigt og skyldtes muligvis at man af politiske grunde ikke kunne anerkende UÇK officielt, men det er mere sandsynligt at man havde brug for UÇK'erne som agent provocateurs.
Amerikanerne havde til at begynde med opfattet UÇK som en ren terroristisk organisation og ikke som en kombination af en militær og en politisk. Så længe UÇK var terroristisk - eller blev opfattet som sådan - var organisationen ubrugelig som samarbejdspartner, men Amerikanerne ændrede opfattelse i sommeren 1998, delvist under påvirkning fra forskellige rådgivere. Blandt disse var den meget indflydelsesrige tidligere Amerikanske Ambassadør Morton Abramowitz og den Kosóva Albanske Pressemand Veton Surroi. Surroi var én man fandt både indsigtsfuld og troværdig.
Richard Holbrooke på besøg i Kosóva sommeren 1998.
Den vigtigste grund til at Abramowitz og Surroi talte for et Amerikansk politikskifte var - formentlig - at de mente at situationen måtte bringes under kontrol inden guerillakrigen førte til et veritabelt nederlag for Kosóva Albanerne.
Men den vigtigste grund til at Udenrigsminister Albright (som havde Præsident Clinton's øre) skiftede holdning var en ganske anden. Albright havde behov for partnere der kunne hjælpe med at opfylde et nyt mål, at fjerne Milosevic. Han blev ikke længere - som i Dayton - opfattet som en krumtap for den politiske stabilitet og for den økonomiske udvikling, men tværtimod som en hovedhindring for at man kunne »komme videre«, en stopklods. En udvikling af Serbien - som er et centralt land på Balkan - forudsatte at Milosevic blev fjernet ved en kombination af ydre og indre kræfter.
Kosóva var i det væsentlige, men dog ikke blot dette, »et trin på vejen« og en slags »katalysator«. For at strategien kunne lykkes, måtte også den indbyrdes uenige Milosevic-opposition bringes til enighed; men - har man givetvis tænkt - kunne man tvinge Milosevic i knæ i Kosóva, ville meget kunne nås i dén henseende.
Våbenhvilen holdt delvis. UÇK gjorde sig klar til nye aktioner omkring årsskiftet 1998-1999, og Serberne omgrupperede, trak tropper og politistyrker til grænsen af Kosóva og gjorde sig klar til reaktion. Det kom til et sammenstød i Raçak, der endte i en massakre på civile Kosóva Albanere, og der blev derefter indkaldt til forhandlinger i Rambouillet. Amerikanerne var parat til straks at iværksætte bombninger af Serberne, men Europæerne - særligt Tyskerne, Franskmændene, Italienerne og Grækerne - og Russerne holdt igen og insisterede på en politisk løsning.
Kortene blev spillet meget hårdt, særligt fra Amerikansk side, og Serberne kalkulerede åbenlyst forkert. Milosevic m.fl. troede at der ville kunne blive nye forhandlinger - og de regnede med at Russerne og Franskmændene ville arbejde imod en militær intervention, i den sidste ende umuliggøre den. Milosevic har tænkt at Amerikanerne - og resten af NATO - næppe ville iværksætte en intervention som stred mod Folkeretten.
Amerikanerne havde opretholdt kontakten til UÇK, og i Rambouillet lærte man - Madeleine Albright og James Rubin - for alvor den politiske Leder Hashim Thaçi at kende. Rubin og Thaçi svingede tydeligt godt sammen. Man skønnede at Thaçi var fremtidens mand - i modsætning til Rugóva, som man ikke forstod og kun akkurat accepterede - og man satte alt ind for at vinde Thaçi.
Thaçi skulle »levere varen« - et multietnisk og demokratisk Kosóva, og man troede at han både ville og kunne gøre det; det var også derfor at man straks efter KFOR's indrykning accepterede at der blev dannet en slags »Nationalgarde« - TMK (Kosovo Protection Corps) - der skulle bestå af tidligere UÇK'ere. TMK skulle i princippet være en civil organisation, men den blev alligevel organiseret som et militært foretagende, og den fik også rådighed over et vist antal håndvåben [2].
Vigtigere var at Amerikanerne (m.fl.) ville sikre Kosóva Albanerne »vidtgående autonomi« - som med tiden kunne føre til politisk uafhængighed af Serbien [3]. Aktuelt fandt man det ikke hensigtsmæssigt at støtte uafhængighed.
