Den Tyske Besættelse 1940-1945


Oberst Axel Mygind: Erindringer fra Besættelsen



Udgiver: Kultursociolog Bjørn Andersen

Kontakt: post@bjoerna.dk




Redaktionel indledning

1: Forord
2: Perioden 8. - 30. april 1940. Adjutant ved Jyske Division. Forbindelsesofficer
3: Amalienborgvagten. Vagtgående kaptajn
4: 1. maj 1940 - 29. august 1943. Kompagnichef ved rekrutterne på Jægersborg. Forbindelsesofficer med den tyske værnemagt i Helsingør og navnlig på Kronborg
5: 29. august - ca. 22. oktober 1943. Interneringen. Dansk lejrkaptajn på Jægersborg
6: Ca. 20. august 1943 - 25. maj 1945. Chef for Livjægernes modstandsbataillon
7: Kilder

Besættelse. Tilpasning. Modstand: Litteratur og links

Oplæsning af danske internetsider




Afsnit 6


Ca. 20/8 1943 - 25/5 1945. Chef for Livjægernes modstandsbataillon


Kort før interneringens ophør kom der to tidligere livjægere (fra det nedlagte Kongens Livjæger Korps = K.L.K.) og spurgte, om jeg villle være chef for en modstandsbevægelse, startet af gamle livjægere og navnlig baseret på K.L.K.s tidligere personel.

De to livjægere var forretningsfører J. Dencker, i dag bl.a. formand for Livjægerskydeselskabet og direktør L. Sundorph, Landmandsbanken, nu pensioneret boende i Kalundborg.

Jeg kendte de to livjægere gennem mange år, et bekendtskab, der var blevet endnu mere intimt i samarbejdet om den tidligere nævnte terrænsportsafdelings uddannelse.

Vores første sammenkomst, som foregik med mig på den indre side af pigtrådshegnet om Jægersborg kaserne og de på den ydre, kunne derfor med det samme føre til et resultat, og retningslinierne trækkes op for det fremtidige arbejde, og det blev så fremragende forestået og udført af Dencker og Sundorph, at meget lidt måtte ændres i de to år, K.L.K.'s modstandsbevægelse bestod.

De gik ud på følgende:
    - Livjægernes modstandsbevægelse ville kun være tilknyttet hærens modstandsgrupper.

    - Jeg skulle være chef med dæknavnet: arkivar Nielsen. Jeg havde til opgave at skabe kontakt med hærens modstandsbevægelse [og at] skaffe våben og ammunition

    - Dencker og Sundorph skulle inddele Storkøbenhavn i distrikter, hver med en tidligere livjægerofficer som distriktschef, der igen havde til opgave at skaffe et vist antal delingsførere, som igen skaffede mandskab til delingerne.

    - Alle, der havde kommandoret, skulle helst være tidligere befalingsmænd fra det tidligere K.L.K. (eller værnene).

    - Alle skulle være uddannet i skydning (håndvåben).

    - Alle måtte vide mindst muligt om organisationens sammensætning, altså højst kende noget til det nærmeste højere led og det nærmest lavere, undtagen cheferne Dencker og Sundorph.

    - Ingen måtte opbevare noget skriftligt.

    - Organisationen fik fra starten navnet »Læseselskabet«.
Alt dette kunne bestemmes ved den første samtale igennem pigtrådshegnet. Det viste, hvilken betydning arbejdet i terrænsportsafdelingen havde haft.

Kort efter min hjemkomst fra kasernen flyttede jeg hjemmefra - alt for mange af mine kammerater blev taget i deres hjem, da tyskerne blev opmærksomme på, at der var noget i gære.

Jeg kom til at bo hos en livjægerenke fru Holstein. Hun og hendes datter boede i en stor lejlighed på Gl. Kongevej, de havde ingen hushjælp, meget få gæster; jeg kunne komme til og fra lejligheden ad tre veje.

Jeg boede der uantastet indtil den 5. maj 1945.

Mange af mine kammerater i hæren måtte flytte hver 14 dag.

Jeg blev efter kort tids forløb ansat som et eller andet i »De Forenede Bugserselskaber«, hvor jeg blev kaldt arkivar Nielsen.

