Den Tyske Besættelse 1940-1945


Oberst Axel Mygind: Erindringer fra Besættelsen



Udgiver: Kultursociolog Bjørn Andersen

Kontakt: post@bjoerna.dk




Redaktionel indledning

1: Forord
2: Perioden 8. - 30. april 1940. Adjutant ved Jyske Division. Forbindelsesofficer
3: Amalienborgvagten. Vagtgående kaptajn
4: 1. maj 1940 - 29. august 1943. Kompagnichef ved rekrutterne på Jægersborg. Forbindelsesofficer med den tyske værnemagt i Helsingør og navnlig på Kronborg
5: 29. august - ca. 22. oktober 1943. Interneringen. Dansk lejrkaptajn på Jægersborg
6: Ca. 20. august 1943 - 25. maj 1945. Chef for Livjægernes modstandsbataillon
7: Kilder

Besættelse. Tilpasning. Modstand: Litteratur og links

Oplæsning af danske internetsider




Afsnit 2


8-9/4 - 30/4 1940


Den 8. april 1940 fik Jydske Divisionsstab, og som var garnisoneret i Viborg, underretning om, dels igennem vort lille efterretningsvæsen - kaptajn Lunding var vi bl.a. i telefonisk forbindelse med flere gange, dels igennem sønderjyder (slesvigere), turister m.fl.:
    -at en forstærket tysk division var på vej mod grænsen ad hovedvejen i den østlige del af Slesvig,

    -og at et forstærket regiment ligeledes var på march mod grænsen ad den vestlige hovedvej gennem Slesvig.
Desuden fik vi at vide, at tyske soldater bl.a. råbte til de forbikørende danske turister, at de rykkede ind i Danmark kl. 4.00. Det viste sig senere, at det skulle være kl. 4.15 den 9. april 1940 morgen.

(Der var ingen tvivl om, at den menige tyske soldat og sikkert også tyske befalingsmænd højt oppe i graderne havde den bestemte opfattelse, at de tyske styrker rykkede ind i Danmark efter anmodning for at bistå os - imod en trusel fra England. Vi havde jo trods alt en »ikke-angrebskontrakt« med Tyskland).

Men udover ovennævnte meldinger fik vi også - hen på eftermiddagen den 8. april faretruende meldinger fra grænsegarnisonerne i Tønder (oberst Poulsen), Søgaard (oberstløjtnanterne Hintz og Clausen), men også fra de to andre sønderjyske garnisoner Sønderborg (oberst H.E. Christensen) og Haderslev (oberst Hartz) kom der tilsvarende meldinger.

Garnisonerne, navnlig Tønder og Søgaard anmodede derfor om tilladelse til at måtte grave skyttehuller m.m. og anvende det forhåndenværende pigtråd og de spanske ryttere, hvoraf der også fandtes en del, men det blev dem nægtet, de måtte intet foretage sig, der kunne give det udseende af, at vi foretog os noget, der ensidigt var rettet imod Tyskland.

Alle oplysninger fra civile, alle meldinger fra egne styrker gik naturligvis videre til den daværende generalkommando, som dels svarede, at den var kendt med hele situationen, dels på det udtrykkeligste gav den ordre, at ingen styrker måtte forlade garnisonernes område.

(Det skal her tilføjes, at i de år, jeg sad som adjutant ved J.Div., blev det på det mest indtrængende indstillet skriftligt og mundtligt fra grænsegarnisonerne, at de om hver af kasernerne i fredstid fik bygget et værn som nærforsvar, fordi kommandanterne var bange for, at med den ånd, der blev mere og mere fremherskende i det mere og mere nazificerede Tyskland, så ville nogle små nazistiske styrker kunne gå over over grænsen og ved et »coup de main« - sætte sig i besiddelse af kasernerne i grænseområdet.

Alle disse indstillinger, anmodninger m.m. blev sendt videre til generalkommandoen med de varmeste anbefalinger, hvorfra de naturligvis gik til det daværende krigsministerium, men der blev aldrig svaret på den slags indstillinger.

Alle ovennævnte oplysninger, meldinger m.m. førte dog til, at der fra de højere myndigheder blev beordret et vist beredskab ved J.Div. fra den 8. april eftm., som navnlig vedrørte de sønderjyske styrker, og det medførte, at disse i det kommende døgn skulle være iført fuld udrustning.

