Der var kun fyrre km til havnebyen, men det tog mere end to timer ad den hullede, plørede og trafikerede vej, hvor Toyotaen gyngede som et skib i havsnød.

"Den slags historier hører jeg hver dag," sagde han [Torsten, en Dansk bistandschef]. „Du kan få en anden en, der måske illustrerer, hvorfor her er nok at gøre i mange år fremover. Enver Hoxha var jo diktator. Det ved alle. Men han var også gal. Han gik rundt i sit store palads, hvor han krævede, at alle talte fransk i et land, der knap havde til føden. En dag besluttede han at skabe sig en dobbeltgænger. Hans hemmelige politi fandt en lille tandlæge oppe nordpå, der lignede Enver, som dengang var en stor revolutionshelt hos visse mennesker derhjemme. Enver Hoxha samlede så de ti-tolv plastikkirurger, der var i Albanien, og de gik i gang med at skabe Enver Hoxhas perfekte dobbeltgænger ud af tandlægen. Det lykkedes. Så kunne han være diktatoren, når denne var bange for attentater eller bare ikke gad trykke hænder eller indvie en ny bunker. Da operationen var vel overstået, kaldte Hoxha kirurgerne og sygeplejerskerne til sig og sagde, at de som tak for deres revolutionære indsats ville blive belønnet med en ferie på de bedste luksushoteller, som Albanien kunne opvise. Jeg ved ikke, om der var nogen. I hvert fald blev de ført om bord i en bus, som var landets mest moderne. Og så blev de kørt direkte i Adriaterhavet med bus og det hele, og der ligger de endnu på havets bund."

Toftlund [PET-agenten] sad med den lille sportstaske på skødet og kiggede over på Torsten, der manøvrerede køretøjet rundt om et æsel. Det sad midt på kørebanen og nægtede at flytte sig, til trods for at en ældre skægget mand slog løs på dets ryg med en lang kæp.

„Det er en meget god historie, men er den sand?" sagde Toftlund.

„Den er lige så sand som alt andet her på Balkan."

„Hvor har du den fra?"

„Fra en eller anden, der skrev Hoxhas biografi."

[»Biografi« is] essentially the extraordinary quest of one ordinary man in search of another. As a drab and officious surface concealing tragic absurdities and uncertainties, Jones’s Albania has much in common with his Lower Hutt, as the narrative itself more than once implies.