Dobbeltørnen er et meget vigtigt Albansk symbol - og blev allerede brugt som mærke af Skanderbeg omkring midten af 1400-tallet (se nærmere i: Skanderbeg's segl. Middelalderarkæologen Peter Pentz fra Nationalmuseet har skrevet om en seglstampe der bærer Skanderbeg's navn og som bl.a. har dobbeltørnen som symbol (se tidsskriftet »Sfinx«' forårsnummer 2003).
Albanien hedder på Albansk Shqipëri hvilket gerne oversættes som ørnenes land - og Albansk hedder tilsvarende shqip.
I foråret 2003 fandt to danske amatørarkæologer - Peter Hyldgaard fra Jelling og Søren Andersen fra Vejle - en seglstampe af bronze, der muligvis er lidt ældre end dén der tilskrives Skanderbeg. Den bærer en latinsk inskription: * S [7] MAGNI LONGI - og en dobbeltørn. Stampen er - med en vis sandsynlighed - fra Danmark.
Dobbeltørnen er ikke meget udbredt på Danske segl, men heller ikke helt 'umulig'. Der er givetvis ikke nogen direkte forbindelse mellem Skanderbeg's segl og dette Danske segl, men én eller anden - meget indirekte - forbindelse kan der være på grund af det fælles dobbeltørnemotiv.
Seglet gengives tv i spejlvendt form - og er th drejet 180 grader, således at det er lidt lettere at tyde teksten.
Seglet er indleveret til Vejle Museum - og skal nu undersøges nærmere af Nationalmuseet i København.
Seglet er af en ganske anden form end 'Skanderbegs' - og har (at dømme herudfra) formentlig tilhørt en herremand af en slags, næppe en gejstlig. 'Skanderbegs' er i mange henseender mere grandios.
'S' + '7' er nogle specialtegn, der fortæller at hér begynder seglteksten. MAGNI LONGI kan betyde noget i retning af 'Morten Lange' eller 'Magnus Lange'. Sammenlagt betyder inskriptionen derfor ca.: 'Dette er Morten Langes segl'.
Måske har 'Morten Lange' - eller én fra hans kreds - set ørnemotivet under et besøg i Tyskland eller Sydeuropa - og er blevet fascineret af det?
Heraldik er ikke det jeg har mest forstand på, så jeg har konsulteret »Salmonsens Konversations Leksikon« som giver følgende oplysninger i artiklen om ørne (2. udgave, bd. 25, Kbh. 1928):
Ørnene er iblandt Fuglene ligesom Løven iblandt Dyrene et Sindbillede paa sejrrig Styrke. Den anvendes derfor fra gammel Tid af hos forskellige Folk som Symbol paa guddommelig og kongelig Magt og paa Sejr over Fjender. Efter
hvad Xenofon meddeler, havde de gamle Persere som Hærtegn en gylden Ørn med udbredte Vinger; det båres i Spidsen for Hæren. Straks efter Alexander den Store's Dage optog Ptolemaios I Ørnen som sit Vaabenmærke og satte den paa de af ham slagne ægyptiske Mønter.
Hos Hellenerne var Ørnen helliget Zeus (hvorfor den i kunstneriske Fremstillinger ofte afbildes ved hans Side, eller ogsaa pryder den hans Herskerscepter og sidder her med Lynstraalen i Kløerne.
Det er aabenbart dennes Ørn, som i den kristne Symbolik er blevet Apostelen Johannes' Attribut; i øvrigt var Ørnen allerede hos Profeten Hezechiel et af Guddommens Symboler.
