1912 - Med den serbiske Armé i Makedonien


Udgiver: Kultursociolog Bjørn Andersen

Kontakt: post@bjoerna.dk




Nedenfor følger en række artikler fra 1912, der handler om hvad der skete på Balkan dengang. Artiklerne var skrevet af Fritz Magnussen og stod at læse i avisen RIGET.

Tak til lektor Palle Rossen fra Brenderup, der har været på Statsbiblioteket i Århus og fundet artiklerne frem - og som desuden har skrevet en indledningsartikel.


BA, 31-8-2003


Billeder og kort tilføjet 8-4-2004







Koleradøde ved Tschataldja i Tyrkiet


Indledningsartikel af Palle Rossen

31.10.1912: Hovedkvarteret i Vranja - De første fangne Arnavter

02.11.1912: Liv i Hovedkvarteret - Øjenvidners Beretning om Slaget ved Kumanovo - Baschi-Bozukernes Grusomheder

05.11.1912: Yskybs Fald - Serbisk Sejrsjubel - Kongedansen

07.11.1912: Serbisk Menneskejagt. De serbiske Tropper fører en frygtelig Udryddelseskrig mod den arnavtiske Befolkning - Beboerne ryges ud af Husene og skydes ned som Rotter - Special-Telegram fra vor udsendte Korrespondent ved det serbiske Hovedkvarter

12.11.1912: Paniken i Makedoniens Hovedstad - Arnavt-Myrderierne - Husundersøgelser og Skydning i Gaderne

13.11.1912: Tsar Petar Karageorgevics Indtog i Makedoniens Hovedstad. En Samtale med den serbiske Jeanne d'Arc

14.11.1912: Blod-Egen i Varda-Floden - Krigens Rædsler - Bosa Jankovics Spor - En Udflugt til Prizren

16.11.1912: Yskybs plyndrede Konak - En interessant Samling af konfiskerede Vaaben - Jagt efter tyske Officerer - Uroligheder i Albanerkvarteret - Naar Rovet skal deles

18.11.1912: Arnavterkampene ved Barbunica - »Den store Skralde« arbejder - Karaolaens erobring

29.11.1912: Nød og Elendighed mellem Evropæerne i Yskyb - Konsulerne maa laane Penge af Korrespondenterne - Med 600 tyrkiske Fanger til Nisch - Hvad indeholder de 100 russiske Jernbanevogne?

30.11.1912: Alle kan sejre [ledende artikel om den albanske uafhængighedserklæring 28.11.1912]

09.01.1913: Serbernes Krigsførelse





Etnografisk kort fra omkring 1' Verdenskrig. Det er udgivet i Frankrig af kartografen Cvijic, hvis synspunker er omdiskuterede. Bemærk at kortets undertekst er: 'Point de vue serbe', dvs. 'ifølge serbisk synsvinkel', ikke fx makedonsk eller albansk. Klik på kortet hvis du vil forstørre det (0,5 MB).

Kortet er fundet på »Reality Macedonia«, der har bragt en artikel af Jovan Donev om Cvijic og hans kort fra slutningen af 1800- og begyndelsen af 1900-tallet. Artiklen indledes således:

Those who know a little bit of history and geopolitics know who Jovan Cvijich is. His work has entered all the textbooks on geopolitics. His ethnographic maps of the Balkans are an original model for capturing a territory without violating the basic principles of the international law. The distinguished gentleman published at times ethnographic maps since the late 19th century till after World War I based on his research. The maps showed all the Balkan peoples and the territories they lived in, including the Macedonian Slavs. But those Slavs, although being indicated with a distinct color, were not a people. They were a tribe inhabiting a territory without a sense of nationhood. And those having no sense of nationhood have no right to a state of their own. This is the crucial argument, which in fact led to Macedonia’s and its people’s partitioning during the Balkan Wars.

Hele artiklen findes på: http://www.realitymacedonia.org.mk/web/news_page.asp?nid=3078, som der af og til kan være tekniske problemer med at besøge.



Version 1.7. - 16.12.2003





Indledning


Af lektor Palle Rossen, Brenderup

Den artikelserie, som her lægges ud på nettet, har jeg fundet frem til nærmest ved en tilfældighed. Siden 1992 har jeg med stor interesse fulgt udviklingen på Balkan med hovedvægt på forholdene i Albanien og Kosovo / Kosova. Jeg har været optaget af den albanske litteratur og udover at følge begivenhedernes udvikling har jeg læst en del historiske værker om emnet.

En dag jeg sad med litteraturforskeren Robert Elsies bog »Kosovo in the Heart of the Powder Keg« (New York 1997) blev jeg overrasket over at finde et citat fra en dansk journalist Fritz Magnussen, der var korrespondent til det danske dagblad RIGET under 1. Balkankrig i efteråret 1912. Artiklen den 7. november var den eneste, der den dag blev smuglet ud. Det gav ham en kortvarig berømmelse. Han var den første, der gjorde opmærksom på serbernes massakrer i Kosovo / Kosova og Makedonien. Elsie har aftrykt den fra østrigeren Leo Freundlichs bog »Albaniens Golgatha - Anklageakten wider die Vernichter des Albanervolkes« (Wien 1913), og hele bogens indhold er gengivet i »Powder Keg«, s. 338-360.

Jeg havde en vag erindring om at have læst om RIGET i forbindelse med den navnkundige journalist Franz von Jessen (1870-1949), men havde i alt fald aldrig hørt om Fritz Magnussen. Så jeg besluttede mig for at læse artiklerne på Statsbiblioteket.

RIGET var et ambitiøst bladprojekt, der fik en ret kort levetid. Fra november 1910 til december 1913. Første chefredaktør var Franz von Jessen, som også havde præsteret en stor del af det forberedende arbejde med at skaffe penge og medarbejdere. Bladets holdning skulle være national og forsvarsvenlig, og en del af udgiverkredsen ønskede, at det skulle være en Venstre-avis til støtte for regeringen Berntsen / Neergaard. Det modsatte Franz von Jessen sig, idet han ønskede sig journalistisk uafhængighed. I to afsnit i sit erindringsværk »Mit Livs Egne, Hændelser, Mennesker« IV (København 1946) skildrer han tilblivelsesforløbet og de mange problemer, der hurtigt opstod.

Efter 38 dage måtte forfatterne L.C. Nielsen, Johannes V. Jensen og Ludvig Holstein (der ejendommeligt nok var blevet udenrigsredaktør, et job han var uegnet til at bestride) forlade bladet efter krav fra von Jessen. Der blev i den øvrige presse skrevet mange artikler om denne sag, der skadede bladets rygte. Journalisterne bakkede op om von Jessen, der blev på posten til august 1912. Men der var mange intriger bag kulissen. Der var uenighed med bestyrelsen om politisk holdning, svigtende indtægter og abonnentfrafald. Ikke desto mindre præsenterer avisen sig som en velskrevet og seriøs avis, der lagde særlig vægt på udenrigs- og kulturstoffet. Den havde dygtige medarbejdere.Von Jessen blev afløst af Hans Boesgaard som redaktør, men bevarede dog en vis tilknytning til bladet. Han sagde ja, da Boesgaard bad ham om at være bladets korrespondent, da den 1. Balkankrig brød ud i oktober 1912. Han dækkede krigen på tyrkisk side og derefter ophørte hans bidrag til bladet.

Fritz Magnussen (1878-1920) har det været svært at finde mange oplysninger om. Han var maler og billedkunstner, en kort tid var han gift med Edith Nebelong, der i dag endnu huskes som forfatterinden Edith Rode, og skrev kunstanmeldelser til RIGET. På hvilken baggrund han blev krigskorrespondent på serbisk side ved jeg ikke, men han var dernede praktisk talt fra starten. Efter hjemkomsten engagerede han sig så meget i RIGETs skæbne, at han i april 1913 købte bladet sammen med I.P. Jørgensen. Deres forsøg på at føre det videre lykkedes ikke. I december måtte de sælge bladet til avisen »Hovedstaden« for 2.000 kr. På det tidspunkt var oplaget nede på 2.500 mod 20.000 i 1. kvartal 1911 og 10.000 i 1. kvartal 1912. I 1914 udgav han en bog »Det blonde og det Sorte. En fortælling fra Monte-Carlo«.

Det er ret forbløffende, at en lille avis med skrantende økonomi var i stand til at sende to korrespondenter til den 1. Balkankrig.

Baggrunden for den 1. Balkankrig var Det Osmanniske Riges svækkelse. Italien havde i september 1911 erklæret Tyrkiet krig og var gået i land i Tripolis. RIGET berettede jævnligt om krigens gang. Der blev sluttet fred midt i oktober 1912, hvorved Tyrkiet mistede sine sidste afrikanske besiddelser. Umiddelbart efter erklærede Grækenland, Bulgarien og Serbien Tyrkiet krig. Montenegro, der var det fjerde medlem af den nydannede alliance, var tyvstartet med at erklære krig den 8. oktober. Det var opsigtvækkende, at disse fire kristne stater erklærede Tyrkiet krig uden at underrette stormagterne. Serberne begrundede især deres krigserklæring med, at de ville sikre overholdelse af § 23 i Berliner-traktaten af 1878 og forlangte derfor autonomi for de kristne. De fire lande var fundet sammen i de foregående måneder og havde lavet en række hemmelige aftaler. Tyrkiet blev derfor overrumplet, da der pludselig var krig på fire fronter. Overraskelsen medførte, at Serbien hurtigt erobrede det meste af Makedonien og Kosovo / Kosova.

Som de 10 artikler foreligger virker de både sprogligt og indholdsmæssigt interessante og sammenhængende. De mest påfaldende gammeldags virkende træk i sproget er de mange flertalsformer af participier (landsbyerne er stukne i brand, beboerne er røgne ud af hus og hjem o.s.v.), men disse virker ved læsning i dag nærmest som et pikant stiltræk. Det bemærkes, at han konsekvent bruger den moderne betegnelse albansk, hvorimod RIGET i sine ledere og telegrammer altid skrev albanesisk.

Magnussens fortid som billedkunstner mærkes tydeligt. Han har en evne til at gengive sine oplevelser i en plastisk anskuelig form, så læseren tydeligt kan danne sig et indtryk af stemningen og situationen. Det er dog ikke kun synsindtryk, der formidles, også oplevelser af lyde, lugte, kulde, vejrligsfænomener og natur indgår i hans beskrivelser. Han formår at gengive dem meget præcist og nuanceret, hvad enten det drejer sig om jubelfesten ved Yskybs erobring, slaget om kariolaen, blodegen ved Varda, vogntoget med fangerne eller døde albanere og kreaturer.

Freundlich skriver i indledningen til FMs special-telegram, at denne var kendt for sine pro-serbiske sympatier. Jeg ved ikke, hvad han bygger den opfattelse på, for ser man på de foreliggende artikler, er der kun få ting, der tyder på dette. Hovedindtrykket er snarere, at han som skandinavisk journalist i et fremmed miljø forsøger at bevare sin uafhængighed og skildre det hele, som han personligt oplever det.

Allerede i første artikel er han skeptisk over for censuren, og han mister vist hurtigt tilliden til de officielle pressemeddelelser. Når han omtaler kong Petars dekret om fangernes løsladelse, er det formentlig en oplysning han har fået fra officiel kilde. Men det er muligvis den eneste gang han overtager den direkte. For i det følgende dækker han sig ind ved at henvise til sine kilder eller ved at redegøre for sin egen stemning.

Når han den 2/11 omtaler albanske massakrer ved Kumanovo (»Kvinder og Børn spiddedes på Bajonetter«), kan vi ikke vide, om albanske bander har foretaget dem eller der er tale om serbisk propaganda. Men vi ved, at FM har fået det fortalt af en soldat, der har levet de sidste 8 år i Berlin.

Det fremgår klart af sammenhængen, at FM har fuld tillid til sin kilde. Formentlig er det denne passage, der får Freundlich til at skrive om hans pro-serbiske synspunkter. De 3.000 døde albanere omtales her som døde i kamp, men da FM bliver klar over, hvad der er sket, giver han klar besked i special-telegrammet og artiklen den 12/11.

Den 5/11 skriver han, at »Serberne har Lov til at juble«. Er det hans egen mening, eller skal vi lægge mere vægt på, at han umiddelbart før har oplyst, at krigskorrespondenterne »er fuldstændig revne med af disse voldsomme Udslag af national Begejstring«? I samme sammenhæng nævner han, at de tyske og østrigske journalister er forsvundet fra festen og tilføjer: »de hører nu engang ikke hjemme her«. Det er næppe ment som serbisk propaganda eller et direkte udtryk for hans egen mening. De efterfølgende sætninger tyder på, at han har villet gengive den almindelige stemning: »Uviljen mod det germanske Element lader sig ikke skjule. Der er Torden i Luften«.

Mit indtryk er, at han - måske af hensyn til censuren - foretager en hårfin balancegang for at bevare sin journalistiske uafhængighed og samtidig præcist udtrykke det han vil have frem.

På et tidspunkt, da han er blevet klar over, at der er tale om massakre og udryddelse, vælger han at smugle meddelelsen herom ud. Han skriver special-telegrammet senest den 3. november - og det bliver trykt i RIGET den 7. november. Det er ikke let at finde ud af, hvordan censuren har arbejdet. Men effektiv har den ikke været. Man har næppe haft danske oversættere. Skyldes sendrægtigheden udelukkende kaos og forvirring? Eller er der tale om ren arrogance? Har »Fangevogterne« bevidst valgt at forsinke afsendelsen af korrespondancer så meget som muligt? Nogle formuleringer i artiklen den 12/11 er mindst lige så skrappe som de udsmuglede. Formuleringer som »de Meddelelser, der tilflyder os er særdeles sparsomme, men man har jo ogsaa meget at skjule« og »Arnautmassakrerne kan man selvfølgelig ikke saadan meddele officielt« er faktisk sluppet igennem censuren. Måske af taktiske grunde udtrykker FM sig mere forsigtigt i de følgende artikler, hvor der ikke er direkte kritik af serberne. Vi kan af hans sidste artikel udlede, at censuren havde kendskab til special-telegrammet, og at dette forhold bragte ham mange vanskeligheder.

