Den Tyske Besættelse 1940-1945


Cai Mygind: Bombeangrebet på København



Udgiver: Kultursociolog Bjørn Andersen

Kontakt: post@bjoerna.dk






Cai Mygind skrev denne »danske stil« kort efter begivenhederne; omtrent samtidig fyldte han 18. På billedet ses han (yderst th) under et sommerophold på »Nedergaard« ved Frøstrup i Thy i 1942. Gårdejer Kristian Kaspersen ses for bordenden.

Efter at have taget studentereksamen på Christianshavns Gymnasium i 1944, gik Cai Mygind på Blaagaard Seminarium, hvor han afsluttede sin læreruddannelse i sommeren 1947. Nogle måneder senere blev han indkaldt og gjorde tjeneste i to år, heraf et år ved Den Danske Brigade i Tyskland; han blev hjemsendt som løjtnant. Fra 1950 og mange år frem arbejdede han som folkeskolelærer. Se i øvrigt om Cai Mygind's slægtsbøger.

Oplæsning af danske internetsider




Bombeangrebet paa København


Onsdag den 27 Januar [1943] var begyndt som alle andre Hverdage. Jeg var gaaet i Skole, kommet hjem igen og havde igen taget fat paa den næste Dags Lektier. Klokken havde efterhaanden nærmet sig de fem. Mor stod i Køkkenet og var ved at tilberede Middagsmaden, og Far var lige vendt hjem fra Kontoret. Da pludselig begynder den hylende Tone, vi efterhaanden kender saa godt, at stige og falde ud over København, hvor Titusinder af Arbejdere og Kontorister er paa Vej hjem.

- Her maa jeg først lige indskyde, hvor og hvorledes jeg bor. Jeg bor paa Hjørnet af Snorresgade og Gunløgsgade, allerøverst oppe og med den mest pragtfulde Udsigt over København, som tænkes kan. Den Tegning, der følger, forestiller Hjørnet mellem Gunløgsgade, Snorresgade og Islands Brygge. -



Vi blev jo alle noget forbavsede over saadan pludselig at høre Sirenerne ved højlys Dag, saa jeg afbrød Lektierne, og sammen med de andre - de andre er min Far og Mor og to Søstre - gik jeg ind i Dagligstuen for at se, om der monstro skulde ske noget. Vi havde ikke staaet der ret mange Minutter, før vi pludselig hører en summende Lyd, der vokser med en fantastisk Fart og pludselig midt i et tordnende og brølende Crescendo, omtrent helt nede ved Taget, ser vi en Maskine tordne forbi og nok en, og saa en til. I det første Sekund tænkte vi, at det var tyske Maskiner, men da vi saa faa Øjeblikke efter hørte nogle kæmpemæssige Brag, der fik Ruderne til at klirre og Gulvet til at gynge, gik det efterhaanden op for os, at det maatte have været Englændere, og at der var blevet kastet Bomber. Dog vi gik ikke, som man maaske vilde tro, straks i Beskyttelsesrum, for nu begyndte Tyskerne at skyde, og det saa meget spændende ud. Under al den Kiggen var Mor gaaet over til det Vindue, der vender ud mod Gunløgsgade, og pludselig raaber hun: »Næ, kom skal I se, der er Huller i Huset overfor.« Og ganske rigtigt, da vi var styrtet over til Vinduet, saa vi to store Huller i Ejendommen skraat overfor. Om det var Bomber eller Granater fra Antiluftskytset, der havde lavet dem, anede vi ikke, men vi mente, at det nok nærmest var af den sidste Slags. Far sagde nu, at Mor og mine to Søstre skulde gaa ned i Beskyttelsesrummet, for man vidste jo aldrig, om der ikke ogsaa kunde falde en Granat hos os. Far og jeg vilde saa foreløbig blive oppe og afvente Begivenhedernes Gang.

Der begyndte nu at stige store Røgskyer op paa den østlige Himmel, og vi regnede det ud til enten at være Burmeister og Wain eller ogsaa Sukkerfabrikken, der var blevet bombet og nu brændte. Som vi staar der og ser over mod den brandrøde Himmel og de vældige Skyer, der stiger op, kommer der med eet et mægtigt blændende Lyn og bagefter et kæmpemæssigt Brag, der kaster os langt ind i Værelset sammen med Ruderne, der klirrende falder ned paa Gulvet. Aldrig før er jeg blevet saa forskrækket, og med et »Det var en Bombe, Far!« styrtede jeg ud af Værelset igennem Køkkenet og ned ad Trappen. Paa Vejen ned kunde jeg tydelig høre Mursten, Bjælker og Tagsten rasle ned i Gaarden. Nede i Beskyttelsesrummet sad de andre af Opgangens Beboere blege og nervøse. I et Hjørne stod der en Klynge grædende Piger; de var til Fødselsdag hos en lille Pige, der bor ved Siden af os. Lige efter at jeg var kommet derned, kom Far ogsaa løbende, og vi var nu alle fem samlede. Da vi havde siddet her nede i over en Time og gisnet om, hvad der mon var sket, kom der pludselig en Mængde C.B.-Betjente ned og beordrede os ud af Kælderen. Det store Brag, fortalte de, var en Bombeeksplosion. Der var faldet Bomber i Gunløgsgade 5 og 6. Det var den i Nummer 6 - altsaa i vores Hus - der var sprunget, og de to overfor kunde eksplodere, hvad Øjeblik det skulde være, derfor skulde vi af Sted med det samme over i et andet Beskyttelsesrum. Med C.B.erne i Spidsen vandrede vi saa alle op af Kælderen. Det var blevet mørkt nu, men hele den østlige - eller rettere sagt nord-østlige - Himmel var ildrød nu af den store Brand. Knasende i Tusinder af Glasstumper gik vi over til Hans Tavsens Kirke, hvor vi skulde være. Her var Mennesker fra flere af de truede Beskyttelsesrum samlede; jeg tror der var flere Hundreder. Et Sted sad en Mor med sin lille Dreng. Han havde ligget syg, da Bombeangrebet kom, og Moderen havde kun lige naaet at tage ham op af Sengen og svøbe ham ind i et Tæppe og saa styrte ned i Kælderen og var nu med ham i en stor kold Kirke uden Vished om Hjemmet laa i Ruiner. Alle Steder var der grædende Smaabørn og gøende Hunde; det var et værre Spektakel. De Voksne stod i smaa Grupper og snakkede sammen, og selvfølgelig svirrede Rygterne.

