Hadets æstetik? eller Hadets sociologi?


Udgiver: Kultursociolog Bjørn Andersen

Kontakt: post@bjoerna.dk





Jens-Martin Eriksen & Frederik Stjernfelt: »Hadets Anatomi«

Lindhardt og Ringhof, København 2003. 332 sider. 299 kr. Ingen fotos.

Kommentar - version 3 - 29.05.2003.

Bemærkninger modtages gerne. En kommentar fra Caspar Nørgaard kan ses nederst på denne side.




Skitse af Leonardo da Vinci (1452-1519)

Jens-Martin Eriksen & Frederik Stjernfelt har udgivet bogen: »Hadets anatomi«. Hensigten er god; de har villet beskrive og forklare hvorfor serbere og bosniere ikke har kunnet leve sammen i Bosnien. De har læst bøger, været i både Bosnien og Serbien og talt med mange interessante mennesker, og de har lagt et stort og nyttigt materiale frem. Der er meget godt at sige om bogen og forehavendet, men der er også en del der er lykkedes mindre godt.

Forfatterne er - tydeligvis - meget tilfredse med bogens titel: Hadets anatomi (men undertitlen: Rejser i Bosnien og Serbien er langt bedre, for den dækker indholdsmæssigt - og den er forresten heller ikke så prætentiøs).

Hvad er anatomi? Almindeligvis tænker man på hvordan levende organismer er bygget op - og hvordan 'delene' fungerer hver især og sammen med hinanden, sådan som allerede Leonardo da Vinci var inde på i sine studier for mange hundrede år siden. En anatomi må tage sit udgangspunkt i noget 'naturgivet' - og i noget der i en vis praktisk forstand er uforanderligt (men anatomen ved selvfølgelig godt at den enkelte organisme har sit eget, helt individuelle udviklingsforløb fra fødsel og til død, og - siden Darwin - tillige at de enkelte arter af organismer har udviklet sig over tid ... og fortsat vil udvikle sig).

Had er imidlertid ikke nogen levende organisme, men noget helt andet. Hadet findes ikke som sådan, altså som en selvstændig og fritsvævende eksistens - men bæres af konkrete individer - og udtrykkes af sådanne. Had er noget 'følelsesmæssigt' og 'irrationelt' - og står i opposition til kærlighed og blind tillid; undertiden følges 'had' til 'nogen' med 'kærlighed' eller 'blind tillid' til 'nogle andre', og sådan også på Balkan. Hvor meget had og kærlighed er biologisk eller genetisk bestemt eller funderet, skal jeg ikke kunne sige, men 'had' (og 'kærlighed') kan - på det samfundsmæsige plan - både animeres og ligefrem orkestreres, og derfor kan det forhåbentlig også de-animeres og de-orkestreres eller eventuelt omdirigeres på fornuftig vis. Måske kan dén slags had - der tales om - undgås, hvis man bærer sig kløgtigt ad - men det kræver mere end almindelig omtanke.

Hvis man absolut vil tale om 'anatomi', kommer man helt væk fra hvad tingene handler om - for man kommer (strengt taget) over i noget der er naturgivet og nærmest uafvendeligt, men det er ikke nogen god idé at opfatte hvad der skete i Bosnien som enten naturgivet eller uafvendeligt - eller skæbnebestemt.

Man havde i Bosnien - og i hele Jugoslavien - meget store problemer og mange modsætninger, som man også prøvede at tackle, men modsætningerne og problemerne voksede i stedet for at blive mindre; man kunne ikke finde ud af at afbalancere dem på en effektiv og konstruktiv måde, for det kunne kun ske ved at 'nogle' afgav fordele, rettigheder og privilegier, og det ville de ikke. Modsætningerne kulminerede i stedet, og der udbrød krig, og i disse krige blev der begået talløse skændigheder - som hverken de forskellige jugoslaviske folkeslag eller Verdenssamfundet var i stand til at forhindre. Først efter mange forgæves tiltag intervenerede man, og parterne blev tvunget til at sætte sig til forhandlingsbordet og indgå en fredsaftale (som stadig holder - men som må anses for at være skrøbelig).

Der kunne være sket helt andre ting hvis de der havde magt, og de der stræbte efter den, havde båret sig anderledes ad og hvis de havde haft et længere perspektiv - men også hvis Verdenssamfundet havde tacklet modsætningerne på en anden og mere konstruktiv måde.