I den første tid efter interneringen, hvor jeg indgik i officerernes modstandsgrupper, modtog jeg mange maskinpistoler til mine officererskammerater i Bugserselskabets kældre. Dets direktør Kim Bærentzen var naturligvis indforstået med, hvad jeg foretog mig.

Imidlertid arbejdede Dencker og Sundorph hårdt og dygtigt på Læseselskabets vækst.

Og da vi var oppe på ca. 600 mand, meldte vi opefter igennem hærens modstandsled, at nu var vi fuldt organiseret, vi manglede blot våben og ammunition.

Vi blev øjeblikkelig accepteret, og der blev lovet os våben og ammunition.

Vi blev fra nu af en selvstændig enhed og fik kun underretning om det, der angik vores styrke og ikke mere, vi ønskede heller ikke mere.

Distrikterne, hvis områder fulgte den postale inddeling, omfattede nu for:

- København K.: Kompagnifører Aage Sternom [navnet er svært at læse]

- Sundby: Halvdelingsfører Engell Andersen

- København Ø.: Delingsfører Preben Christensen

- Hellerup: Halvkompagnifører Asger Jørgensen

- Charlottenlund: Halvdelingsfører Wm. Pelch (senere løjtnant O. Kölle)

- Gentofte: Delingsfører P. Høgsholm (senere løjtnant E. Herlevsen)

- Lyngby: Delingsfører Sven Koefoed

- København NV.: Delingsfører Illemann-Larsen

- Søborg: Delingsfører Aksel Selmer Trane

- København N.: Delingsfører Edg. Jacobsen

- Vanløse: Kompagnifører Kaj Møller

- Frederiksberg: Løjtnant Helge Müller

- Valby: Kompagnifører Aage Müller

- København V.: Halvkompagnifører Børge de Gier (senere løjtnant E. Moe)

Samtlige distriktschefer var gamle livjægere og bosiddende i det dem tildelte område.

Delingsførerne var i begyndelsen fortrinsvis gamle livjægere, men efterhånden som organisationen voksede, tog man også løjtnanter og kornetter fra hæren ind i organisationen, fordi man manglede befalingsmænd, men også af sikkerhedsmæssige grunde. I Læseselskabet skulle udadtil alle kunne blive medlemmer.

I forventning om den snarlige tildeling af våben og ammunition blev der oprettet en kørsels- og transportdeling under prokurist Remy Jensen (tidligere halvdelingsfører i K.L.K.), ansat i Hellerup Flødeis. Dens opgave var at modtage og fordele våben og ammunition samt transport af mandskab under en mobilisering. Den udførte sit arbejde ganske fortræffeligt ved brug af Flødeis-vognene.

Som tiden gik, begyndte det at svirre med rygter imellem Læseselskabets medlemmer om de store leverancer af våben og ammunition, som alle andre modstandsorganisationer fik, undtagen deres egen. Desuden var man ikke sikker på, at Læseselskabet havde den rigtige chef, hvorfor distriktscheferne ønskede at se ham (altså mig), for at de kunne berolige deres delinger.

Sundorph, Dencker og Ib Hoffmann (i dag oberst Hoffmann), som havde afløst mig som chef for Terrainsportsafdelingen og efter mit ønske var blevet min næstkommanderende ved Læseselskabet, og jeg blev enige om, at jeg måtte mødes med distriktscheferne.

Mødet blev ret hjerteligt, vi kendte hinanden - flere gennem mange år - og respekterede hinanden.

Men en enkelt sagde dog klart og tydeligt, at hvis hans distrikt ikke snart fik våben, ville det opløses, og medlemmerne gå til andre modstandsgrupper, hvor man havde masser af våben (der var nu ikke en eneste modstandsgruppe, der havde masser af våben på noget tidspunkt).

Et par dage efter mødet fik vi 40 [30?, 50? tallet er svært at læse] maskinpistoler og 30.000 patroner - ikke mange, men det var tilstrækkeligt til indøvelse. Der skulle indøvelse til, det var en svensk maskinpistol, vi fik.

Hvert distrikt fik et par stykker og lidt ammunition, træningen kunne begynde.

