Skrøner fra Albanien og Anderswo


Leif Davidsen: »De Gode Søstre«. Roman



Lindhardt & Ringhof, København 2001, 351 s.



Af Bjørn Andersen




Anderswo Godsbanegård, lokalitet i »Olsen Banden deruda'«




Der findes mange slags romaner; nogle er - med hensyn til emne og formsprog - meget kunstfærdige eller litterære, andre er mere tilgængelige, blandt dem er Leif Davidsen's 'Gode Søstre' 1. Om dén kan man i en kommentar tillade sig at sige hvad den handler om og hvor den begynder, men ikke hvordan den slutter. Sådan er det sjældent med de kunstfærdige af slagsen.

Davidsen er god til at skrue tingene sammen. Han trækker grundigt på sin journalistiske viden - og på hvad der kom frem da han arbejdede med sin herostratisk berømte 'Østfrontsbog' 2. Men et par steder trækkes skruen nok over gevind?


Rundt på gulvet

En charmerende socialdemokratisk historielektor fra Københavns Universitet er på faglig rundrejse. Han har ondt i jobbet, tænderne og familielivet - og han får, i det gamle Østeuropa, også ondt i ryggen og må rejse hjem før tid. Derfor er det ikke ham, men en kollega der havde overtaget hans hotelværelse, der må lade livet en tidlig morgen i Budapest.

Teddy - som charmetrolden hedder - er ikke skyld i drabet, men dog stærkt involveret, for det havde at gøre med et besynderligt besøg han fik i Bratislava. En nydelig dame blev mere familiær end Teddy var parat til; hun var ikke ude med room service, men på at introducere sig som østeuropæisk halvsøster. Vise billeder og fortælle hotte historier. Til sidst blev det så hot at hun blev sat uden for døren.

En charmerende PET'er - frømand som Pingo, tidligere bodyguard, tæt på at være macho - har haft rigtig, rigtig ondt i jobbet (familielivet henlægger vi til noterne 3) og melder sig nu hos Teddy med et par spørgsmål. Man har anholdt hans danske storesøster, Irma - professor på RUC - hun mistænkes for at have skaffet og lækket NATO-hemmeligheder til de onde. Måske er hun skyld i at en usynlig Stealth blev synlig og skudt ned? Hvad véd Teddy?

PET undrer sig desuden over hvad der skete i Budapest. Er der en forklaring? En sammenhæng?

Teddy er - som læseren - rimelig rundt på gulvet. Han har ondt alle vegne. En halvsøster har introduceret sig. Kæresten er rendt sin vej med en yngre model - ikke engang fastansat, men sød, kærlig og børnevenlig. Søsteren anholdt. Stand in'en myrdet. Kufferten forsvundet. Hvad skal det ikke ende med?

Som man kan mærke, er 'De Gode Søstre' ikke en øvelse i understatement; Davidsen følger devisen at overdrivelser fremmer forståelsen.


Men det bliver meget værre

Der er noget Teddy ikke véd. Hans far er død, blot ikke for længe siden en skummel nat i Hamborgs havn - som han har troet livet igennem - men først i nyere tid et sted i Kroatien. Længere mod syd var den nok ikke gået for en gammel nazist og frontkæmper? For det var dét han havde været, denne kødelige bagermesterfar.

At Teddy's bror på Fyn - den fremgangsrige & konservative brødfabrikant - og den progressive RUC-professor, søster Irma, har et fint forhold til hinanden og til det gamle miljø er én af bogens skruede præmisser. Går man tilstrækkeligt ud til højre møder man dem fra venstre?

Det kan vel være rigtig nok. I nogle tilfælde - som så kunne påkalde sig en psykologisk forklaring, snarere end en historisk eller sociologisk. Og dog. Davidsen genopliver en pointe, som man ikke skal glemme med det første: De der udstødes og marginaliseres (hér er det børnene af de gamle nazister og frontkæmpere) er et lettere bytte for politisk snavs og forvirring end ganske almindelige bondedrenge og forstadspiger. De er meget lettere at rekruttere end de der er godt socialiserede.