Selv om Eriksen & Stjernfelt er så ovenud tilfredse med titlen (ikke mindst i det afsluttende 'dissekerende' afsnit), taler de - fornuftigvis - om andre ting end man normalt ville tale om i en 'anatomisk' sammenhæng. De taler om 'voldspiraler' og om 'eskaleren', og det er langt bedre udtryk; ikke fordi de forklarer noget, men fordi de peger i en anden og mere konstruktiv retning, samfundsvidenskabeligt og politisk set. En retning hvor forklaringer vil kunne findes, hvis man ellers vil gøre sig forhåbninger om at finde sådanne. Skulle man endelig blive i den lægelige eller naturvidenskabelige verden - skulle man snarere tale om en hadets psykologi, men det ville dog være bedre at have taget springet over til en sociologi, fordi problemerne nok har en individuel side, men i den sidste ende er samfundsmæssige.

Som det fremgår af indledningen er der meget godt at sige om bogen - og om forfatternes forehavende. Det er en god idé at de er rejst til Balkan og har fået så mange mennesker, der stod på hver sin side af konflikterne, i tale. De har talt med menneskerettighedsforkæmpere og demokratiske aktivister. De har talt med serbiske ideologiske bannerførere. De har talt med folk der har været i 'aktion'. Og de har været rundt i landskabet - og sét og observeret. Af disse grunde er det værd at få fat i bogen og læse den grundigt.

Forfatterne forsøger ikke at beskrive hvad der skete under krigen i Bosnien; de forsøger derimod at få fat i nogle af de bagvedliggende mekanismer - men her mislykkes de egentlig. Ikke fordi dét der er fundet frem er ligegyldigt, for det er det langt fra, men fordi man ikke kan være rimeligt sikker på hvilken funktion de enkelte dele i 'anatomien' har haft.

Der gøres meget ud af det forskrækkelige 'Memorandum' der blev udarbejdet i regi af det Serbiske Videnskabernes Akademi engang i 1980'erne, formentlig efter en beslutning 23. maj 1985 (men jeg har en fornemmelse af at der har ligget 'noget' forud for dette tidspunkt - idéer, skitser og 'interne' drøftelser). Man får noget at vide om hvem der har skrevet det og hvad det indeholdt, noget om dets tilblivelses- og udgivelseshistorie - og noget om hvordan Milosevic brugte det direkte eller indirekte.

Der er ingen tvivl om at dette 'Memorandum' har haft en ideologisk og politisk betydning, og det er udmærket at det bliver endevendt. Men man kan ikke forklare ret meget ved hjælp af det. 'Memorandum' er ikke nogen facitliste - og det er heller ikke en bibel som den serbiske politiske og militære ledelse har haft som grundlag for deres politiske og militære adfærd. For at sætte det på spidsen kan man f.eks. komme hurtigere til en begribelse af Milosevic' og hans samarbejdspartneres politik og adfærd ad andre og mere ligefremme veje, nemlig ved at begynde med at beskrive praksis, selv om det givetvis er rigtigt at der er et problem i at mange ordrer (og eventuelle begrundelser) er givet mundtligt og ikke lader sig dokumentere.

Tilsvarende kan man sige om et andet 'Memorandum', som engang for længe siden blev skrevet eller redigeret af den senere bosniske Præsident, muslimen Izetbegovic. Her er dog dén forskel til de serbiske ideologer at Izetbegovic i en periode havde en vis og reel politisk magt. Men også her er det udmærket at det bliver gennemgået.

Der går ikke en direkte linie fra disse memoranda og til de nederdrægtigheder som de enkelte parter kastede sig ud i, selv om der givetvis er én eller anden form for historisk og sociologisk sammenhæng. Ideologerne har haft et ansvar (som de i nogle tilfælde forsøger at løbe fra i dag), men det er sjældent dem der har truffet de egentlige politiske og militære beslutninger - eller realiseret dem. Disse forbindelseslinier er mere krogede end som så.

Når de to anatomer, Eriksen & Stjernfelt, hæfter sig meget ved disse memoranda - og deres forfattere - er det måske fordi de er en anelse 'litterære' eller 'æstetiske' i deres tilgang til Balkan? Lidt 'fikserede' på den skriftlige dimension? Og fordi de - parallelt hermed - er stærkt ophidsede over hvordan andre intellektuelle har udtrykt sig? Også her i landet.