I Danmark bragte RIGET med selvbevidsthed en forsidenotits den 13/11:
De serbiske Myrderier i Albanien

London, tirsdag

Daily Chronicle offentliggør i dag en Beretning fra sin Korrespondent om de serbiske Myrderier i Albanien. Beretningen bekræfter paa alle Punkter den opsigtvækkende Fremstilling, som RIGETs udsendte Korrespondent Fritz Magnussen har givet af serbernes eksempelløse Grusomheder.
Den 24. November aftrykte RIGET et uddrag af et privatbrev fra dr. Ejnar Meulengracht, der sammen med andre unge danske læger var rejst til Serbien ved krigens udbrud for at hjælpe. De blev høfligt behandlet af serberne, men ikke taget alvorligt.
»Vi trak flere Læger afsides og fortalte dem, at vi var rejst herned for at bestille noget. Det vakte nogen Forundring, men det lykkedes os dog at faa en Afdeling for os selv: 150 Patienter, der ganske vist intet fejler. I øvrigt tænker vi kun paa to Ting: at lære Tysk og ride. Vi er - uden Selvros - meget populære: disse Læger, der kommer langt borte fra for at hjælpe Serberne, og som er glade og pæne Mennesker.«
RIGET føjer hertil denne kommentar: »Som man ser: ikke blot Krigskorrespondenterne, men også Lægerne holdes i vore Dage udenfor Krigens Poesi. Men hvad skal man saa i Grunden med Krig?«

I de senere år er der udkommet flere gode bøger om Kosovos / Kosovas historie. Både Noel Malcolm: »Kosovo - A Short History« (London 1998) og Tim Judah: »Kosovo War and Revenge« (New Haven & London 2000) har nuancerede og grundige fremstillinger, der kan give et supplement til FMs umiddelbare oplevelser af krigen, men også give perspektiv til en vurdering af hans artiklers historiske værdi.

FM refererer flere gange til Tsar Stepan Dunshans gamle residensstad og omtaler gang på gang afsyngningen af de gamle folkesange og officerernes foredrag om den serbiske historie. Dermed bevidner han, at den serbiske offensiv var velforberedt og at den serbiske propaganda havde båret frugt. Den nationale følelse var udviklet kraftigt gennem det 19.århundrede. Alt var klar til at tage de gamle områder i besiddelse og genindsætte serbisk myndighed. Malcolm (Kosovo, s.252-253) fremhæver, at der nu konstant blev refereret til Skopje som den gamle residensby og at den serbiske regering i sin ideologiske retfærdiggørelse af krigen stolede mere på middelalderhistorie og folkepoesi end på § 23 i Berlin-traktaten. På det punkt er FMs skildring særdeles fyldestgørende. Malcolm nævner i øvrigt, at der den 23. oktober - dagen efter indtagelsen af Prishtina blev holdt en mindeceremoni på Kosovo Polje, Solsortesletten, hvor det berømte slag fandt sted i 1389.

FM omtaler flere gange Komitacierne, først som indfødte frivillige, senere som Bander. I artiklen den 14/11 giver han en levende skildring af den nat han tilbringer med dem i laden i Prizren og fremhæver, at de var vant til at slås med albanere. Det var en broget skare - med enkelte intellektuelle idealister iblandt - men stort set en samling banditter, der havde hærget regionen siden mordet på den russiske konsul i Mitrovica i 1902. Judah (s.19) og Malcolm (s.253) sammenligner dem med nutidens irregulære, paramilitære styrker, der i 1990-erne gjorde sig kraftigt gældende, såvel i Kroatien som i Bosnien-Herzegovina og Kosovo / Kosova.

Edith Durham nævner i sin bog »High Albania« (London 1909), at serbiske og albanske bander gensidigt overfaldt og hærgede hinandens landsbyer, plyndrede, brændte huse og forgiftede brønde (det sidste træk er der også berettet om fra Kosovo / Kosova i 1998-1999). Hun fremhæver, at banderne skiftedes til at have overtaget, og kampene kunne derfor fortsætte. Ungtyrkerne ville gerne bekæmpe dette uvæsen, men havde ikke kraft nok til at slå igennem. Franz von Jessen kalder dem et sted kort og godt »Makedoniens Svøbe«.

Formentlig har FM ikke haft megen direkte kontakt med albanere. Han skildrer dem mest som ofre og fremhæver det gensidige had mellem serbere og albanere. Den 16. november omtaler FM dog civiliserede albanere og tyrkere. Han anfører, at disse skyder skylden for den store demoralisation på den ungtyrkiske ledelse, som har tilladt kristne officerer at kommandere og kristne at tjene i hæren. Her har han fat i et vigtigt problem, idet mange toneangivende albanere, som havde støttet ungtyrkerne i forbindelse med kuppet i 1908, følte sig snydt. Ungtyrkerne styrede ligeså centralistisk som det foregående regime, og det generede albanerne.

Faktisk havde albanerne i de senere år foretaget flere oprør mod tyrkerne. Man ville have lov at leve på sine egne betingelser - uden indblanding. I foråret 1912 var der revolte i det vestlige Kosovo / Kosova. Den bredte sig i løbet af sommeren til andre områder af Kosovo / Kosova.

Da oprørerne i slutningen af juli havde kontrol over Prishtina, Mitrovica, Vucitern og Ferizaj og 45.000 mand under våben, var de tyrkiske myndigheder nødt til at optage forhandlinger med dem. Albanerne forlangte bl.a. det nye parlament opløst, og dette ønske blev opfyldt den 5.august. Albanerne opstillede deres krav i 14 punkter og forlangte bl.a. albanske skoler og embedsmænd, behandling af de albanske områder som en enhed, militærtjeneste i Albanien undtagen i krigstilfælde. Man brugte ikke ordet autonomi direkte, men antydede i indpakket form, at det var det man ville have. Deres angivelser af, hvad denne nationale enhed skulle omfatte, var noget vage. Man forlangte tillige - under hensyntagen til traditionalisterne - at albanernes religiøse og nationale love skulle respekteres. Da svaret lod vente på sig, lagde oprørerne pres på myndighederne i Konstantinopel ved at besætte Skopje. Så bøjede disse sig den 18.august og gav efter for en del af kravene. Oprørslederen Hasan Prishtina accepterede indrømmelserne, og oprørerne trak sig tilbage. (Malcolm s. 246-249).

Generelt var det et hovedproblem, at albanernes nationale bevidsthed ikke var på højde med serbernes. Blandt andet derfor mistede de muligheden for at få en samlet albansk statsdannelse.

Englænderen Audrey Herbert, der i denne tid rejste i området opsummerer deres ønsker således:
»The real complaint, first and last, is that their honour and freedom are not sufficiently considered.«

»The word »freedom« here meant not political indepence, but freedom to live by their own values and traditions«
(Malcolm s.249).
Denne nøjsomme holdning var en af grundene til, at albanerne trods flere oprør mod tyrkerne, ikke opnåede at blive en del af en samlet albansk stat. Serberne strøg gevinsten, fordi de vandt over tyrkerne i denne 1. Balkankrig. Malcolm gennemgår de juridiske og folkeretslige forhold i forbindelse med Serbiens overtagelse af Kosovo / Kosova og konkluderer, at overdragelsen ikke fulgte reglerne i den da gældende serbiske forfatning og at der også var juridiske mangler i forhold til indgåede traktater mellem landene (s.264-266).

FM nævner i artiklen den 16/11, hvad serberne ønskede som deres part af rovet. Flere af disse ønsker blev opfyldt, men den endelige løsning forelå først nogle måneder senere med fredsslutningen i Bukarest den 10. august 1913. Forinden havde regionen måttet igennem den 2.Balkankrig, der udbrød i sommeren 1913 netop på grund af uenighed om delingen af rovet. Serbien fik faktisk hele området vest for Vardar-floden, og sydgrænsen kom endog til at ligge lidt syd for Monastir. Men landet fik ikke adgang til havnebyerne i Albanien, fordi det albanske problem blev løst i et andet forum.

Stormagterne greb ind. Da FM i artiklen den 16/11 berettede, at albanerne i Makedonien havde sendt en delegation til stormagterne, kunne han af gode grunde ikke vide, hvad der ville ske. Den 29. november bragte RIGET på forsiden en meddelelse om, at Albaniens uafhængighed dagen før var blevet proklameret i flere byer. Hovedbyen for uafhængighedsbevægelsen var Vlora, men landets situation var unægtelig noget speciel, idet serbiske tropper, der den 18.november havde erobret Lezha og dagen efter (29/11) indtog havnebyen Durrës, allerede var rykket længere sydpå i Albanien. Samtidig var græske tropper sydfra gået ind i Albanien. Kun Østrig-Ungarn og Italien anerkendte den nye stat.

Stormagternes autoritet var blevet svækket ved de fire landes uvarslede krigserklæringer. De udstedte ved krigsudbruddet en fælleserklæring om, at de ikke ville tillade nogen ændring i den territoriale status-quo på Balkan. De frygtede, at situationen skulle komme helt ud af kontrol. Men da krigslykken var med de angribende stater, var disse slet ikke indstillet på at have sejret uden at få noget ud af det. Stormagterne måtte revidere deres opfattelse og trods modstridende interesser finde frem til et kompromis.

I det spil blev Albanien en vigtig brik. Italien og Østrig- Ungarn var imod, at grækerne og serberne skulle dele Albanien. Russerne frygtede en yderligere bulgarsk expansion og ville gøre meget for at få en stabil fred i området. Men de mente ligesom franskmændene, at der ved grænsedragningen skulle tages hensyn til Serbiens og Grækenlands krav om at få de dele af Albanien, hvor befolkningerne ønskede det, forenet med det pågældende land. Englænderne stod på et mellemstandpunkt og forsøgte at mægle mellem parterne. Slutresultatet blev, at Italien og Østrig-Ungarn fik deres vilje. Den 29. juli 1913 konfirmerede stormagternes ambassadørkonference oprettelsen af den uafhængige stat Albanien.

Undervejs i forløbet blev der ikke taget meget hensyn til de implicerede småstater. Serbernes diplomater havde ikke noget imod oprettelsen af et selvstændigt Albanien, når blot de fik deres havnebyer. Dette ønske blev ikke imødekommet. Grækenland kommer heller ikke igennem med sine territoriale krav. Albanerne blev knap nok hørt. De sejrende lande havde været selvstændige i nogle år og kunne henvise til deres sejre. Albanerne havde ikke vundet nogen krig, havde ingen stat og bevægelsen for national uafhængighed var meget ny; faktisk var udviklingen først indledt i 1878 med dannelsen af Prizren-ligaen.

Beslutningen medførte dannelsen af et Albanien af det omfang vi kender i dag. (Efter l. Verdenskrig blev der foretaget enkelte mindre grænsejusteringer). Men den betød, at der ikke kunne tages hensyn til de albanere, der boede i Makedonien og Kosovo / Kosova.

Det billede FM tegner af forholdet mellem albanere og serbere har vist sig uhyggelig stabilt. Når albanere har kunnet tage revanche og hævne sig, har de gjort det. Under 1. Verdenskrig blev de serbiske tropper jaget ud af Kosovo / Kosova. Da var det livsfarligt for en serbisk soldat at tigge om et stykke brød. Mange mistede livet under marchen mod Shkodër [Shkodra]. Efter at der blev oprettet et Storalbanien i 1941 blev mange serbere og montenegrinere forfulgt.

Serbernes opfattelse af albanere som barbariske vilddyr kom til udtryk i det Jugoslavien, der blev dannet efter 1. Verdenskrig. Det var nærmest den officielle holdning. Man forhindrede på enhver måde, at de kunne udvikle deres nationale særpræg. I modsætning til de italienske, ungarske og tyske mindretal kunne de ikke frit udgive egen presse eller afholde undervisning på modersmålet. Det betød, at antallet af albanske analfabeter ved Verdenskrigens udbrud var enormt højt.

Det blev aldrig anerkendt, at albanerne var en befolkningsgruppe med mindretalsrettigheder. De blev skiftevis betragtet som albanske serbere eller som tyrker.

Selvom der nu er gået 90 år siden Balkan-krigene, er der forbavsende mange træk i FMs artikler, som man kan nikke genkendende til. Vi, der har oplevet 1990-ernes begivenheder i Bosnien-Herzegovina og Kosovo / Kosova har kunnet registrere en række adfærdsmønstre for serbere i krig, som FM allerede i 1912 gjorde opmærksom på:
· Man ønsker ikke at omverdenen skal vide, hvad der foregår.

· Man er ikke betænkelig ved at dræbe civile borgere i stor stil.

· Man viger ikke tilbage for at udslette modstanderes kulturminder.

· Man tager det ikke så tungt med overholdelse af formelle regler.

· Magtfulde serbere kan udvise stor arrogance: Jeg har set TV-interviews med Karadzic, hvor han absolut er på højde med kronprins Alexander med hensyn til arrogance.

· FMs Patrouillers adfærd svarer til hvad mange journalister oplevede ved vejspærringer i 1990-erne.

