Mine to sønner har været (eller er) søløjtnanter af reserven i Søværnet (den ene, fordi han er cand.polyt. og derfor kunne fremsætte ønske om at aftjene sin værnepligt i Søværnet, den anden, fordi han er navigatør i handelsflåden), min datter er gift med en premierløjtnant i hæren.
På grund af ovennævnte forhold er jeg utallige gange blevet stillet over for
spørgsmålet:
"Far (svigerfar), hvad lavede du under besættelsen 1940-45?"
Derfor har jeg udarbejdet medfølgende redegørelse, inddelt i:
Jeg gennemgik Hærens Officersskole 1924-26 og senere, 1934-35 denne skoles generalstabskursus.
Efter at have forrettet tjeneste et par måneder ved Generalstabens Operationssektion
blev jeg adjutant ved Jydske Division (J.Div.) den 6. januar 1936.
Axel Mygind i 1934
Søster Mygind i 1934
I J.Div. indgik alt personel af hæren, der var garnisoneret i Nørre- og Sønderjylland
samt på Fyn med omliggende øer, såvel i freds- som krigstid.
I krigstid ville den samlede hærstyrke (Jylland-Fyn) ved fuld mobilisering komme op
på ca. 60.000 mand, hvoraf kun en ringe del kunne anses for at være nogenlunde krigsduelig,
det gjaldt såvel befalingsmænd som menige.
De meniges uddannelsestid var i gennemsnit ca. 5 måneder med et par genindkaldelser med nogle få års mellemrum.
En fuldstændig uhåndterlig styrke på grund af mangel på rutine og erfaring inden for
divisions-, regimentsstabe m.fl., mangel på rutine og træning af såvel befalingsmænd som
menige, mangel på samarbejde imellem de større fodfolksenheder, mangel på samarbejde
imellem de forskellige våbenarter.
Udrustning: uniformer, våben og ammunition var efter datidens forhold efter min
mening oplagt i rimelig mængde i depoter m.m.
Divisionen havde ingen tanks, men en del panservogne ved Jydske Dragonregiment
og en del afværgeskyts mod kamp- og panservogne ved fodfolket, nemlig 20 og 37 mm's
kanoner, hvor navnlig 37 mm's kanonerne var absolut brugbare på daværende tidspunkt.
Når vi stabsofficerer ved J.Div. i dagene før den 1. september 1939 drøftede
situationen vedrørende faren for en krig, som jo blev mere og mere sandsynlig efter Østrigs
Anschluss i 1938 og likvideringen af det amputerede Tjekkoslovakiet den 15. marts 1939
(Sudeterland var jo allerede overtaget på dette tidpsunkt), sammenlignede vi naturligvis denne
situation med tiden omkring den 1. august 1914 - altså umiddelbart inden 1. verdenskrig rigtig
var kommet til udvikling.
1' Verdenskrig. Indkaldte Reservister på vagt ved Frederiksdal i 1914. Fra Københavns Amts pjece om befæstningsanlægget om København, se nedenfor.
Da tyskerne rykkede ind i Frankrig den 1. august 1914:
- havde vi indkaldt mandskab til søforterne, så disse var fuldt kampklare
- gjort flåden klar til mobilisering (og det skete den 1. august 1914)
- indkaldt en sikringsstyrke (ca. 58.000 mand)
- havde den bedste hærordning, som vi nogensinde havde haft
- i september 1913 havde vi en stor - meget stor genindkaldelse (for at prøve, om alle de
forskellige led virkede, som de skulle).
Den 31. august 1939 havde vi den dårligste hærordning, som tænkes kunne og havde så at sige ikke gjort nogen anstalter for at imødegå de farer, som en eventuel krig kunne medføre for vort land.
Den 1. september 1939 rykkede Hitler ind i Polen.
Vi indkaldte en sikringsstyrke på 20.-40.000 mand - i alt 5 årgange.
Da Hitler havde smadret Polen, hjemsendtes den 15. august tre af de fem årgange, der
var indkaldt den 1. august - uden våben, men med uniform, så kunne de hurtigst blive mobiliseret ligesom i Schweiz.