Én af dem de har kastet sig over er slavisten Per Jacobsen fra Københavns Universitet. Samme Jacobsen har - og det har de givetvis fuldstændig ret i - beskrevet udviklingen på en skæv måde; han har sat kikkerten for det blinde øje, når det drejer sig om serbiske ugerninger (specielt i Srebrenica). Og han har en vis tilbøjelighed til ikke at tillægge dem dén vægt de bør have. [Tilføjelse maj 2003: Per Jacobsen har bestridt at denne beskrivelse er korrekt. Jeg vil vende tilbage til spørgsmålet på et senere tidspunkt - og herunder drage nytte af hvad der er lagt frem i debatten mellem Frederik Stjernfelt (og Jens-Martin Eriksen) og ham]

Dén måde de imidlertid angriber Jacobsen ligger et stykke fra dén høflighed eller respekt de lægger for dagen, når de taler med nogle af de nuværende og især 'tidligere' serbiske ideologer. I et indlæg bliver det f.eks. understreget at Jacobsen er slavist og ikke historiker. På det historiske område er han en amatør, siger man - og så er han ekspederet?

Bogen havde vundet ved at lade Jacobsen fremstå på lige fod med de andre. Har de gjort et alvorligt forsøg på at interviewe ham? Har de gjort forsøg på at forstå ham? De kunne have tilføjet hvad de selv mente om de forskellige balkanske skændigheder, men meget kunne de overlade til læserne, akkurat som de har gjort med interviewene dernedefra, som ofte står ukommenterede! (I nogle tilfælde havde en forklarende bemærkning egentlig været på sin plads).

Det er lidt det samme man ser, når d'herrer amatøranatomer rykker ud mod en anden af deres kritikere - Per Nyholm i »Morgenavisen Jyllands-Posten«. Nyholm (som er en kender af balkanske forhold og som i årevis har gennemrejst området) er blevet godt gammeldags sur over bogen, så meget at han nærmest sprutter - og så nævner han en række af de mange små og store fejl der er i den.

Hvad er reaktionen så? En hyklet taknemmelighed over at være blevet gjort opmærksom på fejlene ... dem skal vi nok rette i 4. oplag, siger man (se note 1). Men hvad med lidt ydmyghed? Eller hvis det er for meget forlangt: Lidt eftertænksomhed?

I øvrigt opfordrer de to forfattere - omend næppe helhjertet (se note 2) - Nyholm til selv at skrive en Balkan-bog. Det ville egentlig være fremragende hvis der var nogen der kunne få ham til at skrive en sådan - ikke mindst hvis han fik sin rejsekammerat Carsten Ingemann til at bidrage med fotos. Den ville, det kan man godt være sikker på, blive helt anderledes end »Hadets anatomi«. Den ville stikke en del dybere - den ville trække på de mange interviews Nyholm har taget og på hans store historiske viden, og samtidig ville den emme af konkrete oplevelser og indtryk - men på en sådan måde at iagttageren ikke kaster en velvoksen skygge over personer og begivenheder.

Der er også steder i selve bogen hvor 'faconen' næsten tager magten fra vores anatomer. På et tidspunkt havner de i et lille kloster i 'det dybe Serbien', hvor de bliver vist rundt af en munk. Munken har - øjensynligt - levet et overmåde afsondret liv, for han ved ikke meget om hvordan tingene tager sig ud ... eller er ... andetsteds i verden. Det kan være hvad det vil, overraskende er det ikke - og der er nok mange i den ortodokse kirke der tænker lige som han gør, og han har formentlig været svær at tale med. Men det er alligevel overraskende at Eriksen & Stjernfelt ikke kan finde ud af at omtale ham på en rimeligt respektfuld måde. De opfører sig akkurat som så mange har gjort på Balkan, når de omtaler anderledes tænkende, dvs. en anelse nedladende (eller dét der er værre).

På cirka 5 sider omtales munken eksempelvis som 'en munk', 'den interesserede fader', 'faderen' tre gange i træk, 'vores mand', 'faderen', 'vores gode mand', 'faderen', 'vores mand', 'faderen', 'munken', 'vores mand', 'munken', 'kirkens mand', 'munken' og 'vores mand' igen. Lidt senere besøger 'vi' i øvrigt et nonnekloster, hvor vi udsættes for 'denne kvindes direkte og karske gudetro' (se note 3). Nu har jeg kun taget denne svingende måde at betegne en samtalepartner på som et hurtigt eksempel, men det virker ud fra hele tekststykket som om diskussionen mellem d'herrer fri-lutheranere og den serbiske munk ikke har været særlig seriøs, og det er værre. Man kan ikke samtale med nogen, man respekterer så lidt at man kan kalde ham 'vores mand' og endda 'vores gode mand' - og dét er vigtigt, når dét der mangler på Balkan så åbenlyst er dialog og respekt for andre mennesker. Eriksen & Stjernfelt søgte ikke for alvor at komme i øjenhøjde med munken, selv om de selv hævder det modsatte.

