Teksten stammer fra »Lærebog for Hærens Menige«, udgivet af Hærkommandoen i 1962. Den er valgt for at give et indtryk af den »officielle« militærtfaglige vurdering ca. 100 år efter at begivenhederne fandt sted.
Fra Grundloven i 1849 - Slaget ved Isted i 1852
I vinteren 1848—49 blev arbejdet med den nye grundlov gjort færdigt, og 5. juni 1849 underskrev Frederik den Syvende grundloven. Bestemmelsen om almindelig værnepligt blev optaget i grundloven.
Imidlertid var krigen brudt ud igen d. 1. april 1849, og vi kunne nu stille en hær på 40.000 mand. Hæren var godt rustet og havde dygtige befalingsmænd, men fjendens samlede styrke var dog langt større. Den danske overkommando søgte derfor at få fjenden spredt, så at vi fra en af vore flankestillinger, Dybbøl eller Fredericia, kunne foretage et fremstød. En dansk hærstyrke lå på Als og i Sundeved, en anden i Fredericia, mens en tredie, under general Rye, langsomt trak sig op i Jylland. Da fjenden var spredt, indskibede Rye sine tropper på Helgenæs (nord for Århus) og sejlede dem til Fredericia, hvortil også en del af hæren fra Als var overført. Natten til 6. juli foretog de samlede danske styrker i Fredericia et udfald og vandt en strålende sejr. Denne sejr kom til at stå som et smukt udtryk for folkets vilje til at værne landets frihed og selvstændighed, og da det var ganske kort efter grundlovens ikrafttræden, blev sejren ligesom en bekræftelse på, at den fri forfatning var en berettiget tillidserklæring til folket. Senere rejstes H. V. Bissen's monument over landsoldaten ved Fredericias vold.
Kort tid efter trak Preussen sig ud af krigen, men slesvigholstenerne, støttet af mange tyske frivillige, fortsatte kampen. 25. juli 1850 kom det til en afgørende kamp ved Isted, nord for Slesvig, og her blev slesvigholstenerne slået, hvorefter den danske hær besatte Sønderjylland ned til Danevirke. Endnu kom det til kampe ved Mysunde og navnlig ved Frederiksstad, men begge steder blev slesvigholstenemes angreb slået tilbage.
Slesvigholstenerne var slået, og for første gang i sin nye historie havde Danmark hævdet sig ved en virkelig dansk hær. Det var da ikke mærkeligt, at den danske soldat blev prist og fejret som aldrig før. Sejrene gav folket selvtillid, men førte uheldigvis også til en undervurdering af tyskerne. Vi havde slået slesvigholstenerne, men ikke besejret de tyske magter. Politisk blev det sønderjydske spørgsmål ikke løst efter dansk ønske. Ved aftaler med Preussen og Østrig 1851 og 52 måtte vi love ikke at indlemme Sønderjylland i Danmark. Danmark, Sønderjylland og Holsten skulle fortsat styres hver for sig og kun have en fælles forfatning for fællesanliggender, som f. eks. militær og toldvæsen. Der var grund til at frygte, at der atter kunne komme vanskeligheder over for Tyskland.
Krigen 1864
Modsætningen mellem dansk og tysk i Sønderjylland bestod fortsat. I de følgende år protesterede de tysksindede gang på gang heftigt mod det danske styre i Sønderjylland, og de fik medhold, når de klagede til de tyske magter. 1864 kom det til krig mod begge de to stormagter Preussen og Østrig.
Skønt Danmark gennem adskillige år havde stået over for muligheden af krig, var hæren ikke vel rustet. Danevirkestillingen var meget vanskelig at forsvare; den var ikke bragt i virkelig god forsvarsstand, og stillingen var for lang i forhold til det antal tropper, vi kunne stille; på fløjene støttede den sig til fjorde og oversvømmelsesanlæg, som ikke havde værdi i den hårde frost. Talmæssigt og med hensyn til våben var den danske hær underlegen. Bl. a. var preusserne udrustet med moderne bagladegeværer (tændnålsgeværer), hvormed de kunne skyde 7—8 skud i minuttet, d. v. s. 4—5 gange så hurtigt som de danske soldater med deres forladegeværer; desuden kunne preusserne lade deres geværer i liggende stilling, mens de danske soldater for hvert skud måtte rejse sig noget op for at kunne bruge ladestokken. Disse forholds betydning var den menige danske soldat og befolkningen på forhånd ikke klar over. Stemningen blandt vore tropper var fortrinlig, og folket nærede ubetinget tillid til hæren.