I Rom, hvor Ørnen fik sin særlige Betydning som Symbol, skal efter Sagnet en Ørn (lat. aquila) have forudforkyndt Tarquinius, at han vilde naa den kongelige Værdighed. For øvrigt var Ørnen et Symbol paa det latinske Forbunds Gud (Juppiter) og paa selve Romerstaten. Ørnen forekommer derfor ikke blot paa Kejsernes Hjelme og Sceptere, men er i alt Fald fra C. Marius' Tid, vistnok fra hans 2. Konsulat 104 f. Kr., de romerske Legioners Felttegn. Allerede tidligere var Ørnen anvendt som Tegn for enhver Legions 1. Manipel. Legionsørnen, der altid fulgte første Kohorte, holdtes højt i Ære, og det gjaldt for den største Skam for en Legion ikke at kunne bevare sin Ørn under Kampe med Fjenderne. Den stod særlig under Legionens ældste og anseteste Centurions Opsigt. Ved Opbrud overgaves den af ham til dens Bærer (aquilifer). Der vistes endog oftere Legionernes Ørn næsten guddommelig Ære, og de besad en vis Asylret. Efter Romerrigets Undergang forsvandt Ørnen som Felttegn for Hærene.
I Middelalderen anbragtes kun engang imellem en Ørn paa et Flag eller Fane, aldrig som udskaaret Billede.
I Heraldikken hører Ørnen til de mest udbredte og hyppigst anvendte Billeder. Saavel Stater som Fyrster, Adelsmænd og Byer har en Ørn i deres Vaaben. I heraldiske Billeder svæver Ørnen gerne helt frit med udbredte Vinger og lige nedhængende Krop, udstrakte Ben og Kløer. Hovedet holdes til højre, ofte med udstrakt Tunge. Ved Siden af denne fulde Form af Ørnen anvendes i Heraldikken ogsaa en afstudset Form af Ørnen (paa Fransk kaldet alérion), paa hvilken den nederste Del af Benene og Næbbet er bortskaaret.
Foruden den sædvanlige naturlige Form af Ørnen anvendtes i Heraldikken ogsaa en Form af Ørnen med to Hoveder. Den hørte siden Romerrigets Deling hjemme i Byzans og kom herfra 1472 under Ivan Vasiljevitsch til Rusland.
Karl den Store optog ved sin Kroning i Rom 800 Ørnen som Symbol paa sit Rige. Den lader sig paavise som tysk Rigsfane under Otto II og senere ofte og paa flere Steder. Ørnen har her eet Hoved, der bærer den gyldne Krone, i højre Klo holder den Scepteret og i venstre Rigsæblet. Ørnen med de to Hoveder (»Dobbeltørnen«) lader sig [i Tyskland?] først paavise under Kejser Ludvig af Bayern paa en 1325 slaaet Rigsmønt. Men ved Siden heraf har man ogsaa enkelte Ørne paa Dokumenter fra hans Tid (saaledes ogsaa paa en gylden Bulle fra 1356).
Først med Kejser Sigismund 1433 blev Dobbeltørnen for bestandig tysk Rigssymbol, og vedblev at være det indtil 1806, da det tyske Rige opløstes.
Kejseren tog derimod Dobbeltørnen med sig til Østerrig, hvor den blev Rigssymbol. Den nuværende tyske Rigsørn har derimod kun eet Hoved. Den stammer fra de tyske Riddere og er oprindelig givet disse af Kejser Frederik II.
Napoleon I. optog Ørnen som Hærtegn og Symbol for det kejserlige Frankrig. Ved Kroningen 2. .Decbr 1804 fik alle franske Regimenter en Ørn, der fulgte den første Bataillon, og som blev baaret af en Officer. Denne Ørn har helt naturlig Form og er i Begreb med at hæve Vingerne, idet den holder Lynstraalen mellem Kløerne. Bourbon'erne afskaffede Ørnene i Hæren; Napoleon III genindførte dem ved Dekret af 1. Jan. 1852, men Republikken afskaffede dem 1870.
Den italienske Fascisme har optaget Ørnemærket ved Siden af Fasces.
(Litt.: Römer-Büchner, »Der deutsche Adler nach Siegeln geschichtlich erläutert« [Frankfurt 1858]; Hohenlohe-Waldenburg, »Zur Geschichte des Heraldischen Doppeltadlers« .[Stuttgart 1871]).
Da Peter Pentz så ovenstående, skrev han: »I middelalderen findes ganske mange skulpturelle afbildninger af ørne. Som anført er ørnen Johannes' symbol, og som sådan fremstillede man bogpulte i form af ørne til oplæsning fra evangelierne. De større kirker kunne besidde en sådan, flere danske eksempler findes«.
