29/8 - ca. 22/10 1943. Interneringer. Dansk lejrkaptajn på Jægersborg
Jægersborg kaserne har været uddannelsessted for Livgardens rekrutter igennem mange år;
efter endt uddannelse blev rekrutterne gardere, hvorefter de overtog vagterne på de af
kongefamilien beboede slotte, og heraf var Amalienborg det vigtigste.
Jeg har selv været rekrut, premierløjtnant, og den 28/8 1943 var jeg kaptajn på
Jægersborg kaserne.
På dette tidspunkt var der på kasernen en oberstløjtnant (Holnæs), 2-3 kaptajner, 3-5
premierløjtnanter, ca. 10-15 befalingsmænd af officiantgruppen og ca. 200 værnepligtige
befalingsmænd og værnepligtige garderrekrutter.
Oberstløjtnanter havde tjenestebolig på kasernen; alle faste befalingsmænd havde
tildelte kvarterer på kasernen, og vi var alle på kasernen den 28-29/8 1943.
Jægersborg Kaserne, maj 2003. Nogle af de ældre bygninger fotograferet fra Allén. Forsvarets Sundhedstjeneste har til huse på kasernen i dag. Til højre (men uden for billedet) ligger nogle nye fløje. Foto: BA
Der havde i flere dage gået rygter om, at værnene ville blive helt afvæbnede og
hjemsendt inden længe. Den 28/8 tog rygterne til. En »mand« spurgte efter mig - »Fabricius« -
han tilhørte en modstandsbevægelse, og forsikrede mig, at han vidste bestemt, at Jægersborg
kaserne ville blive overfaldet i den kommende nat, om ikke det var muligt, at jeg kunne
udlevere nogle våben til ham, navnlig pistoler.
Vi fik fat i våbenmesteren, der havde nøglerne til våbendepotet. Han viste os, hvor
pistolerne og bundstykkerne (de skal i henhold til bestemmelserne anbringes hver for sig) var
anbragt.
Det blev aftalt, at jeg på et vist tidspunkt skulle gå ind i hans kvarter og tage nøglerne
et bestemt sted. Da tidspunktet kom, stod jeg uden for kasernen og ventede på »Fabricius«.
Han kom på det rigtige tidspunkt medhavende 2 Falck-vogne.
De virkede alle temmelig nervøse - jeg selv også naturligvis, og da »Fabricius« stank
af spiritus, veg jeg i sidste øjeblik tilbage og foretog ikke udleveringen. Det ville jo være at
trodse regeringens ordre og være en direkte fare for mine kammeraters liv på Jægersborg
kaserne, hvis overfaldet ikke fandt sted.
Mødet med »Fabricius« førte dog til, at min næstkommanderende premierløjtnant
Poul Hvid kørte en lastvogn med ammunition ud i »Ermelunden«, hvor den blev skjult i en
kløft og senere afhentet af modstandsbevægelsen, påstod nævnte »Fabricius«, ellers var han
ikke særlig tilfreds med mig.
Om natten den 28-29/8 1943 blev kasernen overfaldet: 2 Tigertanks kørte det
trådhegn, som omgav kasernen, ned, affyrede et par skud, og nogle hundrede tyske soldater
styrtede bagefter dem ind på kasernen - overgivelse fandt øjeblikkelig sted. Enhver kamp var
håbløs, der var derfor ikke truffet nogen som helst foranstaltninger til forsvar af kasernen, vi
havde ingen tunge våben, og bygninger (civile), haver, små trægrupper lå klos op ad
kaserneområdet, så de tyske styrker kunne anbringe sig tæt op ad dette og angribe, når og hvor
de havde lyst.
Befalingsmændene blev skilt fra mandskabet med det samme. Om eftermiddagen blev
officererne interneret i »Idrætshuset«. Officianterne blev tilbage og skulle tage sig af mandskabet. Lidt senere blev kaptajn A.V. Arendrup dansk lejrkaptajn på kasernen med prins Georg som næstkommanderende.
Efter nogle få dages ophold i Idrætshuset, blev officererne inerneret på »Marienlyst«
i Helsingør.
Da jeg havde været der en uges tid, fik jeg ordrer til at gøre mig klar til at afgå,
hvorhen vidste ingen.
Jeg troede selv, at det havde noget at gøre med, at jeg var chef for Livjægernes
terrænsportsafdeling.