· Serbere er trofaste mod fædrelandet: Den soldat, der rejste hjem efter 8 år i Berlin for at udføre krigstjeneste, minder mig om den svensktalende ingeniør, der fortalte Jan Stage, at han følte det som en pligt at møde frem, når fædrelandet krævede det.

· Nogle af de tanker, som FM udtrykker i sine interessante refleksioner over den serbiske soldats egenskaber (13/11) har vist gyldighed endnu.



Tilbage til indholdsoversigt







Bulgarske kvinder bringer kvas til lejrbålene





RIGET - 31.10.1912



Hovedkvarteret i Vranja - De første fangne Arnavter

Fra vor udsendte Korrespondent - Vranja, 24. Okt.

Den svage, dumpe Rullen af Kanontordenen ved Kumanovo er det første, jeg hører, da jeg vaagner i Vranja, en smilende halvasiatisk By mellem blaa Bjerge. Jeg kom hertil i Aftes pr. Avtomobil. Hæren har lagt Beslag paa alle Serbiens Avtomobiler, men fire var stillet til Korrespondenternes Disposition, Jernbanestationen ligger nemlig flere Kilometer fra Byen.

En voldsom Dagregn havde forvandlet Vejene op til Byen til smaa Bjergstrømme; gennem dem gik det over Stok og Sten i Mørket; kun en skrilrende Fløjte advarede de bevæbnede Vagtposter, vi passerede på Vejen. Hotel Vranja er Generalstabens Hovedkvarter; her er jeg nu indkvarteret sammen med største Delen af de udenlandske Kammerater. Hotellet er som et Centrum i en Krigslejr. Alle Officerer fra de højeste til de laveste samles her til Middag og Aften.

Midtpunktet i Kredsen er Prins Alexis Karageorgewitsch, Kong Petars Fætter, en elskværdig Officer, der ikke trættes af de mange Spørgsmaal, vi retter til ham, naar han vender tilbage fra sine daglige Rideture ned til Kumanovo, til Kamppladsen.

Han slaar sig ned iblandt os med sin kvart Liter Vin og fortæller på Fransk, Tysk og Engelsk om, hvad han har set i Dagens Løb. Karakteristisk er det, siger han, at kun meget faa af de faldne og de fangne er regulære tyrkiske Tropper; det er Albanerne, der kæmper her i Fronten.





Albanere er ogsaa alle de Fanger, jeg har set idag her i Byen. I Smaatrupper, bundne sammen med tynde Reb, kommer de traskende ned over Bjergene. De fleste af dem bærer en lerfarvet »Uniform«, hvis man kan kalde de tinknappede Laser saaledes. De er barfodede og glor frem for sig. De fleste af dem synes forresten at finde sig meget roligt i deres Skæbne, de har endogså et svagt Grin tilovers for os, naar vi fotograferer dem. Deres Skæbne er forsaavidt ogsaa blid, som Kong Petar i Eftermiddag har udstedt et Dekret, efter hvilket alle tyrkiske Fanger skal løslades og sendes tilbage. Uden Vaaben, som de er, er den pjaltede Hob jo ogsaa ret uskadelig. En hel tilfangetagen tyrkisk Landsby blev i Formiddag bragt hertil. Dens Kvinder og Mænd traver nu rundt i Byen med deres Børn ved Haanden som en Flok - rigtignok ufrivillige - Turister og beglor alting.

Fængslet, der imorges var stuvende fuldt, er iaften tømt fuldstændigt.

Her i Vranja faar man først det rette Indtryk af den Krigsbegejstring, der besjæler Serberne. Officererne kan ikke blive trætte af at fremstille de vægtige Grunde, Sydslaverne har haft til Krigen mod deres gamle Undertrykkere.

Arnavterne [Albanerne] er som vilde Dyr - er den almindelige Udtalelse. Den, der har set dem optræde i Kampene ved Pristina og Egri Palanha, er klar over, at de er mindst tusinde Aar tilbage i Udvikling. Er Hadet stærkt hos Slaverne, er det ikke mindre glødende hos Arnavterne, der i Dødskampen endnu forsøger at bide sig fast i den sejrende Modstander.

Saarene, der gives i Nærkamp i denne Krig, er slagteragtige; der ligger Mænd her paa Hospitalet i Vranja med frygtelige Krumsabelhug, der vidner om et Haandgemæng af ganske middelalderlig Karakter.

Tusinder af Nordslaver, Checker og Slovener har meldt sig til de serbiske Faner. Man har imidlertid sagt nej til dem, man har Mandskab nok.

En frivillig slovensk Jægerdreng paa 18 Aar har man dog taget, men han har ogsaa med enestaaende Heltemod kæmpet for at komme med.

Da Østerrigerne forbød ham at passere Grænsen ved Semlin, svømmede han over Sava'ens oprørte Strøm og meldte sig hos Kommandanten i Belgrad. Da man dèr afslog hans Anmodning om at blive Frivillig, samlede han en Skare Bosniaker og vilde gaa paa egen Haand, saa endelig blev man blødgjort og indrullerede ham mellem de indfødte Komitaci - Frivillige.

Studenterne fra Laibach [Ljubljana], der havde meldt sig en corps viste man derimod tilbage.

Vi har en mængde slaviske og russiske Korrespondenter iblandt os selv, selve den bekendte checkiske Rigsdagsmand Klofatsch er iblandt dem; de er ligesaa krigsbegejstrede, som de østerrigske Blade er kølige.

Iøvrigt ser ingen af os en Avis, og har ikke set den i de sidste 7 Dage, ligesaa lidt som vi har hørt et Ord hjemmefra. Vi har nu faaet et regulært Pressekontor, med strenge Kritikere. Gud véd, om vore Breve i det hele taget naar frem. Post og Telegraf ligger jo i Kaos.

Ingen véd, hvorlænge man har i Sinde at lade os sidde her i Vranja. Hæren er allerede godt paa Vej til Yskyb. Iøvrigt vilde Vranja under andre Forhold været et for en Turist overordentlig interessant om end ikke komfortabelt Opholdssted. Den gammeltyrkiske By er uhyre malerisk, og Haverne straaler i alle Efteraarets Farver.

Byen har et særligt Zigøjnerkvarter med klinede Lerhytter og tyrkiske Trævagttaarne. - -

Sønden for Byen ligger et Bjerg, som i Øjeblikket er vort kæreste Opholdssted. Det kniber for os at komme derop, for de bajonetbevæbnede Komitacis standser os hvert Øjeblik; de har endnu ikke faaet den tilbørlige Respekt for vore trefarvede Armbind og tror, vi vil desertere over til Tursca.

Fra dette Bjerg kan vi næsten se Lejren ved Kumanovo; vi kan se de serbiske Oksevogns-Tog som graa leddede Orme langsomt passere forbi i Dalene nedenunder os. Brød, Mel, Æg transporteres uophørligt afsted til Fronten. Maleriske Kurerer, sværtbevæbnede som Hopliter, sprænger til Hest afsted hen mod det Maal, vi gerne vilde naa, hvis vi blot kunde faa Lov til at drage afsted. Vi spejder efter hver lille Røgsky i Retningen baade af Egri Palanha og Kumanovo.

Men de kompakte Menneske-Masser, vi kan se bevæge sig i Dalene, er Soldater, der endnu ikke er nåede frem til Brændpunkterne. Vi kan kun høre den dumpe Rullen langt borte.

Naa, vi kommer vel tidsnok derud, den lange Række Vogne der hver Dag bringer saarede her igennem, vidner om, at det gaar hedt til. Og ved det store Slag ved Ovtsje Polje skal vi være med, det har man lovet os.


Tilbage til indholdsoversigt




RIGET - 02.11.1912



Liv i Hovedkvarteret - Øjenvidners Beretning om Slaget ved Kumanovo - Baschi-Bozukernes Grusomheder

Fra vor udsendte Korrespondent - Vranja, 26. Oktober

Det er forbavsende, saa hurtigt ellers civiliserede Mennesker kan synke tilbage til et primitivt Naturstandpunkt og vænne sig til det værste. Det maa vi her i Vranja, og det gaar mærkværdig godt. »Hotel Vranja«, der under almindelige Forhold vilde forekomme én som en rædselsfuld svinsk Beværtning, er selvfølgelig ikke blevet bedre under disse Forhold, hvor 50 Korrespondenter og endnu flere Officerer skal bespises. Vi maa slaas for at faa Del i den mærkelige Kost, man serverer os, den anrettes paa snavsede Tallerkener; Servietterne har mindst 10 Mand brugt før os og Gafler og Knive vil jeg slet ikke tale om.

Naar vi er færdige med at spise, smider vi Benene paa Gulvet, efter Oldtids Sæd og Skik, vi har nemlig ikke Raad til at faa to Hold Tallerkener. Vi bestikker de frygteligt udseende Kellnere, for at de med deres malpropre Næver skal rode i Gryden efter de bedste Stykker til os; vi har ingen Skamfølelse mere. Vi sluger de krydrede Rædsler med Velbehag; alt er Dobar, Dobar - godt bare vi faar noget.

Om vor personlige Renlighed vil jeg slet ikke tale. Støvlebørstning er et Begreb som ikke kendes paa Syd-Serbiens Hoteller. Den er heller ingen Nytte til, for Mudderet er der straks igen. Vand er en Luksusvare, som tildeles os i meget smaa Portioner, selv den mest pilne Englænder har opgivet Tanken om at gaa med Flip, og vi lader alle 50 Skægget staa.

Alligevel ser vi ud som rene Gentlemen ved Siden af Officerer og Soldater; men de tilbringer jo ogsaa deres Dag i Mudderet paa en ganske anderledes direkte Maade end vi. Til Gengæld er de renvaskede Adelsmænd i sammenligning med de fangne Baschi-Bozuk'er og Arnavter, der bringes hertil. Jeg besøgte idag en saadan frisk ankommen Sending i den Lo, som kaldes Fængsel her i Byen. En forfærdelig Flok. Stupide og grusomme Ansigter, gamle og unge mellem hinanden. Aargammelt Snavs sidder i Hudens lædertørre Folder, og de brogede Pjalter, de er klædt i, falder næsten af dem.

De er ærbødige og ydmyge i Fangenskabet, de fleste; man skulde egentlig ikke tro, at de var i Stand til at begaa de barbariske Grusomheder, man fortæller om.

At de begaar dem er imidlertid hævet over enhver Tvivl. Jeg har idag talt med en serbisk Soldat, der har levet de sidste 8 Aar i Berlin og nu deltager som værnepligtig i Krigen og har været med i Slaget ved Kumanovo; han gav mig en haarrejsende Beskrivelse af Kampen:

Alt, hvad der kunde krybe og gaa af serbisk Afstamning, var blevet dræbt og forjaget, inden den serbiske Armés Ankomst. Kvinder og Børn spiddedes paa Bajonetterne. De serbiske Mitrailleuser ryddede imidlertid frygteligt op mellem Albanerne, der har den lidet tidssvarende Vane at gaa til Angreb i samlet Flok. Man kunde ikke komme over Gaden for lutter Lig, da To-Dages-Kampen var endt, og det var nødvendigt at angribe Hus efter Hus for at rense det for Vildmændene, der havde skjult sig, hvor de kunde komme til det.

Adskillige af Albanerne var godt bevæbnede med moderne Geværer og kommanderes - med tyske Kommandoord - af tyrkiske Officerer. De døde Albaneres, Nizams og Arnavters Antal var efter min Hjemmelsmands Sigende over 3000. - -

Kong Petar er endnu her i Vranja. Det trefarvede Kongeflag med den serbiske Ørn vajer over den tarvelige Købmandsvilla, hvor Kongen er Gæst. Imorgen eller iovermorgen rykkes Hovedkvarteret imidlertid frem til Prevoso [? Presheva / Presevo]. Jernbanelinjens Broer er istandsat saa langt; saa er vi kun ca. 6 Mil fra Yskybs Mure.

Blot vi kunde blive fri for den evindelig plørende Regn, der forvandler Vejene til stride Strømme. De Solblink, vi har haft i de sidste Dage, er saa faa, at det slet ikke er værd at tale om. Graasorte Regnskyer skjuler det meste af Døgnet Bjærgtoppene over Byen; vi kan end ikke mere fra dem se ud over de makedoniske Bjærgdale, vi om kort Tid skal besøge - hvis vi faar Lov.

Vi begynder nemlig at blive noget skeptiske.

Vor eneste, men lidt tarvelige Trøst er, vi alle holdes tilbage. Endnu har vi imidlertid ikke opgivet Haabet om, inden Slaget ved Ovche Polje, at kunne datere vore Breve Yskyb.


Baschi-Bozuk betegner irregulære Tyrkiske tropper; man beskrev dem i samtiden som grusomme og udisciplinerede. Måske var nogle af dem Albanere?

Tilbage til indholdsoversigt




RIGET - 05.11.1912



Yskybs Fald - Serbisk Sejrsjubel - Kongedansen

Fra vor udsendte Korrespondent - Vranja i Oktober

Yskyb er falden, Serbien jubler i Sejrsglæde! Vi fik det at vide iaften paa en ganske stilfærdig Maade. Da vi sad i Hotellets Spisesal og spiste vor Aftensmad. Officerer og Korrespondenter med Prins Alexis i vor Midte, traadte Konsejlspræsident Patschichs værdige Aristoteles-Skikkelse ind, og et Øjeblik efter var den store Nyhed spredt over hele Salen, hvor den hilstes med bragende Haandklap og tordnende Ziveo-Raab.

