Den Albanske Middelalderfyrste Skanderbeg har stor ikonografisk betydning for det nuværende Albanien. Én af de vigtigste pladser i Tirana hedder Skanderbeg-pladsen. Én af de største hædersbevisninger er Skanderbeg-ordenen. Og når Præsidenten har officiel modtagelse, foregår det meget ofte i en sal hvor der er en stor Skanderbeg-buste i baggrunden.
En anden Albaner med lige så stor ikonografisk betydning er Mother Teresa, men hendes storhed og betydning er naturligvis af en ganske anden og mere fredelig karakter.
Når Skanderbeg har fået en sådan betydning er det ikke mærkeligt. Han var en betydningsfuld og dygtig hærfører; han var med til at forhindre at Osmannerne invaderede den Italiske halvø, og han viste at Albanerne kunne holde Osmannerne stangen, men kun hvis de havde den rette leder, hvis de var enige om det, og hvis de gjorde dét der var nødvendigt. Realistisk set skulle der dog endnu mere til mod så stærk en modstander som Sultanen, nemlig finansiel og militær støtte udefra, hvad der naturligvis ikke var gratis. Prisen for at kæmpe mod Sultanen var desuden overordentlig høj, for de mest tilgængelige områder blev scene for voldsomme krigshandlinger - den mandlige del af befolkningen måtte i hele perioden tåle at blive indrulleret i den ene eller anden militærstyrke og hele befolkningen at blive plyndret.
Da det kom til stykket fik Albanerne heller ikke deres frihed, i det mindste ikke deres fulde frihed som folk, selv om det formentlig først for alvor var sent i 1800-tallet at Albanerne begyndte at tænke i nationale kategorier.
Efter Skanderbeg's død faldt modstanden mod Osmannerne sammen, og Albanien blev en del af det Osmanniske imperium, men der er dog adskillige eksempler på at man kæmpede for at opretholde den lokale selvstændighed, og dette lod sig bedst gøre i de mest utilgængelige bjergområder hvor der ikke gik egentlige veje, men kun snævre og vanskelige stier.
Når modstanden faldt sammen, var det - formentlig - en stærkt medvirkende årsag at der var flere af de Albanske fyrster der så deres fordel i at blive Osmanniske vasaller, for dermed kunne de i høj grad bevare og måske endda styrke deres lokale magtpositioner, for ikke at tale om at deres økonomi led voldsom skade af at være direkte indblandet i krigshandlinger.
Et meget kendt eksempel på en Albansk fyrste der - på et langt senere tidspunkt - hævdede sin selvstændighed inden for kejserrigets rammer var Ali Pasha af Tepelena (f. 1741, d. 1822). Han var en meget fremgangsrig Osmannisk fyrste, men han gik på kollisionskurs af Osmannerne da han erobrede store områder i det nuværende Grækenland, der dén gang hørte til det Osmanniske rige. Da hans mål givetvis var at selvstændiggøre sig fuldstændigt, fandt Osmannerne det påkrævet at sætte alle kræfter ind - og det lykkedes dem også at dræbe ham.
1920: »Salmonsens Konversationsleksikon«. Anden udgave. Bd. IX, København 1920, s. 696 b.
Georg Kastriota (Skanderbeg), albanesisk Helt, Søn af en albanesisk Fyrste, f. efter 1403, d. 17. Jan. 1468 i Alessio [Lezhë/Lezha]. Da den osmanniske Sultan Murad II 1423 trængte ind i Epirus, blev G. K. sammen med 3 Brødre taget som Gidsel. G. K., der var smuk og begavet, blev opdraget i den muhammedanske Tro under Navn af Iskenderbeg (Fyrst Alexander). Han. forblev i den tyrk. Hærs Tjeneste trods sine Brødres Mord og skjulte snildt sin Kærlighed til Frihed og Fædreland. Men da Ungarerne sejrrigt trængte frem (1443), flygtede G. K. med 300 Albanesere fra den tyrk. Lejr. Han traadte over til Kristendommen, kaldte sine Landsmænd til Kamp for Friheden og samlede i kort Tid en Hær. Gang paa Gang besejrede han Tyrkerne, og ved en Fred 1461 stod han som Albaniens Herre. Han samlede Albanien til en national Enhed og gjorde det til Kristenhedens Formur mod Osmannerne. Først 1479 bøjede Albaneserne sig igen under det tyrk. Overherredømme. (Litt: Paganel, »Geschichte Skanderbegs« [Tübingen 1856]; Pisko, »Skanderbeg, historische Studie« [Wien 1895]).