Den første Alarm var nu imidlertid afblæst; men vi maatte stadigvæk ikke vende hjem, da Bomberne endnu ikke var eksploderet. Far fandt saa paa at spørge en af Luftværnsfolkene, om det kunde lade sig gøre, at vi tog af Sted for at se at slippe over til Byen, hvor vi har Familie. Det fik vi Lov til, dog med Paamindelse om ikke at gaa ad Islands Brygge men helt nede ved Vandet langs med Kajen. Saa travede vi af Sted, og sammen med os en Dame med sin lille Pige. De havde været paa Besøg hos Familien i Egilsgade, da Flyverne kom, og vilde nu se at slippe over Langebro og hjem til Brønshøj, hvor de boede. Det var mærkeligt at se, hvor roligt den lille Pige tog det hele. Det maa have været et Syn for Guder at have set os trave af Sted der. Mor, Dora og jeg gik i vore Morgensko, Mor og jeg desuden uden Overtøj, saa hovedkuls var vi kommet af Sted. Paa hele Turen havde vi det store Baal for Øje, og vi saa nu, at det var Sukkerfabrikken, der stod i Flammer. Aldrig før i mit Liv har jeg set saa stor en Brand, hushøje Flammer steg op mod Himlen sammen med kæmpestore, kulsorte Skyer. Da vi var naaet omtrent hen til Langebro, begyndte Sirenerne pludselig igen at tude. Hvert Øjeblik troede vi, at der igen vilde komme Flyvere, saa vi begyndte at løbe hen til Langebro, over den - vi saa lige, at det nu ogsaa var begyndt at brænde ved Knippelsbro - og videre over til Edvard Falcksgade ved Politigaarden, hvor min Bedstefar og Bedstemor bor. De blev vel nok forbavsede, da de saa os. De havde ganske vist nok hørt Sirenerne og mente ogsaa at have hørt nogle Brag, men at der var blevet kastet Bomber, og at det brændte saa at sige fra Langebro til Knippelsbro, anede de intet om, og selvfølgelig slet ikke, at et helt Kvarter var blevet evakueret. Da vi ikke havde faaet noget at spise i umindelige Tider, skyndte Bedstemor sig at faa dækket Bordet, mens jeg fortalte Bedstefar alt, hvad der var sket. Damen med den lille Pige havde vi taget med os. De kunde jo ikke komme hjem nu, da der igen var Alarmtilstand.

Efter at vi havde spist, og der var blevet afvarslet, tog Far og jeg af Sted med Damen og Pigen. Da vi havde fulgt dem til Sporvognen, gik vi selv over paa Islands Brygge for at se, om det var muligt at komme hjem. Der var ingen at se, da vi kom til Opgangen, og vi kunde gaa lige op. Men vi havde ikke været der ret mange Minutter, førend det ringede på Døren, og udenfor stod 2 Politibetjente og spurgte, om vi ikke vidste, at hele Huset var evakueret, og at det var forbundet med største Livsfare at være der. Det var ren Besked for Pengene, saa der var ikke andet at gøre end at samle noget Tøj og nogle Sko sammen, tage Vælrdipapirerne og saa se at komme af Sted. I Farten fik jeg ogsaa grebet min og min Søsters Skoletasker. For tredie Gang i Løbet af en Aften gik vi langs med Kajen og over Langebro. Branden var blevet endnu større; det saa frygteligt ud. Man kunde tydeligt se Brandfolkene kæmpe fortvivlet med Ilden. Klokken var blevet tolv, inden vi naaede over til Bedstefar og Bedstemor, saa det var paa Tide at komme i Seng. Saa blev vi placeret, som vi bedst kunde; jeg f.Eks. laa paa Gulvet, og Far sad i en Lænestol.

I tre Dage gik vi nu i angstfuld Spænding - vi var stadigvæk evakueret - og ventede på, at Bomberne i Gunløgsgade skulde eksplodere. Endelig sprang den, og vi skyndte os hjem for at se, hvor stor Skade der var sket. Saa heldigt havde vi ikke troet, at vi skulde slippe, kun nogle faa Ruder, en Vase og et Billede var gaaet i Stykker; det var alt. Men da vi saa ud af Vinduet, var Gaarden fyldt med Murbrokker, Bjælker, Glasstumper og Bohave, der var fuldstændig splintret og knust, og ud til Gaden i Huset overfor manglede de to øverste Etager. Den første Mandag efter Angrebet flyttede vi atter hjem, glade over at være sluppet saa heldigt denne Gang.




Du må citere hvis du angiver hovedsidens adresse: bjoerna.dk ... Søgning på internettet: bjoerna.dk/soegning.htm