Yskyb er taget, uden Sværdslag; Tyrkerne trak sig tilbage uden Modstand, Serbien har naaet sit Hovedmaal i Løbet af otte Dage.

Aftenen, der fulgte paa den serbiske Cavours store Nyhed, vil præge sig uforglemmelig i dens Bevidsthed, der overværede den.

Ti Minuter efter at Konsejlspræsidenten havde meddelt os Sejrsbudskabet, skraldede Generalstabens vældige Hornorkester udenfor Hotellet. Ingen Serber og heller ingen Korrespondent, af hvad Nationalitet han saa er, tænker paa Mad og Drikke, fra alle Gyder og Stræder stammer Vranjas fattige Befolkning sammen til Tonerne af den serbiske Nationalhymne.

Ziveo Tsar Petar Karageorgewitsch! Ziveo for Balkanforbundet, bort med alle de osmanniske Parasiter.

En klar Oktobermaane belyser den fremmedartede Scene. Hærens Avtomobiler kører frem, fyldte med snoede Begfakler, der et Øjeblik efter flammer i Hundreder af begejstrede Serberes Hænder. Afsted for at hylde Kongen vil man. Avtomobilerne kører i Spidsen, belæsset med Fakkelbærere, saa følger Hornmusiken under jublende vild, slavisk Musik, saa høje og lave mellem hinanden fra Patschich ned til den mest pjaltede Komitaci.

Toget vokser, for hver Hytte man passerer, og det opfylder ganske den snævre Vej foran Villaen, hvor det serbiske Kongeflag tilkendegiver, at alle Serberes Gospodar har til Huse. Bragende Haandklap og jublende Leveraab kalder Tsar Petar frem. Han viser sig ikke i Vinduet, nej, han kommer ud fra Villaen, ud paa Gaden og trykker alle de nærmeststaaende i Hænderne. Kun et Glimt af den serbiske Konges ejendommelige Fysiognomi faar vi at se, saa fortsætter Fakkeltoget gennem hele Byen for med Larm og Musik at forkynde alle, at Tyrkens fasteste Frontpunkt mod Nordvest er i den serbiske Armés Magt.

Saa gaar det tilbage til vor Spisesal for at fejre Sejren efter ægte sydslavisk Sæd og Skik. Den gyldne Vin flammer i Karaflerne, og Ziveo-Raabene vil ikke ophøre. Orkestret er fulgt med ind i Salen, den voldsomme Hornlarm er ved at sprænge Rummets Rammer, men ingen Larm er for stærk for den slaviske Begejstring iaften. Atter og atter synges den smukke serbiske Nationalhymne; saa den græske og montenegrinske, saa den franske og italienske. Alle rives med. I veltalende Ord tolker en højtstaaende Officer den serbiske Glæde, den Deputerede fra Prag Klofatsch bringer i højtstemte Vendinger, med glimrende Veltalenhed, alle Slavers Lykønskning til Hærens glimrende Daad, der bedre end alle Diplomater taler Balkanforbundets Sag. Yskyb maa aldrig mere gaa over paa tyrkiske Hænder. Saa bringer Mac Hugh, Daily Express' Korrespondent, det engelske Folks Lykønskning og citerer Lloyd Georges' Udtalelser om, at denne Krig maa bringe det osmanniske Balkan Kulturfremskridt. Falba fra Tribuna taler paa Italienernes Vegne. Mest Lykke gør dog den kæmpemæssige bulgarske Korrespondent Popoff, da han bringer sine Landsmænds Hilsen, vil Ziveo-Raabene ikke høre op.

Alle er begejstrede, Kaptajnerne og Obersterne omfavner Krigskorrespondenterne, som er fuldstændig revne med af disse voldsomme Udslag af national Begejstring. Kun den østerrigske og den tyske Korrespondent er stille forsvundne fra Skuepladsen. De hører nu engang ikke hjemme her. Uviljen mod det germanske Element lader sig ikke skjule. Der er Torden i Luften.

Men Serberne har Lov til at juble. Saa længe de talte om Sejrene ved Prestina, Kumanovo, Egri Palanka og Novibazar, har de været stille og beskedne, behageligt fri for Pral. Udslaget er nu saa meget des voldsommere.

Prins Alexis' Bord er Centrum for Festjubelen, der kulminerer paa en for os Nordboere fremmedartet Maade. Pludselig spiller Musiken op til en vild Dans, Officerer og Soldater slutter Kæde, og i en mazurkaagtig Czardas gaar det rundt om Bordene: alle rives med.

Det er Kraljevo-Kolche, den serbiske Nationaldans. Kongedansen. Efter et Øjebliks Forløb er Salen fyldt af en syngende og dansende Menneskemasse. Forrest danser Prins Alexis Karageorgewitsch med klirrende Sporer. Sablerne rasler, Glassene flyver klirrende omkring. De begejstrede Officerer tager os alle med ind i Dansen. Englændere, Franskmænd, Skandinaver, Checker, Russere, Bulgarer og Italienere danser Glædesdansen for Yskybs Fald.

Vildere og vildere bliver Dansen, højere og højere lyder Ziveo-Raabene. Vinduerne genskinner rødt af det flammende Fakkelbaal derude paa Torvet. Endnu medens jeg skriver disse Linjer, danser Prins Alexis for den serbiske Sejr, og Vranjas Gader genlyder af Jubel.

Ziveo Tsar Petar Karageorgewitsch! Ziveo for Balkanforbundet. Død over de osmanniske Parasiter!


Tilbage til indholdsoversigt




RIGET - 07.11.1912



Serbisk Menneskejagt. De serbiske Tropper fører en frygtelig Udryddelseskrig mod den arnavtiske Befolkning - Beboerne ryges ud af Husene og skydes ned som Rotter - Special-Telegram fra vor udsendte Korrespondent ved det serbiske Hovedkvarter

Yskyb over Semlin, Onsdag

Den serbiske Krigsførelse i Makedonien har antaget Karakter af en forfærdelig Massakre af den arnavtiske [Albanske] Befolkning.

Hæren fører en forfærdelig Udryddelseskrig. Efter Udtalelser af Officerer og Soldater er der myrdet 3.000 Arnavter mellem Kumanow og Yskyb og 5.000 ved Pristica [Prishtina].

De arnavtiske Landsbyer bliver omringede og stukne i Brand, hvorefter Beboerne ryges ud af Husene og skydes ned som Rotter.

Denne Menneskejagt omtales med Hoveren og Glæde af det serbiske Militær.

Forholdene i Yskyb er forfærdelige. Der bliver foranstaltet hensynsløs Husundersøgelse hos Arnavterne, og hvis der findes noget, der ligner Vaaben hos dem, bliver de skudt på Stedet. Det er i høj Grad usikkert at færdes paa Gaderne, da der stadig bliver skudt fra Husene og ind i Husene, hvert Øjeblik fløjter de smaa Mannlicher Spidskugler gennem Gaderne.

Igaar blev 36 Arnavter dømt til Døden ved Standret og skudt ned paa Stedet. Floden højere oppe er fyldt med Lig.

Hver Dag foranstaltes der Jagtekspeditioner til de omliggende Landsbyer. Igaar indbød en serbisk Officer mig til at deltage i en saadan Jagt, idet han samtidig pralede af, at han den foregaaende Dag egenhændig havde dræbt 9 Arnavter.

Der hengaar ikke nogen Dag, uden at der øves grufulde Mord paa Arnavter. - Jeg afsender dette Telegram med særlig Kurer fra Yskyb til Semlin for at undgaa den skrappe Censur. Jeg forsøger senere at faa Korrespondancer afsendt.


Tilbage til indholdsoversigt




RIGET - 12.11.1912

Eftertryk forbydes


Paniken i Makedoniens Hovedstad - Arnavt-Myrderierne - Husundersøgelser og Skydning i Gaderne

Yskyb, Søndag 3. November. Fra vor udsendte Korrespondent.

Her i Yskyb har vi lært Krigen og al dens Uhygge og Vildskab at kende. Fra det Øjeblik vi fra Toget, der bragte os og Generalstaben hertil over Kumanovos Valplads, traadte ind i Ventesalen, har Indtrykkene væltet sig ind paa os. Det første frygtelige Billede skal jeg aldrig glemme: Det var to tyrkiske Soldater, hvis Hoveder var fuldstændig ødelagte ved en Granatsprængning; de laa i Ventesalen paa Baarer; endnu levede de, man havde lappet dem sammen, saa godt man kunde. Tusinder af Fluer kravlede omkring paa de blodgennemtrængte Bind, der indhyllede de to skrækkelige Figurer, hvis meste Livstegn var en sagte Klynken.

Saaledes var Ouverturen til de dramatiske Scener, vi nu hver Dag oplever. Vi er midt i et erobret, men endnu ikke undertvunget Land, hvor Hadet flammer fra begge Sider, hvor Lidenskaberne driver ellers skikkelige Mennesker til at begaa de utænkeligste Raaheder. Sejrsfølelsen har ikke gjort Sydslaverne blidere, men overmodige og raa, og Hadet paa den modsatte Side er langt mere brændende end før, man behøver blot at gaa ned gennem Byens Gader for at overbevises om det.

Vore Fangevogtere er ganske særlig strænge, efter at vi nu er kommet til Krigsskuepladsen. De Meddelelser, der tilflyder os, er særdeles sparsomme og uden Værdi, men man har jo ogsaa meget at skjule. Arnavtmassakrerne kan man selvfølgelig ikke saadan meddele officielt; naar dette Brev ankommer, vil Underretning om dem være kommet til de større evropæiske Blades Kundskab gennem specielle, over Semlin ekspederede, Kurertelegrammer.

Yskyb er en smuk, ægte orientalsk By, der ligger indeklemt i Vardar-Dalen, omgivet af blaanende Bjerge, hvis Tinder i de senere Dage hvidnes af Sne. Ser man ned paa Byen fra et af disse mange Bjerge, ud over de mange slanke solbeskinnede Minareter og lysegrønne Poppelrækker, faar man et smukt og fredeligt Indtryk, kun en kogende Brusen fortæller om det levende Kaos, der vælter sig gennem de snævre Gader fra Morgen til Aften.

Thi et Kaos er det. Uophørlig skumpler Trænene sig gennem Gaderne. De taalmodige Stude stikkes og piskes af pjaltede, vildt udseende Bønder. Hist mases en Vogn i Trængselen og slæbes til Side. Her styrter en Stud i Dødskamp og skubbes ud i Rendestenen, hvor den faar Lov at dø i Fred og Ro.

Saa lyder pludselig skingrende Hornsignaler, og et Regiment bryder Træskolarmen. Det er en Del af tredje Armé, der i disse Dage passerer Byen for gennem Albanien at gaa til Durazzo [= havnebyen Durrës]. Dødtrætte og pjaltede trasker Soldaterne afsted i deres halvopslidte Snabelsko, tørstende efter Vand og tiggende om Brød overalt, hvor de kommer frem.

Pludselig bryder et raslende Batteri ind i Regimenternes Rækker; det skal endnu hurtigere afsted. De centnertunge Hjul har ingen Respekt; alt maa flytte sig. Stimetæt trykkes den maabende muhammedanske Befolkning tilbage mod Murene. Albanere med hvide Kalotter, rettroende Muselmænd med ragede Hoveder, civiliserede Osmanner med silkebekvastede Fez'er fugtles til Side med den flade Klinge. De dødtrætte Soldater møder kun mørke Miner og stikkende Blikke, men Gudskelov for dem ligger der 35.000 konfiskerede Geværer velgemt i Yskybs hærgede Konak. Massakren udebliver af Mangel paa brugelige Vaaben, havde man dem, saa Gud naade os allesammen.

Iøvrigt har man gjort alt for at give Byen et serbisk Udseende. Tusinder af Alen rødt, hvidt og blaat Tøj er gaaet med til de tarvelige serbiske Trikolorer, der stikkes ud gennem Vinduer og Døre for at bede om Naade for Beboerne. Selv den usleste albanske Rønne har sin hvide Klud som Tegn paa, at Osmannerne har overgivet sig paa Naade og Unaade.

Hadet giver sig først Udslag, naar Mørket har hyllet sig om Byen. At færdes her efter Kl. 6 er Galskab, selv om man er bevæbnet til Tænderne. Bag de tilstængede Luger er de Bøsser, der endnu ikke er konfiskerede, parate til at pille enhver Gjavr ned. Vi, der besøger hinanden i de »Hoteller«, som de tidligere Bordeller, vi bebor, nu kaldes af deres smarte Ejere, kan tale med derom. Kun et Par Hovedgader er nogenlunde belyste, ellers maa vi sjaske gennem skumle Stræder. Jeg selv, der bebor et Hotel med det straalende Navn »Paris«, var igaar Aftes paa Vej til en Kollega Genstand for to Attentater. Skudene knaldede umiddelbart bag mig, uden at det var mig muligt at se, hvorfra de kom. Et Øjeblik efter var jeg arresteret af en serbisk Patrouille, der brølende Stoi, Stoi kom styrtende imod mig med blanke Bajonetter.

Jeg forsøgte forgæves at gøre mig forståelig. Hver Gang, jeg prøvede paa at faa Haanden i Brystlommen for at fremvise min Legitimation, fik jeg et nyt Stoi og en Bajonetspids for Brystet: Det var mig, der havde skudt. Alle mine Protester og Raab paa, at jeg var Nominair - Korrespondent - hjalp intet; først i Vagten slap jeg fri efter at have været truet paa LIvet baade af serbiske og tyrkiske Vaaben.

Saa fo'r man afsted for at foranstalte Husundersøgelse dèr, hvor jeg »havde skudt«.

