Tilbage til forsiden - Artiklen må kopieres hvis kildeangivelse anføres: http://bjoerna.dk/neva/index.html.



Forliset ved Kællingdal



Af Andreas Mygind Røpke og Bjørn Andersen (forhen skibsbygger på B&W),

Artiklen er skrevet i efteråret 2000
(små rettelser er dog tilføjet februar 2001) - dvs. længe før vi optog vores intervews og vi skrev bogen om »Neva«.


Hvis du klikker på et billede, vil det komme frem i større format.


Ved Hamborg Strand ud for Kællingdal og tæt på Hanstholm har entreprenørselskabet Karsten Rasmussen A/S fra Thisted hugget vraget »Neva« op. Fortællingen om »Neva« er en historie om strandforurening og arbejdskamp, men der er også andet, der bør huskes - ikke mindst om forholdet mellem russerne og os.



»Neva«

»Neva« var oprindelig et sovjetrussisk fiskekøleskib, men efter Sovjetunionens sammenbrud blev det overtaget af litauiske redere, og skulle nogle år senere - i udtjent og stærkt afpillet stand - bugseres til Spanien i februar 1995 og hugges op. Så langt kom det ikke, for i det hårde vejr rev det sig løs fra bugserbåden og gik på grund ud for Kællingdal 12. februar ud på eftermiddagen. Det var vel rederne, der ret besét skulle fjerne vraget, men det har de ikke vist den mindste interesse i; - måske er også de "gået på grund" ?

Hvad der endte skidt, begyndte imidlertid meget godt - ikke mindst for Danmark -, for »Neva« blev bygget på B&W Skibsværft i København og gav engang god beskæftigelse dér og på maskinfabrikken. Det gav desuden anledning til festivitas på ministerplan, da det blev navngivet i sommeren 1959 af fru Gerda Hansen, statsminister H.C. Hansens kone.





Foto udlånt af B&W Museet.


Som »Neva« gik på grund, skete noget lignende for B&W Skibsværft - endda selv samme år. B&W havde mange gange før været i alvorlig krise og truet af lukning, men denne gang var det mere end "almindelig" alvor, for i 1995 gik værftet i betalingsstandsning, og året efter blev nøglen drejet om - og de sidste medarbejdere sendt på gaden.



Euro Invest 12 ApS. Konflikt med SID

Der gik nogen tid efter grundstødningen, så dukkede et lollandsk firma op på arenaen. Dét lille dusin, der udgjorde firmaet, havde tidligere skrottet skibe i Nakskov, men havde måttet ophøre hermed, og man ville nu - efter hvad der senere blev sagt i Retten - "vise hvad man kunne", og »Neva« var et godt sted at begynde, mente man. Man ville vise, at man var i stand til at fjerne vrag for ganske små penge, og derfor ville man ikke have ansatte, men "selv" udføre arbejdet.

Ved at danne anpartsselskabet Euro Invest 12 ApS regnede man med, at man kunne styre uden om overenskomster og faglige organisationer, men her gjorde man regning uden vært, for selv om man skaffede sig godkendelse i Hanstholm Kommune og andetsteds - og også fik påbegyndt arbejdet - kom man hurtigt på kant med den lokale og meget energiske afdeling af SID.

SID organiserer de fleste af dem, der arbejder med ophugning her i landet, og brød sig ikke meget om, at anpartshavere udførte arbejde, som burde være "normalt" arbejde på overenskomst og til tarifmæssig løn - og slet ikke hvis der i virkeligheden var tale om ansættelsesforhold. I det konkrete og meget synlige tilfælde mente man, at man skulle få firmaet til at indgå overenskomst.

Firmaet ændrede imidlertid ikke opfattelse med hensyn til ansættelser og overenskomster, og dét førte til, at SID afgav strejkevarsel. Det kunne være, hvad det ville, - har man sikkert tænkt i firmaet - men hvad der fik større betydning var, at SID fik LO til at erklære sympatikonflikt og til at etablere blokade, for blev det svært at arbejde.