Jamen, kunne vores anatomer sige: Har du ikke fattet ironien eller vores humor? Kan du ikke se, at vi også udleverer os selv? Nej - det er helt rigtigt; jeres selvironi og humor går over min forstand. Jeg synes f.eks. at det falder ved siden af at skrive at 'vore forfatteres lutheranisme' fremstår som en »subtil, postmoderne symboltolkning, garneret med eksistentielle spørgsmål og modernitetsdiagnoser«. Selv når I skal være selvironiske, viser I at ydmygheden ikke ligger øverst 'i posen'. Ovenover ligger i det mindste et tykt lag af dårlig litteratur.

At vi på de samme sider bringes i tvivl om hvor vidt Immanuel Kant levede i 1300-tallet eller noget senere (for var det kirken eller nogle graffiti'er der var fra hans tid?) - er en anelse karakteristisk for bogen, rent bortset fra at Kant slet ikke har noget at gøre i dén forbindelse hvor han bliver hentet frem fra Königsberg. Man skal nemlig - undertiden - have drukket mere end én kop tyrkisk kaffe for at finde ud af hvad der egentlig står, typisk med hensyn til hvem der siger eller mener hvad. Man kan dog finde ud af det, når man bruger den nødvendige tid, og hvis man ikke er alt for træt i hovedet - men det er jo fjollet, når der ikke skulle have været gjort ret meget - rent typografisk - for at få tingene til at fremtræde tydeligt, hvad der også ville have været særdeles nyttigt når man - bagefter - vil bladre rundt i bogen for at finde det ene eller det andet at gå videre med.

Tidligere blev nævnt at bogens undertitel - Rejser i Bosnien og Serbien - ville have været nok så dækkende. Det ser man også af den udmærkede indholdsfortegnelse. Strukturen (bogens anatomi, om man vil - forfatterne omtaler den selv som dens arkitektur) er i modsætning til de mest almindelige medicinske værker ikke direkte logisk, men nærmest kronologisk eller spiralsk - hvad der også er meget rimeligt. Vi er nemlig ovre i noget der ligner en kriminalroman, hvor vi følger to detektiver der pendler frem og tilbage mellem steder og personer - og hvor vi til sidst kan håbe på 'opklaring' eller 'forklaring'.

Dén får vi dog ikke rigtig, hvad der også ville være meget forlangt - selv om Eriksen & Stjernfelt har stillet op til det. Vi får nogle almindelige overvejelser over at ugerningerne er inspireret fra toppen og om at der har udviklet sig en voldsspiral. Men det behøvede man såmænd ikke at rejse til Balkan for at fastslå. Det er noget der har kunnet ses i årevis med en skarp kikkert fra en bette knold som Valby Bakke. Der mangler derimod en grundig analyse af vekselvirkningen mellem 'top' og 'basis' og mellem de forskellige 'kræfter' i Bosnien og Serbien; hvis d'herrer kunne bidrage med en sådan - gerne om et stykke tid og gerne efter nogle flere rejser - ville det være overordentlig nyttigt. En sådan analyse er ikke så ligetil at skrive - men den er ikke desto mindre nødvendig i forbindelse med overvejelser om hvordan man kan komme videre, både i Bosnien og i Serbien. Det er nemlig i en ny vekselvirkning at fremtiden gemmer sig; negativ eller positiv.

Vi får i dén forbindelse nogle overvejelser over forholdet mellem individuel skyld og kollektiv skyld. Sandt at sige er der tale om et særdeles vigtigt og prekært emne - som vi har haft på dagsordenen siden Hitler - men vi kommer ikke særlig dybt, og næppe længere end tidligere. Det siges dog, og det er der noget om - at individuel skyld skal håndteres i en retssal, mens kollektiv skyld er noget mere uhåndgribeligt - og noget som må håndteres eller rettere imødegås på en mere langsigtet måde. Forfatterne vil næppe være uenige i at der må tænkes i en langsigtet kulturel, politisk og økonomisk indsats, men frem for alt må der grundlægges en demokratisk undervisnings- og debatkultur, og 'tingene' skal bringes til at hvile på bosnierne og serberne selv, og ikke på os andre - selv om der selvfølgelig også må udvikles - og fastholdes - stærke relationer mellem 'dem' og os. Udviklingen på Balkan viser nødvendigheden af at der altid er gode forbindelser mellem mennesker på tværs af lande- og kulturgrænser.