Disse »Husundersøgelser« kræver daglig en Mængde Ofre. Har man Mistanke, omgives hele Regionen [= kvarteret] med Militær, Husene gennemsøges fra øverst til nederst, og Patrouillerne kommer halende med et Par lasede, skumle og skulende Fyre. Gør man ikke straks kort Proces med dem og skyder dem som Hunde, saa føres de op til en nyoprettet Krigsret i et Hus paa Torvet.

Dèr kan man se dem siddende bundne i Gaarden hele Dagen. Udenfor Gitret maser deres Slægtninge og Venner paa for at tale Trøstens Ord til dem. Indenfor er Processen imidlertid ogsaa kort. Har man fundet Vaaben, er Straffen Fusilering [=henrettelse ved skydning] ved Vardars Bred næste Morgen Kl. 5. Har man ikke fundet Vaaben, kan Delinkventen maaske slippe. Men ogsaa kun maaske.

Arnavt-Massakrerne er nemlig en dagligdags Ting, en Jagtsport for det serbiske Militær. Da jeg idag sammen med Daily Mirrors Korrespondent passerede forbi Fæstningen, var vi Vidne til en uhyggelig Scene af den Art: En Arnavt kom styrtende ud fra en Sidegyde lige forbi os, forfulgt af tre serbiske Soldater. Skuddene bragede forbi Næsen af os, og Fyren rullede henad Jorden. Med Knælene trukket op under Hagen laa han med hvæsende Aande og gloede med stivnede Øjne paa sine Bødler.

Den ene trak sin Browning, ja, jeg maa tilstaa, at jeg vendte mig bort for ikke at se det, der fulgte paa. Manden havde sagt noget slemt om Tsar Petar. Iøvrigt betragter alle Serbere en Arnavt som et skadeligt Vilddyr, der helst bør udryddes.

I den Spisesal, hvor vi kæmper om den skrækkelige, paprikerede Bænkevælling - en »Undskyldning« for Mad - samles hver Aften Soldater og lavere Officerer i Hundredvis. Det er en broget Skare. Fantastisk klædte Komitaci, pjaltede Reservister og regulære Soldater mellem hverandre.

Vi er med i Laget, en Del af Soldaterne og Underofficererne kan Tysk og beretter os frimodigt det, der skjules for os af vore Fangevogtere.

Som jeg har telegraferet, lægger man aldeles ikke Skjul paa, at man ved Pristina og i Omegnen af Kumanovo har gjort alt for at udrydde den albanske Befolkning. Ved de brølende Drikkelag, som vi fejrer med Osmannernes overmodige Besejrere, faar vi artige Ting at høre. Efter Officerers og Soldaters Sigende er 3.000 Arnavter begravede under de endnu rygende Ruiner af Landsbyer mellem Kumanovo og Yskyb, og endnu flere er skudt ned i Pristinas Omegn. I Omegnen af Yskyb besørger man hver Dag et Par Landsbyer. De stikkes i Brand, Beboerne ryges ud og skydes som Vildt under en Klapjagt.

En Underofficer opfordrede mig iaftes til at følge med en Ekspedition; han vilde sørge for et Gevær og 200 Patroner; saa skulde jeg faa at se, hvor det gik lystigt til. Han selv havde igaar med egen Haand nedlagt 9 Arnavter af de 200, man havde skudt.

Hvidligt rygende Pletter paa de blaa Bjerge omkring os, Genlyd af spruttende Geværsalver, som naar ned til os, bekræfter disse raa Fortællinger, der berettes med Stolthed og Frejdighed. Folk, der kommer ned langs Floden, meddeler, at denne højere oppe er fyldt med Lig. Vi ser dog kun enkelte af dem komme drivende ned forbi Byen.

Vor Tilstand her er i det hele utaalelig og uudholdelig i Længden paa Grund af den skrækkelige Censur, der ikke alene lægger os Knebel i Munden, men ogsaa gør alt for at holde vore Breve og Telegrammer tilbage.

Den første af os - en Italiener - er idag blevet udvist, fordi han i et Brev til sit Blad havde berettet, at det serbiske røde Kors' Sygeplejersker rekruteredes fra Belgrads offentlige Huse. Han har paataget sig at bringe Post og Telegrammer over Grænsen. Iøvrigt tænker jeg, de fleste af os afgaar herfra i Løbet af faa Dage for at komme til at tale - uden Knebel - igen.


Gjavr: ? Måske menes 'jagtbytte'?

Tilbage til indholdsoversigt




RIGET - 13.11.1912

Eftertryk forbydes


Tsar Petar Karageorgevics Indtog i Makedoniens Hovedstad. En Samtale med den serbiske Jeanne d'Arc

Yskyb, Mandag 4. Novbr.

Tsar Petar Karageorgevic har holdt sit festlige Indtog i Tsar Stepan Dunshans gamle Residensstad Skoplje (tyrkisk Yskyb) med den Pomp og Pragt, som det er muligt at arrangere under saa forvirrede Krigsforhold. Ny-Serberne har taget Gammel-Serbien i Besiddelse efter 500 Aars Forløb, og det er givet, at Besiddelsen bliver varig.

Generalstaben har ikke talt om andet end denne historiske Begivenhed i de sidste 4 Dage. I Fredags rev man det gamle tyrkiske Skilt ned fra Jernbanestationens Gavl og satte et flunkende nyt op med Indskriften Kgl. serbisk Jernbanestation Skoplje. Det var den første Forberedelse.

Paa Indtogsdagen begynder Forberedelserne fra den tidlige Morgenstund. Under skingrende Hornsignaler rykker Regimenter fra Lejren udenom Byen ind. Alle Indbyggere, der bærer Fez eller hvid Kalot, jages i Hus; allerede Kl. 11 danner to Rækker Soldater levende Mure fra Jernbanestationen til den gamle Kirke og til den Villa, hvor den serbiske Tsar skal bo under sit Ophold her.

Pladsen foran Jernbanestationen besættes fuldstændigt af en Kavalleri-Deling; alt er klart til Modtagelse.

Denne finder efter god serbisk Skik Sted en Time efter Bestemmelsen. Vor Overfangevogter, den nyudnævnte Vojvod - Generalissimus - General Putnik, ledsaget af Byens fangne tyrkiske Præfekt Reschad Effendi, og den nysudnævnte Præfekt Hadji Rulic maa vente længe paa det kongelige Salontog; da det endelig ruller frem paa Perronen ved Firetiden, er vi alle halvdøde af Kulde.

Kongen - der ser meget svag ud og maa støttes, da han stiger ned fra Vognen - ledsages af Kronprins Alexander, Prins Georg og Præsident Pasic. Et Øjeblik tordner Zivio-Raabene fra Tropperne, saa træder Præfekten frem og byder Tsaren Brød og Salt efter gammelserbisk Sæd, idet han fortæller, hvor lykkeligt det serbiske Folk er ved efter 500 Aars Forløb at byde Tsar Stepans Efterfølger Velkommen paa Gammel-Serbiens Grund.

Tsar Petar svarer - med Munden fuld af Velkomst-Delikatessen - noget, der skal udtydes som, at han er i sin fulde Ret, naar han med Vaaben har taget denne Stad tilbage, der i sin Tid med Vold erobredes af Osmannerne.

Det Øjeblik er kommet, hvor den fangne Reschad Effendi skal byde Tsaren Velkommen. Alles Øjne er rettede mod den blege Tyrk, der med nedslagne Øjne staar foran Kongen. Man kan se paa ham, at det koster ham Anstrengelse at sige den tillærte Lektie. Endelig kommer hans Tale, der i al sin Korthed lyder saaledes: »Deres Majestæt. Lykken har forladt de osmanniske Vaaben. Den Stad, vi for 500 Aar siden erobrede med Sværdet, tilhører nu med Rette Dem. Paa den muhammedanske Befolknings Vegne tilsiger jeg Dem Underkastelse og Lydighed«.

Det pinlige Indtryk af den besejrede Valis Kummer og Bevægelse drukner i Zivio-Raab. Et Øjeblik efter sidder Tsar Petar, Putnik og Konsejlspræsidenten i Avtomobilet, der i rasende Fart passerer Soldaternes Spalier, efterfulgt af Garden og Kavalleriet i strakt Karrière. I Kirken beder Tsaren sin første Bøn i Gammel-Serbien, saa gaar det af Sted ned til Villaen. Den historiske Begivenhed er overstaaet. - -

Jeg har haft Fornøjelsen at stifte personligt Bekendtskab med den serbiske Jeanne d'Arc Sophia Jovanovic, Komitaciernes forgudede Heltinde. Da jeg iaftes sad i »Hotel Paris«s Spisesal, kom hun ind, fulgt af et Par mandlige Kammerater. Sophia - der, før hun blev Heltinde, var Stenografdame i Belgrad - er klædt som Mand i Komitaciernes snævre makedoniske Dragt, maskinklippet, væbnet med Karabin og har Bæltet fuldt af Haandbomber. Hun er ganske køn.

Takket være en tysktalende Komitaci kom jeg i Lag med den sværtbevæbnede kvindelige Tyrkerfjende, der var meget villig til at give mig Oplysninger om sig selv og sine Bedrifter. Det er en meget patetisk Historie.

Sophia er født i Belgrad i 1893. Hendes Fader, der havde deltaget i flere felttog mod Tyrkiet, var en saa ivrig Osmanner-Fjende, at hans største Sorg var, at han ikke havde en Søn, der kunde deltage i det Felttog, som han i Lighed med alle andre Serbere ventede. Paa sin Dødsseng lod han sin Datter sværge, at hun vilde kæmpe i en eventuel Krig mod Arvefjenden.

Da Krigen nærmede sig, gjorde Sophia store Anstrengelser for at komme med. Hun søgte Avdiens hos Tsar Petar, men naaede ikke frem. Ved Skupschtinaens [Parlamentets] Aabning lykkedes det hende imidlertid at faa talt med Kongen, der gav hende Tilladelse til at slutte sig til Nicola Prokupljes Komitaci-Bande.

To Dage før Krigserklæringen overskred hun Grænsen med Banden, der havde til Maal at erobre den tyrkiske Karaola (Blokhus) ved Velja Glaba. Ved Sophias Tapperhed lykkedes det ogsaa Komitacierne at erobre det lille Fort. Hun kravlede op paa Taget og kastede Haandbomber ned gennem Lugerne. Hele den tyrkiske Besætning blev dræbt. Senere kæmpede hun med Heltemod ved Cherna Toka.

Nu hører hun til Kronprins Alexanders Armé og fejres som Heltinde baade af Soldater og Officerer.

Den forhenværende Stenografdame fører fuldstændig det samme Liv som de andre Komitacier og bor i deres Kvarter her i Byen.

- - -

Kongens Ophold i Byen har gjort Forholdene endnu utaaleligere. Alle Kvarterer er nu besat med Militær; man kan næppe komme gennem Byens Gader for Kolonner og Vagter. Vi lever i et skrækkeligt Svineri. Aadslerne fra Trænets styrtede Dyr faar Lov at ligge og raadne i Gaderne. Heldigvis er det koldt, ellers omkom vi da af Stanken.

Dag for Dag kryber det hvide Snebælte længere ned ad Bjergenes Sider, og om Morgenen skinner Gaderne af Rim.

Paa en Maade har vi lært at beundre de serbiske Soldater. Deres Opfattelsesevne er minimal, men de er utrolig nøjsomme og udholdende. Paa en Skorpe tørt Brød kan de traske af Sted i Dagevis i deres halvopslidte Opankas uden at kny. De gaar paa med en Dødsforagt og en forhistorisk Tapperhed, der giver dem Sejr overalt. I Kultur er de vel mere end 300 Aar tilbage, men der er Stof i dem til et kraftigt Fremtidsfolk. De er med andre Ord netop saaledes, som Soldater skal være, uden Nerver og lydige som Dyr, uden Evne til at ræsonnere over en given Befaling. Konduite er for dem et fuldstændig ukendt Begreb. - -

Post og Telegraf er selvfølgelig i den vanvittigste Uorden her i Yskyb. Telegrammer, der er over 5 Dage gamle, er endnu ikke kommet til Bestemmelsesstedet. Det hagler ned med forældede bønfaldende Ildeepescher fra London og Wien over Korrespondenternes ulyksalige Hoveder. Vi slaas daglig med Censuren, der lover, bukker og smiler.

Selv har vi ingen Efterretninger pr. Brev hjemmefra faaet i de sidste 14 Dage.


Tilbage til indholdsoversigt




RIGET - 14.11.1912

Eftertryk forbydes


Blod-Egen i Varda-Floden - Krigens Rædsler - Bosa Jankovics Spor - En Udflugt til Prizren

Fra vor udsendte Medarbejder - Yskyb [Skopje] i November





Foto: Fritz Magnussen


Tæt ved Vardaflodens Bred lidt ude i Vandet nedenfor den store Bro, der forbinder Skopljes to Staddele, staar en ældgammel Eg. Sagnet fortæller, at da Sultan Murads Mænd efter Slaget på Kosovo Polje [1389] - Solsortemarken - drog ind i Byen, lod de under denne Eg alle de fornemme Gospodarer med Lazar i Spidsen springe over Klingen.

Siden har de muhammedanske Valier gennem 500 Aar brugt Egen som en naturlig Galge, mange store og smaa Forbrydere har dinglet i dens knudrede Grene, mange rantras Blod flød under den i det tyrkiske Rædselsherredømmes Dage.

I de senere Dage har Egens Rødder atter drukket Blod, men nu er det rettroende Muselmænds.