Adem Demaçi var politisk rådgiver for UÇK frem til forhandlingerne i Rambouillet. Om han ønskede at støtte den væbnede kamp, eller om han ønskede at dreje UÇK væk fra at være en militær organisation over til kun at være en politisk bevægelse, er svært at sige. Han frarådede Kosóva Albanerne, specielt UÇK, at deltage i Rambouillet-forhandlingerne; han frarådede dem at gå med til noget som helst (bortset fra uafhængighed), og da han indså at UÇK-ledelsen var indstillet på forhandlinger (omend under pres) nedlagde han sit hverv som rådgiver.
Adem Demaçi mente (så vidt vides) at der skulle forhandles med Serberne om uafhængighed, men det skulle være uden Amerikansk medvirken. Én af hans pointer var at et militært indgreb ville skærpe de etniske konflikter og på det nærmeste umuliggøre dannelsen af et multietnisk samfund, hvor Albanere, Serbere, Roma'er og alle andre levede fredeligt dør om dør.
Som bekendt brød forhandlingerne i Rambouillet sammen - og NATO iværksatte luftbombardementer i slutningen af marts, der ikke var sanktioneret af FN. Efter et par måneders bombardement gav Serberne op, men opnåede dog at FN og FN's Sikkerhedsråd skulle »tage over«, og at Serbiens suverænitet skulle respekteres. Det sidste indebar at Kosóva - autonomt område eller ej - fortsat skulle være en del af Serbien, i det mindste indtil man på folkeretslig korrekt måde kunne beslutte en 'endelig løsning'.
Adem Demaçi er fortsat meget anset i Kosóva, men har - så vidt det kan ses - ikke særlig stor politisk betydning. Hverken Rugóva's partigruppe - som er langt den største politiske organisation i Kosóva - eller de tidligere UÇK'ere har noget til overs for ham; i praksis er han derfor temmelig isoleret og han støttes stort set kun af forskellige Internationale kræfter. Dog er han udpeget til at være Premierministerens særlige Rådgiver mht minoritetsspørgsmål.
Skønt man i Danmark kan have stor sympati for Demaçi og respektere hans arbejde for at etablere et multientisk samfund, må man desværre konstatere at der vil være så mange tilbageslag - senest drabene i Obiliq - at det er meget tvivlsomt om et multietnisk samfund kan blive en realitet inden for overskuelig tid.
Under forårssolen på det lokale ugentlige marked i den smukke by Prizren i Kosovo går handlen livligt mellem albanere, tyrkere, slavisktalende muslimer, romaer og endog enkelte serbere. Både vareudbud, handlende og kunder er præget af mangfoldighed. Ved første øjekast synes det multi-etniske samfund her næsten genskabt efter serbernes udrensning, NATO's bombardementer og de efterfølgende hævnopgør i kølvandet på NATO's
indtog i 1999.
Men mens de etniske grupper i en del af Prizren lever fredeligt side om side, er enkelte serbere i et andet kvarter af byen så bange for fortsatte etniske overgreb, at de stadig lever under de udenlandske militærstyrkers beskyttelse, selv om de for nylig er begyndt at gå ud at handle uden militæreskorte.
Amnesty International har for nyligt offentliggjort rapporten Fanger i vort eget hjem, hvor de delvis
anerkender de forbedringer, der er sket. Men den internationalt anerkendte menneskeretsorganisation
understreger, at minoritetsspørgsmålet i Kosovo langt fra er løst.
Rapporten fastslår, at serbere og andre etniske minoriteter i Kosovo lever i stor risiko for overgreb. De
er udsat for vold, kidnapninger og endog drab og er uden grundlæggende menneskerettigheder.
Og det på trods af, at den udenlandske tilstedeværelse fortsat er massiv. FN's civile administration
UNMIK, OSCE og den NATO-ledede KFOR-styrke skal sørge for sikkerhed og opbygning af et retssamfund.
Afskæres fra uddannelse
»Daglig intimidering af mindretallene har indskrænket deres bevægelsesfrihed. Frygten for at rejse
ud af deres etniske enklaver har øget følelsen af indespærring og bidrager til at afskære minoriteterne fra adgang til bolig, uddannelse og lægehjælp,« står der i den detaljerede rapport.
Børn må gå i skole under bevogtning, og mange tør kun opsøge hospitalet under militæreskorte; enkelte familier føler kun, at de er i sikkerhed, når soldater fra KFOR-styrken sover i deres hus. Overfald, skudattentater og knivstikkeri er fortsat hverdag for mindretallene i Kosovo, mener rapporten.
Amnesty International mener, at det internationale samfund bærer en del af ansvaret for overgrebene,
blandt andet fordi ingen bekymrer sig om at retsforfølge gerningsmændene.