Vi havde i den tid døgnvagt ved J.Div., hvori alle deltog. På grund af situationen blev jeg som generalstabsofficer - uden for tur - beordret til at overtage vagten natten den 8-9/4.1940.

(Det skal her oplyses, at generalen (Essemann) og stabschefen (obl. Busch) begge havde tjenestebolig i samme bygning som divisionskommandoen, hvor jeg havde vagten, hvorimod souschefen (kapt. Hvalkof) og luftmeldeofficeren (kapt. Sabroe) boede i byen. Alle kunne tilkaldes pr. telefon.

Generalen talte jeg med flere gange i nattens løb.

Under min vagt kimede telefonerne ustandselig hele natten. De sønderjyske garnisoner ønskede naturligvis at få at vide, om der ikke var yderligere forholdsordrer.

Den tyske fremrykning var imidlertid standset nogle km. syd for grænsen sent på eftermiddagen den 8. april.

Og da der også i januar 1940 havde været nogle forskydninger af tyske styrker syd for grænsen, som - efter kort tid døde hen - og der dengang ikke blev foretaget noget af betydning fra dansk side, måtte J.Div.stab antage, at generalkommando og regering havde en viden, som divisionen ikke kunne delagtiggøres i.

Divisionsstaben - altså derfor også mig personlig - er efter den 9. april 1940 bleven bebrejdet fra mange sider, ikke mindst civile, at vi ikke på trods af generalkommando og regering satte de planer i værk, som var forberedt, nemlig: at besætte en recognosceret stilling tværs over midten af Sønderjylland.

Det kunne let have ladet sig gøre ved hjælp af de hundredevis af busser, der fandtes i Jylland-Fyn (de fire garnisoner i Sønderjylland var jo også lige i nærheden af den recognoscerede spærringslinie).

Hvis J.Div. havde truffet den beslutning uanset de givne ordrer at besætte nævnte spærringslinie, var resultatet naturligvis blevet det samme, at Danmark var blevet besat; men udadtil var dog en del af æren blevet reddet.

Af de meldinger, der indløb i nattens løb den 8.-9. april, fremgik det tydeligt, at nok var tyskernes fremrykning standset foreløbig, men den ville blive genoptaget, således at grænsen kunne passeres ved 4-tiden den 9. april.

Og det skete.

Jeg havde de sidste telefonsamtaler med grænsegarnisonerne umiddelbart efter, hvor de meddelte, at nu rykkede de ud og optog kampen.

Jeg alarmerede divisionsstaben og divisionens garnisoner.

(I nattens løb havde jeg naturligvis talt med generalkommandoen; men de udgivne ordrer om ikke at rykke ud af garnisonerne blev fastholdt). I dag er jo forholdsordrerne af en helt anden art [se sidst dette afsnit].

Udover den recognoscerede spærringslinie i Sønderjylland havde divisionen også recognosceret for en anden stilling, »Vejleåstillingen«, og ordre blev udgivet kl. 5.30 til at besætte denne, men kort efter blev al modstand opgivet. Der havde kun fundet nogle små træfninger sted i Sønderjylland. De danske styrker rykkede tilbage til deres kaserner eller kantonnementsområder.

Ved divisionsstaben følte man sig naturligvis mærkelig til mode den 9. april, formiddag.

Dagen forud midtpunkt for alt militært - Jylland-Fyn - nu pludselig - indtil videre sat helt ud af spillet.

Tidligt om morgenen den 9. april henvendte 2 a 3 civile mænd sig til mig, meddelte at de indgik i dansk efterretningstjeneste, om de kunne hjælpe til med noget. Det kunne de ikke.

Efterretningsofficeren - kaptajn Lunding - henvendte sig ligeledes til divisionsstaben for at stille sig under dens beskyttelse, men i løbet af den 9. april rejste han til København.

De danske Statsbaner, som - i tilfælde af mobilisering (m.m.) skulle opstille 3 sygetog, meddelte ved 10-12 tiden, at nu var togene opstillet (eller i færd med at blive opstillet).

Meldingen kunne kun modtages med tak, og de trufne forberedelser aflyses.