J. Ø. [Johannes Østrup]
2005: Hvad véd vi i dag?
Fan Noli udgav i 1947 en biografi over Skanderbeg, hvor han på én gang fortalte historien og fortalte om kildegrundlaget. Det følgende bygger i høj grad på denne fremstilling.
Fan Noli var biskop for den særlige Albanske Kirke i USA (den Albanske Kirke er i familie med den Græsk-Ortodokse Kirke). Han blev født 6.1.1882 i Tepe - dengang en Albansk landsby i nærheden af Adrianopel, det nuværende Edirne - men kom til USA i 1906 hvor han slog sig ned. Han blev uddannet i Harvard og Boston i litteratur, musik og historie og opnåede en ph.d.-grad. Han blev præsteviet i 1906 og blev biskop i 1923.
Fra 1920 til 1924 repræsenterede han Albanien i Folkeforbundet og blev derefter - i en kort periode på ½ år - leder af en venstredrejet Albansk regering. Hans regering blev skubbet til side af Ahmed Zogu, der i en måneds tid var premierminister, hvorefter han blev præsident og senere konge.
Efter nogen tid vendte Fan Noli tilbage til USA hvor han genoptog sit embede som biskop og sin skribentvirksomhed.
Zogu satte sig hårdt igennem, blev diktator, søgte at manøvrere mellem Jugoslavien og Italien - men hældede mest til Italien. Ironisk nok blev han fordrevet af dem i påsken 1939 og døde senere i eksil.
Nogle hovedpunkter (som senere vil blive udbygget):
- Skanderbeg hed oprindelig Gjerg Kastrioti. Han var yngste søn af Djon Kastrioti [John Kastrioti] der var fyrste over et mindre område i den nordlige del af det nuværende Albanien. Skanderbeg havde nogle ældre brødre og også flere søstre. Hvornår Skanderbeg blev født vides ikke præcist, måske var det i 1403, måske var det et par år senere, fx i 1405. Den Albanske Regering »står« på 1405, hvilket betyder at det i 2005 er 600 år siden han »officielt« blev født.
- En fyrste besad et landområde med bønder og hyrder; ofte var fyrsten leder af den mægtigste klan i området. Han var både politisk og militær leder. Fyrsten fik en vis betaling, formentlig især i naturalier, fra bønderne og hyrderne. På Skanderbegs tid blev der taget initativer til - i de respektive fyrstedømmer - at samordne den mundtlige sædvaneret (Kanún), således i Dukagjin-området. Hvornår den første gang blev skrevet ned, ved jeg ikke, muligvis allerede dén gang? (En Albansk munk - Shtjefën Gjeçov - skrev den ned i den første del af 1900-tallet og begyndte at redigere en samlet udgave, som har dannet grundlag for senere trykte udgaver).
- Hans far stod - som de andre Albanske prinser - i en vanskelig situation og måtte manøvrere for at opnå så høj en grad af uafhængighed som muligt i forhold til de konkurrende magter, fx den Ungarske Konge, bystaten Venezia, Kongen af Napoli og den Osmanniske Sultan i Adrianopel (senere i Konstantinopel). I en vis periode var hans far vasal af Sultanen - og i konsekvens heraf blev hans yngste søn, Gjergj, tilknyttet Sultanen. Måske var han gidsel? Sandsynligvis blev han først tilknyttet Sultanen da han var næsten voksen. Det siges om faderen at han skiftede religion efter behov; han skal således have haft en romersk-katolsk periode og en muslimsk.
- Gjerg Kastrioti opholdt sig (muligvis) hos Sultanen i nogle år, blev islamiseret, havde succes og opnåede rang af 'beg', dvs. general eller hærfører. Hans Osmanniske navn - Skanderbeg - betyder ca.: General Alexander. Skanderbeg var, formoder jeg, leder af en Albansk hærafdeling der især bestod af let rytteri og muligvis også af nogle infanterigrupper.
