I ovennævnte periode var der således hele tiden uddannet mandskab ved Livgarden og rekrutter
(inddelt i 2 kompagnier) under uddannelse.
De kaptajner, som ikke havde rekrutter, gik på vagt på Amalienborg ca. [hver] 3-4.
dag, de sidste hørte jeg til efter min ankomst fra Jylland den 1. maj 1940 - det første halve år.
Udover dette arbejde (et vagtdøgn på Amalienborg strakte sig jo nok, når alt var
iberegnet - til- og framarch m.m. - over 26-27 timer), blev jeg beordret som forbindelsesofficer med den tyske værnemagt i Helsingør, navnlig med den opgave at forhindre, at tyskerne stillede deres luftværnsbatterier alt for tæt op ad Kronborg slot, så dette blev ramt, hvis de allieredes flyveeskadriller skulle finde på at ville tilintetgøre disse batterier.
Batterierne stod for tæt på slottet, men det var ganske umuligt at få dem fjernet 1 cm
fra dette. Efter min mening var det også ligegyldigt. Batterierne var af en model, som ikke
kunne nå at ramme de forbipasserende eskadriller i den højde, de fløj. Desuden fløj de som
regel over Sverige (på vej bl.a. mod Peenemünde).
Det svenske luftværnsartilleri skød efter dem, men altid uden at ramme - sikkert med forsæt 1.
Udover at golfklubben, som havde en golfbane på løjtnants- og kornetskolens
eksercerplads, altid havde et eller andet at beklage sig over, fordi tyskerne - efter deres påstand
- under deres øvelser ødelagde denne golfbane, forløb mit job i Helsingør uden gnidninger af
større format.
Indtil Krigsministeriet (Generalkommandoen) - i løbet af foråret 1943 - beordrede
mig til at formå tyskerne til at erstatte skolens badebro, som befandt sig inden for slottets
område, på hvis volde luftværnsbatterierne var anbragt.
Batteriernes mandskab havde nemlig anvendt denne badebro, som var af træ, til at
fyre op med i deres barakker.
Da jeg forelagde dette krav for »Standortälteste« (den tyske kommandant i Helsingør
og på Kronborg, en tidligere lærer fra Liegnitz) tilkaldte han en oberstløjtnant (som var fra
Hamborg), som havde kommandoen over luftværnsbatterierne, hvis mandskab havde brændt
badebroen.
Oberstløjtnanten, som havde deltaget i tyskernes angreb på Belgien, blev meget
ophidset over kravet, og sagde bl.a. - med meget stærke ord - at altid skulle der tages så meget
hensyn til de forbandede danskere - nej, i Belgien, der var det anderledes, der satte man blot
en bajonet i ryggen på dem, der ikke ville makke ret med det samme.
Så blev jeg naturligvis edderspændt rasende, og da jeg nu havde lært nogle flere
tyske eder siden min forbindelsesofficerstid i Viborg, så syntes jeg, at jeg klarede mig helt
godt, da jeg svarede igen, og bl.a. sagde: Hvad deres krig ragede os?
Standortälteste blev meget ked af det hele, og pludselig stod der en oppasser med en
bakke med flere glas vin - og vi - bad han om, skulle drikke et glas på godt samarbejde.
På det tidspunkt havde jeg et rekrutkompagni på Jægersborg kaserne. Den
følgende dag fortalte jeg i messen om mit sammenstød med tyskerne på Kronborg, og alle
syntes, det var udmærket, at jeg var blevet gal i hovedet og havde sagt min mening. Dog var
der en ældre officer, der kritiserede stærkt, at jeg havde drukket et glas vin med dem. Jeg
forklarede ham, hvordan jeg så på mit job som forbindelsesofficer, men hvis han følte sig bedre
og klogere, måtte han med største glæde overtage det, og jeg ville gå ind og telefonere til
Generalkommandoen, at han var ansøger.
Igen en skarp udveksling af stærke ord, og med et absolut afslag fra hans side om at
overtage jobbet som forbindelsesofficer.
Dette eksempel viser blot, hvorledes dette at gå og være en slags pseudo-officer gik
os stærkt på nerverne, så det var vist godt, at den 29/8 1943 stærkt nærmere sig, hvor hæren
blev helt afskaffet.
Ved rekrutkompagnierne er det officerernes (navnlig kaptajn og
næstkommanderendes) største opgave at forklare det indkaldte mandskab, hvorfor de var
indkaldt, hvorfor de skulle uddannes på den og den måde - og hvad der i det hele taget var
meningen med det hele.