(Personlig tror jeg ikke, at danskerne på det felt har en tilsvarende fædrelands-,
ansvars- og forsvarsindstilling som Schweizerne, hvor de hjemsender deres værnepligtige
mandskab med våben og uniform. Ved divisionsstaben var vi overbeviste om at kunne
konstatere, at mange af de værnepligtige på landet gik og pløjede, iført deres uniformsbenklæder kort efter hjemsendelsen).
Kort før jul 1939 hjemsendtes den 4. årgang af de fem, der var indkaldt den 1.
september 1939.
Men så skrev også oberst Giersing - chef for Gardehusarregimentet - i begyndelsen
af januar 1940 i de danske aviser:
At det, som regering og rigsdag havde udtalt, at vi ville modsætte os et fjendtligt
angreb med størst mulig kraft ikke havde nogen bund i virkeligheden, idet der intet var gjort,
og intet var i færd med at blive gjort for at virkeliggøre regeringens udtalelser.
I virkeligheden blev alle, umiddelbart efter ovennævnte artikels fremkomst ligefrem
forargede over den formastelige oberst's udtalelser (i Hærens arkiv opbevares en bog med
udklip fra så at sige alle danske aviser - der indeholder oberst Giersings udtalelser og svarene
herpå. Disse udklip viser til overflod, hvorledes stemningen i almindelighed var. Obersten fik
en »irettesættelse«. Og en udtalelse fra regering og rigsdag - underskrevet eller i
hvert fald tiltrådt af den ledende mand inden for de 6 vigtigste partier - blev offentliggjort.
Udtalelsen gik ud på, at naturligvis ville vi ved fjendtligt angreb gøre vort yderste for
at modsætte (afværge) os dette.
I slutningen af januar 1940 hjemsendte vi den sidste af de fem årgange, der var
indkaldt den 1. september 1939.
Det var ikke helt let ved J.Div., ja, det var umuligt - at forstå hensigtsmæssigheden
med disse hjemsendelser.
Den 9. april 1940 bestod de væbnede styrker i Jylland-Fyn af en årgang, der var
indkaldt i foråret 1939.
Altså ca. 3.000-3.500 uddannede styrker.
Årgangen fra foråret 1939 var således ikke blevet hjemsendt i efteråret 1939, men
beholdt inde som en slags sikkerhedsstyrke.
Hjemsendelspas for en konstabel af Artilleriet, Johan Peter Andersen, der boede et sted i Hellerup. Ordet konstabel betyder ikke det samme som i dag. Dengang betød det at det var en 'uddannet menig', i dag betyder det en menig soldat der har tegnet kontrakt med Hæren. Johan Peter Andersen lå inde ved Avedøre og hørte således ikke til Jyske Division.
I »Lærebog for Hærens Menige« (udgaven fra 1962) finder man følgende officielle 'rids' af historien fra 1864 til 1945. Det optrykkes her, da det kan være en smule svært at få fat på:
Den danske hær 1864—1945
I Danmark håbede man efter 1864, at et opgør mellem Preussen og Østrig ville give en mulighed for, at vi kunne få Sønderjylland tilbage, men i 1866 besejrede Preussen Østrig på nogle uger. Derefter trak det op til krig mellem Preussen og Frankrig, og i Danmark håbede man på en revanche i forbindelse med en sådan krig. 1867 gennemførtes en ny hærlov, der skabte en hær af samme størrelse som hidtil — trods rigets formindskelse. Der lagdes vægt på en letbevægelig hær, som kunne bruges til angreb mod syd. Da den fransk-tyske krig kom i 1870, flammede begejstringen op i vide kredse, og mange aviser krævede, at vi straks skulle gå med på Frankrigs side. Ledende embedsmænd og politikere havde imidlertid ikke tillid til Frankrigs styrke, og Danmark afslog et fransk alliancetilbud og holdt sig neutralt,
Efter 1870 stod Tyskland som den stærkeste magt på det europæiske fastland, og linien i dansk udenrigspolitik blev den at holde landet uden for alliance med andre magter og bevare neutraliteten. Forsvarsmæssigt søgte skiftende danske regeringer at indrette sig således, at man ikke kom til at virke udfordrende på Tyskland. Det er således et betegnende træk ved forsvarsordninger i perioden 1870—1920, at der hverken oprettedes nogen forsvarslinie ved den dansk-tyske grænse eller lagdes vægt på de jyske hærstyrker. Forsvarets tyngdepunkt blev Sjælland, specielt København.