Vi havde til denne træning og undervisning fået tildelt et antal officerer m.fl. fra hæren:

- Kaptajnløjtnant Kiølbæk Laursen, distrikt K.

- Premierløjtnant Carlsen, distrikt Sundby.

- Kaptajnløjtnant N.K. Sørensen, distrikt Ø.

- Kaptajnløjtnant Erh. Christensen, distrikt Hellerup.

- Premierløjtnant Nyholm Jørgensen, distrikt Charlottenlund

- Premierløjtnant Probst, distrikt Gentofte

- Ritmester Munkebo, distrikt Lyngby

- Premierløjtnant Leonhart, distrikt Nørrebro

- Kaptajnløjtnant Willy Nielsen, distrikt Vanløse

- Kaptajnløjtnant Hersom, distrikt Frederiksberg

- Kaptajnløjtnant Danhuus, distrikt Valby

- Premierløjtnant Mentz, distrikt V.

Af de øvrige befalingsmænd fra hæren skal nævnes: Officiant Josephsen, officiant N.C. Nielsen, overofficiant E.W. Jensen, overofficiant O.N. Pedersen, oversergent Sandager og oversergent Sv. Aage Hansen.

Til tjeneste ved staben: Løjtnant Jessen, indentant P.E.A. Jørgensen og intendant O. [?] Nielsen.

Da våben og ammunition blev fordelt til distrikterne, viste det sig, at alle (på en enkelt undtagelse) var klar til modtagelsen og træningens begyndelse, der var recognosceret for opbevaringssteder, og dybtliggende kældre, hvor skydning kunne foregå uden at høres.

Vi havde også recognosceret for en kommandostation, og vi var standset ved den gamle Rigensgades kaserne, hvor »De danske Statsbaner« havde hovedsæde.

I vores organisation indgik nemlig to trafikkontrollører fra statsbanerne (begge løjtnanter i hæren). De tilbød at indrette en kommandostation, som kunne tages i brug, når tidens fylde kom (naturligvis med tilladelse fra statsbanernes øverste ledelse).

Begge trafikkontrollører indgik i vores stab, de var os til meget stor hjælp på mange områder.

En dag fik vi en ekspresmeddelelse om, at en stor sending våben og ammunition kunne overtages af Læseselskabet - sådanne sendinger skulle altid afhentes umiddelbart efter, at vi fik ordren, idet vi som oftest kun fik disse, når andre ikke havde mulighed for at foretage afhentningen.

Ovennævnte dag var hele Hærens modtagekommando brudt sammen, og alle blev fængslet (tortureret - iblandt dem kaptajn G.T. Larsen, i dag oberst).

Sendingen skulle derfor afhentes på nedkastningsstedet, hvad der altid var den farligste del af modtagelsen, navnlig når der var forløbet nogen tid, efter at nedkastningen havde fundet sted.

Denne gang blev afhentningen udført med held under min næstkommanderende, kaptajn Ib Hoffmanns (i dag oberst) ledelse.

En større forsendelse af våben måtte vi engang - med de to trafikkontrollørers hjælp - i hast - gemme i de kasser, hvorpå de forskellige modeller af lokomotiver (»en miniature«) stod i Jernbanemuseet.

Da vi senere flyttede sendingen fra Jernbanemuseet til en servicestation, måtte en eller anden have været for åbenmundet, fordi en mærkelig lille piratgruppe (dansk) på 4-5 mand med en søløjtnant i spidsen, transportabel ved hjælp af 2 sportsvogne, blev klar over, at der var ført våben og ammunition til servicestationen. For at gøre historien kort, så blev gruppen indkredset, vi opfordrede den til at gå ind i vores organisation - det gjorde den, men ret mange oplysninger om os fik den ikke, det var de »lidt for raske« til. Den ammunition, de fik af os, bortskød de øjeblikkelig. - På hvem og hvad?

Vores organisation havde nu passeret de 1.000 mand velorganiseret og også omtrent velbevæbnet med ammunition til rådighed i nogen grad.

Vi blev anmodet om at afgive ca. 150 mand til kaptajn Wissum (i dag general), der som ingeniørofficer var udset til i det givne øjeblik at besætte Telegrafstationen i Købmagergade, Telefonhuset i Nørregade og Radiohuset i Rosenørnsalle (de tre vigtigste meddelelsescentre i København).

