»Den mest berømte [Romerske vej på Balkan] er Via Egnatia der blev anlagt med udgangspunkt i Dyrrhacchion (Durrës) - med stikvej til Apollonia - i perioden 148 - 130 f.Kr., dvs. samtidig med at man erobrede hele Makedonien. Vejen førte nemlig hertil og videre til Byzans.
Anlægget af Via Egnatia viser at Romerne havde en væsentlig strategisk interesse i at kontrollere området, militært såvel som økonomisk og politisk.
Der var skibsforbindelse mellem Dyrrhacchion og den italiske side hvor Via Appia gik ud til havet ved Brindisi, tidligere Brundisium - hvor der var en naturhavn«.
Fra: »Krudttønden i baghaven«
Journalisten og Historikeren Jan Bo Hansen har fået den glimrende idé at følge Via Egnatia fra dens udspring i Durrës og til den slutter et sted ovre mod Øst. Via Egnatia blev anlagt af Romerne i Oldtiden og havde både militære og forsyningsmæssige formål.
[Mine kommentarer og andre tilføjelser står i kantet parentes].
Hans indtryk fra Albanien kunne læses i »weekendavisen« 020712. Det er ikke så farligt at rejse i Albanien som man skulle tro, siger han. Bare man tager en almindelig bus [og ikke har »noget« med, burde man tilføje - for pas, valuta og kreditkort er »gode ting« for folk i »branchen«].
Jan Bo Hansen besøger museet i Durrës ... Den omvisende dér vil helst ikke have sit navn frem; hun er ikke glad for Græske Arkæologer, foretrækker klart Engelske og Franske.
»weekendavisen« er kommet på nettet, men ikke lige med denne serie artikler. Synd og skam. En kort biografi over Jan Bo Hansen kan findes på avisens web-side.
Indtrykkene fra Makedonien kunne læses i »weekendavisen« 020719. Der berettes om turistbyen Ohrid, Brødrene Konstantinos og Methodios - kirkefædre engang i Middelalderen, skabelsen af det kyrilliske alfabet, Ohrids status op gennem den Osmanniske tid og frem til nutiden.
2' hovedafsnit handler om Bitola / Monastir ... hvor man fastlagde det Albanske alfabet omkring 1908.
I foråret 2001 var der store bataljer i byen. Der var mange Makedonere der ville hævne sig efter et drab på 4 Makedonske Politifolk - og derfor gik til angreb på Albanske forretninger.
Indtrykkene fra Grækenland kunne læses i »weekendavisen« 020726. Grækerne havde (ved Jugoslaviens sammenbrud) meget svært ved at tackle »det makedonske spørgsmål«; man tvang Makedonerne til at kalde sig FYROM - Former Yugoslav Republic of Macedonia osv. for til gengæld at indstille forskellige handelssanktioner; årsagen til den Græske politik var (muligvis) at man frygtede krav på Græske territorier.
De Albanske Makedonere var ikke meget indblandet i striden mellem Makedonien og Grækenland; man havde andre synsvinkler, og - som Jan Bo Hansen skriver - dette standpunkt »øgede den slaviske befolknings uvilje [mod Albanerne]«.
Hvis man følger »historievidenskaben« kan man bevise temmelig meget: Man kan med »historien« hævde et Makedonsk eller et Græsk eller et Albansk standpunkt, og det er også blevet forsøgt op gennem 1800-, 1900- og 2000-tallet, men man kan ikke nå til ét - entydigt - standpunkt ud fra historielæsningen, selv om hver »part« er overbevist om at déns synspunkt er det eneste rigtige.
Efter Balkan-krigene og 1' Verdenskrig kom det til store folkeflytninger; 1.2 mio Grækere flyttede (blev flyttet) fra Tyrkiet til Grækenland (bl.a. Græsk Makedonien), 0,3-0,4 mio Tyrkere og Bulgarere forlod Græsk Makedonien og derfor blev både Tyrkiet og Grækenland »renset«.
I Grækenland bruger man i udpræget grad kunstvanding og »markerne er med ét slag større end i Makedonien og Albanien, hvor der mest er tale om køkkenhaver, og en tredjedel af det samlede græsk-makedonske landbrugsareal er kunstvandet«.
[Der var - i Hoxha-tiden store kooperativbrug i Albanien - med udstrakte marker hvor der med vekslende held og dygtighed - og med »behersket« teknologi - blev dyrket korn, solsikker og tobak. Oppe ad bjergene dyrkede man æbler, oliven og vin. Der var mange år hvor man langt fra nåede de mål, man havde sat sig - og væltede sig i bortforklaringer.