Hen på formiddagen, den 9. april 1940, ankom de første tyske styrker til Viborg, og så vidt jeg husker, i begyndelsen af eftermiddagen kom den tyske divisionsstab, som tog ophold på hotel Preisler.

Generalkommandoen gav ordre til, at der skulle afgives en forbindelsesofficer til den tyske divisionsstab, som yngste generalstabsofficer fik jeg denne opgave.

Da jeg i løbet af eftermiddagen ca. kl. 15-17 gik igennem hovedgaden for at melde mig til den tyske divisionsstab, oplevede jeg følgende:

Der holdt mange tyske panservogne i gaderne, ovenpå disse sad der masser af børn, som fik lov til at dreje på pansertårnene og vippe op og ned med kanonerne, som var anbragt i disse; alle restauranter og navnlig konditorierne var fulde af tyske soldater, der fortærede flødeskumskager »en masse«, og nikkede venligt til den forbipasserende danske officer.

Alt åndede fryd og glæde, der sås ingen sørgmodige miner hos nogen den første besættelsesdag; det ændrede sig heldigvis senere.

Den næste dag den 10. april - kom den tyske forbindelsesofficerer for at melde sig til den danske general, og jeg havde en længere samtale med ham.

Han var i strålende humør over, at tyskerne således kunne komme os til hjælp - der havde naturligvis været lidt misforståelser ved grænsen, men de ville hurtigt forsvinde.

Han var organist og havde allerede været hos domorganisten og fået tilladelse til at spille på orglet i domkirken. Hans far var pensioneret, men var blevet beordret til et eller andet arbejde i hæren, og hvis han ikke ville udføre dette, ville han ikke få sin pension, alle skulle arbejde med på Tysklands strålende fremtid.

Inden hans ankomst havde jeg, så vidt jeg kunne, opfrisket, hvad en forbindelsesofficers opgave og pligter var, og jeg var blevet klar over, at for mit vedkommende var det navnlig at holde mit lidt hidsige temperament i ave.

Derfor hørte jeg også tålmodigt på ham, og jeg var endda så snedig, syntes jeg selv - at spørge ham, om den tyske division havde befriet de tyske flyvere, som efter at deres maskiner var styrtet ned i Jylland - før den 9. april 1940 - var interneret i Hald-lejren.

Det havde den ikke, og efter omtrent at have omfavnet mig, styrtede han afsted for at sætte denne befrielse i værk.

Lidt efter telefonerede byens borgmester og fortalte, at tyske soldater, som var indkvarteret på en nedlagt tobaksfabrik i byen, brugte alt andet end toiletpapir, så alle fabrikens toiletter var tilstoppet, og i en meget brysk tone forlangte han, at jeg hurtigst muligt skulle foranledige, at dette blev bragt i orden.

Det var min første store opgave som forbindelsesofficer. (Regimentet i Viborg havde sin forbindelsesofficer, og ham overdrog jeg jobbet).

Lidt senere ringede min kone og fortalte, at hun havde mødt en bestemt kaptajn, som var kendt for sine nazistiske sympatier, ikke så meget for nazisternes skyld, men fordi han troede, han via dem kunne få sin kones russiske (lettiske) godser tilbage. Den pågældende kaptajn kom gående midt ned ad hovedgaden imellem to tyske officerer, med hvilke han førte en meget animeret og højrøstet samtale.

Min kone havde trukket sin cykel ud foran ham og tyskerne og sagt til ham:

»Nå, nu er De kommet imellem venner« (og noget mere).

Lidt efter ringede vedkommende kaptajn til mig og sagde, at han ville klage til divisionen over mig og min kone.

Jeg spurgte, hvad det ragede mig, da det vel var den tyske division, han ville klage til.

Siden har vi aldrig talt sammen (han døde vist i Argentina).

Nu var efterhånden min tålmodighed blevet lidt tyndslidt. Så da den tyske forbindelsesofficer kom den næste morgen og bad mig om at foranledige, at vore veje snarest blev reparerede efter vinterens ødelæggelser, fordi deres køretøjer af enhver art led stor skade ved at køre på disse. Så sagde jeg til ham, så vidt mit tyske ordforråd og min hidsighed tillod mig det:

Om han dog ikke var klar over, at danskerne som helhed ønskede, at alle tyskere med køretøjer og ikke mindst Hitler blev syd for grænsen, og hvis de endelig kom herop, så ønskede vi, at de alle til hobe blev smadret på den ene eller anden måde.