Amnesty opfordrer til, at både UNMIK's civile politistyrke og lokale myndigheder får flere ressourcer, så en efterforskning af etnisk motiverede overgreb kan sikres.
De lokale menneskerettighedsgrupper deler dog ikke umiddelbart Amnestys konklusioner, som de mener glemmer eller nedtoner de fremskridt, der faktisk er sket.
Selv om rapporten fastslår, at Kosovo-albanere i de områder, hvor de selv er i mindretal, lever med
samme bekymringer for deres sikkerhed og samme begrænsninger i deres bevægelsesfrihed, opfattes
rapporten lokalt i Kosovo som ensidig og uden markering af de fremskridt, der er sket.
Ikke så mørkt
Den mangeårige menneskeretsforkæmper Adem Demaçi, der mere end nogen anden har været travlt
optaget af at skabe etnisk tolerance mellem Kosovos befolkningsgrupper, er blandt de kritiske røster.
»Billedet er ikke så mørkt, som Amnesty tegner det. I virkelighedens verden er der mange eksempler på en vis begyndende etnisk tolerance. Der er mange eksempler på etnisk fredeligt samspil. Mine
egne naboer er bosniakker og tyrkere. Både i hovedstaden Pristina, i Peja og Prizren er der også markeder, hvor man handler på tværs af etniske grupper,« siger Demaçi til Information.
Han er en af de få blandt Kosovo-albanerne, der fører en dialog med serberne. Ikke kun i Kosovo, men
egentlig med større succes med de græsrods- og fredsgrupper i Beograd, der i mange år udgjorde oppositionen mod Milosevic.
»Vi har ikke for nylig haft eksempler på egentlig etnisk vold, og de eksempler, som man kan nævne fra
tidligere, var enkeltstående tilfælde,« understreger Demaçi.
Han mener omvendt, at Amnesty nedtoner, at også mange albanske familier fortsat er fordrevne fra deres hjem i det nordlige Kosovo.
Han påpeger, at Amnesty International tilsyneladende ikke har talt med lokale menneskeretsgrupper som Rådet til Forsvar for Menneskerettigheder, Komiteen til fremme af etnisk tolerance eller Kosovos Rehabiliteringscenter for Torturofre, hvor Demaçi er bestyrelsesformand.
Adem Demaçi understreger, at hans afvisning af rapportens konklusioner ikke indbærer, at der ikke
er problemer i Kosovo. Snarere tværtimod - både politisk og økomisk samt især for minoriteterne er situationen vanskelig.
»Partierne er mere optaget af deres egen magt end af at løse Kosovos problemer. Økonomien går
dårligt, og arbejdsløshed er udbredt. Det rammer minoriteterne, men jo også albanerne,« siger Demaçi.
»Men man må heller ikke glemme, at situationen ikke var så slem, hvis den serbiske regering ikke fortsat aktivt underminerede ethvert skridt hen imod uafhængighed,« siger Demaçi.
Ifølge Demaçi er det den manglende uafhængighed, der afføder mangel på tilstrækkelig etnisk tolerance.
»Albanerne i Kosovo har aldrig oplevet hverken uafhængighed eller det ansvar, der følger med at have opnået selvstændighed. Sålænge Kosovo nægtes uafhængighed, kan man ikke forvente, at alle vil leve op til demokratiets krav, etnisk tolerance eller ansvar for at stoppe kriminaliteten,« siger han.
»Det er rigtigt, at mange serbere begik forbrydelser, men ikke alle serbere. Mange er uskyldige. Hver
dag skete der forfærdelige ting. Det var og er ikke i albanernes interesse, at overgrebene fortsætter,« si-
ger Demaçi.
»Den stærkeste side må stoppe kriminaliteten. Ellers kan det fortsætte uendeligt.«
1) Siden virker tilsyneladende kun »delvist« med Microsoft Explorer.
2) En anden grund til at man etablerede TMK var at man havde brug for »noget« der kunne opsuge UÇK'erne og deres energi.
3) Man formodede - formentlig - at Al Gore ville blive valgt som Præsident efter Clinton og at Administrationen havde en vis tidshorisont (nogle frygtede givetvis at Al Gore ikke ville være attraktiv nok for vælgerne). Efter interventionen i 1999 tog Madeleine Albright mange initiativer for at opdrage på Kosóva Albanerne og for at bringe dem sammen med Kosovo Serberne. En af metoderne var at arrangere seminarer i USIP's regie. USIP = United States Institute of Peace.