De økonomiske og sociale omvæltninger op gennem 80'erne og 90'erne har heller ikke været nemme for det Albanske landbrug eller den Albanske landbefolkning, men nu er det markedsøkonomiens love der gælder, og det er både godt og skidt på dé kanter.
Mange Albanere tager fast eller midlertidigt, legalt eller illegalt til Grækenland og Italien som landarbejdere - det er adskillige 100.000 der er draget udenlands for at få føden. Mange ernærer sig på mere tvivlsom manér ... i Grækenland, Italien, Tyskland m.v.]
Thessaloniki blev »Græsk« i 1922, helt frem til 2' Verdenskrig var der mange Jøder i byen - formentlig omkring 50.000 »hvoraf kun få overlevede« 2' Verdenskrig og Tyskernes besættelse.
Byen Kavalla (engang et tobakscentrum) satser på turisme. Én af byens »sønner« var en vis Mehmet Ali, en søn af den berømte (eller berygtede) Albanske Ali af Tepelena. Mehmet Ali blev Osmannisk Statholder i Egypten, løsrev Egypten fra Osmannerne og grundlagde et Kongedømme; den sidste Konge var den korrupte og ødsle Faruk - der samarbejdede med Englænderne, og som blev afsat af Nasser (m.fl.) i begyndelsen af 1950'erne.
»Krudttønden i baghaven«: »Mehmet Ali (1769-1849) var pasha i Egypten fra 1805. Osmannerne havde sendt Mehmet Ali til Egypten for at bistå i kampen mod franskmændene, der havde erobret Alexandria i 1798. Franskmændene mistede flåden ved Abukir - og måtte forlade landet i 1801. Mehmet Ali og hans albanske tropper gjorde imidlertid oprør mod osmannerne og satte statholderen på porten. I 1805 udnævnte sultanen ikke desto mindre Mehmet Ali til pasha. Siden bekæmpede han - sammen med mamelukkerne - englænderne - og moderniserede hæren og flåden i europæisk retning - og grundlagde det dynasti som regerede frem til begyndelsen af 1950'erne«].
Jan Bo Hansen er nu nået til vejs ende. Sidste artikel i »weekendavisen« 020802 handlede om Tyrkiet, dvs. den Europæiske del. Passagen fra Grækenland til Tyrkiet var lige så »speciel« som så meget andet på disse kanter når man bruger Apostlenes heste eller tager med bus og ikke kører bil - det er ikke altid så billigt som man skulle tro hjemmefra, specielt ikke når man nærmer sig en grænse - eller hvis man er den eneste »Vesterlænding«. Man kunne ikke komme over gående fra Grækenland, men måtte køre med nogen - Jan Bo Hansen med en Tyrkisk Bager fra Frankfurt - men det kan være en udmærket måde at komme i kontakt med folk på, selv om turen gennem landskabet bagefter går med mere end 200 i timen. Jan Bo Hansen blev sat af på otogar'en - busstationen - i Kesan og kom derfra videre til Edirne pr dolmus = »noget« der er fyldt GODT op, her en minibus.
Edirne hed i Romertiden Adrianopel. Den blev erobret af Tyrkerne i 1361 og var hovedstad for dem indtil de erobrede Konstantinopel i 1453. Edirne blev hurtigt en Tyrkisk by, hvor den store Arkitekt Sinan byggede moskeer, bade, bazarer, broer og et karavan-serei.
Edirne lå »udsat«. Den blev erobret af Bulgarerne og Serberne i den 1' Balkankrig, kom tilbage til Tyrkiet i den 2', blev erobret af Grækerne i 1920, men blev atter Tyrkisk i 1923. Mange af byens Indbyggere omkom pga den ene eller anden nederdrægtighed i dette tragiske forløb.
Undervejs til Istanbul gør Jan Bo Hansen ophold i Rüstempasha Karavan-Serei. Her er gennem flere hundrede år holdt brydekampe, hvor de største i denne erhvervsgren målte sig med hinanden - og det gør de stadig, kan Jan Bo Hansen bevidne, i læderbukser og indsmurt i olie.