Konflikten endte med, at firmaet måtte opgive og lod være med at søge om fornyelse af bjærgningstilladelsen, da den løb ud noget senere. Men selv om firmaet opgav »Neva«, gav det sig ikke helt uden sværdslag, for det fik en advokat til at trække LO i Arbejdsretten i august 1997.

Sådan en sag kan dog tage sin tid. Først hen over sommeren 1999 faldt dommen; - men den var til SID's og LO's fordel, og firmaet kom desuden til at hænge på Arbejdsrettens sagsomkostninger. I dommen hedder det, at der i det mindste havde været én arbejdstager i sving - en bistandsmodtager, der ikke havde fået løn, men derimod kost og logi og løfte om en del af overskuddet, og dét fandt Retten var tilstrækkeligt til at gøre ham til arbejdstager i arbejdsretlig forstand - og til én der kunne etableres lovlig konflikt på.



Sikkerhed og politik

Uenigheden mellem det lollandske firma og SID havde imidlertid også helt andre aspekter, - de sikkerhedsmæssige og de politiske. SID var temmelig skeptisk ved de sikkerhedsmæssige forhold, for man mente, at firmaet gik uden om de gældende regler på dét område. Man betvivlede, at de, der betjente kraner og andet maskineri, havde de fornødne certifikater; man mente, at der blev arbejdet i epoxy og asbest - og dét uden at der var taget de nødvendige forholdsregler osv.

Arbejdstilsynet kom på inspektion en hel del gange. Man fandt ganske vist flere "ting", der ikke var i orden, og man vejledte og udstedte derfor forskellige påbud, men i hvert tilfælde rettede firmaet sig - i det mindste efter eget udsagn - efter vejledning og påbud og bragte tingene i orden. Der blev brugt hjelme og sikkerhedsfodtøj; der blev ikke arbejdet i hverken epoxy eller asbest; og Arbejdstilsynet mente ikke, man kunne skride ind over for den konkrete brug af kraner og andet maskineri.

Der kom selvfølgelig mange "turister" forbi, og nogle af dem var mere end almindeligt nysgerrige, for de svømmede ud til vraget og kravlede ombord ... På et tidspunkt i 1997 blev nysgerrigheden for meget for Politimesteren, som derfor fik stranden afspærret i 6 måneder og opsat skilte om, at adgang ikke var tilladt.



»Neva« i Folketinget

»Neva« kom i Folketinget mere end én gang. Miljø- og Planlægningsudvalget drøftede sagen og stillede spørgsmål til forskellige ministre. Man ville vide, om transportforholdene var betryggende. Om adgangsforholdene var i orden. Om hvilke nødprocedurer der skulle følges ved eventuelle ulykker. Om arbejdsstedets indretning osv. Man ville vide, om der burde ske en ajourføring af strandingsloven. Og endelig var der dét problem, at »Neva« kunne være en belastning for turisterhvervet, for fritidsfiskerne og for windsurferne, og sidst - men ikke mindst - kunne "turister og andre", der kravlede ombord, komme til skade.

Der kunne selvfølgelig ikke være mange meninger om, at et rustent vrag som »Neva« - som henlå i delvis skrottet stand - skæmmede kysten, og at det derfor burde skaffes væk, men hvem skulle være ansvarlig for det - og hvem skulle betale, når rederne ikke kunne - eller ikke ville?

»Neva« måtte til sidst i Folketinget én gang til - mere end 4 år efter, at det var stødt på grund, og denne gang på trafikminister Sonja Mikkelsens foranledning. Ministeren ville skaffe sig Finansudvalgets godkendelse af, at Staten fjernede de sørgelige rester med udgangspunkt i Statens "højhedsret over søterritoriet".

Finansudvalgets godkendelse er baggrunden for, at entreprenørselskabet Karsten Rasmussen A/S har fjernet vraget ved hjælp af maskiner fra en midlertidig mole fra stranden og helt ud til »Neva« - og så vidt vides i fuld overensstemmelse med regler og overenskomster.

Intet skal blive tilbage - bortset fra rustne aftryk i hukommelsen og forskelligt "gods", der nok kan findes "i" internettet nogen tid endnu.