Befalingsmændenes opgave var umulig at løse på en nogenlunde rimelig måde under
de givne forhold.
Når det alligevel gik, må det vel skyldes, at befalingsmændenes egen uddannelse må
have været af meget høj karat.
En dag havde mit kompagni en fremrykning i spredt orden fra nord til syd - det var
stærkt tåget. Midt under fremrykningen støder vi på et tysk kompagni, der var under
fremrykning fra øst til vest - tyskerne med skarp ammunition, og vi med løs, begge parter
studsede lidt, men vi passerede hinanden uden at udveksle et ord. Mon en sådan situation
kunne finde sted andre steder i verden?
Danske og tyske styrker mødte ofte hinanden, navnlig under march på vejene. Vi talte
ikke sammen, prøvede på at undgå hinanden ved at dreje ad en anden vej, hvis det var muligt.
Denne situation kunne naturligvis ikke være fortsat ret længe.
De frivillige korps blev alle nedlagte i 1937, deriblandt også Kongens Livjæger Korps
(K.L.K.). Til at forestå deres rekrutskoler, befalingsmandsskoler og anlægge deres øvelser,
stillede hærens officerer sig frivilligt til rådighed, sålænge de eksisterede.
Jeg havde været skoleforstander i K.L.K. i årene 1932-34.
Da nu landet var besat, var det naturligt, at der hos disse livjægere ret tidligt opstod
den tanke, at en modstandsbevægelse måtte iværksættes, så var spørgsmålet, hvorledes det
skulle foregå. Efter mange overvejelser blev der oprettet en terrænsportsafdeling, som officielt
havde den opgave at optræne gamle og nye livjægere fysisk, ved terrænløb, marcher m.m.,
også lidt riffelskydning var muligt: uofficielt blev der teoretisk og praktisk (uden våben)
oplært i guerillataktik, tavshedspligt og meget andet, som hører en underjordisk hær til.
Jeg havde den store glæde at blive opfordret til at blive chef for denne
terrænsportsafdeling.
Det mine ældre og yngre kammerater blandt livjægerne (befalingsmænd og menige)
lærte i terrænsportsafdelingen, var sikkert årsag til, at tabene i livjægernes senere oprettede
modstandsbataillon blev så små.
Mon ikke der var ca. 200, der på et eller andet tidspunkt indgik i
terrænsportsafdelingen.
Det er ofte blevet bebrejdet værnenes befalingsmænd, at de på et for sent tidspunkt
- i stort tal - gik ind i en eller anden del af modstandsbevægelsen.
Det var efter min mening ikke så let, som det kunne se ud til.
Hæren og regeringen eksisterede jo i hvert fald officielt, så værnenes befalingsmænd
måtte rette sig efter regeringen, og denne kunne jo ikke af hensyn til besættelsesmagten støtte
en modstandsbevægelse, ja ikke engang se igennem fingre med en sådan.
Hvad værre var, at langt den største del af civilbefolkningen ikke ønskede, at
befalingsmændene skulle foretage sig noget, der bragte uro i det daglige liv.
Det gik jo godt, vi kunne komme af med - sælge - alt, hvad vi frembragte -
producerede - såvel fra landbrug som industri.
Først da besættelsesmagtens restriktioner og chikanerier blev af en sådan art, at de gik
ud over langt den største del af befolkningen, og dette medførte mange irritationsmomenter og
episoder imellem danske og tyske, som endog ofte havde døden til følge og kulminerede i, at
værnene blev opløst, regeringen afsat, og et departementsstyre [departementchefsstyre] indført,
hvorved for at tage det højtideligt, befalingsmændenes troskabsløfte var ophævet, var
mulighederne for en modstandsbevægelse til stede (iblandt befalingsmændene).
Inden man nåede så langt, var der kun få inden for min store civile bekendtskabskreds,
som ønskede uro af nogen art.
En almindelig vending var: »Bare nu disse forbandede officerer kunne holde sig i ro.
De lavede jo ikke noget den 9. april 1940, hvorfor så begynde nu, hvor alt er endnu mere
håbløst end før.«
Note
1) Hvis en stat ikke kan eller ikke vil sikre sit territorium - dvs. håndhæve den statslige suverænitet - kan det bruges som argument for at »man« (typisk en nær eller lidt fjernere nabo) må håndhæve denne stats suverænitet for ikke selv at komme i risiko for at fjendtlige magter angriber »ad køkkentrappen«.