1. februar rykkede preusserne og østrigerne ind i Sønderjylland. Allerede d. 2. februar forsøgte preusserne at omgå Danevirkestillingen i øst ved et angreb på Mysunde, men de blev slået tilbage. Overgeneral de Meza blev imidlertid snart klar over hærens farlige stilling. Han forudså muligheden at, at Danevirkestillingen skulle blive omgået og hæren derefter omringet og tilintetgjort. Natten mellem 5. og 6. februar trak han derfor tropperne tilbage, inden det var kommet til alvorlige angreb på selve Danevirkestillingen. I hård frost og fygende sne marcherede de danske tropper op mod Flensborg ad spejlglatte veje. Ved Oversø og Sankelmark blev bagtroppen indhentet af østrigerne, men 1. og 11. regiment — københavnere og vendelboere — standsede østrigerne og holdt ud, indtil kampen ophørte af sig selv, da mørket faldt på. Østrigerne var da for trætte til at forfølge vore vigende styrker, og hærens hovedstyrke nåede i sikkerhed i Dybbølstillingen og på Als, mens rytteriet og et par fodfolksregimenter trak sig op i Jylland. Østrigerne gik mod nord, mens preusserne drog mod Dybbølstillingen.
Dybbøl i 1995. I baggrunden møllen der blev skudt i stykker i 1864, men som senere blev genopbygget. På stenen sidder Peter, en slægtning til Peter Dørslund Lund der faldt syd for Sankelmark februar 1864.
Fra dansk side lagde man vægt på at fastholde i det mindste en del af Sønderjylland, indtil der kunne komme våbenstilstand og forhandlinger med stormagterne. Men Dybbølstillingen var ikke stærk. Den bestod af 7 lukkede skanser og 3 åbne batterier, alle forbundne ved løbegrave, på en linie over Dybbøl Mølle mellem Alssund og Vemmingbund. Til dækning for mandskabet var der i hver skanse et blokhus, men det var ikke bygget stærkt nok til at kunne modstå beskydning af svært belejringsskyts. Fra Broagerland kunne preusserne med deres langtrækkende riflede kanoner beskyde skanserne, som efterhånden blev forvandlet til uformelige jordvolde, mens de fleste danske kanoner blev ødelagt. Særlig hårdt gik det ud over skanse 2, som holdt til det sidste under ledelse af løjtnanterne Anker og Castenschiold. Trods store tab blev de danske soldater i stillingen, afventende den storm, som måtte komme, skønt der ikke syntes at være megen mulighed for at afslå den. D. 18. april kom det preussiske stormangreb. Efter 6 timers voldsom beskydning, som vore soldater ikke kunne besvare, gik preusserne til angreb. Herunder foretog reserven, ottende brigade, et glimrende modstød, men resultatet blev, at skanserne blev erobrede af preusserne, og den danske hær trak sig under svære kampe tilbage til Als.
I kamp mod en fjende, der var overlegen både talmæssigt og med hensyn til våben, havde den danske hær med beundringsværdig udholdenhed forsvaret Sønderjyllands jord. Vi håbede stadig på støtte fra de andre stormagter, men forhandlinger i London førte ikke til noget resultat, og krigen blev genoptaget, uden at vi længere havde chance for hjælp fra stormagterne. Natten mellem den 28. og 29. juni gik preusserne i både over det snævre Alssund og indtog hele Als. Efter betydelige tab blev de danske styrker trukket over til Fyn. På dette tidspunkt var også Nørrejylland blevet besat, og de fleste anså det for håbløst at kæmpe videre. Ved freden i Wien måtte vi afstå hele Sønderjylland foruden Holsten og Lauenborg til Preussen og Østrig i forening. Nederlaget ramte hårdt. Det danske folk havde næret stor tillid til vor militære styrke; man havde ikke gjort sig klart, hvor stærke modstanderne var, og man havde for optimistisk regnet med hjælp fra andre magter. Men hæren havde kæmpet fortrinligt. For Sønderjyllands danske var det i de følgende år under deres kamp for at bevare danskheden med en genforening for øje af overordentlig stor betydning, at den danske hær af yderste evne havde kæmpet for at bevare Sønderjylland på danske hænder.