Til Egen transporterer man tidligt om Morgenen, inden Dagslyset endnu beskinner Yskybs Minareter de Albanere, der har trukket det korte Straa under Krigsrettens korte Forhandlinger. Den lille Ø om Egen er et udmærket Rettersted, og Geværsalvernes Raslen vækker kun Uro i det nærliggende Arnavterkvarter [Albanerkvarter]; naar den mere civiliserede Befolkning kommer paa Benene, er alle Spor udslettede. En serbisk Soldat, der i 8 Aar har levet i en af Evropas Hovedstæder, har fortalt mig om de uhyggelige Scener, der udspilles under Egen, hvis Top hele Dagen omflakkes af skrigende Alliker.

- Vi har endelig faaet vore Heste til Yskyb. Man har hidtil under denne Krig sørget for, at Hestene altid kom et par Dage efter os til Bestemmelsesstedet. Med Hestene har vi faaet lidt mere Bevægelsesfrihed. Köprili Velis og Prizren er blevet aabnede for os. Sammen med en engelsk og en hollandsk Kollega har jeg foretrukket en lille Rideekspedition til Prizren ad den Vej som Bosa Jankovics har taget med tredje Armé.

Vi red fra Yskyb en tidlig Morgenstund, før Solen endnu var naaet saa højt, at den kunde ses over Bjærgenes hvide Snetoppe. Vejen til Prizren gaar først gennem Varda: Dalen til Kalkandelen (serbisk Petovo) [i dag: Tetovo], den gaar derefter op paa Sar Planina-Bjærgene over Byen Vejie [formentlig = Vejce].

Saa længe man endnu befinder sig mellem Varda-Dalens lysegrønne Popler er man endnu paa den brede Landevej, hvor 3dje Armés Train-Hale ustandselig bevæger sig afsted frem og tilbage med Proviant til den kæmpende Armé, der oversaar sin Vej med Vagtposter af tredje indkaldte Aargang. Et saadant lille Vagthold paa 3 Mand bygger sig en Hytte af Majsblade og kamperer videre paa ubestemt Tid.

I Sar Planinas Højdedrag klæber mange smaa albanske Lerhytte-Byer sig til Klipperne som Termitkolonier. Man bør vel snarere sige klæbede, for nu er Indbyggerne røgne ud fra Hus og Hjem af Bosa Jankovic.

Vi møder sørgelige Tog undervejs, og de bestaar endda af de lykkeligste af Landsbyernes Beboere.

Langsomt slæber de aagbetyngede Stude afsted med store Kærrer, der rummer de fordrevne tyrkiske Familier. Kvinderne, der er tilslørede, sidder blandt alskens gammelt Husgeraad med deres frysende Børn i Favnen, Mændene gaar ved Siden af og skynder på Studene. Hvor de drager hen, véd de ikke selv, kun at de er jagede fra Hus og Hjem af deres Overvindere. Overfor Vejie [formentlig = Vejce] kommer vi gennem den første afbrændte By. Det ulmer endnu i Lerhytternes Ruiner og ryger som fra et Tørvebaal. Intet levende Menneske er at se. Heller ingen Lig ser vi til en Begyndelse; først ved Udgangen af Landsbyen støder vi paa en Klynge døde Albanere, der ligger spredte over et ganske lille Terræn. Vi maa nøjes med at betragte dem paa Afstand. Reservisterne, der vagter her saa tæt som Fluer, fælder Bajonet og har ingen Respekt for Legitimationer.

Vi rider videre i 3dje Armés Spor over Sar Planina. Træn-Kolonnerne tyndes ud, til Gengæld bliver de Episoder, der fortæller om Krigens Uhygge, stedse hyppigere. Et Sted på Vejen træffer vi en knust Karre. De søvnige Stude, der har trukket den, ligger endnu bundne i Spandet. Bag Karren søger den lille Familie, den har baaret, Ly. En gammel Mand ligger død paa Jorden, hans Fingre har i Dødskampen boret sig dybt ned i Vejens Mudder. Familiens kvindelige Medlem sidder sammenkrøbet, to smaa Barneansigter kigger forskræmt frem fra det store Sjal, der dækker den lille Gruppe. Manden i Familien, en ung Arnavt, arbejder fortvivlet paa at flikke de knuste Hjul.



Sar-bjergene. Prizren ligger midt i øverste tredjedel.
Klik på kortet, hvis du vil se det i større format.

Vejen over selve Sar Planina er frygtelig, næsten ufarbar. Hvis det er rigtigt, at man har ført ridende Shrapnels-Batterier over disse Klippestier, saa er det en overmenneskelig god Præstation. Stierne fører langs dybe Afgrunde og gennem halvmørke Passer.

Sar Planina har været et af de arnavtiske Banders bedste Tilflugtssteder, i de lave Kratskove lurer sikkert endnu en Del af de farlige Fjender.

Vi mærker dog intet til dem. Vi er kommet udenfor Trænkolonnernes Vej, en enkelt ridende Comorro møder vi nu og da, ellers er der ensomt og stille. Først henad Eftermiddag, da vi naar ned i Prizren-Dalen, ser vi atter nye Spor af Krigen.

Vi støder paa et forladt tyrkisk Batteri, et Fænomen, som vi efterhaanden er vante til. De døde Heste ligger i Seletøjet, deres blaa og svulne Buge er flænsede af Alliker, ved Siden af Batteriet staar en nyoplukket Ammunitionskiste, rundt om ligger spredt uaffyrede Projektiler. Batteriet er forladt i hovedkulds Flugt.

I Prizrendalen ryger Landsbyerne endnu. Atmosfæren mellem Hytterne er uudholdelig, man har en Følelse af, at de fugtige Lermure er et udmærket Brændselsmateriale. Ingen levende Sjæl færdes mellem de sørgelige Ruiner, vi ser ingen Lig, dem har man skaffet af Vejen, kun døde Svin og Høns. Men vi er ikke Spor af oplagt til at tage disse Kadavere fra den komiske Side, thi netop fra denne Landsby har Serberne med altødelæggende Shrapnels-Salver fordrevet Nizams-Regimentet, der skulde forsvare Prizren; under Jorden rundt omkring os forvitres Hundreder af døde Mennesker. Gærder og Træskure og Plankeværker bærer Spor af Kuglesprøjternes Haglstorm. Vi behøver ikke at spørge den Soldat, der nu følger os, hvor alle denne Landsbys Beboere er blevet af. De, der ikke ligger Side om Side med de dræbte Nizams, fryser ihjel i Sar Planinas Kratskov.

Den serbiske Besætning kæmper hver Nat med smaa Bander, der drevne til Fortvivlelse af Sult og Kulde, forsøger paa at trænge ind i Byen for at redde sig en Stump Brød. Byens Besætning af regulære Tropper er meget faatallig. En Bande Komitaci regerer paa Stedet; det er Folk, der er vant til at slaas med Arnavter og kender deres Kunstgreb; de véd, at det er bedre at være død end at blive fanget af en albansk Bande; derfor er deres Medlidenhed med de udsultede Modstandere selvfølgelig heller ikke stor.

I Prizrens Fængselsgaard ligger der endnu et par døde Albanere fra den sidste Nats Overfald. De uhyggelige Kadavere har blodige opsvulmede Fødder, der vidner om de utaalelige Strabadser, som de stakkels Bjærgboere maa udholde i denne iskolde Tid.

Næsten hele den forskræmte muhammedanske Befolkning har forladt Byen. Hvorhen den er flygtet?

Ja, spørger man Komitacierne om det, saa trækker de paa Skuldrene og peger op over Bjærgene, hvor Vejen fører til Djakova [Albansk: Gjakova].

Vor Nat i Prizren hører til de mærkeligste paa det serbiske Togt. Selvfølgelig er der ikke Tale om at komme anstændigt i Hus, vi bliver i Komitaciernes Lade omkring de rødligt flammende Baal, der dog altid varmer lidt. Mellem Komitacierne er Folk af alle Stænder, og de holder os vaagne hele Natten, medens de iskænker det nationale Brændevin, den brændende Schlivovitza i bredfuldt Maal. De vil høre nyt fra Hovedkvarteret. Og da vi kun kan melde om nye serbiske Sejre, tordner Ziveo-Raabene uophørlig ud i den stille Nat. Oppe paa Bjærgene ved Djakova vidner rødt lysende Prikker om, at ogsaa de stakkels Albanere vaager. Dèr bag Djakova mod Nord ligger »Solsortemarken« med Sultan Murads forvitrede Grav.

Komitacierne tager en Sækkepibe frem, og i Kor synger de deres melankolske Folkesange om Nederlaget paa Kossov-Polje og om den vældige Milos Oblilics og Kraljevic Marcos Tapperhed, til vi falder i Søvn under Bordene iskolde om Fødderne, tunge og træge af Træthed.

Hvile finder vi ikke, hvert Øjeblik farer vi op og tror at høre Patruljernes Skud. Mon Kraljevic Marcos Aand vaager over os, ingen Albaner angriber Byen den Nat.

Da vi rystende af Kulde vaagner om Morgenen i det graanende Dagslys, stiver vi os atter af med Blommebrændevinen, og først det raske Ridt tilbage over Sar Planina bringer atter Blodet til at flyde i vore Aarer.


Tilbage til indholdsoversigt




RIGET - 16.11.1912

Eftertryk forbydes


Yskybs plyndrede Konak - En interessant Samling af konfiskerede Vaaben - Jagt efter tyske Officerer - Uroligheder i Albanerkvarteret - Naar Rovet skal deles

Yskyb, Onsdag

De serbiske Myndigheder flytter ind i Yskyb; man gør alle mulige Anstalter for at bevise Evropa, at Stepan Dunshans gamle Hovedstad for stedse er taget i Besiddelse af Kraljevic Marcos Folk.

Osmannernes offentlige Bygninger raseres i den Anledning for alt, hvad der minder om Fortiden. Serberne er ubarmhjertige, det gaar ikke alene ud over Gymnasier og Kontorer, men ogsaa over den store Konak, hvor Valien Reschad Effendi residerede.

Der er en Hoben Avgias-Stalde at muge, for i Yskyb gemmes muldne Sager fra de sidste 500 Aar. Osmanniske Arkiver, der for den, der kan læse det sirligt skrevne Sprog, sikkert er af uerstattelig Værdi, kastes mellem hinanden af de nordiske Vandaler. Alt skal bort, hvert tyrkisk Bogstav hvidtes over, for at man skal glemme, hvad der har været, og kun erindre det serbiske Skoplje.

Konakens Gaard ligner en frygtindgydende Krigsmødding. Derhen har man ikke alene bragt de Vaaben, man opsamlede ved Kumanovo, men ogsaa alle de Tusinder af Vaaben, man har konfiskeret i Byen.

Det er Bunker af Jern, Staal og Træ, der kan fortælle noget. De røde Rustpletter griner frem paa de blanke Jern, der har Skaar og Hakker. Tre-Dages-Slaget var vildt og frygteligt, der kæmpede man efter god gammel Skik Bryst mod Bryst.

Der er mærkelige Vaaben i Bunkerne. Gamle Yagataner med klovformede Skæfter, saaledes som de ældste af Arnavterne bruger dem, kostbare Vaaben, som er gaaede i Arv fra Fader til Søn, fra Folkeslaget ved Kossovos Tid, med løjerlige tyrkiske Indskrifter, der fortæller om Ejerens Byrd og Daad, Geværer af alle mulige Modeller, lige fra 1870 til de mest moderne Typer, Bajonetter af alle Façoner, trekantede, firkantede og flade Projektiler af Nikkel, Bly og - Træ!

Denne Vaabensamling fortæller maaske bedre end noget andet, hvad Grunden er til den tyrkiske Hærs Demoralisation. Civiliserede Albanere og Tyrkere her skyder, hvad jeg allerede har omtalt, Skylden over paa den ungtyrkiske Ledelse, som har tilladt kristne Officerer at kommandere og Kristne at tjene i Hæren.

Den menige Osman betragter Nederlagene som en Straf fra Allah for denne formastelige Helligbrøde, derfor forholder de sig saa indolente. Før Sheik ul Islam forkynder den hellige Krig, kommer der ikke Fart over de rettroende.

Slapheden var ogsaa sikkert Grunden til, at den af alle ventede Massakre i Yskyb udeblev. Den tyske Konsul meddeler mig, at allerede en Uge før Overgivelsen havde alle, der blot havde den mindste Smule Raad til det, sendt deres kvindelige Slægtninge og Børnene til Saloniki.

En Del af de tyrkiske Officerer fik bragt sig i Sikkerhed, inden Byen blev taget; de der ikke naaede det sidste, vanvittigt forvirrede Flugttog, anlagde den røde Ambulance-Halvmaane eller skjulte sig i Husene. Razziaerne har bragt ikke faa for Dagens Lys.

Den tyske Konsul beklager sig i høj Grad over daglige Husundersøgelser i Konsultatet. Karakteristisk for det serbiske Germannerhad er det, at man alle Steder leder efter skjulte tyske Officerer. Dem vil man særlig gerne have fat i. Gudskelov har man endnu ingen fundet.

Om Yskybs Overgivelse til Kronprins Alexanders Armé har Konsulen fortalt mig følgende:

Dagen efter Slaget ved Kumanovo var hele Yskyb i Oprør, den albanske Befolkning havde alt beredt til at paabegynde Plyndring og Massakre. Den engelske, den østerrigske, den franske og den tyske Konsul besluttede da at tage Affære. De henvendte sig samlet til Valien og spurgte ham, hvad Meningen var med Yskyb. Reschad Effendi svarede, at Byen for enhver Pris skulde holdes; det samme svarede Fetih Pasha, der i sin Kaleschevogn over Hals og Hoved var kommet til Byen fra Kumanovo.