Skitse af Fortet i Vangede. Fortet er sløjfet, men ses tydeligt i terrænet - og enkelte steder stikker der noget beton frem. Efter det katastrofale nederlag i 1864 forsøgte man ad forskellige veje at »komme til hægterne«. Det politiske Højre mente man måtte styrke Forsvaret, etablere et storstilet befæstningsanlæg om København osv. Det politiske Venstre ville demokratisere og udvikle andels- og højskolebevægelsen. Oberst Dalgas sagde: »Hvad udad tabes, skal indad vindes« - og det blev et slags motto for forsøgene på at omdanne ufrugtbar jord til skov og landbrugsjord. Københavns Amt har udgivet en pjece om befæstningsanlægget som kan bestilles hos Amtet, fås på biblioteker og andre steder - og downloades som (en ret stor) pdf-fil.
I tiden efter 1870 blev forsvarssagen et stridsspørgsmål mellem de politiske partier. Ja, det er næppe for meget at hævde, at spørgsmålet om, hvor mange penge der skulle ofres på forsvaret, blev det mest lidenskabeligt diskuterede og omstridte i over to menneskealdre. Det er mærkeligt at se, i hvor høj grad spørgsmålet drøftedes som et indre-politisk problem. Det forhold, at forsvaret er vigtigt for vort forhold til udlandet, trådte ofte næsten helt i baggrunden. Her gik man meget stille med dørene som et led i neutralitetspolitikken og navnlig for ikke at virke udæskende på Tyskland.
Ved hærloven af 1867 var tjenestetiden blevet afkortet noget og antallet af faste befalingsmænd blev lille i forhold til antallet af rekrutter. Hæren blev efterhånden væsentlig forbedret med hensyn til våben, men i selve uddannelsen lagdes der fortsat megen vægt på eksercits. Det meste af tiden på rekrutskolen tilbragtes på eksercerpladsen. Først i de sidste år af århundredet begyndte man at gøre mere ud af den feltmæssige uddannelse, og denne udvikling førtes videre efter 1900 og især efter den nye forsvarslov i 1909.
Som nævnt kunne partierne efter 1870 ikke enes orn, hvordan landets forsvar skulle ordnes. Det siddende højreministerium gennemførte en kraftig udbygning af Københavns befæstning, men der var fortsat stærk uro om hele forsvarssagen. I 1902 nedsattes en forsvarskommission, og 1909 gennemførtes en ny forsvarslov. Der blev ikke gennemført, hvad de militære sagkyndige havde ønsket, men landet fik dog et effektivt neutralitetsværn. Københavns landbefæstning opretholdtes foreløbig, og søbefæstningen udvidedes. Hæren deltes i to generalkommandoer, en sjællandsk, som blev langt den største, og en jysk-fynsk.
Da verdenskrigen udbrød i 1914, indkaldtes den såkaldte sikringsstyrke, ca. 58.000 mand, hvoraf 48.000 på Sjælland. Man kunne ved mobilisering være kommet op på ca. 130.000 mand, men undlod dette for ikke at støde Tyskland. Efterhånden hjemsendtes nogle af styrkerne, og ved krigens slutning var kun ca. 31.000 mand inde.