Tilbage i 1950'erne

»Neva« blev bygget på et tidspunkt, hvor "Muren" hverken var bygget eller faldet, men hvor man talte om et "Jerntæppe". Når skibet repræsenterer noget i en storpolitisk sammenhæng, er det som eksempel på, at man fra begge sider prøvede sig frem med flere forskellige "modeller" på én gang, og på at storpolitikken ikke var hélt så sort-hvid, som man ellers skulle tro.

På den tid var der et hæsblæsende rustningskapløb mellem Øst og Vest; der var en hidsig konkurrence om at komme først i "rummet" - og der var overordentlig triste eksempler på, at stormagterne sad tungt på "deres blokke". Russerne havde så sent som i 1956 nedkæmpet Imre Nagys regering i Ungarn, henrettet ham og den militære leder, Pal Maleter, og indsat en sovjetvenlig regering under ledelse af János Kádár.

Men samtidig var der forskellige forsøg på at komme i kontakt med hinanden og på at bløde modsætningerne op, og Danmark spillede her en vis rolle - i dette tilfælde ved at handle med russerne og ved at bygge skibe og motorer for dem. »Neva« var skib nr. 20, som B&W byggede til Sovjetunionen efter 2' Verdenskrig, - og slet ikke det sidste.



Handelsaftalen af 1956

Kort efter at Nikita Khrusjtjov var begyndt at tage afstand fra Stalin-tiden i det tidlige forår 1956 - men før Ungarnkrisen -, kom en dansk regeringsdelegation til Moskva. Delegationen blev ledet af statsminister H.C. Hansen, og der har muligvis været lidt forskellige hensigter med besøget fra russisk og fra dansk side. Russerne ville tale politik og økonomi, danskerne gav det udseende af, at man nok så meget var ude i "kulturelt" ærinde, for den anden minister, der deltog, var ikke handelsministeren, men undervisningsministeren, Julius Bomholt.

Khrusjtjov ville gerne, at der blev åbnet for et politisk samarbejde mellem de russiske kommunister og de danske socialdemokrater - givetvis for at få brudt "tingene" op på den vestlige side og for at give russerne et større politisk manøvrerum. Akkurat på dén måde kom tingene nu ikke til at udvikle sig, for det var H.C. Hansen ikke indstillet på, og næste punkt på dagsordenen var derfor det handelsmæssige samarbejde, der dog ikke var så "uskyldigt" endda.

Danskerne havde nemlig "snydt" russerne for et par tankskibe, som man i 1954 havde lovet at bygge, men som man var "bakket væk fra", fordi man i NATO i mellemtiden var blevet enige om, at tankskibe var for "strategiske". I løbet af forhandlingerne under Moskva-besøget enedes man så om noget, som begge parter kunne leve med. Russerne fik nogle fragtskibe - og dermed en slags politisk "oprejsning"; H.C. Hansen fik beskæftigelse til danske virksomheder og kom ud af en "dum sag", hvor det var lykkedes at irritere først amerikanerne og derefter russerne. Drøftelserne førte senere frem til en egentlig handelsaftale - og dermed også til en ordre til B&W på bygningen af »Neva« og 3 søsterskibe.



"Trefoldigheden"

Der er et helt andet "skib" fra dén tid, der må nævnes: "Trefoldigheden", som nogle med et glimt i øjet kaldte dén Trekantsregering, som H.C. Hansen under visse besværligheder havde fået dannet med de Radikale og med Retsforbundet i 1957. Historikeren Tage Kaarsted skriver i sin berømmede bog om regeringskrisen:

" "Det nye samarbejde prøves" kaldte Otto Frederiksen sin tegning i Dagens Nyheder den 26. maj; den dag, hvor trekantspartierne konfirmerede regeringsprotokollen. Teksten lyder: "Ohøj - så lægger vi kræfterne i". Det lykkedes dog at få fartøjet til at sejle, hvad mange ville have forsvoret. "

Når besværet havde været så stort, skyldtes det ikke mindst, at der gennem 1956 havde været meget uro på arbejdsmarkedet - og politisk uro. Næppe var H.C. Hansen kommet hjem fra Moskva, før han stod over for en storkonflikt, som han løste med et politisk indgreb - men dén kraftige medvind, som kommunisterne fik desårsag, mistede de dog kort efter på grund af den russiske indmarch i Ungarn.