[Professor V. Schmidt skrev i »Salmonsen« 1922: KARAVANSERAI, i Østerlandene Bygning bestemt til midlertidigt Ophold for Rejsende under længere Rejser. K. findes saavel i Byer som paa Landet. især ved Karavanveje, paa Strækninger, der jævnlig besøges af Karavaner og Rejsende. I Henseende til Størrelse og Omfang er K. indbyrdes meget forsk., men i Plan og Anlæg er de i det væsentlige ens. K. er en Bygning i Firkant, der omslutter en aaben Plads. I Midten af denne er der en Brønd med rigeligt Vand til Brug for de Rejsende og deres Dyr. I Reglen har et K. kun een Port eller Indgang; udadtil er der enten slet ingen elI. kun smaa Luft- og Lysaabninger, alle højt oppe. Indad mod Gaarden har den firkantede Bygning gerne mindst 2 Stokværk. Stuen aabner sig som oftest med Buer ind mod Pladsen. Dyrene kan her være i Ly mod ondt Vejr. Lukkede Rum bruges til Oplag og Gemmested for Varer under Opholdet. Trapper fører op til den øverste Etage, som gerne bestaar af et Galeri, der fører ind til smaa Værelser, som tjener til Herberge for de Rejsende. K. er som oftest en Art Stiftelser, til hvis Vedligeholdelse der er henlagt Midler, saaledes at K. maa regnes bl. Østerlandenes fromme Stiftelser. Nærmest Indgangen bor der undertiden en Portner, der kan give de Rejsende en Haandsrækning og i saa Tilfælde venter en Anerkendelse (Bakhschisch) af de Fremmede, men ellers er Opholdet i K. frit. Den Rejsende maa for øvrigt hjælpe sig selv. Af og til har en Handlende opslaaet en Bod, en Kaffeudskænkning e. l. paa Pladsen, men saadant staar ikke i væsentlig Forbindelse med K. Mange K. er yderst simple og tarvelige, andre K. er i arkitektonisk Henseende ikke uden Smag.
Læs evt beskrivelser af gamle karavanseri'er i Bosnien og Albanien hos hhv. Ivo Andric: »Broen over Drina« og Edward Lear: »Journals of a Landscape Painter in Greece and Albania (1848 -1849)«. Seneste udgave er vist fra forlaget London Century 1988 med introduktion ved Steven Runciman. Runciman har udgivet bøger om Byzans og om korstogene].
Konstantinopels erobring var en grusom affære. Der er to skrøner, siger Jan Bo Hansen, der begge er forkerte. Beskrivelsen af at hedenske og barbariske horder væltede den kristne kultur over ende er en overdrivelse, men det gælder også den »modsatte« historie om den udprægede Osmanniske tolerance. Osmannerne var ikke udpræget tolerante, snarere grusomme. Sultan Mehmet II, der »berømmes for sin evne til at tænke politisk, var en mand af usædvanlig grusomhed«. Sultanen udryddede det gamle styre og lod kun dem overleve som kunne tjene som instrumenter. ... Men så mange var der ikke tilbage, for en stor del af befolkningen var flygtet inden erobringen.
[Andetsteds på Balkan var der mange der svingede over i slutningen af 1300-tallet og den første del af 1400-tallet. Der var ikke i alle tilfælde tale om at Tyrkerne erobrede et område i militær forstand, for det skete at den ene eller den anden Lokalfyrste gav sig ind under Osmannerne og - i det mindste i en periode - fortsatte som Osmannisk Lensmand ... eller forsøgte at balancere, således Stefan Lazarevic i Serbien.]
Flere århundreder senere, dvs. fra begyndelsen af 1800-tallet hvor Grækerne frigjorde sig, var det Osmanniske Styre ikke længere det spændstige og energiske styre det havde været på Mehmet II's tid - og det kunne måske være blevet væltet. Der blev rundt omkring talt om Osmannerriget som »Den Syge Mand«. Til sidst faldt styret sammen i 1908 af en blanding af indre og ydre årsager - og blev erstattet med et nyt, ikke-imperialt »koncept« - det Ungtyrkiske som blev formuleret ... og realiseret ... af Kemal Atatürk med flere. [Blandt de indre årsager var i øvrigt talrige opstande blandt Albanerne].
Ét af de mest centrale værker om romerske veje er:
Raymond Chevallier: »Roman Roads«. Oprindelig udgivet på Fransk. Engelsk udgave fra Batsford, London, 1976. Den Engelske udgave er svær at opdrive (et enkelt brugt Hard Cover-eksemplar er set til 150 $). Bogen findes dog heldigvis på Gladsaxe Bibliotek.