Konsulerne stillede sig tilfreds med dette Svar.

Da Reshad Effendi om Eftermiddagen kørte fra Konaken gennem Byen, skete der imidlertid en Begivenhed, der forandrede deres Syn paa Sagen. En Albaner skød efter Valien og dræbte hans Sekretær. Dette gav Stødet til Panik og Plyndring. Arnavterne brød ind i alle Huse og tog, hvad de fandt af Gods og Guld.

Saa tog Konsulerne Affære; de klædte sig i Galla-Uniform og drog ud til de serbiske Forposter, der bandt dem for Øjnene og førte dem til Kronprins Alexander, som lod dem vente i en Time i Regnvejret udenfor sit Telt. Deres Anmodning om at besætte Byen besvarede Kronprinsen med øjeblikkelig at sende et Kavalleri-Regiment ind i Yskyb.

Et lille karakteristisk Træk paa Germannerfjendskabet er følgende: Det serbiske Artilleri, der har vist sig saa glimrende, er bevæbnet med Kanoner fra det franske Firma Schneider og Creusot. Da Konsulerne blev ført frem for Kronprins Alexander, faldt Prinsen den franske Konsul om Halsen og takkede ham for de glimrende Tjenester, de franske Kanoner havde gjort Serbien; de var de Kruppske langt overlegne. En Næse, der har vakt Raseri overalt i Tyskland.





Ministerpræsident Patschics


Ikke fuldt saa alvorligt tager man Historien, naar man hører, at Præsident [= Ministerpræsident] Patschics er i nær Familie med ovennævnte Schneider og Creusot.

Den voldsomme serbiske Krigsførelse har vakt Panik mellem Albanerne, ogsaa blandt de dannede. De ledende Føreres hemmelige Ønske er selvfølgelig gennem denne Krig at se Drømmene om Avtonomien virkeliggjorte. En Deputation, der skal virke derfor hos Stormagterne er allerede afrejst, saa vidt jeg ved til Wien.

Den lavere albanske Befolkning er skrækslagen over de Efterretninger, de modtager af flygtende Slægt og Venner ude fra Landet. Man kan sikkert vente alvorlige Uroligheder her i Yskyb.

Kun en uhyre streng Afpatrouillering af Arnavt-Kvarteret holder Urolighederne borte - endnu. Men man kan egentlig ikke fortænke Albanerne i det, hvis de en Nat foranstalter en rigtig siciliansk Vesper til Ære for deres Overvindere.

Den serbiske Ledelse lægger nu ikke mere Skjul paa, hvad man ved Fredsslutning mener skal blive Serbiens Part af Rovet. Alt, hvad der ligger vest for en Linje, der trækkes fra Vranja mod Syd østen om Yskyb. Sydgrænsen bliver lidt nord for Monastir, Havnene Durazzo [Durrës] og Alessio [Lezha] bliver serbiske. Montenegro faar en lille Mundfuld Sandschak-Novibazar til Tak for venlig Assistance! Det er den bulgarisk-serbiske Overenskomst. Bulgarerne skal saa sluge det meste af Øst-Makedonien, og Grækerne have Saloniki og Monastir!

Arme, ulyksalige Tyrki! Bliver det bulgariske Byzantium saa ogsaa til Virkelighed, er der ikke mange Stumper igen.

Kongen og Patschics er rejst til Belgrad. Der forestaar efter Sigende vigtige Ting, men hvilke, ja det kan ikke nytte at spørge en ulyksalig Krigskorrespondent om det.


Tilbage til indholdsoversigt




RIGET - 18.11.1912


Arnavterkampene ved Barbunica - »Den store Skralde« arbejder - Karaolaens erobring

Yskyb, i November

Det er endnu ikke lyst i Yskybs Gader, da vi tumler ud af Feltsengene for at gøre os klar til Start for Veles, i hvis Nærhed man har lovet os Lejlighed til at se de endnu ikke afsluttede Kampe med de albanske Bander. Stivbenede af Kulde stikker vi i vore Støvler, der er farvede af en Uges Vejsnavs. Hestene pruster og stamper allerede ude i Haven, og oppe i Gaden kan vi høre Kaptajn Parlovatz' Soldater samle sig under den aparte serbiske Trommehvirvel.

U U U     U U U     U U U     _  _

U U U     U U U     _  _  _

Et Øjeblik efter hører vi Trampen og Underofficerernes monotone Kommando Jedan-dva - Jedan-dva - en-to, og vi maa hænge os paa Regimentets Bagtrop, enten vi er færdige eller ikke, ellers slipper vi ikke ud af Byen paa denne Tid af Morgenen. Tavse og uoplagte er baade vi og den lille Afdelings Soldater. En iskold Maane belyser den rimovertrukne Jord; Soldater og Officerer er halvt skjulte i de brune Hoved-Uldhætter, der er uundværlige i et saadant Klima.

Kun langsomt kommer alle de smaa Menneskemaskinerier, der traver henad Landevejen, i Gang. Til en Begyndelse er den monotone Jedan-dva-Kommando nødvendig, for at der ikke skal komme Huller i Geledderne; først da det rødner i Øst, kommer der Liv over den travende Menneskeskare, og Fødderne føjer sig villig efter de tre Trommeslageres monotone Musik.



Vardar-dalen. Gorno Orizar ligger SV for Titov Veles
(i samme retning ligger Prilep - men uden for kortet;
se evt. forrige kort).
Klik på kortet, hvis du vil se det i større format.

Men da det lysner i Øst, er vi allerede godt paa Vej til Veles. Vor Vej er jo foreløbig banet og fri, det er Vardar-Dalen, Makedoniens Hovedfærdselsaare og skønne naturlige Landevej. Vi vandrer blandt endnu ikke skaarne Majsmarker. Mellem de sølvgraa visnede Planter lyser overmodne teglstensrøde Græskar, og purpurrøde Paprika, ophængte til Tørring, danner pragtfulde Guirlander paa de graahvide Lerhytters Mure, der bevogtes af Popler, slanke som Kongelys, endnu lysegrønne som friske Bøge.

Da Solen begynder at farve denne Herlighed, er det umuligt ikke at være i godt Humør. Man glemmer Uoplagtheden, Fortrædeligheden og Krigen. Soldaterne synger, og vi synger med, og den pluskæbede Bondedreng fra Leskovac, der har til Opgave at traktere Regimentets Horn, gør nogle velmente, men forfærdelige Forsøg paa at følge Melodien.

Vejen til Köprili er efter Omstændighederne fredelig. Her er jo hele Kronprins Alexanders Armé draget frem i Hælene paa de flygtende Nizams-Brigader, der rendte durch igennem Yskyb paa Vej fra Slaget ved Kumanovo. Man har ikke haft Tid til at slaas paa det første Stykke Vej, og Landsbyerne er derfor sluppet temmelig helskindet fra Historien. Man ser Bønder arbejde paa deres Mark, men det er kun ganske enkelte.

Herligheden varer imidlertid ikke længe; jo mere vi nærmer os Veles, des mere hærget bliver Terrænet, den svovlede Luft fra det svedne Ler slaar os atter i Næsen. Væbnede Reservister er de eneste levende Væsener, vi ser; de kamperer i deres Majsbladehytter mellem de sørgelige Ruiner af de fordum blomstrende Landsbyer.

Veles er fuldt besat med regulære serbiske Tropper, der giver os en gæstfri Modtagelse i de Aftentimer, vi bliver der; men vi skal videre ad Prilep til endnu samme Nat; ved Barbunica-Floden venter man på Forstærkninger.

Fra Veles begynder vi Opstigningen til Oricar i Bælgmørke. Ingen, der ikke har prøvet det, ved, hvad det er i Mørke at passere snævre Klippeveje. Vi maa stige af Hestene - de er ungarske og ikke vant til Terrænet - og overlade dem til de to Drivere, vi har med. Saa stolprer vi selv frem over Stok og Sten, glidende, snublende og faldende, gribende for os med ømme Hænder. Der er ikke Tid til at sige noget, end mindre til Samtale mere. Enhver har nok at gøre med at passe sine egne Ben.

Ved Oricar naar vi ud paa en naturlig Chaussé langs Klipperne, det letter, vi faar Tid til at se os om. Pragtfuld er Aftenen blandt Balkanbjergene. Langt borte over Morichovo hæver en ildrød Maane sig netop op. Terrænet dernede i Dalene er sløret i hvide Dampe; svagt lysende røde Punkter fortæller om vaagne Bivouaker.

Kl. 3 naar vi Barbunica-Passet. Det lyser blankt for os af Bajonetter; en Række barske »Stoi« hilser os; det er Forposter. Over Klippen forude er Luften svagt rosafarvet; det er Bivouakbaalenes ulmende Ild, der gæstfrit kalder. Et Øjeblik efter sidder vi mellem en Sværm af formummede sovende Skikkelser.

Jeg vaagner ved det første Daggry, mørbanket over hele Kroppen. De sovende Skikkelser har faaet Liv, og Ilden flammer lystigt. Da jeg har stivet mig af med en ordentlig Slurk af den rosenolie-parfumerede Substans, som Serberne kalder Cognac, gaar jeg ud for at se lidt paa Terrænet. Derovre paa den anden Side af Barbunica, højt oppe paa Klippen, ligger Karaolaen, Blokhuset, et helt lille Fort, som endnu er i Albanernes Besiddelse. Den ser overordentlig fredeligt ud trods det, at den skal angribes idag og de Par Hundrede Mand, den rummer, kastes ud for enhver Pris. Karaolaen støtter de albanske Bander, der ligger paa Lur rundt om os i de lave Kratskove.

Paa vor egen Side, noget højere oppe paa Chausséen, staar vor Hjælper, dækket med tykke Presenninger; det er et Schneider og Creusot-Maskingevær. »Den store Skralde« kalder Albanerne det. Senere, da jeg har hørt den arbejde, forstaar jeg, hvor betegnende Navnet er. Mandskabet har travlt med at gøre alt fornøden i Orden.

Vi faar heller ikke Lov at vente længe. Da vi sidder midt i en Kop fed tyrkisk Kaffe, lyder det første Skud - fra de andre.

Vi springer op som elektriserede. Kommandoraab lyder paa alle Sider, og et Øjeblik efter kravler vore Soldater paa alle fire ned over den jævne Skraaning, hyttende sig bag Stenblokke, en Forholdsregel, som vi andre først ikke bruger, fordi vi aldeles ikke har Fornemmelsen af nogen Fare.

Skuddet er kommet fra Skraaningen derovre. Det varer ikke længe, før vi har de næste. De fødes som smaa, hvide Røgskyer i Krattet, Røgskyer, der et Øjeblik senere efterfølges af Knald. Vi kan ingen levende Sjæl se. Enkelte af vore Folk fyrer paa maa og faa efter Røgskyerne. Officererne betragter opmærksomt Skraaningen; der er et Sted, fra hvilket Røgskyerne kommer særlig hyppigt. En Haand løftes, Schneider og Creusot begynder at rasle i sine Krumtappe, og et Øjeblik efter arbejder »den store Skralde« i en fortsat Kæde af skarpe Knald. Det støver i Buskene paa den anden Side, snart her, snart dèr, efter som Skytset drejes. Pludselig bliver det levende derovre, en Mængde kulørte Smaadukker kravler op og myldrer op mod Blokhuset. Det knalder bag hver Sten hos os, Schneider og Creusot hvæser, enkelte af Dukkerne triller ned ad Skraaningen, nogle standser ikke, før de naar Barbunicas Vand.

Røgskyerne bliver færre og færre. Vi har i Iver for at betragte alt derovre ganske glemt vore egne. Da vi atter fæster Interessen ved dem, ser vi, at et Par af de bag Stenene knælende Skikkelser er sunkne sammen. Dukkerne har faaet deres Ofre; de ligger blege og bevidstløse, den ene med Blodet drivende ned fra Kæben, den anden med en Kugle i Skulderen.

Schneider og Creusot sættes i Staa. Saa brøles der en Kommando, og under et tordnende Ziveo Tsar Petar! Ziveo Serbski! farer en Sværm af rødhovede, ophidsede Mennesker ned over Stok og Sten. Dukkerne kravler lidt langsommere, efter at »Skralden« er holdt op. Røgskyerne blusser atter som hvide Blomster i det grøngraa Krat.

Vores er naaet over Barbunica og paa Vej op. Al Ting er lydt, vi kan høre Officerernes Raab. Saa begynder de brogede Dukker igen at kravle op, efterfulgt af vore ensfarvede, graagrønne Soldater. De hvide Blomster bliver hyppigere og koncentrerer sig gruppevis. Hyl og Brøl skærer gennem den stille Luft. Det varer ikke længe, før Dukkerne er oppe ved Blokhuset. Vi kan ikke rigtig se Enkeltheder mere, kun høre Larmen langt borte, Skratten, isprængt med Detonationen af Haandbomberne; man angriber altsaa selve Karaolaen. Vi er kravlet frem bag vore Stene, røde i Kinderne af Ophidselse, og følger spændt Larmen fra det lidenskabelige Opløb deroppe. Røgen slører Begivenhederne for vore Kikkerter. Der gaar en halv Time, saa stilner Larmen. Hvad er der sket?

Saa hører vi pludselig en kogende, ensartet Stemmelarm og lyse Hornsignaler: Karaolaen har givet sig.