Der blev et øjebliks stilhed. Så viste det sig, at han var langt bedre forbindelsesofficer end jeg. Han lagde sin hånd på min skulder og sagde i en meget alvorlig tone og meget langsomt, så jeg tydeligt kunne forstå alt:

At han i dag forstod langt mere end i går, og at han derfor forstod mine følelser, men jeg måtte være klar over, at hans division kom fra Polen, hvor ingen udtalelser som mine ville blive tålte. Så hvis han lod mine udtalelser gå videre, så ville jeg blive

»sofort erschossen«.


Det gav et lille spjæt i mig. Jeg skævede til ham, han var gravalvorlig. Det var en oprigtig advarsel.

Vi berørte ikke emnet mere.

Et par dage efter stod jeg på kirkegården i Humble - Sydlangeland - sammen med sognets præst og en tysk hauptmann, der havde ledsaget mig herned i en tysk militærauto. Den tyske øverstbefalende havde fået den strålende ide at ville lægge en krans på gravstederne for de danske soldater, der var faldet ved kampene i Sønderjylland den 9. april. Den tyske hauptmann sagde et par dybtfølte ord om den tapre danske soldat - og virkede meget bevæget. Jeg sagde til mig selv ved den lejlighed: Dine fem søskende har alle været amatørskuespillere, hvis du selv har noget som helst talent i den retning, må du prøve at få det frem, hvis du vil overleve - i denne hykleriske verden (det er for øvrigt blevet værre senere).

Den tyske hauptmann og jeg spiste bagefter biksemad sammen på hotel Rudkøbing i Rudkøbing.

Vi sagde meget lidt til hinanden både under måltidet og under kørslen tilbage imellem Viborg og Humble.

Ingen danskere sagde noget til mig under hele turen, hverken godt eller dårligt. Mon de vidste, jeg var dansk officer? Rart var det i hvert fald ikke.

De følgende par uger skete der intet af betydning i mit job som forbindelsesofficer.

Den jyske divisionsstab aflagde dog en høflighedsvisit hos den tyske, efter at have sikret sig Generalkommandoens samtykke.

Efter besættelsen af Danmark var der jo truffet aftaler, som i hovedsagen gik ud på:
    at Danmark i sin helhed skulle fortsætte som hidtil med

    konge og dronning

    regering

    rigsdag

    og de nuværende statslige og kommunale myndigheder.

    Også værnene skulle fortsætte nogenlunde som hidtil.

    Ingen befalingsmand blev afskediget, dog måtte der ved hvert regiment kun være ca. 100 værnepligtige, undtagen ved Livgarden, hvor tallet var sat til 300 (100 til vagtstyrken på Amalienborg og 200 under uddannelse).

    Ingen danske måtte dog komme i vore depoter (våben, ammunition og udrustning) uden under tysk kontrol.

Alle forflyttelser, alle ændringer i mindre målestok, som var planlagt og beordret, fandt sted uden indgriben fra besættelsesmagtens side; således var det umiddelbart efter den 9. april. Jeg var i henhold til kundgørelse for hæren forsat til Livgarden den 1. maj 1940, og denne forsættelse fandt sted som beordret.

Den 30. april 1940 morgen kom den tyske forbindelsesofficer med 2-3 tyske autoer; for at min familie og jeg kunne komme standsmæssigt af sted. Vi tog en taxa (havde bestilt den), men blev ledsaget til stationen af de fremmødte tyske vogne (med flere officerer). Da forbindelsesofficeren så de mange officerskammerater med koner, der var mødt op for at sige farvel, forlod han os - til vor store lettelse.

Men flink og venlig var han altid - på to-mands hånd, han reddede måske endda mit liv.





Axel Mygind fortæller at forholdsordrerne »nuomstunder« er ganske anderledes end den 9. april. Han henviser her til Kong Frederik IX's forholdsordre, som her aftrykkes fra en udgave af »Lærebog for Hærens Menige« [Klik tv]


Næste side




Du må citere hvis du angiver hovedsidens adresse: bjoerna.dk ... Søgning på internettet: bjoerna.dk/soegning.htm