Der fremsættes en - givetvis meget alvorligt ment - kritik af 'multikulturalismen'. Man må have, mener man, en statsmagt som kan sætte sig igennem, et demokrati som er i stand til at beskytte sig selv og som vil sikre at det enkelte menneske kan realisere sine individuelle frihedsrettigheder. Men man skal ikke bevæge sig ud i en relativisme, hvor alle kulturer er lige gyldige og eventuelt skal have fulde muligheder for at udfolde sig, det vil sige i deres ekstreme konsekvenser. En given kultur skal acceptere de grundlæggende demokratiske spilleregler, og den skal fraskrive sig retten til - hvis den 'kommer til magten' - at fjerne disse spilleregler. Det lyder alt sammen meget rimeligt, fornuftigt og vanskeligt - og her er der noget at gå videre med, både teoretisk og i praktisk politik, således at 'løsningerne' ikke bliver alt for naive og urealistiske. I bund og grund handler det om at gøre alle kulturer dialogisk orienterede, men dét kan vi kun udvirke hvis vi selv engagerer os i dialog og gør hvad vi kan for at bringe den i stand - og således ikke lader os provokere af dem der enten ikke vil - eller har meget svært ved det.

Endelig får vi nogle temmelig løse og overfladiske betragtninger over hvordan EU-landene (og USA) håndterede udviklingen i Jugoslavien. De kan være rigtige, eller forkerte, men det virker som om de kun er klistret på for god ordens skyld, og synderligt argumenterede er de ikke.

Man skal absolut læse bogen hvis man interesserer sig for Bosnien og Serbien - men der er ikke grund til at læse den for forklaringernes eller analysernes skyld. Dét der bærer bogen er nemlig ikke dem (trods mange gode intentioner), men alt dét spændende materiale der er fundet frem.

Der var en særlig grund til at jeg læste bogen - jeg ville se hvad der stod om konflikterne i Kosovo / Kosóva. Her blev jeg skuffet, men det var givetvis med urette, for det er trods alt ikke bogens emne - selv om 'had' mellem etniske grupper også har kunnet findes og stadig kan findes i Kosóva. Der står dog noget. Noget om dén ideologiske betydning Kosovo har spillet for den serbiske nationale bevægelse og for skabelsen af en serbisk national identitet (fra 1800-tallet og frem), dvs. lidt om hvordan man kan bruge og misbruge 'historien' - men heller ikke meget mere.

Bogen er forsynet med kort, stikordsregister, en udmærket kronologi og en lige så glimrende bibliografi. Alt sammen noget der gør bogen nyttig til opslag. Men der er dog en enkelt ting der undrer mig. Hvorfor i alverden står der ikke noget som helst om Ivo Andric (for dé to forkølede ting der gemmer sig inde i bogen gælder ikke rigtig, det er kun 'name-dropping'). Man kunne have fået en del inspiration til at forstå den bosniske historie og dén 'hadets anatomi' man havde sat sig for at beskrive, hvis man havde taget ordentlig fat i hans forfatterskab - ikke mindst i »Broen over Drina«? Man kunne i øvrigt også hente et par oplysninger og nogle idéer i Carl Bildt's Bosniens-erindringer (»Uppdrag Fred«), som man tilsyneladende ikke kender.

Der er ikke et eneste foto i bogen. Måske fordi man enten måtte fotografere alle man talte med - eller ingen af dem, men det er en skam. Der er dog et idyllisk billede på forsiden, som - hvis det har en anden funktion end den rent æstetiske - kan minde læseren om at der undertiden gemmer sig mange triste modsætninger under en harmløs overflade.


BA, http://bjoerna.dk




Klik på billedet, hvis du vil se det i større format.


