Røde Hane, København 1981, 147 s., ISBN 87-85095-397.
Bogen er (stort set) udsolgt, men kan hjemlånes fra bibliotek. Tryk på Bestillingsliste med info om pris.
Der er meget i »Lakkogeriet« der er tidstypisk - og en del der er helt ved siden af ud fra en nutidig betragtning, men noget »holder stadig vand«. Sidst (men ikke mindst) er bogen der - og er med til at sikre at min erindring ikke bliver alt for velfriseret. Man skal ikke løbe fra sin fortid, men bruge den fremadrettet.
Hvad mener jeg så i dag? At »man« bør kombinere objektivitet med engagement og en demokratisk holdning. Lidt overbærenhed over for »de andre« kunne måske også være på sin plads?
Uddrag af Jørgen Andersen's anmeldelse (hele anm. følger længere nede):
»Bogen, der er skrevet som en dagbog over de 16 mdr., Bjørn Andersen var beskæftiget som lakkoger på Dyrups fabrik, fra juli 73 til nov. 74, giver et glimrende indblik i hverdagslivet på en fabrik og naturligvis i den særlige atmosfære, der i mere end en forstand er i et lakkogeri. Af undertitlen: "Beretning fra en arbejdsplads" kan man måske få det indtryk, at her er tale om en kedelig "sag". Men det er langtfra tilfældet. Tværtimod er bogen spændende, og det skyldes ikke mindst dens drama-dokumentariske stil, som forstærkes af dagbogsformen. Dagbogsformen synes særdeles velegnet til beskrivelse af denne art, hovedsageligt fordi kontinuiteten i et stof, som ellers let kan blive tørt og ensformigt, er sikret på forhånd«.
På bagsideomslaget stod:
Dette er et DYP I DYRUP's:
-Vi får indblik i arbejdet på en moderne fabrik omkring 1973-74.
-Vi følger arbejdernes seje diskussioner med ledelsen om sikkerheden og lønnen.
-Vi ser den økonomiske opgang slå over i krise og fyringer.
-Og vi mærker hvor dårligt det står til med aktiviteten og demokratiet i fagbevægelsen.
Måske er der sket ændringer på DYRUP - men som en beretning fra en typisk fabrik og fra den klassekamp der aldrig kommer på EKSTRA BLADET's forside er bogen stadig meget aktuel.
Tidsskriftet »arbejderhistorie« bragte følgende anmeldelse i nr. 19 fra oktober 1982:
På baggrund af den officielle arbejderbevægelses næsten passive holdning til kapitalens snart mangeårige krise er det nødvendigt, at der erindres om, at den grundlæggende interessemodsætning imellem kapitalen og arbejderne stadig eksisterer, og at klassekampen, hvor meget man end forsøger at tale den væk, trives i bedste velgående.
Bjørn Andersen skriver om klassekampen, men på en anden facon end den man sædvanligvis oplever. Og selvom handlingen foregår på microplanet, er beskrivelsen repræsentativ for arbejdernes forhold i almindelighed. Bogen bør læses, fordi den fortæller om de dagligdags problemer, som eksisterer på enhver arbejdsplads, og som, hvor små de tilsyneladende er, fungerer som betydningsfulde led i den samlede udbytning og undertrykkelse af arbejderne. Problemer der i kraft af deres trivialitet og sejhed kører arbejderne trætte og sløver deres bevidsthed om egen formåen i kampen for de større mål.
Som noget uhyre vigtigt er det lykkedes Bjørn Andersen at påvise, hvorledes udbytningen og undertrykkelsen af arbejderne foregår i det daglige, eksempelvis hvordan livsvigtige sikkerhedsbestemmelser tilsidesættes af profithensyn, og at de kan bekæmpes, hvis viljen er til stede på "gulvet". Men endnu vigtigere er det, at Bjørn Andersen afslører, hvordan den etablerede fagbevægelse gebærder sig i "ingenmandslandet" mellem arbejde og kapital. Når jeg udtrykker det på denne måde, er det fordi bogen - efter min mening berettiget - giver det indtryk, at fagbevægelsen opfatter sig selv som en slags primær "voldgiftsinstitution", hvis fremmeste opgave er at være forretningsfører for arbejdsmarkedets regelsæt. Kapitalen er naturligvis tilfreds. Et bedre kapitalværn kan ikke opnås, og så er det billigt. Men resultatet er, at fagbevægelsen har pacificeret sig selv, blokeret sine kilder og efterladt arbejderne politisk rodløs. Bjørn Andersen argumenterer derfor for, at arbejderne i kampen mod kapitalen er nødsaget til samtidig at nedbryde den etablerede fagbevægelse og genskabe den, men med et andet og mere klassebevidst indhold. Og initiativet kan kun komme fra "gulvet".