Davidsen tager endnu et par skridt. Han viser at der er ting der stikker dybere end ideologier, nemlig familie og kammeratlig solidaritet. Dét der holder de gamle frontkæmpere (og deres børn) sammen er slet ikke den nazistiske ideologi - for dén har de opgivet (eller aldrig haft) - men deres kammeratskab og deres indignation over dén måde Frikorpsfolkene blev behandlet lige efter Besættelsen; havde de måske ikke kæmpet for Danmark mod de stalinistiske imperialister? 4

Hvad sammenholdet angår er det næsten en sydeuropæisk tankegang - Italiensk, Albansk og Serbisk. »Familien« først, meningerne bagefter.




Til højre en forlist Tysk bunker ud for Vigsø. Bygget af Nordjyske entreprenører. Længere væk ses et andet vrag - det Sovjetrussiske fiskekøleskib »Neva«. Også det bygget af Danskere, denne gang af de 'Røde' på Burmeister & Wain. Det gjaldt om at manøvrere - og at holde sig fri af grunden. Klik hvis du vil vide mere om »Neva«. Foto: BA.


Er der et sted, hvor man kan vaske hænder?

Davidsen viser (som det i den sidste tid også er blevet sagt af kyndige historikere 5) at Danskerne ikke har meget at prale af fra Besættelsestiden.

Der var langt flere Danskere der faldt på Østfronten end i kamp med Besættelsesmagten (man regner med at omkring 7.000 danskere, incl. 'hjemmetyskere' var i tysk krigstjeneste). Det mest karakteristiske var ikke Modstanden, men Samarbejdet. Der blev samarbejdet om jord og beton. Der blev samarbejdet om køer, grise og smør. Om at sende Danske arbejdere til Tyskland. Om at sende Danskere til Østfronten. På Højt Niveau og på Lavt Niveau. For når det nu ikke kunne være anderledes. Når nu Hitler var den stærkeste. Det var først, da Hitlers tropper led nederlag i Rusland og andetsteds - at man trak følehornene til sig, at man mere eller mindre ændrede opfattelse - og senere endnu, at man skærpede straffeloven med tilbagevirkende kraft.

Hvad der bliver sagt her skal ikke på nogen måde forklejne dén indsats som BOPA 6) , Holger Danske, Hvidstengruppen og de andre gjorde - tværtimod!. Modstandsbevægelsen havde både Samarbejdspolitikerne og Nazi-styrets tropper at kæmpe imod. Det er blevet diskuteret hvor stor militær betydning Modstandsbevægelsen havde, og det er sandsynligt at den største betydning heller ikke var af militær, men af politisk og psykologisk art - således som 'bagvedliggende faktor' for augusturolighederne i 1943 og for hvad der fulgte på dem.

Det er næppe formålstjenligt at pege fingre - og det er heller ikke hvad Davidsen gør. Tværtimod giver han os noget at tænke over mens han thriller os. Ikke så ringe endda, når det nu ikke er rigtig litteratur, vi er ude i. Det Danske System har på mange måder vist sin manøvreevne og sin effektivitet, og vi er tilsyneladende blevet ferme til at indgå i de rigtige koalitioner - men ved særlig festlige lejligheder er der nogle syndebukke der må ofres, og nogle hænder der skal vaskes.

Én af bogens bedste scener er et flashback til tiden kort efter krigen. Der er jagtselskab hos Greven - som i parentes bemærket nåede at skifte side inden det gik 'galt'. Irma's (og Teddy's) far er med, men bliver afsløret af en sent ankommet gæst - og sat uden for døren og samfundet af Greven. Dette tilpasningsduelige Overklassemenneske beder om en forklaring - hvad han givetvis føler sig som den rette til, ... und so - get lost!


Hvad har alt dét med Albanerne at gøre?

Bogens nutidsplan ligger i 1999 - og hvad er mere naturligt (må journalisten Davidsen have tænkt) end at trække Kosóva og Albanien ind på banen? Meget af hvad der skete dengang har kunnet finde anvendelse i plottet. Og dermed bliver der plads til lidt Albansk historie, eller noget der ligner.

Var der ikke en muldvarp i NATO, dengang vi bombede Serberne? Måske ikke en Dansk, men alligevel. Den Franske major Bunel har givet inspiration til professor Irma og en ældre Dansk ambassadør 7. Sagen om Arne Herløv Petersen - der blev udnævnt til påvirkningsagent af en slags - er med i samme cocktail. Og en Dansk EU-embedsmand som blev holdt fængslet i temmelig lang tid, indtil Justitsministeren opgav at føre sag - ... samtidig med at han lod vide at der sandelig havde været noget om snakken.