Et udvalg af artikler med relation til »Hadets anatomi«:

Bent Jensen i »Morgenavisen Jyllands-Posten« 21.1.2003: Mesterlig bog om de komplicerede Balkan-forhold. Se: http://www.jp.dk/arkiv:aid=1623566

Birthe Weiss i »weekendavisen« 22.1.2003: Fornemmelse for had. Se: http://www.weekendavisen.dk/boger/artikel:aid=5009

Karsten Fledelius i »Information« 23.1.2003: De intellektuelles ansvar.
Se: http://www.information.dk/Indgang/VisArkiv.dna?pArtNo=20030123139705.txt
Hertil: Eriksen & Stjernfelt i »Information« 3.2.2003: Hvornår undsages Milosevic.
Se: http://www.information.dk/Indgang/VisArkiv.dna?pArtNo=20030203140233.txt

Per Jacobsen i »Morgenavisen Jyllands-Posten« 18.2.2003 Massakren på markedspladsen. Se: http://www.jp.dk/arkiv:aid=1674348
Eriksen & Stjernfelt i »Morgenavisen Jyllands-Posten« 19.2.2003: Folkemordsbenægtelse og forskning. Se: http://www.jp.dk/arkiv:aid=1676082
Per Jacobsen i »Morgenavisen Jyllands-Posten« 1.3.2003: Stjernfelts opdigtede skrækhistorier. Se: http://www.jp.dk/arkiv:aid=1694424
Eriksen & Stjernfelt i »Morgenavisen Jyllands-Posten« 11.3..2003: Tavshedens konspiration. Se: http://www.jp.dk/arkiv:aid=1710954

Per Nyholm i »Morgenavisen Jyllands-Posten« 15.3.2003: Bumletog til Illyrien. Se: http://www.jp.dk/arkiv:aid=1718492 (kan kun ses af abonnenter)
Hertil: Eriksen & Stjernfelt i »Morgenavisen Jyllands-Posten« 19.3.2003: Forloren macho. Se: http://www.jp.dk/arkiv:aid=1724458

Per Jacobsen i »Morgenavisen Jyllands-Posten« 10.4..2003: Efterlysning af de moralske korsriddere. Se: http://www.jp.dk/arkiv:aid=1763216
Hertil: Eriksen & Stjernfelt i »Morgenavisen Jyllands-Posten« 16.4.2003: Per Jacobsen ser lyset. Se: http://www.jp.dk/arkiv:aid=1772962.

»Universitetsavisen« (Kbh. Univ.) bragte 10.04.2003 interviews med Per Jacobsen og Frederik Stjernfelt og citater fra debatten. Artiklerne er skrevet af Allan Helleskov Kleiner og kan findes på hhv.: http://www.a-h-k.dk/artikler/uni-avis/tonen.htm og http://www.a-h-k.dk/artikler/uni-avis/folkemord.htm. »Universitetsavisen« (Kbh. Univ.) bragte 02.05.2003 flere indlæg i denne debat, bl.a. af Frederik Stjernfelt og af Per Jacobsen. Desuden bragtes en protest mod Frederik Stjernfelt's debatform; dette indlæg - som havde overskriften »Mistænkeliggørelsens anatomi« - var skrevet af stud.mag. Else-Marie Leander Fog Hansen og lektor Peter Schepelern; omkring 80 havde tilsluttet sig (hvoriblandt undertegnede). Sidstnævnte indlæg blev desuden optaget i »Morgenavisen Jyllands-Posten« 07.05.03 (abonnenter kan finde artiklen på: http://www.jp.dk/arkiv:aid=1804186)


Noter:

Note 1: Eriksen & Stjernfelt forsøger at tilbagevise nogle af fejlene (og har givetvis et par pointer), men én af tilbagevisningerne er helt urimelig og muligvis betegnende: Jo - siger d'herrer - gendarmer er det samme som værnebønder, for 'gendarmer' betyder 'væbnede mænd', og hvis det ikke er sådan, er det ligegyldigt!

Nej, sådan er det ikke, hverken det ene eller det andet. Når man bruger ordet 'gendarm' i dag betyder det ikke værnebønder. Og det er heller ikke nogen ligegyldighed om man beskriver forrige tiders serbere i Krajina på en dækkende måde eller ej.

Note 2: Det fremgår af konteksten, synes jeg: »Vær nu seriøs, mand. Det hele er illustreret med en masse interessante detaljer om helt andre ting, Nyholm selv har oplevet i Eksjugoslavien som journalist; strågul brændevin, heftig beskydning, hundeglam. Han har været der selv, det er helt sikkert! Det er spændende. Skriv en bog om det!«.