Et samarbejde imellem disse 3 centre kom i gang, og distriktscheferne recognoscerede for de pågældende objekters besættelse, så en sådan kunne ske effektivt med få timers varsel, på ethvert tidspunkt.

Dette måtte betragtes som en stor tillidserklæring, at det netop blev livjægerne, som skulle besætte disse meget vigtige kommunikationscentre.

Læseselskabets medlemmer var vel i gennemsnit 25-35 år, altså folk, som kunne »holde tand for tunge«, som nøje fulgte de ordrer, der blev udgivet vedrørende forsigtighedsregler m.m. Derfor blev styrken af vores overordnede militære myndigheder betragtet som en styrke i »Ventestilling«, der først måtte anvendes i sidste øjeblik.

Enhver anmodning fra vores side om at deltage i en eller anden aktion, blev derfor afvist.

Så ud over, at nogle enkelte grupper og delinger var blevet revet op af tyskernes efterretningstjeneste, var vi intakte den 5. maj 1945.

Den 4. maj 1945 blev vi klar over, at nu nærmede sig det store øjeblik; et »aviso« blev udsendt telefonisk tidligt om aftenen den 4. maj.

Få timer senere fik vi ordre til at mobilisere styrken.

De tre meddelelsesobjekter blev hurtigt besat under kaptajn Wissums ledelse.

Vores kommandostation »Rigensgades Kaserne« blev hurtigt besat af vores tidligere nævnte piratgruppe, som med hylende sirener for igennem byen og besatte Rigensgades kasernes hovedindgang.

Lidt efter ankom staben sammen med mig og overtog de kontorer, der var tiltænkt os. Flere rum var af de tidligere nævnte trafikkontrollører gjort helt i orden med skrivemaskiner, papir og skrivemateriale, så arbejdet kunne begynde med det samme, og ordrer udgives skriftligt for 1. gang.

Vi er D.S:B. megen tak skyldig.

Min stabschauffør var stadsdyrlægen på Frederiksberg, H.O. Pedersen, som havde stillet sin person og vogn til rådighed for staben, og han blev til rådighed med vogn og viden, og gjorde os utallige tjenester længe efter den 5. maj 1945.

Fra den 5. maj 1945 kaldte vi »Læseselskabet« for »Livjægernes Frihedsbataillon«.

Styrken bestod af 1136 mand med 134 motorkøretøjer (af alle arter og alle med benzin indtil videre).

Alle i styrken var så at sige bevæbnet.

Distrikternes mandskab forblev i begyndelsen på deres mobiliseringssteder, men blev efterhånden for den største dels vedkommende samlet i Rigensgades kaserne.

Thi opgaverne begyndte at strømme ind, udover de tre ovennævnte meddelelsesobjekter blev vi efterhånden anmodet om at overtage bevogtningen af følgende stabe, kaserner m.m.:

Vores militærgruppes stabs kommandokontor

Hovedbrandstationen

Livgardens kaserne

Gardehusarkasernen

Gernersgades kaserne

Artillerivejens kaserne

Ingeniørkasernen

Jægersborg kaserne

Gymnastikskolen

Kløvermarken

Det norske gesandtskab.

Det var alle de objekter, hvor der snarest skulle ske indkaldelser af hærens styrker i København.

Overtagelsen af bevogtningen af ovennævnte objekter medførte stort set, at Livjægernes Frihedsbataillon blev delt i tre vagthold og fortsatte denne vagttjeneste, indtil hæren selv kunne overtage den.

Vi deltog med 200 mand i Rigsdagens åbning, 200 mand ved Montgomery's besøg.

Og med alt, hvad der kunne undværes af vagtholdene, ved paraden for Montgomery på Vognmandsmarken.

Først nu blev jeg rigtig klar over, at der var en betydelig forskel på modstandsgruppernes synspunkter og indstilling (nu og i fremtiden).

I livjægernes styrke indgik der, som tidligere nævnt, mange befalingsmænd af værnene - navnlig hæren.

De var alle iført deres reglementerede uniform, dette medførte piben, hylen, fyråb m.m. fra visse modstandsgrupper, som vi passerede under indmarchen på Vognmandsmarken.