Da vi passerede Snekkersten, fortalte jeg den tyske officer, at mine forældre holdt
ferie her i en Odd-Fellow-pension, - om jeg måtte sige farvel til dem. Nein - sagde han.
Lidt efter fortrød han det og spurgte, om jeg ville sige farvel til mine forældre. Nein -
sagde jeg.
Så talte vi ikke mere sammen.
Der var tændt et meget stærkt lys i autoen, så jeg kunne ikke se, hvor vi kørte hen. Så
da vi endelig standsede, viste det sig at være Jægersborg kaserne, der nu var omgivet af et højt
pigtrådshegn, hvorigennem man skulle sluses for at komme ind på kasernen.
Prins Georg (søn af prins Axel), den senere og nuværende militærattache i England
og Frankrig stod inden for slusen (pigtrådshegnet) og tog imod mig. Han fortalte, at jeg sikkert
skulle være dansk lejrkaptajn, idet jeg skulle afløse kaptajn Arendrup, som var blevet fjernet,
fordi han nu til morgen havde sagt til den tyske standortälteste (en lærer fra Kaliningrad-området), at nu kunne han bedre forstå, at tyskerne havde tabt slaget ved Stalingrad, når de
ikke engang kunne fremskaffe nogle sko og noget tøj til de danske soldater, som blev
udskrevet fra Militærhospitalet og sendt ud til Jægersborg kaserne.
Situationen på kasernen var nemlig den, at der udover ca. 20-30 befalingsmænd fra
Livgarden m.fl. var interneret ca. 100 gardere fra Livgardens kaserne og ca. 200 rekrutter, som
var på Jægersborg kaserne (blandt dem mine egne rekrutter), da interneringen begyndte, og
desuden større og mindre grupper fra alle værn og afdelinger; og tilsyneladende blev alle, der
blev udskrevet fra Militærhospitalet også sendt herud, så der var i alt ca. 600 værnepligtige.
Jeg skulle ikke tale med nogen tyskere den pågældende aften, men først fremstilles
den følgende formiddag. Måtte bo i gæsteværelset, der hørte til oberstløjtnantens tjenestebolig,
altså uden for pigtråden, idet prins Georg havde afgivet løfte på mine vegne om, at jeg kun
ville fjerne mig fra kasernens nærmeste område efter indhentet tilladelse.
Ved aftensmåltidet, som foregik i en særlig barak, der var opstillet til dette brug, lærte
jeg de øvrige befalingsmænd at kende.
Den næste morgen gik jeg - sammen med prins Georg - over i kasernegården, hvor de
værnepligtige, som var inddelt i 6 kompagnier a 100 mand, fik morgenmotion, 3 minutters løb
og 3 minutters gang - en velkendt militær træningsdisciplin.
Da jeg jo ikke havde fået overdraget kommandoen, fortsatte kompagnierne
løbetræningen ved min ankomst - det var aftalt med befalingsmændene forud.
Det var med en mærkelig og vel usikker fornemmelse, jeg stod og kiggede på disse
600 mand, de skævede lidt til mig under træningen. Jeg vidste fra den foregående aftens
samtale med befalingsmændene, at de værnepligtige havde hørt rygter om, at der skulle sendes
ca. 200.000 unge værnepligtige ud af landet for at bevogte tyske depoter m.m.
Jeg tænkte naturligvis også på, hvad jeg skulle »gøre«, - hvem jeg kunne henvende
mig til, hvem var virkelig mine overordnede, - jeg fik det aldrig rigtigt at vide. Standordälteste
blev jeg snart klar over, havde ingen begreb om en officersgerning og var ganske uden
betydning i alle henseender. Dog havde han et barsk udseende, når ånden kom over ham.