På B&W kom der kraftige dønninger efter både storkonflikten og russernes indmarch i Ungarn. Værft og motorfabrik havde mange tusinde ansatte, som spillede en betydelig rolle i den københavnske arbejderbevægelse. Der var en del socialdemokrater på værftet, men desuden et stort antal kommunister, - og disse var stærkt uenige med hinanden om, hvordan man skulle forholde sig til udviklingen i Ungarn. Endvidere var kommunisterne stærkt uenige indbyrdes, for partiformanden - Aksel Larsen - var kommet på kant med mange andre i partiledelsen. Mens Aksel Larsen og flere med ham havde indset, at man måtte "løsrive" sig fra russerne og stå på egne ben, mente mange andre, at netop loyaliteten til Sovjetunionen var et kendemærke for en sand kommunist. Få år efter kom det til det bekendte brud og til dannelsen af Socialistisk Folkeparti, og dette brud skete både landspolitisk og på en arbejdsplads som B&W Skibsværft.

På et tidspunkt foreslog Hans Rasmussen - den socialdemokratiske formand for Smedeforbundet - at B&W skulle ansætte nogle af de ungarske flygtninge, der var kommet til landet, men forslaget blev med et "pænt" flertal afvist af arbejdernes repræsentantskab på Refshaleøen, der var kommunistisk domineret.

Akkurat så "urolig" var situationen derfor, da »Neva« skulle bygges, men bygget blev det – og flere med dét.



Søsætningen af »Neva«.

Søsætningen af »Neva« den 2' juli 1959 blev noget af en begivenhed, og der deltog mange notabiliteter fra "begge sider". Fra dansk var det statsministeren med frue og mange højtstående embedsmænd fra Udenrigsministeriet. "Fru statsminister H.C. Hansen ønskede skibet held og lykke og knuste med ynde champagneflasken mod skibssiden. Direktør J.M. Barfoed udbragte et leve for m/s »Neva«, og straks efter tog skibet vandet" - som der stod at læse i "B&W Bladet" fra déngang.



Direktør Munck, statsminister H.C.Hansen og fru Gerda Hansen. Foto i "B&W Bladet"


Som skik og brug var, var der stor kalas senere på dagen - der foregik på det fashionable "Sølyst" nord for København. "B&W Bladet"'s reporter skrev: "Direktør Niels Munck bød velkommen og holdt derefter en tale på dansk og russisk, idet han elegant slog over fra det ene sprog til det andet". Niels Munck fortalte om samarbejdet mellem B&W og Sovjetunionen, om de mange skibe og motorer danskerne havde solgt til dem - og han mindede om, at man tidligere samme år havde indgået en aftale med russerne om, at de nu selv kunne bygge B&W motorer på licens.

Statsminister H.C. Hansen tog ordet, og benyttede lejligheden til at tale for et godt økonomisk og kulturelt samarbejde mellem Sovjetunionen og Danmark, men han håbede desuden på - sagde han -, at man trods de åbenbare modsætninger kunne finde veje til at samarbejde med hinanden på det politiske plan, ... - hvad han end kan have ment med dét, for i de år var vi temmelig "amerikanske" - ikke mindst med hensyn til Grønland. Blev forbindelsen ikke ligefrem udbygget, så blev den dog holdt ved lige - og nogle år efter kom "Krusse" på charmebesøg i Danmark med fru Nina.

Hvad "B&W Bladet" derudover skrev om søsætningen må med - om ikke andet så for kuriositetens skyld - "Statsminister H.C. Hansen holdt en vittig og elegant tale, hvor den russiske tolk var kommet på en næsten umenneskelig opgave. - Det danske sprog er kompliceret, sagde statsministeren. Når min kone er gudmor, kan man vel kalde mig gudfar, men det ville dog være en lidt blasfemisk overdrivelse af kalde mig Gudfader".

Heri må man erklære sig fuldkommen enig!