Dette måtte give stof til eftertanke.

Denne eftertanke blev endnu større, da jeg af militærgruppens stab blev anmodet om at tage ud at tale med chefen for Forsvarets Gymnastikskole, oberstløjtnant Schwartz Nielsen om et eller andet vedrørende livjægernes vagthold på skolen. Jeg blev samtidig bedt om at kigge ind til oberst Thomsen, som var kommandant på Ryvangens kaserne.

Jeg passerede vagten, som bestod af mandskab fra en modstandsgruppe, som jeg ikke kendte noget til.

Jeg fandt oberst Thomsen på sit kontor, foran ham lå på skrivebordet 6-8 meget kraftige sønderbrudte låse, der havde været anvendt til at aflåse indgangsdørene til forskellige depoter, hvorfra der i nattens løb var fjernet en hel del maskingeværer, og dette var sket flere nætter i træk, sammen med andre uordner.

Han spurgte mig, om livjægerne kunne overtage vagten af Ryvangen. Det kunne vi, men det måtte ske igennem militærgruppens stab.

Jeg hørte ikke mere om denne sag.

I en vis periode efter den 5. maj blev personer, der havde været landsforrædere eller næret sympati for tyskerne, afhørt af politifolk. Bl.a. blev Polyteknisk Læreanstalt anvendt som afhøringslokaler. En dag meldte en af de tidligere omtalte trafikkontrollører mig, at der var kommet et kommando for at afhente generaldirektør Knutzen.

Jeg fik fat i kommandoets fører, og han viste mig en anholdelsesordre, men da den ikke var underskrevet, sendte jeg min næstkommanderende Ib Hoffmann ned på Polyteknisk Læreanstalt og fik sikkerhed for, at Knutzen skulle afhentes. Men de havde ikke tid til at underskrive anholdelsesordrerne. Jeg gik derefter over på Knutzens kontor, hvor der mødte mig alle tiders latterligste syn. Knutzen stod ret ved sit skrivebord, fire mand stod i hver sit hjørne af kontoret og pegede på ham med en maskinpistol.

Således måtte de have stået en times tid.

Jeg fik nu endelig lejlighed til at få afløb for al den galde, som jeg havde samlet på siden den 9. april 1940.

Men afhøringen måtte finde sted. Da Knutzen kom tilbage fra denne, gav han sig under livjægernes beskyttelse.

I Nyboder skole, som var besat af tyskerne, var der lavet mange forsvarsforanstaltninger.

Da tyskerne ikke ville forlade skolen, blev livjægerne beordret til at angribe den. Da angrebet skulle finde sted, overgav tyskerne sig.

I flere uger efter den 5. maj 1945 havde livjægerne mange opgaver med at samle tyske flygtninge, civile og militære, i grupper for at føre dem ud af København på vej mod Tyskland. Ligeledes var de med til at fjerne store tyske ammunitionsdepoter fra det indre København.

Livjægernes store betydning og tillid til deres rette indstilling - med at hjælpe de danske myndigheder med at føre landet tilbage til ordnede forhold fremgår - måske - bl.a. deraf, at de efter anmodning beholdt 130 mand inde, som skulle forrette vagttjeneste hveranden dag - indtil den 5. august 1945.

Den 26. maj 1945 afgik jeg fra Livjægernes Frihedsbataillon, opbygget af Julius Dencker og Laur. Sundorph, for at deltage i indkaldelsen af 3. Livgardebataillon i Århus. Min næstkommanderende, kaptajn Ib Hoffman overtog kommandoen efter mig.

Jeg skylder livjægerne min største tak, fordi jeg måtte deltage i deres modstandsbataillon.

__________


Det er i dag - som det har været tidligere - og vil være i fremtiden, min sikre overbevisning, at Golda Meïr har ret, når hun siger:

»Desværre sker der mange ulykker i verden, fordi nogle socialister i Europa tror, at de kan undvære militær. Det har muliggjort krige og ødelæggelser.«

Næste side




Du må citere hvis du angiver hovedsidens adresse: bjoerna.dk ... Søgning på internettet: bjoerna.dk/soegning.htm