Prøv engang at mærk alle værdiladningerne. Jeg gentager sætningen med nogle af dem understreget: »Vær nu seriøs, mand. Det hele er illustreret med en masse interessante detaljer om helt andre ting, Nyholm selv har oplevet i Eksjugoslavien som journalist; strågul brændevin, heftig beskydning, hundeglam. Han har været der selv, det er helt sikkert! Det er spændende. Skriv en bog om det!«

Det er forresten påfaldende at d'herrer litterater ikke er bedre til at fastholde genre og stil i bogen (men også i debatindlæggene), for der er andre 'udskridninger' end de helt bogstavelige som omtales undervejs i bogen. Sagens meget alvorlige emne taget i betragtning, ville det have været bedre, hvis de havde indskrænket sig til objektivt at berette, til at gengive de mange spændende interviews, til at fortælle noget om omstændighederne ved deres optagelse og så til at opsummere og diskutere på ordentlig vis. Jo mere køligt beskrivende og 'dissekerende', desto bedre.

Eriksen & Stjernfeldt understreger - sidst i bogen - at én ugerning ikke kan udlignes med en anden. Én er IKKE lig én. Én plus én er lig med to. Det er jeg meget enig i (skønt det ligger langt fra en af de mest almindelige retsopfattelser på Balkan, hvor man stadig - på sine steder - tænker i 'hævn' og 'gengældelse'). Men hvad ligner det så - nu er vi heldigvis i en helt anden og meget mere fredelig boldgade - når man bliver gjort opmærksom på at man har stavet nogle navne forkert - at returnere med at sige at Per Nyholm da heller ikke kan stave til 'Stjernfelt'. Der var et 'd' for meget. Denne insisteren mod det lille uskyldige 'd' forekommer mig at være temmelig 'afslørende'! Det viser hvor svært det er at opføre sig ordentligt - også her i landet, og at d'herrer er alt for nemme at provokere.

Note 3: Som læseren for længst har opdaget, er jeg denne gang gået i samme fælde. Er det måske ikke overmåde nedladende at omtale Eriksen & Stjernfelt som d'herrer og vores anatomer? Grunden er at der var 'noget' jeg ville tydeliggøre. Eriksen & Stjernfelt - eller deres bog - bliver selvfølgelig hverken bedre eller dårligere af dén måde jeg betegner dem. Og jeg selv har en dårlig smag i munden, hvis det kan være nogen trøst.



Kommentar fra Caspar Nørgaard

23.5.2003

Hej Bjørn

Jeg har netop færdiglæst Hadets Anatomi.

Hermed mine kommentarer til din anmeldelse.

Du lægger i din anmeldelse vægt på Leonardo de Vinci som en forklarende faktor, når du argumenterer at bogens titel er misvisende, og jeg synes du roder dig ud i en unødig beretning om ordets helt konkrete betydning. Jeg tror umiddelbart godt læsere af bogen kan gennemskue at de ikke læser en bog om Darwins teorier eller Leonardo de Vinci.

Jeg ville finde redegørelsen for ordet »anatomi« mere spiselig hvis anmeldelsen generelt holdt sig til denne systematiske gennemgang, men da det senere bevidst bliver brugt til at fremstille de 2 forfattere som anatomer, og ligefrem amatøranatomer, sidder man med en noget dårlig smag i munden, fordi det åbenbart er vigtigt at fremstille forfatterne som 2 små spejderdrenge på eventyr.

Man kan vælge at tage bogens titel meget bogstavligt eller lade være, og de fleste med et minimum af logik, ville godt kunne tage bogens titel med i sammenhængen uden at blive forvirrede.

Hadets Anatomi er ikke en bevisførelse men den kommer med noget materiale som absolut er vær at undersøge nærmere. Når bogen argumenterer at store dele af det gamle magtapparat stadig er velfungerende, så er det "meget sikkert" sandt.

Bogen fremlægger ikke endegyldige beviser, og jeg oplever derfor at din kritik af den manglende dybde af bogen, i denne sammenhæng, ender i en fuldstændig underordnet filosoferen over hvor meget bedre det havde været hvis DEN og DEN havde lavet en balkanbog sammen.

Jeg oplever generelt, når man nu skal, i alle tiders uforanderlighed, kritisere i stedet for at udtage det brugbare og positive, at bogens absolutte styrke ligger i samtalerne med de forskellige parter, og jeg er derfor også enig med dig i, at bogens absolutte styrke er samtalerne med de forskellige parter... Det tror jeg nu også forfatterne er.