- Der er rygter om at Sultanen lod Skanderbeg's brødre dræbe med gift, men dette er sandsynligvis forkert. Fan Noli oplyser at brødrene var i live længe efter et tidspunkt hvor de efter rygterne skulle være blevet dræbt.
- På et tidspunkt sprang Skanderbeg fra; han deserterede - med sine Albanske tropper - fra en Osmannisk kampagne mod Ungarerne og vendte hjem til Albanien, hvor han stillede sig i spidsen for et oprør mod Sultanen. Ved samme lejlighed afsvor han den islamiske tro og blev igen en god romersk-katolsk kristen. Man ved ikke præcist hvad årsagen var til at han og hans folk sprang fra; men den vigtigste grund var formentlig at Skanderbeg så en mulighed for at genvinde den selvstændighed som hans far - der var død kort før - tidligere havde haft.
- I de følgende år (dvs. fra 1444 og til sin død i 1468) manøvrerede Skanderbeg. Han bekæmpede med stor dygtighed de Osmanniske hære der blev sendt imod ham, ligesom det lykkedes ham at holde Venezianerne stangen. Det lykkedes ham at etablere en alliance med de andre Albanske fyrster, men alliancen blev ikke særlig fasttømret, der var flere tilfælde af alvorlige uoverensstemmelser, og på et senere tidspunkt faldt den på det nærmeste fra hinanden. Nogle af fyrsterne allierede sig med Venezianerne, nogle med Osmannerne.
- Én af Skanderbeg's dygtigste generaler, Moses, sprang på et tidspunkt fra, tilsluttede sig Sultanen og gik i krig mod Skanderbeg, men Skanderbeg overvandt ham - og gengav ham hans tidligere position. Moses tjente derefter Skanderbeg i flere år indtil han blev overvundet af Sultanen og henrettet sammen med andre fremstående personer. Det siges at han og de andre fremstående personer blev flået levende af Osmannerne.
- Én af de dygtigste hærførere som Sultanen sendte imod Skanderbeg var i øvrigt selv Albaner - Balaban Pasha. I de følgende ca. 4 hundrede år var der adskillige Albanere der var i Osmannisk tjeneste, og nogle af dem opnåede overoverdentlig høje positioner, således som storvesirer, hærførere og guvernører forskellige steder i kejserriget.
- For at kunne bevare sin position måtte Skanderbeg finde stærke og formuende magter at alliere sig med. Én af dem var Paven i Rom, en anden Kongen af Napoli - først Alfonso, senere Ferdinand - og sidst men ikke mindst bystaten Venezia. Med Venezia var det noget op og ned, forholdet til Paven og Kongen af Napoli var derimod mere fast og vedvarende positivt. Alliancen med Kongen af Napoli førte til at Skanderbeg sendte Albanske hjælpetropper til Syditalien for at støtte Kongen i hans magtkampe - og at han i en periode selv rejste derover for at sætte sig i spidsen for de Albanske tropper.
- Skanderbeg var en overmåde dygtig strateg og hærfører. Han vandt de fleste af kampene med Osmannerne, først og fremmest fordi han benyttede sine lette ryttere til lynhurtige overfald, hit-'n-run, både når Osmannerne var på march - og når de belejrede Albanske fæstninger. Hans dygtighed gjorde ham frygtet hos Osmannerne (og Venezianerne) og var en væsentlig grund til at Paven (sidst Pius II Piccolomini) ønskede at netop han skulle være den militære leder af et egentligt korstog mod Sultanen. Korstoget kollapsede imidlertid, dels fordi Paven døde i Ancona, netop da det skulle påbegyndes, dels fordi flere af dem der skulle finansiere korstoget eller stille med tropper og forsyninger var meget modvillige eller negative; dette gjaldt bl.a. Venezianerne.
- Skanderbeg døde i 1468, og det lykkedes hans kone og søn at holde hans position i nogle år derefter, men til sidst måtte man opgive. Hans efterkommere - og mange andre Albanere - udvandrede, især til Calabrien og Sicilien, hvor der stadig er flere Albanske landsbyer.
