|
Tilpasning, men hvordan?
Steen Andersen: »Danmark i det tyske storrum. Dansk økonomisk tilpasning til Tysklands nyordning af Europa 1940-41« Lindhardt & Ringhof, København 2003, 315 s. Pris: 349 kr. Af Bjørn Andersen |
- Danmark var besat, men både Regering og Rigsdag fungerede. Udenrigsminister Munch var trådt tilbage og erstattet af Scavenius, fordi ...Alt hvad der er nævnt her kan man finde i bogen, men det er spredt ud - hvilket svækker overblikket.
- Tyskland havde i 1939-41 erobret magten over store dele af Europa. Det var meget realistisk at antage at Tyskland ville kunne dekretere en politisk-økonomisk nyordning når krigen var slut (USA var ikke med i krigen; en tysk invasion af England var »på tapetet«).
- De fleste toneangivende poilitikere - med Stauning i spidsen - stræbte efter at Danmark bevarede sin suverænitet og neutralitet, og at danskerne havde gode økonomiske kår. Det danske nazistparti var svagt og var ikke nogen reel trussel.
- Landbrugseksporten til England var faldet bort. Det var svært at skaffe råstoffer - ikke mindst til industrien. Der var en stor og stigende arbejdsløshed (og dermed en vis »risiko« for social uro). De »små« fik det ringere og ringere, mens der var andre (bl.a. i landbrugssektoren) som levede godt.
- Der var en ubalance i det dansk-tyske økonomiske forhold, bl.a. fordi den danske krone var blevet sat ned. Der var - mente mange økonomer - behov for en kontrolleret kroneopskrivning.
- Befolkningen var - som helhed - skeptisk eller negativ over for Besættelsen og Samarbejdspolitikken, men der var ikke nogen modstand af betydning, hverken på Rigsdagen eller ude i landet (Kommunisterne var frem til sommeren 1941 lammet af det tysk-sovjetrussiske samarbejde).
- Modstanden voksede langsomt frem, men først - for alvor - efter det tyske angreb på Sovjetunionen; det kom til et vendepunkt i august 1943 (men det ligger uden for denne bogs horisont)
Osv.
at »Scavenius styrkede aktivismen i Udenrigsministeriet og var en igangsætter på det politiske plan, men han havde ikke indflydelse på de aktivistiske skridt, embedsmændene tog i juli 1940, eftersom de aktivistiske ræsonnementer allerede havde rod i de administrative strukturer«.Her bliver, tror jeg, konkluderet for meget og undersøgt for lidt (tilsvarende fx s. 124 f.). Der var nogen der kunne ræsonnere aktivistisk, før Scavenius overtog ministerposten - det er sikkert rigtigt - men det er ikke påvist at aktivismen var særlig udbredt i eller karakteristisk for embedsværket. Hvad Steen Andersen derfor har víst er ikke at Administrationen som sådan arbejdede politisk kreativt, men at en veldefineret gruppe gjorde det; at denne gruppe udarbejdede nogle beredskabsplaner i fuld overensstemmelse med Scavenius, og at disse planer - under særlige omstændigheder - kunne være blevet realiseret i én eller anden udstrækning. Bl.a. afhængig af hvordan forskellige ministre, politikere, embedsmænd, virksomhedsledere og medarbejdere så havde reageret.
»Den gradvise ændring af embedsmandsrollen er én blandt flere årsager til, at overgangen til departementschefsstyret blev så gnidningsløst. Både Wassard og Korst markerede sig i august 1943 som embedsmænd, der var villige til at tage politisk ansvar og fortsætte en administrativ ordning, som tog over, hvor politikerne havde sluppet. Afslutningsvis skal det fremhæves, at i den nationale historieskrivning er departementschefstyret blevet betragtet som en upolitisk forvaltning, der var et produkt af improvisationer ovenpå 29. august 1943, men det er vigtigt at hæfte sig ved, at styrets oprindelse faktisk kan føres tilbage til ugen [ugen?!] før undtagelsestilstanden«.Det er sandsynligvis rigtigt at en gradvis ændring af embedsmandsrollen var en vigtig forudsætning for departementschefstyret, men det er næppe dén temmelig afgrænsede ændring, som Steen Andersen har beskæftiget sig med, der er interessant her, men - formentlig - en langt mere »generel« ændring. Jeg tror at styrets oprindelse ligger en del år tidligere; desuden er det vel sådan at vellykkede improvisationer forudsætter solid forberedelse?
»Efter befrielsen havde Socialdemokratiet brug for syndebukke, og Lindberg var som kontorchef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd et oplagt offer, fordi hans fald ikke ville skade hverken partiet eller De samvirkende Fagforbund« [min udhævning, BA]Det er det lille fordi der er problemet. Sådan kan man sige på et værtshus, men ikke i et seriøst historisk værk når det ikke er sikkert dokumenteret. Jeg tror i øvrigt at Lindberg blev anklaget, fordi han - efter mange socialdemokraters opfattelse - var gået for vidt. Han havde øjensynlig ikke lige så meget politisk tæft, som han havde økonomisk indsigt, og derfor havde han bragt sig selv i farezonen. At netop han blev »ofret« er ikke særlig forunderligt. Han ville (tror jeg) være blevet ofret under alle omstændigheder.
»Efter hjemkomsten kunne Gunnar Larsen i Statsrådet berette for sine ministerkolleger og for kongen om de ødelæggelser, landet havde undgået, hvilket ikke har bidraget til at mindske regeringens og Rigsdagens overbevisning om, at Scavenius og hans Tysklandseksperter førte den eneste rigtige politik«.Der er også én præcis 100 sider længere fremme:
»men det betyder imidlertid ikke, at de aktivistiske ministre - Stauning, Scavenius og Gunnar Larsen - ikke kunne have sat deres vilje igennem [...]«.Det er mine udhævninger i begge citater.