bjoerna.dk     Kultursociolog Bjørn Andersen    post@bjoerna.dk


Eddie Murphy og den poetiske retfærdighed

»Jeppe på Bjerget« og »Trading Places«


Version 1.1 - 26.02.2007

Vil du printe teksten rigtigt ud, så hent en pdf-fil ved at klikke hér


Billede


»Jeppe på bjerget« er langtfra det eneste »stykke« hvor tingene vendes på hovedet; det sker også i den amerikanske komedie »Bossen og bumsen« (»Trading places«), men der er betydelig forskel på det danske stykke og det amerikanske; det gælder intrigen, det gælder dén lære der umiddelbart kan drages af »stykkerne«.

I begge »stykker« er der én eller to »baroner« der - som den naturligste ting af Verden - bestemmer det hele, og som for morskabs skyld har andre mennesker til bedste. Hos Holberg er det bonden Jeppe, der må lægge krop til et useriøst »samfundsvidenskabeligt« eksperiment, i den amerikanske film er det den rige Louis Winthorpe III og den fattige fidusmager Billy Ray Valentine, der må bytte plads for usselt væddemåls skyld.


»Hvor gik Nille hen, da man jog hende bort?«

Hos Holberg byder baronen sine tjenere at vende op og ned på Jeppe, gøre ham til baron, styrte ham på møddingen, sætte ham for en fiktiv domstol og klynge ham op. Til sidst giver man ham ganske vist et par dalere på hånden som drikkepenge - »See! der har du fire Rigsdaler, som du nogen Tid kand holde dig lystig med, og glem icke at dricke vor Skaal« - men »i virkeligheden« efterlades han i endnu ringere forfatning end forhen. Det eneste »lyspunkt« er at Nille, hans kone, blev jaget bort, da hun gik for vidt.

Det er absurd at det netop er Holberg's Baron der til sidst udsiger stykkets morale, han der har opført sig mere end anløbent. Selv om Holberg måske har ment »noget« i retning af hvad Baronen siger, så er moralen temmelig påklistret (og dét burde gøre læseren mistænksom). Umiddelbart kan den måske se »rigtig« ud, men man skal ikke tænke for længe over den, det »samfundsvidenskabelige« eksperiment var fra begyndelsen dømt til at mislykkes, det var absurd.

Anderledes med »Bossen og bumsen«; her er eksperimentet også dømt til at mislykkes, dvs. det lykkes ... men på en ganske anden måde end »tænkt« af pengebaronerne. Der er tale om en slags poetisk retfærdighed; de der har opført sig stygt bliver væltet omkuld, for deres ofre - bossen og bumsen - har forenet sig med hinanden, brugt pengebaronernes våben på dem selv - og efterladt dem hvor de hører hjemme, lænset for formue og social respekt: »Den der graver en mødding for andre, falder selv i den«.


»This terrible, awful negro«

Deres to ofre ender derimod på den grønne gren; de får en længere, måske endda en livslang ferie under palmerne i den blå lagune. Den som engang var deres tjener har selv fået tjener. Har man et medfødt talent og et indtagende udseende, kan man drive det vidt. Ekstra vidt, for har Winthorpe III fortjent noget som helst? Faldt han ikke tilbage til gammel uvane da han vågnede i »baronens« seng? (»Føj for en drøm, jeg troede »this terrible, awful negro« havde fået min position«); var han ikke parat til det ene og det andet skidt - til sidst til at skyde sig selv - fordi han savnede moral?


Brutalitet som fredagsaftenhygge

Brutaliteten har en væsentlig funktion i både »Jeppe« og den amerikanske film. I »Jeppe« bliver der delt bank ud. I den amerikanske film det samme efter skrammerne at dømme, men desuden afleveres pengebaronernes håndlanger, Mr. Beaks, som bonuspakke til den lystne gorilla. Farewell, goodbye, enjoy.

En poetisk retfærdighed som i »Bossen og bumsen« kan være hyggelig nok hvis tilskuerne ellers er børn eller meget barnlige sjæle. Intrigen og slutningen er enfoldige, men det gør ingenting vil de fleste sige, for det er jo kun skæg og ballade. Jeppe er en langt mere kompleks person; han loves heller ingen poetisk retfærdighed - tværtimod; kun et par sølle rigsdalere - og yderligere deroute.


For resten

For resten er det kun »de rigtige« amerikanere, der kommer til at nyde godt af den »højere retfærdighed«: Winthorpe, Billy Ray, Ophelia (en prostitueret der hjælper Winthorpe) og Coleman (Winthorpe's og Billy Ray's tjener), alle bliver de så rigeligt belønnet. Godt det kun er teater.

Winthorpe's kæreste, Penelope, derimod - hun får som »fortjent«; hun får sin gorilla, Winthorpe's arrogante rival. »Enjoy.«


Mark Twain

Billede

Illustration fra 1882-udgaven


»Trading Places« blev filmatiseret første gang i 1935 under titlen »Hoi Polloi«. Den bygger på en fortælling for børn af Mark Twain - »The Prince and the Pauper« (1882) ['Prinsen og tiggerdrengen'], men temaet har rødder langt tilbage. Twain-bogen kan downloades gratis på Engelsk på Gutenberg, fx fra: http://www.gutenberg.org/files/1837/1837-h.zip.

Der findes også en særlig Disney-udgave.


Se: http://en.wikipedia.org/wiki/The_Prince_and_the_Pauper


Hoi Polloi

Det græske udtryk »Hoi Polloi« ['hoben'] over for »Hoi Oligoi« ['de få'] er muligvis hentet fra Thukydid's »Perikles' gravtale«. Thukydid: 'Historie' II.37; II.40


Se: http://en.wikipedia.org/wiki/Hoi_polloi




»Trading Places« (Paramount 1983)

Director: John Landis
Writing credits: Timothy Harris Herschel Weingrod
Executive producer: George Folsey Jr.

Billy Ray Valentine: Eddie Murphy
Louis Winthorpe III: Dan Aykroyd
Randolph Duke: Ralph Bellamy
Mortimer Duke: Don Ameche
Coleman: Denholm Elliott
Penelope Witherspoon: Kristin Holby
Ophelia: Jamie Lee Curtis
Clarence Beeks: Paul Gleason