Jeg synes at bogen fortjener at stå som den er, og ikke hævet op hvor den ikke er, for efterfølgende at blive pillet ned.

Venlig hilsen Caspar Nørgaard


28.05.2003

Kære Caspar.

På en måde synes jeg du har fuldkommen ret.

Der er meget godt at sige om »Hadets anatomi«. Det er især glimrende at de to forfattere har samlet alt det materiale, som de har.

Jeg har derimod ladet mig provokere af Stjernfelts og Eriksens facon i bogen og i forskellige avisartikler. Det forekommer mig, at de ikke har rent mel i posen, at de er for selvoptagede, og at de er for grove i deres debatform.

De gør - på en måde - som så mange Serbere og Albanere har gjort, når de debatterer; de prøver ikke for alvor at forstå deres modparter og har svært ved at respektere dem.

Jeg synes at Stjernfelt og Eriksen burde have været mere spørgende, søgende og dissekerende, mere selvudslettende - og langt mindre dømmende, f.eks. i aviskrigen mod Per Jacobsen.

Det er meget tænkeligt at Per Jacobsen har taget fejl i forskellige henseender, men omtalen af ham i bogen - og i forskellige artikler jeg har læst - virker som et overfald. Det tror jeg ikke kan føre til noget positivt, hverken erkendelsesmæssigt eller på anden måde. Det er helt i orden at Stjernfelt og Eriksen mener noget andet end Per Jacobsen, men så kunne de jo sige det lige ud ad landevejen og fremlægge den nødvendige dokumentation.

Stjernfelt og Eriksen har i én af avisartiklerne - men i polemisk hensigt - foreslået Per Nyholm at skrive en bog. Det har jeg taget alvorligt og tilsluttet mig (jeg har for et par år siden sagt det direkte til Nyholm). Nyholm burde skrive en bog om sin tid som Balkan-korrespondent; den ville - er jeg sikker på - blive overordentlig spændende og vigtig.

Når jeg har valgt at tale om »amatøranatomer« osv. (jf. min sidste fodnote om »dårlig smag i munden«), så er det fordi jeg lod mig provokere til at gøre som Stjernfelt og Eriksen selv har gjort. Formålet var ene og alene dét at vise at det er en meget dårlig måde at diskutere på. Hvis du ser andre litteraturkommentarer, jeg har skrevet, gør jeg normalt ikke sådan.

I øvrigt gjorde jeg vejen om bogens titel fordi jeg fandt det hensigtsmæssigt af en anden grund, nemlig for at præcisere hvad det omhandlede »had« er for en foreteeelse, noget samfundsmæssigt og næppe noget der f.eks. er genétisk bestemt. Bogens kvaliteter - og titel - til trods, får Stjernfelt og Eriksen ikke ordentligt styr på begrebet.

Venlig hilsen Bjørn


28.05.2003

Hej Bjørn.

Tak for din tilbagemelding.

Et par kommentarer:

Jeg har ikke fulgt med i aviskrigen mellem Stjernfelt og Jacobsen og vil derfor ikke udtale mig om dette. Jeg vil blot tilføje at beskyldninger selvfølgelig bør være grundigt dokumenterede før de fremsættes. Om forfatterne har haft populistiske eller andre hensigter kan man kun gisne om, men de må dog have været forberedt på en debat efter »angrebet« og beskyldningerne af Per Jacobsen.

Jeg er helt enig i at mere selvudslettelse ville have været bedre, og at bogens svage øjeblikke er i selve rejsebeskrivelserne, hvilket i sig selv gør det til en knap så spændende rejsebog.

Jeg kan udmærket forstår dit koncept i anmeldelsen »med egen medicin«, og det kan godt være at det ses tydeligt, men skiftet mellem saglighed, ironi & hån gør det til en underlig oplevelse når man (jeg) læser den. Respekten bør gå alle veje.

Venlig hilsen Caspar.


29.05.2003

Ja. Respekten bør gå alle veje. Og når det ikke virker sådan, så var det nok en dårlig idé at bruge »med egen medicin«-konceptet.

Venlig hilsen Bjørn



Du må citere hvis du angiver hovedsidens adresse: bjoerna.dk ... Siderne om Albanerne: bjoerna.dk/albanerne.htm ... Søgning på internettet: bjoerna.dk/soegning.htm