Efter at have kigget lidt på de 600's træning, - de så for øvrigt glimrende ud, langt
bedre end de tyske landeværnsmænd, som bevogtede dem, gik jeg en runde på kasernen for
at se på indkvarteringsforholdene, der var vel plads - nogenlunde ordentligt - til 300 mand, og
nu var der 600, d.v.s. sengene var stillet ovenpå hinanden 2 og 2, og alle rum var udnyttet, så
der ikke var nogen overskydende samlingsrum. (Der var heldigvis en dejlig stor gymnastiksal,
som kunne udnyttes til mange ting). Under min rundgang kom jeg også ud i områderne bag
kasernebarakkerne, og der blev jeg for første gang rigtig klar over, at nu var hæren (værnene)
opløst og disciplinen ved at forsvinde, hvis der ikke blev gjort noget; der gik nemlig en ung
befalingsmand med en 10-12 værnepligtige - straffegaster, kaldte han dem. Jeg talte med dem,
de deltog ikke i de andres morgentræning, for det gad de ikke, de ville selv bestemme, hvornår
de skulle stå op, om de ville vaske, barbere og frisere sig, de ville spise, således som de havde
lyst til og i hvert fald ikke rette sig efter befalingsmændene - og navnlig officererne, som
hverken ville kæmpe den 9/4 1940 eller den 29/8 1943.
Jeg sagde ikke noget videre til dem, jeg havde på det tidspunkt ikke fået nogen
kommando.
Så blev jeg sammen med prins Georg, de 6 officianter, der var udtaget til
kompagnichefer og den udtagne kommandoofficiant kaldt til Standortälteste; det viste sig at
være den officer, der havde afhentet mig i Helsingør og ikke villet lade mig sige farvel til mine
forældre (i første omgang i hvert fald).
Han stak mig et stykke papir i hånden. Det skulle være min forholdsordre, jeg tror
aldrig, jeg har fået en så dårlig ordre, jeg gav ham den tilbage, efter at have læst den. Han
spurgte, om jeg havde forstået den, og hvis jeg ikke rettede mig efter den, ville jeg blive sofort
erschossen. Så gik han.
Ligesom i Viborg - for 3 år siden - gav det et spjæt i mig.
Men jeg sagde til mig selv, nu må du mande dig op, nu har du ansvaret for mange. Nu
må du sige et par mandige ord til din kommandoofficiant og de 6 fungerende kompagnichefer,
som stod bag ved og hørte på, f.ex.:
»Nå gutter, den klarer vi nok«, så jeg vendte mig om og havde ventet at se i hvert fald
alvorlige ansigter, men de var ganske upåvirkede. Og jeg hørte den ene sige til den anden: »Det er pokkers også, jeg kan ikke få passet min have, hvis jeg ikke snart kommer hjem, min kone kan ikke nå det.«
Min (ældre) kommandoofficiant, som så mit lidt forbavsede udtryk, sagde til mig, vi
kalder ham: Sofort erschossen, for det siger han flere gange om dagen, så det tænker vi ikke
nærmere over.
Efter frokost samlede jeg alle mine befalingsmænd til en »palaver«, som jeg kaldte
det, hvor vi drøftede, hvorledes vi ville leve livet videre i de kommende dage: Samles engang
om dagen for at rydde tvivl bort, drøfte de problemer, der opstod daglig - uden at blande
tyskerne ind i det m.m. (som fremgår af nedenstående).
Jeg vil her på det stærkeste fremhæve, at når denne internering efter min mening
forløb nogenlunde tilfredsstillende, skyldes det i høj grad de gode praktiske råd, jeg fik under
vores daglige »palaver«.
Efter den første »palaver« samlede jeg de værnepligtige i kasernegården og fortalte
dem stort set følgende (som jeg var blevet enig med mine befalingsmænd om):
- Jeg skulle nu være deres chef, det eneste forbindelsesled imellem dem og den tyske
værnemagt, derfor skulle vi have tillid til hinanden, stole på hinanden.
- Hvis de havde problemer, kunne de tale med deres fungerende kompagnichefer om disse.
Hvis de havde store problemer, ville jeg personlig betragte det som den største tillid, de
kunne vise mig, ved at betro sig til mig.
- Vi kunne ikke leve godt sammen, hvis der ikke var en ret stor orden og disciplin til daglig,
og derfor måtte jeg som chef fremkomme med nogle retningslinier (som var godkendt af
alle befalingsmændene).
Vi befalingsmænd var fuldstændig klar over, at langt, langt den største procentdel
ville følge disse retningslinier uden at kny, men der er og vil altid være nogle få
procent, der ikke forstår, at sammenhold gør stærk.
- Jeg vil meget indstændigt gøre alle opmærksom på, at jeg har fået det bestemte indtryk af
værnemagten, at hjemsendelsen af de internerede vil blive påbegyndt inden længe. Jeg
havde ligeledes fået det bestemte indtryk, at jeg fik lov til at bestemme, på hvilklen måde
den skulle finde sted (hvem der kom først, og hvem der kom sidst af sted).