Var der ikke gangstere i Albanien med relationer til familierne på den anden side af Adriaterhavet? Også de er med i bogen.

Var der ikke en vis Enver Hoxha der havde kørt sit land i søen? Man ville godt modtage (først fra Jugoslaverne, så fra Russerne, så fra Kineserne), men man ville ikke acceptere betingelserne, for disse var for indgribende, og så stod man dér og havde slet ingenting - bortset fra fjender til alle sider. Og de der ikke var, opfandt man.




Flugten til Amerika. Plakat fra Gianni Amelio's film: »LAmerica«

Her er dét sted, hvor Davidsen alligevel peger fingre. Det er sådan set meget nærliggende, for det gik jo rygende galt for Albanerne. Tusinder flygtede til Italien på overfyldte plimsollere. Man drømte sig til fantastiske formuer ved at involvere sig i pyramidalske investeringer i den Albanske Ørken. Man forsynede sig med våben fra de rigelige lagre og brugte dem flittigt. Man berigede sig ved grov kriminalitet - over for landsmænd og over for hjælpekonvojer til flygtningene fra Kosóva. Og endelig var der så meget korruption i Politiet og Toldvæsenet - og så meget politisk uredelighed - at det stank.

Der gemmer sig imidlertid en særdeles vanskelig pointe hér, som Davidsen knapt nok antyder. Albanerne gjorde i alle henseender det modsatte af hvad Danskerne gjorde. De fik sat en egentlig Befrielseshær på benene under den Tyske besættelse - fik sat samarbejdspolitikerne stolen for døren og etableret en 'Modstandsregering'. De allierede sig med Østblokken, ikke med Vestblokken - som de tværtimod afsondrede sig fra. De etablerede et lukket samfund med alt hvad det fører med sig.

Det sku' være så godt, og så gik det faktisk skidt.

Oppe ved os gik det nærmest modsat. Vi startede i mudder og søle og »endte« på den Høje Hest, Second to none. Forklaringen - eller pointen - er muligvis at vi holdt os flydende og 'åbne' 8.

Her er noget at tænke over, med mindre man kender svaret på forhånd.


Historien er lige så sand som alt andet her på Balkan

Davidsen bringer i plottets tjeneste et par Albanesiske skrøner til torvs. Helt 100 er de vist ikke i ren dokumentarisk forstand, men derfor kunne der vel godt gemme sig en sandhed i dem alligevel? Den ene drejer sig om den elendige infrastruktur. Den anden om Hoxha's paranoia.

Der har alle dage været problemer med infrastrukturen i Albanien - men ikke på samme måde. Hvis vi holder os til tiden efter 2' Verdenskrig, var problemet ikke manglende vedligeholdelse, men at der ikke var nok af den - særligt ikke i de fjernere bjergegne.

Der var en bro der styrtede sammen, skriver Davidsen. Én af Hoxha's nevøer havde fået i opdrag at bygge den. Da den første bil kørte ud på den, brasede den - for selvfølgelig kunne den selvtilstrækkelige Hoxha's nevø ikke dét han gav sig ud for. Selvtilstrækkelighed og lukkethed førte til sammenbrud - og det er der meget om.

Til gengæld holdt de tusindvis af små betonbunkere - der var drysset ud over landet som beskyttelse mod angreb fra alle sider - ganske godt.

Efter Hoxha-styrets sammenbrud var problemet i særdeleshed at dén infrastruktur der var, ikke blev vedligeholdt, men tværtimod korroderede. Der opstod dybe huller i vejene, i pengekasserne - og i samfundet.




KFOR fjerner Hoxha-bunkere i Durrës, maj 2000

Den anden historie tillader jeg mig at gengive med Davidsen's ord i deres fulde udstrækning, og det har jeg en speciel grund til:
Der var kun fyrre km til havnebyen, men det tog mere end to timer ad den hullede, plørede og trafikerede vej, hvor Toyotaen gyngede som et skib i havsnød.