En halv Time efter trykker vi Kaptajn Parlovatz i Haanden og sidder midt iblandt hans svedte, sværtede, forrevne og endnu stakaandede Helte. Der mangler adskillige af dem, som er blevet paa den sørgelige Skraaning, som ingen rigtig holder af at se paa i dette sejrsdrukne Øjeblik, der efterfølges af nogle sørgelige Timer, helliget klagende saarede.

Den Følelse af Uvirkelighed, af Teater, vi har haft under hele Dramaet, udslettes, da vi vandrer op til Karaolaen gennem det Buskads, hvor »den store Skralde«s Virkning har været værst, og da vi ser, hvor frygteligt Haandbomberne har sønderflænget Ligene bag Karaolaens Vold, hvor der ligger en blodig og barbarisk Bunke af slagtede Menneskebørn.


Tilbage til indholdsoversigt




RIGET - 29.11.1912



Nød og Elendighed mellem Evropæerne i Yskyb - Konsulerne maa laane Penge af Korrespondenterne - Med 600 tyrkiske Fanger til Nisch - Hvad indeholder de 100 russiske Jernbanevogne?

(Fra vor udsendte Krigskorrespondent) - Semlin i November

Der findes blandt Yskybs 60.000 Indbyggere en 4-500 »Evropæere«, Tyskere, Franskmænd, Italienere, der har været i tyrkisk Tjeneste som Ingeniører, Postembedsmænd, Telegrafister o.l. For disse og deres Familier kom Serbernes Erobring af Yskyb som et Tordenslag; fra det Øjeblik de tyrkiske Pashaer havde forladt Byen, ophørte Udbetaling af de tyrkiske Gager, og de mange Hundrede Mennesker staar nu paa fuldstændig bar Bund.

De er ikke rigtige Krigsfanger og kan altsaa ikke gøre Krav paa det halve muldne Brød, der er den fangne Nizams (den regulære Soldats) Naadsensgave fra Overvinderne; de er henvist til selv at skaffe sig og sine det nødvendige til Livets Ophold, en umulig Opgave under disse Krigsforhold.

»Evropæerne« staar derfor overfor en Katastrofe. Serberne nægter bestemt at tage sig af dem og vil dog ikke give dem Tilladelse til at forlade Makedonien; de er stadig under stræng Bevogtning. Disse Krigsfanger uden Krigsfangers Ret til Livets Ophold stormer Konsulaterne hver Dag for at bede om Brød; den engelske, franske, tyske og østerrigske Konsul gør, hvad de kan; men Konsultatskassen er forlængst udtømt, og Pengeforsendelserne udefra lader vente paa sig.

Saa stor har Nøden været i de senere Dage, at Konsulerne en corps har henvendt sig til Korrespondenterne for at bede dem overlade sig de Penge, de kunde undvære til at mildne lidt paa Elendigheden.

En serbisk Kaptajn af mit Bekendtskab tog Stationsforstanderen paa Kumanovo-Station, en ung Græker, »til Fange«. Denne ulykkelige Non-Kombattant blev først slæbt til Vranja, og der gaar han nu rundt og lever af de Skillinger, han faar af Korrespondenter og serbiske Officerer. Som det er gaaet ham, gaar det Hundreder andre stakkels Ofre for Krigens Meningsløshed.

- - -

25 Medlemmer af Krigskorrespondent-Korpset har forladt Yskyb for fire Dage siden. En halv Snes Stykker har besluttet at følge efter Bosa Jankovics Armé til Durazzo [Durrës].

Jeg selv hører til de 25, der bestemte at vende den serbiske Generalstab Ryggen, alene af den Grund, at det at være stum Krigskorrespondent i Længden er en meget ubehagelig Stilling. Min Tilbagerejse fra Yskyb til Belgrad hører for saa vidt til de for mig interessante Momenter paa min Rejse, som den var en Slags Flugt for Følgerne af det Telegram, som nu længst vil være RIGETs Læsere bekendt.

Det kostede os en Del Vanskeligheder at faa vore Papirer udleverede og endnu flere at komme af Sted. Jeg selv slap bort Dagen før de andre med et Tog, der skulde transportere 400 tyrkiske Fanger til Nisch [Nis]. En uforglemmelig 24 Timers Tur i en bælgmørk Kreaturvogn med Komitaci og Reservister. Vi delte broderligt det tørre Brød og den sure Vin og underholdt hinanden med Sange og Fortællinger. Tre gamle Reservister skiftedes til at holde de Tællelys, der sparsomt belyste vort komfortable Opholdssted.

Og dog havde vi det herligt i Sammenligning med de 400 pjaltede Nizams, der var stuvede sammen i Kreaturvognene som Sild i en Tønde. Naar Toget holdt ved en Station, og vi steg ud for at rette Benene, saa vi deres hvide Ansigter masede op imod Gitrene i Vognen; de brølte paa Mad og paa Vand, men ingen gad høre dem.

Ved Vranja var jeg inde i en af Kreaturvognene for at se Fangetransporten. Jeg fik Opkastningsfornemmelser af Stanken. Staklerne sad bogstavelig ovenpaa hinanden, eller i deres eget Skarn; flere af dem var bevidstløse af Strabadserne; en Transport paa den Maade fra Veles til Nisch var værre end Døden paa Valpadsen.

Jeg overværede, medens jeg var inde i en af Fangernes Kreaturvogne, et Optrin, der rørte mig paa en underlig Maade. Den serbiske Officer, en raa Herre, der ledsagede mig, overvældede Fangerne med Skældsord i Anledning af de Grusomheder, de tyrkiske Soldater havde begaaet mod de serbiske saarede. Det var rørende at se, hvorledes de tyrkiske Soldater trængte sig sammen om ham og med den voldsomste Iver fralagde sig Beskyldningerne. De tog deres Bøddel i Haanden og besvor ham, at de aldrig havde kunnet gøre noget saadant.

De fleste af Fangernes Fødder var i en skrækkelig Tilstand. De havde længst slidt deres Opankas op, og lasede blodgennemtrukne Klude maatte gøre Tjeneste som Sko.

Natten var uhyggelig; vi holdt i Kvartervis paa Stationerne. Medens vi i Maaneskinnet spadserede ned langs Vognrækken, hørte vi uophørlig Stønnen, klagende Talen og hvæsende Aande fra de sorte Kasser. Det var, som hele det sørgelige Tog var levende og gav sig i alle Leder og Fuger.

Paa hvert Vigespor paa Vejen holdt Vaggoner mærkede med det røde Kors. Det er maaske ikke uden Interesse, at jeg talte 115 russiske Røde-Kors-Vaggoner paa Turen fra Yskyb til Belgrad, og Serberne talte med en vis hemmelig Glæde om disse Vogne, hvis Bestemmelse efter de forblommede Ord ikke alene havde været den at tjene som vandrende Hospitaler.

Vi kom til Nisch i den tidlige Morgenstund, og her erfarede vi først de fleste af de store Begivenheder, der var sket paa de andre Kanter af Krigsskuepladsen under vort Fangenskab hos General Putnik.


Tilbage til indholdsoversigt




RIGET - 30.11.1912



Alle kan sejre [ledende artikel om Albaniens uafhængighed. Usigneret]

Uden videre Ceremonier er Albaniens Uafhængighed i Torsdags blevet proklameret i alle betydende albanesiske Byer. Det tyrkiske Flag er blevet taget ned, og det saakaldte albanesiske Nationalflag med en enhovedet sort Ørn paa rød Grund er blevet hejst. Det er ikke første Gang i Albaniens nyere Historie, at Landet har erklæret sig uafhængigt, men det er første Gang, at Uafhængighed har al mulig Udsigt til at blive til Virkelighed, thi det er ikke mere et specielt albanesisk Ønske, men et fælles evropæisk Krav, at Landet ved Adriaterhavets Østkyst atter skal tilhøre den albanesiske Nation.



Republikken udråbes i Vlora. På balkonen står Ismail Qemali (th for pillen; iført sort hat; han levede fra 1844 til 1919)

Hvilket Haab for Fremtiden maa ikke Efterretningen om, at ogsaa Albanien paany bliver et selvstændigt Land, tænde rundt omkring i Verden blandt de undertrykte, splittede og forkuede Nationer, som lever under Fremmedherredømme. Hvis dette bliver en Kendsgerning, at det albanesiske Folk paany bliver Herrer i eget Land, hvad skulde da hindre, at den Drøm, der er fælles for den polske Stormagnat ved Kejseren af Østerrigs Hof og den ringe Roearbejder, der slider og slæber Livet langt for at vinde Midler til at købe Jord i eget Land, at ogsaa den kan gaa i Opfyldelse.

433 Aar er forløbet [må være: ca. 445 år], siden hin albanesiske Fyrste Georg Kastriota [Skanderbeg] sidste Gang holdt Albaneserne samlede som en national Enhed. Og sjældent er vel et Folk under Fremmedherredømme nationalt set gaaet saa rivende tilbage som det albanesiske. Medens de slaviske Nationer under den lange Undertrykkelsesperiode bevarede Sprog og Religion, blev det albanesiske Tungemaal et Babel, og Folket delte sig religiøst.



Kosova Albanere med Isa Boletin i spidsen er kommet til Vlora for at tilslutte sig uafhængighedserklæringen

Albaneserne fra forskellige Egne forstaar kun hverandre højst ufuldkomment, i mangfoldige Tilfælde slet ikke. Et fælles Skriftsprog eksisterer ikke, det latinske Alfabet benyttes lige saa hyppigt som det græske, og Lydbetegnelser og Retskrivning er et fuldkomment Virvar. I Gustav Meyers albanesiske etymologiske Ordbog er over 5.000 albanesiske Ord undersøgte. 1.420 er af romansk, 1.108 af tyrkisk, 840 af nygræsk og 540 af slavisk Oprindelse. Kun 400 kan med nogenlunde Sikkerhed siges at være gamle, indoevropæiske Arveord.

Der kan saaledes kun højst uegentlig tales om et albanesisk Sprog. Lige saa splittet er Folket i religiøs Henseende. Allerede for 300 Aar siden begyndte Albaneserne at gaa over til Islam, og gennem lange Tider har de muhammedanske Albanesere hørt til Tyrkiets Kernetropper og indtaget fremragende Stillinger i Hæren og den civile Administration. Under den græske Frihedskrig kæmper det albanesiske Folk en Tid paa modsat Side, de Kristne for Grækerne, de Muhammedanske for Tyrkerne. Vi véd fra de allerseneste Dages Begivenheder, at kristne og muhammedanske Albanesere under de mangfoldige Opstand har staaet mod hinanden og kun sjældent optraadt i Fællesskab.

Hvor naturligt, at en albanesisk Nations Eksistens efterhaanden fortonede sig i den evropæiske almindelige Bevidsthed, og at man i Reglen opfattede Albaneserne som nogle indbyrdes uenige, overordentlig urolige, ja tøjlesløse Stammer. Det er knap nok lykkedes at bevare det geografiske Begreb Albanien, dets Grænser er som tyrkisk Provins paa store Strækninger ganske udflydende. Medens de andre Balkanfolk maalbevidst arbejdede sig frem til national Selvstændighed. vedblev de nationale Følelser i Albanien at ligge i en forunderlig Dvale. De er omsider vakt ved Kanontordenen fra Kumanovo, der bragte Albaneserne Budskab om, at en endnu langt haardere Lod end det tyrkiske Aag kunde blive dem til Del.

Og hvilken pludselig og voldsom Handlekraft viser da ikke denne splittede Nation sig trods alt i Besiddelse af! Efter Uafhængighedsproklamationen iler den provisoriske Regering med at tilstille Magterne en Erklæring, der for faa Uger siden vilde have virket paradoksalt. Den taler om det albanesiske Fædreland, om, at Albaneserne er indtraadt i de østevropæiske Folkeslags Rækker, og den siger, at Delegerede fra hele Albanien uden Hensyn til Trosbekendelse staar fast og enige. Som ved et Trylleslag mødes to Millioner Mennesker, der knap forstaar hinandens Tale og er uenige om et af Livets vigtigste Problemer. Dybt i deres Sind, dem selv halvt uafvidende, har de bevaret Tanker og Følelser fra længst svundne Tider, da en Georg Kastriota herskede over et enigt albanesisk Folk, givet undertvungne Nationer et lysende Eksempel til Efterfølgelse og med et gjaldende Raab forkyndt, aldrig at opgive Kampen for Nationalitetens Bevarelse. Kan dette Folk sejre, kan alle.


Tilbage til indholdsoversigt




RIGET - 09.01.1913



Serbernes Krigsførelse

De fleste evropæiske Blade har nu beskæftiget sig med Serbernes grusomme Krigsførelse i Makedonien, der først kom til Offentlighedens Kundskab gennem en Depesche fra RIGETs til Krigsskuepladsen udsendte Korrespondent. Beskrivelserne af den uhyggelige Behandling af den albaniske Befolkning er blevet dementeret af flere glødende Serbophiler. Det er dog meget faa i Antal i Sammenligning med de Korrespondenter, der har bekræftet vore Skildringer.

Vi ser os idag istand til at bringe et par Billeder, der supplerer Skildringerne. Det er et Par af den Slags offentlige Pryglescener, der hører til de dagligdags Begivenheder i de makedoniske Byer. Det er en af de serbiske Soldaters Specialfornøjelser i denne kilde Tid at varme de albaniske Fangers Rygstykker med en Rotting. [Muligvis vil billederne blive optrykt senere; hvis et bedre trykforlæg kan findes].


Tilbage til indholdsoversigt



Du må citere hvis du angiver hovedsidens adresse: bjoerna.dk ... Siderne om Albanerne: bjoerna.dk/albanerne.htm ... Søgning på internettet: bjoerna.dk/soegning.htm