Den var vel nok ikke helt korrekt denne fremstilling.
- Vi befalingsmænd havde derfor bestemt, at fra i morgen tidlig ville alle, der ikke fulgte de
ganske almindelige sømmelige former: at stå op, når de skulle op, vaskede sig, tog styrtebad,
barberede sig (hver dag), friserede sig, spiste ordentligt, holdt deres tøj i orden m.m., blev
noteret op af kompagniets befalingsmænd og hjemsendt sidst (jeg tror ikke, en eneste blev
noteret op). For øvrigt fik jeg intet at gøre med, hvorledes der skulle hjemsendes.
- I eftermiddag blev der oprettet indtil 6 barberstuer (1 ved hvert kompagni), og alle skulle
være sømmeligt klippede fremefter.
- Om et øjeblik vil 20-30 snedkere og tømrere blandt de værnepligtige opstille en scene i
gymnastiksalen. Befalingsmændene har allerede pillet 20-30 værnepligtige ud, som vil
underholde os kl. 17-18. Det vil ske hver dag på samme tid, derfor skal alle melde sig, selv
om de synes, deres evner som skuespillere er små (vi manglede aldrig »skuespillere«.
Jeg vil nævne et eksempel på, hvorledes det fungerede efter min »instruktion«.
En høj flot værnepligtig ville gerne tale med mig under fire øjne:
Han var netop kommet fra Militærhospitalet, og han havde været i forbindelse med
sin forlovede, der havde hævet forlovelsen. Han mente, det skyldtes en misforståelse, så hvis
blot de kunne kommet i direkte forbindelse med hinanden, ville alt blive godt igen.
Ved næste »palaver« forelagde jeg problemet; en ung reservelæge foreslog, at vi
skulle indlægge den værnepligtige på Militærhospitalet, så kunne han ringe efter sin (tidligere)
forlovede.
Jeg fik fat i den værnepligtige, pålagde ham at høre godt efter, hvad jeg nu sagde:
De har desværre slået Deres ryg ved at falde ud af den øverste seng. De går til lægen
i morgen tidlig (han ved, De kommer). De bliver indlagt på Militærhospitalet, men er dog ikke
mere syg, end at De kan kravle hen til en telefon og telefonere efter Deres forlovede. Husk,
ikke at sige noget om Deres sygdom til Deres kammerater. Træd af.
Jeg vil aldrig glemme hans minespil under min lille tale, der vekslede fra den dybeste
forbavselse til den største glæde.
Vi havde gudstjeneste engang om ugen (pastor Hjerl-Hansen prædikede). Jeg læste
ind- og udgangsbønnen. Alle deltog - frivilligt. Alle sang med. Vi sang kun de salmer, vi alle
kendte. Det var ikke så mange. Disse gudstjenester er vel nok nogle af de største oplevelser,
som jeg har haft i mit liv.
Men der kom ingen hjemsendelsesordrer.
Rygterne om, at flere hundrede tusinder danske værnepligtige skulle sendes til
Tyskland, tiltog.
Fængselspsykosen blev større og større.
Prins Georg, som mange af de værnepligtige havde stor tillid til, fortalte mig, at
utilfredsheden begyndte at brede sig mere og mere, og han var bange for, at det ville ende galt
i den ene eller anden retning.
Nu var det igen officererne, det var galt med, som ikke ville kæmpe den 9. april 1940
og 29. august 1943. Og det var alligevel en af disse officerer (altså mig personligt), som de nu
var fuldt og helt afhængig af.
Jeg holdt en »palaver« med befalingsmændene, og efter næste »forestilling« i
gymnastiksalen fortalte jeg de værnepligtige, at jeg havde hørt om deres utilfredshed, og at jeg
var fuldstændig enig med dem, at officerernes indsats ikke havde været stor; men den 9. april
1940 mente vi, at det var regering og rigsdag, der skulle bestemme, om vi skulle kæmpe eller
ikke, og den 29. august 1943 mente oberstløjtnant Holnæs her på Jægersborg kaserne sammen
med sine 2 kaptajner (hvoraf jeg var den ene), at det var fuldstændig idiotisk at kæmpe, som
forholdene var, men det skulle de naturligvis ikke lade sig genere af. Jeg ville foreslå, at de
utilfredse i nat slog sig sammen, overfaldt de få tyske poster, forcerede pigtrådshegnet, og så
begyndte de på deres modstandskamp for Danmark. Men for øvrigt mente jeg, at det var bedre
at vente, til vi alle var hjemsendte, så ville mulighederne være større.