"Den slags historier hører jeg hver dag," sagde han [Torsten, en Dansk bistandschef]. „Du kan få en anden en, der måske illustrerer, hvorfor her er nok at gøre i mange år fremover. Enver Hoxha var jo diktator. Det ved alle. Men han var også gal. Han gik rundt i sit store palads, hvor han krævede, at alle talte fransk i et land, der knap havde til føden. En dag besluttede han at skabe sig en dobbeltgænger. Hans hemmelige politi fandt en lille tandlæge oppe nordpå, der lignede Enver, som dengang var en stor revolutionshelt hos visse mennesker derhjemme. Enver Hoxha samlede så de ti-tolv plastikkirurger, der var i Albanien, og de gik i gang med at skabe Enver Hoxhas perfekte dobbeltgænger ud af tandlægen. Det lykkedes. Så kunne han være diktatoren, når denne var bange for attentater eller bare ikke gad trykke hænder eller indvie en ny bunker. Da operationen var vel overstået, kaldte Hoxha kirurgerne og sygeplejerskerne til sig og sagde, at de som tak for deres revolutionære indsats ville blive belønnet med en ferie på de bedste luksushoteller, som Albanien kunne opvise. Jeg ved ikke, om der var nogen. I hvert fald blev de ført om bord i en bus, som var landets mest moderne. Og så blev de kørt direkte i Adriaterhavet med bus og det hele, og der ligger de endnu på havets bund."

Toftlund [PET-agenten] sad med den lille sportstaske på skødet og kiggede over på Torsten, der manøvrerede køretøjet rundt om et æsel. Det sad midt på kørebanen og nægtede at flytte sig, til trods for at en ældre skægget mand slog løs på dets ryg med en lang kæp.

„Det er en meget god historie, men er den sand?" sagde Toftlund.

„Den er lige så sand som alt andet her på Balkan."

„Hvor har du den fra?"

„Fra en eller anden, der skrev Hoxhas biografi."
Er der nogen der kan be- eller afkræfte historien - eller som har en mening om den, så hører jeg gerne. Skriv til post@bjoerna.dk. Eventuelle oplysninger eller kommentarer vil blive bragt her på 'siden'.





9.2.2005: Tak til Jannik Gorm Hansen der har sat mig på sporet af dobbeltgængeren

Historien om dobbeltgængeren stammer, oplyser Jannik, sandsynligvis fra den new zealandske forfatter Lloyd Jones' bog: »Biografi. An Albanian quest«, London 1993. Om Leif Davidsen har læst denne bog er en mulighed, men han kan også have fundet historien i Niels Peter Juel Larsen's artikel om bogen der stod at læse i »Morgenavisen Jyllands-Posten« 21.1.1997 (overskriften var: »Tandlægen, der var Enver Hoxha«).

Fiction?: Lloyd Jones insisterer - som andre dygtige fiktionsforfattere - på at historien (i det grundlæggende) er rigtig.

Det er tænkeligt at Hoxha (ligesom flere andre statsoverhoveder) har benyttet sig af en dobbeltgænger, men om resten af historien er autentisk er temmelig tvivlsomt; mig bekendt er der ingen der har fremlagt nogen form for dokumentation.

Facts: Lloyd Jones er født 1955 på New Zealand. Se nærmere på: http://www.bookcouncil.org.nz/writers/joneslloyd.html, hvorfra flg. passage er hentet:
[»Biografi« is] essentially the extraordinary quest of one ordinary man in search of another. As a drab and officious surface concealing tragic absurdities and uncertainties, Jones’s Albania has much in common with his Lower Hutt, as the narrative itself more than once implies.




Et forarbejde til den albanske del

Leif Davidsen: »Knuste drømme«, »Morgenavisen Jyllands-Posten« 4.5.1999. Davidsen fortæller her om en research-rejse til Tirana-Shkodra midt under NATO-interventionen.



Småtingsafdelingen

Leif Davidsen har været omhyggelig med sin research og godt rundt, men der er et par ting der undrer mig; jeg skal holde mig til de vigtigste:

Den østeuropæiske søster - der må formodes at tale Russisk og Serbo-kroatisk, men i hvert fald næppe Albansk - dukker op i en flygtningelejr i en gammel tobaksfabrik i Shkodra. Måske har Leif Davidsen tænkt lidt for meget i noget location til en film? Men hvor mange Serbisk / Russisk talende kunne man mon finde dér i 1999? Derimod er det rimelig sandsynligt at der - i de mere kriminelle kredse - var relationer hen over de etniske skel; i dén branche er det ikke det etniske eller ideologierne der er det plagsomme; man udnytter tværtimod de forskellige konflikter og grænser. Hvor der er en grænse, er der en tolder der kan bestikkes og nogle penge der kan tjenes. Hvor der er en etnisk konflikt, er der mulighed for at sælge våben.