"Bønderne er i god stand ... "

I årenes løb er mange hundreder skibe grundstødt eller slået til vrag på den jyske vestkyst - også i nærheden af hvor »Neva« gik på grund i 1995. Én af anerne i vores familie var proprietær Jørgen Mygind, der boede på Nørtorp ved Ræhr, tæt på Hamborg og Kællingdal. Han havde tilbage i 1700-tallet forpagtet nogle af "forstrandsrettighederne" i området, og det indebar, at han skulle stå for indbringning af vraggods og for, at godset bagefter kunne blive solgt til fordel for ejere og bjærgningsfolk. På et tidspunkt foreslog han, at man solgte effekterne stykvis i stedet for under ét, idet han regnede med, at dét ville give større udbytte til alle parter.

Cai Mygind i Tømmerby ved Frøstrup, der har studeret slægtens historie og skrevet bøger om den - se nærmere på: www.bjoerna.dk/mygind/oversigt.htm - , har fortalt os, at skudehandelen på Norge - og især fra Vigsø - førte til mange strandinger og tab - men at strandingerne var med til at give egnens beboere en ekstra indtjening. Han har vist os, at man i "Jydske Efterretninger" udførligt har skrevet om Myginds gård i 1791, fordi den var sat til salg efter hans død samme forår. Et stykke nede i beskrivelsen finder vi denne passage, som man må huske er fra en tid, hvor man begyndte de store godsudstykninger: "Bønderne er i god stand og kan for det meeste svare, hvad de bør, hvortil de - destoværre ofte - indtreffende Strandinger, der forskaffer dem god Fortjeneste, meget bidrage".

Et sted i et arkiv har Cai Mygind desuden fundet en regning fra Jørgen Myginds svoger - Anders Hald fra Tousgård. Anders Hald skulle have ikke mindre end 55 rigsdaler for at have stillet vagt ved 5 forskellige navngivne vrag, der alle må være forulykket omkring 1790.

Historien gentager sig, kan man sige, men ikke på samme måde - for når skibe grundstøder på vestkysten i dag, er omstændighederne, konsekvenserne og perspektiverne af en noget anden art end før i tiden. I »Neva«'s tilfælde er alle ting viklet ind i hinanden, men særligt påfaldende er, at vraget blev til et miljøproblem, og dermed kom til at ligne så meget andet, der er efterladt fra Sovjetunionen.


Tilføjelse: På trods af hvad der tidligere er kommet frem i Folketinget har det ved Karsten Rasmussen's ophugning vist sig, at der var asbest på »Neva«. Knap 50 kg - som nu er fjernet på forskriftsmæssig måde.





Box 1

»Neva« var et fiskekøleskib, som - sammen med 3 søsterskibe - blev bygget til det sovjetrussiske statsselskab V/O Sudoimport under den dansk-russiske handelsaftale af 1956.

»Neva« er opkaldt efter floden, der udmunder ved Skt. Petersborg. I sin tid tog mange vikinger turen ind i Rusland ad denne flodvej.


Tekniske data:

Længde mellem perpendikulærer: 86,0 m
Bredde: 14,4 m
Dybde (til øverste dæk): 8,5 m
Dødvægt: ca. 1.500 tons
Dybgang: 4,31 m
Fart, lastet: 12,75 knob
Hovedmaskine (B&W): 35-VBF-62

Længde mellem perpendikulærer er længden ved vandoverfladen. Bruttolængden er noget større.




Box 2

Efterretninger for Søfarende

Nr. 29 • 21. juli 2000


nr. 8/3651997.

Indtil ultimo september 2000.

ca. 57° 07,2´ N. 8° 39,5´ E., strandet vrag »Neva«.

Mellem kysten og det strandede vrag »Neva« på ovennævnte position etableres i anførte tidsrum en midlertidig mole til brug for fjernelse af »Neva«.

Den til enhver tid yderste del af molen markeres med et sort flag på en stage, og omkring »Neva« udlægges balloner.

nr. 92 (INT 1300) og 93 (INT 1044). [J.nr. 2503-0002-99]. (Kystinspektoratet 12., Nedbrydningsfirmaet Karsten Rasmussen og FRV 11. juli 2000).