Og nu var jeg for øvrigt helt sikker på, at hjemsendelsen snart begyndte.
Og tænk, det gjorde den.
For rigtig at forstå den ovennævnte »situation«, skal man huske på, at alle de
værnepligtige var 19-21 år, sammenklumpede i små barakker med dobbelt belægning, meget
små muligheder for at læse og skrive, dårlig luft, dårlige toiletforhold, i det hele dårlige
hygiejniske forhold, og de stadige rygter om »deportering«.
Umiddelbart før hjemsendelsens påbegyndelse viste det sig, da vi kom over på vores
kontor en morgen, at det var tømt for alt skriftligt i nattens løb.
Vi spurgte os lidt for hos tyskerne, men fik ikke noget svar. Da der var gået et par
dage, blev jeg kaldt over på »Standortälteste«'s kontor. 4 fremmødte tyske officerer sad i
kontoret med korslagte arme og stirrede følelseskoldt på mig.
På et stort bord midt i kontoret lå et dansk militærtæppe, ovenpå dette lå hulter til
bulter alt det »skriftlige« fra vores kontor.
De pegede på bordet og sagde, jeg kunne tage det hele. Uden at fortrække en mine tog
min kommandoofficiant og jeg fat i de fire hjørner af tæppet og gik - uden at sige et ord.
Men der manglede mange ting, blandt andet mine personlige optegnelser, dem har de
sikkert ikke kunnet læse, derfor ville de ikke give dem fra sig (min skrift er jo ikke den allerbedste).
Hjemsendelsen foregik etapevis og gnidningsløst, men næstsidste dag var det lige ved
at ende galt.
For at de værnepligtige alle kunne få et sted at sove i eller på, havde vi lavet senge af
alt, hvad vi kunne finde af gamle brædder, stolper og navnlig rester af gamle senge m.m.,
hvoraf der lå en mægtig stabel i en af baggårdene, hvor de havde ligget i flere år.
Nu gav tyskerne ordre til, at efterhånden som de værnepligtige ikke brugte de
sammenflikkede senge, skulle de fjernes.
Det gjorde vi på den måde, at vi slog dem helt i stykker og smed dem ud igennem
vinduerne i kasernegården, hvor de blev samlet i en stor bunke.
Da vi var nået så langt, kom der en tysk intendanturoberstløjtnant, og han blev ude
af sig selv af raseri ved synet af disse smadrede sengestumper.
Jeg blev tilkaldt - min standortälteste rystede og skælvede over hele kroppen, han
havde jo givet os tilladelse til at behandle sengene, som vi havde gjort.
Den tyske oberstløjtnant spurgte mig, om jeg var sabotør, samtidig havde han venstre
hånd om sabelfæstet og pistolen i højre hånd.
(Mærkeligt nok røg det igennem mit hovede, at han måtte være kejthåndet ligesom
jeg selv. Jeg fægtede nemlig med venstre hånd og skød med højre).
Jeg forklarede tyskeren, at disse gamle bræddestumper var anvendt til senge i 1894,
da min far var rekrut her på kasernen, så dem kunne de tapre tyske soldater da ikke sove i (jo,
jeg var blevet bedre som »amatørskuespiller«, siden jeg stod på Humble kirkegård i 1940).
Pludselig stilnede den tyske oberstlløjtnants vrede af, han drejede om på hælen og gik
sin vej.
Vi slog nogle af de gamle bræddestykker sammen til nogenlunde anvendelige senge
og viste »Standortälteste« dem (vi ville jo gerne hjemsendes).
Så hørte vi ikke mere om denne sag.
Et par dage efter tog jeg til mit hjem, ca. 22/10 1943.
Lykkedes min opgave - at være dansk lejrkaptajn - i en sådan situation? Jeg ved det
ikke.
En stor beroligelse for mig var det, at jeg fik over 100 breve og kort fra nogle af de
tidligere internerede, som syntes, det var gået godt.
Tyske styrker rykkede øjeblikkelig ind på kasernen, da vi forlod den.