Straks efter verdenskrigens afslutning begyndte den gamle uenighed om forsvaret igen. Folkeforbundstanken gav næring til den tankegang, at vi ikke behøvede et ret stærkt forsvar. Resultatet blev en ny forsvarsordning i 1922. Den betød en kraftig nedskæring, især af hæren. Man lagde hovedvægten på reserverne og gav derved hæren karakter af en milits. Dette bevirkede også, at en mængde befalingsmænd blev afskediget. Både uddannelsestiden og antallet af rekrutter blev nedsat. Som noget nyt oprettedes et lille flyverkorps. Københavns befæstning til lands var allerede nedlagt i 1920. Til brug bag fronten oprettedes en landstorm, hvortil der årlig skulle indkaldes 1.500 mand, der i 60 dage skulle have en halvvejs militær, halvvejs civil uddannelse. Vægten blev nu lagt på forsvaret af Jylland, idet 2 divisioner anbragtes i Jylland og på Fyn, mens l division fik hjemme på Sjælland. Ledelsen samledes under een generalkommando med sæde i København. Da erfaringerne fra verdenskrigen medførte store forandringer i hærens udstyr og uddannelse, var det meget vanskeligt i den forkortede tjenestetid at give mandskabet den fornødne træning.
Ordningen af 1922 blev revideret i 1932 og i 1937. I 1932 gennemførtes en ny reduktion. Hæren blev ganske vist forbedret teknisk og organisatorisk., men den blev for lille til at løse egentlige forsvarsmæssige opgaver.
I 1937 skabtes den forsvarsordning, som gjaldt d. 9. april 1940. Der blev ved denne ordning bevilget penge til en del nyt materiel, og der blev også ansat forholdsvis flere befalingsmænd, men trods den alvorlige internationale situation, blev der ikke tale om en styrkelse af forsvaret. Bl. a. nedsattes antallet af årligt indkaldte rekrutter fra ca. 8.900 til ca. 7.800 mand.
I løbet af sommeren 1939 blev det klart, at krigsfaren i Europa var overhængende. Men først da krigen var brudt ud d. 1. september, blev der truffet ekstraordinære militære foranstaltninger. De var dog ikke nær så omfattende som i 1914. Der indkaldtes en beredskabsstyrke på ca. 36.000 mand. svarende til 5 uddannede årgange. Heraf hjemsendtes de 3 i september med uniform, men uden våben. De 2 årgange, som endnu var inde, blev hjemsendt i december og januar 1940. Derefter var kun rekrutterne fra sommeren 1939 og det vinterhold, der var indkaldt i oktober, i alt ca. 16.000 mand, inde. I modsætning til stillingen i 1914—1918 havde Danmark således ingen ekstra tropper inde i de sidste måneder før det tyske overfald på Danmark. Der blev heller ikke truffet ekstra forberedelser i de sidste dage før 9. april. Da det tyske overfald kom d. 9. april., havde vi således kun svage styrker under våben. De optog om morgenen d. 9. april kampen mod overmagten og ydede trods den overvældende overmagt en beundringsværdig indsats i den korte tid, indtil modstanden efter regeringens ordre ophørte. Tabene var ikke store, kun 13 døde og 24 sårede, men de viste soldaternes mod og vilje til at kæmpe for Danmarks frihed.
Tyskland erklærede d. 9. april, at det ikke ville blande sig i Danmarks indre forhold. I tyske kredse var der uenighed om, hvordan man skulle behandle Danmark. Det varede dog ikke længe, inden tyskerne blandede sig stærkt i alt muligt. Da de ikke opnåede dansk velvilje og militær bistand, som de havde håbet, men da der tværtimod voksede en modstandsbevægelse frem, og da tyskerne begyndte at lide nederlag på flere fronter, blev deres optræden i Danmark åbenlyst brutal. Den 29. august 1943 overfaldt og afvæbnede de alle danske militære styrker.
Fra nu af havde tyskerne også officielt magten, og ingen, heller ikke befalingsmændene, var mere forpligtet ved tidligere bestemmelser angående forholdet til tyskerne. Mange befalingsmænd og uddannede soldater fandt deres plads i modstandsbevægelsens rækker, andre blev i Sverige medlemmer af Den danske Brigade, mens atter andre kæmpede direkte i de allieredes hære, flåder eller luftvåben. Ved tyskernes kapitulation d. 5. maj var den hjemlige modstandshær på ca. 50.000 mand — uden uniformer, men med friheds armbind og alle slags våben.