Den største usandsynlighed består dog i at Teddy tager turen til Albanien sammen med PET-manden. Jeg kan ikke gå dybere uden at røbe for meget, men det er helt i skoven, skønt muligvis nødvendigt for at binde bogens mange ender sammen? Resultatet er imidlertid at Albanien og krigen i Kosóva er gjort til ren staffage og filmkulisse.



Noter

1 Tak til Lis J., der gjorde mig opmærksom på bogen. ... Retur til tekst

2 Leif Davidsen & Karsten Lindhardt: »Østfronten - danskere i krig«, Kbh. 1999. ... Retur til tekst

3 Rigtig gættet. Heller ikke han har det for godt hvad det angår, men dog bedre end Teddy. Han har - i en rimelig avanceret alder - kastet sig om halsen på en journalistpige, fået hus og venter barn. Mon han er der, når han skal være der? Rigtig gættet. Mon han forbedrer sig? Rigtig gættet. Mon han falder lidt for en fager kollega? Rigtig gættet. Mon han forbedrer sig? Rigtig gættet. Ligger ordet forudsigelighed på tungen? Overhovedet ikke. ... Retur til tekst

4 Her er der vist kludder i logikken hvad søster Irma angår, med mindre jeg har læst for hurtigt. Jeg tror ikke at der har været mange, om overhovedet nogen der samtidig har været venstrefløj i KAP's boldgade (dén del af venstrefløjen der havde historikeren Benito Scocozza i spidsen) - og har været provokeret over hvordan man håndterede frikorpsfolkenes eftermæle; det virker som en selvmodsigelse. Men at der findes Dansk historikervenstrefløj (Claus Bryld) - endda på RUC - med en nazistisk far har ofte været i medierne; det er noget ganske andet. Der er tale om at indtage et helt andet standpunkt end dét faderen indtog, ikke om en (psyko-)logisk selvmodsigelse. ... Retur til tekst

5 I maj 2003 udgav Steen Andersen: »Danmark i det Tyske Storrum. Dansk økonomisk tilpasning til Tysklands nyordning af Europa 1940-41«, i øvrigt på samme forlag som Davidsen: Lindhardt og Ringhof. Dén vender jeg tilbage til ved en senere lejlighed. ... Retur til tekst

6 Man kan ikke nævne Modstandsbevægelsen uden at nævne BOPA, der var en kommunistisk organisation. Men kommunisterne kom først for alvor i gang, da Hitler - efter nogle års samarbejde med Stalin - invaderede Rusland i juni 1941. Retur til tekst

7 Bunel hævdede forresten selv at han havde fået en lodret om at røbe bombemål til Serberne. 14.4.2002 - kort efter sin løsladelse - skrev han følgende til mig i en mail: »[...] I was condemned to a 2 year detention penalty under the charge of treason on Dec 12, 2001. I actually passed classified information to a Serb intelligence officer but this was on order. For political reasons, French political authorities decided to courtmarshall me. Due to the French penal principles, the court was obliged to condamn me, because I indeed posed an illegal action although it was for legitime reason. But the liberty of the court is to determine the duration of the penalty, and to keep or not his civil rights to the condemned person. This is why I still have my civil rights and why I was released after only four months of detention : to the court's opinion, I posed an action theoretically called treason, but I am not a traitor. On my personal point of view, the case is not over. It took capt Dreyfus 11 years to come back from Cayenne after a judiciary mistake. I will take the necessary time and measures for me to clean this political treason carried out against the French Army and armed forces by some rotten politicians, who are indeed war criminals. This is explained in my book »War crimes in the NATO««. ... Retur til tekst

8 Dén J.O. Krag der tænkte i 'økonomisk planlægning' og indordning under Besættelsen, var også blandt dem der - efter Befrielsen - var mest åbne for et samarbejde med Sovjetrusserne, og endelig var han jo dén der førte Danmark ind i 'Fællesmarkedet'. En sammensat politiker og et mærkeligt menneske. Se evt. nærmere i bogen om fiskekøleskibet »Neva« - specielt: http://neva.hjem.wanadoo.dk/Bind1c.html#Krag (hvorfra der kan downloades en artikel om JOK). ... Retur til tekst



Du må citere hvis du angiver hovedsidens adresse: bjoerna.dk ... Siderne om Albanerne: bjoerna.dk/albanerne.htm ... Søgning på internettet: bjoerna.dk/soegning.htm ... Version: 1.9; 20-03-2005