For den indviede er der ikke noget nyt i Bjørn Andersens opfattelse. Værdien af bogen ligger heller ikke i dens teoretiske, socialistiske, indhold, som iøvrigt er sparsomt, men udelukkende i at den skildrer, hvorledes nogle af teorierne afprøvet med held i en lokalsituation automatisk befordrer et højere og mere kampegnet bevidsthedsniveau.
Bogen, der er skrevet som en dagbog over de 16 mdr., Bjørn Andersen var beskæftiget som lakkoger på Dyrups fabrik, fra juli 73 til nov. 74, giver et glimrende indblik i hverdagslivet på en fabrik og naturligvis i den særlige atmosfære, der i mere end en forstand er i et lakkogeri. Af undertitlen: "Beretning fra en arbejdsplads" kan man måske få det indtryk, at her er tale om en kedelig "sag". Men det er langtfra tilfældet. Tværtimod er bogen spændende, og det skyldes ikke mindst dens drama-dokumentariske stil, som forstærkes af dagbogsformen. Dagbogsformen synes særdeles velegnet til beskrivelse af denne art, hovedsageligt fordi kontinuiteten i et stof, som ellers let kan blive tørt og ensformigt, er sikret på forhånd.
Jørgen Andersen
[Det er ikke nogen god idé at kommentere en anmeldelse ... og slet ikke så mange år efter ... men hverken déngang eller nu har jeg troet på at "noget" skete automatisk. "Noget" kunne ske hvis omstændighederne var til det - og hvis der var nogen der evnede at sætte det igennem. ... Om dette "noget" så - i det lange løb - ville være gavnligt for almenvellet er en helt anden ting. BA]
Birte Thornæs skrev i 1981 følgende lektørudtalelse:
Ejner Larsen - afdelingsformand i SiD i Nyborg - skrev i 1982 i »argument - et socialistisk oplysningsblad«:
Frisk pust fra en lakgryde
Forlaget Røde Hane har udgivet »Lakkogeriet« som er skrevet af Bjørn Andersen. Den handler om Dyrup's lakfabrik i Gladsaxe hvor han var ansat i 16 måneder i 1973-74.
Bogen er skrevet som en dagbog og giver et udmærket indblik i de miljøproblemer der ofte findes på en industriarbejdsplads.
Bjørn var nyuddannet gymnasielærer, da han påbegyndte arbejdet på virksomheden, og derved kom han til at se problemerne fra en anden vinkel end de medarbejdere der havde været mange år i virksomheden. Dette gav nogle sammenstød med tillidsrepræsentanter og sikkerhedsrepræsentanter der var præget af den samarbejdsånd der herskede mellem dem og ledelsen.
Bogen skildrer den ligegyldighed og de forsøg på bortforklaringer som ledelsen og desværre også sikkerhedsrepræsentanterne udviser ved sygdomme der kan skyldes arbejdsmiljøet.
Bjørn fører mange diskussioner om manglende indflydelse på arbejdsforholdene i virksomheden. Desværre viser det sig at de to socialdemokratiske tillidsmænd er miljøskadet - også på dette område.
Tillidsmændene er tilsyneladende af den opfattelse at når de bare får en sludder med ledelsen så er demokratiet i hus. Klubmøder, valg af bestyrelsesmedlemmer i A/S-selskabet samt valg af sikkerheds- og tillidsrepræsentanter viser kun alt for tydeligt at demokratiet har trange kår inden for arbejdernes egne rækker.
Bogen afslører også den uenighed der opstår mellem Bjørn og det store flertal af arbejderne angående det repræsentative demokrati. Her er han af den opfattelse at arbejderne ingen fast repræsentation skal have, men at man i fællesskab skal diskutere tingene og vælge forhandlere fra gang til gang. Dette slår tydeligt igennem ved valg af sikkerhedsrepræsentant hvor han bliver foreslået, men afslår og derefter er utilfreds med at det bliver genvalg.
Bogen fortjener at blive læst af mange arbejdere og andre der har interesse i hvad der rører sig på arbejdspladserne, ikke mindst tillidsrepræsentanter. For mit eget vedkommende - som er fastlønnet afdelingsformand på syvende år - har bogen givet et frisk pust. Man stopper op og vurderer og nikker genkendende til passager i bogen.
